01O	1	1	I Begyndelsen skabte Gud Himmelen og Jorden.
01O	1	2	Og Jorden var øde og tom, og der var Mørke over Verdensdybet. Men Guds Ånd svævede over Vandene.
01O	1	3	Og Gud sagde: "Der blive Lys!" Og der blev Lys.
01O	1	4	Og Gud så, at Lyset var godt, og Gud satte Skel mellem Lyset og Mørket,
01O	1	5	og Gud kaldte Lyset Dag, og Mørket kaldte han Nat. Og det blev Aften, og det blev Morgen, første Dag.
01O	1	6	Derpå sagde Gud: "Der blive en Hvælving midt i Vandene til at skille Vandene ad!"
01O	1	7	Og således skete det: Gud gjorde Hvælvingen og skilte Vandet under Hvælvingen fra Vandet over Hvælvingen;
01O	1	8	og Gud kaldte Hvælvingen Himmel. Og det blev Aften, og det blev Morgen, anden Dag.
01O	1	9	Derpå sagde Gud: "Vandet under Himmelen samle sig på eet Sted, så det faste Land kommer til Syne!" Og således skete det;
01O	1	10	og Gud kaldte det faste Land Jord, og Stedet, hvor Vandet samlede sig, kaldte han Hav. Og Gud så, at det var godt.
01O	1	11	Derpå sagde Gud: "Jorden lade fremspire grønne Urter, der bærer Frø, og Frugttræer, der bærer Frugt med Kærne, på Jorden!"  Og således skete det:
01O	1	12	Jorden frembragte grønne Urter, der bar Frø, efter deres Arter, og Træer, der bar Frugt med Kærne, efter deres Arter. Og Gud så, at det var godt.
01O	1	13	Og det blev Aften, og det blev Morgen, tredje Dag.
01O	1	14	Derpå sagde Gud: "Der komme Lys på Himmelhvælvingen til at skille Dag fra Nat, og de skal være til Tegn og til Fastsættelse af Højtider, Dage og År
01O	1	15	og tjene som Lys på Himmelhvælvingen til at lyse på Jorden!  Og således sket det:
01O	1	16	Gud gjorde de to store Lys, det største til at herske om Dagen, det mindste til at herske om Natten, og Stjernerne;
01O	1	17	og Gud satte dem på Himmelhvælvingen til at lyse på Jorden
01O	1	18	og til at herske over Dagen og Natten og til at skille Lyset fra Mørket. Og Gud så, at det var godt.
01O	1	19	Og det blev Aften, og det blev Morgen, fjerde Dag.
01O	1	20	Derpå sagde Gud: "Vandet vrimle med en Vrimmel af levende Væsener, og Fugle flyve over Jorden oppe under Himmelhvælvingen!" Og således skete det:
01O	1	21	Gud skabte de store Havdyr og den hele Vrimmel af levende Væsener, som Vandet vrimler med, efter deres Arter, og alle vingede Væsener efter deres Arter. Og Gud så, at det var godt.
01O	1	22	Og Gud velsignede dem og sagde: "Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld Vandet i Havene, og Fuglene blive mangfoldige på Jorden!"
01O	1	23	Og det blev Aften, og det blev Morgen, femte Dag.
01O	1	24	Derpå sagde Gud: "Jorden frembringe levende Væsener efter deres Arter: Kvæg, Kryb og vildtlevende Dyr efter deres Arter!  Og således skete det:
01O	1	25	Gud gjorde de vildtlevende Dyr efter deres Arter, Kvæget efter dets Arter og alt Jordens Kryb efter dets Arter. Og Gud så, at det var godt.
01O	1	26	Derpå sagde Gud: "Lad os gøre Mennesker i vort Billede, så de ligner os, til at herske over Havets Fisk og Himmelens Fugle, Kvæget og alle vildtlevende Dyr på Jorden og alt Kryb,der kryber på Jorden!"
01O	1	27	Og Gud skabte Mennesket i sit Billede; i Guds Billede skabte han det, som Mand og Kvinde skabte han dem;
01O	1	28	og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: "Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld Jorden, gør eder til Herre over den og hersk over Havets Fisk og Himmelens Fugle, Kvæget og alle vildtlevende Dyr, der rører sig på Jorden!"
01O	1	29	Gud sagde fremdeles: "Jeg giver eder alle Urter på hele Jorden, som bærer Frø, og alle Træer, som bærer Frugt med Kærne; de skal være eder til Føde;
01O	1	30	men alle Jordens dyr og alle Himmelens Fugle og alt, hvad der kryber på Jorden, og som har Livsånde, giver jeg alle grønne Urter til Føde." Og således skete det.
01O	1	31	Og Gud så alt, hvad han havde gjort, og se, det var såre godt. Og det blev Aften, og det blev Morgen, sjette Dag.
01O	2	1	Således fuldendtes Himmelen og Jorden med al deres Hær.
01O	2	2	På den syvende Dag fuldendte Gud det Værk, han havde udført, og han hvilede på den syvende Dag efter det Værk, han havde udført;
01O	2	3	og Gud velsignede den syvende Dag og helligede den, thi på den hvilede han efter hele sit Værk, det, Gud havde skabt og udført.
01O	2	4	Det er Himmelens og Jordens Skabelseshistorie. Da Gud HERREN gjorde Jord og Himmel
01O	2	5	dengang fandtes endnu ingen af Markens Buske på Jorden, og endnu var ingen af Markens Urter spiret frem, thi Gud HERREN havde ikke ladet det regne på Jorden, og der var ingen Mennesker til at dyrke Agerjorden,
01O	2	6	men en Tåge vældede op at Jorden og vandede hele Agerjordens Flade
01O	2	7	da dannede Gud HERREN Mennesket af Agerjordens Muld og blæste Livsånde i hans Næsebor, så at Mennesket blev et levende Væsen.
01O	2	8	Derpå plantede Gud HERREN en Have i Eden ude mod Øst, og dem satte han Mennesket, som han havde dannet;
01O	2	9	Og Gud HERREN lod af Agerjorden fremvokse alle Slags Træer, en Fryd at skue og gode til Føde, desuden Livets Træ, der stod midt i Haven. og Træet til Kundskab om godt og ondt.
01O	2	10	Der udsprang en Flod i Eden til at vande Haven, og udenfor delte den sig i fire Hovedstrømme.
01O	2	11	Den ene hedder Pisjon; den løber omkring Landet Havila, hvor der findes Guld
01O	2	12	og Guldet i det Land er godt, Bdellium og Sjohamsten.
01O	2	13	Den anden Flod hedder Gihon; den løber omkring Landet Kusj.
01O	2	14	Den tredje Flod hedder Hiddekel; den løber østen om Assyrien. Den fjerde Flod er Frat.
01O	2	15	Derpå tog Gud HERREN Adam og satte ham i Edens Have til at dyrke og vogte den.
01O	2	16	Men Gud HERREN bød Adam: "Af alle Træer i Haven har du Lov at spise,
01O	2	17	kun af Træet til Kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den Dag du spiser deraf, skal du visselig dø!"
01O	2	18	Derpå sagde Gud HERREN: "Det er ikke godt for Mennesket at være ene; jeg vil gøre ham en Medhjælp, som passer til ham!"
01O	2	19	Og Gud HERREN dannede af Agerjorden alle Markens Dyr og Himmelens Fugle og førte dem hen til Adam for at se, hvad han vilde kalde dem; thi hvad Adam kaldte de forskellige levende Væsener, det skulde være deres Navn.
01O	2	20	Adam gav da alt Kvæget, alle Himmelens Fugle og alle Markens Dyr Navne - men til sig selv fandt Adam ingen Medhjælp, der passede til ham.
01O	2	21	Så lod Gud HERREN Dvale falde over Adam, og da han var sovet ind, tog han et af hans Ribben og lukkede med Kød i dets Sted;
01O	2	22	og af Ribbenet, som Gud HERREN havde taget af Adam, byggede han en Kvinde og førte hende hen til Adam.
01O	2	23	Da sagde Adam: "Denne Gang er det Ben af mine Ben og Kød af mit Kød; hun skal kaldes Kvinde, thi af Manden er hun taget!"
01O	2	24	Derfor forlader en Mand sin Fader og Moder og holder sig til sin Hustru, og de to bliver eet Kød.
01O	2	25	Og de var begge nøgne, både Adam og hans Hustru, men de bluedes ikke.
01O	3	1	Men Slangen var træskere end alle Markens andre Dyr, som Gud HERREN havde gjort og den sagde til Kvinden: "Mon Gud virkelig ham sagt: I må ikke spise af noget Træ i Haven?"
01O	3	2	Kvinden svarede: "Vi har Lov at spise af Frugten på Havens Træer;
01O	3	3	kun af Frugten fra Træet midt i Haven, sagde Gud, må I ikke spise, ja, I må ikke røre derved, thi så skal I dø!"
01O	3	4	Da sagde Slangen til Kvinden: "I skal ingenlunde dø;
01O	3	5	men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes eders Øjne, så I blive som Gud til at kende godt og ondt!"
01O	3	6	Kvinden blev nu var, at Træet var godt at spise af, en Lyst for Øjnene og godt at få Forstand af; og hun tog af dets Frugt og spiste og gav også sin Mand, der stod hos hende, og han spiste.
01O	3	7	Da åbnedes begges Øjne, og de kendte, at de var nøgne. Derfor syede de Figenblade sammen og bandt dem om sig.
01O	3	8	Da Dagen blev sval, hørte de Gud HERREN vandre i Haven, og Adam og hans Hustru skjulte sig for ham inde mellem Havens Træer.
01O	3	9	Da kaldte Gud HERREN på Adam og råbte: "Hvor er du?"
01O	3	10	Han svarede: "Jeg hørte dig i Haven og blev angst, fordi jeg var nøgen, og så skjulte jeg mig!"
01O	3	11	Da sagde han: "Hvem fortalte dig, at du var nøgen. Mon du har spist af det Træ, jeg sagde, du ikke måtte spise af?"
01O	3	12	Adam svarede: "Kvinden, som du satte ved min Side, gav mig af Træet, og så spiste jeg."
01O	3	13	Da sagde Gud HERREN til Kvinde: "Hvad har du gjort!" Kvinden svarede: "Slangen forførte mig, og så spiste jeg."
01O	3	14	Da sagde Gud HERREN til Slangen: "Fordi du har gjort dette, være du forbandet blandt al Kvæget og blandt alle Markens Dyr! På din Bug skal du krybe, og Støv skal du æde alle dit Livs Dage!
01O	3	15	Jeg sætter Fjendskab mellem dig og Kvinden, mellem din Sæd og hendes Sæd; den skal knuse dit Hoved, og du skal hugge den i Hælen!"
01O	3	16	Til Kvinden sagde han: "Jeg vil meget mangfoldiggøre dit Svangerskabs Møje; med Smerte skal du føde Børn; men til din Mand skal din Attrå være, og han skal herske over dig!"
01O	3	17	Og til Adam sagde han: "Fordi du lyttede til din Hustrus Tale og spiste af Træet, som jeg sagde, du ikke måtte spise af, skal Jorden være forbandet for din Skyld; med Møje skal du skaffe dig Føde af den alle dit Livs Dage;
01O	3	18	Torn og Tidsel skal den bære dig, og Markens Urter skal være din Føde;
01O	3	19	i dit Ansigts Sved skal du spise dit Brød, indtil du vender tilbage til Jorden; thi af den er du taget; ja, Støv er du, og til Støv skal du vende tilbage!"
01O	3	20	Men Adam kaldte sin Hustru Eva, thi hun blev Moder til alt levende.
01O	3	21	Derpå gjorde Gud HERREN Skindkjortlet til Adam og hans Hustru og klædte dem dermed.
01O	3	22	Men Gud HERREN sagde: "Se, Mennesket er blevet som en af os til at kende godt og ondt. Nu skal han ikke række Hånden ud og tage også af Livets Træ og spise og leve evindelig!"
01O	3	23	Så forviste Gud HERREN ham fra Edens Have, for at han skulde dyrke Jorden, som han var taget af;
01O	3	24	og han drev Mennesket ud, og østen for Edens Have satte han Keruberne med det glimtende Flammesværd til at vogte Vejen til Livets Træ.
01O	4	1	Adam kendte sin Hustru Eva,og hun blev frugtsommelig og fødte Kain; og hun sagde: "Jeg har fået en Søn med HERRENS Hjælp!"
01O	4	2	Fremdeles fødte hun hans Broder Abel. Abel blev Fårehyrde, Kain Agerdyrker.
01O	4	3	Nogen Tid efter bragte Kain HERREN en Offergave af Jordens Frugt,
01O	4	4	medens Abel bragte en Gave af sin Hjords førstefødte og deres Fedme. Og HERREN så til Abel og hans Offergave,
01O	4	5	men til Kain og hans Offergave så han ikke. Kain blev da såre vred og gik med sænket Hoved.
01O	4	6	Da sagde HERREN til Kain: "Hvorfor er du vred, og hvorfor går du med sænket Hoved?
01O	4	7	Du ved, at når du handler vel, kan du løfte Hovedet frit; men handler du ikke vel, så lurer Synden ved Døren; dens Attrå står til dig, men du skal herske over den!"
01O	4	8	Men Kain yppede Kiv med sin Broder Abel; og engang de var ude på Marken, sprang Kain ind på ham og slog ham ihjel.
01O	4	9	Da sagde HERREN til Kain: "Hvor er din Broder Abel?" Han svarede: "Det ved jeg ikke; skal jeg vogte min Broder?"
01O	4	10	Men han sagde: "Hvad har du gjort! Din Broders Blod råber til mig fra Jorden!
01O	4	11	Derfor skal du nu være bandlyst fra Agerjorden, som åbnede sig og tog din Broders Blod af din Hånd!
01O	4	12	Når du dyrker Agerjorden, skal den ikke mere skænke dig sin Kraft du skal flakke hjemløs om på Jorden!"
01O	4	13	Men Kain sagde til HERREN: "Min Straf er ikke til at bære;
01O	4	14	når du nu jager mig bort fra Agerjorden, og jeg må skjule mig for dit Åsyn og flakke hjemløs om på Jorden, så kan jo enhver, der møder mig, slå mig ihjel!"
01O	4	15	Da svarede HERREN: "Hvis Kain bliver slået ihjel, skal han hævnes;syvfold!" Og HERREN satte et Tegn på Kain, for at ingen, der mødte ham, skulde slå ham ihjel.
01O	4	16	Så drog Kain bort fra HERRENs Åsyn og slog sig ned i Landet Nod østen for Eden.
01O	4	17	Kain kendte sin Hustru, og hun blev frugtsommelig og fødte Hanok. Han grundede en By og gav den sin;Søn Hanoks Navn.
01O	4	18	Hanok fik en Søn Irad; Irad avlede Mehujael; Mehujael avlede Mehujael; og Metusjael avlede Lemek
01O	4	19	Lemek tog sig to Hustruer; den ene hed Ada, den anden Zilla.
01O	4	20	Ada fødte Jabal; han blev Stamfader til dem, der bor i Telte og holder Kvæg;
01O	4	21	hans Broder hed Jubal; han blev Stamfader til alle dem, der spiller på Harpe og Fløjte.
01O	4	22	Også Zilla fik en Søn, Tubal-Kajin; han blev Stamfader til alle dem, der smeder Kobber og Jern. Tubal-Kajins Søster var Na'ama.
01O	4	23	Og Lemelk sagde til sine Hustruer: "Ada og Zilla, hør min Røst, Lemeks Hustruer, lyt til mit Ord: En Mand har jeg dræbt for et Sår, en Dreng for en Skramme!
01O	4	24	Blev Kain hævnet syvfold, så hævnes Lemek syv og halvfjerdsindstyve Gange!"
01O	4	25	Adam kendte på ny sin Hustru, og hun fødte en Søn, som hun gav Navnet Set; "thi," sagde hun, "Gud har sat mig andet Afkom i Abels Sted, fordi Kain slog ham ihjel!"
01O	4	26	Set fik også en Søn, som han kaldte Enosj; på den Tid begyndte man at påkalde HERRENs Navn.
01O	5	1	Dette er Adams Slægtebog. Dengang Gud skabte Mennesket, gjorde han det i Guds Billede;
01O	5	2	som Mand og Kvinde skabte han dem, og han velsignede dem og gav dem Navnet "Menneske", da de blev skabt.
01O	5	3	Da Adam havde levet i I30 År, avlede han en Søn, som var ham lig og i hans Billede, og han kaldte ham Set;
01O	5	4	og efter at Adam havde avlet Set, levede han 800 År og avlede Sønner og Døtre;
01O	5	5	således blev hans fulde Levetid 930 År, og derpå døde han.
01O	5	6	Da Set havde levet 105 År, avlede han Enosj;
01O	5	7	og efter at Set havde avlet Enosj, levede han 807 År og avlede Sønner og Døtre;
01O	5	8	således blev Sets fulde Levetid 912 År, og derpå døde han.
01O	5	9	Da Enosj havde levet 90 År, avlede han Henan;
01O	5	10	og efter at Enosj havde avlet Kenan, levede han 815 År og avlede Sønner og Døtre;
01O	5	11	således blev Enosjs fulde Levetid 905 År, og derpå døde han.
01O	5	12	Da Kenan havde levet 70 År, avlede han Mahalal'el;
01O	5	13	og efter at Kenan havde avlet Mahalal'el, levede han 840 År og avlede Sønner og Døtre;
01O	5	14	således blev Kenans fulde Levetid 910 År, og derpå døde han.
01O	5	15	Da Mahalal'el havde levet 65 År, avlede han Jered;
01O	5	16	og efter at Mahalal'el havde avlet Jered, levede han 830 År og avlede Sønner. og Døtre;
01O	5	17	således blev Mahalal'els fulde Levetid 895 År, og derpå døde han.
01O	5	18	Da Jered havde levet 162 År, avlede han Enok;
01O	5	19	og efter at Jered havde avlet Enok, levede han 800 År og avlede Sønner og Døtre;
01O	5	20	således blev Jereds fulde Levetid 962 År, og derpå døde han.
01O	5	21	Da Enok havde levet 65 År, avlede han Metusalem,
01O	5	22	og Enok vandrede med Gud; og efter at han havde avlet Metusalem, levede han 300 År og avlede Sønner og Døtre;
01O	5	23	således blev Enoks fulde Levetid 365 År;
01O	5	24	og Enok vandrede med Gud, og han var ikke mere, thi Gud tog ham.
01O	5	25	Da Metusalem havde levet l87 År, avlede han Lemek;
01O	5	26	og efter at Metusalem havde avlet Lemek, levede han 782 År og avlede Sønner og Døtre;
01O	5	27	således blev Metusalems fulde Levetid 969 År, og derpå døde han.
01O	5	28	Da Lemek havde levet 182 År, avlede han en Søn,
01O	5	29	som han gav Navnet Noa, idet, han sagde: "Han skal skaffe os. Trøst i vort møjefulde Arbejde med Jorden, som HERREN har forbandet."
01O	5	30	Og efter at Lemek havde avlet Noa, levede han 595 År og avlede Sønner og Døtre;
01O	5	31	således blev Lemeks fulde Levetid 777 År, og derpå døde han.
01O	5	32	Da Noa var 500 År gammel, avlede han Sem, Kam og Jafet.
01O	6	1	Da nu Menneskene begyndte at blive talrige på Jorden og der fødtes dem Døtre,
01O	6	2	fik Gudssønnerne Øje på Menneskedøtrenes Skønhed, og de tog: så mange af dem, som de lystede, til Hustruer.
01O	6	3	Da sagde HERREN: "Min Ånd: skal ikke for evigt blive i Menneskene, eftersom de jo dog er Kød; deres Dage skal være 120 År."
01O	6	4	I hine Dage, da Gudssønnerne gik ind til Menneskedøtrene og disse fødte dem Børn men også senere hen i Tiden - levede Kæmperne på Jorden. Det er Heltene, hvis Ry når tilbage til Fortids Dage.
01O	6	5	Men HERREN så, at Menneskenes, Ondskab tog til på Jorden, og at deres Hjerters Higen og Tragten kun var ond Dagen lang.
01O	6	6	Da angrede HERREN, at han havde gjort Menneskene på Jorden, og det. skar ham i Hjertet.
01O	6	7	Og HERREN sagde: "Jeg vil udslette Menneskene, som jeg har skabt, af Jordens Flade, både Mennesker, Kvæg, Kryb og Himmelens, Fugle, thi jeg angrer, at jeg gjorde dem!"
01O	6	8	Men Noa fandt Nåde for HERRENs Øjne
01O	6	9	Dette er Noas Slægtebog. Noa var en retfærdig, ustraffelig Mand blandt sine samtidige; Noa vandrede med Gud.
01O	6	10	Noa avlede tre Sønner: Sem, Kam og Jafet.
01O	6	11	Men Jorden fordærvedes for Guds Øjne, og Jorden blev fuld af Uret;
01O	6	12	og Gud så til Jorden, og se, den var fordærvet, thi alt Kød havde fordærvet sin Vej på Jorden.
01O	6	13	Da sagde Gud til Noa: "Jeg har besluttet at gøre Ende på alt Kød, fordi Jorden ved deres Skyld et fuld af Uret; derfor vil jeg nu udrydde dem af Jorden.
01O	6	14	Men du skal gøre dig en Ark af Gofertræ og indrette den med Rum ved Rum og overstryge den med Beg både indvendig og udvendig;
01O	6	15	og således skal du bygge Arken: Den skal være 300 Alen lang,
01O	6	16	du skal anbringe Taget på Arken, og det skal ikke rage længer ud end een Alen fra oven; på Arkens Side skal du sætte Døren, og du skal indrette den med et nederste, et mellemste og et øverste Stokværk.
01O	6	17	Se, jeg bringer nu Vandfloden over Jorden for at udrydde alt Kød under Himmelen, som har Livsånde; alt, hvad der er på Jorden, skal forgå.
01O	6	18	Men jeg vil oprette min Pagt med dig. Du skal gå ind i Arken med dine Sønner, din Hustru og dine Sønnekoner:
01O	6	19	og af alle Dyr, af alt Kød skal du bringe et Par af hver Slags ind i Arken for at holde dem i Live hos dig. Han og Hundyr skal det være,
01O	6	20	af Fuglene efter deres Arter, af Kvæget efter dets Arter og af alt Jordens Kryb efter dets Arter; Par for Par skal de gå ind til dig for at holdes i Live.
01O	6	21	Og du skal indsamle et Forråd af alle Slags Levnedsmidler, for at det kan tjene dig og dem til Føde."
01O	6	22	Og Noa gjorde ganske som Gud havde pålagt ham; således gjorde han.
01O	6	50	Alen bred og 30 Alen høj;
01O	7	1	Derpå sagde HERREN til Noa: Gå ind i Arken med hele dit Hus, thi dig har jeg fundet retfærdig for mine Øjne i denne Slægt.
01O	7	2	Af alle rene Dyr skal du tage syv Par, Han og Hun, og af alle urene Dyr eet Par, Han og Hun,
01O	7	3	ligeledes af Himmelens Fugle syv Par, Han og Hun, for at de kan forplante sig på hele Jorden.
01O	7	4	Thi om syv Dage vil jeg lade det regne på Jorden i fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter og udslette alle Væsener, som jeg har gjort, fra Jordens Flade."
01O	7	5	Og Noa gjorde ganske som HERREN havde pålagt ham.
01O	7	6	Noa var 600 År gammel, da Vandfloden kom over Jorden.
01O	7	7	Noa gik med sine Sønner, sin Hustru og sine Sønnekoner ind i Arken for at undslippe Flodens Vande.
01O	7	8	De rene og de urene Dyr, Fuglene og alt, hvad der kryber på Jorden,
01O	7	9	gik Par for Par ind i Arken til Noa, Han og Hundyr, som Gud havde pålagt Noa.
01O	7	10	Da nu syv Dage var omme, kom Flodens Vande over Jorden;
01O	7	11	i Noas 600de Leveår på den syttende Dag i den anden Måned, den Dag brast det store Verdensdybs Kilder, og Himmelens Sluser åbnedes,
01O	7	12	og Regnen faldt over Jorden i fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter.
01O	7	13	Selvsamme Dag gik Noa ind i Arken og med ham hans Sønner Sem, Kam og Jafet, hans Hustru og hans tre Sønnekoner
01O	7	14	og desuden alle vildtlevende Dyr efter deres Arter, alt Kvæg efter dets Arter, alt Kryb på Jorden efter dets Arter og alle Fugle efter deres Arter, alle Fugle, alt, hvad der har Vinger;
01O	7	15	af alt Kød, som har Livsånde, gik Par for Par ind i Arken til Noa;
01O	7	16	Han og Hundyr af alt Kød gik ind, som Gud havde påbudt, og HERREN lukkede efter ham.
01O	7	17	Da kom Vandfloden over Jorden i fyrretyve Dage, og Vandet steg og løftede Arken, så den hævedes over Jorden.
01O	7	18	Og Vandet steg og stod højt over Jorden, og Arken flød på Vandet;
01O	7	19	og Vandet steg og steg over Jorden, så de højeste Bjerge under Himmelen stod under Vand;
01O	7	20	femten Alen stod Vandet over dem, så Bjergene stod helt under Vand.
01O	7	21	Da omkom alt Kød, som rørte sig på Jorden, Fugle, Kvæg, vildtlevende Dyr og alt Kryb på Jorden og alle Mennesker;
01O	7	22	alt, i hvis Næse det var Livets Ånde, alt, hvad der var på det faste Land, døde.
01O	7	23	Således udslettedes alle Væsener, der var på Jordens Flade, Mennesker, Kvæg, Kryb og Himmelens Fugle; de udslettedes af Jorden, og tilbage blev kun Noa og de, der var hos ham i Arken.
01O	7	24	Vandet steg over Jorden i 150 Dage.
01O	8	1	Da ihukom Gud Noa og alle de vilde Dyr og Kvæget, som var hos ham i Arken; og Gud lod en Storm fare hen over Jorden, så at Vandet begyndte at falde;
01O	8	2	Verdensdybets Kilder og Himmelens Sluser lukkedes, Regnen fra Himmelen standsede,
01O	8	3	og Vandet veg lidt efter lidt bort fra Jorden, og Vandet tog af efter de 150 Dages Forløb.
01O	8	4	På den syttende Dag i den syvende Måned sad Arken fast på Ararats Bjerge,
01O	8	5	og Vandet vedblev at synke indtil den tiende Måned, og på den første Dag i denne Måned dukkede Bjergenes Toppe frem.
01O	8	6	Da der var gået fyrretyve Dage: åbnede Noa den Luge, han havde lavet på Arken,
01O	8	7	og sendte en Ravn ud; den fløj frem og tilbage, indtil Vandet var tørret bort fra Jorden.
01O	8	8	Da sendte han en Due ud for at se, om Vandet var sunket fra Jordens Overflade;
01O	8	9	men Duen fandt intet Sted at sætte sin Fod og vendte tilbage til ham i Arken, fordi der endnu var Vand over hele Jorden; og han rakte Hånden ud og tog den ind i Arken til sig.
01O	8	10	Derpå biede han yderligere syv Dage og sendte så atter Duen ud fra Arken;
01O	8	11	ved Aftenstid kom Duen tilbage til ham, og se, den havde et friskt Olieblad i Næbbet. Da skønnede Noa, at Vandet var svundet bort fra Jorden.
01O	8	12	Derpå biede han syv Dage til, og da han så sendte Duen ud, kom den ikke mere tilbage til ham.
01O	8	13	I Noas 601ste Leveår på den første Dag i den første Måned var Vandet tørret bort fra Jorden. Da tog Noa Dækket af Arken, og da han så sig om, se, da var Jordens Overflade tør.
01O	8	14	På den syv og tyvende Dag i den anden Måned var Jorden tør.
01O	8	15	Da sagde Gud til Noa:
01O	8	16	"Gå ud af Arken med din Hustru, dine Sønner og dine Sønnekoner
01O	8	17	og for alle Dyr, der er hos dig, alt Kød, Fugle, Kvæg og alt Kryb, der kryber på Jorden, ud med dig, at de kan vrimle på Jorden og blive frugtbare og mangfoldige på Jorden!"
01O	8	18	Da gik Noa ud med sine Sønner, sin Hustru og sine Sønnekoner;
01O	8	19	og alle de vildtlevende Dyr, alt Kvæget, alle Fuglene og alt Krybet, der kryber på Jorden, efter deres Slægter, gik ud af Arken.
01O	8	20	Derpå byggede Noa HERREN et Alter og tog nogle af alle de rene Dyr og Fugle og ofrede Brændofre på Alteret.
01O	8	21	Og da HERREN indåndede den liflige Duft, sagde han til sig selv: "Jeg vil aldrig mere forbande Jorden for Menneskenes Skyld, thi Menneskehjertets Higen er ond fra Ungdommen af, og jeg vil aldrig mere tilintetgøre alt, hvad der lever, således som jeg nu har gjort!
01O	8	22	Herefter skal, så længe Jorden står, Sæd og Høst, Kulde og Hede, Sommer og Vinter, Dag og Nat ikke ophøre!"
01O	9	1	Derpå velsignede Gud Noa og hans Sønner og sagde til dem: Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld Jorden!
01O	9	2	Frygt for eder og Rædsel for eder skal være over alle Jordens vildtlevende Dyr og alle Himmelens Fugle og i alt, hvad Jorden vrimler med, og i alle Havets Fisk; i eders Hånd er de givet!
01O	9	3	Alt, hvad der rører sig og lever, skal tjene eder til Føde; ligesom de grønne Urter giver jeg eder det alt sammen.
01O	9	4	Dog Kød med Sjælen, det er Blodet, må I ikke spise!
01O	9	5	Men for eders eget Blod kræver jeg Hævn; af ethvert Dyr kræver jeg Hævn for det, og af Menneskene indbyrdes kræver jeg Hævn for Menneskenes Liv.
01O	9	6	Om nogen udøser Menneskers Blod, ved Mennesker skal hans Blod udøses, thi i sit Billede gjorde Gud Menneskene.
01O	9	7	Men I skal blive frugtbare og mangfoldige! Opfyld Jorden og gør eder til Herre over den!"
01O	9	8	Derpå sagde Gud til Noa og hans Sønner:
01O	9	9	"Se, jeg opretter min Pagt med eder og eders Efterkommere efter eder
01O	9	10	og med hvert levende Væsen, som er hos eder, Fuglene, Kvæget og alle Jordens vildtlevende Dyr, alt, hvad der gik ud af Arken, alle Jordens Dyr;
01O	9	11	jeg opretter min Pagt med eder og lover, at aldrig mere skal alt Kød udryddes af Flodens Vande, og aldrig mere skal der komme en Vandflod for at ødelægge Jorden!"
01O	9	12	Fremdeles sagde Gud: "Dette er Tegnet på den Pagt, jeg til evige Tider opretter mellem mig og eder og hvert levende Væsen, som er hos eder:
01O	9	13	Min Bue sætter jeg i Skyen, og den skal være Pagtstegn mellem mig og Jorden!
01O	9	14	Når jeg trækker Skyer sammen over Jorden, og Buen da viser sig i Skyerne,
01O	9	15	vil jeg komme den Pagt i Hu, som består mellem mig og eder og hvert levende Væsen, det er alt Kød, og Vandet skal ikke mere blive til en Vandflod, som ødelægger alt Kød.
01O	9	16	Når Buen da står i Skyerne, vil jeg se hen til den og ihukomme den evige Pagt mellem Gud og hvert levende Væsen, det er alt Kød på Jorden."
01O	9	17	Og Gud sagde til Noa: "Det er Tegnet på den Pagt, jeg opretter imellem mig og alt Kød på Jorden!"
01O	9	18	Noas Sønner, der gik ud af Arken, var Sem, Kam og Jafet; Kam var Fader til Kana'an;
01O	9	19	det var Noas tre Sønner, og fra dem stammer hele Jordens Befolkning.
01O	9	20	Noa var Agerdyrker og den første, der plantede en Vingård.
01O	9	21	Da han nu drak af Vinen, blev han beruset og blottede sig inde i, sit Telt.
01O	9	22	Da så Kana'ans Fader Kam sin Faders Blusel og gik ud og fortalte sine Brødre det;
01O	9	23	men Sem og Jafet tog Kappen, lagde den på deres Skuldre og gik baglæns ind og tildækkede deres Faders Blusel med bortvendte Ansigter, så de ikke så deres Faders Blusel.
01O	9	24	Da Noa vågnede af sin Rus og fik at vide, hvad hans yngste Søn havde gjort ved ham,
01O	9	25	sagde han: "Forbandet være Kana'an, Trælles Træl blive han for sine Brødre!"
01O	9	26	Fremdeles sagde han: "Lovet være HERREN, Sems Gud, og Kana'an blive hans Træl!
01O	9	27	Gud skaffe Jafet Plads, at han må bo i Sems Telte; og Kana'an blive hans Træl!"
01O	9	28	Noa levede 350 År efter Vandfloden;
01O	9	29	således blev Noas fulde Levetid 950 År, og derpå døde han.
01O	10	1	Dette er Noas Sønner, Sem, Kam og Jafets Slægtebog. Efter Vandfloden fødtes der dem Sønner.
01O	10	2	Jafets Sønner: Gomer, Magog. Madaj, Javan, Tubal, Mesjek og Tiras.
01O	10	3	Gomers Sønner: Asjkenaz, Rifaf og Togarma.
01O	10	4	Javans Sønner: Elisja, Tarsis. Kittæerne og Rodosboerne;
01O	10	5	fra dem nedstammer de fjerne Strandes Folk. Det var Jafets Sønner i deres Lande, hver med sit Tungemål, efter deres Slægter og i deres Folkeslag.
01O	10	6	Kams Sønner: Kusj, Mlizrajim, Put og Hana'an.
01O	10	7	Kusj's Sønner: Seba, Havila, Sabta, Ra'ma og Sabteka. Ra'mas Sønner: Saba og Dedan.
01O	10	8	Og Kusj avlede Nimrod, som var den første Storhersker på Jorden.
01O	10	9	Han var en vældig Jæger for HERRENs Øjne; derfor siger man: "En vældig Jæget for HERRENs Øjne som Nimrod."
01O	10	10	Fra først af omfattede hans Rige Babel, Erelk, Akkad og Kalne i Sinear;
01O	10	11	fra dette Land drog han til Assyrien og byggede Nineve, Rehobot- Ir, Kela
01O	10	12	og Resen mellem Nineve og Kela, det er den store By.
01O	10	13	Mizrajim avlede Luderne,Anamerne, Lehaberne, Naftuherne,
01O	10	14	Patruserne, Kasluherne, fra hvem Filisterne udgik, og Kaftorerne.
01O	10	15	Kana'an avlede Zidon, hans førstefødte, Het,
01O	10	16	Jebusiterne, Amoriterne, Girgasjiterne,
01O	10	17	Hivviterne, Arkiterne, Siniterne,
01O	10	18	Arvaditerne, Zemariterne og Hamatiterne; men senere bredte Kana'anæernes Slægter sig,
01O	10	19	så at Kana'anæernes Område strakte sig fra Zidon i Retning af Gerar indtil Gaza, i Retning af Sodoma, Gomorra, Adma,og Zebojim indtil Lasja.
01O	10	20	Det var Kams Sønner efter deres Slægter og Tungemål i deres Lande og Folk.
01O	10	21	Men også Sem, alle Ebersønnernes Fader, Jafets ældste Broder, fødtes der Sønner.
01O	10	22	Sems Sønner: Elam, Assur, Arpaksjad, Lud og Aram.
01O	10	23	Arams Sønner: Uz, Hul, Geter og Masj.
01O	10	24	Arpaksjad avlede Sjela; Sjela avlede Eber;
01O	10	25	Eber fødtes der to Sønner; den ene hed Peleg, thi på hans Tid adsplittedes Jordens Befolkning, og hans Broder hed Joktan.
01O	10	26	Joktan avlede Almodad, Sjelef, Hazarmavet, Jera,
01O	10	27	Hadoram, Uzal, Dikla,
01O	10	28	Obal, Abimael, Saba,
01O	10	29	0fir, Havila og Jobab. Alle disse var Joktans Sønner,
01O	10	30	og deres Bosteder strækker sig fra Mesja i Retning af Sefar, Østens Bjerge.
01O	10	31	Det var Sems Sønner efter deres Slægter og Tungemål i deres Lande og Folk.
01O	10	32	Det var Noas Sønners Slægter efter deres Nedstamning, i deres Folk; fra dem nedstammer Folkene, som efter Vandfloden bredte sig på Jorden.
01O	11	1	Hele Menneskeheden havde eet Tungemål og samme Sprog.
01O	11	2	Da de nu drog østerpå, traf de på en Dal i Sinear, og der slog de sig ned.
01O	11	3	Da sagde de til hverandre: "Kom, lad os stryge Teglsten og brænde dem godt!" De brugte nemlig Tegl som Sten og Jordbeg som Kalk.
01O	11	4	Derpå sagde de: "Kom, lad os bygge os en By og et Tårn, hvis Top når til Himmelen, og skabe os et Navn, for at vi ikke skal spredes ud over hele Jorden!"
01O	11	5	Men HERREN steg ned for at se Byen og Tårnet, som Menneskebørnene byggede,
01O	11	6	og han sagde: "Se, de er eet Folk og har alle eet Tungemål; og når de nu først er begyndt således, er intet, som de sætter sig for, umuligt for dem;
01O	11	7	lad os derfor stige ned og forvirre deres Tungemål der, så de ikke forstår hverandres Tungemål!"
01O	11	8	Da spredte HERREN dem fra det Sted ud over hele Jorden, og de opgav at bygge Byen.
01O	11	9	Derfor kaldte man den Babel, thi der forvirrede HERREN al Jordens Tungemål, og derfra spredte HERREN dem ud over hele Jorden.
01O	11	10	Dette er Sems Slægtebog. Da Sem var 100 År gammel, avlede han Arpaksjad, to År efter Vandfloden;
01O	11	11	og efter at Sem havde avlet Arpaksjad, levede han 500 År og avlede Sønner og Døtre.
01O	11	12	Da Atpaksjad havde levet 35 År, avlede han Sjela;
01O	11	13	og efter at Arpaksjad havde avlet Sjela, levede han 403 År og avlede Sønner og Døtre.
01O	11	14	Da Sjela havde levet 30 År, avlede han Eber;
01O	11	15	og efter at Sjela havde avlet Eber, levede han 403 År og avlede Sønner og Døtre.
01O	11	16	Da Eber havde levet 34 År, avlede han Peleg;
01O	11	17	og efter at Eber havde avlet Peleg, levede han 430 År og avlede Sønner og Døtre.
01O	11	18	Da Peleg havde levet 30 År, avlede han Re'u;
01O	11	19	og efter at Peleg havde avlet Re'u, levede han 209 År og avlede Sønner og Døtre.
01O	11	20	Da Re'u havde levet 32 År, avlede han Serug;
01O	11	21	og efter at Re'u havde avlet Serug, levede han 207 År og avlede Sønner og Døtre.
01O	11	22	Da Serug havde levet 30 År, avlede han Nakor;
01O	11	23	og efter at Serug havde avlet Nakor, levede han 200 År og avlede Sønner og Døtre.
01O	11	24	Da Nakor havde levet 29 År, avlede han Tara;
01O	11	25	og efter at Nakor havde avlet Tara, levede han 119 År og avlede Sønner og Døtre.
01O	11	26	Da Tara havde levet 70 År, avlede han Abram, Nakor og Haran.
01O	11	27	Dette er Taras Slægtebog. Tara avlede Abram, Nako og Haran. Haran avlede Lot.
01O	11	28	Haran døde i sin Fader Taras Levetid i sin Hjemstavn i Ur Kasdim.
01O	11	29	Abram og Nakor tog sig Hustruer; Abrams Hustru hed Saraj, Nakors Milka, en Datter af Haran, Milkas og Jiskas Fader.
01O	11	30	Men Saraj var ufrugtbar og havde ingen Børn.
01O	11	31	Tara tog sin Søn Abram, sin Sønnesøn Lot, Harans Søn, og sin Sønnekone Saraj, hans Søn Abrams Hustru, og førte dem fra Ur Kasdim for at begive sig til Kana'ans Land; men da de kom til Karan, slog de sig ned der.
01O	11	32	Taras Levetid var 205 År; og Tara døde i Karan.
01O	12	1	HERREN sagde til Abram: "Drag ud fra dit Land, fra din Slægt og din Faders Hus til det Land, jeg vil vise dig;
01O	12	2	så vil jeg gøre dig til et stort Folk, og jeg vil velsigne dig og gøre dit Navn stort. og vær en Velsignelse!
01O	12	3	Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og forbande dem, der forbander dig; i dig skal alle Jordens Slægter velsignes!"
01O	12	4	Og Abram gik,som HERREN sagde til ham, og Lot gik med ham. Abram var fem og halvfjerdsindstyve År, da han drog fra Karan;
01O	12	5	og Abram tog sin Hustru Saraj og sin Brodersøn Lot og al den Ejendom, de havde samlet sig, og de Folk, de havde vundet sig i Karan, og de gav sig på Vej til Kana'ans Land og nåede derhen.
01O	12	6	Derpå drog Abram gennem Landet til Sikems hellige Sted, til Sandsigerens Træ. Det var dengang Kana'anæerne boede i Landet.
01O	12	7	Men HERREN åbenbarede sig for Abram og sagde til ham: "Dit Afkom giver jeg dette Land!" Da byggede han der et Alter for HERREN. som havde åbenbaret sig for ham.
01O	12	8	Derpå brød han op derfra og drog til Bjergene østen for Betel, og han slog Lejr med Betel mod Vest og Aj mod Øst; og han byggede HERREN et Alter der og påkaldte HERRENs Navn.
01O	12	9	Derpå drog Abram fra Plads til Plads og nåede Sydlandet.
01O	12	10	Der opstod Hungersnød i Landet; og da Hungersnøden i Landet blev trykkende, drog Abram ned til Ægypten for at bo der som fremmed.
01O	12	11	Da han nu nærmede sig Ægypten, sagde han til sin Hustru Saraj: Jeg ved jo, at du er en smuk Kvinde;
01O	12	12	når nu Ægypterne ser dig, og de mener, at du er min Hustru, slår de mig ihjel og lader dig leve;
01O	12	13	sig derfor, at du er min Søster, for at det må gå mig godt, og jeg ikke skal miste Livet for din Skyld!"
01O	12	14	Da han så drog ind i Ægypten, så Ægypterne, at hun var en såre smuk Kvinde;
01O	12	15	og Faraos Stormænd, der så hende, priste hende for Farao, og så blev Kvinden ført til Faraos Hus.
01O	12	16	Men Abram behandlede han godt for hendes Skyld, og han fik Småkvæg, Hornkvæg og Æsler, Trælle og Trælkvinder, Aseninder og Kameler.
01O	12	17	Men HERREN ramte Farao og hans Hus med svære Plager for Abrams Hustru Sarajs Skyld.
01O	12	18	Da lod Farao Abram kalde og sagde: "Hvad har du gjort imod mig! Hvorfor lod du mig ikke vide, at hun er din Hustru?
01O	12	19	Hvorfor sagde du, at hun var din Søster, så at jeg tog hende til Hustru? Se, her har du nu din Hustru, tag hende og gå bort!"
01O	12	20	Og Farao bød sine Mænd følge ham og hans Hustru og al deres Ejendom på Vej;
01O	13	1	og Abram drog atter med sin Hustru og al sin Ejendom fra Ægypten op til Sydlandet, og Lot drog med ham.
01O	13	2	Abram var meget rig på kvæghjorde, Sølv og Guld;
01O	13	3	og han vandrede fra Lejrplads til Lejrplads og nåede fra Sydlandet til Betel, til det Sted, hvor hans Teltlejr havde stået første Gang, mellem Betel og Aj,
01O	13	4	til det Sted, hvor han forrige Gang havde rejst et Alter; og Abram påkaldte der HERRENs Navn.
01O	13	5	Og Lot, der drog med Abram, ejede ligeledes Småkvæg, Hornkvæg og Telte.
01O	13	6	Men Landet formåede ikke at rumme dem, så de kunde bo sammen; thi deres Hjorde var for store til, at de kunde bo sammen.
01O	13	7	Da opstod der Strid mellem Abrams og Lots Hyrder; det var dengang Kana'anæerne og Perizziterne boede i Landet.
01O	13	8	Abram sagde derfor til Lot: "Der må ikke være Strid mellem os to eller mellem mine og dine Hyrder, vi er jo Frænder!
01O	13	9	Ligger ikke hele Landet dig åbent? Skil dig hellere fra mig; vil du til venstre, så går jeg til højre, og vil du til højre, så går jeg til venstre!"
01O	13	10	Da så Lot sig omkring, og da han så, at hele Jordanegnen (det var før HERREN ødelagde Sodoma og Gomorra) var vandrig som HERRENs Have, som Ægyptens Land, hen ad Zoar til,
01O	13	11	valgte han sig hele Jordanegnen. Så brød Lot op og drog østerpå, og de skiltes,
01O	13	12	idet Abram slog sig ned i Kana'ans Land, medens Lot slog sig ned i Jordanegnens Byer og drog med sine Telte fra Sted til Sted helt hen til Sodoma.
01O	13	13	Men Mændene i Sodoma var ugudelige og store Syndere mod HERREN.
01O	13	14	Efter at Lot havde skilt sig fra Abram, sagde HERREN til denne: "Løft dit Blik og se dig om der, hvor du står, mod Nord, mod Syd, mod Øst og mod Vest;
01O	13	15	thi hele det Land, du ser, vil jeg give dig og dit Afkom til evig Tid,
01O	13	16	og jeg vil gøre dit Afkom som Jordens Støv, så at det lige så lidt skal kunne tælles, som nogen kan tælle Jordens Støv.
01O	13	17	Drag nu gennem Landet på Kryds og tværs, thi dig giver jeg det!"
01O	13	18	Så drog Abram fra Sted til Sted med sine Telte og kom til Mamres Lund i Hebron, hvor han slog sig ned og byggede HERREN et Alter.
01O	14	1	Dengang Amrafel var Konge i Sinear, Arjok i Ellasar, Kedorlaomer i Elam og Tidal i Gojim.
01O	14	2	lå de i Krig med Kong Bera af Sodoma, Kong Birsja af Gomorra, Kong Sjin'ab af Adma, Kong Sjem'eher af Zebojim og Kongen i Bela, det et Zoar.
01O	14	3	Alle disse havde slået sig sammen og var rykket frem til Siddims Dal, det er Salthavet.
01O	14	4	I tolv År havde de stået under Kedorlaomer, men i det trettende faldt de fra;
01O	14	5	og i det fjortende År kom Kedorlaomer og de Konger, som fulgte ham. Først slog de Refaiterne i Asjtarot Karnajim, Zuziterne i Ham, Emiterne i Sjave Kirjatajim
01O	14	6	og Horiterne i Seirs Bjerge hen ad El-Paran til ved Ørkenens Rand;
01O	14	7	så vendte de om og drog til Misjpatkilden, det er Hadesj, og slog Amalekiterne i hele deres Område og ligeså de Amoriter, der boede i Hazazon Tamar.
01O	14	8	Da drog Sodomas, Gomorras, Admas, Zebojims og Belas, det er Zoats, Konger ud og indlod sig i Siddims Dal i Kamp
01O	14	9	med Kong Kedorlaomer af Elam, Kong Tid'al af Gojim, Kong Amrafel af Sinear og Kong Arjok af Ellasar, fire Konger mod fem.
01O	14	10	Men Siddims Dal var fuld af Jordbeggruber; og da Sodomas og Gomorras Konger blev slået på Flugt, styrtede de i dem, medens de, der blev tilbage, flyede op i Bjergene.
01O	14	11	Så tog Fjenden alt Godset i Sodoma og Gomorra og alle Levnedsmidlerne og drog bort;
01O	14	12	ligeledes tog de, da de drog bort, Abrams Brodersøn Lot og alt hans Gods med sig; thi han boede i Sodoma.
01O	14	13	Men en Flygtning kom og meldte det til Hebræeren Abram, der boede ved den Lund, som tilhørte Amoriten Mamre, en Broder til Esjkol og Aner, der ligesom han var Abrams Pagtsfæller.
01O	14	14	Da nu Abram hørte, at hans Frænde var taget til Fange, mønstrede han sine Husfolk, de hjemmefødte Trælle, 3l8 Mand, og satte efter Fjenden til Dan;
01O	14	15	der faldt han og hans Trælle over dem om Natten, slog dem på Flugt og forfulgte dem op til Hoba norden for Damaskus.
01O	14	16	Derefter bragte han alt Godset tilbage; også sin Frænde Lot og hans Gods førte han tilbage og ligeledes Kvinderne og Folket.
01O	14	17	Da han nu kom tilbage fra Sejren over Kedorlaomer og de Konger, der fulgte ham, gik Sodomas Konge ham i Møde i Sjavedalen, det er Kongedalen.
01O	14	18	Men Salems Konge Melkizedek, Gud den Allerhøjestes Præst, bragte Brød og Vin
01O	14	19	og velsignede ham med de Ord: "Priset være Abram for Gud den Allerhøjeste, Himmelens og Jordens Skaber,
01O	14	20	og priset være Gud den Allerhøjeste, der gav dine Fjender i din Hånd!" Og Abram gav ham Tiende af alt.
01O	14	21	Sodomas Konge sagde derpå til Abram: "Giv mig Menneskene og behold selv Godset!"
01O	14	22	Men Abram svarede Sodomas Konge: "Til HERREN, Gud den Allerhøjeste, Himmelens og Jordens Skaber, løfter jeg min Hånd på,
01O	14	23	at jeg ikke vil tage så meget som en Tråd eller en Sandalrem eller overhovedet noget som helst af din Ejendom; du skal ikke sige, at du har gjort Abram rig!
01O	14	24	Jeg vil intet have, kun hvad de unge Mænd har fortæret, og mine Ledsagere, Aner, Esjkol og Mamres Del, lad dem få deres Del!"
01O	15	1	Nogen Tid efter kom HERRENS Ord til Abram i et Syn således: "Frygt ikke, Abram, jeg er dit Skjold; din Løn skal blive såre stor!"
01O	15	2	Men Abram svarede: "Herre", HERRE, hvad kan du give mig, når jeg dog går barnløs bort, og en Mand fra Damaskus, Eliezer, skal arve mit Hus."
01O	15	3	Og Abram sagde: "Du har jo intet Afkom givet mig, og se, min Hustræl kommer til at arve mig!"
01O	15	4	Og se, HERRENs Ord kom til ham således: "Han kommer ikke til at arve dig, men den, der udgår af dit Liv, han skal arve dig."
01O	15	5	Derpå førte han ham ud i det fri og sagde: "Se op mod Himmelen og prøv, om du kan tælle Stjernerne!" Og han sagde til ham: "Således skal dit Afkom blive!"
01O	15	6	Da troede Abram HERREN, og han regnede ham det til Retfærdighed.
01O	15	7	Derpå sagde han til ham: "Jeg er HERREN, som førte dig bort fra Ur Kasdim for at give dig dette Land i Eje!"
01O	15	8	Men han svarede: "Herre, HERRE, hvorpå kan jeg kende, at jeg skal få det i Eje?"
01O	15	9	Da sagde han til ham: "Tag mig en treårs Kvie, en treårs Ged og en treårs Væder, en Turteldue og en Småfugl!"
01O	15	10	Så tog han alle disse Dyr skar dem midt over og lagde Halvdelene over for hinanden; dog skar han ikke Fuglene over.
01O	15	11	Da slog der Rovfugle ned på de døde Kroppe, men Abram skræmmede dem bort.
01O	15	12	Da Solen så var ved at gå ned, faldt der Dvale over Abram, og se, Rædsel faldt over ham, et stort Mørke.
01O	15	13	Og han sagde til Abram: "Vide skal du, at dit Afkom skal bo som fremmede i et Land, der ikke er deres eget; de skal trælle for dem og mishandles af dem i 400 År.
01O	15	14	Dog vil jeg også dømme det Folk, de kommer til at trælle for, og siden skal de vandre ud med meget Gods.
01O	15	15	Men du skal fare til dine Fædre i Fred og blive jordet i en god Alderdom.
01O	15	16	I fjerde Slægtled skal de vende tilbage hertil; thi endnu er Amoriternes Syndeskyld ikke fuldmoden."
01O	15	17	Da Solen var gået ned og Mørket faldet på, viste der sig en rygende Ovn med en flammende Ildslue, der skred frem mellem de sønderskårne Kroppe.
01O	15	18	På den Dag sluttede HERREN Pagt med Abram, idet han sagde: "Dit Afkom giver jeg dette Land fra Ægyptens Bæk til den store Flod, Eufratfloden,
01O	15	19	det er Keniterne, Henizziterne, Kadmoniterne,
01O	15	20	Hetiterne, Perizziterne, Refaiterne,
01O	15	21	Amoriterne, Kana'anæerne, Girgasjiterne, Hivviterne og Jebusiterne."
01O	16	1	Abrams Hustru Saraj fødte ham intet Barn. Men Saraj havde en Ægyptisk Trælkvinde ved Navn Hagar;
01O	16	2	og Saraj sagde til Abram: "HERREN har jo nægtet mig Børn; gå derfor ind til min Trælkvinde, måske kan jeg få en Søn ved hende!" Og Abram adlød Saraj.
01O	16	3	Så tog Abrams Hustru Saraj sin Trælkvinde, Ægypterinden Hagar, efter at Abram havde boet ti År i Kana'ans Land, og gav sin Mand Abram hende til Hustru;
01O	16	4	og han gik ind til Hagar, og hun blev frugtsommelig. Men da hun så, at hun var frugtsommelig, lod hun hånt om sin Herskerinde.
01O	16	5	Da sagde Saraj til Abram: "Min Krænkelse komme over dig! Jeg lagde selv min Trælkvinde i din Favn, og nu hun ser, at hun skal føde, lader hun hånt om mig; HERREN være Dommer mellem mig og dig!"
01O	16	6	Abram svarede Saraj: "Din Trældkvinde er i din Hånd, gør med hende, hvad du finder for godt!" Da plagede Saraj hende, så hun flygtede for hende.
01O	16	7	Men HERRENs Engel fandt hende ved Vandkilden i Ørkenen, ved Kilden på Vejen til Sjur;
01O	16	8	og han sagde: "Hvorfra kommer du, Hagar, Sarajs Trælkvinde, og hvor går du hen?" Hun svarede: "Jeg flygter for min Herskerinde Saraj!"
01O	16	9	Da sagde HERRENs Engel til hende: "Vend tilbage til din Herskerinde og find dig i hendes Mishandling!"
01O	16	10	Og HERRENs Engel sagde til hende: "Jeg vil gøre dit Afkom så talrigt, at det ikke kan tælles."
01O	16	11	Og HERRENs Engel sagde til hende: "Se, du er frugtsommelig, og du skal føde en Søn, som du skal kalde Ismael, thi HERREN har hørt, hvad du har lidt;
01O	16	12	og han skal blive et Menneske Vildæsel, hvis Hånd er mod alle, og alles Hånd mod ham, og han skal ligge i Strid med alle sine Frænder!"
01O	16	13	Så gav hun HERREN, der havde talet til hende, Navnet: Du er en Gud, som ser; thi hun sagde: "Har jeg virkelig her set et Glimt af ham, som ser mig?"
01O	16	14	Derfor kaldte man Brønden Be'erlahajro'i; den ligger mellem Kadesj og Bered.
01O	16	15	Og Hagar fødte Abram en Søn, og Abram kaldte Sønnen, Hagar fødte ham, Ismael.
01O	16	16	Abram var seks og firsindstyve År gammel, da Hagar fødte ham Ismael.
01O	17	1	Da Abram var ni og halvfemsindstyve År gammel, åbenbarede HERREN sig for ham og sagde til ham: "Jeg er Gud den Almægtige; vandre for mit Åsyn og vær ustraffelig,
01O	17	2	så vil jeg oprette min Pagt mellem mig og dig og give dig et overvættes stort Afkom!"
01O	17	3	Da faldt Abram på sit Ansigt, og Gud sagde til ham:
01O	17	4	"Fra min Side er min Pagt med dig, at du skal blive Fader til en Mængde Folk;
01O	17	5	derfor skal dit Navn ikke mere være Abram, men du skal hedde Abraham, thi jeg gør dig til Fader til en Mængde Folk.
01O	17	6	Jeg vil gøre dig overvættes frugtbar og lade dig blive til Folk, og Konger skal nedstamme fra dig.
01O	17	7	Jeg opretter min Pagt mellem mig og dig og dit Afkom efter dig fra Slægt til Slægt, og det skal være en evig Pagt, at jeg vil være din Gud og efter dig dit Afkoms Gud;
01O	17	8	og jeg giver dig og dit Afkom efter dig din Udlændigheds Land, hele Kana'ans Land, til evigt Eje, og jeg vil være deres Gud!"
01O	17	9	Derpå sagde Gud til Abraham: "Men du på din Side skal holde min Pagt, du og dit Afkom efter dig fra Slægt til Slægt;
01O	17	10	og dette er min Pagt, som I skal holde, Pagten mellem mig og eder, at alt af Mandkøn hos eder skal omskæres.
01O	17	11	I skal omskæres på eders Forhud, det skal være et Pagtstegn mellem mig og eder;
01O	17	12	otte Dage gamle skal alle af Mandkøn omskæres hos eder i alle kommende Slægter, både de hjemmefødte Trælle og de, som er købt, alle fremmede, som ikke hører til dit Afkom;
01O	17	13	omskæres skal både dine hjemmefødte og dine købte. Min Pagt på eders Legeme skal være en evig Pagt!
01O	17	14	Men de uomskårne, det af Mandkøn, der ikke Ottendedagen omskæres på Forhuden, de skal udryddes af deres Folk; de har brudt min Pagt!"
01O	17	15	Endvidere sagde Gud til Abraham: "Din Hustru Saraj skal du ikke mere kalde Saraj, hendes Navn skal være Sara;
01O	17	16	jeg vil velsigne hende og give dig en Søn også ved hende; jeg vil velsigne hende, og hun skal blive til Folk, og Folkeslags Konger skal nedstamme fra hende!"
01O	17	17	Da faldt Abraham på sit Ansigt og lo, idet han tænkte: "Kan en hundredårig få Børn, og kan Sara med sine halvfemsindstyve År føde en Søn?"
01O	17	18	Abraham sagde derfor til Gud: "Måtte dog Ismael leve for dit Åsyn!"
01O	17	19	Men Gud sagde: "Nej, din Ægtehustru Sara skal føde dig en Søn, som du skal kalde Isak; med ham vil jeg oprette min Pagt, og det skal være en evig Pagt, der skal gælde hans Afkom efter ham!
01O	17	20	Men hvad Ismael angår, har jeg bønhørt dig: jeg vil velsigne ham og gøre ham frugtbar og give ham et overvættes talrigt Afkom; tolv Stammehøvdinger skal han avle, og jeg vil gøre ham til et stort Folk.
01O	17	21	Men min Pagt opretter jeg med Isak, som Sara skal føde dig om et År ved denne Tid."
01O	17	22	Så hørte han op at tale med ham; og Gud steg op fra Abraham.
01O	17	23	Da tog Abraham sin Søn Ismael og alle sine hjemmefødte og de købte, alt af Mandkøn i Abrahams Hus, og omskar selvsamme Dag deres Forhud, således som Gud havde pålagt ham.
01O	17	24	Abraham var ni og halvfemsindstyve År, da han blev omskåret på sin Forhud;
01O	17	25	og hans Søn Ismael var tretten År, da han blev omskåret på sin Forhud.
01O	17	26	Selvsamme Dag blev Abraham og hans Søn Ismael omskåret;
01O	17	27	og alle Mænd i hans Hus, både de hjemmefødte og de, der var købt, de fremmede, blev omskåret tillige med ham.
01O	18	1	Siden åbenbarede HERREN sig for ham ved Mamres Lund, engang han sad i Teltdøren på den hedeste Tid af Dagen.
01O	18	2	Da han så op, fik han Øje på tre Mænd, der stod foran ham. Så snart han fik Øje på dem, løb han dem i Møde fra Teltdøren, bøjede sig til Jorden
01O	18	3	og sagde: "Herre, hvis jeg har fundet Nåde for dine Øjne, så gå ikke din Træl forbi!
01O	18	4	Lad der blive hentet lidt Vand, så I kan tvætte eders Fødder og hvile ud under Træet.
01O	18	5	Så vil jeg bringe et Stykke Brød, for at I kan styrke eder; siden kan I drage videre - da eders Vej nu engang har ført eder forbi eders Træl!" De svarede: "Gør, som du siger!"
01O	18	6	Da skyndte Abraham sig ind i Teltet til Sara og sagde: "Tag hurtigt tre Mål fint Mel, ælt det og bag Kager deraf!"
01O	18	7	Så ilede han ud til Kvæget, tog en fin og lækker Kalv og gav den til Svenden, og han tilberedte den i Hast.
01O	18	8	Derpå tog han Surmælk og Sødmælk og den tilberedte Kalv, satte det for dem og gik dem til Hånde under Træet, og de spiste.
01O	18	9	Da sagde de til ham: "Hvor er din Hustru Sara?" Han svarede: "Inde i Teltet!"
01O	18	10	Så sagde han: "Næste År ved denne Tid kommer jeg til dig igen, og så har din Hustru Sara en Søn!" Men Sara lyttede i Teltdøren bag ved dem;
01O	18	11	og da Abraham og Sara var gamle og højt oppe i Årene, og det ikke mere gik Sara på Kvinders Vis,
01O	18	12	lo hun ved sig selv og tænkte: "Skulde jeg virkelig føle Attrå. nu jeg er affældig, og min Herre er gammel?"
01O	18	13	Da sagde HERREN til Abraham: "Hvorfor ler Sara og tænker: Skulde jeg virkelig føde en Søn. nu jeg er gammel?
01O	18	14	Skulde noget være umuligt for Herren? Næste År ved denne Tid kommer jeg til dig igen, og så har Sara en Søn!"
01O	18	15	Men Sara nægtede og sagde: "Jeg lo ikke!" Thi hun frygtede.  Men han sagde: "Jo, du lo!"
01O	18	16	Så brød Mændene op derfra hen ad Sodoma til, og Abraham gik med for at følge dem på Vej.
01O	18	17	Men HERREN sagde ved sig selv: "Skulde jeg vel dølge for Abraham, hvad jeg har i Sinde at gøre.
01O	18	18	da Abraham dog skal blive til et stort og mægtigt Folk, og alle Jordens Folk skal velsignes i ham?
01O	18	19	Jeg har jo udvalgt ham, for at han skal pålægge sine Børn og sine Efterkommere at vogte på HERRENs Vej ved at øve Retfærdighed og Ret, for at HERREN kan give Abraham alt, hvad han har forjættet ham."
01O	18	20	Da sagde HERREN: "Sandelig. Skriget over Sodoma og Gomorra er stort, og deres Synd er såre svar.
01O	18	21	Derfor vil jeg stige ned og se. om de virkelig har handlet så galt. som det lyder til efter Skriget over dem, der har nået mig - derom vil jeg have Vished!"
01O	18	22	Da vendte Mændene sig bort derfra og drog ad Sodoma til; men HERREN blev stående foran Abraham.
01O	18	23	Og Abraham trådte nærmere og sagde: "Vil du virkelig udrydde retfærdige sammen med gudløse?
01O	18	24	Måske findes der halvtredsindstyve retfærdige i Byen; vil du da virkelig udrydde dem og ikke tilgive Stedet for de halvtredsindstyve retfærdiges Skyld, som findes derinde.
01O	18	25	Det være langt fra dig at handle således: at ihjelslå retfærdige sammen med gudløse, så de retfærdige får samme Skæbne som de gudløse - det være langt.fra dig! Skulde den, der dømmer hele Jorden, ikke selv øve Ret?"
01O	18	26	Da sagde HERREN: "Dersom jeg finder halvtredsindstyve retfærdige i Sodoma, i selve Byen, vil jeg for deres Skyld tilgive hele Stedet!"
01O	18	27	Men Abraham tog igen til Orde: "Se, jeg har dristet mig til at tale til min Herre, skønt jeg kun er Støv og Aske!
01O	18	28	Måske mangler der fem i de halvtredsindstyve retfærdige - vil du da ødelægge hele Byen for fems Skyld?" Han svarede: "Jeg vil ikke ødelægge Byen, hvis jeg finder fem og fyrretyve i den."
01O	18	29	Men han blev ved at tale til ham: "Måske findes der fyrretyve i den!" Han. svarede: "For de fyrretyves Skyld vil jeg lade det være."
01O	18	30	Men han sagde: "Min Herre må ikke blive vred, men lad mig tale: Måske findes der tredive i den!" Han svarede: "Jeg skal ikke gøre det, hvis jeg finder tredive i den."
01O	18	31	Men han sagde: "Se, jeg har dristet mig til at tale til min Herr: Måske findes de tyve i den!" Han svarede: "For de tyves Skyld vil jeg lade være at ødelægge den."
01O	18	32	Men han sagde: "Min Herre må ikke blive vred, men lad mig kun tale denne ene Gang endnu; måske findes der ti i den!" Han svarede: "For de tis Skyld vil jeg lade være at ødelægge den."
01O	18	33	Da nu HERREN havde talt ud med Abraham, gik han bort; og Abraham vendte tilbage til sin Bolig.
01O	19	1	De to Engle kom nu til Sodoma ved Aftenstid. Lot sad i Sodomas Port, og da han fik Øje på dem, stod han op og gik dem i Møde, bøjede sig til Jorden
01O	19	2	og sagde: "Kære Herrer, tag dog ind og overnat i eders Træls Hus og tvæt eders Fødder; i Morgen tidlig kan I drage videre!" Men de sagde: "Nej, vi vil overnatte på Gaden."
01O	19	3	Da nødte han dem stærkt, og de tog ind i hans Hus; derpå tilberedte han dem et Måltid og bagte usyrede Kager, og de spiste.
01O	19	4	Men endnu før de havde lagt sig, stimlede Byens Folk, Indbyggerne i Sodoma, sammen omkring Huset, både gamle og unge, alle uden Undtagelse,
01O	19	5	og de råbte til Lot: "Hvor er de Mænd, der kom til dig i Nat Kom herud med dem, for at vi kan stille vor Lyst på dem!"
01O	19	6	Da gik Lot ud til dem i Porten, men Døren lukkede han efter sig.
01O	19	7	Og han sagde: "Gør dog ikke noget ondt, mine Brødre!
01O	19	8	Se, jeg har to Døtre, der ikke har kendt Mand; dem vil jeg bringe ud til eder, og med dem kan I gøre, hvad I lyster; men disse Mænd må I ikke gøre noget, siden de nu engang er kommet ind under mit Tags Skygge!"
01O	19	9	Men de sagde: "Bort med dig! Her er den ene Mand kommet og bor som fremmed, og nu vil han spille Dommer! Kom, lad os handle værre med ham end med dem!" Og de trængte ind på Manden, på Lot, og nærmede sig Døren for at sprænge den.
01O	19	10	Da rakte Mændene Hånden ud og trak Lot ind til sig og lukkede Døren;
01O	19	11	men Mændene uden for Porten til Huset slog de med Blindhed, både store og små, så de forgæves søgte at finde Porten.
01O	19	12	Derpå sagde Mændene til Lot: "Hvem der ellers hører dig til her, dine Svigersønner, dine Sønner og Døtre, alle, som hører dig til i Byen, må du føre bort fra dette Sted;
01O	19	13	thi vi står i Begreb med at ødelægge Stedet her, fordi Skriget over dem er blevet så stort for HERREN, at HERREN har sendt os for at ødelægge dem."
01O	19	14	Da gik Lot ud og sagde til sine Svigersønner, der skulde ægte hans Døtre: "Stå op, gå bort herfra, thi HERREN vil ødelægge Byen!" Men hans Svigersønner troede, at han drev Spøg med dem.
01O	19	15	Da Morgenen så gryede, skyndede Englene på Lot og sagde: "Tag din Hustru og dine to Døtre, som bor hos dig, og drag bort, for at du ikke skal rives bort ved Byens Syndeslkyld!"
01O	19	16	Og da han tøvede, greb Mændene ham,.hans Hustru og hans to Døtre ved Hånden, thi HERREN vilde skåne ham, og de førte ham bort og bragte ham i Sikkerhed uden for Byen.
01O	19	17	Og idet de førte dem uden for Byen, sagde de: "Det gælder dit Liv! Se dig ikke tilbage og stands ikke nogensteds i Jordanegnen, men red dig op i Bjergene, for at du ikke skal omkomme!"
01O	19	18	Men Lot sagde til dem: "Ak nej, Herre!
01O	19	19	Din Træl har jo fundet Nåde for dine Øjne, og du har vist mig stor Godhed og frelst mit Liv; men jeg kan ikke nå op i Bjergene og undfly Ulykken; den indhenter mig så jeg mister Livet.
01O	19	20	Se, den By der er nær nok til at jeg kan flygte derhen; den betyder jo ikke stort, lad mig redde mig derhen, den betyder jo ikke stort, og mit Liv er frelst!"
01O	19	21	Da svarede han: "Også i det Stykke har jeg bønhørt dig; jeg vil ikke ødelægge den By, du nævner;
01O	19	22	men red dig hurtigt derhen, thi jeg kan intet gøre, før du når derhen!" Derfor kaldte man Byen Zoar.
01O	19	23	Da Solen steg op over Landet og Lot var nået til Zoar,
01O	19	24	lod HERREN Svovl og Ild regne over Sodoma og Gomorra fra HERREN, fra Himmelen;
01O	19	25	og han ødelagde disse Byer og hele Jordanegnen og alle Byernes Indbyggere og Landets Afgrøde.
01O	19	26	Men hans Hustru, som gik efter ham, så sig tilbage og blev til en Saltstøtte.
01O	19	27	Næste Morgen, da Abraham gik hen til det Sted, hvor han havde stået hos HERREN,
01O	19	28	og vendte sit Blik mod Sodoma og Gomorra og hele Jordanegnen. så han Røg stige til Vejrs fra Landet som Røgen fra en Smelteovn.
01O	19	29	Da Gud tilintetgjorde Jordanegnens Byer, kom han Abraham i Hu og førte Lot ud af Ødelæggelsen, som han lod komme over de Byer, Lot boede i.
01O	19	30	Men Lot drog op fra Zoar og slog sig ned i Bjergene med sine Døtre, thi han turde ikke blive i Zoar; og han boede i en Hule med sine to Døtre.
01O	19	31	Da sagde den ældste til den yngste: "Vor Fader er gammel, og der findes ingen Mænd her i Landet, som kunde komme til os på vanlig Vis.
01O	19	32	Kom, lad os give vor Fader Vin at drikke og ligge hos ham for at få Afkom ved vor Fader!"
01O	19	33	De gav ham da Vin at drikke samme Nat; og den ældste lagde sig hos sin Fader, og han sansede hverken, at hun lagde sig, eller at hun stod op.
01O	19	34	Næste Dag sagde den ældste til den yngste: "Jeg lå i Går Nat hos min Fader; nu vil vi også give ham Vin at drikke i Nat, og gå du så ind og læg dig hos ham, for at vi kan få Afkom ved vor Fader!"
01O	19	35	Så gav de atter den Nat deres Fader Vin at drikke, og den yngste lagde sig hos ham, og han sansede hverken, at hun lagde sig, eller at hun stod op.
01O	19	36	Således blev begge Lots Døtre frugtsommelige ved deres Fader;
01O	19	37	og den ældste fødte en Søn, som hun kaldte Moab; han er Moabs Stamfader den Dag i Dag.
01O	19	38	Ligeså fødte den yngste en Søn, som hun kaldte Ben Ammi; han er Ammoniternes Stamfader den Dag i Dag.
01O	20	1	Der På brød Abraham op derfra til Sydlandet og slog sig ned mellem Kadesj og Sjur og boede som fremmed i Gerar.
01O	20	2	Da nu Abraham sagde om sin Hustru Sara, at hun var hans Søster, sendte Kong Abimelek af Gerar Bud og lod Sara hente til sig.
01O	20	3	Men Gud kom til Abimelek i en Drøm om Natten og sagde til ham: "Se, du skal dø for den Kvindes Skyld, som du har taget, thi hun er en anden Mands Hustru!"
01O	20	4	Abimelek var imidlertid ikke kommet hende nær; og han sagde: "Herre, vil du virkelig.slå retfærdige Folk ihjel?
01O	20	5	Har han ikke sagt mig, at hun er hans Søster? Og hun selv har også sagt, at han er hendes Broder; i mit Hjertes Troskyldighed og med rene Hænder har jeg gjort dette."
01O	20	6	Da sagde Gud til ham i Drømmen: "Jeg ved, at du har gjort det i dit Hjertes Troskyldighed, og jeg har også hindret dig i at synde imod mig; derfor tilstedte jeg dig ikke at røre hende.
01O	20	7	Men send nu Mandens Hustru tilbage, thi han er en Profet, så han kan gå i Forbøn for dig, og du kan blive i Live; men sender du hende ikke tilbage, så vid, at du og alle dine er dødsens!"
01O	20	8	Tidligt næste Morgen lod Abimelek alle sine Tjenere kalde og fortalte dem det hele, og Mændene blev såre forfærdede.
01O	20	9	Men Abimelek lod Abraham kalde og sagde til ham: "Hvad har du dog gjort imod os? Og hvad har jeg forbrudt imod dig, at du bragte denne store Synd over mig og mit Rige? Du har gjort imod mig, hvad man ikke bør gøre!"
01O	20	10	Og Abimelek sagde til Abraham: "Hvad bragte dig til at handle således?"
01O	20	11	Abraham svarede: "Jo, jeg tænkte: Her er sikkert ingen Gudsfrygt på dette Sted, så de vil slå mig ihjel for min Hustrus Skyld.
01O	20	12	Desuden er hun virkelig min Søster, min Faders Datter, kun ikke min Moders; men hun blev min Hustru.
01O	20	13	Og da nu Gud lod mig flakke om fjernt fra min Faders Hus, sagde jeg til hende: Den Godhed må du vise mig, at du overalt, hvor vi kommer hen, siger, at jeg er din Broder."
01O	20	14	Derpå tog Abimelelk Småkvæg og Hornkvæg, Trælle og Trælkvinder og gav Abraham dem og sendte hans Hustru Sara tilbage til ham;
01O	20	15	og Abimelek sagde til ham: "Se, mit Land ligger åbent for dig; slå dig ned, hvor du lyster!"
01O	20	16	Men til Sara sagde han: "Jeg har givet din Broder 1000 Sekel Sølv, det skal være dig Godtgørelse for alt, hvad der er tilstødt dig. Hermed har du fået fuld Oprejsning."
01O	20	17	Men Abraham gik i Forbøn hos Gud, og Gud helbredte Abimelek og hans Hustru og Medhustruer, så at de atter fik Børn.
01O	20	18	HERREN havde nemlig lukket for ethvert Moderliv i Abimeleks Hus for Abrahams Hustru Saras Skyld.
01O	21	1	HERREN så til Sara, som han havde lovet, og HERREN gjorde ved Sara, som han havde sagt,
01O	21	2	og hun undfangede og fødte Abraham en Søn i hans Alderdom, til den Tid Gud havde sagt ham.
01O	21	3	Abraham kaldte den Søn, han fik med Sara, Isak;
01O	21	4	og Abraham omskar sin Søn Isak, da han var otte Dage gammel, således som Gud havde pålagt ham.
01O	21	5	Abraham var 100 År gammel, da hans Søn Isak fødtes ham.
01O	21	6	Da sagde Sara: "Gud ham beredt mig Latter; enhver, der hører det, vil le ad mig."
01O	21	7	Og hun sagde: "Hvem skulde have sagt Abraham, at Sara ammer Børn! Sandelig, jeg har født ham en Søn i hans Alderdom!"
01O	21	8	Drengen voksede til og blev vænnet fra, og Abraham gjorde et stort Gæstebud, den dag Isak blev vænnet fra.
01O	21	9	Men da Sara så Ægypterinden Hagars Søn, som hun havde født Abraham, lege med hendes Søn Isak,
01O	21	10	sagde hun til Abraham: "Jag den Trælkvinde og hendes Søn bort, thi ikke skal denne Trælkvindes Søn arve sammen med min Søn, med Isak!"
01O	21	11	Derover blev Abraham såre ilde til Mode for sin Søns Skyld;
01O	21	12	men Gud sagde til Abraham: "Vær ikke ilde til Mode over Drengen og din Trælkvinde, men adlyd Sara i alt, hvad hun siger dig, thi efter Isak skal dit Afkom nævnes;
01O	21	13	men også Trælkvindens Søn vil jeg gøre til et stort Folk; han er jo dit Afkom!"
01O	21	14	Tidligt næste Morgen tog da Abraham Brød og en Sæk Vand og gav Hagar det, og Drengen satte han på hendes Skulder, hvorpå han sendte hende bort. Som hun nu vandrede af Sted, for hun vild i Be'ersjebas Ørken,
01O	21	15	og Vandet slap op i hendes Sæk; da lagde hun Drengen hen under en af Buskene
01O	21	16	og gik hen og satte sig i omtrent et Pileskuds Afstand derfra, idet hun sagde ved sig selv: "Jeg kan ikke udholde at se Drengen dø!" Og således sad hun, medens Drengen græd højt.
01O	21	17	Da hørte Gud Drengens Gråd, og Guds Engel råbte til Hagar fra Himmelen og sagde til hende: "Hvad fattes dig, Hagar? Frygt ikke, thi Gud har hørt Drengens Røst der, hvor,han ligger;
01O	21	18	rejs dig, hjælp Drengen op og tag ham ved Hånden, thi jeg vil gøre ham til et stort Folk!"
01O	21	19	Da åbnede Gud hendes Øjne, så hun fik Øje på en Brønd med Vand; og hun gik hen og fyldte Sækken med Vand og gav Drengen at drikke.
01O	21	20	Og Gud var med Drengen, og han voksede til; og han bosatte sig i Ørkenen og blev Bueskytte.
01O	21	21	Han boede i Parans Ørken, og hans Moder tog ham en Hustru fra Ægypten.
01O	21	22	Ved den Tid sagde Abimelek og hans Hærfører Pikol til Abraham: "Gud er med dig i alt, hvad du tager dig for;
01O	21	23	tilsværg mig derfor her ved Gud, at du aldrig vil være troløs mod mig eller mine Efterkommere, men at du vil handle lige så venligt mod mig og det Land, du gæster, som jeg har handlet mod dig!"
01O	21	24	Da svarede Abraham: "Jeg vil sværge!"
01O	21	25	Men Abraham krævede Abimelek til Regnskab for en Brønd, som Abimeleks Folk havde tilranet sig.
01O	21	26	Da svarede Abimelek: "Jeg ved intet om, hvem der har gjort det; hverken har du underrettet mig derom, ej heller har jeg hørt det før i Dag!"
01O	21	27	Da tog Abraham Småkvæg og Hornkvæg og gav Abimelek det, og derpå sluttede de Pagt med hinanden.
01O	21	28	Men Abraham satte syv Lam til Side,
01O	21	29	og da Abimelek spurgte ham: "Hvad betyder de syv Lam, du der har sat til Side?"
01O	21	30	svarede han: "Jo, de syv Lam skal du modtage af min Hånd til Vidnesbyrd om, at jeg har gravet denne Brønd."
01O	21	31	Derfor kaldte man dette Sted Be'ersjeba, thi der svor de hinanden Eder;
01O	21	32	og de sluttede Pagt ved Be'ersjeba. Så brød Abimelek og hans Hærfører Pikol op og vendte tilbage til Filisternes Land.
01O	21	33	Men Abraham plantede en Tamarisk i Be'ersjeba og påkaldte der HERREN den evige Guds Navn.
01O	21	34	Og Abraham boede en Tid lang; som fremmed i Filisternes Land.
01O	22	1	Efter disse Begivenheder satte Gud Abraham på Prøve og sagde til ham: "Abraham!" Han svarede: "Se, her er jeg!"
01O	22	2	Da sagde han: "Tag din Søn Isak, din eneste, ham, du elsker, og drag hen til Morija Land.og bring ham der som Brændoffer på et af Bjergene, som jeg vil vise dig!"
01O	22	3	Da sadlede Abraham tidligt næste Morgen sit Æsel, tog to af sine Drenge og sin Søn Isak med sig, og efter at have kløvet Offerbrænde gav han sig på Vandring; til det Sted, Gud havde sagt ham.
01O	22	4	Da Abraham den tredje Dag så. op, fi1k han Øje på Stedet langt borte.
01O	22	5	Så sagde Abraham til sine Drenge: "Bliv her med Æselet, medens jeg og Drengen vandrer der. hen for at tilbede; så kommer vi tilbage til eder."
01O	22	6	Abraham tog da Brændet til Brændofferet og lagde,det på sin Søn Isak; selv tog han Ilden og Offerkniven, og så gik de to sammen.
01O	22	7	Da sagde Isak til sin Fader Abraham: "Fader!" Han svarede: "Ja. min Søn!" Da sagde han: "Her er Ilden og Brændet, men hvor er Dyret til Brændofferet?"
01O	22	8	Abraham svarede: "Gud vil selv udse sig Dyret til Brændofferet, min Søn!" Og så gik de to sammen.
01O	22	9	Da de nåede det Sted, Gud havde sagt ham, byggede Abraham der et Alter og lagde Brændet til Rette; så bandt han sin Søn Isak og lagde ham på Alteret oven på Brændet.
01O	22	10	Og Abraham greb Kniven og rakte Hånden ud for at slagte sin Søn.
01O	22	11	Da råbte HERRENs Engel til ham fra Himmelen: "Abraham, Abraham!" Han svarede: "Se, her er jeg!"
01O	22	12	Da sagde Engelen: "Ræk ikke din Hånd ud mod Drengen og gør ham ikke noget; thi nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke sparer din Søn, din eneste, for mig!"
01O	22	13	Og da Abraham nu så op, fik han bag ved sig Øje på en Væder, hvis Horn havde viklet sig ind i de tætte Grene; og Abraham gik hen og tog Væderen og ofrede den som Brændoffer i sin Søns Sted.
01O	22	14	Derfor kaldte Abraham dette Sted: HERREN udser sig, eller, som man nu til dags siger: Bjerget, hvor HERREN viser sig.
01O	22	15	Men HERRENs Engel råbte atter til Abraham fra Himmelen:
01O	22	16	"Jeg sværger ved mig selv, lyder det fra HERREN: Fordi du har gjort dette og ikke sparet din Søn, din eneste, for mig,
01O	22	17	så vil jeg velsigne dig og gøre dit Afkom talrigt som Himmelens Stjerner og Sandet ved Havets Bred; og dit Afkom skal tage sine Fjenders Porte i Besiddelse;
01O	22	18	og i din Sæd skal alle Jordens Folk velsignes, fordi du adlød mig!"
01O	22	19	Derpå vendte Abraham tilbage til sine Drenge, og de brød op og tog sammen til Be'ersjeba. Og Abraham blev i Be'ersjeba.
01O	22	20	Efter disse Begivenheder meldte man Abraham: "Også Milka har født din Broder Nakor Sønner:
01O	22	21	Uz, hans førstefødte, dennes Broder Buz, Kemuel, Arams Fader,
01O	22	22	Kesed, Hazo, Pildasj, Jidlaf og Betuel;
01O	22	23	Betuel avlede Rebekka; disse otte har Milka født Abrahams Broder Nakor,
01O	22	24	og desuden har hans Medhustru Re'uma født Teba, Gaham, Tahasj og Ma'aka."
01O	23	1	Sara levede l27 År, så mange var Saras Leveår.
01O	23	2	Sara døde i Kirjat Arba, det er Hebron, i Kana'ans Land. Så gik Abraham hen og holdt Klage over Sara og begræd hende.
01O	23	3	Og da han havde rejst sig fra sin døde, talte han således til Hetiterne:
01O	23	4	"Jeg er Gæst og fremmed hos eder; men giv mig et Gravsted hos eder, så jeg kan jorde min døde og bringe hende bort fra mit Ansigt!"
01O	23	5	Da svarede Hetiterne Abraham:
01O	23	6	"Hør os, Herre! En Guds Fyrste er du jo iblandt os; jord du din døde i en af vore bedste Grave! Ikke en af os vil nægte dig sin Grav og hindre dig i at jorde din døde."
01O	23	7	Men Abraham stod op og bøjede sig for Hetiterne, Folkene der på Stedet,
01O	23	8	og sagde til dem: "Hvis I samtykker i, at jeg jorder min døde og bringer hende bort fra mit Ansigt, så føj mig i at lægge et godt Ord ind for mig hos Efron, Zohars Søn,
01O	23	9	så han giver mig sin Klippehule i Makpela ved Udkanten af sin Mark; for fuld Betaling skal han i eders Nærværelse give mig den til Gravsted!"
01O	23	10	Men Efron sad blandt Hetiterne; og Hetiten Efron svarede Abraham i Hetiternes Påhør, så mange som gik ind gennem hans Bys Port:
01O	23	11	"Gid min Herre vilde høre mig! Marken giver jeg dig, og Hulen derpå giver jeg dig; i mit Folks Nærværelse giver jeg dig den; jord du kun din døde!"
01O	23	12	Da bøjede Abraham sig for Folkene der på Stedet
01O	23	13	og sagde til Efron i deres Påhør: "Om du blot - gid du dog vilde høre mig! Jeg giver dig, hvad Marken er værd; modtag det dog af mig, så jeg kan jorde min døde der."
01O	23	14	Da sagde Efron til Abraham:
01O	23	15	"Gid min Herre vilde høre mig! Et Stykke Land til 400 Sekel Sølv, hvad har det at sige mellem mig og dig? Jord du kun din døde!"
01O	23	16	Og Abraham forstod Efron og tilvejede ham den Sum, han havde nævnet i Hetiternes Påhør, 400 Sekel Sølv i gangbar Mønt.
01O	23	17	Således gik Efrons Mark i Makpela over for Mamre i hele sin Udstrækning tillige med Klippehulen og alle Træerne på Marken
01O	23	18	over i Abrahams Eje i Hetiternes Næværelse, så mange som gik ind gennem hans Bys Port.
01O	23	19	Derefter jordede Abraham sin Hustru Sara i Klippehulen på Makpelas Mark over for Mamre, det er Hebron, i Kana'ans Land.
01O	23	20	Og Marken med Klippehulen derpå gik fra Hetiterne over til Abraham som Gravsted.
01O	24	1	Abraham var blevet gammel og til Års, og HERREN havde velsignet ham i alle Måder.
01O	24	2	Da sagde Abraham til sin Træl, sit Hus's ældste, som stod for hele hans Ejendom: "Læg din Hånd under min Lænd,
01O	24	3	så jeg kan tage dig i Ed ved HERREN, Himmelens og Jordens Gud, at du ikke vil tage min Søn en Hustru af Kana'anæernes Døtre. blandt hvem jeg bor,
01O	24	4	men drage til mit Land og min Hjemstavn og tage min Søn Isak en Hustru derfra!"
01O	24	4	og svarer så hun: Drik selv, og jeg vil også øse Vand til dine Kameler! lad hende da være den Kvinde, HERREN har udset til min Herres Søn!
01O	24	5	Da sagde Trællen: "Men hvis nu Pigen ikke vil følge mig her til Landet, skal jeg så bringe din Søn tilbage til det Land, du vandrede ud fra?"
01O	24	6	Abraham svarede: "Vogt dig vel for at bringe min Søn tilbage dertil!
01O	24	7	HERREN, Himmelens Gud, som tog mig bort fra min Faders Hus og min Hjemstavns Land, som talede til mig og tilsvor mig, at han vil give mit Afkom dette Land, han vil sende sin Engel foran dig, så du kan tage min Søn en Hustru derfra;
01O	24	8	men hvis Pigen ikke vil følge dig, så er du løst fra Eden til mig; men i intet Tilfælde må du bringe min Søn tilbage dertil!"
01O	24	9	Da lagde Trællen sin Hånd under sin Herre Abrahams Lænd og svor ham Eden.
01O	24	10	Derpå tog Trællen ti af sin Herres Kameler og alle Hånde kostbare Gaver fra sin Herre og gav sig på Vej til Nakors By i Aram Naharajim.
01O	24	11	Uden for Byen lod han Kamelerne knæle ved Brønden ved Aftenstid, ved den Tid Kvinderne går ud for at hente Vand;
01O	24	12	og han bad således: "HERRE. du min Herre Abrahams Gud, lad det lykkes for mig i dag og vis Miskundhed mod min Herre Abraham!
01O	24	13	Se, jeg stiller mig her ved Vandkilden, nu Bymændenes Døtre går ud for at hente Vand;
01O	24	14	og siger jeg nu til en Pige: Hæld din Krukke og giv mig at drikke! og siger så hun: Drik kun, og jeg vil også give dine Kameler at drikke! lad det da være hende, du har udset til din Tjener Isak; således vil jeg kunne kende, at du har vist Miskundhed mod min Herre!"
01O	24	15	Knap var han færdig med at bede, se, da kom Rebekka, en Datter af Betuel, der var en Søn af Abrahams Broder Nakors Hustru Milka, gående med Krukken på Skulderen,
01O	24	16	en såre smuk Kvinde, Jomfru, endnu ikke kendt af nogen Mand. Hun steg ned til Kilden, fyldte sin Krukke og steg op igen.
01O	24	17	Da ilede Trællen hen til hende og sagde: "Giv mig lidt Vand at drikke af din Krukke!"
01O	24	18	Hun svarede: "Drik, Herre!" og løftede straks Krukken ned på sin Hånd og lod ham drikke;
01O	24	19	og da hun havde slukket hans Tørst, sagde hun: "Jeg vil også øse Vand til dine Kameler, til de har slukket deres Tørst."
01O	24	20	Så skyndte hun sig hen og tømte Krukken i Truget og løb tilbage til Brønden for at øse, og således øste hun til alle hans Kameler.
01O	24	21	Imidlertid stod Manden og så tavs på hende for at få at vide, om HERREN havde ladet hans Rejse lykkes eller ej;
01O	24	22	og da Kamelernes Tørst var slukket, tog han en gylden Næsering, der vejede en halv Sekel, og to Armbånd, der vejede ti Guldsekel, og satte dem på hendes Arme;
01O	24	23	og han sagde til hende: "Sig mig, hvis Datter du er! Er der Plads til os i din Faders Hus for Natten?"
01O	24	24	Hun svarede: "Jeg er Datter af Betuel, som Milka fødte Nakor;"
01O	24	25	og videre sagde hun: "Der er rigeligt både af Strå og Foder hos os og Plads til at overnatte "
01O	24	26	Da bøjede Manden sig og tilbad HERREN,
01O	24	27	idet han sagde: "Lovet være HERREN, min Herre Abrahams Gud.  som ikke har unddraget min Herre sin Miskundhed og Trofasthed! HERREN har ført mig på Vejen til min Herres Broders Hus."
01O	24	28	Pigen løb imidlertid hjem og fortalte alt dette i sin Moders Hus.
01O	24	29	Men Rebekka havde en Broder ved Navn Laban; han løb ud til Manden ved Kilden;
01O	24	30	og da han så Næseringen og Armbåndene på sin Søsters Arme og hørte sin Søster Rebekka fortælle, hvad Manden havde sagt til hende, gik han ud til Manden, som stod med sine Kameler ved Kilden;
01O	24	31	og han sagde: "Kom, du HERRENs velsignede, hvorfor står du herude? Jeg har ryddet op i Huset og gjort Plads til Kamelerne."
01O	24	32	Så kom Manden hen til Huset og tog Seletøjet af Kamelerne, og Laban bragte Strå og Foder til dem og Vand til Fodtvæt for Manden og hans Ledsagere.
01O	24	33	Men da der blev sat Mad for ham, sagde han: "Jeg vil intet nyde, før jeg har røgtet mit Ærinde!" De svarede: "Sig frem!"
01O	24	34	Så sagde han: "Jeg er Abrahams Træl.
01O	24	35	HERREN har velsignet min Herre i rigt Mål, så han er blevet en velstående Mand, og givet ham Småkvæg og Hornkvæg, Sølv og Guld, Trælle og Trælkvinder, Kameler og Æsler
01O	24	36	og Sara, min Herres Hustru, har født ham en Søn i hans Alderdom, og ham har han givet alt, hvad han ejer.
01O	24	37	Og nu har min Herre taget mig i Ed og sagt: Du må ikke tage min Søn en Hustru blandt Kana'anæernes Døtre, i hvis Land jeg bor;
01O	24	38	Men du skal drage til min Faders Hus og min Slægt og tage min Søn en Hustru derfra!
01O	24	39	Og da jeg sagde til min Herre: Men hvis nu Pigen ikke vil følge med mig?
01O	24	40	svarede han: HERREN, for hvis Åsyn jeg har vandret, vil sende sin Engel med dig og lade din Rejse lykkes, så du kan tage min Søn en Hustru af min Slægt og min Faders Hus;
01O	24	41	i modsat Fald er du løst fra Eden til mig; kommer du til min Slægt, og de ikke vil give dig hende, er du løst fra Eden til mig!
01O	24	42	Da jeg nu i Dag kom til Kilden, bad jeg således: HERRE, du min Herre Abrahams Gud! Vilde du dog lade den Rejse lykkes, som jeg nu har for!
01O	24	43	Se, jeg stiller mig her ved Kilden, og siger jeg nu til den Pige, der kommer for at øse Vand: Giv mig lidt Vand at drikke af din Krukke!
01O	24	45	Og knap var jeg færdig med at tale således ved mig selv, se, da kom Rebekka med sin Krukke på Skulderen og steg ned til Kilden og øste Vand, og da jeg sagde til hende: Giv mig noget at drikke!
01O	24	46	løftede hun straks sin Krukke ned og sagde: Drik kun, og jeg vil også give dine Kameler at drikke! Så drak jeg, og hun gav også Kamelerne at drikke.
01O	24	47	Da spurgte jeg hende: Hvis Datter er du? Og hun sagde: Jeg er Datter af Betuel, Nakors og Milkas Søn! Så satte jeg Ringen i hendes Næse og Armbåndene på hendes Arme;
01O	24	48	og jeg bøjede mig og tilbad HERREN, og jeg lovede HERREN, min Herre Abrahams Gud, som havde ført mig den rigtige Vej, så jeg: kunde tage min Herres Broderdatter til hans Søn!
01O	24	49	Hvis I nu vil vise min Herre Godhed og Troskab, så sig mig det, og hvis ikke, så sig mig det. for at jeg kan have noget at rette mig efter!"
01O	24	50	Da sagde Laban og Betuel:"Denne Sag kommer fra HERREN,. vi kan hverken gøre fra eller til!
01O	24	51	Der står Rebekka foran dig, tag hende og drag bort, at hun kan: blive din Herres Søns Hustru, således som HERREN har sagt!"
01O	24	52	Da Abrahams Træl hørte deres Ord, kastede han sig til Jorden for HERREN.
01O	24	53	Derpå fremtog Trællen Sølv og Guldsmykker og Klæder og gav Rebekka dem, og til hendes Broder og Moder uddelte han Gaver.
01O	24	54	Så spiste og drak han og hans Ledsagere og overnattede der.  Da, de var stået op næste Morgen. sagde han: "Lad mig nu fare til. min Herre!"
01O	24	55	Men Rebekkas Broder og Moder svarede: "Lad dog Pigen blive hos os i nogen Tid, en halv Snes Dage eller så, siden kan du drage bort"
01O	24	56	Da sagde han til dem: "Ophold mig ikke, nu HERREN har ladet min Rejse lykkes; lad mig fare! Jeg vil drage til min Herre!"
01O	24	57	De svarede; "Lad os kalde på. Pigen og spørge hende selv!"
01O	24	58	Og de kaldte på Rebekka og; spurgte hende: "Vil du drage med denne Mand?" Hun svarede: "Ja. jeg vil!"
01O	24	59	Da tog de Afsked med deres, Søster Rebekka og hendes Amme og med Abrahams Træl og hans Ledsagere;
01O	24	60	og de velsignede Rebekka og sagde: "Måtte du, vor Søster, blive til ti Tusind Tusinder, og måtte dit Afkom indtage dine Fjenders Porte!"
01O	24	61	Så brød Rebekka og hendes Piger op, og de satte sig på Kamelerne og fulgte med Manden; og Trællen tog Rebekka og drog bort.
01O	24	62	Isak var imidlertid draget til Ørkenen ved Be'erlahajro'i, og han boede i Sydlandet.
01O	24	63	Da han engang ved Aftenstid var gået ud på Marken for at bede, så han op og fik Øje på nogle Kameler, der nærmede sig.
01O	24	64	Men da Rebekka så op og fik Øje på Isak, lod hun sig glide ned af Kamelen
01O	24	65	og spurgte Trællen: "Hvem er den Mand der, som kommer os i Møde på Marken?" Trællen svarede: "Det er min Herre!" Da tog hun sit Slør og tilhyllede sig.
01O	24	66	Men Trællen fortalte Isak alt, hvad han havde udrettet.
01O	24	67	Da førte Isak Rebekka ind i sin Moder Saras Telt og tog hende til Hustru; og han fik hende kær. Således blev Isak trøstet efter sin Moder.
01O	25	1	Abraham tog sig en Hustru, som hed Ketura;
01O	25	2	og hun fødte ham Zimran, Joksjan, Medan, Midjan, Jisjbak og Sjua.
01O	25	3	Joksjan avlede Saba og Dedan. Dedans Sønner var Assjuriterne, Letusjiterne og Le'ummiterne.
01O	25	4	Midjans Sønner var Efa, Efer, Hanok, Abida og Elda'a. Alle disse var Keturas Sønner.
01O	25	5	Abraham gav Isak alt, hvad han ejede;
01O	25	6	men de Sønner, Abraham havde med sine Medhustruer, skænkede han Gaver og sendte dem, medens han endnu levede, bort fra sin Søn Isak, østpå til Østlandet.
01O	25	7	De År, Abraham levede, udgjorde 175;
01O	25	8	så udåndede han. Og Abraham døde i en god Alderdom, gammel og mæt af Dage, og samledes til sin Slægt.
01O	25	9	Og hans Sønner Isak og Ismael jordede ham i Makpelas Klippehule på Hetiten Efrons Zohars Søns, Mark over for Mamre,
01O	25	10	den Mark, Abraham havde købt af Hetiterne; der jordedes Abraham og hans Hustru Sara.
01O	25	11	Og da Abraham var død, velsignede Gud hans Søn Isak. Isak boede ved Be'erlahajro'i.
01O	25	12	Dette er Abrahams Søn Ismaels Slægtebog, hvem Saras Trælkvinde, Ægypterinden Hagar, fødte ham.
01O	25	13	Følgende er Navnene på Ismaels Sønner efter deres Navne og Slægter: Nebajot, Ismaels førstefødte, Kedar, Adbe'el, Mibsam,
01O	25	14	Misjma, Duma, Massa,
01O	25	15	Hadad, Tema, Jetur, Nafisj og Hedma.
01O	25	16	Det var Ismaels Sønner, og det var deres Navne i deres Indhegninger og Teltlejre, tolv Høvdinger med deres Stammer.
01O	25	17	Ismaels Leveår udgjorde 137; så udåndede han; han døde og samledes til sin Slægt.
01O	25	18	De havde deres Boliger fra Havila til Sjur over for Ægypten hen ad Assjur til. Lige for Øjnene af alle sine Brødre slog han sig ned.
01O	25	19	Dette er Abrahams Søn Isaks Slægtebog. Abraham avlede Isak.
01O	25	20	Isak var fyrretyve År gammel, da han tog Rebekka, en Datter af Aramæeren Betuel fra Paddan Aram og Søster til Aramæeren Laban, til Hustru.
01O	25	21	Men Isak bad til HERREN for sin Hustru, thi hun var ufrugtbar; og HERREN bønhørte ham, og Rebekka, hans Hustru, blev frugtsommelig.
01O	25	22	Men da Sønnerne brødes i hendes Liv, sagde hun: "Står det således til, hvorfor lever jeg da?" Og hun gik hen for at adspørge HERREN.
01O	25	23	Da svarede HERREN hende: "To Folkeslag er i dit Liv, to Folk skal gå ud af dit Skød! Det ene skal kue det andet, den ældste tjene den yngste!"
01O	25	24	Da nu Tiden kom, at hun skulde føde, var der Tvillinger i hendes Liv.
01O	25	25	Den første kom frem rødlig og lodden som en Skindkappe over hele Kroppen; og de kaldte ham Esau.
01O	25	26	Derefter kom hans Broder frem med Hånden om Esaus Hæl; derfor kaldte de ham Jakob. Isak var tresindstyve År gammel, da de fødtes.
01O	25	27	Drengene voksede til, og Esau blev en dygtig Jæger, der færdedes i Ødemarken, men Jakob en fredsommelig Mand, en Mand, som boede i Telt.
01O	25	28	Isak holdt mest af Esau, thi han spiste gerne Vildt; men Rebekka holdt mest af Jakob.
01O	25	29	Jakob havde engang kogt en Ret Mad, da Esau udmattet kom hjem fra Marken.
01O	25	30	Da sagde Esau til Jakob: "Lad mig få noget af det røde, det røde der, thi jeg er ved at dø af Sult!" Derfor kaldte de ham Edom.
01O	25	31	Men Jakob sagde: "Du må først sælge mig din Førstefødselsret!"
01O	25	32	Esau svarede: "Jeg er jo lige ved at omkomme; hvad bryder jeg mig om min Førstefødselsret!"
01O	25	33	Men Jakob sagde: "Du må først sværge mig det til!" Da svor Esau på det og solgte sin Førstefødselsret til Jakob.
01O	25	34	Så gav Jakob Esau Brød og kogte Linser, og da han havde spist og drukket, stod han op og gik sin Vej. Således lod Esau hånt om sin Førstefødselsret.
01O	26	1	Da der opstod Hungersnød i Landet - en anden end den forrige på Abrahams Tid - begav Isak sig til Filisterkongen Abimelek i Gerar.
01O	26	2	Og HERREN åbenbarede sig for ham og sagde: "Drag ikke ned til Ægypten, men bliv i det Land, jeg siger dig;
01O	26	3	bo som fremmed i det Land, så vil jeg være med dig og velsigne dig; thi dig og dit Afkom vil jeg give alle disse Lande og stadfæste den Ed, jeg tilsvor din Fader Abraham;
01O	26	4	og jeg vil gøre dit Afkom talrigt som Himmelens Stjerner og give dit Afkom alle disse Lande, og i din Sæd skal alle Jordens Folk velsignes,
01O	26	5	fordi Abraham adlød mine Ord og holdt sig mine Forskrifter efterrettelig, mine Bud, Anordninger og Love."
01O	26	6	Så blev Isak boende i Gerar.
01O	26	7	Da nu Mændene der på Stedet forhørte sig om hans Hustru, sagde han: "Det er min Søster!" Thi han turde ikke sige, at hun var hans Hustru, af Frygt for at Mændene der på Stedet skulde slå ham ihjel for Rebekkas Skyld; thi hun var meget smuk.
01O	26	8	Men da han havde boet der en Tid lang, hændte det, at Filisterkongen Abimelek lænede sig ud af Vinduet og så Isak kærtegne sin Hustru Rebekka.
01O	26	9	Så lod Abimelek Isak kalde og sagde: "Hun er jo din Hustru; hvor kunde du da sige, at hun er din Søster" Isak svarede: "Jo, jeg tænkte: Jeg vil ikke udsætte mig for at miste Livet for hendes Skyld."
01O	26	10	Men Abimelek sagde: "Hvad er det dog, du har gjort imod os! Hvor let kunde det ikke være sket, at en af Folket havde ligget hos din Hustru, og så havde du bragt Skyld over os!"
01O	26	11	Så bød Abimelek alt Folket: "Hver den, der rører denne Mand eller hans Hustru, skal lide Døden."
01O	26	12	Isak såede der i Landet og fik samme År 100 Fold; og HERREN velsignede ham,
01O	26	13	så han blev en mægtig Mand og stadig gik frem, indtil han blev såre mægtig,
01O	26	14	og han havde Småkvæg og Hornkvæg og Trælle i Mængde. Derover blev Filisterne skinsyge på ham.
01O	26	15	Alle de Brønde, hans Faders Trælle havde gravet i hans Fader Abrahams Dage, kastede Filisterne til.og fyldte dem med Jord;
01O	26	16	og Abimelek sagde til Isak: "Drag bort fra os, thi du er blevet os for stærk!"
01O	26	17	Så drog Isak bort og slog Lejr i Gerars Dal og bosatte sig der.
01O	26	18	Men Isak lod atter de Brønde udgrave, som hans Fader Abrahams Trælle havde gravet, og som Filisterne havde tilkastet efter Abrahams Død, og gav dem de samme Navne, som hans Fader havde givet dem.
01O	26	19	Da nu Isaks Trælle gravede i Dalen, stødte de på en Brønd med rindende Vand;
01O	26	20	men Gerars Hyrder yppede Kiv med Isaks og sagde: "Dette Vand tilhører os!" Derfor kaldte han Brønden Esek, thi der stredes de med ham.
01O	26	21	Så flyttede han derfra og lod grave en ny Brønd; og da de også yppede Kiv om den, kaldte han den Sitna.
01O	26	22	Så flyttede han derfra og lod grave en ny Brønd; og da de ikke yppede Kiv om den, kaldte han den Rehobot, idet han sagde: "Nu har HERREN skaffet os Plads, så vi kan blive talrige i Landet"
01O	26	23	Så drog han derfra til Be'ersjeba.
01O	26	24	Samme Nat åbenbarede HERREN sig for ham og sagde: "Jeg er din Fader Abrahams Gud; frygt ikke, thi jeg er med dig, og jeg vil velsigne dig og gøre dit Afkom talrigt for min Tjener Abrahams, Skyld!"
01O	26	25	Da byggede Isak et Alter der og påkaldte HERRENs Navn; og der opslog han sit Telt, og hans Trælle gravede der en Brønd.
01O	26	26	Imidlertid kom Abimelek til ham fra Gerar med sin Ven Ahuzzat og sin Hærfører Pikol.
01O	26	27	Isak sagde til dem: "Hvorfor kommer I til mig, når I dog hader mig og har jaget mig bort fra eder?"
01O	26	28	Men de svarede: "Vi ser tydeligt, at HERREN er med dig, derfor har vi tænkt: Lad der blive et Edsforbund mellem os og dig, og lad os slutte en Pagt med dig,
01O	26	29	at du ikke vil gøre os noget ondt, ligesom vi ikke har voldet dig Men, men kun handlet vel imod dig og ladet dig fare i Fred; du er og bliver jo HERRENs velsignede!"
01O	26	30	Så gjorde han et Gæstebud for dem, og de spiste og drak.
01O	26	31	Næste Morgen svor de hinanden Eder, og derefter tog Isak Afsked med dem, og de drog bort i Fred.
01O	26	32	Samme Dag kom Isaks Trælle og bragte ham Melding om den Brønd, de havde gravet, og sagde: "Vi har fundet Vand!"
01O	26	33	Så kaldte han den Sjib'a; og derfor hedder Byen den Dag i Dag Be'ersjeba.
01O	26	34	Da Esau var fyrretyve År gammel, tog han Judit, en Datter af Hetiten Be'eri, og Basemat, en Datter af Hetiten Elon, til Ægte.
01O	26	35	Det var Isak og Rebekka en Hjertesorg.
01O	27	1	Da Isak var blevet gammel og hans Syn sløvet, så han ikke kunde se, kaldte han sin ældste Søn Esau til sig og sagde til ham: "Min Søn!" Han svarede: "Her er jeg!"
01O	27	2	Da sagde han: "Se, jeg er nu gammel og ved ikke, hvad Dag Døden kommer
01O	27	3	tag derfor dine Jagtredskaber, dit Pilekogger og din Bue og gå ud på Marken og skyd mig et Stykke Vildt;
01O	27	4	lav mig en lækker Ret Mad efter min Smag og bring mig den, at jeg kan spise, før at min Sjæl kan velsigne dig, før jeg dør!"
01O	27	5	Men Rebekka havde lyttet, medens Isak talte til sin Søn Esau, og da, Esau var gået ud på Marken for at skyde et Stykke Vildt til sin Fader,
01O	27	6	sagde hun til sin yngste Søn Jakob; "Se, jeg hørte din Fader sige til din Broder Esau:
01O	27	7	Hent mig et Stykke Vildt og lav mig en lækker Ret Mad, at jeg kan spise, før at jeg kan velsigne dig for HERRENs Åsyn før min Død.
01O	27	8	Adlyd mig nu, min Søn, og gør, hvad jeg pålægger dig:
01O	27	9	Gå ud til Hjorden og hent mig to gode Gedekid; så laver jeg af dem en lækker Ret Mad til din Fader efter hans Smag;
01O	27	10	bring så den ind til din Fader, at han kan spise, for at han kan velsigne dig før sin Død!"
01O	27	11	Men Jakob sagde til sin Moder Rebekka: "Se, min Broder Esau er håret, jeg derimod glat;
01O	27	12	sæt nu, at min Fader føler på mig, så står jeg for ham som en Bedrager og henter mig en Forbandelse og ingen Velsignelse!"
01O	27	13	Men hans Moder svarede: "Den Forbandelse tager jeg på mig, min Søn, adlyd mig blot og gå hen og hent mig dem!"
01O	27	14	Så gik han hen og hentede dem og bragte sin Moder dem, og hun tillavede en lækker Ret Mad efter hans Faders Smag.
01O	27	15	Derpå tog Rebekka sin ældste Søn Esaus Festklæder, som hun havde hos sig i Huset, og gav sin yngste Søn Jakob dem på;
01O	27	16	Skindene af Gedekiddene lagde hun om hans Hænder og om det glatte på hans Hals,
01O	27	17	og så gav hun sin Søn Jakob Maden og Brødet, som hun havde tillavet.
01O	27	18	Så bragte han det ind til sin Fader og sagde: "Fader!" Han svarede: "Ja! Hvem er du, min Søn?"
01O	27	19	Da svarede Jakob sin Fader: "Jeg er Esau, din førstefødte; jeg har gjort, som du bød mig; sæt dig nu op og spis af mit Vildt, for at din Sjæl kan velsigne mig!"
01O	27	20	Men Isak sagde til sin Søn: "Hvor har du så hurtigt kunnet finde noget, min Søn?" Han svarede: "Jo, HERREN din Gud sendte mig det i Møde!"
01O	27	21	Men Isak sagde til Jakob: "Kom hen til mig, min Søn, så jeg kan føle på dig, om du er min Søn Esau eller ej!"
01O	27	22	Da trådte Jakob hen til sin Fader, og efter at have følt på ham sagde Isak: "Røsten er Jakobs, men Hænderne Esaus!"
01O	27	23	Og han kendte ham ikke, fordi hans Hænder var hårede som hans Broder Esaus. Så velsignede han ham.
01O	27	24	Og han sagde: "Du er altså virkelig min Søn Esau?" Han svarede: "Ja, jeg er!"
01O	27	25	Da sagde han: "Bring mig det, at jeg kan spise af min Søns Vildt, for at min Sjæl kan velsigne dig!" Så bragte han ham det, og han spiste, og han bragte ham Vin, og han drak.
01O	27	26	Derpå sagde hans Fader Isak til ham: "Kom hen til mig og kys mig, min Søn!"
01O	27	27	Og da, han kom hen til ham og kyssede ham, mærkede han Duften af hans Klæder. Så velsignede han ham og sagde: "Se, Duften af min Søn er som Duften af en Mark, HERREN har velsignet!
01O	27	28	Gud give dig af Himmelens Væde og Jordens Fedme, Korn og Most i Overflod!
01O	27	29	Måtte Folkeslag tjene dig og Folkefærd bøje sig til Jorden for dig! Bliv Hersker over dine Brødre, og din Moders Sønner bøje sig til Jorden for dig! Forbandet, hvo dig forbander; velsignet, hvo dig velsigner!"
01O	27	30	Da Isak var færdig med at velsigne Jakob, og lige som Jakob var gået fra sin Fader Isak, vendte hans Broder Esau hjem fra Jagten;
01O	27	31	også han lavede en lækker Ret Mad, bragte den til sin Fader og sagde: "Vil min Fader sætte sig op og spise af sin Søns Vildt, for at din Sjæl kan velsigne mig!"
01O	27	32	Så sagde hans Fader Isak: "Hvem er du?" Og han svarede: "Jeg er Esau, din førstefødte!"
01O	27	33	Da blev Isak højlig forfærdet og sagde: "Men hvem var da han. der bragte mig et Stykke Vildt, som han havde skudt? Og jeg spiste, før du kom, og jeg velsignede ham og nu er og bliver han velsignet!"
01O	27	34	Da Esau hørte sin Faders Ord: udstødte han et højt og hjerteskærende Skrig og sagde: "Velsign dog også mig, Fader!"
01O	27	35	Men han sagde: "Din Broder kom med Svig og tog din Velsignelse!"
01O	27	36	Da sagde han: "Har man kaldt ham Jakob, fordi han skulde overliste mig? Nu har han gjort det to Gange: Han tog min Førstefødselsret, og nu har han også taget min Velsignelse!" Og han sagde: "Har du ingen Velsignelse tilbage til mig?"
01O	27	37	Men Isak svarede: "Se, jeg har sat ham til Hersker over dig, og alle hans Brødre har jeg gjort til hans Trælle, med Horn og Most. har jeg betænkt ham hvad kan jeg da gøre for dig, min Søn?"
01O	27	38	Da sagde Esau til sin Fader: "Har du kun den ene Velsignelse. Fader? Velsign også mig, Fader!" Og Esau opløftede sin Røst og græd.
01O	27	39	Så tog hans Fader Isak til Orde og sagde til ham: "Se, fjern fra Jordens Fedme skal din Bolig være og fjern fra Himmelens Væde ovenfra;
01O	27	40	af dit Sværd skal du leve, og din Broder skal du tjene; men når du samler din Kraft, skal du sprænge hans Åg af din Hals!"
01O	27	41	Men Esau pønsede på ondt mod Jakob for den Velsignelse, hans Fader havde givet ham, og Esau sagde ved sig selv: "Der er ikke længe til, at vi skal holde Sorg over min Fader, så vil jeg slå min Broder Jakob ihjel!"
01O	27	42	Da nu Rebekka fik Nys om sin ældste Søn Esaus Ord, sendte hun Bud efter sin yngste Søn Jakob og sagde til ham: "Din Broder Esau vil hævne sig på dig og slå dig ihjel;
01O	27	43	adlyd nu mig min Søn: Flygt til min Broder Laban i Karan
01O	27	44	og bliv så hos ham en Tid, til din Broders Harme lægger sig,
01O	27	45	til din Broders Vrede vender sig fra dig, og han glemmer, hvad du har gjort ham; så skal jeg sende Bud og hente dig hjem. Hvorfor skal jeg miste eder begge på een Dag!"
01O	28	1	Da kaldte Isak Jakob til sig og velsignede ham, idet han bød ham: "Du må ikke tage dig en Hustru blandt Kana'ans Døtre.
01O	28	2	Drag til Paddan-Aram, til din Morfader Betuels Hus, og tag dig der en af din Morbroder Labans Døtre til Hustru!
01O	28	3	Gud den Almægtige velsigne dig og gøre dig frugtbar og give dig et talrigt Afkom, så du bliver til Stammer i Hobetal.
01O	28	4	Han give dig og dit Afkom med dig Abrahams Velsignelse, så du får din Udlændigheds Land i Eje, det,Gud skænkede Abraham!"
01O	28	5	Så lod Isak Jakob fare, og han drog til Paddan-Aram, til Aramæeren Laban, Betuels Søn, som var Broder til Rebekka, Jakobs og Esaus Moder.
01O	28	6	Men Esau fik at vide, at Isak havde velsignet Jakob og sendt ham til Paddan-Aram for at tage sig en Hustru der, og at han, da han velsignede ham, havde pålagt ham ikke at tage sig en Hustru blandt Kana'ans Døtre,
01O	28	7	og at Jakob havde adlydt sin Fader og Moder og var draget til Paddan-Aram.
01O	28	8	Da skønnede Esau, at Kana'aos Døtre vakte hans Fader Isaks Mishag,
01O	28	9	og han gik til Ismael og tog Mahalat, en Datter af Abrahams Søn Ismael og Søster til Nebajot, til Hustru ved Siden af sine andre Hustruer.
01O	28	10	Så drog Jakob bort fra Be'ersjeba og vandrede ad Karan til.
01O	28	11	På sin Vandring kom han til det hellige Sted og overnattede der, da Solen var gået ned; og han tog en af Stenene på Stedet og brugte den som Hovedgærde og lagde sig til, Hvile der.
01O	28	12	Da drømte han, og se, på Jorden stod en Stige, hvis Top nåede til Himmelen, og se, Guds Engle steg op og ned ad den;
01O	28	13	og HERREN stod foran ham og sagde: "Jeg er HERREN, din Fader Abrahams og Isaks Gud! Det Land, du hviler på, giver jeg dig og dit Afkom;
01O	28	14	dit Afkom skal blive som Jordens Støv, og du skal brede dig mod Vest og Øst, mod Nord og Syd; og i dig og i din Sæd skal alle Jordens Slægter velsignes;
01O	28	15	se, jeg vil være med dig og vogte dig, hvorhen du end går og føre dig tilbage til dette Land; thi jeg vil ikke forlade dig, men opfylde alt, hvad jeg har lovet dig!"
01O	28	16	Da Jakob vågnede af sin Søvn, sagde han: "Sandelig, HERREN er på dette Sted, og jeg vidste det ikke!"
01O	28	17	Og han blev angst og sagde: "Hvor forfærdeligt er dog dette Sted! Visselig, her er Guds Hus, her er Himmelens Port!"
01O	28	18	Tidligt næste Morgen tog Jakob den Sten, han havde brugt som Hovedgærde rejste den som en Stenstøtte og gød Olie over den.
01O	28	19	Og han kaldte dette Sted Betel; før hed Byen Luz.
01O	28	20	Derpå gjorde Jakob følgende Løfte: "Hvis Gud er med mig og vogter mig på den Vej, jeg skal vandre, og giver mig Brød at spise og Klæder at iføre mig,
01O	28	21	og hvis jeg kommer uskadt tilbage til min Faders Hus, så skal HERREN være min Gud,
01O	28	22	og denne Sten, som jeg har rejst som en Støtte, skal være Guds Hus, og af alt, hvad du giver mig, vil jeg give dig Tiende!"
01O	28	46	Men Rebekka sagde til Isak: "Jeg er led ved Livet for Hets Døtres Skyld; hvis Jakob tager sig sådan en hetitisk Kvinde, en af Landets Døtre, til Hustru, hvad skal jeg da med Livet!"
01O	29	1	Derpå fortsatte Jakob sin Vandring og drog til Østens Børns Land.
01O	29	2	Da fik han Øje på en Brønd på Marken og tre Hjorde af Småkvæg, der var lejrede ved den. Ved den Brønd vandede man Hjordene; og over Hullet lå der en stor Sten,
01O	29	3	som man først væltede bort, når alle Hjordene var samlede, for siden, når Dyrene var vandet, at vælte den på Plads igen.
01O	29	4	Jakob spurgte dem: "Hvor er I fra, Brødre?" De svarede: "Fra Karan!"
01O	29	5	Da spurgte han dem: "Kender I Laban, Nakors Søn?" De svarede: "Ja, ham kender vi godt."
01O	29	6	Han spurgte da: "Går det ham vel? De svarede: "Ja, det går ham vel; se, hans Datter Rakel kommer netop med Hjorden derhenne!"
01O	29	7	Da sagde han: "Det er jo endnu højlys Dag og for tidligt at drive Kvæget sammen; vand Dyrene og før dem ud på Græsgangene!"
01O	29	8	Men de svarede: "Det kan vi ikke, før alle Hyrderne er samlede; først når de vælter Stenen fra Brøndhullet, kan vi vande Dyrene."
01O	29	9	Medens han således stod og talte med dem, var Rakel kommet derhen med sin Faders Hjord, som hun vogtede;
01O	29	10	og så snart Jakob så sin Morbroder Labans Datter Rakel og hans Hjord, gik han hen og væltede Stenen fra Brøndhullet og vandede sin Morbroder Labans Hjord.
01O	29	11	Så kyssede han Rakel og brast i Gråd;
01O	29	12	og han fortalte hende; at han var hendes Faders Frænde, en Søn af Rebekka: Da skyndte hun sig hjem til sin Fader og fortalte ham det"
01O	29	13	og så snart Laban hørte om sin Søstersøn Jakob, løb han ham i Møde, omfavnede og kyssede ham og førte ham hjem til sit Hus. Så fortalte Jakob ham alt, hvad der var sket;
01O	29	14	og Laban sagde: "Ja, du er mit Kød og Blod!" Han blev nu hos ham en Månedstid.
01O	29	15	Så sagde Laban til Jakob: "Skulde du tjene mig for intet fordi du er min Frænde? Sig mig. hvad du vil have i Løn!"
01O	29	16	Nu havde Laban to Døtre; den ældste hed Lea, den yngste Rakel;
01O	29	17	Leas Øjne var matte, men Rakel havde en dejlig Skikkelse og så dejlig ud,
01O	29	18	og Jakob elskede Rakel; derfor sagde han: "Jeg vil tjene dig syv År for din yngste Datter Rakel."
01O	29	19	Laban svarede: "Jeg giver hende hellere til dig end til en fremmed; bliv kun hos mig!"
01O	29	20	Så tjente Jakob syv År for Rakel; og de syntes ham kun nogle få Dage, fordi han elskede hende.
01O	29	21	Derefter sagde Jakob til Laban: "Giv mig min Hustru, nu min Tjenestetid er ude, at jeg kan gå ind til hende!"
01O	29	22	Så indbød Laban alle Mændene på Stedet til Gæstebud.
01O	29	23	Men da Aftenen kom, tog han sin, Datter Lea og bragte hende til ham, og han gik ind til hende.
01O	29	24	Og Laban gav sin Datter Lea sin Trælkvinde Zilpa til Trælkvinde.
01O	29	25	Da det nu om Morgenen viste sig at være Lea, sagde Jakob til Laban: "Hvad er det, du har gjort imod mig? Er det ikke for Rakel, jeg,har tjent hos dig? Hvorfor har, du bedraget mig?"
01O	29	26	Laban svarede: "Det er ikke Skik og Brug her til Lands at give den yngste bort før den ældste;
01O	29	27	men lad nu Bryllupsugen gå til Ende, så vil, jeg også give dig hende, imod at du bliver i min Tjeneste syv År til."
01O	29	28	Det gik Jakob ind på, og da Bryllupsugen var til Ende, gav Laban ham sin Datter Rakel til Hustru.
01O	29	29	Og Laban gav sin Datter Rakel sin Trælkvinde Bilha til Trælkvinde.
01O	29	30	Så gik Jakob også ind til Rakel, og han elskede Rakel højere end Lea. Derpå blev han i Labans Tjeneste syv År til.
01O	29	31	Da HERREN så, at Lea blev tilsidesat, åbnede han hendes Moderliv, medens Rakel var ufrugtbar.
01O	29	32	Så blev Lea frugtsommelig og fødte en Søn, som hun gav Navnet Ruben; thi hun sagde: "HERREN har set til min Ulykke; nu vil min Mand elske mig!"
01O	29	33	Siden blev hun frugtsommelig igen og fødte en Søn;og hun sagde: "HERREN hørte, at jeg var tilsidesat, så gav han mig også ham!" Derfor gav hun ham Navnet Simeon.
01O	29	34	Siden blev hun frugtsommelig igen og fødte en Søn; og hun sagde: "Nu må da endelig min Mand bolde sig til mig, da jeg har født ham tre Sønner." Derfor gav hun ham Navnet Levi.
01O	29	35	Siden blev hun frugtsommelig igen og fødte en Søn; og hun sagde:"Nu vil jeg prise HERREN!" Derfor gav hun ham Navnet Juda. Så fik hun ikke flere Børn.
01O	30	1	Da Rakel så, at hun ikke fødte Jakob noget Barn, blev hun skinsyg på sin Søster og sagde til Jakob: "Skaf mig Børn, ellers dør jeg!"
01O	30	2	Men Jakob blev vred på Rakel og sagde: "Er jeg i Guds Sted? Det er jo ham, der har nægtet dig Livsfrugt!"
01O	30	3	Så sagde hun: "Der er min Trælkvinde Bilha; gå ind til hende, så hun kan føde på mine Knæ og jeg få Sønner ved hende!"
01O	30	4	Og hun gav ham sin Trælkvinde Bilha til Hustru, og Jakob gik ind til hende.
01O	30	5	Så blev Bilha frugtsommelig og fødte Jakob en Søn,
01O	30	6	og Rakel sagde: "Gud har hjulpet mig til min Ret, han har hørt min Røst og givet mig en Søn." Derfor gav hun ham Navnet Dan.
01O	30	7	Siden blev Rakels Trælkvinde Bilha frugtsommelig igen og fødte Jakob en anden Søn;
01O	30	8	og Rakel sagde: "Gudskampe har jeg kæmpet med min Søster og sejret." Derfor gav hun ham Navnet Naftali.
01O	30	9	Men da Lea så, at hun ikke fik flere Børn, tog hun sin Trælkvinde Zilpa og gav Jakob hende til Hustru;
01O	30	10	og da Leas Trælkvinde Zilpa fødte Jakob en Søn,
01O	30	11	sagde Lea: "Hvilken Lykke!" Derfor gav hun ham Navnet Gad.
01O	30	12	Siden fødte Leas Trælkvinde Zilpa Jakob en anden Søn;
01O	30	13	og Lea sagde: "Held mig! Kvinderne vil prise mit Held!"  Derfor gav hun ham Navnet Aser.
01O	30	14	Men da Ruben engang i Hvedehøstens Tid gik på Marken, fandt han nogle Kærlighedsæbler og bragte dem til sin Moder Lea. Da sagde Rakel til Lea: "Giv mig nogle af din Søns Kærlighedsæbler!"
01O	30	15	Lea svarede: "Er det ikke nok, at du har taget min Mand fra mig? Vil du nu også tage min Søns Kærlighedsæbler?" Men Rakel sagde: "Til Gengæld for din Søns Kærlighedsæbler må han ligge hos dig i Nat!"
01O	30	16	Da så Jakob kom fra Marken om Aftenen, gik Lea ham i Møde og sagde: "Kom ind til mig i Nat, thi jeg har købt dig for min Søns Kærlighedsæbler!" Og han lå hos hende den Nat.
01O	30	17	Så bønhørte Gud Lea, og hun blev frugtsommelig og fødte Jakob en femte Søn;
01O	30	18	og Lea sagde: "Gud har lønnet mig, fordi jeg gav min Mand min Trælkvinde." Derfor gav hun ham Navnet Issakar.
01O	30	19	Siden blev Lea frugtsommelig igen og fødte Jakob en sjette Søn;
01O	30	20	og Lea sagde: "Gud har givet mig en god Gave, nu vil min Mand blive hos mig, fordi jeg har født ham seks Sønner." Derfor gav hun ham Navnet Zebulon.
01O	30	21	Siden fødte hun en Datter, som hun gav Navnet Dina.
01O	30	22	Så kom Gud Rakel i Hu, og Gud bønhørte hende og åbnede hendes Moderliv,
01O	30	23	så hun blev frugtsommelig og fødte en Søn; og hun sagde: "Gud har borttaget min Skændsel."
01O	30	24	Derfor gav hun ham Navnet Josef; thi hun sagde: "HERREN give mig endnu en Søn!"
01O	30	25	Da Rakel havde født Josef. sagde Jakob til Laban: "Lad mig fare, at jeg kan drage til min Hjemstavn og mit Land;
01O	30	26	giv mig mine Hustruer og mine Børn som jeg har tjent dig for, og lad mig drage bort; du ved jo selv, hvorledes jeg har tjent dig!"
01O	30	27	Men Laban svarede: "Måtte jeg have fundet Nåde for dine Øjne! Jeg har udfundet, at HERREN bar velsignet mig for din Skyld."
01O	30	28	Og han sagde: "Bestem, hvad du vil have i Løn af mig, så vil jeg give dig den!"
01O	30	29	Så sagde Jakob: "Du ved jo selv, hvorledes jeg har tjent dig, og hvad din Ejendom er blevet til under mine Hænder;
01O	30	30	thi før jeg kom, ejede du kun lidet, men nu har du Overflod; HERREN har velsignet dig, hvor som helst jeg satte min Fod. Men når kan jeg komme til at gøre noget for mit eget Hus?"
01O	30	31	Laban svarede: "Hvad skal jeg da give dig?" Da sagde Jakob: "Du skal ikke give mig noget; men hvis du går ind på, hvad jeg nu foreslår dig, vedbliver jeg at være Hyrde for dine Hjorde og vogte dem.
01O	30	32	Jeg vil i Dag gå hele din Hjord igennem og udskille alle spættede og blakkede Dyr alle de sorte Får og de blakkede eller spættede Geder skal være min Løn;
01O	30	33	i Morgen den Dag skal min Retfærdighed vidne for mig: Når du kommer og syner den Hjord, der skal være min Løn, da er alle de" Geder, som ikke er spættede eller blakkede, og de Får, som ikke er sorte, stjålet af mig."
01O	30	34	Laban svarede: "Vel, lad det blive, som du siger!"
01O	30	35	Så udskilte han samme Dag de stribede og blakkede Bukke og de spættede og blakkede Geder, alle dem der havde hvide Pletter, og alle de sorte Får og overgav dem til sine Sønner,
01O	30	36	og han lod der være tre Dagsrejser mellem dem og Jakob; og Jakob vogtede Resten af Labans Hjord.
01O	30	37	Men Jakob tog friske Grene af Hvidpopler, Mandeltræer og Plataner og afskrællede Barken således, at der kom hvide Striber på Grenene; 38 og de afskrællede Grene stillede han op i Trugene foran Dyrene, i Vandrenderne, hvor Dyrene kom hen og drak; og de parrede sig, når de kom for at drikke;
01O	30	39	Dyrene parrede sig foran Grenene og fødte så stribet, spættet og blakket Afkom.
01O	30	40	Og Lammene udskilte Jakob. Og han lod Dyrene vende Hovedet mod de stribede og alle de sorte dyr i Labans Hjord. På den Måde fik han sine egne Hjorde, som han ikke bragte sammen med Labans.
01O	30	41	Og hver Gang de kraftige Dyr parrede sig, stillede Jakob Grenene op foran dem i Vandrenderne, for at de skulde parre sig foran Grenene;
01O	30	42	men når det var de svage Dyr, stillede han dem ikke op; således kom de svage til at tilhøre Laban, de kraftige Jakob.
01O	30	43	På den Måde blev Manden overmåde rig og fik Småkvæg i Mængde, Trælkvinder og Trælle, Kameler og Æsler.
01O	31	1	Men Jakob hørte Labans Sønner sige: "Jakob har taget al vor Faders Ejendom, og deraf har han skabt sig al den Velstand."
01O	31	2	Og Jakob læste i Labans Ansigt, at han ikke var sindet mod ham som tidligere.
01O	31	3	Da sagde HERREN til Jakob: "Vend tilbage til dine Fædres Land og din Hjemstavn, så vil jeg være med dig!"
01O	31	4	Så sendte Jakob Bud og lod Rakel og Lea kalde ud på Marken til sin Hjord;
01O	31	5	og han sagde til dem: "Jeg læser i eders Faders Ansigt, at han ikke er sindet mod mig som tidligere, nu da min Faders Gud har været med mig;
01O	31	6	og I ved jo selv, at jeg har tjent eders Fader af al min Kraft,
01O	31	7	medens eders Fader har bedraget mig og forandret min Løn ti Gange; men Gud tilstedte ham ikke at gøre mig Skade;
01O	31	8	sagde han, at de spættede Dyr skulde være min Løn, så fødte hele Hjorden spættet Afkom, og sagde han, at de stribede skulde være min Løn, så fødte hele Hjorden stribet Afkom.
01O	31	9	Således tog Gud Hjordene fra eders Fader og gav mig dem.
01O	31	10	Og ved den Tid Dyrene parrede sig, så jeg i Drømme, at Bukkene, der sprang, var stribede, spættede og brogede
01O	31	11	og Guds Engel sagde til mig i Drømme: Jakob! Jeg svarede: Se, her er jeg!
01O	31	12	Da sagde han: Løft dit Blik og se, hvorledes alle Bukkene, der springer, er stribede, spættede og brogede, thi jeg har set alt, hvad Laban har gjort imod dig.
01O	31	13	Jeg er den Gud, som åbenbarede sig for dig i, Betel, der, hvor du salvede en Stenstøtte og aflagde mig et Løfte; bryd op og forlad dette Land og vend tilbage til din Hjemstavn!"
01O	31	14	Så svarede Rakel og Lea ham: "Har vi vel mere Lod og Del i vor Faders Hus?
01O	31	15	Har han ikke regnet os for fremmede Kvinder, siden han solgte os og selv brugte de Penge, han fik for os?
01O	31	16	Al den Rigdom, Gud har taget fra vor Fader, tilhører os og vore Børn gør du kun alt, hvad Gud sagde til dig!"
01O	31	17	Så satte Jakob sine Børn og sine Hustruer på Kamelerne
01O	31	18	og tog alt sit Kvæg med sig, og al den Ejendom, han havde samlet sig, det Kvæg, han ejede og havde samlet sig i Paddan-Aram, for at drage til sin Fader Isak i Kana'ans, Land.
01O	31	19	Medens Laban var borte og klippede sine Får, stjal Rakel sin Faders Husgud.
01O	31	20	Og Jakob narrede Aramæeren Laban, idet han ikke lod ham mærke, at han vilde flygte;
01O	31	21	og han flygtede med alt, hvad han ejede; han brød op og satte over Floden og vandrede ad Gileads Bjerge til.
01O	31	22	Tredjedagen fik Laban Melding om, at Jakob var flygtet;
01O	31	23	han tog da sine Frænder med sig, satte efter ham så langt som syv Dagsrejser og indhentede ham: i Gileads Bjerge
01O	31	24	Men Gud kom til Aramæeren Laban i en Drøm om Natten og sagde til ham: "Vogt dig vel for at sige så meget som et ondt Ord til Jakob!"
01O	31	25	Da Laban traf Jakob havde han opslået sit Telt på Bjerget. Laban med sine Frænder sit i Gileads Bjerge
01O	31	26	sagde Laban til Jakob: "Hvad har du gjort! Mig har du narret, og mine Døtre har du ført bort. som var de Krigsfanger!
01O	31	27	Hvorfor har du holdt din Flugt hemmelig og narret mig og ikke meddelt mig det; så jeg kunde tage Afsked med dig med Lystighed og Sang, med Håndpauker og Harper?
01O	31	28	Du lod mig ikke kysse mine Sønner og Døtre - sandelig, det var dårligt gjort af dig!
01O	31	29	Det stod nu i min Magt at handle ilde med dig; men din Faders Gud sagde til mig i Nat: Vogt dig vel for at sige så meget som et ondt Ord til Jakob!
01O	31	30	Nu vel, så drog du altså bort fordi du længtes så meget efter din Faders Hus men hvorfor stjal du min Gud?"
01O	31	31	Da svarede Jakob Laban: "Jeg var bange; thi jeg tænkte, du vilde rive dine Døtre fra mig!
01O	31	32	Men den, hos hvem du finder din Gud, skal lade sit Liv! Gennemsøg i vore Frænders Påsyn, hvad: jeg har, og tag, hvad dit er!" Jakob vidste nemlig ikke, at Rakel havde; stjålet den.
01O	31	33	Laban gik nu ind og ledte i Jakobs, i Leas og i de to Tjenestekvinders Telte men fandt intet; og fra Leas gik han, til Rakels, Telt.
01O	31	34	Men Rakel havde taget Husguden og lagt den i Kamelsadlen og sat sig på den. Da Laban nu havde gennemsøgt hele Teltet og intet fundet,
01O	31	35	sagde hun til sin Fader: "Min Herre tage mig ikke ilde op, at jeg ikke kan rejse mig for dig, da det går mig på Kvinders Vis!" Således ledte han efter Husguden uden at finde den.
01O	31	36	Da blussede Vreden op i Jakob, og han gik i Rette med Laban; og Jakob sagde til Laban: "Hvad er min Brøde, og hvad er min Synd, at du satte efter mig!
01O	31	37	Du har jo nu gennemsøgt alle mine Ting! Hvad har du fundet af alle dine Sager? Læg det frem for mine Frænder og dine Frænder, at de kan dømme os to imellem!
01O	31	38	I de tyve År, jeg har været hos dig, fødte dine Får og Geder ikke i Utide, din Hjords Vædre fortærede jeg ikke,
01O	31	39	det sønderrevne bragte jeg dig ikke, men erstattede det selv; af min Hånd krævede du, hvad der blev stjålet både om Dagen og om Natten;
01O	31	40	om Dagen fortærede Heden mig, om Natten Kulden, og mine Øjne kendte ikke til Søvn.
01O	31	41	I tyve År har jeg tjent dig i dit Hus, fjorten År for dine to Døtre og seks År for dit Småkvæg, og ti Gange har du forandret min Løn.
01O	31	42	Havde ikke min Faders Gud, Abrahams Gud og Isaks Rædsel, stået mig bi, så havde du ladet mig gå med tomme Hænder; men Gud så min Elendighed og mine Hænders Møje, og i Nat afsagde han sin Kendelse!"
01O	31	43	Da sagde Laban til Jakob: "Døtrene er mine Døtre, Sønnerne er mine Sønner, Hjordene er mine Hjorde, og alt, hvad du ser, er mit men hvad skulde jeg i Dag kunne gøre imod mine Døtre eller de Sønner, de har født?
01O	31	44	Lad os to slutte et Forlig, og det skal tjene til Vidne mellem os."
01O	31	45	Så tog Jakob en Sten og rejste den som en Støtte;
01O	31	46	og Jakob sagde til sine Frænder: "Sank Sten sammen!" Og de tog Sten og byggede en Dysse og holdt Måltid derpå.
01O	31	47	Laban kaldte den Jegar-Sahaduta, og Jakob kaldte den Galed.
01O	31	48	Da sagde Laban: "Denne Dysse skal i Dag være Vidne mellem os to!" Derfor kaldte han den Galed
01O	31	49	og Mizpa; thi han sagde: "HERREN skal stå Vagt mellem mig og dig, når vi skilles.
01O	31	50	Hvis du handler ilde med mine Døtre eller tager andre Hustruer ved Siden af dem, da vid, at selv om intet Menneske er til Stede, er dog Gud Vidne mellem mig og dig!"
01O	31	51	Og Laban sagde til Jakob: "Se denne Stendysse og se denne Stenstøtte, som jeg har rejst mellem mig og dig!
01O	31	52	Vidne er denne Dysse, og Vidne er denne Støtte på, at jeg ikke i fjendtlig Hensigt vil gå forbi denne Dysse ind til dig, og at du heller ikke vil gå forbi den ind til mig;
01O	31	53	Abrahams Gud og Nakors Gud, deres Faders Gud, være Dommer imellem os!" Så svor Jakob ved sin Fader Isaks Rædsel,
01O	31	54	og derpå holdt Jakob Offerslagtning på Bjerget og indbød sine Frænder til Måltid; og de holdt Måltid og blev på Bjerget Natten over.
01O	32	1	men Jakob fortsatte sin Rejse. Og Guds Engle mødte ham;
01O	32	2	og da Jakob så dem, sagde han: "Her er Guds Lejr!" derfor kaldte han Stedet Mahanajim.
01O	32	3	Derpå sendte Jakob Sendebud i Forvejen til sin Broder Esau i Se'irs Land på Edoms Højslette,
01O	32	4	og han bød dem: "Sig til min Herre Esau: Din Træl Jakob lader dig vide, at jeg har levet som Gæst hos Laban og boet der indtil nu;
01O	32	5	jeg har samlet mig Okser,Æsler og Småkvæg, Trælle og Trælkvinder; og nu sender jeg Bud til min Herre med Efterretning herom i Håb om at finde Nåde for dine Øjne!"
01O	32	6	Men Sendebudene kom tilbage til Jakob og meldte: "Vi kom til din Broder Esau, og nu drager han dig i Møde med 400 Mand!"
01O	32	7	Da blev Jakob såre forfærdet, og i sin Angst delte han sine Folk, Småkvæget, Hornkvæget og Kamelerne i to Lejre,
01O	32	8	idet han tænkte: "Hvis Esau møder den ene Lejr og slår den, kan dog den anden slippe bort."
01O	32	9	Derpå bad Jakob: "Min Fader Abrahams og min Fader Isaks Gud, HERRE, du, som sagde til mig: Vend tilbage til dit Land og din Hjemstavn, så vil jeg gøre vel imod dig!
01O	32	10	Jeg er for ringe til al den Miskundhed og Trofasthed, du har udvist mod din Tjener; thi med min Stav gik jeg over Jordan der, og nu er jeg blevet til to Lejre;
01O	32	11	frels mig fra min Broder Esaus Hånd, thi jeg frygter for, at han skal komme og slå mig, både Moder og Børn!
01O	32	12	Du har jo selv sagt, at du vil gøre vel imod mig og gøre mit Afkom som Havets Sand, der ikke kan tælles for Mængde!"
01O	32	13	Og han blev der om Natten. Af hvad han havde, udtog han så en Gave til sin Broder Esau,
01O	32	14	200 Geder og 20 Bukke, 200 Får og 20 Vædre,
01O	32	15	34 diegivende Kamelhopper med deres Føl, 40 Køer og 10 Tyre,
01O	32	16	han delte dem i flere Hjorde og overlod sine Trælle dem, idet han sagde til dem: "Gå i Forvejen og lad en Plads åben mellem Hjordene!"
01O	32	17	Og han bød den første: "Når min Broder Esau møder dig og spørger, hvem du tilhører, hvor du skal hen, og hvem din Drift tilhører,
01O	32	18	skal du svare: Den tilhører din Træl Jakob; det er en Gave.  han sender min Herre Esau; selv kommer han bagefter!"
01O	32	19	Og han bød den anden og den tredje og alle de andre, der fulgte med Hjordene, at sige det samme til Esau, når de traf ham:
01O	32	20	Aseninder og 10 Æselhingste;
01O	32	20	"Din Træl Jakob kommer selv bagefter!" Thi han tænkte: "Jeg vil søge at forsone ham ved den Gave. der drager foran, og først bagefter vil jeg træde frem for ham; måske han da tager venligt imod mig!"
01O	32	21	Så drog Gaven i Forvejen, medens han selv blev i Lejren om Natten.
01O	32	22	Samme Nat tog han sine to Hustruer, sine to Trælkvinder og sine elleve Børn og gik over Jakobs Vadested;
01O	32	23	han tog dem og bragte dem over Bækken; ligeledes bragte han alt. hvad han ejede, over.
01O	32	24	Men selv blev Jakob alene tilbage. Da var der en, som brødes, med ham til Morgengry;
01O	32	25	og da han så, at han ikke kunde få Bugt med ham, gav han ham et Slag på Hofteskålen; og Jakobs Hofteskål gik af Led, da han brødes med ham.
01O	32	26	Da sagde han: "Slip mig, thi Morgenen gryr!" Men han svarede: "Jeg slipper dig ikke, uden du velsigner mig!"
01O	32	27	Så spurgte han: "Hvad er dit Navn?" Han svarede: "Jakob!"
01O	32	28	Men han sagde: "Dit Navn skal ikke mere være Jakob, men Israel; thi du har kæmpet med Gud og Mennesker og sejret!"
01O	32	29	Da sagde Jakob:"Sig mig dit Navn!" Men han svarede: "Hvorfor spørger du om mit Navn?" Og han velsignede ham der.
01O	32	30	Og Jakob kaldte Stedet Peniel, idet han sagde: "Jeg har skuet Gud Ansigt til Ansigt og har mit Liv frelst."
01O	32	31	Og Solen stod op, da han drog forbi Penuel, og da haltede han på Hoften.
01O	32	32	Derfor undlader Israeliterne endnu den Dag i Dag at spise Hoftenerven, der ligger over Hofteskålen, thi han gav Jakob et Slag på Hofteskålen, på Hoftenerven.
01O	32	55	Tidligt næste Morgen kyssede Laban sine Sønner og Døtre, velsignede dem og drog bort; og Laban vendte tilbage til sin Hjemstavn,
01O	33	1	Da Jakob så op, fik han Øje på Esau, der kom fulgt af 400 Mand. Så delte han Børnene mellem Lea, Rakel og de to Trælkvinder,
01O	33	2	idet han stillede Trælkvinderne med deres Børn forrest, Lea med hendes Børn længere tilbage og bagest Rakel med Josef;
01O	33	3	selv gik han frem foran dem og kastede sig syv Gange til Jorden, før han nærmede sig sin Broder.
01O	33	4	Men Esau løb ham i Møde og omfavnede ham, faldt ham om Halsen og kyssede ham, og de græd;
01O	33	5	og da han så op og fik Øje på Kvinderne og Børnene, sagde han: "Hvem er det, du har der?" Han svarede: "Det er de Børn, Gud nådig har givet din Træl."
01O	33	6	Så nærmede Trælkvinderne sig med deres Børn og kastede sig til Jorden,
01O	33	7	derefter nærmede Lea sig med sine Børn og kastede sig til Jorden, og til sidst nærmede Josef og Rakel sig og kastede sig til Jorden.
01O	33	8	Nu spurgte han: "Hvad vilde du med hele den Lejr, jeg traf på?" Han svarede: "Finde Nåde for min Herres Øjne!"
01O	33	9	Men Esau sagde: "Jeg har nok, Broder; behold du, hvad dit er!"
01O	33	10	Da svarede Jakob: "Nej, hvis jeg har fundet Nåde for dine Øjne, så tag imod min Gave! Da jeg så dit Åsyn, var det jo som Guds Åsyn, og du har taget venligt imod mig!
01O	33	11	Tag dog den Velsignelse, som er dig bragt, thi Gud har været mig nådig, og jeg har fuldt op!" Således nødte han ham, til han tog det.
01O	33	12	Derpå sagde Esau: "Lad os nu bryde op og drage af Sted, og jeg vil drage foran dig!"
01O	33	13	Men Jakob svarede: "Min Herre ved jo, at jeg må tage Hensyn til de spæde Børn og de Får og Køer, som giver Die; overanstrenger jeg dem blot en eneste Dag, dør alt Småkvæget.
01O	33	14	Vil min Herre drage forud for sin Træl, kommer jeg efter i Ro og Mag, som det passer sig for Kvæget, jeg har med, og for Børnene, til jeg kommer til min Herre i Seir."
01O	33	15	Da sagde Esau: "Så vil jeg i alt Fald lade nogle af mine Folk ledsage dig!" Men han svarede: "Hvorfor dog det måtte jeg blot finde Nåde for min Herres Øjne!": 16" Så drog Esau samme Dag tilbage til Seir.
01O	33	17	Men Jakob brød op og drog til Sukkot, hvor han byggede sig et Hus og indrettede Hytter til sit Kvæg; derfor gav han Stedet Navnet Sukkot.
01O	33	18	Og Jakob kom på sin Vandring fra Paddan Aram uskadt til Sikems By i Kana'ans Land og slog Lejr uden for Byen;
01O	33	19	og han købte det Stykke Jord, hvor han havde rejst sit Telt, af Sikems Pader Hamors Sønner for 100 Kesita
01O	33	20	og byggede der et Alter, som han kaldte: Gud, Israels Gud.
01O	34	1	Da Dina, den Datter, Jakob havde med Lea, engang gik ud for at besøge Landets Døtre,
01O	34	2	så Sikem, en Søn af Egnens Høvding, Hivviten Hamor, hende og greb hende og lå hos hende; og han krænkede hende;
01O	34	3	men hans Hjerte hang ved Jakobs Datter Dina, og han elskede Pigen og talte godt for hende;
01O	34	4	og Sikem sagde til sin Fader Hamor: "Skaf mig den Pige til Hustru!"
01O	34	5	Jakob hørte, at han havde skændet hans Datter Dina; men da hans Sønner dengang var med hans Kvæg på Marken, tav han, til de kom hjem."
01O	34	6	Sikems Fader Hamor gik nu til Jakob for at tale med ham.
01O	34	7	Men da Jakobs Sønner hørte det, kom de hjem fra Marken; og Mændene græmmede sig og var såre opbragte, fordi han havde øvet Skændselsdåd i Israel ved at ligge hos Jakobs Datter; thi sligt bør ikke ske.
01O	34	8	Og Hamor talte med dem og sagde: "Min Søn Sikems Hjerte hænger ved eders Datter; giv ham hende til Hustru
01O	34	9	og indgå Svogerskab med os; giv os eders Døtre og gift eder med vore Døtre;
01O	34	10	tag Ophold hos os, og Landet skal stå eder åbent; slå eder ned og drag frit omkring og saml eder Ejendom der!"
01O	34	11	Og Sikem sagde til hendes Fader og Brødre: "Måtte jeg finde Nåde for eders Øjne! Alt, hvad I kræver, vil jeg give
01O	34	12	forlang så høj en Brudesum og Gave, I vil; jeg giver, hvad I kræver, når I blot vil give mig Pigen til Hustru!"
01O	34	13	Da gav Jakobs Sønner Sikem og hans Fader Hamor et listigt Svar, fordi. han havde skændet deres Søster Dina,
01O	34	14	og sagde til dem: "Vi er ikke i Stand til at give vor Søster til en uomskåren Mand, thi det holder vi for en Skændsel.
01O	34	15	Kun på det Vilkår vil vi føje eder, at I bliver som vi og lader alle af Mandkøn iblandt eder omskære;
01O	34	16	i så Fald vil vi give eder vore Døtre og ægte eders Døtre og bosætte os iblandt eder, så vi bliver eet Folk;
01O	34	17	men hvis I ikke vil høre os og lade eder omskære, så tager vi vor Datter og drager bort"
01O	34	18	Deres Tale tyktes Hamor og Sikem, Hamors Søn, god;
01O	34	19	og den unge Mand tøvede ikke med at gøre således, thi han var indtaget i Jakobs Datter, og han var den, der havde mest at sige i sin Faders Hus
01O	34	20	og Harnor og hans Søn Siken gik til deres Bys Port og sagde til, Mændene i deres By:
01O	34	21	"Disse Mænd er os velsindede; lad dem bosætte sig og drage frit om her i Landet, der er jo Plads nok til dem i Landet; deres Døtre vil vi tage til Hustruer og give dem vore Døtre til Hustruer!
01O	34	22	Men kun på det Vilkår vil Mændene føje os og bosætte sig hos os, så vi kan blive eet Folk, at alle af Mandkøn hos os lader sig omskære, således som de er omskårne.
01O	34	23	Deres Hjorde og deres Gods og alt deres Kvæg bliver jo dog vort; lad os derfor føje dem, så de kan blive boende hos os!"
01O	34	24	Så adlød de Hamor og hans Søn Sikem, så mange som færdedes i hans Bys Port, og alle af Mandkøn, alle, som færdedes i hans Bys Port, lod sig omskære.
01O	34	25	Men Tredjedagen, da de havde Sårfeber, tog Jakobs to Sønner Simeon og Levi, Dinas Brødre, hver sit Sværd, trængte ind i Byen, uden at nogen anede Uråd, 0g slog alle Mændene ihjel
01O	34	26	og dræbte Hamor og hans Søn Sikem med Sværdet, tog Dina ud af Sikems Hus og drog bort.
01O	34	27	Så kastede Jakobs Sønner sig over de faldne og plyndrede Byen, fordi de havde skændet deres Søster;
01O	34	28	deres Småkvæg, Hornkvæg og Æsler, både hvad der var i Byen og på Markerne, tog de med sig,
01O	34	29	og al deres Ejendom og alle deres Børn og Kvinder førte de bort som Bytte, og de udplyndrede Byen for alt, hvad der var der.
01O	34	30	Men Jakob sagde til Simeon og Levi: "I styrter mig i Ulykke ved at lægge mig for Had hos Landets Indbyggere, Kana'anæerne og Perizziterne; thi jeg råder kun over få Folk; samler de sig mod mig og slår mig, så er det ude med mig og mit Hus!"
01O	34	31	Men de svarede: "Skal han behandle vor Søster som en Skøge!"
01O	35	1	Derpå sagde Gud til Jakob: "Drag op til Betel og bliv der og byg der et Alter for Gud, som åbenbarede sig for dig, da du flygtede for din Broder Esau!"
01O	35	2	Jakob sagde da til sit Hus og alle sine Folk: "Skaf de fremmede Guder, der findes hos eder, bort, rens eder og skift Klæder,
01O	35	3	og lad os drage op til Betel, for at jeg der kan bygge et Alter for Gud, der bønhørte mig i min Trængselstid og var med mig på den Vej, jeg vandrede!"
01O	35	4	De gav så Jakob alle de fremmede Guder, de førte med sig, og alle de Ringe, de havde i Ørene, og han gravede dem ned under Egen ved Sikem.
01O	35	5	Derpå brød de op; og en Guds Rædsel kom over alle Byerne rundt om, så de ikke forfulgte Jakobs Sønner.
01O	35	6	Og Jakob kom med alle sine Folk til Luz i Kana'ans Land, det er Betel;
01O	35	7	og han byggede et Alter der og kaldte Stedet: Betels Gud, thi der havde Gud åbenbaret sig for ham, da han flygtede for sin Broder.
01O	35	8	Så døde Rebekkas Amme Debora, og hun blev jordet neden for Betel under Egen; derfor kaldte han den Grædeegen.
01O	35	9	Gud åbenbarede sig atter for Jakob efter hans Hjemkomst fra Paddan Aram og velsignede ham;
01O	35	10	og Gud sagde til ham: "Dit Navn er Jakob; men herefter skal du ikke mere hedde Jakob; Israel skal være dit Navn!" Og han gav ham Navnet Israel.
01O	35	11	Derpå sagde Gud til ham: "Jeg er Gud den Almægtige! Bliv frugtbar og mangfoldig! Et Folk,ja Folk i Hobetal skal nedstamme fra dig, og.Konger skal udgå af din Lænd;
01O	35	12	det Land, jeg gav Abraham og Isak, giver jeg dig, og dit Afkom efter dig giver jeg Landet!"
01O	35	13	Derpå for Gud op fra ham på det Sted, hvor han havde talet med ham;
01O	35	14	og Jakob rejste en Støtte på det Sted, hvor han havde talet med ham, en Stenstøtte, og hældte et Drikofer over den og udgød Olie på den.
01O	35	15	Og Jakob kaldte det Sted, hvor Gud havde talet med ham, Betel.
01O	35	16	Derpå brød de op fra Betel, Da de endnu var et Stykke Vej fra Efrat, skulde Rakel føde, og hendes Fødselsveer var hårde.
01O	35	17	Midt under hendes hårde Fødselsveer sagde Jordemoderen til hende: "Frygt ikke, thi også denne Gang får du en Søn!"
01O	35	18	Men da hun droges med Døden thi det kostede hende Livet gav hun ham Navnet Ben'oni; men Faderen kaldte ham Benjamin".
01O	35	19	Så døde Rakel og blev jordet på Vejen til Efrat, det er Betlehem;
01O	35	20	og Jakob rejste en Stenstøtte på hendes Grav; det er Rakels Gravstøtte, som står endnu den Dag i Dag.
01O	35	21	Derpå brød Israel op og opslog sit Telt hinsides Migdal Eder.
01O	35	22	Men medens Israel boede i den Egn, gik Ruben hen og lå hos sin Faders Medhustru Bilha; og det kom Israel for Øre. Jakobs Sønner var tolv i Tal;
01O	35	23	Leas Sønner: Ruben, Jakobs førstefødte, Simeon, Levi, Juda, Issakar og Zebulon;
01O	35	24	Rakels Sønner: Josef og Benjamin;
01O	35	25	Rakels Trælkvinde Bilhas Sønner: Dan og Naftali;
01O	35	26	Leas Trælkvinde Zilpas Sønner: Gad og Aser. Det var Jakobs Sønner, der fødtes ham i Paddan Aram.
01O	35	27	Og Jakob kom til sin Fader Isak i Mamre i Kirjat Arba, det er Hebron, hvor Abraham og Isak havde levet som fremmede.
01O	35	28	Isaks Leveår var 180;
01O	35	29	så gik Isak bort; han døde og samledes til sin Slægt, gammel og mæt af Dage. Og hans Sønner Esau og Jakob jordede ham,
01O	36	1	Dette er Esaus, det er Edoms, Slægtsbog.
01O	36	2	Esau tog sine Hustruer af Kana'ans Døtre: Ada, en Datter af Hetiten Elon, Oholibama, en Datter af Ana, Hivviten Zibons Søn,
01O	36	3	og Ismaels Datter Basemat, Søster til Nebajot.
01O	36	4	Ada fødte Esau Elifaz, Basemat fødte Reuel,
01O	36	5	og Obolibama fødte Jeusj, Jalam og Kora. Det var Esaus Sønner, der fødtes ham i Kana'ans Land.
01O	36	6	Derpå tog Esau sine Hustruer sine Sønner og Døtre, hele sin Husstand, sit Kvæg og al den Ejendom, han havde samlet sig i Kana'ans Land, og drog til Landet lige over for sin Broder Jakob;
01O	36	7	deres Gods var for meget til, at de kunde bo sammen, og deres. Udlændigheds Land kunde ikke rumme dem, så store var deres. Hjorde;
01O	36	8	og Esau bosatte sig i Seirs. Bjerge; Esau, det er Edom.
01O	36	9	Dette er Esaus Slægtebog, han, som var Stamfader til Edomiterne i Seirs Bjerge.
01O	36	10	Følgende var Esaus Sønners Navne: Elifaz, en Søn af Esaus Hustru Ada, og Reuel, en Søn af Esaus Hustru Basemat.
01O	36	11	Elifazs Sønner var Teman, Omar, Zefo, Gatam og Kenaz.
01O	36	12	Timna, som var Esaus Søn Elifazs Medhustru, fødte ham Amalek. Det var Esaus Hustru Adas Sønner.
01O	36	13	Følgende var Reuels Sønner: Nahat, Zera, Sjamma og Mizza.  Det var Esaus Hustru Basemats Sønner.
01O	36	14	Følgende var Sønner af Esaus Hustru Oholibama, Datter af Zibons Søn Ana; hun fødte for Esau: Jeusj, Jalam og Kora.
01O	36	15	Følgende var Esaus Sønners Stammehøvdinger: Elifaz's, Esaus førstefødtes, Sønner: Høvdingeroe Teman, Omar, Zefo, Henaz,
01O	36	16	Kora, Gatam og Amalek. Det var de fra Elifaz stammende Høvdinger i Edoms Land; det var Adas Sønner.
01O	36	17	Følgende var Esaus Søn Reuels Sønner: Høvdingerne Nahat, Zera, Sjamma og Mizza. Det var de fra Reuel stammende Høvdinger i Edoms Land; det var Esaus Hustru Basemats Sønner.
01O	36	18	Følgende var Esaus Hustru Oholibamas Sønner: Høvdingerne Jeusj, Jalam og Kora. Det var de Høvdinger, der stammede fra Oholibama, Esaus Hustru, Anas Datter.
01O	36	19	Det var Esaus Sønner, og det var deres Stammehøvdinger; det var Edom.
01O	36	20	Følgende var Horiten Seirs Sønner, Landets oprindelige Befolkning: Lotan, Sjobal, Zibon, Ana,
01O	36	21	Disjon, Ezer og Risjon. Det var Horiternes Stammebøvdinger, Seirs Sønner i Edoms Land.
01O	36	22	Lotans Sønner var Hori og Hemam, og Lotans Søster var Timna.
01O	36	23	Følgende var Sjobals Sønner: Alvan, Manahat, Ebal, Sjefo og Onam.
01O	36	24	Følgende var Zibons Sønner: Aja og Ana. Det var denne Ana, som fandt de varne Kilder i Ørkenen, da han vogtede sin Fader Zibons Æsler.
01O	36	25	Følgende var Anas Børn: Disjon og Oholibama, Anas Datter.
01O	36	26	Følgende var Disjons Sønner: Hemdan, Esjban, Jitran og Keran.
01O	36	27	Følgende var Ezers Sønner: Bilhan, Zåvan og Akan.
01O	36	28	Følgende var Risjons Sønner: Uz og Aran.
01O	36	29	Følgende var Horiternes Stammehøvdinger: Høvdingerne Lotan, Sjobal, Zibon, Ana,
01O	36	30	Disjon, Ezer og Risjon. Det var Horiternes Stammehøvdinger efter deres Stammer i Seirs Land.
01O	36	31	Følgende var de Konger, der herskede i Edoms Land, før Israeliterne fik Konger:
01O	36	32	Bela, Beors Søn, herskede i Edom; hans By hed Dinbaba.
01O	36	33	Da Bela døde, blev Jobab, Zeras Søn fra Bozra, Konge i hans Sted.
01O	36	34	Da Jobab døde, blev Husjam fra Temaniternes Land Konge i hans Sted.
01O	36	35	Da Husjam døde, blev Hadad, Bedads Søn, Kongei hans Sted; det var ham, der slog Midjaniterne på Moabs Slette; hans By hed Avit.
01O	36	36	Da Hadad døde, blev Samla fra Masreka Konge i hans Sted.
01O	36	37	Da Samla døde, blev Sjaul fra Rehobot ved Floden Konge i hans Sted.
01O	36	38	Da Sjaul døde, blev Bål Hanan, Akbors Søn, Konge i hans Sted.
01O	36	39	Da Bål Hanan, Akbors Søn, døde, blev Hadar Konge i hans Sted; hans By hed Pau, og hans Hustru hed Mehetabel, en Datter af Matred, en Datter af Mezahab.
01O	36	40	Følgende var Navnene på Esaus Stammehøvdinger efter deres Slægter, Bosteder og Navne: Høvdingerne Timna, Alva, Jetet,
01O	36	41	Oholibama, Ela, Pinon,
01O	36	42	Kenaz, Teman, Mibzar
01O	36	43	Magdiel og Iram. Det var Edoms Stammehøvdinger efter deres Boliger i det Land, de fik i Eje. Det var Esau, Edoms Fader.
01O	37	1	Men Jakob blev boende i sin Faders Udlændigheds Land, i Kana'ans Land
01O	37	2	Dette er Jakobs Slægtebog. Da Josef var sytten År gammel, vogtede han Småkvæget sammen med sine Brødre; som Dreng var han hos sin Faders Hustruer Bilhas og Zilpas Sønner, og han bragte ondt Rygte om dem til deres Fader.
01O	37	3	Israel elskede Josef fremfor alle sine andre Sønner, fordi han var hans Alderdoms Søn, og han lod gøre en fodsid Kjortel med Ærmer til ham.
01O	37	4	Men da hans Brødre så, at deres Fader foretrak ham for alle sine andre Sønner, fattede de Nag til ham og kunde ikke tale venligt til ham.
01O	37	5	Men Josef havde en Drøm, som han fortalte sine Brødre, og som yderligere øgede deres Had til ham.
01O	37	6	Han sagde til dem "Hør dog, hvad jeg har drømt!
01O	37	7	Se, vi bandt Neg ude på Marken, og se, mit Neg rejste sig op og blev stående, medens eders Neg stod rundt omkring og bøjede sig for det!"
01O	37	8	Da sagde hans Brødre til ham: "Vil du måske være vor Konge eller herske over os?" Og de hadede ham endnu mere for hans Drømme og hans Ord.
01O	37	9	Men han havde igen en Drøm, som han fortalte sine Brødre; han sagde: "Jeg har haft en ny Drøm, og se, Sol og Måne og elleve Stjerner bøjede sig for mig!"
01O	37	10	Da han fortalte sin Fader og sine Brødre det, skændte hans Fader på ham og sagde: "Hvad er det for en Drøm, du der har haft Skal virkelig jeg, din Moder og dine Brødre komme og bøje os til Jorden for dig?"
01O	37	11	Og hans Brødre fattede Avind til ham, men hans Fader gemte det i sit Minde.
01O	37	12	Da hans Brødre engang var gået hen for at vogte deres Faders Småkvæg ved Sikem,
01O	37	13	sagde Israel til Josef: "Dine Brødre vogter jo Kvæg ved Sikem; kom, jeg vil sende dig til dem!" Han svarede: "Her er jeg!"
01O	37	14	Så sagde Israel til ham: "Gå hen og se, hvorledes det står til med dine Brødre og Kvæget, og bring mig Bud tilbage!" Israel sendte ham så af Sted fra Hebrons Dal, og han kom til Sikem.
01O	37	15	Som han nu flakkede om på Marken, var der en Mand, som traf ham og spurgte: "Hvad søger du efter?"
01O	37	16	Han svarede: "Efter mine Brødre; sig mig, hvor de vogter deres Kvæg!"
01O	37	17	Da sagde Manden: "De er draget bort herfra, thi jeg hørte dem sige: Lad os gå til Dotan!" Så gik Josef efter sine Brødre og fandt dem i Dotan.
01O	37	18	Men da de så ham langt borte, før han endnu var kommet hen til dem, lagde de Råd op om at dræbe ham
01O	37	19	og sagde til hverandre: "Se, der kommer den Drømmemester!
01O	37	20	Kom, lad os slå ham ihjel og kaste ham i en Cisterne og sige, at et vildt Dyr har ædt ham; så skal vi se, hvad der kommer ud af hans Drømme!"
01O	37	21	Men da Ruben hørte det, vilde han redde ham af deres Hånd og sagde: "Lad os ikke tage hans Liv!"
01O	37	22	Og Ruben sagde til dem: "Udgyd dog ikke Blod! Kast ham i Cisternen her på Marken, men læg ikke Hånd på ham!" Han vilde nemlig redde ham af deres Hånd og bringe ham tilbage til Faderen.
01O	37	23	Da Josef nu kom hen til sine Brødre, rev de hans Kjortel af ham, Ærmekjortelen, han havde på,
01O	37	24	tog ham og kastede ham i Citernen; men Cisternen var tom, der var intet Vand i den.
01O	37	25	Derpå satte de sig til at holde Måltid. Og da de så op, fik de Øje på en Karavane af Ismaeliter, der kom fra Gilead, og deres Kameler var belæssede med Tragakantgummi, Mastiksbalsam og Cistusharpiks, som de var på Vej til Ægypten med.
01O	37	26	Så sagde Juda til sine Brødre: "Hvad vinder vi ved at slå vor Broder ihjel og skjule Mordet?
01O	37	27	Lad os hellere sælge ham til Ismaeliterne og ikke lægge Hånd på ham; han er jo dog vor Broder, vort Kød og Blod!" Og hans Brødre gik ind på Forslaget.
01O	37	28	Da nu midjanitiske Købmænd kom der forbi, trak de Josef op af Cisternen. Og de solgte Josef til Ismaeliterne for tyve Sekel Sølv, og disse bragte ham så til Ægypten.
01O	37	29	Da Ruben nu kom tilbage til Cisternen, se, da var Josef der ikke. Så sønderrev han sine Klæder
01O	37	30	og gik tilbage til sine Brødre og sagde: "Drengen er borte! Hvad skal jeg dog gøre!"
01O	37	31	Så tog de Josefs Kjortel og dyppede den i Blodet af en Gedebuk, som de slagtede;
01O	37	32	og de sendte Ærmekjortelen hjem til deres Fader med det Bud: "Den har vi fundet se efter, om det ikke er din Søns Kjortel!"
01O	37	33	Da så han efter og udbrød: "Det er min Søns Kjortel! Et vildt Dyr har ædt ham! Josef er visselig revet ihjel!"
01O	37	34	Så sønderrev Jakob sine Klæder og bandt Sæk om sine Lænder, og han sørgede over sin Søn i mange Dage.
01O	37	35	Og skønt alle hans Sønner og Døtre kom til ham for at trøste ham, vilde han ikke lade sig trøste, men sagde: "Nej, i min Sørgedragt vil jeg stige ned til min Søn i Dødsriget!" Og hans Fader begræd ham.
01O	37	36	Men Midjaniterne solgte ham I Ægypten til Faraos Hofmand Potifar, Livvagtens Øverste.
01O	38	1	Ved den Tid forlod Juda sine Brødre og sluttede sig til en Mand fra Adullam ved Navn Hira.
01O	38	2	Der så Juda en Datter af Kana'anæeren Sjua, og han tog hende til Ægte og gik ind til hende.
01O	38	3	Hun blev frugtsommelig og fødte en Søn, som hun gav Navnet Er;
01O	38	4	siden blev hun frugtsommelig igen og fødte en Søn, som hun gav Navnet Onan;
01O	38	5	og hun fødte endnu en Søn, som hun gav Navnet Sjela; da hun fødte ham, var hun i, Kezib.
01O	38	6	Juda tog Er, sin førstefødte, en Hustru, der hed Tamar.
01O	38	7	Men Er, Judas førstefødte, vakte HERRENs Mishag, derfor lod HERREN ham dø.
01O	38	8	Da sagde Juda til Onan: "Gå ind til din Svigerinde og indgå Svogerægteskab med hende for at skaffe din Broder Afkom!"
01O	38	9	Men Onan, som vidste, at Afkommet ikke vilde blive hans, lod, hver Gang han gik ind til sin Svigerinde, sin Sæd spildes på Jorden for ikke at skaffe sin Broder Afkom.
01O	38	10	Denne hans Adfærd vakte HERRENs Mishag, derfor lod han også ham dø.
01O	38	11	Da sagde Juda til sin Sønnekone Tamar: "Bliv som Enke i din Faders Hus, til min Søn Sjela bliver voksen!" Thi han var bange for, at han også skulde dø ligesom sine Brødre. Så gik Tamar hen og blev i sin Faders Hus.
01O	38	12	Lang Tid efter døde Judas Hustru, Sjuas Datter; og da Juda var hørt op at sørge over hende, rejste han med sin Ven, Hira fra Adullam, up til dem, der klippede hans Får i Timna.
01O	38	13	Og da Tamar fik at vide, at hendes Svigerfader var på Vej op til Fåreklipningen i Timna,
01O	38	14	aflagde hun sine Enkeklæder, hyllede sig i et Slør, så det skjulte hende, og satte sig ved indgangen til Enajim ved Vejen til Timna; thi hun så, at hun ikke blev givet Sjela til Ægte, skønt han nu var voksen.
01O	38	15	Da nu Juda så hende, troede han, det var en Skøge; hun havde jo tilhyllet sit Ansigt;
01O	38	16	og han bøjede af fra Vejen og kom hen til hende og sagde: "Lad mig gå ind til dig!" Thi han vidste ikke, at det var hans Sønnekone. Men hun sagde: "Hvad giver du mig derfor!"
01O	38	17	Han svarede: "Jeg vil sende dig et Gedekid fra Hjorden!" Da sagde hun: "Ja, men du skal give mig et Pant, indtil du sender det!"
01O	38	18	Han spurgte: "Hvad skal jeg give dig i Pant?" Hun svarede: "Din Seglring, din Snor og din Stav, som du har i Hånden!" Så gav han hende de tre Ting og gik ind til hende, og hun blev frugtsommelig ved ham.
01O	38	19	Derpå gik hun bort, tog Sløret af og iførte sig sine Enkeklæder.
01O	38	20	Imidlertid sendte Juda sin Ven fra Adullam med Gedekiddet for at få Pantet tilbage fra Kvinden; men han fandt hende ikke.
01O	38	21	Han spurgte da Folkene på Stedet: "Hvor er den Skøge, som sad på Vejen ved Enajim?" Og de svarede: "Her har ikke været nogen Skøge!"
01O	38	22	Så vendte han tilbage til Juda og sagde: "Jeg fandt hende ikke, og Folkene på Stedet siger, at der har ikke været nogen Skøge."
01O	38	23	Da sagde Juda: "Så lad hende beholde det, hellere end at vi skal blive til Spot; jeg har nu sendt det Kid, men du fandt hende ikke."
01O	38	24	En tre Måneders Tid efter meldte man Juda: "Din Sønnekone Tamar har øvet Utugt og er blevet frugtsommelig!" Da sagde Juda: "Før hende ud, for at hun kan blive brændt!"
01O	38	25	Men da hun førtes ud, sendte hun Bud til sin Svigerfader og lod sige: "Jeg er blevet frugtsommelig ved den Mand, som ejer disse Ting." Og hun lod sige: "Se dog efter, hvem der ejer denne Ring, denne Snor og denne Stav!"
01O	38	26	Da Juda havde set efter, sagde han: "Retten er på hendes Side og ikke på min, fordi jeg ikke gav hende til min Søn Sjela!" Men siden havde han ikke Omgang med hende.
01O	38	27	Da Tiden kom, at hun skulde føde, se, da var der Tvillinger i hendes Liv.
01O	38	28	Under Fødselen stak der en Hånd frem, og Jordemoderen tog og bandt en rød Snor om den, idet hun sagde: "Det var ham, der først kom frem."
01O	38	29	Men han trak Hånden tilbage. og Broderen kom frem; så sagde hun: "Hvorfor bryder du frem? For din Skyld er der sket et Brud. Derfor gav man ham Navnet Perez.
01O	38	30	Derefter kom Broderen med den røde snor om Hånden frem, og ham kaldte man Zera.
01O	39	1	Da Josef var bragt ned til Ægypten, blev han af Ismaeliterne, der havde bragt ham derned, solgt til Faraos Hofmand Potifar, Livvagtens Øverste, en Ægypter.
01O	39	2	Men HERREN var med Josef, så Lykken fulgte ham. Han var i sin Herre Ægypterens Hus;
01O	39	3	og hans Herre så, at HERREN var med ham, og at HERREN lod alt, hvad han foretog sig, lykkes for ham.
01O	39	4	Således fandt Josef Nåde for hans Øjne og kom til at gå ham til Hånde; og han satte ham over sit Hus og gav alt, hvad han ejede, i hans Hånd;
01O	39	5	og fra det Øjeblik han satte ham over sit Hus og alt, hvad han ejede, velsignede HERREN Ægypterens Hus for Josefs Skyld, og HERRENs Velsignelse hvilede over alt, hvad han ejede, både inde og ude;
01O	39	6	og han betroede alt, hvad han ejede, til Josef, og selv bekymrede han sig ikke om andet end den Mad, han spiste. Men Josef havde en smuk Skikkelse og så godt ud.
01O	39	7	Nu hændte det nogen Tid derefter, at hans Herres Hustru kastede sine Øjne på Josef og sagde: "Kom og lig hos mig!"
01O	39	8	Men han vægrede sig og sagde til sin Herres Hustru: "Se, min Herre bekymrer sig ikke om noget i Huset, men alt, hvad han ejer, har han givet i min Hånd;
01O	39	9	han har ikke større Magt i Huset end jeg, og han har ikke unddraget mig noget som helst undtagen dig, fordi du er hans Hustru hvor skulde jeg da kunne øve denne store Misgerning og synde mod Gud!"
01O	39	10	Og skønt hun Dag efter Dag talte Josef til, vilde han dog ikke føje hende i at ligge hos hende og have med hende at gøre.
01O	39	11	Men en Dag han kom ind i Huset for at gøre sin Gerning, og ingen af Husfolkene var til Stede i Huset,
01O	39	12	greb hun fat i hans Kappe og sagde: "Kom og lig hos mig!"  Men han lod Kappen blive i hendes Hånd og flygtede ud af Huset.
01O	39	13	Da hun nu så, at han havde ladet hende beholde Kappen og var flygtet ud af Huset,
01O	39	14	kaldte hun på sine Husfolk og sagde til dem: "Her kan I se!  Han har bragt os en Hebræer til at drive Spot med os! Han kom ind til mig og vilde ligge hos mig, men jeg råbte af alle Kræfter,
01O	39	15	og da han hørte, at jeg gav mig til at råbe, lod han sin Kappe blive hos mig og flygtede ud af Huset!"
01O	39	16	Så lod hun Kappen blive liggende hos sig, indtil hans Herre kom hjem,
01O	39	17	og sagde så det samme til ham: "Den hebraiske Træl, du bragte os til at drive Spot med os, kom ind til mig;
01O	39	18	men da jeg gav mig til at råbe, lod han sin Kappe blive hos mig og flygtede ud af Huset."
01O	39	19	Da hans Herre hørte sin Hustrus Ord: "Således har din Træl behandlet mig!" blussede Vreden op i ham;
01O	39	20	og Josefs Herre tog ham og kastede ham i Fængsel der, hvor Kongens Fanger sad fængslet. Således kom Josef i Fængsel.
01O	39	21	Men HERREN var med Josef og skaffede ham Yndest og lod ham finde Nåde hos Fængselets Overopsynsmand,
01O	39	22	så at han gav ham Opsyn over alle Fangerne i Fængselet, og han sørgede for alt, hvad der skulde gøres der.
01O	39	23	Fængselets Overopsynsmand førte ikke Tilsyn med noget som helst af, hvad der var lagt i Josefs Hånd, eftersom HERREN var med ham og lod alt, hvad han foretog sig, lykkes.
01O	40	1	Nogen Tid efter hændte det, at Ægypterkongens Mundskænk og Bager forbrød sig mod deres Herre Ægypterkongen,
01O	40	2	og Farao vrededes på sine to Hofmænd, Overmundskænken og Overbageren,
01O	40	3	og lod dem sætte i Forvaring i Livvagtens Øverstes Hus, i samme Fængsel, hvor Josef sad fængslet;
01O	40	4	og Livvagtens Øverste gav dem Josef til Opvartning, og han gik dem til Hånde. Da de nu havde været i Forvaring en Tid lang,
01O	40	5	drømte Ægypterkongens Mundskænk og Bager, som sad i Fængselet, samme Nat hver sin Drøm med sin særlige Betydning.
01O	40	6	Da Josef om Morgenen kom ind til Faraos Hofmænd, der sammen med ham var i Forvaring i hans Herres Hus, og så, at de var nedslåede,
01O	40	7	spurgte han dem: "Hvorfor ser I så ulykkelige ud i Dag?"
01O	40	8	Besvarede: "Vi har haft en Drøm, og her er ingen, som kan tyde den." Da sagde Josef til dem: "Er det ikke Guds Sag at tyde Drømme? Fortæl mig det da!"
01O	40	9	Så fortalte Overmundskænken Josef sin Drøm og sagde: "Jeg så i Drømme en Vinstok for mig;
01O	40	10	på Vinstokken var der tre Ranker, og næppe havde den sat Skud. før Blomsterne sprang ud, og Klaserne bar modne Druer;
01O	40	11	og jeg havde Faraos Bæger i Hånden og tog Druerne og pressede dem i Faraos Bæger og rakte Farao det."
01O	40	12	Da sagde Josef: "Det skal udtydes således: De tre Ranker betyder tre Dage;
01O	40	13	om tre Dage skal Farao løfte dit Hoved og genindsætte dig i dit Embede, så du atter rækker Farao Bægeret som før, da du var hans Mundskænk.
01O	40	14	Vilde du nu blot tænke på mig, når det går dig vel, og vise mig Godhed og omtale mig for Farao og således hjælpe mig ud af dette Hus;
01O	40	15	thi jeg er stjålet fra Hebræernes Land og har heller ikke her gjort noget, de kunde sætte mig i Fængsel for."
01O	40	16	Da nu Overbageren så, at Josef gav Mundskænken en gunstig Tydning, sagde han til ham: "Jeg havde en lignende Drøm: Se, jeg bar tre Kurve Hvedebrød på mit Hoved.
01O	40	17	I den øverste Kurv var der alle Hånde Bagværk til Faraos Bord, men Fuglene åd det af Kurven på mit Hoved!"
01O	40	18	Da sagde Josef: "Det skal udtydes således: De tre Kurve betyder tre Dage;
01O	40	19	om tre Dage skal Farao løfte dit Hoved og hænge dig op på en Pæl, og Fuglene skal æde Kødet af din Krop!"
01O	40	20	Tre Dage efter, da det var Faraos Fødselsdag, gjorde han et Gæstebud for alle sine Tjenere, og da løftede han Overmundskænkens og Overbagerens, Hoveder iblandt sine Tjenere.
01O	40	21	Overmundskænken genindsatte han i hans Embede, så han atter rakte Farao Bægeret,
01O	40	22	og Overbageren lod han hænge, som Josef havde tydet det for dem.
01O	40	23	Men Overmundskænken tænkte ikke på Josef; han glemte ham.
01O	41	1	To År senere hændte det, at Farao havde en drøm. Han drømte, at han stod ved Nilen;
01O	41	2	og se, op af Floden steg der syv smukke og fede Køer, som gav sig til at græsse i Engen;
01O	41	3	efter dem steg der syv andre Køer op af Nilen, usle at se til og magre, og de stillede sig ved Siden af de første Køer på Nilens Bred;
01O	41	4	og de usle og magre Køer åd de syv smukke og fede Køer. Så vågnede Farao.
01O	41	5	Men han sov ind og havde en Drøm og så syv tykke og gode Aks skyde frem på et og samme Strå;
01O	41	6	men efter dem volksede der syv golde og vindsvedne Aks frem;
01O	41	7	og de golde Aks slugte de syv tykke og fulde Aks. Så vågnede Farao, og se, det var en Drøm.
01O	41	8	Men om Morgenen var hans Sind uroligt; og han sendte Bud efter alle Ægyptens Tegnsudlæggere og Vismænd og fortalte dem sin Drøm, men ingen kunde tyde den for Farao.
01O	41	9	Da sagde Overmundskænken til Farao: "Jeg må i Dag minde om mine Synder.
01O	41	10	Den Gang Farao vrededes på sine Tjenere og lod dem sætte i Forvaring i Livvagtens Øverstes Hus, mig og Overbageren,
01O	41	11	da drømte vi engang samme Nat hver en Drøm med sin særlige Betydning.
01O	41	12	Sammen med os var der en Hebraisk Yngling, som var Træl hos Livvagtens Øverste, og da vi fortalte ham vore Drømme, tydede han dem for os, hver på sin Måde;
01O	41	13	og som han tydede dem for os, således gik det: Jeg blev indsat i mit Embede, og Bageren blev hængt."
01O	41	14	Da sendte Farao Bud efter Josef, og man fik ham hurtigt ud af Fangehullet; og efter at have ladet sig rage og skiftet Klæder fremstillede han sig for Farao.
01O	41	15	Så sagde Farao til Josef: "Jeg har haft en Drøm, som ingen kan tyde; og nu har jeg hørt om dig, at du kun behøver at høre en Drøm, så kan du tyde den."
01O	41	16	Josef svarede Farao: "Ikke jeg men Gud vil give Farao et gunstigt Svar!"
01O	41	17	Da sagde Farao til Josef: "Jeg drømte, at jeg stod på Nilens Bred;
01O	41	18	og se, op af Floden steg der syv fede og smukke Køer, som gav sig til at græsse i Engen;
01O	41	19	efter dem steg der syv andre Køer op, ringe, såre usle og magre, så usle Dyr har jeg ikke set nogensteds i Ægypten;
01O	41	20	og de magre og usle Køer åd de syv første, fede Køer;
01O	41	21	men da de havde slugt dem, var det ikke til at kende på dem; de så lige så usle ud som før. Så vågnede jeg.
01O	41	22	Men jeg sov atter ind og så i Drømme syv fulde og gode Aks skyde frem på et og samme Strå;
01O	41	23	men efter dem voksede der syv udtørrede, golde og vindsvedne Aks frem,
01O	41	24	og de golde Aks slugte de syv gode Aks. Det fortalte jeg mine Tegnsudlæggere, men ingen kunde forklare mig det."
01O	41	25	Da sagde Josef til Farao: "Faraos Drømme betyder begge det samme, og Gud har kundgjort Farao, hvad han vil gøre.
01O	41	26	De syv gode Køer betyder syv År; de syv gode Aks betyder ligeledes syv År; det er en og samme Drøm.
01O	41	27	Og de syv magre og usle Køer, der steg op efter dem, betyder syv År, og de syv golde og vindsvedne Aks betyder syv Hungersnødsår.
01O	41	28	Det var det, jeg mente, når jeg sagde til Farao: Hvad Gud vil gøre, har han ladet Farao skue!
01O	41	29	Se, der kommer syv År med stor Overflod i hele Ægypten;
01O	41	30	men efter dem kommer der syv Hungersnødsår, og man skal gemme al Overfloden i Ægypten; og Hungersnøden skal hærge Jorden,
01O	41	31	så man intet mærker til Overfloden på Jorden på Grund af den påfølgende Hungersnød; thi den bliver såre hård.
01O	41	32	Men at Drømmen gentog sig to Gange for Farao, betyder, at Sagen er fast besluttet af Gud, og at han snart vil lade det ske.
01O	41	33	Men nu skulde Farao udse sig en indsigtsfuld og klog Mand og sætte ham over Ægypten,
01O	41	34	og Farao skulde tage og indsætte Tilsynsmænd over Landet og opkræve Femtedelen af Ægyptens Afgrøde i Overflodens syv År;
01O	41	35	og de skal samle al Afgrøden fra de gode År, der kommer, og oplagre Høsten som Faraos Eje og bringe Afgrøden under Lås og Lukke i Byerne,
01O	41	36	for at Afgrøden kan tjene til Forråd for Landet i Hungersnødens syv År, som skal komme over Ægypten, at ikke Landet skal gå til Grunde ved Hungersnøden."
01O	41	37	Både Farao og alle hans Tjenere syntes godt om den Tale,
01O	41	38	og Farao sagde til sine Tjenere: "Hvor finder vi en Mand, i hvem Guds Ånd er som i ham?"
01O	41	39	Og Farao sagde til Josef: "Efter at Gud har åbenbaret dig alt dette. kan ingen måle sig med dig i Indsigt og Kløgt;
01O	41	40	du skal forestå mit Hus, og efter dit Ord skal alt mit Folk rette sig; kun Tronen vil jeg have forud for dig."
01O	41	41	Og Farao sagde til Josef: "Så sætter jeg dig nu over hele Ægypten!"
01O	41	42	Og Farao tog Seglringen af sin Hånd og satte den på Josefs, klædte ham i fine Linnedklæder og hængte Guldkæden om hans Hals:
01O	41	43	han lod ham køre i sin næstbedste Vogn, og de råbte Abrek for ham. Således satte han ham over hele Ægypten.
01O	41	44	Og Farao sagde til Josef: "Jeg er Farao, men uden dit Minde skal ingen røre Hånd eller Fod nogensteds i Ægypten!"
01O	41	45	Derpå gav Farao Josef Navnet Zafenat Panea, og han lod ham ægte Asenat, en Datter af Præsten Potifera i On; og Josef drog omkring i Ægypten.
01O	41	46	Josef var tredive År gammel. da han stededes for Farao, Ægyptens Konge. Så forlod Josef Farao og drog omkring i hele Ægypten.
01O	41	47	Og Landet bar i bugnende Fylde i Overflodens syv År;
01O	41	48	og Josef samlede al Afgrøden i de syv År, i hvilke der var Overflod i Ægypten, og bragte den til Byerne; i hver By samlede han Afgrøden fra Markerne der omkring.
01O	41	49	Således ophobede Josef Korn i vældig Mængde, som Havets Sand, indtil man opgav at måle det, da det ikke var til at måle.
01O	41	50	Før Hungersnødens År kom. fik Josef to Sønner med Asenat, Præsten i On Potiferas Datter;
01O	41	51	og Josef gav den førstefødte Navnet Manasse, thi han sagde: "Gud har ladet mig glemme al min Møje og hele min Faders Hus."
01O	41	52	Og den anden gav han Navnet Efraim, thi han sagde: "Gud har givet mig Livsfrugt i min Elendigheds Land."
01O	41	53	Da Overflodens syv År, som kom over Ægypten, var omme,
01O	41	54	begyndte Hungersnødens syv År, som Josef havde sagt; og der opstod Hungersnød i alle Lande, men i hele Ægypten var der Brød.
01O	41	55	Så hungrede hele Ægypten; og Folket råbte til Farao om Brød; men Farao sagde til alle Ægypterne: "Gå til Josef og gør, hvad han siger eder!"
01O	41	56	Og der var Hungersnød over hele Jorden. Da åbnede Josef for alle Kornlagrene og solgte Korn til Ægypterne; men Hungersnøden tog til i Ægypten;
01O	41	57	og Alverden kom til Ægypten for at købe Korn hos Josef; thi Hungersnøden tog til over hele Jorden.
01O	42	1	Da Jakob hørte, at der var Korn at få i Ægypten, sagde han til sine Sønner: "Hvad venter I efter?"
01O	42	2	Og han sagde: "Jeg hører, at der er Korn at få i Ægypten; drag ned og køb os noget, at vi kan blive i Live og undgå Døden!"
01O	42	3	Så drog de ti af Josefs Brødre ned for at købe Korn i Ægypten;
01O	42	4	men Jakob sendte ikke Josefs Broder Benjamin med hans Brødre, thi han tænkte, der kunde tilstøde ham en Ulykke.
01O	42	5	Blandt dem, der kom for at købe Korn, var også Israels Sønner; thi der var Hungersnød i Kana'ans Land.
01O	42	6	Og da Josef var Hersker i Landet, og han var den, der solgte Korn til alt Folket i Landet, så kom Josefs Brødre og kastede sig til Jorden for ham.
01O	42	7	Da Josef så sine Brødre, kendte han dem; men han lod fremmed over for dem, talte dem hårdt til og sagde til dem: "Hvorfra kommer I?" De svarede: "Fra Kana'ans Land for at købe Føde!"
01O	42	8	Josef kendte sine Brødre, men de kendte ikke ham.
01O	42	9	Da kom Josef de Drømme i Hu. han havde drømt om dem; og han sagde til dem; "I er Spejdere, I kommer for at se, hvor Landet er åbent!"
01O	42	10	De svarede: "Nej, Herre, dine Trælle kommer for at købe Føde!
01O	42	11	Vi er alle Sønner af en og samme Mand; vi er ærlige Folk.  dine Trælle er ikke Spejdere!"
01O	42	12	Men han sagde: "Jo vist så! I kommer for at se, hvor Landet er åbent!"
01O	42	13	De svarede: "Vi, dine Trælle. var tolv Brødre, Sønner af en og samme Mand i Kana'ans Land; den yngste er for Tiden hjemme hos vor Fader, og een er ikke mere!"
01O	42	14	Men Josef sagde til dem: "Det er, som jeg siger eder: I er Spejdere!
01O	42	15	Men nu skal I sættes på Prøve: Så sandt Farao lever, slipper I ikke herfra, uden at eders yngste Broder kommer hid!
01O	42	16	Lad en af eder rejse hjem for at hente eders Broder, og imedens holdes I andre fangne; så vil det. vise sig, om eders Ord er Sandhed; og hvis ikke, så er I, så sandt, Farao lever, Spejdere!"
01O	42	17	Derpå holdt han dem i Forvaring tre Dage.
01O	42	18	Men Tredjedagen sagde Josef til dem: "Vil I beholde Livet, så skal I gøre således, thi jeg er en Mand, der frygter Gud:
01O	42	19	Er I virkelig ærlige Folk, lad så en af eder blive tilbage som Fange i det Fængsel, som I sad i, medens I andre drager hjem med Korn til at stille Hungeren i eders Huse;
01O	42	20	og bring så eders yngste Broder til mig, så skal eders Ord stå til Troende, og I skal slippe for at dø!" Og således gjorde de.
01O	42	21	Da sagde de til hverandre: "Sandelig, nu må vi bøde for, hvad vi forbrød mod vor Broder, da vi så hans Sjælevånde, medens han bønfaldt os, og dog ikke hørte ham; derfor stedes vi nu i denne Vånde!"
01O	42	22	Men Ruben tog til Orde og sagde til dem: "Sagde jeg eder ikke dengang: Forsynd eder ikke mod Drengen! Men I vilde ikke høre; se, nu kræves hans Blod!"
01O	42	23	Således talte de. Men de vidste ikke, at Josef forstod det, thi han forhandlede med dem ved Tolk;
01O	42	24	og han vendte sig bort fra dem og græd. Siden vendte han sig til dem og talte med dem; og han tog Simeon fra dem og lod ham fængsle for deres Øjne.
01O	42	25	Så gav Josef Befaling til at fylde deres Sække med Korn og lægge Pengene tilbage i hver enkelts Sæk og give dem Rejsekost; og således skete det.
01O	42	26	Så læssede de deres Korn på Æslerne og drog bort.
01O	42	27	Men da en af dem i Natteherberget åbnede sin Sæk for at give sit Æsel Foder, fik han Øje på sine Penge, der lå oven i Sækken;
01O	42	28	og han sagde til sine Brødre: "Mine Penge er kommet igen; se, de er i min Sæk!" Da sank Hjertet i Livet på dem, og de så forfærdede på hverandre og sagde: "Hvad har Gud dog gjort imod os!"
01O	42	29	Og da de kom hjem til deres Fader Jakob i Kana'ans Land, fortalte de ham alt, hvad der var hændet dem, og sagde:
01O	42	30	"Manden, der er Landets Herre, talte os hårdt til og holdt os i Forvaring, som var vi Folk, der vilde udspejde Landet;
01O	42	31	men vi sagde til ham: Vi er ærlige Folk og ikke Spejdere;
01O	42	32	vi var tolv Brødre, Sønner af en og samme Fader; een er ikke mere, og den yngste er for Tiden hjemme hos vor Fader i Kana'ans Land.
01O	42	33	Så sagde Manden, der er Landets Herre: Derpå vil jeg kende, at I er ærlige Folk: Lad en af eder blive hos mig, og tag I andre Korn til at stille Hungeren i eders Huse og drag hjem!
01O	42	34	Siden skal I bringe eders yngste Broder til mig, for at jeg kan kende, at I ikke er Spejdere, men ærlige Folk; så vil jeg udlevere eders Broder til eder, og I kan frit rejse i Landet."
01O	42	35	Da de nu tømte deres Sække, fandt hver sin Pengepose i sin Sæk; og da de og deres Fader så Pengeposerne, blev de forfærdede.
01O	42	36	Og deres Fader Jakob sagde til dem: "I gør mig barnløs; Josef er ikke mere, og Simeon er ikke mere, og nu vil I tage Benjamin; det går alt sammen ud over mig!"
01O	42	37	Så sagde Ruben til sin Fader: "Du må tage mine to Sønners Liv, hvis jeg ikke bringer ham til dig; betro ham til mig, og jeg skal bringe ham tilbage til dig!"
01O	42	38	Men han sagde: "Min Søn skal ikke rejse derned med eder, thi hans Broder er død, og han alene er tilbage; tilstøder der ham en Ulykke på den Rejse, I har for, så bringer I mine grå Hår ned i Dødsriget med Sorg!"
01O	43	1	og da de havde fortæret det Korn, de havde hentet i Ægypten, sagde deres Fader til dem: "Køb os igen lidt Føde!"
01O	43	2	Men Juda svarede ham: "Manden sagde os ganske afgjort: I bliver ikke stedt for mit Åsyn, medmindre eders Broder er med!
01O	43	3	Hvis du derfor vil sende vor Broder med os, vil vi rejse ned og købe dig Føde;
01O	43	4	men sender du ham ikke med, så rejser vi ikke derned, thi Manden sagde til os: I bliver ikke stedt for mit Åsyn, medmindre eders Broder er med!"
01O	43	5	Så sagde Israel: "Hvorfor handlede I ilde imod mig og fortalte Manden, at I havde en Broder til?"
01O	43	6	De svarede: "Manden spurgte os nøje ud om os og vor Slægt og sagde: Lever eders Fader endnu? Har I en Broder til? Og vi svarede ham på hans Spørgsmål; kunde vi vide, at han vilde sige: Bring eders Broder herned!"
01O	43	7	Men Juda sagde til sin Fader Israel: "Send dog Drengen med mig, så vi kan komme af Sted og blive i Live og undgå Døden, både vi og du og vore Børn!
01O	43	8	Jeg svarer for ham, af min Hånd må du kræve ham: bringer jeg ham ikke til dig og stiller ham for dit Åsyn, vil jeg være din Skyldner for bestandig;
01O	43	9	havde vi nu ikke spildt Tiden, kunde vi have været tilbage to Gange!"
01O	43	10	Så sagde deres Fader Israel til dem: "Kan det ikke være anderledes, gør da i alt Fald således: Tag noget af det bedste, Landet frembringer, med i eders Sække og bring Manden en Gave, lidt Mastiksbalsam, lidt Honning, Tragakantgummi, Cistusharpiks, Pistacienødder og Mandler;
01O	43	11	og tag dobbelt så mange Penge med, så I bringer de Penge tilbage, som var lagt oven i eders Sække; måske var det en Fejltagelse;
01O	43	12	og tag så eders Broder og drag atter til Manden!
01O	43	13	Gud den Almægtige lade eder finde Barmhjertighed hos Manden, så han lader eders anden Broder og Benjamin fare - men skal jeg være barnløs, så lad mig da blive det!"
01O	43	14	Så tog Mændene deres Gave og dobbelt så mange Penge med; også Benjamin tog de med, brød op og drog ned til Ægypten, hvor de fremstillede sig for Josef.
01O	43	15	Da Josef så Benjamin iblandt dem, sagde han til sin Hushovmester: "Bring de Mænd ind i mit Hus, lad slagte og lave til, thi de skal spise til Middag hos mig."
01O	43	16	Manden gjorde, som Josef bød,. og førte Mændene ind i Josefs Hus.
01O	43	17	Men Mændene blev bange, da de førtes ind i Josefs Hus, og sagde: "Det er for de Penges Skyld, der forrige Gang kom tilbage i vore Sække, at vi føres herind, for at de kan vælte sig ind på os og kaste sig over os, gøre os til Trælle og tage vore Æsler."
01O	43	18	Derfor trådte de hen til Josefs Hushovmester ved Døren til Huset
01O	43	19	og sagde: "Hør os, Herre! Vi drog en Gang før herned for at købe Føde,
01O	43	20	og da vi kom til vort Natteherberge og åbnede vore Sække, se. da lå vore Penge oven i hver enkelts Sæk, vore Penge til sidste Hvid. Men nu har vi bragt dem med tilbage
01O	43	21	og desuden andre Penge for at købe Føde. Vi ved ikke, hvem der har lagt Pengene i vore Sække!"
01O	43	22	Men han svarede: "Vær ved godt Mod, frygt ikke! Eders Gud og eders Faders Gud har lagt en Skat i eders Sække - eders Penge har jeg modtaget!" Og han førte Simeon ud til dem.
01O	43	23	Så førte Manden dem ind i Josefs Hus og gav dem Vand til at tvætte deres Fødder og Foder til Æslerne.
01O	43	24	Og de fremtog deres Gave, før Josef kom hjem ved Middagstid, thi de hørte, at de skulde spise der.
01O	43	25	Da Josef trådte ind i Huset, bragte de ham den Gave, de havde med, og kastede sig til Jorden for ham.
01O	43	26	Han hilste på dem og spurgte: "Går det eders gamle Fader vel, ham, I talte om? Lever han endnu?"
01O	43	27	De svarede: "Det går din Træl, vor Fader, vel; han lever endnu!" Og de bøjede sig og kastede sig til Jorden.
01O	43	28	Da han så fik Øje på sin kødelige Broder Benjamin, sagde han: "Er det så eders yngste Broder, som I talte til mig om?"  Og han sagde: "Gud være dig nådig, min Søn!"
01O	43	29	Men Josef brød hurtigt af, thi Kærligheden til Broderen blussede op i ham, og han kæmpede med Gråden; derfor gik han ind i sit Kammer og græd der.
01O	43	30	Men da han havde badet sit Ansigt, kom han ud, og han beherskede sig og sagde: "Sæt Maden frem!"
01O	43	31	Så blev Maden sat frem særskilt for ham og for dem og for de Ægyptere, der spiste hos ham; thi Ægypterne kan ikke spise sammen med Hebræere, det er dem en Vederstyggelighed.
01O	43	32	De blev bænket foran ham efter Alder, den førstefødte øverst og den yngste nederst, og Mændene undrede sig og så på hverandre;
01O	43	33	og han lod dem bringe Mad fra sit eget Bord, og Benjamin fik fem Gange så meget som hver af de andre. Og de drak og blev lystige sammen med ham.
01O	43	39	Men Hungersnøden var hård i Landet;
01O	44	1	Derefter befalede han sin Hushovmester: "Fyld Mændenes Sække med Korn, så meget de kan have med sig, og læg hvers Pengesum oven i hans Sæk
01O	44	2	og læg mit eget Sølvbæger oven i den yngstes Sæk sammen med Pengene for hans Korn!" Og han gjorde, som Josef bød.
01O	44	3	Da Morgenen gryede, fik Mændene Lov at drage bort med deres Æsler.
01O	44	4	Men før de var kommet ret langt fra Byen, bød Josef sin Hushovmester: "Sæt efter Mændene, og når du indhenter dem, sig så til dem: Hvorfor har I gengældt godt med ondt?
01O	44	5	Hvorfor har I stjålet mit Sølvbæger? Det er jo min Herres Mundbæger, som han bruger til at tage Varsler af! Ilde har I handlet ved at gøre således!"
01O	44	6	Og da han havde indhentet dem, sagde han det til dem.
01O	44	7	Men de svarede: "Hvor kan min Herre tale således? Det være langt fra dine Trælle at gøre sligt!
01O	44	8	Se, de Penge, vi fandt oven i vore Sække, bragte vi tilbage til dig fra Kana'ans Land - hvorfor skulde vi da stjæle Guld eller Sølv fra din Herres Hus!
01O	44	9	Den af dine Trælle, det findes hos, skal dø, og desuden vil vi andre være din Herres Trælle!"
01O	44	10	Han svarede: "Vel, lad det blive, som I siger: Den, Bægeret findes hos, skal være min Træl, men I andre skal være sagesløse!"
01O	44	11	Så skyndte de sig at løfte hver sin Sæk ned på Jorden og åbne den,
01O	44	12	og han undersøgte dem fra den ældstes til den yngstes, og Bægeret blev fundet i Benjamins Sæk.
01O	44	13	Da sønderrev de deres Klæder, og efter at have læsset Sækkene hver på sit Æsel vendte de tilbage til Byen.
01O	44	14	Da Juda og hans Brødre kom ind i Josefs Hus, hvor han endnu var, kastede de sig til Jorden for ham;
01O	44	15	men Josef sagde til dem: "Hvad har I gjort! Ved I ikke, at en Mand som jeg forstår sig på hemmelige Kunster?"
01O	44	16	Da sagde Juda: "Hvad skal vi svare min Herre, hvad skal vi sige, og hvorledes skal vi retfærdiggøre os? Gud har fundet dine Trælles Brøde! Se, vi er min Herres Trælle, både vi andre og han, Bægeret fandtes hos!"
01O	44	17	Men han svarede: "Det være langt fra mig at handle således; den, Bægeret fandtes hos, skal være min Træl, men I andre kan i Fred drage hjem til eders Fader."
01O	44	18	Da trådte Juda hen til ham og sagde: "Hør mig, min Herre, lad din Træl tale et Ord for min Herres Ører og lad ikke Vreden blusse op i dig mod din Træl, thi du er jo som Farao!
01O	44	19	Min Herre spurgte sine Trælle Har I Fader eller Broder?
01O	44	20	Og vi svarede min Herre: Ja, vi har en gammel Fader, og der er en Dreng, som blev født i hans Alderdom; en Broder til ham er død, og selv er han den eneste, hans Moder efterlod sig, og hans Fader elsker ham.
01O	44	21	Så sagde du til dine Trælle: Bring ham med herned til mig, at jeg kan se ham med egne Øjne!
01O	44	22	Men vi svarede min Herre: Drengen kan ikke forlade sin Fader, thi hans Fader dør, hvis han forlader ham!
01O	44	23	Så sagde du til dine Trælle: Kommer eders yngste Broder ikke med herned, så bliver I ikke mere stedt for mit Åsyn!
01O	44	24	Vi rejste så op til din Træl. min Fader, og fortalte ham, hvad min Herre havde sagt.
01O	44	25	Da vor Fader siden sagde: Rejs atter hen og køb os lidt Føde!
01O	44	26	svarede vi: Vi kan ikke rejse derned, hvis ikke vor yngste Broder følger med, thi vi bliver ikke stedt for Mandens Åsyn, medmindre vor yngste Broder er med!
01O	44	27	Så sagde din Træl, min Fader. til os: I ved jo, at min Hustru fødte mig to Sønner;
01O	44	28	den ene gik bort fra mig, og jeg sagde: Han er sikkerlig revet ihjel! Og jeg har ikke set ham siden;
01O	44	29	hvis I nu også tager denne fra mig, og der tilstøder ham en Ulykke, bringer I mine grå Hår i Dødsriget med Smerte!
01O	44	30	Kommer jeg derfor hjem til din Træl, min Fader, uden at Drengen. ved hvem han hænger med hele sin Sjæl, er med,
01O	44	31	så bliver det hans Død, når han ser, at Drengen ikke er med.  og dine Trælle vil bringe din Træl vor Faders grå Hår i Dødsriget med Sorg.
01O	44	32	Men din Træl skal svare sin Fader for Drengen, og jeg har forpligtet mig til at være hans Skyldner for bestandig, hvis jeg ikke bringer ham til ham;
01O	44	33	lad derfor din Træl blive tilbage i Drengens Sted som min Herres Træl, men lad Drengen drage hjem med sine Brødre!
01O	44	34	Thi hvorledes skulde jeg kunne drage hjem til min Fader, når jeg ikke har Drengen med? Jeg vil ikke kunne være Vidne til den Ulykke, der rammer min Fader!"
01O	45	1	Da kunde Josef ikke længer beherske sig over for alle dem der stod hos ham, og han råbte "Lad alle gå ud!" Således var der ingen til Stede, da Josef gav sig til Kende for sine Brødre.
01O	45	2	Så brast han i lydelig Gråd, så Ægypterne hørte det, og det spurgtes i Faraos Hus;
01O	45	3	og Josef sagde til sine Brødre: "Jeg er Josef! Lever min Fader endnu?" Men hans Brødre kunde ikke svare ham, så forfærdede var de for ham.
01O	45	4	Så sagde Josef til sine Brødre: "Kom hen til mig!" Og da de kom derhen, sagde Josef: "Jeg er eders Broder Josef, som I solgte til Ægypten;
01O	45	5	men I skal ikke græmme eder eller være forknytte, fordi I solgte mig herhen, thi Gud har sendt mig forud for eder for at opholde Liv;
01O	45	6	i to År har der nu været Hungersnød i Landet, og fem År endnu skal der hverken pløjes eller høstes;
01O	45	7	derfor sendte Gud mig forud for eder, for at I kan få Efterkommere på Jorden, og for at mange hos eder kan reddes og holdes i Live.
01O	45	8	Og nu, ikke I, men Gud har sendt mig hid, og han har gjort mig til Fader hos Farao og til Herre over hele hans Hus og til Hersker over hele Ægypten.
01O	45	9	Skynd jer nu hjem til min Fader og sig til ham: Din Søn Josef lader sige: Gud har sat mig til Hersker over hele Ægypten; kom uden Tøven ned til mig
01O	45	10	og tag Bolig i Gosens Land og bo i min Nærhed med dine Sønner og Sønnesønner, dit Småkvæg og Hornkvæg og alt, hvad du ejer og har;
01O	45	11	der vil jeg sørge for dit Underhold - thi Hungersnøden vil vare fem År endnu - for at ikke du, dit Hus eller nogen, der hører dig til, skal gå til Grunde!
01O	45	12	Nu ser I, også min Broder Benjamin, med egne Øjne, at det er mig, der taler til eder;
01O	45	13	og I skal fortælle min Fader om al min Herlighed i Ægypten og om alt, hvad I har set, og så skal I skynde eder at bringe min Fader herned."
01O	45	14	Så faldt han grædende sin Broder Benjamin om Halsen, og Benjamin græd i hans Arme.
01O	45	15	Og han kyssede alle sine Brødre og græd ved deres Bryst; og nu kunde hans Brødre tale med ham.
01O	45	16	Men det spurgtes i Faraos Hus, at Josefs Brødre var kommet, og Farao og hans Tjenere glædede sig derover:
01O	45	17	og Farao sagde til Josef: "Sig til dine Brødre: Således skal I gøre: Læs eders Dyr og drag til Kana'ans Land,
01O	45	18	hent eders Fader og eders Familier og kom hid til mig, så vil jeg give eder det bedste, der er i Ægypten, og I skal nyde Landets Fedme.
01O	45	19	Byd dem at gøre således: Tag eder Vogne i Ægypten til eders Børn og Kvinder, sæt eders Fader op og kom hid;
01O	45	20	bryd eder ikke om eders Ejendele, thi det bedste, der er i hele Ægypten, skal være eders!"
01O	45	21	Det gjorde Israels Sønner så. Og efter Faraos Bud gav Josef dem Vogne og Rejsekost med;
01O	45	22	hver især gav han dem et Sæt Festklæder, men Benjamin gav han 300 Sekel Sølv og fem Sæt Festklæder;
01O	45	23	og sin Fader sendte han ti Æsler med det bedste, der var i Ægypten og ti Aseninder med Korn, Brød og Rejsetæring til Faderen.
01O	45	24	Så tog han Afsked med sine Brødre, og da de drog bort, sagde han til dem: "Kives ikke på Vejen!"
01O	45	25	Således drog de hjem fra Ægypten og kom til deres Fader Jakob i Kana'ans Land;
01O	45	26	og de fortalte ham det og sagde: "Josef lever endnu, og han er Hersker over hele Ægypten." Men hans Hjerte blev koldt, thi han troede dem ikke.
01O	45	27	Så fortalte de ham alt, hvad Josef havde sagt til dem; og da han så Vognene, som Josef havde sendt for at hente ham, oplivedes deres Fader Jakobs Ånd atter;
01O	45	28	og Israel sagde: "Det er stort, min Søn Josef lever endnu; jeg vil drage hen og se ham, inden jeg dør!"
01O	46	1	Da brød Israel op med alt, hvad han havde, og drog til Be'ersjeba, og han slagtede Ofre for sin Fader Isaks Gud.
01O	46	2	Men Gud sagde i et Nattesyn til Israel: "Jakob, Jakob!" Og han svarede: "Se, her er jeg!"
01O	46	3	Da sagde han: "Jeg er Gud, din Faders Gud, vær ikke bange for at drage ned til Ægypten, thi jeg vil gøre dig til et stort Folk der;
01O	46	4	jeg vil selv drage med dig til Ægypten, og jeg vil også føre dig tilbage, og Josef skal lukke dine Øjne!"
01O	46	5	Da brød Jakob op fra Be'ersjeba; og Israels Sønner satte deres Fader Jakob og deres Børn og Kvinder på de Vogne, Farao havde sendt til at hente ham på.
01O	46	6	Og de tog deres Kvæg og al deres Ejendom, som de havde erhvervet sig i Kana'ans Land, og drog til Ægypten, Jakob og alt hans Afkom med ham;
01O	46	7	således bragte han sine Sønner og Sønnesønner, sine Døtre og Sønnedøtre og alt sit Afkom med sig til Ægypten.
01O	46	8	Følgende er Navnene på Israels Sønner, der kom til Ægypten, Jakob og hans Sønner: Ruben, Jakobs førstefødte;
01O	46	9	Rubens Sønner Hanok, Pallu. Hezron og Karmi;
01O	46	10	Simeons Sønner Jemuel, Jamin, Ohad, Jakin, Zohar og Kana'anæerkvindens Søn Sjaul;
01O	46	11	Leois Sønner Gerson, Kehat og Merari;
01O	46	12	Judos Sønner Er, Onan, Sjela, Perez og Zera; men Er og Onan døde i Kana'ans Land. Perezs Sønner var Hezron og Hamul.
01O	46	13	Issakars Sønner Tola, Pua, Jasjub og Sjimron;
01O	46	14	Zedulons Sønner Sered, Eloo og Jalel;
01O	46	15	det var Leos Sønner, som hun fødte Jakob i Paddan-Aram; desuden fødte hun ham Datteren Dina; det samlede Tal på hans Sønner og Døtre var tre og tredive.
01O	46	16	Gods Sønner Zifjon, Haggi. Sjuni, Ezbon, Eri, Arodi og Areli.
01O	46	17	Asers Sønner Jimna, Jisjva. Jisjvi og Beria, og deres Søster Sera; og Berias Sønner Heber og Mallkiel;
01O	46	18	det var Sønnerne af Zilpo, som Laban gav sin Datter Lea, og som fødte Jakob dem, seksten i alt;
01O	46	19	Rakels, Jakobs Hustrus, Sønner Josef og Benjamin;
01O	46	20	og Josef fik Børn i Ægypten med Asenat, en Datter af Potifera, Præsten i On: Manasse og Efraim;
01O	46	21	Benjomins Sønner Bela, Beker, Asjbel, Gera, Nåman, Ebi, Rosj, Muppim, Huppim og Ard;
01O	46	22	det var Rakels Sønner, som hun fødte Jakob, fjorten i alt;
01O	46	23	Dons Søn Husjim;
01O	46	24	Noffolis Sønner Jazeel, Guni, Jezer og Sjillem;
01O	46	25	det var Sønnerne af Bilha, som Laban gav Rakel, og som fødte Jakob dem, syv i alt.
01O	46	26	Hele Jakobs Familie, der kom til Ægypten med ham, fraregnet Jakobs Sønnekoner, udgjorde tilsammen seks og tresindstyve;
01O	46	27	og Josefs Sønner, der fødtes ham i Ægypten, var to; alle de af Jakobs Hus, der kom til Ægypten, udgjorde halvfjerdsindstyve.
01O	46	28	Men Juda sendte han i Forvejen til Josef, for at man skulde vise ham Vej til Gosen, og de kom til Gosens Land.
01O	46	29	Da lod Josef spænde for sin Vogn og rejste sin Fader i Møde til Gosen; og da han traf ham, omfavnede han ham og græd længe i hans Arme;
01O	46	30	og Israel sagde til Josef: "Lad mig nu kun dø, da jeg har set dit Ansigt, at du endnu lever!"
01O	46	31	Men Josef sagde til sine Brødre og sin Faders Hus: "Jeg vil drage hen og melde det til Farao og sige til ham: Mine Brødre og min Faders Hus i Kana'an er kommet til mig;
01O	46	32	disse Mænd er Hyrder, thi de driver Kvægavl, og de har bragt deres Småkvæg og Hornkvæg og alt, hvad de ejer, med.
01O	46	33	Når så Farao lader eder kalde og spørger eder, hvad I er,
01O	46	34	skal I sige: Dine Trælle har drevet Kvægavl fra Barnsben af ligesom vore Fædre! for at I kan komme til at bo i Gosens Land. Thi enhver Hyrde er Ægypterne en Vederstyggelighed."
01O	47	1	Så drog Josef hen og meldte det til Farao og sagde: "Min Fader og mine Brødre er kommet fra Kana'ans Land med deres Småkvæg og Hornkvæg og alt, hvad de ejer, og befinder sig i Gosen."
01O	47	2	Og han tog fem af sine Brødre med sig og forestillede dem for Farao.
01O	47	3	Da nu Farao spurgte dem, hvad de var, svarede de: "Dine Trælle er Hyrder ligesom vore Fædre!"
01O	47	4	Og de sagde til Farao: "Vi er kommet for at bo som Gæster i Landet, thi der er ingen Græsning for dine Trælles Småkvæg, da Hungersnøden er trykkende i Kana'an, og nu vilde dine Trælle gerne bosætte sig i Gosen."
01O	47	5	Da sagde Farao til Josef: "Din Fader og dine Brødre er kommet til dig;
01O	47	6	Ægypten står til din Rådighed, lad din Fader og dine Brødre bosætte sig i den bedste Del af Landet; de kan tage Ophold i Gosens Land; og hvis du ved, at der er dygtige Folk iblandt dem, kan du sætte dem til Opsynsmænd over mine Hjorde!"
01O	47	7	Da hentede Josef sin Fader Jakob og forestillede ham for Farao, og Jakob velsignede Farao.
01O	47	8	Farao spurgte Jakob: "Hvor mange er dine Leveår?"
01O	47	9	Jakob svarede ham: "Min Udlændigheds År er 130 År; få og onde var mine Leveår, og ikke når de op til mine Fædres År i deres Udlændigheds Tid."
01O	47	10	Derpå velsignede Jakob Farao og gik bort fra ham.
01O	47	11	Men Josef lod sin Fader og sine Brødre bosætte sig og gav dem Jordegods i Ægypten, i den bedste Del af Landet, i Landet Rameses, som Farao havde befalet.
01O	47	12	Og Josef forsørgede sin Fader og sine Brødre og hele sin Faders Hus med Brød efter Børnenes Tal.
01O	47	13	Der fandtes ikke mere brød Korn i Landet, thi Hungersnøden var overvættes stor, og Ægypten og Kana'an vansmægtede af Sult.
01O	47	14	Da lod Josef alle de Penge samle, som var indkommet i Ægypten og Kana'an for det Korn, der købtes, og lod dem bringe til Faraos Hus.
01O	47	15	Men da Pengene slap op i Ægypten og Kana'an, kom hele Ægypten til Josef og sagde: "Giv os Brødkorn, at vi ikke skal dø for dine Øjne, thi Pengene er sluppet op!"
01O	47	16	Josef svarede: "Kom med eders Hjorde, så vil jeg give eder Brødkorn for dem, siden Pengene er sluppet op."
01O	47	17	Da bragte de deres Hjorde til Josef, og han gav dem Brødkorn for Hestene, for deres Hjorde af Småkvæg og Hornkvæg og for Æslerne; og han forsørgede dem i det År med Brødkorn for alle deres Hjorde.
01O	47	18	Men da Året var omme, kom de til ham det følgende År og sagde: "Vi vil ikke dølge det for min Herre; men Pengene er sluppet op, og Kvæget har vi bragt til min Herre; nu er der ikke andet tilbage for min Herre end vore Kroppe og vor Jord;
01O	47	19	lad os dog ikke dø for dine Øjne, vi sammen med vor Jord, men køb os og vor Jord for Brødkorn, og lad os med vor Jord blive livegne for Farao, og giv os derfor Såsæd, så vi kan blive i Live og slippe for Døden, og vor Jord undgå at lægges øde!"
01O	47	20	Da købte Josef al Jord i Ægypten til Farao, idet enhver Ægypter solgte sin Mark, fordi Hungersnøden tvang dem, og således kom Landet i Faraos Besiddelse;
01O	47	21	og Befolkningen gjorde han til hans Trælle i hele Ægypten fra Ende til anden.
01O	47	22	Kun Præsternes Jord købte han ikke, thi de havde faste Indtægter fra Farao, og de levede af de Indtægter, Farao havde skænket dem; derfor behøvede de ikke at sælge deres Jord.
01O	47	23	Derpå sagde Josef til Folket: "Nu har jeg købt eder og eders Jord til Farao; nu har I Såsæd til Jorden;
01O	47	24	men af Afgrøden skal I afgive en Femtedel til Farao, medens de fire Femtedele skal tjene eder til Såsæd på Marken og til Føde for eder og eders Husstand og til Føde for eders Børn."
01O	47	25	De svarede: "Du har reddet vort Liv; måtte vi eje min Herres Gunst, så vil vi være Faraos Trælle!"
01O	47	26	Således gjorde Josef det til en Vedtægt, der endnu den Dag i Dag gælder i Ægypten, at afgive en Femtedel til Farao; kun Præsternes Jord kom ikke i Faraos Besiddelse.
01O	47	27	Israel bosatte sig nu i Ægypten, i Gosens Land; og de tog fast Ophold der, blev frugtbare og såre talrige.
01O	47	28	Jakob levede i Ægypten i sytten År, så at Jakobs Levetid blev 147 År.
01O	47	29	Da nu Tiden nærmede sig, at Israel skulde dø, kaldte han sin Søn Josef til sig og sagde til ham: "Hvis jeg har fundet Nåde for dine Øjne, så læg din Hånd under min Lænd og lov mig at vise mig den Kærlighed og Trofasthed ikke at jorde mig i Ægypten.
01O	47	30	Når jeg har lagt mig til Hvile hos mine Fædre, skal du føre mig fra Ægypten og jorde mig i deres Grav!" Han svarede: "Jeg skal gøre, som du siger."
01O	47	31	Da sagde han: "Tilsværg mig det!" Og han tilsvor ham det. Da bøjede Israel sig tilbedende over Lejets Hovedgærde.
01O	48	1	Efter disse Begivenheder fik Josef Melding om, at hans Fader var syg. Da tog han sine Sønner, Manasse og Efraim, med sig
01O	48	2	Da det nu meldtes Jakob, at hans Søn Josef var kommet, tog Israel sig sammen og satte sig oprejst på Lejet
01O	48	3	Jakob sagde til Josef: "Gud den Almægtige åbenbarede sig for mig i Luz i Kana'ans Land og velsignede mig;
01O	48	4	og han sagde til mig: Jeg vil gøre dig frugtbar og give dig et talrigt Afkom og gøre dig til en Mængde Stammer, og jeg vil give dit Afkom efter dig Land til evigt Eje!
01O	48	5	Nu skal dine to Sønner, der er født dig i Ægypten før mit komme til dig her i Ægypten, være mine, Efraim og Manasse skal være mine så godt som Ruben og Simeon;
01O	48	6	derimod skal de Børn, du har fået efter dem, være dine; men de skal nævnes efter deres Brødres Navne i deres Arvelod
01O	48	7	Da jeg kom fra Paddan, døde Rakel for mig, medens jeg var undervejs i Kana'an, da vi endnu var et stykke Vej fra Efrat, og jeg jordede hende der på vejen til Efrat, det er Betlehem".
01O	48	8	Da Israel så Josefs Sønner, sagde han: "Hvem bringer du der?"
01O	48	9	Josef svarede sin Fader: "Det er mine Sønner, som Gud har skænket mig her." Da sagde han:"Bring dem hen til mig, at jeg kan velsignedem!"
01O	48	10	Men Israels Øjne var svækkede af Alderdom, så at han ikke kunde se. Da førte han dem hen til ham. og han kyssede og omfavnede dem.
01O	48	11	Og Israel sagde til Josef: "Jeg: havde ikke turdet håbe at få dit Ansigt at se, og nu har Gud endog: ladet mig se dit Afkom!"
01O	48	12	Derpå tog Josef dem bort fra hans Knæ og kastede sig til Jorden. på sit Ansigt.
01O	48	13	Josef tog så dem begge, Efraim i sin højre Hånd til venstre for Israel og Manasse i sin venstre Hånd til højre for Israel, og førte dem hen til ham;
01O	48	14	men Israel udrakte sin højre Hånd og lagde den på Efraims Hoved, uagtet han var den yngste.. og sin venstre Hånd lagde han på Manasses Hoved, så at han lagde Hænderne over Kors; thi Manasse var den førstefødte.
01O	48	15	Derpå velsignede han Josef og sagde: "Den Gud, for hvis Åsyn mine Fædre Abraham og Isak vandrede, den Gud, der har vogtet mig: fra min første Færd og til nu,
01O	48	16	den Engel, der har udløst mig fra alt ondt, velsigne Drengene, så at mit Navn og mine Fædre Abrahams og Isaks Navn må blive nævnet ved dem, og de må vokse i Mængde i Landet!"
01O	48	17	Men da Josef så, at hans Fader lagde sin højre Hånd på Efraims Hoved, var det ham imod,. og han greb sin Faders Hånd for at tage den bort fra Efraims Hoved og lægge den på Manasses;
01O	48	18	og Josef sagde til sin Fader: "Nej, ikke således, Fader, thi denne er den førstefødte; læg din højre Hånd på hans Hoved!"
01O	48	19	Men hans Fader vægrede sig og sagde: "Jeg ved det, min Søn, jeg ved det! Også han skal blive til et Folk, også han skal blive stor; men hans yngre Broder skal blive større end han, og hans Afkom skal blive en Mangfoldighed af Folkeslag!"
01O	48	20	Således velsignede han dem på den Dag og sagde: "Med eder skal Israel velsigne og sige: Gud gøre dig som Efraim og Manasse!" Og han stillede Efraim foran Manasse.
01O	48	21	Da sagde Israel til Josef: "Jeg skal snart dø, men Gud skal være med eder og føre eder tilbage til eders Fædres Land.
01O	48	22	Dig giver jeg ud over dine Brødre en Højderyg, som jeg har fravristet Amonterne med mit Sværd og min Bue!"
01O	49	1	Derpå kaldte Jakob sine Sønner til sig og sagde: "Saml eder, så vil jeg forkynde eder, hvad der skal hændes eder i de sidste Dage:
01O	49	2	Kom hid og hør, Jakobs Sønner, lyt til eders Fader Israel!
01O	49	3	Ruben, du er min førstefødte, min Styrke og min Mandskrafts første, ypperst i Højhed, ypperst i Kraft!
01O	49	4	Du skummer over som Vandet, men du mister din Forret; thi du besteg din Faders Leje.Skændigt handled du da han besteg mit Leje!
01O	49	5	Simeon og Levi, det Broder Par, Voldsredskaber er deres Våben.
01O	49	6	I deres Råd giver min Sjæl ej Møde, i deres Forsamling tager min Ære ej Del; thi i Vrede dræbte de Mænd, egenrådigt lamslog de Okser.
01O	49	7	Forbandet være deres Vrede, så vild den er, deres Hidsighed, så voldsom den er! Jeg spreder dem i Jakob, splitter dem ad i Israel!
01O	49	8	Juda, dig skal dine Brødre prise, din Hånd skal gribe dine Fjender i Nakken, din Faders Sønner skal bøje sig for dig.
01O	49	9	En Løveunge er Juda. Fra Rov stiger du op, min Søn! Han ligger og strækker sig som en Løve, ja, som en Løvinde, hvo tør vække ham!
01O	49	10	Ikke viger Kongespir fra Juda, ej Herskerstav fra hans Fødder, til han, hvem den tilhører; kommer, ham skal Folkene lyde.
01O	49	11	Han binder sit Æsel ved Vinstokken, ved Ranken Asenindens Fole, tvætter i Vin sin Kjortel, sin Kappe i Drueblod,
01O	49	12	med Øjnene dunkle af Vin og Tænderne hvide af Mælk!
01O	49	13	Zebulon har hjemme ved Havets Byst, han bor ved Skibenes Kyst, hans Side er vendt mod Zidon.
01O	49	14	Issakar, det knoglede Æsel, der strækker sig mellem Foldene,
01O	49	15	fandt Hvilen sød og Landet lifligt; derfor bøjed han Ryg under Byrden og blev en ufri Træl.
01O	49	16	Dan dømmer sit Folk så godt som nogen Israels Stamme.
01O	49	17	Dan blive en Slange ved Vejen, en Giftsnog ved Stien, som bider Hesten i Hælen,så Rytteren styrter bagover!
01O	49	18	På din Frelse bier jeg, HERRE!
01O	49	19	Gad, på ham gør Krigerskarer Indhug, men han gør Indhug i Hælene på dem.
01O	49	20	Aser, hans Føde er fed, Lækkerier for Konger har han at give.
01O	49	21	Naftali er en løssluppen Hind, han fremfører yndig Tale.
01O	49	22	Et yppigt Vintræ er Josef, et yppigt Vintræ ved Kilden, Ranker slynger sig over Muren.
01O	49	23	Bueskytter fejder imod ham, strides med ham, gør Angreb på ham,
01O	49	24	men hans Bue er stærk, hans Hænders Arme rappe; det kommer fra Jakobs Vældige, fra Hyrden, Israels Klippe,
01O	49	25	fra din Faders Gud han hjælpe dig!Og Gud den Almægtige, han velsigne dig med Himmelens Velsignelser oventil og Dybets Velsignelser nedentil, med Brysters og Moderlivs Velsignelser!
01O	49	26	Din Faders Velsignelser overgår de ældgamle Bjerges Velsignelser, de evige Højes Herlighed. Måtte de komme over Josefs Hoved, over Issen på Fyrsten blandt Brødre!
01O	49	27	Benjamin, den rovlystne Ulv, om Morgenen æder han Rov, om Aftenen deler han Bytte!"
01O	49	28	Alle disse er Israels Stammer, tolv i Tal, og det var, hvad deres Fader talte til dem, og han velsignede dem, hver især af dem gav han sin særlige Velsignelse.
01O	49	29	Og han sagde til dem som sin sidste Vilje: "Nu samles jeg til mit Folk; jord mig da hos mine Fædre i Hulen på Hetiten Efrons Mark.
01O	49	30	i Hulen på Makpelas Mark over for Mamre i Kana'ans Land. den Mark, som Abraham købte af Hetiten Efron til Gravsted,
01O	49	31	hvor de jordede Abraham og hans Hustru Sara, hvor de jordede Isak og hans Hustru Rebekka, og hvor jeg jordede Lea.
01O	49	32	Marken og Hulen derpå blev købt af Hetiterne."
01O	49	33	Dermed havde Jakob givet sine Sønner sin Vilje til Kende, og han strakte sine Fødder ud på Lejet. udåndede og samledes til sin Slægt.
01O	50	1	Da kastede Josef sig over sin Faders Ansigt, græd og kyssede ham;
01O	50	2	og Josef befalede de lægekyndige blandt sine Tjenere at balsamere hans Fader, og Lægerne balsamerede Israel.
01O	50	3	Dermed gik fyrretyve Dage, thi så lang Tid tager Balsameringen: og Ægypterne begræd ham i halvfjerdsindstyve Dage.
01O	50	4	Da Grædetiden var omme, sagde Josef til Faraos Husfolk: "Hvis I har Godhed for mig, så sig på mine Vegne til Farao:
01O	50	5	Min Fader tog mig i Ed, idet han sagde: Når jeg er død, så jord mig i den Grav, jeg lod mig grave i Kana'ans Land! Lad mig derfor drage op og jorde min Fader og så vende tilbage hertil!"
01O	50	6	Da sagde Farao: "Drag kun op og jord din Fader, som han har ladet dig sværge."
01O	50	7	Så drog Josef op for at jorde sin Fader, og med ham drog alle Faraos Tjenere, de ypperste i hans Hus og de ypperste i Ægypten,
01O	50	8	hele Josefs Hus og hans Brødre og hans Faders Hus, kun deres Kvinder og Børn, Småkvæg og Hornkvæg lod de blive tilbage i Gosen;
01O	50	9	og med ham fulgte både Stridsvogne og Ryttere, så det blev en overmåde stor Karavane.
01O	50	10	Da de kom til Gorenhåtad hinsides Jordan, holdt de der en overmåde stor og højtidelig Dødeklage, og han fejrede Sørgefest for sin Fader i syv Dage.
01O	50	11	Men da Landets Indbyggere, Kana'anæerne, så denne Sørgefest i Gorenhåtad, sagde de: "Ægypterne holder en højtidelig Sørgefest." Derfor gav man det Navnet Abel Mizrajim; det ligger hinsides Jordan.
01O	50	12	Og hans Sønner gjorde, som han havde pålagt dem;
01O	50	13	hans Sønner førte ham til Kana'ans Land og jordede ham i Hulen på Makpelas Mark, den Mark, som Abraham havde købt til Gravsted af Hetiten Efron over for Mamre.
01O	50	14	Efter at have jordet sin Fader vendte Josef tilbage til Ægypten med sine Brødre og alle dem, der var draget op med ham til hans Faders Jordefærd.
01O	50	15	Da Josefs Brødre så, at deres Fader var død, sagde de: "Blot nu ikke Josef vil vise sig fjendsk mod os og gengælde os alt det onde, vi har gjort ham!"
01O	50	16	Derfor sendte de Bud til Josef og sagde: "Din Fader pålagde os før sin Død
01O	50	17	at sige til Josef: Tilgiv dog dine Brødres Brøde og Synd, thi de har gjort ondt imod dig! Så tilgiv nu din Faders Guds Tjenere deres Brøde!" Da græd Josef over deres Ord til ham.
01O	50	18	Siden kom hans Brødre selv og faldt ham til Fode og sagde: "Se, vi vil være dine Trælle!"
01O	50	19	Da sagde Josef til dem: "Frygt ikke, er jeg vel i Guds Sted?
01O	50	20	I tænkte ondt mod mig, men Gud tænkte at vende det til det gode for at gøre, hvad nu er sket, og holde mange Folk i Live;
01O	50	21	frygt ikke, jeg vil sørge for eder og eders Kvinder og Børn!" Således trøstede han dem og satte Mod i dem.
01O	50	22	Josef blev nu i Ægypten, både han og hans Faders Hus, og Josef blev 110 År gammel.
01O	50	23	Josef så Børn i tredje Led af Efraim; også Børn af Manasses Søn Makir fødtes på Josefs Knæ.
01O	50	24	Derpå sagde Josef til sine Brødre: "Jeg dør snart, men Gud vil se til eder og føre eder fra Landet her til det Land, han tilsvor Abraham, Isak og Jakob."
01O	50	25	Og Josef tog Israels Sønner i Ed og sagde: "Når Gud ser til eder, skal I føre mine Ben bort herfra!"
01O	50	26	Josef døde 110 År gammel, og man balsamerede ham og lagde ham i Kiste i Ægypten.
02O	1	1	Dette er Navnene på Israels Sønner, der sammen med Jakob kom til Ægypten med deres Familier:
02O	1	2	Ruben, Simeon, Levi og Juda,
02O	1	3	Issakar, Zebulon og Benjamin,
02O	1	4	Dan og Naftali, Gad og Aser.
02O	1	5	Jakobs Efterkommere udgjorde i alt halvfjerdsindstyve, men Josef var i Ægypten.
02O	1	6	Imidlertid døde Josef og alle hans Brødre og hele dette Slægtled.
02O	1	7	Men Israeliterne var frugtbare og formerede sig, og de blev mange og overmåde talrige, så at Landet blev fuldt af dem.
02O	1	8	Da kom der en ny Konge over Ægypten, som ikke vidste noget om Josef;
02O	1	9	og han sagde til sit Folk: "Se, Israels Folk bliver talrigere og stærkere end vi.
02O	1	10	Velan, lad os gå klogt til Værks imod dem, for at de ikke skal blive for mange; ellers kan det hænde, når vi kommer i Krig, at de går over til vore Modstandere og kæmper mod os og til sidst forlader Landet!"
02O	1	11	Så satte man Fogeder over dem til at plage dem med Trællearbejde, og de måtte bygge Forrådsbyer for Farao: Pitom og Ra'amses.
02O	1	12	Men jo mere man plagede dem, des flere blev de, og des mere bredte de sig, så Ægypterne fik Rædsel for Israeliterne.
02O	1	13	Og Ægypterne tvang Israeliterne til Trællearbejde
02O	1	14	og gjorde dem Livet bittert ved hårdt Arbejde med Ler og Tegl og alle Hånde Markarbejde, ved alt det Arbejde, de tvang dem til at udføre for sig.
02O	1	15	Ægypterkongen sagde da til Hebræerkvindernes Jordemødre, af hvilke den ene hed Sjifra, den anden Pua:
02O	1	16	"Når I forløser Hebræerkvinderne, skal I se godt efter ved Fødselen, og er det et Drengebarn, tag så Livet af det, men er det et Pigebarn, lad det så leve!"
02O	1	17	Men Jordemødrene frygtede Gud og gjorde ikke, som Ægypterkongen havde befalet dem, men lod Drengebørnene leve.
02O	1	18	Da lod Ægypterkongen Jordemødrene kalde og sagde til dem: "Hvorfor har I båret eder således ad og ladet Drengebørnene leve?"
02O	1	19	Men Jordemødrene svarede Farao: "Hebræerkvinderne er ikke som de Ægyptiske Kvinder, de har let ved at føde; inden Jordemoderen kommer til dem, har de allerede født!"
02O	1	20	Og Gud gjorde vel imod Jordemødrene, og Folket blev stort og såre talrigt;
02O	1	21	og Gud gav Jordemødrene Afkom, fordi de frygtede ham.
02O	1	22	Da udstedte Farao den Befaling til hele sit Folk: "Alle Drengebørn, der fødes, skal I kaste i Nilen, men Pigebørnene skal I lade leve!"
02O	2	1	Og en Mand af Levis Hus gik hen og tog en Levi Datter til Ægte,
02O	2	2	og Kvinden blev frugtsommelig og fødte en Søn. Da hun så, at det var en dejlig Dreng, skjulte hun ham i tre Måneder;
02O	2	3	og da hun ikke længer kunde holde ham skjult, tog hun en Kiste af Papyrusrør, tættede den med Jordbeg og Tjære, lagde drengen i den og satte den hen mellem Sivene ved Nilens Bred.
02O	2	4	Og hans Søster stillede sig noget derfra for at se, hvad der vilde ske med ham.
02O	2	5	Da kom Faraos Datter ned til Nilen for at bade, og imedens gik hendes Jomfruer ved Flodens Bred. Så fik hun Øje på Kisten mellem Sivene og sendte sin Pige hen for at hente den.
02O	2	6	Og da hun åbnede den, så hun Barnet, og se, det var et Drengebarn, der græd. Da ynkedes hun over det og sagde: "Det må være et af Hebræernes Drengebørn!"
02O	2	7	Hans Søster sagde nu til Faraos Datter: "Skal jeg gå hen og hente dig en Amme blandt Hebræerkvinderne til at amme Barnet for dig?"
02O	2	8	Faraos Datter svarede hende: "Ja, gør det!" Så gik Pigen hen og hentede Barnets Moder.
02O	2	9	Og Faraos Datter sagde til hende: "Tag dette Barn med dig og am ham for mig, jeg skal nok give dig din Løn derfor!" Og Kvinden tog Barnet og ammede ham.
02O	2	10	Men da Drengen var blevet stor, bragte hun ham til Faraos Datter, og denne antog ham som sin Søn og gav ham Navnet Moses; "thi," sagde hun, "jeg har trukket ham op af Vandet."
02O	2	11	På den Tid gik Moses, som imidlertid var blevet voksen, ud til sine Landsmænd og så på deres Trællearbejde. Og han så en Ægypter slå en Hebræer, en af hans Landsmænd, ihjel.
02O	2	12	Da så han sig om til alle Sider, og efter at have forvisset sig om, at der ingen var i Nærheden, slog han Ægypteren ihjel og gravede ham ned i Sandet.
02O	2	13	Da han den næste Dag igen gik derud, så han to Hebræere i Slagsmål med hinanden. Da sagde han til ham, der havde Uret: "Hvorfor slår du din Landsmand?"
02O	2	14	Han svarede: "Hvem har sat dig til Herre og Dommer over os?  Vil du måske slå mig ihjel, ligesom du slog Ægypteren ihjel?" Og Moses blev bange og tænkte: "Så er det dog blevet bekendt!"
02O	2	15	Da Farao fik Nys derom, søgte han at komme Moses til Livs, men Moses flygtede for Farao og tyede til Midjans Land, og der satte han sig ved en Brønd.
02O	2	16	Præsten i Midjan havde syv Døtre; de kom nu hen og øste Vand og fyldte Trugene for at vande deres Faders Småkvæg.
02O	2	17	Da kom Hyrderne og vilde jage dem bort, men Moses stod op og hjalp dem og vandede deres Småkvæg.
02O	2	18	Da de nu kom hjem til deres Fader Reuel, sagde han: "Hvorfor kommer I så tidligt hjem i Dag?"
02O	2	19	De svarede: "Der var en Ægypter, som hjalp os over for Hyrderne, ja han øste også Vand for os og vandede Småkvæget."
02O	2	20	Da sagde han til sine Døtre: "Hvor er han da? Hvorfor har I ladet Manden blive derude? Byd ham ind, at han kan få noget at spise!"
02O	2	21	Så bestemte Moses sig til at tage Ophold hos Manden, og han gav Moses sin Datter Zippora til Ægte,
02O	2	22	og hun fødte en Søn, som han kaldte Gersom; "thi," sagde han, "jeg er blevet Gæst i et fremmed Land."
02O	2	23	Således gik der lang Tid hen, og imidlertid døde Ægypterkongen. Men Israeliterne stønnede og klagede under deres Trældom, og deres Skrig over Trældommen nåede op til Gud.
02O	2	24	Da hørte Gud deres Jamren, og Gud ihukom sin Pagt med Abraham, Isak og Jakob,
02O	2	25	og Gud så til Israeliterne, og Gud kendtes ved dem.
02O	3	1	Moses vogtede nu Småkvæget for sin Svigerfader Jetro, Præsten i Midjan,og drev engang Småkvæget hen hinsides Ørkenen og kom til Guds Bjerg Horeb.
02O	3	2	Da åbenbarede HERRENs Engel sig for ham i en Ildslue, der slog ud af en Tornebusk, og da han så nærmere til, se, da stod Tornebusken i lys Lue, uden at den blev fortæret.
02O	3	3	Da sagde Moses: "Lad mig gå hen og se på dette underfulde Skue, hvorfor Tornebusken ikke brænder op."
02O	3	4	Men da HERREN så, at han gik hen for at se derpå, råbte Gud til ham fra Tornebusken: "Moses, Moses!" Og han svarede: "Se, her er jeg!"
02O	3	5	Da sagde han: "Kom ikke nærmere! Drag dine Sko af dine Fødder, thi det Sted, du står på, er hellig Jord!"
02O	3	6	Og han sagde: "Jeg er din Faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud." Da skjulte Moses sit Ansigt, thi han frygtede for at skue Gud.
02O	3	7	Derpå sagde HERREN: "Jeg har set mit Folks Elendighed i Ægypten, og jeg har hørt deres Klageskrig over deres Undertrykkere, ja, jeg kender deres Lidelser;
02O	3	8	og jeg er steget ned for at udfri dem af Ægyptens Hånd og føre dem bort fra dette Land til et godt og vidtstrakt Land, til et Land, der flyder med Mælk og Honning, til Kana'anæernes, Hetiternes, Amoriternes, Perizzitemes, Hivviternes og Jebusiternes Egn.
02O	3	9	Se, nu er Israeliternes Klageskrig nået til mig, og jeg har også set den Trængsel, Ægypterne har bragt over dem.
02O	3	10	Derfor vil jeg nu sende dig til Farao, og du skal føre mit Folk, Israeliterne, ud af Ægypten!"
02O	3	11	Men Moses sagde til Gud: "Hvem er jeg, at jeg skulde kunne gå til Farao og føre Israeliterne ud af Ægypten?"
02O	3	12	Han svarede: "Jo, jeg vil være med dig! Og dette skal være dig Tegnet på, at det er mig, der har sendt dig: Når du har ført Folket ud af Ægypten, skal I dyrke Gud på dette Bjerg!"
02O	3	13	Men Moses sagde til Gud: "Når jeg kommer til Israeliterne og siger dem, at deres Fædres Gud har sendt mig til dem, hvad skal jeg så svare dem, hvis de spørger om hans Navn7"
02O	3	14	Gud svarede Moses: "Jeg er den, jeg er!" Og han sagde: "Således skal du sige til Israeliterne: JEG ER har sendt mig til eder!"
02O	3	15	Og Gud sagde fremdeles til Moses: "Således skal du sige til Israeliterne: HERREN, eders Fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har sendt mig til eder; dette er mit Navn til evig Tid, og således skal jeg kaldes fra Slægt til Slægt.
02O	3	16	Gå nu hen og kald Israels Ældste sammen og sig til dem: HERREN, eders Fædres Gud, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, har åbenbaret sig for mig og sagt: Jeg har givet Agt på eder og på, hvad man har gjort imod eder i Ægypten,
02O	3	17	og jeg har sat mig for at føre eder ud af Ægyptens Elendighed til Kana'anæernes, Hetiternes, Amoriternes, Perizziternes, Hivviternes og Jebusiternes Land, til et Land, der flyder med Mælk og Honning!
02O	3	18	De vil høre på dig, og du skal sammen med Israels Ældste gå til Ægypterkongen, og I skal sige til ham: HERREN, Hebræernes Gud, har mødt os, tillad os derfor at drage tre Dagsrejser ud i Ørkenen og ofre til HERREN vor Gud!
02O	3	19	Jeg ved vel, at Ægypterkongen ikke vil tillade eder at drage bort uden med Magt;
02O	3	20	men jeg skal udrække min Hånd og ramme Ægypten med alle mine Undergerninger, som jeg vil gøre der; så skal han give eder Lov til at drage af Sted.
02O	3	21	Og jeg vil stemme Ægypterne gunstigt mod dette Folk, så at I, når I drager bort, ikke skal drage bort med tomme Hænder.
02O	3	22	Enhver Kvinde skal bede sin Naboerske og de Kvinder, som er til Huse hos hende, om Sølv og Guldsmykker og Klæder, og I skal give eders Sønner og Døtre det på. Således skal I tage Bytte fra Ægypterne."
02O	4	1	Moses svarede; "Hvis de nu ikke tror mig og ikke hører mig, men siger, at HERREN ikke har åbenbaret sig for mig?"
02O	4	2	Da sagde HERREN til ham: "Hvad har du der i din Hånd?" Han svarede: "En Stav!"
02O	4	3	Og han sagde: "Kast den til Jorden!" Da kastede han den til Jorden, og den blev til en Slange, og Moses flyede for den.
02O	4	4	Og HERREN sagde til Moses: "Ræk Hånden ud og grib den i Halen!" Da rakte han sin Hånd ud, og den blev til en Stav i hans Hånd.
02O	4	5	"For at de nemlig kan tro, at HERREN, deres Fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har åbenbaret sig for dig."
02O	4	6	Og HERREN sagde fremdeles til ham: "Stik din Hånd ind på Brystet!" Da stak han sin Hånd ind på Brystet, og da han trak den ud, se, da var den hvid som Sne af Spedalskhed.
02O	4	7	Derpå sagde han: "Stik atter Hånden ind på Brystet!" Så stak han atter Hånden ind på Brystet, og da han trak den ud, se, da var den igen som hans øvrige Legeme.
02O	4	8	"Hvis de nu ikke tror dig og lader sig overbevise af det første Tegn, så vil de tro det sidste;
02O	4	9	men hvis de end ikke tror på disse to Tegn og hører på dig, tag da Vand fra Nilen og hæld det ud på Jorden, så skal Vandet, som du tager fra Nilen, blive til Blod på Jorden."
02O	4	10	Men Moses sagde til HERREN: "Ak, Herre, jeg er ingen veltalende Mand, jeg var det ikke før og er det heller ikke nu, efter at du har talet til din Tjener, thi jeg har svært ved at udtrykke mig og tale for mig."
02O	4	11	Da svarede HERREN ham: "Hvem har givet Mennesket Mund, og hvem gør stum eller døv, seende eller blind? Mon ikke jeg, HERREN?
02O	4	12	Gå derfor kun, jeg vil være med din Mund og lære dig, hvad du skal sige!"
02O	4	13	Men han sagde: "Ak, Herre, send dog enhver anden end mig!"
02O	4	14	Da blussede HERRENs Vrede op imod Moses, og han sagde: "Har du ikke din Broder Aron, Leviten? Han, ved jeg, kan tale for sig. Han er også allerede på Vej for at møde dig, og han vil glæde sig i sit Hjerte, når han ser dig;
02O	4	15	du skal tale til ham og lægge ham Ordene i Munden, så vil jeg være med din og hans Mund og lære eder, hvad I skal gøre.
02O	4	16	Han skal tale på dine Vegne til Folket; han skal være din Mund, og du skal være som Gud for ham.
02O	4	17	Tag nu i din Hånd denne Stav, som du skal gøre Tegnene med!"
02O	4	18	Derefter vendte Moses tilbage til sin Svigerfader Jetro og sagde til ham: "Lad mig vende tilbage til mine Landsmænd i Ægypten og se, om de endnu er i Live!" Og Jetro svarede Mose's: "Drag bort i Fred!"
02O	4	19	Da sagde HERREN til Moses i Midjan: "Vend tilbage til Ægypten, thi alle de Mænd, der stod dig efter Livet, er døde."
02O	4	20	Så tog Moses sin Hustru og sin Søn og satte dem på sit Æsel og vendte tilbage til Ægypten; og Moses tog Guds Stav i Hånden.
02O	4	21	Men HERREN sagde til Moses: "Når du vender tilbage til Ægypten, så mærk dig dette: Alle de Undergerninger, jeg giver dig Magt til at udføre, skal du gøre for Farao; men jeg vil forhærde hans Hjerte, så han ikke lader Folket rejse.
02O	4	22	Og da skal du sige til Farao: Så siger HERREN: Israel er min førstefødte Søn;
02O	4	23	men da jeg sagde til dig: Lad min Søn rejse, for at han kan dyrke mig! da nægtede du at lade ham rejse. Se, jeg dræber din førstefødte Søn!"
02O	4	24	Men undervejs, i Natteherberget, kom HERREN imod ham og vilde dræbe ham.
02O	4	25	Da greb Zippora en skarp Sten og afskar sin Søns Forhud og berørte hans Blusel dermed, idet hun sagde: "Du er mig en Blodbrudgom!"
02O	4	26	Så lod han ham i Fred. Ved den Lejlighed brugte hun Ordet "Blodbrudgom" med Hentydning til Omskærelsen.
02O	4	27	Derpå sagde HERREN til Aron: "Gå Moses i Møde i Ørkenen!" Og han gik ud og traf ham ved Guds Bjerg og kyssede ham.
02O	4	28	Og Moses fortalte Aron om alt, hvad HERREN havde pålagt ham, og om alle de Tegn, han havde befalet ham at gøre.
02O	4	29	Derefter gik Moses og Aron den og kaldte alle Israeliternes Ældste sammen;
02O	4	30	og Aron fortalte alt, hvad HERREN havde sagt til Moses, og denne gjorde Tegnene i Folkets Påsyn.
02O	4	31	Da troede Folket, og da de hørte, at HERREN havde givet Agt på Israeliterne og set til deres Elendighed, bøjede de sig og tilbad.
02O	5	1	Derefter gik Moses og Aron hen og sagde til Farao: "Så siger HERREN, Israels Gud: Lad mit Folk rejse, for at de kan holde Højtid for mig i Ørkenen!"
02O	5	2	Men Farao sagde: "Hvem er HERREN, at jeg skulde adlyde ham og lade Israeliterne rejse? Jeg kender ikke noget til HERREN, og jeg vil heller ikke lade Israeliterne rejse!"
02O	5	3	De svarede: "Hebræernes Gud har mødt os; tillad os nu at drage tre Dagsrejser ud i Ørkenen og ofre til HERREN. vor Gud, for at han ikke skal slå os med Pest eller Sværd!"
02O	5	4	Men Ægypterkongen sagde til dem: "Hvorfor vil I, Moses og Aron, forstyrre Folket i dets Arbejde? Gå til eders Trællearbejde!"
02O	5	5	Og Farao sagde: "Folket er så vist dovent nok; og nu vil I have dem fri fra deres Trællearbejde!"
02O	5	6	Samme Dag udstedte Farao følgende Befaling til Fogederne over Folket og dets Opsynsmænd:
02O	5	7	"I skal ikke mere som hidtil give Folket Halm til Teglarbejdet; de skal selv gå ud og sanke Halm;
02O	5	8	men alligevel skal I pålægge dem at lave lige så mange Teglsten som hidtil, I må ikke eftergive dem noget; thi de er dovne, og derfor er det, de råber op og siger: Lad os drage ud og ofre til vor Gud!
02O	5	9	Strengt Arbejde skal de Mennesker have, for at de kan være optaget deraf og ikke af Løgnetale."
02O	5	10	Da gik Folkets Fogeder og Opsynsmænd ud og sagde til Folket: "Således siger Farao: Jeg vil ikke mere give eder Halm;
02O	5	11	gå selv ud og sank eder Halm, hvor I kan finde det, men i eders Arbejde bliver der intet eftergivet!"
02O	5	12	Da spredte Folket sig over hele Ægypten for at samle Halmstrå.
02O	5	13	Men Fogederne trængte på og sagde: "I skal Dag for Dag yde fuldt Arbejde, ligesom dengang I fik Halm!"
02O	5	14	Og Israeliternes Opsynsmænd, som Faraos Fogeder havde sat over dem, fik Prygl, og der blev sagt til dem: "Hvorfor stryger I ikke mere det fastsatte Antal Teglsten ligesom før?"
02O	5	15	Da gik Israeliternes Opsynsmænd hen og råbte til Farao: "Hvorfor handler du således med din Fræne?
02O	5	16	Dine Trælle får ingen Halm, og dog siger de til os: Lav Teglsten! Og dine Trælle får Prygl; du forsynder dig mod dit Folk."
02O	5	17	Men han svarede: "I er dovne, det er det, I er! Derfor siger I: Lad os rejse ud og ofre til HERREN!
02O	5	18	Gå nu hen og tag fat på eders Arbejde; I får ingen Halm, men I skal levere det samme Antal Teglsten!"
02O	5	19	Israeliternes Opsynsmænd følte sig ilde stedt ved at skulle sige: "Der må intet eftergives i, hvad I daglig skal skaffe af Teglsten!"
02O	5	20	Og da de ved deres Bortgang fra Farao traf Moses og Aron, som stod og ventede på dem,
02O	5	21	sagde de til dem: "HERREN se til eder og dømme eder, fordi I har vakt Afsky mod os hos Farao og hans Tjenere og lagt dem et Sværd i Hånden til at dræbe os med!"
02O	5	22	Da vendte Moses sig igen til HERREN og sagde: "Herre, hvorfor har du handlet ilde med dette Folk? Hvorfor har du udsendt mig?
02O	5	23	Siden jeg har været hos Farao og talt i dit Navn, har han handlet ilde med dette Folk, og frelst dit Folk har du ikke!"
02O	6	1	Men HERREN svarede Moses: "Nu skal du få at se, hvad jeg vil gøre ved Farao! Med Magt skal han blive tvunget til at lade dem rejse, og med Magt skal han blive tvunget til at drive dem ud af sit Land!"
02O	6	2	Gud talede til Moses og sagde til ham: "Jer er HERREN!
02O	6	3	For Abraham, Isak og Jakob åbenbarede jeg mig som Gud den Almægtige, men under mit Navn HERREN gav jeg mig ikke til Kende for dem.
02O	6	4	Eftersom jeg har oprettet min Pagt med dem om at skænke dem Kana'ans Land, deres Udlændigheds Land, hvor de levede som fremmede,
02O	6	5	har jeg nu hørt Israeliternes Klageråb over, at Ægypterne holder dem i Trældon, og jeg er kommet min Pagt i Hu.
02O	6	6	Derfor skal du sige til Israeliterne: Jeg er HERREN, og jeg vil udfri eder fra det Trællearbejde, Ægypterne har pålagt eder, og frelse eder fra deres Trældom og udløse eder med udrakt Arm og med vældige Straffedomme;
02O	6	7	og så vil jeg antage eder som mit Folk og være eders Gud, og I skal kende, at jeg er HERREN eders Gud, som udfrier eder fra Ægypternes Trællearbejde;
02O	6	8	og jeg vil føre eder til det Land, jeg har svoret at ville skænke Abraham, Isak og Jakob, og give eder det i Eje. Jeg er HERREN!"
02O	6	9	Moses kundgjorde nu dette for Israeliterne; men de hørte ikke på Moses, dertil var deres Modløshed for stor og deres Trællearbejde for hårdt
02O	6	10	Da talede HERREN til Moses og sagde:
02O	6	11	"Gå hen og sig til Farao, Ægyptens Konge, at han skal lade Israeliterne drage ud af, sit Land!"
02O	6	12	Men Moses sagde for HERRENs Åsyn: "Israeliterne har ikke hørt på mig, hvor skulde da Farao gøre det, tilmed da jeg er uomskåren på Læberne?"
02O	6	13	Da talede HERREN til Moses og Aron og sendte dem til Farao, Ægyptens Konge, for at føre Israeliterne ud af Ægypten.
02O	6	14	Følgende var Overhovederne for deres Fædrenehuse: Rubens, Israels førstefødtes, Sønner var: Hanok, Pallu, Hezron og Harmi; det er Rubens Slægter.
02O	6	15	Simeons. Sønner var Jemuel, Jamin, Ohad, Jakin, Zohar og Kana'anæerkvindens Søn Sjaul; det er Simeons Slægter.
02O	6	16	Følgende er Navnene på Levis Sønner efter deres Nedstamning: Gerson, Kehat og Merari. Levis Levetid var 137 År.
02O	6	17	Gersons Sønner var Libni og Sjimi efter deres Slægter.
02O	6	18	Hehats Sønner var Amram, Jizhar, Hebon og Uzziel. Hehats Levetid var 133 År.
02O	6	19	Meraris Sønner var Mali og Musji. Det er Levis Slægter efter deres Nedstamning.
02O	6	20	Amram tog sin Faster Jokebed til Ægte; og hun fødte ham Aron og Moses. Amrams Levetid var 137 År.
02O	6	21	Jizhars Sønner var Hora, Nefeg og Zikri.
02O	6	22	Uzziels Sønner var Misjael, Elzafan og Sitri.
02O	6	23	Aron tog Amminadabs Datter, Nahasjons Søster Elisjeba til Ægte; og hun fødte ham Nadab, Abibu, Eleazar og Itamar.
02O	6	24	Koras Sønner var Assir, Elkana og Abiasaf; det er Koraiternes Slægter.
02O	6	25	Arons Søn Eleazar tog en at Putiels Døtre til Ægte; og hun fødte ham Pinehas. Det er Overhovederne for Leviternes Fædrenehuse efter deres Slægter.
02O	6	26	Det var Aron og Moses, som HERREN sagde til: "Før Israeliterne ud af Ægypten, Hærafdeling for Hærafdeling!"
02O	6	27	Det var dem, der talte til Farao, Ægyptens Konge, om at føre Israeliterne ud af Ægypten, Moses og Aron.
02O	6	28	Dengang HERREN talede til Moses i Ægypten,
02O	6	29	talede HERREN til Moses således: "Jeg er HERREN! Forkynd Farao, Ægyptens Konge, alt, hvad jeg siger dig!"
02O	6	30	Men Moses sagde for HERRENs Åsyn: "Se, jeg er uomskåren på Læberne, hvorledes skulde da Farao ville høre på mig?"
02O	7	1	Da sagde HERREN til Moses: "Se, jeg gør dig til Gud for Farao, men din Broder Aron skal være din Profet.
02O	7	2	Du skal sige til ham alt, hvad jeg pålægger dig, men din Broder Aron skal sige det til Farao, for at han skal lade Israeliterne rejse ud af sit Land.
02O	7	3	Men jeg vil forhærde Faraos Hjerte og derefter gøre mange Tegn og Undere i Ægypten.
02O	7	4	Farao skal ikke høre på eder, men jeg vil lægge min Hånd på Ægypten og føre mine Hærskarer, mit Folk Israeliterne, ud af Ægypten med vældige Straffedomme;
02O	7	5	og når jeg udrækker min Hånd mod Ægypten og fører Israeliterne ud derfra, skal Ægypterne kende, at jeg er HERREN."
02O	7	6	Da gjorde Moses og Aron, som HERREN pålagde dem.
02O	7	7	Moses var firsindstyve og Aron tre og firsindstyve År gammel, da de talte til Farao.
02O	7	8	Og HERREN talede til Moses og Aron og sagde:
02O	7	9	"Når Farao kræver et Under af eder, sig så til Aron: Tag din Stav og kast den ned foran Farao, så skal den blive til en Slange!"
02O	7	10	Da gik Moses og Aron til Farao og gjorde, som HERREN bød; og da Aron kastede sin Stav foran Farao og hans Tjenere, blev den til en Slange.
02O	7	11	Men Farao lod som Modtræk Vismændene og Besværgerne kalde, og de, Ægyptens Koglere, gjorde også det samme ved Hjælp af deres hemmelige Kunster;
02O	7	12	de kastede hver sin Stav, og Stavene blev til Slanger, men Arons Stav opslugte deres Stave.
02O	7	13	Men Faraos Hjerte blev forhærdet, og han hørte ikke på dem, således som HERREN havde sagt.
02O	7	14	HERREN sagde nu til Moses: "Faraos Hjerte er forstokket, han vægrer sig ved at lade Folket rejse.
02O	7	15	Gå derfor i Morgen tidlig til Farao, når han begiver sig ned til Vandet, og træd frem for ham ved Nilens Bred og tag Staven, der forvandledes til en Slange, i Hånden
02O	7	16	og sig til ham: HERREN, Hebræernes Gud, sendte mig til dig med det Bud: Lad mit Folk rejse, at det kan dyrke mig i Ørkenen! Men hidtil har du ikke adlydt.
02O	7	17	Så siger HERREN: Deraf skal du kende, at jeg er HERREN: Se, jeg slår Vandet i Nilen med Staven, som jeg holder i min Hånd, og det skal forvandles til Blod,
02O	7	18	Fiskene i Nilen skal dø, og Nilen skal stinke, og Ægypterne skal væmmes ved at drikke Vand fra Nilen."
02O	7	19	Og HERREN sagde til Moses: "Sig til Aron: Tag din Stav og ræk din Hånd ud over Ægypternes Vande, deres Floder, Kanaler, Damme og alle Vandsamlinger, så skal Vandet blive til Blod, og der skal være Blod i hele Ægypten, både i Trækar og Stenkar."
02O	7	20	Og Moses og Aron gjorde, som HERREN bød; Moses løftede Staven og slog Vandet i Nilen for Øjnene af Farao og hans Tjenere, og alt Vandet i Nilen forvandledes til Blod;
02O	7	21	Fiskene i Nilen døde, og Nilen stank, så Ægypterne ikke kunde drikke Vand fra Nilen, og der var Blod i hele Ægypten.
02O	7	22	Men de Ægyptiske Koglere gjorde det samme ved Hjælp af deres hemmelige Kunster, og Faraos Hjerte blev forhærdet, så han ikke hørte på dem, således som HERREN havde sagt.
02O	7	23	Da vendte Farao sig bort og gik hjem, og heller ikke dette lagde han sig på Sinde.
02O	7	24	Men alle Ægypterne gravede i Omegnen af Nilen efter Drikkevand, thi de kunde ikke drikke Nilvandet.
02O	7	25	Og således gik der syv Dage, efter at HERREN havde slået Nilen.
02O	8	1	Derpå sagde HERREN til Moses: "Gå til Farao og sig til ham: Så siger HERREN: Lad mit Folk rejse, for at de kan dyrke mig!
02O	8	2	Men hvis du vægrer dig ved at lade dem rejse, se, da vil jeg plage hele dit Land med Frøer;
02O	8	3	Nilen skal vrimle af Frøer, og de skal kravle op og trænge ind i dit Hus og dit Sovekammer og på dit Leje og i dine Tjeneres og dit Folks Huse, i dine Bagerovne og dine Dejgtruge;
02O	8	4	ja på dig selv og dit Folk og alle dine Tjenere skal Frøerne kravle op."
02O	8	5	Da sagde HERREN til Moses: "Sig til Aron: Ræk din Hånd med Staven ud over Floderne, Kanalerne og Dammene og få Frøerne til at kravle op over Ægypten!"
02O	8	6	Og Aron rakte sin Hånd ud over Ægyptens Vande. Da kravlede Frøerne op og fyldte Ægypten.
02O	8	7	Men Koglerne gjorde det samme ved Hjælp af deres hemmelige Kunster og fik Frøerne til at kravle op over Ægypten.
02O	8	8	Da lod Farao Moses og Aron kalde og sagde: "Gå i Forbøn hos HERREN, at han skiller mig og mit Folk af med Frøerne, så vil jeg lade Folket rejse, at de kan ofre til HERREN."
02O	8	9	Moses svarede Farao: "Du behøver kun at befale over mig! Til hvilken Tid skal jeg gå i Forbøn for dig, dine Tjenere og dit Folk om at få Frøerne bort fra dig og dine Huse, så de kun bliver tilbage i Nilen?"
02O	8	10	Han svarede: "I Morgen!" Da sagde han: "Det skal ske, som du siger, for at du kan kende, at der ingen er som HERREN vor Gud;
02O	8	11	Frøerne skal vige bort fra dig, dine Huse, dine Tjenere og dit Folk; kun i Nilen skal de blive tilbage."
02O	8	12	Moses og Aron gik nu bort fra Farao, og Moses råbte til HERREN om at bortrydde Frøerne, som han havde sendt over Farao;
02O	8	13	og HERREN gjorde, som Moses bad: Frøerne døde i Husene, i Gårdene og på Markerne,
02O	8	14	og man samlede dem sammen i Dynger, så Landet kom til at stinke deraf.
02O	8	15	Men da Farao så, at han havde fået Luft, forhærdede han sit Hjerte og hørte ikke på dem, således som HERREN havde sagt.
02O	8	16	Derpå sagde HERREN til Moses: "Sig til Aron: Ræk din Stav ud og slå Støvet på Jorden med den, så skal det blive til Myg i hele Ægypten!"
02O	8	17	Og de gjorde således; Aron udrakte sin Hånd med Staven og slog Støvet på Jorden dermed. Da kom der Myg over Mennesker og Dyr; alt Støvet på Jorden blev til Myg i hele Ægypten.
02O	8	18	Koglerne søgte nu også ved Hjælp af deres hemmelige Kunster at fremkalde Myg, men de magtede det ikke. Og Myggene kom over Mennesker og Dyr.
02O	8	19	Da sagde Koglerne til Farao: "Det er Guds Finger!" Men Faraos Hjerte blev forhærdet, så han ikke hørte på dem, således som HERREN havde sagt.
02O	8	20	Derpå sagde HERREN til Moses: "Træd i Morgen tidlig frem for Farao, når han begiver sig ned til Vandet, og sig til ham: Så siger HERREN: Lad mit Folk rejse, for at de kan dyrke mig!
02O	8	21	Men hvis du ikke lader mit Folk rejse, se, da sender jeg Bremser over dig, dine Tjenere, dit Folk og dine Huse, og Ægypternes Huse skal blive fulde af Bremser, ja endog Jorden, de bor på;
02O	8	22	men med Gosens Land, hvor mit Folk bor, vil jeg til den Tid gøre en Undtagelse, så der ingen Bremser kommer, for at du kan kende, at jeg HERREN er i Landet;
02O	8	23	og jeg vil sætte Skel mellem mit Folk og dit Folk; i Morgen skal dette Tegn ske!"
02O	8	24	Og HERREN gjorde således: Vældige Bremsesværme trængte ind i Faraos og hans Tjeneres Huse og i hele Ægypten, og Landet hærgedes af Bremserne.
02O	8	25	Da lod Farao Moses og Aron kalde og sagde: "Gå hen og bring eders Gud et Offer her i Landet!"
02O	8	26	Men Moses sagde: "Det går ikke an at gøre således, thi til HERREN vor Gud ofrer vi, hvad der er Ægypterne en Vederstyggelighed; og når vi for Øjnene af Ægypterne ofrer, hvad der er dem en Vederstyggelighed, mon de da ikke stener os?
02O	8	27	Lad os drage tre Dagsrejser ud i Ørkenen og ofre til HERREN vor Gud, således som han har pålagt os!"
02O	8	28	Farao sagde: "Jeg vil lade eder rejse hen og ofre til HERREN eders Gud i Ørkenen; kun må I ikke rejse for langt bort; men gå i Forbøn for mig!"
02O	8	29	Moses svarede: "Se, så snart jeg kommer ud herfra, skal jeg gå i Forbøn hos HERREN, og Bremserne skal vige bort fra Farao, hans Tjenere og hans Folk i Morgen. Blot Farao så ikke igen narrer os og nægter at lade Folket rejse hen og ofre til HERREN!"
02O	8	30	Derpå gik Moses bort fra Farao og gik i Forbøn hos HERREN.
02O	8	31	Og HERREN gjorde, som Moses bad, og Bremserne veg bort fra Farao, hans Tjenere og hans Folk; der blev ikke en eneste tilbage.
02O	8	32	Men Farao forhærdede også denne Gang sit Hjerte og lod ikke Folket rejse.
02O	9	1	Derpå sagde HERREN til Moses: "Gå til Farao og sig til ham: Så siger HERREN, Hebræernes Gud: Lad mit Folk rejse, for at de kan dyrke mig!
02O	9	2	Men hvis du vægrer dig ved at lade dem rejse og bliver ved med at holde dem fast,
02O	9	3	se, da skal HERRENs Hånd komme over dit Kvæg på Marken, over Hestene, Æslerne og Kamelerne, Hornkvæget og Småkvæget med en såre forfærdelig Pest.
02O	9	4	Og HERREN skal sætte Skel mellem Israels Kvæget og Ægypterens Kvæg, så der ikke skal dø noget af, hvad der tilhører Israeliterne."
02O	9	5	Og HERREN satte en Tidsfrist, idet han sagde: "I Morgen skal HERREN lade dette ske i Landet."
02O	9	6	Den følgende Dag lod HERREN det så ske, og alt Ægypternes Kvæg døde, men af Israeliternes Kvæg døde ikke et eneste Dyr.
02O	9	7	Farao sendte da Bud, og se, ikke et eneste Dyr af Israeliternes Kvæg var dødt. Men Faraos Hjerte blev forhærdet, og han lod ikke Folket rejse.
02O	9	8	Derpå sagde HERREN til Moses og Aron: "Tag begge eders Hænder fulde af Sod fra Smelteovnen, og Moses skal kaste det i Vejret i Faraos Påsyn!
02O	9	9	Så skal det blive til en Støvsky over hele Ægypten og til Betændelse, der bryder ud i Bylder på Mennesker og Kvæg i hele Ægypten!"
02O	9	10	Da tog de Sod fra Smelteovnen og trådte frem for Farao, og Moses kastede det i Vejret; og det blev til Betændelse, der brød ud i Bylder på Mennesker og Kvæg.
02O	9	11	Og Koglerne kunde ikke holde Stand over for Moses på Grund af Betændelsen, thi Betændelsen angreb Koglerne såvel som alle de andre Ægyptere.
02O	9	12	Men HERREN forhærdede Faraos Hjerte, så han ikke hørte på dem, således som HERREN havde sagt til Moses.
02O	9	13	Derpå sagde HERREN til Moses: "Træd i Morgen tidlig frem for Farao og sig til ham: Så siger HERREN, Hebræernes Gud: Lad mit Folk rejse, for at de kan dyrke mig!
02O	9	14	Thi denne Gang vil jeg sende alle mine Plager mod dig selv og mod dine Tjenere og dit Folk, for at du kan kende, at der er ingen som jeg på hele Jorden.
02O	9	15	Thi ellers havde jeg nu udrakt min Hånd for at ramme dig og dit Folk med Pest, så du blev udryddet fra Jordens Overflade;
02O	9	16	dog derfor har jeg ladet dig blive i Live for at vise dig min Magt, og for at mit Navn kan blive forkyndt på hele Jorden.
02O	9	17	Endnu stiller du dig i Vejen for mit Folk og vil ikke lade det rejse.
02O	9	18	Se, jeg lader i Morgen ved denne Tid et frygteligt Haglvejr bryde løs, hvis Lige ikke har været i Ægypten, fra den Dag det blev til og indtil nu.
02O	9	19	Derfor må du sørge for at bringe dit Kvæg og alt, hvad du har på Marken, i Sikkerhed! Thi alle Mennesker og Dyr, der befinder sig på Marken og ikke er kommet under Tag, skal rammes af Haglen og omkomme."
02O	9	20	De blandt Faraos Tjenere, der frygtede HERRENs Ord, bragte nu deres Trælle og Kvæg under Tag;
02O	9	21	men de, der ikke lagde sig HERRENs Ord på Hjerte, lod deres Trælle og Kvæg blive ude på Marken.
02O	9	22	Da sagde HERREN til Moses: "Ræk din Hånd op mod Himmelen, så skal der falde Hagl i hele Ægypten på Mennesker og Dyr og på alle Markens Urter i Ægypten!"
02O	9	23	Da rakte Moses sin Stav op mod Himmelen, og HERREN sendte Torden og Hagl; Ild for ned mod Jorden, og HERREN lod Hagl falde over Ægypten;
02O	9	24	og der kom et Haglvejr, med Ildsluer flammende mellem Haglen, så voldsomt, at dets Lige aldrig havde været nogetsteds i Ægypten, siden det blev befolket;
02O	9	25	og i hele Ægypten slog Haglen alt ned, hvad der var på Marken, både Mennesker og Kvæg, og alle Markens Urter slog Haglen ned, og alle Markens Træer knækkede den;
02O	9	26	kun i Gosen, hvor Israeliterne boede, faldt der ikke Hagl.
02O	9	27	Da sendte Farao Bud efter Moses og Aron og sagde til dem: "Denne Gang har jeg syndet; HERREN har Ret, og jeg og mit Folk har Uret;
02O	9	28	gå i Forbøn hos HERREN, at det nu må være nok med Guds Torden og Haglvejret, så vil jeg lade eder rejse, og I skal ikke blive længer!"
02O	9	29	Moses svarede ham: "Så snart jeg kommer ud af Byen, skal jeg udbrede mine Hænder mod HERREN; så skal Tordenen høre op, og Haglen skal ikke falde mere, for at du kan kende, at Jorden tilhører HERREN."
02O	9	30	Dog, jeg ved, at du og dine Tjenere endnu ikke frygter for Gud HERREN."
02O	9	31	Hørren og Byggen blev slået ned, thi Byggen stod i Aks, og Hørren i Blomst;
02O	9	32	derimod blev Hveden og Spelten ikke slået ned, thi de modnes senere.
02O	9	33	Da Moses var gået bort fra Farao og var kommet ud af Byen, udbredte han sine Hænder mod HERREN, og da hørte Tordenen og Haglen op, og Regnen strømmede ikke mere ned.
02O	9	34	Men da Farao så, at Regnen, Haglen og Tordenen var hørt op, fremturede han i sin Synd, og han og hans Tjenere forhærdede deres Hjerte.
02O	9	35	Faraos Hjerte blev forhærdet, så at han ikke lod Israeliterne rejse, således som HERREN havde sagt ved Moses.
02O	10	1	Derpå sagde HERREN til Moses: "Gå til Farao! Thi jeg har forhærdet hans og hans Tjeneres Hjerte, at jeg kan komme til at gøre disse mine Tegn iblandt dem,
02O	10	2	for at du må kunne fortælle din Søn og din Sønnesøn, hvorledes jeg handlede med Ægypterne, og om de Tegn, jeg gjorde iblandt dem; så skal I kende, at jeg er HERREN."
02O	10	3	Da gik Moses og Aron til Farao og sagde til ham: "Så siger HERREN, Hebræernes Gud: Hvor længe vil du vægre dig ved at ydmyge dig for mig? Lad mit Folk rejse, at de kan dyrke mig!
02O	10	4	Men hvis du vægrer dig ved at lade mit Folk rejse, se, da vil jeg i Morgen sende Græshopper over dine Landemærker,
02O	10	5	og de skal skjule Landets Overflade, så man ikke kan se Jorden, og opæde Resten af det, som er blevet tilovers for eder efter Haglen, og opæde alle eders Træer, som gror på Marken;
02O	10	6	og de skal fylde dine Huse og alle dine Tjeneres og alle Ægypternes Huse således, at hverken dine Fædre eller dine Fædres Fædre nogen Sinde har oplevet Mage dertil, fra den Dag de kom til Verden og indtil denne Dag!" Dermed vendte han sig bort og forlod Farao.
02O	10	7	Men Faraos Tjenere sagde til ham: "Hvor længe skal denne Mand styrte os i Ulykke? Lad dog disse Mennesker rejse og lad dem dyrke HERREN deres Gud! Har du endnu ikke indset, at Ægypten går til Grunde?"
02O	10	8	Moses og Aron blev nu hentet tilbage til Farao, og han sagde til dem: "Drag af Sted og dyrk HERREN eders Gud! Men hvem er det nu, der vil af Sted?"
02O	10	9	Moses svarede: "Med vore Børn og vore gamle vil vi drage af Sted, med vore Sønner og vore Døtre, vort Småkvæg og vort Hornkvæg vil vi drage af Sted, thi vi skal fejre HERRENs Højtid."
02O	10	10	Da sagde han til dem: "HERREN være med eder, om jeg lader eder rejse sammen med eders Kvinder og Børn! Der ser man, at I har ondt i Sinde!
02O	10	11	Nej men I Mænd kan drage bort og dyrke HERREN; det var jo det, I ønskede!" Derpå jog man dem bort fra Farao.
02O	10	12	Da sagde HERREN til Moses: "Ræk din Hånd ud over Ægypten og få Græshopperne til at komme; de skal komme over Ægypten og opæde alt, hvad der vokser i Landet, alt, hvad Haglen har levnet!"
02O	10	13	Moses rakte da sin Stav ud over Ægypten, og HERREN lod en Østenstorm blæse over Landet hele den Dag og den påfølgende Nat; og da det blev Morgen, førte Østenstormen Græshopperne med sig.
02O	10	14	Da kom Græshopperne over hele Ægypten, og de slog sig ned i hele Ægyptens Område i uhyre Mængder; aldrig før havde der været så mange Græshopper, og ingen Sinde mere skal der komme så mange.
02O	10	15	Og de skjulte hele Jordens Overflade, så Jorden blev sort af dem, og de opåd alt, hvad der voksede i Landet, og alle Træfrugter, alt, hvad Haglen havde levnet, og der blev intet grønt tilbage på Træerne eller på Markens Urter i hele Ægypten.
02O	10	16	Da lod Farao skyndsomt Moses og Aron kalde til sig og sagde: "Jeg har syndet mod HERREN eders Gud og mod eder!
02O	10	17	Men tilgiv mig nu min Synd denne ene Gang og gå i Forbøn hos eders Gud, at han dog blot vil tage denne dødbringende Plage fra mig!"
02O	10	18	Da gik Moses bort fra Farao og bad til HERREN.
02O	10	19	Og HERREN lod Vinden slå om til en voldsom Vestenvind, som tog Græshopperne og drev dem ud i det røde Hav, så der ikke blev en eneste Græshoppe tilbage i hele Ægyptens Område.
02O	10	20	Men HERREN forhærdede Faraos Hjerte, så han ikke lod Israeliterne rejse.
02O	10	21	Derpå sagde HERREN til Moses: "Ræk din Hånd op mod Himmelen, så skal der komme et Mørke over Ægypten, som man kan tage og føle på!"
02O	10	22	Da rakte Moses sin Hånd op mod Himmelen, og der kom et tykt Mørke i hele Ægypten i tre Dage;
02O	10	23	den ene kunde ikke se den anden, og ingen flyttede sig af Stedet i tre Dage; men overalt, hvor Israeliterne boede, var det lyst.
02O	10	24	Da lod Farao Moses kalde og sagde: "Drag hen og dyrk HERREN. Dog skal eders Småkvæg og Hornkvæg blive tilbage, men eders Kvinder og Børn må I tage med."
02O	10	25	Men Moses sagde: "Du må også overlade os Slagtofre og Brændofre, som vi kan bringe HERREN vor Gud;
02O	10	26	også vore Hjorde må vi have med, ikke en Klov må blive tilbage, thi dem har vi Brug for, når vi skal dyrke HERREN vor Gud, og vi ved jo ikke,hvor meget vi behøver dertil, før vi kommer til Stedet."
02O	10	27	Da forhærdede HERREN Faraos Hjerte, så han nægtede at lade dem rejse.
02O	10	28	Og Farao sagde til ham: "Gå bort fra mig og vogt dig for at komme mig for Øje mere; thi den Dag du kommer mig for Øje, er du dødsens!"
02O	10	29	Da sagde Moses: "Du har sagt det, jeg skal ikke mere komme dig for Øje!"
02O	11	1	Derpå sagde HERREN til Moses: "Een Plage endnu vil jeg lade komme over Farao og Ægypterne, og efter den skal han lade eder rejse herfra; ja, når han lader eder rejse med alt, hvad I har, skal han endog drive eder herfra!
02O	11	2	Sig nu til Folket, at hver Mand skal bede sin Nabo, og hver Kvinde sin Naboerske om Sølv og Guld smykker!"
02O	11	3	Og HERREN stemte Ægypterne gunstigt imod Folket, og desuden var den Mand Moses højt anset i Ægypten både hos Faraos Tjenere og hos Folket.
02O	11	4	Moses sagde: "Så siger HERREN: Ved Midnatstid vil jeg drage igennem Ægypten,
02O	11	5	og så skal alle førstefødte i Ægypten dø, lige fra den førstefødte hos Farao, der skal arve hans Trone, til den førstefødte hos Trælkvinden, der arbejder ved Håndkværnen, og alt det førstefødte af Kvæget.
02O	11	6	Da skal der i hele Ægypten lyde et Klageskrig så stort, at dets Lige aldrig har været hørt og aldrig mere skal høres.
02O	11	7	Men end ikke en Hund skal bjæffe ad nogen af Israeliterne, hverken ad Folk eller Fæ for at du kan kende, at HERREN gør Skel mellem Ægypterne og Israel.
02O	11	8	Da skal alle dine Tjenere der komme ned til mig og kaste sig til Jorden for mig og sige: Drag dog bort med alt det Folk, der følger dig! Og så vil jeg drage bort !" Og han gik ud fra Farao med fnysende Vrede.
02O	11	9	Men HERREN sagde til Moses: "Farao skal ikke høre på eder, for at mine Undergerninger kan blive talrige i Ægypten."
02O	11	10	Og Moses og Aron gjorde alle disse Undergerninger i Faraos Påsyn, men HERREN forhærdede Faraos Hjerte, så han ikke lod Israeliterne drage ud af sit Land.
02O	12	1	Derpå talede HERREN til Moses og Aron i Ægypten og sagde:
02O	12	2	"Denne Måned skal hos eder være Begyndelsesmåneden, den skal hos eder være den første af Årets Måneder.
02O	12	3	Tal til hele Israels Menighed og sig: På den tiende Dag i denne Måned skal hver Familiefader tage et Lam, et Lam for hver Familie.
02O	12	4	Og dersom en Familie er for lille til et Lam, skal han sammen med sin nærmeste Nabo tage et Lam, svarende til Personernes Antal; hvor mange der skal være om et Lam, skal I beregne efter. hvad hver enkelt kan spise.
02O	12	5	Det skal være et lydefrit, årgammelt Handyr, og I kan tage det enten blandt Fårene eller Gederne.
02O	12	6	I skal have det gående til den fjortende Dag i denne Måned, og hele Israels Menigheds Forsamling skal slagte det ved Aftenstid.
02O	12	7	Og de skal tage noget af Blodet og stryge det på de to Dørstolper og Overliggeren i de Huse, hvor I spiser det.
02O	12	8	I skal spise Kødet samme Nat, stegt over Ilden, og I skal spise usyret Brød og bitre Urter dertil.
02O	12	9	I må ikke spise noget deraf råt eller kogt i Vand, men kun stegt over Ilden, og Hoved, Ben og Indmad må ikke være skilt fra.
02O	12	10	I må intet levne deraf til næste Morgen, men hvad der bliver tilovers deraf til næste Morgen, skal I brænde.
02O	12	11	Og når I spiser det, skal I have Bælte om Lænden ,Sko på Fødderne og Stav i Hånden, og I skal spise det i største Hast. Det er Påske for HERREN.
02O	12	12	I denne Nat vil jeg drage igennem Ægypten og ihjelslå alt det førstefødte i Ægypten både blandt Folk og Fæ; og over alle Ægyptens Guder vil jeg holde Dom. Jeg er HERREN!
02O	12	13	Men for eder skal Blodet på Husene, hvor I er, tjene som Tegn, og jeg vil se Blodet og gå eder forbi; intet ødelæggende Slag skal ramme eder, når jeg slår Ægypten.
02O	12	14	Denne Dag skal være eder en Mindedag, og I skal fejre den som en Højtid for HERREN, Slægt efter Slægt; som en evig gyldig Ordning skal I fejre den.
02O	12	15	I syv Dage skal I spise usyret Brød. Straks den første Dag skal I skaffe al Surdejg bort af eders Huse; thi hver den, som spiser noget syret fra den første til den syvende Dag, det Menneske skal udryddes af Israel.
02O	12	16	På den første dag skal I holde Højtidsstævne og ligeledes på den syvende Dag. Intet Arbejde må udføres på dem; kun det, enhver behøver til Føde, det og intet andet må I tilberede.
02O	12	17	I skal holde det usyrede Brøds Højtid, thi på denne selv samme Dag førte jeg eders Hærskarer ud af Ægypten, derfor skal I højtideligholde denne Dag i alle kommende Slægtled som en evig gyldig Ordning.
02O	12	18	På den fjortende Dag i den første Måned om Aftenen skal I spise usyret Brød og vedblive dermed indtil Månedens en og tyvende Dag om Aftenen.
02O	12	19	I syv Dage må der ikke findes Surdejg i eders Huse, thi hver den, som spiser noget syret, det Menneske skal udryddes af Israels Menighed, de fremmede så vel som de indfødte i Landet.
02O	12	20	I må ikke nyde noget som helst syret; hvor I end bor, skal I spise usyret Brød."
02O	12	21	Da kaldte Moses alle Israels Ældste sammen og sagde til dem: "Gå ud og hent eder Småkvæg til eders Familier og slagt Påskeofferet;
02O	12	22	og tag eder Ysopkoste, dyp dem i Blodet i Fadet og stryg noget deraf på Overliggeren og de to Dørstolper; og ingen af eder må gå ud af sin Husdør før i Morgen.
02O	12	23	Thi HERREN vil gå omkring og slå Ægypterne, og når han da ser Blodet på Overliggeren og de to Dørstolper, vil han gå Døren forbi og ikke give Ødelæggeren Adgang til eders Huse for at slå eder.
02O	12	24	Dette skal I varetage som en Anordning, der gælder for dig og dine Børn til evig Tid.
02O	12	25	Og når I kommer til det Land, HERREN vil give eder, således som han har forjættet, så skal I overholde denne Skik.
02O	12	26	Når da eders Børn spørger eder: Hvad betyder den Skik, I der har?
02O	12	27	så skal I svare: Det er Påskeoffer for HERREN, fordi han gik Israeliternes Huse forbi i Ægypten, dengang han slog Ægypterne, men lod vore Huse urørte!" Da bøjede Folket sig og tilbad.
02O	12	28	Og Israeliterne gik hen og gjorde, som HERREN havde pålagt Moses og Aron.
02O	12	29	Men ved Midnatstid ihjelslog HERREN alle de førstefødte i Ægypten lige fra Faraos førstefødte, der skulde arve hans Trone, til den førstefødte hos Fangen, der sad i Fangehullet, og alt det førstefødte af Kvæget.
02O	12	30	Da stod Farao op om Natten tillige med alle sine Tjenere og alle Ægypterne, og der lød et højt Klageskrig i Ægypten, thi der var intet Hus, hvor der ikke fandtes en død.
02O	12	31	Og han lod Moses og Aron kalde om Natten og sagde: "Bryd op og drag bort fra mit Folk, I selv og alle Israeliterne, og drag ud og dyrk HERREN, som I har forlangt.
02O	12	32	Tag også eders Småkvæg og Hornkvæg med, som I har forlangt, og drag bort; og bed også om Velsignelse for mig!"
02O	12	33	Og Ægypterne trængte på Folket for at påskynde deres Afrejse fra Landet, thi de sagde: "Vi mister alle Livet!"
02O	12	34	Og , Folket tog deres Dejg med sig, før den var syret, og de bar Dejtrugene på Skulderen, indsvøbte i deres Kapper.
02O	12	35	Men Israeliterne havde gjort, som Moses havde sagt, og bedt Ægypterne om Sølv og Guldsmykker og om Klæder;
02O	12	36	og HERREN havde stemt Ægypterne gunstigt mod Folket, så de havde givet dem, hvad de bad om. Således tog de Bytte fra Ægypterne.
02O	12	37	Så brød Israeliterne op fra Rameses til Sukkot, henved 600.000 Mand til Fods foruden Kvinder og Børn.
02O	12	38	Desuden fulgte en stor Hob sammenløbet Folk med og dertil Småkvæg og Hornkvæg, en vældig Mængde Kvæg.
02O	12	39	Og af den Dejg, de havde bragt med fra Ægypten, bagte de usyret Brød; den var nemlig ikke syret, de var jo drevet ud af Ægypten uden at få Tid til noget; de havde ikke engang tilberedt sig Tæring til Rejsen.
02O	12	40	Den Tid, Israeliterne havde boet i Ægypten, udgjorde 430 År.
02O	12	41	Netop på den Dag da de 430 År var til Ende, drog alle HERRENs Hærskarer ud af Ægypten.
02O	12	42	En Vågenat var det for HERREN, i hvilken han vilde føre dem ud af Ægypten. Den Nat er viet HERREN, en Vågenat for alle Israeliterne, Slægt efter Slægt.
02O	12	43	HERREN sagde til Moses og Aron: "Dette er Ordningen angående Påskelammet: Ingen fremmed må spise deraf.
02O	12	44	Men enhver Træl, der er købt for Penge, må spise deraf, såfremt du har fået ham omskåret.
02O	12	45	Ingen indvandret eller Daglejer må spise deraf.
02O	12	46	Det skal spises i et og samme Hus, og intet af Kødet må bringes ud af Huset; I må ikke sønderbryde dets Ben.
02O	12	47	Hele Israels Menighed skal fejre Påsken.
02O	12	48	Dersom en fremmed bor som Gæst hos dig og vil fejre Påske for HERREN, da skal alle af Mandkøn hos ham omskæres; så må han være med til at fejre den, og han skal være ligestillet med den indfødte i Landet; men ingen uomskåren må spise deraf.
02O	12	49	En og samme Lov skal gælde for den indfødte i Landet og for den fremmede, der bor som Gæst hos eder."
02O	12	50	Og Israeliterne gjorde, som HERREN havde pålagt Moses og Aron.
02O	12	51	På denne selv samme Dag førte HERREN Israeliterne ud af Ægypten, Hærskare for Hærskare.
02O	13	1	Og HERREN talede til Moses og sagde:
02O	13	2	"Du skal hellige mig alt det førstefødte, alt, hvad der åbner Moders Liv hos Israeliterne både af Mennesker og Kvæg; det skal tilhøre mig!"
02O	13	3	Og Moses sagde til Folket: "Kom denne Dag i Hu, på hvilken I vandrer ud af Ægypten, af Trællehuset, thi med stærk Hånd førte HERREN eder ud derfra! Og der må ikke spises syret Brød.
02O	13	4	I Dag vandrer I ud, i Abib Måned.
02O	13	5	Når nu HERREN fører dig til Kana'anæernes, Hetiternes, Amoriternes, Hivviternes og Jebusiternes Land, som han tilsvor dine Fædre at ville give dig, et Land, der flyder med Mælk og Honning, så skal du overholde denne Skik i denne Måned.
02O	13	6	I syv Dage skal du spise usyret Brød, og på den syvende Dag skal der være Højtid for HERREN.
02O	13	7	I disse syv Dage skal der spises usyret Brød, og der må hverken findes syret Brød eller Surdejg hos dig nogetsteds inden dine Landemærker.
02O	13	8	Og du skal på den Dag fortælle din Søn, at dette sker i Anledning af, hvad HERREN gjorde for dig, da du vandrede ud af Ægypten!
02O	13	9	Det skal være dig som et Tegn på din Hånd og et Erindringsmærke på din Pande, for at HERRENs Lov må være i din Mund, thi med stærk Hånd førte HERREN dig ud af Ægypten.
02O	13	10	Og du skal holde dig denne Anordning efterrettelig til den fastsatte Tid, År efter År.
02O	13	11	Og når HERREN fører dig til Kana'anæernes Land, således som han tilsvor dig og dine Fædre, og giver dig det,
02O	13	12	da skal du overlade HERREN alt, hvad der åbner Moders Liv; alt det førstefødte, som falder efter dit Kvæg, for så vidt det er et Handyr, skal tilhøre HERREN.
02O	13	13	Men alt det førstefødte af Æslerne skal du udløse med et Stykke Småkvæg, og hvis du ikke udløser det, skal du sønderbryde dets Hals; og alt det førstefødte af Mennesker blandt dine Sønner skal du udløse.
02O	13	14	Og når din Søn i Fremtiden spørger dig: Hvad betyder dette? skal du svare ham: Med stærk Hånd førte HERREN os ud af Ægypten, af Trællehuset;
02O	13	15	og fordi Farao gjorde sig hård og ikke vilde lade os drage bort, ihjelslog HERREN alt det førstefødte i Ægypten både af Folk og Fæ; derfor ofrer vi HERREN alt, hvad der åbner Moders Liv, for så vidt det er et Handyr, og alt det førstefødte blandt vore Sønner udløser vi!
02O	13	16	Og det skal være dig som et Tegn på din Hånd og et Erindringsmærke på din Pande, thi med stærk Hånd førte HERREN os ud af Ægypten."
02O	13	17	Da Farao lod Folket drage bort, førte Gud dem ikke ad Vejen til Filisterlandet, som havde været den nærmeste, thi Gud sagde: "Folket kunde komme til at fortryde det, når de ser, der bliver Krig, og vende tilbage til Ægypten."
02O	13	18	Men Gud lod Folket gøre en Omvej til Ørkenen i Retning af det røde Hav. Israeliterne drog nu væbnede ud af Ægypten.
02O	13	19	Og Moses tog Josefs Ben med sig, thi denne havde taget Israels Sønner i Ed og sagt: "Når Gud ser til eder, skal I føre mine Ben med eder herfra!"
02O	13	20	De brød op fra Sukkot og lejrede sig i Etam ved Randen af Ørkenen.
02O	13	21	Men HERREN vandrede foran dem, om dagen i en Skystøtte for at vise dem Vej og om Natten i en Ildstøtte for at lyse for dem; så kunde de rejse både Dag og Nat.
02O	13	22	Og Skystøtten veg ikke fra Folket om Dagen, ej heller Ildstøtten om Natten.
02O	14	1	Og HERREN talede til Moses og sagde:
02O	14	2	"Sig til Israeliterne, at de skal vende om og lejre sig ved Pi Hakirot mellem Migdol og Havet; lige over for Bål Zefon skal I lejre eder ved Havet.
02O	14	3	Farao vil da tænke om Israeliterne, at de er faret vild i Landet, og at Ørkenen har sluttet dem inde;
02O	14	4	og jeg vil forhærde Faraos Hjerte, så han sætter efter dem, og jeg vil forherlige mig på Farao og hele hans Krigsmagt, og Ægypterne skal kende, at jeg er HERREN!" Og de gjorde således.
02O	14	5	Da det nu neldtes Ægypterkongen, at Folket var flygtet, skiftede Farao og hans Tjenere Sind over for Folket og sagde: "Hvor kunde vi dog slippe Israeliterne af vor Tjeneste!"
02O	14	6	Da lod han spænde for sin Vogn og tog sine Krigsfolk med sig;
02O	14	7	han tog 600 udsøgte Stridsvogne og alle Ægyptens Krigsvogne, alle bemandede med Vognkæmpere.
02O	14	8	Og HERREN forhærdede Ægypterkongen Faraos Hjerte, så han satte efter Israeliterne; men Israeliterne var draget ud under en stærk Hånds Værn.
02O	14	9	Og Ægypterne, alle Faraos Heste og Vogne og hans Ryttere og øvrige Krigsfolk, satte efter dem og indhentede dem, da de havde slået Lejr ved Havet, ved Pi Hakirot over for Ba'al Zefon.
02O	14	10	Da nu Farao nærmede sig, så Israeliterne op og fik Øje på Ægypterne, der drog efter dem, og de grebes af stor Angst; da råbte Israeliterne til HERREN;
02O	14	11	og de sagde til Moses: "Er det, fordi der ingen Grave var i Ægypten, at du har fået os ud for at dø i Ørkenen? Hvad er det dog, du har gjort os, at du førte os ud af Ægypten?
02O	14	12	Var det ikke det, vi sagde til dig i Ægypten: Lad os i Fred, og lad os blive ved at trælle for Ægypterne! Thi det er bedre for os at trælle for Ægypterne end at dø i Ørkenen."
02O	14	13	Men Moses svarede Folket: "Frygt ikke! Hold blot Stand, så skal I se HERRENs Frelse, som han i Dag vil hjælpe eder til, thi som I ser Ægypterne i Dag, skal I aldrig i Evighed se dem mere.
02O	14	14	HERREN skal stride for eder, men I skal tie!"
02O	14	15	Da sagde HERREN til Moses: "Hvorfor råber du til mig? Sig til Israeliterne, at de skal bryde op!
02O	14	16	Løft din Stav og ræk din Hånd ud over Havet og skil det ad i to Dele, så Israeliterne kan vandre gennem Havet på tør Bund.
02O	14	17	Se, jeg vil forhærde Ægypternes Hjerte, så de følger efter dem, og jeg vil forherlige mig på Farao og hele hans Krigsmagt, på hans Vogne og Ryttere,
02O	14	18	og Ægypterne skal kende, at jeg er HERREN, når jeg forherliger mig på Farao, hans Vogne og Ryttere."
02O	14	19	Guds Engel, der drog foran Israels Hær, flyttede sig nu og gik bag ved dem; og Skystøtten flyttede sig fra Pladsen foran dem og stillede sig bag ved dem
02O	14	20	og kom til at stå imellem Ægypternes og Israels Hære; og da det blev mørkt; blev Skystøtten til en Ildstøtte og oplyste Natten. Således kom de ikke hinanden nær hele Natten.
02O	14	21	Moses rakte da sin Hånd ud over Havet, og HERREN drev Havet bort med en stærk Østenstorm, der blæste hele Natten, og han gjorde Havet til tørt Land. Og Vandet delte sig.
02O	14	22	Da gik Israeliterne midt igennem Havet på tør Bund, medens Vandet stod som en Mur på begge Sider af dem.
02O	14	23	Og Ægypterne, alle Faraos Heste,Vogne og Ryttere, satte efter dem og forfulgte dem midt ud i Havet.
02O	14	24	Men ved Morgenvagtens Tid skuede HERREN fra Ild og Skystøtten hen imod Ægypternes Hær og bragte den i Uorden;
02O	14	25	og han stoppede Vognenes Hjul, så de havde ondt ved at få dem frem. Da sagde Ægypterne: "Lad os flygte for Israel, thi HERREN kæmper for dem imod Ægypten!"
02O	14	26	Men HERREN sagde til Moses: "Ræk din Hånd ud over Havet, så skal Vandet vende tilbage over Ægypterne, deres Vogne og Ryttere!"
02O	14	27	Da rakte Moses sin Hånd ud over Havet; og Havet vendte tilbage til sit sædvanlige Leje ved Morgenens Frembrud, medens de flygtende Ægyptere kom lige imod det, og HERREN drev Ægypterne midt ud i Havet.
02O	14	28	Da vendte Vandet tilbage og overskyllede Vognene og Rytterne i hele Faraos Krigsmagt, som havde forfulgt dem ud i Havet; ikke en eneste af dem blev tilbage.
02O	14	29	Men Israeliterne var gået gennem Havet på tør Bund, medens Vandet stod som en Mur på begge Sider af dem.
02O	14	30	Og HERREN frelste på den dag Israel af Ægypternes Hånd, og Israel så Ægypterne ligge døde ved Havets Bred.
02O	14	31	Da så Israel den Stordåd, HERREN havde udført mod Ægypterne; og Folket frygtede HERREN, og de troede på HERREN og på hans Tjener Moses.
02O	15	1	Ved den Lejlighed sang Moses og Israeliterne denne Sang for HERREN: Jeg vil synge for HERREN, thi han er højt ophøjet, Hest og Rytter styrted han i Havet!
02O	15	2	HERREN er min Styrke og min Lovsang, og han blev mig til Frelse. Han er min Gud, og jeg vil prise ham, min Faders Gud, og jeg vil ophøje ham.
02O	15	3	HERREN er en Krigshelt, HERREN er hans Navn!
02O	15	4	Faraos Vogne og Krigsmagt styrted han i Havet, hans ypperste Vognkæmpere drukned i det røde Hav,
02O	15	5	Strømmene dækked dem, de sank som Sten i Dybet.
02O	15	6	Din højre, HERRE, er herlig i Kraft, din højre, HERRE, knuser Fjenden.
02O	15	7	I din Højheds Vælde fælder du dine Modstandere, du slipper din Harme løs, den fortærer dem som Strå.
02O	15	8	Ved din Næses Pust dyngedes Vandene op, Vandene stod som en Vold, Strømmene stivnede midt i Havet.
02O	15	9	Fjenden tænkte: "Jeg sætter efter dem, indhenter dem, uddeler Bytte, stiller mit Begær på dem; jeg drager mit Sværd, min Hånd skal udrydde dem."
02O	15	10	Du blæste med din Ånde, Havet skjulte dem; de sank som Bly i de vældige Vande.
02O	15	11	Hvo er som du blandt Guder, HERRE, hvo er som du, herlig i Hellighed, frygtelig i Stordåd, underfuld i dine Gerninger!
02O	15	12	Du udrakte din højre, og Jorden slugte dem.
02O	15	13	Du leded i din Miskundhed det Folk, du genløste, du førte det i din Vælde til din hellige Bolig.
02O	15	14	Folkene hørte det og bæved, Skælven greb Filisterlandets Folk. 15Da forfærdedes Edoms Høvdinger, Moabs Fyrster grebes af Rædsel, Kana'ans Beboere tabte alle Modet.
02O	15	16	Skræk og Angst faldt over dem, ved din Arms Vælde blev de målløse som Sten, til dit Folk var nået frem, o HERRE, til Folket, du vandt dig, var nået frem.  17du førte dem frem og planted dem i din Arvelods Bjerge, på det Sted du beredte dig til Bolig, HERRE, i den Helligdom, Herre, som dine Hænder grundfæsted.
02O	15	18	HERREN er Konge i al Evighed!
02O	15	19	Thi da Faraos Heste med hans Vogne og Ryttere drog ud i Havet, lod HERREN Havets Vande strømme tilbage over dem, medens Israeliterne gik gennem Havet på tør Bund.
02O	15	20	Da greb Profetinden Mirjam, Arons Søster, Pauken, og alle Kvinderne fulgte hende med Pauker og Danse,
02O	15	21	og Mirjam sang for: Syng for HERREN, thi han er højt ophøjet, Hest og Rytter styrted han i Havet!
02O	15	22	Derpå lod Moses Israel bryde op fra det røde Hav, og de drog ud i Sjurs Ørken, og de vandrede tre Dage i Ørkenen uden at finde Vand.
02O	15	23	Så nåede de Mara, men de kunde ikke drikke Vandet for dets bitre Smag, thi det var bittert; derfor kaldte man Stedet Mara.
02O	15	24	Da knurrede Folket mod Moses og sagde: "Hvad skal vi drikke?"
02O	15	25	Men han råbte til HERREN, og da viste HERREN ham en bestemt Slags Træ; og da han kastede det i Vandet, blev Vandet drikkeligt. Der gav han dem Bestemmelser om Lov og Ret, og der satte han dem på Prøve.
02O	15	26	Og han sagde: "Hvis du vil høre på HERREN din Guds Røst og gøre, hvad der er ret i hans Øjne, og lytte til hans Bud og holde dig alle hans Bestemmelser efterrettelig, så vil jeg ikke bringe nogen af de Sygdomme over dig, som jeg bragte over Ægypterne, men jeg HERREN er din Læge!"
02O	15	27	Derpå kom de til Elim, hvor der var tolv Vandkilder og halvfjerdsindstyve Palmetræer, og de lejrede sig ved Vandet der.
02O	16	1	Så brød de op fra Elim, og hele Israeliternes Menighed kom til Sins Ørken, der ligger mellem Elim og Sinaj, på den femtende Dag i den anden Måned efter deres Udvandring af Ægypten.
02O	16	2	Men hele Israeliternes Menighed knurrede mod Moses og Aron i Ørkenen,
02O	16	3	og Israeliterne sagde til dem: "Var vi dog blot døde for HERRENs Hånd i Ægypten, hvor vi sad ved Kødgryderne og kunde spise os mætte i Brød! Thi I har ført os ud i denne Ørken for at lade hele denne Forsamling dø af Sult."
02O	16	4	Da sagde HERREN til Moses: "Se, jeg vil lade Brød regne ned fra Himmelen til eder, og Folket skal gå ud og hver Dag samle så meget, som de daglig behøver, for at jeg kan prøve dem, om de vil følge min Lov eller ej.
02O	16	5	Og når de på den sjette Ugedag tilbereder, hvad de har bragt hjem, så skal det være dobbelt så meget, som de samler de andre Dage."
02O	16	6	Og Moses og Aron sagde til alle Israeliterne: "I Aften skal I kende, at det er HERREN, som har ført eder ud af Ægypten,
02O	16	7	og i Morgen skal I skue HERRENs Herlighed, thi han har hørt eders Knurren mod HERREN; thi hvad er vel vi, at I knurrer mod os!"
02O	16	8	Og Moses tilføjede: "Det skal ske, når HERREN i Aften giver eder Kød at spise og i Morgen Brød at mætte eder med; thi HERREN har hørt, hvorledes I knurrer mod ham; thi hvad er vi? Thi det er ikke os, I knurrer imod, men HERREN."
02O	16	9	Derpå sagde Moses til Aron: "Sig til hele Israeliternes Menighed: Træd frem for HERRENs Åsyn, thi han har hørt eders Knurren!"
02O	16	10	Og da Aron sagde det til hele Israeliternes Menighed, vendte de sig mod Ørkenen, og se, HERRENs Herlighed viste sig i Skyen.
02O	16	11	Da talede HERREN til Moses og sagde:
02O	16	12	"Jeg har hørt Israeliternes Knurren; sig til dem: Ved Aftenstid skal I få Kød at spise, og i Morgen tidlig skal I få Brød at mætte eder med, og I skal kende, at jeg er HERREN eders Gud."
02O	16	13	Da det nu blev Aften, kom en Sværm Vagtler flyvende og faldt i et tykt Lag over Lejren; og næste Morgen lå Duggen tæt rundt om Lejren,
02O	16	14	og da Duggen svandt, var Ørkenen dækket med noget fint, skælagtigt noget, noget fint der lignede Rim på Jorden.
02O	16	15	Da Israeliterne så det, spurgte de hverandre: "Hvad er det?" Thi de vidste ikke, hvad det var; men Moses sagde til dem: "Det er det Brød, HERREN har givet eder til Føde!
02O	16	16	Og således har HERREN påbudt: I skal samle deraf, enhver så meget som han har behov, en Omer for hvert Hoved; I skal tage deraf i Forhold til Antallet af eders Husfolk, enhver skal tage deraf til dem, der er i hans Telt!"
02O	16	17	Israeliterne gjorde nu således, og de samlede, nogle mere og andre mindre;
02O	16	18	og da de målte det med Omeren, havde den, der havde meget, ikke for meget, og den, der havde lidt, ikke for lidt, enhver havde samlet, hvad han behøvede til Føde.
02O	16	19	Derpå sagde Moses til dem: "Ingen må gemme noget deraf til næste Morgen!"
02O	16	20	Dog adlød de ikke Moses, og nogle af dem gemte noget deraf til næste Morgen; men da var det fuldt af Orme og lugtede. Da blev Moses vred på dem.
02O	16	21	Således samlede de nu hver Morgen, enhver så meget som han havde behov. Men når Solen begyndte at brænde, smeltede det.
02O	16	22	På den sjette Ugedag havde de samlet dobbelt så meget Brød, to Omer for hver Person. Og alle Menighedens Øverster kom og sagde det til Moses;
02O	16	23	men han sagde til dem: "Det er netop, som HERREN har sagt. I Morgen er det Hviledag, en hellig Sabbat for HERREN. Bag, hvad I vil bage, og kog, hvad I vil koge, men læg det tiloversblevne til Side for at gemme det til i Morgen!"
02O	16	24	De lagde det da til Side til næste Dag, som Moses havde befalet, og det kom ikke til at lugte, og der gik ikke Orm deri.
02O	16	25	Derpå sagde Moses: "Det skal I spise i Dag, thi i Dag er det Sabbat for HERREN; i Dag finder I intet ude på Marken.
02O	16	26	I seks bage skal I samle det, men på den syvende Dag, på Sabbaten, er der intet at finde."
02O	16	27	Alligevel var der nogle blandt Folket, der gik ud på den syvende Dag for at samle; men de fandt intet.
02O	16	28	Da sagde HERREN til Moses: "Hvor længe vil I vægre eder ved at holde mine Bud og Love?
02O	16	29	Betænk dog, at HERREN har givet eder Sabbaten! Derfor giver han eder på den sjette Dag Brød til to Dage. Enhver af eder skal blive, hvor han er, og ingen må forlade sin Bolig på den syvende Dag!"
02O	16	30	Da hvilede Folket på den syvende Dag.
02O	16	31	Men Israeliterne kaldte det Manna; det lignede hvide Korianderfrø og smagte som Honningkager.
02O	16	32	Moses sagde fremdeles: "Således har HERREN påbudt: En Omer fuld deraf skal gemmes til eders Efterkommere, for at de kan se det Brød, jeg gav eder at spise i Ørkenen, da jeg førte eder ud af Ægypten!"
02O	16	33	Og Moses sagde til Aron: "Tag en Krukke, kom en Omer Manna deri og stil den foran HERRENs Åsyn for at gemmes til eders Efterkommere!"
02O	16	34	Og Aron gjorde, som HERREN havde pålagt Moses, og han stillede den foran Vidnesbyrdet for at gemmes.
02O	16	35	Og Israeliterne spiste Manna i fyrretyve År, indtil de kom til beboede Egne; de spiste Manna, indtil de kom til Grænsen af Kana'ans Land.
02O	16	36	En Omer er Tiendedelen af en Efa.
02O	17	1	Så brød hele Israels Menighed op fra Sins Ørken og drog fra Lejrplads til Lejrplads efter HERRENs Bud. Men da de lejrede sig i Refidim, havde Folket intet Vand at drikke.
02O	17	2	Da kivedes Folket med Moses og sagde: "Skaf os Vand at drikke!" Men Moses svarede dem: "Hvorfor kives I med mig, hvorfor frister I HERREN?"
02O	17	3	Og Folket tørstede der efter Vand og knurrede mod Moses og sagde: "Hvorfor har du ført os op fra Ægypten? Mon for at lade os og vore Børn og vore Hjorde dø af Tørst?"
02O	17	4	Da råbte Moses til HERREN: "Hvad skal jeg gøre med dette Folk? Det er ikke langt fra, at de vil stene mig."
02O	17	5	Men HERREN sagde til Moses: "Træd frem for Folket med nogle af Israels Ældste og tag den Stav, du slog Nilen med, i din Hånd og kom så!
02O	17	6	Se, jeg vil stå foran dig der på Klippen ved Horeb, og når du slår på Klippen, skal der strømme Vand ud af den, så Folket kan få noget at drikke." Det gjorde Moses så i Påsyn af Israels Ældste.
02O	17	7	Og han kaldte dette Sted Massa og Meriba, fordi Israeliterne der havde kivedes og fristet HERREN ved at sige: "Er HERREN iblandt os eller ej?"
02O	17	8	Derefter kom Amalekiterne og angreb Israel i Refdim.
02O	17	9	Da sagde Moses til Josua: "Udvælg dig Mænd og ryk i. Morgen ud til Kamp mod Amalekiterne; jeg vil stille mig på Toppen af Højen med Guds Stav i Hånden!"
02O	17	10	Josua gjorde, som Moses bød, og rykkede ud til Kamp mod Amalekiterne. Men Moses, Aron og Hur gik op på Toppen af Højen.
02O	17	11	Når nu Moses løftede Hænderne i Vejret, fik Israeliterne Overtaget, men når han lod Hænderne synke, fik Amalekiterne Overtaget.
02O	17	12	Og da Moses's Hænder blev trætte, tog de en Sten og lagde under ham; så satte han sig på den, og Aron og Hur støttede hans Hænder, hver på sin Side; således var hans Hænder stadig løftede til Solen gik ned,
02O	17	13	og Josua huggede Amalekiterne og deres Krigsfolk ned med Sværdet.
02O	17	14	Da sagde HERREN til Moses: "Optegn dette i en Bog, for at det kan mindes, og indskærp Josua, at jeg fuldstændig vil udslette Amalekiternes Minde under Himmelen!"
02O	17	15	Derpå byggede Moses et Alter og kaldte det: "HERREN er mit Banner!"
02O	17	16	Og han sagde: "Der er en udrakt Hånd på HERRENs Trone! HERREN har Krig med Amalek fra Slægt til Slægt!"
02O	18	1	Da Jetro, Præsten i Midjan, Moses's Svigerfader, hørte om alt, hvad Gud havde gjort for Moses og hans Folk Israel, hvorledes HERREN havde ført Israel ud af Ægypten,
02O	18	2	tog Jetro, Moses's Svigerfader, Zippora, Moses's Hustru, som han havde sendt hjem,
02O	18	3	tillige med hendes to Sønner. Af dem hed den ene Gersom; "thi", havde han sagt, "jeg er blevet Gæst i et fremmed Land";
02O	18	4	og den anden hed Eliezer; "thi", havde han sagt, "min Faders Gud har været min Hjælp og frelst mig fra Faraos Sværd!"
02O	18	5	Og Jetro, Moses's Svigerfader, kom med hans Sønner og Hustru til Moses i Ørkenen, hvor han havde slået Lejr ved Guds Bjerg,
02O	18	6	og han lod Moses melde: "Jetro, din Svigerfader, kommer til dig med din Hustru og hendes to Sønner!"
02O	18	7	Da gik Moses sin Svigerfader i Møde, bøjede sig for ham og kyssede ham; og da de havde hilst på hinanden, gik de ind i Teltet.
02O	18	8	Moses fortalte sin Svigerfader om alt, hvad HERREN havde gjort ved Farao og Ægypten for Israels Skyld, og om alle de Besværligheder, der havde mødt dem undervejs, og hvorledes HERREN havde frelst dem.
02O	18	9	Da glædede Jetro sig over alt det gode, HERREN havde gjort mod Israel, idet han havde frelst dem af Ægypternes Hånd.
02O	18	10	Og Jetro sagde: "Lovet være HERREN, som har frelst eder af Ægypternes og Faraos. Hånd!"
02O	18	11	Nu ved jeg, at HERREN er større end alle Guder, thi netop ved det, de i deres Overmod foretog sig imod dem, frelste han Folket af Ægypternes Hånd.
02O	18	12	Derpå udtog Jetro, Moses's Svigerfader, Brændofre og Slagtofre til Gud; og Aron og alle Israels Ældste kom for at holde Måltid for Guds Åsyn med Moses's Svigerfader.
02O	18	13	Næste Morgen tog Moses Sæde for at holde Ret for Folket, og Folket stod omkring Moses fra Morgen til Aften.
02O	18	14	Men da Moses's Svigerfader så alt det Arbejde, han havde med Folket, sagde han: "Hvad er dog det for et Arbejde, du har med Folket? Hvorfor sidder du alene til Doms, medens alt Folket står omkring dig fra Morgen til Aften?"
02O	18	15	Moses svarede sin Svigerfader: "Jo, Folket kommer til mig for at rådspørge Gud;
02O	18	16	når de har en Retssag, kommer de til mig, og jeg dømmer Parterne imellem og kundgør dem Guds Anordninger og Love."
02O	18	17	Da sagde Moses's Svigerfader til ham: "Det er ikke klogt, som du bærer dig ad med det.
02O	18	18	På den Måde bliver jo både du selv og Folket der omkring dig ganske udmattet, thi det Arbejde er dig for anstrengende, du kan ikke overkomme det alene.
02O	18	19	Læg dig nu på Sinde, hvad jeg siger; jeg vil give dig et Råd, og Gud skal være med dig: Du skal. selv træde frem for Gud på Folkets Vegne og forelægge Gud de forefaldende Sager;
02O	18	20	og du skal indskærpe dem Anordningerne og Lovene og lære dem den Vej, de skal vandre, og hvad de har at gøre.
02O	18	21	Men du skal af hele Folket udvælge dig dygtige Mænd, som frygter Gud, Mænd, som er til at lide på og hader uretfærdig Vinding, og dem skal du sætte over dem som Forstandere, nogle over tusinde, andre over hundrede, andre over halvtredsindstyve, andre over ti;
02O	18	22	lad dem til Stadighed holde Ret for Folket. Alle vigtigere Sager skal de forebringe dig, men alle mindre Sager skal de selv afgøre. Let dig således Arbejdet og lad dem komme til at bære Byrden med dig.
02O	18	23	Dersom du handler således og Gud vil det så, kan du holde ud, og alt Folket der kan gå tilfreds hjem."
02O	18	24	Moses fulgte sin Svigerfaders Råd og gjorde alt, hvad han foreslog.
02O	18	25	Og Mose's udvalgte dygtige Mænd af hele Israel og gjorde dem til Øverster over Folket, til Forstandere, nogle over tusinde, andre over hundrede, andre over halvtredsindstyve, andre over ti.
02O	18	26	De holdt derpå til Stadighed Ret for Folket; de vanskelige Sager forebragte de Moses, men alle mindre Sager afgjorde de selv.
02O	18	27	Derpå tog Moses Afsked med sin Svigerfader, og denne begav sig til sit Land.
02O	19	1	I den tredje Måned efter Israeliternes Udvandring af Ægypten, på denne Dag nåede de Sinaj Ørken.
02O	19	2	De brød op fra Refdim og kom til Sinaj Ørken og slog Lejr i Ørkenen. Der slog . Israel Lejr lige over for Bjerget,
02O	19	3	men Moses steg op til Gud. Da råbte HERREN til ham fra Bjerget: "Dette skal du sige til Jakobs Hus og kundgøre for Israels Børn:
02O	19	4	I har set, hvad jeg gjorde ved Ægypterne, og hvorledes jeg bar eder på Ørnevinger og bragte eder hid til mig.
02O	19	5	Hvis I nu vil lyde min Røst og holde min Pagt, så skal I være min Ejendom blandt alle Folkene, thi mig hører hele Jorden til,
02O	19	6	og I skal blive mig et Kongerige af Præster og et helligt Folk! Det er de Ord, du skal tale til Israels Børn !"
02O	19	7	Da gik Moses hen og kaldte Folkets Ældste sammen og forelagde dem alle disse Ord, som HERREN havde pålagt ham.
02O	19	8	Og hele Folket svarede, alle som een: "Alt, hvad HERREN har sagt, vil vi gøre!" Da bragte Moses HERREN Folkets Svar.
02O	19	9	Derpå sagde HERREN til Moses: "Se, jeg vil komme til dig i en tæt Sky, for at Folket kan høre, at jeg taler med dig, og for stedse tro også på dig!" Og Moses kundgjorde HERREN Folkets Svar.
02O	19	10	Da sagde HERREN til Moses: "Gå til Folket og lad dem hellige sig i Dag og i Morgen og tvætte deres Klæder
02O	19	11	og holde sig rede til i Overmorgen, thi i Overmorgen vil HERREN stige ned for alt Folkets Øjne på Sinaj Bjerg.
02O	19	12	Og du skal rundt om spærre af for Folket og sige til dem: Vog eder for at gå op på Bjerget, ja for blot at røre ved Yderkanten deraf; enhver, der rører ved Bjerget, er dødsens!
02O	19	13	Ingen Hånd må røre ved ham, han skal stenes eller skydes ned; hvad enten det er et Dyr eller et Menneske, skal det miste Livet.  Når Væderhornet lyder, skal de stige op på Bjerget."
02O	19	14	Så steg Moses ned fra Bjerget til Folket og lod Folket hellige sig, og de tvættede deres Klæder;
02O	19	15	og han sagde til Folket: Hold eder rede til i Overmorgen, ingen må komme en Kvinde nær!"
02O	19	16	Da Morgenen gryede den tredje Dag, begyndte det at tordne og lyne, og en tung Sky lagde sig over Bjerget, og der hørtes vældige Stød i Horn. Da skælvede alt Folket i Lejren.
02O	19	17	Så førte Moses Folket fra Lejren hen for Gud, og de stillede sig neden for Bjerget.
02O	19	18	Men hele Sinaj Bjerg hylledes i Røg, fordi HERREN steg ned derpå i Ild, og Røgen stod i Vejret som Røg fra en Smelteovn; og hele Folket skælvede så1e.
02O	19	19	Og Stødene i Hornene blev stærkere og stærkere; Moses talte, og Gud svarede ham med høj Røst.
02O	19	20	Og da HERREN var steget ned på Sinaj Bjerg, på Toppen af Bjerget, kaldte han Moses op på Toppen af Bjerget, og Moses steg derop.
02O	19	21	Da sagde HERREN til Moses: "Stig ned og indskærp Folket, at de ikke må trænge sig frem til HERREN for at se ham, at der ikke skal ske et stort Mandefald iblandt dem.
02O	19	22	Selv Præsterne, som ellers træder frem for HERREN, skal hellige sig, for at ikke HERREN skal tynde ud i deres Rækker."
02O	19	23	Da sagde Moses til HERREN: "Folket kan jo ikke stige op på Sinaj Bjerg, thi du har selv indskærpet os at afspærre Bjerget og hellige det."
02O	19	24	Men HERREN sagde til ham: "Stig nu ned og kom atter herop sammen med Aron; men Præsterne og Folket må ikke trænge sig frem for at komme op til HERREN, at han ikke skal tynde ud i deres Rækker."
02O	19	25	Da steg Moses ned til Folket og sagde det til dem.
02O	20	1	Gud talede alle disse Ord og sagde:
02O	20	2	Jeg er HERREN din Gud, som førte dig ud af Ægypten, af Trællehuset.
02O	20	3	Du må ikke have andre Guder end mig.
02O	20	4	Du må ikke gøre dig noget udskåret Billede eller noget Afbillede af det, som er oppe i Himmelen eller nede på Jorden eller i Vandet under Jorden;
02O	20	5	du må ikke tilbede eller dyrke det, thi jeg HERREN din Gud er en nidkær Gud, der indtil tredje og fjerde Led straffer Fædres Brøde på Børn af dem, som hader mig,
02O	20	6	men i tusind Led viser Miskundhed mod dem, der elsker mig og holder mine Bud!
02O	20	7	Du må ikke misbruge HERREN din Guds Navn, thi HERREN lader ikke den ustraffet, der misbruger hans Navn!
02O	20	8	Kom Hviledagen i Hu, så du holder den hellig!
02O	20	9	I seks Dage skal du arbejde og gøre al din Gerning,
02O	20	10	men den syvende Dag skal være Hviledag for HERREN din Gud; da må du intet Arbejde udføre, hverken du selv, din Søn eller Datter, din Træl eller Trælkvinde, dit Kvæg eller den fremmede inden dine Porte.
02O	20	11	Thi i seks Dage gjorde HERREN Himmelen, Jorden og Havet med alt, hvad der er i dem, og på den syvende Dag hvilede han; derfor har HERREN velsignet Hviledagen og helliget den.
02O	20	12	Ær din Fader og din Moder, for at du kan få et langt Liv i det Land, HERREN din Gud vil give dig!
02O	20	13	Du må ikke slå ihjel!
02O	20	14	Du må ikke bedrive Hor!
02O	20	15	Du må ikke stjæle!
02O	20	16	Du må ikke sige falsk Vidnesbyrd imod din Næste!
02O	20	17	Du må ikke begære din Næstes Hus! Du må ikke begære din Næstes Hustru, hans Træl eller Trælkvinde, hans Okse eller Æsel eller noget, der hører din Næste til!
02O	20	18	Men da hele Folket fornam Tordenen, Lynene og Stødene i Hornene og så det rygende Bjerg forfærdedes Folket og holdt sig skælvende i Frastand;
02O	20	19	og de sagde til Moses: "Tal du med os, så vil vi lytte til; men lad ikke Gud tale med os, at vi ikke skal dø!"
02O	20	20	Men Moses svarede Folket: "Frygt ikke, thi Gud er kommet for at prøve eder, og for at I kan lære at frygte for ham, så I ikke synder."
02O	20	21	Da holdt Folket sig i Frastand medens Moses nærmede sig Mulmet, hvori Gud var.
02O	20	22	HERREN sagde da til Moses: Således skal du sige til Israeliterne: I har selv set, at jeg har talet med eder fra Himmelen!
02O	20	23	I må ikke gøre eder Guder ved Siden af mig; Guder af Sølv eller Guld må I ikke gøre eder!
02O	20	24	Du skal bygge mig et Alter af Jord, og på det skal du ofre dine Brændofre og Takofre, dit Småkvæg og dit Hornkvæg; på ethvert Sted, hvor jeg lader mit Navn ihukomme, vil jeg komme til dig og velsigne dig.
02O	20	25	Men hvis du opfører mig Altre af Sten, må du ikke bygge dem af tilhugne Sten, thi når du svinger dit Værktøj derover, vanhelliger du dem.
02O	20	26	Du må ikke stige op til mit, Alter ad Trin, for at ikke din Blusel skal blottes over det.
02O	21	1	De Lovbud, du skal forelægge dem, er følgende:
02O	21	2	Når du køber dig en hebræisk Træl, skal han trælle i seks År, men i det syvende skal han frigives uden Vederlag.
02O	21	3	Er han ugift, når han kommer til dig, skal han frigives alene; er han gift, skal hans Hustru frigives sammen med ham.
02O	21	4	Hvis hans Herre giver ham en Hustru og hun føder ham Sønner eller Døtre, da skal Hustruen og hendes Børn tilhøre hendes Herre, og Trællen frigives alene.
02O	21	5	Hvis han imidlertid erklærer: "Jeg har fået Kærlighed til min Herre, min Hustru og mine Børn, jeg vil ikke have min Frihed!"
02O	21	6	da skal hans Herre føre ham hen til Gud og stille ham op ad Døren eller Dørstolpen, og hans Herre skal gennembore hans Øre med en Syl, og så skal han være hans Træl for Livstid.
02O	21	7	Når en Mand sælger sin Datter som Trælkvinde, skal hun ikke frigives som Trællene.
02O	21	8	Dersom hun pådrager sig sin Herres Mishag, efter at han har haft Omgang med hende, skal han tillade, at hun købes fri; han har ikke Lov at sælge hende til fremmede Folk, når han har gjort Uret imod hende;
02O	21	9	hvis han derimod bestemmer, at hun skal være hans Søns Hustru, skal han behandle hende, som det tilkommer Døtre.
02O	21	10	Hvis han tager sig en anden, har han ikke Lov at forholde den første den Kødspise, Klædning og ægteskabelige Ret, der tilkommer hende.
02O	21	11	Forholder han hende nogen af disse tre Ting, skal hun frigives uden Vederlag og Betaling.
02O	21	12	Den, der slår en Mand ihjel, skal lide Døden.
02O	21	13	Gør han det imidlertid ikke med Forsæt, men styres hans Hånd af Gud, vil jeg anvise dig et Sted, hvor han kan ty hen.
02O	21	14	Når derimod en handler med Overlæg, så han med List slår sin Næste ihjel, da skal du rive ham bort fra mit Alter, for at han kan lide Døden.
02O	21	15	Den, der slår sin Fader eller Moder, skal lide Døden.
02O	21	16	Den, der stjæler et Menneske, skal lide Døden, hvad enten han har solgt det, eller det endnu findes hos ham.
02O	21	17	Den, der forbander sin Fader eller Moder, skal lide Døden.
02O	21	18	Når der opstår Strid mellem Mænd, og den ene slår den anden med en Sten eller med Næven, så at han vel ikke dør deraf, men dog må holde Sengen,
02O	21	19	så skal Gerningsmanden være sagesløs, hvis han kan stå op og gå ud støttet til sin Stok; kun skal han godtgøre ham hans Tidsspilde og sørge for hans Helbredelse.
02O	21	20	Når en Mand slår sin Træl eller Trælkvinde med sin Stok, så de dør på Stedet, skal han straffes derfor;
02O	21	21	men hvis de bliver i Live en Dag eller to, skal han ikke straffes; det er jo hans egne Penge.
02O	21	22	Når Mænd kommer i Slagsmål og støder til en frugtsommelig Kvinde, så hun nedkommer i Utide, men der ellers ingen Ulykke sker, da skal han bøde, hvad Kvindens Mand pålægger ham, og give Erstatning for det dødfødte Barn.
02O	21	23	Men hvis der sker en Ulykke, skal du bøde Liv for Liv,
02O	21	24	Øje for Øje, Tand for Tand, Hånd for Hånd, Fod for Fod,
02O	21	25	Brandsår for Brandsår, Sår for Sår, Skramme for Skramme.
02O	21	26	Når en Mand slår sin Træl eller sin Trælkvinde i Øjet og ødelægger det, skal han give dem fri til Erstatning for Øjet;
02O	21	27	og hvis han slår en Tand ud på sin Træl eller Trælkvinde, skal han give dem fri til Erstatning for Tanden.
02O	21	28	Når en Okse stanger en Mand eller Kvinde ihjel, skal Oksen stenes, og dens Kød må ikke spises, men Ejeren er sagesløs;
02O	21	29	men hvis Oksen allerede tidligere har villet stange, og dens Ejer er advaret, men alligevel ikke passer på den, og den så dræber en Mand eller Kvinde, da skal Oksen stenes, og dens Ejer skal også lide Døden;
02O	21	30	men hvis der pålægges ham Sonepenge, skal han betale så stor en Løsesum for sit Liv, som der kræves af ham.
02O	21	31	Også hvis den stanger en Dreng eller en Pige, skal han behandles efter samme Lovbud.
02O	21	32	Men hvis Oksen stanger en Træl eller Trælkvinde, skal han betale deres Herre tredive Sekel Sølv, og Oksen skal stenes.
02O	21	33	Når en Mand tager Dækket af en Cisterne eller graver en Cisterne uden at dække den til, og en Okse eller et Æsel så falder deri,
02O	21	34	da skal Brøndens Ejer erstatte det; han skal give Dyrets Ejer Erstatning i Penge, men det døde Dyr skal tilfalde ham,
02O	21	35	Når en Mands Okse stanger en andens Okse ihjel, skal de sælge den levende Okse og dele Pengene, og ligeledes skal de dele det døde dyr.
02O	21	36	Men hvis det er vitterligt, at Oksen tidligere har villet stange, og dens Ejer ikke har passet på den, da skal han erstatte Okse med Okse, men det døde Dyr skal tilfalde ham.
02O	22	1	Når en Mand stjæler en Okse eller et Får og slagter eller sælger dem, skal han give fem Okser i Erstatning for Oksen og fire Får for Fåret.
02O	22	2	Hvis en Tyv gribes på fersk Gerning ved et natligt Indbrud og bliver slået ihjel, da bliver der ikke Tale om Blodskyld;
02O	22	3	men hvis Solen er stået op. pådrager man sig Blodskyld. Erstatning skal han give, og ejer han intet, skal han sælges som Træl til Vederlag for det stjålne;
02O	22	4	hvis derimod det stjålne findes levende i hans Besiddelse, da skal han give dobbelt Erstatning, hvad enten det er en Okse, et Æsel, eller et Får.
02O	22	5	Når en Mand afsvider en Mark eller en Vingård og lader Ilden brede sig, så den antænder en andens Mark, da skal han give det bedste af sin Mark eller Vingård i Erstatning;
02O	22	6	men breder Ilden sig ved at tage fat i Tjørnekrat, og Kornneg eller Sæd brænder, eller en Mark svides af, så skal den, der antændte Ilden, give simpel Erstatning.
02O	22	7	Når en Mand giver en anden Penge eller Sager i Varetægt, og de stjæles fra hans Hus, da skal Tyven, hvis han findes, give dobbelt Erstatning;
02O	22	8	men hvis Tyven ikke findes, skal Husets Ejer træde frem for Gud og sværge på, at han ikke har forgrebet sig på den andens Gods.
02O	22	9	I alle Tilfælde hvor det drejer sig om Uredelighed med en Okse, et Æsel, et Får, en Klædning eller en hvilken som helst bortkommen Ting, hvorom der rejses Krav, skal de to Parters Sag bringes frem for Gud, og den, som Gud dømmer skyldig, skal give den anden dobbelt Erstatning.
02O	22	10	Når en Mand giver en anden et Æsel, en Okse, et Får eller et andet Stykke Kvæg i Varetægt, og Dyret dør, kommer til Skade eller røves, uden at nogen ser det,
02O	22	11	da skal han sværge ved HERREN på, at han ikke har forgrebet sig på den andens Ejendom, og det skal være afgørende imellem dem; Dyrets Ejer skal tage Eden god, og den anden behøver ikke at give Erstatning.
02O	22	12	Stjæles det derimod fra ham, skal han give Ejeren Erstatning.
02O	22	13	Hvis det sønderrives, skal han bringe det sønderrevne Dyr med som Bevis; det sønderrevne skal han ikke erstatte.
02O	22	14	Når en låner et Dyr af en anden, og det kommer til Skade eller dør, uden at Ejeren er til Stede, skal han give Erstatning;
02O	22	15	er Ejeren derimod til Stede, skal han ikke give Erstatning; var det lejet, er Lejesummen Erstatning.
02O	22	16	Når en Mand forfører en Jomfru, der ikke er trolovet, og ligger hos hende, skal han udrede Brudekøbesummen for hende og tage hende til Hustru;
02O	22	17	og hvis hendes Fader vægrer sig ved at give ham hende, skal han tilveje ham den sædvanlige Brudekøbesum for en Jomfru.
02O	22	18	En Troldkvinde må du ikke lade leve.
02O	22	19	Enhver, der har Omgang med Kvæg, skal lide Døden.
02O	22	20	Den, der ofrer til andre Guder end HERREN alene, skal der lægges Band på.
02O	22	21	Den fremmede må du ikke undertrykke eller forulempe, thi I var selv fremmede i Ægypten.
02O	22	22	Enken eller den faderløse må I aldrig mishandle;
02O	22	23	hvis I mishandler dem, og de råber om Hjælp til mig, vil jeg visselig høre på deres Klageråb,
02O	22	24	og da vil min Vrede blusse op, og jeg vil slå eder ihjel med Sværdet, så eders egne Hustruer bliver Enker og eders Børn faderløse.
02O	22	25	Når du låner Penge til en fattig Mand af mit Folk i dit Nabolag, må du ikke optræde som en Ågerkarl over for ham. I må ikke tage Renter af ham.
02O	22	26	Hvis du tager din Næstes Kappe i Pant, skal du give ham den tilbage inden Solnedgang;
02O	22	27	thi den er det eneste, han har at dække sig med, det er den, han hyller sit Legeme i; hvad skulde han,ellers ligge med? Og når han råber til mig, vil jeg høre ham, thi jeg er barmhjertig.
02O	22	28	Gud må du ikke spotte, og dit Folks Øvrighed må du ikke forbande.
02O	22	29	Din Lades Overflod og din Vinperses Saft må du ikke holde tilbage. Den førstefødte af dine Sønner skal du give mig.
02O	22	30	Ligeså skal du gøre med dit Hornkvæg og dit Småkvæg; i syv Dage skal det blive hos Moderen, men på den ottende Dag skal I give mig det.
02O	22	31	I skal være mig hellige Mænd; Kød af sønderrevne Dyr må I ikke spise, I skal kaste det for Hundene.
02O	23	1	Du må ikke udsprede falske Rygter. Gør ikke fælles Sag med den, der har Uret, ved at optræde som uretfærdigt Vidne.
02O	23	2	Du må ikke følge Mængden i, hvad der er ondt, eller i dit Vidnesbyrd for Retten tage Hensyn til Mængden, så du bøjer Retten.
02O	23	3	Du må ikke tage Parti for den ringe i hans Retssag.
02O	23	4	Når du træffer din Fjendes Okse eller Æsel løbende løse, skal du bringe dem tilbage til ham.
02O	23	5	Når du ser din Uvens Æsel segne under sin Byrde, må du ikke lade ham i Stikken, men du skal hjælpe ham med at læsse Byrden af.
02O	23	6	Du må ikke bøje din fattige Landsmands Ret i hans Retssag.
02O	23	7	Hold dig fra en uretfærdig Sag; og den, som er uskyldig og har Ret. må du ikke berøve Livet; nej, du må ikke skaffe den Ret, som har Uret.
02O	23	8	Tag ikke mod Bestikkelse, thi Bestikkelse gør den seende blind og fordrejer Sagen for dem, der har Ret.
02O	23	9	Undertryk ikke den fremmede; I ved jo, hvorledes den fremmede er til Mode, thi I,var selv fremmede i Ægypten.
02O	23	10	Seks År igennem skal du tilså dit Land og indsamle dets Afgrøde;
02O	23	11	men i det syvende skal du lade det hvile og ligge urørt, så at de fattige i dit Folk kan gøre sig til gode dermed, og Markens vilde Dyr kan æde, hvad de levner; ligeså skal du gøre med din Vingård og dine Oliventræer.
02O	23	12	I seks Dage skal du gøre dit Arbejde, men på den syvende skal du hvile, for at dine Okser og Æsler kan få Hvile og din Trælkvindes Søn og den fremmede hvile ud.
02O	23	13	Hold eder alt, hvad jeg siger eder, efterrettelig; du må ikke nævne andre Guders Navn, det må ikke høres i din Mund.
02O	23	14	Tre Gange om Året skal du holde Højtid for mig.
02O	23	15	Du skal fejre de usyrede Brøds Højtid; i syv Dage skal du spise usyret Brød, som jeg har pålagt dig, på den fastsatte Tid i Abib Måned, thi i den Måned vandrede du ud af Ægypten, Man må ikke stedes for mit Åsyn med tomme Hænder.
02O	23	16	Fremdeles skal du fejre Højtiden for Høsten, Førstegrøden af dit Arbejde, af hvad du sår i din Mark, og Højtiden for Frugthøsten ved Årets Udgang, når du har bjærget Udbyttet af dit Arbejde hjem fra Marken.
02O	23	17	Tre Gange om Året skal alle dine Mænd stedes for den Herre HERRENs Åsyn.
02O	23	18	Du må ikke ofre Blodet af mit Slagtoffer sammen med syret Brød. Fedtet fra min Højtid må ikke gemmes til næste Morgen.
02O	23	19	Du skal bringe det første, Førstegrøden af din Jord, til HERREN din Guds Hus. Du må ikke koge et Kid i dets Moders Mælk.
02O	23	20	Se, jeg sender en Engel foran dig for at vogte dig undervejs og føre dig til det Sted, jeg har beredt.
02O	23	21	Tag dig vel i Vare for ham og adlyd ham; vær ikke genstridig imod ham, thi han skal ikke tilgive eders Overtrædelser, efterdi mit Navn er i ham.
02O	23	22	Når du adlyder ham og gør alt, hvad jeg siger, vil jeg være dine Fjenders Fjende og dine Modstanderes Modstander,
02O	23	23	Ja, min Engel skal drage foran dig og føre dig til Amoriterne, Hetiterne, Perizziterne, Kana'anæerne, Hivviterne og Jebusiterne, og jeg vil udrydde dem.
02O	23	24	Du må ikke tilbede eller dyrke deres Guder eller følge deres Skikke; men du skal nedbryde dem og sønderslå deres Stenstøtter.
02O	23	25	I skal dyrke HERREN eders Gud, så vil jeg velsigne dit Brød og dit Vand og holde Sygdomme borte fra dig.
02O	23	26	Utidige Fødsler eller Ufrugtbarhed skal ikke forekomme i dit Land, og dine Dages Mål vil jeg gøre fuldt.
02O	23	27	Jeg vil sende min Rædsel foran dig og bringe Bestyrtelse over alle de Folk, du kommer til, og jeg vil drive alle dine Fjender på Flugt for dig.
02O	23	28	Jeg vil sende Gedehamse foran dig, og de skal drive Hivviterne, Kana'anæerne og Hetiterne bort foran dig.
02O	23	29	Men jeg vil ikke drive dem bort foran dig i et og samme År, for at Landet ikke skal lægges øde, og for at Markens vilde Dyr ikke skal tage Overhånd for dig;
02O	23	30	lidt efter lidt vil jeg drive dem bort foran dig, indtil du bliver så talrig, at du kan tage Landet i Besiddelse.
02O	23	31	Jeg vil lade dine Landemærker nå fra det røde Hav til Filisternes Hav, fra Ørkenen til Floden, thi jeg giver Landets Indbyggere i eders Hånd, så du kan drive dem bort foran dig.
02O	23	32	Du må ikke slutte Pagt med dem eller deres Guder.
02O	23	33	De må ikke blive boende i dit Land, for at de ikke skal forlede dig til Synd imod mig, til at dyrke deres Guder, så det bliver dig til en Snare!
02O	24	1	Og han sagde til Moses: "Stig op til HERREN, du og Aron, Nadab og Abih og halvfjerdsindstyve af Israels Ældste, og tilbed i Frastand;
02O	24	2	Moses alene skal træde hen til HERREN, de andre ikke, og det øvrige Folk må ikke følge med ham derop."
02O	24	3	Derpå kom Moses og kundgjorde hele Folket alle HERRENs Ord og alle Lovbudene, og hele Folket svarede enstemmigt: "Alle de Ord, HERREN har talet, vil vi overholde."
02O	24	4	Da skrev Moses alle HERRENs Ord op; og tidligt næste Morgen rejste han ved Foden af Bjerget et Alter og tolv Stenstøtter svarende til Israels tolv Stammer.
02O	24	5	Derefter sendte han de unge Mænd blandt Israeliterne hen for at bringe Brændofre og slagte unge Tyre som Takofre til HERREN.
02O	24	6	Og Moses tog den ene Halvdel af Blodet og gød det i Offerskålene, men den anden Halvdel sprængte han på Alteret.
02O	24	7	Så tog han Pagtsbogen og læste den op i Folkets Påhør, og de sagde: "Vi vil gøre alt, hvad HERREN har talet, og lyde ham!"
02O	24	8	Derpå tog Moses Blodet og sprængte det på Folket, idet han sagde: "Se, dette er Pagtens Blod, den Pagt, HERREN har sluttet med eder på Grundlag af alle disse Ord."
02O	24	9	Og Moses, Aron, Nadab og Abihu og halvfjerdsindstyve af Israels Ældste steg op
02O	24	10	og skuede Israels Gud; under hans Fødder var der ligesom Safirfliser, som selve Himmelen i Stråleglans.
02O	24	11	Men han lagde ikke Hånd på Israeliternes ypperste Mænd. De skuede Gud, og de spiste og drak.
02O	24	12	Og HERREN sagde til Moses: "Stig op til mig på Bjerget og bliv der, så vil jeg give dig Stentavlerne, Loven og Budet, som jeg har opskrevet til Vejledning for dem."
02O	24	13	Da bød Moses og Josua, hans Medhjælper op, og Moses steg op på Guds Bjerg;
02O	24	14	men til de Ældste sagde han: "Vent på os her, til vi kommer tilbage til eder. Se, Aron og Hur er hos eder; er der nogen, der har en Retstrætte, kan han henvende sig til dem!"
02O	24	15	Derpå steg Moses op på Bjerget. Da indhyllede Skyen Bjerget,
02O	24	16	og HERRENs Herlighed nedlod sig på Sinaj Bjerg. Og Skyen indhyllede Sinaj Bjerg i seks Dage, men den syvende Dag råbte HERREN ud fra Skyen til Moses;
02O	24	17	og medens HERRENs Herlighed viste sig for Israeliternes Øjne som en fortærende Ild på Bjergets Top,
02O	24	18	gik Moses ind i Skyen og steg op på Bjerget. Og Moses blev på Bjerget i fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter.
02O	25	1	HERREN talede til Moses og sagde:
02O	25	2	Sig til Israeliterne, at de skal bringe mig en Offerydelse; af enhver, som i sit Hjerte føler sig tilskyndet dertil, skal I tage min Offerydelse.
02O	25	3	Og Offerydelsen, som I skal tage af dem, skal bestå af Guld, Sølv, Kobber,
02O	25	4	violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn, Byssus, Gedehår,
02O	25	5	rødfarvede Væderskind, Tahasjskind, Akacietræ,
02O	25	6	Olie til Lysestagen, vellugtende Stoffer til Salveolien og Aøgelsen,
02O	25	7	Sjohamsten og Ædelsten til Indfatning på Efoden og Brystskjoldet.
02O	25	8	Og du skal indrette mig en Helligdom, for at jeg kan bo midt iblandt dem.
02O	25	9	Du skal indrette Boligen og alt dens Tilbehør nøje efter det Forbillede, jeg vil vise dig.
02O	25	10	Du skal lave en Ark af Akacietræ, halvtredje Alen lang, halvanden Alen bred og halvanden Alen høj,
02O	25	11	og overtrække den med pu1t Guld; indvendig og udvendig skal du overtrække den og sætte en gylden Krans rundt om den;
02O	25	12	og du skal støbe fire Guldringe til den og sætte dem på dens fire Fødder, to Ringe på hver Side at den.
02O	25	13	Så skal du lave Bærestænger af Akacietræ og overtrække dem med Guld,
02O	25	14	og du skal stikke Stængerne gennem Ringene på Arkens Sider, for at den kan bæres med dem;
02O	25	15	Stængerne skal blive i Ringene, de må ikke tages ud.
02O	25	16	Og i Arken skal du nedlægge Vidnesbyrdet, som jeg vil give dig.
02O	25	17	Så skal du lave et Sonedække af purt Guld, halvtredje Alen langt og halvanden Alen bredt;
02O	25	18	og du skal lave to Keruber af Guld, i drevet Arbejde skal du lave dem, ved begge Ender af Sonedækket.
02O	25	19	Den ene Kerub skal du anbringe ved den ene Ende, den anden Kerub ved den anden; du skal lave Keruberne således, at de er i eet med Sonedækket ved begge Ender.
02O	25	20	Og Keruberne skal brede deres Vinger i Vejret, således at de dækker over Sonedækket med deres Vinger, og de skal vende Ansigtet mod hinanden; nedad mod Sonedækket skal Kerubernes Ansigter vende.
02O	25	21	Og Sonedækket skal du lægge over Arken, men i Arken skal du lægge Vidnesbyrdet, som jeg vil give dig.
02O	25	22	Der vil jeg mødes med dig, og fra Sonedækket, fra Pladsen mellem de to Keruber på Vidnesbyrdets Ark, vil jeg meddele dig alle de Bud, jeg har at give dig til Israeliterne.
02O	25	23	Fremdeles skal du lave et Bord at Alkacietræ, to Alen langt, en Alen bredt og halvanden Alen højt,
02O	25	24	og overtrække det med purt Guld og sætte en gylden Krans rundt om det.
02O	25	25	Og du skal sætte en Liste af en Hånds Bredde rundt om det og en gylden Krans rundt om Listen.
02O	25	26	Så skal du lave fire Guldringe og sætte dem på de fire Hjørner ved dets fire Ben;
02O	25	27	lige ved Listen skal Ringene sidde til at stikke Bærestængerne i, så at man kan bære Bordet.
02O	25	28	Og du skal lave Bærestængerne af Akacietræ og overtrække dem med Guld, og med dem skal Bordet bæres.
02O	25	29	Og du skal lave de dertil hørende Fade og Kander, Krukker og Skåle til at udgyde Drikoffer med; af purt Guld skal du lave dem.
02O	25	30	På Bordet skal du altid have Skuebrød liggende for mit Åsyn.
02O	25	31	Fremdeles skal du lave en Lysestage af purt Guld, i drevet Arbejde skal Lysestagen, dens Fod og selve Stagen, laves, således af dens Blomster med Bægere og Kroner er i eet med den.
02O	25	32	Seks Arme skal udgå fra Lysestagens Side, tre fra den ene og tre fra den anden Side.
02O	25	33	På hver af Armene, der udgår fra Lysestagen, skal der være tre mandelblomstlignende Blomster med Bægere og Kroner,
02O	25	34	men på selve Stagen skal der være fire mandelblomstlignende Blomster med Bægere og Kroner,
02O	25	35	et Bæger under hvert af de tre Par Arme, der udgår fra Lysestagen.
02O	25	36	Bægrene og Armene skal være i eet med den, så at det hele udgør eet drevet Arbejde af purt Guld.
02O	25	37	Og du skal lave syv Lamper til den og sætte disse Lamper på den, for at de kan lyse Pladsen foran op.
02O	25	38	Dens Lampesakse og Bakker skal være af purt Guld.
02O	25	39	Der skal bruges en Talent purt Guld til den og til alt dette Tilbehør.
02O	25	40	Se til, at du udfører det efter det Forbillede, som vises dig på Bjerget.
02O	26	1	Boligen skal du lave af ti Tæpper af tvundet Byssus, violet og rødt Purpurgarn og karmoisinrødt Garn med Keruber på i Kunstvævning.
02O	26	2	Hvert Tæppe skal være otte og tyve Alen langt og fire Alen bredt; alle Tæpperne skal have samme Mål.
02O	26	3	Tæpperne skal sys sammen, fem og fem.
02O	26	4	I Kanten af det ene Tæppe, det yderste i det ene sammensyede Stykke, skal du sætte Løkker af violet Purpurgarn, og ligeledes skal du sætte Løkker i Kanten af det yderste Tæppe i det andet sammensyede Stykke;
02O	26	5	du skal sætte halvtredsindstyve Løkker på det ene Tæppe og halvtredsindstyve Løkker i Kanten af det tilsvarende Tæppe i det andet sammensyede Stykke, Løkke lige over for Løkke.
02O	26	6	Og du skal lave halvtredsindstyve Guldkroge til at forbinde Tæpperne med hinanden, så at Boligen udgør et Hele.
02O	26	7	Fremdeles skal du lave Tæpper af Gedehår til et Teltdække uden om Boligen, og her skal du lave elleve Tæpper,
02O	26	8	hvert Tæppe skal skal være tredive Alen langt og fire Alen bredt; alle Tæpperne skal have samme Mål.
02O	26	9	Og du skal sy de fem af Tæpperne sammen for sig og de seks for sig; det sjette Tæppe, det, der kommer til at ligge over Teltets Forside, skal du lægge dobbelt.
02O	26	10	Og du skal sætte halvtredsindstyve Løkker i Kanten af det yderste Tæppe i det ene sammensyede Stykke og halvtredsindstyve Løkker i Kanten af det tilsvarende Tæppe i det andet sammensyede Stykke.
02O	26	11	Og du skal lave halvtredsindstyve Kobberkroge og stikke dem i Løkkerne og sammenføje Teltdækket, så de udgør et Hele.
02O	26	12	Men hvad angår det overskydende af Teltdækkets Tæpper, skal Halvdelen deraf hænge ned over Boligens Bagside,
02O	26	13	og den overskydende Alen på begge Sider af Telttæppernes Længder skal hænge ned over begge Boligens Sider for at dække den.
02O	26	14	Fremdeles skal du lave et Dække over Teltdækket af rødfarvede Væderskind og derover endnu et Dække af Tahasjskind.
02O	26	15	Fremdeles skal du lave Brædderne til Boligen af Akacietræ til at stå op,
02O	26	16	hvert Bræt ti Alen højt og halvanden Alen bredt.
02O	26	17	På hvert Bræt skal der være to indbyrdes forbundne Tapper; således skal du indrette det ved alle Boligens Brædder.
02O	26	18	Af Brædderne, som du skal lave til Boligen, skal tyve være til Sydsiden,
02O	26	19	og til de tyve Brædder skal du lave fyrretyve Fodstykker af Sølv, to Fodstykker til de to Tapper på hvert Bræt.
02O	26	20	Andre tyve Brædder skal laves til Boligens anden Side, som vender mod Nord,
02O	26	21	med fyrretyve Fodstykker af Sølv, to Fodstykker til hvert Bræt.
02O	26	22	Og til Bagsiden, der vendet mod Vest, skal du lave seks Brædder.
02O	26	23	Til Boligens Baghjørner skal du lave to Brædder,
02O	26	24	som skal bestå af to Stykker forneden og ligeledes af to Stykker foroven, indtil den første Ring; således skal de begge indrettes for at danne de to Hjørner.
02O	26	25	Altså bliver der til Bagsiden otte Brædder med tilhørende seksten Fodstykker af Sølv, to til hvert Bræt.
02O	26	26	Og du skal lave Tværstænger af Alkacietræ, fem til de Brædder, der danner Boligens ene Side,
02O	26	27	fem til de Brædder, der danner Boligens anden Side, og fem til de Brædder, der danner Boligens Bagside mod Vest;
02O	26	28	den mellemste Tværstang midt på Brædderne skal nå fra den ene Ende af Væggen til den anden.
02O	26	29	Du skal overtrække Brædderne med Guld, og deres Ringe, som Tværstængerne skal stikkes i, skal du lave af Guld, og Tværstængerne skal du overtrække med Guld.
02O	26	30	Og du skal rejse Boligen på den Måde, som vises dig på Bjerget.
02O	26	31	fremdeles skal du lave et Forhæng af violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus; det skal laves i Kunstvævning med Keruber på.
02O	26	32	Du skal hænge det på fire Piller af Akacietræ, overtrukne med Guld og med Knager af Guld, på fire Fodstykker af Sølv;
02O	26	33	og du skal hænge Forhænget under Krogene og bringe Vidnesbyrdets Ark ind i Rummet bag ved Forhænget, og Forhænget skal danne eder en Skillevæg mellem det Hellige og det Allerhelligste.
02O	26	34	Og Sonedækket skal du lægge over Vidnesbyrdets Ark i det Allerhelligste.
02O	26	35	Men Bordet skal du stille uden for Forhænget, og Lysestagen over for Bordet ved Boligens søndre Væg; Bordet skal du altså stille ved den nordre Væg.
02O	26	36	Fremdeles skal du lave et Forhæng til Teltets indgang af violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus i broget Vævning;
02O	26	37	og til Forhænget skal du lave fem Piller af Akacietræ, som du skal overtrække med Guld, med Knager af Guld, og du skal støbe fem Fodstykker dertil af Kobber.
02O	27	1	Fremdeles skal du lave Alteret af Akacietræ, fem Alen langt og fem Alen bredt, firkantet skal Alteret være, og tre Alen højt.
02O	27	2	Du skal lave Horn til dets fire Hjørner, således at de er i eet dermed, overtrække det med Kobber
02O	27	3	og lave Kar dertil, for at Asken kan fjernes, ligeledes de dertil hørende Skovle, Skåle, Gafler og Pander; alt dets Tilbehør skal du lave af Kobber.
02O	27	4	Du skal omgive det med et flettet Kobbergitter, og du skal sætte fire Kobberringe på Fletværket. på dets fire Hjørner.
02O	27	5	Og du skal sætte Gitteret neden under Alterets Liste, således at Fletværket når op til Alterets halve Højde.
02O	27	6	Fremdeles skal du lave Bærestænger til Alteret, Stænger af Akacietræ, og overtrække dem med Kobber.
02O	27	7	Og Stængerne skal stikkes gennem Ringene, så at de sidder langs Alterets to Sider, når det bæres.
02O	27	8	Du skal lave det hult af Brædder; som det vises dig på Bjerget, skal du lave det.
02O	27	9	Boligens Forgård skal du indrette således: På Sydsiden skal der være et Forgårdsomhæng af tvundet Byssus, hundrede Alen langt på denne ene Side,
02O	27	10	med tyve Piller og tyve Fodstykker af Kobber og med Knager og Bånd af Sølv til Pillerne.
02O	27	11	Og på samme Måde skal der på den nordre Langside være et Omhæng, hundrede Alen langt, med tyve Piller og tyve Fodstykker af Kobber og med Knager og Bånd af Sølv til Pillerne.
02O	27	12	På Forgårdens Bredside mod Vest skal der være et Omhæng, halvtredsindstyve Alen langt, med ti Piller og ti Fodstykker,
02O	27	13	og Forgårdens Bredside mod Øst skal være halvtredsindstyve Alen lang.
02O	27	14	På den ene Side deraf skal der være femten Alen Omhæng med tre Piller og tre Fodstykker,
02O	27	15	på den anden Side ligeledes femten Alen Omhæng med tre Piller og tre Fodstykker.
02O	27	16	Forgårdens Indgang skal have et Forhæng på tyve Alen af violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus i broget Vævning med fire Piller og fire Fodstykker.
02O	27	17	Alle Forgårdens Piller rundt omkring skal have Bånd af Sølv, Knager af Sølv og Fodstykker af Kobber.
02O	27	18	Omhænget om Forgården skal være hundrede Alen på hver Langside, halvtredsindstyve Alen på hver Bredside og fem Alen højt; det skal være af tvundet Byssus, og Fodstykkerne skal være af Kobber.
02O	27	19	Alle Redskaber, der bruges ved Arbejdet på Boligen, alle dens Pæle og alle Forgårdens Pæle skal være af Kobber.
02O	27	20	Fremdeles skal du pålægge Israeliterne at skaffe dig ren Olivenoli af knuste Frugter til Lysestagen, og der skal stadig sættes Lamper på.
02O	27	21	I Åbenbaringsteltet uden for Forhænget, der hænger foran Vidnesbyrdet, skal Aron og hans Sønner gøre den i Stand, at den kan brænde fra Aften til Morgen for HERRENs Åsyn. Det skal være en evig gyldig Bestemmelse, der skal påhvile Israeliterne fra Slægt til Slægt.
02O	28	1	Du skal lade din Broder Aron og hans Sønner tillige med ham træde frem af Israeliternes Midte og komme hen til dig, for at de kan gøre Præstetjeneste for mig, Aron og Arons Sønner, Nadab, Abihu, Eleazar og Itamar.
02O	28	2	Og du skal tilvirke din Broder Aron hellige Klæder til Ære og Pryd,
02O	28	3	og du skal byde alle kunstforstandige Mænd, hvem jeg har fyldt med Kunstfærdigheds Ånd, at tilvirke Aron Klæder, for at han kan helliges til at gøre Præstetjeneste for mig.
02O	28	4	Klæderne, som de skal tilvirke, er følgende: Brystskjold, Efod, Kåbe, Kjortel af mønstret Stof, Hovedklæde og Bælte. De skal tilvirke din Broder Aron og hans Sønner hellige Klæder, for at de kan gøre Præstetjeneste for mig,
02O	28	5	og dertil skal de bruge Guldtråd, violet og rødt Purpurgarn, Karmoisinrødt Garn og Byssus.
02O	28	6	Efoden skal du tilvirke af Guldtråd, violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus i Kunstvævning.
02O	28	7	Den skal have to Skulderstykker, der skal være til at hæfte på; den skal hæftes sammen ved begge Hjørner.
02O	28	8	Og dens Bælte, som skal bruges, når den tages på, skal være af samme Arbejde og i eet med den; det skal være af Guldtråd, violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus.
02O	28	9	Så skal du tage de to Sjohamsten og gravere Israels Sønners Navne i dem,
02O	28	10	seks af Navnene på den ene Sten og de andre seks på den anden efter Aldersfølge;
02O	28	11	med Stenskærerarbejde, som ved Gravering af Signeter, skal du indgravere Israels Sønners Navne i de 14 Sten, og du skal indfatte dem i Guldfletværk.
02O	28	12	Disse to Sten skal du fæste på Efodens Skulderstykker, for at Stenene kan bringe Israels Sønner i Minde, og Aron skal bære deres Navne for HERRENs Åsyn på sine Skuldre for at bringe dem i Minde.
02O	28	13	Og du skal tilvirke Fletværk af Guld
02O	28	14	og to Kæder af purt Guld; du skal lave dem i snoet Arbejde, som når man snor Reb, og sætte disse snoede Kæder på Fletværket.
02O	28	15	Fremdeles skal du tilvirke Retskendelsens Brystskjold i Kunstvævning på samme Måde som Efoden; af Guldtråd, violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus skal du lave det;
02O	28	16	det skal være firkantet og lægges dobbelt, et Spand langt og et Spand bredt,
02O	28	17	Og du skal udstyre det med en Besætning af Sten, fire Rækker Sten: Karneol, Topas og Smaragd i den første Række,
02O	28	18	Rubin, Safir og Jaspis i den anden,
02O	28	19	Hyacint, Agat og Ametyst i den tredje,
02O	28	20	Krysolit, Sjoham og Onyks i den fjerde; og de skal omgives med Guldfletværk i deres Indfatninger.
02O	28	21	Der skal være tolv Sten, svarende til Israels Sønners Navne, en for hvert Navn; det skal være graveret Arbejde som Signeter, således at hver Sten bærer Navnet på en af de tolv Stammer.
02O	28	22	Til Brystskjoldet skal du lave snoede Kæder af purt Guld, snoet Arbejde, som når man snor Reb.
02O	28	23	Til Brystskjoldet skal du lave to Guldringe og sætte disse to Ringe på Brystskjoldets øverste Hjørner,
02O	28	24	og de to Guldsnore skal du knytte i de to Ringe på Brystskjoldets Hjørner;
02O	28	25	Snorenes anden Ende skal du anbringe i det Fletværker og fæste dem på Forsiden af Efodens Skulderstykke.
02O	28	26	Og du skal lave to andre Guldringe og sætte dem på Brystskjoldets to andre Hjørner på den indre, mod Efoden vendende Rand.
02O	28	27	Og du skal lave endnu to Guldringe og fæste dem på Efodens to Skulderstykker forneden på Forsiden, hvor den er hæftet sammen med Skulderstykkerne, oven over Efodens Bælte;
02O	28	28	og man skal med Ringene binde Brystskjoldet fast til Efodens Ringe ved Hjælp af en violet Purpursnor, så at det kommer til at sidde oven over Efodens Bælte og ikke løsner sig fra Efoden.
02O	28	29	Aron skal således stedse bære Israels Sønners Navne på Retskendelsens Brystskjold på sit Hjerte, når han går ind i Helligdommen, for at bringe dem i Minde for HERRENs Åsyn.
02O	28	30	Og i Retskendelsens Brystskjold skal du lægge Urim og Tummim, så at Aron.bærer dem på sit Hjerte, når han går ind for HERRENs Åsyn, og Aron skal stedse bære Israeliternes Retskendelse på sit Hjerte for HERRENs Åsyn.
02O	28	31	Fremdeles skal du tilvirke Kåben, som hører til Efoden, helt og holdent af violet Purpur.
02O	28	32	Midt på skal den have en Halsåbning ligesom Halsåbningen på en Panserskjorte, omgivet af en Linning i vævet Arbejde, for at den ikke skal rives itu;
02O	28	33	og langs dens nedeste Kant skal du sy Granatæbler af violet og rødt Purpurgarn og karmoisinrødt Garn og mellem dem Guldbjælder hele Vejen rundt,
02O	28	34	så at Guldbjælder og Granatæbler skifter hele Vejen rundt langs Kåbens nederste Kant.
02O	28	35	Aron skal bære den, når han gør Tjeneste, så at det kan høres, når han går ind i Helligdommen for HERRENs Åsyn, og når han går ud derfra, at han ikke skal dø,
02O	28	36	Fremdeles skal du lave en Pandeplade af purt Guld, og i den skal du gravere, som når man graverer Signeter: "Helliget HERREN."
02O	28	37	Den skal du fastgøre med en violet Purpursnor, og den skal sidde på Hovedklædet, foran på Hovedklædet skal den sidde.
02O	28	38	Aron skal bære den på sin Pande, for at han kan tage de Synder på sig, som klæder ved de hellige Gaver, Israeliterne frembærer, ved alle de hellige Gaver, de bringer; og Aron skal stedse have den på sin Pande for at vinde dem HERRENs Velbehag.
02O	28	39	Kjortelen skal du væve i mønstret Vævning af Byssus. Og du skal tilvirke et Hovedklæde af Byssus og et Bælte i broget Vævning.
02O	28	40	Også til Arons Sønner skal du tilvirke Kjortler, og du skal tilvirke Bælter til dem og Huer til Ære og Pryd.
02O	28	41	Og du skal iføre din Broder Aron og hans Sønner dem, og du skal salve dem, indsætte dem og hellige dem til at gøre Præstetjeneste for mig.
02O	28	42	Tillige skal du tilvirke Linnedbenklæder til dem til at skjule deres Blusel, og de skal nå fra Hoften ned på Lårene.
02O	28	43	Dem skal Aron og hans Sønner bære, når de går ind i Åbenbaringsteltet eller træder frem til Alteret for at gøre Tjeneste i Helligdommen, at de ikke skal pådrage sig Skyld og lide Døden.  En evig gyldig Anordning skal det være for ham og hans Afkom efter ham.
02O	29	1	Således skal du bære dig ad med dem, når du helliger dem til at gøre Præstetjeneste for mig: Tag en ung Tyr, to lydefri Vædre,
02O	29	2	usyrede Brød, usyrede Kager, rørte i Olie, og usyrede Fladbrød, smurte med Olie; af fint Hvedemel skal du bage dem.
02O	29	3	Læg dem så i een Kurv og bær dem frem i Kurven sammen med Tyren og de to Vædre.
02O	29	4	Lad derpå Aron og hans Sønner træde hen til Åbenbaringsteltets Indgang og tvæt dem med Vand.
02O	29	5	Tag så Klæderne og ifør Aron Kjortelen, Efodkåben, Efoden og Brystskjoldet og bind Efoden fast på ham med Bæltet.
02O	29	6	Læg Hovedklædet om hans Hoved og fæst det hellige Diadem på Hovedklædet.
02O	29	7	Tag så Salveolien og udgyd den på hans Hoved og salv ham.
02O	29	8	Lad dernæst hans Sønner træde frem og ifør dem Kjortler,
02O	29	9	omgjord dem med Bælter og bind Huerne på dem. Og Præsteværdigheden skal tilhøre dem med evig Ret. Så skal du indsætte Aron og hans Sønner.
02O	29	10	Før Tyren frem foran Åbenbaringsteltet, og Aron og hans Sønner skal lægge deres Hænder på Tyrens Hoved.
02O	29	11	Slagt så Tyren for HERRENs Åsyn ved Indgangen til Åbenbaringsteltet
02O	29	12	og tag noget af Tyrens Blod og stryg det på Alterets Horn med din Finger og udgyd Resten af Blodet ved Alterets Fod.
02O	29	13	Tag så alt Fedtet på Indvoldene, Leverlappen og begge Nyrerne med Fedtet på dem og bring det som Røgoffer på Alteret;
02O	29	14	men Tyrens Kød, dens Hud og dens Skarn skal du brænde uden for Lejren. Det er et Syndoffer.
02O	29	15	Derpå skal du tage den ene Væder, og Aron og hans Sønner skal lægge deres Hænder på dens Hoved.
02O	29	16	Slagt så Væderen, tag dens Blod og spræng det rundt om på Alteret.
02O	29	17	Skær så Væderen i Stykker, tvæt dens Indvolde og Skinneben, læg dem på Stykkerne og Hovedet
02O	29	18	og bring så hele Væderen som Røgoffer på Alteret. Det er et Brændoffer for HERREN; en liflig Duft, et Ildoffer for HERREN er det.
02O	29	19	Derpå skal du tage den anden Væder, og Aron og hans Sønner skal lægge deres Hænder på dens Hoved.
02O	29	20	Slagt så Væderen, tag noget af dens Blod og stryg det på Arons og hans Sønners højre Øreflip og på deres højre Tommelfinger og højre Tommeltå og spræng Resten af Blodet rundt om på Alteret.
02O	29	21	Tag så noget af Blodet på Alteret og af Salveolien og stænk det på Aron og hans Klæder, ligeledes på hans Sønner og deres Klæder. så bliver han hellig, han selv og hans Klæder og ligeledes hans Sønner og deres klæder.
02O	29	22	Derpå skal du tage Fedtet af Væderen, Fedthalen, Fedtet på Indvoldene, Leverlappen, begge Nyrerne med Fedtet på dem, dertil den højre Kølle, thi det er en Indsættelsesvæder,
02O	29	23	og en Skive Brød, en Oliebrødkage og et Fladbrød af Kurven med de usyrede Brød, som står for HERRENs Åsyn,
02O	29	24	og lægge det alt sammen på Arons og hans Sønners Hænder og lade dem udføre Svingningen dermed for HERRENs Åsyn.
02O	29	25	Tag det så igen fra dem og bring det som Røgoffer på Alteret oven på Brændofferet til en liflig Duft for HERRENs Åsyn, et Ildoffer er det for HERREN.
02O	29	26	Tag derpå Brystet af Arons Indsættelsesvæder og udfør Svingningen dermed for HERRENs Åsyn: det skal være din Del.
02O	29	27	Således skal du hellige Svingningsbrystet og Offerydelseskøllen. det, hvormed Svingningen udføres. og det, som ydes af Arons og hans Sønners Indsættelsesvæder.
02O	29	28	Og det skal tilfalde Aron og hans Sønner som en Rettighed, de har Krav på fra Israeliternes Side til evig Tid; thi det er en Offerydelse, og som Offerydelse skal Israeliterne give det af deres Takofre, som deres Offerydelse til HERREN.
02O	29	29	Arons hellige Klæder skal tilfalde hans Sønner efter ham, for at de kan salves og indsættes i dem.
02O	29	30	I syv Dage skal de bæres af den af hans Sønner, som bliver Præst i hans Sted, den, som skal gå ind i Åbenbaringsteltet for at gøre Tjeneste i Helligdommen.
02O	29	31	Så skal du tage Indsættelsesvæderen og koge dens Kød på et helligt Sted;
02O	29	32	og Aron og hans Sønner skal spise Væderens Kød og Brødet i Kurven ved Indgangen til Åbenbaringsteltet;
02O	29	33	de skal spise de Stykker, hvorved der skaffes Soning ved deres Indsættelse og Indvielse, og ingen Lægmand må spise deraf, thi det er helligt.
02O	29	34	Og dersom der bliver noget af Indsættelseskødet eller Brødet tilovers til næste Morgen, da skal du opbrænde det tiloversblevne; spises må det ikke, thi det er helligt.
02O	29	35	Således skal du forholde dig over for Aron og hans Sønner, ganske som jeg har pålagt dig. Syv Dage skal du foretage Indsættelsen;
02O	29	36	daglig skal du ofre en Syndoffertyr til Soning og rense Alteret for Synd ved at fuldbyrde Soningen på det, og du skal salve det for at hellige det.
02O	29	37	Syv dage skal du fuldbyrde Soningen på Alteret og hellige det; således bliver Alteret højhelligt; enhver, der kommer i Berøring med Alteret, bliver hellig".
02O	29	38	Hvad du skal ofre på Alteret, er følgende: Hver Dag to årgamle Lam som stadigt Offer.
02O	29	39	Det ene Lam skal du ofre om Morgenen og det andet ved Aftenstid.
02O	29	40	Sammen med det første Lam skal du bringe en Tiendedel Efa fint Hvedemel, rørt i en Fjerdedel Hin Olie af knuste Oliven, og et Drikoffer af en Fjerdedel Hin Vin.
02O	29	41	Og det andet Lam skal du ofre ved Aftenstid; sammen med det skal du ofre et Afgrødeoffer og et Drikoffer som om Morgenen til en liflig Duft, et Ildoffer for HERREN.
02O	29	42	Det skal være et stadigt Brændoffer, som I skal bringe, Slægt efter Slægt, ved Indgangen til Åbenbaringsteltet for HERRENs Åsyn, hvor jeg vil åbenbare mig for dig for at tale til dig,
02O	29	43	og hvor jeg vil åbenbare mig for Israels Børn, og det skal helliges ved min Herlighed.
02O	29	44	Jeg vil hellige Åbenbaringsteltet og Alteret, og Aron og hans Sønner vil jeg hellige til at gøre Præstetjeneste for mig.
02O	29	45	Og jeg vil bo midt iblandt Israels Børn og være deres Gud;
02O	29	46	og de skal kende, at jeg HERREN er deres Gud, som førte dem ud af Ægypten for at bo midt iblandt dem, jeg HERREN deres Gud!
02O	30	1	Fremdeles skal du lave et Alter til at brænde Røgelse på: af Akacietræ skal du lave det,
02O	30	2	en Alen langt og en Alen bredt, firkantet skal det være, og to Alen højt, og dets Horn skal være i eet med det.
02O	30	3	Du skal overtrække det med purt Guld, både Pladen og Siderne hele Vejen rundt og Hornene, og sætte en Guldkrans rundt om;
02O	30	4	og du skal sætte to Guldringe under Kransen på begge Sider, på begge Sidestykkerne skal du sætte dem til at stikke Bærestænger i, for at det kan bæres med dem;
02O	30	5	og Bærestængerne skal du lave af Akacietræ og overtrække med Guld.
02O	30	6	Derpå skal du opstille det foran Forhænget, der hænger foran Vidnesbyrdets Ark, foran Sonedækket oven over Vidnesbyrdet der, hvor jeg vil åbenbare mig for dig.
02O	30	7	På det skal Aron brænde vellugtende Røgelse; hver Morgen, når han gør Lamperne i Stand, skal han antænde den.
02O	30	8	Og når Aron sætter Lamperne på Lysestagen ved Aftenstid, skal han ligeledes antænde den; det skal være et stadigt Røgelseoffer for HERRENs Åsyn fra Slægt til Slægt.
02O	30	9	I må ikke ofre et lovstridigt Røgelseoffer derpå, ej heller Brændofre eller Afgrødeofre, lige så lidt som I må udgyde Drikofre derpå.
02O	30	10	Men een Gang om Året skal Aron skaffe Soning på dels Horn; med noget af Forsoningssyndofferets Blod skal han een Gang om Året skaffe Soning på det, Slægt efter Slægt. Det er højhelligt for HERREN.
02O	30	11	HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
02O	30	12	Når du holder Mandtal over Israeliterne, skal enhver, som mønstres, ved Mønstringen give HERREN Sonepenge for sit Liv, at ingen Ulykke skal ramme dem i Anledning af Mønstringen.
02O	30	13	Enhver, der må underkaste sig Mønstringen, skal udrede en halv Sekel i hellig Mønt, tyve Gera på en Sekel, en halv Sekel som Offerydelse til HERREN.
02O	30	14	Enhver, der må underkaste sig Mønstringen, fra Tyveårsalderen og opefter, skal udrede HERRENs Offerydelse.
02O	30	15	hen rige må ikke give mere, den fattige ikke mindre end en halv Sekel, når de bringer HERRENs Offerydelse til Soning for deres Sjæle.
02O	30	16	Og du skal tage Sonepengene af Israeliterne og bruge dem til Tjenesten ved Åbenbaringsteltet. og de skal tjene til at bringe Israeliterne i Minde for HERRENs Åsyn, til Soning for eders Sjæle.
02O	30	17	HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
02O	30	18	Du skal lave en Vandkumme med Fodstykke af Kobber til at tvætte sig i op opstille den mellem Åbenbaringsteltet og Alteret og hælde Vand i den,
02O	30	19	for at Aron og hans Sønner kan tvætte deres Hænder og Fødder deri.
02O	30	20	Når de går ind i Åbenbaringsteltet, skal de tvætte sig med Vand for ikke at dø; ligeledes når de træder hen til Alteret for at gøre Tjeneste og brænde Ildofre for HERREN.
02O	30	21	De skal tvætte deres Hænder og Fødder for ikke at dø. Det skal være en evig Anordning for ham og hans Afkom fra Slægt til Slægt.
02O	30	22	HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
02O	30	23	Du skal tage dig vellugtende Stoffer af den bedste Slags, 500 Sekel ædel Myrra, halvt så meget. 25O Sekel, vellugtende Kanelbark, 25O Sekel vellugtende Kalmus
02O	30	24	og 500 Sekel Kassia, efter hellig Vægt, og en Hin Olivenolie.
02O	30	25	Deraf skal du tilberede en hellig Salveolie, en krydret Blanding, som Salveblanderne laver den; en hellig Salveolie skal det være.
02O	30	26	Med den skal du salve Åbenbaringsteltet, Vidnesbyrdets Ark,
02O	30	27	Bordet med alt dets Tilbehør, Lysestagen med dens Tilbehør, Røgelsealteret,
02O	30	28	Brændofferalteret med alt dets Tilbehør og Vandkummen med dens Fodstykke,
02O	30	29	Således skal du hellige dem, så de bliver højhellige. Enhver, der kommer i Berøring med dem, bliver hellig" .
02O	30	30	Ligeledes skal du salve Aron og hans Sønner og hellige dem til at gøre Præstetjeneste for mig.
02O	30	31	Men til Israeliterne skal du sige således: Dette skal være mig en hellig Salveolie fra Slægt til Slægt.
02O	30	32	Den må ikke udgydes på noget Menneskes Legeme, og i denne Blanding må I ikke tilberede lignende Salve til eget Brug, hellig er den, og hellig skal den være eder.
02O	30	33	Den, der tilbereder lignende Salve eller anvender den på en Lægmand, skal udryddes af sin Slægt.
02O	30	34	HERREN talede fremdeles til Moses og sagde: Tag dig Røgelseoffer, Stakte, Onyksmusling, Galbanum og ren Virak, lige meget af hvert,
02O	30	35	og tilbered deraf en krydret Røgelse, som Salveblanderne laver den, saltet, ren, til hellig Brug.
02O	30	36	Deraf skal du støde en Del til Pulver, og noget deraf skal du lægge foran Vidnesbyrdet i Åbenbaringsteltet, hvor jeg vil åbenbare mig for dig. Det skal være eder højhelligt.
02O	30	37	Den Røgelse, du tilbereder i denne Blanding, må I ikke tilberede til eget Brug. Hellig skal den være dig for HERREN.
02O	30	38	Den, der tilbereder lignende Røgelse for at nyde dens Duft, skal udryddes af sin Slægt.
02O	31	1	HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
02O	31	2	Se, jeg har kaldet Bezalel, en Søn af Hurs Søn Uri, af Judas Stamme
02O	31	3	og fyldt ham med Guds Ånd, med Kunstsnilde, Kløgt og Indsigt i alskens Arbejde
02O	31	4	til at udtænke Kunstværker og til at arbejde i Guld, Sølv og Kobber
02O	31	5	og med Udskæring af Sten til Indfatning og med Træskærerarbejde, kort sagt til at udføre alskens Arbejde.
02O	31	6	Og se, jeg har givet ham Oholiab, Ahisamaks Søn, af Dans Stamme til Medhjælper, og alle kunstforstandige Mænds Hjerte har jeg udrustet med Kunstsnilde, for at de kan udføre alt, hvad jeg har pålagt dig,
02O	31	7	Åbenbaringsteltet, Vidnesbyrdets Ark, Sonedækket derpå og alt Teltets Tilbehør,
02O	31	8	Bordet med dets Tilbehør, Lysestagen af purt Guld med alt dens Tilbehør, Røgelsealteret,
02O	31	9	Brændofferalteret med alt dets Tilbehør og Vandkummen med dens Fodstykke,
02O	31	10	Pragtklæderne, de hellige Klæder til Præsten Aron og hans Sønners Klædet til Brug ved Præstetjenesten,
02O	31	11	Salveolien og den vellugtende Røgelse til Helligdommen.  Ganske som jeg har pålagt dig, skal de udføre det.
02O	31	12	HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
02O	31	13	Du skal tale til Israeliterne og sige: Fremfor alt skal I holde mine Sabbater, thi Sabbaten er et Tegn mellem mig og eder fra Slægt til Slægt, for at I skal kende, at jeg HERREN er den, der helliger eder.
02O	31	14	I skal holde Sabbaten, thi den skal være eder hellig; den, som vanhelliger den, skal lide Døden, ja enhver, som udfører noget Arbejde på den, det Menneske skal udryddes af sin Slægt.
02O	31	15	I seks Dage må der arbejdes, men på den syvende Dag skal I holde en fuldkommen Hviledag, helliget HERREN; enhver, som udfører Arbejde på Sabbatsdagen, skal lide Døden.
02O	31	16	Israeliterne skal holde Sabbaten, så at de fejrer Sabbaten fra Slægt til Slægt som en evig gyldig Pagt:
02O	31	17	Den skal være et Tegn til alle Tider mellem mig og Israeliterne. Thi i seks Dage gjorde HERREN Himmelen og Jorden, men på den syvende hvilede han og vederkvægede sig.
02O	31	18	Da han nu var færdig med at tale til Moses på Sinaj Bjerg, overgav han ham Vidnesbyrdets to Tavler, Stentavler, der var beskrevet med Guds Finger.
02O	32	1	Men da Folket så, at Moses tøvede med at komme ned fra Bjerget, samlede det sig om Aron, og de sagde til ham: "Kom og lav os en Gud, som kan drage foran os, thi vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, der førte os ud af Ægypten!"
02O	32	2	Da sagde Aron til dem: "Riv de Guldringe af, som eders Hustruer, Sønner og Døtre har i Ørene, og bring mig dem!"
02O	32	3	Så rev hele Folket deres Guldørenringe af og bragte dem til Aron.
02O	32	4	Og han modtog dem af deres Hånd, formede Guldet med en Mejsel og lavede en støbt Tyrekalv deraf. Da sagde de: "Her, Israel, er din Gud, som førte dig ud af Ægypten!"
02O	32	5	Og da Aron så det, byggede han et Alter for den, og Aron lod kundgøre: "I Morgen er det Højtid for HERREN!"
02O	32	6	Tidligt næste Morgen ofrede de så Brændofre og bragte Takofre og Folket satte sig til at spise og drikke, og derpå stod de op for at lege.
02O	32	7	Da sagde HERREN til Moses: "Skynd dig og stig ned, thi dit Folk, som du førte ud af Ægypten, har handlet ilde;
02O	32	8	hastigt veg de bort fra den Vej jeg bød dem at vandre; de har lavet sig en støbt Tyrekalv og tilbedt den og ofret til den med de Ord: Her, Israel, er din Gud, som førte dig ud af Ægypten!"
02O	32	9	Og HERREN sagde til Moses: "Jeg har iagttaget dette Folk og set, at det er et halsstarrigt Folk.
02O	32	10	Lad mig nu råde, at min Vrede kan blusse op imod dem så vil jeg tilintetgøre dem; men dig vil jeg gøre til et stort Folk!"
02O	32	11	Men Moses bønfaldt HERREN sin Gud og sagde: "Hvorfor HERRE skal din Vrede blusse op mod dit Folk, som du førte ud af Ægypten med vældig Kraft og stærk Hånd?
02O	32	12	Hvorfor skal Ægypterne kunne sige: I ond Hensigt førte han dem ud, for at slå dem ihjel ude mellem Bjergene og udrydde dem af Jorden? Lad din Vredes Glød høre op, og anger den Ulykke, du vilde gøre dit Folk!
02O	32	13	Kom Abraham, Isak og Israel i Hu, dine Tjenere, hvem du tilsvor ved dig selv: Jeg vil gøre eders Afkom talrigt som Himmelens Stjerner, og jeg vil give eders Afkom hele det Land, hvorom jeg har talet, og de skal eje det evindelig!"
02O	32	14	Da angrede HERREN den Ulykke han havde truet med at gøre sit Folk.
02O	32	15	Derpå vendte Moses tilbage og steg ned fra Bjerget med Vidnesbyrdets to Tavler i Hånden, Tavler, der var beskrevet på begge Sider, både på Forsiden og Bagsiden var de beskrevet.
02O	32	16	Og Tavlerne var Guds Værk, og Skriften var Guds Skrift, ridset ind i Tavlerne.
02O	32	17	Da hørte Josua Støjen af det larmende Folk, og han sagde til Moses: "Der høres Krigslarm i Lejren!"
02O	32	18	Men han svarede: "Det er ikke sejrendes eller slagnes Skrig, det er Sang, jeg hører!"
02O	32	19	Og da Moses nærmede sig Lejren og så Tyrekalven og Dansen, blussede hans Vrede op, og han kastede Tavlerne fra sig og sønderslog dem ved Bjergets Fod.
02O	32	20	Derpå tog han Tyrekalven, som de havde lavet, brændte den i Ilden og knuste den til Støv, strøde det på Vandet og lod Israeliterne drikke det.
02O	32	21	Og Moses sagde til Aron: "Hvad har dette Folk gjort dig, siden du har bragt så stor en Synd over det?"
02O	32	22	Aron svarede: "Vredes ikke, Herre! Du ved selv, at Folket ligger i det onde,
02O	32	23	og de sagde til mig: Lav os en Gud, som kan drage foran os, thi vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, der førte os ud af Ægypten!
02O	32	24	Da sagde jeg til dem: De, der har Guldsmykker, skal rive dem af! De bragte mig da Guldet, og jeg kastede det i Ilden, og så kom denne Tyrekalv ud deraf!"
02O	32	25	Da Moses nu så, at Folket var tøjlesløst til Skadefryd for deres Fjender, fordi Aron havde givet det fri Tøjler,
02O	32	26	stillede han sig ved Indgangen til Lejren og sagde: "Hvem der er for HERREN, han komme hid til mig!" Da samlede alle Leviterne sig om ham,
02O	32	27	og han sagde til dem: "Så siger HERREN, Israels Gud: Bind alle Sværd om Lænd og gå frem og tilbage fra den ene Indgang i Lejren til den anden og slå ned både Broder, Ven og Frænde!"
02O	32	28	Og Leviterne gjorde, som Moses havde sagt, og på den Dag faldt der af Folket henved 3000 Mand.
02O	32	29	Og Moses sagde: "Fra i Dag af skal I være Præster for HERREN, thi ingen skånede Søn eller Broder, derfor skal Velsignelse komme over eder i Dag."
02O	32	30	Næste Dag sagde Moses til Folket: "I har begået en stor Synd ; men nu vil jeg stige op til HERREN, måske kan jeg skaffe Soning for eders Synd!"
02O	32	31	Derpå gik Moses atter til HERREN og sagde: "Ak, dette Folk har begået en stor Synd, de har lavet sig en Gud af Guld.
02O	32	32	Om du dog vilde tilgive dem deres Synd! Hvis ikke, så udslet mig af den Bog, du fører!"
02O	32	33	HERREN svarede Moses: "Den, som har syndet imod mig, ham vil jeg udslette af min Bog!
02O	32	34	Men gå nu og før Folket hen, hvor jeg har befalet dig at føre det hen; se, min Engel skal drage foran dig! Men til sin Tid vil jeg straffe dem for deres Synd!"
02O	32	35	Og HERREN slog Folket, fordi de havde lavet Tyrekalven, den, Aron lavede.
02O	33	1	HERREN sagde til Moses: "Drag nu bort herfra med Folket, som du førte ud af Ægypten, til det Land, jeg tilsvor Abraham, Isak og Jakob med de Ord: Dit Afkom vil jeg give det!
02O	33	2	Jeg sender en Engel foran dig, og han skal drive Kana'anæerne, Amoriterne, Hetiterne, Perizziterne, Hivviterne og Jebusiterne bort
02O	33	3	til et Land, der flyder med Mælk og Honning. Men selv vil jeg ikke drage med i din Midte, thi du er et halsstarrigt Folk; drog jeg med, kunde jeg tilintetgøre dig undervejs!"
02O	33	4	Da Folket hørte denne onde Tidende, sørgede de, og ingen tog sine Smykker på.
02O	33	5	Da sagde HERREN til Moses: "Sig til Israeliterne; I er et halsstarrigt Folk! Vandrede jeg kun et eneste Øjeblik i din Midte, måtte jeg tilintetgøre dig. Tag du dine Smykker af, så skal jeg tænke over, hvad jeg vil gøre for dig!"
02O	33	6	Da aflagde Israeliterne deres Smykker fra Horebs Bjerg af.
02O	33	7	Moses plejede at tage Teltet og slå det op udenfor Lejren i nogen Afstand derfra; han gav det Navnet "Åbenbaringsteltet". Enhver som vilde rådspørge HERREN, gik ud til Åbenbaringsteltet uden for Lejren.
02O	33	8	Men hver Gang Moses gik ud til teltet, rejste alt Folket sig op og stillede sig alle ved Indgangen til deres Telte og så efter Moses, indtil han kom ind i Teltet.
02O	33	9	Og når Moses kom ind Teltet, sænkede Skystøtten sig og stillede sig ved Indgangen til Teltet; da talede HERREN med Moses.
02O	33	10	Men når alt Folket så Skystøtten stå ved Indgangen til Teltet, rejste de sig alle op og tilbad ved Indgangen til deres Telte.
02O	33	11	Så talede HERREN med Moses Ansigt til Ansigt, som når den ene Mand taler med den anden, og derpå vendte Moses tilbage til Lejren; men hans Medhjælper Josua, Nuns Søn, en ung Mand, veg ikke fra Teltet.
02O	33	12	Moses sagde til HERREN: "Se, du siger til mig: Før dette Folk frem! Men du har ikke ladet mig vide, hvem du vil sende med mig; og dog har du sagt: Jeg kender dig ved Navn, og du har fundet Nåde for mine Øjne!
02O	33	13	Hvis jeg nu virkelig har fundet Nåde for dine Øjne, så lær mig dine Veje at kende, at jeg kan kende dig og finde Nåde for dine Øjne; tænk dog på, at dette Folk er dit Folk!"
02O	33	14	Han svarede: "Skal mit Åsyn da vandre med, og skal jeg således føre dig til Målet?"
02O	33	15	Da sagde Moses til ham: "Hvis dit Åsyn ikke vandrer med, så lad os ikke drage herfra!
02O	33	16	Hvorpå skal det dog kendes. at jeg har fundet Nåde for dine Øjne, jeg og dit Folk? Mon ikke på, at du vandrer med os, og der således vises os, mig og dit Folk, en Udmærkelse fremfor alle and1e Folkeslag på Jorden?"
02O	33	17	HERREN svarede Moses: "Også hvad du der siger, vil jeg gøre, thi du har fundet Nåde for mine Øjne, og jeg kalder dig ved Navn."
02O	33	18	Da sagde Moses: "Lad mig dog skue din Herlighed!"
02O	33	19	Han svarede: "Jeg vil lade al min Rigdom drage forbi dig og udråbe HERRENs Navn foran dig, thi jeg viser Nåde, mod hvem jeg vil, og Barmhjertighed, mod hvem jeg vil!"
02O	33	20	Og han sagde: "Du kan ikke skue mit Åsyn, thi intet Menneske kan se mig og leve."
02O	33	21	Og HERREN sagde: "Se, her er et Sted i min Nærhed, stil dig på Klippen der!
02O	33	22	Når da min Herlighed drager forbi, vil jeg lade dig stå i Klippehulen, og jeg vil dække dig 1ned min Hånd, indtil jeg er kommet forbi.
02O	33	23	Så tager jeg min Hånd bort, og da kan du se mig bagfra; men mit Åsyn kan ingen skue!"
02O	34	1	Derpå sagde HERREN til Moses: "Tilhug dig to Stentavler ligesom de forrige, så vil jeg på Tavlerne skrive de samme Ord, som stod på de forrige Tavler, du slog i Stykker.
02O	34	2	Gør dig så rede til i Morgen, stig om Morgenen op på Sinaj Bjerg og stil dig hen og vent på mig der på Bjergets Top.
02O	34	3	Ingen må følge med dig derop, og ingen må vise sig noget Sted på Bjerget, end ikke Småkvæg eller Hornkvæg må græsse i Nærheden af dette Bjerg."
02O	34	4	Da tilhuggede han to Stentavler ligesom de forrige, og tidligt næste Morgen steg Moses op på Sinaj Bjerg, som Gud havde pålagt ham, og tog de to Stentavler med sig.
02O	34	5	Da steg HERREN ned i Skyen; og Moses stillede sig hos ham der og påkaldte HERRENs Navn.
02O	34	6	Og HERREN gik forbi ham og råbte: "HERREN, HERREN, Gud, som er barmhjertig og nådig, langmodig og rig på Miskundhed og Trofasthed,
02O	34	7	som bevarer Miskundhed mod Tusinder, som tilgiver Brøde, Overtrædelse og Synd, men ikke lader den skyldige ustraffet, som straffer Fædres Brøde på Børn og Børnebørn, på dem i tredje og fjerde Led!"
02O	34	8	Da bøjede Moses sig hastelig til Jorden, tilbad
02O	34	9	og sagde: "Har jeg fundet Nåde for dine Øjne, Herre, så drage min Herre med i vor Midte; thi det er et halsstarrigt Folk. Men tilgiv vor Brøde og vor Synd og lad os være din Ejendom!"
02O	34	10	Han sagde: "Se, jeg vil slutte en Pagt; i hele dit Folks Påsyn vil jeg gøre Undere, som aldrig før er sket nogensteds på Jorden og blandt noget Folkeslag, og hele det Folk, i hvis Midte du lever, skal se HERRENs Værk; thi det, jeg vil udføre ved dig, er forfærdeligt.
02O	34	11	Hold dig det efterrettelig, som jeg i Dag byder dig! Se, jeg vil drive Amoriterne, Kana'anæerne, Hetiterne, Perizziterne, Hivviterne og Jebusiterne bort foran dig!
02O	34	12	Vogt dig vel for at slutte nogen Pagt med Indbyggerne i det Land, du kommer til, for at de ikke skal blive en Snare for dig, når de lever i din Midte.
02O	34	13	Men I skal nedbryde deres Altre, sønderslå deres Stenstøtter og omhugge deres Asjerastøtter!
02O	34	14	Thi du må ikke tilbede nogen anden Gud, thi "Nidkær" er HERRENs Navn, nidkær Gud er han.
02O	34	15	Du må ikke slutte Pagt med Landets Indbyggere, og når de boler med deres Guder og ofrer til dem og man indbyder dig til at være med, må du ikke spise af deres Ofre;
02O	34	16	og du må ikke af deres Døtre tage Hustruer til dine Sønner, så deres Døtre, når de boler med deres Guder, får dine Sønner til også at bole med dem.
02O	34	17	Du må ikke gøre dig noget støbt Gudebillede.
02O	34	18	Du skal lejre de usyrede Brøds Højtid; i syv Dage skal du spise usyret Brød, som jeg har pålagt dig, lå den fastsatte Tid i Abib Måned, thi i Abib Måned drog du ud af Ægypten.
02O	34	19	Alt førstefødt tilhører mig; af dine Hjorde skal du ofre mig det førstefødte af Handyrene, både af Okset og småt Kvæg;
02O	34	20	men de førstefødte Æsler skal du udløse med et Stykke småt Kvæg, og hvis du ikke udløser det, skal du sønderbryde Halsen derpå; alle dine førstefødte Sønner skal du udløse. Du må ikke stedes for mit Åsyn med tomme Hænder
02O	34	21	I seks Dage må du arbejde, men på den syvende skal du hvile; i Pløje og Høsttiden skal du holde Hviledag.
02O	34	22	Du skal fejre Ugehøjtid med Førstegrøden af Hvedehøsten og Frugthøsthøjtid ved Jævndøgnstide.
02O	34	23	Tre Gange om Året skal alle at Mandkøn hos dig stedes for den Herre HERREN Israels Guds Åsyn.
02O	34	24	Thi jeg vil drive Folkeslag bort foran dig og gøre dine Landemærker vide, og ingen skal attrå dit Land, medens du drager hen for at stedes for HERREN din Guds Åsyn tre Gange 01n Året.
02O	34	25	Du må ikke ofre Blodet af mit offer sammen med syret Brød. Påskehøjtidens Offer må ikke gemmes til næste Morgen.
02O	34	26	Det bedste af din Jords Førstegrøde skal du bringe til HERREN din Guds Hus. Du må ikke koge et Hid i dets Moders Mælk!"
02O	34	27	Og HERREN sagde til Moses: "Skriv disse Ord op, thi på Grundlag af disse Ord slutter jeg Pagt med dig og Israel."
02O	34	28	Og han blev der hos HERREN fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter uden at spise eller drikke; og han skrev Pagtsordene, de ti Ord, på Tavlerne.
02O	34	29	Da Moses steg ned fra Sinaj Bjerg med Vidnesbyrdets to Tavler i Hånden, vidste han ikke, at hans Ansigts Hud var kommet til at stråle, ved at han talede med ham.
02O	34	30	Men Aron og alle Israeliterne så Moses, og se, hans Ansigts Hud strålede, og de turde ikke komme ham nær.
02O	34	31	Men Moses kaldte på dem, og da vendte Aron og alle Menighedens Øverster tilbage til ham, og Moses talte til dem.
02O	34	32	Derpå kom alle Israeliterne hen til ham, og han pålagde dem alt, hvad HERREN havde talet til ham på Sinaj Bjerg.
02O	34	33	Men da Moses var færdig med at tale til dem, lagde han et Dække over sit Ansigt.
02O	34	34	Hver Gang han derefter trådte frem for HERRENs Åsyn for at tale med ham, tog han Sløret af, indtil han kom ud igen; og når han kom ud, meddelte han Israeliterne, hvad der var blevet ham påbudt.
02O	34	35	Da så Israeliterne, at Moses's Ansigts Hud strålede; og Moses lagde da Dækket over sit Ansigt, indtil han atter gik ind for at tale med ham.
02O	35	1	Moses kaldte hele Israeliternes Menighed sammen og sagde til dem: Dette er, hvad HERREN har pålagt eder at gøre:
02O	35	2	I seks Dage må der arbejdes, men på den syvende Dag skal I holde Helligdag, en fuldkommen Hviledag for HERREN. Enhver, der den Dag udfører noget Arbejde, skal lide Døden.
02O	35	3	På Sabbatsdagen må I ikke gøre Ild i nogen af eders Boliger.
02O	35	4	Derpå sagde Moses til hele Israeliternes Menighed: Dette er, hvad HERREN har påbudt:
02O	35	5	I skal tage en Offerydelse til HERREN af, hvad I ejer. Enhver, som i sit Hjerte føler sig tilskyndet dertil, skal komme med det, HERRENs Offerydelse, Guld, Sølv, Kobber,
02O	35	6	violet og rødt Purpurgatn, karmoisinrødt Garn, Byssus, Gedehår,
02O	35	7	rødfarvede Væderskind, Tahasjskind, Akacietræ,
02O	35	8	Olie til Lysestagen, vellugtende Stofer til Salveolien og Røgelsen,
02O	35	9	Sjohamsten og Ædelsten til Indfatning på Efoden og Brystskjoldet.
02O	35	10	Og alle kunstforstandige Mænd iblandt eder skal komme og lave alt, hvad HERREN har påbudt:
02O	35	11	Boligen med dens Teltdække og Dække, dens Kroge, Brædder, Tværstænger, Piller og Fodstykker,
02O	35	12	Arken med Bærestængerne, Sonedækket og det indre Forhæng,
02O	35	13	Bordet med dets Bærestænger og alt dets Tilbehør og Skuebrødene,
02O	35	14	Lysestagen med dens Tilbehør, dens Lamper og Olien til Lysestagen,
02O	35	15	Røgelsealteret med dets Bærestænger, Salveolien og Røgelsen. Forhænget til Boligens Indgang,
02O	35	16	Brændofferalteret med Kobbergitteret, Bærestængerne og alt dets Tilbehør, Vandkummen med dens Fodstykke,
02O	35	17	Forgårdens Omhæng, dens Piller og Fodstykker og Forhænget til Forgårdens Indgang,
02O	35	18	Boligens og Forgårdens Pæle med Reb,
02O	35	19	Pragtklæderne til Tjenesten i Helligdommen, de hellige Klæder til Præsten Aron og hans Sønners Klæder til Brug ved Præstetjenesten.
02O	35	20	Da forlod hele Israeliternes Menighed Moses.
02O	35	21	Og enhver, som i sit Hjerte følte sig drevet dertil, og hvis Ånd tilskyndede ham, kom med HERRENs Offerydelse til Opførelsen af Åbenbaringsteltet og til alt Arbejdet derved og til de hellige Klæder.
02O	35	22	De kom dermed, både Mænd og Kvinder; enhver, som i sit Hjerte følte sig tilskyndet dertil, kom med Spænder, Ørenringe, Fingerringe og Halssmykker, alle Hånde Guldsmykker. Og enhver, der vilde vie HERREN en Gave af Guld, kom dermed.
02O	35	23	Og enhver, i hvis Eje der fandtes violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn, Byssus, Gedehår, rødfarvede Væderskind eller Tahasjskind, kom dermed.
02O	35	24	Og enhver, der vilde give en Offerydelse af Sølv eller Kobber, kom med HERRENs Offerydelse. Og enhver, der ejede Akacietræ til alt Byggearbejdet, kom dermed.
02O	35	25	Og alle kunstforstandige Kvinder spandt med egne Hænder og kom med deres Spind, violet og rødt Purpur, Karmoisin og Byssus.
02O	35	26	Og alle Kvinder, som i Kraft af deres Kunstsnilde følte sig tilskyndede dertil i deres Hjerte, spandt Gedehårene.
02O	35	27	Og Øversterne kom med Sjohamstenene og Ædelstenene til Indfatningen på Efoden og Brystskjoldet
02O	35	28	og de vellugtende Stoffer og Olien til Lysestagen og til Salveolien og Røgelsen.
02O	35	29	Enhver Mand og Kvinde af Israeliterne, som i sit Hjerte følte sig tilskyndet til at bringe, hvad der krævedes til Udførelsen af alt det Arbejde, HERREN gennem Moses havde påbudt, bragte det som en frivillig Gave til HERREN.
02O	35	30	Derpå sagde Moses til Israeliterne: Se, HERREN har kaldet Bezal'el, en Søn af Hurs Søn Uri, af Judas Stamme
02O	35	31	og fyldt ham med Guds Ånd, med Kunstsnilde, Kløgt og Indsigt i alskens Arbejde
02O	35	32	til at udtænke Kunstværker og til at arbejde i Guld, Sølv og Kobber
02O	35	33	og med Udskæring af Sten til Indfatning og med Træskærerarbejde, kort sagt til at udføre alskens Kunstarbejde.
02O	35	34	Og tillige har han givet både ham og Oholiab, Ahisamaks Søn, af Dans Stamme Gaver til at lære fra sig.
02O	35	35	Han har fyldt dem med Kunstsnilde til at udføre alskens Udskæringsarbejde, Kunstvævning, broget Vævning af violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og Byssus og almindelig Vævning, så de kan udføre alt Slags Arbejde og udtænke Kunstværker.
02O	36	1	Derfor skal Bezal'el og Oholiab og alle andre kunstforstandige Mænd, hvem HERREN har givet Kunstsnilde og Kløgt, så de forstår sig på Arbejdet, udføre alt Arbejdet ved Helligdommens Opførelse i Overensstemmelse med alt, hvad HERREN har påbudt.
02O	36	2	Derpå tilkaldte Moses Bezal'el og Oholiab og alle de kunstforstandige Mænd, hvem HERREN havde givet Kunstsnilde, alle dem, som i deres Hjerte følte sig tilskyndet til at give sig i Lag med Udførelsen af Arbejdet.
02O	36	3	Og de modtog af Moses hele den Offerydelse, Israeliterne var kommet med til Arbejdet med Helligdommens Opførelse, for at det kunde blive udført. Men de blev ved at komme med frivillige Gaver til ham, Morgen efter Morgen.
02O	36	4	Da kom alle de kunstforstandige Mænd, der udførte alt Arbejdet ved Helligdommen, hver fra den Del af Arbejdet, han var beskæftiget med,
02O	36	5	og sagde til Moses: "Folket kommer med mere, end der kræves til Udførelsen af det Arbejde, HERREN har påbudt!"
02O	36	6	Da bød Moses, at følgende Kundgørelse skulde udråbes i Lejren: "Hverken Mænd eller Kvinder skal yde mere som Offergave til Helligdommen!" Så hørte Folket op med at komme med Gaver.
02O	36	7	Og det, der var ydet, var dem nok til at udføre hele Arbejdet, ja mer end nok.
02O	36	8	Så lavede alle de kunstforstandige Mænd blandt dem, der deltog i Arbejdet, Boligen, ti Tæpper af tvundet Byssus, violet og rødt Purpurgarn og karmoisinrødt Garn; han lavede dem med Keruber på i Kunstvævning,
02O	36	9	hvert Tæppe otte og tyve Alen langt og fire Alen bredt; alle Tæpperne havde samme Mål.
02O	36	10	Han syede Tæpperne sammen, fem og fem.
02O	36	11	I Kanten af det ene Tæppe, det yderste i det ene sammensyede Stykke, satte han Løkker af violet Purpurgarn, og ligeledes satte han Løkker i Kanten af det yderste Tæppe i det andet sammensyede Stykke;
02O	36	12	han satte halvtredsindstyve Løkker på det ene Tæppe og halvtredsindstyve Løkker i Kanten af det tilsvarende Tæppe i det andet sammensyede Stykke, Løkke lige over for Løkke.
02O	36	13	Derpå lavede han halvtredsindstyve Guldkroge til at forbinde Tæpperne med hinanden, så at Boligen udgjorde et Hele.
02O	36	14	Fremdeles lavede han Tæpper af Gedehår til et Teltdække uden om Boligen, og her lavede han elleve Tæpper,
02O	36	15	hvert Tæppe tredive Alen langt og fire Alen bredt; alle Tæpperne havde samme Mål.
02O	36	16	De fem af Tæpperne syede han sammen for sig og de seks for sig,
02O	36	17	og han satte halvtredsindstyve Løkker i Kanten af det yderste Tæppe i det ene sammensyede Stykke og halvtredsindstyve Løkker i Kanten af det tilsvarende Tæppe i det andet sammensyede Stykke.
02O	36	18	Og han lavede halvtredsindstyve Kobberkroge til at sammenføje Teltdækket med, så det udgjorde et Hele.
02O	36	19	Fremdeles lavede han over Teltdækket et Dække af rødfarvede Væderskind og derover endnu et Dække af Tahasjskind.
02O	36	20	Derpå lavede han Brædderne til Boligen af Akacietræ til at stå op,
02O	36	21	hvert Bræt ti Alen højt og halvanden Alen bredt,
02O	36	22	og på hvert Bræt to indbyrdes forbundne Tapper; således indrettede han det ved alle Boligens Brædder.
02O	36	23	Af Brædderne, som han lavede til Boligen, var tyve til Sydsiden,
02O	36	24	og til de tyve Brædder lavede han fyrretyve Fodstykker af Sølv, to Fodstykker til de to Tapper på hvert Bræt.
02O	36	25	Andre tyve Brædder lavede han til Boligens anden Side, som vendte mod Nord,
02O	36	26	med fyrretyve Fodstykker af Sølv, to Fodstykker til hvert Bræt.
02O	36	27	Og til Bagsiden, som vendte mod Vest, lavede han seks Brædder.
02O	36	28	Til Boligens Baghjørner lavede han to Brædder,
02O	36	29	der bestod af to Stykker forneden og ligeledes af to Stykker foroven, indtil den første Ring; således indrettede han dem begge for at danne de to Hjørner.
02O	36	30	Altså blev der til Bagsiden otte Brædder med tilhørende seksten Fodstykker af Sølv, to til hvert Bræt.
02O	36	31	Derpå lavede han Tværstænger af Akacietræ, fem til de Brædder, der dannede Boligens ene Side,
02O	36	32	fem til de Brædder, der dannede Boligens anden Side, og fem til de Brædder, der dannede Boligens Bagside mod Vest;
02O	36	33	den mellemste Tværstang lavede han således, at den midt på Brædderne nåede fra den ene Ende af Væggen til den anden.
02O	36	34	Brædderne overtrak han med Guld, og deres Ringe, som Tværstængerne skulde stikkes i, lavede han af Guld, og Tværstængerne overtrak han med Guld.
02O	36	35	Derpå lavede han Forhænget af violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus, han lavede det i Kunstvævning med Keruber på,
02O	36	36	og han lavede dertil fire Piller af Akacietræ, som han overtrak med Guld, og Knagerne derpå lavede han af Guld, og han støbte fire Fodstykker af Sølv til dem.
02O	36	37	Derpå lavede han et Forhæng til Teltets Indgang af violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus i broget Vævning
02O	36	38	og dertil fem Piller med Knager, hvis Hoveder og Bånd han overtrak med Guld, og fem Fodstykker af Kobber.
02O	37	1	Derpå lavede Bezal'el Arken af Akacietræ, halvtredje Alen lang, halvanden Alen bred og halvanden Alen høj,
02O	37	2	og overtrak den indvendig og udvendig med purt Guld og satte en gylden Krans rundt om den.
02O	37	3	Derefter støbte han fire Guldringe til den og satte dem på dens fire Fødder, to Ringe på hver Side af den.
02O	37	4	Og han lavede Bærestænger af Akacietræ og overtrak dem med Guld;
02O	37	5	så stak han Stængerne gennem Ringene på Arkens Sider, for at den kunde bæres med dem.
02O	37	6	Derpå lavede han Sonedækket af purt Guld, halvtredje Alen langt og halvanden Alen bredt,
02O	37	7	og han lavede to Keruber af Guld, i drevet Arbejde lavede han dem, ved begge Ender af Sonedækket,
02O	37	8	den ene Kerub ved den ene Ende, den anden Kerub ved den anden; han lavede Keruberne således, at de var i eet med Sonedækket ved begge Ender.
02O	37	9	Og Keruberne bredte deres Vinger i Vejret, således at de dækkede over Sonedækket med deres Vinger; de vendte Ansigtet mod hinanden; nedad mod Sone,dækket vendte Kerubernes Ansigter.
02O	37	10	Derpå lavede han Bordet af Akacietræ, to Alen langt, en Alen bredt og halvanden Alen højt,
02O	37	11	og overtrak det med purt Guld og satte en gylden Krans rundt om det.
02O	37	12	Og han satte en Liste af en Hånds Bredde rundt om det og en gylden Krans rundt om Listen.
02O	37	13	Og han støbte fire Guldringe og satte dem på de fire Hjørner ved dets fire Ben.
02O	37	14	Lige ved Listen sad Ringene til at stikke Bærestængerne i, så at man kunde bære Bordet.
02O	37	15	Og han lavede Bærestængerne at Akacietræ og overtrak dem med Guld, og med dem skulde Bordet bæres.
02O	37	16	Og han lavede af purt Guld de Ting, som hørte til Bordet, Fadene og Kanderne, Skålene og Krukkerne til at udgyde Drikoffer med.
02O	37	17	Derpå lavede han Lysestagen af purt Guld, i drevet Arbejde lavede han Lysestagen, dens Fod og selve Stagen, således at dens Blomster med Bægere og Kroner var i eet med den;
02O	37	18	seks Arme udgik fra Lysestagens Sider, tre fra den ene og tre fra den anden Side.
02O	37	19	På hver af Armene, der udgik fra Lysestagen, var der tre mandelblomstlignende Blomster med Bægere og Kroner,
02O	37	20	men på selve Stagen var der fire mandelblomstlignende Blomster med Bægere og Kroner,
02O	37	21	et Bæger under hvert af de tre Par Arme, der udgik fra den.
02O	37	22	Bægrene og Armene var i eet med den, så at det hele udgjorde eet drevet Arbejde af purt Guld.
02O	37	23	Derpå lavede han de syv Lamper til den, Lampesaksene og Bakkerne af purt Guld.
02O	37	24	En Talent purt Guld brugte han til den og til alt dens Tilbehør.
02O	37	25	Derpå lavede han Røgelsealteret af Akacietræ, en Alen langt og en Alen bredt, i Firkant, og to Alen højt, og dets Horn var i eet med det.
02O	37	26	Og han overtrak det med purt Guld, både Pladen og Siderne hele Vejen rundt og Hornene, og satte en Guldkrans rundt om;
02O	37	27	og han satte to Guldringe under Kransen på begge Sider til at stikke Bærestængerne i, for at det kunde bæres med dem;
02O	37	28	Bærestængerne lavede han af Akacietræ og overtrak dem med Guld.
02O	37	29	Han tilberedte også den hellige Salveolie og den rene, vellugtende Røgelse, som Salveblanderne laver den.
02O	38	1	Derpå lavede han Brændofferalteret af Akacietræ, fem Alen langt og fem Alen bredt, firkantet, og tre Alen højt.
02O	38	2	Han lavede Horn til dets fire Hjørner, således at de var i eet dermed, overtrak det med Kobber
02O	38	3	og lavede alt Alterets Tilbehør, Karrene, Skovlene, Skålene, Gaflerne og Panderne; alt dets Tilbehør lavede han af Kobber.
02O	38	4	Derpå omgav han Alteret med et flettet Kobbergitter neden under dets Liste, således at det nåede op til Alterets halve Højde.
02O	38	5	Derefter støbte han fire Ringe til Kobbergitterets fire Hjørner til at stikke Bærestængerne i.
02O	38	6	Bærestængerne lavede han at Akacietræ og overtrak dem med Kobber.
02O	38	7	Og Stængerne stak han gennem Ringene på Alterets Sider, for at det kunde bæres med dem. Han lavede det hult af Brædder.
02O	38	8	Derpå lavede han Vandkummen med Fodstykke af Kobber og brugte dertil Spejle, som tilhørte Kvinderne, der gjorde Tjeneste ved Indgangen til Åbenbaringsteltet.
02O	38	9	Derpå indrettede han Forgården: Til Sydsiden det hundrede Alen lange Forgårdsomhæng af tvundet Byssus
02O	38	10	med tyve Piller og tyve Fodstykker af Kobber og med Knager og Bånd af Sølv til Pillerne.
02O	38	11	Til Nordsiden hundrede Alen med tyve Piller og tyve Fodstykker af Kobber og med Knager og Bånd af Sølv til Pillerne.
02O	38	12	Til Vestsiden det halvtredsindstyve Alen lange Omhæng med ti Piller og ti Fodstykker og med Knager og Bånd af Sølv til Pillerne.
02O	38	13	Og til Forsiden mod Øst, der var halvtredsindstyve Alen bred,
02O	38	14	det femten Alen lange Omhæng med fire Piller og tre Fodstykker til den ene Side af Indgangen,
02O	38	15	og det femten Alen lange Omhæng med tre Piller og tre Fodstykker til den anden Side af Indgangen.
02O	38	16	Alle Omhæng rundt om Forgården var af tvundet Byssus,
02O	38	17	Fodstykkerne til Pillerne af Kobber,men deres Knager og Bånd af Sølv; alle Pillernes Hoveder var overtrukket med Sølv; og de havde Bånd af Sølv.
02O	38	18	Forhænget til Forgårdens Indgang var af violet og rødt Purpurgarn i broget Vævning, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus, tyve Alen langt og fem Alen højt, svarende til Bredden på Forgårdens Omhæng.
02O	38	19	Dertil hørte fire Piller med fire Fodstykker af Kobber; Knagerne var af Sølv og Overtrækket på Hovederne og Båndene ligeledes af Sølv.
02O	38	20	Alle Pælene til Boligen og Forgården rundt om var af Kobber.
02O	38	21	Her følger Regnskabet over Boligen, Vidnesbyrdets Bolig, som på Moses's Bud blev opgjort af Leviterne under Ledelse af Itamar, en Søn af Præsten Aron;
02O	38	22	Bezal'el, en Søn af Hurs Søn Uri, af Judas Stamme havde udført alt, hvad HERREN havde pålagt Moses,
02O	38	23	sammen med Oholiab, Ahisamaks Søn, af Dans Stamme, som udførte Udskæringsarbejdet, Kunstvævningen og den brogede Vævning af violet og rødt Purpur, Karmoisin og Byssus.
02O	38	24	Hvad angår Guldet, der anvendtes til Arbejdet, under hele Arbejdet på Helligdommen, så løb det som Gave viede Guld op til
02O	38	25	Det ved Menighedens Mønstring indkomne Sølv løb op til 100 Talenter og 1775 Sekel efter hellig Vægt
02O	38	26	en, Beka, det halve af en Sekel efter hellig Vægt, af enhver, der måtte lade sig mønstre, altså fra Tyveårsalderen og opefter, i alt 603 550 Mand:
02O	38	27	De 100 Talenter Sølv medgik til Støbningen af Helligdommens og Forhængets Fodstykker, 100 Talenter til 100 Fodstykker, en Talent til hvert Fodstykke.
02O	38	28	Men de 1775 Sekel anvendte han til Knager til Pillerne, til at overtrække deres Hoveder med og til Bånd på dem.
02O	38	29	Talenter og 730 Sekel efter hellig Vægt.
02O	38	29	Det som Gave viede Kobber udgjorde 70 Talenter og 2400 Sekel.
02O	38	30	Deraf lavede han Fodstykkerne til Åbenbaringsteltets Indgang, Kobberalteret med dets Kobbergitter og alt Alterets Tilbehør,
02O	38	31	Fodstykkerne til Forgården rundt om og til Forgårdens Indgang og alle Teltpælene til Boligen og alle Teltpælene til Forgården hele Vejen rundt.
02O	39	1	Af det violette og røde Purpurgarn og det karmoisinrøde Garn tilvirkede de Pragtklæderne til Tjenesten i Helligdommen; og de tilvirkede Arons hellige Klæder, således som HERREN havde pålagt Moses.
02O	39	2	De tilvirkede Efoden af Guldtråd, violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus,
02O	39	3	idet de udhamrede Guldet i Plader og skar Pladerne ud i Tråde til at væve ind i det violette og røde Purpurgarn, det karmoisinrøde Garn og det tvundne Byssus ved Kunstvævning.
02O	39	4	Derpå forsynede de den med Skulderstykker til at hæfte på; den blev hæftet sammen ved begge Hjørner.
02O	39	5	Og dens Bælte, som brugtes, når den skulde tages på, var i eet med den og af samme Arbejde, af Guldtråd, violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus, således som HERREN havde pålagt Moses.
02O	39	6	Derpå tilvirkede de Sjohamstenene, indfattede i Guldfletværk og graverede som Signeter med Israels Sønners Navne;
02O	39	7	og de fæstede dem på Efodens Skulderstykker, for at Stenene kunde bringe Israels Børn i Minde, således som HERREN havde pålagt Moses.
02O	39	8	Derpå tilvirkede de Brystskjoldet i Kunstvævning på samme Måde som Efoden, af Guldtråd, violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus;
02O	39	9	det var firkantet, og de lagde Brystskjoldet dobbelt; det var et Spand langt og et Spand bredt, lagt dobbelt.
02O	39	10	De udstyrede det med fire Rækker Sten: Karneol, Topas og Smaragd i den første Række,
02O	39	11	Rubin, Safir og Jaspis i den anden,
02O	39	12	Hyacint, Agat og Ametyst i den tredje,
02O	39	13	Krysolit, Sjoham og Onyks i den fjerde, omgivne med Guldfletværk i deres Indfatninger.
02O	39	14	Der var tolv Sten, svarende til Israels Sønners Navne, en for hvert Navn; det var graveret Arbejde som Signeter, således at hver Sten bar Navnet på en af de tolv Stammer.
02O	39	15	Til Brystskjoldet lavede de snoede Kæder af purt Guld, snoet Arbejde, som når man snor Reb.
02O	39	16	Derpå lavede de to Guldfletværker og to Guldringe og satte disse to Ringe på Brystskjoldets øverste Hjørner,
02O	39	17	og de to Guldsnore knyttede de i de to Ringe på Brystskjoldets Hjørner;
02O	39	18	Snorenes anden Ende anbragte de i de to Fletværker og fæstede dem på Forsiden af Efodens Skulderstykker.
02O	39	19	Og d lavede to andre Guldringe og satte dem på Brystskjoldets to andre Hjørner på den indre Rand, der vendte mod Efoden.
02O	39	20	Og de lavede endnu to Guldringe og fæstede dem på Efodens to Skulderstykker forneden på Forsiden, hvor den var hæftet sammen med Skulderstykkerne, oven over Efodens Bælte;
02O	39	21	og de bandt med Ringene Brystskjoldet fast til Efodens Ringe ved Hjælp af en violet Purpursnor, så at det kom til at sidde oven over Efodens Bælte og ikke kunde løsne sig fra Efoden, som HERREN havde pålagt Moses.
02O	39	22	Derpå tilvirkede de Kåben, som hører til Efoden, i vævet Arbejde, helt og holdent af violet Purpur.
02O	39	23	Midt på havde Kåben en Halsåbning ligesom Halsåbningen på en Panserskjorte, omgivet af en Linning, for at den ikke skulde rives itu,
02O	39	24	og langs Kåbens nederste Kant syede de Granatæbler af violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus,
02O	39	25	og de lavede Bjælder af purt Guld, som de anbragte mellem Granatæblerne langs Kåbens nederste Kant hele Vejen rundt, mellem Granatæblerne,
02O	39	26	så at Bjælder og Granatæbler skiftede hele Vejen rundt langs Kåbens nederste Kant, til at bære ved Tjenesten, som HERREN havde pålagt Moses.
02O	39	27	Derpå tilvirkede de Kjortlerne til Aron og hans Sønner af Byssus i vævet Arbejde,
02O	39	28	Hovedklædet af Byssus, Embedshuerne af Byssus, Linnedbenklæderne af tvundet Byssus,
02O	39	29	og Bæltet af tvundet Byssus, violet og rødt Purpurgarn og karmoisinrødt Garn i broget Vævning, som HERREN havde pålagt Moses.
02O	39	30	Derpå lavede de Pandepladen, det hellige Diadem, af purt Guld og forsynede den med en Indskrift i graveret Arbejde som ved Signeter: "Helliget HERREN."
02O	39	31	Og de fæstede en violet Purpursnor på den til at binde den fast med oven på Hovedklædet, som HERREN havde pålagt Moses.
02O	39	32	Således fuldførtes alt Arbejdet ved Åbenbaringsteltets Bolig; og Israeliterne gjorde ganske som HERREN havde pålagt Moses; således gjorde de.
02O	39	33	Derpå bragte de Boligen til Moses, Teltdækket med alt dets Tilbehør, Knagerne, Brædderne, Tværstængerne, Pillerne og Fodstykkerne,
02O	39	34	Dækket af rødfarvede Væderskind og Dækket af Tahasjskind, det indre Forhæng,
02O	39	35	Vidnesbyrdets Ark med Bærestængerne, Sonedækket,
02O	39	36	Bordet med alt dets Tilbehør, Skuebrødene,
02O	39	37	Lysestagen af purt Guld med Lamperne, der skulde sættes på den, og alt dens Tilbehør, Olien til Lysestagen,
02O	39	38	Guldalteret, Salveolien, den vellugtende Røgelse, Forhænget til Teltets Indgang,
02O	39	39	Kobberalteret med Kobbergitteret, Bærestængerne og alt dets Tilbehør, Vandkummen og Fodstykket,
02O	39	40	Omhængene til Forgården, Pillerne og Fodstykkerne, Forhænget til Forgårdens Indgang, Rebene og Teltpælene, alt Tilbehør til Tjenesten i Åbenbaringsteltets Bolig,
02O	39	41	Pragtklæderne til Tjenesten i Helligdommen, de hellige Klæder til Præsten Aron og hans Sønners Klæder til Præstetjenesten.
02O	39	42	Nøjagtigt som HERREN havde pålagt Moses, udførte Israeliterne hele Arbejdet.
02O	39	43	Da så Moses hele Arbejdet efter, og se, de havde udført det, som HERREN havde sagt; således havde de utdført det. Og Moses velsignede dem.
02O	40	1	Og HERREN talede til Moses og sagde:
02O	40	2	På den første Dag i den første Måned skal du rejse Åbenbaringsteltets Bolig.
02O	40	3	Sæt så Vidnesbyrdets Ark derind og hæng Forhænget op for Arken.
02O	40	4	Og du skal bringe Bordet ind og ordne, hvad dertil hører, og bringe Lysestagen ind og sætte Lamperne på.
02O	40	5	Stil Guldalteret til Røgelsen op foran Vidnesbyrdets Ark og hæng Forhænget op foran Boligens Indgang.
02O	40	6	Stil Brændofferalteret op foran Indgangen til Åbenbaringsteltets Bolig
02O	40	7	og stil Vandkummen op mellem Åbenbaringsteltet og Alteret og hæld Vand deri.
02O	40	8	Rejs Forgården rundt om og hæng Forhænget op foran Forgårdens Indgang.
02O	40	9	Tag Salveolien og salv Boligen og alle Ting de1i, og du skal hellige den med alt dens Tilbehør, så den bliver hellig.
02O	40	10	Du skal salve Brændofferalteret og alt dets Tilbehør og hellige Alteret, så det bliver højhelligt.
02O	40	11	Og du skal salve Vandkummen og Fodstykket og hellige den.
02O	40	12	Lad så Aron og hans Sønner træde hen til Åbenbaringsteltets Indgang, tvæt dem med Vand
02O	40	13	og ifør Aron de hellige Klæder. salv og hellig ham til at gøre Præstetjeneste for mig.
02O	40	14	Lad så hans Sønner træde frem, ifør dem Kjortler
02O	40	15	og salv dem, som du salver deres Fader, til at gøre Præstetjeneste for mig. Således skal det ske, for at et evigt Præstedømme kan blive dem til Del fra Slægt til Slægt i Kraft af denne Salvning, som du foretager på dem.
02O	40	16	Og Moses gjorde ganske som HERREN havde pålagt ham; således gjorde han.
02O	40	17	På den første Dag i den første Måned i det andet År blev Boligen rejst.
02O	40	18	Moses rejste Boligen, idet han anbragte Fodstykkerne, rejste Brædderne, stak Tværstængerne ind, rejste Pillerne,
02O	40	19	spændte Teltdækket ud over Boligen og lagde Teltdækkets Dække ovenover, som HERREN havde pålagt Moses.
02O	40	20	Derpå tog han Vidnesbyrdet og lagde det i Arken, stak Bærestængerne i Arken og lagde Sonedækket oven på den;
02O	40	21	så bragte han Arken ind i Boligen og hængte det indre Forhæng op og tilhyllede således Vidnesbyrdets Ark, som HERREN havde pålagt Moses.
02O	40	22	Derpå opstillede han Bordet i Åbenbaringsteltet ved Boligens nordre Væg uden for Forhænget,
02O	40	23	og han lagde Brødene i Række derpå for HERRENs Åsyn, som HERREN havde pålagt Moses.
02O	40	24	Derpå satte han Lysestagen ind i Åbenbaringsteltet lige over for Bordet, ved Boligens søndre Væg;
02O	40	25	og han satte Lamperne derpå for HERRENs Åsyn, som HERREN havde pålagt Moses.
02O	40	26	Derpå stillede han Guldalteret op i Åbenbaringsteltet foran Forhænget,
02O	40	27	og han tændte vellugtende Røgelse derpå, som HERREN havde pålagt Moses.
02O	40	28	Derpå hængte han Forhænget op for Boligens Indgang.
02O	40	29	Brændofferalteret opstillede han foran Indgangen til Åbenbaringsteltets Bolig og ofrede Brændofferet og Afgrødeofferet derpå, som HERREN havde pålagt Moses.
02O	40	30	Derpå opstillede han Vandkummen mellem Åbenbaringsteltet og Alteret og hældte Vand deri til Tvætning.
02O	40	31	Og Moses og Aron og hans Sønner tvættede deres Hænder og Fødder deri;
02O	40	32	når de gik ind i Åbenbaringsteltet og trådte hen til Alteret. tvættede de sig, som HERREN havde pålagt Moses.
02O	40	33	Så rejste han Forgården rundt om Boligen og Alteret og hængte Forhænget op for Forgårdens Indgang. Hermed var Moses færdig med Arbejdet.
02O	40	34	Da dækkede Skyen Åbenbaringsteltet, og HERRENs Herlighed fyldte Boligen;
02O	40	35	og Moses kunde ikke gå ind i Åbenbaringsteltet, fordi Skyen havde lagt sig derover, og HERRENs Herlighed fyldte Boligen.
02O	40	36	Men under hele deres Vandring brød Israeliterne op, når Skyen løftede sig fra Boligen;
02O	40	37	og når Skyen ikke løftede sig. brød de ikke op, men ventede, til den atter løftede sig.
02O	40	38	Thi HERRENs Sky lå over Boligen om Dagen, og om Natten lyste Ild i Skyen for alle Israeliternes Øjne under hele deres Vandring.
03O	1	1	HERREN kaldte på Moses og talede til ham fra Åbenbaringsteltet og sagde:
03O	1	2	Tal til Israeliterne og sig til dem: Når nogen af eder vil bringe HERREN en Offergave af Kvæget, da skal Offergaven, I vil bringe, tages at Hornkvæget eller Småkvæget.
03O	1	3	Skal hans Offergave af Hornkvæget være et Brændoffer, så skal det være et lydefrit Handyr, han bringer; til Åbenbaringsteltets Indgang skal han bringe det for at vinde HERRENs Velbehag.
03O	1	4	Så skal han lægge sin Hånd på Brændofferdyrets Hoved, for at det kan vinde ham HERRENs Velbehag, idet det skaffer ham Soning.
03O	1	5	Derpå skal han slagte den unge Okse for HERRENs Åsyn, og Arons Sønner, Præsterne, skal frembære Blodet, og de skal sprænge Blodet rundt om på Alteret, som står ved Indgangen til Åbenbaringsteltet.
03O	1	6	Så skal han flå Huden af Brændofferdyret og skære det i Stykker,
03O	1	7	og Arons Sønner, Præsterne, skal gøre Ild på Alteret og lægge Brænde på Ilden;
03O	1	8	og Arons Sønner, Præsterne, skal lægge Stykkerne tillige med Hovedet og Fedtet til Rette på Brændet over Ilden på Alteret.
03O	1	9	Men Indvoldene og Skinnebenene skal han tvætte med Vand, og Præsten skal bringe det hele som Røgoffer på Alteret; det er et Brændoffer, et Ildoffer til en liflig Duft for HERREN.
03O	1	10	Hvis hans Offergave, der skal bruges som Brændoffer, tages at Småkvæget, af Fårene eller Gederne, så skal det være et lydefrit Handyr, han bringer.
03O	1	11	Han skal slagte det for HERRENs Åsyn ved Alterets Nordside, og Arons Sønner, Præsterne skal sprænge Blodet deraf rundt om på Alteret.
03O	1	12	Så skal han skære det i Stykker, og Præsten skal lægge Stykkerne tillige med Hovedet og Fedtet til Rette på Brændet over Ilden på Alteret.
03O	1	13	Men Indvoldene og Skinnebenene skal han tvætte med Vand. Så skal Præsten frembære det hele og bringe det som Røgoffer på Alteret; det er et Brændoffer, et Ildoffer til en liflig Duft for HERREN.
03O	1	14	Er hans Offergave til HERREN et Brændoffer af Fuglene, da skal Offergaven, han vil bringe, tages af Turtelduerne eller Dueungerne;
03O	1	15	Præsten skal frembære den til Alteret og knække Halsen på den og bringe Hovedet som Røgoffer på Alteret, og dens Blod skal udpresses mod Alterets Side.
03O	1	16	Så skal han udtage Kroen med dens Indhold og kaste den på Askedyngen ved Alterets Østside.
03O	1	17	Derpå skal han rive Vingerne løs på den uden dog at skille dem fra Kroppen. Så skal Præsten bringe den som Røgoffer på Alteret på Brændet over Ilden; det er et Brændoffer, et Ildoffer til en liflig Duft for HERREN.
03O	2	1	Når nogen vil frembære et Afgrødeoffer som Offergave for HERREN, skal hans Offergave bestå af fint Hvedemel, og han skal hælde Olie derover og komme Røgelse derpå.
03O	2	2	Og han skal bringe det til Arons Sønner, Præsterne; og Præsten skal tage en Håndfuld af Melet og Olien og al Røgelsen, det, som skal ofres af Afgrødeofferet, og bringe det som Røgoffer på Alteret, et Ildoffer til en liflig Duft for HERREN;
03O	2	3	men Resten af Afgrødeofferet skal tilfalde Aron og hans Sønner som en højhellig Del af HERRENs Ildofre.
03O	2	4	Men når du som Offergave vil bringe et Afgrødeoffer af Bagværk fra Bagerovnen, skal det bestå af fint Hvedemel, usyrede Kager, rørte i Olie, og usyrede Fladbrød, smurte med Olie.
03O	2	5	Er derimod din Offergave et Afgrødeoffer, bagt på Plade, så skal det bestå af usyret fint Hvedemel, rørt i Olie;
03O	2	6	du skal bryde det i Stykker og hælde Olie derover. Det er et Afgrødeoffer.
03O	2	7	Men er din Offergave et Afgrødeoffer, bagt i Pande, skal det tilberedes af fint Hvedemel med Olie.
03O	2	8	Det Afgrødeoffer, der tilberedes af disse Ting, skal du bringe HERREN; man skal bringe det til Præsten, og han skal bære det hen til Alteret;
03O	2	9	og Præsten skal af Afgrødeofferet udtage det, som skal ofres deraf, og bringe det som Røgoffer på Alteret, et Ildoffer til en liflig Duft for HERREN.
03O	2	10	Men Resten af Afgrødeofferet skal tilfalde Aron og hans Sønner som en højhellig Del af HERRENs Ofre.
03O	2	11	Intet Afgrødeoffer, som I bringer HERREN, må tilberedes syret; thi Surdejg eller Honning må I aldrig bringe som Røgoffer, som Ildoffer for HERREN.
03O	2	12	Kun som Offergave af Førstegrøde må I frembære disse Ting for HERREN, men de må ikke komme på Alteret til en liflig Duft.
03O	2	13	Og du skal komme Salt i enhver Afgrødeoffergave, du frembærer, du må ikke undlade at komme din Guds Pagts Salt i dit Afgrødeoffer, men du skal frembære Salt med enhver af dine Offergaver.
03O	2	14	Dersom du vil frembære HERREN et Afgrødeoffer af Førstegrøden, skal det, du frembærer som Afgrødeoffer af din Førstegrøde, være friske Aks, ristede over Ilden, knuste, af nyhøstet Korn;
03O	2	15	og du skal hælde Olie derover og komme Røgelse derpå. Det er et Afgrødeoffer,
03O	2	16	Al Røgelsen og det, som skal ofres af de knuste Aks og Olien, skal Præsten bringe som Røgoffer, et Ildoffer for HERREN.
03O	3	1	Men er hans Offergave et Takoffer, så skal det, hvis han bringer det af Hornkvæget, være et lydefrit Han eller Hundyr, han bringer HERREN.
03O	3	2	Han skal lægge sin Hånd på sin Offergaves Hoved og slagte Dyret ved Indgangen til Åbenbaringsteltet; og Arons Sønner, Præsterne, skal sprænge Blodet rundt om på Alteret.
03O	3	3	Så skal han af Takofferet som Ildoffer for HERREN frembære Fedtet, der dækker Indvoldene, og alt Fedtet på Indvoldene,
03O	3	4	begge Nyrerne med det Fedt. som sidder på dem ved Lændemusklerne, og Leverlappen, som han skal skille fra ved Nyrerne.
03O	3	5	Og Arons Sønner skal bringe det som Røgoffer på Alteret oven på Brændofferet på Brændet, der ligger på Ilden, et Ildoffer til en liflig Duft for HERREN.
03O	3	6	Men hvis hans Offergave, der bringes som Takoffer til HERREN. tages af Småkvæget, skal det være et lydefrit Han eller Hundyr, han bringer.
03O	3	7	Er den Offergave, han vil bringe. et Lam, skal han bringe det hen for HERRENs Åsyn
03O	3	8	og lægge sin Hånd på sin Offergaves Hoved og slagte Dyret foran Åbenbaringsteltet, og Arons Sønner skal sprænge Blodet deraf rundt om på Alteret.
03O	3	9	Så skal han af Takofferet som Ildoffer for HERREN frembære Fedtet, hele Fedthalen, skilt fra Rygraden, Fedtet, som dækker Indvoldene, og alt Fedtet på Indvoldene,
03O	3	10	begge Nyrerne med det Fedt, som sidder på dem ved Lændemusklerne, og Leverlappen, som han skal skille fra ved Nyrerne.
03O	3	11	Og Præsten skal bringe det som Røgoffer på Alteret, Ildofferspise for HERREN.
03O	3	12	Men hvis hans Offergave er en Ged, skal han bringe den hen for HERRENs Åsyn
03O	3	13	og lægge sin Hånd på dens Hoved og slagte den foran Åbenbaringsteltet, og Arons Sønner skal sprænge Blodet rundt om på Alteret.
03O	3	14	Så skal han deraf frembære som sin Offergave, som et Ildoffer for HERREN, Fedtet, det dækker Indvoldene, og alt Fedtet på Indvoldene,
03O	3	15	begge Nyrerne med det Fedt, som sidder på dem ved Lændemusklerne, og Leverlappen, som han skal skille fra ved Nyrerne.
03O	3	16	Og Præsten skal bringe det som Røgoffer på Alteret, Ildofferspise til en liflig Duft. Alt Fedt skal være HERRENs.
03O	3	17	En evig Anordning skal det være for eder fra Slægt til Slægt, hvor I end bor: Intet Fedt og intet Blod må I nyde!
03O	4	1	Og HERREN talede til Moses og sagde:
03O	4	2	Tal til Israeliterne og sig: Når nogen af Vanvare forsynder sig mod noget af HERRENs Forbud og overtræder et af dem, da skal følgende iagttages:
03O	4	3	Er det den salvede Præst, der forsynder sig, så der pådrages Folket Skyld, skal han for den Synd, han har begået, bringe HERREN en lydefri ung Tyr som Syndoffer.
03O	4	4	Han skal føre Tyren hen til Åbenbaringsteltets Indgang for HERRENs Åsyn og lægge sin Hånd på dens Hoved og slagte den for HERRENs Åsyn,
03O	4	5	og den salvede Præst skal tage noget af Tyrens Blod og bringe det ind i Åbenbaringsteltet,
03O	4	6	og Præsten skal dyppe sin Finger i Blodet og stænke det syv Gange for HERRENs Åsyn foran Helligdommens Forhæng;
03O	4	7	og Præsten skal stryge noget af Blodet på Røgelsealterets Horn for HERRENs Åsyn, det, som står i Åbenbaringsteltet; Resten af Tyrens Blod skal han udgyde ved Foden af Brændofferalteret, som står ved Indgangen til Åbenbaringsteltet.
03O	4	8	Men alt Syndoffertyrens Fedt skal han tage ud Fedtet, som dækker Indvoldene, og alt Fedtet på Indvoldene,
03O	4	9	begge Nyrerne med det Fedt, som sidder på dem ved Lændemusklerne, og Leverlappen, som han skal skille fra ved Nyrerne,
03O	4	10	på samme Måde som det udtages af Takofferoksen. Og Præsten skal bringe det som Røgoffer på Brændofferalteret.
03O	4	11	Men Tyrens Hud og alt dens Kød tillige med dens Hoved, Skinneben, Indvolde og Skarn,
03O	4	12	hele Tyren skal han bringe uden for Lejren til et urent Sted, til Askedyngen, og brænde den på et Bål af Brænde; oven på Aske; dyngen skal den brændes.
03O	4	13	Men hvis det et hele Israels Menighed, der forser sig, uden at Forsamlingen ved af det, og de har overtrådt et af HERRENs Forbud og derved pådraget sig Skyld,
03O	4	14	da skal Forsamlingen, når den Synd, de har begået mod Forbudet, bliver kendt, bringe en ung, lydefri Tyr som Syndoffer; de skal føre den hen foran Åbenbaringsteltet,
03O	4	15	og Menighedens Ældste skal lægge deres Hænder på Tyrens Hoved for HERRENs Åsyn, og man skal slagte den for HERRENs Åsyn.
03O	4	16	Derpå skal den salvede Præst bringe noget af Tyrens Blod ind i Åbenbaringsteltet,
03O	4	17	og Præsten skal dyppe sin Finger i Blodet og stænke det syv Gange for HERRENs Åsyn foran Forhænget;
03O	4	18	og han skal stryge noget af Blodet på Hornene af Alteret, som står for HERRENs Åsyn i Åbenbaringsteltet; Resten af Blodet skal han udgyde ved Foden af Brændofferalteret, som står ved Indgangen til Åbenbaringsteltet,
03O	4	19	Men alt, Fedtet skal han tage ud og bringe det som Røgoffer på Alteret.
03O	4	20	Derpå skal han gøre med Tyren på samme Måde som med den før nævnte Syndoffertyr. Da skal Præsten skaffe dem Soning, så de finder Tilgivelse.
03O	4	21	Så skal Tyren bringes uden for Lejren og brændes på samme Måde som den før nævnte Tyr. Det er Menighedens Syndoffer.
03O	4	22	Men hvis det er en Øverste. der forsynder sig og af Vanvare overtræder et af HERRENs Forbud og derved på drager sig Skyld,
03O	4	23	og den Synd, han har begået, bliver ham vitterlig, så skal den Offergave, han bringer, være en lydefri Gedebuk.
03O	4	24	Han skal lægge sin Hånd på Bukkens Hoved og slagte den der, hvor Brændofferet slagtes for HERRENs Åsyn. Det er et Syndoffer.
03O	4	25	Præsten skal tage noget af Syndofferets Blod på sin Finger og stryge det på Brændofferalterets Horn, og Resten af Blodet skal han udgyde ved Brændofferalterets Fod.
03O	4	26	Og alt dets Fedt skal han bringe som Røgoffer på Alteret ligesom Fedtet fra Takofferet. Da skal Præsten skaffe ham Soning for hans Synd, så han finder Tilgivelse.
03O	4	27	Men hvis det er en af Almuen, der af Vanvare forsynder sig ved at overtræde et af HERRENs Forbud og derved pådrager sig Skyld,
03O	4	28	og den Synd, han har begået, bliver ham vitterlig, så skal Offergaven, han bringer for den Synd, han har begået, være en lydefri Ged.
03O	4	29	Han skal lægge sin Hånd på Syndofferets Hoved og slagte Syndofferet der, hvor Brændofferet slagtes.
03O	4	30	Præsten skal tage noget af Gedens Blod på sin Finger og stryge det på Brændofferalterets Horn, og Resten af Blodet skal han udgyde ved Alterets Fod.
03O	4	31	Og alt Fedtet skal han tage ud, på samme Måde som Fedtet tages ud af Takofferet, og Præsten skal bringe det som Røgoffer på Alteret til en liflig Duft for HERREN. Da skal Præsten skaffe ham Soning, så han finder Tilgivelse.
03O	4	32	Men hvis den Offergave, han vil bringe som Syndoffer, er et Lam, da skal det være et lydefrit Hundyr, han bringer.
03O	4	33	Han skal lægge sin Hånd på Syndofferets Hoved og slagte det som Syndoffer der, hvor Brændofferet slagtes.
03O	4	34	Og Præsten skal tage noget af Syndofferets Blod på sin Finger og stryge det på Brændofferalterets Horn, men Resten af Blodet skal han udgyde ved Alterets fod,
03O	4	35	og alt Fedtet skal han tage ud, på samme Måde som Takofferlammets Fedt tages ud, og Præsten skal bringe det som Røgoffer på Alteret oven på HERRENs Ildofre. Da skal Præsten skaffe ham Soning for den Synd, han har begået, så han finder Tilgivelse.
03O	5	1	Hvis nogen, når han hører en Forbandelse udtale, synder ved at undlade at vidne, skønt han var Øjenvidne eller på anden Måde kender Sagen, og således pådrager sig Skyld,
03O	5	2	eller hvis nogen, uden at det er ham vitterligt, rører ved noget urent, hvad enten det nu er et Ådsel af et urent vildt Dyr eller af urent Kvæg eller urent Kryb, og han opdager det og bliver sig sin Skyld bevidst,
03O	5	3	eller når han, uden at det er ham vitterligt, rører ved Urenhed hos et Menneske, Urenhed af en hvilken som helst Art, hvorved man bliver uren, og han opdager det og bliver sig sin Skyld bevidst,
03O	5	4	eller når nogen, uden at det er ham vitterligt, med sine Læber aflægger en uoverlagt Ed på at ville gøre noget, godt eller ondt, hvad nu et Menneske kan aflægge en uoverlagt Ed på, og han opdager det og bliver sig sin Skyld bevidst i et af disse Tilfælde,
03O	5	5	så skal han, når han bliver sig sin Skyld bevidst i et af disse Tilfælde, bekende det, han har forsyndet sig med,
03O	5	6	og til Bod for den Synd, han har begået, bringe HERREN et Hundyr af Småkvæget, et Får eller en Ged, som Syndoffer; da skal Præsten skaffe ham Soning for hans Synd.
03O	5	7	Men hvis han ikke evner at give et Stykke Småkvæg, skal han til Bod for sin Synd bringe HERREN to Turtelduer eller Dueunger, en som Syndoffer og en som Brændoffer.
03O	5	8	Han skal bringe dem til Præsten, og Præsten skal først frembære den, der skal bruges til Syndoffer; han skal knække Halsen på den ved Nakken uden at rive Hovedet helt af
03O	5	9	og stænke noget af Syndofferets Blod på Alterets Side, medens Resten af Blodet skal udpresses ved Alterets Fod. Det er et Syndoffer.
03O	5	10	Men den anden skal han ofre som Brændoffer på den foreskrevne Måde; da skal Præsten skaffe ham Soning for den Synd, han har begået, så han finder Tilgivelse.
03O	5	11	Men hvis han ej heller evner at give to Turtelduer eller Dueunger, skal han som Offergave for sin Synd bringe en Tiendedel Efa fint Hvedemel til Syndoffer, men han må ikke hælde Olie derover eller komme Røgelse derpå, thi det er et Syndoffer.
03O	5	12	Han skal bringe det til Præsten, og Præsten skal tage en Håndfuld deraf, det, som skal ofres deraf, og bringe det som Røgoffer på Alteret oven på HERRENs Ildofre. Det er et Syndoffer.
03O	5	13	Da skal Præsten skaffe ham Soning for den Synd, han har begået på en af de nævnte Måder, så han finder Tilgivelse. Resten skal tilfalde Præsten på samme Måde som Afgrødeofferet.
03O	5	14	HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
03O	5	15	Når nogen gør sig skyldig i Svig og af Vanvare forsynder sig mod HERRENs Helliggaver, skal han til Bod derfor som Skyldoffer bringe HERREN en lydefri Væder af Småkvæget, der er vurderet til mindst to Sølvsekel efter hellig Vægt;
03O	5	16	og han skal give Erstatning for, hvad han har forsyndet sig med over for det hellige, med Tillæg af en Femtedel af Værdien.  Han skal give Præsten det, og Præsten skal skaffe ham Soning ved Skyldoffervæderen, så han finder Tilgivelse.
03O	5	17	Når nogen, uden at det er ham vitterligt, synder ved at overtræde et af HERRENs Forbud, så han bliver skyldig og pådrager sig Skyld,
03O	5	18	da skal han af Småkvæget bringe en lydefri Væder, der er taget god, som Skyldoffer til Præsten, og Præsten skal skaffe ham Soning for den uforsætlige Synd, han har begået, uden at den var ham vitterlig, så han finder Tilgivelse.
03O	5	19	Det er et Skyldoffer; han har pådraget sig Skyld over for HERREN.
03O	5	20	HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
03O	5	21	Når nogen forsynder sig og gør sig skyldig i Svig mod HERREN, idet han frakender sin Næste Retten til noget, der var ham betroet, et Håndpant eller noget, han har røvet, eller han aftvinger sin Næste noget,
03O	5	22	eller han finder noget, som er tabt, og nægter det, eller han aflægger falsk Ed angående en af alle de Ting, som Mennesket forsynder sig ved at gøre,
03O	5	23	så skal han, når han har forsyndet sig og føler sig skyldig, tilbagegive det, han har røvet, eller det, han har aftvunget, eller det, som var ham betroet, eller det tabte, som han har fundet,
03O	5	24	eller alt det, hvorom han har aflagt falsk Ed; han skal erstatte det med dets fulde Værdi med Tillæg af en Femtedel. Han skal give den retmæssige Ejer det, den Dag han gør Bod.
03O	5	25	Og til Bod skal han af Småkvæget bringe HERREN en lydefri Væder, der er taget god; som Skyldoffer skal han bringe den til Præsten.
03O	5	26	Da skal Præsten skaffe ham Soning for HERRENs Åsyn, så han finder Tilgivelse for enhver Ting, hvorved man pådrager sig Skyld.
03O	6	1	HERREN taled fremdeles til Moses og sagde:
03O	6	2	Giv Aron og hans Sønner dette Bud: Dette er Loven om Brændofferet. Brændofferet skal blive liggende på sit Bål på Alteret Natten over til næste Morgen, og Alterilden skal holdes ved lige dermed.
03O	6	3	Så skal Præsten iføre sig sin Linnedklædning, og Linnedbenklæder skal han iføre sig over sin Blusel, og han skal borttage Asken, som bliver tilbage, når Ilden fortærer Brændofferet på Alteret, og lægge den ved Siden af Alteret.
03O	6	4	Derefter skal han afføre sig sine Klæder og tage andre Klæder på og bringe Asken uden for Lejren til et urent Sted.
03O	6	5	Ilden på Alteret skal holdes ved lige dermed, den må ikke gå ud: og Præsten skal hver Morgen tænde ny Brændestykker på Alteret og lægge Brændofferet til Rette derpå og så bringe Takofrenes Fedtdele som Røgoffer derpå.
03O	6	6	En stadig Ild skal holdes ved lige på Alteret, den må ikke gå ud.
03O	6	7	Dette er Loven om Afgrødeofferet: Arons Sønner skal frembære det for HERRENs Åsyn, hen til Alteret.
03O	6	8	Så skal han tage en Håndfuld af Afgrødeofferets Mel og Olie og al Røgelsen, der følger med Afgrødeofferet, det, der skal ofres deraf, og bringe det som Røgoffer på Alteret til en liflig Duft for HERREN.
03O	6	9	Men Resten deraf skal Aron og hans Sønner spise; usyret skal det spises på et helligt Sted; i Åbenbaringsteltets Forgård skal de spise det.
03O	6	10	Det må ikke bages syret. Jeg har givet dem det som deres Del af mine Ildofre; det er højhelligt ligesom Syndofferet og Skyldofferet.
03O	6	11	Alle af Mandkøn blandt Arons Sønner må spise det; denne Del af HERRENs Ildofre skal være en evig gyldig Rettighed, de har Krav på fra Slægt til Slægt. Enhver, som rører derved, bliver hellig.
03O	6	12	HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
03O	6	13	Dette er den Offergave, Aron og hans Sønner skal frembære for HERREN: En Tiendedel Efa fint Hvedemel, et dagligt Afgrødeoffer, Halvdelen om Morgenen og Halvdelen om Aftenen.
03O	6	14	Det skal tilberedes på Plade med Olie, og du skal frembære det godt æltet, og du skal bryde det i Stykker; et Afgrødeoffer, som er brudt i Stykker, skal du frembære til en liflig Duft for HERREN.
03O	6	15	Den Præst iblandt hans Sønner, der salves i hans Sted, skal ofre det; det skal være en evig gyldig Rettighed for HERREN, og som Heloffer skal det ofres.
03O	6	16	Ethvert Afgrødeoffer fra en Præst skal være et Heloffer; det må ikke spises.
03O	6	17	HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
03O	6	18	Tal til Aron og hans Sønner og sig: Dette er Loven om Syndofferet. Der, hvor Brændofferet slagtes. skal Syndofferet slagtes for HERRENs Åsyn; det er højhelligt.
03O	6	19	Den Præst, der frembærer Syndofferet, skal spise det; det skal spises på et helligt Sted, i Åbenbaringsteltets Forgård.
03O	6	20	Enhver, som rører ved Kødet deraf, bliver hellig. Hvis noget af dets Blod stænkes på en Klædning, skal det Stykke, Blodet er stænket på, tvættes på et helligt Sted.
03O	6	21	Det Lerkar, det koges i, skal slås i Stykker; og hvis det er kogt i et Kobberkar, skal dette skures og skylles med Vand.
03O	6	22	Alle af Mandkøn blandt Præsterne må spise det; det er højhelligt.
03O	6	23	Men intet Syndoffer må spises, når noget af dets Blod bringes ind i Åbenbaringsteltet for at skaffe Soning i Helligdommen; det skal opbrændes.
03O	7	1	Dette er Loven om Skyldofferet. Det er højhelligt
03O	7	2	Der, hvor Brændofferet slagtes, skal Skyldofferet slagtes.  Dets Blod skal sprænges rundt om på Alteret,
03O	7	3	og alt dets Fedt skal frembæres. Fedthalen, Fedtet, der dækker Indvoldene, og alt Fedtet på Indvoldene,
03O	7	4	begge Nyrerne med det Fedt, som sidder på dem ved Lændemusklerne, og Leverlappen, som skal skilles fra ved Nyrerne.
03O	7	5	Og Præsten skal bringe det som Røgoffer på Alteret, et Ildoffer for HERREN. Det er et Skyldoffer.
03O	7	6	Alle af Mandkøn blandt Præsterne må spise det; på et helligt Sted skal det spises; det er højhelligt.
03O	7	7	Det er med Skyldofferet som med Syndofferet, en og samme Lov gælder for dem: Det tilfalder den Præst, der skaffer Soning ved det.
03O	7	8	Den Præst, som frembærer nogens Brændoffer, ham skal Huden af det Brændoffer, han frembærer, tilfalde.
03O	7	9	Ethvert Afgrødeoffer, der bages i Ovnen, eller som er tilberedt i Pande eller på Plade, tilfalder den Præst, der frembærer det;
03O	7	10	men ethvert Afgrødeoffer, der er rørt i Olie eller tørt, tilfalder alle Arons Sønner, den ene lige så vel som den anden.
03O	7	11	Dette er Loven om Takofferet, som bringes HERREN.
03O	7	12	Hvis det bringes som Lovprisningsoffer, skal han sammen med Slagtofferet, der hører til hans Lovprisningsoffer, frembære usyrede Kager, rørte i Olie, usyrede Fladbrød, smurte med Olie, og fint Hvedemel, æltet til Kager, rørte i Olie;
03O	7	13	sammen med syrede Brødkager skal han frembære sin Offergave som sit Lovprisningstakoffer.
03O	7	14	Han skal deraf frembære een Kage af hver Offergave som en Offerydelse til HERREN; den tilfalder den Præst, der sprænger Blodet af Takofferet på Alteret.
03O	7	15	Kødet af hans Lovprisningstakoffer skal spises på selve Offerdagen, intet de1af må gemmes til næste Morgen.
03O	7	16	Er hans Offergaver derimod et Løfteoffer eller et Frivilligoffer, skal det vel spises på selve Offerdagen, men hvad der levnes, må spises Dagen efter;
03O	7	17	men hvad der så er tilbage af Offerkødet, skal opbrændes på den tredje Dag;
03O	7	18	og hvis der spises noget af hans Takoffers Kød på den tredje Dag, så vil den, som bringer Offeret, ikke kunne finde Guds Velbehag, det skal ikke tilregnes ham, men regnes for urent Kød, og den, der spiser deraf, skal undgælde for sin Brøde.
03O	7	19	Det Kød, der kommer i Berøring med noget som helst urent, må ikke spises, det skal opbrændes. I øvrigt må enhver, der er ren, spise Kødet;
03O	7	20	men enhver, som i uren Tilstand spiser Kød af HERRENs Takoffer, skal udryddes af sin Slægt;
03O	7	21	og når nogen rører ved noget urent, enten menneskelig Urenhed eller urent Kvæg eller nogen Slags urent Kryb, og så spiser Kød af HERRENs Takoffer, skal han udryddes af sin Slægt.
03O	7	22	HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
03O	7	23	Tal til Israeliterne og sig: I må ikke spise noget som helst Fedt af Okser, Får eller Geder.
03O	7	24	Fedt af selvdøde og sønderrevne Dyr må bruges til alt, men I må under ingen Omstændigheder spise det.
03O	7	25	Thi enhver, der spiser Fedtet af det Kvæg, hvoraf der bringes HERREN Ildofre, den, der spiser noget deraf, skal udryddes af sit Folk.
03O	7	26	Og I må heller ikke nyde noget som helst Blod af Fugle eller Kvæg, hvor I end opholder eder;
03O	7	27	enhver, der nyder noget som helst Blod, skal udryddes af sin Slægt.
03O	7	28	HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
03O	7	29	Tal til Israeliterne og sig: Den, der bringer HERREN sit Takoffer, skal af sit Takoffer frembære for HERREN den ham tilkommende Offergave;
03O	7	30	med egne Hænder skal han frembære HERRENs Ildofre. Han skal frembære Fedtet tillige med Brystet; Brystet, for at Svingningen kan udføres dermed for HERRENs Åsyn;
03O	7	31	og Præsten skal bringe Fedtet som Røgoffer på Alteret, men Brystet skal tilfalde Aron og hans Sønner.
03O	7	32	Desuden skal I give Præsten højre Kølle som Offerydelse af eders Takofre.
03O	7	33	Den af Arons Sønner, der frembærer Takofferets Blod og Fedtet, ham tilfalder højre Kølle som hans Del.
03O	7	34	Thi Svingningsbrystet og Offerydelseskøllen tager jeg fra Israeliterne af deres Takofre og giver dem til Præsten Aron og hans Sønner, en evig gyldig Rettighed, som de har Krav på hos Israeliterne.
03O	7	35	Det er Arons og hans Sønners Del af HERRENs Ildofre, den, som blev givet dem, den dag han lod dem træde frem for at gøre Præstetjeneste for HERREN,
03O	7	36	den, som HERREN, den Dag han salvede dem, bød Israeliterne at give dem, en evig gyldig Rettighed, som de har Krav på fra Slægt til Slægt.
03O	7	37	Det er Loven om Brændofferet, Afgrødeofferet, Syndofferet, Skyldofferet, Indsættelsesofferet og Takofferet,
03O	7	38	som HERREN pålagde Moses på Sinaj Bjerg, den Dag han bød Israeliterne at bringe HERREN deres Offergaver i Sinaj Ørken.
03O	8	1	HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
03O	8	2	"Tag Aron og hans Sønner sammen med ham, Klæderne, Salveolien, Syndoffertyren, de to Vædre og Kurven med de usyrede Brød
03O	8	3	og kald hele Menigheden sammen ved indgangen til Åbenbaringsteltet!"
03O	8	4	Moses gjorde som HERREN bød ham, og Menigheden forsamlede sig ved Indgangen til Åbenbaringsteltet.
03O	8	5	Og Moses sagde til Menigheden: "Dette har HERREN påbudt at gøre."
03O	8	6	Da lod Moses Aron og hans Sønner træde frem og tvættede dem med Vand.
03O	8	7	Og han gav ham Kjortelen på, omgjordede ham med Bæltet, iførte ham Kåben, gav ham Efoden på, omgjordede ham med Efodens Bælte og bandt dermed Efoden fast på ham;
03O	8	8	så anbragte han Brystskjoldet på ham, lagde Urim og Tummim i Brystskjoldet,
03O	8	9	lagde Hovedklædet om hans Hoved og fæstede Guldpladen, det hellige Diadem, på Forsiden af Hovedklædet, som HERREN havde pålagt Moses.
03O	8	10	Derpå tog Moses Salveolien og salvede Boligen og alle Tingene deri og helligede dem;
03O	8	11	så bestænkede han Alteret syv Gange dermed og salvede Alteret og alt dets Tilbehør og Vandkummen med dens Fodstykke for at hellige dem;
03O	8	12	derpå udgød han. noget af Salveolien over Arons Hoved og salvede ham for at hellige ham.
03O	8	13	Derefter lod Moses Arons Sønner træde frem, iførte dem Kjortler, omgjordede dem med Bælter og bandt Huer på deres Hoveder, som HERREN havde pålagt Moses.
03O	8	14	Så førte han Syndoffertyren frem, og Aron og hans Sønner lagde deres Hænder lå Syndoffertyrens Hoved.
03O	8	15	Derefter slagtede Moses den, tog Blodet og strøg med sin Finger noget deraf rundt om på Alterets Horn og rensede Alteret for Synd; men Resten af Blodet udgød han ved Alterets Fod; således helligede han det ved at skaffe Soning for det.
03O	8	16	Så tog Moses alt Fedtet på Indvoldene, Leverlappen og begge Nyrerne med Fedtet på dem og bragte det som Røgoffer på Alteret.
03O	8	17	Men Tyren, dens Hud, Kød og Skarn, brændte han uden for Lejren, som HERREN havde pålagt Moses.
03O	8	18	Derpå førte han Brændoffervæderen frem, og Aron og hans Sønner lagde deres Hænder på Væderens Hoved.
03O	8	19	Så slagtede Moses den og sprængte Blodet rundt om på Alteret;
03O	8	20	og Moses skar Væderen i Stykker og bragte Hovedet, Stykkerne og Fedtet som Røgoffer,
03O	8	21	men Indvoldene og Skinnebenene tvættede han med Vand; og så bragte Moses hele Væderen som Røgoffer på Alteret. Det var et Brændoffer til en liflig Duft, et Ildoffer for HERREN, som HERREN havde pålagt Moses.
03O	8	22	Derpå førte han den anden Væder, Indsættelsesvæderen, frem, og Aron og hans Sønner lagde deres Hænder på Væderens Hoved.
03O	8	23	Så slagtede Moses den, tog noget af dens Blod og strøg det på Arons højre Øreflip og på hans højre Tommelfinger og højre Tommeltå.
03O	8	24	Derpå lod Moses Arons Sønner træde frem og strøg noget af Blodet på deres højre Øreflip og på deres højre Tommelfinger og højre Tommeltå, Men Resten af Blodet sprængte han rundt om på Alteret.
03O	8	25	Derpå tog han Fedtet, Fedthalen, alt Fedtet på Indvoldene, Leverlappen og begge Nyrerne med Fedtet på dem og den højre Kølle:
03O	8	26	Og af Kurven med de usyrede Brød, som stod for HERRENs Åsyn, tog han en usyret Kage, en Oliebrødkage og et Fladbrød og lagde dem oven på Fedtstykkerne og den højre Kølle,
03O	8	27	lagde det så alt sammen på Arons og hans Sønners Hænder og lod dem udføre Svingningen dermed for HERRENs Åsyn.
03O	8	28	Derpå tog Moses det igen fra dem og bragte det som Røgoffer på Alteret oven på Brændofferet. Det var et Indsættelsesoffer til en liflig Duft, et Ildoffer for HERREN.
03O	8	29	Så tog Moses Brystet og udførte Svingningen dermed for HERRENs Åsyn; det tilfaldt Moses som hans Del af Indsættelsesvæderen, som HERREN havde pålagt Moses.
03O	8	30	Derefter tog Moses noget af Salveolien og af Blodet på Alteret og stænkede det på Aron og hans Klæder, ligeledes på hans Sønner og deres Klæder, og helligede således Aron og hans Klæder og ligeledes hans Sønner og deres Klæder.
03O	8	31	Og Moses sagde til Aron og hans Sønner: "Kog Kødet ved indgangen til Åbenbaringsteltet og spis det der tillige med Brødet, som er i Indsættelseskurven, således som Budet lød til mig: Aron og hans Sønner skal spise det!
03O	8	32	Men hvad der levnes af Kødet og Brødet skal I opbrænde.
03O	8	33	I syv bage må I ikke vige fra Indgangen til Åbenbaringsteltet, indtil eders Indsættelsesdage er omme; thi syv Dage varer eders Indsættelse.
03O	8	34	Ligesom i Dag har HERREN påbudt eder at gøre også de følgende Dage for at skaffe eder Soning.
03O	8	35	Ved Indgangen til Åbenbaringsteltet skal I opholde eder Dag og Nat i syv Dage og holde eder HERRENs Forskrift efterrettelig, for at I ikke skal dø; thi således lød hans Bud til mig!"
03O	8	36	Og Aron og hans Sønner gjorde alt, hvad HERREN havde påbudt ved Moses.
03O	9	1	Den ottende Dag kaldte Moses Aron og hans Sønner og Israels Ældste til sig
03O	9	2	og sagde til Aron: "Tag dig en Kalv til Syndoffer og en Væder til Brændoffer, begge uden Lyde, og før dem frem for HERRENs Åsyn.
03O	9	3	Og tal således til Israeliterne: Tag eder en Gedebuk til Syndoffer, en Kalv og et Lam, begge årgamle og uden Lyde, til Brændoffer
03O	9	4	og en Okse og en Væder til Takoffer for at ofre dem for HERRENs Åsyn og desuden et Afgrødeoffer, rørt i Olie; thi i Dag vil HERREN vise sig for eder!"
03O	9	5	Da tog de, hvad Moses havde pålagt dem, og bragte det hen foran Åbenbaringsteltet; og hele Menigheden trådte frem og stillede sig for HERRENs Åsyn.
03O	9	6	Og Moses sagde: "Det er dette, HERREN har pålagt eder at gøre, for at HERRENs Herlighed kan vise sig for eder."
03O	9	7	Så sagde Moses til Aron: "Træd hen til Alteret og bring dit Syndoffer og dit Brændoffer for at skaffe dig og dit Hus Soning og bring så Folkets Offergave for at skaffe det Soning, således som HERREN har påbudt!"
03O	9	8	Da trådte Aron hen til Alteret og slagtede sin Syndofferkalv;
03O	9	9	og Arons Sønner bragte ham Blodet, og han dyppede sin Finger i Blodet og strøg det på Alterets Horn; men Resten af Blodet hældte han ud ved Alterets Fod.
03O	9	10	Derpå bragte han Syndofferets Fedt, Nyrer og Leverlap som Røgoffer på Alteret, således som HERREN havde pålagt Moses;
03O	9	11	men Kødet og Huden opbrændte han uden for Lejren.
03O	9	12	Derefter slagtede han Brændofferet, og Arons Sønner rakte ham Blodet, og han sprængte det rundt om på Alteret.
03O	9	13	Så rakte de ham Brændofferet, Stykke for Stykke, tillige med Hovedet, og han bragte det som Røgoffer på Alteret.
03O	9	14	Men Indvoldene og Skinnebenene tvættede han med Vand og bragte det derpå som Røgoffer oven på Brændofferet på Alteret.
03O	9	15	Derefter frembar han Folkets Offergave. Først tog han Folkets Syndofferbuk, slagtede den og ofrede den som Syndoffer på samme Måde som den før nævnte;
03O	9	16	så frembar han Brændofferet og ofrede det på den foreskrevne Måde;
03O	9	17	derefter frembar han Afgrødeofferet, tog en Håndfuld deraf og bragte det som Røgoffer på Alteret foruden det daglige Morgenbrændoffer;
03O	9	18	så slagtede han Oksen og Væderen som Takoffer fra Folket. Og Arons Sønner rakte ham Blodet, og han sprængte det rundt om på Alteret.
03O	9	19	Men Fedtstykkerne af Oksen og Væderen, Fedthalen, Fedtet på Indvoldene, Nyrerne og Leverlappen,
03O	9	20	disse Fedtdele lagde de oven på Bryststykkerne, og Fedtstykkerne bragte han som Røgoffer på Alteret,
03O	9	21	men med Bryststykkerne og højre Kølle udførte Aron Svingningen for HERRENs Åsyn, som Moses havde påbudt.
03O	9	22	Derefter løftede Aron sine Hænder over Folket og velsignede dem og steg så ned efter at have bragt Syndofferet, Brændofferet og Takofferet.
03O	9	23	Moses og Aron gik derpå ind i Åbenbaringsteltet, og da de kom ud derfra, velsignede de Folket. Da viste HERRENs Herlighed sig for alt Folket;
03O	9	24	og Ild for ud fra HERRENs Åsyn og fortærede Brændofferet og Fedtstykkerne på Alteret. Og alt Folket så det, og de jublede og faldt ned på deres Ansigt.
03O	10	1	Men Arons Sønner Nadab og Abihu tog hver sin Pande, kom Ild i dem og lagde Røgelse derpå og frembar for HERRENs Åsyn fremmed Ild, som han ikke havde pålagt dem.
03O	10	2	Da for Ild ud fra HERRENs Åsyn og fortærede dem, så de døde for HERRENs Åsyn.
03O	10	3	Moses sagde da til Aron: "Det er det, HERREN talede om, da han sagde: Jeg viser min Hellighed på dem, der står mig nær, og min Herlighed for alt Folkets Øjne!" Og Aron tav.
03O	10	4	Da kaldte Moses Misjael og Elzafan, Arons Farbroder, Uzziels Sønner, til sig og sagde til dem: "Kom og bær eders Frænder bort fra Helligdommen uden for Lejren!"
03O	10	5	Og de kom og bar dem uden for Lejren i deres Kjortler, som Moses havde sagt.
03O	10	6	Men Moses sagde til Aron og hans Sønner Eleazar og Itamar: "I må hverken lade eders Hår vokse frit eller sønderrive eders Klæder, ellers skal I dø og Vrede komme over hele Menigheden; lad eders Brødre, hele Israels Hus, begræde den Brand, HERREN har antændt;
03O	10	7	og vig ikke fra Åbenbaringsteltets indgang, ellers skal I dø, thi HERRENs Salveolie er på eder!" Og de gjorde som Moses sagde.
03O	10	8	Og HERREN talede til Aron og sagde:
03O	10	9	Vin og stærk Drik må hverken du eller dine Sønner drikke, når I gået ind i Åbenbaringsteltet, for at I ikke skal dø. Det skal være eder en evig gyldig Anordning fra Slægt til Slægt,
03O	10	10	for at I kan gøre Skel mellem det hellige og det, der ikke er helligt, og mellem det urene og det rene,
03O	10	11	og for at I kan vejlede Israeliterne i alle de Love, HERREN har kundgjort dem ved Moses.
03O	10	12	Og Moses sagde til Aron og hans tilbageblevne Sønner Eleazar og Itamar: "Tag Afgrødeofferet, der er levnet fra HERRENs Ildoffer, og spis det usyret ved Siden af Alteret, thi det er højhelligt;
03O	10	13	I skal spise det på et helligt Sted; det er jo din og dine Sønners retmæssige Del af HERRENs Ildofre; thi således er det mig påbudt.
03O	10	14	Og Svingningsbrystet og Offerydelseskøllen skal I spise på et rent Sted, du, dine Sønner og Døtre, thi de er givet dig tillige med dine Sønner som en retmæssig Del af Israeliternes Takofre;
03O	10	15	Offerydelseskøllen og Svingningsbrystet skal man frembære sammen med de til Ildofre bestemte Fedtdele, for at Svingningen kan udføres for HERRENs Åsyn, og de skal tilfalde dig og dine Sønner tillige med dig som en evig gyldig Rettighed, således som HERREN har påbudt!"
03O	10	16	Og Moses spurgte efter Syndofferbukken, men se, den var opbrændt. Da blev han fortørnet på Eleazar og Itamar, Arons tilbageblevne Sønner, og sagde:
03O	10	17	"Hvorfor har I ikke spist Syndofferet på det hellige Sted?  Det er jo dog højhelligt, og han har givet eder det. for at I skal borttage Menighedens Skyld og således skaffe dem Soning for HERRENs Åsyn.
03O	10	18	Se, Blodet deraf er ikke blevet bragt ind i Helligdommens Indre, derfor havde det været eders Pligt at spise det på det hellige Sted, således som jeg har påbudt!"
03O	10	19	Men Aron svarede Moses: "Se, de har i Dag frembåret deres Syndoffer og Brændoffer for HERRENs Åsyn, og en sådan Tilskikkelse har ramt mig! Om jeg i Dag havde spist Syndofferkød, vilde HERREN da have billiget det?"
03O	10	20	Da Mose's hørte dette, billigede han det.
03O	11	1	HERREN talede til Moses og Aron og sagde til dem:
03O	11	2	Tal til Israeliterne og sig: Af alle Dyr på Jorden må du spise følgende:
03O	11	3	Alle Dyr, der har Klove, helt spaltede Klove, og tygger Drøv, må I spise.
03O	11	4	Men følgende må I ikke spise af dem der tygger Drøv, og af dem, der har Klove: Kamelen, thi den tygger vel Drøv, men har ikke Klove; den skal være eder uren;
03O	11	5	Klippegrævlingen, thi den tygger vel Drøv, men har ikke Klove: den skal være eder uren;
03O	11	6	Haren, thi den tygger vel Drøv, men har ikke Klove; den skal være eder uren;
03O	11	7	Svinet, thi det har vel Klove, helt spaltede Klove, men tygger ikke Drøv; det skal være eder urent.
03O	11	8	Deres Kød må I ikke spise, og ved Åslerne af dem må I ikke røre; de skal være eder urene.
03O	11	9	Af alt, hvad der lever i Vandet, må I spise følgende: Alt i Vandet, både i Havet og i Floderne, som har Finner og Skæl, må I spise;
03O	11	10	men af alt, hvad der rører sig i Vandet, af alle levende Væsener i Vandet, skal det, som ikke har Finner eller Skæl, hvad enten det er i Havet eller Floderne, være eder en Vederstyggelighed.
03O	11	11	De skal være eder en Vederstyggelighed, deres Kød må I ikke spise, og Ådslerne af dem skal I regne for en Vederstyggelighed.
03O	11	12	Alt i Vandet, som ikke har Finner eller Skæl, skal være eder en Vederstyggelighed.
03O	11	13	Følgende er de Fugle, I skal regne for en Vederstyggelighed, de må ikke spises, de er en Vederstyggelighed: Ørnen, Lammegribben, Havørnen,
03O	11	14	Glenten, de forskellige Arter af Falke,
03O	11	15	alle de forskellige Arter af Ravne,
03O	11	16	Strudsen, Takmasfuglen, Mågen, de forskellige Arter af Høge,
03O	11	17	Uglen, Fiskepelikanen, Hornuglen,
03O	11	18	Tinsjemetfuglen,Pelikanen, Ådselgribben,
03O	11	19	Storken, de forskellige Arter af Hejrer, Hærfuglen og Flagermusen.
03O	11	20	Alt vinget Kryb der går på fire, skal være eder en Vederstyggelighed.
03O	11	21	Af alt det vingede Kryb, som går på fire, må I dog spise følgende: Dem, der har Skinneben oven over Fødderne til at hoppe med på Jorden.
03O	11	22	Af dem må I spise følgende: De forskellige Arter af Græshopper, Solamgræshopper, Hargolgræshopper og Hagabgræshopper.
03O	11	23	Men alt andet vinget Kryb, der går på fire, skal være eder en Vederstyggelighed.
03O	11	24	Ved følgende Dyr bliver I urene, enhver, der rører ved Ådslerne af dem, bliver uren til Aften,
03O	11	25	og enhver, der bærer et Ådsel af dem, skal tvætte sine Klæder og være uren til Aften:
03O	11	26	Alle Dyr, der har Klove, men ikke helt spaltede, og som ikke tygger Drøv, skal være urene; enhver, der rører ved dem, bliver uren.
03O	11	27	Alle firføddede Dyr, der går på Poter, skal være eder urene; enhver der rører ved et Ådsel af dem, bliver uren til Aften,
03O	11	28	og den, som bærer et Ådsel af dem, skal tvætte sine Klæder og være uren til Aften; de skal være eder urene.
03O	11	29	Af Krybet, der kryber på Jorden, skal følgende være eder urene: Væselen, Musen, de forskellige Arter af Firben,
03O	11	30	Anakaen, Koadyret, Letåen, Homedyret og Tinsjemetdyret.
03O	11	31	Det er dem, som skal være eder urene af alt Krybet. Enhver, der rører ved dem, når de er døde, skal være uren til Aften;
03O	11	32	alt, hvad et dødt Dyr af den Slags falder ned på, bliver urent, alle Træting, Klæder, Skind, Sække, overhovedet alt, hvad der bruges ved et eller andet Arbejde; det skal lægges i Vand og være urent til Aften; derpå skal det være rent.
03O	11	33	Og falder et af den Slags ned i et Lerkar, så bliver alt, hvad der er deri, urent, og ethvert sådant Kar skal I slå i Stykker;
03O	11	34	alt spiseligt, som man kommer Vand på, og alt flydende, der tjener til Drikke, bliver urent i et sådant Kar.
03O	11	35	Alt, hvad et dødt Dyr af den Slags falder ned på, bliver urent; Ovne og Ildsteder skal nedbrydes, de er urene, og urene skal de være eder.
03O	11	36	Dog bliver Kilder og Cisterner, Steder, hvor der samler sig Vand, ved at være rene; men den, der rører ved Ådslerne deri, bliver uren.
03O	11	37	Falder et dødt Dyr af den Slags ned på nogen som helst Slags Sæd, der bruges til Udsæd, bliver denne ved at være ren;
03O	11	38	men kommes der Vand på Sæden, og der så falder et dødt Dyr af den Slags ned på den, skal den være eder uren.
03O	11	39	Når noget af det Kvæg, der tjener eder til Føde, dør, skal den, der rører ved den døde Krop, være uren til Aften.
03O	11	40	Den, der spiser noget af den døde Krop, skal tvætte sine Klædet og være uren til Aften, og den, der bærer den døde Krop, skal tvætte sine Klæder og være uren til Aften.
03O	11	41	Alt Kryb, der kryber på Jorden, er en Vederstyggelighed, det må ikke spises;
03O	11	42	intet af det, der kryber på Bugen, og intet af det, der går på fire, så lidt som det, der har mange Ben, intet af Krybet, der kryber på Jorden, må I spise thi det er en Vederstyggelighed.
03O	11	43	Gør ikke eder selv til en Vederstyggelighed ved noget som helst krybende Kryb, gør eder ikke urene derved, så I bliver urene deraf:
03O	11	44	thi jeg er HERREN eders Gud, og I skal hellige eder og være hellige, thi jeg er hellig. Gør eder ikke urene ved noget som helst Kryb, der rører sig på Jorden;
03O	11	45	thi jeg er HERREN, der førte eder op fra Ægypten for at være eders Gud; I skal være hellige, thi jeg er hellig!
03O	11	46	Det er Loven om Dyr og Fugle og alle levende Væsener, der bevæger sig i Vandet, og alle levende Væsener, der kryber på Jorden,
03O	11	47	til Skel mellem det urene og det rene, mellem de Dyr, der må spises, og dem, der ikke må spises.
03O	12	1	Og HERREN talede til Moses og sagde:
03O	12	2	Tal til Israeliterne og sig: Når en Kvinde bliver frugtsommelig og føder en Dreng, skal hun være uren i syv Dage; ligesom i den Tid hun har sin månedlige Urenhed, skal hun være uren.
03O	12	3	På den ottende Dag skal Drengen omskæres på sin Forhud.
03O	12	4	Derefter skal hun holde sig hjemme i tre og tredive Dage, medens hun har sit Renselsesblod; hun må ikke røre ved noget helligt eller komme til Helligdommen, før hendes Renselsestid er omme.
03O	12	5	Føder hun derimod et Pigebarn, skal hun være uren i to Uger ligesom under sin månedlige Urenhed; og derpå skal hun holde sig hjemme i seks og tresindstyve Dage, medens hun har sit Renselsesblod.
03O	12	6	Når hendes Renselsestid er omme, skal hun, både efter et Drengebarn og et Pigebarn, bringe et årgammelt Lam som Brændoffer og en Dueunge eller Turteldue som Syndoffer til Præsten ved Åbenbaringsteltets Indgang;
03O	12	7	og han skal frembære det for HERRENs Åsyn og skaffe hende Soning, så hun bliver ren efter sit Blodtab. Det er Loven om en Kvinde. der føder, hvad enten det er en Dreng eller en Pige.
03O	12	8	Men hvis hun ikke evner at give et Lam, skal hun tage to Turtelduer eller Dueunger, en til Brændoffer og en til Syndoffer, og Præsten skal skaffe hende Soning, så hun bliver ren.
03O	13	1	Og HERREN talede til Moses og Aron og sagde:
03O	13	2	Når der på et Menneskes Hud viser sig en Hævelse eller Udslæt eller en lys Plet, som kan blive til Spedalskhed på hans Hud, skal han føres hen til Præsten Aron eller en af hans Sønner, Præsterne.
03O	13	3	Præsten skal da syne det syge Sted på Huden, og når Hårene på det syge Sted er blevet hvide og Stedet ser ud til at ligge dybere end Huden udenom, så er det Spedalskhed, og så skal Præsten efter at have synet ham erklære ham for uren.
03O	13	4	Men hvis det er en hvid Plet på Huden og den ikke ser ud til at ligge dybere end Huden udenom og Hårene ikke er blevet hvide. så skal Præsten lukke den angrebne inde i syv Dage;
03O	13	5	og på den syvende Dag skal Præsten syne ham. Viser det sig da, at Ondet ikke har skiftet Udseende eller bredt sig på Huden, skal Præsten igen lukke ham inde i syv Dage;
03O	13	6	og på den syvende Dag skal Præsten atter syne ham. Hvis det da viser sig, at Ondet er ved at svinde, og at det ikke har bredt sig på Huden, skal Præsten erklære ham for ren; da er det almindeligt Udslæt på Huden; han skal da tvætte sine Klæder og være ren.
03O	13	7	Men hvis Udslættet breder sig på Huden, efter at han har ladet Præsten syne sig for at blive erklæret for ren, og hvis Præsten, når han anden Gang lader sig syne af ham,
03O	13	8	ser, at Udslættet har bredt sig på Huden, så skal Præsten erklære ham for uren; det er Spedalskhed.
03O	13	9	Når et Menneske angribes af Spedalskhed, skal han føres hen til Præsten,
03O	13	10	og Præsten skal syne ham; og når der da viser sig at være en hvid Hævelse på Huden og Hårene derpå er blevet hvide og der vokser vildt Kød i Hævelsen,
03O	13	11	så er det gammel Spedalskhed på hans Hud, og da skal Præsten erklære ham for uren; han behøver ikke at lukke ham inde, thi han er uren.
03O	13	12	Men hvis Spedalskheden bryder ud på Huden og Spedalskheden bedækker hele den angrebnes Hud fra Top til Tå, så vidt Præsten kan se,
03O	13	13	og Præsten ser, at Spedalskheden bedækker hele hans Legeme, så skal han erklære den angrebne for ren; han er blevet helt hvid, han er ren.
03O	13	14	Men så snart der viser sig vildt Kød på ham, er han uren;
03O	13	15	og når Præsten ser det vilde Kød, skal han erklære ham for uren; det vilde Kød er urent, det er Spedalskhed.
03O	13	16	Hvis derimod det vilde Kød forsvinder og han bliver hvid, skal han gå til Præsten;
03O	13	17	og hvis det, når Præsten syner ham, viser sig, at den angrebne er blevet hvid, skal Præsten erklære den angrebne for ren; han er ren.
03O	13	18	Når nogen på sin Hud har haft en Betændelse, som er lægt,
03O	13	19	og der så på det Sted, som var betændt, kommer en hvid Hævelse eller en rødlighvid Plet, skal han lad sig syne af Præsten;
03O	13	20	og hvis Præsten finder, at Stedet ser ud til at ligge dybere end Huden udenom og Hårene derpå er blevet hvide, skal Præsten erklære ham for uren; det er Spedalskhed, der er brudt frem efter Betændelsen.
03O	13	21	Men hvis der, når Præsten syner det, ikke viser sig at være hvide Hår derpå og det ikke ligger dybere end Huden udenom, men er ved at svinde, da skal Præsten lukke ham inde i syv Dage;
03O	13	22	og når det da breder sig på Huden, skal Præsten erklære ham for uren; det er Spedalskhed.
03O	13	23	Men hvis den hvide Plet bliver, som den er, uden at brede sig, da er det et Ar efter Betændelsen, og Præsten skal erklære ham for ren.
03O	13	24	Eller når nogen får et Brandsår på Huden, og det Kød, der vokser i Brandsåret, frembyder en rødlighvid eller hvid Plet,
03O	13	25	så skal Præsten syne ham, og hvis det da viser sig, at Hårene på Pletten er blevet hvide og den ser ud til at ligge dybere end Huden udenom, så er det Spedalskhed, der er brudt frem i Brandsåret; og da skal Præsten erklære ham for uren; det er Spedalskhed.
03O	13	26	Men hvis det, når Præsten synet ham, viser sig, at der ingen hvide Hår er på den lyse Plet, og at en ikke ligger dybere end Huden udenom, men at den er ved at svinde, så skal Præsten lukke ham inde i syv Dage;
03O	13	27	og på den syvende Dag skal Præsten syne ham, og når den da har bredt sig på Huden, skal Præsten erklære ham for uren; det er Spedalskhed.
03O	13	28	Men hvis den lyse Plet bliver, som den er, uden at brede sig på Huden, og er ved at svinde, så er det en Hævelse efter Brandsåret, og da skal Præsten erklære ham for ren; thi det er et Ar efter Brandsåret.
03O	13	29	Når en Mand eller Kvinde angribes i Hoved eller Skæg,
03O	13	30	skal Præsten syne det syge Sted, og hvis det da ser ud til at ligge dybere end Huden udenom og der er guldgule, tynde Hår derpå, så skal Præsten erklære ham for uren; det er Skurv, Spedalskhed i Hoved eller Skæg.
03O	13	31	Men hvis det skurvede Sted, når Præsten syner det, ikke ser ud til at ligge dybere end Huden udenom, uden at dog Hårene derpå er sorte, da skal Præsten lukke den skurvede inde i syv dage;
03O	13	32	og på den syvende Dag skal Præsten syne ham, og hvis da Skurven ikke har bredt sig og der ikke er kommet guldgule Hår derpå og Skurven ikke ser ud til at ligge dybere end Huden udenom,
03O	13	33	da skal den angrebne lade sig rage uden dog at lade det skurvede Sted rage; så skal Præsten igen lukke den skurvede inde i syv Dage.
03O	13	34	På den syvende Dag skal Præsten syne Skurven, og hvis det da viser sig, at Skurven ikke har bredt sig på Huden, og at den ikke ser ud til at ligge dybere end Huden udenom, så skal Præsten erklære ham for ren; da skal han tvætte sine Klæder og være ren.
03O	13	35	Men hvis Skurven breder sig på Huden, efter at han er erklæret for ren,
03O	13	36	da skal Præsten syne ham; og hvis det så viser sig, at Skurven har bredt sig, behøver Præsten ikke at undersøge, om der er guldgule Hår; han er uren.
03O	13	37	Men hvis Skurven ikke har skiftet Udseende og der er vokset sorte Hår frem derpå, da er Skurven lægt; han er ren, og Præsten skal erklære ham for ren.
03O	13	38	Når en Mand eller Kvinde får lyse Pletter, hvide Pletter på Huden,
03O	13	39	skal Præsten syne dem; og hvis der da på deres Hud viser sig hvide Pletter, det er ved at svinde, er det Blegner, der er brudt ud på Huden; han er ren.
03O	13	40	Når nogen bliver skaldet på Baghovedet, så er han kun isseskaldet; han er ren.
03O	13	41	Og hvis han bliver skaldet ved Panden og Tindingerne, så er han kun pandeskaldet; han er ren.
03O	13	42	Men kommer der på hans skaldede isse eller Pande et rødlighvidt Sted, er det Spedalskhed. der bryder frem på hans skaldede Isse eller Pande.
03O	13	43	Så skal Præsten syne ham, og viser det sig da, at Hævelsen på det syge Sted på hans skaldede Isse eller Pande er rødlighvid, af samme Udseende som Spedalskhed på Huden,
03O	13	44	så er han spedalsk; han er uren, og Præsten skal erklære ham for uren; på sit Hoved er han angrebet.
03O	13	45	Den, der er spedalsk, den, som lider af Sygdommen, skal gå med sønder1evne Klæder, hans Hår skal vokse frit, han skal tilhylle sit Skæg, og: "uren, uren!" skal han råbe.
03O	13	46	Så længe han er angrebet, skal han være uren; uren er han, for sig selv skal han bo, uden for Lejren skal hans Opholdsted være.
03O	13	47	Når der kommer Spedalskhed på en Klædning enten af Uld eller Lærred
03O	13	48	eller på vævet eller knyttet Stof af Lærred eller Uld eller på Læder eller Læderting af enhver Art
03O	13	49	og det angrebne Sted på Klædningen, Læderet, det vævede eller knyttede Stof eller Lædertingene viser sig at være grønligt eller rødligt, så er det Spedalskhed og skal synes af Præsten.
03O	13	50	Og når Præsten har synet Skaden, skal han lukke den angrebne Ting inde i syv Dage.
03O	13	51	På den syvende Dag skal han syne den angrebne Ting, og dersom Skaden har bredt sig på Klædningen, det vævede eller knyttede Stof eller Læderet, de forskellige Læderting, så er Skaden ondartet Spedalskhed, det er urent.
03O	13	52	Da skal han brænde Klædningen eller det af Uld eller Lærred vævede eller knyttede Stof eller alle de Læderting, som er angrebet; thi det er ondartet Spedalskhed, det skal opbrændes.
03O	13	53	Men hvis Præsten finder, at Skaden ikke har bredt sig på Klædningen eller det vævede eller knyttede Stof eller på de forskellige Slags Læderting,
03O	13	54	så skal Præsten påbyde, at den angrebne Ting skal tvættes, og derpå igen lukke den inde i syv Dage.
03O	13	55	Præsten skal da syne den angrebne Ting, efter at den er tvættet, og viser det sig da, at Skaden ikke har skiftet Udseende, så er den uren, selv om Skaden ikke har bredt sig; du skal opbrænde den; det er ædende Udslæt på Retten eller Vrangen.
03O	13	56	Men hvis det, når Præsten syner det, viser sig, at Skaden er ved at svinde efter Tvætningen, så skal han rive det angrebne Sted af Klædningen eller Læderet eller det vævede eller knyttede Stof.
03O	13	57	Viser det sig da igen på Klædningen eller det vævede eller knyttede Stof eller de forskellige Læderling, da er det Spedalskhed, der er ved at bryde ud; du skal opbrænde de angrebne Ting.
03O	13	58	Men den Klædning eller det vævede eller knyttede Stof eller de forskellige Læderting, hvis Skade svinder efter Tvætningen, skal tvættes på ny; så er det rent.
03O	13	59	Det er Loven om Spedalskhed på Klæder af Uld eller Lærred eller på vævet eller knyttet Stof eller på alskens Læderting; efter den skal de erklæres for rene eller urene.
03O	14	1	HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
03O	14	2	Dette er Loven om, hvorledes man skal forholde sig med Renselsen af en spedalsk: Han skal fremstilles for Præsten,
03O	14	3	og Præsten skal gå uden for Lejren og syne ham, og viser det sig da, at Spedalskheden er helbredt hos den spedalske,
03O	14	4	skal Præsten give Ordre til at tage to levende, rene Fugle, Cedertræ, karmoisinrødt Garn og en Ysopkvist til den, der skal renses.
03O	14	5	Og Præsten skal give Ordre til at slagte den ene Fugl over et Lerkar med rindende Vand.
03O	14	6	Så skal han tage den levende Fugl, Cedertræet, det kamoisinrøde Garn og Ysopkvisten og dyppe dem tillige med den levende Fugl i Blodet af den Fugl, der er slagtet over det rindende Vand,
03O	14	7	og syv Gange foretage Bestænkning på den, der skal renses for Spedalskhed, og således rense ham; derpå skal han lade den levende Fugl flyve ud over Marken.
03O	14	8	Men den, der skal renses, skal tvætte sine Klæder, afrage alt sit Hår og bade sig i Vand; så er han ren. Derefter må han gå ind i Lejren, men han skal syv Dage opholde sig uden for sit Telt.
03O	14	9	På den syvende Dag skal han afrage alt sit Hår, sit Hovedhår, sit Skæg, sine Øjenbryn, alt sit Hår skal han afrage, og han skal tvætte sine Klæder og bade sit Legeme i Vand; så er han ren.
03O	14	10	Men den ottende dag skal han tage to lydefri Væderlam og et lydefrit, årgammelt Hunlam, desuden tre Tiendedele Efa fint Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer og en Log Olie.
03O	14	11	Så skal den Præst, der foretager Renselsen, stille den, der skal renses, tillige med disse Offergaver frem for HERRENs Åsyn ved Åbenbaringsteltets Indgang.
03O	14	12	Og Præsten skal tage det ene Væderlam og frembære det som Skyldoffer tillige med den Log Olie, som hører dertil, og udføre Svingningen dermed for HERRENs Åsyn.
03O	14	13	Og han skal slagte Lammet der, hvor Syndofferet og Brændofferet slagtes, på det hellige Sted, thi ligesom Syndofferet tilfalder Skyldofferet Præsten; det er højhelligt.
03O	14	14	Derpå skal Præsten tage noget af Skyldofferets Blod, og Præsten skal stryge det på højre Øreflip af den, der skal renses, og på hans højre Tomme1finger og højre Tommeltå;
03O	14	15	og Præsten skal tage noget af den Log Olie, som hører dertil, og hælde det i sin venstre Hånd,
03O	14	16	og Præsten skal dyppe sin højre Pegefinger i den Olie, han har i sin venstre Hånd, og med sin Finger stænke Olien syv Gange foran HERRENs Åsyn.
03O	14	17	Og af den Olie, han har tilbage i sin Hånd, skal Præsten stryge noget på højre Øreflip af den, der skal renses, og på hans højre Tommelfinger og højre Tommeltå oven på Skyldofferets Blod.
03O	14	18	Og Præsten skal hælde det, der er tilbage af Olien i hans Hånd, på Hovedet af den, der skal renses, og således skal Præsten skaffe ham Soning for HERRENs Åsyn.
03O	14	19	Derpå skal Præsten ofre Syndofferet og skaffe den, der skal renses, Soning for hans Urenhed.
03O	14	20	Og Præsten skal ofre Brændofferet og Afgrødeofferet på Alteret og således skaffe ham Soning; så er han ren.
03O	14	21	Men hvis han er fattig og ikke evner at give så meget, skal han tage et enkelt Lam til Skyldoffer. til at udføre Svingningen med, for at der kan skaffes ham Soning. desuden en Tiendedel Efa fint Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer og en Log Olie
03O	14	22	og to Turtelduer eller Dueunger, hvad han nu evner at give, den ene skal være til Syndoffer, den anden til Brændoffer.
03O	14	23	Dem skal han den ottende Dag efter sin Renselse bringe til Præsten ved Åbenbaringsteltets Indgang for HERRENs Åsyn.
03O	14	24	Så skal Præsten tage Skyldofferlammet med den Log Olie, som hører dertil, og Præsten skal udføre Svingningen dermed for HERRENs Åsyn.
03O	14	25	Og han skal slagte Skyldofferlammet, og Præsten skal tage noget af Skyldofferets Blod og stryge det på højre Øreflip af den, der skal renses, og på hans højre Tommelfinger og højre Tommeltå.
03O	14	26	Og af Olien skal Præsten hælde noget i sin venstre Hånd,
03O	14	27	og Præsten skal med sin højre Pegefinger syv Gangestænke noget af Olien, som er i hans venstre Hånd, for HERRENs Åsyn.
03O	14	28	Og af Olien, som er i hans Hånd, skal Præsten stryge noget på højre Øreflip af den, der skal renses, og på hans højre Tommelfinger og højre Tommeltå oven på Skyldofferets Blod.
03O	14	29	Og Resten af Olien, som er i hans Hånd, skal Præsten hælde på Hovedet af den, der skal renses, for at skaffe ham Soning for HERRENs Åsyn.
03O	14	30	Derpå skal han ofre den ene Turteldue eller Dueunge, hvad han nu har evnet at give,
03O	14	31	den ene som Syndoffer, den anden som Brændoffet, sammen med Afgrødeofferet; og Præsten skal skaffe den, der skal renses, Soning for HERRENs Åsyn.
03O	14	32	Det er Loven om den, der har været angrebet af Spedalskhed og ikke evner at bringe det almindelige Offer ved sin Renselse.
03O	14	33	Og HERREN talede til Moses og Aron og sagde:
03O	14	34	Når I kommer til Kanåns Land, som jeg vil give eder i Eje, og jeg lader Spedalskhed komme frem på et Hus i eders Ejendomsland,
03O	14	35	så skal Husets Ejer gå hen og melde det til Præsten og sige: "Der har i mit Hus vist sig noget, der ligner Spedalskhed!"
03O	14	36	Da skal Præsten give Ordre til at flytte alt ud af Huset, inden han kommer for at syne Pletten, for at ikke noget af, hvad der er i Huset, skal blive urent; derpå skal Præsten komme for at syne Huset.
03O	14	37	Viser det sig da, når han syner Pletten, at Pletten på Husets Vægge frembyder grønlige eller rødlige Fordybninger, der ser ud til at ligge dybere end Væggen udenom,
03O	14	38	skal Præsten gå ud af Huset til Husets Dør og holde Huset lukket i syv Dage.
03O	14	39	På den syvende Dag skal Præsten komme igen og syne det, og hvis det da viser sig, at Pletten har bredt sig på Husets Vægge,
03O	14	40	skal Præsten give Ordre til at udtage de angrebne Sten og kaste dem hen på et urent Sted uden for Byen
03O	14	41	og til at skrabe Lerpudset af Husets indvendige Vægge og hælde det fjernede Puds ud på et urent Sted uden for Byen.
03O	14	42	Derefter skal man tage andre Sten og sætte dem ind i Stedet for de gamle og ligeledes tage nyt Puds og pudse Huset dermed.
03O	14	43	Hvis Pletten så atter bryder frem i Huset, efter at Stenene er taget ud, Pudset skrabet af og Huset pudset på ny,
03O	14	44	skal Præsten komme og syne Huset, og viser det sig da, at Pletten har bredt sig på Huset, så er det ondartet Spedalskhed, der er på Huset; det er urent.
03O	14	45	Da skal man rive Huset ned, Sten, Træværk og alt Pudset på Huset, og bringe det til et urent Sted uden for Byen.
03O	14	46	Den, som går ind i Huset, så længe det er lukket, skal være uren til Aften;
03O	14	47	den, der sover deri skal tvætte sine Klæder, og den der spiser deri, skal tvætte sine Klæder.
03O	14	48	Men hvis det, når Præsten kommer og syner Huset, viser sig, at Pletten ikke har bredt sig på det, efter at det er pudset på ny, skal Præsten erklære Huset for rent, thi Pletten er helbredt.
03O	14	49	Da skal han for at rense Huset for Synd tage to Fugle, Cedertræ, karmoisinrødt Garn og en Ysopkvist.
03O	14	50	Den ene Fugl skal han slagte over et Lerkar med rindende Vand,
03O	14	51	og han skal tage Cedertræet, Ysopkvisten, det karmoisinrøde Garn og den levende Fugl og dyppe dem i Blodet af den slagtede Fugl og det rindende Vand og syv Gange foretage Bestænkning på Huset
03O	14	52	og således rense det for Synd med Fuglens Blod, det rindende Vand, den levende Fugl, Cedertræet, Ysopkvisten og det karmoisinrøde Garn.
03O	14	53	Og den levende Fugl skal han lade flyve ud af Byen hen over Marken og således skaffe Huset Soning; så er det rent.
03O	14	54	Det er Loven om al Slags Spedalskhed og Skurv,
03O	14	55	om Spedalskhed på Klæder og Huse
03O	14	56	og om Hævelser, Udslæt og lyse Pletter,
03O	14	57	til Belæring om, når noget er urent, og når det er rent. Det er Loven om Spedalskhed.
03O	15	1	HERREN talede fremdeles til Moses og Aron og sagde:
03O	15	2	Tal til Israeliterne og sig til dem: Når en Mand får Flåd fra sin Blusel, da er dette hans Flåd urent.
03O	15	3	Og således skal man forholde sig med den ved hans Flåd opståede Urenhed: Hvad enten hans Blusel flyder eller holder sit Flåd tilbage, er der Urenhed hos ham.
03O	15	4	Ethvert Leje, som den, der lider af Flåd, ligger på, skal være urent, og ethvert Sæde, han sidder på, skal være urent.
03O	15	5	Den der rører ved hans Leje, skal tvætte sine Klæder og bade sig i Vand og være uren til Aften;
03O	15	6	den, der sidder på et Sæde, som den, der lider af Flåd, har siddet på, skal tvætte sine Klæder og bade sig i Vand og være uren til Aften;
03O	15	7	den, der rører ved en. der lider af Flåd, skal tvætte sine Klæder og bade sig i Vand og være uren til Aften.
03O	15	8	Hvis den, der lider af Flåd, spytter på en, som er uren, skal denne tvætte sine Klæder og bade sig i Vand og være uren til Aften.
03O	15	9	Ethvert Befordringsmiddel, som bruges af den, der lider af Flåd, skal være urent.
03O	15	10	Den, der rører ved noget, han har ligget eller siddet på, skal være uren til Aften; den, der bærer noget sådant, skal tvætte sine Klæder og bade sig i Vand og være uren til Aften.
03O	15	11	Enhver, som den, der lider af Flåd, rører ved uden at have skyllet sine Hænder i Vand, skal tvætte sine Klæder og bade sig i Vand og være uren til Aften.
03O	15	12	Lerkar, som den, der lider af Flåd, rører ved, skal slås itu, og alle Trækar skal skylles i Vand.
03O	15	13	Men når den, der lider af Flåd, bliver ren for sit Flåd, skal han tælle syv bage frem, fra den Dag han bliver ren, og så tvætte sine Klæder og bade sit Legeme i rindende Vand; så er han ren.
03O	15	14	Og den ottende dag skal han tage sig to Turtelduer eller Dueunger og komme hen for HERRENs Åsyn ved Åbenbaringsteltets indgang og give Præsten dem.
03O	15	15	Så skal Præsten bringe dem som Offer, den ene som Syndoffer, den anden som Brændoffer, og således skal Præsten skaffe ham Soning for HERRENs Åsyn for hans Flåd.
03O	15	16	Når der går Sæd fra en Mand, skal han bade hele sit Legeme i Vand og være uren til Aften.
03O	15	17	Enhver Klædning og alt Læder, der er kommet Sæd på, skal tvættes i Vand og være urent til Aften.
03O	15	18	Og når en Mand har Samleje med en Kvinde, skal de bade sig i Vand og være urene til Aften.
03O	15	19	Når en Kvinde har Flåd, idet der flyder Blod fra hendes Blusel, da skal hendes Urenhed vare syv Dage. Enhver, der rører ved hende, skal være uren til Aften.
03O	15	20	Alt, hvad hun ligger på under sin månedlige Urenhed, skal være urent, og alt, hvad hun sidder på, skal være urent.
03O	15	21	Enhver, der rører ved hendes Leje, skal tvætte sine Klæder og bade sig i Vand og være uren til Aften;
03O	15	22	og enhver, der rører ved et Sæde, hun har siddet på, skal tvætte sine Klæder og bade sig i Vand og være uren til Aften.
03O	15	23	Og hvis nogen rører ved noget, der har ligget på Lejet eller Sædet, hun har siddet på, skal han være uren til Aften.
03O	15	24	Dersom en Mand ligger ved Siden af hende og hendes Urenhed kommer på ham, skal han være uren i syv Dage, og ethvert Leje, han ligger på, skal være urent.
03O	15	25	Men når en Kvinde har Blodflåd i længere Tid, uden for den Tid hun har sin månedlige Urenhed, eller når Flåddet varer længere end sædvanligt ved hendes månedlige Urenhed, så skal hun, i al den Tid hendes urene Flåd varer, være stillet, som i de Dage hun har sin månedlige Urenhed; hun skal være uren;
03O	15	26	ethvert Leje, hun ligger på, så længe hendes Flåd varer, skal være som hendes Leje under hendes månedlige Urenhed, og et hvert Sæde, hun sidder på, skal være urent som under hendes månedlige Urenhed;
03O	15	27	enhver, der rører derved, bliver uren og skal tvætte sine Klæder og bade sig i Vand og være uren til Aften.
03O	15	28	Men når hun bliver ren for sit Flåd, skal hun tælle syv Dage frem og så være ren.
03O	15	29	På den ottende Dag skal hun tage sig to Turtelduer eller Dueunger og bringe dem til Præsten ved Åbenbaringsteltets Indgang.
03O	15	30	Og Præsten skal ofre den ene som Syndoffer, den anden som Brændoffer, og således skal Præsten skaffe hende Soning for HERRENs Åsyn for hendes Urenheds Flåd.
03O	15	31	I skal advare Israeliterne for deres Urenhed, for at de ikke skal dø i deres Urenhed, når de gør min Bolig, som er i deres Midte, uren.
03O	15	32	Det er Loven om Mænd, der lider af Flåd, og fra hvem der går Sæd, så de bliver urene derved,
03O	15	33	og om Kvinder, der lider af deres månedlige Urenhed, om Mænd og Kvinder, der har Flåd, og om Mænd, der ligger ved Siden af urene Kvinder.
03O	16	1	HERREN talede til Moses, efter at Døden havde ramt Arons to Sønner, da de trådte frem for HERRENs Åsyn og døde,
03O	16	2	og HERREN sagde til Moses: Sig til din Broder Aron, at han ikke til enhver Tid må gå ind i Helligdommen inden for Forhænget foran Sonedækket på Arken, ellers skal han dø, thi jeg kommer til Syne i Skyen over Sonedækket.
03O	16	3	Kun således må Aron komme ind i Helligdommen: Med en ung Tyr til Syndoffer og en Væder til Brændoffer;
03O	16	4	han skal iføre sig en hellig Linnedkjortel, bære Linnedbenklæder over sin Blusel, omgjorde sig med et Linnedbælte og binde et Linned Hovedklæde om sit Hoved; det er hellige Klæder; og han skal bade sit Legeme i Vand, før han ifører sig dem.
03O	16	5	Af Israeliternes Menighed skal han tage to Gedebukke til Syndoffer og en Væder til Brændoffer.
03O	16	6	Så skal Aron ofre sin egen Syndoffertyr og skaffe sig og sit Hus Soning.
03O	16	7	Derefter skal han tage de to Bukke og stille dem frem for HERRENs Åsyn ved Indgangen til Åbenbaringsteltet.
03O	16	8	Og Aron skal kaste Lod om de to Bukke, et Lod for HERREN og et for Azazel;
03O	16	9	og den Buk, der ved Loddet tilfalder HERREN, skal Aron føre frem og ofre som Syndoffer;
03O	16	10	men den Buk, der ved Loddet tilfalder Azazel, skal fremstilles levende for HERRENs Åsyn, for at man kan fuldbyrde Soningen over den og sende den ud i Ørkenen til Azazel.
03O	16	11	Aron skal da føre sin egen Syndoffertyr frem og skaffe sig og sit Hus Soning og slagte sin egen Syndoffertyr.
03O	16	12	Derpå skal han tage en Pandefuld Gløder fra Alteret for HERRENs Åsyn og to Håndfulde stødt, vellugtende Røgelse og bære det inden for Forhænget.
03O	16	13	Og han skal komme Røgelse på Ilden for HERRENs Åsyn, så at Røgelsesskyen skjuler Sonedækket oven over Vidnesbyrdet, for at han ikke skal dø.
03O	16	14	Så skal han tage noget af Tyrens Blod og stænke det med sin Finger fortil på Sonedækket, og foran Sonedækket skal han syv Gange stænke noget af Blodet med sin Finger.
03O	16	15	Derefter skal han slagte Folkets Syndofferbuk, bære dens Blod inden for Forhænget og gøre med det som med Tyrens Blod, stænke det på Sonedækket og foran Sonedækket.
03O	16	16	Således skal han skaffe Helligdommen Soning for Israeliternes Urenhed og deres Overtrædelser, alle deres Synder, og på samme Måde skal han gøre med Åbenbaringsteltet, der har sin Plads hos dem midt i deres,Urenhed.
03O	16	17	Intet Menneske må komme i Åbenbaringsteltet, når han går ind for at skaffe Soning i Helligdommen, før han går ud igen. Således skal han skaffe sig selv, sit Hus og hele Israels Forsamling Soning.
03O	16	18	Så skal han gå ud til Alteret, som står for HERRENs Åsyn, og skaffe det Soning; han skal tage noget af Tyrens og Bukkens Blod og stryge det rundt om på Alterets Horn,
03O	16	19	og han skal syv Gange stænke noget af Blodet derpå med sin Finger og således rense det og hellige det for Israeliternes Urenheder.
03O	16	20	Når han så er færdig med at skaffe Helligdommen, Åbenbaringsteltet og Alteret Soning, skal han føre den levende Buk frem.
03O	16	21	Aron skal lægge begge sine Hænder på Hovedet af den levende Buk og over den bekende alle Israeliternes Misgerninger og alle deres Overtrædelser, alle deres Synder, og lægge dem på Bukkens Hoved og så sende den ud i Ørkenen ved en Mand, der holdes rede dertil.
03O	16	22	Bukken skal da bære alle deres Misgerninger til et øde Land, og så skal han slippe Bukken løs i Ørkenen.
03O	16	23	Derpå skal Aron gå ind i Åbenbaringsteltet, afføre sig Linnedklæderne, som han tog på, da han gik ind i Helligdommen, og lægge dem der;
03O	16	24	så skal han bade sit Legeme i Vand på et helligt Sted, iføre sig sine sædvanlige Klæder og gå ud og ofre sit eget Brændoffer og Folkets Brændoffer og således skaffe sig og Folket Soning.
03O	16	25	Og Syndofferets Fedt skal han bringe som Røgoffer på Alteret.
03O	16	26	Men den, som fører Bukken ud til Azazel, skal tvætte sine Klæder og bade sit Legeme i Vand; derefter må han komme ind i Lejren.
03O	16	27	Men Syndoffertyren og Syndofferbukken, hvis Blod blev båret ind for at skaffe Soning i Helligdommen, skal man bringe uden for Lejren, og man skal brænde deres Hud og deres Kød og Skarn.
03O	16	28	Og den, der brænder dem, skal tvætte sine Klæder og bade sit Legeme; derefter må han komme ind i Lejren.
03O	16	29	Det skal være eder en evig gyldig Anordning. Den tiende Dag i den syvende Måned skal I faste og afholde eder fra alt Arbejde, både den indfødte og den fremmede, der bor iblandt eder.
03O	16	30	Thi den Dag skaffes der eder Soning til eders Renselse; fra alle eders Synder renses I for HERRENs Åsyn.
03O	16	31	Det skal være eder en fuldkommen Hviledag, og I skal faste: det skal være en evig gyldig Anordning.
03O	16	32	Præsten, som salves og indsættes til at gøre Præstetjeneste i. Stedet for sin Fader, skal skaffe Soning, han skal iføre sig Linnedklæderne, de hellige Klæder,
03O	16	33	og han skal skaffe det Allerhelligste Soning; og Åbenbaringsteltet og Alteret skal han skaffe Soning; og Præsterne og alt Folkets Forsamling skal han skaffe Soning.
03O	16	34	Det skal være eder en evig gyldig Anordning, for at der kan skaffes Israeliterne Soning for alle deres Synder een Gang om Året. Og Aron gjorde som HERREN bød Moses.
03O	17	1	HERREN talede til Moses og sagde:
03O	17	2	Tal til Aron og hans Sønner og alle Israeliterne og sig til dem: Dette har HERREN påbudt:
03O	17	3	Om nogen af Israels Hus slagter et Stykke Hornkvæg, et Får eller en Ged i Lejren, eller han slagter dem uden for Lejren,
03O	17	4	uden at bringe dem hen til Åbenbaringsteltets Indgang for at bringe HERREN en Offergave foran HERRENs Bolig, da skal dette tillegnes den Mand som Blodskyld; han har udgydt Blod, og den Mand skal udryddes af sit Folk.
03O	17	5	Dette er anordnet, for at Israeliterne skal bringe deres Slagtofre, som de slagter ude på Marken, til HERREN, til Åbenbaringsteltets Indgang, til Præsten, og ofre dem som Takofre til HERREN.
03O	17	6	Præsten skal da sprænge Blodet på HERRENs Alter ved Indgangen til Åbenbaringsteltet og bringe Fedtet som Røgoffer, en liflig Duft for HERREN.
03O	17	7	Og de må ikke mere ofre deres Slagtofre til Bukketroldene, som de boler med. Det skal være en evig gyldig Anordning for dem fra Slægt til Slægt!
03O	17	8	Og du skal sige til dem: Om nogen af Israels Hus eller de fremmede, der bor iblandt eder, ofrer et Brændoffer eller Slagtoffer
03O	17	9	og ikke bringer det hen til Åbenbaringsteltets Indgang for at ofre det til HERREN, da skal den Mand udryddes af sin Slægt.
03O	17	10	Om nogen af Israels Hus eller af de fremmede, der bor iblandt dem, nyder noget Blod, så vender jeg mit Åsyn mod den, der nyder Blodet, og udrydde1 ham af hans Folk.
03O	17	11	Thi Kødets Sjæl er i Blodet, og jeg har givet eder det til Brug på Alteret til at skaffe eders Sjæle Soning; thi det er Blodet, som skaffer Soning, fordi det er Sjælen.
03O	17	12	Derfor har jeg sagt til Israeliterne: Ingen af eder må nyde Blod; heller ikke den fremmede, der bor iblandt eder, må nyde Blod.
03O	17	13	Om nogen af Israeliterne eller af de fremmede, der bor iblandt dem, nedlægger et Stykke Vildt eller en Fugl af den Slags, der må spises, da skal han lade Blodet løbe ud og dække det med Jord.
03O	17	14	Thi om alt Køds Sjæl gælder det, at dets Blod er dets Sjæl; derfor har jeg sagt til Israeliterne: I må ikke nyde Blodet af noget som helst Kød, thi alt Køds Sjæl er dets Blod; enhver, der nyder det, skal udryddes.
03O	17	15	Enhver, der spiser seldøde eller sønderrevne Dyr, det være sig en indfødt eller en fremmed, skal tvætte sine Klæder og bade sig i Vand og være uren til Aften; så er han ren.
03O	17	16	Men hvis han ikke tvætter sine Klæder og bader sig, skal han undgælde for sin Brøde.
03O	18	1	HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
03O	18	2	Tal til Israeliterne og sig til dem: Jeg er HERREN eders Gud!
03O	18	3	Som de handler i Ægypten, hvor I opholdt eder, må I ikke handle, og som de handler i Kana'ans Land, hvor jeg fører eder hen, må I ikke handle; I må ikke vandre efter deres Anordninger.
03O	18	4	Efter mine Lovbud skal I handle. og mine Anordninger skal I holde, så I vandrer efter dem; jeg er HERREN eders Gud!
03O	18	5	I skal holde mine Anordninger og Lovbud; det Menneske, der handler efter dem, skal leve ved dem. Jeg er HERREN!
03O	18	6	Ingen af eder må komme sine kødelige Slægtninge nær, så han blotter deres Blusel. Jeg er HERREN!
03O	18	7	Din Faders og din Moders Blusel må du ikke blotte; hun er din Moder, du må ikke blotte hendes Blusel!
03O	18	8	Din Faders Hustrus Blusel må du ikke blotte, det er din Faders Blusel.
03O	18	9	Din Søsters Blusel, hvad enten hun er din Faders eller din Moders Datter, hvad enten hun er født i eller uden for Hjemmet, hendes Blusel må du ikke blotte.
03O	18	10	Din Sønnedatters eller Datterdatters Blusel må du ikke blotte, det er din egen Blusel.
03O	18	11	En Datter, din Faders Hustru har med din Fader hun er din Søster hendes Blusel må du ikke blotte.
03O	18	12	Din Fasters Blusel må du ikke blotte, hun er din Faders kødelige Slægtning.
03O	18	13	Din Mosters Blusel må du ikke blotte, hun er din Moders kødelige Slægtning.
03O	18	14	Din Farbroders Blusel må du ikke blotte, du må ikke komme hans Hustru nær, hun er din Faster.
03O	18	15	Din Sønnekones Blusel må du ikke blotte, hun er din Søns Hustru, du må ikke blotte hendes Blusel.
03O	18	16	Din Broders Hustrus Blusel må du ikke blotte, det er din Broders Blusel.
03O	18	17	En Kvindes og hendes Datters Blusel må du ikke blotte, heller ikke må du ægte hendes Sønnedatter eller Datterdatter, så at du blotter hendes Blusel; de er hendes kødelige Slægtninge; det er grov Utugt.
03O	18	18	Søster må du ikke tage til Søsters Medhustru, så længe Søsteren lever, så du blotter både den enes og den andens Blusel.
03O	18	19	Du må ikke komme en Kvinde nær under hendes månedlige Urenhed, så du blotter hendes Blusel.
03O	18	20	Med din Næstes Hustru må du ikke have Samleje, så du bliver uren ved hende.
03O	18	21	Dit Afkom må du ikke give hen til at ofres til Molok; du må ikke vanhellige din Guds Navn. Jeg er HERREN!
03O	18	22	Hos en Mand må du ikke ligge, som man ligger hos en Kvinde; det er en Vederstyggelighed.
03O	18	23	Med intet som helst Dyr må du have Omgang, så du bliver uren derved; en Kvinde må ikke stille sig hen for et dyr til kønslig Omgang; det er en Skændsel.
03O	18	24	Gør eder ikke urene med noget sådant, thi med alt sådant har de Folkeslag, jeg driver bort foran eder, gjort sig urene.
03O	18	25	Derved blev Landet urent, og jeg straffede det for dets Brøde, og Landet udspyede sine Indbyggere.
03O	18	26	Hold derfor mine Anordninger og Lovbud og øv ikke nogen af disse Vederstyggeligheder, det gælder både den indfødte og den fremmede, der bor iblandt eder
03O	18	27	thi alle disse Vederstyggeligheder øvede Indbyggerne, som var der før eder, og Landet blev urent
03O	18	28	for at ikke Landet skal udspy eder, når I gør det urent, ligesom det udspyede det Folk, som var der før eder.
03O	18	29	Thi enhver, som øver nogen af alle disse Vederstyggeligheder, de, der øver dem, skal udryddes af deres Folk.
03O	18	30	Så hold mine Forskrifter, så I ikke øver nogen af de vederstyggelige Skikke, som øvedes før eders Tid, at I ikke skal gøre eder urene ved dem. Jeg er HERREN eders Gud!
03O	19	1	HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
03O	19	2	Tal til hele Israeliternes Menighed og sig til dem: I skal være hellige, thi jeg HERREN eders Gud er hellig!
03O	19	3	I skal frygte hver sin Moder og sin Fader, og mine Sabbater skal I holde. Jeg er HERREN eders Gud!
03O	19	4	Vend eder ikke til Afguderne og gør eder ikke støbte Gudebilleder! Jeg er HERREN eders Gud !
03O	19	5	Når I ofrer Takoffer til HERREN, skal I ofre det således, at I kan vinde Guds Velbehag.
03O	19	6	Den Dag, I ofrer det, og Dagen efter må det spises, men hvad der levnes til den tredje Dag, skal opbrændes;
03O	19	7	spises det den tredje Dag, er det at regne for råddent Kød og vinder ikke Guds Velbehag;
03O	19	8	den, der spiser deraf, skal undgælde for sin Brøde, thi han vanhelliger det, som var helliget HERREN, og det Menneske skal udryddes af sin Slægt.
03O	19	9	Når I høster eders Lands Høst, må du ikke høste helt hen til Kanten af din Mark, ej heller må du sanke Efterslætten efter din Høst.
03O	19	10	Heller ikke må du bolde Efterhøst eller sanke de nedfaldne Bær i din Vingård; til den fattige og den fremmede skal du lade det blive tilbage. Jeg er HERREN eders Gud!
03O	19	11	I må ikke stjæle, I må ikke lyve, I må ikke bedrage hverandre.
03O	19	12	I må ikke sværge falsk ved mit Navn, så du vanhelliger din Guds Navn. Jeg er HERREN!
03O	19	13	Du må intet aftvinge din Næste, du må intet røve; Daglejerens Løn må ikke blive hos dig Natten over.
03O	19	14	Du må ikke forbande den døve eller lægge Stød for den blindes Fod, du skal frygte din Gud. Jeg er HERREN!
03O	19	15	I må ikke øve Uret, når I holder Rettergang; du må ikke begunstige den ringe, ej heller tage Parti for den store, men du skal dømme din Næste med Retfærdighed.
03O	19	16	Du må ikke gå rundt og bagvaske din Landsmand eller stå din Næste efter Livet. Jeg er HERREN!
03O	19	17	Du må ikke bære Nag til din Broder i dit Hjerte, men du skal tale din Næste til Rette, at du ikke skal pådrage dig Synd for hans Skyld.
03O	19	18	Du må ikke hævne dig eller gemme på Vrede mod dit Folks Børn, du skal elske din Næste som dig selv. Jeg er HERREN!
03O	19	19	Hold mine Anordninger! Du må ikke lade to Slags Kvæg parre sig med hinanden; du må ikke så to Slags Sæd i din Mark; og du må ikke bære Klæder, der er vævede af to Slags Garn.
03O	19	20	Når en Mand har Samleje med en Kvinde, og det er en Trælkvinde, en anden Mands Medhustru, som ikke er løskøbt eller frigivet, så skal Afstraffelse finde Sted; dog skal de ikke lide Døden, thi hun var ikke frigivet.
03O	19	21	Og han skal bringe sit Skyldoffer for HERREN til Åbenbaringsteltets Indgang, en Skyldoffervæder,
03O	19	22	og Præsten skal med Skyldoffervæderen skaffe ham Soning for HERRENs Åsyn for den Synd, han har begået, så han finder Tilgivelse for den Synd, han har begået.
03O	19	23	Når I kommer ind i Landet og planter alskens Frugttræer, skal I lade deres Forhud, den første Frugt, urørt; i tre År skal de være eder uomskårne og må ikke spises;
03O	19	24	det fjerde År skal al deres Frugt under Høstjubel helliges HERREN;
03O	19	25	først det femte År må I spise deres Frugt, for at I kan få så meget større Udbytte deraf. Jeg er HERREN eders Gud!
03O	19	26	I må ikke spise noget med Blodet i. I må ikke give eder af med at tage Varsler og øve Trolddom.
03O	19	27	I må ikke runde Håret på Tindingerne; og du må ikke studse dit Skæg;
03O	19	28	I må ikke gøre Indsnit i eders Legeme for de dødes Skyld eller indridse Tegn på eder. Jeg er HERREN!
03O	19	29	Du må ikke vanhellige din Datter ved at lade hende bedrive Hor, for at ikke Landet skal forfalde til Horeri og fyldes med Utugt.
03O	19	30	Mine Sabbater skal I bolde, og min Helligdom skal I frygte.  Jeg er HERREN!
03O	19	31	Henvend eder ikke til Genfærd og Sandsigerånder; søg dem ikke, så I gør eder urene ved dem. Jeg er HERREN eders Gud!
03O	19	32	Du skal rejse dig for de grå Hår og ære Oldingen, og du skal frygte din Gud. Jeg er HERREN!
03O	19	33	Når en fremmed bor hos dig i eders Land, må I ikke lade ham lide Overlast;
03O	19	34	som en af eders egne skal I regne den fremmede, der bor hos eder, og du1 skal elske ham som dig selv, thi I var selv fremmede i Ægypten. Jeg et HERREN eders Guld!
03O	19	35	Når I holder Rettergang, må I ikke øve Uret ved Længdemål, Vægt eller Rummål;
03O	19	36	Vægtskåle, der vejer rigtigt, Lodder, der holder Vægt, Efa og Hin, der holder Mål, skal I have. Jeg er HERREN eders Gud, som førte eder ud af Ægypten!
03O	19	37	Hold alle mine Anordninger og Lovbud og gør efter dem. Jeg er HERREN!
03O	20	1	HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
03O	20	2	Sig til Israeliterne: Om nogen af Israeliterne eller de fremmede, der bor hos Israel, giver sit Afkom hen til Molok, da skal han lide Døden; Landets Indbyggere skal stene ham,
03O	20	3	og jeg vender selv mit Åsyn imod den Mand og udrydder ham af hans Folk, fordi han gav sit Afkom hen til Molok for at gøre min Helligdom uren og vanhellige mit hellige Navn;
03O	20	4	og ser end Landets Indbyggere igennem Fingre med den Mand, når han giver sit Afkom hen til Molok, og undlader at dræbe ham,
03O	20	5	så vender jeg dog selv mit Åsyn imod den Mand og hans Slægt og udrydder ham og alle dem, der følger i hans Spor og boler med Molok, af deres Folk.
03O	20	6	Det Menneske, som henvender sig til Genfærd eller Sandsigerånder og boler med dem, mod det Menneske vil jeg vende mit Åsyn og udrydde ham af hans Folk.
03O	20	7	Helliger eder og vær hellige; thi jeg er HERREN eders Gud!
03O	20	8	Hold mine Anordninger og gør efter dem. Jeg er HERREN, som helliger eder!
03O	20	9	Thi enhver, som forbander sin Fader og sin Moder, skal lide Døden; han har forbandet sin Fader og sin Moder, derfor hviler der Blodskyld på ham.
03O	20	10	Om nogen bedriver Hor med en anden Mands Hustru, om nogen bedriver Hor med sin Næstes Hustru, da skal de lide Døden, Horkarlen såvel som Horkvinden.
03O	20	11	Om nogen har Samleje med sin Faders Hustru, har han blottet sin Faders Blusel; de skal begge lide Døden, der hviler Blodskyld på dem.
03O	20	12	Om nogen har Samleje med sin Sønnekone, skal de begge lide Døden; de har øvet Skændselsdåd, der hviler Blodskyld på dem.
03O	20	13	Om nogen ligger hos en Mand, på samme Måde som man ligger hos en Kvinde, da har de begge øvet en Vederstyggelighed; de skal lide Døden, der hviler Blodskyld på dem.
03O	20	14	Om nogen ægter en Kvinde og hendes Moder, er det grov Utugt: man skal brænde både ham og begge Kvinderne; der må ikke findes grov Utugt iblandt eder.
03O	20	15	Om nogen har Omgang med et Dyr, skal han lide Døden, og Dyret skal I slå ihjel.
03O	20	16	Om en Kvinde kommer noget Dyr nær for at have kønslig Omgang med det, da skal du ihjelslå både Kvinden og Dyret; de skal lide Døden, der hviler Blodskyld på dem.
03O	20	17	Om en Mand tager sin Søster, sin Faders eller sin Moders Datter, til Ægte, så han ser hendes Blusel, og hun hans, da er det en skammelig Gerning; de skal udryddes i deres Landsmænds Påsyn; han har blottet sin Søsters Blusel, han skal undgælde for sin Brøde.
03O	20	18	Om en Mand har Samleje med en Kvinde under hendes månedlige Svaghed og blotter hendes Blusel, idet han afdækker hendes Kilde, og hun afdækker sit Blods Kilde, da skal de begge udryddes af deres Folk.
03O	20	19	Du må ikke blotte din Mosters og din Fasters Blusel, thi den, der gør det, afdækker sin kødelige Slægtnings Blusel; de skal undgælde for deres Brøde.
03O	20	20	0m nogen har Samleje med sin Farbroders Hustru, da har han blottet sin Farbroders Blusel, de skal undgælde for deres Synd og dø barnløse.
03O	20	21	Om nogen tager sin Broders Hustru til Ægte, da er det en uren Gerning; han har blottet sin Broders Blusel; de skal blive barnløse.
03O	20	22	Hold alle mine Anordninger og Lovbud og gør efter dem, at ikke Landet, jeg føler eder ind at bo i, skal udspy eder.
03O	20	23	Følg ikke det Folks Skikke, som jeg driver bort foran eder, thi de har øvet alt dette; derfor væmmedes jeg ved dem
03O	20	24	og sagde til eder: I skal få deres Land i Eje; jeg giver eder det i Eje, et Land, der flyder med Mælk og Honning. Jeg er HERREN eders Gud, som har udskilt eder fra alle andre Folkeslag.
03O	20	25	I skal skelne mellem rene og urene Dyr og mellem urene og rene Fugle for ikke at gøre eder selv til en Vederstyggelighed ved de Dyr og de Fugle og alt, hvad der rører sig på Jorden, alt, hvad jeg har udskilt for eder og erklæret for urent.
03O	20	26	Og I skal være mig hellige, thi jeg HERREN er hellig, og jeg har udskilt eder fra alle andre Folkeslag til at høre mig til.
03O	20	27	Når der i en Mand eller Kvinde er en Genfærdsånd eller en Sandsigerånd, skal de lide Døden; de skal stenes, der hviler Blodskyld på dem.
03O	21	1	Og HERREN sagde til Moses: Tal til Præsterne, Arons Sønner, og sig til dem: Præsten må ikke gøre sig uren ved Lig blandt sin Slægt,
03O	21	2	medmindre det er hans nærmeste kødelige Slægtninge, hans Moder eller Fader, hans Søn eller Datter, hans Broder
03O	21	3	eller Søster, for så vidt hun var Jomfru og endnu hørte til hans Familie og ikke var gift; i så Fald må han gøre sig uren ved hende;
03O	21	4	men han må ikke gøre sig uren ved hende, når hun var gift med en Mand af hans Slægt, og således pådrage sig Vanhelligelse.
03O	21	5	De må ikke klippe sig en skaldet Plet på deres Hoved, ikke studse deres Skæg eller gøre Indsnit i deres Legeme.
03O	21	6	Hellige skal de være for deres Gud og må ikke vanhellige deres Guds Navn, thi de frembærer HERRENs Ildofre, deres Guds Spise; derfor skal de være hellige.
03O	21	7	En Horkvinde og en skændet Kvinde må de ikke ægte; heller ikke en Kvinde, der er forstødt af sin Mand, må de ægte; thi han er helliget sin Gud.
03O	21	8	Du skal regne ham for hellig, thi han frembærer din Guds Spise; han skal være dig hellig, thi hellig er jeg HERREN, som helliger dem.
03O	21	9	Når en Præstedatter vanhelliger sig ved at bedrive Hor, da vanhelliger hun sin Fader; hun skal brændes på Bål,
03O	21	10	Den Præst, der er den ypperste blandt sine Brødre, han, over hvis Hoved Salveolien udgydes, og som indsættes ved at iføres Klæderne, må hverken lade sit Hovedhår vokse frit eller sønderrive sine Klæder.
03O	21	11	Han må ikke gå hen til noget som helst Lig, end ikke ved sin Fader eller Moder må han gøre sig uren.
03O	21	12	Han må ikke forlade Helligdommen for ikke at vanhellige sin Guds Helligdom, thi hans Guds Salveolies Vielse er på ham; jeg er HERREN!
03O	21	13	Han skal ægte en Kvinde, der er Jomfru;
03O	21	14	en Enke, en forstødt, en skændet, en Horkvinde må han ikke ægte, kun en Jomfru af sin Slægt må han tage til Hustru,
03O	21	15	for at han ikke skal vanhellige sit Afkom blandt sin Slægt; thi jeg er HERREN, som helliger ham.
03O	21	16	HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
03O	21	17	Tal til Aron og sig: Ingen af dit Afkom i de kommende Slægter, som har en Legemsfejl, må træde frem for at frembære sin Guds Spise,
03O	21	18	det må ingen, som har en Legemsfejl, hverken en blind eller en halt eller en med vansiret Ansigt eller for lang en Legemsdel
03O	21	19	eller med Brud på Ben eller Arm
03O	21	20	eller en pukkelrygget eller en med Tæring eller en, der har Pletter i Øjnene eller lider af Skab eller Ringorm eller har svulne Testikler.
03O	21	21	Af Præsten Arons Efterkommere må ingen, som har en Legemsfejl, nærme sig for at frembære HERRENs Ildofre; han har en Legemsfejl, han må ikke nærme sig for at frembære sin Guds Spise.
03O	21	22	Han må vel spise sin Guds Spise, både det, som er højhelligt, og det, som er helligt,
03O	21	23	men til Forhænget må han ikke komme, og Alteret må han ikke nærme sig, thi han har en Legemsfejl og må ikke vanhellige mine hellige Ting; thi jeg er HERREN, som helliger dem.
03O	21	24	Og Moses talte således til Aron og hans Sønner og alle Israeliterne.
03O	22	1	HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
03O	22	2	Sig til Aron og hans Sønner, at de skal behandle Israeliternes Helliggaver, som de helliger mig, med Erefrygt, for at de ikke skal vanhellige mit hellige Navn. Jeg er HERREN!
03O	22	3	Sig til dem: Enhver af alle eders Efterkommere, som i de kommende Slægter i uren Tilstand kommer de Helliggaver nær, Israeliterne helliger HERREN, det Menneske skal udryddes fra mit Åsyn. Jeg er HERREN!
03O	22	4	Ingen af Arons Efterkommere, der er spedalsk eller lider af Flåd, må spise noget af Helliggaverne, før han bliver ren; den, der rører ved en, som er uren ved Lig, eller den, fra hvem der går Sæd,
03O	22	5	eller den, der rører ved noget Slags Kryb, ved hvilket man bliver uren, eller ved et Menneske, ved hvem man bliver uren, af hvad Art hans Urenhed være kan,
03O	22	6	enhver, der rører ved noget sådant, skal være uren til Aften og må ikke spise af Helliggaverne, før han har badet sit Legeme i Vand.
03O	22	7	Når Solen går ned, er han ren, og derefter må han spise af Helliggaverne, thi de er hans Mad.
03O	22	8	Selvdøde og sønderrevne Dyr må han ikke spise for ikke at gøre sig uren derved. Jeg er HERREN!
03O	22	9	De skal overholde mine Forskrifter, at de ikke skal pådrage sig Synd og dø derfor, fordi de vanhelliger det. Jeg er HERREN, som helliger dem.
03O	22	10	Ingen Lægmand må spise af det hellige; hverken den indvandrede hos Præsten eller hans Daglejer må spise af det hellige.
03O	22	11	Men når en Præst for sine Penge køber sig en Træl, da må denne spise deraf, og ligeledes må hans hjemmefødte Trælle spise af hans Mad.
03O	22	12	Når en Præstedatter ægter en Lægmand, må hun ikke spise af de ydede Helliggaver;
03O	22	13	men når en Præstedatter bliver Enke eller forstødes uden at have Børn og vender tilbage til sin Faders Hus og er der som i sine unge År, da må hun spise af sin Faders Mad. Men ingen Lægmand må spise deraf.
03O	22	14	Når nogen af Vanvare kommer til at spise af det hellige, skal han erstatte Præsten det hellige med Tillæg af en Femtedel.
03O	22	15	Præsterne må ikke vanhellige de Helliggaver, Israeliterne yder HERREN,
03O	22	16	og således bringe Brøde og Skyld over dem, når de spiser deres Helliggaver; thi jeg er HERREN, som helliger dem.
03O	22	17	HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
03O	22	18	Tal til Aron og hans Sønner og alle Israeliterne og sig til dem: Om nogen af Israels Hus eller af de fremmede i Israel bringer sin Offergave, hvad enten det er deres Løfteoffer eller Frivilligoffer, de bringer HERREN som Brændoffer,
03O	22	19	så skal I bringe dem således, at I kan vinde Guds Velbehag, et lydefrit Handyr af Hornkvæget, Fårene eller Gederne;
03O	22	20	I må ikke ofre noget Dyr, der har en Legemsfejl, thi derved vinder I ikke eders Guds Velbehag.
03O	22	21	Når nogen bringer HERREN et Takoffer af Hornkvæget eller Småkvæget enten for at indfri et Løfte eller som Frivilligoffer, da skal det være et lydefrit Dyr, for at det kan vinde Guds Velbehag; det må ingen som helst Legemsfejl have;
03O	22	22	et blindt Dyr eller et Dyr med Brud på Lemmerne eller et såret Dyr eller et Dyr, der lider af Bylder, Skab eller Ringorm, sådanne Dyr må I ikke bringe HERREN, og I må ikke lægge noget Ildoffer af den Slags på Alteret for HERREN.
03O	22	23	Et Stykke Hornkvæg eller Småkvæg med en for lang eller forkrøblet Legemsdel kan du bruge som Frivillig offer, men som Løfteoffer vinder det ikke Guds Velbehag.
03O	22	24	Dyr med udklemte, knuste, afrevne eller bortskårne Testikler må I ikke bringe HERREN; således må I ikke bære eder ad i eders Land.
03O	22	25	Heller ikke må I af en Udlænding købe den Slags Dyr og ofre dem som eders Guds Spise, thi de har en Lyde, de har en Legemsfejl; ved dem vinder I ikke Guds Velbehag.
03O	22	26	HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
03O	22	27	Når der fødes et Stykke Hornkvæg, et Får eller en Ged, skal de blive syv Dage hos Moderen; men fra den ottende Dag er de skikkede til at vinde HERRENs Velbehag som Ildoffergave til HERREN.
03O	22	28	I må ikke slagte et Stykke Hornkvæg eller Småkvæg samme Dag som dets Afkom.
03O	22	29	Når I ofrer et Lovprisningsoffer til HERREN, skal I ofre det således, at det kan vinde eder Guds Velbehag.
03O	22	30	Det skal spises samme Dag, I må intet levne deraf til næste Morgen. Jeg er HERREN!
03O	22	31	I skal holde mine Bud og handle efter dem. Jeg er HERREN!
03O	22	32	I må ikke vanhellige mit hellige Navn, for at jeg må blive helliget blandt Israeliterne. Jeg er HERREN, som helliger eder,
03O	22	33	som førte eder ud af Ægypten for at være eders Gud. Jeg er HERREN!
03O	23	1	HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
03O	23	2	Tal til Israeliterne og sig til dem: Hvad angår HERRENs Festtider, hvilke I skal udråbe som Højtidsstævner, da er mine Festtider følgende:
03O	23	3	I seks Dage skal der arbejdes, men den syvende Dag skal være en fuldkommen Hviledag med Højtidsstævne; I må intet Arbejde gøre, det er Sabbat for HERREN, overalt hvor I bor.
03O	23	4	Følgende er HERRENs Festtider med Højtidsstævner, som I skal udråbe, hver til sin Tid:
03O	23	5	På den fjortende Dag i den første Måned ved Aftenstid er det Påske for HERREN.
03O	23	6	På den femtende Dag i samme Måned er det de usyrede Brøds Højtid for HERREN; i syv Dage skal I spise usyret Brød.
03O	23	7	På den første Dag skal I bolde Højtidsstævne, I må intet Arbejde gøre.
03O	23	8	I skal bringe HERREN Ildoffer i syv Dage. På den syvende Dag skal der holdes Højtidsstævne, I må intet Arbejde gøre.
03O	23	9	HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
03O	23	10	Tal til Israeliterne og sig til dem: Når I kommer til det Land, jeg vil give eder, og høster dets Høst, skal I bringe Præsten Førstegrødeneget af eders Høst.
03O	23	11	Han skal udføre Svingningen med Neget for HERRENs Åsyn for at vinde eder Guds Velbehag; Dagen efter Sabbaten skal Præsten udføre Svingningen dermed.
03O	23	12	Og på den Dag I udfører Svingningen med Neget, skal I ofre et lydefrit, årgammelt Lam som Brændoffer til HERREN,
03O	23	13	og der skal høre to Tiendedele Eta fint Hvedemel, rørt i Olie, dertil som Afgrødeoffer, et Ildoffer for HERREN til en liflig Duft, og ligeledes en Fjerdedel Hin Vin som Drikoffer.
03O	23	14	Brød, ristede Aks eller nyhøstet Horn må I ikke spise før denne Dag, før I har frembåret eders Guds Offergave. Det skal være eder en evig gyldig Anordning fra Slægt til Slægt, overalt hvor I bor.
03O	23	15	Så skal I fra Dagen efter Sabbaten, fra den dag I bringer Svingningsneget, tælle syv Uger frem - det skal være hele Uger -
03O	23	16	til Dagen efter den syvende Sabbat, I skal tælle halvtredsinds tyve bage frem; da skal I frembære et nyt Afgrødeoffer for HERREN.
03O	23	17	Fra eders Boliger skal I bringe Svingningsbrød, to Brød, som skal laves af to Tiendedele Efa fint Hvedemel og bages syrede, en Førstegrødegave til HERREN.
03O	23	18	Og foruden Brødet skal I bringe syv lydefri, årgamle Lam, en ung Tyr og to Vædre, de skal være til Brændoffer for HERREN med tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer, et Ildoffer for HERREN til en liflig Duft.
03O	23	19	Og I skal ofre en Gedebuk som Syndoffer og to årgamle Lam som Takoffer.
03O	23	20	Og Præsten skal udføre Svingningen med dem, med de to Lam, for HERRENs Åsyn sammen med Førstegrødebrødet, de skal være HERREN helligede og tilfalde Præsten.
03O	23	21	På denne Dag skal I udråbe og holde et Højtidsstævne; I må intet Arbejde gøre. Det skal være eder en evig gyldig Anordning, overalt hvor I bor, fra Slægt til Slægt.
03O	23	22	Når I høster eders Lands Høst, må du ikke høste helt hen til Kanten af din Mark, ej heller må du sanke Efterslætten efter din Høst; til den fattige og den fremmede skal du lade det blive tilbage. Jeg er HERREN eders Gud!
03O	23	23	HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
03O	23	24	Tal til Israeliterne og sig: Den første dag i den syvende Måned skal I holde Hviledag med Hornblæsning til Ihukommelse og med Højtidsstævne;
03O	23	25	I må intet Arbejde gøre, og I skal bringe HERREN Ildofre.
03O	23	26	HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
03O	23	27	På den tiende Dag i samme syvende Måned falder Forsoningsdagen; da skal I holde Højtidsstævne, faste og bringe HERREN Ildofre;
03O	23	28	I må intet Arbejde gøre på denne Dag, thi det er Forsoningsdagen, den skal skaffe eder Soning for HERREN eders Guds Åsyn.
03O	23	29	Thi enhver, som ikke faster på denne Dag, skal udryddes af sin Slægt;
03O	23	30	og enhver, der gør noget som helst Arbejde på denne Dag, det Menneske vil jeg udslette af hans Folk.
03O	23	31	I må intet Arbejde gøre. Det skal være eder en evig Anordning fra Slægt til Slægt, overalt hvor I bor.
03O	23	32	Den skal være eder en fuldkommen Hviledag, og I skal faste; på den niende Dag i Måneden om Aftenen, fra denne Aften til næste Aften skal I holde eders Hviledag.
03O	23	33	HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
03O	23	34	Tal til Israeliterne og sig: Den femtende Dag i samme syvende Måned skal Løvhyttefesten fejres, den skal fejres i syv Dage for HERREN.
03O	23	35	På den første Dag skal der holdes Højtidsstævne, I må intet Arbejde gøre.
03O	23	36	Syv dage skal I bringe HERREN Ildofre; og på den ottende Dag skal I holde Højtidsstævne og bringe HERREN Ildofre; det er festlig Samling, I må intet Arbejde gøre.
03O	23	37	Det er HERRENs Festtider, hvilke I skal udråbe som Højtids stævner, ved hvilke der skal bringes HERREN Ildofre, Brændofre og Afgrødeofre, Slagtofre og drikofre, hver Dag de for den bestemte Ofre,
03O	23	38	foruden HERRENs Sabbater og foruden eders Gaver og alle eders Løfteofre og alle eders Frivilligofre, som I giver HERREN.
03O	23	39	Men den femtende Dag i den syvende Måned, når I har indsamlet Landets Afgrøde, skal I fejre HERRENs Højtid, og den skal fejres i syv Dage. På den første Dag skal der holdes Hviledag, og på den ottende dag skal der holdes Hviledag.
03O	23	40	Den første Dag skal I tage eder smukke Træfrugter, Palmegrene og Kviste af Løvtræer og Vidjer fra Bækkene og i syv Dage være glade for HERREN eders Guds Åsyn.
03O	23	41	I skal fejre den som en Højtid for HERREN syv Dage om Året; det skal være eder en evig gyldig Anordning fra Slægt til Slægt; i den syvende Måned skal I fejre den.
03O	23	42	I skal bo i Løvhytter i syv Dage, alle indfødte i Israel skal bo i Løvhytter,
03O	23	43	for at eders Efterkommere kan vide, at jeg lod Israeliterne bo i Løvhytter, da jeg førte dem ud af Ægypten. Jeg er HERREN eders Gud!
03O	23	44	Og Moses kundgjorde Israeliterne HERRENs Festtider.
03O	24	1	HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
03O	24	2	Byd Israeliterne at skaffe dig ren Olivenolie af knuste Frugter til Lysestagen, så Lamperne daglig kan sættes på.
03O	24	3	I Åbenbaringsteltet uden for Forhænget foran Vidnesbyrdet skal Aron gøre den i Stand, så den bestandig kan brænde fra Aften til Morgen for HERRENs Åsyn. Det skal være eder en evig gyldig Anordning fra Slægt til Slægt;
03O	24	4	på Guldlysestagen skal han holde Lamperne i Orden for HERRENs Åsyn, så de kan brænde bestandig.
03O	24	5	Du skal tage fint Hvedemel og bage tolv Kager, to Tiendedele Efa til hver Kage,
03O	24	6	og lægge dem i to Rækker, seks i hver Række, på Guldbordet for HERRENs Åsyn;
03O	24	7	på hver Række skal du lægge ren Røgelse, og den skal være Brødenes Offerdel, et Ildoffer for HERREN.
03O	24	8	Han skal bestandig hver Sabbatsdag lægge dem frem for HERRENs Åsyn; det skal være Israeliterne en evig Pagtspligt.
03O	24	9	De skal tilfalde Aron og hans Sønner, som skal spise dem på et helligt Sted, thi de er højhellige; ham tilfalder de som en evig, retmæssig Del af HERRENs Ildofre.
03O	24	10	En israelitisk Kvindes Søn, hvis Fader var Ægypter, gik ud blandt Israeliterne. Da opstod der Strid i Lejren mellem den israelitiske Kvindes Søn og en Israelit,
03O	24	11	og den israelitiske Kvindes Søn forbandede Navnet og bespottede det. Da førte man ham til Moses. Hans Moder hed Sjelomit, en Datter af Dibri af Dans Stamme.
03O	24	12	Og de satte ham i Varetægt for at få en Kendelse af HERRENs Mund.
03O	24	13	Og HERREN talede til Moses og sagde:
03O	24	14	Før Spotteren uden for Lejren. og alle de, der hørte det, skal lægge deres Hænder på hans Hoved, og derefter skal hele Menigheden stene ham.
03O	24	15	Og du skal tale til Israeliterne og sige: Når nogen bespotter sin Gud, skal han undgælde for sin Synd;
03O	24	16	og den, der forbander HERRENs Navn, skal lide Døden; hele Menigheden skal stene ham; en fremmed såvel som en indfødt skal lide Døden når han forbander Navnet.
03O	24	17	Når nogen slår et Menneske ihjel, skal han lide Døden.
03O	24	18	Den, der slår et Stykke Kvæg ihjel, skal erstatte det et levende Dyr for et levende Dyr.
03O	24	19	Når nogen tilføjer sin Næste Legemsskade, skal der handles med ham, som han har handlet,
03O	24	20	Brud for Brud, Øje for Øje, Tand for Tand; samme Skade, han tilføjer en anden, skal tilføjes ham selv.
03O	24	21	Den, der slår et Stykke Kvæg ihjel, skal erstatte det; men den, der slår et Menneske ihjel, skal lide Døden.
03O	24	22	En og samme Ret skal gælde for eder; for den fremmede såvel som for den indfødte; thi jeg er HERREN eders Gud!
03O	24	23	Og Moses sagde det til Israeliterne, og de førte Spotteren uden for Lejren og stenede ham; Israeliterne gjorde som HERREN havde pålagt Moses.
03O	25	1	Og HERREN talede til Moses på Sinaj Bjerg og sagde:
03O	25	2	Tal til Israeliterne og sig til dem: Når I kommer til det Land, jeg vil give eder, skal Landet holde Sabbatshvile for.  HERREN.
03O	25	3	Seks År skal du beså din Mark, og seks År skal du beskære din Vingård og indsamle Landets Afgrøde;
03O	25	4	men i det syvende År skal Landet have en fuldkommen Sabbatshvile, en Sabbat for HERREN; din Mark må du ikke beså, og din Vingård må du ikke beskære.
03O	25	5	Det selvgroede efter din Høst må du ikke høste, og Druerne på de ubeskårne Vinstokke må du ikke plukke; det skal være et Sabbatsår for Landet.
03O	25	6	Hvad der gror af sig selv, medens Landet holder Sabbat, skal tjene eder til Føde, dig selv, din Træl og din Trælkvinde, din Daglejer og den indvandrede hos dig, dem, der bor som fremmede hos dig;
03O	25	7	dit Kvæg og de vilde Dyr i dit Land skal hele Afgrøden tjene til Føde.
03O	25	8	Og du skal tælle dig syv Årsabbater frem, syv Gange syv År, så de syv Årsabbater udgør et Tidsrum af ni og fyrretyve År.
03O	25	9	Så skal du lade Alarmhornet lyde rundt om på den tiende Dag i den syvende Måned; på Forsoningsdagen skal I lade Hornet lyde rundt om i hele eders Land.
03O	25	10	Og I skal hellige det halvtredsindstyvende År og udråbe Frigivelse i Landet for alle Indbyggerne; et Jubelår skal det være eder; enhver af eder skal vende tilbage til sin Ejendom, og enhver af eder skal vende tilbage til sin Slægt;
03O	25	11	et Jubelår skal dette År, det halvtredsindstyvende, være eder; I må ikke så og ikke høste, hvad der gror af sig selv i det, eller plukke Druer af de ubeskårne Vinstokke;
03O	25	12	thi det er et Jubelår, helligt skal det være eder; I skal spise, hvad Marken bærer af sig selv.
03O	25	13	I Jubelåret skal enhver af eder vende tilbage til sin Ejendom.
03O	25	14	Når du sælger din Næste noget eller køber noget af ham, må I ikke forurette hinanden.
03O	25	15	Når du køber noget af din Næste, skal der regnes med Årene siden sidste Jubelår; når han sælger dig noget, skal der regnes med Afgrøderne indtil næste Jubelår.
03O	25	16	Jo flere År der er tilbage, des højere må du sætte Prisen, jo færre, des lavere, thi hvad han sælger dig, er et vist Antal Afgrøder.
03O	25	17	Ingen af eder må forurette sin Næste; du skal frygte din Gud, thi jeg er HERREN din Gud!
03O	25	18	I skal gøre efter mine Anordninger og holde mine Lovbud, så I gør efter dem; så skal I bo trygt i Landet,
03O	25	19	og Landet skal give sin Frugt, så I kan spise eder mætte og bo trygt deri.
03O	25	20	Men når I siger: "Hvad skal vi da spise i det syvende År, når vi hverken sår eller indsamler vor Afgrøde?"
03O	25	21	så vil jeg opbyde min Velsignelse til Bedste for eder i det sjette År, så det bærer Afgrøde for de tre År;
03O	25	22	i det ottende År skal I så, men I skal leve af gammelt Korn af den sidste Afgrøde indtil det niende År; indtil dets Afgrøde kommer, skal I leve af gammelt Korn.
03O	25	23	Jorden i Landet må I ikke sælge uigenkaldeligt; thi mig tilhører Landet, I er kun fremmede og indvandrede hos mig;
03O	25	24	overalt i det Land, I får i Eje, skal I sørge for, at Jorden kan indløses.
03O	25	25	Når din Broder kommer i Trang, så han må sælge noget af sin Ejendom, skal hans nærmeste Slægtning melde sig som Løser for ham og indløse, hvad hans Broder har solgt.
03O	25	26	Hvis en ingen Løser har, men selv bliver i Stand til at skaffe den fornødne Løsesum,
03O	25	27	skal han udregne, hvor mange År der er gået siden Salget, og kun tilbagebetale Manden der købte det, for den Tid, der er tilbage, og derpå igen overtage sin Ejendom.
03O	25	28	Er han derimod ikke i Stand til at skaffe den fornødne Sum til Tilbagebetalingen, så skal det, han har solgt, blive i Køberens Eje til Jubelåret; men i Jubelåret bliver det frit, så han atter kan overtage sin Ejendom.
03O	25	29	Når en Mand sælger et Beboelseshus i en By med Mure om, gælder hans Indløsningsret kun et fuldt År efter Salget; hans Indløsningsret gælder et År.
03O	25	30	Hvis derfor Indløsning ikke har fundet Sted, før et fuldt År er omme, går Huset i Byen med Mure om uigenkaldeligt over i Køberens og hans Efterkommeres Eje; det bliver ikke frit i Jubelåret.
03O	25	31	Derimod henregnes Huse i Landsbyer, der ikke er omgivne af Mure, til Marklandet;for dem gælder Indløsningsretten, og i Jubelåret bliver de fri.
03O	25	32	Men med Hensyn til Leviternes Byer, Husene i de Byer, der tilhører dem, da gælder der en ubegrænset Indløsningsret for Leviterne;
03O	25	33	og når en af Leviterne ikke gør sin Indløsningsret gældende, bliver Huset, han solgte, i de Byer, der tilhører dem, frit i Jubelåret, thi Husene i Leviternes Byer er deres Ejendom blandt Israeliterne.
03O	25	34	Heller ikke må Græsmarkerne, der hører til deres Byer, sælges, thi de tilhører dem som evigt Eje.
03O	25	35	Når din Broder i dit Nabolag kommer i Trang og ikke kan bjærge Livet, skal du holde ham oppe; som fremmed og indvandret skal han leve hos dig.
03O	25	36	Du må ikke tage Rente eller Opgæld af ham, men du skal frygte din Gud og lade din Broder leve hos dig;
03O	25	37	du må ikke låne ham Penge mod Renter eller give ham af din Føde mod Opgæld.
03O	25	38	Jeg er HERREN eders Gud, som førte eder ud af Ægypten for at give eder Kana'ans Land, for at være eders Gud.
03O	25	39	Når din Broder i dit Nabolag kommer i Trang og han må sælge sig selv til dig, må du ikke lade ham arbejde som Træl,
03O	25	40	men han skal være hos dig som Daglejer eller indvandret; han skal arbejde hos dig til Jubelåret.
03O	25	41	Da skal han gives fri sammen med sine Børn og vende tilbage til sin Slægt og sine Fædres Ejendom,
03O	25	42	thi mine Trælle er de, som jeg førte ud af Ægypten; de må ikke sælges, som man sælger Trælle.
03O	25	43	Du må ikke bruge din Magt over ham med Hårdhed; du skal flygte din Gud.
03O	25	44	Men har du Brug for Trælle og Trælkvinder, skal du købe dem af de Folkeslag, der bor rundt om eder;
03O	25	45	også af Børnene efter de indvandrede, der bor som fremmede hos eder, må I købe og af deres Familier, som er hos eder, og som de har avlet i eders Land; de må blive eders Ejendom,
03O	25	46	og dem må I lade gå i Arv og Eje til eders Børn efter eder; dem må I bruge som Trælle på Livstid; men over Israeliterne, eders Brødre, må du ikke bruge din Magt med Hårdhed, Broder over Broder.
03O	25	47	Når en fremmed eller en indvandret hos dig kommer til Velstand, og en af dine Brødre i hans Nabolag kommer i Trang, og han må sælge sig til den fremmede eller den indvandrede hos dig eller til en Efterkommer af en fremmeds Slægt,
03O	25	48	så gælder Indløsningsretten for ham efter Salget; en af hans Brødre må indløse ham,
03O	25	49	eller også må hans Farbroder eller Fætter eller en anden kødelig Slægtning af hans Familie indløse ham; han må også indløse sig selv, hvis han får Evne dertil.
03O	25	50	Da skal han sammen med den, der købte ham, udregne Tiden fra det År, han solgte sig til ham, til Jubelåret, og Købesummen skal svare til det Åremål; hans Arbejdstid hos ham skal regnes som en Daglejers.
03O	25	51	Er der endnu mange År tilbage, skal han i Løsesum udrede den tilsvarende Del af Købesummen.
03O	25	52	Og er der kun få År tilbage til Jubelåret, skal han regne dermed og udrede sin Løsesum i Forhold til de År, han har tilbage.
03O	25	53	Som en År for År lejet Daglejer skal han være hos ham; du må ikke roligt se på, at Køberen bruger sin Magt over ham med Hårdhed.
03O	25	54	Men indløses han ikke på en af disse Måder, skal han frigives i Jubelåret, både han selv og hans Børn.
03O	25	55	Thi mig tilhører Israeliterne som Trælle; mine Trælle er de, thi jeg førte dem ud af Ægypten. Jeg er HERREN eders Gud!
03O	26	1	I må ikke gøre eder Afguder; udskårne Billeder og Stenstøtter må I ikke rejse eder, ej heller må I opstille nogen Sten med Billedværk i eders Land for at tilbede den; thi jeg er HERREN eders Gud!
03O	26	2	Mine Sabbater skal I holde, og min Helligdom skal I frygte.  Jeg er HERREN!
03O	26	3	Hvis I følger mine Anordninger og holder mine Bud og handler efter dem,
03O	26	4	vil jeg give eder den Regn, I behøver, til sin Tid, Landet skal give sin Afgrøde, og Markens Træer skal give deres Frugt.
03O	26	5	Tærskning skal hos eder vare til Vinhøst, og Vinhøst skal vare til Såtid. I skal spise eder mætte i eders Brød og bo trygt i eders Land.
03O	26	6	Jeg vil give Fred i Landet, så I kan lægge eder til Hvile, uden at nogen skræmmer eder op; jeg vil udrydde de vilde Dyr af Landet, og intet Sværd skal hærge eders Land.
03O	26	7	I skal forfølge eders Fjender, og de skal falde for Sværdet foran eder.
03O	26	8	Fem af eder skal forfølge hundrede, og hundrede af eder skal forfølge ti Tusinde, og eders, Fjender skal falde for Sværdet foran eder.
03O	26	9	Jeg vil vende mig til eder, jeg vil gøre eder frugtbare og mangfoldige, og jeg vil stadfæste min Pagt med eder.
03O	26	10	I skal spise gammelt Korn, til I for det nye Korns Skyld må tømme Laderne for det gamle.
03O	26	11	Jeg vil opslå min Bolig midt iblandt eder, og min Sjæl skal ikke væmmes ved eder.
03O	26	12	Jeg vil vandre iblandt eder og være eders Gud, og I skal være mit Folk.
03O	26	13	Jeg er HERREN eders Gud, som førte eder ud af Ægypten, for at I ikke mere skulde være deres Trælle; jeg sønderbrød eders Ågstænger og lod eder vandre med rank Nakke.
03O	26	14	Men hvis I ikke adlyder mig og handler efter alle disse Bud,
03O	26	15	hvis I lader hånt om mine Anordninger og væmmes ved mine Lovbud, så I ikke handler efter alle mine Bud, men bryder min Pagt,
03O	26	16	så vil også jeg gøre lige for lige imod eder og hjemsøge eder med skrækkelige Ulykker: Svindsot og Feberglød, så Øjnene sløves og Sjælen vansmægter. Til ingen Nytte sår I eders Sæd, thi eders Fjender skal fortære den.
03O	26	17	Jeg vender mit Åsyn imod eder, så I bliver slået på Flugt for eders Fjender; eders Avindsmænd skal underkue eder, og I skal flygte, selv om ingen forfølger eder.
03O	26	18	Og hvis I alligevel ikke adlyder mig, så vil jeg tugte eder endnu mere, ja syvfold, for eders Synder.
03O	26	19	Jeg vil bryde eders hovmodige Trods, jeg vil gøre eders Himmel som Jern og eders Jord som Kobber.
03O	26	20	Til ingen Nytte skal I slide eders Kræfter op, thi eders Jord skal ikke give sin Afgrøde, og Landets Træer skal ikke give deres Frugt.
03O	26	21	Og hvis I alligevel handler genstridigt imod mig og ikke adlyder mig, så vil jeg slå eder endnu mere, ja syvfold, for eders Synder.
03O	26	22	Jeg vil sende Markens vilde Dyr imod eder, for at de skal røve eders Børn fra eder, udrydde eders Kvæg og mindske eders Tal, så eders Veje bliver øde.
03O	26	23	Og hvis I alligevel ikke tager mod min Tugt, men handler genstridigt imod mig,
03O	26	24	så vil også jeg handle genstridigt imod eder og slå eder syvfold for eders Synder.
03O	26	25	Jeg vil bringe et Hævnens Sværd over eder til Hævn for den brudte Pagt; og søger I Tilflugt i eders Byer, vil jeg sende Pest iblandt eder, så I må overgive eder i Fjendens Hånd.
03O	26	26	Når jeg bryder Brødets Støttestav for eder, skal ti Kvinder bage eders Brød i een Bagerovn og give eder Brødet tilbage efter Vægt, så I ikke han spise eder mætte.
03O	26	27	Og hvis I alligevel ikke adlyder mig, men handler genstridigt mod mig,
03O	26	28	så vil også jeg i Vrede handle genstridigt mod eder og tugte eder syvfold for eders Synder.
03O	26	29	I skal fortære eders Sønners Kød, og eders Døtres Kød skal I fortære.
03O	26	30	Jeg vil lægge eders Offerhøje øde og tilintetgøre eders Solsøjler; jeg vil dynge eders Lig oven på Ligene af eders Afgudsbilleder, og min Sjæl skal væmmes ved eder.
03O	26	31	Jeg vil lægge eders Byer i Ruiner og ødelægge eders Helligdomme og ikke indånde eders liflige Offerduft.
03O	26	32	Jeg vil lægge eders Land øde, så eders Fjender, der bor deri, skal blive målløse derover;
03O	26	33	og eder selv vil jeg sprede blandt Folkeslagene, og jeg vil gå bag efter eder med draget Sværd. Eders Land skal blive en Ørken, og eders Byer skal lægges i Ruiner.
03O	26	34	Da skal Landet, medens det ligger øde, og I er i eders Fjenders Land, få sine Sabbater godtgjort, da skal Landet hvile og få sine Sabbater godtgjort;
03O	26	35	medens det ligger øde, skal det få den Hvile, det ikke fik på eders Sabbater, dengang I boede deri.
03O	26	36	Men dem, der bliver tilbage af eder, over deres Hjerter bringer jeg Modløshed i deres Fjenders Lande, så at Lyden af et raslende Blad kan drive dem på Flugt, så de flygter, som man flygter for Sværdet, og falder, skønt ingen forfølger dem;
03O	26	37	de skal falde over hverandre, som om Sværdet var efter dem, skønt ingen forfølger dem; og I skal ikke holde Stand over for eders Fjender.
03O	26	38	I skal gå til Grunde blandt Folkeslagene, eders Fjenders Land skal fortære eder.
03O	26	39	De, der bliver tilbage af eder, skal sygne hen for deres Misgernings Skyld i eders Fjenders Lande, også for deres Fædres Misgerninger skal de sygne hen ligesom de.
03O	26	40	Da skal de bekende deres Misgerning og deres Fædres Misgerning, den Troløshed, de begik imod mig. Også skal de bekende, at fordi de handlede genstridigt mod mig,
03O	26	41	måtte også jeg handle genstridigt mod dem og føre dem bort til deres Fjenders Land; ja, da skal deres uomskårne Hjerter ydmyges, og de skal undgælde for deres Skyld.
03O	26	42	Da vil jeg komme min Pagt med Jakob i Hu, også min Pagt med Isak, også min Pagt med Abraham vil jeg komme i Hu, og Landet vil jeg komme i Hu.
03O	26	43	Men først må Landet forlades af dem og have sine Sabbater godtgjort, medens det ligger øde og forladt af dem, og de skal undgælde for deres Skyld, fordi, ja, fordi de lod hånt om mine Lovbud og væmmedes ved mine Anordninger.
03O	26	44	Men selv da, når de er i deres Fjenders Land, vil jeg ikke lade hånt om dem og ikke væmmes ved dem til deres fuldkomne Undergang, så jeg skulde bryde min Pagt med dem; thi jeg er HERREN deres Gud!
03O	26	45	Jeg vil til deres Bedste ihukomme Pagten med Fædrene, som jeg førte ud af Ægypten for Folkeslagenes Øjne for at være deres Gud.  Jeg er HERREN!
03O	26	46	Det er de Anordninger, Lovbud og Love, HERREN fastsatte mellem sig og Israeliterne på Sinaj Bjerg ved Moses.
03O	27	1	HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
03O	27	2	Tal til Israeliterne og sig til dem: Når nogen vil indfri et Løfte til HERREN med et Pengebeløb, et Løfte, der gælder Mennesker,
03O	27	3	så skal Vurderingssummen for Mænd fra det tyvende til det tresindstyvende År være halvtredsindstyve Sekel Sølv efter hellig Vægt;
03O	27	4	men for en Kvinde skal Vurderingssummen være tredive Sekel.
03O	27	5	Fra det femte til det tyvende År skal Vurderingssummen for Mandspersoner være tyve Sekel, for Kvinder ti.
03O	27	6	Fra den første Måned til det femte År skal Vurderingssummen for et Drengebarn være fem Sekel Sølv, for et Pigebarn tre.
03O	27	7	Fra det tresindstyvende År og opefter skal Vurderingssummen være femten Sekel, hvis det er en Mand, men ti, hvis det er en Kvinde.
03O	27	8	Men hvis Vedkommende er for fattig til at udrede Vurderingssummen, skal man stille ham frem for Præsten, og Præsten skal foretage en Vurdering af ham; Præsten skal foretage Vurderingen således, at han tager Hensyn til, hvad den, der har aflagt Løftet evner.
03O	27	9	Hvis det drejer sig om Kvæg. hvoraf man kan bringe HERREN Offergave, så skal alt, hvad man giver HERREN, være helligt;
03O	27	10	man må ikke erstatte eller ombytte det, hverken et bedre med et ringere eller et ringere med et bedre; men hvis man dog ombytter et Dyr med et andet, da skal ikke blot det, men også det, som det ombyttes med, være helligt.
03O	27	11	Men er det et urent Dyr, af den Slags man ikke kan bringe HERREN som Offergave, skal man fremstille Dyret for Præsten,
03O	27	12	og Præsten skal vurdere det, alt efter som det er godt eller dårligt; den Vurderingssum, Præsten fastsætter, skal gælde.
03O	27	13	Men vil man selv indløse det, skal man foruden Vurderingssummen yderligere udrede en Femtedel.
03O	27	14	Når nogen helliger HERREN sit Hus som Helliggave, skal Præsten vurdere det, alt efter som det er godt eller dårligt, og det skal da stå til den Værdi, Præsten fastsætter.
03O	27	15	Men vil den, der har helliget Huset, selv indløse det, skal han betale Vurderingssummen med Tillæg af en Femtedel; så skal det være hans.
03O	27	16	Hvis nogen helliger HERREN noget af sin Arvejord, skal Vurderingssummen rette sig efter Udsæden: en Udsæd på en Homer Byg skal regnes til halvtredsindstyve Sølvsekel.
03O	27	17	Helliger han sin Jord fra Jubelåret af, skal den stå til den fulde Vurderingssum;
03O	27	18	helliger han den derimod i Tiden efter Jubelåret, skal Præsten beregne ham Summen i Forhold til de År, der er tilbage til næste Jubelår, så der sker Fradrag i Vurderingssummen.
03O	27	19	Vil da han, der har helliget Jorden, indløse den, skal han udrede Vurderingssummen med Tillæg af en Femtedel; så går den over i hans Eje.
03O	27	20	Men hvis han ikke indløser Jorden og alligevel sælger den til en anden, kan den ikke mereindløses;
03O	27	21	da skal den, når den i Jubelåret bliver fri, være HERREN helliget på samme Måde som en Mark, der er lagt Band på, og tilfalde Præsten som Ejendom.
03O	27	22	Hvis nogen helliger HERREN Jord, han har købt, og som ikke hører til hans Arvejord,
03O	27	23	skal Præsten udregne ham Vurderingssummen til næste Jubelår, og han skal da straks erlægge Vurderingssummen som Helliggave til HERREN;
03O	27	24	i Jubelåret går Jorden så tilbage til den Mand, han købte den af, hvis Arvejord den var.
03O	27	25	Enhver Vurdering skal ske efter hellig Vægt, tyve Gera på en Sekel.
03O	27	26	Ingen må hellige HERREN noget af det førstefødte af Kvæget, da det som førstefødt allerede tilhører ham. Hvad enten det er et Stykke Hornkvæg eller Småkvæg, tilhører det HERREN.
03O	27	27	Hører det derimod til de urene Dyr, kan man løskøbe det efter Vurderingssummen med Tillæg af en Femtedel; indløses det ikke, skal det sælges for Vurderingssummen.
03O	27	28	Intet, der er lagt Band på, intet af, hvad nogen af sin Ejendom helliger HERREN ved at lægge Band derpå, være sig Mennesker, Kvæg eller Arvejord, må sælges eller indløses; alt, hvad der er lagt Band på, er højhelligt, det tilhører HERREN.
03O	27	29	Intet Menneske, der er lagt Band på, må løskøbes, det skal lide Døden.
03O	27	30	Al Tiende af Landet, både af Landets Sæd og Træernes Frugt, tilhører HERREN, det er helliget HERREN.
03O	27	31	Hvis nogen vil indløse noget af sin Tiende, skal han yderligere udrede en Femtedel.
03O	27	32	Hvad angår al Tiende af Hornkvæg og Småkvæg, alt hvad der går under Staven, da skal hvert tiende dyr være helliget HERREN.
03O	27	33	Der må ikke skelnes imellem gode og dårlige Dyr, og ingen Ombytning må finde Sted; hvis nogen ombytter et Dyr, skal ikke blot det, men også det, som det ombyttes med, være helligt; det må ikke indløses.
03O	27	34	Det er de Bud, HERREN gav Moses til Israeliterne på Sinaj Bjerg.
04O	1	1	HERREN talede således til Moses i Sinaj Ørken i Åbenbaringsteltet på den første Dag i den anden Måned af det andet år efter deres Udvandring fra Ægypten:
04O	1	2	Optag det samlede Tal på hele Israelitternes Menighed efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, ved at tælle Navnene på alle af Mandkøn, Hoved for Hoved;
04O	1	3	fra Tyveårsalderen og opefter skal du og Aron mønstre alle våbenføre Mænd i Israel, Hærafdeling for Hærafdeling;
04O	1	4	en Mand af hver Stamme skal hjælpe eder dermed, Overhovedet for Stammens Fædrenehuse.
04O	1	5	Navnene på de Mænd, der skal stå eder bi, er følgende: Af Ruben Elizur, Sjedeurs Søn;
04O	1	6	af Simeon Sjelumiel, Zurisjaddajs Søn;
04O	1	7	af Juda Nahasjon, Amminadabs Søn;
04O	1	8	af Issakar Netanel, Zuars Søn;
04O	1	9	af Zebulon Eliab, Helons Søn;
04O	1	10	af Josefs Sønner: Af Efraim Elisjama, Ammihuds Søn, af Manasse Gamliel, Pedazurs Søn;
04O	1	11	af Benjamin Abidan, Gidonis Søn;
04O	1	12	af Dan Ahiezer, Ammisjaddajs Søn;
04O	1	13	af Aser Pagiel, Okrans Søn;
04O	1	14	af Gad Eljasaf, Deuels Søn,
04O	1	15	og af Naftali Ahira, Enans Søn.
04O	1	16	Det var de Mænd, der udtoges af Menigheden, Øversterne for deres Fædrenestammer, Overhovederne for Israels Stammer.
04O	1	17	Da tog Moses, og Aron disse Mænd, hvis Navne var nævnet,
04O	1	18	og de kaldte hele Menigheden sammen på den første Dag i den anden Måned. Så lod de sig indføre i Familielisterne efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveårsalderen og opefter, Hoved for Hoved,
04O	1	19	som HERREN havde pålagt Moses. Således mønstrede han dem i Sinaj Ørken.
04O	1	20	Rubens, Israels førstefødtes, Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene Hoved for Hoved, alle af Mandkøn fra Tyveårsalderen og opefter, alle våbenføre Mænd,
04O	1	21	de, som mønstredes af Rubens Stamme, udgjorde 46500.
04O	1	22	Simeons Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, så mange af dem, som mønstredes ved Optælling af Navnene Hoved for Hoved, alle af Mandkøn, fra Tyveårsalderen og opefter, alle våbenføre Mænd,
04O	1	23	de, som mønstredes af Simeons Stamme, udgjorde 59 300.
04O	1	24	Gads Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveårsalderen og opefter, alle våbenføre Mænd,
04O	1	25	de, som mønstredes af Gads Stamme, udgjorde 45650.
04O	1	26	Judas Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveårsalderen og opefter, alle våbenføre Mænd,
04O	1	27	de, som mønstredes af Judas Stamme, udgjorde 74600.
04O	1	28	Issakars Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveårsalderen og opefter, alle våbenføre Mænd,
04O	1	29	de, som mønstredes af Issakars Stamme, udgjorde 54 400.
04O	1	30	Zebulons Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveårsalderen og opefter, alle våbenføre Mænd,
04O	1	31	de, som mønstredes af Zebulons Stamme, udgjorde 57 4OO.
04O	1	32	Josefs Sønner: Efraims Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveårsalderen og opefter, alle våbenføre Mænd,
04O	1	33	de, som mønstredes af Efraims Stamme, udgjorde 40500;
04O	1	34	Manasses Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveårsalderen og opefter, alle våbenføre Mænd,
04O	1	35	de, som mønstredes af Manasses Stamme, udgjorde 32200.
04O	1	36	Benjamins Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveårsalderen og opefter, alle våbenføre Mænd.
04O	1	37	de, som mønstredes at Benjamins Stamme, udgjorde 35400.
04O	1	38	Dans Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveårsalderen og opefter, alle våbenføre Mænd,
04O	1	39	de, som mønstredes af Dans Stamme, udgjorde 62 700.
04O	1	40	Asers Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveårsalderen og opefter, alle våbenføre Mænd,
04O	1	41	de, som mønstredes af Asers Stamme, udgjorde 41 500.
04O	1	42	Naftalis Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveårsalderen og opefter, alle våbenføre Mænd,
04O	1	43	de, som mønstredes af Naftalis Stamme, udgjorde 53 400.
04O	1	44	Det var dem, som mønstredes, dem, Moses og Aron og Israels tolv Øverster, en for hvert Fædrenehus, mønstrede.
04O	1	45	Og alle, som mønstredes af Israeliterne efter deres Fædrenehuse fra Tyveårsalderen og opefter, alle våbenføre Mænd i Israel,
04O	1	46	alle, som mønstredes, udgjorde 603 550.
04O	1	47	Men Leviterne efter deres Fædrenestamme mønstredes ikke sammen med dem.
04O	1	48	HERREN talede til Moses og sagde:
04O	1	49	Kun Levis Stamme må du ikke mønstre, og dens samlede Tal må du ikke optage sammen med de andre Israeliters.
04O	1	50	Du skal overdrage Leviterne Tilsynet med Vidnesbyrdets Bolig, alle dens Redskaber og alt dens Tilbehør; de skal bære Boligen og alle dens Redskaber, de skal betjene den, og rundt om Boligen skal de have deres Lejr.
04O	1	51	Når Boligen skal bryde op, skal Leviterne tage den ned, og når Boligen skal gå i Lejr, skal Leviterne rejse den. Enhver Lægmand, der kommer den nær, skal lide Døden.
04O	1	52	Israeliterne skal lejre sig hver i sin Lejrafdeling og under sit Felttegn, Hærafdeling for Hærafdeling,
04O	1	53	men Leviterne skal lejre sig rundt om Vidnesbyrdets Bolig, for at der ikke skal komme Vrede over Israelitternes Menighed; og Leviterne skal tage Vare på, hvad der er at varetage ved Vidnesbyrdets Bolig.
04O	1	54	Og Israeliterne gjorde ganske, hvad HERREN havde pålagt Moses.
04O	2	1	HERREN talede til Moses og, Aron og sagde:
04O	2	2	Israeslitene skal lejre sig hver under sit Felttegn, under sit Fædrene hus's Mærke; i en Kreds om Åbenbaringsteltet skal de lejre sig.
04O	2	3	På Forsiden mod Øst skal Juda lejre sig under sin Lejrs Felttegn, Hærafdeling for Hærafdeling, med Nahasjon, Amminadabs Søn, som Øverste over Judæerne;
04O	2	4	de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 74600 Mand.
04O	2	5	Ved Siden af ham skal Issakars Stamme lejre sig med Netanel, Zuars Søn, som Øverste over Issakariterne;
04O	2	6	de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 54 40O Mand.
04O	2	7	Dernæst Zebulons Stamme med Eliab, Helons Søn, som Øverste over Zebuloniterne;
04O	2	8	de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 57 400 Mand.
04O	2	9	De mønstrede i Judas Lejr udgør i alt 186 400 Mand, Hærafdeling for Hærafdeling. De skal bryde op først.
04O	2	10	Ruben skal lejre sig under sin Lejrs Felttegn mod Syd, Hærafdeling for Hærafdeling, med Elizur, Sjedeurs Søn, som Øverste over Rubeniterne;
04O	2	11	de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 46 500 Mand.
04O	2	12	Ved Siden af ham skal Simeons Stamme lejre sig med Sjelumiel, Zurisjaddajs Søn, som Øverste over Simeoniterne;
04O	2	13	de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 59300 Mand.
04O	2	14	Dernæst Gads Stamme med Eljasaf, Reuels Søn, som Øverste over Gadiferne;
04O	2	15	de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 45 650 Mand.
04O	2	16	De mønstrede i Rubens Lejr udgør i alt 151 450 Mand, Hærafdeling for Hærafdeling. De skal bryde op i anden Række.
04O	2	17	Derpå skal Åbenbaringsteltet, Leviternes Lejr, bryde op midt imellem de andre Lejre; i den Rækkefølge, de lejrer sig, skal de bryde op, hver på sin Plads, Felttegn for Felttegn.
04O	2	18	Efraim skal lejre sig under sin Lejrs Felttegn mod Vest med Elisjama, Ammihuds Søn, som Øverste over Efraimiterne;
04O	2	19	de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 4O 5OO Mand.
04O	2	20	Ved Siden af ham skal Manasses Stamme lejre sig med Gamliel, Pedazurs Søn, som Øverste over Manassiterne;
04O	2	21	de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 32 200 Mand.
04O	2	22	Dernæst Benjamins Stamme med Abidan, Gidonis Søn, som Øverste over Benjaminiterne;
04O	2	23	de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 35 400 Mand.
04O	2	24	De mønstrede i Efraims Lejr udgør i alt 1O8 100 Mand, Hærafdeling for Hærafdeling. De skal bryde op i tredje Række.
04O	2	25	Dan skal lejre sig under sin Lejrs Felttegn mod Nord, Hærafdeling for Hærafdeling, med Ahiezer, Ammisjaddajs Søn, som Øverste over Daniterne;
04O	2	26	de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 62 700 Mand.
04O	2	27	Ved Siden af ham skal Asers Stamme lejre sig med Pagiel, Okrans Søn, som Øverste over Aseriterne;
04O	2	28	de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 4l 5OO Mand.
04O	2	29	Dernæst Naftalis Stamme med Ahira, Enans Søn, som Øverste over Naftaliterne;
04O	2	30	de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op fil 53 4OO Mand.
04O	2	31	De mønstrede i Dans Lejr udgør i alt 157600 Mand. De skal bryde op sidst, Felttegn for Felttegn.
04O	2	32	Det var de mønstrede af Israeliterne efter deres Fædrenehuse, alle de mønstrede i Lejrene, Hærafdeling for Hærafdeling, 603 550 Mand.
04O	2	33	Men Leviterne mønstredes ikke sammen med de andre Israelitter, således som HERREN havde pålagt Moses.
04O	2	34	Og ganske som HERREN havde pålagt Moses, slog Israeliterne Lejr, Felttegn for Felttegn, og i den Rækkefølge brød de op, enhver med sine Slægter, med sit Fædrenehus.
04O	3	1	Følgende var Arons og Moses's Efterkommere, på den Tid HERREN talede på Sinaj Bjerg.
04O	3	2	Navnene på Arons Sønner var følgende: Nadab, den førstefødte, Abihu, Eleazar og Itamar;
04O	3	3	det var Navnene på Arons Sønner, de salvede Præster, som indsattes til Præstetjeneste.
04O	3	4	Men Nadab og Abihu døde for HERRENs Åsyn, da de frembar fremmed Ild for HERRENs Åsyn i Sinaj Ørken, og de havde ingen Sønner. Således kom Eleazar og Itamar til at gøre Præstetjenest: for deres Fader Arons Åsyn.
04O	3	5	HERREN talede til Moses og sagde:
04O	3	6	Lad Levis Stamme træde frem og stil dem frem for Præsten Aron, for at de kan gå ham til Hånde.
04O	3	7	De skal tage Vare på, hvad han og hele Menigheden har at varetage foran Åbenbaringsteltet, og således udføre Arbejdet ved Boligen,
04O	3	8	og de skal tage Vare på alle Åbenbaringsteltets Redskaber og på, hvad Israeliterne har at varetage, og således udføre Arbejdet ved Boligen.
04O	3	9	Altså skal du overgive Aron og hans Sønner Leviterne; de er ham overgivet som Gave fra Israeliterne.
04O	3	10	Men Aron og hans Sønner skal du sætte til at tage Vare på deres Præstetjeneste; enhver Lægmand, som trænger sig ind deri, skal lide Døden.
04O	3	11	HERREN talede til Moses og sagde:
04O	3	12	Se, jeg har selv udtaget Leviterne af Israelitternes Midte i Stedet for alt det førstefødte, der åbner Moders Liv hos Israeliterne, og Leviterne er blevet min Ejendom;
04O	3	13	thi mig tilhører alt det førstefødte. Dengang jeg dræbte alt det førstefødte i Ægypten, helligede jeg mig alt det førstefødte i Israel, både af Mennesker og Dyr; mig HERREN skal de tilhøre.
04O	3	14	HERREN talede til Moses i Sinaj Ørken og sagde:
04O	3	15	Du skal mønstre Levis Sønner efter deres Fædrenehuse, efter deres Slægter; alle af Mandkøn fra en Måned og opefter skal du mønstre.
04O	3	16	Da mønstrede Moses dem på HERRENs Bud, som der var ham pålagt.
04O	3	17	Følgende var Levis Sønner efter deres Navne: Gerson, Kehat og Merari.
04O	3	18	Følgende var Navnene på Gersons Sønner efter deres Slægter: Libni og Sjimi;
04O	3	19	Hehats Sønner efter deres Slægter var: Amram, Jizhar, Hebron og Uzziel;
04O	3	20	Meraris Sønner efter deres Slægter var: Mali og Musji. Det var Leviternes Slægter efter deres Fædrenehuse.
04O	3	21	Fra Gerson nedstammede Libniternes og Sjimiternes Slægter; det var Gersoniternes Slægter.
04O	3	22	De, som mønstredes af dem, da alle af Mandkøn fra en Måned og opefter blev optalt, de, som mønstredes af dem, udgjorde 7500.
04O	3	22	273.
04O	3	23	Gersoniternes Slægter havde deres Lejrplads bag ved Boligen mod Vest.
04O	3	24	Øverste for Gersoniternes Fædrenehus var Eljasar, Laels Søn.
04O	3	25	Gersoniterne havde ved Åbenbaringsteltet at tage Vare på selve Boligen og Teltdækket, dets Dække, Forhænget for Åbenbaringsteltets Indgang,
04O	3	26	Forgårdens Omhæng, Forhænget for Indgangen til Forgården, der omgav Boligen og Alteret, og dens Teltreb, alt Arbejdet dermed.
04O	3	27	Fra Kehat nedstammede Amramiternes, Jizhariternes, Hebroniternes og Uzzieliternes Slægter; det var Kehatiternes Slægter.
04O	3	28	De, der mønstredes af dem, da alle af Mandkøn fra en Måned og opefter blev optalt, udgjorde 8600, som tog Vare på, hvad der var at varetage ved Helligdommen.
04O	3	29	Kehatiternes Slægter havde deres Lejrplads ved Boligens Sydside.
04O	3	30	Øverste for Kehatiternes Slægters Fædrenehus var Elizafan, Uzziels Søn.
04O	3	31	De havde at tage Vare på Arken, Bordet, Lysestagen, Altrene, Helligdommens Redskaber, som brugtes ved Tjenesten, og Forhænget med dertil hørende Arbejde.
04O	3	32	Øverste over Leviternes Øverster var Eleazar, Præsten Arons Søn, som havde Tilsyn med dem, der tog Vare på, hvad der var at varetage ved Helligdommen.
04O	3	33	Fra Merari nedstammede Maliternes og Musjiternes Slægter; det var Meraris Slægter.
04O	3	34	De, som mønstredes af dem, da alle af Mandkøn fra en Måned og opefter blev optalt, udgjorde 6200.
04O	3	35	Øverste for Meraris Slægters Fædrenehus var Zuriel, Abibajils Søn. De havde deres Lejrplads ved Boligens Nordside.
04O	3	36	Merariterne var sat til at tage Vare på Boligens Brædder, Tværstænger, Piller og Fodstykker, alle dens Redskaber og alt det dertil hørende Arbejde,
04O	3	37	Pillerne til Forgården, som var rundt om den, med Fodstykker, Pæle og Reb.
04O	3	38	Foran Boligen, på Åbenbaringsteltets Forside mod Øst, havde Moses, Aron og hans Sønner deres Lejrpladser, og de tog Vare på alt det, Israeliterne havde at varetage ved Boligen. Enhver Lægmand, der trængte sig ind i det, måtte lide Døden.
04O	3	39	De mønstrede af Leviterne, de, som Moses og Aron mønstrede på HERRENs Bud efter deres Slægter, alle af Mandkøn fra en Måned og opefter, udgjorde i alt 22 OOO.
04O	3	40	HERREN sagde til Moses: Du skal mønstre alle førstefødte af Mandkøn blandt Israeliterne fra en Måned og opefter og optage Tallet på deres Navne.
04O	3	41	Så skal du udtage Leviterne til mig HERREN i Stedet for alle Israelitternes førstefødte og ligeledes Leviternes Kvæg i Stedet for alt det førstefødte af Israelitternes Kvæg.
04O	3	42	Og Moses mønstrede, som HERREN havde pålagt ham, alle Israelitternes førstefødte;
04O	3	43	og da Navnene på dem fra en Måned og opefter optaltes, udgjorde de førstefødte af Mandkøn, alle de, som mønstredes i alt
04O	3	44	Derpå talede HERREN til Moses og sagde:
04O	3	45	Tag Leviterne i Stedet for alle Israelitternes førstefødte og ligeledes Leviternes Kvæg i Stedet for deres Kvæg, så at Leviterne kommer til at tilhøre mig HERREN.
04O	3	46	Men til Udløsning af de 273, hvormed Antallet af Israelitternes førstefødte overstiger Leviternes Antal,
04O	3	47	skal du tage fem Sekel for hvert Hoved, efter hellig Vægt skal du tage dem, tyve Gera på en Sekel;
04O	3	48	og Pengene skal du give Aron og hans Sønner som Udløsning for de overskydende.
04O	3	49	Da tog Moses Løsepengene af de overskydende, dem, der ikke var udløst ved Leviterne;
04O	3	50	af Israelitternes førstefødte tog han Pengene, 1365 Sekel efter hellig Vægt.
04O	3	51	Og Moses gav Aron og hans Sønner Løsepengene efter HERRENs Bud, som HERREN havde pålagt Moses.
04O	4	1	HERREN talede til Moses og Aron og sagde:
04O	4	2	Optag blandt Leviterne Tallet på Kehatiterne efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse,
04O	4	3	fra Trediveårsalderen og opefter til Halvtredsårsalderen, alle, der skal gøre Tjeneste med' at udføre Arbejde ved Åbenbaringsteltet.
04O	4	4	Kehatiternes Arbejde ved Åbenbaringsteltet skal være med de højhellige Ting.
04O	4	5	Når Lejren bryder op, skal Aron og hans Sønner gå ind og tage det indre Forhæng ned og tildække Vidnesbyrdets Ark dermed;
04O	4	6	ovenover skal de lægge et Dække af Tahasjskind og derover igen brede et ensfarvet violet Purpurklæde; derpå skal de stikke Bærestængerne ind.
04O	4	7	Og over Skuebrødsbordet skal de brede et violet Purpurklæde og stille Fadene, Kanderne, Skålene og Krukkerne til Drikofferet derpå, og Brødet, som stadig skal ligge fremme, skal ligge derpå;
04O	4	8	ovenover skal de brede et karmoisinrødt Klæde og dække dette til med et Dække af Tahasjskind; derpå skal de stikke Bærestængerne ind.
04O	4	9	Så skal de tage et violet Purpurklæde og dermed tildække Lysestagen, dens Lamper, Sakse, Bakker og alle Oliekrukkerne, de Ting, som bruges ved Betjeningen deraf,
04O	4	10	og de skal lægge den med alt dens Tilbehør i et Dække af Tahasjskind og så lægge det på Bærebøren.
04O	4	11	Over Guldalteret skal de ligeledes brede et violet Purpurklæde og dække dette til med et Dække af Tahasjskind; derpå skal de stikke Bærestængerne ind.
04O	4	12	Og de skal tage alle Redskaber, som bruges ved Tjenesten i Helligdommen, og lægge dem i et violet Purpurklæde og dække dem til med et Dække af Tahasjskind og lægge dem på Bærebøren.
04O	4	13	Fremdeles skal de rense Alteret for Aske og brede et rødt Purpurklæde derover
04O	4	14	og på det lægge alle Redskaberne, som bruges til Tjenesten derved, Panderne, Gaflerne, Skovlene og Skålene, alle Alterets Redskaber, og derover skal de brede et Dække af Tahasjskind; derpå skal de stikke Bærestængerne ind.
04O	4	15	Når så ved Lejrens Opbrud Aron og hans Sønner er færdige med at tilhylle de hellige Ting og alle de hellige Redskaber, skal Kehatiterne træde til og bære dem; men de må ikke røre ved de hellige Ting; thi gør de det, skal de dø. Det er, hvad Kehatiterne skal bære af Åbenbaringsteltet.
04O	4	16	Med Eleazar, Præsten Arons Søn, påhviler Tilsynet med Olien til Lysestagen, den vellugtende Røgelse, det daglige Afgrødeoffer og Salveolien og desuden Tilsynet med hele Boligen og alt, hvad der er deri af hellige Ting og deres Tilbehør.
04O	4	17	HERREN talede til Moses og Aron og sagde:
04O	4	18	Sørg for, at Kehatiternes Slægters Stamme ikke udryddes af Leviternes Midte!
04O	4	19	Således skal I forholde eder med dem, for at de kan blive i Live og undgå Døden, når de nærmer sig de højhellige Ting: Aron og hans Sønner skal træde til og anvise hver enkelt af dem, hvad han skal gøre, og hvad han skal bære,
04O	4	20	for at de ikke et eneste Øjeblik skal komme til at se de hellige Ting; thi gør de det, skal de dø.
04O	4	21	HERREN talede til Moses og sagde:
04O	4	22	Optag også Tallet på Gersoniterne efter deres Fædrenehuse, efter deres Slægter;
04O	4	23	fra Trediveårsalderen og opefter til Halvtredsårsalderen skal du mønstre dem, alle, der skal gøre Tjeneste med at udføre Arbejdet ved Åbenbaringsteltet.
04O	4	24	Dette er Gersoniternes Arbejde, hvad de skal gøre, og hvad de skal bære
04O	4	25	De skal bære Boligens Tæpper, Åbenbaringsteltet med dets Dække og Dækket af Tahasjskind ovenover, Forhænget til Åbenbaringsteltets Indgang,
04O	4	26	Forgårdens Omhæng og Forhænget for Indgangen til Forgården, der er rundt om Boligen og Alteret, dens Teltreb og alle Redskaber, som hører til Arbejdet derved; og alt, hvad der skal gøres derved, skal de udføre.
04O	4	27	Efter Arons og hans Sønners Bud skal Gersoniterne udføre deres Arbejde både med det, de skal bære, og med det, de skal gøre; og I skal anvise dem alt, hvad de skal bære, Stykke for Stykke.
04O	4	28	Det er det Arbejde, Gersoniternes Sønners Slægter skal have ved Åbenbaringsteltet, og de skal varetage det under Itamars, Præsten Arons Søns, Tilsyn.
04O	4	29	Merariterne skal du mønstre efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse;
04O	4	30	fra Trediveårsalderen og opefter til Halvtredsårsalderen skal du mønstre dem, alle, som skal gøre Tjeneste med at udføre Arbejde ved Åbenbaringsteltet.
04O	4	31	Dette er, hvad der påhviler dem at bære, alt, hvad der hører til deres Arbejde ved Åbenbaringsteltet: Boligens Brædder, dens Tværstænger, Piller og Fodstykker,
04O	4	32	Pillerne til Forgården, som er rundt om den, med Fodstykker, Pæle og Reb, alle tilhørende Redskaber og alt, hvad der hører til Arbejdet derved; Stykke for Stykke skal I anvise dem alle de Ting, det påhviler dem at bære.
04O	4	33	Det er det Arbejde, der påhviler Merariternes Slægter, alt, hvad der hører til deres Arbejde ved Åbenbaringsteltet, under Itamars, Præsten Arons Søns, Tilsyn.
04O	4	34	Så mønstrede Moses og Aron og Menighedens Øverster Kehatiternes Sønner efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse,
04O	4	35	fra Trediveårsalderen og opefter til Halvtredsårsalderen, alle, som skulde gøre Tjeneste med at udføre Arbejde ved Åbenbaringsteltet,
04O	4	36	og de, der mønstredes af dem efter deres Slægter, udgjorde 2750.
04O	4	37	Det var dem, som mønstredes af Kehatiternes Slægter, alle dem, der skulde udføre Arbejde ved Åbenbaringsteltet, som Moses og Aron mønstrede efter HERRENs Bud ved Moses.
04O	4	38	De, der mønstredes af Gersoniterne efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse,
04O	4	39	fra Trediveårsalderen og opefter til Halvtredsårsalderen, alle, som skulde gøre Tjeneste med at udføre Arbejde ved Åbenbaringsteltet,
04O	4	40	de, der mønstredes af dem efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, udgjorde 2630.
04O	4	41	Det var dem, som mønstredes af Gersoniternes Slægter, alle dem, der skulde udføre Arbejde ved Åbenbaringsteltet, som Moses og Aron mønstrede efter HERRENs Bud.
04O	4	42	De, der mønstredes af Merariternes Slægter efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse,
04O	4	43	fra Trediveårsalderen og opefter til Halvtredsårsalderen, alle, som skulde gøre Tjeneste med at udføre Arbejde ved Åbenbaringsteltet,
04O	4	44	de, der mønstredes af dem efter deres Slægter, udgjorde 3200.
04O	4	45	Det var dem, som mønstredes af Merariternes Slægter, som Moses og Aron mønstrede efter HERRENs Bud ved Moses.
04O	4	46	Alle, som mønstredes, som Moses og Aron og Israels Øverster mønstrede af Leviterne efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse,
04O	4	47	fra Trediveårsalderen og opefter til Halvtreds års alderen, alle, som skulde udføre Arbejde ved Åbenbaringsteltet både med hvad der skulde gøres, og hvad der skulde bæres,
04O	4	48	de, der mønstredes af dem, udgjorde 8580.
04O	4	49	Efter HERRENs Bud ved Moses anviste man hver enkelt af dem, hvad han skulde gøre eller bære; det blev dem anvist, som HERREN havde pålagt Moses.
04O	5	1	HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
04O	5	2	Byd Israeliterne at fjerne alle spedalske fra Lejren, alle, der lider af Flåd, og alle, der er blevet urene ved Lig;
04O	5	3	både Mænd og Kvinder skal I fjerne og føre uden for Lejren, for at de ikke skal gøre deres Lejr uren, hvor jeg bor midt iblandt dem.
04O	5	4	Det gjorde Israeliterne så; de førte dem uden for Lejren, således som HERREN havde pålagt Moses.
04O	5	5	HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
04O	5	6	Sig til Israeliterne: Når en Mand eller Kvinde begår nogen af alle de Synder, som Mennesker begår, således at han gør sig skyldig i Svig mod HERREN, og det Menneske derved pådrager sig Skyld,
04O	5	7	så skal de bekende Synden, de har begået, og Gerningsmanden skal erstatte det, han har forbrudt sig med, efter dets fulde Værdi med Tillæg af en Femtedel og give det til den, han har forbrudt sig imod.
04O	5	8	Og hvis denne ikke har efterladt sig nogen Løser, hvem han kan yde Erstatningen, så skal Erstatningen, som ydes, tilfalde HERREN, det vil sige Præsten, foruden den Soningsvæder, ved hvilken der skaffes ham Soning.
04O	5	9	Al Offerydelse, alle Helliggaver, som Israeliterne frembærer til Præsten, skal tilfalde ham.
04O	5	10	Alle Helliggaver skal tilfalde ham; hvad nogen giver Præsten, skal tilfalde ham.
04O	5	11	HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
04O	5	12	Tal til Israeliterne og sig til dem: Når en Hustru forser sig imod sin Mand og er ham utro,
04O	5	13	idet en anden Mand har Samleje med hende, uden at det er kommet til hendes Mands Kundskab, og uden at det er blevet opdaget, skønt hun har besmittet sig, og uden at der er noget Vidne imod hende, da hun ikke er grebet på fersk Gerning,
04O	5	14	og han gribes af Skinsygens Ånd, så han bliver skinsyg på sin Hustru, som også i Virkeligheden har besmittet sig, eller han gribes af Skinsygens Ånd, så han bliver skinsyg på sin Hustru, skønt hun ikke har besmittet sig,
04O	5	15	så skal Manden bringe sin Hustru til Præsten og medbringe som Offergave for hende en Tiendedel Efa Bygmel; han må hverken hælde Olie over eller komme Røgelse på, thi det er et Skinsyge Afgrødeoffer, et Minde Afgrødeoffer, der skal minde om Brøde.
04O	5	16	Så skal Præsten føre hende frem og stille hende for HERRENs Åsyn.
04O	5	17	Og Præsten skal tage helligt Vand i et Lerkar, og af Støvet på Boligens Gulv skal Præsten tage noget og komme i Vandet.
04O	5	18	Så skal Præsten stille Kvinden frem for HERRENs Åsyn, løse hendes Hår og lægge Minde Afgrødeofferet i hendes Hænder; det er et Skinsyge Afgrødeoffer; og Præsten skal have den bitre Vandes Forbandelsesvand i Hånden.
04O	5	19	Derpå skal Præsten besværge Kvinden og sige til hende: "Hvis ingen har haft Samleje med dig, hvis du ikke har forset dig imod din Mand og besmittet dig, så skal dette den bitre Vandes Forbandelsesvand ikke skade dig.
04O	5	20	Men har du forset dig imod din Mand og besmittet dig, og har en anden end din Mand haft Samleje med dig"
04O	5	21	Præsten besværger nu kvinden med Forbandelsens Ed og siger til hende "så gøre HERREN dig til en Forbandelse og Besværgelse i dit Folk, idet han lader din Lænd visne og din Bug svulme op;
04O	5	22	Forbandelsesvandet her komme ind i dine Indvolde, så din Bug svulmer op og din Lænd visner!" Og kvinden skal sige: "Amen, Amen!"
04O	5	23	Derpå skal Præsten skrive disse Forbandelser op på et Blad og vaske dem ud i den bitre Vandes Vand
04O	5	24	og give Kvinden den bitre Vandes Forbandelsesvand at drikke, for at Forbandelsesvandet kan komme ind i hende til bitter Vånde.
04O	5	25	Derefter skal Præsten tage Skinsyge Afgrødeofferet af Kvindens Hånd, udføre Svingningen dermed for HERRENs Åsyn og bære det hen til Alteret.
04O	5	26	Og Præsten skal tage en Håndfuld af Afgrødeofferet, det, som skal ofres deraf, og bringe det som Røgoffer på Alteret og derpå give Kvinden Vandet at drikke.
04O	5	27	Når han har givet hende Vandet at drikke, vil Forbandelsesvandet, dersom hun har besmittet sig og været sin Mand utro, blive til bitter Vånde, når det kommer ind i hende, hendes Bug vil svulme op og hendes Lænd visne, og Kvinden bliver en Forbandelse i sit Folk.
04O	5	28	Men dersom Kvinden ikke har besmittet sig, dersom hun er ren, bliver hun uskadt og kan få Børn.
04O	5	29	Det er Loven om Skinsyge; når en Hustru forser sig imod sin Mand og besmittes,
04O	5	30	eller når en Mand gribes af Skinsygens Ånd og bliver skinsyg på sin Hustru, så skal han fremstille Hustruen for HERRENs Åsyn, og Præsten skal handle med hende efter alt i denne Lov;
04O	5	31	Manden skal være sagesløs, men sådan en Hustru skal undgælde for sin Brøde.
04O	6	1	HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
04O	6	2	Tal til Israeliterne og sig til dem: Når en Mand eller Kvinde vil aflægge et Nasiræerløfte for således at indvie sig til HERREN,
04O	6	3	skal han afholde sig fra Vin og stærk Drik; Vineddike og stærk Drik må han ikke drikke, ej heller nogen som helst drik af Druer; han må hverken spise friske eller tørrede Druer;
04O	6	4	så længe hans Indvielse varer, må han intet som helst nyde, der kommer af Vinstokken, hverken umodne Druer eller friske Skud.
04O	6	5	Så længe hans Indvielsesløfte gælder, må ingen Ragekniv komme på hans Hoved; indtil Udløbet af den Tid han indvier sig til HERREN, skal han være hellig og lade sit Hovedhår vokse frit.
04O	6	6	Hele den Tid han har indviet sig til HERREN, må han ikke komme Lig nær;
04O	6	7	selv når hans Fader eller Moder, hans Broder eller Søster dør, må han ikke pådrage sig Urenhed ved dem, thi han bærer sin Guds indvielse på sit Hoved.
04O	6	8	Så længe hans Indvielse varer, er han helliget HERREN.
04O	6	9	Men når nogen uventet og pludselig dør i hans Nærhed, og han således bringer Urenhed over sit indviede Hoved, skal han rage sit Hoved, den Dag han atter bliver ren; den syvende Dag skal han rage det;
04O	6	10	og den ottende Dag skal han bringe to Turtelduer eller Dueunger til Præsten ved Åbenbaringsteltets Indgang.
04O	6	11	Og Præsten skal ofre den ene som Syndoffer og den anden som Brændoffer og skaffe ham Soning, fordi han har syndet ved at røre ved Lig. Derpå skal han samme Dag atter hellige sit Hoved
04O	6	12	og atter indvie sig til HERREN for lige så lang Tid, som han før havde indviet sig, og bringe et årgammelt Lam som Skyldoffer; den forløbne Tid regnes ikke med, da han har bragt Urenhed over sit indviede Hoved.
04O	6	13	Dette er Loven om Nasiræeren: Når hans indvielsestid er til Ende, skal han begive sig til Åbenbaringsteltets Indgang
04O	6	14	og som Offergave bringe HERREN et årgammelt, lydefrit Væderlam til Brændoffer, et årgammelt, lydefrit Hunlam til Syndoffer og en lydefri Væder til Takoffer,
04O	6	15	en Kurv med usyret Bagværk, Kager af fint Hvedemel, rørte i Olie, og usyrede Fladbrød, smurte med Olie, desuden det tilhørende Afgrødeoffer og de tilhørende Drikofre.
04O	6	16	Så skal Præsten bringe det for HERRENs Åsyn og ofre hans Syndoffer og Brændoffer,
04O	6	17	og Væderen skal han ofre som Takoffer til HERREN tillige med de usyrede Brød i Kurven; derpå skal Præsten ofre hans Afgrødeoffer og Drikofer.
04O	6	18	Så skal Nasiræeren ved Indgangen til Åbenbaringsteltet rage sit indviede Hoved og tage sit indviede Hovedhår og kaste det i Ilden under Takofferet.
04O	6	19	Og Præsten skal tage den kogte Bov af Væderen og een usyret Kage og eet usyret Fladbrød af Kurven og lægge dem på Nasiræerens Hænder, efter at han har afraget sit indviede Hovedhår.
04O	6	20	Og Præsten skal udføre Svingningen dermed for HERRENs Åsyn; det tilfalder Præsten som Helliggave foruden Svingningsbrystet og Offerydelseskøllen. Derefter må Nasiræeren atter drikke Vin.
04O	6	21	Det er Loven om Nasiræeren, der aflægger Løfte, om hans Offergave til HERREN i Anledning af Indvielsen, foruden hvad han ellers evner at give; overensstemmende med Løftet, han aflægger, skal han forholde sig efter den for hans Indvielse gældende Lov.
04O	6	22	HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
04O	6	23	Tal til Aron og hans Sønner og sig: Når I velsigner Israeliterne, skal I sige til dem:
04O	6	24	HERREN velsigne dig og bevare dig,
04O	6	25	HERREN lade sit Ansigt lyse over dig og være dig nådig,
04O	6	26	HERREN løfte sit Åsyn på dig og give dig Fred!
04O	6	27	Således skal de lægge mit Navn på Israeliterne, og jeg vil velsigne dem.
04O	7	1	Da Moses var færdig med at rejese Boligen og havde salvet og helliget den med alt dens Tilbehør og ligeledes salvet og helliget Alteret med alt dets Tilbehør,
04O	7	2	trådte Israels Øverster, Overhovederne for deres Fædrenehuse, Stammernes Øverster, der havde forestået Mønstringen, frem
04O	7	3	og førte deres Offergave frem for HERRENs Åsyn, seks lukkede Vogne og tolv Stykker Hornkvæg, en Vogn for hver to Øverster og et Stykke Hornkvæg for hver een, og de bragte dem hen foran Boligen.
04O	7	4	Da sagde HERREN til Moses:
04O	7	5	Modtag dette af dem, for at det kan bruges til Arbejdet ved Åbenbaringsteltet, og giv Leviterne det med Henblik på hver enkeltes særlige Arbejde!
04O	7	6	Så modtog Moses Vognene og Hornkvæget og gav Leviterne dem.
04O	7	7	To Vogne og fire Stykker Hornkvæg gav han Gersoniterne med Henblik på deres særlige Arbejde,
04O	7	8	og fire Vogne og otte Stykker Hornkvæg gav han Merariterne med Henblik på deres særlige Arbejde under Itamars, Præsten Arons Søns, Ledelse.
04O	7	9	Derimod gav han ikke Kebatiterne noget, thi dem var Arbejdet med de hellige Ting overdraget, og de skulde bære dem på Skuldrene.
04O	7	10	Fremdeles bragte Øversterne Offergaver til Alterets indvielse, dengang det blev salvet, og Øversterne bragte deres Offergaver hen foran Alteret.
04O	7	11	Da sagde HERREN til Moses: Lad hver af Øversterne få sin Dag til at bringe sin Offergave til Alterets Indvielse.
04O	7	12	Den, som første Dag bragte sin Offergave, var Nahasjon, Amminadabs Søn af Judas Stamme.
04O	7	13	Og hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en Sølvskål på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,
04O	7	14	en Kande på 10 Guldsekel, fyldt med Røgelse,
04O	7	15	en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer,
04O	7	16	en Gedebuk til Syndoffer
04O	7	17	og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem årgamle Lam. Det var Nahasjons, Amminadabs Søns, Offergave.
04O	7	18	Anden Dag bragte Netanel, Zuars Søn, Issakars Øverste, sin Offergave;
04O	7	19	han bragte som Offergave et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en Sølvskål på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,
04O	7	20	en Kande på 10 Guldsekel, fyldt med Røgelse,
04O	7	21	en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer,
04O	7	22	en Gedebuk til Syndoffer
04O	7	23	og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem årgamle Lam. Det var Neanels, Zuars Søns, Offergave.
04O	7	24	Tredje Dag kom Zebuloniternes Øverste, Eliab, Helons Søn;
04O	7	25	hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en Sølvskål på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,
04O	7	26	en Kande på 10 Guldsekel, fyldt med Røgelse,
04O	7	27	en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer,
04O	7	28	en Gedebuk til Syndoffer
04O	7	29	og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem årgamle Lam. Det var Eliabs, Helons Søns, Offergave.
04O	7	30	Fjerde Dag kom Rubeniternes Øverste, Elizur, Sjedeurs Søn;
04O	7	31	hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en Sølvskål på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,
04O	7	32	en Kande på 10 Guldsekel, fyldt med Røgelse,
04O	7	33	en ung Tyr, en Væder,
04O	7	34	et årgammelt Lam til Brændoffer, en Gedebuk til Syndoffer
04O	7	35	og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem årgamle Lam. Det var Elizurs, Sjødeurs Søns, Offergave.
04O	7	36	Femte Dag kom Simenoiternes Øverste, Sjelumiel, Zurisjaddajs Søn;
04O	7	37	hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en Sølvskål på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,
04O	7	38	en Kande på 10 Guldsekel, fyldt med Røgelse,
04O	7	39	en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer,
04O	7	40	en Gedebuk til Syndoffer
04O	7	41	og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke. og fem årgamle Lam. Det var Sjelumiels, Zurisjaddajs Søns,Offergave.
04O	7	42	Sjette Dag kom Gaditernes Øverste, Eljasaf, Deuels Søn;
04O	7	43	hans Offergaver et Sølvfad, der vejede l3O Sekel, og en Sølvskål på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,
04O	7	44	en Kande på lO Guldsekel, fyldt med Røgelse,
04O	7	45	en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer,
04O	7	46	en Gedebuk til Syndoffer
04O	7	47	og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem årgamle Lam. Det var Eljasafs, Deuels Søns, Offergave.
04O	7	48	Syvende Dag kom Efraimiternes Øverste, Elisjama, Ammihuds Søn:
04O	7	49	hans offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en Sølvskål på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,
04O	7	50	en Kande på lO Guldsekel, fyldt med Røgelse,
04O	7	51	en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer,
04O	7	52	en Gedebuk til Syndoffer
04O	7	53	og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem årgamle Lam. Det var Elisjamas, Ammihuds Søns, Offergave.
04O	7	54	Ottende Dag kom Mannassiternes Øverste, Gamliel, Pedazurs Søn;
04O	7	55	hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en Sølvskål på 7O Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,
04O	7	56	en Kande på lO Guldsekel, fyldt med Røgelse,
04O	7	57	en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer,
04O	7	58	en Gedebuk til Syndoffer
04O	7	59	og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem årgamle Lam. Det var Gamliels, Pedazurs Søns, Offergave.
04O	7	60	Niende dag kom Benjaminiternes Øverste, Abidan, Gidonis Søn;
04O	7	61	hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en Sølvskål på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,
04O	7	62	en Kande på IO Guldsekel, fyldt med Røgelse,
04O	7	63	en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer,
04O	7	64	en Gedebuk til Syndoffer
04O	7	65	og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem, Vædre, fem Bukke og fem årgamle Lam. Det var Abidans, Gidonis Søns, Offergave.
04O	7	66	Tiende Dag kom Daniternes Øverste, Ahiezer, Ammisjaddajs Søn;
04O	7	67	hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en Sølvskål på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,
04O	7	68	en Kande på lO Guldsekel, fyldt med Røgelse,
04O	7	69	en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer,
04O	7	70	en Gedebuk til Syndoffer
04O	7	71	og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem årgamle Lam. Det var Ahiezers, Ammisjaddajs Søns, Offergave.
04O	7	72	Elevte Dag kom Aseriternes Øverste, Pagiel, Okrans Søn;
04O	7	73	hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en Sølvskål på 7O Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,
04O	7	74	en Kande på 1O Guldsekel, fyldt med Røgelse,
04O	7	75	en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer,
04O	7	76	en Gedebuk til Syndoffer
04O	7	77	og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem årgamle Lam. Det var Pagiels, Okrans Søns, Offergave.
04O	7	78	Tolvte Dag kom Naftaliternes Øverste, Ahira, Enans Søn;
04O	7	79	hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en Sølvskål på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,
04O	7	80	en kande på lO Guldsekel, fyldt med Røgelse,
04O	7	81	en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer,
04O	7	82	en Gedebuk til Syndoffer
04O	7	83	og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem årgamle Lam. Det var Ahiras, Enans Søns, Offergave.
04O	7	84	Det var Gaverne fra Israelitternes Øverster til Alterets Indvielse, dengang det blev salvet: 12 Sølvfade, 12 Sølvskåle, 12 Guldkander,
04O	7	85	hvert Sølvfad på 130 Sekel og hver Sølvskål på 70 Sekel, alle Sølvkar tilsammen 2400 Sekel efter hellig Vægt;
04O	7	86	12 Guldkander, fyldte med Røgelse, hver på 1O Sekel efter hellig Vægt, alle Guldkander tilsammen 12O Sekel.
04O	7	87	Kvæget til Brændofferet var i alt 12 unge Tyre, 12 Vædre, 12 årgamle Lam med tilhørende Afgrødeofre, 12 Gedebukke til Syndoffer;
04O	7	88	Kvæget til Takofferet var i alt 24 unge Tyre, 60 Vædre, 60 Bukke og 60 årgamle lam. Det var Gaverne til Alterets indvielse, efter at det var salvet.
04O	7	89	Da Moses gik ind i Åbenbaringsteltet for at tale med HERREN, hørte han Røsten tale til sig fra Sonedækket oven over Vidnesbyrdets Ark, fra Pladsen mellem de to Keruber. Og han talede til ham.
04O	8	1	Og HERREN talede til Moses og sagde:
04O	8	2	Tal til Aron og sig til ham: Når du sætter Lamperne på, skal du sætte dem således, at de syv Lamper kaster Lyset ud over Pladsen foran Lysestagen!
04O	8	3	Det gjorde Aron så; han satte Lamperne på således, at de vendte ud mod Pladsen foran Lysestagen, som HERREN havde pålagt Moses.
04O	8	4	Men Lysestagen var lavet af Guld i drevet Arbejde, fra Foden til Kronerne var den drevet Arbejde; efter det Forbillede, HERREN havde vist ham, havde Moses lavet Lysestagen.
04O	8	5	HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
04O	8	6	Udtag Leviterne af Israelitternes Midte og rens dem!
04O	8	7	Således skal du gå frem, når du renser dem: Stænk Renselsesvand på dem og lad dem gå hele deres Legeme over med Ragekniv, tvætte deres klæder og rense sig.
04O	8	8	Derpå skal de tage en ung Tyr til Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer af fint Hvedemel, rørt i Olie, og du skal tage en anden ung Tyr til Syndoffer.
04O	8	9	Lad så Leviterne træde hen foran Åbenbaringsteltet og kald hele Israelitternes Menighed sammen.
04O	8	10	Når du så har ladet Leviterne træde frem for HERRENs Åsyn, skal Israeliterne lægge deres Hænder på Leviterne.
04O	8	11	Derpå skal Aron udføre Svingningen med Leviterne for HERRENs Åsyn som et Offer fra Israeliterne, for at de kan udføre HERRENs Arbejde.
04O	8	12	Så skal Leviterne lægge deres Hænder på Tyrenes Hoved, og derefter skal du ofre den ene som Syndoffer og den anden som Brændoffer til HERREN for at skaffe Leviterne Soning.
04O	8	13	Derpå skal du stille Leviterne frem for Aron og hans Sønner og udføre Svingningen med dem for HERREN.
04O	8	14	Således skal du udskille Leviterne fra Israeliterne, så at Leviterne kommer til at tilhøre mig.
04O	8	15	Derefter skal Leviterne komme og gøre Arbejde ved Åbenbaringsteltet; du skal foretage Renselsen og udføre Svingningen med dem,
04O	8	16	thi de er skænket mig som Gave af Israelitternes Midte; i Stedet for alt hvad der åbner Moders Liv, alle førstefødte hos Israeliterne, har jeg taget mig dem til Ejendom.
04O	8	17	Thi mig tilhører alt det førstefødte hos Israeliterne, både af Mennesker og Kvæg. Dengang jeg slog alle de førstefødte i Ægypten, helligede jeg dem til at være min Ejendom.
04O	8	18	Jeg tog Leviterne i Stedet for alt det førstefødte hos Israeliterne
04O	8	19	og skænkede Leviterne som Gave til Aron og hans Sønner af Israelitternes Midte til at udføre Israelitternes Arbejde ved Åbenbaringsteltet og skaffe Israeliterne Soning, for at ingen Plage skal ramme Israeliterne, om de selv nærmer sig Helligdommen.
04O	8	20	Og Moses, Aron og hele Israelitternes Menighed gjorde således med Leviterne; ganske som HERREN havde pålagt Moses med Hensyn til Leviterne, gjorde Israeliterne med dem.
04O	8	21	Leviterne lod sig rense for Synd og tvættede deres Klæder, og Aron udførte Svingningen med dem for HERRENs Åsyn, og Aron skaffede dem Soning, så de blev rene.
04O	8	22	Derpå kom Leviterne for at udføre deres Arbejde ved Åbenbaringsteltet under Arons og hans Sønners Tilsyn; som HERREN havde pålagt Moses med Hensyn til Leviterne, således gjorde de med dem.
04O	8	23	HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
04O	8	24	Dette er, hvad der gælder Leviterne: Fra Femogtyveårsalderen og opefter skal de komme og gøre Tjeneste med Arbejdet ved Åbenbaringsteltet.
04O	8	25	Men fra Halvtredsårsalderen skal de holde op med at gøre Tjeneste og ikke arbejde mere;
04O	8	26	de kan gå deres Brødre til Hånde i Åbenbaringsteltet med at tage Vare på, hvad der skal varetages; men Arbejde skal de ikke mere gøre. Således skal du gøre med Leviterne i alt, hvad de har at varetage.
04O	9	1	HERREN talede således til Moses i Sinaj Ørken i den første Måned af det andet År efter deres Udvandring fra Ægypten:
04O	9	2	Israeliterne skal fejre Påsken til den fastsatte Tid,
04O	9	3	på den fjortende Dag i denne Måned ved Aftenstid skal I fejre den til den fastsatte Tid; overensstemmende med alle Anordningerne og Lovbudene om den skal I fejre den!
04O	9	4	Da sagde Moses til Israeliterne, at de skulde fejre Påsken;
04O	9	5	og de fejrede Påsken i Sinaj Ørken den fjortende Dag i den første Måned ved Aftenstid; nøjagtigt som HERREN havde pålagt Moses, således gjorde Israeliterne.
04O	9	6	Men der var nogle Mænd, som var blevet urene ved et Lig og derfor ikke kunde fejre Påske den Dag. Disse Mænd trådte nu den Dag frem for Moses og Aron
04O	9	7	og sagde til ham: "Vi er blevet urene ved et Lig; hvorfor skal det da være os forment at frembære HERRENs Offergave til den fastsatte Tid sammen med de andre Israelitter?"
04O	9	8	Moses svarede dem: "Vent, til jeg får at høre, hvad HERREN påbyder angående eder!"
04O	9	9	Da talede HERREN til Moses og sagde:
04O	9	10	Tal til Israeliterne og sig: Når nogen af eder eller eders Efterkommere er blevet uren ved et Lig eller er ude på en lang Rejse, skal han alligevel holde Påske for HERREN;
04O	9	11	den fjortende Dag i den anden Måned ved Aftenstid skal de holde den; med usyret Brød og bitre Urter skal de spise Påskelammet.
04O	9	12	De må intet levne deraf til næste Morgen, og de må ikke sønderbryde noget af dets Ben. De skal fejre Påsken i Overensstemmelse med alle de Anordninger, som gælder for den.
04O	9	13	Men den, som undlader at fejre Påsken, skønt han er ren og ikke på Rejse, det Menneske skal udryddes af sin Slægt, fordi han ikke har frembåret HERRENs Offergave til den fastsatte Tid. Den Mand skal undgælde for sin Synd.
04O	9	14	Og når en fremmed, der bor hos eder, vil bolde Påske for HERREN, skal han holde den efter de Anordninger og Lovbud, som gælder for Påsken. En og samme Lov skal gælde for eder, for den fremmede og for den indfødte.
04O	9	15	Den Dag Boligen blev rejst, dækkede Skyen Boligen, Vidnesbyrdets Telt; men om Aftenen var der som et Ildskær over Boligen, og det holdt sig til om Morgenen.
04O	9	16	Således var det til Stadighed: Om dagen dækkede Skyen den, om Natten Ildskæret.
04O	9	17	Hver Gang Skyen løftede sig fra Teltet, brød Israeliterne op, og der, hvor Skyen stod stille, slog Israeliterne Lejr.
04O	9	18	På HERRENs Bud brød Israeliterne op, og på HERRENs Bud gik de i Lejr, og så længe Skyen hvilede over Boligen, blev de liggende i Lejr;
04O	9	19	når Skyen blev over Boligen i længere Tid, rettede Israeliterne sig efter, hvad HERREN havde foreskrevet dem, og brød ikke op.
04O	9	20	Det hændte, at Skyen kun blev nogle få Dage over Boligen; da gik de i Lejr på HERRENs Bud og brød op på HERRENs Bud.
04O	9	21	Og det hændte, at Skyen kun blev der fra Aften til Morgen; når Skyen da løftede sig om Morgenen, brød de op. Eller den blev der en Dag og en Nat; når Skyen da løftede sig, brød de op.
04O	9	22	Eller den blev der et Par Dage eller en Måned eller længere endnu, idet Skyen i længere Tid hvilede over Boligen; så blev Israeliterne liggende i Lejr og brød ikke op, men når den løftede sig, brød de op.
04O	9	23	På HERRENs Bud gik de i Lejr, og på HERRENs Bud brød de op; de rettede sig efter, hvad HERREN havde foreskrevet dem, efter HERRENs Bud ved Moses.
04O	10	1	HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
04O	10	2	Du skal lave dig to Sølvtrompeter; i drevet Arbejde skal du lave dem. Dem skal du bruge, når Menigheden skal kaldes sammen, og når Lejrene skal bryde op.
04O	10	3	Når der blæses i dem begge to, skal hele Menigheden samle sig hos dig ved Indgangen til Åbenbaringsteltet.
04O	10	4	Blæses der kun i den ene, skal Øversterne, Overhovederne for Israels Stammer, samle sig hos dig.
04O	10	5	Når I blæser Alarm med dem, skal Lejrene på Østsiden bryde op;
04O	10	6	blæser Alarm anden Gang, skal Lejrene på Sydsiden bryde op: tredje Gang skal Lejrene mod Vest bryde op, fjerde Gang Lejrene mod Nord; der skal blæses Alarm, når de skal bryde op.
04O	10	7	Men når Forsamlingen skal sammenkaldes skal I blæse på almindelig Vis, ikke Alarm.
04O	10	8	Arons Sønner, Præsterne, skal blæse i Trompeterne; det skal være eder en evig gyldig Anordning fra Slægt til Slægt.
04O	10	9	Når I drager i Krig i eders Land mod en Fjende, der angriber eder, og blæser Alarm med Trompeterne, skal I ihukommes for HERREN eders Guds Åsyn og frelses fra eders Fjender.
04O	10	10	Og på eders Glædesdage, eders Højtider og Nymånedage, skal I blæse i Trompeterne ved eders Brændofre og Takofre; så skal de tjene eder til Ihukommelse for eders Guds Åsyn. Jeg er HERREN eders Gud!
04O	10	11	Den tyvende Dag i den anden Måned af det andet År løftede Skyen sig fra Vidnesbyrdets Bolig.
04O	10	12	Da brød Israeliterne op fra Sinaj Ørken, i den Orden de skulde bryde op i, og Skyen stod stille i Parans Ørken.
04O	10	13	Da de nu første Gang brød op efter Guds Bud ved Moses,
04O	10	14	var Judæernes Lejr den første, der brød op under sit Felttegn, Hærafdeling for Hærafdeling; deres Hær førtes af Nahasjon, Amminadabs Søn.
04O	10	15	Issakariternes Stammes Hær førtes af Netanel, Zuars Søn,
04O	10	16	og Zebuloniternes Stammes Hær af Eliab, Helons Søn.
04O	10	17	Da derpå Boligen var taget ned, brød Gersoniterne og Merariterne op og bar Boligen.
04O	10	18	Så brød Rubens Lejr op under sit Felttegn, Hærafdeling for Hærafdeling; deres Hær førtes af Elizur, Sjedeurs Søn.
04O	10	19	Simeoniternes Stammes Hær førtes af Sjelumiel, Zurisjaddajs Søn,
04O	10	20	og Gaditernes Stammes Hær af Eljasaf, Deuels Søn.
04O	10	21	Så brød Kehatiterne, der bar de hellige Ting, op; og før deres Komme havde man rejst Boligen.
04O	10	22	Så brød Efraimiternes Lejr op under sit Felttegn, Hærafdeling for Hærafdeling; deres Hær førtes af Elisjema, Ammihuds Søn.
04O	10	23	Manassiternes Stammes Hær førtes af Gamliel, Pedazurs Søn,
04O	10	24	og Benjaminiternes Stammes Hær af Abidan, Gidonis Søn.
04O	10	25	Så brød Daniternes Lejr op under sit Felttegn som Bagtrop i hele Lejrtoget, Hærafdeling for Hærafdeling; deres Hær førtes af Ahiezer, Ammisjaddajs Søn.
04O	10	26	Aseriternes Stammes Hær førtes af Pagiel, Okrans Søn,
04O	10	27	og Naftalitemes Stammes Hær af Ahira, Enans Søn.
04O	10	28	Således foregik Israelitternes Opbrud, Hærafdeling for Hærafdeling. Så brød de da op.
04O	10	29	Men Moses sagde til Midjaniten Hobab, Reuels Søn, Moses's Svigerfader: "Vi bryder nu op for at drage til det Sted, HERREN har lovet at give os; drag med os! Vi skal lønne dig godt, thi HERREN har stillet Israel gode Ting i Udsigt."
04O	10	30	Men han svarede ham: "Jeg vil ikke drage med; nej, jeg drager til mit Land og min Slægt."
04O	10	31	Da sagde han: "Forlad os ikke! Du kender jo de Steder, hvor vi kan slå Lejr i Ørkenen; vær Øje for os!
04O	10	32	Drager du med os, skal vi give dig Del i alt det gode, HERREN vil give os."
04O	10	33	Derpå brød de op fra HERRENs Bjerg og vandrede tre Dagsrejser frem, idet HERRENs Pagts Ark drog i Forvejen for at søge dem et Sted, hvor de kunde holde Hvil.
04O	10	34	Og HERRENs Sky svævede over dem om Dagen, når de brød op fra Lejren.
04O	10	35	Og hver Gang Arken brød op, sagde Moses: "Stå op, HERRE, at dine Fjender må splittes og dine Avindsmænd fly for dit Åsyn!"
04O	10	36	Og hver Gang den standsede, sagde han: "Vend tilbage, HERRE, til Israels Stammers Titusinder!"
04O	11	1	Men Folket knurrede højlydt for HERREN over deres usle Kår; og da HERREN hørte det, blussede hans Vrede op, og HERRENs Ild brød løs iblandt dem og åd om sig i den yderste Del af Lejren.
04O	11	2	Da råbte Folket til Moses, og Moses gik i Forbøn hos HERREN.  Så dæmpedes Ilden.
04O	11	3	Derfor kaldte man dette Sted Tabera, fordi HERRENs Ild brød løs iblandt dem.
04O	11	4	Men den sammenløbne Hob, som fandtes iblandt dem, blev lysten. Så tog også Israeliterne til at græde igen, og de sagde: "Kunde vi dog få Kød at spise!
04O	11	5	Vi mindes Fiskene, vi fik at spise for intet i Ægypten, og Agurkerne, Vandmelonerne, Porrerne, Hvidløgene og Skalotterne,
04O	11	6	og nu vansmægter vi; her er hverken det ene eller det andet, vi ser aldrig andet end Manna."
04O	11	7	Mannaen lignede Horianderfrø og så ud som Bellium.
04O	11	8	Folket gik rundt og sankede den op; derpå malede de den i Håndkværne eller stødte den i Mortere; så kogte de den i Gryder og lavede Kager deraf; den smagte da som Bagværk tillavet i Olie.
04O	11	9	Når Duggen om Natten faldt over Lejren, faldt også Mannaen ned over den.
04O	11	10	Og Moses hørte, hvorledes alle Folkets Slægter græd, enhver ved Indgangen til sit Telt; da blussede HERRENs Vrede voldsomt op, og det vakte også Moses's Mishag.
04O	11	11	Da sagde Moses til HERREN: "Hvorfor har du handlet så ilde med din Tjener, og hvorfor har jeg ikke fundet Nåde for dine Øjne, siden du har lagt hele dette Folk som en Byrde på mig?
04O	11	12	Mon det er mig, der har undfanget hele dette Folk, mon det er mig, der har født det, siden du forlanger, at jeg i min Favn skal bære det hen til det Land, du tilsvor dets Fædre, som en Fosterfader bærer det diende Barn?
04O	11	13	Hvor skal jeg gå hen og skaffe hele dette Folk Kød? Thi de græder rundt om mig og siger: Skaf os Kød at spise?
04O	11	14	Jeg kan ikke ene bære hele dette Folk, det er mig for tungt.
04O	11	15	Hvis du vil handle således med mig, så dræb mig hellere, om jeg har fundet Nåde for dine Øjne, så at jeg ikke skal være nødt til at opleve sådan Elendighed!"
04O	11	16	HERREN svarede Moses: "Kald mig halvfjerdsindstyve af Israels Ældste sammen, Mænd, som du ved hører til Folkets Ældste og Tilsynsmænd, før dem hen til Åbenbaringsteltet og lad dem stille sig op hos dig der.
04O	11	17	Så vil jeg stige ned og tale med dig der, og jeg vil tage noget af den Ånd, der er over dig, og lade den komme over dem, for at de kan hjælpe dig med at bære Folkets Byrde, så du ikke ene skal bære den.
04O	11	18	Men til Folket skal du sige: Helliger eder til i Morgen, så skal I få Kød at spise! I har jo grædt højlydt for HERREN og sagt: Kunde vi dog få Kød at spise! Vi havde det jo bedre i Ægypten! Derfor vil HERREN give eder kød at spise;
04O	11	19	og ikke blot een eller to eller fem eller ti eller tyve Dage skal I spise det,
04O	11	20	men en hel Måned igennem, indtil det står eder ud af Næsen, og I væmmes derved, fordi I har ringeagtet HERREN, der er i eders Midte, og grædt for hans Åsyn og sagt: Hvorfor drog vi dog ud af Ægypten!"
04O	11	21	Moses svarede: "600000 Fodfolk tæller det Folk, jeg bar om mig, og du siger: Jeg vil skaffe dem Kød, så de har nok at spise en hel Måned!
04O	11	22	Kan der slagtes så meget Småkvæg og Hornkvæg til dem, at det kan slå til, eller kan alle Fisk i Havet samles sammen til dem, så det kan slå til?"
04O	11	23	HERREN svarede Moses: "Er HERRENs Arm for kort? Nu skal du få at se, om mit Ord går i Opfyldelse for dig eller ej."
04O	11	24	Da gik Moses ud og kundgjorde Folket HERRENs Ord. Og han samlede halvfjerdsindstyve af Folkets Ældste og lod dem stille sig rundt om Teltet.
04O	11	25	Så steg HERREN ned i Skyen og talede til ham; og han tog noget af den Ånd, der var over ham, og lod den komme over de halvfjerdsindstyve Ældste, og da Ånden hvilede over dem, kom de i profetisk Henrykkelse noget, som ikke siden hændtes dem.
04O	11	26	Imidlertid var to Mænd blevet tilbage i Lejren, den ene hed Eldad, den anden Medad. Også over dem kom Ånden, thi de hørte til dem, der var optegnede, men de var ikke gået ud til Teltet, og nu kom de i profetisk Henrykkelse inde i Lejren.
04O	11	27	Da løb en ung Mand ud og fortalte Moses det og sagde: "Eldad og Medad er kommet i profetisk Henrykkelse inde i Lejren."
04O	11	28	Josua, Nuns Søn, der fra sin Ungdom af havde gået Moses til Hånde, sagde da: "Min Herre Moses, stands dem i det!"
04O	11	29	Men Moses sagde til ham: "Er du skinsyg på mine Vegne? Gid alt HERRENs Folk var Profeter, gid HERREN vilde lade sin Ånd komme over dem!"
04O	11	30	Derpå trak Moses sig tilbage til Lejren med Israels Ældste.
04O	11	31	Da rejste der sig på HERRENs Bud en Vind, som førte Vagtler med sig fra Havet og drev dem hen over Lejren så langt som en Dagsrejse på begge Sider af Lejren i en Højde af et Par Alen over Jorden.
04O	11	32	Så gav Folket sig hele den Dag, hele Natten og hele den næste Dag til at samle Vagtlerne op; det mindste, nogen samlede, var ti Homer. Og de bredte dem ud til Tørring rundt om Lejren.
04O	11	33	Medens Kødet endnu var imellem Tænderne på dem, før det endnu var spist, blussede HERRENs Vrede op imod Folket, og HERREN lod en meget hård Straf ramme Folket.
04O	11	34	Og man kaldte Stedet Kibrot Hattåva, thi der blev de lystne Folk jordet.
04O	11	35	Fra Kibrot-Hattåva drog Folket til Hazerot, og de gjorde Holdt i Hazerot.
04O	12	1	Mirjam og Aron tog til Orde mod Moses i Anledning af den kusjitiske Kvinde, han havde ægtet - han havde nemlig ægtet en kusjitisk Kvinde -
04O	12	2	og sagde: "Har HERREN kun talet til Moses? Mon han ikke også har talet til os?" Og HERREN hørte det.
04O	12	3	Men den Mand Moses var såre sagtmodig, sagtmodigere end noget andet Menneske på Jorden.
04O	12	4	Da sagde HERREN i det samme til Moses, Aron og Mirjam: "Gå alle tre ud til Åbenbaringsteltet!" Og de gik alle tre derud.
04O	12	5	Men HERREN steg ned i Skystøtten og stillede sig ved Indgangen til Teltet og kaldte på Aron og Mirjam, og de gik begge derud.
04O	12	6	Da sagde han: "Hør, hvad jeg siger: Når der ellers er en Profet iblandt eder, giver jeg mig til Kende for ham i Syner eller taler med ham i Drømme.
04O	12	7	Anderledes er det med min Tjener Moses: han er tro i hele mit Hus;
04O	12	8	med ham taler jeg Ansigt til Ansigt, ikke i Syner eller Gåder, han skuer HERRENs Skikkelse; hvor tør I da tage til Orde mod min Tjener Moses?"
04O	12	9	Og HERRENs Vrede blussede op imod dem, og han gik bort.
04O	12	10	Da så Skyen trak sig bort fra Teltet, se, da var Mirjam hvid som Sne af Spedalskhed, og da Aron vendte sig mod Mirjam, se, da var hun spedalsk.
04O	12	11	Da sagde Aron til Moses: "Ak, Herre, lad os dog ikke undgælde for den Synd, vi i Dårskab begik!
04O	12	12	Lad hende dog ikke blive som et dødfødt Barn, hvis Kød er halvt fortæret, når det kommer ud af Moders Liv!"
04O	12	13	Moses råbte da til HERREN og sagde: "Ak, gør hende dog rask igen!"
04O	12	14	Og HERREN svarede Moses: "Hvis hendes Fader havde spyttet hende i Ansigtet, måtte hun da ikke have båret sin Skam i syv Dage? Derfor skal hun i syv Dage være udelukket fra Lejren; så kan hun atter optages."
04O	12	15	Da blev Mirjam udelukket fra Lejren i syv Dage, og Folket brød ikke op, før Mirjam atter var optaget.
04O	12	16	Så brød Folket op fra Hazerot og slog Lejr i Parans Ørken.
04O	13	1	HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
04O	13	2	"Send nogle Mænd af Sted for at undersøge Kana'ans Land, som jeg vil give Israeliterne; een Mand af hver Fædrenestamme skal I sende, og kun Mænd, der er Øverster iblandt dem!"
04O	13	3	Da udsendte Moses dem fra Parans Ørken på HERRENs Bud, Mænd, der allevar Overhovederfor Israeliterne.
04O	13	4	Deres Navne var følgende: Af Rubens Stamme Sjammua, Zakkurs Søn,
04O	13	5	af Simeons Stamme Sjafat, Horis Søn,
04O	13	6	af Judas Stamme Kaleb, Jefunnes Søn,
04O	13	7	af Issakars Stamme Jigal, Josefs Søn,
04O	13	8	af Efraims Stamme Hosea, Nuns Søn,
04O	13	9	af Benjamins Stamme Palti, Rafus Søn,
04O	13	10	af Zebulons Stamme Gaddiel, Sodis Søn,
04O	13	11	af Josefs Slamme, det er Manasses Stamme, Gaddi, Susis Søn,
04O	13	12	af Dans Stamme Ammiel, Gmallis Søn,
04O	13	13	af Asers Stamme Setur, Mikaels Søn,
04O	13	14	af Naftalis Stamme Nabi, Vofsis Søn,
04O	13	15	af Gads Stamme Geuel, Mtakis Søn.
04O	13	16	Det var Navnene på de Mænd, Moses udsendte for at undersøge Landet. Men Moses gav Hosea, Nuns Søn, Navnet Josua.
04O	13	17	Og Moses sendte dem af Sted for at undersøge Kana'ans Land.  Og han sagde til dem: "Drag herfra op i Sydlandet og drag op i Bjergene
04O	13	18	og se, hvordan Landet er, og om Folket, som bor der, er stærkt eller svagt, fåtalligt eller talrigt,
04O	13	19	om Landet, de bor i, er godt eller dårligt, og om Byerne, de bor i, er Teltlejre eller Fæstninger,
04O	13	20	og om Landet er fedt eller magert, om der findes Træer deri eller ej. Vær ved godt Mod og tag noget af Landets Frugt med tilbage!" Det var netop ved den Tid, de første Druer var modne.
04O	13	21	Så drog de af Sted og undersøgte Landet lige fra Zins Ørken til Rehob, Egnen hen imod Hamat.
04O	13	22	Så begav de sig op i Sydlandet og kom til Hebron; der boede Ahiman, Sjesjaj og Talmaj, Anaks Efterkommere. Men Hebron var grundlagt syv År før Zoan i Ægypten.
04O	13	23	Da de nåede Esjkoldalen, afskar de en Ranke med en Drueklase, som der måtte to Mand til at bære på en Bærestang, og plukkede nogle Granatæbler og Figener.
04O	13	24	Man kaldte dette Sted Esjkoldalen med Hentydning til den Drueklase, Israeliterne der skar af.
04O	13	25	Efter fyrretyve Dages Forløb vendte de tilbage efter at have undersøgt Landet;
04O	13	26	og de kom til Moses og Aron og hele Israeliternes Menighed i Parans Ørken i Kadesj og aflagde Beretning for dem og hele Menigheden og viste dem Landets Frugt.
04O	13	27	De fortalte ham: "Vi kom til landet, du sendte os til; det er virkelig et Land, der flyder med Mælk og Honning, og her er Flugt derfra;
04O	13	28	men stærkt er Folket, som bor i Landet, og Byerne er befæstede og meget store; ja, vi så også Efterkommere af Anak der.
04O	13	29	Amalek bor i Sydlandet, Hetiterte, Jebusiteme og Amoriterne i Bjerglandet og Kana'anæerne ved Havet og langs Jordan."
04O	13	30	Da søgte Kaleb at bringe Folket til Tavshed over for Moses og sagde: "Lad os kun drage op og underlægge os det, thi vi kan sikkert tage det!"
04O	13	31	Men de Mænd, der havde været med ham deroppe, sagde: "Vi kan ikke drage op imod dette Folk, thi det er stærkere end vi!"
04O	13	32	Og de talte nedsættende til Israeliterne om Landet, som de havde undersøgt, og sagde: "Landet, som vi har rejst igennem og undersøgt, er et Land, der fortærer sine Indbyggere, og alle de Folk, vi så der, var kæmpestore.
04O	13	33	Vi så der Kæmperne Anaks Sønner, der er af Kæmpeslægten og vi forekom både os selv og dem som Græshopper!"
04O	14	1	Da opløftede hele Menigheden sin Røst og brød ud i Klageråb, og Folket græd Natten igennem.
04O	14	2	Og alle Israelitterne knurrede imod Moses og Aron, og hele Menigheden sagde til dem: "Gid vi var døde i Ægypten eller her i Ørkenen!
04O	14	3	Hvorfor fører HERREN os til dette Land, når vi skal falde for Sværdet og vore Kvinder og Børn blive til Bytte? Var det dog ikke bedre for os at vende tilbage til Ægypten?"
04O	14	4	Og de sagde til hverandre: "Lad os vælge os en Fører og vende tilbage til Ægypten!"
04O	14	5	Da faldt Moses og Aron på deres Ansigt foran hele den israelitiske Menigheds Forsamling.
04O	14	6	Men Josua, Nuns Søn, og Kaleb, Jefunnes Søn, der havde været med til at undersøge Landet, sønderrev deres Klæder
04O	14	7	og sagde til hele Israelitternes Menighed: "Landet, vi har rejst igennem og undersøgt, er et såre, såre godt Land.
04O	14	8	Hvis HERREN har Behag i os, vil han føre os til det Land og give os det, et Land, der flyder med Mælk og Honning.
04O	14	9	Gør kun ikke Oprør imod HERREN og frygt ikke for Landets Befolkning, thi dem tager vi som en Bid Brød; deres Skygge er veget fra dem, men med os er HERREN; frygt ikke for dem!"
04O	14	10	Hele Menigheden tænkte allerede på at stene dem; men da kom HERRENs Herlighed til Syne for alle Israelitterne ved Åbenbaringsteltet.
04O	14	11	Og HERREN sagde til Moses: "Hvor længe skal dette Folk håne mig, og hvor længe vil det vægre sig ved at tro på mig, til Trods for alle de Tegn jeg har gjort i det?
04O	14	12	Jeg vil slå det med Pest og udrydde det, men dig vil jeg gøre til et Folk, større og stærkere end det!"
04O	14	13	Men Moses sagde til HERREN: "Ægypterne har hørt, at du i din Vælde har ført dette Folk bort fra dem;
04O	14	14	og ligeledes har alle dette Lands Indbyggere hørt, at du, HERRE, er midt iblandt dette Folk, thi du, HERRE, åbenbarer dig synligt, idet din Sky står over dem, og du vandrer foran dem om Dagen i en Skystøtte og om Natten i en Ildstøtte.
04O	14	15	Hvis du nu dræber dette Folk alle som een, vil de Folk, der har hørt dit Ry, sige:
04O	14	16	Fordi HERREN ikke evnede at føre dette Folk til det Land, han havde tilsvoret dem, lod han dem omkomme i Ørkenen.
04O	14	17	Derfor, HERRE, lad din Vælde nu vise sig i sin Storhed, således som du forjættede, da du sagde:
04O	14	18	HERREN er langmodig og rig på Miskundhed, han forlader Misgerning og Overtrædelse, men han lader ingen ustraffet, og han hjemsøger Fædrenes Brøde på Børnene i tredje og fjerde Led.
04O	14	19	Så tilgiv nu dette Folk dets Misgerning efter din store Miskundhed, således som du har tilgivet dette Folk hele Vejen fra Ægypten og hertil!"
04O	14	20	Da sagde HERREN: "Jeg tilgiver dem på din Bøn.
04O	14	21	Men så sandt jeg lever så sandt hele Jorden skal opfyldes af HERRENs Herlighed:
04O	14	22	Ingen af de Mænd, der har set min Herlighed og de Tegn, jeg har gjort i Ægypten og i Ørkenen, og dog nu for tiende Gang har fristet mig og ikke villet lyde min Røst,
04O	14	23	ingen af dem skal se det Land, jeg tilsvor deres Fædre! Ingen af dem, der har hånet mig, skal få det at se;
04O	14	24	kun min Tjener Kaleb lader jeg komme til det Land, han har været i, og hans Efterkommere skal få det i Eje, fordi han havde en anden Ånd og viste mig fuld Lydighed.
04O	14	25	Men Amalekiterne og Kana'anæerne bor i Lavlandet. Vend derfor om i Morgen, bryd op og drag ud i Ørkenen ad det røde Hav til!"
04O	14	26	Fremdeles talede HERREN til Moses og Aron og sagde:
04O	14	27	"Hvor længe skal jeg tåle denne onde Menighed, dem, som bestandig knurrer imod mig? Jeg har hørt Israelitternes Knurren, hørt, hvorledes de knurrer imod mig.
04O	14	28	Sig til dem: Så sandt jeg lever lyder det fra HERREN, som I har råbt mig i Øret, således vil jeg handle med eder!
04O	14	29	I Ørkenen her skal eders Kroppe falde, alle I, der blev mønstret, så mange I er fra Tyveårsalderen og opefter, I, som har knurret imod mig.
04O	14	30	Sandelig, ingen af eder skal komme til det Land, jeg med løftet Hånd svor at ville giver eder at bo i, med Undtagelse af Kaleb, Jefunnes Søn, og Josua, Nuns Søn.
04O	14	31	Eders små Børn, som I sagde vilde blive til Bytte, dem vil jeg lade komme derhen, og de skal tage det Land i Besiddelse, som I har vraget,
04O	14	32	men eders egne Kroppe skal falde i Ørkenen her,
04O	14	33	og eders Sønner skal flakke om i Ørkenen i fyrretyve År og undgælde for eders Bolen, indtil eders Kroppe er gået til Grunde i Ørkenen.
04O	14	34	Som I brugte fyrretyve Dage til at undersøge Landet, således skal I undgælde for eders Misgerninger i fyrretyve År, eet År for hver Dag, og således få mit Mishag at føle.
04O	14	35	Jeg HERREN har sagt det: Sandelig, således vil jeg handle med hele denne onde Menighed, der har rottet sig sammen imod mig; i Ørkenen her skal de gå til Grunde, i den skal de dø!"
04O	14	36	Og de Mænd, Moses havde udsendt for at undersøge Landet, og som efter deres Tilbagekomst havde fået hele Menigheden til at knurre imod ham ved at tale nedsættende om Landet,
04O	14	37	de Mænd, der havde talt nedsættende om Landet, fik en brat Død for HERRENs Åsyn:
04O	14	38	kun Josua, Nuns Søn, og Kaleb, Jefunnes Søn, blev i Live af de Mænd, der var draget hen for at undersøge Landet.
04O	14	39	Men da Moses forebragte alle Israelitterne disse Ord, grebes Folket af stor Sorg;
04O	14	40	og tidligt næste Morgen drog de op mod det øverste af Bjerglandet og sagde: "Se, vi er rede til at drage op til det Sted, HERREN har talet om, thi vi, har syndet."
04O	14	41	Da sagde Moses: "Hvorfor vil I overtræde HERRENs Bud? Det vil ikke gå godt!
04O	14	42	Drag ikke derop, thi HERREN er ikke iblandt eder; gør I det, bliver I slået af eders Fjender!
04O	14	43	Thi Amalekiterne og Kana'anæerne vil møde eder der, og I skal falde for Sværdet; I har jo vendt eder fra HERREN, og HERREN er ikke med eder!"
04O	14	44	Alligevel formastede de sig til at drage op mod det øverste af Bjerglandet; men HERRENs Pagts Ark og Moses forlod ikke Lejren.
04O	14	45	Da steg Amalekiterne og Kana'anæerne, der boede der i Bjerglandet, ned og slog dem og adsplittede dem lige til Horma.
04O	15	1	HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
04O	15	2	Tal til Israelitterne og sig til dem: Når I kommer til det Land, jeg vil give eder at bo i,
04O	15	3	og I vil ofre HERREN et Ildoffer, Brændoffer eller Slagtoffer, af Hornkvæg eller Småkvæg for at indfri et Løfte eller af fri Drift eller i Anledning af eders Højtider for at berede HERREN en liflig Duft,
04O	15	4	så skal den, der bringer HERREN sin Offergave, som Afgrødeoffer bringe en Tiendedel Efa fint Hvedemel, rørt i en Fjerdedel Hin Olie
04O	15	5	desuden skal du som Drikoffer til hvert Lam ofre en Fjerdedel Hin Vin, hvad enten det er Brændoffer eller Slagtoffer.
04O	15	6	Men til en Væder skal du som Afgrødeoffer ofre to Tiendedele Efa fint Hvedemel, rørt i en Tredjedel Hin Olie;
04O	15	7	desuden skal du som Drikoffer frembære en Tredjedel Hin Vin til en liflig Duft for HERREN.
04O	15	8	Og når du ofrer en ung Tyr som Brændoffer eller Slagtoffer for at indfri et Løfte eller som Takoffer til HERREN,
04O	15	9	skal du foruden Tyren frembære som Afgrødeoffer tre Tiendedele Efa fint Hvedemel, rørt i en halv Hin Olie;
04O	15	10	desuden skal du som Drikoffer frembære en halv Hin Vin, et Ildoffer til en liflig Duft for HERREN.
04O	15	11	Således skal der gøres for hver enkelt Tyr, hver enkelt Væder eller hvert Lam eller Ged;
04O	15	12	således skal I gøre for hvert enkelt Dyr, så mange I nu ofrer.
04O	15	13	Enhver indfødt skal gøre disse Ting på denne Måde, når han vil bringe et Ildoffer til en liflig Duft for HERREN.
04O	15	14	Og når en fremmed bor hos eder, eller nogen i de kommende Tider bor iblandt eder, og han vil bringe et Ildoffer til en liflig Duft for HERREN, skal han gøre på samme Måde som I selv.
04O	15	15	Inden for Forsamlingen skal en og samme Anordning gælde for eder og den fremmede, der bor hos eder; det skal være eder en evig gyldig Anordning fra Slægt til Slægt: hvad der gælder for eder, skal også gælde for den fremmede for HERRENs Åsyn;
04O	15	16	samme Lov og Ret gælder for eder og den fremmede, der bor hos eder.
04O	15	17	HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
04O	15	18	Tal til Israelitterne og sig til dem: Når I kommer til det Land, jeg fører eder til,
04O	15	19	og spiser af Landets Brød, skal I yde HERREN en Offerydelse.
04O	15	20	Som Førstegrøde af eders Grovmel skal I yde en Kage som Offerydelse; på samme Måde som Offerydelsen af Tærskepladsen skal I yde den.
04O	15	21	Af Førstegrøden af eders Grovmel skal I give HERREN en Offerydelse, Slægt efter Slægt.
04O	15	22	Dersom I synder af Vanvare og undlader at udføre noget af alle de Bud, HERREN har kundgjort Moses,
04O	15	23	noget af alt det, HERREN har pålagt eder gennem Moses, fra den Dag HERREN udstedte sit Bud og frem i Tiden fra Slægt til Slægt,
04O	15	24	så skal hele Menigheden, hvis det sker af Vanvare uden Menighedens Vidende, ofre en ung Tyr som Brændoffer til en liflig duft for HERREN med det efter Lovbudene dertil hørende Afgrødeoffer og Drikoffer og desuden en Gedebuk som Syndoffer.
04O	15	25	Og Præsten skal skaffe hele Israelitternes Menighed Soning, og dermed opnår de Tilgivelse; thi det skete af Vanvare, og de bar bragt deres Offergave som et Ildoffer til HERREN og desuden deres Syndoffer for HERRENs Åsyn, for hvad de gjorde af Vanvare.
04O	15	26	Således får både hele Israelitternes Menighed og den fremmede, der bor hos dem, Tilgivelse; thi alt Folket har Del i den Synd, der bliver begået af Vanvare.
04O	15	27	Men hvis et enkelt Menneske synder af Vanvare, skal han bringe en årgammel Ged som Syndoffer.
04O	15	28	Og Præsten skal skaffe den, der synder af Vanvare, Soning for HERRENs Åsyn ved at udføre Soningen for ham, og således opnår han Tilgivelse.
04O	15	29	For den indfødte hos Israelitterne og den fremmede, der bor iblandt dem, for eder alle gælder en og samme Lov; når nogen synder af Vanvare.
04O	15	30	Men den, der handler med Forsæt, hvad enten han er indfødt eller fremmed, han håner Gud, og det Menneske skal udryddes af sit Folk.
04O	15	31	Thi han har ringeagtet HERRENs Ord og brudt hans Bud; det Menneske skal udryddes, hans Misgerning kommer over ham.
04O	15	32	Medens Israelitterne opholdt sig i Ørkenen, traf de en Mand, som sankede Brænde på en Sabbat.
04O	15	33	De, der traf ham i Færd med at sanke Brænde, bragte ham til Moses, Aron og hele Menigheden,
04O	15	34	og de satte ham i Varetægt, da der ikke forelå nogen bestemt Kendelse for, hvad der skulde gøres ved ham.
04O	15	35	Da sagde HERREN til Moses: Den Mand skal lide Døden; hele Menigheden skal stene ham uden for Lejren!
04O	15	36	Hele Menigheden førte ham da uden for Lejren og stenede ham til Døde, som HERREN havde pålagt Moses.
04O	15	37	HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
04O	15	38	Tal til Israelitterne og sig til dem, at de Slægt efter Slægt skal sætte Kvaster på Fligene af deres Klæder, og at de på hver enkelt Kvast skal sætte en violet Purpursnor.
04O	15	39	Det skal tjene eder til Tegn, så at I, hver Gang I ser dem, skal komme alle HERRENs Bud i Hu og handle efter dem og ikke lade eder vildlede af eders Hjerter eller Øjne, af hvilke I lader eder forlede til Bolen
04O	15	40	for at I kan komme alle mine Bud i Hu og handle efter dem og blive hellige for eders Gud.
04O	15	41	Jeg er HERREN eders Gud, som førte eder ud af Ægypten for at være eders Gud. Jeg er HERREN eders Gud!
04O	16	1	Men Kora, en Søn af Jizhar, en Søn af Levis Søn Kehat, og Datan og Abiram, Sønner af Ejiab, en Søn af Rubens Søn Pallu, gjorde Oprør.
04O	16	2	De gjorde Oprør mod Moses sammen med 250 israelitiske Mænd, Øverster for Menigheden, udvalgte i Folkeforsamlingen, ansete Mænd.
04O	16	3	Og de samlede sig og trådte op imod Moses og Aron og sagde til dem: "Lad det nu være nok, thi hele Menigheden er hellig, hver og en, og HERREN er i dens Midte; hvorfor vil I da ophøje eder over HERRENs Forsamling?"
04O	16	4	Da Moses hørte det, faldt han på sit Ansigt.
04O	16	5	Derpå talte han til Kora og alle hans Tilhængere og sagde: "Vent til i Morgen, så vil HERREN give til kende, hvem der tilhører ham, og hvem der er hellig, så at han vil give ham Adgang til sig; den, han udvælger, vil han give Adgang til sig.
04O	16	6	Således skal I gøre: Skaf eder Pander, du Kora og alle dine Tilhængere,
04O	16	7	og læg så i Morgen Gløder på og kom Røgelse på for HERRENs Åsyn, så skal den, HERREN udvælger, være den, som er hellig; lad det nu være nok, I Levisønner!"
04O	16	8	Fremdeles sagde Moses til Kora: "Hør nu, I Levisønner!
04O	16	9	Er det eder ikke nok, at Israels Gud har udskilt eder af Israels Menighed og givet eder Adgang til sig for at udføre Arbejdet ved HERRENs Bolig og stå til Tjeneste for Menigheden?
04O	16	10	Han har givet dig og med dig alle dine Brødre, Levis Sønner, Adgang til sig og nu attrår I også Præsteværdigheden!
04O	16	11	Derfor, du og alle dine Tilhængere, som har rottet eder sammen mod HERREN, hvad er Aron, at I vil knurre mod ham!"
04O	16	12	Da sendte Moses Bud efter Datan og Abiram, Eliabs Sønner, men de sagde: "Vi kommer ikke!
04O	16	13	Er det ikke nok, at du har ført os bort fra et Land, der flyder med Mælk og Honning, for at lade os dø i Ørkenen, siden du oven i Købet vil opkaste dig til Herre over os!
04O	16	14	Du har sandelig ikke ført os til et Land, der flyder med Mælk og Honning, eller givet os Marker og Vinbjerge! Tror du, du kan stikke disse Mænd Blår i Øjnene? Vi kommer ikke!"
04O	16	15	Da harmedes Moses højlig og sagde til HERREN: "Vend dig ikke til deres Offergave! Ikke så meget som et Æsel har jeg frataget dem, ej heller har jeg gjort en eneste af dem noget ondt!"
04O	16	16	Og Moses sagde til Kora: "I Morgen skal du og alle dine Tilhængere komme frem for HERRENs Åsyn sammen med Aron;
04O	16	17	og enhver af eder skal tage sin Pande, lægge Gløder på og komme Røgelse på og frembære sin Pande for HERRENs Åsyn, 25O Pander, du selv og Aron skal også tage hver sin Pande!"
04O	16	18	Da tog hver sin Pande, lagde Gløder på og kom Røgelse på, og så stillede de sig ved indgangen til Åbenbaringsteltet sammen med Moses og Aron;
04O	16	19	og Kora kaldte hele Menigheden sammen imod dem ved Indgangen til Åbenbaringsteltet. Da kom HERRENs Herlighed til Syne for hele Menigheden,
04O	16	20	og HERREN talede til Moses og Aron og sagde:
04O	16	21	"Skil eder ud fra denne Menighed, så vil jeg i et Nu tilintetgøre den!"
04O	16	22	Men de faldt på deres Ansigt og sagde: "O Gud, du Gud over alt Køds Ånder, vil du vredes på hele Menigheden, fordi en enkelt Mand synder?"
04O	16	23	Da talede HERREN til Moses og sagde:
04O	16	24	"Tal til Menigheden og sig: Fjern eder fra Pladsen omkring Koras, Datans og Abirams Bolig!"
04O	16	25	Moses gik nu hen til Datan og Abiram, fulgt af Israels Ældste,
04O	16	26	og han talte til Menigheden og sagde: "Træk eder tilbage fra disse ugudelige Mænds Telte og rør ikke ved noget af, hvad der tilhører dem, for at I ikke skal rives bort for alle deres Synders Skyld!"
04O	16	27	Da fjernede de sig fra Pladsen om Koras, Datans og Abirams Bolig, og Datan og Abiram kom ud og stillede sig ved indgangen til deres Telte med deres Hustruer og Børn, store og små.
04O	16	28	Og Moses sagde: "Derpå skal I kende, at HERREN har sendt mig for at gøre alle disse Gerninger, og at jeg ikke handler i Egenrådighed:
04O	16	29	Dersom disse dør på vanlig menneskelig Vis, og der ikke rammer dem andet, end hvad der rammer alle andre, så har HERREN ikke sendt mig;
04O	16	30	men hvis HERREN lader noget uhørt ske, så Jorden spiler sit Gab op og sluger dem med alt, hvad der tilhører dem, så de farer levende ned i Dødsriget, da skal I derpå kende, at disse Mænd har hånet HERREN!"
04O	16	31	Og straks, da han havde talt alle disse Ord, åbnede Jorden sig under dem,
04O	16	32	og Jorden lukkede sit Gab op og slugte dem og deres Boliger og alle Mennesker, der tilhørte Kora, og alt, hvad de ejede;
04O	16	33	og de for levende ned i Dødsriget med alt, hvad der tilhørte dem, og Jorden lukkede sig over dem, og de blev udryddet af Forsamlingen.
04O	16	34	Men hele Israel, der stod omkring dem, flygtede ved deres Skrig, thi de sagde: "Blot ikke Jorden skal opsluge os!"
04O	16	35	Og Ild for ud fra HERREN og fortærede de 250 Mænd, der frembar Røgelse.
04O	16	36	Da talede HERREN til Moses og sagde:
04O	16	37	"Sig til Eleazar, Præsten Arons Søn, at han skal tage Panderne ud af Branden og strø Gløderne ud noget derfra; thi hellige
04O	16	38	er de Pander, der tilhørte disse Mænd, som begik en Synd, der kostede dem Livet. De skal udhamre dem til Plader til Overtræk på Alteret, thi de frembar dem for HERRENs Åsyn, og derfor er de hellige; de skal nu tjene Israelitterne til Tegn."
04O	16	39	Da tog Præsten Eleazar Kobberpaladerne, som de opbrændte Mænd havde frembåret, og hamrede dem ud til. Overtræk på Alteret
04O	16	40	som et Mindetegn for Israelitterne om, at ingen Lægmand, ingen, som ikke hører til Arons Efterkommere, må træde frem for at ofre Røgelse for HERRENs Åsyn, for at det ikke skal gå ham som Kora og hans Tilhængere, således som HERREN havde sagt ham ved Moses.
04O	16	41	Men Dagen efter knurrede hele Israels Menighed mod Moses og Aron og sagde: "Det er eder, der har, dræbt HERRENs Folk!"
04O	16	42	Men da Menigheden samlede sig mod Moses og Aron, vendte de sig mod Åbenbaringsteltet, og se, Skyen dækkede det, og HERRENs Herlighed kom til Syne.
04O	16	43	Da trådte Moses og Aron hen foran Åbenbaringsteltet,
04O	16	44	og HERREN talede til Moses og Aron og sagde:
04O	16	45	"Fjern eder fra denne Menighed, så vil jeg i et Nu tilintetgøre dem!" Da faldt de på deres Ansigt,
04O	16	46	og Moses sagde til Aron: "Tag din Pande, læg Gløder fra Alteret på og kom Røgelse på og skynd dig så hen til Menigheden og skaf den Soning, thi Vreden er brudt frem fra HERREN, Plagen har allerede taget fat!"
04O	16	47	Da tog Aron det, således som Moses havde sagt, og løb midt ind i Forsamlingen. Og se, Plagen havde allerede taget fat blandt Folket, men han kom Røgelsen på og skaffede Folket Soning.
04O	16	48	Og som han stod der midt imellem døde og levende, hørte Plagen op.
04O	16	49	Men de, der omkom ved Plagen, udgjorde 14700 Mennesker foruden dem, der omkom for Koras Skyld.
04O	16	50	Så vendte Aron tilbage til Moses ved Indgangen til Åbenbaringsteltet, efter at Plagen var ophørt.
04O	17	1	Og HERREN talede til Moses og sagde:
04O	17	2	"Sig til Israelitterne, at Øversterne for Fædrenehusene skal give dig en Stav for hvert Fædrenehus, tolv Stave i alt, og skriv så hver enkelts Navn på hans Stav
04O	17	3	og skriv Arons Navn på Levis Stav, thi hvert Overhoved for Fædrenehusene skal have een Stav.
04O	17	4	Læg dem så ind i Åbenbariogsteltet foran Vidnesbyrdet, der, hvor jeg åbenbarer mig for dig.
04O	17	5	Den Mand, jeg udvælger, hans Stav skal da grønnes; således vil jeg bringe Israelitternes Knurren imod eder til Tavshed, så jeg kan blive fri for den."
04O	17	6	Moses sagde nu dette til Israelitterne, og alle deres Øverster gav ham en Stav, så der blev en Stav for hver Øverste efter deres Fædrenehuse, tolv Stave i alt, og Arons Stav var imellem Stavene.
04O	17	7	Derpå lagde Moses Stavene hen foran HERRENs Åsyn i Vidnesbyrdets Telt.
04O	17	8	Da Moses næste Dag kom ind i Vidnesbyrdets Telt, se, da var Arons Stav, Staven for Levis Hus, grønnedes; den havde sat Skud, var kommet i Blomst og bar modne Mandler.
04O	17	9	Da tog Moses Stavene bort fra HERRENs Åsyn og bar dem ud til Israelitterne, og de så på dem og tog hver sin Stav.
04O	17	10	Men HERREN sagde til Moses: "Læg Arons Stav tilbage foran Vidnesbyrdet, for at den kan opbevares til Tegn for de genstridige, og gør Ende på deres Knurren, så jeg kan blive fri for den, at de ikke skal dø!"
04O	17	11	Og Moses gjorde som HERREN havde pålagt ham; således gjorde han.
04O	17	12	Men Israelitterne sagde til Moses: "Se, vi omkommer, det er ude med os, det er ude med os alle sammen!
04O	17	13	Enhver, der kommer HERRENs Bolig nær, dør. Skal vi da virkelig omkomme alle sammen?"
04O	18	1	HERREN sagde til Aron: Du tillige med dine Sønner og dit Fædrenehus skal have Ansvaret for Helligdommen, og du tillige med dine Sønner skal have Ansvaret for eders Præstetjeneste.
04O	18	2	Men også dine Brødre, Levis Stamme, din Fædrenestamme, skal du lade træde frem sammen med dig, og de skal holde sig til dig og gå dig til Hånde, når du tillige med dine Sønner gør Tjeneste foran Vidnesbyrdets Telt;
04O	18	3	og de skal tage Vare på, hvad du har at varetage, og på alt, hvad der er at varetage ved Teltet, men de må ikke komme de hellige Ting eller Alteret nær, at ikke både de og I skal dø..
04O	18	4	De skal holde sig til dig og tage Vare på, hvad der er at varetage ved Åbenbaringsteltet, alt Arbejdet derved, men ingen Lægmand må der komme eder nær.
04O	18	5	Men I skal tage Vare på, hvad der er at varetage ved Helligdommen og Alteret, for at der ikke atter skal komme Vrede over Israelitterne.
04O	18	6	Se, jeg har selv udtaget eders Brødre Leviterne af Israelitternes Midte som en Gave til eder, de er givet HERREN til at udføre Arbejdet ved Åbenbaringsteltet.
04O	18	7	Men du tillige med dine Sønner skal tage Vare på eders Præstegerning i alt, hvad der angår Alteret og det, der er inden for Forhænget, og udføre Arbejdet derved. Som en Gave skænker jeg eder Præstedømmet; men enhver Lægmand, der trænger sig ind deri, skal lide Døden.
04O	18	8	HERREN talede fremdeles til Aron: Se, jeg giver dig, hvad der skal lægges til Side af mine Offerydelser; alle Israelitternes Helliggaver giver jeg dig og dine Sønner som eders Del, en evig gyldig Rettighed.
04O	18	9	Følgende skal tilfalde dig af det højhellige, fraregnet hvad der opbrændes: Alle deres Offergaver, der falder ind under Afgrødeofre, Syndofre og Skyldofre, som de bringer mig til Erstatning; som højhelligt skal dette tilfalde dig og dine Sønner.
04O	18	10	På et højhelligt Sted skal du spise det, og alle af Mandkøn må spise deraf; det skal være dig helligt.
04O	18	11	Fremdeles skal følgende tilfalde dig som Offerydelse af deres Gaver: Alle Gaver fra Israelitterne, hvormed der udføres Svingning, giver jeg dig tillige med dine Sønner og Døtre som en evig gyldig Rettighed; enhver, som er ren i dit Hus, må spise deraf.
04O	18	12	Alt det bedste af Olien, Mosten og Kornet, Førstegrøden deraf, som de giver HERREN, giver jeg dig.
04O	18	13	De første Frugter af alt, hvad der gror i deres Land, som de bringer HERREN, skal tilfalde dig; enhver, som er ren i dit Hus, må spise deraf.
04O	18	14	Alt, hvad der lægges Band på i Israel, skal tilfalde dig.
04O	18	15	Af alt Kød, som de bringer til HERREN, såvel af Mennesker som af Dyr, skal alt, hvad der åbner Moders Liv, tilfalde dig; dog skal du lade de førstefødte Mennesker udløse, og ligeledes skal du lade de førstefødte urene Dyr udløse.
04O	18	16	Hine skal du lade udløse, når de er en Måned gamle eller derover, med en Vurderingssum af fem Sekel efter hellig Vægt, tyve Gera på en Sekel.
04O	18	17	Men de førstefødte Stykker Hornkvæg, Lam eller Geder må du ikke lade udløse; de er hellige, deres Blod skal du sprænge på Alteret, og Fedtet skal du bringe som Røgoffer, et Ildoffer til en liflig Duft for HERREN;
04O	18	18	men Kødet tilfalder dig; ligesom Svingningsbrystet og højre Kølle tilfalder det dig.
04O	18	19	Al Offerydelse af Helliggaver, som Israelitterne yder HERREN, giver jeg dig tillige med dine Sønner og Døtre som en evig gyldig Rettighed; det skal være en evig gyldig Saltpagt for HERRENs Åsyn for dig tillige med dine Efterkommere.
04O	18	20	HERREN sagde fremdeles til Aron: Du skal ingen Arvelod have i deres Land, og der skal ikke tilfalde dig nogen Lod iblandt dem; jeg selv er din Arvelod og Del blandt Israelitterne.
04O	18	21	Men se, Levisønnerne giver jeg al Tiende i Israel som Arvelod til Løn for det Arbejde, de udfører ved Åbenbaringsteltet.
04O	18	22	Israelitterne må herefter ikke komme Åbenbaringsteltet nær, for at de ikke skal pådrage sig Synd og dø;
04O	18	23	kun Leviterne må udføre Arbejdet ved Åbenbaringsteltet, og de skal have Ansvaret derfor. Det skal være eder en evig gyldig Anordning fra Slægt til Slægt. Men nogen Arvelod skal de ikke have blandt Israelitterne;
04O	18	24	thi Tienden, Israelitterne yder HERREN som Offerydelse, giver jeg Leviterne til Arvelod. Derfor sagde jeg dem, at de ikke skal have nogen Arvelod blandt Israelitterne.
04O	18	25	HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
04O	18	26	Tal til Leviterne og sig til dem: Når I af Israelitterne modtager Tienden, som jeg har givet eder som den Arvelod, I skal have af dem, så skal I yde HERREN en Offerydelse deraf, Tiende af Tienden;
04O	18	27	og denne eders Offerydelse skal ligestilles med Offerydelsen af Kornet fra Tærskepladsen og Overfloden fra Vinpersen.
04O	18	28	Således skal også I yde HERREN en Offerydelse af al den Tiende, I modtager af Israelitterne, og denne HERRENs Offerydelse skal I give Præsten Aron.
04O	18	29	Af alle de Gaver, I modtager, skal I yde HERRENs Offerydelse, af alt det bedste deraf, som hans Helliggave.
04O	18	30	Og sig til dem: Når I yder det bedste deraf, skal det ligestilles med Offerydelsen af, hvad der kommer fra Tærskepladsen og Vinpersen.
04O	18	31	I må spise det hvor som helst sammen med eders Familie, thi det er eders Løn for eders Arbejde ved Åbenbaringsteltet.
04O	18	32	Når I blot yder det bedste deraf, skal I ikke for den Sags Skyld pådrage eder Synd og ikke vanhellige Israelitternes Helliggaver og udsætte eder for at dø.
04O	19	1	HERREN talede fremdeles til Moses og Aron og sagde:
04O	19	2	Dette er det Lovbud, HERREN har kundgjort: Sig til Israelitterne, at de skal skaffe dig en rød, lydefri Kvie, der er uden Fejl og ikke har båret Åg.
04O	19	3	Den skal I overgive til Præsten Eleazar, og man skal føre den uden for Lejren og slagte den for hans Åsyn.
04O	19	4	Så skal Præsten Eleazar tage noget af dens Blod på sin Finger og stænke det syv Gange i Retning af Åbenbaringsteltets Forside.
04O	19	5	Derpå skal Kvien brændes i hans Påsyn; dens Hud, Kød og Blod tillige med Skarnet skal opbrændes.
04O	19	6	Derefter skal Præsten tage Cedertræ, Ysop og karmoisinrødt Uld og kaste det på Bålet, hvor Kvien brænder.
04O	19	7	Så skal Præsten tvætte sine Klæder og bade sit Legeme i Vand og derefter vende tilbage til Lejren. Men Præsten skal være uren til Aften.
04O	19	8	Ligeledes skal den Mand, der brænder Kvien, tvætte sine Klæder med Vand og bade sit Legeme i Vand og være uren til Aften.
04O	19	9	Og en Mand, der er ren, skal opsamle Kviens Aske og lægge den hen på et rent Sted uden for Lejren, hvor den skal opbevares for Israelitternes Menighed for at bruges til Renselsesvand. Det er et Syndoffer.
04O	19	10	Og den, der opsamler Kviens Aske, skal tvætte sine Klæder og være uren til Aften. For Israelitterne og den fremmede, der bor iblandt dem, skal dette være en evig gyldig Anordning:
04O	19	11	Den, der rører ved en død, ved noget som helst Lig, skal være uren i syv Dage.
04O	19	12	Han skal lade sig rense for Synd med Asken på den tredje og syvende Dag, så bliver han ren; men renser han sig ikke på den tredje og syvende Dag, bliver han ikke ren.
04O	19	13	Enhver, der rører ved en død, et Lig, og ikke lader sig rense for Synd, besmitter HERRENs Bolig, og det Menneske skal udryddes af Israel, fordi der ikke er stænket Renselsesvand på ham; han er uren, hans Urenhed klæber endnu ved ham.
04O	19	14	Således er Loven: Når et Menneske dør i et Telt,, bliver enhver, der træder ind i Teltet, og enhver, der er i Teltet, uren i syv Dage;
04O	19	15	og ethvert åbent Kar, et, der ikke er bundet noget over, bliver urent.
04O	19	16	Ligeledes bliver enhver, der på åben Mark rører ved en, der er dræbt med Sværd, eller ved en, der er død, eller ved Menneskeknogler eller en Grav, uren i syv Dage.
04O	19	17	For sådanne urene skal man da tage noget af Asken af det brændte Syndoffer og hælde rindende Vand derover i en Skål.
04O	19	18	Derpå skal en Mand, der er ren, tage en Ysopstængel, dyppe den i Vandet og stænke det på Teltet og på alle de Ting og Mennesker, der har været deri, og på den, der har rørt ved Menneskeknoglerne, den ihjelslagne, den døde eller Graven.
04O	19	19	Således skal den rene bestænke den urene på den tredje og syvende Dag og borttage hans Synd på den syvende Dag. Derefter skal han tvætte sine Klæder og bade sig i Vand, så er han ren, når det bliver aften.
04O	19	20	Men den, som bliver uren og ikke lader sig rense for Synd, han skal udryddes af Forsamlingen; thi han har besmittet HERRENs Helligdom, der er ikke stænket Renselsesvand på ham, han er uren.
04O	19	21	Det skal være eder en evig gyldig Anordning. Den, der stænker Renselsesvandet, skal tvætte sine Klæder, og den, der rører ved Renselsesvandet, skal være uren til Aften.
04O	19	22	Alt, hvad den urene rører ved skal være urent, og enhver, der rører ved ham, skal være uren til Aften.
04O	20	1	Derpå nåede Israelitterne, hele Menigheden, til Zins Ørken i den første Måned, og Folket slog sig ned i Kadesj. Der døde Mirjam, og der blev hun jordet.
04O	20	2	Men der var ikke Vand til Menigheden; derfor samlede de sig mod Moses og Aron,
04O	20	3	og Folket kivedes med Moses og sagde: "Gid vi var omkommet, dengang vore Brødre omkom for HERRENs Åsyn!
04O	20	4	Hvorfor førte I HERRENs Forsamling ind i denne Ørken, når vi skal dø her, både vi og vort Kvæg?
04O	20	5	Og hvorfor førte I os ud af Ægypten, når I vilde have os hen til dette skrækkelige Sted, hvor der hverken er Korn eller Figener, Vintræer eller Granatæbler, ej heller Vand at drikke?"
04O	20	6	Men Moses og Aron begav sig fra Forsamlingen hen til Åbenbaringsteltets indgang og faldt på deres Ansigt. Da viste HERRENs Herlighed sig for dem,
04O	20	7	og HERREN talede til Moses og sagde:
04O	20	8	"Tag Staven og kald så tillige med din Broder Aron Menigheden sammen og tal til Klippen i deres Påsyn, så giver den Vand; lad Vand strømme frem af Klippen til dem og skaf Menigheden og dens Kvæg noget at drikke!"
04O	20	9	Da tog Moses Staven fra dens Plads foran HERRENs Åsyn, som han havde pålagt ham;
04O	20	10	og Moses og Aron kaldte Forsamlingen sammen foran Klippen, og han sagde til dem: "Hør nu, I genstridige! Mon vi formår at få Vand til at strømme frem til eder af denne Klippe?"
04O	20	11	Og Moses løftede sin Hånd og slog to Gange på Klippen med sin Stav, og der strømmede Vand frem i Mængde, så at Menigheden og dens Kvæg kunde drikke.
04O	20	12	Men HERREN sagde til Moses og Aron: "Fordi I ikke troede på mig og helligede mig for Israelitternes Øjne, skal I ikke komme til at føre denne Forsamling ind i det Land, jeg vil give dem!"
04O	20	13	Dette er Meribas Vand, hvor Israelitterne kivedes med HERREN, og hvor han åbenbarede sin Hellighed på dem.
04O	20	14	Fra Kadesj sendte Moses Sendebud til kongen af Edom med det Bud: "Din Broder Israel lader sige: Du kender jo alle de Besværligheder, som er vederfaret os,
04O	20	15	hvorledes vore Fædre drog ned til Ægypten, hvorledes vi boede der i lange Tider, og hvorledes Ægypterne mishandlede os og vore Fædre;
04O	20	16	da råbte vi til HERREN, og han hørte vor Røst og sendte en Engel og førte os ud af Ægypten. Se, nu er vi i Byen Kadesj ved Grænsen af dine Landemærker.
04O	20	17	Lad os få Lov at vandre igennem dit Land. Vi vil hverken drage hen over Marker eller Vinhaver eller drikke Vandet i Brøndene; vi vil gå ad Kongevejen, vi vil hverken bøje af til højre eller venstre, før vi er nået igennem dit Land!"
04O	20	18	Men Edom svarede ham: "Du må ikke vandre igennem mit Land, ellers drager jeg imod dig med Sværd i Hånd!"
04O	20	19	Da sagde Israelitterne til ham: "Vi vil følge den slagne Landevej, og der som jeg eller mit Kvæg drikker af dine Vandingssteder, vil jeg betale derfor det er da ikke noget at være bange for, jeg vil kun vandre derigennem til Fods!"
04O	20	20	Men han svarede: "Du må ikke drage her igennem!" Og Edom rykkede imod ham med mange Krigere og stærkt rustet.
04O	20	21	Da Edom således formente Israel at drage igennem sine Landemærker, bøjede Israel af og drog udenom.
04O	20	22	Derpå brød Israelitterne, hele Menigheden, op fra Kadesj og kom til Bjerget Hor.
04O	20	23	Og HERREN talede til Moses og Aron ved Bjerget Hor ved Grænsen til Edoms Land og sagde:
04O	20	24	"Aron skal nu samles til sin Slægt, thi han skal ikke komme ind i det Land, jeg vil give Israelitterne, fordi I var genstridige mod mit Bud ved Meribas Vand.
04O	20	25	Tag Aron og hans Søn Eleazar og før dem op på Bjerget Hor;
04O	20	26	affør så Aron hans Klæder og ifør hans Søn Eleazar dem, thi der skal Aron tages bort og dø!"
04O	20	27	Da gjorde Moses som HERREN bød, og de gik op på Bjerget Hor i hele Menighedens Påsyn;
04O	20	28	og efter at Moses havde afført Aron hans Klæder og iført hans Søn Eleazar dem, døde Aron deroppe på Bjergets Top. Men Moses og Eleazar steg ned fra Bjerget,
04O	20	29	og da hele Menigheden skønnede, at Aron var død, græd de over Aron i tredive Dage, hele Israels Hus.
04O	21	1	Men da Kana'anæeren, Kongen af Arad, der boede i Sydlandet, hørte, at Israel rykkede frem ad Atarimvejen, angreb han Israel og tog nogle af dem til Fange.
04O	21	2	Da aflagde Israel et Løfte til Herren og sagde: "Hvis du giver dette Folk i min Hånd, vil jeg lægge Band på deres Byer!"
04O	21	3	Og HERREN hørte Israels Røst og gav Kana'anæerne i deres Hånd, hvorefter de lagde Band på dem og deres Byer. Derfor gav man Stedet Navnet Horma.
04O	21	4	Så brød de op fra Bjerget Hor i Retning af det røde Hav for at komme uden om Edoms Land. Undervejs blev Folket utålmodigt
04O	21	5	og talte mod Gud og Moses og sagde: "Hvorfor førte I os ud af Ægypten, når vi skal dø i Ørkenen? Her er jo hverken Brød eller Vand, og vi er lede ved denne usle Føde."
04O	21	6	Da sendte HERREN Giftslanger blandt Folket, og de bed Folket så en Mængde af Israel døde.
04O	21	7	Så kom Folket til Moses og sagde: "Vi har syndet ved at tale imod HERREN og dig; gå i Forbøn hos HERREN, at han tager Slangerne fra os!" Og Moses gik i Forbøn for Folket.
04O	21	8	Da sagde HERREN til Moses: "Lav dig en Slange og sæt den på en Stang, så skal enhver slangebidt, der ser hen på den, leve!"
04O	21	9	Da lavede Moses en Kobberslange og satte den på en Stang; og enhver, der så hen på Kobberslangen, når en Slange havde bidt ham, beholdt Livet.
04O	21	10	Så brød Israelitterne op og slog Lejr i Obot;
04O	21	11	og de brød op fra Obot og slog Lejr i tjje Håbarim i Ørkenen østen for Moab.
04O	21	12	Derfra brød de op og slog Lejr i Zereddalen.
04O	21	13	Derfra brød de op og slog Lejr i Ørkenen hinsides Arnon, som udspringer på Amoriternes Område, thi Arnon var Moabs Grænse mod Amoriterne.
04O	21	14	Derfor hedder det i Bogen om HERRENs Krige: Vaheb i Sufa og Dalene, Arnon og Dalenes Skrænt,
04O	21	15	som strækker sig til Ars Sæde og læner sig til Moabs Grænse.
04O	21	16	Derfra brød de op til Beer; det er det Be'er, HERREN havde for Øje, da han sagde til Moses: "Kald Folket sammen, så vil jeg give dem Vand!"
04O	21	17	Da sang Israelitterne denne Sang: Brønd, væld frem! Syng til dens Pris!
04O	21	18	Brønd, som Høvdinger grov, som Folkets ædle bored med Herskerspir og Stave! Fra Ørkenen brød de op til Mattana;
04O	21	19	fra Mattana til Nahaliel; fra Nahaliel til Bamot;
04O	21	20	fra Bamot til halen på Moabs Højslette, til Pisgas Top, som rager op over Ørkenen.
04O	21	21	Israel sendte nu Sendebud til Amoriterkongen Sihon og lod sige:
04O	21	22	"Lad mig få Lov at drage igennem dit Land! Vi vil ikke dreje ind på Marker eller i Vinhaver, vi vil ikke drikke Vand af Brøndene, vi vil følge Kongevejen, indtil vi er nået igennem dit Land!
04O	21	23	Men Sihon tillod ikke Israel at drage igennem sit Land; derimod samlede han alt sit krigsfolk og rykkede ud i Ørkenen imod Israel, og da han nåede Jaza, angreb han Israel.
04O	21	24	Men Israel slog ham med Sværdet og underlagde sig hans Land fra Arnon til Jabbok, til Ammoniternes Land; thi Jazer ligger ved Ammoniternes Grænse;
04O	21	25	og Israel indtog alle disse Byer, og Israel bosatte sig i alle Amoriternes Byer, i Hesjbon og alle tilhørende Småbyer.
04O	21	26	Thi Hesjbon var Amoriterkongen Sihons By; han havde angrebet Moabs forrige konge og frataget ham hele hans Land indtil Arnon.
04O	21	27	Derfor synger Skjaldene: Kom hid til Hesjbon, lad den blive bygget og grundfæstet, Sihons By!
04O	21	28	Thi Ild for ud fra Hesjbon, Ildslue fra Sihons Stad, den fortærede Moabs Byer, opåd Arnons Højder.
04O	21	29	Ve dig, Moab! Det er ude med dig, Kemosjs Folk! Han gjorde sine Sønner til Flygtninge og sine Døtre til Krigsfanger for Sihon, Amoriternes Konge.
04O	21	30	Og vi skød dem ned, Hesjbon er tabt indtil Dibon; vi lagde dem øde til Nofa, som ligger ved Medeba.
04O	21	31	Så bosatte Israel sig i Amoriternes Land.
04O	21	32	Derpå sendte Moses Spejdere til Jazer; og de erobrede det tillige med tilhørende Småbyer, og han drev de der boende Amoriter bort.
04O	21	33	Derpå vendte de om og drog ad Basan til. Da rykkede Og, Kongen af Basan, ud imod dem med alle sine Krigere og angreb dem ved Edrei.
04O	21	34	Men HERREN sagde til Moses: "Frygt ikke for ham! Thi jeg giver ham og alle hans krigere og hans Land i din Hånd, så at du kan handle med ham, som du handlede med Amoriterkongen Sihon, der boede i Hesjbon."
04O	21	35	Da slog de ham og hans Sønner og alle hans Krigere, så at ikke en eneste af dem undslap, og derpå underlagde de sig hans Land.
04O	22	1	Derefter brød Israelitterne op derfra og slog Lejer på Moabs Sletter hinsides Jordan over for Jeriko.
04O	22	2	Da Balak, Zippors Søn, så alt, hvad Israel havde gjort ved Amoriterne,
04O	22	3	grebes Moab af Rædsel for Folket, fordi det var så talrigt, og Moab gruede for Israelitterne.
04O	22	4	Da sagde Moab til Midjaniternes Ældste: "Nu vil denne Menneskemasse opæde alt, hvad der er rundt omkring os, som Okserne opæder Græsset på Marken!" På den Tid var Balak, Zippors Søn, Konge over Moab.
04O	22	5	Han sendte nu Sendebud til Bileam, Beors Søn, i Petor, der ligger ved Floden, til Ammoniternes Land, og bad ham komme til sig, idet han lod sige: "Se, et Folk er udvandret fra Ægypten; se, det har oversvømmet Landet og slået sig ned lige over for mig.
04O	22	6	Kom nu og forband mig det Folk, thi det er mig for mægtigt: måske jeg da kan slå det og jage det ud af Landet. Thi jeg ved, at den, du velsigner, er velsignet, og den, du forbander, forbandet!"
04O	22	7	Da gav Moabs og Midjans Ældste sig på Vej, forsynede med Spåmandsløn, og da de kom til Bileam, overbragte de ham Balaks Ord.
04O	22	8	Han sagde til dem: "Bliv her Natten over, så skal jeg give eder Svar, efter som HERREN vil tale til mig!" Moabs Høvdinger blev da hos Bileam.
04O	22	9	Men Gud kom til Bileam og spurgte: "Hvem er de Mænd, som er hos dig?"
04O	22	10	Men Bileam svarede Gud: "Zippors Søn, Kong Balak af Moab, har sendt mig det Bud:
04O	22	11	Se, et Folk er udvandret fra Ægypten og har oversvømmet Landet! Kom nu og forband mig det, måske jeg da kan overvinde det og jage det bort!"
04O	22	12	Men Gud sagde til Bileam: "Du må ikke gå med dem, du må ikke forbande det Folk, thi det er velsignet!"
04O	22	13	Næste Morgen stod Bileam op og sagde til Balaks Høvdinger: "Vend tilbage til eders Land, thi HERREN vægrer sig ved at give mig Tilladelse til at følge med eder!"
04O	22	14	Da brød Moabs Høvdinger op, og de kom til Balak og meldte: "Bileam vægrede sig ved at følge med os!"
04O	22	15	Men Balak sendte på ny Høvdinger af Sted, flere og mere ansete end de forrige;
04O	22	16	og de kom til Bileam og sagde til ham: "Således siger Balak, Zippors Søn: Undslå dig ikke for at komme til mig!
04O	22	17	Jeg vil lønne dig rigeligt og gøre alt, hvad du kræver af mig. Kom nu og forband mig det Folk!"
04O	22	18	Men Bileam svarede Balaks Folk: "Om Balak så giver mig alt det Sølv og Guld, han har i sit Hus, formår jeg dog hverken at gøre lidt eller meget imod HERREN min Guds Befaling;
04O	22	19	bliv derfor også I her Natten over, for at jeg kan få at vide, hvad HERREN yderligere vil tale til mig!"
04O	22	20	Da kom Gud om Natten til Bileam og sagde til ham: "Er disse Mænd kommet til dig for at hente dig, så følg med dem; men du må ikke gøre andet, end hvad jeg siger dig!"
04O	22	21	Så stod Bileam op næste Morgen og sadlede sit Æsel og fulgte med Moabs Høvdinger.
04O	22	22	Men Guds Vrede blussede op, fordi han fulgte med, og HERRENs Engel stillede sig på Vejen for at stå ham imod, da han kom ridende på sit Æsel fulgt af sine to Tjenere.
04O	22	23	Da nu Æselet så HERRENs Engel stå på Vejen med draget Sværd i Hånden, veg det ud fra Vejen og gik ind på Marken; men Bileam slog Æselet for at tvinge det tilbage på Vejen.
04O	22	24	Da stillede HERRENs Engel sig i Hulvejen mellem Vingårdene, hvor der var Mure på begge Sider;
04O	22	25	og da Æselet så HERRENs Engel, trykkede det sig op til Muren, så det trykkede Bileams Fod op mod Muren, og han gav sig atter til at slå det.
04O	22	26	HERRENs Engel gik nu længere frem og stillede sig i en Snævring, hvor det ikke var muligt at komme til Siden, hverken til højre eller venstre.
04O	22	27	Da Æselet så HERRENs Engel, lagde det sig ned med Bileam. Da blussede Bileams Vrede op, og han gav sig til at slå Æselet med Stokken.
04O	22	28	Men HERREN åbnede Æselets Mund, og det sagde til Bileam: "Hvad har jeg gjort dig, siden du nu har slået mig tre Gange?"
04O	22	29	Bileam svarede Æselet: "Du har drillet mig; havde jeg haft et Sværd i Hånden, havde jeg slået dig ihjel!"
04O	22	30	Men Æselet sagde til Bileam: "Er jeg ikke dit eget Æsel, som du har redet al din Tid indtil i Dag? Har jeg ellers haft for Vane at bære mig således ad over for dig?" Han svarede: "Nej!"
04O	22	31	Da åbnede HERREN Bileams Øjne, og han så HERRENs Engel stå på Vejen med draget Sværd i Hånden; og han bøjede sig og kastede sig ned på sit Ansigt.
04O	22	32	Men HERRENs Engel sagde til ham: "Hvorfor slog du dit Æsel de tre Gange? Se, jeg er gået ud for at stå dig imod, thi du handlede overilet ved at rejse imod min Vilje.
04O	22	33	Æselet så mig og veg tre Gange til Side for mig; og var det ikke veget til Side for mig, havde jeg slået dig ihjel, men skånet dets Liv!"
04O	22	34	Da sagde Bileam til HERRENs Engel: "Jeg har syndet, jeg vidste jo ikke, at det var dig, der trådte i Vejen for mig. Men hvis det er dig imod, vil jeg atter vende tilbage."
04O	22	35	HERRENs Engel sagde til Bileam: "Følg blot med disse Mænd, men du må kun sige de Ord, jeg siger dig!" Så fulgte Bileam med Balaks Høvdinger.
04O	22	36	Da Balak nu hørte, at Bileam var undervejs, gik han ham i Møde til Ar Moab ved den Grænse, Arnon danner, den yderste Grænse.
04O	22	37	Og Balak sagde til Bileam: "Sendte jeg dig ikke Bud og bad dig komme? Hvorfor kom du da ikke til mig? Skulde jeg virkelig være ude af Stand til at lønne dig?"
04O	22	38	Bileam sagde til Balak: "Se, nu er jeg kommet til dig; men mon det står i min Magt at sige noget? Det Ord, Gud lægger mig i Munden, må jeg tale!"
04O	22	39	Da fulgte Bileam med Balak, og de kom til Hirjat Huzot.
04O	22	40	Balak ofrede her Hornkvæg og Småkvæg og sendte noget til Bileam og Høvdingerne, der var hos ham.
04O	22	41	Næste Morgen tog Balak Bileam med sig og førte ham op til Bamot Bål, hvorfra han kunde øjne den yderste Del af Folket.
04O	23	1	Og Bileam sagde til Balak: "Byg mig syv Altre her og skaf mig syv unge Tyre og syv Vædre herhen!"
04O	23	2	Balak gjorde, som Bileam sagde, og Balak og Bileam ofrede en Tyr og en Væder på hvert Alter.
04O	23	3	Derpå sagde Bileam til Balak: "Bliv stående her ved dit Brændoffer, så vil jeg gå hen og se, om HERREN mulig kommer mig i Møde. Hvad han da lader mig skue, skal jeg lade dig vide." Så gik han op på en nøgen Klippetop.
04O	23	4	Da kom Gud Bileam i Møde. Og han sagde til ham: "Jeg har gjort de syv Altre i Stand og ofret en Tyr og en Væder på hvert."
04O	23	5	Og Gud lagde Bileam Ord i Munden og sagde: "Vend tilbage til Balak og tal således til ham!"
04O	23	6	Da vendte han tilbage til ham, og se, han stod ved sit Brændoffer sammen med alle Moabs Høvdinger.
04O	23	7	Og han fremsatte sit Sprog: Fra Aram lod Balak mig hente, Moabs Konge fra Østens Bjerge: "Kom og forband mig Jakob, kom og kald Vrede ned over Isrrael!"
04O	23	8	Hvor kan jeg forbande, når Gud ej forbander, nedkalde Vrede, når HERREN ej vreds!
04O	23	9	Jeg ser det fra Klippernes Top, fra Højderne skuer jeg det, et Folk, der bor for sig selv og ikke regner sig til Hedningefolkene.
04O	23	10	Hvem kan måle Jakobs Sandskorn, hvem kan tælle Israels Støvgran? Min Sjæl dø de oprigtiges Død, og mit Endeligt vorde som deres!
04O	23	11	Da sagde Balak til Bileam: "Hvad har du gjort imod mig! Jeg lod dig hente, for at du skulde forbande mine Fjender, og se, du har velsignet dem!"
04O	23	12	Men han svarede: "Skal jeg ikke omhyggeligt sige, hvad HERREN Iægger mig i Munden?"
04O	23	13	Da sagde Balak til ham: "Følg med mig til et andet Sted, hvorfra du kan se Folket, dog kun den yderste Del deraf og ikke det hele, og forband mig det så fra det Sted!"
04O	23	14	Og han tog ham med til Udkigsmarken på Toppen af Pisga og rejste der syv Altre og ofrede en Tyr og en Væder på hvert.
04O	23	15	Derpå sagde Bileam til Balak: "Bliv stående her ved dit Brændoffer, medens jeg ser efter, om der møder mig noget!"
04O	23	16	Da kom Gud Bileam i Møde og lagde ham Ord i Munden og sagde: "Vend tilbage til Balak og tal således!"
04O	23	17	Så kom han hen til ham, og se, han stod ved sit Brændoffer sammen med Moabs Høvdinger; og Balak spurgte ham: "Hvad har HERREN sagt?"
04O	23	18	Da fremsatte han sit Sprog: Rejs dig, Balak, og hør, lyt til mig, Zippors Søn!
04O	23	19	Gud er ikke et Menneske, at han skulde lyve, et Menneskebarn, at han skulde angre; mon han siger noget uden at gøre det, mon han taler uden at fuldbyrde det?
04O	23	20	Se, at velsigne er mig givet, så velsigner jeg og tager intet tilbage!
04O	23	21	Man skuer ej Nød i Jakob, ser ej Trængsel i Israel; HERREN dets Gud er med det, og Kongejubel lyder hos det.
04O	23	22	Gud førte det ud af Ægypten, det har en Vildokses Horn.
04O	23	23	Thi mod Jakob hjælper ej Galder, Trolddom ikke mod Israel. Nu siger man om Jakob og om Israel: "Hvad har Gud gjort?"
04O	23	24	Se, et Folk, der står op som en Løvinde, rejser sig som en Løve! Det lægger sig først, når det har ædt Rov og drukket de dræbtes Blod.
04O	23	25	Da sagde Balak til Bileam: "Vil du ikke forbande det, så velsign det i alt Fald ikke!"
04O	23	26	Men Bileam svarede og sagde til Balak: "Har jeg ikke sagt dig, at alt, hvad HERREN siger, det gør jeg!"
04O	23	27	Da sagde Balak til Bileam: "Kom, jeg vil tage dig med til et andet Sted, måske det vil behage Gud, at du forbander mig det fra det Sted."
04O	23	28	Og Balak førte Bileam op på Toppen af Peor, der rager op over Ørkenen.
04O	23	29	Så sagde Bileam til Balak: "Byg mig syv Altre her og skaf mig syv unge Tyre og syv Vædre herhen!"
04O	23	30	Balak gjorde, som Bileam sagde, og ofrede en Tyr og en Væder på hvert Alter.
04O	24	1	Men da Bileam så, at HERRENS Hu stod til at velsigne Israel, gik han ikke som de forrige Gange hen for at søge Varsler, men vendte sig mod Ørkenen
04O	24	2	og Bileam så op og fik Øje på Israel; som lå lejret Stamme for Stamme. Da kom Guds Ånd over ham,
04O	24	3	og han fremsatte sit Sprog: Så siger Bileam, Beors Søn, så siger Manden, hvis Øje er lukket,
04O	24	4	så siger han, der hører Guds Ord og kender den Højestes Viden, som skuer den Almægtiges Syner, hensunken, med opladt Øje:
04O	24	5	Hvor herlige er dine Telte, JIakob, og dine Boliger, Israel!
04O	24	6	Som Dale, der strækker sig vidt, som Haver langs med en Flod, som Aloetræer, HERREN har plantet, som Cedre ved Vandets Bred.
04O	24	7	Dets Spande flyder over med Vand, dets Korn fåt rigelig Væde. Mægtigere end Agagerdets Konge, og ophøjet er dets kongedømme.
04O	24	8	Gud førte det ud af Ægypten, det har en Vildokses Horn; det opæder de Folkeslag der står det imod, søndrer deres Ben og knuser deres Lænder
04O	24	9	Det lægger sig, hviler som en Løve, ja, som en Løvinde, hvo tør vække det! Velsignet, hvo dig velsigner, forbandet, hvo dig forbander!
04O	24	10	Da blussede Balaks Vrede op mod Bileam, og han slog Hænderne sammen; og Balak sagde til Bileam: "For at forbande mine Fjender bad jeg dig komme, og se, nu har du velsignet dem tre Gange!
04O	24	11	Skynd dig derhen, hvor du kom fra! Jeg lovede dig rigelig Løn, men mon har HERREN unddraget dig den!"
04O	24	12	Men Bileam sagde til Balak: "Sagde jeg ikke allerede til Sendebudene, du sendte mig:
04O	24	13	Om Balak så giver mig alt det Sølv og Guld, han har i sit Hus, kan jeg ikke være ulydig mod HERREN og gøre noget som helst af egen Vilje; hvad HERREN siger, vil jeg sige!
04O	24	14	Vel, jeg drager til mit Folk, men kom, jeg vil lade dig vide, hvad dette Folk skal gøre ved dit Folk i de sidste Dage."
04O	24	15	Derpå fremsatte han sit Sprog: Så siger Bileam, Beors Søn, så siger Manden, hvis Øje er lukket,
04O	24	16	så siger han, der hører Guds Ord og kender den Højestes Viden, som skuer den Almægtiges Syner, hensunken, med opladt Øje:
04O	24	17	Jeg ser ham, dog ikke nu, jeg skuer ham, dog ikke nær! En Sterne opgår af Jakob, et Herskerspir løfter sig fra Israel! Han knuser Moabs Tindinger og alle Setsønnernes Isse.
04O	24	18	Edom bliver et Lydland, og Seirs undslupne går til Grunde, Israel udfolder sin Magt,
04O	24	19	og Jakob kuer sine Fjender.
04O	24	20	Men da han så Amalekiterne, fremsatte han sit Sprog: Det første af Folkene er Amalek, men til sidst vies det til Undergang!
04O	24	21	Og da han så Keniterne, fremsatte han sit Sprog: Urokkelig er din Bolig, din Rede bygget på Klippen.
04O	24	22	Kain er dog hjemfalden til Undergang! Hvor længe? Assur skal føre dig bort!
04O	24	23	Derpå fremsatte han sit Sprog: Ve! Hvo bliver i Live, når Gud lader det ske!
04O	24	24	Der kommer Skibe fra Kittæernes Kyst; de kuer Assur, de kuer Eber men også han er viet til Undergang!
04O	24	25	Så drog Bileam tilbage til sin Hjemstavn; og Balak gik også bort.
04O	25	1	Israeliterne slog sig derpå ned i Sjitim. Men Folket begyndte at bedrive Hor med de moabitiske Kvinder;
04O	25	2	og da de indbød Folket til deres Guders Slagtofre, spiste Folket deraf og tilbad deres Guder.
04O	25	3	Og Israel holdt til med Bål Peor; derover blussede HERRENs Vrede op mod Israel,
04O	25	4	og HERREN sagde til Moses: "Kald alle Folkets Overhoveder sammen og hæng dem op for HERREN under åben Himmel, for at HERRENs Vrede må vige fra Israel!"
04O	25	5	Og Moses sagde til Israeliternes Dommere: "Enhver af eder skal slå dem af sine Mænd ihjel, der har holdt til med Ba'al Peor!"
04O	25	6	Og se, en af Israeliterne kom og førte en midjanitisk Kvinde hen til sine Landsmænd lige for Øjnene af Moses og hele Israeliternes Menighed, medens de stod og græd ved Indgangen til Åbenbaringsteltet.
04O	25	7	Da nu Pinehas, Præsten Arons Søn Eleazars Søn, så det, trådte han frem af Menighedens Midte, greb et Spyd,
04O	25	8	fulgte den israelitiske Mand ind i Sengekammeret og gennemborede dem begge, både den israelitiske Mand og Kvinden, hende gennem Underlivet. Da standsede Plagen blandt Israeliterne.
04O	25	9	Men Tallet på dem, Plagen havde kostet Livet, løb op til 24000.
04O	25	10	Da talede HERREN således til Moses:
04O	25	11	Pinehas, Præsten Arons Søn Eleazars Søn, har vendt min Vrede fra Israeliterne, idet han var nidkær iblandt dem med min Nidkærhed, så at jeg ikke tilintetgjorde Israeliterne i min Nidkærhed.
04O	25	12	Derfor skal du sige: Se, jeg giver ham min Fredspagt!
04O	25	13	Et evigt Præstedømmes Pagt skal blive hans og efter ham hans Efterkommeres Lod, til Løn for at han var nidkær for sin Gud og skaffede Israeliterne Soning."
04O	25	14	Den dræbte Israelit, han, der dræbtes sammenmed den midjanitiske kvinde, hed Zimri, Salus Søn, og var Øverste for et Fædrenehus blandt Simeoniterne;
04O	25	15	og den dræbte midjanitiske Kvinde hed Hozbi og var en Datter af Zur, der var Stammehøvding for et Fædrenehus blandt Midjaniterne,
04O	25	16	HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
04O	25	17	"Fald over Midjaniterne og slå dem;
04O	25	18	thi de faldt over eder med de Rænker, de spandt imod eder i den Sag med Peor og med Hozbi, den midjanitiske Høvdings Datter, deres Landsmandinde, der dræbtes, den Dag Plagen brød løs for Peors Skyld."
04O	26	1	Efter denne Plage talede HERREN til Moses og Eleazar, Præsten Arons Søn, og sagde:
04O	26	2	"Hold Mandtal over hele Israeliternes Menighed fra Tyveårsalderen og opefter, Fædrenehus for Fædrenehus, alle våbenføre Mænd i Israel!"
04O	26	3	Da mønstrede Moses og Præsten Eleazar dem på Moabs Sletter ved Jordan over for Jeriko
04O	26	4	fra Tyveårsalderen og opefter, som HERREN havde pålagt Moses. Og Israeliterne, som var udvandret fra Ægypten, var følgende:
04O	26	5	Ruben, Israels førstefødte; Rubens Sønner: Fra Hanok stammer Hanokiternes Slægt, fra Pallu Palluiternes Slægt,
04O	26	6	fra Hezron Hezroniternes Slægt og fra Karmi Karmiternes Slægt.
04O	26	7	Det var Rubeniternes Slægter, og de af dem, som mønstredes, udgjorde 43730.
04O	26	8	Pallus Søn var Eliab;
04O	26	9	Eliabs Sønner: Nemuel, Datan og Abiram; det var den Datan og den Abiram, Menighedens udvalgte, som satte sig op imod Moses og Aron sammen med Koras Tilhængere, da de satte sig op imod HERREN;
04O	26	10	og Jorden åbnede sit Gab og slugte dem sammen med Kora, da hans Tilhængere omkom, idet Ilden fortærede de 25O Mænd, og de blev et Tegn til Advarsel.
04O	26	11	Men Koras Sønner omkom ikke.
04O	26	12	Simeons Sønners Slægter var følgende: Fra Nemuel stammer Nemueliternes Slægt, fra Jamin Jaminiternes Slægt, fra Jakin Jakiniternes Slægt,
04O	26	13	fra Zera Zeraiternes Slægt og fra Sjaul Sjauliternes Slægt.
04O	26	14	Det var Simeoniternes Slægter, 22200.
04O	26	15	Gads Sønners Slægter var følgende: Fra Zefon stammer Zefoniternes Slægt, fra Haggi Haggiternes Slægt, fra Sjuni Sjuniternes Slægt,
04O	26	16	fra Ozni Ozniternes Slægt, fra Eti Eriternes Slægt,
04O	26	17	fra Arod Aroditernes Slægt og fra Ar'eli Ar'eliternes Slægt.
04O	26	18	Det var Gads Sønners Slægter, de af dem, som mønstredes, 4O5OO.
04O	26	19	Judas Sønner var Er og Onan. men Er og Onan døde i Kana'ans Land.
04O	26	20	Judas Sønners Slægter var følgende: Fra Sjela sammer Sjelaniternes Slægt, fra Perez Pereziternes Slægt og fra Zera Zeraiternes Slægt;
04O	26	21	Perezs Sønner: Fra Hezron stammer Heztoniternes Slægt og fra Hamul Hamuliternes Slægt.
04O	26	22	Det var Judas Slægter, de af dem, som mønstredes, 76500.
04O	26	23	Issakars Sønners Slægter var følgende: Fra Tola stammer Tolaiternes Slægt, fra Pua Puniternes Slægt;
04O	26	24	fra Jasjub Jasjubiternes Slægt og fra Sjimron Sjimroniternes Slægt.
04O	26	25	Det var Issakars Slægter, de af dem, som mønstredes, 64 300.
04O	26	26	Zebulons Sønners Slægter var følgende: Fra Sered stammer Serediternes Slægt, fra Elon Eloniternes Slægt og fra Jale'el Jale'eliternes Slægt.
04O	26	27	Det var Zebuloniternes Slægter, de af dem, som mønstredes, 60 508
04O	26	28	Josefs Sønners Slægter var følgende: Manasse og Efraim;
04O	26	29	Manasses Sønner: Fra Makir stammer Makiriternes Slægt; Makir avlede Gilead, fra Gilead stammer Gijeaditernes Slægt;
04O	26	30	Gileads Sønner var følgende: Fra Abiezer stammer Abiezriternes Slægt, fra Helek Helekiternes Slægt,
04O	26	31	fra Asriel Asrieliternes Slægt, fra Sjekem Sjekemiternes Slægt,
04O	26	32	fra Sjemida Sjemidaiternes Slægt og fra Hefer Heferiternes Slægt;
04O	26	33	men Zelofhad, Hefers Søn, havde ingen Sønner, kun Døtre; Zelofhads Døtre hed Mala, Noa, Hogla, Milka og Tirza.
04O	26	34	Det var Manasses Slægter, og de af dem, som mønstredes, udgjorde 52700.
04O	26	35	Efraims Sønners Slægter var følgende: Fra Sjutela stammer Sjutelaiternes Slægt, fra Beker Bekeriternes Slægt og fra Tahan Tahaniternes Slægt;
04O	26	36	Sjultelas Sønner var følgende: Fra Eran stammer Eraniternes Slægt.
04O	26	37	Detvar Efraimiternes Slægter, de af dem, som mønstedes, 32500. Det var Josefs Sønners Slægter.
04O	26	38	Benjamins Sønners Slægtervar følgende: Fra Bela stammer Belaiternes Slægt, fra Asjbel Asjbeliternes Slægt, fra Ahiram Ahiramiternes Slægt,
04O	26	39	fra Sjufam Sjufamiternes Slægt og fra Hufam Hufamiternes Slægt.
04O	26	40	Belas Sønner: Ard og Na'aman; fra Ard stammer Arditernes Slægt, fra Na'aman Na'amiteroes Slægt.
04O	26	41	Det var Benjamins Sønners Slægter, og de af dem, som mønstredes, udgjorde 45600.
04O	26	42	Dans Sønners Slægter var følgende: Fra Sjuham stammer. Sjuhamiternes Slægt. Det var Dans Slægter, Slægt for Slægt.
04O	26	43	Alle Sjuhamiternes Slægter, de af dem, som mønstredes, udgjorde 64 400.
04O	26	44	Asers Sønners Slægter var følgende: Fra Jimna stammer Jimniternes Slægt, fra Jisjvi Jisjviternes Slægt og fra Beri'a Beri'aiternes Slægt;
04O	26	45	fra Beri'as Sønner: Fra Heber stammer Hebriternes Slægt og fra Malkiel Malkieliternes Slægt.
04O	26	46	Asers Datter hed Sera.
04O	26	47	Det var Asers Sønners Slægter, og de af dem, som mønsttedes, udgjorde 53400.
04O	26	48	Naftalis Sønners Slægter var følgende: Fra Jaze'el stammer Jaze'eliternes Slægt, fra Guni Guniternes Slægt,
04O	26	49	fra Jezer Jezeriternes Slægt og fra Sjillem Sjillemiternes Slægt,
04O	26	50	Det var Naftalis Slægter, Slægt for Slægt, og de af dem, som mønstredes, udgjorde 45400.
04O	26	51	Det var dem af Israeliterne, som mønstredes, 601730.
04O	26	52	HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
04O	26	53	Til dem skal Landet udskiftes til Arv og Eje efter de optalte Navne.
04O	26	54	En stor Stamme skal du give en stor Arvelod, en lille Stamme en lille; enhver af dem skal der gives en Arvelod efter Tallet på de mønstrede i den.
04O	26	55	Dog skal Landet udskiftes ved Lodkastning; de skal have deres Arvelodder efter Navnene på deres fædrene Stammer;
04O	26	56	ved Lodkastning skal enhver Stamme, stor eller lille, have sin Arvelod tildelt.
04O	26	57	Følgende er de af Leviterne, der mønstredes, Slægt for Slægt: Fra Gerson stammer Gersoniternes Slægt, fra Kehat Kehatiternes Slægt og fra Merari Merariternes Slægt.
04O	26	58	Følgende er Levis Slægter: Libniternes Slægt, Hebroniternes Slægt, Maliternes Slægt, Musjiternes Slægt og Koraiternes Slægt. Kehat avlede Amram.
04O	26	59	Amrams Hustru hed Jokebed, Levis Datter, som fødtes Levi i Ægypten; hun fødte for Amram Aron, Moses og deres Søster Mirjam.
04O	26	60	For Aron fødtes Nadab, Abihu, Eleazar og Itamar.
04O	26	61	Men Nadab og Abihu omkom, da de frembar fremmed Ild for HERRENs Åsyn.
04O	26	62	De af dem, der mønstredes, udgjorde 23000, alle af Mandkøn fra en Måned og opefter. De mønstredes nemlig ikke sammen med de andre Israeliter, da der ikke var givet dem nogen Arvelod blandt Israeliterne.
04O	26	63	Det var dem, der mønstredes af Moses og Præsten Eleazar, da disse mønstrede Israeliterne på Moabs Sletter ved Jordan over for Jeriko.
04O	26	64	Blandt dem var der ingen, som var mønstret af Moses og Præsten Aron, da de mønstrede Israeliterne i Sinaj Ørken;
04O	26	65	thi HERREN havde sagt til dem, at de skulde dø i Ørkenen. Derfor var der ingen tilbage af dem undtagen Kaleb, Jetunnes Søn, og Josua, Nuns Søn.
04O	27	1	Men Zelofhads Døtre, hvis Fader var en Søn af Hefer, en Søn af Gilead, en Søn af Makir, en Søn af Manasse - de hørte altså til Josefs Søn Manasses Slægter, og deres Navne var Mala, Noa, Hogla, Milka og Tirza - trådte hen
04O	27	2	og stillede sig frem for Moses, Præsten Eleazar, Øversterne og hele Menigheden ved Indgangen til Åbenbaringsteltet og sagde:
04O	27	3	"Vor Fader døde i Ørkenen han hørte ikke med til Koras Tilhængere, dem, der rottede sig sammen mod HERREN, men døde for sin egen Synds Skyld og han havde ingen Sønner.
04O	27	4	Hvorfor skal nu vor Faders Navn udslettes af hans Slægt, fordi han ingen Søn havde? Giv os Ejendom blandt vor Faders Brødre!"
04O	27	5	Og Moses lagde deres Sag frem for HERRENs Åsyn.
04O	27	6	Da talede HERREN således til Moses:
04O	27	7	"Zelofbads Døtre har Ret i, hvad de siger; giv dem Ejendom til Arvelod mellem deres Faders Brødre og lad deres Faders Arvelod tilfalde dem
04O	27	8	Og til Israeliterne skal du tale og sige således: Når en Mand dør uden at efterlade sig nogen Søn, da skal I lade hans Arvelod gå i Arv til hans Datter;
04O	27	9	har han heller ingen Datter, skal I give hans Arvelod til hans Brødre;
04O	27	10	har han heller ingen Brødre, skal I give hans Arvelod til hans Farbrødre;
04O	27	11	og har hans Fader ingen Brødre, skal I give hans Arvelod til hans nærmeste kødelige Slægtning, som så skal arve den. Det skal være Israeliterne en retsgyldig Anordning, som HERREN har pålagt Moses."
04O	27	12	Og HERREN sagde til Moses: "Stig op på Åbarimbjerget her og se ud over Landet, som jeg vil give Israeliterne.
04O	27	13	Og når du har set ud over det, skal også du samles til din Slægt ligesom din Broder Aron;
04O	27	14	I var jo genstridige mod mit Ord i Zins Ørken, dengang Menigheden yppede Kiv, så at I ikke helligede mig i deres Påsyn ved at skaffe Vand." Det er Meriba Kadesjs Vand i Zins Ørken.
04O	27	15	Og Moses talte således til HERREN:
04O	27	16	"Måtte HERREN, Gud over alt Køds Ånder, indsætte en Mand over Menigheden,
04O	27	17	som kan drage ud og hjem i Spidsen for dem og føre dem ud og hjem, for at ikke HERRENs Menighed skal blive som en Hjord uden Hyrde!"
04O	27	18	Da sagde HERREN til Moses: "Tag Josua, Nuns Søn, en Mand, i hvem der er Ånd, læg din Hånd på ham,
04O	27	19	fremstil ham for Præsten Eleazar og hele Menigheden og indsæt ham således i deres Påsyn;
04O	27	20	og overdrag ham noget af din Værdighed, for at hele Israeliternes Menighed kan adlyde ham.
04O	27	21	Men han skal træde frem for Præsten Eleazar, for at han kan skaffe ham Urims Kendelse for HERRENs Åsyn; på hans Bud skal han drage ud, og på hans Bud skal han vende hjem, han og alle Israeliterne, hele Menigheden."
04O	27	22	Moses gjorde som HERREN havde pålagt ham; han tog Josua og fremstillede ham for Præsten Eleazar og hele Menigheden;
04O	27	23	og han lagde sine Hænder på ham og indsatte ham, således som HERREN havde påbudt ved Moses.
04O	28	1	Og HERREN talede til Moses og sagde:
04O	28	2	Byd Israeliterne og sig til dem: I skal omhyggeligt bringe mig mine Oergaver, min Ildofferspise til en liflig Duft, til de fastsatte Tider!
04O	28	3	Og sig til dem: Dette er det Ildoffer, I skal bringe HERREN: Hver Dag to årgamle, lydefri Lam som dagligt Brændoffer;
04O	28	4	det ene Lam skal du ofre om Morgenen, det andet ved Aftenstid;
04O	28	5	og som Afgrødeoffer dertil en Tiendedel Efa fint Hvedemel, rørt i en Fjerdedel Hin Olie af knuste Frugter
04O	28	6	det er det daglige Brændoffer, som ofredes ved Sinaj Bjerg til en liflig Duft, et Ildoffer for HERREN
04O	28	7	fremdeles som Drikoffer dertil en Fjerdedel Hin Vin for hvert Lam; i Helligdommen skal derudgydes Drikoffer af stærk Drik for HERREN.
04O	28	8	Det andet Lam skal du ofre ved Aftenstid; med samme Afgrødeoffer og Drikoffer som om Morgenen skal du ofre det, et Ildoffer til en liflig Duft for HERREN.
04O	28	9	På Sabbatsdagen skal det være to årgamle, lydefri Lam og som Afgrødeoffer to Tiendedele Efa fint Hvedemel, rørt i Olie, med tilhørende Drikoffer,
04O	28	10	et Sabbatsbrændoffer på hver Sabbat foruden det daglige Brændoffer med tilhørende Drikofer.
04O	28	11	På den første Dag i hver Måned skal I som Brændoffer bringe HERREN to unge Tyre, en Væder og syv årgamle Lam, lydefri Dyr,
04O	28	12	og som Afgrødeoffer dertil for hver Tyr tre Tiendedele Efa fint Hvedemel, rørt i Olie, som Afgrødeoffer for hver Væder to Tiendedele Efa fint Hvedemel, rørt i Olie,
04O	28	13	og som Afgrødeoffer for hvert Lam en Tiendedel Efa fint Hvedemel, rørt i Olie, et Brændoffer til en liflig Duft, et Ildoffer for HERREN;
04O	28	14	desuden de tilhørende Drikofre, en halv Hin Vin for hver Tyr, en Tredjedel Hin for hver Væder og en Fjerdedel Hin for hvert Lam. Det er det månedlige Brændoffer for hver af Årets Måneder.
04O	28	15	Tillige skal der foruden det daglige Brændoffer ofres HERREN en Gedebuk som Syndoffer med tilhørende Drikoffer.
04O	28	16	På den fjortende Dag i den første Måned skal dervære Påske for HERREN.
04O	28	17	Den femtende Dag i den Måned er det Højtid; i syv Dage skal der spises usyrede Brød.
04O	28	18	På den første Dag skal der være Højtidsstævne, intet som belst Arbejde må I udføre.
04O	28	19	Da skal I bringe som Ildoffer, som Brændoffer for HERREN, to unge Tyre, en Væder og syv årgamle Lam, lydefri Dyr skal I tage
04O	28	20	og som Afgrødeoffer dertil fint Hvedemel rørt i Olie; tre Tiendedele Efa skal I ofre for hver Tyr, to Tiendedele for hver Væder
04O	28	21	og en Tiendedel for hvert af de syv Lam;
04O	28	22	desuden en Buk som Syndoffer for at skaffe eder Soning.
04O	28	23	Foruden Morgen brændofferet, det daglige Brændoffer, skal I ofre det.
04O	28	24	Sådanne Ofre skal I bringe hver af de syv Dage som Ildofferspise til en liflig Duft for HERREN; de skal ofres med tilhørende Drikoffer foruden det daglige Brændoffer.
04O	28	25	På den syvende Dag skal I holde Højtidsstævne; intet som helst Arbejde må I udføre.
04O	28	26	På Førstegrødens Dag, når I bringer HERREN Afgrødeoffer af den ny Afgrøde på eders Ugefest, skal I holde Højtidsstævne; intet som helst Arbejde må I udføre.
04O	28	27	Da skal I som Brændoffer til en liflig Duft for HERREN ofre to unge Tyre, en Væder og syv årgamle Lam
04O	28	28	og som Afgrødeoffer dertil fint Hvedemel, rørt i Olie, tre Tiendedele Efa for hver Tyr, to Tiendedele for hver Væder
04O	28	29	og en Tiendedel for hvert af de syv Lam;
04O	28	30	desuden en Gedebuk for at skaffe eder Soning.
04O	28	31	Foruden det daglige Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer skal I ofre det, lydefri Dyr skal I tage, med tilhørende Drikofre.
04O	29	1	På den første Dag i den syvende Måned skal I holde Højtidsstævne, intet som helst Arbejde må I udføre; I skal fejre den som en Hornblæsningsdag.
04O	29	2	Da skal I som Brændoffer til en liflig Duft for HERREN ofre en ung Tyr, en Væder og syv årgamle Lam, lydefri Dyr;
04O	29	3	som Afgrødeoffer dertil fint Hvedemel, rørt i Olie, tre Tiendedele Efa for Tyren, to Tiendedele for Væderen
04O	29	4	og en Tiendedel for hvert af de syv Lam;
04O	29	5	desuden en Gedebuk som Syndoffer for at skaffe eder Soning;
04O	29	6	alt foruden Nymånebrændofferet med tilhørende Afgrødeoffer og det daglige Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikofre efter de derom gældende forskrifter, til en liflig Duft, et Ildoffer for HERREN.
04O	29	7	På den tiende dag i samme syvende Måned skal I holde Højtidsstævne, I skal faste og må intet som helst Arbejde udføre.
04O	29	8	Da skal I som Brændoffer til en liflig duft for HERREN ofre en ung Tyr, en Væder og syv årgamle Lam, lydefri Dyr skal I tage,
04O	29	9	og som Afgrødeoffer dertil fint Hvedemel, rørt i Olie, tre Tiendedele Efa for Tyren, to Tiendedele for Væderen
04O	29	10	og en Tiendedel for hvert af de syv Lam;
04O	29	11	desuden en Gedebuk som Syndoffer; alt foruden Soningssyndoffe, det og det daglige Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikofre.
04O	29	12	På den femtende Dag i den syvende Måned skal I holde Højtidsstævne, I må intet som helst Atbejde udføre, og I skal holde Højtid for HERREN i syv Dage.
04O	29	13	Da skal I som Brændoffer, som Ildoffer til en liflig Duft for HERREN ofre tretten unge Tyre, to Vædre og fjorten årgamle Lam, lydefri Dyr skal det være,
04O	29	14	og som Afgrødeoffer dertil fint Hvedemel, rørt i Olie, tre Tiendedele Efa for hver af de tretten Tyre, to Tiendedele for hver af de to Vædre
04O	29	15	og en Tiendedel for hvert af de fjorten Lam;
04O	29	16	desuden en Gedebuk som Syndoffer; alt foruden det daglige Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer.
04O	29	17	På den anden Dag skal I ofre tolv unge Tyre, to Vædre og fjorten årgamle Lam, lydefri Dyr,
04O	29	18	med tilhørende Afgrødeoffer og Drikofre for Tyrene, Vædrene og Lammene efter deres Tal på den foreskrevne Måde;
04O	29	19	desuden en Gedebuk som Syndoffer; alt foruden det daglige Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer.
04O	29	20	På den tredje Dag skal I ofre elleve unge Tyre, to Vædre og fjorten årgamle Lam, lydefri Dyr,
04O	29	21	med tilhørende Afgrødeoffer og Drikofre for Tyrene, Vædrene og Lammene efter deres Tal på den foreskrevne Måde;
04O	29	22	desuden en Gedebuk som Syndoffer; alt foruden det daglige Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer.
04O	29	23	På den fjerde Dag skal I ofre ti Tyre, to Vædre og fjorten årgamle Lam, lydefri Dyr,
04O	29	24	med tilhørende Afgrødeoffer og Drikofre for Tyrene, Vædrene og Lammene efter deres Tal på den foreskrevne Måde;
04O	29	25	desuden en Gedebuk som Syndoffer; alt foruden det daglige Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer.
04O	29	26	På den femte Dag skal I ofre ni Tyre, to Vædre og fjorten årgamle Lam, lydefri Dyr,
04O	29	27	med tilhørende Afgrødeoffer og Drikofre for Tyrene,Vædrene og Lammene efter deres Tal på den foreskrevne Måde;
04O	29	28	desuden en Gedebuk som Syndoffer; alt foruden det daglige Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer.
04O	29	29	På den sjette Dag skal I ofre otte Tyre, to Vædre og fjorten årgamle Lam, lydefri Dyr,
04O	29	30	med tilhørende Afgrødeoffer og Drikofre for Tyrene, Vædrene og Lammene efter deres Tal på den foreskrevne Måde;
04O	29	31	desuden en Gedebuk til Syndoffer; alt foruden det daglige Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer.
04O	29	32	På den syvende dag skal I ofre syv Tyre, to Vædre og fjorten årgamle Lam, lydefri Dyr,
04O	29	33	med tilhørende Afgrødeoffer og Drikofre for Tyrene, Vædrene og Lammene efter deres Tal på den foreskrevne Måde;
04O	29	34	desuden en Gedebuk som Syndoffer; alt foruden det daglige Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer.
04O	29	35	På den ottende Dag skal I holde festlig Samling, I må intet som helst Arbejde udføre.
04O	29	36	Da skal I som Brændoffer, som Ildoffer til en liflig Duft for HERREN ofre en Tyr, en Væder og syv årgamle Lam, lydefri Dyr,
04O	29	37	med tilhørende Afgrødeoffer og Drikofre for Tyren, Væderen og Lammene efter deres Tal på den foreskrevne Måde;
04O	29	38	desuden en Gedebuk som Syndoffer; alt foruden det daglige Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer.
04O	29	39	Disse Ofre skal I bringe HERREN på eders Højtider, bortset fra eders Løfte og Frivilligofre, hvad enten det nu er Brændofre, Afgrødeofre, Drikofre eller Takofre.  30-1. Og Moses talte til Israeliterne, ganske som HERREN havde pålagt Moses.
04O	30	2	Moses talte fremdeles til Overhovederne for Israelitternes Stammer og sagde: Dette er, hvad HERREN har påbudt:
04O	30	3	Når en Mand aflægger et Løfte til HERREN eller ved Ed forpligter sig til Afholdenhed i en eller anden Retning, må han ikke bryde sit Ord, men skal holde hvert Ord, der er udgået af hans Mund.
04O	30	4	Men når en Kvinde aflægger et Løfte til HERREN og forpligter sig til Afholdenhed i en eller anden Retning, medens hun endnu i sine unge År opholder sig i sin Faders Hus.
04O	30	5	og hendes Fader, når han hører om hendes Løfte og den Forpligtelse til Afholdenhed, hun har påtaget sig, ikke siger noget til hende, så skal alle hendes Løfter stå ved Magt, og enhver Forpligtelse til Afholdenhed, hun har påtaget sig, skal stå ved Magt.
04O	30	6	Hvis hendes Fader derimod formener hende det, samme Dag han får det at høre, skal ingen af hendes Løfter eller af de Forpligtelser til Afholdenhed, hun har påtaget sig, stå ved Magt, og HERREN skal tilgive hende, fordi hendes Fader har forment hende det.
04O	30	7	Hvis hun bliver gift medens der påhviler hende Løfter eller en Forpligtelse, hun har påtaget sig ved et uoverlagt Ord,
04O	30	8	og hendes Mand ikke siger noget til hende, samme Dag han får det at høre, skal hendes Løfter stå ved Magt, og den Forpligtelse til Afholdenhed, hun har påtaget sig, skal stå ved Magt.
04O	30	9	Hvis hendes Mand derimod formener hende det, samme Dag han får det at høre, gør han dermed det Løfte, der påhviler hende, og den Forpligtelse til Afholdenhed, hun har påtaget sig ved et uoverlagt Ord, ugyldig, og HERREN skal tilgive hende.
04O	30	10	En Enkes og en forstødt Hustrus Løfte, enhver Forpligtelse til Afholdenhed, hun har påtaget sig, er bindende for hende.
04O	30	11	Hvis en Kvinde i sin Mands Hus aflægger et Løfte eller ved Ed forpligter sig til Afholdenhed i en eller anden Retning,
04O	30	12	og hendes Mand, når han får det at høre, ikke siger noget til hende og ikke formener hende det, skal alle hendes Løfter stå ved Magt, og enhver Forpligtelse til Afholdenhed, hun har påtaget sig, skal stå ved Magt.
04O	30	13	Hvis hendes Mand derimod, samme Dag han får det at høre, gør det ugyldigt, så står intet af det, hun har udtalt, ved Magt, hverken hendes Løfter eller den påtagne Forpligtelse til Afholdenhed; hendes Mand har gjort dem ugyldige, og HERREN skal tilgive hende.
04O	30	14	Ethvert Løfte og enhver ved Ed påtagen Forpligtelse til Faste kan hendes Mand stadfæste eller gøre ugyldig.
04O	30	15	Men hvis hendes Mand tier stille over for hende til næste Dag, stadfæster han alle hendes Løfter og alle de Forpligtelser til Afholdenhed, hun har påtaget sig; han har stadfæstet dem, thi han sagde ikke noget til hende, samme Dag han fik det at høre;
04O	30	16	og hvis han vil gøre dem ugyldige, en Tid efter at han fik det at høre, skal han undgælde for hendes Brøde.
04O	30	17	Det er de Anordninger, HERREN gav Moses om Forholdet mellem Mand og Hustru og mellem Fader og Datter, medens hun endnu i sine unge År opholder sig i hans Hus.
04O	31	1	Og HERREN talede til Moses og sagde:
04O	31	2	"Skaf Israelitterne Hævn over Midjaniterne; så skal du samles til din Slægt!"
04O	31	3	Da talte Moses til Folket og sagde: "Udrust Mænd af eders Midte til Kamp, for at de kan falde over Midjan og fuldbyrde HERRENs Hævn på Midjan;
04O	31	4	1OOO Mand af hver af Israels Stammer skal I sende i Kamp!"
04O	31	5	Af Israels Tusinder udtoges da 1000 af hver Stamme, i alt 12.000 Mand, rustede til Kamp.
04O	31	6	Og Moses sendte dem i kamp, 1OOO af hver Stamme, og sammen med dem Pinehas, Præsten Eleazars Søn, der medbragte de hellige Redskaber og Alarmtrompeterne.
04O	31	7	De drog så ud i kamp mod Midjaniterne, som HERREN havde pålagt Moses, og dræbte alle af Mandkøn;
04O	31	8	og foruden de andre, der blev slået ihjel, dræbte de også Midjans Konger, Evi, Rekem, Zur, Hur og Reba, Midjans fem Konger; også Bileam, Beors Søn, dræbte de med Sværdet.
04O	31	9	Og Israelitterne bortførte Midjaniternes kvinder og Børn som Krigsfanger, og alt deres Kvæg alle deres Hjorde og alt deres Gods tog de med som Bytte;
04O	31	10	og alle deres Byer på de beboede Steder og alle deres Teltlejre stak de Ild på.
04O	31	11	Og alt det røvede og hele Byttet, både Mennesker og Dyr, tog de med sig,
04O	31	12	og de bragte Fangerne, Byttet og det røvede til Moses og Præsten Eleazar og Israelitternes Menighed i Lejren på Moabs Sletter ved Jordan over for Jeriko.
04O	31	13	Men Moses, Præsten Eleazar og alle Menighedens Øverste gik dem i Møde uden for Lejren,
04O	31	14	og Moses blev vred på Hærens Førere, Tusindførerne og Hundredførerne, som kom tilbage fra Krigstoget.
04O	31	15	Og Moses sagde til dem: "Har I ladet alle Kvinder i Live?
04O	31	16	Det var jo dem, der efter Bileams Råd blev Årsag til, at Israelitterne var troløse mod HERREN i den Sag med Peor, så at Plagen ramte HERRENs Menighed.
04O	31	17	Dræb derfor alle Drengebørn og alle kvinder, der har kendt Mand og haft Samleje med Mænd;
04O	31	18	men alle Piger, der ikke har haft Samleje med Mænd, skal I lade i Live og beholde,
04O	31	19	Men selv skal I lejre eder uden for Lejren i syv Dage, enhver, som har dræbt nogen, og enhver, som har rørt ved en dræbt, og rense eder på den tredje og den syvende Dag, både I selv og eders Krigsfanger.
04O	31	20	Og enhver Klædning, enhver Læder ting, alt, hvad der er lavet af Gedehår,og alle Træredskaber skal I rense!"
04O	31	21	Og Præsten Eleazar sagde til Krigerne, der havde været med i Kampen: "Dette er det Lovbud, HERREN har givet Moses:
04O	31	22	Kun Guld, Sølv, kobber, Jern, Tin og Bly,
04O	31	23	alt, hvad der kan tåle Ild, skal I lade gå gennem Ild, så bliver det rent; dog må det renses med Renselsesvand. Men alt, hvad der ikke kan tåle Ild, skal I lade gå gennem Vand.
04O	31	24	Og eders klæder skal I tvætte på den syvende Dag, så bliver I rene og kan gå ind i Lejren."
04O	31	25	Og HERREN talede til Moses og sagde:
04O	31	26	"Sammen med Præsten Eleazar og Overhovederne for Menighedens Fædrenehuse skal du opgøre det samlede Bytte, der er taget, både Mennesker og Dyr.
04O	31	27	Derefter skal du dele Byttet i to lige store Dele mellem dem, der har taget Del i Krigen og været i Kamp, og hele den øvrige Menighed.
04O	31	28	Derpå skal du udtage en Afgift til HERREN fra krigerne, der har været i Kamp, et Stykke af hver fem Hundrede, både af Mennesker, Hornkvæg, Æsler og Småkvæg;
04O	31	29	det skal du tage af den Halvdel, som tilfalder dem, og give Præsten Eleazar det som Offerydelse til HERREN.
04O	31	30	Men af den Halvdel, der tilfalder de andre Israelitter, skal du tage et Stykke af hver halvtredsindstyve, både af Mennesker, Hornkvæg, Æsler og Småkvæg, alt Kvæget, og give det til Leviterne, som tager Vare på, hvad der er at varetage ved HERRENs Bolig!"
04O	31	31	Da gjorde Moses og Præsten Eleazar, som HERREN havde pålagt Moses.
04O	31	32	Og det, de havde taget, det tiloversblevne af Byttet, som Krigsfolket havde gjort, udgjorde 675000 Stykker Småkvæg,
04O	31	33	72 000 Stykker Hornkvæg,
04O	31	34	61 000 Æsler
04O	31	35	og 32008 Mennesker, Kvinder, der ikke havde haft Samleje med Mænd.
04O	31	36	Den Halvdel, der tilfaldt dem, der havde været i Kamp, udgjorde altså et Tal af 337500 Stykker Småkvæg,
04O	31	37	hvoraf Afgiften til HERREN udgjorde 675 Stykker Småkvæg,
04O	31	38	36000 Stykker Hornkvæg, hvoraf 72 i Afgift til HERREN,
04O	31	39	3O5OO Æsler, hvoraf til i Afgift til HERREN,
04O	31	40	og 16000 Mennesker, hvoraf 32 i Afgift til HERREN.
04O	31	41	Og Moses overgav Afgiften, HERRENs Offerydelse, til Præsten Eleazar, som HERREN havde pålagt Moses.
04O	31	42	Og af den Halvdel, som tilfaldt de andre Israelitter, og som Moses havde taget som deres del fra de Mænd, der havde været i Kamp
04O	31	43	denne Menighedens Halvdel udgjorde 337 500 Stykker Småkvæg,
04O	31	44	36 OOO Stykker Hornkvæg,
04O	31	45	30 500 Æsler
04O	31	46	og 16000 Mennesker
04O	31	47	af den Halvdel, som tilfaldt de andre Israelitter, udtog Moses et Stykke for hver halvtredsindstyve, både af Mennesker og Kvæg, og gav dem til Leviterne, som tog Vare på, hvad der var at varetage ved HERRENs Bolig, som HERREN havde pålagt Moses.
04O	31	48	Da trådte Førerne for Hærens Afdelinger, Tusindførerne og Hundredførerne, hen til Moses
04O	31	49	og sagde til ham: "Dine Trælle har holdt Mandtal over de krigere, der stod under os; og der manglede ikke en eneste af os;
04O	31	50	derfor frembærer nu enhver af os som Offergave til HERREN, hvad han har taget af Guldsmykker, Armbånd, Spange, Fingerringe, Ørenringe og Halssmykker, for at skaffe os Soning for HERRENs Åsyn."
04O	31	51	Moses og Præsten Eleazar modtog Guldet af dem, alskens med Kunst virkede Smykker;
04O	31	52	og alt Offerydelsesguldet, som de ydede HERREN, udgjorde 16750 Sekel, hvilket Tusindførerne og Hundredførerne bragte som Gave.
04O	31	53	Krigerne havde taget Bytte hver for sig.
04O	31	54	Så modtog Moses og Præsten Eleazar Guldet af Tusindførerne og Hundredførerne og bragte det ind i Åbenbaringsteltet, for at det skulde bringe Israelitterne i Minde for HERRENs Åsyn.
04O	32	1	Rubeniterne og Gaditerne havde meget Kvæg i store mængder. Da de nu så Jazers Land og Gileads Land, fandt de, at Stedet egnede sig til Kvægavl.
04O	32	2	Derfor kom Gaditerne og Rubeniterne og sagde til Moses og Præsten Eleazar og Menighedens Øverste:
04O	32	3	"Atarot, Dibon, Ja'zer, Nimra, Hesjbon, Elale, Sebam, Nebo og Beon,
04O	32	4	det Land, HERREN har erobret for Israels Menighed, er et Land, der egner sig til Kvægavl, og dine Trælle ejer Hjorde."
04O	32	5	Og de sagde: "Dersom vi har fundet Nåde for dine Øjne, så lad dine Trælle få dette Land i Eje; før os ikke over Jordan!"
04O	32	6	Men Moses sagde til Gaditerne og Rubeniterne: "Skal eders Brødre drage i Krig, medens I bliver boende her?
04O	32	7	Og hvorfor vil I betage Israelitterne Modet til at drage over til det Land, HERREN har givet dem?
04O	32	8	Det gjorde eders Fædre, da jeg fra Kadesj Barnea sendte dem hen for at se på Landet;
04O	32	9	da de var draget op til Esjkoldalen og havde set på Landet, det og de Israelitterne Modet til at drage ind i det Land, HERREN havde givet dem.
04O	32	10	Men HERRENs Vrede blussede den Gang op, og han svor:
04O	32	11	De Mænd, der er draget op fra Ægypten, fra Tyveårsalderen og opefter, skal ikke få det Land at se, jeg tilsvor Abraham, Isak og Jakob, fordi de ikke viste mig fuld lydighed,
04O	32	12	med Undtagelse af Kenizziten Kaleb, Jetunnes Søn, og Josua, Nuns Søn, thi de viste HERREN fuld Lydighed!
04O	32	13	Og HERRENs Vrede blussede op mod Israel, og han lod dem vanke om i Ørkenen i fyrretyve År, indtil hele den Slægt var gået til Grunde, der gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne.
04O	32	14	Og se, I træder nu i eders Fædres Fodspor, en Yngel af Syndere, for yderligere at øge HERRENs Vrede mod Israel!
04O	32	15	Når I viger bort fra ham, vil han lade det blive endnu længer i Ørkenen, og I bringer Fordærvelse over hele dette Folk."
04O	32	16	Da trådte de frem for ham og sagde: "Vi vil kun bygge Kvægfolde til vore Hjorde her og Byer til vore Familier;
04O	32	17	men selv vil vi ruste os til Kamp og drage i Spidsen for Israelitterne, til vi har bragt dem hen til deres Sted; imens skal vore Familier blive i de befæstede Byer i Ly for Landets indbyggere.
04O	32	18	Vi vil ikke vende tilbage til vore Huse, før enhver af Israelitterne har fået sin Arvelod;
04O	32	19	thi vi vil ikke have Arvelod sammen med dem på den anden Side af Jordan og længere borte, eftersom vi har fået vor Arvelod her på denne Side af Jordan på Østsiden."
04O	32	20	Da sagde Moses til dem: "Hvis I gør det, hvis I ruster eder til Kamp for HERRENs Åsyn,
04O	32	21	hvis alle eders kamprustede Mænd overskrider Jordan for HERRENs Åsyn og bliver der, indtil han har jaget sine Fjender bort fra sit Åsyn,
04O	32	22	og hvis I først vender tilbage, når Landet er undertvunget for HERRENs Åsyn, skal I være sagesløse over for HERREN og Israel, og så skal Landet her blive eders Ejendom for HERRENs Åsyn.
04O	32	23	Men hvis I ikke gør det, se, da synder I mod HERREN, og da skal I få eders Synd at mærke, den skal nok finde eder.
04O	32	24	Byg eder Byer til eders Familier og Folde til eders Småkvæg og gør, som I har sagt!"
04O	32	25	Da sagde Gaditerne og Rubeniterne til Moses: "Dine Trælle vil gøre, som min Herre byder;
04O	32	26	vore Børn, Kvinder, Hjorde og alt vort Kvæg skal blive der i Gileads Byer,
04O	32	27	men dine Trælle vil drage over og tage Del i Krigen, så mange som er rustet til Kamp for HERRENs Åsyn, således som min Herre har sagt."
04O	32	28	Så gav Moses Præsten Eleazar og Josua, Nuns Søn, og Overhovederne for de israelitiske Stammers Fædrenehuse Befaling om dem,
04O	32	29	og Moses sagde til dem: "Hvis Gaditerne og Rubeniterne, så mange som er rustet til Kamp for HERRENs Åsyn, går over Jordan sammen med eder og Landet bliver eder underlagt, skal I give dem Gilead i Eje;
04O	32	30	men hvis de ikke går over sammen med eder, rustede til Kamp, skal de have Bopæl anvist blandt eder i Kana'ans Land."
04O	32	31	Da svarede Gaditerne og Rubeniterne: "Hvad HERREN har talt til dine Trælle, vil vi gøre;
04O	32	32	vi vil, rustede til Kamp for HERRENs Øjne, drage over til Kana'ans Land, men vor Arvelod på den anden Side af Jordan bliver i vort Eje."
04O	32	33	Da gav Moses Gaditerne, Rubeniterne og Josefs Søn Manasses halve Stamme Amoriterkongen Sihons Kongerige og kong Og af Basans kongerige, Landet med Byerne og deres Område, Landets Byer rundt om.
04O	32	34	Så byggede Gaditerne Dibon, Atarot, Aroer.
04O	32	35	Atarot Sjofan, Ja'zer, Jogbeba,
04O	32	36	Bet Nimra, Bet Haran, befæstede Byer, og Kvægfolde;
04O	32	37	og Rubeniterne byggede Hesjbon, Elale og Kirjatajim,
04O	32	38	Nebo og Ba'al Meon, hvis Navne ændredes, og Sibma; og de opkaldte Byerne, som de byggede, efter deres Navne.
04O	32	39	Og Manasses Søn Makirs Sønner drog til Gilead og erobrede det og drev de der boende Amoriter bort;
04O	32	40	og Moses overdrog Gilead til Manasses Søn Makir, og han bosatte sig der;
04O	32	41	men Manasses Søn Jair drog hen og erobrede deres Teltbyer og kaldte dem Jairs Teltbyer.
04O	32	42	Og Noba drog hen og erobrede Kenat med tilhørende Småbyer og kaldte det Noba efter sit eget Navn.
04O	33	1	Følgende er de enkelte Strækninger på Israelitternes Vandring, de tilbagelagde på Vejen fra Ægypten, Hærafdeling for Hærafdeling, under Anførsel af Moses og Aron.
04O	33	2	Moses optegnede på HERRENs Bud de Steder, de brød op fra, Strækning for Strækning; og følgende er de enkelte Strækninger efter de Steder, de brød op fra:
04O	33	3	De brød op fra Rameses på den femtende Dag i den første Måned; Dagen efter Påske drog Israelitterne ud, værnede af en stærk Hånd, for Øjnene af alle Ægypterne,
04O	33	4	medens Ægypterne jordede alle de førstefødte, som HERREN havde slået iblandt dem; thi HERREN havde holdt Dom over deres Guder.
04O	33	5	Israelitterne brød altså op fra Ra'meses og slog Lejr i Sukkot.
04O	33	6	Så brød de op fra Sukkot og slog Lejr i Etam, der ligger ved Ørkenens Rand.
04O	33	7	Så brød de op fra Etam og vendte om mod Pi Hakirot over for Ba'al Zefon og slog Lejr over for Migdol.
04O	33	8	Så brød de op fra Pi Hakirot og drog tværs igennem Havet til Ørkenen; og de vandrede tre Dagsrejser i Etams Ørken og slog Lejr i Mara.
04O	33	9	Så brød de op fra Mara og kom til Elim; i Elim var der tolv Vandkilder og halvfjerdsindstyve Palmetræer, og der slog de Lejr.
04O	33	10	Så brød de op fra Elim og slog Lejr ved det røde Hav.
04O	33	11	Så brød de op fra det røde Hav og slog Lejr i Sins Ørken.
04O	33	12	Så brød de op fra Sins Ørken og slog Lejr i Dofka.
04O	33	13	Så brød de op fra Dofka og slog Lejr i Alusj.
04O	33	14	Så brød de op fra Alusj og slog Lejr i Refdim, hvor Folket ikke havde Vand at drikke.
04O	33	15	Så brød de op fra Refdim og slog Lejr i Sinaj Ørken.
04O	33	16	Så brød de op fra Sinaj Ørken og slog Lejr i Kibrot Hatta'ava,
04O	33	17	Så brød de op fra Hibrot Hatta'ava og slog Lejr i Hazerot.
04O	33	18	Så brød de op fra Hazerot og slog Lejr i Ritma.
04O	33	19	Så brød de op fra Ritma og slog Lejr i Rimmon Perez.
04O	33	20	Så brød de op fra Rimmon Perez og slog Lejr i Libna.
04O	33	21	Så brød de op fra Libna og slog Lejr i Aissa.
04O	33	22	Så brød de op fra Aissa og slog Lejr i Kehelata.
04O	33	23	Så brød de op fra Kebelata og slog Lejr ved Sjefers Bjerg.
04O	33	24	Så brød de op fra Sjefers Bjerg og slog Lejr i Harada.
04O	33	25	Så brød de op fra Harada og slog Lejr i Makhelot.
04O	33	26	Så brød de op fra Makhelot og slog Lejr i Tahat.
04O	33	27	Så brød de op fra Tahat og slog Lejr i Tara.
04O	33	28	Så brød de op fra Tara og slog Lejr i Mitka.
04O	33	29	Så brød de op fra Mitka og slog Lejr i Hasjmona.
04O	33	30	Så brød de op fra Hasjmona og slog Lejr i Moserot.
04O	33	31	Så brød de op fra Moserot og slog Lejr i Bene Ja'akan.
04O	33	32	Så brød de op fra Bene Ja'akan og slog Lejr i Hor Haggidgad.
04O	33	33	Så brød de op fra Hor Haggidgad og slog Lejr i Jotbata.
04O	33	34	Så brød de op fra Jofbata og slog Lejr i Abrona.
04O	33	35	Så brød de op fra Abrona og slog Lejr i Ezjongeber.
04O	33	36	Så brød de op fra Ezjongeber og slog Lejr i Zins Ørken, det er Kadesj.
04O	33	37	Så brød de op fra Kadesj og slog Lejr ved Bjerget Hor ved Randen af Edoms Land.
04O	33	38	Og Præsten Aron steg på HERRENs Bud op på Bjerget Hor og døde der i det fyrretyvende År efter Israelitternes Udvandring af Ægypten, på den første Dag i den femte Måned;
04O	33	39	og Aron var l23 År gammel, da han døde på Bjerget Hor.
04O	33	40	Men Kana'anæeren, Kongen af Arad, der boede, i Sydlandet i Kana'ans Land, hørte, at Israelitterne var under Fremrykning.
04O	33	41	Så brød de op fra Bjerget Hor og slog Lejr i Zalmona.
04O	33	42	Så brød de op fra Zalmona og slog Lejr i Punon.
04O	33	43	Så brød de op fra Punon og slog Lejr i Obot.
04O	33	44	Så brød de op fra Obot og slog Lejr i Ijje Ha'abarim ved Moabs Grænse.
04O	33	45	Så brød de op fra Ijje Ha'abarim og slog Lejr i det gaditiske Dibon.
04O	33	46	Så brød de op fra det gaditiske Dibon og slog Lejr i Almon Diblatajim.
04O	33	47	Så brød de op fra Almon Diblatajim og slog Lejr på Abarimbjergene over for Nebo.
04O	33	48	Så brød de op fra Abarimbjergene og slog Lejr på Moabs Sletter ved Jordan over for Jeriko;
04O	33	49	og de slog Lejr ved Jordan fra Bet Jesjjimot og til Abel Sjittim på Moabs Sletter.
04O	33	50	Og HERREN talede til Moses på Moabs Sletter ved Jordan over for Jeriko og sagde:
04O	33	51	"Tal til Israelitterne og sig til dem: Når I kommer over Jordan til Kana'ans Land,
04O	33	52	skal I drive Landets Beboere bort foran eder og tilintetgøre alle deres Billedværker, alle deres støbte Billeder skal I tilintetgøre, og alle deres Offerhøje skal I ødelægge;
04O	33	53	I skal underlægge eder Landet og bosætte eder der, thi eder har jeg givet Landet i Eje;
04O	33	54	og I skal udskifte Landet mellem eder ved Lodkastning efter eders Slægter, således at I giver en stor Slægt en stor Arvelod og en lille Slægt en lille. Der, hvor Loddet falder for dem, skal deres Del være; efter eders Fædrenestammer skal I udskifte Landet mellem eder.
04O	33	55	Men hvis I ikke driver Landets Beboere bort foran eder, så skal de, som I levner af dem, blive Torne i eders Øjne og Brodde i eders Sider, og de skal bringe eder Trængsel i det Land, I bor i,
04O	33	56	og hvad jeg havde tænkt at gøre ved dem, gør jeg da ved eder."
04O	34	1	HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
04O	34	2	Byd Israelitterne og sig til dem: Når i kommer til Kana'ans Land det er det Land, der skal tilfalde eder som Arvelod, Kana'ans Land i hele dets Udstrækning
04O	34	3	så skal eders Sydside strække sig fra Zins Ørken langs med Edom; eders Sydgrænse skal mod Øst begynde ved Enden af Salthavet;
04O	34	4	så skal eders Grænse dreje sønden om Akrabbimpasset, nå til Zin og ende sønden for Kadesj Barnea; så skal den løbe hen til Hazar Addar øg nå til Azmon;
04O	34	5	fra Azmon skal Grænsen dreje hen til Ægyptens Bæk og ende ved Havet.
04O	34	6	Hvad Vestgrænsen angår, skal det store Hav være eders Grænse; det skal være eders Vestgrænse.
04O	34	7	Eders Nordgrænse skal være følgende: Fra det store Hav skal I udstikke eder en Linie til Bjerget Hor;
04O	34	8	fra Bjerget Hor skal I udstikke en Linie til Egnen hen imod Hamat, så at Grænsen ender ved Zedad;
04O	34	9	derpå skal Grænsen gå til Zifron og ende ved Hazar Enan. Det skal være eders Nordgrænse.
04O	34	10	Men til Østgrænse skal I afmærke eder en Linie fra Hazar Enan til Sjefam;
04O	34	11	og fra Sjefam skal Grænsen gå ned til Ribla østen for Ajin, og Grænsen skal løbe videre ned, til den støder til Bjergskrænten østen for Kinneretsøen;
04O	34	12	derpå skal Grænsen løbe ned langs Jordan og ende ved Salthavet. Det skal være eders Land i hele dets Udstrækning til alle Sider.
04O	34	13	Og Moses bød Israelitterne og sagde: Det er det Land, I skal udskifte mellem eder ved Lodkastning, og som efter HERRENs Bud skal gives de ni Stammer og den halve Stamme.
04O	34	14	Thi Rubeniternes Stamme efter deres Fædrenehuse og Gaditernes Stamme efter deres Fædrenehuse og Manasses halve Stamme har allerede fået deres Arvelod.
04O	34	15	De to Stammer og den halve Stamme har fået deres Arvelod hinsides Jordan over for Jeriko, mod Øst, mod Solens Opgang.
04O	34	16	Og HERREN talede til Moses og sagde:
04O	34	17	Navnene på de Mænd, der skal udskifte Landet mellem eder, er følgende: Præsten Eleazar og Josua, Nuns Søn;
04O	34	18	desuden skal I udtage een Øverste af hver Stamme til at udskifte Landet.
04O	34	19	Navnene på disse Mænd er følgende: Af Judas Stamme Kaleb, Jefunnes Søn,
04O	34	20	af Simeoniternes Stamme Sjemuel, Ammihuds Søn,
04O	34	21	af Benjamins Stamme Elidad, Kislons Søn,
04O	34	22	af Daniternes Stamme een Øverste, Bukki, Joglis Søn,
04O	34	23	af Josefs Sønner: af Manassiternes Stamme een Øverste, Hanniel, Efods Søn,
04O	34	24	og af Efraimiternes Stamme een Øverste, Kemuel, Sjiftans Søn,
04O	34	25	af Zebuloniternes Stamme een Øverste, Elizafan, Parnaks Søn,
04O	34	26	af Issakariternes Stamme een Øverste, Paltiel, Azzans Søn,
04O	34	27	af Aseriternes Stamme een Øverste, Ahihud, Sjelomis Søn,
04O	34	28	og af Naftaliternes Stamme een Øverste, Pedael, Ammibuds Søn.
04O	34	29	Det var dem, HERREN pålagde at udskifte Kana'ans Land mellem Israelitterne.
04O	35	1	HERREN talede fremdeles til Moses på Moabs Sletter ved Jordan over for Jeriko og sagde:
04O	35	2	byd Israelitterne, at de af de Besiddelser, de får i Arv, skal give Leviterne nogle Byer at bo i; I skal også give Leviterne Græsmarker rundt om disse Byer,
04O	35	3	Disse Byer skal de have at bo i, og deres Græsmarker skal de have til deres Kvæg, deres Hjorde og andre Dyr.
04O	35	4	Græsmarkerne om Byerne, som I skal give Leviterne, skal strække sig 1000 Alen fra Bymuren ud til alle Sider;
04O	35	5	og uden for Byen skal I til Østside opmåle 2OOO Alen, til Sydside 2000, til Vestside 2OOO og til Nordside 2OOO, med Byen i Midten. Det skal tilfalde dem som Græsgange til Byerne.
04O	35	6	Hvad de Byer angår, som I skal give Leviterne, så skal I give dem de seks Tilflugtsbyer, som Manddrabere kan ty ind i, og desuden to og fyrretyve Byer.
04O	35	7	De Byer, I skal give Leviterne, bliver således i alt otte og fyrretyve Byer med tilhørende Græsmarker.
04O	35	8	Og af de Byer, I skal give dem af Israelitternes Besiddelser, skal I lade de større Stammer give flere, de mindre færre; hver Stamme skal give Leviterne så mange af sine Byer, som svarer til den Arvelod, der tildeles den.
04O	35	9	HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
04O	35	10	Tal til Israelitterne og sig til dem: Når I kommer over Jordan til Kana'ans Land,
04O	35	11	skal I udse eder nogle Byer, I kan have som Tilflugtsbyer, så at en Manddraber, der begår et Drab af Vanvare, kan ty derhen.
04O	35	12	I disse Byer skal I have Ret til at søge Tilflugt for Blodhævneren, for at ikke Manddraberen skal dø, før han er blevet stillet for Menighedens Domstol.
04O	35	13	Det skal være seks Byer, I skal afstå til Tilflugtsbyer;
04O	35	14	de tre skal I afstå hinsides Jordan og de tre andre i Kana'ans Land; de skal være Tilflugtsbyer.
04O	35	15	Israelitterne, de fremmede og de indvandrede iblandt dem skal have Ret til at søge Tilflugt i de seks Byer, så at enhver, der begår et Drab af Vanvare, kan ty derhen.
04O	35	16	Men slår han ham ihjel med et Jernredskab, så er han en Manddraber, og Manddraberen skal lide Døden;
04O	35	17	og slår han ham ihjel med en Sten, som han har i Hånden, og som kan slå en Mand ihjel, så er han en Manddraber, og Manddraberen skal lide Døden;
04O	35	18	og slår han ham ihjel med et Træredskab, som han har i Hånden, og som kan slå en Mand ihjel, så er han en Manddraber, og Måddraberen skal lide Døden.
04O	35	19	Blodhævneren skal dræbe Manddraberen; når han træffer ham, skal han dræbe ham.
04O	35	20	Og støder han til ham af Had eller kaster noget på ham i ond Hensigt, så han dør deraf,
04O	35	21	eller slår han ham med Hånden i Fjendskab, så han dør deraf, skal drabsmanden lide Døden, thi han er en Manddraber; Blodhævneren skal dræbe Manddraberen, når han træffer ham.
04O	35	22	Støder han derimod til ham af Vanvare, ikke i Fjendskab, eller kaster han et Redskab på ham, uden at det er i ond Hensigt,
04O	35	23	eller rammer han ham uden at se ham med en Sten, som kan slå en Mand ihjel, så han dør deraf, og han ikke er hans Uven eller har pønset på ondt imod ham,
04O	35	24	så skal Menigheden dømme Drabsmanden og Blodhævneren imellem på Grundlag af disse Lovbud;
04O	35	25	og Menigheden skal værne Manddraberen mod Blodhævneren, og Menigheden skal føre ham tilbage til hans Tilflugtsby, hvorhen han var tyet, og der skal han blive boende, indtil den med hellig Olie salvede Ypperstepræst dør.
04O	35	26	Men hvis Manddraberen for lader sin Tilflugtsbys Område, hvorhen han er tyet,
04O	35	27	og Blodhævneren træffer ham uden for hans Tilflugtsbys Område, så kan Blodhævneren dræbe Manddraberen uden at pådrage sig Blodskyld;
04O	35	28	thi han skal blive i sin Tilflugtsby indtil Ypperstepræstens Død; først efter Ypperstepræstens Død kan Manddraberen vende tilbage til den Jord, han ejer.
04O	35	29	Det skal være eder en retsgyldig Anordning fra Slægt til Slægt, hvor I end bor.
04O	35	30	Når nogen slår et Menneske ihjel, må man kun dræbe Manddraberen efter flere Vidners Udsagn. Et enkelt Vidnes Udsagn er ikke nok til en Dødsdom.
04O	35	31	I må ikke tage mod Sonebøde for en Manddraber, når han har forbrudt sit Liv; han skal lide Døden,
04O	35	32	Heller ikke må I tage mod Sonebøde, således at den, der er tyet til sin Tilflugtsby, før Ypperstepræstens Død kan vende tilbage og bosætte sig i Landet.
04O	35	33	Vanhelliger ikke det Land, I er i, thi Blodet vanhelliger Landet, og Landet får kun Soning for det Blod, der er udgydt deri, ved dens Blod, der har udgydt det.
04O	35	34	Gør ikke det Land urent, I er bosat i, og i hvis Midte jeg bor; thi jeg HERREN bor midt iblandt Israels Børn.
04O	36	1	Overhovederne for Fædrenehsene i Gileaditernes Slægt Gilead var en Søn af Manasses Søn Makir af Josefs Sønners Slægter trådte frem og talte for Moses og Øversterne, Overhovederne for Israelitternes Fædrenehuse,
04O	36	2	og sagde: "HERREN har pålagt min Herre at udskifte Landet mellem Israelitterne ved Lodkastning, og min Herre har i HERRENs Navn påbudt at give vor Frænde Zelofhads Arvelod til hans Døtre.
04O	36	3	Men hvis de nu indgår Ægteskab med Mænd, der hører til en anden af Israels Stammer, så unddrages deres Arvelod jo vore Fædres Arvelod, og således øges den Stammes Arvelod, som de kommer til at tilhøre, medens den Arvelod, der er tilfaldet os ved Lodkastning, formindskes;
04O	36	4	og når Israelitterne får Jubelår, lægges deres Arvelod til den Stammes Arvelod, som de kommer til at tilhøre, og således unddrages deres Arvelod vor fædrene Stammes Arvelod."
04O	36	5	Da udstedte Moses efter HERRENs Ord følgende Bud til Israelitterne: "Josefs Sønners Stamme har talt ret!
04O	36	6	Således er HERRENs Bud angående Zelofhads Døtre: De må indgå Ægteskab med hvem de ønsker, men det må kun være Mænd af deres Faders Stammes Slægt, de indgår Ægteskab med.
04O	36	7	Thi ingen Arvelod, der tilhører Israel, må gå over fra en Stamme til en anden, men Israelitterne skal holde fast hver ved sin fædrene Stammes Arvelod.
04O	36	8	Enhver Datter, som får en Arvelod i en af Israelitternes Stammer, skal indgå Ægteskab med en Mand af sin fædrene Stammes Slægt, for at Israelitterne kan beholde hver sine Fædres Arvelod som Ejendom;
04O	36	9	og ingen Arvelod må gå over fra den ene Stamme til den anden, men Israelitternes Stammer skal holde fast hver ved sin Arvelod!"
04O	36	10	Zelofhads Døtre gjorde da, som HERREN pålagde Moses,
04O	36	11	idet Mala, Tirza, Hogla, Milka og Noa, Zelofhads Døtre, indgik Ægteskab med deres Farbrødres Sønner;
04O	36	12	de indgik Ægteskab med Mænd, som hørte til Josefs Søn Manasses Sønners Slægter, så at deres Arvelod vedblev at tilhøre deres fædrene Slægts Stamme.
04O	36	13	Det er de Bud og Lovbud, HERREN gav Israelitterne ved Moses på Moabs Sletter ved Jordan over for Jeriko.
05O	1	1	Dette er de Ord, Moses talte til hele Israel hinsides Jordan i Ørkenen, i Arabalavningen, lige over for Suf, mellem Paran og Tofel, Laban, Hazerot og Di Zahab,
05O	1	2	elleve Dagsrejser fra Horeb, regnede over Seirs Bjerge til Kadesj Barnea.
05O	1	3	I det fyrretyvende År på den første Dag i den elevte Måned kundgjorde Moses Israelitterne alt, hvad HERREN havde pålagt ham angående dem,
05O	1	4	efter at han havde slået Amoriterkongen Sihon, der boede i Hesjbon, og Kong Og af Basan, der boede i Asjtarot og Edrei.
05O	1	5	Hinsides Jordan i Moabs Land tog Moses sig for at fremsætte følgende Lovudlægning:
05O	1	6	HERREN vor Gud talede til os ved Horeb og sagde: "I har nu længe nok opholdt eder ved Bjerget her;
05O	1	7	bryd derfor op og drag til Amoriternes Bjerge og til alle deres Naboer i Arabalavningen, på Bjergene, i Lavlandet, i Sydlandet og ved Kysten, til Kana'anæernes Land og Libanon, lige til den store Flod, Eufratfloden.
05O	1	8	Se, jeg giver Landet i eders Magt; drag derind og tag det Land i Besiddelse, som jeg tilsvor eders Fædre, Abraham, Isak og Jakob, at ville give dem og deres Afkom efter dem."
05O	1	9	Dengang talte jeg til eder og sagde: "Jeg kan ikke ene bære eder.
05O	1	10	HERREN eders Gud har gjort eder talrige, og se, I er nu så mange som Stjernerne på Himmelen;
05O	1	11	måtte kun HERREN, eders Fædres Gud, gøre eder tusinde Gange så talrige endnu og velsigne eder, som han har forjættet eder;
05O	1	12	men hvorledes skal jeg ene kunne bære hele Besværet og Arbejdet med eder og eders Stridigheder?
05O	1	13	Sørg derfor for at finde nogle kloge, forstandige.og erfarne Mænd i hver Stamme, som jeg kan sætte i Spidsen for eder!"
05O	1	14	Dertil svarede I og sagde: "Det Forslag, du har fremsat, er godt!"
05O	1	15	Derfor tog jeg Overhovederne for eders Stammer, kloge og erfarne Mænd, og satte dem i Spidsen for eder som Øverste over tusinde, hundrede, halvtredsindstyve eller ti og som Tilsynsmænd over eders Stammer.
05O	1	16	Dengang gav jeg så eders Dommere det Påbud: "Hold Forhør, når der er Stridigheder mellem eders Landsmænd, og døm retfærdigt, når en Mand har en Sag, enten det er med en Landsmand eller med en, der bor som fremmed hos ham;
05O	1	17	vis ingen Personsanseelse for Retten; hør på den ringeste som på den største og frygt ikke for nogen; thi Dommen er Guds! Men Sager, som er eder for vanskelige, skal I forebringe mig, så skal jeg holde Forhør i dem!"
05O	1	18	Og dengang gav jeg eder så Pålæg om alt, hvad I skulde gøre.
05O	1	19	Derpå brød vi op fra Horeb og drog gennem hele denne store, grufulde Ørken, som I selv har set, i Retning af Amoriternes Bjerge, således som HERREN vor Gud havde pålagt os. Og vi kom til Kadesj Barnea.
05O	1	20	Da sagde jeg til eder: "I er nu kommet til Amoriternes Bjerge, som HERREN vor Gud vil give os.
05O	1	21	Se, HERREN din Gud har givet Landet i din Magt, drag derfor op og tag det i Besiddelse, således som HERREN, dine Fædres Gud, har sagt til dig. Frygt ikke, men vær uforsagt!"
05O	1	22	Da kom I alle hen til mig og sagde: "Lad os sende nogle Mænd i forvejen til at udspejde Landet for os og bringe os Underretning om den Vej, vi skal drage op ad, og om de Byer, vi kommer til!"
05O	1	23	Jeg billigede det og udtog tolv Mænd iblandt eder, en af hver Stamme.
05O	1	24	De begav sig på Vej og drog op i Bjergene og kom til Esjkoldalen og udspejdede den;
05O	1	25	og de tog nogle af Landets Frugter med og bragte dem ned til os, og de meldte os tilbage: "Det er et herligt Land, HERREN vor Gud vil give os!"
05O	1	26	Men I vilde ikke drage op, I var genstridige mod HERREN eders Guds Befaling.
05O	1	27	I knurrede i eders Telte og sagde: "Af Had til os førte HERREN os ud af Ægypten for at give os i Amoriternes Hånd og lade os gå til Grunde!
05O	1	28	Hvor er det dog, vi skal hen? Vore Brødre tog Modet fra os, da de sagde: Det er et Folk, der er større og højere end vi, og der er store Byer med himmelhøje Fæstningsværker, ja, vi så endog Efterkommere af Anakiterne der!"
05O	1	29	Men jeg sagde til eder: "Lad eder ikke skræmme og frygt ikke for dem!
05O	1	30	HERREN eders Gud, der vandrer foran eder, vil selv stride for eder, som I så, han gjorde det for eder i Ægypten
05O	1	31	og i Ørkenen, hvor du så, at HERREN din Gud bar dig, som en Mand bærer sin Søn, hele den Vej I har vandret, lige til I nåede hertil!"
05O	1	32	Men alligevel troede I ikke på HERREN eders Gud,
05O	1	33	skønt han vandrede foran eder på Vejen for at udsøge Lejrpladser til eder, om Natten i Ilden, for at I kunde se, hvor I skulde gå, og om dagen i Skyen.
05O	1	34	Men da HERREN hørte eders Ord, blev han vred og svor:
05O	1	35	"Ikke en eneste af disse Mænd, af denne onde Slægt, skal få det herlige Land at se, som jeg svor at ville give eders Fædre,
05O	1	36	undtagen Kaleb, Jefunnes Søn; han alene skal få det at se, og ham og hans Børn vil jeg give det Land, han har betrådt, fordi han har vist HERREN fuld Lydighed!"
05O	1	37	Også på mig blev HERREN vred for eders Skyld, og han sagde: "Heller ikke du skal komme derind!
05O	1	38	Josua, Nuns Søn, der står i din Tjeneste, han skal komme derind; sæt Mod i ham, thi han skal skaffe Israel det i Eje."
05O	1	39	Og dets små Børn, som I sagde skulde blive til Bytte, eders Børn, som i Dag ikke kender Forskel på godt og ondt, de skal komme derind, dem vil jeg give det, og de skal tage det i Besiddelse.
05O	1	40	I selv derimod skal vende om og begive eder på Vej til Ørkenen i Retning af det røde Hav!"
05O	1	41	Da svarede I og sagde til mig: "Vi har syndet imod HERREN! Vi vil drage op og kæmpe, som HERREN vor Gud har befalet os!" Og alle iførte I eder eders Våben og vilde i Letsindighed drage op i Bjergene.
05O	1	42	Men HERREN sagde til mig: Sig til dem: Drag ikke op og indlad eder ikke i Kamp, thi jeg er ikke iblandt eder; gør I det, bliver I slået af eders Fjender!"
05O	1	43	Men da jeg sagde det til eder, adlød I ikke, men var genstridige mod HERRENs Bud og formastede eder til at drage op i Bjergene.
05O	1	44	Da drog Amoriterne, der bor i Bjergene der, ud imod eder, og de forfulgte eder som Bier og slog eder fra Seir til Horma.
05O	1	45	Da I så kom tilbage, græd I for HERRENs Åsyn; men HERREN vilde ikke høre eder og låne eder Øre.
05O	1	46	Så blev I hele den lange Tid i Kadesj.
05O	2	1	Så vendte vi om og brød op til Ørkenen i Retning af det røde Hav, således som HERREN havde pålagt mig, og i lang Tid vandrede vi rundt om Seirs Bjerge.
05O	2	2	Da sagde HERREN til mig:
05O	2	3	"Nu har I længe nok vandret rundt om Bjergene her; vend eder nu mod Nord!
05O	2	4	Men byd Folket og sig: Når I nu drager igennem eders Brødres, Esaus Sønners, Landemærker, de, som bor i Seir, og de bliver bange for eder, så skal I tage eder vel i Vare
05O	2	5	for at indlade eder i Krig med dem; thi jeg vil ikke give eder så meget som en Fodsbred af deres Land; thi Esau har jeg givet Seirs Bjerge i Arv og Eje.
05O	2	6	Fødevarer at spise skal I købe af dem for Penge, også Vand at drikke skal I købe af dem for Penge;
05O	2	7	thi HERREN din Gud har velsignet dig i alt, hvad du har taget dig for, han har sørget for dig på din Vandring gennem denne store Ørken; i fyrretyve År har, HERREN din Gud nu været med dig, du har ikke manglet noget."
05O	2	8	Derpå drog vi fra Elat og Ezjongeber ad Arabavejen gennem vore Brødres, Esaus Sønners Land, de, som bor i Se'ir; så drejede vi af og drog videre ad Vejen til Moabs Ørken.
05O	2	9	Og HERREN sagde til mig: "Du må ikke angribe Moab eller indlade dig i Krig med dem, thi jeg vil ikke give dig noget af deres Land i Eje; thi Lots Sønner har jeg givet Ar i Eje.
05O	2	10	Fordum beboedes det af Emiterne, et stort og talrigt Folk, kæmpestore som Anakiterne;
05O	2	11	også de henregnes ligesom Anakiterne til Refaiterne, men Moabiterne kalder dem Emiter.
05O	2	12	I Se'ir boede derimod fordum Horiterne, som Esaus Sønner drev bort og udryddede foran sig, hvorefter de bosatte sig der i deres Sted, ligesom Israel gjorde ved sit Ejendomsland, som HERREN gav dem.
05O	2	13	Bryd nu op og gå over Zeredbækken! Så gik vi over Zeredbækken.
05O	2	14	Der var gået otte og tredive År fra vort Opbrud fra Kadesj Barnea, til vi gik over Zeredbækken, til hele din Slægt af våbenføre Mænd var uddød af Lejren, således som HERREN havde svoret dem;
05O	2	15	også HERRENs Hånd havde været imod dem, så de blev udryddet af Lejren til sidste Mand.
05O	2	16	Men da alle våbenføre Mænd var uddøde af Folket,
05O	2	17	talede HERREN til mig og sagde:
05O	2	18	Når du nu drager gennem Moabs Landemærker, gennem Ar,
05O	2	19	og således når hen til Ammoniterne, så må du ikke angribe dem eller indlade dig i Krig med dem, thi jeg vil ikke give dig noget af Ammoniternes Land i Eje; thi det har jeg givet Lots Børn i Eje.
05O	2	20	Også det henregnes til Refaiternes Land; det beboedes fordum af Refaiter, men Ammoniterne kalder dem Zamzummiter.
05O	2	21	Det var et stort og talrigt Folk, kæmpestore som Anakiterne. Men HERREN udryddede dem foran dem, så de drev dem bort og bosatte sig der i deres Sted,
05O	2	22	ligesom han gjorde for Esaus Sønner, der bor i Se'ir, for hvem han udryddede Horiterne, så de drev dem bort og bosatte sig der i deres Sted, og de bor der den Dag i dag.
05O	2	23	Men Avvijiterne, der boede i Landsbyer i Egnene henimod Gaza, dem drev Kaftorerne, der var udvandret fra Kaftor, bort og bosatte sig der i deres Sted.
05O	2	24	Bryd nu op og gå over Arnonfloden! Se, jeg har givet Hesjbons Konge, Amoriten Sihon, og hans Land i din Hånd; giv dig kun til at drive ham bort og føre Krig med ham!
05O	2	25	Fra i Dag af begynder jeg at vække Frygt og Rædsel for dig hos alle Folkeslag under Himmelen; blot de hører om dig, skal de ryste og bæve for dig!
05O	2	26	Da udsendte jeg Sendebud fra Kedemots Ørken til Kong Sihon af Hesjbon med følgende fredelige Tilbud:
05O	2	27	"Lad mig drage gennem dit Land; jeg skal holde mig til Vejen uden at bøje af til højre eller venstre.
05O	2	28	Fødevarer at spise skal du sælge mig for Penge, og Vand at drikke skal du give mig for Penge, jeg beder kun om at måtte drage igennem til Fods,
05O	2	29	således som Esaus Sønner, der bor i Se'ir, og Moabiterne, der bor i Ar, tillod mig, indtil jeg kommer over Jordan ind i det Land, HERREN vor Gud vil give os!"
05O	2	30	Men Kong Sihon i Hesjbon vilde ikke tillade os at drage igennem; thi HERREN din Gud forhærdede hans Ånd og gjorde hans Hjerte hårdt for at give ham i din Hånd, som det nu er sket.
05O	2	31	Derpå sagde HERREN til mig: "Se, jeg har allerede begyndt at give Sihon og hans Land i din Magt; giv dig kun til at drive ham bort for at tage hans Land i Besiddelse!"
05O	2	32	Så rykkede Sihon med alle sine Krigere ud imod os til Kamp ved Jaza;
05O	2	33	og HERREN vor Gud gav ham i vor Magt, og vi slog ham og hans Sønner og alle hans Krigere.
05O	2	34	Og vi indtog dengang alle hans Byer og lagde i enhver By Band på Mænd, Kvinder og Børn uden at lade en eneste undslippe;
05O	2	35	kun Kvæget tog vi selv som Bytte, tillige med hvad vi røvede i de erobrede Byer.
05O	2	36	Fra Aroer ved Arnonflodens Bred og Byen, der ligger i Dalen, og til Gilead var der ikke en By, som var os uindtagelig; HERREN vor Gud gav dem alle i vor Magt.
05O	2	37	Men på Ammoniternes Land forgreb du dig ikke, hverken det, der ligger langs Jabbokfloden, eller Byerne i Bjergene, således som HERREN vor Gud havde påbudt.
05O	3	1	Derpå brød vi op og drog mod Basan. Og Kong Og af Basan rykkede med alle sine Krigere ud imod os til Kamp ved Edrei.
05O	3	2	Da sagde HERREN til mig: "Frygt ikke for ham, thi jeg giver ham i din Hånd tillige med hele hans Folk og Land, og du skal gøre ved ham, som du gjorde ved Sihon, Amoriterkongen i Hesjbon."
05O	3	3	Så gav HERREN vor Gud også kong Og af Basan og alle hans Krigere i vor Hånd, og vi slog ham, så ikke en eneste undslap.
05O	3	4	Vi indtog dengang alle hans Byer; der var ikke een By, vi ikke fratog dem, i alt tresindstyve Byer, hele Landskabet Argob, Ogs Kongerige i Basan,
05O	3	5	lutter Byer, der var befæstet med høje Mure, Porte og Portslåer, foruden de mange åbne Byer;
05O	3	6	og vi lagde Band på dem, ligesom vi havde gjort ved Kong Sihon i Hesjbon, i enhver By lagde vi Band på Mænd, Kvinder og Børn;
05O	3	7	men alt Kvæget, og hvad vi røvede fra Byerne, tog vi selv som Bytte.
05O	3	8	Således erobrede vi dengang Landet fra de to Amoriterkonger hinsides Jordan fra Arnonfloden til Hermonbjerget
05O	3	9	Zidonierne kalder Hermon Sirjon, men Amoriterne kalder det Senir
05O	3	10	alle Byerne på Højsletten, hele Gilead og hele Basan lige til Salka og Edrei, Byer i kong Ogs Rige i Basan.
05O	3	11	Thi Kong Og af Basan var den eneste, der endnu var tilbage af Refaiterne; hans Kiste, en Jernkiste, står jo endnu i Rabba i Ammon, ni Alen lang og fire Alen bred efter vanligt Mål.
05O	3	12	Således tog vi dengang dette Land i Besiddelse. Landet fra Aroer, der ligger ved Arnonfloden, og Halvdelen af Gileads Bjerge med Byerne der gav jeg Rubeniterne og Gaditerne;
05O	3	13	men Resten af Gilead og hele Basan, Ogs Rige, gav jeg til Manasses halve Stamme, hele Landskabet Argob. (Det er hele dette Basan, man kalder Refaiterland.)
05O	3	14	Manasses Søn Jair erobrede hele Landskabet Argob indtil Gesjuriternes og Ma'akatiternes Egne og kaldte dem Ja'irs Teltbyer efter sig selv, som de hedder endnu den Dag i Dag.
05O	3	15	Og Makir gav jeg Gilead;
05O	3	16	og Rubeniterne og Gaditerne gav jeg Landet fra Gilead til Arnonfloden med Dalens Midtlinie som Grænse og til Jabbokfloden, Ammoniternes Grænse,
05O	3	17	og Arabalavningen med Jordan som Grænse fra Kinneret til Arabaeller Salthavet ved Foden af Pisgas Skrænter mod Øst.
05O	3	18	Dengang gav jeg eder følgende Påbud: "HERREN eders Gud har givet eder dette Land i Eje; men I skal, så mange krigsdygtige Mænd I er, drage væbnede i Spidsen for eders Brødre Israelitterne
05O	3	19	kun eders Kvinder, Børn og Kvæg (jeg ved, at I har meget Kvæg) skal blive tilbage i de Byer, jeg giver eder
05O	3	20	indtil HERREN bringer eders Brødre til Hvile ligesom eder, og de også får taget det Land i Besiddelse, som HERREN eders Gud vil give dem hinsides Jordan; så kan enhver af eder vende tilbage til den Ejendom, jeg har givet eder!"
05O	3	21	Og Josua gav jeg dengang følgende Påbud: "Du har med egne Øjne set alt, hvad HERREN eders Gud har gjort ved disse to Konger; således vil HERREN også gøre ved alle de Riger, du drager over til.
05O	3	22	Du skal ikke frygte for dem; thi HERREN eders Gud vil selv kæmpe for eder!"
05O	3	23	Og dengang bad jeg således til HERREN:
05O	3	24	"Herre, HERRE! Du har begyndt at vise din Tjener din Storhed og din stærke Hånd! Thi hvem er den Gud i Himmelen og på Jorden, der kan gøre sådanne Gerninger og Storværker som du?
05O	3	25	Lad mig da få Lov at drage over og se det herlige Land hinsides Jordan, det herlige Bjergland og Libanon!"
05O	3	26	Men HERREN var vred på mig for eders Skyld og hørte mig ikke, men han sagde til mig: "Lad det være nok, tal ikke mere til mig om den Sag;
05O	3	27	men stig op på Pisgas Tinde, løft dit Blik mod Vest og Nord, mod Syd og Øst, og tag det i Øjesyn. Thi du kommer ikke til at drage over Jordan dernede;
05O	3	28	men sig Josua, hvad han skal, og sæt Mod i ham og styrk ham, thi det bliver ham, der skal drage over i Spidsen for dette Folk, og ham, der skal give dem det Land, du ser, i Eje."
05O	3	29	Så blev vi i Dalen lige over for Bet Peor.
05O	4	1	Og nu, Israel! Hør de Anordninger og Lovbud, som jeg vil lære eder at holde, for at I kan blive i Live og komme ind og tage det Land i Besiddelse, som HERREN, eders Fædres Gud, vil give eder.
05O	4	2	I må hverken lægge noget til eller trække noget fra, hvad jeg byder eder, men I skal holde HERREN eders Guds Bud, som jeg pålægger eder.
05O	4	3	I har med egne Øjne set, hvad HERREN gjorde i Anledning af Ba'al Peor: Hver eneste Mand, som fulgte Ba'al Peor, udryddede HERREN din Gud af din Midte.
05O	4	4	Men I, som holdt fast ved HERREN eders Gud, er alle i Live den Dag i Dag.
05O	4	5	Se, jeg har lært eder Anordninger og Lovbud, således som HERREN min Gud har pålagt mig, for at I skal handle derefter i det Land, I skal ind og tage i Besiddelse;
05O	4	6	hold dem og følg dem! Thi det skal være eders Visdom og eders Kløgt i de andre Folks Øjne. Når de hører om alle disse Anordninger, skal de sige: "Sandelig, det er et vist og klogt Folk, dette store Folk!"
05O	4	7	Thi hvor er der vel et stort Folk, som har Guder, der kommer til det, således som HERREN vor Gud gør det, når vi kalder på ham;
05O	4	8	og hvor er der vel et stort Folk, der har så retfærdige Anordninger og Lovbud som hele denne Lov, jeg forelægger eder i Dag?
05O	4	9	Kun skal du vogte dig og omhyggeligt tage Vare på dig selv, at du ikke glemmer, hvad du med egne Øjne har set, og at det ikke viger fra dit Hjerte, så længe du lever; og du skal fortælle dine Sønner og dine Sønners Sønner derom.
05O	4	10	Glem ikke den Dag, du stod for HERREN din Guds Åsyn ved Horeb, da HERREN sagde til mig: "Kald mig Folket sammen, for at jeg kan kundgøre dem mine Ord, så de kan lære at frygte mig, så længe de lever på Jorden, og lære deres Sønner det samme!"
05O	4	11	Da trådte I frem og stod ved Bjergets Fod, medens Bjerget brændte i lys Lue helt ind i Himmelen, hylet i Mørke, Skyer og Mulm;
05O	4	12	og da HERREN talede til eder ud fra Ilden, hørte I kun Ordene, men nogen Skikkelse så I ikke, kun en Røst fornam I.
05O	4	13	Da kundgjorde han eder sin Pagt, som han bød eder at holde, de ti Ord, og han skrev dem på to Stentavler.
05O	4	14	Og mig bød HERREN dengang at lære eder Anordninger og Lovbud, som I skulde overholde idet Land, I nu skal over og tage i Besiddelse.
05O	4	15	Eftersom I ikke så nogen Skikkelse, dengang HERREN talede til eder på Horeb ud fra Ilden, så vogt eder nu omhyggeligt for
05O	4	16	at handle så ryggesløst, at I laver eder et Gudebillede, en Stenstøtte i en eller anden Skikkelse, enten det nu er et Afbillede af en Mand eller en Kvinde
05O	4	17	eller et Afbillede af et eller andet Dyr, der lever på Jorden, eller et Afbillede af en eller anden vinget Fugl, der flyver under Himmelen,
05O	4	18	eller et Afbillede af et eller andet Kryb, der kryber på Jorden, eller et Afbillede af en eller anden Fisk i Vandet under Jorden;
05O	4	19	og når du løfter dit Blik til Himmelen og ser Solen og Månen og Stjernerne, hele Himmelens Hær, så vogt dig for at lade dig forføre til at tilbede og dyrke dem. Thi HERREN din Gud har tildelt alle de andre Folk under hele Himmelen dem;
05O	4	20	men eder tog HERREN og førte ud af Smelteovnen, af Ægypten, for at I skulde være hans Ejendomsfolk, som I nu er.
05O	4	21	Men HERREN blev vred på mig for eders Skyld og svor, at jeg ikke skulde komme over Jordan ind i det herlige Land, som HERREN din Gud vil give dig i Eje,
05O	4	22	thi jeg skal dø i Landet her; jeg skal ikke komme over Jordan, men I skal komme over og tage dette herlige Land i Besiddelse.
05O	4	23	Så vogt eder for at glemme HERREN eders Guds Pagt, som han sluttede med eder, og for at lave eder noget Gudebillede i Skikkelse af noget som helst, HERREN din Gud har forbudt dig
05O	4	24	Thi HERREN din Gud er en fortærende Ild, en nidkær Gud!
05O	4	25	Når du får Børn og Børnebørn, og I bliver gamle i Landet, og I da handler så ryggesløst, at I laver eder Gudebilleder i en eller anden Skikkelse og gør, hvad der er ondt i HERREN din Guds Øjne, så at I fortørner ham,
05O	4	26	så kalder jeg i Dag Himmelen og Jorden til Vidne imod eder på, at I hastigt skal blive udryddet af det Land, I skal over Jordan og tage i Besiddelse; I skal ikke få noget langt Liv der, men visselig gå til Grunde;
05O	4	27	og HERREN vil splitte eder mellem Folkene, og kun nogle få af eder skal blive tilbage blandt de Folkeslag, HERREN driver eder hen iblandt.
05O	4	28	Der skal I komme til at dyrke Guder, der er Menneskehænders Værk, Træ og Sten, som hverken kan se eller høre, spise eller lugte!
05O	4	29	Der skal I så søge HERREN din Gud, og du skal finde ham, når du søger ham af hele dit Hjerte og hele din Sjæl.
05O	4	30	I de kommende Dage, når du er i Nød, og alle disse Ting kommer over dig, skal du vende om til HERREN din Gud og adlyde hans Røst.
05O	4	31	Thi en barmhjertig Gud er HERREN din Gud; han slipper dig ikke og lader dig ikke gå til Grunde og glemmer ikke Pagten med dine Fædre, som han tilsvor dem.
05O	4	32	Thi gransk dog i de henfarne Tider, der gik forud for dig, lige fra den Tid af da Gud skabte Menneskene på Jorden, og fra den ene Ende af Himmelen til den anden, om der er sket noget så stort som dette, eller om dets Lige er hørt.
05O	4	33	Har noget Folk hørt Guds Røst ud fra Ilden, således som du hørte det, og levet?
05O	4	34	Eller har nogen Gud søgt at komme og hente sig et Folk midt ud af et andet Folk ved Prøvelser, Tegn og Undere, ved Krig, med stærk Hånd og udstrakt Arm og store Rædsler, således som du med egne Øjne så HERREN eders Gud gøre med eder i Ægypten?
05O	4	35	Du fik det at se, for at du skulde vide, af HERREN og ingen anden er Gud.
05O	4	36	Fra Himmelen lod han dig høre sin Røst for at undervise dig, og på Jorden lod han dig se sin store Ild, og hans Ord hørte du ud fra Ilden.
05O	4	37	Og fordi han elskede dine Fædre og udvalgte deres Afkom efter dem og selv førte dig ud af Ægypten ved sin store Vælde
05O	4	38	for at drive Folk bort foran dig, der er større og mægtigere end du selv, og lade dig komme ind i deres Land og give dig det i Eje, som det nu er sket,
05O	4	39	derfor skal du i Dag vide og lægge dig på Sinde, at HERREN og ingen anden er Gud oppe i Himmelen og nede på Jorden.
05O	4	40	Og du skal holde hans Anordninger og Bud, som jeg pålægger dig i Dag, for at det kan gå dig og dine Børn efter dig vel, og for at du alle Dage kan leve længe i det Land, HERREN din Gud giver dig!
05O	4	41	På den Tid udskilte Moses tre Byer hinsides Jordan, på den østre Side,
05O	4	42	som Tilflugtsteder for Manddrabere, der uforsætligt slår et andet Menneske ihjel uden i Forvejen at have båret Nag til ham, for at de kan redde Livet ved at ty til en af disse Byer,
05O	4	43	nemlig Bezer i Ørkenen på Højsletten for Rubeniterne, Ramot i Gilead for Gaditerne og Golan i Basan for Manassiterne.
05O	4	44	Dette er den Lov, Moses forelagde Israelitterne.
05O	4	45	Dette er de Vidnesbyrd, Anordninger og Lovbud, Moses kundgjorde Israelitterne, da de drog bort fra Ægypten,
05O	4	46	hinsides Jordan i Dalen lige for Bet Peor i det Land, der havde tilhørt Amoriterkongen Sihon, som boede i Hesjbon, og som Moses og Israelitterne havde slået, da de drog bort fra Ægypten.
05O	4	47	De havde erobret hans og Kong Og af Basans Land, de to Amoriterkonger hinsides Jordan, på den østre Side,
05O	4	48	fra Aroer ved Arnonflodens Bred til Sirjons Bjerg, det er Hermon,
05O	4	49	tillige med hele Arabalavningen hinsides Jordan, på den østre Side, lige til Arabahavet neden for Pisgas Skrænter.
05O	5	1	Moses kaldte hele Israel sammen og sagde til dem: Hør, Israel, de Anordninger og Lovbud, som jeg kundgør eder i Dag! Lær dem og hold dem omhyggeligt.
05O	5	2	HERREN vor Gud sluttede en Pagt med os ved Horeb.
05O	5	3	Det var ikke med vore Fædre, HERREN sluttede den Pagt, men med os, vi, der i Dag er her til Stede, alle vi, der er i Live.
05O	5	4	Ansigt til Ansigt talede HERREN med eder på Bjerget ud fra Ilden.
05O	5	5	Jeg stod dengang som Mellemmand mellem HERREN og eder og kundgjorde eder HERRENs Ord; thi I var bange for Ilden og turde ikke stige op på Bjerget.
05O	5	6	Han sagde: Jeg er HERREN din Gud, som førte dig ud af Ægypten, af Trællehuset.
05O	5	7	Du må ikke have andre Guder end mig.
05O	5	8	Du må ikke gøre dig noget udskåret Billede eller noget Afbillede af det, som er oppe i Himmelen eller nede på Jorden eller i Vandet under Jorden;
05O	5	9	du må ikke tilbede eller dyrke det, thi jeg HERREN din Gud er en nidkær Gud, der indtil tredje og fjerde Led straffer Fædres Brøde på Børn af dem, som hader mig,
05O	5	10	men i tusind Led viser Miskundhed mod dem, der elsker mig og holder mine Bud!
05O	5	11	Du må ikke misbruge HERREN din Guds Navn, thi HERREN lader ikke den ustraffet, der misbruger hans Navn!
05O	5	12	Tag Vare på Hviledagen, så du holder den hellig, således som HERREN din Gud har pålagt dig!
05O	5	13	I seks Dage skal du arbejde og gøre al din Gerning,
05O	5	14	men den syvende Dag skal være Hviledag for HERREN din Gud; da må du intet Arbejde udføre, hverken du selv, din Søn eller Datter, din Træl eller Trælkvinde, din Okse eller dit Æsel eller noget af dit Kvæg eller den fremmede inden dine Porte, for at din Træl og Trælkvinde kan hvile ud ligesom du selv.
05O	5	15	Kom i Hu, at du selv var Træl i Ægypten, og at HERREN din Gud førte dig ud derfra med stærk Hånd og udstrakt Arm; det er derfor, HERREN din Gud har pålagt dig at fejre Hviledagen!
05O	5	16	Ær din Fader og din Moder, således som HERREN din Gud har pålagt dig, for at du kan få et langt Liv, og det må gå dig vel i det Land, HERREN din Gud vil give dig.
05O	5	17	Du må ikke slå ihjel!
05O	5	18	Du må ikke bedrive Hor!
05O	5	19	Du må ikke stjæle!
05O	5	20	Du må ikke sige falsk Vidnesbyrd imod din Næste!
05O	5	21	Du må ikke begære din Næstes Hustru. Du må ikke attrå din Næstes Hus, hans Mark, hans Træl eller Trælkvinde, hans Okse eller Æsel eller noget, der hører din Næste til!
05O	5	22	Disse Ord talede HERREN til hele eders Forsamling på Bjerget ud fra Ilden, Skyen og Mulmet med vældig Røst uden at føje noget til; og han skrev dem op på to Stentavler og gav mig dem.
05O	5	23	Men da I hørte Røsten, der lød ud fra Mørket, medens Bjerget stod i lys Lue, kom I, alle Overhovederne for eders Stammer og eders Ældste, hen til mig
05O	5	24	og sagde: "Se, HERREN vor Gud har ladet os skue sin Herlighed og Storhed, og hans Røst har vi hørt ud fra Ilden; i Dag har vi oplevet, at Gud kan tale med Mennesker, uden at de dør.
05O	5	25	Men hvorfor skal vi dø? Thi denne vældige Ild vil fortære os; hvis vi skal blive ved at høre på HERREN vor Guds Røst, må vi dø!
05O	5	26	Thi hvilken dødelig har nogen Sinde som vi hørt den levende Guds Røst ud fra Ilden og levet?
05O	5	27	Træd du hen og hør alt, hvad HERREN vor Gud siger; siden skal du så sige os alt, hvad HERREN vor Gud taler til dig, og vi skal høre det og gøre derefter."
05O	5	28	Og da HERREN hørte, hvorledes I talte til mig, sagde han til mig: "Jeg har hørt, hvad dette Folk siger til dig, og alt, hvad de har sagt til dig, er ret;
05O	5	29	gid de alle Dage må have et sådant Hjerte, at de frygter mig og holder alle mine Bud, for at det må gå dem og deres Børn vel evindelig.
05O	5	30	Gå derfor hen og byd dem at vende tilbage til deres Telte;
05O	5	31	men bliv du stående her hos mig, så skal jeg kundgøre dig alle Budene, Anordningerne og Lovbudene, som du skal lære dem, og som de skal holde i det Land, jeg vil give dem i Eje!"
05O	5	32	Gør derfor omhyggeligt således, som HERREN eders Gud har pålagt eder, uden at vige til højre eller venstre;
05O	5	33	følg altid den Vej, som HERREN eders Gud har pålagt eder at gå, at I kan blive i Live og få det godt og leve længe i det Land,I skal tage i Besiddelse!
05O	6	1	Dette er Budet, Anordningerne og Lovbudene, som HERREN eders Gud har påbudt at lære eder at handle efter i det Land, I skal over og tage i Besiddelse,
05O	6	2	for at du alle dine Levedage må frygte HERREN din Gud og holde alle hans Anordninger og Bud, som jeg giver dig, du selv, din Søn og din Sønnesøn, og få et langt Liv.
05O	6	3	Hør derfor, Israel, og gør omhyggeligt efter dem, for at det kan gå dig vel, og for at I må blive overvættes talrige, således som HERREN, dine Fædres Gud, har forjættet dig, i et Land, der flyder med Mælk og Honning.
05O	6	4	Hør, Israel! HERREN vor Gud, HERREN er een.
05O	6	5	Og du skal elske HERREN din Gud af hele dit Hjerte, af hele din Sjæl og af hele din Styrke.
05O	6	6	Disse Bud, som jeg pålægger dig i Dag, skal du tage dig til Hjerte;
05O	6	7	og du skal indprente dine Børn dem og tale om dem, både når du sidder i dit Hus, og når du vandrer på Vejen, både når du lægger dig, og når du står op;
05O	6	8	du skal binde dem som et Tegn om din Hånd, de skal være som et Erindringsmærke på din Pande,
05O	6	9	og du skal skrive dem på Dørstolperne af dit Hus og på dine Porte.
05O	6	10	Og når HERREN din Gud fører dig ind i det Land, han tilsvor dine Fædre Abraham, Isak og Jakob at ville give dig, store og smukke Byer, som du ikke har bygget,
05O	6	11	Huse, der er fulde af alt godt, som du ikke har samlet, udhuggede Ciesterner, som du ikke har udhugget, Vingårde og Olivenhaver, som du ikke har plantet, og du spiser dig mæt,
05O	6	12	vogt dig da for at glemme HERREN, som førte dig ud af Ægypten, af Trællehuset;
05O	6	13	HERREN din Gud skal du frygte, ham skal du dyrke, og ved hans Navn skal du svælge!
05O	6	14	I må ikke holde eder til andre Guder, til nogen af de omboende Folks Guder,
05O	6	15	thi HERREN din Gud er en nidkær Gud i din Midte; ellers vil HERREN din Guds Vrede blusse op imod dig, så han udrydder dig af Jorden.
05O	6	16	I må ikke friste HERREN eders Gud, som I gjorde ved Massa.
05O	6	17	I skal omhyggeligt holde HERREN eders Guds Bud, Vidnesbyrd og Anordninger, som han har pålagt dig;
05O	6	18	og du skal gøre, hvad der er ret og godt i HERRENs Øjne, for at det må gå dig vel, og du må komme ind og få det herlige Land i Eje. som HERREN tilsvor dine Fædre,
05O	6	19	idet han jager alle dine Fjender bort foran dig, som HERREN har sagt!
05O	6	20	Når din Søn i Fremtiden spørger dig: "Hvorledes har det sig med de Vidnesbyrd, Anordninger og Lovbud, som HERREN vor Gud gav eder?"
05O	6	21	så skal du svare din Søn således: "Vi var engang Faraos Trælle i Ægypten; men HERREN førte os ud af Ægypten med stærk Hånd.
05O	6	22	Og HERREN udførte Tegn og store, ødelæggende Undere på Ægypten, på Farao og hele hans Hus, lige for vore Øjne;
05O	6	23	men os førte han ud derfra for at føre os ind og give os det Land, han havde tilsvoret vore Fædre.
05O	6	24	Dengang pålagde HERREN os at handle efter alle disse Anordninger, idet vi frygter HERREN vor Gud, for at det altid må gå os vel, for at han kan lade os blive i Live, som det hidtil er sket.
05O	6	25	Og vi skal stå som retfærdige for HERREN vor Guds Ansigt, når vi handler efter alle disse Anordninger, således som han har pålagt os!"
05O	7	1	Når HERREN din Gud fører dig ind i det Land, du skal ind og tage i Besiddelse, og driver store Folk bort foran dig, Hetiterne, Girgasjiterne, Amoriterne, Kana'anæerne, Periiterne, Hivviterne og Jebusiterne, syv Folk, der er større og mægtigere end du,
05O	7	2	og når HERREN din Gud giver dem i din Magt, og du overvinder dem, så skal du lægge Band på dem. Du må ikke slutte Pagt med dem eller vise dem Skånsel.
05O	7	3	Du må ikke besvogre dig med dem, du må hverken give en af deres Sønner din datter eller tage en af deres Døtre til din Søn;
05O	7	4	thi så vil de få din Søn til at falde fra HERREN, så han dyrker andre Guder, og HERRENs Vrede vil blusse op imod eder, og han vil udrydde dig i Hast.
05O	7	5	Men således skal I gøre ved dem: Deres Altre skal I nedbryde, deres Stenstøtter skal I sønderslå, deres Asjerastøtter skal I omhugge, og deres Gudebilleder skal I opbrænde.
05O	7	6	Thi du er et Folk, der er helliget HERREN din Gud; dig har HERREN din Gud udvalgt til sit Ejendomsfolk blandt alle Folk på Jorden.
05O	7	7	Det er ikke, fordi I er større end alle de andre Folk, at HERREN har fattet Velbehag til eder og udvalgt eder, thi I er det mindste af alle Folk;
05O	7	8	men fordi HERREN elskede eder, og fordi han vilde holde den Ed, han tilsvor eders Fædre, derfor var det, at HERREN med stærk Hånd førte eder ud og udløste dig af Trællehuset, af Ægypterkongen Faraos Hånd;
05O	7	9	så skal du vide, at HERREN din Gud er den sande Gud, den trofaste Gud, der i tusinde Slægtled holder fast ved sin Pagt og sin Miskundhed mod dem, der elsker ham og holder hans Bud,
05O	7	10	men bringer Gengældelse over den, der hader ham, så han udrydder ham, og ikke tøver over for den, der hader ham, men bringer Gengældelse over ham.
05O	7	11	Derfor skal du omhyggeligt handle efter det Bud, de Anordninger og Lovbud, jeg i Dag giver dig!
05O	7	12	Når I nu hører disse Lovbud og holder dem og handler efter dem, så skal HERREN din Gud til Løn derfor holde fast ved den Pagt og den Miskundhed, han tilsvor dine Fædre.
05O	7	13	Han skal elske dig, velsigne dig og gøre dig mangfoldig, han skal velsigne Frugten af dit Moderliv og Frugten af din Jord, dit Korn, din Most og din Olie, Tillægget af dine Okser og dine Fårs Yngel i det Land, han tilsvor dine Fædre at ville give dig!
05O	7	14	Velsignet skal du være fremfor alle andre Folk; ingen Mand eller Kvinde hos dig skal være ufrugtbar, ej heller noget af dit Kvæg;
05O	7	15	og HERREN vil holde alle Sygdomme fra dig; ingen af Ægyptens onde Farsoter, som du jo kender, vil han påføre dig, men han vil lægge dem på alle dem, der hader dig.
05O	7	16	Og alle de Folk, som HERREN din Gud giver dig, skal du fortære uden Skånsel; du må ikke dyrke deres Guder, thi det vilde blive en Snare for dig.
05O	7	17	Og skulde du sige ved dig selv: "Disse Folk er større end jeg, hvor kan jeg drive dem bort?"
05O	7	18	så frygt ikke for dem, men kom i Hu, hvad HERREN din Gud gjorde ved Farao og hele Ægypten,
05O	7	19	de store Prøvelser, du selv så, Tegnene og Underne, den stærke Hånd og den udstrakte Arm, hvormed HERREN din Gud førte dig ud; således vil HERREN din Gud gøre ved alle de Folkeslag, du frygter for.
05O	7	20	Ja, også Gedehamse vil HERREN din Gud sende imod dem, indtil de, der er tilbage og holder sig skjult for dig, er udryddet.
05O	7	21	Vær ikke bange for dem, thi HERREN din Gud er i din Midte, en stor og frygtelig Gud.
05O	7	22	HERREN din Gud skal lidt efter lidt drive disse Folkeslag bort foran dig. Det går ikke an, at du udrydder dem i Hast, thi så bliver Markens vilde Dyr dig for talrige.
05O	7	23	Men HERREN din Gud skal give dem i din Magt, og han skal slå dem med stor Rædsel, indtil de er udryddet.
05O	7	24	Og han skal give deres Konger i din Hånd, og du skal udrydde deres Navn under Himmelen; ingen skal kunne holde Stand over for dig, til du har udryddet dem.
05O	7	25	Deres Gudebilleder skal I opbrænde; du må ikke lade dig friste til at tage Sølvet eller Guldet på dem, for at du ikke skal lokkes i en Snare derved, thi det er HERREN din Gud en Vederstyggelighed,
05O	7	26	og du må ikke føre nogen Vederstyggelighed ind i dit Hus, for at du ikke skal hjemfalde til Band ligesom den, nej, du skal nære Afsky og Gru for den, thi den er hjemfaldet til Band!
05O	8	1	Alle de Bud, jeg i Dag pålægger dig, skal I omhyggeligt handle efter, for at I må blive i Live og blive mangfoldige og komme ind og tage det Land i Besiddelse, som HERREN tilsvor eders Fædre.
05O	8	2	Og du skal komme i Hu, hvorledes HERREN din Gud i disse fyrretyve År har ført dig i Ørkenen for at ydmyge dig og sætte dig på Prøve og for at se, hvad der boede i dit Hjerte, om du vilde holde hans Bud eller ej.
05O	8	3	Han ydmygede dig og lod dig sulte og gav dig så Manna at spise, en Føde, som hverken du eller dine Fædre før kendte til, for at lade dig vide, at Mennesket ikke lever af Brød alene; men ved alt, hvad der udgår af HERRENs Mund, lever Mennesket.
05O	8	4	Dine klæder blev ikke slidt af Kroppen på dig, og dine Fødder hovnede ikke i disse fyrretyve År:
05O	8	5	Så vid da og tag dig til Hjerte, at HERREN optugter dig, som en Mand optugter sin Søn.
05O	8	6	Og hold HERREN din Guds Bud, så du vandrer på hans Veje og frygter ham.
05O	8	7	Thi HERREN din Gud vil føre dig ind i et herligt Land, et Land med Vandbække, Kilder og Strømme, der vælder frem på Bjerg og Dal,
05O	8	8	et Land med Hvede og Byg, med Vinstokke, Figentræer og Granatæbletræer, et Land med Oliventræer og Honning,
05O	8	9	et Land, hvor du ikke skal tære Fattigmands Brød, hvor du intet skal mangle, et Land, hvis Sten giver Jern, og i hvis Bjerge du kan hugge Kobber.
05O	8	10	Men når du så spiser dig mæt, skal du love HERREN din Gud for det herlige Land, han gav dig.
05O	8	11	Vogt dig for at glemme HERREN din Gud, så du ikke holder hans Bud, Lovbud og Anordninger, som jeg i Dag pålægger dig.
05O	8	12	Når du da spiser dig mæt og bygger gode Huse og bor i dem,
05O	8	13	og dit Hornkvæg og Småkvæg øges, og dit Sølv og Guld øges, og alt, hvad du ejer, øges,
05O	8	14	lad så ikke dit Hjerte blive hovmodigt, så du glemmer HERREN din Gud, som førte dig ud af Ægypten, af Trællehuset,
05O	8	15	ham, som ledte dig i den store, grufulde Ørken med dens Giftslanger og Skorpioner og vandløse Ødemarker, ham, som lod Vand vælde frem til dig af den flinthårde Klippe,
05O	8	16	ham, som i Ørkenen gav dig Manna at spise, som dine Fædre ikke kendte til, dig til Ydmygelse og Prøvelse, for i de kommende Dage at kunne gøre vel imod dig!
05O	8	17	Og sig ikke ved dig selv: "Det er min egen Kraft og min egen Hånds Styrke, der har skaffet mig den Rigdom."
05O	8	18	Men kom HERREN din Gud i Hu; thi ham er det, der giver dig Kraft til at vinde dig Rigdom for at stadfæste den Pagt, han tilsvor dine Fædre, således som det nu er sket.
05O	8	19	Men hvis du glemmer HERREN din Gud og holder dig til andre Guder og dyrker og tilbeder dem, så vidner jeg for eder i Dag, at I skal gå til Grunde.
05O	8	20	Som de Folk, HERREN lader gå til Grunde for eder, skal I gå til Grunde, til Straf for at I ikke vilde adlyde HERREN eders Gud!
05O	9	1	Hør, Israel! Du drager nu over Jordan for at komme og gøre dig til Herre over Folk, der er større og mægtigere end du selv, over store Byer med himmelhøje Fæstningsværker;
05O	9	2	over et stort Folk, høje som Kæmper, Anakiternes Efterkommere, som du selv kender, og om hvem du selv har hørt sige: Hvem kan holde Stand mod Anakiterne!"
05O	9	3	Så skal du nu vide, at det er HERREN din Gud, der går foran dig som en fortærende Ild; han vil ødelægge dem, og han vil underku dem for dig, så du kan drive dem bort og ødelægge dem i Hast, således som HERREN har sagt dig.
05O	9	4	Når HERREN din Gud jager dem bort foran dig, tænk så ikke: "For min Retfærdigheds Skyld lod HERREN mig komme ind og tage dette Land i Besiddelse!" Thi det er for disse Folks Ugudeligheds Skyld, at HERREN driver dem bort foran dig!
05O	9	5	Det er ikke for din Retfærdigheds eller dit ædle Hjertes Skyld, du kommer ind og tager deres Land i Besiddelse, nej, det er på Grund af disse Folks Ondskab, at HERREN driver dem bort foran dig, og fordi han vil opfylde det Ord, han tilsvor dine Fædre,.Abraham, Isak og Jakob.
05O	9	6	Så vid da, at det ikke er for din Retfærdigheds Skyld, at HERREN din Gud giver dig dette herlige Land i Eje; thi du er et Folk med hårde Halse!
05O	9	7	Kom i Hu, glem ikke, hvorledes du fortørnede HERREN din Gud i Ørkenen! Lige fra den Dag I drog ud af Ægypten, og til I kom til Stedet her, har I været genstridige mod HERREN.
05O	9	8	Ved Horeb fortørnede I HERREN, og HERREN blev vred på eder, så han vilde ødelægge eder.
05O	9	9	Da jeg var steget op på Bjerget for at modtage Stentavlerne, den Pagts Tavler, som HERREN havde sluttet med eder, opholdt jeg mig på Bjerget fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter uden at spise eller drikke,
05O	9	10	og HERREN gav mig de to Stentavler, beskrevne med Guds Finger; og på dem stod alle de Ord, HERREN havde talt til eder på Bjerget ud fra Ilden, den Dag I var forsamlet.
05O	9	11	Da de fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter var omme, gav HERREN mig de to Stentavler, Pagtens Tavler.
05O	9	12	Og HERREN sagde til mig: "Stå op og skynd dig ned herfra, thi det Folk, du førte ud af Ægypten, har handlet ilde; hastigt er de veget fra den Vej, jeg foreskrev dem: de har lavet sig et støbt Billede!"
05O	9	13	Og HERREN sagde til mig: "Jeg har set dette Folk, og se, det er et Folk med hårde Halse;
05O	9	14	lad mig i Fred, så jeg kan ødelægge dem og udslette deres Navn under Himmelen; så vil jeg gøre dig til et Folk, mægtigere og større end det!"
05O	9	15	Da vendte jeg mig bort og steg ned fra Bjerget med Pagtens to Tavler i mine Hænder, medens Bjerget brændte i lys Lue;
05O	9	16	og jeg så, og se, I havde syndet mod HERREN eders Gud, I havde lavet eder en støbt Tyrekalv; hastigt var I veget fra den Vej, HERREN havde foreskrevet eder.
05O	9	17	Da greb jeg de to Tavler og kastede dem ud af mine Hænder og knuste dem for eders Øjne.
05O	9	18	Og derpå faldt jeg ned for HERRENs Åsyn fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter ligesom forrige Gang, uden at spise eller drikke, for alle eders Synders Skyld, som I havde begået, idet I gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, så I fortørnede ham.
05O	9	19	Thi jeg frygtede for, at HERREN skulde tilintetgøre eder i den Vrede og Harme, som opfyldte ham imod eder. Og HERREN bønhørte mig også den Gang!
05O	9	20	Også på Aron blev HERREN vred, så han vilde tilintetgøre ham; men den Gang gik jeg også i Forbøn for Aron.
05O	9	21	Men eders syndige Værk, Kalven, tog jeg og brændte; og jeg knuste og malede den til fint Støv, og Støvet kastede jeg i Bækken, som løber ned ad Bjerget.
05O	9	22	Også i Tabera, Massa og Hibrot Hattåva fortørnede I HERREN.
05O	9	23	Og da HERREN lod eder rejse fra Kadesj Barnea og bød eder drage op og tage det Land i Besiddelse, som han vilde give eder, trodsede I HERREN eders Guds Befaling, og I troede ikke på ham og adlød ham ikke.
05O	9	24	I har været genstridige mod HERREN, så længe jeg har kendt eder.
05O	9	25	Så faldt jeg ned for HERRENs Åsyn i de fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter, fordi HERREN havde sagt, at han vilde tilintetgøre eder,
05O	9	26	og jeg bad til HERREN og sagde: "Herre, HERRE, ødelæg ikke dit Folk og din Ejendom, som du udløste ved din store Magt og førte ud af Ægypten med stærk Hånd!
05O	9	27	Kom dine Tjenere i Hu, Abraham, Isak og Jakob; giv ikke Agt på dette Folks Halsstarrighed, på dets Ugudelighed og på dets Synd,
05O	9	28	for at man ikke skal sige i det Land, du førte os ud fra: Fordi HERREN ikke evnede at føre dem til det Land, han havde lovet dem, og fordi han hadede dem, derfor førte han dem ud for at lade dem omkomme i Ørkenen!
05O	9	29	De er jo dit Folk og din Ejendom, som du førte ud ved din store Kraft og din udstrakte Arm!"
05O	10	1	Ved denne Tid sagde HERREN til mig: Tilhug dig to Stentavler ligesom de forrige og stig op til mig på Bjerget; lav dig også en Ark af Træ!
05O	10	2	Så vil jeg på Tavlerne skrive de Ord, der stod på de forrige Tavler, som du knuste, og du skal lægge dem ned i Arken!"
05O	10	3	Da lavede jeg en Ark af Akacietræ og tilhuggede to Stentavler ligesom de forrige og steg op på Bjerget med de to Tavler i Hånden.
05O	10	4	Og han skrev på Tavlerne det samme, som var skrevet første Gang, de ti Ord, som HERREN havde talt til eder på Bjerget ud fra Ilden, den Dag I var forsamlet. Og HERREN overgav mig dem.
05O	10	5	Så vendte jeg mig bort og steg ned fra Bjerget og lagde Tavlerne i den Ark, jeg havde lavet, og der blev de liggende, som HERREN havde pålagt mig.
05O	10	6	Og Israelitterne drog fra Beerotbene Jåkan til Mosera. Der døde Aron, og der blev han jordet, og hans Søn Eleazar blev Præst i hans Sted.
05O	10	7	Derfra drog de til Gudgoda og fra Gudgoda til Jotbata, en Egn med Vandløb.
05O	10	8	På den Tid udskilte HERREN Levis Stamme til at bære HERRENs Pagts Ark og til at stå for HERRENs Åsyn og tjene ham og velsigne i hans Navn, som det sker den Dag i Dag.
05O	10	9	Derfor fik Levi ikke Arvelod og Del sammen med sine Brødre; HERREN selv er hans Arvelod, som HERREN din Gud lovede ham.
05O	10	10	Men jeg blev på Bjerget lige så længe som forrige Gang, fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter, og HERREN bønhørte mig også denne Gang; HERREN vilde ikke tilintetgøre dig.
05O	10	11	Da sagde HERREN til mig: "Rejs dig og bryd op i Spidsen for Folket, for at de kan komme og tage det Land i Besiddelse, jeg tilsvor deres Fædre at ville give dem!"
05O	10	12	Og nu, Israel! Hvad andet kræver HERREN din Gud af dig, end at du skal frygte HERREN din Gud, så du vandrer på alle hans Veje, og at du skal elske ham og tjene HERREN din Gud af hele dit Hjerte og hele din Sjæl,
05O	10	13	så du holder HERRENs Bud og Anordninger, som jeg i Dag pålægger dig, for at det må gå dig vel.
05O	10	14	Se, Himmelen og Himlenes Himle og Jorden med alt, hvad der er på den, tilhører HERREN din Gud;
05O	10	15	men kun til dine Fædre fattede han Velbehag, så han elskede dem, og eder, deres Afkom, udvalgte han af alle Folkeslag, som det nu er kendeligt.
05O	10	16	Så omskær nu eders Hjerters Forhud og gør ikke mer eders Nakker stive!
05O	10	17	Thi HERREN eders Gud er Gudernes Gud og Herrernes Herre, den store, vældige, forfærdelige Gud, som ikke viser Personsanseelse eller lader sig købe,
05O	10	18	som skaffer den faderløse og Enken Ret og elsker den fremmede og giver ham Brød og klæder.
05O	10	19	Derfor skal I elske den fremmede, thi I var selv fremmede i Ægypten.
05O	10	20	HERREN din Gud skal du frygte: ham skal du tjene, ved ham skal du holde fast, og ved hans Navn skal du sværge!
05O	10	21	Han er din Lovsang, og han er din Gud, han, som har gjort disse store og forfærdelige Ting imod dig, som du med egne Øjne har set!
05O	10	22	Halvfjerdsindstyve i Tal drog dine Fædre ned til Ægypten, og nu har HERREN din Gud gjort dig talrig som Himmelens Stjerner!
05O	11	1	Så elsk da HERREN din Gud og hold hans Forskrifter, hans Anordninger, Lovbud og Bud alle Dage:
05O	11	2	jeg taler ikke til eders Børn, der ikke har oplevet det og set det; betænk derfor i Dag HERREN eders Guds Optugtelse, hans Storhed, hans stærke Hånd og udstrakte Arm,
05O	11	3	hans Tegn og Gerninger, som han gjorde midt i Ægypten mod Farao, Ægypterkongen, og hele hans Land,
05O	11	4	og hvad han gjorde ved Ægypternes Hærmagt, deres Heste og Vogne, som han, da de forfulgte eder, lod det røde Havs Vande skylle hen over og tilintetgjorde for stedse,
05O	11	5	og hvad han gjorde for eder i Ørkenen, lige til I kom til Stedet her,
05O	11	6	og hvad han gjorde ved Datan og Abiram, Rubens Søn Eliabs Sønner, hvorledes Jorden åbnede sin Mund og slugte dem tillige med deres Huse og Telte og alt, hvad der var i ledtog med dem, midt iblandt hele Israel!
05O	11	7	Thi med egne Øjne har I set al den Stordåd, HERREN har øvet!
05O	11	8	Så hold da alle de Bud, jeg i Dag pålægger dig, for at I kan vinde Styrke og komme og tage det Land i Besiddelse, som I skal over og tage i Besiddelse,
05O	11	9	og for at I kan få et langt Liv på den Jord, HERREN tilsvor eders Fædre at ville give dem og deres Afkom, et Land, der flyder med Mælk og Honning.
05O	11	10	Thi det Land, du skal ind og tage i Besiddelse, er ikke som Ægypten, hvorfra I drog ud! Når du der havde sået din Sæd, måtte du vande Landet med din Fod, som en Urtehave;
05O	11	11	nej, det Land, I skal over og tage i Besiddelse, er et Land med Bjerge og Dale, der drikker Vand, når Regnen falder fra Himmelen,
05O	11	12	et Land, som HERREN din Gud har Omhu for, og som HERREN din Guds Øjne stadig hviler på, fra Årets Begyndelse og til dets Slutning.
05O	11	13	Og hvis I nu lyder mine Bud, som jeg i Dag pålægger eder, så I elsker HERREN eders Gud og tjener ham af hele eders Hjerte og hele eders Sjæl,
05O	11	14	så vil jeg give eders Land dets Regn i rette Tid, både Tidligregn og Sildigregn, så du kan høste dit Korn, din Most og din Olie;
05O	11	15	og jeg vil give Græs på din Mark til dit Kvæg; og du skal spise dig mæt.
05O	11	16	Men vogt eder, at ikke eders Hjerte dåres, så I falder fra og dyrker andre Guder og tilbeder dem;
05O	11	17	thi da vil HERRENs Vredeblusse op imod eder, og han vil lukke Himmelen, så der ikke falder Regn, og Jorden ikke giver Grøde, og I skal hurtigt udryddes af det herlige Land, HERREN vil give eder.
05O	11	18	I skal lægge eder disse mine Ord på Hjerte og Sinde, binde dem som et Tegn om eders Hånd og lade dem være et Erindringsmærke på eders Pande,
05O	11	19	og I skal lære eders Børn dem, idet I taler om dem, både når du sidder i dit Hus, og når du vandrer på Vejen, både når du lægger dig, og når du står op.
05O	11	20	Og du skal skrive dem på Dørstolperne af dit Hus og på dine Porte,
05O	11	21	for at I og eders Børn må leve i det Land, HERREN tilsvor eders Fædre at ville give dem, så længe Himmelen er over Jorden.
05O	11	22	Thi hvis I vogter vel på alle disse Bud, som jeg i Dag pålægger eder at holde, så I elsker HERREN eders Gud og vandrer på alle hans Veje og hænger fast ved ham,
05O	11	23	så skal HERREN drive alle disse Folk bort foran eder, og I skal underlægge eder Folk, der er større og mægtigere end I.
05O	11	24	Hver Plet, eders Fodsål betræder, skal tilhøre eder; fra Ørkenen til Libanon og fra den store Flod, Eufratfloden, til Havet i Vest skal eders Landemærker strække sig.
05O	11	25	Ingen skal kunne holde Stand for eder; Skræk og Rædsel for eder skal HERREN eders Gud lade komme over hele det Land, I betræder, således som han lovede eder.
05O	11	26	Se, jeg forelægger eder i Dag Velsignelse og Forbandelse,
05O	11	27	Velsignelsen, hvis I lyder HERREN eders Guds Bud, som jeg i Dag pålægger eder,
05O	11	28	og Forbandelsen, hvis ikke lyder HERREN eders Guds Bud, men viger bort fra den Vej, jeg i Dag foreskriver eder, for at holde eder til andre Guder, I ikke før kendte til.
05O	11	29	Og når HERREN din Gud fører dig ind i det Land, du skal ind og tage i Besiddelse, så skal du lægge Velsignelsen på Garizims Bjerg og Forbandelsen på Ebals Bjerg.
05O	11	30	De ligger jo hinsides Jordan, bag ved den, mod Vest, i de Kanånæeres Land, der bor i Arabalavningen, lige over for Gilgal ved Sandsigerens Træ.
05O	11	31	Thi I står jo nu i Begreb med at overskride Jordan for at gå ind og tage det Land i Besiddelse, som HERREN eders Gud vil give eder. Når I da har taget det i Besiddelse og bosat eder der,
05O	11	32	skal I omhyggeligt handle efter alle de Anordninger og Lovbud, jeg i Dag forelægger eder!
05O	12	1	Dette er de Anordninger og Lovbud, I omhyggeligt skal handle efter i det Land, HERREN, dine Fædres Gud, giver dig i Eje, så længe I lever på Jorden.
05O	12	2	I skal i Bund og Grund ødelægge alle de Steder, hvor de Folk, I driver bort, dyrker deres Guder, på de høje Bjerge, på Højene og under alle grønne Træer!
05O	12	3	I skal nedbryde deres Altre og sønderslå deres Stenstøtter, I skal opbrænde deres Asjerastøtter og omhugge deres Gudebilleder og udrydde deres Navn fra hvert sådant Sted.
05O	12	4	I må ikke bære eder således ad over for HERREN eders Gud;
05O	12	5	men til det Sted, HERREN eders Gud udvælger blandt alle eders Stammer for at stedfæste sit Navn og lade det bo der, skal I søge, og der skal du gå hen;
05O	12	6	derhen skal I bringe eders Brændofre og Slagtofre, eders Tiender og Offerydelser, eders Løfteofre og Frivilligofre og de førstefødte af eders Hornkvæg og Småkvæg;
05O	12	7	der skal I holde Måltid for HERREN eders Guds Åsyn og sammen med eders Husstand være glade over alt, hvad I erhverver, hvad HERREN din Gud velsigner dig med.
05O	12	8	I må ikke bære eder ad, som vi nu for Tiden gør her, hvor enhver gør, hvad han finder for godt;
05O	12	9	thi endnu er I jo ikke kommet til det Hvilested og den Arvelod, HERREN din Gud vil give dig.
05O	12	10	Men når I er gået over Jordan og har fæstet Bo i det Land, HERREN eders Gud vil give eder til Arv, og han får skaffet eder Ro for alle eders Fjender trindt omkring, så I kan bo trygt,
05O	12	11	da skal det Sted, HERREN eders Gud udvælger til Bolig for sit Navn, være det, hvorhen I skal bringe alt, hvad jeg pålægger eder, eders Brændofre og Slagtofre, eders Tiender og Offerydelser og alle eders udvalgte Løftofre, som I lover HERREN;
05O	12	12	og der skal I være glade for HERREN eders Guds Åsyn sammen med eders Sønner og Døtre, eders Trælle og Trælkvinder og Leviten inden eders Porte; thi han har jo ingen Arvelod og Del som I andre.
05O	12	13	Vogt dig for at ofre dine Brændofre på et hvilket som helst Sted, dit Øje falder på.
05O	12	14	Men på det Sted HERREN udvælger i en af dine Stammer, der skal du ofre dine Brændofre, og der skal du gøre alt, hvad jeg pålægger dig.
05O	12	15	Derimod må du, så meget du lyster, slagte Kvæg og nyde Kød rundt om i dine Byer, alt som HERREN din Gud velsigner dig; urene og rene må spise det, som var det Gazeller eller Hjorte.
05O	12	16	Kun Blodet må ikke nyde; det skal du lade løbe ud på Jorden som Vand.
05O	12	17	Men inden dine Porte må du ikke nyde Tienden af dit Korn, din Most og din Olie eller de førstefødte af dit Hornkvæg og Småkvæg eller noget af dine Løfteofre og Frivilligofre eller nogen af dine Offerydelser;
05O	12	18	men for HERREN din Guds Åsyn, på det Sted, HERREN din Gud udvælger, skal du nyde alt dette sammen med din Søn og Datter, din Træl og Trælkvinde og Leviten inden dine Porte, og du skal være glad for HERREN din Guds Åsyn over alt, hvad du erhverver dig.
05O	12	19	Vogt dig vel for at glemme Leviten, så længe du lever i dit Land!
05O	12	20	Når HERREN din Gud udvider dine Landemærker, som han har lovet dig, og du da får Lyst til Kød og siger: "Jeg vil have Kød at spise", så spis kun Kød, så meget du lyster.
05O	12	21	Hvis det Sted, HERREN din Gud udvælger for der at stedfæste sit Navn, ligger langt fra dig, så må du slagte af dit Hornkvæg og Småkvæg, som HERREN giver dig, således som jeg har pålagt dig, og spise det inden dine Porte, så meget du lyster.
05O	12	22	Men du skal spise det, som man spiser Gazeller og Hjorte; både urene og rene må spise det.
05O	12	23	Kun må du ufravigeligt afholde dig fra at nyde Blodet; thi Blodet er Sjælen, og du må ikke nyde Sjælen tillige med Kødet.
05O	12	24	Du må ikke nyde det, men du skal lade det løbe ud på Jorden som Vand.
05O	12	25	Afhold dig fra at nyde det, for at det kan gå dig og dine Børn efter dig vel, idet du gør, had der er ret i HERRENs Øjne.
05O	12	26	Men dine hellige Gaver og Løfteofre skal du komme med til det Sted, HERREN udvælger;
05O	12	27	og du skal bringe dine Brændofre, både Kødet og Blodet, på HERREN din Guds Alter; og Blodet af dine Slagtofre skal udøses på HERREN din Guds Alter, men Kødet må du spise.
05O	12	28	Adlyd omhyggeligt alle disse Bud, som jeg i Dag pålægger dig, for at det kan gå dig og dine Børn efter dig vel til evig Tid, idet du gør, hvad der er godt og ret i HERREN din Guds Øjne.
05O	12	29	Når HERREN din Gud udrydder de Folk, du drager hen at drive bort, og du har drevet dem bort og bosat dig i deres Land,
05O	12	30	så vogt dig for at lade dig lokke til at gå i deres Fodspor, efter at de er udryddet foran dig, og for at spørge dig for angående deres Guder, idet du siger: "Hvorledes plejede disse Folkeslag at dyrke deres Guder? Således vil også jeg bære mig ad."
05O	12	31	Således må du ikke bære dig ad over for HERREN din Gud; thi alt, hvad der er HERREN en Vederstyggelighed, alt, hvad han hader, har de gjort over for deres Guder; ja, de brændte endog deres Sønner og Døtre til Ære for deres Guder!
05O	12	32	Alt, hvad jeg pålægger eder, skal I omhyggeligt udføre. Du må hverken lægge noget til eller trække noget fra.
05O	13	1	Når en Profet eller en, der har Drømme, opstår i din Midte og forkynd dig et Tegn eller et Under,
05O	13	2	og det Tegn og Under, han talte til dig om, indtræffer, og han samtidig opfordrer eder til at holde eder til andre Guder, som I ikke før kendte til, og dyrke dem,
05O	13	3	så må du ikke høre på den Profets Tale eller på den, der har Drømmen; thi HERREN eders Gud sætter eder på Prøve for at se, om I elsker HERREN eders Gud af hele eders Hjerte og hele eders Sjæl.
05O	13	4	HERREN eders Gud skal I holde eder til, ham skal I frygte, hans Bud skal I holde, hans Røst skal I adlyde, ham skal I tjene, og ved ham skal I bolde fast.
05O	13	5	Men hin Profet eller den, der har Drømmen, skal lide Døden; thi fra HERREN eders Gud, som førte eder ud af Ægypten og udløste dig af Trællehuset, har han prædiket Frafald for at drage dig bort fra den Vej, HERREN din Gud bød dig at vandre på; og du skal udrydde det onde af din Midte.
05O	13	6	Dersom din Broder eller Halvbroder, din Søn eller Datter, din Hustru, som du favner, eller din Ven, der er dig kær som dit eget Liv, hemmeligt vil lokke dig til at gå hen og dyrke andre Guder, som hverken du eller dine Fædre før kendte til,
05O	13	7	af de Folkeslags Guder, der bor rundt om eder, være sig nær eller fjernt, fra den ene Ende af Jorden til den anden,
05O	13	8	så må du ikke føje ham eller høre på ham; og du må ikke have Medlidenhed med ham, vise ham Skånsel eller holde Hånd over ham,
05O	13	9	men du skal slå ham ihjel; din Hånd skal være den første, der løfter sig imod ham for at slå ham ihjel, siden alle de andres Hånd.
05O	13	10	Du skal stene ham til Døde, fordi han søgte at forføre dig til Frafald fra HERREN din Gud, der førte dig ud af Ægypten, af Trællehuset.
05O	13	11	Og det skal høres i hele Israel, så de gribes af Frygt og ikke mere øver en sådan Udåd i din Midte!
05O	13	12	Kommer det dig for Øre, at der i en af dine Byer, som HERREN din Gud giver dig at bo i,
05O	13	13	er optrådt Niddinger af din egen Midte, som har forført deres Bysbørn til at gå hen og dyrke fremmede Guder, som I ikke før kendte til,
05O	13	14	så skal du omhyggeligt undersøge, efterforske og udgranske Sagen, og hvis det viser sig, at det virkelig forholder sig så, at der er øvet en sådan Vederstyggelighed i din Midte,
05O	13	15	da skal du hugge indbyggerne i den By ned med Sværdet, idet du lægger Band på den og alt, hvad der er deri; også Kvæget der skal du hugge ned med Sværdet.
05O	13	16	Og alt Byttet, der er taget der, skal du samle sammen midt på Torvet, og så skal du opbrænde Byen og Byttet, der er taget der, som et Heloffer til HERREN din Gud; derefter skal den for evigt ligge i Ruiner og aldrig mer bygges op.
05O	13	17	Og intet af det bandlyste må blive hængende ved din Hånd, for at HERREN må standse sin flammende Vrede og vise dig Barmhjertighed og i sin Barmhjertighed gøre dig mangfoldig, som han tilsvor dine Fædre,
05O	13	18	fordi du adlyder HERREN din Guds Røst, så du vogter på alle hans Bud, som jeg i Dag pålægger dig, og gør, hvad der er ret i HERREN din Guds Øjne!
05O	14	1	HERREN eders Guds Børn er I, derfor må I ikke indridse Mærker på eder eller afrage Håret over Panden for de dødes Skyld.
05O	14	2	Thi du er et Folk, der er helliget HERREN din Gud, og dig har HERREN udvalgt til at være hans Ejendomsfolk blandt alle Folk på Jorden.
05O	14	3	Du må ikke spise noget, som er en Vederstyggelighed.
05O	14	4	De Dyr, I må spise, er følgende: Okser, Får og Geder,
05O	14	5	Hjorte, Gazeller,Antiloper, Stenbukke, Disjonantiloper, Oryksantiloper og Vildgeder.
05O	14	6	Og alt det Kvæg, som har spaltede Klove, begge Klove helt spaltede, og tygger Drøv, det Kvæg må I spise.
05O	14	7	Men følgende må I ikke spise af dem, der tygger Drøv, og af dem, der har Klovene helt spaltede: Kamelen, Haren og Klippegrævlingen, thi de tygger vel Drøv, men har ikke Klove; de skal være eder urene;
05O	14	8	ej heller Svinet, thi det har vel Klove, men tygger ikke Drøv; det skal være eder urent. Deres Kød må I ikke spise, og ved deres Ådsler må I ikke røre.
05O	14	9	Af alt, hvad der lever i Vandet, må spise følgende: Alt, hvad der har Finner og Skæl, må I spise.
05O	14	10	Men intet, der ikke har Finner og Skæl, må I spise; det skal være eder urent.
05O	14	11	Alle rene Fugle må I spise.
05O	14	12	Men følgende Fugle må I ikke spise: Ørnen, Lammegribben, Havørnen,
05O	14	13	Glenten, de forskellige Arter af Falke,
05O	14	14	alle de forskellige Arter af Ravne,
05O	14	15	Strudsen, Takmasfuglen, Mågen, de forskellige Arter af Høge,
05O	14	16	Uglen, Hornuglen, Tinsjemetfuglen,
05O	14	17	Pelikanen, Ådselgribben, Fiskepelikanen,
05O	14	18	Storken, de forskellige Arter af Hejrer, Hærfuglen og Flagermusen.
05O	14	19	Alt vinget Kryb skal være eder urent og må ikke spises.
05O	14	20	Men alle rene Fugle må I spise.
05O	14	21	I må ikke spise noget selvdødt Dyr. Du kan give det til den fremmede inden dine Porte, at han kan spise det, eller du kan sælge det til en Udlænding. Thi du er et Folk, der er helliget HERREN din Gud. Du må ikke koge et Kid i dets Moders Mælk.
05O	14	22	Du skal give Tiende af al din Afgrøde, der vokser på Marken, År for År;
05O	14	23	og for HERREN din Guds Åsyn, på det Sted, han udvælger til Bolig for sit Navn, skal du nyde Tienden af dit Korn, din Most og din Olie og de førstefødte af dit Hornkvæg og Småkvæg, for at du kan lære at frygte HERREN din Gud alle Dage.
05O	14	24	Men når Vejen er dig for lang, så du ikke kan bringe det derhen, eftersom det Sted, HERREN din Gud udvælger for der at stedfæste sit Navn, ligger for langt borte fra dig, fordi HERREN din Gud velsigner dig,
05O	14	25	så skal du gøre det i Penge og pakke Pengene ind og tage dem med og drage til det Sted, HERREN din Gud udvælger,
05O	14	26	og du skal for Pengene købe alt, hvad dit Hjerte begærer, Hornkvæg og Småkvæg, Vin og stærk Drik og alt, hvad du har Lyst til, og nyde det der for HERREN din Guds Åsyn og være glad sammen med din Husstand.
05O	14	27	Og Leviten inden dine Porte må du ikke glemme; thi han har ikke Arvelod og Del som du.
05O	14	28	Men hver Gang der er gået tre År, skal du tage al Tienden af din Afgrøde i det År og samle den inden dine Porte,
05O	14	29	så at Leviten, der jo ikke har Arvelod og Del som du, og den fremmede, den faderløse og Enken inden dine Porte kan komme og spise sig mæt deraf; det skal du gøre, for at HERREN din Gud må velsigne dig i al den Gerning, du tager dig for.
05O	15	1	Hvert syvende År skal du holde Friår.
05O	15	2	Og Friåret skal holdes således: Enhver, der har en Fordring på sin Næste, skal give Afkald derpå; han må ikke kræve sin Næste og sin Broder, når et Friår er udråbt for HERREN.
05O	15	3	Udlændinge må du kræve; men det, du har til gode hos din Broder, skal du give Afkald på.
05O	15	4	Dog, der bliver ingen fattige hos dig; thi HERREN din Gud vil rigeligt velsigne dig i det Land, HERREN din Gud vil give dig i Arv og Eje,
05O	15	5	hvis du blot vil adlyde HERREN din Guds Røst, så du omhyggeligt handler efter alle disse Bud, som jeg i Dag pålægger dig.
05O	15	6	Thi HERREN din Gud vil velsigne dig, som han lovede dig, og du skal låne ud til mange Folk, men selv skal du ikke låne; og du skal få Magt over mange Folk, men de skal ikke få Magt over dig.
05O	15	7	Når der findes en fattig hos dig, en af dine Brødre inden dine Porte et steds i dit Land, som HERREN din Gud vil give dig, må du ikke være hårdhjertet og lukke din Hånd for din fattige Broder;
05O	15	8	men du skal lukke din Hånd op for ham og låne ham, hvad han savner og trænger til.
05O	15	9	Vogt dig for, at ikke sådan nedrig Tanke kommer op i dig: "Der er ikke længe til det syvende År, Friåret!" så du ser med onde Øjne på din fattige Broder og ikke giver ham noget; thi da vil han råbe til HERREN over dig, og du vil pådrage dig Synd.
05O	15	10	Men du skal give ham villigt uden at være fortrydelig i dit Hjerte over at skulle give ham; thi for den Sags Skyld vil HERREN din Gud velsigne dig i alt dit Virke, i alt, hvad du tager dig for.
05O	15	11	Thi der vil aldrig mangle fattige i Landet; derfor byder jeg dig Du skal villigt lukke din Hånd op for din nødlidende og fattige Broder i dit Land.
05O	15	12	Når en af dine Brødre, en hebraisk Mand eller Kvinde, sælger sig til dig, skal han trælle for dig i seks År, men i det syvende skal du give ham fri.
05O	15	13	Og når du giver ham fri, må du ikke lade ham gå med tomme Hænder;
05O	15	14	men du skal give ham rigeligt med af dit Småkvæg og fra din Lo og din Perse; efter som HERREN din Gud velsigner dig, skal du give ham.
05O	15	15	Du skal komme i Hu, at du selv var Træl i Ægypten, og at HERREN din Gud udløste dig; derfor byder jeg dig dette i dag.
05O	15	16	Men hvis han siger til dig: "Jeg vil ikke forlade dig, thi jeg har fået Kærlighed til dig og dit Hus og har det godt hos dig",
05O	15	17	så skal du tage en Syl og stikke den igennem hans Øre ind i Døren, og så skal han være din Træl for Livstid. Og på samme Måde skal du bære dig ad med din Trælkvinde.
05O	15	18	Du må ikke være fortrydelig over at skulle give ham fri; thi han har ved sit Arbejde i de seks År ydet dig det dobbelte af en Daglejers Løn; og HERREN vil velsigne dig i alt, hvad du tager dig for.
05O	15	19	Alle førstefødte Handyr, der fødes dig mellem dit Hornkvæg og Småkvæg, skal du hellige HERREN din Gud; du må hverken bruge det førstefødte af dine Okser til Arbejde eller klippe Ulden af det førstefødte af dine Får.
05O	15	20	For HERREN din Guds Åsyn skal du sammen med din Husstand fortære det År efter År på det Sted, HERREN udvælger.
05O	15	21	Men hvis de har en Lyde, hvis de er lamme eller blinde eller har en anden slem Lyde, må du ikke ofre dem til HERREN din Gud.
05O	15	22	Inden dine Port kan du, både de rene og urene iblandt eder, fortære dem som Gazeller eller Hjorte.
05O	15	23	Kun Blodet må du ikke nyde; det skal du lade løbe ud på Jorden som Vand.
05O	16	1	Tag Vare på Abib Måned og hold Påske for HERREN din Gud; thi i Abib Måned førte HERREN din Gud dig ved Nattetide ud af Ægypten.
05O	16	2	Og som Påskeoffer til HERREN din Gud skal du slagte Småkvæg og Hornkvæg på det Sted, HERREN din Gud udvælger fil Bolig for sit Navn.
05O	16	3	Du må ikke spise syret Brød dertil. I syv Dage skal du spise usyret Brød dertil, Trængselsbrød thi i største Hast drog du ud af Ægypten for at du kan ihukomme den Dag, du drog ud af Ægypten, så længe du lever.
05O	16	4	Hele syv dage må der ikke findes Surdej nogetsteds inden for dine Landemærker. Af Kødet, som du slagter om Aftenen den første Dag må intet ligge Natten over til næste Morgen.
05O	16	5	Du har ingensteds Lov at slagte Påskeofferet inden dine Porte, som HERREN din Gud giver dig;
05O	16	6	men på det Sted, HERREN din Gud udvælger til Bolig for sit Navn, der skal du slagte Påskeofferet om Aftenen ved Solnedgang, på det Tidspunkt du drog ud af Ægypten.
05O	16	7	Og du skal koge det og spise det på det Sted, HERREN din Gud udvælger, og næste Morgen skal du vende hjemad og drage til dine Boliger.
05O	16	8	I seks dage skal du spise usyrede Brød, og på den syvende skal der være festlig Samling for HERREN din Gud, du må intet Arbejde udføre.
05O	16	9	Syv Uger skal du tælle frem; den Dag du sætter Seglen til Hornet, skal du begynde at tælle.
05O	16	10	Så skal du fejre Ugefesten for HERREN din Gud med så mange frivillige Gaver, du vil give, efter som HERREN din Gud velsigner dig.
05O	16	11	Og du skal være glad for HERREN din Guds Åsyn på det Sted, HERREN din Gud udvælger til Bolig for sit Navn, sammen med din Søn og Datter, din Træl og Trælkvinde, Leviten inden dine Porte, den fremmede, den faderløse og Enken, som bor hos dig.
05O	16	12	Og du skal komme i Hu, at du var Træl i Ægypten, og omhyggeligt holde disse Anordninger.
05O	16	13	Løvhyttefesten skal du fejre i syv Dage, når du har indsamlet Udbyttet fra din Tærskeplads og din Perse;
05O	16	14	og du skal være glad på din Højtid sammen med din Søn og Datter, din Træl og Trælkvinde, Leviten, den fremmede, den faderløse og Enken inden dine Porte.
05O	16	15	Syv Dage skal du holde Højtid for HERREN din Gud, på det Sted HERREN udvælger, thi HERREN din Gud vil velsigne dig i alt, hvad du avler, og alt, hvad du arbejder med; derfor skal du kun være glad.
05O	16	16	Tre Gange om Året skal alle af Mandkøn hos dig stedes for HERREN din Guds Åsyn, på det Sted han udvælger,på de usyrede Brøds Fest, Ugefesten og Løvhyttefesten; og man må ikke stedes for HERRENs Åsyn med tomme Hænder;
05O	16	17	men enhver skal komme med, hvad han kan give efter den Velsignelse, HERREN din Gud giver dig.
05O	16	18	Dommere og Tilsynsmænd skal du indsætte dig overalt inden dine Porte, som HERREN din Gud vil give dig, rundt om i dine Stammer, og de skal dømme Folket på retfærdig Vis.
05O	16	19	Du må ikke bøje Retten, ikke vise Personsanseelse og ikke tage imod Bestikkelse; thi Bestikkelse gør Vismænd kolde og forplumrer de retfærdiges Sag.
05O	16	20	Ret, kun Ret skal du stræbe efter, for at du kan leve og beholde det Land, som HERREN din Gud vil give dig.
05O	16	21	Du må ikke plante dig nogen Asjerastøtte, noget som helst Træ ved Siden af det Alter, du rejser for HERREN din Gud.
05O	16	22	Heller ikke må du rejse dig nogen Stenstøtte; dem hader HERREN din Gud.
05O	17	1	Du må ikke ofre HERREN din Gud en Okse eller et Stykke Småkvæg, som har nogen Lyde, nogen som helst Fejl; thi det er HERREN din Gud en Vederstyggelighed.
05O	17	2	Når der et steds i din Midte inden dine Porte, som HERREN din Gud vil give dig, findes nogen, Mand eller Kvinde, der gør, hvad der er ondt i HERREN din Guds Øjne, og overtræder hans Pagt,
05O	17	3	idet han går hen og dyrker andre Guder og tilbeder dem, Solen, Månen eller Himmelens hele Hær, hvad jeg ikke har pålagt eder,
05O	17	4	og det bliver dig meldt, så du får det af høre, da skal du omhyggeligt undersøge Sagen, og hvis det viser sig, at det virkelig forholder sig således, at der er øvet en sådan Vederstyggelighed i Israel,
05O	17	5	da skal du føre Manden eller Kvinden, som har øvet denne Udåd, ud til Byporten, hvad enten det nu er en Mand eller en Kvinde, og stene dem til Døde.
05O	17	6	På to eller tre Vidners Udsagn skal Dødsdommen udføres; den må ikke udføres på et enkelt Vidnes Udsagn.
05O	17	7	Vidnernes Hånd skal først løfte sig imod ham for at slå ham ihjel, siden alle de andres Hånd. Således skal du udrydde det onde af din Midte.
05O	17	8	Når en Retssag angående Blodsudgydelse eller et Ejendomsspørgsmål eller Legemsskade, når i det hele en eller anden Retstrætte inden dine Porte er dig for vanskelig, skal du stå op og drage til det Sted, HERREN din Gud udvælger,
05O	17	9	og henvende dig til Levitpræsterne og den Dommer, som er der til den Tid, og spørge dem til Råds, så skal de give dig til Hen, hvorledes der skal dømmes i Sagen.
05O	17	10	Og du skal rette dig efter den Afgørelse, de giver dig til kende fra det Sted, HERREN udvælger, og omhyggeligt handle efter alt det, som de lærer dig.
05O	17	11	Efter den Vejledning, de giver dig, og efter den Kendelse, de kundgør dig, skal du handle uden at vige til højre eller venstre fra, hvad de giver dig til Kende.
05O	17	12	Og den Mand, der formaster sig til ikke at lyde Præsten, som gør Tjeneste der for HERREN din Gud, eller Dommeren, den Mand skal dø, og du skal udrydde det onde af Israel.
05O	17	13	Og det skal høres i hele Folket, så de gribes af Frygt og ikke mere handler formasteligt.
05O	17	14	Når du kommer ind i det Land, HERREN din Gud vil give dig, og får taget det i Besiddelse og fæstet Bo der, og du så får den Tanke, at du vil have en Konge over dig ligesom alle de andre Folk rundt om dig,
05O	17	15	så må du kun sætte den Mand til Konge over dig, som HERREN din Gud udvælger. Af dine Brødres Midte skal du tage dig en konge. En fremmed, der ikke hører til dine Brødre, må du ikke tage til konge over dig.
05O	17	16	Kun må han ikke holde mange Heste og sende Folket tilbage til Ægypten for at skaffe sig mange Heste; thi HERREN har jo sagt til eder: "I må ikke mere vende tilbage ad den Vej!"
05O	17	17	Heller ikke må han have mange Hustruer, for at hans Hjerte ikke skal forledes til Frafald, og han må ikke samle sig Sølv og Guld i Overflod.
05O	17	18	Når han så har sat sig på Tronen, skal han skaffe sig en Afskrift af denne Lov hos Levitpræsterne;
05O	17	19	og han skal have den hos sig og læse i den alle sine Levedage, at han kan lære at frygte HERREN sin Gud, så han tager Vare på alle denne Lovs Ord og på disse Anordninger og holder dem,
05O	17	20	for at hans Hjerte ikke skal hovmode sig over hans Brødre eller vige til højre eller venstre fra Budet, at han og hans Sønner i lange Tider må have Kongemagten i Israel.
05O	18	1	Levitpræsterne, hele Levis Stamme, skal ikke have arvelod og Del sammen med det øvrige Israel, men leve af HERRENs Ildofre og af det, der tilfalder ham.
05O	18	2	Han må ikke eje nogen Arvelod blandt sine Brødre; HERREN er hans Arvelod, som han lovede ham.
05O	18	3	Og dette skal være den Ret, Præsterne har Krav på hos Folket, hos dem, der slagter Ofre, være sig Okser eller Småkvæg: Han skal give Præsten Boven, Kæberne og Kaljunet.
05O	18	4	Det første af dit Korn, din Most og din Olie og den første Uld af dine Får skal du give ham.
05O	18	5	Thi ham har HERREN din Gud udvalgt blandt alle dine Stammer, så at han og hans Sønner altid skal gøre Præstetjeneste i HERRENs Navn.
05O	18	6	Når en Levit inden dine Porte et steds i Israel, hvor han har haft sit Ophold, kommer til det Sted, HERREN udvælger det står ham frit for at komme, hvis han vil
05O	18	7	må han gøre Præstetjeneste i HERREN sin Guds Navn, lige så vel som alle hans Brødre, de andre Leviter, der står for HERRENs Åsyn der.
05O	18	8	De skal nyde samme Ret, fraregnet hvad enhver er kommet til ved Salg af sin Fædrenearv.
05O	18	9	Når du kommer ind i det Land, HERREN din Gud vil give dig, må du ikke lære at efterligne disse Folks Vederstyggeligheder.
05O	18	10	Der må ingen findes hos dig, som lader sin Søn eller datter gå igennem. Ilden, ingen, som driver Spådomskunst, tager Varsler, er Sandsiger eller øver Trolddom,
05O	18	11	ingen, som foretager Besværgelse eller gør Spørgsmål til Genfærd og Sandsigerånder og henvender sig til de døde;
05O	18	12	thi enhver, der gør sligt, er HERREN vederstyggelig, og for disse Vederstyggeligheders Skyld er det, at HERREN din Gud driver dem bort foran dig.
05O	18	13	Ustraffelig skal du være for HERREN din Gud.
05O	18	14	Thi disse Folk, som du skal drive bort, hører på dem, der tager Varsler og driver Spådomskunst; men sligt har HERREN din Gud ikke tilladt dig.
05O	18	15	HERREN din Gud vil lade en Profet som mig fremstå af din Midte, af dine Brødre; ham skal I høre på.
05O	18	16	Således udbad du dig det jo af HERREN din Gud ved Horeb, den Dag I var forsamlede, da du sagde: "Lad mig ikke mere høre HERREN min Guds Røst og se denne vældige Ild, at jeg ikke skal dø!"
05O	18	17	Da sagde HERREN til mig: "De har talt rettelig!
05O	18	18	Jeg vil lade en Profet som dig fremstå for dem af deres Brødre og lægge mine Ord i hans Mund, og han skal sige dem alt, hvad jeg byder ham!
05O	18	19	Og enhver, der ikke vil høre mine Ord, som han taler i mit Navn, ham vil jeg kræve til Regnskab.
05O	18	20	Men den Profet, der formaster sig til at tale noget i mit Navn, som jeg ikke har pålagt ham at tale, eller taler i en anden Guds Navn, den Profet skal dø!"
05O	18	21	Og hvis du tænker ved dig selv: "Hvorledes skal vi kende det Ord, HERREN ikke har talt?"
05O	18	22	så vid: Hvad en Profet taler i HERRENs Navn, uden at det sker og indtræffer, det er noget, HERREN ikke har talt. I Formastelighed har Profeten udtalt det, og du skal ikke være bange for ham!
05O	19	1	Når HERREN din Gud får udryddet de Folk, hvis Land HERREN din Gud vil give dig, og du får dem drevet bort og har bosat dig i deres Byer og Huse,
05O	19	2	da skal du udtage dig tre Byer midt i dit Land, som HERREN din Gud giver dig i Eje.
05O	19	3	Du skal sætte Vejen til dem i Stand og dele dit Landområde, som HERREN din Gud tildeler dig, i tre Dele, for at enhver Manddraber kan ty derhen.
05O	19	4	Men om de Manddrabere, der har Ret til at ty derhen for at redde Livet, gælder følgende: Når nogen af Vanvare slår sin Næste ihjel, uden at han i Forvejen har båret Nag til ham,
05O	19	5	når således en går med sin Næste ud i Skoven for at fælde Træer, og hans Hånd svinger Øksen for at fælde et Træ, og Jernet farer ud af Skaftet og rammer hans Næste, så han dør, da må han ty til en af disse Byer og redde Livet,
05O	19	6	for at ikke Blodhævneren i Ophidselse skal sætte efter Manddraberen og, fordi Vejen er for lang, indhente ham og slå ham ihjel, skønt han ikke havde fortjent Døden, eftersom. han ikke i Forvejen havde båret Nag til ham.
05O	19	7	Derfor giver jeg dig dette Bud: Tre Byer skal du udtage dig!
05O	19	8	Og dersom HERREN din Gud udvider dine Landemærker, som han tilsvor dine Fædre, og giver dig hele det Land, han lovede at give dine Fædre,
05O	19	9	fordi du omhyggeligt overholder alle disse Bud, som jeg i Dag pålægger dig, idet du elsker HERREN din Gud og vandrer på hans Veje alle Dage, så skal du føje endnu tre Byer til disse tre,
05O	19	10	for at der ikke skal udgydes uskyldigt Blod i dit Land, som HERREN din Gud giver dig i Eje, så du pådrager dig Blodskyld.
05O	19	11	Men når en Mand, som bærer Nag til sin Næste, lægger sig på Lur efter ham, overfalder ham og slår ham ihjel, og han så flygter til en af disse Byer,
05O	19	12	skal hans Bys Ældste sende Bud og lade ham hente hjem derfra og overgive ham i Blodhævnerens Hånd, og han skal lade sit Liv.
05O	19	13	Skån ham ikke, men rens Israel for den uskyldiges Blod, at det må gå dig vel.
05O	19	14	Du må ikke flytte din Næstes Markskel, som tidligere Slægter har sat, ved den Arvelod, du får tildelt i det Land, HERREN din Gud vil give dig i Eje.
05O	19	15	En enkelt kan ikke optræde som Vidne mod en Mand, når det angår Misgerning eller Synd, hvad Synd det end er, han begår; kun på to eller tre Vidners Udsagn kan en Sag afgøres.
05O	19	16	Når et ondsindet Vidne optræder mod nogen og beskylder ham for Lovbrud,
05O	19	17	skal begge de stridende fremstille sig for HERRENs Åsyn, for de Præster og Dommere, der er til den Tid,
05O	19	18	og Dommerne skal undersøge Sagen grundigt, og hvis det viser sig, at Vidnet er et falsk Vidne, der har aflagt falsk Vidnesbyrd mod sin Broder,
05O	19	19	så skal I gøre med ham, som han havde til Hensigt at gøre med sin Broder; du skal udrydde det onde af din Midte.
05O	19	20	Når da de andre hører det, vil de gribes af Frygt og ikke mere øve en sådan Udåd i din Midte.
05O	19	21	Du må ikke vise Skånsel: Liv for Liv, Øje for Øje, Tand for Tand, Hånd for Hånd, Fod for Fod!
05O	20	1	Når du drager i Krig mod din Fjende og får Øje på Heste, Vogne og Krigsfolk, der er talrigere end du selv skal du ikke blive bange for dem; thi HERREN din Gud er med dig, han, som førte dig op fra Ægypten
05O	20	2	Når I rykker ud til Kamp, skal Præsten træde frem og tale til Folket,
05O	20	3	og han skal sige til dem: "Hør, Israel! I rykker i Dag ud til Kamp mod eders Fjender, lad ikke eders Hjerte være forsagt, frygt ikke, forfærdes ikke og vær ikke bange for dem!
05O	20	4	Thi HERREN eders Gud drager med eder for at stride for eder mod eders Fjender og give eder Sejr."
05O	20	5	Og Tilsynsmændene skal tale således til Folket: "Er der nogen, som har bygget et nyt Hus og endnu ikke indviet det, må han have Lov at vende hjem til sit Hus, for at ikke en anden skal indvie det, om han falder i Slaget.
05O	20	6	Og er der nogen, som har plantet en Vingård og ikke taget den i Brug, må han have Lov at vende hjem til sit Hus, for at ikke en anden skal tage den i Brug, om han falder i Slaget.
05O	20	7	Og er der nogen, som har trolovet sig med en kvinde, men endnu ikke taget hende til Hustru, må han have Lov at vende hjem til sit Hus, for at ikke en anden skal tage hende til Hustru, om han falder i Slaget."
05O	20	8	Og Tilsynsmændene skal fremdeles tale til Folket og sige: "Er der nogen, som er bange og forsagt, må han have Lov at vende hjem til sit Hus, for at ikke hans Brødre skal blive forsagte, som han selv er det!"
05O	20	9	Når så Tilsynsmandene er færdige med at tale til Folket, skal der sættes Høvedsmænd i Spidsen for Folket.
05O	20	10	Når du rykker frem til Angreb på en By, skal du først tilbyde den Fred.
05O	20	11	Hvis den da tager mod Fredstilbudet og åbner sine Porte for dig, skal alle Folk, som findes i den, være dine livegne og trælle for dig
05O	20	12	Vil den derimod ikke slutte Fred, men kæmpe med dig, da skal du belejre den,
05O	20	13	og når HERREN din Gud giver den i din Hånd, skal du hugge alle af Mandkøn ned med Sværdet.
05O	20	14	Men Kvinderne, Børnene, Kvæget og alt, hvad der er i Byen, alt, hvad der røves i den, må du tage som Bytte, og du må gøre dig til gode med det, som røves fra dine Fjender, hvad HERREN din Gud giver dig.
05O	20	15	Således skal du bære dig ad med alle de Byer, som ligger langt fra dig og ikke hører til disse Folkeslags Byer her;
05O	20	16	men i disse Folks Byer, som HERREN din Gud giver dig i Eje, må du ikke lade en eneste Sjæl i Live.
05O	20	17	På dem skal du lægge Band, på Hetiterne, Amoriterne, Kanånæerne, Periiterne, Hiiterne og Jebusiteme, som HERREN din Gud har pålagt dig,
05O	20	18	for at de ikke skal lære eder at efterligne alle deres Vederstyggeligheder, som de øver til Ære for deres Guder, så I forsynder eder mod HERREN eders Gud.
05O	20	19	Når du ved Belejringen af en By må holde den indesluttet i lang Tid for at indtage den, må du ikke ødelægge de Træer, der hører til den, ved at svinge Øksen imod dem; fra dem får du Føde ; dem må du ikke hugge om; thi mon Markens Træer er Mennesker, at de også skulde rammes af Belejringen?
05O	20	20	Kun Træer, du ved, ikke bærer spiselig Frugt, må du ødelægge og fælde for at bygge Belejringsværker mod den By, som er i Krig med dig, til den falder.
05O	21	1	Når man i det Land, HERREN din Gud vil give dig i Eje, finder en liggende dræbt på Marken, uden at det vides, hvem der har slået ham ihjel,
05O	21	2	da skal dine Ældste og Dommere gå ud og måle Afstanden til de Byer, som ligger rundt om den dræbte.
05O	21	3	Derpå skal de Ældste i den By, der ligger nærmest ved den dræbte, tage en Kvie, som ikke har været brugt til Arbejde eller båret Åg,
05O	21	4	og Byens Ældste skal trække Kvien ned i en dal med stedserindende Vand, som ikke dyrkes og besåes, og der i Dalen skal de sønderbryde Nakken på Kvien.
05O	21	5	Så skal Præsterne, Levis Sønner, træde til thi dem har HERREN din Gud udvalgt til sin Tjeneste og til at velsigne i HERRENs Navn, og efter deres Ord skal al Trætte og enhver Sag, der vedrører Legemsskade, afgøres
05O	21	6	og alle de Ældste i den By, der ligger nærmest ved den dræbte, skal tvætte deres hænder over Kvien, hvis Nakke blev sønderbrudt i Dalen,
05O	21	7	og bekende: "Vore Hænder har ikke udgydt dette Blod, og vore Øjne har ikke set det!
05O	21	8	Tilgiv, HERRE, dit Folk Israel, som du udløste, og lad ikke dit Folk Israel undgælde for det uskyldige Blod!" Så skal der skaffes dem Soning for Blodskylden.
05O	21	9	Du skal skaffe det uskyldige Blod bort fra dig. Det skal gå dig vel, når du gør, hvad der er ret i HERRENs Øjne.
05O	21	10	Når du drager i Krig mod dine Fjender, og HERREN din Gud giver dem i din Hånd, og du tager Fanger iblandt dem
05O	21	11	og blandt Fangerne får Øje på en Kvinde, som ser godt ud, og får Kærlighed til hende og ønsker at tage hende til Ægte,
05O	21	12	da skal du føre hende ind i dit Hus, og hun skal klippe sit Hår af, skære sine Negle,
05O	21	13	aflægge sin Fangedragt og opholde sig en Månedstid i dit Hus og græde over sin Fader og Moder. Så kan du gå ind til hende og ægte hende, så hun bliver din Hustru.
05O	21	14	Men hvis du ikke mere synes om hende, skal du give hende fri, du må ikke sælge hende for Penge; du må ikke være hensynsløs imod hende, eftersom du har krænket hende.
05O	21	15	Når en Mand har to Hustruer, en han elsker, og en han tilsidesætter, og de føder ham Sønner, både Yndlingshustruen og den tilsidesatte, og den førstefødte er den tilsidesattes Søn,
05O	21	16	så må Manden, når han skifter sin Ejendom mellem Sønnerne, ikke give Yndlingshustruens Søn Førstefødselsretten til Skade for den førstefødte, den tilsidesattes Søn.
05O	21	17	Men han skal anerkende den førstefødte, den tilsidesattes Søn, som førstefødt, og give ham dobbelt Del af alt, hvad han ejer; thi han er Førstegrøden af hans Manddomskraft, og hans er Førstefødselsretten.
05O	21	18	Når nogen har en vanartet og genstridig Søn, der ikke vil adlyde sine Forældres Røst og, selv når de trygler ham, ikke adlyder dem,
05O	21	19	så skal hans Forældre tage ham med Magt og føre ham ud til de Ældste i hans By og til Porten der
05O	21	20	og sige til Byens Ældste: "Vor Søn her er vanartet og genstridig: han vil ikke adlyde os, men er en Ødeland og Drukkenbolt."
05O	21	21	Derpå skal alle Mændene i hans By stene ham til Døde. Således skal du udrydde det onde af din Midte, og hele Israel skal høre det og gribes af Frygt.
05O	21	22	Når en Mand har gjort sig skyldig i en Synd, der straffes med Døden, og aflives, og du hænger ham op i et Træ,
05O	21	23	så må hans Lig ikke blive hængende Natten over i Træet; men du skal begrave ham samme Dag; thi en hængt er en Guds Forbandelse, og du må ikke gøre dit Land urent, som HERREN din Gud vil give dig i Eje.
05O	22	1	Når du ser din Broders Okse eller Får løbe løse om, må du ikke undlade at tage dig af dem, men du skal bringe dem tilbage til din Broder.
05O	22	2	Og hvis din Broder ikke bor i Nærheden af dig, eller du ikke ved, hvis byret er, skal du tage det ind i dit Hus, og det skal være hos dig, indtil din Broder spørger efter det; så skal du give ham det tilbage.
05O	22	3	På samme Måde skal du forholde dig med hans Æsel, med hans Klæder og med alt, hvad der bliver borte for din Broder, når du finder det. Du må ikke undlade at tage dig af det.
05O	22	4	Når du ser din Broders Okse eller Æsel styrte på Vejen, må du ikke undlade at tage dig af dem, men du skal hjælpe ham med at få dem op.
05O	22	5	En kvinde må ikke bære Mandsdragt, og en Mand må ikke iføre sig Kvindeklæder; thi enhver, der gør det, er HERREN din Gud en Vederstyggelighed.
05O	22	6	Når du på din Vej træffer på en Fuglerede i et Træ eller på Jorden med Unger eller Æg, og Moderen ligger på Ungerne eller Æggene, må du ikke tage Moderen sammen med Ungerne;
05O	22	7	Ungerne kan du tage, men Moderen skal du lade flyve, for at det må gå dig vel og du må få et langt Liv.
05O	22	8	Når du bygger et nyt Hus, skal du sætte Rækværk om Taget, for at du ikke skal bringe Blodskyld over dit Hus, hvis nogen falder ned derfra.
05O	22	9	Dut må ikke så to Slags Sæd i din Vingård, ellers hjemfalder det hele til Helligdommen, både Sæden, du såede, og Udbyttet af Vingården.
05O	22	10	Du må ikke pløje med en Okse og et Æsel sammen.
05O	22	11	Du må ikke bære Tøj, som er vævet både af Uld og Hør.
05O	22	12	Du skal sætte Kvaster i de fire Hjørner af din Kappe, som du hyller dig i.
05O	22	13	Når en Mand efter at have ægtet en Kvinde og søgt Samkvem med hende får Uvilje imod hende
05O	22	14	og siger hende skammelige Ting på og udspreder ondt Rygte om hende, idet han siger: "Jeg tog denne Kvinde til Ægte, men da jeg havde Samkvem med hende, fandt jeg ikke hos hende Tegnet på, at hun var Jomfru!"
05O	22	15	så skal den unge Kvindes Forældre bringe Jomfrutegnet hen til Byens Ældste i Byporten;
05O	22	16	og Pigens Fader skal sige til de Ældste: "Jeg gav denne Mand min Datter til Hustru, men han har fået Uvilje imod hende,
05O	22	17	og nu siger han hende skammelige Ting på og siger: Jeg har ikke hos din Datter fundet Tegnet på, at hun var Jomfru! Men her er Jomfrutegnet!" Og dermed skal de brede Klædet ud for Byens Ældste.
05O	22	18	Da skal Byens Ældste tage Manden og revse ham;
05O	22	19	og de skal pålægge ham en Bøde på hundrede Sekel Sølv og give den unge Kvindes Fader dem, fordi han udspredte ondt Rygte om en Jomfru i Israel. Og han skal beholde hende som Hustru og har ikke Lov til at skille sig fra hende, så længe han lever.
05O	22	20	Men hvis Beskyldningen er sand, hvis den unge kvindes Jomfrutegn ikke findes,
05O	22	21	skal man føre hende hen foran hendes Faders Husdør, og Mændene i hendes By skal stene hende til Døde, fordi hun har begået en Udåd i Israel ved at bedrive Hor i sin Faders Hus.  Således skal du udrydde det onde af din Midte.
05O	22	22	Når en Mand gribes i Samleje med en gift Kvinde, skal de begge dø, både Manden, der lå hos kvinden, og Kvinden selv.  Således skal du udrydde det onde af Israel.
05O	22	23	Når en Mand inde i Byen træffer en Jomfru, der er trolovet med en anden, og har Samleje med hende,
05O	22	24	skal I føre dem begge ud til Byens Port og stene dem til Døde, Pigen fordi hun ikke skreg om Hjælp i Byen, og Manden, fordi han krænkede sin Næstes Brud. Således skal du udrydde det onde af din Midte.
05O	22	25	Men hvis Manden træffer den trolovede Pige ude i det fri og tiltvinger sig Samleje med hende, skal kun Manden, der havde Samleje med hende, dø.
05O	22	26	Pigen derimod skal du ikke gøre noget; hun har ikke begået nogen Synd, som fortjener Døden; thi dermed er det, som når en overfalder sin Næste og slår ham ihjel;
05O	22	27	han traf hende jo ude i det fri, og den trolovede Pige skreg, men ingen kom hende til Hjælp.
05O	22	28	Når en Mand træffer en Jomfru, der ikke er trolovet, og tiltvinger sig Samleje med hende, og de gribes på fersk Gerning,
05O	22	29	skal den Mand, der havde Samleje med hende, give Pigens Fader halvtredsindstyve Sekel Sølv og tage hende til Ægte, fordi han krænkede hende; og han har ikke Ret til at skille sig fra hende, så længe han lever.
05O	22	30	Ingen må ægte sin Faders Hustru eller løfte sin Faders Tæppe.
05O	23	1	Ingen, der er gildet ved Knusning eller Snit, har Adgang til HERRENS Forsamling.
05O	23	2	Ingen, som er født i blandet Ægteskab, har Adgang til HERRENs Forsamling; end ikke i tiende Led har hans Afkom Adgang til HERRENs Forsamling.
05O	23	3	Ingen Ammonit eller Moabit har Adgang til HERRENs Forsamling; end ikke i tiende Led har deres Afkom nogen Sinde Adgang til HERRENs Forsamling,
05O	23	4	fordi de ikke kom eder i Møde med Brød eller Vand undervejs, da I drog bort fra Ægypten, og fordi han lejede Bileam, Beors Søn, fra Petor i Aram Nabarajim, imod dig til at forbande dig;
05O	23	5	men HERREN din Gud vilde ikke høre på Bileam, og HERREN din Gud forvandlede Forbandelsen til Velsignelse, fordi HERREN din Gud elskede dig.
05O	23	6	Du skal aldrig i Evighed bekymre dig om deres Velfærd og Lykke!
05O	23	7	Derimod må du ikke afsky Edomiterne, thi det er dine Brødre. Heller ikke Ægypterne må du afsky, thi du har levet som fremmed i deres Land.
05O	23	8	Deres Efterkommere må have Adgang til HERRENs Forsamling i tredje Led.
05O	23	9	Når du går i Krig mod dine Fjender og lægger dig i Lejr, så vogt dig for alt, hvad der er utilbørligt.
05O	23	10	Findes der nogen hos dig, der på Grund af en natlig Hændelse ikke er ren, skal han gå uden for Lejren, han må ikke komme ind i Lejren;
05O	23	11	når det lakker mod Aften, skal han tvætte sig med Vand, og når Solen går ned, må han atter komme ind i Lejren.
05O	23	12	Du skal have en afsides Plads uden for Lejren, hvor du kan gå for dig selv;
05O	23	13	og du skal have en Pind i dit Bælte, og når du sætter dig derude, skal du med den grave et Hul og bagefter tildække dine Udtømmelser.
05O	23	14	Thi HERREN din Gud drager med midt i din Lejr for at hjælpe dig og give dine Fjender i din Magt; derfor skal din Lejr være hellig, for at han ikke skal se noget hos dig, der vækker Væmmelse, og vende sig fra dig.
05O	23	15	Du må ikke udlevere en Træl til hans Herre, når han er flygtet fra sin Herre og søger Tilflugt hos dig.
05O	23	16	Han må tage Ophold i din Midte på det Sted, han selv vælger, inden dine Porte, hvor han helst vil være, og du må ikke gøre ham Men.
05O	23	17	Ingen af Israels Døtre må være Skøge, og ingen af Israels Sønner må være Mandsskøge.
05O	23	18	Du må ikke for at opfylde et Løfte bringe Skøgefortjeneste eller Hundeløn til HERREN din Guds Hus; thi begge dele er HERREN din Gud en Vederstyggelighed.
05O	23	19	Du må ikke tage Rente af din Broder, hverken af Penge, Fødevarer eller andet, som man kan tage Rente af.
05O	23	20	Af Udlændinge må du tage Rente, men ikke af din Broder, hvis HERREN din Gud skal velsigne dig i alt, hvad du tager dig for i det Land, du skal ind og tage i Besiddelse.
05O	23	21	Når du aflægger et Løfte til HERREN din Gud, må du ikke tøve med at indfri det; thi ellers vil HERREN din Gud kræve det af dig, og du vil pådrage dig Skyld.
05O	23	22	Men hvis du undlader at aflægge Løfter, pådrager du dig ingen Skyld.
05O	23	23	Hvad du engang har sagt, skal du holde, og du skal gøre, hvad du frivilligt har lovet HERREN din Gud, hvad du har udtalt med din Mund.
05O	23	24	Når du kommer ind i din Næstes Vingård, må du spise alle de Druer, du har Lyst til, så du bliver mæt; men du må ingen komme i din Kurv.
05O	23	25	Når du går igennem din Næstes Sæd, må du plukke Aks med din Hånd, men du må ikke komme til din Næstes Sæd med Segl.
05O	24	1	Når en Mand tager en Kvinde til Ægte, og hun ikke vinder hans Yndest, fordi han finder noget ved hende, der vækker Ubehag hos ham, og han skriver hende et Skilsmissebrev og giver hende det i Hænde og sender hende ud af sit Hjem,
05O	24	2	så må hun efter at have forladt hans Hjem gå hen og gifte sig med en anden Mand;
05O	24	3	får denne anden Mand også Uvilje imod hende og skriver hende et Skilsmissebrev og giver hende det i Hænde og sender hende ud af sit Hjem, eller dør den anden Mand, der havde taget hende til Ægte,
05O	24	4	så har hendes første Mand, som havde sendt hende bort, ikke Ret til igen at tage hende til Hustru, efter at hun er blevet uren. Thi det er HERREN en Vederstyggelighed, og du må ikke bringe Brøde over det Land, HERREN din Gud vil give dig i Eje.
05O	24	5	Når en Mand nylig har taget sig en Hustru, skal han ikke drage med i Krig, og der skal ikke pålægges ham nogen som helst Forpligtelse; han skal have Frihed til at blive hjemme et År og glæde sin Hustru, som han har ægtet.
05O	24	6	Man må ikke tage en Håndkværn i Pant, heller ikke den øverste Møllesten; thi det var at tage Livet selv i Pant.
05O	24	7	Når nogen gribes i at stjæle en af sine Brødre blandt Israelitterne og gør ham Fortræd eller sælger ham, da skal en sådan Tyv lade sit Liv. Du skal udrydde det onde af din Midte.
05O	24	8	Tag dig i Vare med Spedalskhed, så du meget omhyggeligt handler efter alt, hvad Levitpræsterne lærer eder; som jeg har påbudt dem, skal I omhyggeligt handle.
05O	24	9	Kom i Hu, hvad HERREN din Gud gjorde ved Mirjam undervejs, da I drog bort fra Ægypten.
05O	24	10	Når du yder din Næste et Lån, må du ikke gå ind i hans Hus for at tage Pant af ham.
05O	24	11	Du skal blive stående udenfor, og den Mand, du yder Lånet, skal bringe Pantet ud til dig.
05O	24	12	Hvis han er en fattig Mand, må du ikke lægge dig til Hvile med hans Pant;
05O	24	13	ved Solnedgang skal du give ham Pantet tilbage, for at han kan lægge sig til Hvile i sin Kappe. Da velsigner han dig derfor, og du står retfærdiggjort for HERREN din Guds Åsyn.
05O	24	14	Du må ikke forurette en nødlidende, fattig Daglejer, hvad enten han hører til dine Brødre eller de fremmede inden dine Porte nogetsteds i dit Land.
05O	24	15	Dag for Dag skal du give ham hans Løn, så at Solen ikke går ned derover, thi han er nødlidende og venter med Længsel derpå. Ellers råber han til HERREN over dig, og du pådrager dig Skyld.
05O	24	16	Fædre skal ikke lide Døden for Børns Skyld, og Børn skal ikke lide Døden for Fædres Skyld. Enhver skal lide Døden for sin egen Synd.
05O	24	17	Du må ikke bøje Retten for den fremmede og den faderløse, og du må ikke tage Enkens Klædning i Pant.
05O	24	18	Men kom i Hu, at du var Træl i Ægypten, og at HERREN din Gud udløste dig derfra. Derfor byder jeg dig at handle således.
05O	24	19	Når du bjærger din Høst på din Mark og glemmer et Neg på Marken, må du ikke vende tilbage for at hente det; det skal tilfalde den fremmede, den faderløse og Enken, for at HERREN din Gud kan velsigne dig i alt, hvad du tager dig for.
05O	24	20	Når du slår dine Oliven ned, må du ikke bagefter gennemsøge Grenene; den fremmede, den faderløse og Enken skal det tilfalde.
05O	24	21	Når du høster din Vin, må du ikke holde Efterhøst; den fremmede, den faderløse og Enken skal det tilfalde.
05O	24	22	Kom i Hu, at du selv var Træl i Ægypten; derfor byder jeg dig at handle således.
05O	25	1	Når der opstår Strid mellem Mænd, og de møder for Retten, skal man dømme dem imellem; den, der har Ret, skal frikendes, den skyldige dømmes.
05O	25	2	Og dersom den skyldige idømmes Prygl, skal Dommeren lade ham lægge sig på Jorden og i sit Påsyn lade ham få det Antal Slag, der svarer til hans Forseelse.
05O	25	3	Fyrretyve Slag må han lade ham få, men heller ikke flere, for at din Broder ikke skal vanæres for dine Øjne, når han får endnu flere Slag.
05O	25	4	Du må ikke binde Munden til på en Okse, når den tærsker.
05O	25	5	Når flere Brødre bor sammen, og en af dem dør uden at efterlade sig nogen Søn, må hans Enke ikke gifte sig med en fremmed Mand uden for Slægten; men hendes Svoger skal gå til hende og tage hende til Ægte, idet han indgår Svogerægteskab med hende.
05O	25	6	Og den første Søn, hun føder, skal bære den afdøde Broders Navn, for at hans Navn ikke skal udslettes af Israel.
05O	25	7	Men hvis Manden er uvillig til af ægte sin Svigerinde, skal hun gå hen til de Ældste i Byporten og sige: "Min Svoger vægrer sig ved at opretholde sin Broders Navn i Israel og vil ikke indgå Svogerægteskab med mig!"
05O	25	8	Derpå skal de Ældste i Byen stævne ham for sig og tale ham til, og hvis han da fastholder sin Beslutning og erklærer sig uvillig til at ægte hende,
05O	25	9	skal hans Svigerinde i de Ældstes Påsyn gå hen til ham, drage hans Sko af hans Fod og spytte ham i Ansigtet og tage til Orde og sige: "Således gør man ved den Mand, som ikke vil opbygge sin Broders Slægt!"
05O	25	10	Og hans Navn i Israel skal være: den barfodedes Hus.
05O	25	11	Når der opstår Trætte mellem to Mænd, og den enes Hustru kommer til for at fri sin Mand fra den andens Slag, og hun rækker sin Hånd ud og tager fat i den andens Blusel,
05O	25	12	da skal du hugge hendes Hånd af; du må ikke vise Skånsel.
05O	25	13	Du må ikke have to Slags Vægtlodder i din Pung, større og mindre.
05O	25	14	Du må ikke have to Slags Efaer i dit Hus, en større og en mindre.
05O	25	15	Fuldvægtige Lodder og Efaer, der holder Mål, skal du have, for at du kan få et langt Liv i det Land, HERREN din Gud vil give dig.
05O	25	16	Thi en Vederstyggelighed for HERREN din Gud er enhver, der øver sligt, enhver, der begår Svig.
05O	25	17	Kom i Hu, hvad Amalekiterne gjorde imod dig undervejs, da I drog bort fra Ægypten,
05O	25	18	hvorledes de kom imod dig undervejs og uden at frygte Gud huggede alle dine udmattede Efternølere ned, da du var træt og nødig.
05O	25	19	Når derfor HERREN din Gud giver dig Ro for alle dine Fjender rundt om i det Land, HERREN din Gud vil give dig i Arv og Eje, da skal du udrydde ethvert Minde om Amalek. Glem det ikke!
05O	26	1	Når du kommer ind i det Land, HERREN din Gud giver dig til Arv, og tager det i Besiddelse og bosætter dig deri,
05O	26	2	skal du tage en Del af Førstegrøden af alle de Jordens Frugter, som du høster af det Land, HERREN din Gud giver dig, og lægge dem i en Kurv og begive dig til det Sted, HERREN din Gud udvælger til Bolig for sit Navn.
05O	26	3	Når du så kommer til den Præst, som er der på den Tid, skal du sige til ham: "Jeg vidner i Dag for HERREN din Gud, at jeg er kommet ind i det Land, HERREN tilsvor vore Fædre at ville give os."
05O	26	4	Så skal Præsten tage Kurven af din Hånd og sætte den hen foran HERREN din Guds Alter.
05O	26	5	Derpå skal du tage til Orde og sige for HERREN din Guds Åsyn: "En omvankende Aramæer var min Stamfader; han drog ned til Ægypten og boede der som fremmed med nogle få Mænd, men der blev han til et stort, mægtigt og talrigt Folk.
05O	26	6	Men Ægypterne mishandlede og plagede os og pålagde os hårdt Trællearbejde;
05O	26	7	da råbte vi til HERREN, vore Fædres Gud, og HERREN hørte vor Røst og så til vor Elendighed, Møje og Trængsel;
05O	26	8	og HERREN førte os ud af Ægypten med stærk Hånd og udstrakt Arm, med store, forfærdelige Gerninger og med Tegn og Undere;
05O	26	9	og han førte os til dette Sted og gav os dette Land, et Land, der, flyder med Mælk og Honning.
05O	26	10	Og her bringer jeg nu Førstegrøden af Frugterne af den Jord, du har givet mig, HERRE!" Derpå skal du stille Kurven hen for HERREN din Guds Åsyn og tilbede for HERREN din Guds Åsyn
05O	26	11	og så være glad over alt det gode, HERREN din Gud giver dig, sammen med din Husstand, Leviten og den fremmede, der bor i din Midte.
05O	26	12	Når du det tredje År, Tiendeåret, er færdig med at aflevere hele Tienden af din Afgrøde og har givet Leviten, den fremmede, den faderløse og Enken den, så de kan spise sig mætte inden dine Porte,
05O	26	13	da skal du sige for HERREN din Guds Åsyn: "Jeg har leveret det hellige ud fra mit Hus, jeg har også givet Leviten, den fremmede, den faderløse og Enken det efter alt dit Bud, som du har givet os; jeg har ikke overtrådt noget af dine Bud og intet glemt.
05O	26	14	Jeg har ikke spist deraf, medens jeg havde Sorg, jeg har ikke været uren, da jeg afleverede det, og jeg har ikke givet en død noget deraf, jeg har adlydt HERREN min Guds Røst, jeg har handlet nøje efter dit Bud.
05O	26	15	Se derfor ned fra din hellige Bolig, fra Himmelen, og velsign dit Folk Israel og den Jord, du gav os, som du tilsvor vore Fædre, et Land, der flyder med Mælk og Honning!"
05O	26	16	I Dag byder HERREN din Gud dig at handle efter disse Anordninger og Lovbud; hold dem derfor omhyggeligt af hele dit Hjerte og hele din Sjæl!
05O	26	17	Du har i dag ladet HERREN tilsige dig, at han vil være din Gud, og at han vil sætte dig højt over alle Folk, som han har skabt, til Pris og Berømmelse og Ære.
05O	26	18	Og HERREN har i Dag ladet dig tilsige ham, at du vil være hans Ejendomsfolk, som han har sagt dig, og tage Vare på alle hans Bud,
05O	26	19	og at du vil gå på hans Veje og holde hans Anordninger, Bud og Lovbud og høre hans Røst, og at du vil være HERREN din Gud et helligt Folk, som han har sagt.
05O	27	1	Derpå bød Moses og IsraeLs Ældste Folket: "Hold alle de Bud, jeg i Dag pålægger eder!
05O	27	2	Og den Dag I går over Jordan ind i det Land, HERREN din Gud vil give dig, skal du oprejse dig nogle store Sten og kalke dem over,
05O	27	3	og på dem skal du skrive alle denne Lovs Ord, så snart du er kommet over, for at du kan drage ind i det Land, HERREN din Gud vil give dig, et Land, der flyder med Mælk og Honning, som HERREN, dine Fædres Gud, lovede dig.
05O	27	4	Og når I er kommet over Jordan, skal I oprejse disse Sten, om hvilke jeg i Dag giver eder Pålæg, på Ebals Bjerg og kalke dem over.
05O	27	5	Og der skal du bygge HERREN din Gud et Alter, et Alter af Sten, som du ikke har svunget Jern over;
05O	27	6	af utilhugne Sten skal du bygge HERREN din Guds Alter, og på det skal du ofre Brændofre til HERREN din Gud,
05O	27	7	og du skal ofre Takofre og holde Måltid der og være glad for HERREN din Guds Åsyn.
05O	27	8	Og på Stenene skal du skrive alle denne Lovs Ord tydeligt og klart!"
05O	27	9	Derpå talte Moses og Levitpræsterne til hele Israel og sagde: "Hør efter i Stilhed, Israel! I Dag er du blevet HERREN din Guds Folk!
05O	27	10	Så lyt da til HERREN din Guds Røst og hold hans Bud og Anordninger, som jeg i Dag pålægger dig!"
05O	27	11	Og Moses bød på denne Da: Folket:
05O	27	12	"Når I er kommet over Jordan, skal den ene Del af eder tage Plads på Garizims Bjerg for at velsigne Folket, nemlig Simeon, Levi, Juda, Issakar, Josef og Benjamin;
05O	27	13	og den anden skal tage Plads på Ebals Bjerg for at forbande, nemlig Ruben, Gad, Aser, Zebulon, Dan og Naftali."
05O	27	14	Og Leviterne skal tage til Orde og med høj Røst sige til alle Israels Mænd:
05O	27	15	"Forbandet være den, som laver et udskåret eller støbt Billede, HERREN en Vederstyggelighed, Værk af en Håndværkers Hænder, og stiller det op i Løndom!" Og hele Folket skal svare: "Amen!"
05O	27	16	"Forbandet enhver, som ringeagter sin Fader eller Moder!" Og hele Folket skal svare: "Amen!"
05O	27	17	"Forbandet enhver, som flytter sin Næstes Skel!" Og hele Folket skal svare: "Amen!"
05O	27	18	"Forbandet enhver, som fører den blinde på Vildspor!" Og hele Folket skal svare: "Amen!"
05O	27	19	"Forbandet enhver, som bøjer Retten for den fremmede, den faderløse og Enken!" Og hele Folket skal svare: "Amen!"
05O	27	20	"Forbandet enhver, som har Samleje med sin Faders Hustru; thi han har løftet sin Faders Tæppe!" Og hele Folket skal svare: "Amen!"
05O	27	21	"Forbandet enhver, som har Omgang med noget Slags Kvæg!" Og hele Folket skal svare: "Amen!"
05O	27	22	"Forbandet enhver, som har Samleje med sin Søster, sin Faders eller Moders Datter!" Og hele Folket skal svare: "Amen!"
05O	27	23	"Forbandet enhver, som har Samleje med sin Hustrus Moder!" Og hele Folket skal svare: "Amen!"
05O	27	24	"Forbandet enhver, som snigmyrder sin Næste!" Og hele Folket skal svare: "Amen!"
05O	27	25	"Forbandet enhver, som lader sig købe til at myrde en uskyldig!" Og hele Folket skal svare: "Amen!"
05O	27	26	"Forbandet enhver, som ikke holder denne Lovs Ord i Hævd og handler efter dem!" Og hele Folket skal svare: "Amen!"
05O	28	1	Men dersom du adlyder HERREN din Guds Røst og handler efter alle hans Bud, som jeg i Dag pålægger dig, så vil HERREN din Gud sætte dig højt over alle Folk på Jorden;
05O	28	2	og alle disse Velsignelser vil komme over dig og nå dig, dersom du adlyder HERREN din Guds Røst:
05O	28	3	Velsignet skal du være i Staden, og velsignet skal du være på Marken!
05O	28	4	Velsignet dit Livs, din Jords og dit Kvægs Frugt, både Tillægget af dine Okser og dit Småkvægs Yngel!
05O	28	5	Velsignet din kurv og dit Dejtrug!
05O	28	6	Velsignet skal du være, når du går ind, og velsignet skal du være, når du går ud!
05O	28	7	Når dine Fjender rejser sig imod dig, skal HERREN slå dem på Flugt foran dig; ad een Vej skal de drage ud imod dig, men ad syv skal de flygte for dig.
05O	28	8	HERREN skal byde sin Velsignelse være med dig i dine Lader og i alt, hvad du tager dig for, og velsigne dig i det Land, HERREN din Gud giver dig.
05O	28	9	HERREN skal gøre dig til sit hellige Folk, som han tilsvor dig, når du holder HERREN din Guds Bud og vandrer på hans Veje.
05O	28	10	Og alle Jordens Folk skal se, at HERRENs Navn er nævnet over dig, og frygte dig.
05O	28	11	HERREN skal give dig Geder i Overflod, Frugt af dit Moderliv, Frugt af dit kvæg og Frugt af din Jord i det Land, HERREN tilsvor dine Fædre at ville give dig.
05O	28	12	HERREN skal åbne dig sit rige Forrådskammer, Himmelen, for at give dit Land Regn i rette Tid og for at velsigne alt, hvad du tager dig for, og du skal låne ud til mange Folk, men selv skal du ikke låne.
05O	28	13	HERREN skal gøre dig til Hoved og ikke til Hale, og det skal stadig gå opad for dig og ikke nedad, når du lytter til HERREN din Guds Bud, som jeg i Dag pålægger dig, og omhyggeligt handler efter dem
05O	28	14	uden at vige til højre eller venstre fra noget af de Bud, jeg i Dag pålægger eder, ved at holde dig til. andre Guder og dyrke dem.
05O	28	15	Men hvis du ikke adlyder HERREN din Guds Røst og omhyggeligt handler efter alle hans Bud og Anordninger, som jeg i Dag pålægger dig, så skal alle disse Forbandelser komme over dig og nå dig:
05O	28	16	Forbandet skal du være i Staden, og forbandet skal du være på Marken!
05O	28	17	Forbandet din Kurv og dit Dejgtrug!
05O	28	18	Forbandet dit Livs og din Jords Frugt, Tillægget af dine Okser og dit Småkvægs Yngel!
05O	28	19	Forbandet skal du være, når du går ind, og forbandet skal du være, når du går ud!
05O	28	20	HERREN skal sende Forbandelsen, Rædselen og Truselen over dig i alt, hvad du tager dig for, indtil du i en Hast bliver tilintetgjort og går til Grunde for dine onde Gerningers Skyld, fordi du forlod mig.
05O	28	21	HERREN skal lade Pesten hænge ved dig, indtil den helt har udryddet dig fra det Land, du skal ind og tage i Besiddelse.
05O	28	22	HERREN skal ramme dig med Svindsot, Feberglød, Betændelse og Hede, med Tørke, Kornbrand og Rust, og de skal forfølge dig, indtil du er gået til Grunde.
05O	28	23	Himmelen over dit Hoved skal blive som Kobber, Jorden under dig som Jern.
05O	28	24	Regnen over dit Land skal HERREN forvandle til Sand og Støv, som falder ned over dig fra Himmelen, indtil du er ødelagt.
05O	28	25	HERREN skal slå dig foran dine Fjender; ad een Vej skal du drage ud imod dem, men ad syv skal du flygte for dem, og du skal blive en Skræmsel for alle Riger på Jorden.
05O	28	26	Dine Lig skal blive Føde for alle Himmelens Fugle og Jordens vilde Dyr, og ingen skal skræmme dem bort.
05O	28	27	HERREN skal slå dig med Ægyptens Svulster, med Bylder, Skab og Skurv, der ikke kan læges.
05O	28	28	HERREN skal slå dig med Vanvid, Blindhed og Vildelse.
05O	28	29	Ved højlys Dag skal du famle dig frem, som den blinde famler sig frem i Mørket; alt, hvad du tager dig for, skal mislykkes for dig, du skal kues og plyndres alle Dage, og ingen skal frelse dig.
05O	28	30	Den Kvinde, du trolover dig med, skal en anden favne; det Hus, du bygger dig, skal du ikke komme til at bo i; den Vingård, du planter, skal du ikke plukke Druer i;
05O	28	31	din Okse skal slagtes for dine Øjne, men du skal ikke spise deraf; dit Æsel skal røves i dit Påsyn og ikke komme tilbage til dig; dit Småkvæg skal komme i Fjendevold, og ingen skal hjælpe dig;
05O	28	32	dine Sønner og Døtre skal prisgives et fremmed Folk, og med egne Øjne skal du se det og vansmægte af Længsel efter dem Dagen lang, uden at du formår noget.
05O	28	33	Frugten af dit Land og af al din Møje skal fortæres af et Folk, du ikke kender; du skal kues og mishandles alle Dage;
05O	28	34	du skal blive afsindig ved alt, hvad du må se på.
05O	28	35	HERREN skal slå dig på knæ og Læg med onde Svulster, der ikke kan læges, ja fra Fodsål til Isse.
05O	28	36	Dig og din Konge, som du sætter over dig, skal HERREN føre til et Folk, som hverken du eller dine Fædre før kendte til, og der skal du dyrke fremmede Guder, Træ og Sten.
05O	28	37	Du skal blive til Rædsel, Spot og Spe for alle de Folk, HERREN fører dig hen til.
05O	28	38	Udsæd i Mængde skal du bringe ud på Marken, men kun høste lidt, thi Græshopperne skal fortære den;
05O	28	39	Vingårde skal du plante og dyrke, men Vin skal du ikke komme til at drikke eller oplagre, thi Ormene skal opæde Druen;
05O	28	40	Oliventræer skal du have overalt i dit Land, men med Olie skal du ikke komme til at salve dig, thi dine Oliven skal falde. af.
05O	28	41	Sønner og Døtre skal du avle, men du skal ikke beholde dem, thi de skal gå i Fangenskab.
05O	28	42	Alle dine Træer og dit Lands Afgrøde skal Insekterne bemægtige sig.
05O	28	43	Den fremmede, som er hos dig, skal hæve sig op over dig, højere og højere, men du skal synke dybere og dybere.
05O	28	44	De skal låne til dig, men du skal ikke låne til dem; de skal blive Hoved, og du skal blive Hale.
05O	28	45	Alle disse Forbandelser skal komme over dig, forfølge dig og nå dig, til du er lagt øde, fordi du ikke adlød HERREN din Guds Røst, så du holdt hans Bud og Anordninger, som han pålagde dig;
05O	28	46	de skal til evig Tid følge dig o: dit Afkom som Tegn og Undere.
05O	28	47	Eftersom du ikke vilde tjene HERREN din Gud med Fryd og Hjertens Glæde, fordi du havde Overflod på alt,
05O	28	48	skal du komme til at tjene dine Fjender, som HERREN vil sende imod dig, under Hunger og Tørst, Nøgenhed og Mangel på alt; han skal lægge Jernåg på din Nakke, indtil de har lagt dig øde.
05O	28	49	HERREN skal opbyde imod dig et Folk fra det fjerne, fra Jordens yderste Ende, et Folk med Ørnens Flugt, et Folk, hvis Sprog dut ikke forstår,
05O	28	50	et Folk med hårde Ansigter, der ikke tager Hensyn til de gamle eller viser Skånsel mod de unge;
05O	28	51	det skal opæde dit Kvægs og din Jords Frugt, indtil du er lagt øde; det skal ikke levne dig Korn, Most eller Olie, tillæg af dine Okser eller Yngel af dit Småkvæg, indtil det har tilintetgjort dig;
05O	28	52	det skal belejre dig i alle dine Byer, indtil dine høje, stærke Mure, som du stoler på, er styrtet sammen overalt i dit Land; det skal besejre dig overalt inden dine Porte overalt i dit Land, som HERREN din Gud giver dig.
05O	28	53	Og du skal fortære din Livsfrugt, Kødet af dine Sønner og Døtre, som HERREN din Gud giver dig, under den Trængsel og Nød, din Fjende bringer over dig;
05O	28	54	selv den mest forvænte og blødagtige af dine Mænd skal se skævt til sin Broder, til sin Hustru, der hviler i hans Favn, og til de sidste Sønner, han har tilbage,
05O	28	55	så han ikke under en eneste af dem Kødet af sine Børn, som han fortærer, fordi der ikke er levnet ham noget under den Trængsel og Nød, din Fjende bringer over dig overalt inden dine Porte.
05O	28	56	Og den mest forvænte og blødagtige af dine Kvinder, som aldrig har prøvet at træde med sin Fod på jorden for Blødagtighed og Forvænthed, skal se skævt til sin Mand, der hviler i hendes Favn, og til sin Søn og Datter,
05O	28	57	så hun ikke under dem Efterbyrden, der går fra hende, eller de Børn, hun føder; men i Mangel på alt fortærer hun dem selv i Løndom under den Trængsel og Nød, din Fjende bringer over dig inden dine Porte!
05O	28	58	Hvis du ikke omhyggeligt handler efter alle denne Lovs Ord, som står skrevet i denne Bog, og frygter dette herlige og forfærdelige Navn, HERREN din Gud,
05O	28	59	så skal HERREN sende uhørte Plager over dig og dit Afkom,svare og vedholdende Plager og ondartede, vedholdende Sygdomme,
05O	28	60	og lade alle Ægyptens Sygdomme, som du gruer for, komme over dig, og de skal hænge ved dig;
05O	28	61	ja endog alle mulige Sygdomme og Plager, som der ikke er skrevet om i denne Lovbog, skal HERREN lade komme over dig, til du er lagt øde.
05O	28	62	Medens I før var talrige som Himmelens Stjerner, skal der kun blive nogle få Mænd tilbage af eder, fordi du ikke adlød HERREN din Guds Røst.
05O	28	63	Og ligesom HERREN før havde sin Glæde af at gøre vel imod eder og gøre eder mangfoldige, således skal HERREN da have sin Glæde af at tilintetgøre eder og lægge eder øde, og t skal drives bort fra det Land, du nu skal ind og tage i Besiddelse.
05O	28	64	HERREN skal adsplitte dig blandt alle Folkeslagene fra den ene Ende af Jorden til den anden, og der skal du dyrke fremmede Guder, som hverken du eller dine Fædre før kendte til, Træ og Sten;
05O	28	65	og blandt disse Folk skal du ikke få Ro eller finde Hvile for din Fod; thi der skal HERREN give dig et skælvende Hjerte, udtærede Øjne og en vansdsmægtende Sjæl.
05O	28	66	Det skal syne,s dig, som hang dit Liv i en Tråd; du skal ængstes ved Dag og ved Nat og aldrig føle dig sikker på dit Liv.
05O	28	67	Om Morgenen skal du sige: "Gid det var Aften!" Og om Aftenen: "Gid det var Morgen!" Sådan Angst skal du gribes af, og så forfærdeligt bliver det, dine Øjne får at se.
05O	28	68	Og HERREN skal føre dig tilbage til Ægypten på Skibe, ad den Vej, som jeg lovede dig, du aldrig mere skulde få at se; og der skal I stille eder til Salg for eders Fjender som Trælle og Trælkvinder, men der skal ingen være, som vil købe eder!
05O	29	1	Det er den Pagts Ord, som HERREN bød Moses at slutte med Israelitterne i Moabs Land foruden den Pagt, han havde sluttet med dem ved Horeb.
05O	29	2	Og Moses kaldte hele Israel sammen og sagde til dem: I har set alt, hvad HERREN i Ægypten for eders Øjne gjorde ved Farao og alle hans Tjenere og hele hans Land,
05O	29	3	de store Prøvelser, I så med egne Øjne, disse store Tegn og Undere.
05O	29	4	Men hidindtil har HERREN ikke givet eder Hjerte til at forstå med eller Øjne til at se med eller Ører til at høre med.
05O	29	5	I fyrretyve År har jeg ført eder om i Ørkenen; eders Klæder blev ikke slidt af Kroppen på eder, og dine Sko blev ikke slidt af Fødderne på dig;
05O	29	6	Brød fik I ikke at spise, og Vin og stærk Drik fik I ikke at drikke, for at I skulde kende, at jeg er HERREN eders Gud.
05O	29	7	Og da I kom til Stedet her, drog Kong Sihon af Hesjbon og Kong Og af Basan ud til Kamp imod os, men vi slog dem
05O	29	8	og erobrede deres Land og gav Rubeniterne og Gaditerne og Manasses halve Stamme det til Arvelod.
05O	29	9	Tag derfor Vare på denne Pagts Ord og gør efter dem, for at I kan få Lykke til al eders Gerning.
05O	29	10	I står i Dag alle for HERREN eders Guds Åsyn, eders Stammeoverhoveder, Dommere, Ældste og Tilsynsmænd, hver Mand i Israel,
05O	29	11	eders Småbørn og Hustruer og de fremmede, der opholder sig i din Lejr, både dine Brændehuggere og Vandbærere,
05O	29	12	for at indtræde i HERREN din Guds Pagt og det Edsforbund, HERREN din Gud.i Dag slutter med dig,
05O	29	13	for at han i dag kan gøre dig til sit Folk, så han bliver din Gud, som han lovede dig og tilsvor dine Fædre, Abraham, Isak og Jakob.
05O	29	14	Og ikke med eder alene slutter jeg denne Pagt og dette Edsforbund,
05O	29	15	men både med dem, der i Dag står her hos os for HERREN vor Guds Åsyn, og med dem, der i Dag ikke er til Stede hos os her.
05O	29	16	Thi I ved jo selv, at vi boede i Ægypten, og at vi drog igennem de forskellige Folkeslags Lande,
05O	29	17	og I så deres væmmelige Guder og de Afgudsbilleder af Træ og Sten, af Sølv og Guld, som de har.
05O	29	18	Så lad der da ikke iblandt eder findes nogen Mand eller Kvinde, Slægt eller Stamme, hvis Hjerte i Dag vender sig bort fra HERREN vor Gud, så de går hen og dyrker disse Folks Guder; lad der ikke iblandt eder nådes nogen Rod, hvoraf Gift og Malurt vokser op,
05O	29	19	så at han, når han hører dette Edsforbunds Ord, i sit Hjerte lover sig selv alt godt og tænker: "Det skal nok gå mig vel, selv om jeg vandrer med genstridigt Hjerte!" Thi så vil han ødelægge både frodigt og tørt.
05O	29	20	HERREN vil ikke tilgive den Mand, nej, hans Vrede og Nidkærhed skal blusse op mod sådan en Mand, og al den Forbandelse, der er optegnet i denne Bog, vil lægge sig på ham, og HERREN vil udslette hans Navn under Himmelen!
05O	29	21	HERREN vil udskille ham af alle Israels Stammer og bringe Ulykke over ham i Overensstemmelse med alle de Pagtens Forbandelser, som er skrevet i denne Lovbog.
05O	29	22	Og når den kommende Slægt, eders Børn, der kommer efter eder. og de fremmede, der kommer langvejsfra, ser de Plager, der har ramt dette Land, og de Sygdomme, HERREN har hjemsøgt det med,
05O	29	23	Svovl og Salt, hele Landet afsvedet, så det ikke kan tilsåes og ingen Afgrøde give, og ingen Urter kan gro deri, som dengang Sodoma og Gomorra, Adma og Zebojim blev ødelagt, da HERREN lod dem gå under i sin Vrede og Harme, da skal de spørge,
05O	29	24	og alle Folkeslag skal spørge: "Hvorfor har HERREN handlet således med dette Land? Hvorledes hænger det sammen med denne vældige Vredesglød?"
05O	29	25	Så skal man svare: "Det er, fordi de sveg den Pagt, HERREN, deres Fædres Gud, havde sluttet med dem, da han førte dem ud af Ægypten,
05O	29	26	og gik hen og dyrkede fremmede Guder og tilbad dem, Guder, som de ikke før havde kendt til, og som han ikke havde tildelt dem;
05O	29	27	derfor blussede HERRENs Vrede op imod dette Land, så han lod al den Forbandelse, som er optegnet i denne Bog, komme over det,
05O	29	28	og derfor oprykkede han dem fra deres Land i Vrede og Harme og heftig Forbitrelse og slængte dem ud i et fremmed Land, som det nu er sket."
05O	29	29	De skjulte Ting er for HERREN vor Gud, men de åbenbare er for os og vore Børn evindelig, at vi må lære at handle efter alle denne Lovs Ord!
05O	30	1	Men når alt dette kommer over dig, både Velsignelser og Forbandelsen, som jeg har forelagt dig, og du lægger dig det på Sinde ude blandt alle de Folkeslag, HERREN din Gud forstøder dig hen iblandt,
05O	30	2	og tillige med dine Børn af hele dit Hjerte og hele din Sjæl omvender dig til HERREN din Gud og adlyder hans Røst i alt, hvad jeg i. Dag byder dig,
05O	30	3	så vil HERREN din Gud vende din Skæbne og forbarme sig over dig og samle dig fra alle de Folk, HERREN din Gud, spreder dig iblandt.
05O	30	4	Om så dine forstødte befinder sig ved Himmelens Ende, vil HERREN din Gud samle dig sammen og hente dig derfra.
05O	30	5	Og HERREN din Gud vil føre dig ind i det Land, dine Fædre havde i Eje, og du skal få det i Eje, og han vil gøre dig endnu lykkeligere og talrigere end dine Fædre.
05O	30	6	Og HERREN din Gud vil omskære dit Hjerte og dit Afkoms Hjerte, så du elsker HERREN din Gud" af hele dit Hjerte og hele din Sjæl, for at du må leve.
05O	30	7	Og HERREN din Gud vil bringe alle dine Forbandelser over dine Fjender og Avindsmænd, der har forfulgt dig.
05O	30	8	Da skal du omvende dig og adlyde HERREN din Guds Røst og handle efter alle hans Bud, som jeg i Dag pålægger dig.
05O	30	9	Og HERREN din Gud vil give dig Overflod i alt, hvad du tager dig for, Overflod af dit Livs, dit Kvægs og din Jords Frugt; thi HERREN skal atter komme til at glæde sig over dig til dit Bedste, som han glædede sig over dine Fædre,
05O	30	10	fordi du adlyder HERREN din Guds Røst og holder hans Bud og Anordninger, der er optegnet i denne Lovbog, fordi du af hele dit Hjerte og hele din Sjæl omvender dig til HERREN din Gud.
05O	30	11	Thi Budet, som jeg i Dag pålægger dig, er dig ikke ufatteligt og er heller ikke langt borte.
05O	30	12	Det er ikke i Himmelen, så du måtte sige: "Hvem skal stige op til Himmelen for os og hente det ned til os og kundgøre os det, så vi kan handle derefter?"
05O	30	13	Ikke heller er det hinsides Havet, så du måtte sige: "Hvem skal drage over Havet for os og hente det til os og kundgøre os det, så vi kan handle derefter?"
05O	30	14	Nej, Ordet er dig ganske nær, i din Mund og i dit Hjerte, så du kan handle derefter.
05O	30	15	Se, jeg forelægger dig i Dag Livet og Lykken, Døden og Ulykken!
05O	30	16	Hvis du lyder HERREN din Guds Bud, som jeg i Dag pålægger dig, så at du elsker HERREN din Gud og vandrer på hans Veje og holder hans Bud, Anordninger og Lovbud, så skal du leve og blive mangfoldig, og HERREN din Gud vil velsigne dig i det Land, du skal ind og tage i Besiddelse.
05O	30	17	Men hvis dit Hjerte vender sig bort, og:du ikke er lydig, men lader dig forføre til at tilbede fremmede Guder og dyrke dem,
05O	30	18	så kundgør jeg eder i Dag, at I visselig skal gå til Grunde; I skal ikke komme til at leve længe i det Land, du skal ind og tage i Besiddelse efter at være gået over Jordan.
05O	30	19	Jeg tager i Dag Himmelen og Jorden til Vidne mod eder på, at jeg har forelagt eder Livet og Døden, Velsignelsen og Forbandelsen. Så vælg da Livet, for at du og dit Afkom må leve,
05O	30	20	idet du elsker HERREN din Gud og adlyder hans Røst og hænger ved ham; thi deraf afhænger dit Liv og Tallet på de Dage, du kommer til at bo i det Land, HERREN svor at ville give dine Fædre, Abraham, Isak og Jakob.
05O	31	1	Da Moses var færdig med at tale disse Ord til hele Israel,
05O	31	2	sagde han til dem: "Jeg er nu 12O År gammel og kan ikke mere færdes som før; og HERREN har sagt til mig: Du skal ikke komme over Jordan der!
05O	31	3	Men HERREN din Gud vil selv drage over i Spidsen for dig, han vil udrydde disse Folkeslag for dig, så du kan tage deres Land i Besiddelse. Og Josua skal drage over i Spidsen for dig, som HERREN har sagt.
05O	31	4	Og HERREN skal handle med dem, som han handlede med Amoriterkongerne Sibon Og, og med deres Land, som han ødelagde;
05O	31	5	og HERREN skal give dem i eders Magt, og l skal handle med dem i Overensstemmelse med alle de Bud, jeg gav eder.
05O	31	6	Vær frimodige og stærke, frygt ikke og forfærdes ikke for dem; thi HERREN din Gud vil selv drage med dig; han vil ikke slippe og ikke forlade dig!"
05O	31	7	Derpå lod Moses Josua kalde og sagde til ham i hele Israels Nærværelse: "Vær frimodig og stærk; thi du skal føre dette folk ind i det Land, HERREN svor at ville give deres Fædre, og give dem det i Eje.
05O	31	8	HERREN selv vil gå foran dig, han vil være med dig og ikke slippe eller forlade dig; frygt derfor ikke og vær ikke bange!"
05O	31	9	Derpå nedskrev Moses denne Lov og overgav den til Præsterne, Levis Sønner, der bar HERRENs Pagts Ark, og til alle Israels Ældste.
05O	31	10	Og Moses bød dem: "Hvergang der er gået syv År, i Friåret, på Løvhyttefesten,
05O	31	11	når hele Israel kommer for at stedes for HERREN din Guds Åsyn på det Sted, han udvælger, skal du læse denne Lov højt for hele Israel.
05O	31	12	Kald da Folket sammen,Mænd, Kvinder og Børn og de fremmede, som bor inden dine Porte, for at de kan høre og lære at frygte HERREN eders Gud og omhyggeligt handle efter alle denne Lovs Ord;
05O	31	13	og deres Børn,som endnu ikke har lært den at kende, skal høre den og lære at frygte HERREN eders Gud, alle de Dage I lever i det Land, som t skal ind og tage i Besiddelse efter at være gået over Jordan!"
05O	31	14	Derpå sagde HERREN til Moses: "Nu nærmer Tiden sig, da du skal dø. Kald derfor Josua bid og stil eder i Åbenbaringsteltet, for at jeg kan give ham mine Befalinger!" Og Moses og Josua gik hen og stillede sig i Åbenbaringsteltet.
05O	31	15	Da åbenbarede HERREN sig i teltet i en Skystøtte, og Skystøtten stillede sig ved Teltets Indgang.
05O	31	16	Derpå sag,de HERREN til Moses: "Når du har lagt dig til Hvile hos dine Fædre, vil dette Folk give sig til at bole med fremmede Guder, det Lands Guder, det kommer til, og det vil forlade mig og bryde min Pagt, som jeg har sluttet med det.
05O	31	17	Men til den Tid skal min Vrede blusse op imod det, og jeg vil forlade dem og skjule mit Åsyn for dem; det skal ædes op, og mange Ulykker og Trængsler skal ramme det.Til den Tid skal det sige: Mon det ikke er, fordi min Gud ikke er i min Midte, at disse Ulykker har ramt mig?
05O	31	18	Og jeg vil til den Tid helt skjule mit Åsyn for det for alt det ondes Skyld, det øvede, da det vendte sig til fremmede Guder.
05O	31	19	Så skriv nu denne Sang op, lær Israelitterne den og læg den i deres Mund, for at denne Sang kan være mit Vidne mod Israelitterne.
05O	31	20	Thi jeg vil føre dem ind i det Land, jeg tilsvor deres Fædre, et Land, der flyder med Mælk og Honning; men når det har spist sig mæt og mæsket sig, vil det vende sig til fremmede Guder og dyrke dem, og det vil ringeagte mig og bryde min Pagt.
05O	31	21	Når da Ulykker og Trængsler i Mængde rammer det, skal denne Sang være det et Vidne; thi aldrig må den dø på dets Afkoms Læber. Jeg ved jo, hvad de pønser på allerede nu, før jeg har ført dem ind i det Land, jeg tilsvor deres Fædre."
05O	31	22	Da skrev Moses på den Dag denne Sang op og lærte Israelitterne den.
05O	31	23	Derpå bød han Josua, Nuns Søn, og sagde: "Vær frimodig og stærk; thi du skal føre Israelitterne ind i det Land, jeg tilsvor dem. Jeg vil være med dig!"
05O	31	24	Da Moses var færdig med at nedskrive denne Lovs Ord fra Ende til anden i en Bog,
05O	31	25	bød han Leviterne, der bar HERRENs Pagts Ark:
05O	31	26	"Tag denne Lovbog og læg den ved Siden af HERREN eders Guds Pagts Ark, for at den der kan være Vidne imod dig;
05O	31	27	thi jeg keder din Genstridighed og Halsstarrighed. Se, endnu i mit levende Live har I været genstridige mod HERREN, hvor meget mere da ikke, når jeg er død!
05O	31	28	Kald nu alle eders Stammers Ældste og eders Tilsynsmænd sammen hos mig, for at jeg kan fremsige disse Ord for dem og kalde Himmelen og Jorden til Vidne imod dem:
05O	31	29	Thi jeg ved, at når jeg er død, vil t handle ilde og vige bort fra den Vej, jeg har anvist eder, og Ulykken skal ramme eder i de kommende Tider, fordi l gør, hvad der er ondt i HERRENs Øjne, og krænker ham med eders Hænders Gerning."
05O	31	30	Derpå fremsagde Moses denne Sang fra Ende til anden for hel Israels Forsamling:
05O	32	1	Lyt til, I Himle, lad mig tale, Jorden høre mine Ord!
05O	32	2	Lad dryppe som Regn min Lære, lad flyde som Dug mit Ord, som Regnskyl på unge Spirer, som Regnens Dråber på Græs.
05O	32	3	Thi HERRENs Navn vil jeg forkynde, Ære skal I give vor Gud!
05O	32	4	Han er Klippen, fuldkomment hans Værk, thi alle hans Veje er Retfærd! En trofast Gud, uden Svig, retfærdig og sanddru er Han.
05O	32	5	Skændselsmennesker sveg ham, en forvent og vanartet Slægt.
05O	32	6	Er det sådan, I lønner HERREN? Du tåbelige, uvise Folk! Er han ej din Fader og Skaber, den, som gjorde og danned dig?
05O	32	7	Kom Fortidens Dage i Hu, agt på henfarne Slægters År; spørg din Fader, han skal berette, dine gamle, de skal fortælle dig!
05O	32	8	Da den Højeste gav Folkene Eje, satte Skel mellem Menneskenes Børn, bestemte han Folkenes Grænser efter Tallet på Guds Sønner,
05O	32	9	men HERRENs Del blev Jakob, Israel hans tilmålte Lod.
05O	32	10	Han fandt det i Ørkenlandet, i Ødemarken, blandt Ørkenens Hyl; han værnede det med vågent Øje og vogtede det som sin Øjesten.
05O	32	11	Som Ørnen, der purrer sin Yngel ud og svæver over sine Unger, løftede han det på sit Vingefang og bar det på sine Vinger.
05O	32	12	HERREN var dets eneste Fører, ingen fremmed Gud var hos ham.
05O	32	13	Han lod det færdes over Landets Høje, nærede det med Markens Frugter, lod det suge Honning af Klippen og Olie af Bjergets Flint,
05O	32	14	Surmælk fra Køer, Mælk fra Småkvæg, dertil Fedt af Lam og Vædre, af Tyre fra Basan og Bukke og Hvedens Fedme tillige, og Drueblod drak du, Vin.
05O	32	15	Men da Jesjurun blev fed, slog han bagud, du blev fed, du blev tyk, du blev mæsket; da forskød han Gud, sin Skaber, lod hånt om sin Frelses Klippe.
05O	32	16	De æggede ham med fremmede, med Vederstyggeligheder tirrede de ham;
05O	32	17	de ofred til Dæmoner, der ej er Guder, til Guder, de ej før kendte til; til nye, der nys var kommet frem, og som ej eders Fædre frygtede.
05O	32	18	Klippen, der avled dig, slog du af Tanke og glemte den Gud, der fødte dig!
05O	32	19	Da HERREN så det, forstødte han dem af Græmmelse over sine Børn
05O	32	20	og sagde: "Jeg vil skjule mit Åsyn for dem og se, hvad Ende det tager med dem; thi de er en bundfalsk Slægt, Børn, som er uden Troskab;
05O	32	21	de ægged mig med det der ikke er Gud, tirrede mig ved deres tomme Gøgl: Jeg vil ægge dem med det, der ikke er et Folk, tirre dem ved et Folk af Dårer.
05O	32	22	Thi der flammer en Ild i min Vrede, som brænder til Dødsrigets Dyb; den fortærer Jorden med dens Grøde og antænder Bjergenes Grunde.
05O	32	23	Jeg hober Ulykker over dem og opbruger mine Pile imod dem.
05O	32	24	De udmagres af Sult og hentæres af Pestglød og giftig Sot; så sender jeg Vilddyrs Tænder og Slangers Gift imod dem.
05O	32	25	Ude slår Sværdet Børnene ned og inde i Kamrene Rædselen både Yngling og Jomfru, diende Børn og grånende Mænd.
05O	32	26	Jeg satte mig for at blæse dem bort og slette deres Minde blandt Mennesker ud,
05O	32	27	men jeg frygtede, at Fjenden skulde volde mig Græmmelse, deres Avindsmænd tage fejl og tænke: Det var vor egen Hånd, der var stærk, ej HERREN, der gjorde alt dette.
05O	32	28	Thi de er et rådvildt Folk, og i dem er der ikke Forstand.
05O	32	29	Var de vise, forstod de det og indså, hvad der venter dem selv!
05O	32	30	Hvor skulde een kunne forfølge tusind, og to slå ti Tusind på Flugt, hvis ikke deres klippe havde solgt dem og HERREN givet dem til Pris!
05O	32	31	Thi deres Klippe er ikke som vor, det ved vore Fjender bedst selv!
05O	32	32	Thi fra Sodoma stammer deres Vinstok og fra Gomorras Marker; deres Druer er giftige Druer, og beske er deres Klaser;
05O	32	33	som Dragegift er deres Vin, som Øglers gruelige Edder.
05O	32	34	Er ej dette forvaret hos mig, forseglet i mine Gemmer
05O	32	35	til Hævnens og Regnskabets Dag, den Stund, deres Fod skal vakle? Thi deres Undergangs Dag stunder til; hvad der venter dem, kommer i Hast."
05O	32	36	Thi Ret skaffer HERREN sit Folk og forbarmer sig over sine Tjenere, thi han ser, deres kraft er brudt, det er ude med hver og en.
05O	32	37	Da spørger han: "Hvor er nu deres Gud, Klippen, på hvem de forlod, sig,
05O	32	38	som åd deres, Slagtofres Fedme og drak deres Drikofres Vin?  Lad dem rejse sig og hjælpe eder, lad dem være eder et Skjul!
05O	32	39	Erkend nu, at jeg, jeg er Gud uden anden Gud ved min Side.  Jeg døder, jeg gør levende, jeg sårer, og jeg læger, "g ingen kan frelse fra min Hånd.
05O	32	40	Thi jeg løfter min Hånd mod Himlen og siger: Så sandt jeg lever evindelig,
05O	32	41	jeg hvæsser mit lynende Sværd, og min Hånd tager fat på Dommen, jeg hævner mig på mine Fjender, øver Gengæld mod mine Avindsmænd.
05O	32	42	Mine Pile gør jeg drukne af Blod, og mit Sværd skal svælge i Kød, i faldnes og fangnes Blod og fjendtlige Høvdingers Hoveder!"
05O	32	43	I Folkeslag, pris hans Folk, thi han hævner sine Tjeneres Blod; han hævner sig på sine Fjender, og skaffer sit Folks Land Soning!
05O	32	44	Og Moses kom og fremsagde hele denne Sang for Folket, han og Josua, Nuns Søn.
05O	32	45	Og da Moses var færdig med at fremsige alle disse Ord for hele Israel,
05O	32	46	sagde han til dem: "Læg eder alle de Ord på Sinde, som jeg i Dag har vidnet imod eder, for at du kan pålægge dine Sønner dem, at de omhyggeligt må handle efter alle denne Lovs Bud;
05O	32	47	thi det er ikke tomme Ord uden Betydning for eder, men af dem afhænger eders Liv, og ved at følge det Ord skal I få et langt Liv i det Land, som l skal ind og tage i Besiddelse efter at være gået over Jordan."
05O	32	48	Selv samme Dag talede HERREN til Moses og sagde:
05O	32	49	"Stig op på Abarimbjerget der, Nebobjerget i Moabs Land over for Jeriko, og se ud over Kana'ans Land, som jeg vil give Israelitterne i Eje!
05O	32	50	Og så skal du dø på det Bjerg, du bestiger, og samles til din Slægt, ligesom din Broder Aron døde på Bjerget Hor og samledes til sin Slægt,
05O	32	51	fordi I handlede troløst imod mig iblandt Israelitterne ved Merihat Kadesjs Vand i Zins Ørken, fordi I ikke helligede mig iblandt Israelitterne.
05O	32	52	Thi her ovre fra skal du se ud over Landet, men du skal ikke komme derind, ind i det Land, jeg vil give Israelitterne!
05O	33	1	Dette er den Velsignelse, hvormed den Guds Mand Moses velsignede Israel før sin Død
05O	33	2	Han sagde: HERREN kom fra Sinaj, fra Seir fremstråled han for dem, brød frem i Lysglans fra Parans Bjerge og kom fra Meribat Kadesj. Ved hans højre lued Ild dem i Møde.
05O	33	3	Visselig, han elsker sit Folk, alle hans hellige er i hans Hænder; og de sætter sig ved din Fod og tager mod Ord fra dig.
05O	33	4	En Lov har Moses pålagt os. Hans Eje er Jakobs Forsamling,
05O	33	5	og han blev Konge i Jesjurun, da Folkets Høvdinger kom sammen, og Israels Stammer forsamled sig.
05O	33	6	Måtte Ruben leve og ikke dø, hans Mænd blive dog et Tal!
05O	33	7	Og disse Ord sagde han om Juda: Hør, HERRE, Judas Råb og lad ham komme til sit Folk! Strid for ham med dine Hænder, vær ham en Hjælp mod hans Fjender!
05O	33	8	Om Levi sagde han: Giv Levi dine Tummim, din Yndling dine Urim, ham, som du prøved ved Massa og bekæmped ved Meribas Vand,
05O	33	9	som sagde om sin Fader: "Jeg så ham aldrig!" som ikke brød sig om sine Brødre og ikke kendtes ved sine Sønner, thi de holdt dit Ord og holdt fast ved din Pagt.
05O	33	10	De skal lære Jakob dine Lovbud og Israel din Lov, bringe Offerduft op i din Næse og Helofre på dine Altre.
05O	33	11	Velsign, o HERRE, hans Kraft, find Behag i hans Hænders Værk. Knus Lænderne på hans Fjender, på hans Avindsmænd, så de ej rejser sig mer!
05O	33	12	Om Benjamin sagde han: Benjamin er HERRENs Yndling, han bor bestandig i Tryghed, den Højeste skærmer ham og bor imellem hans Skrænter.
05O	33	13	Om Josef sagde han: Hans Land er velsignet af HERREN med det kosteligste fra Himlen oventil og fra Dybet, som ruger for neden,
05O	33	14	med det kosteligste, Solen frembringer, med det kosteligste, Måneskifterne fremkalder,
05O	33	15	med det bedste fra de ældgamle Bjerge og det kosteligste fra de evige Høje,
05O	33	16	med det kosteligste af Jorden og dens Fylde og Nåde fra ham, der boede i Tornebusken. Det skal komme over Josefs Hoved, over Issen på ham, som er Hersker blandt sine Brødre.
05O	33	17	Som den unge Okses er hans Højhed, som Vildoksens er hans Horn; med dem nedstøder han Folkene, så vidt som Jorden strækker sig. Sådan er Efraims Titusinder, sådan er Manasses Tusinder!
05O	33	18	Om Zebulon sagde han: Glæd dig, Zebulon, over din Udfart, du, Issakar, over dine Telte!
05O	33	19	Til Bjerget stævner de Folkeslag, der ofrer de Retfærds Ofre, thi Havets Overflod dier de og Havsandets skjulteste Skatte!
05O	33	20	Om Gad sagde han: Priset være han, der skaffer Plads for Gad! Han ligger som en Løve og flænger både Arme og Hjerneskal;
05O	33	21	han udså sig en Forlodsdel, thi der tilfaldt hans Lod ham. Og Folkets Høvdinger samled sig. Han fuldbyrdede HERRENs Ret og hans Beslutninger sammen med Israel!
05O	33	22	Om Dan sagde han: Dan er en Løveunge, som springer frem fra Basan.
05O	33	23	Om Naftali sagde han: Naftali er mæt af Nåde og fuld af HERRENs Velsignelse, Søen og Søvejen har han i Eje.
05O	33	24	Om Aser sagde han: Aser være den velsignede blandt Sønnerne, han være sine Brødres Yndling og dyppe sin Fod i Olie!
05O	33	25	Dine Portslåer er Jern og Kobber, som dine dage skal din Styrke være.
05O	33	26	Der er ingen som Jesjuruns Gud, der farer frem over Himmelen for at hjælpe dig, over Skyerne i sin Højhed!
05O	33	27	Den evige Gud er en Bolig, og hernede er de evige Arme.  Fjenden drev han bort for dit Åsyn og sagde: "Tilintetgør dem!"
05O	33	28	Så kom Israel til at bo i Tryghed, Jakobkilden for sig selv, i et Land med Korn og Most, ja, hvis Himmel drypper med Dug.
05O	33	29	Held dig, Israel, hvo er som du, et Folk, der får Sejr ved HERREN! Han er din Frelses Skjold, haner din Højheds Sværd. Dine Fjender slesker for dig, over deres Høje skrider du frem.
05O	34	1	Derpå steg Moses fra Moabs Sletter op på Nebobjerget, til Toppen af Pisga, lige over for Jeriko; og HERREN Ind ham skue ud over hele Landet: Gilead lige til Dan,
05O	34	2	hele Naftali, Efraims og Manasses Land, hele Judas Land indtil Havet i Vest,
05O	34	3	Sydlandet og Jordanegnen, Sænkningen ved Jeriko, Palmestaden, lige til Zoar.
05O	34	4	Og HERREN sagde til ham: "Det er det Land, jeg tilsvor Abraham, Isak og Jakob, da jeg sagde: Dit Afkom vil jeg give det!  Nu har jeg ladet dig skue ud over det med dine egne Øjne; men du skal ikke drage derover"
05O	34	5	Og Moses, HERRENs Tjener, døde der i Moabs Land, som HERREN havde sagt.
05O	34	6	Og han begravede ham i Dalen i Moab lige over for Bet Peor. Indtil denne Dag har intet Menneske kendt hans Grav.
05O	34	7	Moses var 120 År, da han døde; hans Øje var ikke sløvet og hans Livskraft ikke svundet.
05O	34	8	Og Israelitterne græd over Moses i tredive Dage på Moabs Sletter, indtil Tiden for Dødeklagen over Moses var til Ende.
05O	34	9	Og Josua, Nuns Søn, var fuld af Visdoms Ånd, fordi Moses havde lagt sine Hænder på ham, og Israelitterne adlød ham og gjorde, som HERREN havde pålagt Moses.
05O	34	10	Men i Israel opstod der ikke mere en Profet som Moses, hvem HERREN omgikkes Ansigt til Ansigt,
05O	34	11	når der ses hen til alle de Tegn og Undere, HERREN Ind ham udføre i Ægypten over for Farao, alle hans Tjenere og hele hans Land,
05O	34	12	og til den vældige Kraft og alt det forfærdelige og store, Moses udførte i hele Israels Påsyn.
06O	1	1	Efter at HERRENs Tjener Moses var død, sagde HERREN til Moses's Medhjælper Josua, Nuns Søn:
06O	1	2	"Min Tjener Moses er død; bryd nu op tillige med hele dette Folk og gå over Jordan derhenne til det Land, jeg vil give dem, Israeliterne.
06O	1	3	Ethvert Sted, eders Fod betræder, giver jeg eder, som jeg lovede Moses.
06O	1	4	Fra Ørkenen og Libanon til den store Flod, Eufratfloden, hele Hetiternes Land, og til det store Hav i Vest skal eders Landemærker nå.
06O	1	5	Så længe du lever, skal det ikke være muligt for nogen at holde Stand imod dig; som jeg var med Moses, vil jeg være med dig; jeg vil ikke slippe dig og ikke forlade dig.
06O	1	6	Vær frimodig og stærk, thi du skal skaffe dette Folk det Land i Eje, som jeg tilsvor deres Fædre at ville give dem.
06O	1	7	Vær kun helt frimodig og stærk. så du omhyggeligt handler efter hele den Lov, min Tjener Moses pålagde dig, vig ikke derfra til højre eller venstre, for at du må have Lykken med dig i alt, hvad du tager dig for.
06O	1	8	Denne Lovbog skal ikke vige fra din Mund, og du skal grunde over den Dag og Nat, for at du omhyggeligt kan handle efter alt, hvad der står skrevet i den; thi da vil det gå dig vel i al din Færd, og Lykken vil følge dig.
06O	1	9	Har jeg ikke budt dig: Vær frimodig og stærk; vær ikke bange og bliv ikke forfærdet, thi HERREN din Gud er med dig i alt, hvad du tager dig for!"
06O	1	10	Josua bød derpå Folkets Tilsynsmænd:
06O	1	11	"Gå omkring i Lejren og byd Folket: Sørg for Rejsetæring, thi om tre Dage skal I gå over Jordan derhenne for at drage ind og tage det Land i Besiddelse, som HERREN eders Gud vil give eder i Eje!"
06O	1	12	Men til Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme sagde Josua:
06O	1	13	"Husk på, hvad HERRENs Tjener Moses bød eder, da han sagde: HERREN eders Gud bringer eder nu til Hvile og giver eder Landet her!
06O	1	14	Eders Kvinder og Børn og Kvæg skal blive i det Land, Moses gav eder hinsides Jordan; men I selv, alle våbenføre, skal væbnet drage over i Spidsen for eders Brødre og hjælpe dem,
06O	1	15	indtil HERREN har bragt eders Brødre til Hvile ligesom eder, når også de har taget det Land i Besiddelse, som HERREN eders Gud vil give dem. Så kan I vende tilbage til eders eget Land og tage det i Besiddelse, det, som HERRENs Tjener Moses gav eder østpå hinsides Jordan!"
06O	1	16	Da svarede de Josua: "Alt, hvad du har pålagt os, vil vi gøre, og vi vil gå overalt, hvor du sender os;
06O	1	17	som vi har adlydt Moses i alt, vil vi adlyde dig. Måtte kun HERREN din Gud være med dig, som han var med Moses!
06O	1	18	Enhver, som sætter sig op imod dine Befalinger og ikke adlyder dine Ord i alt, hvad du pålægger ham, skal dø. Vær kun modig og uforsagt!"
06O	2	1	Josua, Nuns Søn, udsendte hemmeligt fra Sjittim to Mænd som Spejdere med den Befaling: "Gå hen og undersøg Landet, særlig Jeriko!" De gav sig da på Vej og kom ind i et Hus til en Skøge ved Navn Rahab, og der lagde de sig til Hvile.
06O	2	2	Da blev der meldt Kongen af Jeriko: "Se, der er kommet nogle israelitiske Mænd hertil i Nat for at udspejde Landet!"
06O	2	3	Og Kongen af Jeriko sendte Bud til Rahab og lod sige: "Udlever de Mænd, som er kommet til dig; thi de er kommet for at udspejde hele Landet!"
06O	2	4	Men Kvinden tog og skjulte de to Mænd og sagde: "Ja, Mændene kom ganske vist til mig, men jeg vidste ikke, hvor de var fra;
06O	2	5	og da Porten skulde lukkes i Mørkningen, gik Mændene bort. Jeg ved ikke, hvor de gik hen! Sæt hurtigt efter dem, så kan I indhente dem!"
06O	2	6	Men hun havde ført dem op på Taget og skjult dem under Hørstænglerne, som hun havde bredt ud på Taget.
06O	2	7	Mændene satte så efter dem ad Vejen til Jordan hen til Vadestederne, og Porten blev lukket, så snart Forfølgerne var udenfor.
06O	2	8	Før de to Mænd endnu havde lagt sig, kom hun op på Taget til dem;
06O	2	9	og hun sagde til dem: "Jeg ved, at HERREN har givet eder Landet, thi vi er grebet af Rædsel for eder, og alle Landets Indbyggere er skrækslagne over eder.
06O	2	10	Thi vi har hørt, hvorledes HERREN lod Vandet i det røde Hav tørre bort foran eder, da I drog ud af Ægypten, og hvad I gjorde ved de to Amoriterkonger hinsides Jordan, Sihon og Og, på hvem I lagde Band.
06O	2	11	Da vi hørte det, blev vi slaget af Rædsel og tabte alle Modet over for eder; thi HERREN eders Gud er Gud oppe i Himmelen og nede på Jorden.
06O	2	12	Men tilsværg mig nu ved HERREN, at I vil vise Godhed mod mit Fædrene hus, ligesom jeg har vist Godhed mod eder, og giv mig et sikkert Tegn på,
06O	2	13	at I vil lade min Fader og Moder, mine Brødre og Søstre og alt, hvad deres er, blive i Live og redde os fra Døden!"
06O	2	14	Da sagde Mændene til hende: "Vi indestår med vort Liv for eder, hvis du ikke røber vort Forehavende; og når HERREN giver os Landet, vil vi vise dig Godhed og Trofasthed!"
06O	2	15	Derpå hejsede hun dem med et Reb ned gennem Vinduet, thi hendes Hus lå ved Bymuren, og hun boede ved Muren;
06O	2	16	og hun sagde til dem: "Gå ud i Bjergene, for at eders Forfølgere ikke skal træffe eder, og hold eder skjult der i tre Dage, indtil eders Forfølgere er vendt tilbage; efter den Tid kan I gå eders Vej!"
06O	2	17	Mændene sagde til hende: "På denne Måde vil vi bære os ad med at holde den Ed, du har ladet os sværge
06O	2	18	Når vi kommer ind i Landet, skal du binde denne røde Snor fast i det Vindue, du har hejst os ned igennem, og så skal du samle din Fader og din Moder, dine Brødre og hele dit Fædrenehus hos dig i Huset.
06O	2	19	Enhver, som så går uden for din Husdør, må selv tage Ansvaret for sit Liv, uden at der falder Skyld på os; men hvis der lægges Hånd på nogen af dem, som bliver i Huset hos dig, hviler Ansvaret på os.
06O	2	20	Hvis du derimod røber vort Forehavende, er vi løst fra den Ed, du lod os sværge!"
06O	2	21	Da sagde hun: "Lad det være, som I siger!" Så lod hun dem drage bort; og hun bandt den røde Snor fast i Vinduet.
06O	2	22	Men de begav sig ud i Bjergene og blev der i tre Dage, indtil deres Forfølgere var vendt tilbage. Og Forfølgerne ledte overalt på Vejen uden at finde dem.
06O	2	23	Derpå begav de to Mænd sig på Tilbagevejen, og efter at være steget ned fra Bjergene gik de over Floden; og de kom til Josua, Nuns Søn, og fortalte ham alt, hvad der var hændet dem.
06O	2	24	Og de sagde til Josua: "HERREN har givet hele Landet i vor Magt, og alle Landets Indbyggere er skrækslagne over os!"
06O	3	1	Tidligt næste Morgen gjorde Josua sig rede, og hele Israel brød op fra Sjittim sammen med ham og kom til Jordan, og de tilbragte Natten der, før de drog over.
06O	3	2	Efter tre Dages Forløb gik Tilsynsmændene omkring i Lejren
06O	3	3	og bød Folket: "Når I ser HERREN eders Guds Pagts Ark og Levitpræsterne komme bærende med den, så skal I bryde op fra eders Plads og følge efter
06O	3	4	dog skal der være en Afstand af 2000 Alen mellem eder og den; I må ikke komme den for nær for at I kan vide, hvilken Vej I skal gå; thi I er ikke kommet den Vej før!"
06O	3	5	Og Josua sagde til Folket: "Helliger eder; thi i Morgen vil HERREN gøre Undere iblandt eder!"
06O	3	6	Og Josua sagde til Præsterne: "Løft Pagtens Ark op og drag over foran Folket!" Så løftede de Pagtens Ark op og gik foran Folket.
06O	3	7	Men HERREN sagde til Josua: "I Dag begynder jeg at gøre dig stor i hele Israels Øjne, for at de kan vide, at jeg vil være med dig, som jeg var med Moses.
06O	3	8	Du skal byde Præsterne, som bærer Pagtens Ark: Når I kommer til Kanten af Jordans Vand, skal I standse der ved Jordan!"
06O	3	9	Da sagde Josua til Israeliterne: "Kom hid og hør HERREN eders Guds Ord!"
06O	3	10	Og Josua sagde: "Derpå skal I kende, at der er en levende Gud iblandt eder, og at han vil drive Kana'anæerne, Hetiterne, Hivviterne, Perizziterne, Girgasjiterne, Amoriterne og Jebusiterne bort foran eder:
06O	3	11	Se, HERRENs, al Jordens Herres, Ark skal gå foran eder gennem Jordan.
06O	3	12	Vælg eder nu tolv Mænd af Israels Stammer, een Mand af hver Stamme.
06O	3	13	Og så snart Præsterne, som bærer HERRENs, al Jordens Herres, Ark, sætter Foden i Jordans Vand, skal Jordans Vand standse, det Vand, som kommer ovenfra, og stå som en Vold."
06O	3	14	Da Folket så brød op fra deres Telte for at gå over Jordan med Præsterne, som bar Arken, i Spidsen,
06O	3	15	og da de, som bar Arken, kom til Jordan, og Præsterne, som bar Arken, rørte ved Vandkanten med deres Fødder Jordan gik overalt over sine Bredder i hele Høsttiden
06O	3	16	standsede Vandet, som kom ovenfra, og stod som en Vold langt borte, oppe ved Byen Adam, som ligger ved Zaretan, medens det Vand, som flød ned mod Arabaeller Salthavet, løb helt bort; således gik Folket over lige over for Jeriko.
06O	3	17	Men Præsterne, som bar HERRENs Pagts Ark, blev stående på tør Bund midt i Jordan, medens hele Israel gik over på tør Bund, indtil hele Folket havde tilendebragt Overgangen over Jordan.
06O	4	1	Da nu hele Folket havde tilendebragt Overgangen over Jordan, sagde HERREN til Josua:
06O	4	2	"Vælg eder tolv Mænd af Folket, een Mand af hver Stamme,
06O	4	3	og byd dem: Tag eder tolv Sten her, midt i Jordan, hvor Præsterne stod stille, bring dem med over og stil dem på den Plads, hvor I holder Rast i Nat!"
06O	4	4	Så lod Josua de tolv Mænd kalde, som han havde til Rede af Israeliterne, een Mand af hver Stamme;
06O	4	5	og Josua sagde til dem: "Gå foran HERREN eders Guds Ark midt ud i Jordan, og tag så hver en Sten på Skulderen, svarende til Tallet på Israeliternes Stammer,
06O	4	6	for at det kan tjene til Tegn iblandt eder. Når eders Børn i Fremtiden spørger: Hvad Betydning har disse Sten for eder?
06O	4	7	så skal I sige til dem: De betyder, at Jordans Vand standsede foran HERRENs Pagts Ark; da den drog over Jordan, standsede Jordans Vand. Og disse Sten skal være Israeliterne et Mindetegn til evig Tid!"
06O	4	8	Da gjorde Israeliterne, som Josua bød, og tog tolv Sten midt i Jordan, som HERREN havde sagt til Josua, svarende til Tallet på Israeliternes Stammer, og de bragte dem med over til det Sted, hvor de holdt Rast, og stillede dem der.
06O	4	9	Og tolv Sten rejste Josua midt i Jordan på det Sted, hvor Præsterne, som bar Pagtens Ark, stod stille, og der står de den Dag i Dag.
06O	4	10	Men Præsterne, som bar Arken, blev stående midt i Jordan, indtil alt, hvad HERREN havde pålagt Josua at sige til Folket, var udført, i Overensstemmelse med alt, hvad Moses havde pålagt Josua; og Folket gik skyndsomt over.
06O	4	11	Da hele Folket så havde tilendebragt Overgangen, gik HERRENs Ark og Præsterne over og stillede sig foran Folket.
06O	4	12	Og Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme drog væbnet over i Spidsen for Israeliterne, som Moses havde sagt til dem;
06O	4	13	henved 40000 Mand i Tal, rustede til Strid, drog de foran HERREN over til Jerikos Sletter til Hamp.
06O	4	14	På den Dag gjorde HERREN Josua stor i hele Israels Øjne, og de frygtede ham alle hans Livs Dage, som de havde frygtet Moses.
06O	4	15	Da sagde HERREN til Josua:
06O	4	16	"Byd Præsterne, som bærer Vidnesbyrdets Ark, at stige op fra Jordan!"
06O	4	17	Og Josua bød Præsterne: "Stig op fra Jordan!"
06O	4	18	Så steg Præsterne, som bar HERRENs Pagts Ark, op fra Jordan, og næppe havde deres Fødder betrådt det tørre Land, før Jordans Vand vendte tilbage til sit Leje og overalt gik over sine Bredder som før.
06O	4	19	Og Folket steg op fra Jordan den tiende Dag i den første Måned og slog Lejr i Gilgal ved Østenden af Jerikolandet.
06O	4	20	Men de tolv Sten, som de havde taget op fra Jordan, rejste Josua i Gilgal,
06O	4	21	og han sagde til Israeliterne: "Når eders Børn i Fremtiden spørger deres Fædre: Hvad betyder disse Sten?
06O	4	22	så skal I fortælle eders Børn det og sige: På tør Bund gik Israel over Jordan derhenne;
06O	4	23	thi HERREN eders Gud lod Jordans Vand tørre bort foran eder, indtil I var kommet over, ligesom HERREN eders Gud gjorde med det røde Hav, som han lod tørre bort foran os, indtil vi var kommet over,
06O	4	24	for at alle Jordens Folk skal kende, at HERRENs Arm er stærk, at de må frygte HERREN eders Gud alle Dage."
06O	5	1	Men da alle Amoriterkongerne vesten for Jordan og alle Kana'anæerkongerne ved Havet hørte, at HERREN havde ladet Jordans Vand tørre bort foran Israeliterne, indtil de var gået over, blev de slaget af Rædsel og tabte Modet over for Israeliterne.
06O	5	2	På den Tid sagde HERREN til Josua: "Lav dig Stenknive og omskær på ny Israeliterne!"
06O	5	3	Da lavede Josua sig Stenknive og omskar Israeliterne ved Forhudshøjen.
06O	5	4	Og dette var Grunden til, at Josua omskar dem: Alt Mandkøn af Folket, som drog ud af Ægypten, alle våbenføre Mænd, var døde undervejs i Ørkenen, efter at de var draget ud af Ægypten.
06O	5	5	Hele Folket, som drog ud, havde nok været omskåret, men af det Folk, som var født i Ørkenen under Vandringen, efter at de var draget ud af Ægypten, var ingen blevet omskåret;
06O	5	6	thi i fyrretyve År havde Israeliterne vandret i Ørkenen, indtil hele Folket, de våbenføre Mænd, som var draget ud af Ægypten, var døde, fordi de ikke havde adlydt HERRENs Røst, hvorfor HERREN havde svoret, at han ikke vilde lade dem se det Land, HERREN havde tilsvoret deres Fædre at ville give os, et Land, der flyder med Mælk og Honning.
06O	5	7	Men deres Børn, som han havde ladet træde i deres Sted, dem omskar Josua; thi de var uomskårne, eftersom de ikke var blevet omskåret under Vandringen.
06O	5	8	Da så hele Folket var blevet omskåret, holdt de sig i Ro, hvor de var i Lejren, indtil de kom sig.
06O	5	9	Men HERREN sagde til Josua: "I Dag har jeg bortvæltet Ægypternes Forsmædelse fra eder." Og han kaldte dette Sted Gilgal, som det hedder den Dag i Dag.
06O	5	10	Medens Israeliterne lå i Lejr i Gilgal, fejrede de Påsken om Aftenen den fjortende Dag i Måneden på Jerikos Sletter;
06O	5	11	og Dagen efter Påsken spiste de af Landets Afgrøde, usyrede Brød og ristet Korn;
06O	5	12	selv samme Dag hørte Mannaen op, da de nu spiste af Landets Afgrøde; Israeliterne fik ikke Manna mer, men spiste det År af Høsten i Kana'ans Land.
06O	5	13	Og det skete, medens Josua opholdt sig ved Jeriko, at han så op og fik Øje på en Mand, som stod foran ham med draget Sværd i Hånden. Josua gik da hen til ham og sagde: "Er du en af vore eller en af vore Fjender?"
06O	5	14	Han svarede: "Ingen af Delene, jeg er Fyrsten over HERRENs Hær; lige nu er jeg kommet!" Da faldt Josua til Jorden på sit Ansigt og tilbad og sagde til ham: "Hvad har min Herre at sige sin Tjener?"
06O	5	15	Og Fyrsten over HERRENs Hær svarede Josua: "Drag dine Sko af Fødderne, thi det Sted, du står på, er helligt!" Det gjorde Josua.
06O	6	1	Men Jeriko var lukket og stængt for Israelitterne, ingen gik ud eller ind.
06O	6	2	Da sagde HERREN til Josua: "Se, jeg giver Jeriko og dets Konge og Krigere i din Hånd.
06O	6	3	Alle eders våbenføre Mænd skal gå rundt om Byen, een Gang rundt; det skal I gøre seks Dage;
06O	6	4	og syv Præster skal bære syv Væderhorn foran Arken. Men den syvende Dag skal I gå rundt om Byen syv Gange, og Præsterne skal støde i Hornene.
06O	6	5	Når der så blæses i Væderhornet, og I hører Hornets Lyd, skal alt Folket opløfte et vældigt Krigsskrig; så skal Byens Mur styrte sammen, og Folket kan gå lige ind, hver fra sin Plads."
06O	6	6	Josua, Nuns Søn, lod da Præsterne kalde og sagde til dem: "I skal bære Pagtens Ark, og syv Præster skal bære syv Væderhorn foran HERRENs Ark!"
06O	6	7	Og han sagde til Folket: "Drag ud og gå rundt om Byen, således at de, som bærer Våben, går foran HERRENs Ark!"
06O	6	8	Da nu Josua havde talt til Folket, gik de syv Præster, som bar de syv Væderhorn foran HERREN, frem og stødte i Hornene, medens HERRENs Pagts Ark fulgte efter;
06O	6	9	og de, som bar Våben, gik foran Præsterne, som stødte i Hornene, og de, som sluttede Toget, fulgte efter Arken, medens der blæstes i Hornene.
06O	6	10	Men Josua bød Folket: "I må ikke opløfte Krigsskrig eller lade eders Røst høre, og intet Ord må udgå af eders Mund, før den Dag jeg siger til eder: Råb! Men så skal I råbe!"
06O	6	11	Så lod han HERRENs Ark bære rundt om Byen, een Gang rundt, og derpå begav de sig tilbage til Lejren og overnattede der.
06O	6	12	Tidligt næste Morgen gjorde Josua sig rede, og Præsterne bar HERRENs Ark,
06O	6	13	og de syv Præster, som bar de syv Væderhorn foran HERRENs Ark, gik og stødte i Hornene; de, som bar Våben, gik foran dem, og de, som sluttede Toget, fulgte efter HERRENs Ark, medens der blæstes i Hornene.
06O	6	14	Anden Dag gik de een Gang rundt om Byen, hvorefter de vendte tilbage til Lejren; således gjorde de seks Dage.
06O	6	15	Men den syvende Dag brød de op tidligt, ved Morgenrødens frembrud og gik på samme Måde syv Gange rundt om Byen; kun på denne Dag drog de syv Gange rundt om Byen;
06O	6	16	og syvende Gang stødte Præsterne i Hornene, og Josua sagde til Folket: "Opløft Krigsskriget! Thi HERREN har givet eder Byen.
06O	6	17	Og Byen skal lyses i Band for HERREN med alt, hvad der er i den; kun Skøgen Rahab skal blive i Live tillige med alle dem, som er i hendes Hus, fordi hun skjulte Sendebudene, som vi udsendte.
06O	6	18	Men I skal tage eder vel i Vare for det bandlyste, så I ikke attrår og tager noget af det bandlyste og derved bringer Bandet over Israels lejr og styrter den i Ulykke.
06O	6	19	Men alt Sølv og Guld og alle Kobber og Jernsager skal helliges HERREN; det skal bringes ind i HERRENs Skatkammer!"
06O	6	20	Så opløftede Folket Krigsskrig, og de stødte i Hornene og da Folket hørte Hornene, opløftede det et vældigt Krigsskrig; da styrtede Muren sammen, og Folket gik lige ind i Byen; således indtog de Byen.
06O	6	21	Derpå lagde de med Sværdet Band på alt, hvad der var i Byen, Mænd og Kvinder, unge og gamle, Hornkvæg, Småkvæg og Æsler.
06O	6	22	Men til de to Mænd, som havde udspejdet Landet, sagde Josua: "Gå ind i Skøgens Hus og før Kvinden og alt, hvad hendes er, ud derfra, som I tilsvor hende!"
06O	6	23	De unge Mænd, som havde været Spejdere, gik da ind og førte Rabab ud tillige med hendes Fader og Moder og hendes Brødre, hele hendes Slægt og alt, hvad hendes var; de førte dem ud og lod dem stå uden for Israels Lejr.
06O	6	24	Men på Byen og alt, hvad der var i den, stak de Ild; kun Sølvet og Guldet og Kobber og Jernsagerne bragte de ind i HERRENs Hus's Skatkammer.
06O	6	25	Men Skøgen Rahab og hendes Fædrenehus og alt, hvad hendes var, lod Josua blive i Live, og hun kom til at bo blandt Israeliterne og gør det den Dag i Dag, fordi hun havde skjult Sendebudene, som Josua havde sendt ud for at udspejde Jeriko.
06O	6	26	På den Tid tog Josua Folket i Ed, idet han sagde: "Forbandet være den Mand for HERRENs Åsyn, som indlader sig på at opbygge denne By, Jeriko. Det skal koste ham hans førstefødte at lægge Grunden og hans yngste at sætte dens Portfløje ind."
06O	6	27	Således var HERREN med Josua, og hans Ry udbredte sig over hele Landet.
06O	7	1	Men Israeliterne forgreb sig på det bandlyste, idet Akan, en Søn af Karmi en Søn af Zabdi, en Søn af Zera, af Judas Stamme, tilvendte sig noget af det bandlyste. Da blussede HERRENs Vrede op mod Israeliterne.
06O	7	2	Derpå sendte Josua nogle Mænd fra Jeriko til Aj, som ligger ved Bet Aven, østen for Betel, og sagde til dem: "Drag op og udspejd Egnen!" Og Mændene drog op og udspejdede Aj.
06O	7	3	Da de kom tilbage til Josua, sagde de til ham: "Lad ikke hele Folket drage derop; lad en to-tre Tusind Mand drage op og indtage Aj; du behøver ikke at umage hele Folket med at drage derop, thi de er få!"
06O	7	4	Så drog henved 3000 Mand af Folket derop; men de blev slået på Flugt af Ajjiterne,
06O	7	5	og Ajjiterne dræbte seks og tredive Mand eller så af dem; de forfulgte dem uden for Porten indtil Stenbruddene og huggede dem ned på Skråningen. Da sank Folkets Mod og blev til Vand.
06O	7	6	Men Josua og Israels Ældste sønderrev deres Klæder og faldt på deres Ansigt på Jorden foran HERRENs Ark og blev liggende til Aften og kastede Støv på deres Hoveder.
06O	7	7	Og Josua sagde: "Ak, Herre, HERRE! Hvorfor lod du dette Folk gå over Jordan, når du vilde give os i Amoriternes Hånd og lade os gå til Grunde? Havde vi dog blot besluttet os til at blive hinsides Jordan!
06O	7	8	Ak, Herre! Hvad skal jeg sige, nu Israel har måttet tage Flugten for sine Fjender?
06O	7	9	Når Kana'anæerne og alle Landets Indbyggere hører det, falder de over os fra alle Sider og udsletter vort Navn af Jorden; hvad vil du da gøre for dit store Navns Skyld?"
06O	7	10	Da sagde HERREN til Josua: "Stå op! Hvorfor ligger du på dit Ansigt?
06O	7	11	Israel har syndet, thi de har forbrudt sig imod min Pagt, som jeg pålagde dem; de har tilvendt sig noget af det bandlyste, de har stjålet; de har skjult det, de har gemt det i deres Oppakning.
06O	7	12	Derfor kan Israeliterne ikke holde Stand over for deres Fjender, men må flygte for dem; thi de er hjemfaldne til Band!  Jeg vil ikke mere være med eder, hvis I ikke bortrydder Bandet af eders Midte.
06O	7	13	Stå derfor op, lad Folket hellige sig og sig: Helliger eder til i Morgen, thi så siger HERREN, Israels Gud: Der er Band i din Midte, Israel; og du kan ikke holde Stand over for dine Fjender, før I skaffer Bandet bort fra eder!
06O	7	14	I Morgen skal I træde frem Stamme for Stamme, og den Stamme, HERREN rammer, skal træde frem Slægt for Slægt, og den Slægt, HERREN rammer, skal træde frem Familie for Familie, og den Familie, HERREN rammer, skal træde frem Mand for Mand.
06O	7	15	Den, som da rammes, fordi han har det bandlyste Gods, skal brændes tillige med alt, hvad der tilhører ham; thi han har brudt HERRENs Pagt og begået en Skændselsdåd i Israel!"
06O	7	16	Tidligt næste Morgen lod Josua Israel træde frem Stamme for Stamme, og da blev Judas Stamme ramt.
06O	7	17	Derpå lod han Judas Slægter træde frem, og Zeraiternes Slægt blev ramt. Derpå lod han Zeraiternes Slægt træde frem Familie for Familie, og Zabdi blev ramt.
06O	7	18	Derpå lod han dennes Familie træde frem Mand for Mand, og da blev Akan ramt, en Søn af Harmi, en Søn af Zabdi, en Søn af Zera, af Judas Stamme.
06O	7	19	Da sagde Josua til Akan: "Min Søn, giv HERREN, Israels Gud, Ære og Pris, og fortæl mig, hvad du har gjort, skjul ikke noget for mig!"
06O	7	20	Akan svarede Josua: "Ja, det er mig, som har syndet mod HERREN, Israels Gud. Således gjorde jeg:
06O	7	21	Jeg så imellem Byttet en prægtig babylonisk Kappe, 200 Sekel Sølv og en Guldtunge på halvtredsindstyve Sekel; det fik jeg Lyst til, og jeg tog det; se, det ligger nedgravet i Jorden midt i mit Telt, Sølvet nederst."
06O	7	22	Da sendte Josua nogle Folk hen, og de skyndte sig til Teltet, og se, det var gemt i hans Telt, Sølvet nederst;
06O	7	23	og de tog det ud af Teltet og bragte det til Josua og alle Israeliterne og lagde det hen foran HERREN.
06O	7	24	Men Josua tog sammen med hele Israel Akan, Zeras Søn, og Sølvet, Kappen og Guldtungen og hans Sønner og Døtre, hans Hornkvæg, Æsler og Småkvæg, hans Telt og alt, hvad der tilhørte ham, og førte dem op i Akors dal.
06O	7	25	Og Josua sagde: "Hvorfor har du styrtet os i Ulykke? HERREN skal styrte dig i Ulykke på denne Dag!" Derpå stenede hele Israel ham, og de brændte eller stenede dem.
06O	7	26	Og de opkastede en stor Stendysse over ham, som står der den Dag i Dag. Da lagde HERRENs heftige Vrede sig. Derfor fik Stedet Navnet Akors Dal, som det hedder den Dag i Dag.
06O	8	1	Derefter sagde HERREN til Josua: "Frygt ikke og vær ikke bange! Tag alt Krigsfolket med dig, bryd op og drag mod Aj! Se, jeg giver Kongen af Aj og hans Folk, hans By og hans Land i din Hånd!
06O	8	2	Og du skal gøre det samme ved Aj og dets Konge, som du gjorde ved Jeriko og dets Konge; men Godset, I røver der, må I selv beholde som Bytte, ligeledes Kvæget der. Læg Baghold vesten for Byen!"
06O	8	3	Derpå brød Josua op og drog med alt Krigsfolket op mod Aj; og Josua udvalgte sig 30000 tapre Mænd og sendte dem bort om Natten,
06O	8	4	idet han bød dem: "Se, I skal lægge eder i Baghold vesten for Byen, ikke for langt fra den, og hold eder alle rede.
06O	8	5	Jeg og alle de Folk, som er med mig, vil nærme os Byen, og når de gør Udfald imod os ligesom forrige Gang, flygter vi for dem.
06O	8	6	Når de så følger efter os så langt, at vi får dem lokket bort fra Byen, idet de tænker, at vi flygter for dem ligesom forrige Gang,
06O	8	7	skal I bryde frem fra Bagholdet og tage Byen, thi HERREN eders Gud vil give den i eders Hånd.
06O	8	8	Og når I har indtaget byen, skal I stikke den i Brand. Således skal I gøre, det er mit Bud til eder!"
06O	8	9	Derpå sendte Josua dem bort, og de gik hen og lagde sig i Baghold mellem Betel og Aj, vesten for Aj; men Josua blev den Nat iblandt Krigsfolket.
06O	8	10	Tidligt næste Morgen mønstrede Josua Folket, og sammen med Israels Ældste drog han op til Aj i Spidsen for Folket.
06O	8	11	Hele den Styrke, som var med ham, rykkede nærmere, til de havde Byen foran sig; og de lejrede sig norden for Aj med Dalen mellem sig og Aj.
06O	8	12	Derpå tog han henved 5000 Mand og lagde dem i Baghold mellem Betel og Aj, vesten for Byen;
06O	8	13	og Krigerne blev bragt i Stilling, hele Hæren, som var norden for Byen, og den Del, som lå i Baghold vesten for Byen; men Josua begav sig om Natten ned i Dalen.
06O	8	14	Da nu Kongen af Aj så det, skyndte Byens Mænd sig og rykkede tidligt om Morgenen ud til Kamp mod Israel, Kongen med hele sin Styrke, til Skråningen, hvor Lavningen begynder, uden at vide af, at der var lagt Baghold imod ham vesten for Byen;
06O	8	15	og da Josua og hele Israel lod sig slå på Flugt af dem og flygtede ad Ørkenen til,
06O	8	16	blev alt Folket i Byen stævnet sammen til at forfølge dem, og de forfulgte Josua og lod sig lokke bort fra Byen;
06O	8	17	ikke een Mand blev tilbage i Aj, men alle drog de ud for at forfølge Israel, og de lod Byen stå åben, medens de forfulgte Israel.
06O	8	18	Da sagde HERREN til Josua: "Ræk Spydet i din Hånd ud mod Aj; thi jeg giver det i din Hånd!" Og Josua rakte Spydet i sin Hånd ud mod Byen.
06O	8	19	Og Bagholdet brød hurtigt op fra sin Plads og løb hen til Byen, da han rakte Hånden ud, indtog den og skyndte sig at stikke den i Brand.
06O	8	20	Da Mændene fra Aj vendte sig om og så Røgen fra Byen stige op mod Himmelen, var de ude af Stand til at flygte til nogen af Siderne, idet Folket, som var flygtet ad Ørkenen til, vendte sig om mod deres Forfølgere.
06O	8	21	Og da Josua og hele Israel så, at Bagholdet havde indtaget Byen, og at Røgen fra byen steg til Vejrs, vendte de om og slog Mændene fra Aj;
06O	8	22	og da hine rykkede ud fra Byen imod dem, kom de midt ind imellem Israeliternes to Afdelinger, som huggede dem ned uden at lade en eneste af dem undkomme eller slippe bort.
06O	8	23	Men Kongen af Aj fangede de levende og bragte ham til Josua.
06O	8	24	Da Israel nu havde hugget alle Ajs Indbyggere ned på åben Mark, på Skråningen, hvor de forfulgte dem, og de alle til sidste Mand var faldet for Sværdet, vendte hele Israel tilbage til Aj og slog det med Sværdet.
06O	8	25	Alle de, der faldt på den Dag, Mænd og Kvinder, udgjorde 12000, alle Indbyggerne i Aj.
06O	8	26	Og Josua trak ikke sin Hånd med det udrakte Spyd tilbage, før han havde lagt Band på alle Ajs Indbyggere.
06O	8	27	Kun Kvæget og Godset, de røvede i denne By, beholdt Israeliterne som Bytte efter den Befaling, HERREN havde givet Josua.
06O	8	28	Og Josua stak Aj i Brand og gjorde den til en Ruinhob for bestandig, til den Ødemark, den er den Dag i Dag.
06O	8	29	Men Kongen af Aj hængte han på en Pæl og lod ham hænge til Aften; og da Solen gik ned, tog man på Josuas Befaling hans Lig ned af Pælen og kastede det hen ved Indgangen til Byens Port. Og man opkastede over ham en stor Stendysse, som står der den Dag i Dag.
06O	8	30	Da byggede Josua HERREN, Israels Gud, et Alter på Ebals Bjerg,
06O	8	31	som HERRENs Tjener Moses havde pålagt Israeliterne, i Overensstemmelse med, hvad der står skrevet i Moses's Lovbog, et Alter af utilhugne Sten, hvor over der ikke var svunget Jern; og de bragte HERREN Brændofre og ofrede Takofre der.
06O	8	32	Og han skrev der på Stenene i Israeliternes Påsyn en Afskrift af Mose Lov, som denne havde skrevet,
06O	8	33	idet hele Israel og dets Ældste, Tilsynsmænd og Dommere stod på begge Sider af Arken lige over for Levitpræsterne, som bar HERRENs Pagts Ark, de fremmede såvel som de indfødte, den ene Halvdel hen imod Garizims Bjerg, den anden Halvdel hen imod Ebals Bjerg, således som HERRENs Tjener Moses forhen havde påbudt at velsigne Israels Folk.
06O	8	34	Så oplæste han alle Lovens Ord, Velsignelsen og Forbandelsen, alt som det var skrevet i Lovbogen;
06O	8	35	ikke et Ord af alt, hvad Moses havde påbudt, undlod Josua at op læse for hele Israels Menighed, Mændene, Kvinderne og Børnene og de fremmede, som var draget med iblandt dem.
06O	9	1	Da alle Kongerne på den anden Side af Jordan, i Bjergene og i Lavlandet og langs hele det store Havs Kyst hen imod Libanon, Hetiterne, Amoriterne, Kana'anæerne, Perizziterne, Hivviterne og Jebusiterne, hørte, hvad der var sket,
06O	9	2	samlede de sig for i Fællesskab at kæmpe mod Josua og Israel.
06O	9	3	Men da Indbyggerne i Gibeon hørte, hvad Josua havde gjort ved Jeriko og Aj,
06O	9	4	greb også de til en List; de gik hen og forsynede sig med Rejsetæring, læssede nogle slidte Sække og nogle slidte, sprukne, stoppede Vinsække på deres Æsler
06O	9	5	og tog slidte, lappede Sko på Fødderne og slidte Klæder på Kroppen, og alt deres Rejsebrød var tørt og mullent.
06O	9	6	Så gik de til Josua i Lejren ved Gilgal og sagde til ham og Israels Mænd: "Vi kommer fra et fjernt Land; slut derfor Pagt med os!"
06O	9	7	Israels Mænd svarede Hivviterne: "Det kunde være, at I bor her midt iblandt os, hvorledes kan vi da slutte Pagt med eder?"
06O	9	8	De sagde til Josua: "Vi er dine Trælle!" Josua spurgte dem så: "Hvem er I, og hvorfra kommer I?"
06O	9	9	Og de svarede ham: "Fra et såre fjernt Land er dine Trælle kommet for HERREN din Guds Navns Skyld; thi vi har hørt hans Ry og alt, hvad han gjorde i Ægypten,
06O	9	10	og alt, hvad han gjorde mod de to Amoriterkonger hinsides Jordan, Kong Sihon af Hesjbon og Kong Og af Basan, som boede i Asjtarot.
06O	9	11	og vore Ældste og alle Indbyggerne i vort Land sagde til os: Tag Rejse tæring med eder, drag dem i Møde og sig til dem: Vi er eders Trælle; slut derfor nu Pagt med os!
06O	9	12	Vort Brød her var endnu varmt, da vi tog det med hjemmefra, dengang vi begav os af Sted for at drage til eder; men se, nu er det tørt og mullent;
06O	9	13	og vore Vinsække her var nye, da vi fyldte dem; se, nu er de sprukne; og vore Klæder og Sko her er slidte, fordi Vejen var så lang!"
06O	9	14	Så tog Mændene af deres Rejsetæring; men HERREN rådspurgte de ikke.
06O	9	15	Og Josua tilsagde dem Fred og sluttede Overenskomst med dem og lovede at lade dem leve, og Menighedens Øverster tilsvor dem det.
06O	9	16	Men tre Dage efter at de havde sluttet Pagt med dem, hørte de, at de var fra den nærmeste Omegn og boede midt iblandt dem.
06O	9	17	Og Israeliterne brød op og kom den tredje Dag til deres Byer, det var Gibeon, Kefira, Beerot og Kirjat Jearim.
06O	9	18	Men Israeliterne dræbte dem ikke, fordi Menighedens Øverster havde, tilsvoret dem Fred ved HERREN, Israels Gud. Da knurrede hele Menigheden mod Øversterne;
06O	9	19	men alle Øversterne sagde til hele Menigheden: "Vi har tilsvoret dem Fred ved HERREN, Israels Gud, derfor kan vi ikke gøre dem noget ondt.
06O	9	20	Men dette vil vi gøre med dem, når vi skåner deres Liv, at der ikke skal komme Vrede over os for den Ed, vi svor dem:
06O	9	21	De skal blive i Live, men være Brændehuggere og Vandbærere for hele Menigheden." Og hele Menigheden gjorde, som Øverstene havde sagt.
06O	9	22	Og Josua lod dem kalde og talte således til dem: "Hvorfor førte I os bag Lyset og sagde, at I havde hjemme langt borte fra os, skønt I bor her midt iblandt os?
06O	9	23	Derfor skal I nu være forbandede, og ingen af eder skal nogen Sinde ophøre at være Træl; Brændehuggere og Vandbærere skal I være ved min Gus Hus!"
06O	9	24	De svarede Josua og sagde:"Det var blevet dine Trælle sagt, at HERREN din Gud pålagde sin Tjener Moses, at når han gav eder hele Landet, skulde I udrydde alle Landets Indbyggere foran eder. Da påkom der os stor Frygt for, at I skulde tage vort Liv; derfor handlede vi således.
06O	9	25	Men se, nu er vi i din Hånd; gør med os, som det tykkes dig godt og ret!"
06O	9	26	Da handlede han således med dem; han friede dem fra Israeliternes Hånd, så de ikke dræbte dem;
06O	9	27	men Josua gjorde dem den Dag til Brændehuggere og Vandbærere for Menigheden og for HERRENs Alter på det Sted, han vilde udvælge. Og det er de den Dag i Dag.
06O	10	1	Da Kong Adonizedek af Jerusalem hørte, at Josua havde indfaget Aj og lagt Band på det som han havde gjort ved Jeriko og Kongen der, gjorde han ved Aj og Kongen der og at Gibeons Indbyggere havde sluttet Overenskomst med Israel og var optaget imellem dem,
06O	10	2	så påkom der ham stor Frygt; thi Gibeon var en stor By, som en af Kongsbyerne, større end Aj, og alle Mændene der var tapre Krigere.
06O	10	3	Derfor sendte Kong Adonizedek af Jerusalem Bud til Kong Hobam af Hebron, Kong Piram af Jarmut, Kong Jafia af Lakisj og Kong Debir af Eglon og lod sige:
06O	10	4	"Kom op til mig og hjælp mig med at slå Gibeon, thi det har sluttet Overenskomst med Josua og Israeliterne!"
06O	10	5	Da samledes fem Amoriterkonger, Kongerne i Jerusalem, Hebron, Jarmut, Lakisj og Eglon, og de drog op med hele deres Hær og slog Lejr uden for Gibeon og angreb det.
06O	10	6	Men Mændene i Gibeon sendte Bud til Josua i Lejren i Gilgal og lod sige: "Lad ikke dine Trælle i Stikken, men kom hurtigt op til os, hjælp os og stå os bi; thi alle Amoriterkongerne, som bor i Bjergene, har samlet sig imod os!"
06O	10	7	Da drog Josua op fra Gilgal med alle Krigerne, alle de kampdygtige Mænd.
06O	10	8	Og HERREN sagde til Josua: "Frygt ikke for dem, thi jeg giver dem i din Hånd; ikke een af dem skal kunne holde Stand imod dig!"
06O	10	9	Og Josua faldt pludselig over dem, efter at han i Nattens Løb var draget derop fra Gilgal,
06O	10	10	og HERREN bragte dem i Uorden foran Israel og tilføjede dem et stort Nederlag ved Gibeon; og de forfulgte dem hen imod Opgangen ved Bet Horon og slog dem lige til Azeka og Makkeda.
06O	10	11	Og da de flygtede for Israeliterne og netop var på Skråningen ved Bet Horon, lod HERREN store Sten falde ned på dem fra Himmelen helt hen til Azeka, så de døde; og de, som dræbtes af Haglstenene, var flere end dem, Israeliterne dræbte med Sværdet.
06O	10	12	Ved den Lejlighed, den Dag HERREN gav Amoriterne i Israeliternes Magt, talte Josua til HERREN og sagde i Israels Nærværelse: "Sol, stat stille i Gibeon, og Måne i Ajjalons Dal!"
06O	10	13	Og Solen stod stille, og Månen standsed, til Folket fik Hævn over Fjenden. Således står der jo skrevet i de Oprigtiges Bog. Og Solen blev stående midt på Himmelen og tøvede næsten en hel Dag med at gå ned.
06O	10	14	Og hverken før eller siden har der nogen Sinde været en Dag som denne, en Dag, da HERREN adlød et Menneskes Røst; thi HERREN kæmpede for Israel.
06O	10	15	Derpå vendte Josua med hele Israel tilbage til Lejren i Gilgal.
06O	10	16	Men de fem Konger flygtede og skjulte sig i Hulen ved Makkeda.
06O	10	17	Og der blev bragt Josua den Melding: "De fem Konger er fundet skjulte i Hulen ved Makkeda."
06O	10	18	Da sagde Josua: "Vælt store Sten for Hulens Indgang og sæt nogle Mænd udenfor til at vogte den.
06O	10	19	Men I andre må ikke standse, forfølg eders Fjender, hug Efternølerne ned og lad dem ikke komme ind i deres Byer; thi HERREN eders Gud har givet dem i eders Hånd!"
06O	10	20	Da Josua og Israeliterne så havde tilføjet dem et meget stort Nederlag og gjort det helt af med dem kun enkelte undslap og reddede sig ind i de befæstede Byer
06O	10	21	vendte hele Folket uskadt tilbage til Josua i Lejren ved Makkeda, uden at nogen havde vovet så meget som at knurre imod Israeliterne.
06O	10	22	Da sagde Josua: "Luk op for Hulens Indgang og før de fem Konger ud af Hulen fil mig!"
06O	10	23	Det gjorde de så og førte de fem Konger ud af Hulen til ham, Kongerne af Jerusalem, Hebron, Jarmut, Lakisj og Eglon.
06O	10	24	Da de nu havde ført disse fem Konger ud til Josua, kaldte Josua alle Israels Mænd sammen og sagde til Krigsøversterne, som var draget med ham: "Kom hid og sæt Foden på disse Kongers Nakke!" Og de kom og satte foden på deres Nakke.
06O	10	25	Da sagde Josua til dem: "Frygt ikke og vær ikke bange, vær frimodige og stærke! Thi således vil HERREN handle med alle eders Fjender, som I kommer til at kæmpe med!"
06O	10	26	Derefter lod Josua dem nedhugge og dræbe og ophænge på fem Pæle, og de blev hængende på Pælene til Aften.
06O	10	27	Men ved Solnedgang lod Josua dem tage ned af Pælene og kaste ind i den Hule, de havde skjult sig i, og for Indgangen til Hulen væltede man store Sten, som ligger der den Dag i Dag.
06O	10	28	Makkeda indtog Josua samme Dag, og han slog Byen og dens Konge ned med Sværdet; han lagde Band på den og på hver levende Sjæl i den uden at lade nogen undkomme; og han gjorde det samme ved Makkedas Konge, som han havde gjort ved Jerikos Konge.
06O	10	29	Derpå drog Josua med hele Israel fra Makkeda til Libna, og han angreb Libna;
06O	10	30	og HERREN gav også denne By og dens Konge i Israels Hånd, og den og hver levende Sjæl i den slog han ned med Sværdet uden at lade nogen undkomme; og han gjorde det samme ved dens Konge, som de havde gjort ved Jerikos Konge.
06O	10	31	Derpå drog Josua med hele Israel fra Libna til Lakisj, og, han slog Lejr udenfor og angreb Byen;
06O	10	32	og HERREN gav Lakisj i Israels Hånd, og den følgende Dag indtog han Byen, og den og hver levende Sjæl i den slog han ned med Sværdet, ganske som han havde gjort ved Libna.
06O	10	33	Da rykkede Kong Horam af Gezer Lakisj til Hjælp; men Josua slog ham og hans Folk ned uden at lade nogen undkomme.
06O	10	34	Så drog Josua med hele Israel fra Lakisj til Eglon, og de slog Lejr udenfor og angreb Byen;
06O	10	35	og de indtog den samme Dag og slog den ned med Sværdet; og på hver levende Sjæl i den lagde han den Dag Band, ganske som han havde gjort ved Lakisj.
06O	10	36	Derpå drog Josua med hele Israel op fra Eglon til Hebron, og de angreb Byen
06O	10	37	og indtog den og slog den ned med Sværdet, både Kongen der og alle de Byer, der hørte under den, og hver levende Sjæl i den uden at lade nogen undkomme, ganske som han havde gjort ved Eglon, og han lagde Band på Byen og hver levende Sjæl i den.
06O	10	38	Derpå vendte Josua sig med hele Israel imod Debir og angreb Byen;
06O	10	39	og han undertvang den tillige med dens Konge og alle de Byer der hørte under den; og de slog dem ned med Sværdet og lagde Band på hver levende Sjæl i dem uden at lade nogen undkomme; det samme, han havde gjort ved Hebron og ved Libna og Kongen der, gjorde han også ved Debir og Kongen der.
06O	10	40	Således slog Josua hele Landet, Bjerglandet, Sydlandet, Lavlandet og Bjergskråningerne og alle Kongerne der uden at lade nogen undkomme, og på hver levende Sjæl lagde han Band, således som HERREN, Israels Gud, havde påbudt;
06O	10	41	Josua slog dem fra Kadesj Barnea indtil Gaza, og hele Landskabet Gosjen indtil Gibeon.
06O	10	42	Og alle hine Konger og deres Lande undertvang Josua med et Slag; thi HERREN, Israels Gud, kæmpede for Israel.
06O	10	43	Derpå vendte Josua med hele Israel tilbage til Lejren i Gilgal.
06O	11	1	Da Kong Jabin af Hazor hørte herom sendte han Bud til Kong Jobab af Madon og Kongerne af Sjimron og Aksjaf.
06O	11	2	og til Kongerne nordpå i Bjergene, i Arabalavningen sønden for Kinnerot, i Lavlandet og på Højdedraget vestpå ved Dor,
06O	11	3	til Kana'anæerne i Øst og Vest, Amoriterne, Hivviterne, Perizziterne og Jebusiterne i Bjergene og Hetiterne ved Foden af Hermon i Mizpas Land;
06O	11	4	og de drog ud med alle deres Hære, Krigsfolk talrige som Sandet ved Havets Bred, og med en stor Mængde Heste og Stridsvogne.
06O	11	5	Alle disse Konger slog sig sammen og kom og lejrede sig i Forening ved Meroms Vand for at angribe Israel.
06O	11	6	Men HERREN sagde til Josua: "Frygt ikke for dem! Thi i Morgen ved denne Tid vil jeg lade dem ligge faldne foran Israel; deres Heste skal du lamme, og deres Vogne skal du brænde!"
06O	11	7	Da kom Josua med hele Hæren uventet over dem ved Meroms Vand og kastede sig over dem,
06O	11	8	og HERREN gav dem i Israels Hånd, så de slog dem og forfulgte dem til den store Stad Zidon, til, Misrefot Majim og Mizpes Lavning i Øst, og huggede dem ned, så ikke en eneste af dem blev tilbage.
06O	11	9	Josua gjorde derpå med dem, som HERREN havde sagt ham; deres Heste lammede han, og deres Vogne brændte han.
06O	11	10	Ved den Tid vendte Josua om og indtog Hazor, og Kongen huggede han ned med Sværdet; Hazor var nemlig fordum alle disse Kongerigers Hovedstad;
06O	11	11	og de huggede hver levende Sjæl i den ned med Sværdet og lagde Band på dem, så ikke en levende Sjæl blev tilbage; og Hazor stak han i Brand.
06O	11	12	Alle hine Kongsbyer med deres Konger undertvang Josua, og han huggede dem ned med Sværdet og lagde Band på dem, som HERRENs Tjener Moses havde påbudt.
06O	11	13	Men ingen af de Byer, som lå på deres Høje, stak Israel i Brand, alene med Undtagelse af Hazor; den stak Josua i Brand.
06O	11	14	Kvæget og alt det andet, der røvedes fra disse Byer, beholdt Israeliterne som Bytte; men alle Menneskene huggede de ned med Sværdet til sidste Mand uden at lade en eneste levende Sjæl blive tilbage.
06O	11	15	Hvad HERREN havde pålagt sin Tjener Moses, havde Moses pålagt Josua, og det gjorde Josua; han undlod intet som helst af, hvad HERREN havde pålagt Moses.
06O	11	16	Således indtog Josua hele dette Land, Bjerglandet, hele Sydlandet, hele Landskabet Gosjen, Lavlandet, Arabalavningen, Israels Bjergland og Lavland,
06O	11	17	fra det nøgne Bjergdrag, som højner sig hen imod Seir, indtil Ba'al Gad i Libanons Dal ved Hermonbjergets Fod; og alle deres Konger tog han til Fange, huggede dem ned og dræbte dem.
06O	11	18	I lang Tid førte Josua Krig med disse Konger
06O	11	19	Der var ingen By, som sluttede Overenskomst med Israeliterne, undtagen Hivviterne, som boede i Gibeon. Alt tog de i Kamp;
06O	11	20	thi HERREN voldte, at de forhærdede deres Hjerter, så de drog i Kamp mod Israel, for at de skulde lægge Band på dem uden Skånsel og udrydde dem, som HERREN havde pålagt Moses.
06O	11	21	Ved den Tid drog Josua hen og udryddede Anakiterne af Bjerglandet, af Hebron, Debir og Anab, og af hele Judas og hele Israels Bjergland; på dem og deres Byer lagde Josua Band.
06O	11	22	Der blev ingen Anakiter tilbage i Israeliternes Land, kun i Gaza, Gat og Asdod blev der Levninger tilbage.
06O	11	23	Således indtog Josua hele Landet, ganske som HERREN havde sagt til Moses, og Josua gav Israel det i Eje efter deres Afdelinger, Stamme for Stamme. Og Landet fik Ro efter Krigen.
06O	12	1	Følgende to Konger i Landet blev overvundet af Israeliterne og deres Land taget i Besiddelse af dem, Landet østen for Jordan fra Arnonfloden til Hermonbjerget og hele Arabalavningens østre Del:
06O	12	2	Amoriterkongen Sibon, som boede i Hesjbon og herskede fra Aroer ved Arnonflodens Bred og fra Midten af Floddalen over Halvdelen af Gilead indtil Jabbokfloden, der er Ammoniternes Grænse,
06O	12	3	og over Arabalavningen indtil Kionerotsøens Østside og Arabahavets, Salthavets, Østside hen imod Bet-Jesjimot og længere Syd på hen imod Egnen ved Foden af Pisgas Skrænter;
06O	12	4	og Kong Og af Basan. som hørte til dem, der var tilbage af Refaiterne, og boede i Asjtarot og Edrei
06O	12	5	og herskede over Hermonbjerget, Salka og hele Basan indtil Gesjuriternes og Måkatiternes Landemærke og over Halvdelen af Gilead indtil Kong Sihon af Hesjbons Landemærke.
06O	12	6	HERRENs Tjener Moses og Israeliterne havde overvundet dem, og HERRENs Tjener Moses havde givet Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme Landet i Eje.
06O	12	7	Følgende Konger i Landet blev overvundet af Josua og Israeliterne hinsides Jordan, på Vestsiden, fra Ba'al Gad i Dalen ved Libanon til det nøgne Bjergdrag, som højner sig mod Seir, og deres Land givet Israels Stammer i Eje af Josua efter deres Afdelinger,
06O	12	8	i Bjerglandet, i Lavlandet, i Arabalavningen, på Skråningerne, i Ørkenen og i Sydlandet, Hetiterne, Amoriterne, Kana'anæerne, Perizziterne, Hivviterne og Jebusiterne:
06O	12	9	Kongen i Jeriko een; Kongen i Aj ved Betel een;
06O	12	10	Kongen i Jerusalem een; Kongen i Hebron een;
06O	12	11	Kongen i Jarmut een; Kongen i Lakisj een;
06O	12	12	Kongen i Eglon een; Kongen i Gezer een;
06O	12	13	Kongen i Debir een; Kongen i Geder een;
06O	12	14	Kongen i Horma een; Kongen i Arad een;
06O	12	15	Kongen i Libna een; Kongen i Adullam een;
06O	12	16	Kongen i Makkeda een; Kongen i Betel een;
06O	12	17	Kongen i Tappua een; Kongen i Hefer een;
06O	12	18	Kongen i Afek een; Kongen i Lassjaron een;
06O	12	19	Kongen i Madon een; Kongen i Hazor een;
06O	12	20	Kongen i Sjimron Meron een; Kongen i Aksjaf een;
06O	12	21	Kongen i Ta'anak een; Kongen i Megiddo een;
06O	12	22	Kongen i Kedesj een; Kongen i Jokneam ved Karmel een;
06O	12	23	Kongen i Dor ved Højdedraget Dor een; Kongen over Folkene i Galilæa een;
06O	12	24	Kongen i Tirza een; tilsammen en og tredive Konger.
06O	13	1	Da Josua var blevet gammel og til Års, sagde HERREN til ham: "Du er blevet gammel og til Års, og der er endnu såre meget tilbage af Landet at indtage.
06O	13	2	Dette er det Land, som er tilbage: Hele Filisternes Landområde og alle Gesjuriterne,
06O	13	3	Landet fra Sjihor østen for Ægypten indtil Ekrons Landemærke i Nord det regnes til Kana'anæerne de fem Filisterfyrster i Gaza, Asdod, Askalon, Gat og Ekron, desuden Avviterne
06O	13	4	mod Syd, hele Kana'anæerlandet fra Meara, som tilhører Zidonierne, indtil Afek og til Amoriternes Landemærke,
06O	13	5	og det Land, som mod Øst grænser til Libanon fra Ba'al Gad ved Hermonbjergets Fod til Egnen hen imod Hamat.
06O	13	6	Alle Indbyggerne i Bjerglandet fra Libanon til Misrefot Majim, alle Zidonierne, vil jeg drive bort foran Israeliterne. Tildel kun Israel det som Ejendom, således som jeg har pålagt dig.
06O	13	7	Udskift derfor dette Land som Ejendom til de halvtiende Stammer." Manasses halve Stamme
06O	13	8	såvel som Rubeniterne og Gaditerne havde nemlig fået deres Arvelod, som Moses gav dem hinsides Jordan, på Østsiden, således som HERRENs Tjener Moses gav dem,
06O	13	9	fra Aroer ved Arnonflodens Bred og Byen midt nede i Dalen, hele Højsletten fra Medeba til Dibon,
06O	13	10	alle de Byer, som havde tilhørt Amoriterkongen Sibon, der herskede i Hesjbon, indtil Ammoniternes Landemærke,
06O	13	11	fremdeles Gilead og Gesjuriternes og Ma'akatiternes Landemærke, hele Hermonbjerget og hele Basan indtil Salka,
06O	13	12	hele det Rige, der havde tilhørt Og af Basan, som herskede i Asjtarot og Edrei, den sidste, der var tilbage af Refaiterne; Moses havde overvundet dem alle og drevet dem bort.
06O	13	13	Men Israeliterne drev ikke Gesjuriterne og Ma'akatiterne bort, så at Gesjur og Ma'akat bor i blandt Israel den Dag i bag.
06O	13	14	Kun Levis Stamme gav han ingen Arvelod; HERREN, Israels Gud, er hans Arvelod, således som han tilsagde ham.
06O	13	15	Moses gav Rubeniternes Stamme Land, Slægt for Slægt,
06O	13	16	og de fik deres Område fra Aroer ved Arnonflodens Bred og Byen midt nede i Dalen, hele Højsletten indtil
06O	13	17	Hesjbon og alle de Byer, som ligger på Højsletten, Dibon, Bamot Ba'al, Bet Ba'al Menn,
06O	13	18	Jaza, Kedemot, Mefa'at,
06O	13	19	Kirjatajim, Sibma, Zeret Sjahar på Dalbjerget,
06O	13	20	Bet Peor ved Pisgas Skrænter. Bet Jesjimot
06O	13	21	og alle de andre Byer på Højsletten og hele det Rige, der havde tilhørt Amoriterkongen Sibon, som herskede i Hesjbon, hvem Moses havde overvundet tillige med Midjans Fyrster Evi, Rekem, Zur, Hur og Reba, der var Sihons Lydkonger og boede i Landet;
06O	13	22	også Sandsigeren Bileam, Beors Søn, havde Israeliterne dræbt med Sværdet sammen med de andre af dem, der blev slået ihjel.
06O	13	23	Rubeniternes Grænse blev Jordan; den var Grænseskel. Det var Rubeniternes Arvelod efter deres Slægter, de nævnte Byer med Landsbyer.
06O	13	24	Og Moses gav Gads Stamme, Gaditerne, Land, Slægt for Slægt,
06O	13	25	og de fik følgende Landområde: Jazer og alle Byerne i Gilead og Halvdelen af Ammoniternes Land indtil Aroer, som ligger østen for Rabba,
06O	13	26	og Landet fra Hesjbon til Ramat Mizpe og Betonim, og fra Mahanajim til Lodebars Landemærke;
06O	13	27	og i Lavningen Bet Haram, Bet Nimra, Sukkot og Zafon, Resten af Kong Sihon af Hesjbons Rige, med Jordan til Grænse, indtil Enden af Kinnerets Sø, hinsides Jordan, på Østsiden.
06O	13	28	Det var Gaditernes Arvelod efter deres Slægter: de nævnte Byer med Landsbyer.
06O	13	29	Og Moses gav Manasses halve Stamme Land, Slægt for Slægt;
06O	13	30	og deres Landområde strakte sig fra Mahanajim over hele Basan, hele Kong Og af Basans Rige og alle Jairs Teltbyer, som ligger i Basan, tresindstyve Byer,
06O	13	31	Halvdelen af Gilead og Asjtatot og Edrei, Ogs Kongsbyer i Basan; det gav han Manasses Søn Makirs Sønner, Halvdelen af Makirs Sønner, Slægt for Slægt.
06O	13	32	Det er alt, hvad Moses udskiftede på Moabs Sletter hinsides Jordan over for Jeriko, på Østsiden.
06O	13	33	Men Levis Stamme gav Moses ingen Arvelod; HERREN, Israels Gud, er deres Arvelod, således som han tilsagde dem.
06O	14	1	Følgende er de Landstrækninger, Israeliterne fik til Arvelod i Kana'ans Land, som Præsten Eleazar og Josua, Nuns Søn, og Overhovederne for de israelitiske Stammers Fædrenehuse tildelte dem
06O	14	2	ved Lodkastning som deres Ejendom i Overensstemmelse med det Påbud, HERREN havde givet Moses om de halvtiende Stammer.
06O	14	3	Thi Moses havde givet de halvtredje Stammer Arvelod hinsides Jordan; men Leviterne gav han ikke Arvelod iblandt dem.
06O	14	4	Josefs Efterkommere udgjorde nemlig to Stammer, Manasse og Efraim; og Leviterne fik ikke Del i Landet, men kun Byer at bo i tillige med de tilhørende Græsmarker til deres Hjorde og Kvæg.
06O	14	5	Hvad HERREN havde pålagt Moses, gjorde Israeliterne, og de udskiftede Landet.
06O	14	6	Da trådte Judæerne frem for Josua i Gilgal, og Kenizziten Kaleb, Jefunnes Søn, sagde til ham: "Du ved, hvad det var, HERREN talede til den Guds Mand Moses i Kadesj Barnea om mig og dig.
06O	14	7	Fyrretyve År gammel var jeg, dengang HERRENs Tjener Moses udsendte mig fra Kadesj Barnea for at udspejde Landet; og jeg aflagde ham Beretning efter bedste Overbevisning.
06O	14	8	Men mine Brødre, som var draget med mig, gjorde Folket modløst, medens jeg viste HERREN min Gud fuld Lydighed.
06O	14	9	Og Moses svor den Dag: Sandelig, det Land, din Fod har betrådt, skal være din og dine Efterkommeres Arvelod til evig Tid, fordi du har vist HERREN min Gud fuld Lydighed!
06O	14	10	Og se, nu har HERREN opfyldt sit Ord og holdt mig i Live fem og fyrretyve År, siden dengang HERREN talede dette Ord til Moses, al den Tid Israel vandrede i Ørkenen, og se, jeg er nu fem og firsindstyve År.
06O	14	11	Endnu den Dag i Dag er jeg rask og rørig som på hin Dag, da Moses udsendte mig; nu som da er min Kraft den samme til Kamp og til at færdes omkring.
06O	14	12	Så giv mig da dette Bjergland, som HERREN dengang talede om; du hørte det jo selv. Thi der bor Anakiter der, og der er store, befæstede Byer; måske vil HERREN være med mig, så jeg kan drive dem bort, som HERREN har sagt!"
06O	14	13	Da velsignede Josua ham, og han gav Kaleb, Jefunnes Søn, Hebron til Arvelod.
06O	14	14	Derfor tilfaldt Hebron Kenizziten Kaleb, Jefunnes Søn,, som Arvelod, og den hører ham til den Dag i Dag, fordi han viste HERREN, Israels Gud, fuld Lydighed.
06O	14	15	Men Hebron hed forhen Arbas By; han var den største Mand blandt Anakiterne. Og Landet fik Ro efter krigen.
06O	15	1	Loddet faldt for Judæernes Stamme efter deres Slægter således, at deres Landområd strækker sig hen,imod Edoms Område, Zins Ørken mod Syd, yderst mod Syd.
06O	15	2	Deres Sydgrænse begynder ved Enden af Salthavet, ved den sydlige Bugt,
06O	15	3	og løber sønden om Akrabbimpasset, går videre til Zin, strækker sig opad sønden om Hadesj Barnea og går derpå videre til Hezron og op til Addar; så drejer den om mod Karka'a,
06O	15	4	går videre til Azmon og fortsætter til Ægyptens Bæk; så ender Grænsen ved Havet. Det er deres Sydgrænse.
06O	15	5	Østgrænsen er Salthavet indtil Jordans Udløb. Nordgrænsen begynder ved Havets Bugt ved Jordans Udløb;
06O	15	6	derpå strækker Grænsen sig opad til Bet Hogla og går videre norden om Bet Araba; så strækker Grænsen sig opad til Rubens Søn Bohans Sten;
06O	15	7	derpå strækker Grænsen sig fra Akors Dal op til Debir og drejer nordpå til Gilgal, som ligger lige over for Adummimpasset sønden for Dalen; derefter går Grænsen videre over til Vandet ved Sjemesjkilden og ender ved Rogelkilden;
06O	15	8	derpå strækker Grænsen sig op i Hinnoms Søns Dal til Sydsiden af Jebusiternes Bjergryg, det er Jerusalem; derpå strækker Grænsen sig op til Toppen af Bjerget lige vesten for Hinnoms Dal ved Refaimdalens Nordende;
06O	15	9	derpå bøjer Grænsen fra Toppen af dette Bjerg ben til Neftoas Vandkilde og løber videre til Byerne på Efronbjerget; så bøjer Grænsen om til Ba'ala, det er Kirjat-Jearim;
06O	15	10	derpå drejer Grænsen om fra Ba'ala mod Vest til Seirbjerget, går videre til Jearimbjergets nordre Udløber, det er Kesalon: så strækker den sig ned til Bet Sjemesj og går videre til Timna;
06O	15	11	derpå løber Grænsen i nordlig Retning til Bjergryggen ved Ekron; så bøjer Grænsen om til Sjikkaron, går videre til Ba'alabjerget, løber til Jabne'el og ender ved Havet.
06O	15	12	Vestgrænsen er det store Hav. Det er Grænsen rundt om Judæernes Område efter deres Slægter.
06O	15	13	Men Kaleb, Jefunnes Søn, gav han et Stykke Land imellem Judæerne efter HERRENs Befaling til Josua: Anaks Stamfader Arbas By, det er Hebron;
06O	15	14	og Kaleb drev de tre Anakiter bort derfra, Sjesjaj, Abiman og Talmaj, der nedstammede fra Anak.
06O	15	15	Derfra drog han op mod Debirs Indbyggere; Debir hed fordum Kirjat Sefer.
06O	15	16	Da sagde Kaleb: "Den, som slår Kirjat Sefer og indtager det, giver jeg min datter Aksa til Hustru!"
06O	15	17	Og da Benizziten Otniel, Kalebs Broder, indtog det, gav han ham sin Datter Aksa til Hustru.
06O	15	18	Men da hun kom til ham, æggede han hende til at bede sin Fader om Agerland. Hun sprang da ned af Æselet, og Kaleb spurgte hende: "Hvad vil du?"
06O	15	19	Hun svarede: "Giv mig en Velsignelse!" Siden du har bortgiftet mig i det tørre Sydland, må du give mig Vandkilder!" Da gav han hende de øvre og de nedre Vandkilder.
06O	15	20	Judæernes Stammes Arvelod efter deres Slægter er:
06O	15	21	Byerne i Udkanten af Judæernes Stamme ved Edoms Grænse i Sydlandet er følgende: Kabzeel, Eder, Jagur,
06O	15	22	Kina, Dimona, Arara,
06O	15	23	Kedesj Hazot, Jitnan,
06O	15	24	Zif, Telam, Bealot,
06O	15	25	Hazor Hadatta, Kerijjot Hezron, det er Hazor,
06O	15	26	Amam, Sjema, Molada,
06O	15	27	Hazar Gadda, Hesjmon, Bet Pelet,
06O	15	28	Hazar Sjual, Be'ersjeba med Småbyer,
06O	15	29	Ba'ala, Ijjim, Ezem,
06O	15	30	Eltolad, Betul, Horma,
06O	15	31	Ziklag, Madmanna, Sansanna,
06O	15	32	Lebaot, Sjilhim og En Rimmox; tilsammen ni og tyve Byer med Landsbyer.
06O	15	33	I Lavlandet: Esjtaol, Zora, Asjna,
06O	15	34	Zanoa, En Gannim, Tappua, Enam, 35 Jarmut, Adullam, Soko, Azeka,
06O	15	36	Sja'arajim, Aditajim, Gedera og Gederotajim; tilsammen fjorten Byer med Landsbyer.
06O	15	37	Zenan, Hadasja, Migdal Gad,
06O	15	38	Dilan, Mizpe, Jokte'el,
06O	15	39	Lakisj, Bozkaf, Eglon,
06O	15	40	Kabbon, Lamas, Hitlisj,
06O	15	41	Gederot, Bet Dagon, Na'ama og Makkeda; tilsammen seksten Byer med Landsbyer.
06O	15	42	Libna, Eter, Asjan,
06O	15	43	Jifta, Asjna, Nezib,
06O	15	44	Keila, Akzib og Maresja; tilsammen ni Byer med Landsbyer.
06O	15	45	Ekron med Småbyer og Landsbyer;
06O	15	46	fra Ekron til Havet alt, hvad der ligger på Asdodsiden, med tilhørende Landsbyer;
06O	15	47	Asdod med Småbyer og Landsbyer; Gaza med Småbyer og Landsbyer indtil Ægyptens Bæk med det store Hav som Grænse.
06O	15	48	I Bjerglandet: Sjamir, Jattir, Soko,
06O	15	49	Danna, Kirjat Sefer, det er Debir,
06O	15	50	Anab, Esjtemo, Anim,
06O	15	51	Gosjen, Holon og Gilo; tilsammen elleve Byer med Landsbyer.
06O	15	52	Arab, Duma, Esjan,
06O	15	53	Janum, Bet Tappua, Afeka,
06O	15	54	Humta, Kirjat Arba, det er Hebron, og Zior; tilsammen ni Byer med Landsbyer.
06O	15	55	Maon, Karmel, Zif, Jutta,
06O	15	56	Jizre'el, Jokdeam, Zanoa,
06O	15	57	Hain, Gibea og Timna; tilsammen ti Byer med Landsbyer.
06O	15	58	Halhul, Bet Zur, Gedor,
06O	15	59	Ma'arat, Bet Anon og Eltekon; tilsammen seks Byer med Landsbyer. Tekoa, Efrata, det er Betlehem, Peor, Etam, Kulon, Tatam, Sores, Kerem, Gallim, Beter og Menoho; tilsammen elleve Byer med Landsbyer.
06O	15	60	Hirjat Ba'al, det er Hirjat Jearim, og Rabba; tilsammen to Byer med Landsbyer.
06O	15	61	I Ørkenen: Bet Araba, Middin, Sekaka,
06O	15	62	Nibsjan, Ir Mela og En Gedi; tilsammen seks Byer med Landsbyer.
06O	15	63	Men Jebusiterne, som boede i Jerusalem, kunde Judæerne ikke drive bort; og Jebusiterne bor i Jerusalem sammen med Judæerne den Dag i Dag.
06O	16	1	For Josefs Sønner faldt Loddet således: Mod Øst går Grænsen fra Jordan ved Jeriko, ved Jerikos Vande, op gennem Ørkenen, som fra Jeriko strækker sig op i Bjergland,et til Betel;
06O	16	2	fra Betel fortsætter den videre til Arkiternes Landemærke, til Atarot,
06O	16	3	og strækker sig nedad mod Vest til Ja Detiternes Landemærke, til Nedre Bet Horons Landemærke og til Gezer og ender ved Havet.
06O	16	4	Og Josefs Sønner, Manasse og Efraim, fik Arvelodder.
06O	16	5	Efraimiternes Landemærke efter deres Slægter var følgende: Grænsen for deres Arvelod er mod Øst Atarot Addar og går til Øvre Bet Horon;
06O	16	6	derpå går Grænsen ud til Havet. Mod Nord er Grænsen Mikmetat; Grænsen går så mod Øst til Ta'anat Sjilo, løber videre østen om Janoa,
06O	16	7	strækker sig så fra Janoa ned til Atarot og Na'ara, støder op til Jeriko og ender ved Jordan.
06O	16	8	Fra Tappua går Grænsen mod Vest til Kanabækken og ender ved Havet. Det er Efraimiternes Stammes Arvelod efter deres Slægter.
06O	16	9	Dertil kommer de Byer, som udskiltes til Efraimiterne inden for Manassiternes Arvelod, alle Byerne med Landsbyer.
06O	16	10	Men de fordrev ikke Kana'anæerne, som boede i Gezer, og således er Kana'anæerne blevet boende midt i Efraim indtil den Dag i Dag, idet de siden blev Hoveriarbejdere.
06O	17	1	Og Loddet faldt for Manasses Stamme: thi han var Josefs førstefødte. Makir, Manasses førstefødte, Gileads Fader - han var nemlig Kriger - fik Gilead og Basan.
06O	17	2	Og de øvrige Manassiter fik Land efter deres Slægter, Abiezers, Heleks, Asriels, Sjekems, Hefers og Sjemidas Sønner; det er Josef's Søn Manasses mandlige Efterkommere efter deres Slægter.
06O	17	3	Men Zelofhad, en Søn af Hefer, en Søn af Gilead, en Søn af Makir, en Søn af Manasse, havde ingen Sønner, kun Døtre; og hans Døtre hed Mala, Noa, Hogla, Milka og Tirza.
06O	17	4	De trådte frem for Præsten Eleazar og Josua, Nuns Søn, og Øversterne og sagde: "HERREN bød Moses give os Arvelod iblandt vore Brødre!" Da gav han dem efter HERRENs Bud en Arvelod iblandt deres Faders Brødre.
06O	17	5	Således faldt ti Parter på Manasse foruden Landet Gilead og Basan hinsides Jordan.
06O	17	6	Thi Manasses døtre fik Arvelod blandt hans Sønner. Men Landet Gilead tilfaldt Manasses øvrige Efterkommere.
06O	17	7	Og Manasses Grænse går fra Aser til Mikmetat, som ligger østen for Sikem; derpå går Grænsen mod Syd til Befolkningen i En-Tappua.
06O	17	8	Manasse fik Landskabet Tappua; men Byen Tappua ved Manasses Grænse tilfaldt Efraimiterne.
06O	17	9	Derpå strækker Grænsen sig ned til Kanabækken, sønden om Bækken; Byerne der tilfaldt Efraim, midt iblandt Manasses Byer; Manasses Landområde ligger norden for Bækken. Grænsen ender derpå ved Havet.
06O	17	10	Sydsiden tilhører Efraim og Nordsiden Manasse. Havet danner Grænse; mod Nord støder de op til Aser, mod Øst til Issakar.
06O	17	11	I Issakar og Aser tilfaldt følgende Byer Manasse: Bet-Sjean med Småbyer, Jibleam med Småbyer, Befolkningen i Dor med Småbyer, Befolkningen i En-Dor med Småbyer, Befolkningen i Ta'anak med Småbyer og Befolkningen i Megiddo med Småbyer, de tre Højdedrag.
06O	17	12	Men Manassiterne kunde ikke drive disse Byers Indbyggere bort, det lykkedes Kana'anæerne at holde sig i disse Egne.
06O	17	13	Da Israeliterne blev de stærkeste, gjorde de Kana'anæerne til Hoveriarbejdere, men drev dem ikke bort.
06O	17	14	Da talte Josefs Sønner til Josua og sagde: "Hvorfor har du kun givet mig een Lod og een Part til Arvelod, skønt jeg er et talrigt Folk, eftersom HERREN hidtil har velsignet mig?"
06O	17	15	Josua svarede dem: "Når du er et talrigt Folk, så drag op i Skovlandet og ryd dig Jord der i Perizziternes og Refaiternes Land, siden Efraims Bjergland er dig for trangt!"
06O	17	16	"Da sagde Josefs Sønner: "Bjerglandet er os ikke nok, og alle Kana'anærerne, som bor på Slettelandet, både de i Bet-Sjean med Småbyer og de på Jizre'elsletten, har jernbeslagne Vogne!"
06O	17	17	Da sagde Josua til Josefs Slægt, til Efraim og Manasse: "Du er et talrigt Folk og har stor Kraft; du skal ikke komme til at nøjes med een Lod,
06O	17	18	men et Bjergland skal tilfalde dig, thi det er skovbevokset.  og når du rydder det, skal det tilfalde dig med Udløberne derfra; thi du skal drive Kana'anæerne bort, selv om de har jernbeslagne Vogne; du er nemlig stærkere end de."
06O	18	1	Hele Israeliternes Menighed kom sammen i Silo, og de rejste Åbenbaringsteltet der, da de nu havde underlagt sig Landet.
06O	18	2	Men der var endnu syv Stammer tilbage af Israeliterne, som ikke havde fået deres Arvelod tildelt.
06O	18	3	Josua sagde derfor til Israeliterne: "Hvor længe vil I endnu nøle med at drage hen og tage det Land i Besiddelse, som HERREN, eders Fædres Gud, har givet eder?
06O	18	4	Udse eder tre Mænd af hver Stamme, som jeg kan udsende; de skal gøre sig rede og drage Landet rundt og affatte en Beskrivelse derover til Brug ved Fastsættelsen af deres Arvelod og så komme tilbage til mig.
06O	18	5	De skal dele det i syv Dele; Juda skal beholde sit Område mod Syd og Josefs Slægt sit mod Nord.
06O	18	6	Og I skal så affatte en Beskrivelse over Landet, delt i syv Dele, og bringe mig den; så vil jeg kaste Lod for eder her for HERREN vor Guds Åsyn.
06O	18	7	Thi Leviterne får ingen Del iblandt eder, da HERRENs Præstedømme er deres Arvelod; og Gad, Ruben og Manasses halve Stamme har på Jordans Østside fået deres Arvelod, som HERRENs Tjener Moses gav dem!"
06O	18	8	Da begav Mændene sig på Vej; og Josua bød de bortdragende affatte en Beskrivelse over Landet, idet han sagde: "Drag Landet rundt, affat en Beskrivelse over det og kom så tilbage til mig; så vil jeg kaste Lod for eder her for HERRENs Åsyn i Silo!"
06O	18	9	Så begav, Mændene sig på Vej og drog igennem Landet og affattede en Beskrivelse derover, By for By, i syv Dele; og derpå kom de tilbage til Josua i Lejren ved Silo.
06O	18	10	Men Josua kastede Lod for dem i Silo for HERRENs Åsyn og udskiftede der Landet til Israeliterne, Afdeling, for Afdeling.
06O	18	11	Da faldt Loddet for Benjaminiternes Stamme efter deres Slægter; og det Område, der blev deres Lod, kom til at ligge mellem Judas og Josefs Sønner.
06O	18	12	Deres Nordgrænse begynder ved Jordan, og Grænsen strækker sig op til Bjergryggen norden for Jeriko og mod Vest op i Bjerglandet, så den ender i Bet-Avens Ørken;
06O	18	13	derfra går Grænsen videre til Luz, til Bjergryggen sønden for Luz, det er Betel, og strækker sig ned til Atarot-Addar over Bjerget sønden for Nedre-Bet-Horon.
06O	18	14	Derpå bøjer Grænsen om og løber som Vestgrænse sydpå fra Bjerget lige sønden for Bet-Horon og ender ved Kirjat-Ba'al, det er den judæiske By Kirjat-Jearim; det er Vestgrænsen.
06O	18	15	Sydgrænsen begynder ved Udkanten af Kirjat-Ba'al, og Grænsen går til Neftoas Vandkilde;
06O	18	16	derpå strækker den sig ned til Randen af Bjerget lige over for Hinnoms Søns dal norden for Refaimdalen og videre til Hinnoms Dal sønden om Jebusiternes Bjergryg og til Rogelkilden;
06O	18	17	så drejer den nordpå og fortsætter til Sjemesjkilden og videre til Gelilot lige over for Adummimpasset, derpå ned til Rubens Søn Bohans Sten
06O	18	18	og går så videre til Bjergryggen norden for Bet-Araba og ned i Arabalavningen;
06O	18	19	så går den videre til bjergryggen norden for Bet-Hogla og ender norden for Salthavets Bugt ved Jordans Udløb; det er Sydgrænsen.
06O	18	20	Mod Øst danner Jordan Grænse. Det er Benjaminiternes Arvelod med dens Grænser efter deres Slægter.
06O	18	21	Og Benjaminiternes Stammes Byer efter deres Slægter er følgende: Jeriko, Bet-Hogla, Emek-Keziz,
06O	18	22	Bet-Araba, Zemarajim, Betel,
06O	18	23	Avvim, Para, ofra,
06O	18	24	Kefar-Ammoni, Ofni og Geba; tilsammen tolv Byer med Landsbyer.
06O	18	25	Gibeon, Rama, Be'erot,
06O	18	26	Mizpe, Kefira, Moza,
06O	18	27	Rekem, Jirpe'el, Tar'ala,
06O	18	28	Zela, Elef, Jebus, det er Jerusalem, Gibeat og Kirjat-Jearim; tilsammen fjorten Byer med Landsbyer. Det er Benjaminiternes Arvelod efter deres Slægter.
06O	19	1	Det andet Lod faldt for Simeon, for Simeoniternes Stamme efter deres Slægter; og deres Arvelod kom til at ligge inde i Judæernes Arvelod.
06O	19	2	Til deres Arvelod hørte: Be'er-sjeba, Sjema, Molada,
06O	19	3	Hazar-Sjual, Bala, Ezem,
06O	19	4	Eltolad, Betul, Horma,
06O	19	5	Ziklag, Bet-Markabot, Hazar-Susa,
06O	19	6	Bet-Lebaot og Sjaruhen; tilsammen tretten Byer med Landsbyer.
06O	19	7	En-Rimmon, Token, Eter og Asjan; tilsammen fire Byer med Landsbyer.
06O	19	8	Desuden alle Landsbyerne rundt om disse Byer indtil Ba'alat-Be'er, Rama i Sydlandet. Det er Simeoniternes Stammes Arvelod efter deres Slægter.
06O	19	9	Fra Judæernes Del blev Simeoniternes Arvelod taget; thi Judæernes Del var for stor til dem; der for fik Simeoniterne Arvelod inde i deres Arvelod.
06O	19	10	Det tredje Lod faldt for Zebuloniterne efter deres Slægter. Deres Arvelods Landemærke når til Sarid:
06O	19	11	og deres Grænse strækker sig vestpå op til Mar'ala, berører Dabbesjet og støder til Bækken, som løber østen om Jokneam;
06O	19	12	fra Sarid drejer den østpå, mod Solens Opgang, hen imod Kis-Idt-Tabors Område og fortsætter til Daberat og op til Jafia;
06O	19	13	mod Øst, mod Solens Opgang, løber den derpå over til Gat-Hefer, til Et-Kazin og videre til Rimmona og bøjer om til Nea;
06O	19	14	derfra drejer Grænsen i nordlig Retning til Hannaton og ender i Dalen ved Jifta-El.
06O	19	15	Og den omfatter Kattat, Nabalal, Sjimron, Jid'ala og Betlehem; tilsammen tolv Byer med Lands-byer.
06O	19	16	Det er Zebulonilernes Arvelod efter deres Slægter, nævnte Byer med Landsbyer.
06O	19	17	For Issakar faldt det fjerde Lod, for Issakariterne efter deres Slægter;
06O	19	18	og deres Landemærke var: Jizre'el, Kesullot, Sjunem,
06O	19	19	Hafarajim, Sji'on, Anabarat,
06O	19	20	Rabbit, Kisjjon, Ebez,
06O	19	21	Remet, En-Gannim, En-Hadda og Bet-Pazzez.
06O	19	22	Og Grænsen berører Tabor, Sja-hazim og Bet-Sjemesj og ender ved Jordan; tilsammen seksten Byer med Landsbyer.
06O	19	23	Det er Issakariternes Stammes Område efter deres Slægter, nævnte Byer med Landsbyer.
06O	19	24	Det femte Lod faldt for Aseriternes Stamme efter deres Slægter.
06O	19	25	Deres Landemærke var: Helkat, Hali, Beten, Aksjaf,
06O	19	26	Alammelek, Am'ad og Misj'al; derpå berører Grænsen Harmel mod Vest og Sjihor-Libnat,
06O	19	27	drejer så østpå til Betbagon og berører Zebulon og Dalen ved Jifta-El mod Nord; derpå går den til Bet-Emek og Ne'iel og fortsætter nordpå til Kabul,
06O	19	28	Abdon, Rebob, Hammon og Hana indtil den store Stad Zidon;
06O	19	29	så drejer Grænsen mod Rama og til den befæstede By Tyrus; derpå drejer Grænsen mod Hosa og ender ved Havet; desuden Mahalab, Akzib,
06O	19	30	Akko, Afek, Rebob; tilsammen to og tyve Byer med Landsbyer.
06O	19	31	Det er Aseriternes Stammes Område efter deres Slægter, nævnte Byer med Landsbyer.
06O	19	32	For Naftaliterne faldt det sjette Lod, for Naftaliterne efter deres Slægter.
06O	19	33	Deres Landemærke går fra Helet, fra Allon-Beza'anannim og Adami-Nekeb og Jabne'el indtil Lakkum og ender ved Jordan;
06O	19	34	så drejer Grænsen vestpå til Aznot-Tabor, fortsætter derfra til Hukkok, berører Zebulon mod Syd, Aser mod Vest og Jordan mod Øst.
06O	19	35	Befæstede Byer er: Ziddim, Zer, Hammat, Rakkat, Kinneret,
06O	19	36	Adama, Rama, Hazor,
06O	19	37	Hedesj, Edre'i, En-Hazor,
06O	19	38	Jir'on, Migdal-El, Horem, Bet-Anat og Bet-Sjemesj; tilsammen nitten Byer med Landsbyer.
06O	19	39	Det er Naftaliternes Stammes Arvelod efter deres Slægter, nævnte Byer med Landsbyer.
06O	19	40	For Daniternes Stamme efter deres Slægter faldt det syvende Lod.
06O	19	41	Deres Arvelods Landemærke var: Zor'a, Esjtaol, Ir-Sjemesj,
06O	19	42	Sja'alabbin, Ajjalon, Jitla,
06O	19	43	Elon, Timna, Ekron,
06O	19	44	Elteke, Gibbeton, Ba'alat,
06O	19	45	Jehud, Bene-Berak, Gat-Rim-mon,
06O	19	46	Me-Ja1'kon og Rakkon og Egnen hen imod Jafo.
06O	19	47	Men Daniternes Område blev dem for trangt; derfor drog Daniterne op og angreb Lesjem, indtog det og slog det med Sværdet; derpå tog de det i Besiddelse og bosatte sig der og gav Lesjem Navnet Dan efter deres Stamfader Dan.
06O	19	48	Dette er Daniternes Stammes Arvelod efter deres Slægter, nævnte Byer med Landsbyer.
06O	19	49	Da Israeliterne var færdige med Udskiftningen af Landet, Stykke for Stykke, gav de Josua, Nuns Søn, en Arvelod imellem sig.
06O	19	50	Efter HERRENs Påbud gav de ham den By, han udbad sig, Timnat-Sera i Efraims Bjerge; og han befæstede Byen og bosatte sig der.
06O	19	51	Det er de Arvelodder, som Præsten Eleazar og Josua, Nuns Søn, og Overhovederne for de israelitiske Stammers Fædrenehuse udskiftede ved Lodkastning i Silo for HERRENs Åsyn ved Åbenbaringsteltets Indgang. Således blev de færdige med Udskiftningen af Landet.
06O	20	1	Og HERREN talede til Josua og sagde
06O	20	2	"Tal til Israeliterne og sig: Afgiv de Tilflugtsbyer, jeg talede til eder om ved Moses,
06O	20	3	for at en Manddraber, der uforsætligt og af Vanvare slår en ihjel, kan ty til dem, så at de kan være eder Tilflugtssteder mod Blodhævneren.
06O	20	4	Når han tyr hen til en af disse Byer og stiller sig i Byportens Indgang og forebringer sin Sag for Byens Ældste, skal de optage ham i Byen hos sig og anvise ham et Sted, hvor han kan bo bos dem;
06O	20	5	og når Blodhævneren forfølger ham, må de ikke udlevere Manddraberen til ham, thi han har slået sin Næste ihjel af Vanvare uden i Forvejen at have båret Nag til ham;
06O	20	6	han skal blive boende i denne By, indtil han har været stillet for Menighedens Domstol, eller den Mand, som på den Tid er Ypperstepræst, dør; derefter kan Manddraberen vende tilbage til sin By og sit Hjem, den By, han er flygtet fra."
06O	20	7	Da helligede de Kedesj i Galilæa i Naftalis Bjerge, Sikem i Efrims Bjerge og Kirjat-Arba, det er Hebron, i Judas Bjerge.
06O	20	8	Og østen for Jordan afgav de Bezer i Ørkenen, på Højsletten, af Rubens Stamme, Ramot i Gilead at Gads Stamme og Golan i Basan af Manasses Stamme.
06O	20	9	Det var de Byer, som fastsattes for alle Israeliterne og de fremmede, som bor iblandt dem, i det Øjemed at enhver, der uforsætligt slår en ihjel, kan ty derhen og undgå Døden for Blodhævnerens Hånd, før han har været stillet for Menighedens Domstol.
06O	21	1	Derpå trådte Overhovederne for Leviternes Fædrenehuse frem for Præsten Eleazar og Josua, Nuns Søn, og Overhovederne for de israelitiske Stammers Fædrenehuse
06O	21	2	og talte således til dem i Silo i Kana'ans Land: "HERREN bød ved Moses, at der skulde gives os nogle Byer at bo i med tilhørende Græsmarker til vort Kvæg."
06O	21	3	Da afgav Israeliterne i Følge HERRENs Bud af deres Arvelod følgende Byer med Græsmarker til Leviterne.
06O	21	4	Loddet faldt først for Kehatiternes Slægter, således at Præsten Arons Sønner blandt Leviterne ved Lodkastningen fik tretten Byer af Judas, Simeoniternes og Benjamins Stammer,
06O	21	5	mens de andre Hehatiter ved Lodkastningen efter deres Slægter fik ti Byer af Efraims og Dans Stammer og Manasses halve Stamme.
06O	21	6	Gersoniterne fik ved Lodkastningen efter deres Slægter tretten Byer af Issakars, Asers og Naftalis Stammer og Manasses halve Stamme i Basan.
06O	21	7	Merariterne fik efter deres Slægter tolv Byer af Rubens, Gads og Zebulons Stammer.
06O	21	8	Og Israeliterne afgav ved Lodkastning følgende Byer med Græsmarker til Leviterne, således som HERREN havde påbudt ved Moses.
06O	21	9	Af Judæernes og Simeoniternes Stammer afgav de følgende ved Navn, nævnte Byer.
06O	21	10	Arons Sønner, der hørte til Kehatiternes Slægter blandt Levis Sønner - thi for dem faldt Loddet først - fik følgende:
06O	21	11	Man gav dem Anaks Stamfader Arbas By, det er Hebron, i Judas Bjerge, med omliggende Græsmarker;
06O	21	12	men Byens Mark og Landsbyer gav man Kaleb, Jefunnes Søn, i Eje.
06O	21	13	Præsten Arons Sønner gav man Hebron, en af Tilflugtsbyerne for Manddrabere, med omliggende Græsmarker, Libna med omliggende Græsmarker,
06O	21	14	Jattir med omliggende Græsmarker, Esjtemoa med omliggende Græsmarker,
06O	21	15	Holon med omliggende Græsmarker, Debir med omliggende Græsmarker,
06O	21	16	Asjan med omliggende Græsmarker, Jutta med omliggende Græsmarker og Bet-Sjemesj med omliggende Græsmarker; tilsammen ni Byer af de to Stammer;
06O	21	17	og af Benjamins Stamme Gibeon med omliggende Græsmarker, Geba med omliggende Græsmarker,
06O	21	18	Anatot med omliggende Græsmarker og Alemet med omliggende Græsmarker; tilsammen fire Byer.
06O	21	19	Præsternes, Arons Sønners, Byer udgjorde i alt tretten Byer med omliggende Græsmarker.
06O	21	20	Kehatiternes Slægter af Leviterne, de øvrige Kehatiter, fik de Byer af Efraims Stamme, som tildeltes dem ved Lodkastning.
06O	21	21	Man gav dem Sikem, en af Tilflugtsbyerne for Manddrabere, med omliggende Græsmarker i Efraims Bjerge, Gezer med omliggende Græsmarker,
06O	21	22	Kibzajim med omliggende Græsmarker og Bet-Horon med omliggende Græsmarker; tilsammen fire Byer;
06O	21	23	og af Dans Stamme Elteke med omliggende Græsmarker, Gibbeton med omliggende Græsmarker,
06O	21	24	Ajjalon med omliggende Græsmarker og Gat-Rimmon med omliggende Græsmarker; tilsammen fire Byer;
06O	21	25	og af Manasses halve Stamme Tånak med omliggende Græsmarker og Jibleam med omliggende Græsmarker; tilsammen to Byer;
06O	21	26	i alt ti Byer med omliggende Græsmarker tilfaldt de øvrige Kehatiters Slægter.
06O	21	27	Blandt Leviternes Slægter fik fremdeles Gersoniterne af Manasses halve Stamme Golan i Basan, en af Tilflugtsbyerne for Manddrabere, med omliggende Græsmarker og Asjtarot med omliggende Græsmarker; tilsammen to Byer;
06O	21	28	og af Issakars Stamme Kisjjon med omliggende Græsmarker, Daberat med omliggende Græsmarker,
06O	21	29	Jarmut med omliggende Græsmarker og En-Gannim med omliggende Græsmarker; tilsammen fire Byer;
06O	21	30	og af Asers Stamme Misj'al med omliggende Græsmarker, Abdon med omliggende Græsmarker,
06O	21	31	Helkat med omliggende Græsmarker og Rehob med omliggende Græsmarker; tilsammen fire Byer;
06O	21	32	og af Naftalis Stamme Bedesj i Galilæa, en af Tilflugtsbyerne for Manddrabere, med omliggende Græsmarker, Hammot-Dor med omliggende Græsmarker og Hartan med omliggende Græsmarker; tilsammen tre Byer;
06O	21	33	Gersoniternes Byer efter deres Slægter udgjorde i alt tretten med omliggende Græsmarker.
06O	21	34	De øvrige Leviter, Merariternes Slægter, fik af Zebulons Stamme Jokneam med omliggende Græsmarker, Karta med omliggende Græsmarker,
06O	21	35	Rimmona med omliggende Græsmarker og Nahalal med omliggende Græsmarker; tilsammen fire Byer;
06O	21	36	og hinsides Jordan over for Jeriko af Rubens Stamme Bezer i Ørkenen på Højsletten, en af Tilflugtsbyerne for Manddrabere, med omliggende Græsmarker, Jaza med omliggende Græsmarker.
06O	21	37	Kedemot med omliggende Græsmarker og Mefa'at med omliggende Græsmarker; tilsammen fire Byer;
06O	21	38	og af Gads Stamme Ramot i Gilead, en af Tilflugtsbyerne for Manddrabere, med omliggende Græsmarker, Mahanajim med omliggende Græsmarker,
06O	21	39	Hesjbon med omliggende Græsmarker og Ja'zer med omliggende Græsmarker; tilsammen fire Byer;
06O	21	40	Byerne, der ved Lodkastningen tilfaldt de øvrige Levitslægter, Merariterne efter deres Slægter, udgjorde i alt tolv.
06O	21	41	Levitbyerne inden for Israeliternes Ejendom udgjorde i alt otte og fyrretyve med omliggende Græsmarker.
06O	21	42	Disse Byer skulde hver for sig have de omliggende Græsmarker med; det gjaldt for alle disse Byer.
06O	21	43	Således gav HERREN Israel hele det Land, han havde tilsvoret deres Fædre at ville give dem, og de tog det i Besiddelse og bosatte sig der.
06O	21	44	Og HERREN gav dem Ro rundt om, ganske som han havde tilsvoret deres Fædre, og ingen iblandt deres Fjender kunde holde Stand over for dem; alle deres Fjender gav HERREN i deres Hånd.
06O	21	45	Ikke eet af alle de gode Ord, HERREN havde talet til Israels Hus, faldt til Jorden; alle sammen gik de i Opfyldelse.
06O	22	1	Derpå lod Josua Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme kalde til sig
06O	22	2	og sagde til dem: "I har holdt alt, hvad HERRENs Tjener Moses bød eder, og adlydt mig i alt, hvad jeg har påbudt eder.
06O	22	3	I har ikke svigtet eders Brødre i denne lange Tid; indtil denne Dag har I holdt HERREN eders Guds Bud.
06O	22	4	Men nu har HERREN eders Gud skaffet eders Brødre Ro, som han lovede dem; vend derfor nu tilbage til eders Telte i det Land, hvor eders Ejendom ligger, som HERRENs Tjener Moses gav eder hinsides Jordan.
06O	22	5	Kun må I omhyggeligt agte på at holde det Bud og den Lov, HERRENs Tjener Moses pålagde eder, at elske HERREN eders Gud, vandre på alle hans Veje, holde hans Bud, holde fast ved ham og tjene ham af hele eders Hjerte og hele eders Sjæl!"
06O	22	6	Og Josua velsignede dem og lod dem drage bort, og de begav sig til deres Telte.
06O	22	7	Den ene Halvdel af Manasses Stamme havde Moses givet Land i Basan, den anden Halvdel derimod havde Josua givet Land sammen med deres Brødre i Landet vesten for Jordan. Og da Josua lod dem drage hver til sit efter at have velsignet dem,
06O	22	8	vendte de tilbage til deres Telte med store Rigdomme, med Kvæg i Mængde, med Sølv og Guld, Kobber og Jern og Klæder i stor Mængde; og det Bytte, de havde taget fra deres Fjender, delte de med deres Brødre.
06O	22	9	Så forlod Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme Israeliterne i Silo i Kana'ans Land og vendte tilbage til Gilead, det Land, de havde fået i Eje, hvor de havde nedsat sig i Følge HERRENs Bud ved Moses;'
06O	22	10	og da Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme kom til Gelilot ved Jordan i Kana'ans Land, byggede de et Alter der ved Jordan, et stort Alter. der sås viden om.
06O	22	11	Men det kom Israeliterne for Øre, at Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme havde bygget et Alter på Grænsen af Kana'ans Land, ved Gelilot ved Jordan, på Israeliternes Side.
06O	22	12	Og da Israeliterne hørte det, samledes hele Israeliternes Menighed i Silo for at drage i Kamp imod dem.
06O	22	13	Da sendte Israeliterne Pinehas, Præsten Eleazars Søn, til Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme i Gilead
06O	22	14	tillige med ti Øverster, een Øverste for hver af alle Israels Stammer; hver af dem var Overhoved for sin Stamme iblandt Israels Tusinder;
06O	22	15	og da de kom til Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme i Gilead, talte de således til dem:
06O	22	16	"Således siger hele HERRENs Menighed: Hvad er det for en Troløshed, I har begået mod Israels Gud, at I i Dag har vendt eder fra HERREN ved at bygge eder et Alter og vise Genstridighed mod HERREN?
06O	22	17	Har vi ikke nok i Brøden med Peor, som vi endnu den Dag i Dag ikke har fået os renset for, og for hvis Skyld der kom Plage over Israels Menighed?
06O	22	18	Og dog vender I eder i Dag fra HERREN! Når I i Dag er genstridige mod HERREN, vil hans Vrede i Morgen bryde løs over hele Israels Menighed.
06O	22	19	Hvis det Land, I har fået i Eje, er urent, så gå over til det Land, der er HERRENs Ejendom, der, hvor HERRENs Bolig står, og nedsæt eder iblandt os; men vær ikke genstridige mod HERREN, ej heller mod os ved at bygge eder et Alter til foruden HERREN vor Guds Alter!
06O	22	20	Dengang Akan, Zeras Søn, øvede Svig med det bandlyste, kom der da ikke Vrede over hele Israels Menighed, skønt han kun var en enkelt Mand? Måtte han ikke dø for sin Brøde?"
06O	22	21	Da svarede Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme overhovederne for Israels Tusinder således:
06O	22	22	"Gud, Gud HERREN, Gud, Gud HERREN ved det, og Israel skal vide det: Hvis det er i Genstridighed eller Troløshed mod HERREN, i den Hensigt at vende os fra HERREN,
06O	22	23	at vi har bygget os et Alter, gid han så må unddrage os sin Hjælp i Dag! Hvis det er for at bringe Brændofre og Afgrødeofre derpå eller for at bringe Takofre derpå, så straffe HERREN det!
06O	22	24	Nej, vi har gjort det af Frygt for det Tilfælde, at eders Børn engang i Fremtiden skulde sige til vore: Hvad har I med HERREN, Israels Gud, at gøre?
06O	22	25	HERREN har jo sat Jordan som Grænse imellem os, og eder, Rubeniter og Gaditer; I har ingen Del i HERREN! Og således kunde eders Børn få vore til at høre op med at frygte HERREN.
06O	22	26	Derfor tænkte vi: Lad os bygge dette Alter, ikke til Brændoffer eller Slagtoffer,
06O	22	27	men for at det kan være Vidne mellem os og eder og mellem vore Efterkommere efter os om, at vi vil forrette HERRENs Tjeneste' for hans Åsyn med vore Brændofre, Slagtofre og Takofre, for at eders Børn ikke engang i Fremtiden skal sige til vore: I har ingen Del i HERREN!
06O	22	28	Og vi tænkte: Hvis de i Fremtiden siger således til os og vore Efterkommere, så siger vi: Læg dog Mærke til, hvorledes det HERRENs Alter er bygget, som vore Forfædre rejste, ikke til Brændofre eller Slagtofre, men for at det kunne være Vidne mellem os og eder.
06O	22	29	Det være langt fra os at være genstridige mod HERREN eller vende os fra HERREN i Dag ved at bygge et Alter til Brændoffer, Afgrødeoffer og Slagtoffer foruden HERREN vor Guds Alter, som står foran hans Bolig!"
06O	22	30	Da Præsten Pinehas og Menighedens Øverster og Overhovederne for Israels Tusinder, som ledsagede ham, hørte de Ord, som Rubeniterne, Gaditerne og Manassiterne talte, var de tilfredse,
06O	22	31	og Pinehas, Præsten Eleazars Søn, sagde til Rubeniterne, Gaditerne og Manassiterne: "I Dag erkender vi, at HERREN er iblandt os, siden I ikke har øvet denne Svig imod HERREN; derved har I frelst Israeliterne fra HERRENs Hånd!"
06O	22	32	Derpå vendte Pinehas, Præsten Eleazars Søn, og Øversteme tilbage fra Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme i Gilead til Israeliterne i Kana'ans Land og aflagde dem Beretning,
06O	22	33	og Israeliterne var tilfredse ved Meddelelsen, og Israeliterne priste Gud og tænkte ikke mere på at drage i Kamp mod dem for at ødelægge det Land, Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme boede i.
06O	22	34	Og Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme kaldte Alteret: Vidne; "thi," sagde de, "det skal være Vidne mellem os om, at HERREN er Gud!"
06O	23	1	Efter længere Tids Forløb, da HERREN havde skaffet Israel Ro for alle dets Fjender rundt om, og Josua var blevet gammel og til Års,
06O	23	2	lod Josua hele Israel, de Ældste, Overhovederne, Dommerne og Tilsynsmændene kalde til sig og sagde til dem: "Jeg er blevet gammel og til Års.
06O	23	3	I har selv set alt, hvad HERREN eders Gud har gjort ved alle disse Folkeslag foran eder; thi det var HERREN eders Gud, som kæmpede for eder.
06O	23	4	Se, jeg har tildelt eders Stammer som Arvelod disse Folk, som er tilbage af alle de Folkeslag, jeg udryddede fra Jordan til det store Hav vestpå;
06O	23	5	og HERREN eders Gud vil trænge dem tilbage foran eder og drive dem bort foran eder, og I skal tage deres Land i Besiddelse, som HERREN eders Gud lovede eder.
06O	23	6	Vær nu stærke og faste, så I giver Agt på og handler efter alt, hvad der står skrevet i Moses's Lovbog, og ikke viger derfra til højre eller venstre
06O	23	7	og ikke indlader eder med disse Folk, som er tilbage iblandt eder; I må ikke påkalde deres Guders Navne eller sværge ved dem, ikke dyrke eller tilbede dem,
06O	23	8	men I skal holde fast ved HERREN eders Gud som hidtil.
06O	23	9	Derfor drev jo HERREN store og mægtige Folkeslag bort foran eder. Ingen har kunnet holde Stand over for eder til denne Dag;
06O	23	10	een Mand iblandt eder jog tusinde på Flugt; thi det var HERREN eders Gud, som kæmpede for eder, som han havde lovet eder.
06O	23	11	Våg da for eders Livs Skyld omhyggeligt over, at I elsker HERREN eders Gud!
06O	23	12	Thi dersom I falder fra og slutter eder til Levningerne af disse Folk, som er tilbage iblandt eder, og, besvogrer eder med dem eller, indlader eder i Forbindelse med dem,
06O	23	13	så skal I vide for vist, at HERREN eders Gud ikke mere vil drive disse Folkeslag bort fra eder, men de skal blive eder en Snare og en Fælde, en Svøbe i eders Sider og Torne i eders Øjne, indtil I selv bliver udryddet fra dette herlige Land, som HERREN eders Gud gav eder.
06O	23	14	Se, jeg går nu al Støvets Gang; så betænk da med hele eders Hjerte og hele eders Sjæl, at ikke eet af alle de gode Ord, HERREN eders Gud talede til eder, faldt til Jorden; alle sammen er de gået i Opfyldelse for eder; ikke eet Ord deraf faldt til Jorden.
06O	23	15	Men ligesom alle de gode Ord, HERREN eders Gud talede til eder, gik i Opfyldelse på eder, således vil HERREN også lade alle sine Trusler gå i Opfyldelse på eder, indtil han har udryddet eder fra dette herlige Land, som HERREN eders Gud gav eder.
06O	23	16	Når I overtræder HERREN eders Guds Pagt, som han pålagde eder, og går hen og Dyrker andre Guder og tilbeder dem, så vil HERRENs Vrede blusse op imod eder, og I vil hastelig blive udryddet fra det herlige Land, han gav eder!"
06O	24	1	Derpå kaldte Josua alle Israels Stammer sammen i Sikem og lod Israels Ældste og Overhoved, Dommere og Tilsynsmænd kalde til sig; og de stillede sig op for Guds Åsyn.
06O	24	2	Da sagde Josua til hele Folket: "Så siger HERREN, Israels Gud: Hinsides Floden boede eders Forfædre i gamle Dage, Tara, Abrahams og Nakors Fader, og de dyrkede andre Guder.
06O	24	3	Da førte jeg eders Stamfader Abraham bort fra Landet hinsides Floden og lod ham vandre omkring i hele Kana'ans Land, gav ham en talrig Æt og skænkede ham Isak.
06O	24	4	Og Isak skænkede jeg Jakob og Esau, og Esau gav jeg Se'irs Bjerge i Eje, medens Jakob og hans Sønner drog ned til Ægypten.
06O	24	5	Derpå sendte jeg Moses og Aron, og jeg plagede Ægypterne med de Gerninger, jeg øvede iblandt dem, og derefter førte jeg eder ud;
06O	24	6	og da jeg førte eders Fædre ud af Ægypten, og I var kommet til Havet, satte Ægypterne efter eders Fædre med Stridsvogne og Ryttere til det røde Hav.
06O	24	7	Da råbte de til HERREN, og han satte Mørke mellem eder og Ægypterne og bragte Havet over dem, så det dækkede dem; og I så med egne Øjne, hvad jeg gjorde ved Ægypterne. Og da I havde opholdt eder en Tid lang i Ørkenen,
06O	24	8	førte jeg eder ind i Amoriternes Land hinsides Jordan, og da de angreb eder, gav jeg dem i eders Hånd, så I tog deres Land i Besiddelse, og jeg tilintetgjorde dem foran eder.
06O	24	9	Da rejste Zippors Søn, Kong Balak af Moab, sig og angreb Israel; og han sendte Bud og lod Bileam, Beors Søn, hente, for at han skulde forbande eder;
06O	24	10	men jeg vilde ikke bønhøre Bileam, og han måtte velsigne eder; således friede jeg eder af hans Hånd.
06O	24	11	Derpå gik I over Jordan og kom til Jeriko; og Indbyggerne i Jeriko, Amoriterne, Perizziterne, Kana'anæerne, Hetiterne, Girgasjiterne, Hivviterne og Jebusiterne angreb eder, men jeg gav dem i eders Hånd.
06O	24	12	Jeg sendte Gedehamse foran eder, og de drev de tolv Amoriterkonger bort foran eder; det skete ikke ved dit Sværd eller din Bue.
06O	24	13	Og jeg gav eder et Land, I ikke havde haft Arbejde med, og Byer, I ikke havde bygget, og I tog Bolig i dem; af Vinhaver og Oliventræer, I ikke plantede, nyder I nu Frugten.
06O	24	14	Så frygt nu HERREN og tjen ham i Oprigtighed og Trofasthed, skaf de Guder bort, som eders Forfædre dyrkede hinsides Floden og i Ægypten, og tjen HERREN!
06O	24	15	Men hvis I ikke synes om at tjene HERREN, så vælg i Dag, hvem I vil tjene, de Guder, eders Forfædre dyrkede hinsides Floden, eller Amoriternes Guder, i hvis Land I nu bor. Men jeg og mit Hus, vi vil tjene HERREN!"
06O	24	16	Da svarede Folket: "Det være langt fra os at forlade HERREN for at dyrke andre Guder;
06O	24	17	nej, HERREN er vor Gud, han, som førte os og vore Fædre op fra Ægypten, fra Trællehuset, og gjorde hine store Tegn for vore Øjne og bevarede os under hele vor Vandring og blandt alle de Folk, hvis Lande vi drog igennem;
06O	24	18	og HERREN drev alle disse Folk og Amoriterne, som boede her i Landet, bort foran os. Derfor vil vi også tjene HERREN, thi han er vor Gud!"
06O	24	19	Da sagde Josua til Folket: "I vil ikke kunne tjene HERREN, thi han er en hellig Gud; han er en nidkær Gud, som ikke vil tilgive eders Overtrædelser og Synder.
06O	24	20	Når I forlader HERREN og dyrker fremmede Guder, vil han vende sig bort og bringe Ulykke over eder og tilintetgøre eder, skønt han tidligere gjorde vel imod eder."
06O	24	21	Da sagde Folket til Josua: "Nej HERREN vil vi tjene!"
06O	24	22	Josua sagde da til Folket: "I er Vidner imod eder selv på, at I har valgt at tjene HERREN.
06O	24	23	Så skaf da de fremmede Guder bort, som I har hos eder, og bøj eders Hjerte til HERREN, Israels Gud!"
06O	24	24	Da sagde Folket til Josua: "HERREN vor Gud vil vi tjene, og hans Røst vil vi lyde!"
06O	24	25	Derpå lod Josua samme bag Folket indgå en Pagt, og han fastsatte det Lov og Ret i Sikem.
06O	24	26	Og Josua opskrev disse Ord i Guds Lovbog; og han tog en stor Sten og rejste den der under den Eg, som står i HERRENs Helligdom;
06O	24	27	og Josua sagde til hele Folket: "Se, Stenen her skal være Vidne imod os; thi den har hørt alle HERRENs Ord, som han talede til os; den skal være Vidne imod eder; at I ikke skal fornægte eders Gud!"
06O	24	28	Derpå lod Josua Folket drage bort hver til sin Arvelod.
06O	24	29	Efter disse Begivenheder døde HERRENs Tjener Josua, Nuns Søn 110 År gammel.
06O	24	30	Og de jordede ham på hans Arvelod i Timnat-Sera i Efraims Bjerge norden for Bjerget Ga'asj.
06O	24	31	Og Israel dyrkede HERREN, så længe Josua levede, og så længe de Ældste var i Live, som overlevede Josua, og som havde kendt hele det Værk, HERREN havde øvet for Israel.
06O	24	32	Men Josefs Ben, som Israeliterne havde bragt op fra Ægypten jordede de i Sikem på den Mark Jakob havde købt af Hamors, Sikems Faders, Sønner for hundrede Kesita, og som han havde givet Josef i Eje.
06O	24	33	Da Arons Søn Eleazar døde jordede de ham i hans Søn Pinehass By Gibea, som var givet ham i Efraims Bjerge.
07O	1	1	Efter Josuas Død adspurgte Israelitterne HERREN og sagde: "Hvem af os skal først drage op til Kamp mod Kana'anæerne?"
07O	1	2	HERREN svarede: "Det skal Juda; se, jeg giver Landet i hans Hånd!"
07O	1	3	Juda sagde da til sin Broder Simeon: "Drag op med mig i min Lod og lad os sammen kæmpe med Kana'anæerne, så skal jeg også drage med dig ind i din Lod!" Så gik da Simeon med ham.
07O	1	4	Juda drog nu op, og HERREN gav Kana'anæerne og Perizziterne i deres Hånd, så de slog dem i Bezek, 10000 Mand.
07O	1	5	Og da de stødte på Adonibezek i Bezek, angreb de ham og slog Kana'anæerne og Perizziterne.
07O	1	6	Adonibezek flygtede, men de satte efter ham, og da de havde grebet ham, huggede de Tommelfingrene og Tommeltæerne af ham.
07O	1	7	Da sagde Adonibezek: "Halvfjerdsindstyve Konger med afhugne Tommelfingre og Tommeltæer havde jeg stadig til at sanke Smuler under mit Bord; hvad jeg har gjort, gengælder Gud mig!" Derpå førte man ham til Jerusalem, og der døde han.
07O	1	8	Og Judæerne angreb og indtog Jerusalem, huggede Indbyggerne ned og stak Ild på Byen.
07O	1	9	Senere drog Judæerne ned til Kamp mod Kana'anæerne i Bjergene, i Sydlandet og i Lavlandet.
07O	1	10	Og Juda drog mod Kana'anæerne i Hebron - Hebron hed fordum Kirjat Arba og slog Sjesjaj,Ahiman og Talmaj.
07O	1	11	Derfra drog han op mod Indbyggerne i Debir, der fordum hed Kirjaf-Sefer.
07O	1	12	Da sagde Kaleb: "Den, som slår Kirjat Sefer og indtager det, ham giver jeg min Datter Aksa til Hustru!"
07O	1	13	Og da Kenizziten Otniel,Kalebs yngre Broder, indtog det, gav han ham sin Datter Aksa til Hustru.
07O	1	14	Men da hun kom til ham, æggede han hende til at bede sin Fader om Agerland. Hun sprang da ned af Æselet, og Kaleb spurgte hende: "Hvad vil du?"
07O	1	15	Hun svarede: "Giv mig en Velsignelse! Siden du har bortgiftet mig i det tørre Sydland, må du give mig Vandkilder!" Da gav Kaleb hende de øvre og de nedre Vandkilder.
07O	1	16	Moses's Svigerfaders, Keniten Kobabs, Sønner, drog sammen med Judæerne op fra Palmestaden til Arads Ørken og bosatte sig hos Amalekiterne.
07O	1	17	Juda drog derpå ud med sin Broder Simeon, og de slog Kana'anæerne, som boede i Zefat, og lagde Band på Byen; derfor blev den kaldt Horma.
07O	1	18	Og Juda indtog Gaza med dets Område, Askalon med dets Område og Ekron med dets Område.
07O	1	19	Og HERREN var med Juda, så han tog Bjerglandet i Besiddelse; Lavlandets Indbyggere kunde han nemlig ikke drive bort, fordi de havde Jernvogne.
07O	1	20	Haleb gav de Hebron, som Moses havde sagt. Og han drev de tre Anaksønner bort derfra.
07O	1	21	Men Jebusiterne, som boede i Jerusalem, fik Judæerne ikke drevet bort, og Jebusiterne bor den Dag i Dag i Jerusalem sammen med Judæerne.
07O	1	22	Men også Josefs Hus drog op og gik mod Betel; og HERREN var med dem.
07O	1	23	Da Josefs Hus udspejdede Betel Byen hed fordum Luz
07O	1	24	fik Spejderne Øje på en Mand, der gik ud af Byen; og de sagde til ham: "Vis os, hvor vi kan komme ind i Byen, så vil vi skåne dig!"
07O	1	25	Da viste han dem, hvor de kunde komme ind i Byen. Derpå huggede de dens Indbyggere ned, men Manden og hele hans. Slægt lod de drage bort,
07O	1	26	og Manden begav sig til Hetiternes Land og byggede en By, som han kaldte Luz; og det hedder den endnu den Dag i Dag.
07O	1	27	Men Indbyggerne i Bet-Sjean og dets Småbyer og i Ta'anak og dets Småbyer, Indbyggerne i Dor og dets Småbyer, i Jibleam og dets Småbyer og i Megiddo og dets Småbyer fik Manasse ikke drevet bort; det lykkedes Kana'anæerne at blive boende i disse Egne.
07O	1	28	Da Israelitterne blev de stærkeste, gjorde de Kana'anæerne til Hoveriarbejdere, men drev dem ikke bort.
07O	1	29	Efraim fik ikke Kana'anæerne, som boede i Gezer, drevet bort; men Kana'anæerne blev boende midt iblandt dem i Gezer.
07O	1	30	Zebulon fik ikke Indbyggerne i Kitron og Nahalol drevet bort; men Kana'anæerne blev boende midt iblandt dem og blev Hoveriarbejdere.
07O	1	31	Aser fik ikke Indbyggerne i Akko drevet bort, ej heller Indbyggerne i Zidon, Mahalab, Akzib, Afik og Rehob.
07O	1	32	Men Aseriterne bosatte sig midt iblandt Kana'anæerne, der boede i Landet, thi de magtede ikke at drive dem bort.
07O	1	33	Naftali fik ikke Indbyggerne i Bet Sjemesj og Bet-Anat drevet bort, men bosatte sig midt iblandt Kana'anæerne, der boede i Landet: Men Indbyggerne i Bet Sjemesj og Bet Anat blev deres Hoveriarbejdere.
07O	1	34	Amoriterne trængte Daniterne op i Bjergene og lod dem ikke komme ned i Lavlandet;
07O	1	35	og det lykkedes Amoriterne at blive boende i Har-Heres, Ajjalon og Sja'albim. Men senere, da Josefs Hus fik Overtaget, blev de Hoveriarbejdere.
07O	1	36	Edomiternes Landemærke strakte sig fra Akrabbimpasset til Sela og højere op.
07O	2	1	HERRENs Engel drog fra Gilgal op til Betel. Og han sagde: "Jeg førte eder op fra Ægypten og bragte eder ind i det Land, jeg tilsvor eders Fædre. Og jeg sagde: Jeg vil i Evighed ikke bryde min Pagt med eder!
07O	2	2	Men I må ikke slutte Pagt med dette Lands Indbyggere; deres Altre skal I bryde ned! Men t adlød ikke min Røst! Hvad har I dog gjort!
07O	2	3	Derfor siger jeg nu: Jeg vil ikke drive dem bort foran eder, men de skal blive Brodde i eders Sider, og deres Guder skal blive eder en Snare!"
07O	2	4	Da HERRENs Engel talede disse Ord til alle Israelitterne, brast Folket i Gråd.
07O	2	5	Derfor kaldte man Stedet Bokim. Og de ofrede til HERREN der.
07O	2	6	Da Josua havde ladet Folket fare, drog Israelitterne hver til sin Arvelod for at tage Landet i Besiddelse.
07O	2	7	Og Folket dyrkede HERREN, så længe Josua levede, og så længe de Ældste var i Live, som overlevede Josua og havde set hele det Storværk, HERREN havde øvet for Israel.
07O	2	8	Og Josua, Nuns Søn, HERRENs Tjener, døde, 110 År gammel;
07O	2	9	og de jordede ham på hans Arvelod i Timnat-Heres i Efraims Bjerge norden for Bjerget Ga'asj.
07O	2	10	Men også hele hin Slægt samledes til sine Fædre, og efter dem kom en anden Slægt, som hverken kendte HERREN eller det Værk, han havde øvet for Israel.
07O	2	11	Da gjorde Israelitterne, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og dyrkede Ba'alerne;
07O	2	12	de forlod HERREN, deres Fædres Gud, som havde ført dem ud af Ægypten, og holdt sig til andre Guder, de omboende Folks Guder, og tilbad dem og krænkede HERREN.
07O	2	13	De forlod HERREN og dyrkede Ba'al og Astarte.
07O	2	14	Da blussede HERRENs Vrede op imod Israel, og han gav dem i Røveres Hånd, så de udplyndrede dem. Han gav dem til Pris for de omboende Fjender, så de ikke længer kunde holde Stand mod deres Fjender.
07O	2	15	Hvor som helst de rykkede frem, var HERRENs Hånd imod dem og voldte dem Ulykke, som HERREN havde sagt og tilsvoret dem. Således bragte han dem i stor Vånde. Men når de så råbte til HERREN,
07O	2	16	lod han Dommere fremstå, og de frelste dem fra deres Hånd, som udplyndrede dem.
07O	2	17	Dog heller ikke deres Dommere adlød de, men bolede med andre Guder og tilbad dem. Hurtig veg de bort fra den Vej, deres Fædre havde vandret på i Lydighed mod HERRENs Bud; de slægtede dem ikke på.
07O	2	18	Men hver Gang HERREN lod Dommere fremstå iblandt dem, var HERREN med Dommeren og frelste dem fra deres Fjenders Hånd, så længe Dommeren levede; thi HERREN ynkedes, når de jamrede sig over dem, som trængte og undertrykte dem.
07O	2	19	Men så snart Dommeren var død, handlede de atter ilde, ja endnu værre end deres Fædre, idet de holdt sig til andre Guder og dyrkede og tilbad dem. De holdt ikke op med deres onde Gerninger og genstridige Færd.
07O	2	20	Da blussede HERRENs Vrede op mod Israel, og han sagde: "Efterdi dette Folk har overtrådt min Pagt, som jeg pålagde deres Fædre, og ikke adlydt min Røst,
07O	2	21	vil jeg heller ikke mere bortdrive foran dem et eneste af de Folk, som Josua lod tilbage ved sin Død,
07O	2	22	for at jeg ved dem kan sætte Israel på Prøve, om de omhyggeligt vil følge HERRENs Veje, som deres Fædre gjorde, eller ej."
07O	2	23	HERREN lod da disse Folkeslag blive og hastede ikke med at drive dem bort; han gav dem ikke i Josuas Hånd.
07O	3	1	Dette var de Folkeslag, HERREN lod blive tilbage for ved dem at sætte Israel Prøve, alle de Israelitter, som ikke havde kendt til Kampene om Kana'an,
07O	3	2	alene for Israelitternes Slægters Skyld, for at øve dem i Krig, alene for deres Skyld, som ikke havde kendt noget til de tidligere Krige:
07O	3	3	De fem Filisterfyrster, alle Kana'anæerne, Zidonierne og Hetiterne, som boede i Libanons Bjerge fra Ba'al-Hermon til hen imod Hamat.
07O	3	4	De blev tilbage, for at Israel ved dem kunde blive sat på Prøve, så det kunde komme for Dagen, om de vilde lyde de Bud, HERREN havde givet deres Fædre ved Moses.
07O	3	5	Og Israelitterne boede blandt Kana'anæerne, Hetiterne, Amoriterne, Perizziterne, Hivviterne og Jebusiterne.
07O	3	6	De indgik Ægteskab med deres Døtre og gav deres Sønner deres Døtre til Ægte, og de dyrkede deres Guder.
07O	3	7	Israelitterne gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne; de glemte HERREN deres Gud og dyrkede Ba'alerne og Asjererne.
07O	3	8	Da blussede HERRENs Vrede op imod Israel, og han gav dem til Pris for Kong Kusjan-Risjatajim af Aram Naharajim, og Israelitterne stod under Kusjan Risjatajim i otte År.
07O	3	9	Da råbte Israelitterne til HERREN, og HERREN lod en Befrier fremstå iblandt Israelitterne, og han frelste dem, nemlig Kenizziten Otniel, Kalebs yngre Broder.
07O	3	10	HERRENs Ånd kom over ham, og han blev Dommer i Israel; han drog ud til Kamp, og HERREN gav Kong Kusjan Risjatajim af Aram i hans Hånd, så han fik Overtaget over ham.
07O	3	11	Og Landet havde Ro i fyrretyve År, og Kenizziten Otniel døde.
07O	3	12	Men Israelitterne blev ved at gøre, hvad der var ondt i HERRENs Øjne. Da gav HERREN Kong Eglon af Moab Magt over Israel, fordi de gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne.
07O	3	13	Han fik Ammoniterne og Amalekiterne med sig, drog ud og slog Israel og tog Palmestaden.
07O	3	14	Og Israelitterne stod under Kong Eglon af Moab i atten År.
07O	3	15	Men da Israelitterne råbte til HERREN, lod HERREN en Befrier fremstå iblandt dem, Benjaminiten Ehud, Geras Søn, som var kejthåndet. Da Israelitterne engang sendte Ehud til Kong Eglon af Moab med Skat,
07O	3	16	lavede han sig et tveægget Sværd, en Gomed langt, og bandt det til sin højre Hofte under Kappen.
07O	3	17	Derpå afleverede han Skatten til Kong Eglon af Moab Eglon var en meget fed Mand
07O	3	18	og da han var færdig dermed, ledsagede han Folkene, der havde båret Skatten, på Vej,
07O	3	19	men selv vendte han om ved Pesilim ved Gilgal og sagde: "Konge, jeg har noget at tale med dig om i Hemmelighed!" Men han bød ham tie, til alle de, der stod om ham, var gået ud.
07O	3	20	Da Ehud kom ind til ham, sad han i sin svale Stue på Taget, hvor han var alene; og Ehud sagde: "Jeg har et Gudsord til dig!"  Da rejste han sig fra sit Sæde,
07O	3	21	men idet han stod op, rakte Ehud sin venstre Hånd ud og greb Sværdet ved sin højre Side og stak det i Underlivet på ham,
07O	3	22	så endog Grebet gik i med Klingen; og Fedtet sluttede om Klingen, thi han drog ikke Sværdet ud af Livet på ham; og Skarnet gik fra ham.
07O	3	23	Så gik Ehud bort gennem Søjlegangen, lukkede Døren til Stuen for ham og låsede den.
07O	3	24	Efter at han var gået bort, kom Kongens Folk, og da de fandt Døren til Stuen låset, tænkte de, at han tildækkede sine Fødder i det svale Hammer;
07O	3	25	men da de havde biet, indtil de skammede sig, uden at han åbnede Døren til Stuen, hentede de Nøglen og lukkede op; og se, der lå deres Herre død på Gulvet.
07O	3	26	Men Ehud slap bort, medens de blev opholdt, og han satte over ved Pesilim og undslap til Seira.
07O	3	27	Så snart han derpå nåede Efraims Bjerge, lod han støde i Hornet; og Israelitterne fulgte ham ned fra Bjergene, idet han gik i Spidsen for dem.
07O	3	28	Og han sagde til dem: "Følg mig ned, thi HERREN har givet eders Fjender Moabiterne i eders Hånd!" Og de fulgte ham ned og fratog Moabiterne Vadestederne over Jordan og lod ikke en eneste komme over.
07O	3	29	Ved den Lejlighed nedhuggede de omtrent 10000 Moabiter, lutter stærke og dygtige Mænd, ikke een undslap.
07O	3	30	Således blev Moab den Gang underkuet af Israel; og Landet havde Ro i firsindstyve År.
07O	3	31	Efter ham kom Sjamgar, Anats Søn. Han nedhuggede Filisterne, 600 Mand, med en Oksedriverstav; også han frelste Israel.
07O	4	1	Men da Ehud var død, blev Israelitterne ved at gøre, hvad der var ondt i HERRENs Øjne.
07O	4	2	Derfor gav han dem til Pris, for Kana'anæerkongen Jabin, som herskede i Hazor; hans Hærfører var Sisera, som boede i Harosjet-Haggojim.
07O	4	3	Da råbte Israelitterne til HERREN. Thi Jabin havde 900 Jernvogne, og han trængte Israelitterne hårdt i tyve År.
07O	4	4	Profetinden Debora, Lappidots Hustru, var på den Tid Dommer i Israel;
07O	4	5	hun sad under Deborapalmen imellem Rama og Betel i Efraims Bjerge, og Israelitterne drog op til hende med deres Retstrætter.
07O	4	6	Hun sendte nu Bud efter Barak, Abinoams Søn fra Kedesj i Naftali, og sagde til ham: "Har ikke HERREN, Israels Gud, budt: Bryd op, drag hen på Tabors Bjerg og tag 10000 Mand af Naftali og Zebulon med dig,;
07O	4	7	så skal jeg drage Jabins Hærfører Sisera med hans Vogne og Hærstyrke hen til dig ved Kisjonbækken og give ham i din Hånd!"
07O	4	8	Barak svarede hende: "Hvis du vil gå med, vil jeg gå; men hvis du ikke går med, går jeg ikke!"
07O	4	9	Da sagde hun: "Vel, jeg går med, men så får du ikke Æren af den Færd, du begiver dig ud på, thi HERREN vil overgive Sisera i en Kvindes Hånd!" Så brød Debora op og drog af Sted til Kedesj med Barak.
07O	4	10	Barak stævnede nu Zebulon og Naftali sammen i Kedesj, og 10000 Mand fulgte med ham derop; også Debora gik med.
07O	4	11	Men Keniten Heber havde skilt sig fra Keniterne, Moses's Svigerfader Hobabs Sønner, og slået Telt i Egnen hen imod Elon-Beza'anannim ved Kedesj.
07O	4	12	Da Sisera fik Melding om, at Barak, Abinoams Søn, var draget op på Tabors Bjerg,
07O	4	13	stævnede han alle sine Stridsvogne, 900 jernbeslagne Vogne, og hele sin Krigsstyrke fra Harosjet Haggojim til Kisjonbækken.
07O	4	14	Da sagde Debora til Barak: "Bryd nu op! Thi det er i Dag. HERREN vil give Sisera i din Hånd. Er HERREN ikke draget foran dig?" Barak steg da ned fra Tabors Bjerg, fulgt af de 10000 Mand.
07O	4	15	Og foran Barak bragte HERREN Uorden iblandt alle Siseras Stridsvogne og i hele hans Hær. Sisera sprang af sin Vogn og flygtede til Fods;
07O	4	16	men Barak satte efter Vognene og Hæren lige til Harosjet Haggojim, og hele Siseras Hær faldt for Sværdet, ikke een blev tilbage.
07O	4	17	Sisera var imidlertid flygtet til Fods til Keniten Hebers Hustru Jaels Telt, thi der var Fred imellem Kong Jabin af Hazor og Keniten Hebers Slægt.
07O	4	18	Da gik Jael Sisera i Møde og sagde til ham: "Tag dog ind hos mig, Herre, du bar intet at frygte!" Han tog da ind i Teltet hos hende, og hun dækkede ham til med et Tæppe.
07O	4	19	Og han sagde til hende: "Giv mig lidt Vand at drikke, thi jeg er tørstig!" Da åbnede hun Mælkesækken og gav ham at drikke og dækkede ham atter til.
07O	4	20	Så sagde han til hende: "Stil dig hen i Teltdøren, og hvis der kommer en og spørger, om der er nogen herinde, så sig nej!"
07O	4	21	Men Jael, Hebers Hustru, greb en Teltpæl og tog en Hammer i Hånden, listede sig ind til ham og slog Pælen igennem hans Tinding, så den trængte ned i Jorden; thi han var faldet i dyb Søvn, træt som han var; således døde han.
07O	4	22	Og se, Barak, søm forfulgte Sisera, kom forbi. Da gik Jael ham i Møde og sagde til ham: "Kom, jeg skal vise dig den Mand, du søger efter!" Så kom han ind til hende. Og se, der lå Sisera død med Teltpælen gennem Tindingen.
07O	4	23	Således lod Gud på den Dag Kana'anæerkongen Jabin bukke under for Israelitterne;
07O	4	24	og Israelitternes Hånd faldt hårdere og hårdere på Kana'anæerkongen Jabin, til de fik ham tilintetgjort.
07O	5	1	Da sang Debora og Barnk, Abinoams Søn, denne Sang:
07O	5	2	Frem stod Høvdinger i Israel, Folket gav villigt Møde, lover HERREN!
07O	5	3	Hør, I Konger, lyt, I Fyrster: Synge vil jeg, synge for HERREN, lovsynge HERREN, Israels Gud!
07O	5	4	HERRE, da du brød op fra Seir, skred frem fra Edoms Mark, da rystede Jorden, Himmelen drypped, Skyerne drypped af Vand;
07O	5	5	Bjergene bæved for HERRENs Åsyn, for HERREN Israels Guds Åsyn!
07O	5	6	I Sjamgars, Anats Søns, Dage, i Jaels Dage lå Vejene øde, vejfarende sneg sig ad afsides Stier;
07O	5	7	der var ingen Fører i Israel mer, til jeg Debora stod frem, stod frem, en Moder i Israel.
07O	5	8	Ofre til Gud hørte op, med Bygbrødet fik det en Ende. Så man vel Skjold eller Spyd hos Israels fyrretyve Tusind?
07O	5	9	For Israels Førere slår mit Hjerte, for de villige af Folket! Lover HERREN!
07O	5	10	I, som rider på rødgrå Æsler, I, som sidder på Tæpper, I, som færdes på Vejene, syng!
07O	5	11	Hør, hvor de spiller mellem Vandtrugene! Der lovsynger de HERRENs Frelsesværk, hans Værk som Israels Fører. Da drog HERRENs Folk ned til Portene.
07O	5	12	Op, op, Debora, op, op, istem din Sang! Barak, stå op! Fang dig Fanger, du Abinoams Søn!
07O	5	13	Da drog Israel ned som Helte, som vældige Krigere drog HERRENs Folk frem.
07O	5	14	Fra Efraim steg de ned i Dalen, din broder Benjamin var blandt dine Skarer. Fra Makir drog Høvedsmænd ned, fra Zebulon de, der bar Herskerstav;
07O	5	15	Issakars Førere fulgte Debora, Naftali Baraks Spor, de fulgte ham ned i Dalen. Ved Rubens Bække var Betænkelighederne store.
07O	5	16	Hvorfor blev du mellem Foldene for at lytte til Hyrdernes Fløjter? Ved Rubens Bække var Betænkelighederne store!
07O	5	17	Gilead blev på hin Side Jordan, og Dan, hvi søgte han fremmed Hyre? Aser sad stille ved Havets Strand; han blev ved sine Vige.
07O	5	18	Zebulon var et Folk, der vovede Livet, Naftali med på Markens Høje.
07O	5	19	Kongerne kom, de kæmped; da kæmped Kana'ans Konger ved Ta'anak, ved Megiddos Vande de fanged ej Sølv som Bytte!
07O	5	20	Fra Himmelen kæmped Stjernerne, fra deres Baner stred de mod Sisera!
07O	5	21	Kisjon Bæk rev dem bort, Kisjons Bæk, den ældgamle Bæk. Træd frem, min Sjæl, med Styrke!
07O	5	22	Da stampede Hestenes Hove under Heltenes jagende Fart.
07O	5	23	"Forband", sagde HERRENs Engel "forband Meroz og dem, der bor deri! fordi de ikke kom HERREN til Hjælp kom HERREN til Hjælp som Helte!"
07O	5	24	Velsignet blandt Kvinder være Jael, Keniten Hebers Hustru, velsignet blandt Kvinder i Telte!
07O	5	25	Han bad om Vand, hun gav ham Mælk, frembar Surmælk i kostbar Skål.
07O	5	26	Med Hånden griber hun Pælen, med sin højre Arbejdshammeren, fælder Sisera, kløver hans Hoved, knuser, gennemborer hans Tinding.
07O	5	27	For hendes Fødder han segned og faldt; der, hvor han segned, der lå han fældet!
07O	5	28	Gennem Vinduet spejded Siseras Moder, gennem Gitteret stirred hun ud: "Hvi tøver hans Vogn med at komme? Hvi nøler hans Forspands Hovslag?"
07O	5	29	Da svarer den klogeste af hendes Fruer, og selv hun giver sig samme Svar: "Sikkert de deler det vundne Bytte, en Pige eller to til Mands,
07O	5	30	Bytte af spraglede Tøj er til Sisera, et broget Klæde eller to til hans Hals!"
07O	5	31	Således skal alle dine Fjender forgå, HERRE, men de, der elsker dig, skal være, som når Sol går op i sin Vælde! Derpå havde Landet Ro i fyrretyve År.
07O	6	1	Men da Israelitterne gjorde, hvad der var ondt i HERRENS Øjne, gav han dem syv År i Midjans Hånd.
07O	6	2	Og Midjan fik Overtaget over Israel. For at værge sig mod Midjan indrettede Israelitterne sig de Smuthuller, som findes i Bjergene, Hulerne og Klippeborgene.
07O	6	3	Hver Gang Israelitterne havde sået, kom Midjaniterne, Amalekiterne og Østens Stammer og drog op imod dem
07O	6	4	og lejrede sig imod dem, ødelagde Jordens Afgrøde lige til Egnen om Gaza og levnede intet at leve af i Israel, ej heller Småkvæg, Hornkvæg eller Æsler;
07O	6	5	thi de drog op med deres Hjorde og Telte og kom talrige som Græshopper, så hverken de selv eller deres Kameler kunde tælles, og de trængte ind i Landet for at hærge det.
07O	6	6	Således blev Israel rent forarmet ved Midjaniternes indfald, og Israelitterne råbte til HERREN.
07O	6	7	Men da Israelitterne råbte til HERREN over Midjaniterne,
07O	6	8	sendte han en Profet til dem, og denne sagde til dem: "Så siger HERREN, Israels Gud: Jeg førte eder op fra Ægypten, jeg førte eder ud af Trællehuset,
07O	6	9	jeg friede eder af Ægyptens Hånd og af deres Hånd, der trængte eder, og jeg drev dem bort foran eder og gav eder deres Land.
07O	6	10	Og jeg sagde til eder: Jeg er HERREN eders Gud; frygt ikke Amoriternes Guder, i hvis Land I bor! Men I adlød ikke min Røst!"
07O	6	11	Da kom HERRENs Engel og satte sig under Egen i Ofra, som tilhørte Abiezriten Joasj, medens hans Søn Gideon var ved at tærske Hvede i Vinpersen for at have den i Sikkerhed for Midjaniterne.
07O	6	12	HERRENs Engel viste sig for ham og sagde til ham: "HERREN er med dig, stærke Kriger!"
07O	6	13	Men Gideon svarede ham: "Ak, Herre! Hvis HERREN er med os, hvorledes er da alt dette kommet over os? Og hvad er der blevet af alle hans Undergerninger, som vore Fædre fortalte os om, idet de sagde: Førte HERREN os ikke ud af Ægypten? Nu har HERREN forstødt os og givet os i Midjans Hånd!"
07O	6	14	Da vendte HERREN sig til ham og sagde: "Drag hen i denne din Kraft, så skal du frelse Israel af Midjans Hånd; sandelig, jeg sender dig!"
07O	6	15	Men han svarede ham: "Ak, Herre! Hvorledes skal jeg kunne frelse Israel? Se, min Slægt er den ringeste i Manasse og jeg den yngste i mit Fædrenehus!"
07O	6	16	Han svarede ham: "HERREN vil være med dig, og du skal hugge Midjaniterne ned alle som een!"
07O	6	17	Da sagde han til ham: "Hvis jeg har fundet Nåde for dine Øjne, så lad mig få et Tegn på, at det er dig, som taler med mig;
07O	6	18	gå ikke herfra, før jeg kommer tilbage til dig og bringer dig min Gave og stiller den frem for dig!" Han svarede: "Jeg skal blive, til du kommer tilbage!"
07O	6	19	Gideon gik da ind og tillavede et Gedekid og usyrede Brød af en Efa Mel; Kødet lagde han i en Kurv, og Suppen hældte han i en Krukke og bar det ud til ham under Egen. Da han kom hen til ham med det,
07O	6	20	sagde Guds Engel til ham: "Tag Kødet og det usyrede Brød. Læg det på Klippen der og hæld Suppen ud derover!" Og han gjorde det.
07O	6	21	Da udrakte HERRENs Engel Spidsen af den Stav, han havde i Hånden, og rørte ved Kødet og Brødet. Og Ild slog op af Klippen og fortærede Kødet og Brødet; og HERRENs Engel forsvandt for hans Blik.
07O	6	22	Gideon skønnede nu, at det havde været HERRENs Engel; og han sagde: "Ve, Herre, HERRE, jeg har jo set HERRENs Engel Ansigt til Ansigt!"
07O	6	23	Men HERREN sagde til ham: "Fred være med dig! Frygt ikke, du skal ikke dø!"
07O	6	24	Da byggede Gideon HERREN et Alter der og kaldte det "HERREN er Fred"; det står endnu den Dag i Dag i Abiezriternes Ofra.
07O	6	25	Samme Nat sagde HERREN til ham: "Tag ti af dine Trælle og en syvårs Tyr; nedbryd din Faders Ba'alsalter og hug Asjerastøtten om, som står derved;
07O	6	26	byg så af Stensætningen HERREN din Gud et Alter på Toppen af Klippen her og tag Tyren og brænd den som Brændoffer med Træet af den omhuggede Asjerastøtte!"
07O	6	27	Gideon tog da ti af sine Trælle og gjorde, som HERREN bød ham; men han gjorde det om Natten, thi af Frygt for sin Familie og sine Bysbørn turde han ikke gøre det om Dagen.
07O	6	28	Da Byens Folk næste Morgen tidlig så Ba'alsalteret nedbrudt, Asjerastøtten ved Siden af hugget om og Tyren ofret på det nybyggede Alter,
07O	6	29	sagde de til hverandre: "Hvem mon der har gjort det?" Og da de spurgte sig for og foretog en Undersøgelse, blev der sagt, at det var Gideon, Joasjs Søn.
07O	6	30	Og Byens Folk sagde til Joasj: "Udlever din Søn, for at han kan lide Døden, thi han har nedbrudt Ba'alsalteret og omhugget Asjerastøtten ved Siden af!"
07O	6	31	Men Joasj svarede alle dem, der stod omkring ham: "Vil I virkelig stride for Ba'al eller hjælpe ham? Den, der strider for ham, skal dø inden i Morgen! Er han Gud, så lad ham stride for sig selv, siden hans Alter er nedbrudt!"
07O	6	32	Ved den Lejlighed fik Gideon Navnet Jerubba'al, idet man sagde: "Lad Ba'al stride med ham, siden han har nedbrudt hans Alter!"
07O	6	33	Alle Midjaniterne, Amalekiterne og Østens Stammer sluttede sig sammen, satte over Jordan og slog Lejr på Jizre'elsletten.
07O	6	34	Da iklædte HERRENs Ånd sig Gideon, og han stødte i Hornet; og Abiezriterne fylkede sig om ham.
07O	6	35	Og da han sendte Bud ud i hele Manasse, fylkede de sig også om ham; og han sendte Bud ud i Aser, Zebulon og Naftali, og de drog op før at møde Fjenderne.
07O	6	36	Da sagde Gideon til Gud: "Hvis du vil frelse Israel ved min Hånd, som du har lovet,
07O	6	37	så lægger jeg nu dette Fåreskind på Tærskepladsen, og falder der så Dug alene på Skindet, medens Jorden ellers bliver ved at være tør, da ved jeg, at du vil frelse Israel ved min Hånd, som du har lovet."
07O	6	38	Og det skete således. Da han næste Morgen vred Skindet, pressede han Dug af det, en hel Skålfuld Vand.
07O	6	39	Men Gideon sagde til Gud: "Vredes ikke på mig, når jeg endnu denne ene Gang taler til dig, lad mig blot denne Gang endnu prøve med Skindet: Lad Skindet alene være tørt, medens der falder Dug på Jorden rundt om!"
07O	6	40	Da gjorde Gud således om Natten: Skindet alene var ført, men der faldt Dug på Jorden rundt om.
07O	7	1	Næste Morgen tidlig brød Jerubba'al, det er Gideon, op med alle sine Folk og lejrede sig ved Harodkilden, medens Midjaniternes Lejr var nedenfor på Sletten, norden for Morehøjen.
07O	7	2	Da sagde HERREN til Gideon: "Du har for mange Folk hos dig, til at jeg kan give Midjaniterne i deres Hånd; gjorde jeg det, vilde Israel gøre sig stor over for mig og sige: Min egen Kraft skaffede mig Sejr!
07O	7	3	Lad derfor udråbe for Folket: Enhver, som er ræd og angst, skal vende hjem!" Gideon sigtede dem da, og 22000 Mand af Folket vendte hjem, medens 10000 blev tilbage.
07O	7	4	Men HERREN sagde til Gideon: "Endnu er der for mange Folk; før dem ned til Vandet, der vil jeg sigte dem for dig. Den, jeg siger skal gå med dig, han skal gå med; men enhver, om hvem jeg siger til dig: denne skal ikke gå med dig, han skal ikke gå!"
07O	7	5	Da han havde ført Folket ned til Vandet, sagde HERREN til Gideon: "Alle dem, der laber Vandet med Tungen som Hunde, skal du stille for sig; ligeså alle dem, der lægger sig på Knæ for at drikke,!"
07O	7	6	Og Tallet på dem, der labede, var 300; derimod lagde Resten af Folket sig på Knæ for at drikke af Vandet, idet de førte det til Munden med Hånden.
07O	7	7	Da sagde HERREN til Gideon: "Med de 300 Mand, som labede, vil jeg frelse eder og give Midjaniterne i din Hånd; men Resten af Folket skal drage hver til sit!"
07O	7	8	Derpå tog han Folkets Krukker og deres Horn fra dem; og alle Israelitterne lod han drage hjem, hver til sit, men de 300 Mand beholdt han hos sig. Og Midjaniternes Lejr var nede på Sletten.
07O	7	9	Samme Nat sagde HERREN til ham: "Stå op og drag ned imod Lejren, thi jeg har givet den i din Hånd!
07O	7	10	Men er du bange for at drage derned, så begiv dig med din Tjener Pura ned til Lejren
07O	7	11	og hør, hvad de siger der; så vil du få Mod til at drage ned imod Lejren!" Han gik da med sin Tjener Pura ned til Lejrens Forposter.
07O	7	12	Midjaniterne, Amalekiterne og alle Østens Stammer havde lejret sig på Sletten mangfoldige som Græshopper, og deres Kameler var utallige, mangfoldige som Sandet ved Havets Bred.
07O	7	13	Just som Gideon kom, var en Mand i Færd med at fortælle en anden noget, han havde drømt, idet han sagde: "Jeg har haft en Drøm! Se, et Bygbrød kom rullende ned mod Midjaniternes Lejr, og da det kom til Teltet, stødte det til det og væltede det over Ende, så at Teltet faldt."
07O	7	14	Da sagde den anden: "Det kan ikke betyde andet end Israelitten Gideons, Joasjs Søns, Sværd; Gud har givet Midjan og hele Lejren i hans Hånd!"
07O	7	15	Da Gideon hørte Beretningen om Drømmen og dens Tydning, tilbad han og vendte derefter tilbage til Israels Lejr, hvor han sagde: "Stå op, thi HERREN har givet Midjaniternes Lejr i eders Hånd!"
07O	7	16	Derpå delte han de 300 Mand i tre Afdelinger og gav dem alle Horn og tomme Krukker med Fakler i;
07O	7	17	og han sagde til dem: "Giv Agt på mig og gør som jeg! Når jeg kommer til Udkanten af Lejren. skal I gøre som jeg;
07O	7	18	når jeg og alle de, der er hos mig, støder i Hornet, skal I også støde i Hornene rundt om hele Lejren og råbe: For HERREN og for Gideon!"
07O	7	19	Da nu Gideon og de 100 Mand. der var hos ham, kom hen til Udkanten af Lejren ved Begyndelsen af den midterste Nattevagt, lige som man havde stillet Vagtposterne ud, stødte de i Hornene og slog deres Krukker itu.
07O	7	20	Så blæste de tre Afdelinger i Hornene og slog Krukkerne itu; men de holdt Faklerne i deres venstre Hånd og i deres højre Hånd Hornene for at blæse i dem, og de råbte: "HERRENs Sværd og Gideons!"
07O	7	21	Og de blev stående, hvor de stod, rundt om Lejren, hver på sin Plads. Da vågnede hele Lejren. og de skreg op og flygtede.
07O	7	22	Og da de blæste i de 300 Horn, satte HERREN den enes Sværd mod den andens i hele Lejren, og de flygtede til Bet Sjitta hen imod Zerera, til Bredden ved Abel Mehola over for Tabbat.
07O	7	23	Derpå stævnedes Israelitterne sammen fra Naftali, Aser og hele Manasse, og de satte efter Midjaniterne;
07O	7	24	og Gideon sendte Bud ud i hele Efraims Bjergland og lod kundgøre: "Drag Midjaniterne i Møde og afskær dem Adgangen til Vandet lige til Bet-Bara ved Jordan!" Da stævnedes alle Efraimiterne sammen, og de afskar dem Adgangen til Vandet lige til Bet-Bara ved Jordan
07O	7	25	og tog Midjaniternes to Høvdinger Oreb og Ze'eb til Fange; Oreb dræbte de på Orebs Klippe, Ze'eb i Ze'ebs Perse; og de forfulgte Midjaniterne og bragte Orebs og Ze'ebs Hoveder til Gideon hinsides Jordan.
07O	8	1	Men Efraimiterne sagde til ham: "Hvorfor handler du således over for os, at du ikke kaldte os til, da du drog i Kamp mod Midjaniterne?" Og de gik stærkt i Rette med ham.
07O	8	2	Men han svarede dem: "Hvad er min Dåd i Sammenligning med eders? Er ikke Efraims Efterhøst bedre end Abiezers Vinhøst?
07O	8	3	I eders Hånd gav Gud Midjaniternes Høvdinger Oreb og Ze'eb, hvad har jeg formået i Sammenligning med eder?" Og da han talte således, lagde deres Vrede sig mod ham.
07O	8	4	Da Gideon nåede Jordan, gik han og de 300 Mand, der var med ham, over, udmattede og sultne.
07O	8	5	Han sagde da til Folkene i Sukkot: "Giv Folkene, der følger mig, nogle Brød, thi de er udmattede, og jeg er i Færd med at forfølge Midjaniterkongerne Zeba og Zalmunna!"
07O	8	6	Men Høvedsmændene i Sukkot svarede: "Har du allerede fået fat i Zeba og Zalmunna, siden vi skal give dine Folk Brød?"
07O	8	7	Da sagde Gideon: "Til Gengæld skal jeg tærske eders Kroppe med Ørkentorne og Tidsler, når HERREN bar givet Zeba og Zalmunna i min Hånd!"
07O	8	8	Så drog han derfra til Penuel og sagde det samme til dem; og da Folkene i Penuel gav ham samme Svar som Folkene i Sukkot,
07O	8	9	tiltalte han dem på lignende Måde og sagde: "Når jeg kommer uskadt tilbage, vil jeg nedbryde Borgen her!"
07O	8	10	Zeba og Zalmunna befandt sig imidlertid med deres Hær i Karkor, henved 15000 Mand; det var alle dem, der var tilbage af Østens Stammers, Hær; de faldne udgjorde 120000 våbenføre Mænd.
07O	8	11	Og Gideon drog op ad Teltboernes Vej østen for Noba og Jogbeha og slog Hæren, der ikke anede Uråd.
07O	8	12	Zeba og Zalmunna flygtede, men han satte efter dem og fangede de to Midjaniterkonger Zeba og Zalmunna og slog hele Hæren med Rædsel.
07O	8	13	Da Gideon, Joasjs Søn, vendte tilbage fra Kampen, fra Herespasset,
07O	8	14	fik han fat i en ung Mand fra Sukkot og spurgte ham ud, og den unge Mand skrev Navnene på Høvedsmændene og de Ældste i Sukkot op til ham, syv og halvfjerdsindstyve Mænd.
07O	8	15	Så drog han til Folkene i Sukkot og sagde: "Se, her er Zeba og Zalmunna, som I hånede mig med, da I sagde: Har du allerede fået fat i Zeba og Zalmunna, siden vi skal give dine udmattede Mænd Brød?"
07O	8	16	Derpå greb han Byens Ældste, tog Ørkentorne og Tidsler og tærskede Folkene i Sukkot med dem;
07O	8	17	og Borgen i Penuel brød han ned og dræbte Folkene i Byen.
07O	8	18	Men til Zeba og Zalmunna sagde han: "Hvorledes var de Mænd, I ihjelslog ved Tabor?" De svarede: "De lignede dig, de så begge ud som Kongesønner!"
07O	8	19	Da sagde han: "Mine Brødre, min Moders Sønner var det! Så sandt HERREN lever; havde I skånet deres Liv, havde jeg ikke slået eder ihjel!"
07O	8	20	Derpå sagde han til sin førstefødte Søn Jeter: "Stå op og dræb dem!" Men den unge Mand drog ikke sit Sværd; han havde ikke Mod dertil, fordi han endnu var ung.
07O	8	21	Da sagde Zeba og Zalmunna: "Stå selv op og giv os Dødsstødet, thi som Manden således hans Styrke!" Så stod Gideon op og dræbte Zeba og Zalmunna. Og han tog de Halvmåner, deres Kameler havde om Halsen.
07O	8	22	Derefter sagde Israelitterne til Gideon: "Vær vor Hersker, du selv og siden din Søn og din Sønnesøn, da du nu har frelst os af Midjaniternes Hånd!"
07O	8	23	Men Gideon svarede dem: "Hverken jeg eller min Søn vil herske over eder; HERREN skal herske over eder!"
07O	8	24	Derpå sagde Gideon til dem: "Jeg har noget at bede eder om: Enhver af eder skal give mig de Ringe, der findes mellem hans Bytte!" Hine havde nemlig Guldringe, thi de var Ismaeliter.
07O	8	25	De svarede: "Ja, vi vil gerne give dig dem!" Så bredte han sin Kappe ud, og enhver af dem lagde de Ringe, der fandtes mellem hans Bytte, derpå.
07O	8	26	Vægten af Guldringene, som han havde bedt om, udgjorde 1700 Sekel Guld bortset fra Halvmånerne, Ørenringene og Purpurklæderne, som Midjaniterkongerne bar, og Kæderne på Kamelernes Halse.
07O	8	27	Gideon lavede deraf en Efod, som han gav Plads i sin Fødeby Ofra; og alle Israelitterne bolede med den, og den blev Gideon og hans Hus en Snare.
07O	8	28	Således bukkede Midjaniterne under for Israelitterne, og de rejste sig ikke mere; og Landet havde Ro i fyrretyve År, så længe Gideon levede.
07O	8	29	Og Jerubba'al, Joasjs Søn, begav sig til sit Hjem og opholdt sig der.
07O	8	30	Gideon havde halvfjerdsindstyve Sønner, der var avlede af ham, thi han havde mange Hustruer.
07O	8	31	Han havde en Medhustru i Sikem; hun fødte ham en Søn, som han gav Navnet Abimelek.
07O	8	32	Gideon, Joasjs Søn, døde i en høj Alder og blev jordet i sin Fader Abiezriten Joasjs Grav i Ofra.
07O	8	33	Men da Gideon var død, gav Israelitterne sig atter til at bole med Ba'alerne og gjorde Ba'al-Berit til deres Gud;
07O	8	34	og Israelitterne kom ikke HERREN deres Gud i Hu, ham, som frelste dem fra alle deres Fjender, der omgav dem på alle Kanter.
07O	8	35	Og de handlede ikke vel mod Jerubba'als, Gideons, Hus, trods alt det gode, han havde gjort Israel.
07O	9	1	Jerubba'als Søn Abrimelek begav sig til sine Morbrødere i Sikem og talte til dem og til hele sin Moders Fædrenehus's Slægt og sagde:
07O	9	2	"Sig til alle Sikems Borgere: Hvad båder eder vel bedst, at halvfjerdsindstyve Mænd, alle Jerubba'als Sønner, eller at en enkelt Mand hersker over eder? Kom i Hu, at jeg er eders Bød og Blod!"
07O	9	3	Hans Morbrødre talte da alle disse Ord til alle Sikems Borgere til Gunst til ham; og deres Hu vendte sig til Abimelek, idet de sagde: "Han er vor Broder."
07O	9	4	De gav ham derpå halvfjerdsindstyve Sekel Sølv fra Ba'al Berits Hus, og for dem lejede Abimelek nogle dårlige og frække Folk, som sluttede sig til ham.
07O	9	5	Derpå drog han til sin Faders Hus i Ofra og slog sine Brødre, Jerubba'als halvfjerdsindstyve Sønner, ihjel på een Sten. Kun Jotam, Jerubba'als yngste Søn, blev tilbage, thi han havde skjult sig.
07O	9	6	Derefter samledes alle Sikems Borgere og hele Millos Hus og gik hen og gjorde Abimelek til Konge ved Egen med Stenstøtten i Sikem.
07O	9	7	Da Jotam fik Efterretning herom, gik han hen og stillede sig på Toppen af Garizims Bjerg og råbte med høj Røst til dem: "Hør mig, Sikems Borgere, så skal Gud høre eder!
07O	9	8	Engang tog Træerne sig for at salve sig en Konge. De sagde da til Olietræet: Vær du vor Konge!
07O	9	9	Men Olietræet svarede dem: Skulde jeg give Afkald på min Fedme, for hvilken Guder og Mennesker priser mig, for at give mig til at svæve over Træerne?
07O	9	10	Så sagde Træerne til Figentræet: Kom du og vær vor Konge!
07O	9	11	Men Figentræet svarede dem: Skulde jeg give Afkald på min Sødme og min liflige Frugt for at give mig til at svæve over Træerne?
07O	9	12	Så sagde Træerne til Vinstokken: Kom du og vær vor Konge!
07O	9	13	Men Vinstokken svarede dem: Skulde jeg give Afkald på min Most, som glæder Guder og Mennesker, for at give mig til at svæve over Træerne?
07O	9	14	Da sagde alle Træerne til Tornebusken: Kom du og vær vor Konge!
07O	9	15	Og Tornebusken svarede Træerne: Hvis I mener det ærligt med at salve mig til eders Konge, kom så og søg ind under min Skygge; men hvis ikke, så vil Flammer slå op af Tornebusken og fortære Libanons Cedre!
07O	9	16	Hvis I nu er gået ærligt og redeligt til Værks, da I gjorde Abimelek til Konge, og hvis I har handlet vel mod Jerubba'al og hans Hus og gengældt ham, hvad han gjorde -
07O	9	17	min Fader kæmpede jo for eder og vovede sit Liv for at frelse eder af Midjaniternes Hånd,
07O	9	18	men I har i bag rejst eder mod min Faders Hus, dræbt hans Sønner, halvfjerdsindstyve Mænd, på een Sten og sat hans Trælkvindes Søn Abimelek til Konge over Sikems Borgere, fordi han er eders Broder
07O	9	19	ja, hvis I i Dag er gået ærligt og redeligt til Værks mod Jerubba'al og hans Hus, så gid I må få Glæde af Abimelek, og gid han må få Glæde af eder;
07O	9	20	men hvis ikke, så slå Flammer op fra Abimelek og fortære Sikems Borgere og Millos Hus, og Flammer slå op fra Sikems Borgere og Millos Hus og fortære Abimelek!"
07O	9	21	Derpå tog Jotam Flugten og flygtede til Be'er; og der tog han Ophold for at være i Sikkerhed for sin Broder Abimelek.
07O	9	22	Da Abimelek havde haft Magten over Israel i tre År,
07O	9	23	sendte Gud en ond Ånd mellem Abimelek og Sikems Borgere. og Sikems Borgere faldt fra Abimelek,
07O	9	24	for at Voldsgerningen mod Jerubba'als halvfjerdsindstyve Sønner kunde blive hævnet og deres Blod komme over deres Broder Abimelek, som havde dræbt dem, og over Sikems Borgere, som havde sat ham i Stand til at dræbe sine Brødre.
07O	9	25	Sikems Borgere lagde da Baghold på Bjergtoppene, og de udplyndrede alle vejfarende, der kom forbi dem. Dette meldtes Abimelek.
07O	9	26	Nu kom Ga'al, Ebeds Søn, med sine Brødre og flyttede ind i Sikem; og Sikems Borgere fattede Tillid til ham.
07O	9	27	De begav sig ud i Marken, plukkede Druer og pressede dem og fejrede deres Vinhøstfest. Og de gik ind i deres Guds Hus, hvor de spiste og drak og udstødte Forbandelser over Abimelek.
07O	9	28	Da sagde Ga'al, Ebeds Søn: "Hvem er Abimelek, og hvad er Sikem, at vi skal være hans Trælle! Var ikke Jerubba'als Søn og hans Foged Zebul Trælle for Hamors, Sikems Faders, Mænd hvorfor skal vi da være hans Trælle?
07O	9	29	Havde jeg blot Magten over Folket her, skulde jeg nok skaffe Abimelek af Vejen!"
07O	9	30	Da Zebul, Byens Høvedsmand, hørte Ga'als, Ebeds Søns, Urd, blussede hans Vrede op,
07O	9	31	og han sendte Bud til Abimelek i Aruma og lod sige: "Se, Ga'al, Ebeds Søn, og hans Brødre er kommet til Sikem, og se, de ophidser Byen imod dig; forstærk derfor din Hær og ryk ud!
07O	9	32	Og nu, bryd op ved Nattetide med dine Folk og læg dig i Baghold på Marken;
07O	9	33	og kast dig så over Byen tidligt om Morgenen, når Solen står op! Når da han og hans Folk rykker ud imod dig, kan du gøre med dem, hvad der falder for!"
07O	9	34	Abimelek brød da op ved Nattetide med alle sine Folk, og de lagde sig i Baghold imod Sikem i fire Afdelinger.
07O	9	35	Da gik Ga'al, Ebeds Søn, ned og stillede sig op ved Byporten. Og Abimelek og hans Folk rejste sig fra deres Baghold.
07O	9	36	Da Ga'al fik Øje på Folkene, sagde han til Zebul: "Se, der stiger Folk ned fra Bjergtoppene!" Men Zebul sagde til ham: "Det er Bjergenes.Skygge, du tager for Mænd!"
07O	9	37	Men Ga'al sagde atter: "Der stiger Folk ned fra Landets Navle, og en anden Skare kommer i Retning af Sandsigernes Træ!"
07O	9	38	Da sagde Zebul til ham: "Hvor er nu dine store Ord fra før: Hvem er Abimelek, at vi skal være hans Trælle? Der er de Folk, du lod hånt om - ryk nu ud og kæmp med dem!"
07O	9	39	Ga'al rykkede da ud i Spidsen for Sikems Borgere for at kæmpe mod Abimelek.
07O	9	40	Men Abimelek slog ham på Flugt, og mange faldt og lå dræbte helt hen til Byporten.
07O	9	41	Abimelek tog så Ophold i Aruma; og Zebul jog Ga'al og hans Brødre bort fra Sikem.
07O	9	42	Næste Dag begav Folket sig ud på Marken, og det meldtes Abimelek.
07O	9	43	Han tog da sine Folk og delte dem i tre dele og lagde Baghold på Marken; og da han så Folket drage ud, overfaldt han dem og slog dem.
07O	9	44	Og Abimelek og den Afdeling, han havde hos sig, brød frem og tog Stilling ved Indgangen til Byen, medens de to andre Afdelinger kastede sig over alle dem, der var ude på Marken; og huggede dem ned;
07O	9	45	og efter at Abimelek hele Dagen igennem havde angrebet Byen, indtog han den, dræbte Folkene deri, nedbrød Byen og strøede Salt på den.
07O	9	46	Da hele Besætningen i Sikems Tårn hørte det, begav de sig ben til Kælderrummet i El Berits Hus.
07O	9	47	Og da Abimelek fik Melding om, at hele Besætningen i Sikems Tårn var samlet,
07O	9	48	gik han med alle sine Folk op på Zalmonbjerget. Her greb han en Økse, afhuggede et Knippe Grene, løftede det op og tog det på Skulderen; og han sagde til sine Folk: "Skynd eder at gøre det samme, som I så, jeg gjorde!"
07O	9	49	Alle Folkene afhuggede da også hver sit Knippe og fulgte efter Abimelek og lagde det oven på Kælderrummet og stak Ild på Kælderrummet oven over dem. Således omkom også hele Besætningen i Sikems Tårn, henved 1000 Mænd og Kvinder.
07O	9	50	Derefter drog Abimelek mod Tebez, og han belejrede Byen og indtog den.
07O	9	51	Inde i Byen var der et stærkt befæstet Tårn; derhen flygtede alle Mænd og Kvinder, alle Byens Indbyggere, idet de stængede efter sig og tyede op på Tårnets Tag;
07O	9	52	Abimelek rykkede da frem til Tårnet og angreb det; men da han nærmede sig Tårnets Indgang for at stikke Ild derpå,
07O	9	53	kastede en Kvinde en Møllesten ned på Abimeleks Hoved og knuste hans Hjerneskal.
07O	9	54	Da råbte han i Hast til sin Våbendrager: "Drag dit Sværd og dræb mig, for at det ikke skal siges, at en Kvinde har slået mig ihjel!" Og Våbendrageren gennemborede ham, så han døde.
07O	9	55	Men da Israelitterne så, at Abimelek var død, begav de sig hver til sit.
07O	9	56	Således gengældte Gud det onde, Abimelek havde øvet mod sin Fader ved at dræbe sine halvfjerdsindstyve Brødre;
07O	9	57	og al Sikemiternes Ondskab lod Gud komme over deres egne Hoveder. På den Måde kom Jotams, Jerubba'als Søns, Forbandelse over dem.
07O	10	1	Efter Abimelek fremstod som Israels Befrier Tola, en Søn af Dodos Søn Pua, en Mand af Issakar, som boede i Sjamir i Efraims Bjerge.
07O	10	2	Han var Dommer i Israel i tre og tyve År. Da han døde, blev han jordet i Sjamir.
07O	10	3	Efter ham fremstod Gileaditen Jair; han var Dommer i Israel i to og tyve År.
07O	10	4	Han havde tredive Sønner, som red på tredive Æsler, og de havde tredive Byer, som endnu den Dag i Dag kaldes Jairs Teltbyer; de ligger i Gilead.
07O	10	5	Da Jair døde, blev han jordet i Kamon.
07O	10	6	Men Israelitterne blev ved at gøre, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, idet de dyrkede Ba'alerne og Astarterne og Aramæernes, Zidons, Moabs, Ammoniternes og Filisternes Guder og faldt fra HERREN og undlod at dyrke ham.
07O	10	7	Da blussede HERRENs Vrede op mod Israel, og han gav dem til Pris for Filisterne og Ammoniterne,
07O	10	8	som kuede og mishandlede Israelitterne i det År; i atten År kuede de alle Israelitterne hinsides Jordan i Amoritemes Land i Gilead.
07O	10	9	Og Ammoniterne satte over Jordan for også at angribe Juda, Benjamin og Efraims Slægt, så at Israelitterne kom i stor Nød.
07O	10	10	Da råbte Israelitterne til HERREN og sagde: "Vi har syndet imod dig, thi vi har forladt HERREN vor Gud og dyrket Ba'alerne!"
07O	10	11	Men HERREN svarede Israelitterne: "Har ikke Ægypterne, Amoriterne, Ammoniterne, Filisterne,
07O	10	12	Zidonierne, Amalekiterne og Midjaniterne mishandlet eder? Og da I råbte til mig, frelste jeg eder af deres Hånd.
07O	10	13	Men I forlod mig og dyrkede andre Guder! Derfor vil jeg ikke mere frelse eder!
07O	10	14	Gå nu hen og råb til de Guder, I udvalgte eder, og lad dem frelse eder i eders Nød:"
07O	10	15	Da sagde Israelitterne til HERREN: "Vi har syndet! Gør med os, hvad dig tykkes godt, men frels os blot nu!"
07O	10	16	Og de skilte sig af med de fremmede Guder og dyrkede HERREN; da kunde han ikke længer holde ud at se Israels Nød.
07O	10	17	Ammoniterne stævnedes sammen, og de slog Lejr i Gilead; også Israelitterne samlede sig, og de slog Lejr i Mizpa.
07O	10	18	Da sagde Folket, Gileads Høvdinger, til hverandre: "Hvis der findes en Mand, som vil tage Kampen op med Ammoniterne, skal han være Høvding over alle Gileads Indbyggere!"
07O	11	1	Gileaditen Jefta var en dygtig Kriger. Han var Søn af en Skøge. Gilead avlede Jefta.
07O	11	2	Men Gileads Hustru fødte ham Sønner, og da de voksede op, jog de Jefta bort med de Ord: "Du skal ikke have Arv og Lod i vor Faders Hus, thi du er en fremmed Kvindes Søn!"
07O	11	3	Jefta flygtede da for sine Brødre og bosatte sig i Landet Tob, hvor nogle dårlige Folk samlede sig om ham og deltog i hans Strejftog.
07O	11	4	Efter nogen Tids Forløb angreb Ammoniterne Israel.
07O	11	5	Og da Ammoniterne angreb Israel, drog Gileads Ældste hen for at hente Jefta hjem fra Landet Tob.
07O	11	6	De sagde til Jefta: "Kom og vær vor Fører, at vi kan tage Kampen op med Ammoniterne!"
07O	11	7	Jefta svarede Gileads Ældste: "Har I ikke hadet mig og jaget mig bort fra min Faders Hus? Hvorfor kommer I da til mig, nu I er i Nød?"
07O	11	8	Men Gileads Ældste sagde til Jefta: "Derfor kommer vi jo nu tilbage til dig! Vil du drage med os og kæmpe med Ammoniterne, skal du være Høvding over os, over alle Gileads Indbyggere!"
07O	11	9	Jefta svarede Gileads Ældste: "Dersom I fører mig tilbage, for at jeg skal kæmpe med Ammoniterne, og HERREN giver dem i min Magt, så vil jeg være eders Høvding!"
07O	11	10	Da sagde Gileads Ældste til Jefta: "HERREN hører Overenskomsten mellem os; visselig vil vi gøre, som du siger!"
07O	11	11	Da drog Jefta med Gileads Ældste; og Folket gjorde ham til deres Høvding og Fører. Og alle sine Ord udtalte Jefta for HERRENs Åsyn i Mizpa.
07O	11	12	Derpå sendte Jefta Sendebud til Ammoniternes Konge og lod sige: "Hvad er der dig og mig imellem, siden du er draget imod mig for at angribe mit Land?"
07O	11	13	Ammoniternes Konge svarede Jeftas Sendebud: "Jo, Israel tog mit Land, da de drog op fra Ægypten, lige fra Arnon til Jabbok og Jordan; giv det derfor tilbage med det gode!"
07O	11	14	Men Jefta sendte atter Sendebud til Ammoniternes Konge
07O	11	15	og lod sige: "Således siger Jefta: Israel har ikke taget Moabs eller Ammoniternes Land!
07O	11	16	Men da de drog op fra Ægypten, vandrede Israel igennem Ørkenen til det røde Hav og kom derpå til Kadesj.
07O	11	17	Da sendte Israel Sendebud til Edomiternes Konge og lod sige: Lad mig drage igennem dit Land! Men Edomiternes Konge ænsede det ikke. Ligeledes sendte de Bud til Moabiternes Konge, men han var heller ikke villig dertil. Israel blev da boende i Kadesj.
07O	11	18	Derpå drog de igennem Ørkenen og gik uden om Edomiternes og Moabiternes, Land, og da de nåede Egnen østen for Moab, slog de Lejr hinsides Arnon; men de betrådte ikke Moabs Enemærker, thi Arnon er Moabs Grænse.
07O	11	19	Israel sendte derpå Sendebud til Kongen af Hesjbon, Amoriterkongen Sihon, og lod sige: Lad os drage igennem dit Land for at nå hen, hvor vi skal!
07O	11	20	Men Sihon nægtede Israelitterne Tilladelse til at drage gennem hans Land; og Sihon samlede hele sin Hær, og de slog Lejr i Jaza og angreb Israel.
07O	11	21	Da gav HERREN, Israels Gud, Sihon og hele hans Hær i Israels Hånd, så at de slog dem. Og Israel underlagde sig hele det Land, Amoriterne boede i;
07O	11	22	de underlagde sig hele Amoriternes Område fra Arnon til Jabbok og fra Ørkenen til Jordan.
07O	11	23	Således drev HERREN, Israels Gud, Amoriterne bort foran sit Folk Israel; og nu vil du underlægge dig deres Land!
07O	11	24	Ikke sandt, når din Gud Kemosj driver nogen bort, så tager du hans Land? Og hver Gang HERREN vor Gud driver nogen bort foran os, tager vi hans Land.
07O	11	25	Er du vel bedre end Zippors Søn, Kong Balak af Moab? Stredes han med Israel, eller indlod han sig i Kamp med dem,
07O	11	26	da Israelitterne bosatte sig i Hesjbon med Småbyer, i Aroer med Småbyer og i alle Byerne langs Arnon nu har de boet der i 300 År? Hvorfor tilrev I eder dem ikke dengang?
07O	11	27	Det er ikke mig, der har forbrudt mig mod dig, men dig, der handler ilde mod mig ved at angribe mig. HERREN, Dommeren, vil i Dag dømme Israelitterne og Ammoniterne imellem!"
07O	11	28	Men Ammoniternes Konge ænsede ikke Jeftas Ord, som hans Sendebud overbragte.
07O	11	29	Da kom HERRENs Ånd over Jefta; og han drog igennem Gilead og Manasse; derpå drog han til Mizpe i Gilead, og fra Mizpe i Gilead drog han mod Ammoniterne.
07O	11	30	Og Jefta aflagde HERREN et Løfte og sagde: "Dersom du giver Ammoniterne i min Hånd,
07O	11	31	så skal den, som først kommer mig i Møde fra min Husdør når jeg vender uskadt, tilbage fra Ammoniterne, tilfalde HERREN, og jeg vil ofre ham som Brændoffer!"
07O	11	32	Så drog Jefta i Kamp mod Ammoniterne, og HERREN gav dem i hans Hånd,
07O	11	33	så at han tilføjede dem et stort Nederlag fra Aroer til Egnen ved Minnit, tyve Byer, og til Abel Keramim. Således bukkede Ammoniterne under for Israelitterne.
07O	11	34	Men da Jefta kom til sit Hjem i Mizpa, se, da kom hans Datter ham i Møde med Håndpauker og Dans. Hun var hans eneste Barn foruden hende havde han hverken Søn eller Datter.
07O	11	35	Da han fik Øje på hende, sønderrev han sine Klæder og råbte: "Ak, min Datter, du har bøjet mig dybt, og det er dig, der styrter mig i Ulykke! Thi jeg har åbnet min Mund for HERREN og kan ikke tage mit Ord tilbage!"
07O	11	36	Da svarede hun ham: "Fader, har du åbnet din Mund for HERREN, så gør med mig, som dit Ord lød, nu da HERREN har skaffet dig Hævn over dine Fjender, Ammoniterne!"
07O	11	37	Men hun sagde til sin Fader: "En Ting må du unde mig: Giv mig to Måneders Frist, så jeg kan gå omkring i Bjergene for at begræde min Jomfrustand sammen med mine Veninder!"
07O	11	38	Han sagde: "Gå!" og lod hende drage bort i to Måneder; og hun gik bort med sine Veninder for at begræde sin Jomfrustand i Bjergene.
07O	11	39	Da de to Måneder var omme, vendte hun tilbage til sin Fader, og han fuldbyrdede det Løfte, han havde aflagt, på hende; og hun havde ikke kendt Mand. Og det blev Skik i Israel,
07O	11	40	at Israels Døtre hvert År går hen for at klage over Gileaditen Jeftas Datter fire Dage om Året.
07O	12	1	Derpå stævnedes Efraimierne sammen, og de drog nordpå; og de sagde til Jefta: "Hvorfor drog du i Kamp mod Ammoniterne uden at opfordre os til at gå med? Nu brænder vi Huset af over Hovedet på dig!"
07O	12	2	Men Jeffa svarede dem: "Jeg og mit Folk var i Krig, og Ammoniterne trængte os hårdt; da sendte jeg Bud efter eder, men I hjalp mig ikke imod dem;
07O	12	3	og da jeg så, at ingen kom mig til Hjælp, vovede jeg Livet og drog mod Ammoniterne, og HERREN gav dem i min Hånd. Hvorfor drager I da nu i Kamp imod mig?"
07O	12	4	Derpå samlede Jefta alle Gileads Mænd og angreb Efraimiterne; og Gileads Mænd slog Efraimiterne.
07O	12	5	Og Gileaditerne afskar Efraimiterne fra Jordans Vadesteder. Hver Gang så en af de efraimitiske Flygtninge sagde: "Lad mig komme over!" spurgte Gileads Mænd: "Er du Efraimit?" Og når han svarede: "Nej!"
07O	12	6	sagde de til ham: "Sig Sjibbolet!" Og når han da sagde Sibbolet, fordi han ikke kunde udtale Ordet rigtigt, greb de ham og huggede ham ned ved Jordans Vadesteder. Ved den Lejlighed faldt 42000 Efraimiter.
07O	12	7	Jefta var Dommer i Israel i seks År. Så døde Gileaditen Jefta og blev jordet i sin By i Gilead.
07O	12	8	Efter ham var Ibzan fra Betlehem Dommer i Israel.
07O	12	9	Han havde tredive Sønner; tredive Døtre giftede han bort, og tredive Svigerdøtre hjemførte han til sine Sønner.
07O	12	10	Han var Dommer i Israel i syv År. Så døde Ibzan og blev jordet i Betlehem.
07O	12	11	Efter ham var Zebuloniten Elon Dommer i Israel. Han var Dommer i Israel i ti År.
07O	12	12	Så døde Zebuloniten Elon og blev jordet i Ajjalon i Zebulons Land.
07O	12	13	Efter ham var Abdon, Hillels Søn, fra Piraton Dommer i Israel.
07O	12	14	Han havde fyrretyve Sønner og tredive Sønnesønner, som red på halvfjerdsindstyve Æsler. Han var Dommer i Israel i otte År.
07O	12	15	Så døde Abdon, Hillels Søn, fra Piraton og blev jordet i Piraton i Efraims Land på Amalekiterbjerget.
07O	13	1	Men Israelitterne blev ved at gøre, hvad der var ondt i HERRENS Øjne, og HERREN gav dem i Filisternes Hånd i fyrretyve År.
07O	13	2	Der levede i Zora en Mand af Daniternes Slægt ved Navn Manoa; hans Hustru var ufrugtbar og havde ingen Børn født.
07O	13	3	Nu viste HERRENs Engel sig for Kvinden og sagde til hende: "Se, du er ufrugtbar og har ingen Børn født; men du skal blive frugtsommelig og føde en Søn.
07O	13	4	Vogt dig vel for at drikke Vin eller stærk Drik og for at spise noget som helst urent!
07O	13	5	Thi se, du skal blive frugtsommelig og føde en Søn. Der må ikke komme Ragekniv på hans Hoved, thi Drengen skal være en Guds Nasiræer fra Moders Liv af; og han skal gøre de første Skridt til at frelse Israel af Filisternes Hånd!"
07O	13	6	Kvinden gik nu hen og sagde til sin Mand: "Der kom en Guds Mand til mig, og han så ud som en Guds Engel; såre frygtindgydende; jeg spurgte ham ikke, hvor han var fra, og sit Navn gav han mig ikke til Kende.
07O	13	7	Han sagde til mig: Se, du skal blive frugtsommelig og føde en Søn; drik nu ikke Vin eller stærk Drik og spis intet som helst urent, thi Drengen skal være en Guds Nasiræer fra Moders Liv af til sin Dødedag!"
07O	13	8	Da bad Manoa til HERREN og sagde: "Ak, HERRE, lad den Guds Mand, du sendte, atter komme til os for at lære os, hvorledes vi skal bære os ad med den Dreng, der skal fødes!"
07O	13	9	Og Gud bønhørte Manoa; og Guds Engel kom atter til Kvinden, medens hun sad ude på Marken, men Manoa, hendes Mand, var ikke hos hende.
07O	13	10	Da skyndte Kvinden sig hen til sin Mand, fortalte ham det og sagde til ham: "Se, den Mand, som kom til mig forleden, har vist sig for mig!"
07O	13	11	Manoa stod da op og gik med sin Hustru, og da han kom hen til Manden, sagde han til ham: "Er du den Mand, som talte til Kvinden?" Og han sagde: "Ja!"
07O	13	12	Så sagde Manoa: "Når nu dit Ord går i Opfyldelse, hvorledes skal vi da forholde os og bære os ad med Drengen?"
07O	13	13	HERRENs Engel svarede Manoa: "Alt det, jeg talte om til Kvinden, skal hun vogte sig for;
07O	13	14	intet af, hvad der vokser på Vinstokken, må hun spise; Vin og stærk Drik må hun ikke drikke, og intet urent må hun spise; alt, hvad jeg bød hende, skal hun overholde!"
07O	13	15	Da sagde Manoa til HERRENs Engel: "Vi vilde gerne holde dig tilbage og tillave dig et Gedekid!"
07O	13	16	Men HERRENs Engel svarede Manoa: "Selv om du holder mig tilbage, spiser jeg ikke af din Mad; men vil du ofre et Brændoffer, så bring HERREN det!" Thi Manoa vidste ikke, at det var HERRENs Engel.
07O	13	17	Og Manoa sagde til HERRENs Engel: "Hvad er dit Navn? Når dit Ord går i Opfyldelse, vil vi ære dig!"
07O	13	18	Men HERRENs Engel svarede: "Hvorfor spørger du om mit Navn? Du skal vide, det er underfuldt."
07O	13	19	Da tog Manoa Gedekiddet og Afgrødeofferet og ofrede det på Klippen til HERREN, ham, som handler underfuldt, og Manoa og hans Hustru så til.
07O	13	20	Og da Flammen slog op imod Himmelen fra Alteret, steg HERRENs Engel op i Alterflammen, medens Manoa og hans Hustru så til; og de faldt til Jorden på deres Ansigt.
07O	13	21	Og HERRENs Engel viste sig ikke mere for Manoa og hans Hustru. Så forstod Manoa, at det var HERRENs Engel.
07O	13	22	Og Manoa sagde til sin Hustru: "Vi er dødsens, thi vi har set Gud!"
07O	13	23	Men hans Hustru sagde til ham: "Havde HERREN i Sinde at dræbe os, havde han ikke modtaget Brændoffer og Afgrødeoffer af vor Hånd; heller ikke havde han ladet os se alt det og nu kundgjort os sådanne Ting!"
07O	13	24	Og Kvinden fødte en Søn, som hun gav Navnet Samson. Drengen voksede op, og HERREN velsignede ham;
07O	13	25	og HERRENs Ånd begyndte at drive på ham i Dans Lejr mellem Zora og Esjtaol.
07O	14	1	Engang Samson kom ned til Timna, så han en af Filisternes Døtre der.
07O	14	2	Og da han kom tilbage derfra, fortalte han sin Fader og Moder det og sagde: "Jeg har set en Kvinde i Timna, en af Filisternes Døtre; nu må I hjælpe mig at få hende til Hustru!"
07O	14	3	Hans Fader og Moder svarede ham: "Findes der da ingen Kvinde blandt dine Landsmænds Døtre eller i hele dit Folk, siden du vil gå hen og tage dig en Hustru hos de uomskårne Filistere?" Men Samson svarede sin Fader: "Nej, hende må du hjælpe mig til, thi det er hende, jeg synes om!"
07O	14	4	Hans Fader og Moder forstod ikke, at det kom fra HERREN, som søgte en Anledning til Strid over for Filisterne. På den Tid havde Filisterne nemlig Magten over Israel.
07O	14	5	Samson tog nu med sin Fader og Moder ned til Timna. Da de nåede Vingårdene uden for Timna, se, da kom en ung Løve brølende imod ham.
07O	14	6	Så kom HERRENs Ånd over ham, og han sønderrev den med sine bare Næver, som var det et Gedekid; men sin Fader og Moder fortalte han ikke, hvad han havde gjort.
07O	14	7	Derpå drog han ned og bejlede til Kvinden; thi Samson syntes om hende.
07O	14	8	Da han efter nogen Tids Forløb vendte tilbage for at ægte hende, gik han hen for at se til Løvens Ådsel, og se, da var der en Bisværm og Honning i Løvens Krop.
07O	14	9	Han tog da Honningen i sine Hænder og spiste deraf, medens han gik videre; og da han kom til sin Fader og Moder, gav han dem noget deraf, og de spiste; men han sagde dem ikke, at han havde taget Honningen fra Løvens Krop.
07O	14	10	Så drog Samson ned til Kvinden; og de holdt Gilde, som de unge havde for Skik.
07O	14	11	Da de så ham, udvalgte de tredive Brudesvende til at ledsage ham.
07O	14	12	Og Samson sagde til dem: "Jeg vil give eder en Gåde at gætte; hvis I i Løbet af de syv Gildedage kan sige mig Løsningen, vil jeg give eder tredive Linnedkjortler og tredive Sæt klæder;
07O	14	13	men kan I ikke sige mig den, skal I give mig tredive Linnedkjortler og tredive Sæt klæder!" De svarede: "Sig din Gåde frem og lad os høre den!"
07O	14	14	Da sagde han til dem: "Fra Æderen kom Æde, fra den stærke Sødme!" Men da de tre Dage var omme, havde de ikke kunnet gætte Gåden,
07O	14	15	og den fjerde Dag sagde de til Samsons Hustru: "Lok din Mand til at sige os Løsningen, ellers brænder vi dig og din Faders Hus inde! Har I budt os herhen for at tage alting fra os?"
07O	14	16	Da hang Samsons Hustru over ham med Gråd og sagde: "Du hader mig jo og elsker mig ikke! Du har givet mine Landsmænd en Gåde at gætte, og mig har du ikke sagt Løsningen!" Han svarede hende: "Jeg har ikke sagt min Fader eller Moder den, og så skulde jeg sige dig den!"
07O	14	17	Men hun hang over ham med Gråd, de syv Dage Gildet varede; og den syvende Dag sagde han hende Løsningen, fordi hun plagede ham.  Så sagde hun sine Landsmænd Gådens Løsning;
07O	14	18	og den syvende Dag, før han gik ind i Kammeret, sagde Byens Mænd til ham: "Hvad er sødere end Honning, og hvad er stærkere end en Løve?" Men han svarede dem: "Havde I ikke pløjet med min Kalv, havde I ikke gættet min Gåde!"
07O	14	19	Da kom HERRENs Ånd over ham, og han drog ned til Askalon, slog tredive Mænd ihjel der, trak deres Tøj af dem og gav Klæderne til dem, der havde sagt Løsningen på Gåden. Og hans Vrede blussede op, og han drog tilbage til sin Faders Hus.
07O	14	20	Men Samsons Hustru blev givet til den Brudesvend, som havde været hans Brudefører.
07O	15	1	Efter nogen Tids Forløb, i Hvedehøstens Tid, besøgte Samson sin Hustru og havde et Gedekid med, og han sagde: "Lad mig gå ind i Kammeret til min Hustru!" Men hendes Fader tillod ham det ikke,
07O	15	2	men sagde: "Jeg tænkte for vist, at du havde fået Uvilje mod hende, derfor gav jeg hende til ham, der var din Brudesvend; men hendes yngre Søster er smukkere end hun, lad hende blive din Hustru i Søsterens Sted!"
07O	15	3	Da sagde Samson til dem: "Denne Gang er jeg sagesløs over for Filisterne, når jeg gør dem Fortræd!"
07O	15	4	Så gik Samson hen og fangede 300 Ræve; derpå tog han Fakler, bandt Halerne sammen to og to og fastgjorde en Fakkel midt imellem;
07O	15	5	så tændte han Faklerne, slap Rævene løs i Filisternes Korn og stak Ild både på Negene og Kornet på Roden, også på Vingårde og Oliventræer.
07O	15	6	Da Filisterne spurgte, hvem der havde gjort det, blev der sagt: "Det bar Samson, Timnitens Svigersøn, fordi han tog hans Hustru og gav hende til hans Brudesvend." Da gik Filisterne op og brændte hende og hendes Faders Hus inde.
07O	15	7	Men Samson sagde til dem: "Når I bærer eder således ad, under jeg mig ikke Ro, før jeg får hævnet mig på eder!"
07O	15	8	Så slog han dem sønder og sammen med vældige Slag, og derpå steg han ned i Fjeldkløften ved Etam og tog Ophold der.
07O	15	9	Filisterne drog nu op og slog Lejr i Juda og spredte sig ved Lehi.
07O	15	10	Da sagde Judas Mænd: "Hvorfor er I draget op imod os?" Og de svarede: "Vi er draget herop for at binde Samson og handle mod ham,som han har handlet mod os!"
07O	15	11	Så steg 3000 Mand fra Juda ned til Fjeldkløften ved Etam og sagde til Samson: "Ved du ikke, at Filisterne har Magten over os?  Hvad er det dog, du har voldt os?." Han svarede dem: "Som de har handlet mod mig, har jeg handlet mod dem!"
07O	15	12	Men de sagde til ham: "Vi er kommet ned for at binde dig og overgive dig til Filisterne!" Da sagde Samson til dem: "Sværg mig til, at I ikke vil slå mig ihjel!"
07O	15	13	De svarede ham: "Nej, vi vil Kun binde dig og overgive dig til dem; slå dig ihjel vil vi ikke!" Så bandt de ham med to nye Reb og førte ham op af Fjeldkløften.
07O	15	14	Men da han kom til Lehi, og Filisterne hilste hans Komme med Jubelråb, kom HERRENs Ånd over ham, og Rebene om hans Arme blev som svedne Sytråde, og hans Bånd faldt skørnet af hans Hænder.
07O	15	15	Og da han fik Øje på en frisk Æselkæbe, rakte han sin Hånd ud, greb den og huggede 1000 Mand ned med den.
07O	15	16	Da sagde Samson: "Med en Æselkæbe har jeg flået dem sønder og sammen, med en Æselkæbe har jeg fældet 1000 Mand!"
07O	15	17	Med disse Ord kastede han Kæbebenet fra sig, og derfor kaldte man Stedet Ramat Lehi.
07O	15	18	Og da han var meget tørstig, råbte han til HERREN og sagde: "Ved din Tjeners Hånd har du skaffet os denne vældige Sejr, skal jeg da nu dø af Tørst og falde i de uomskårnes Hånd?"
07O	15	19	Da åbnede Gud Lavningen i Lehi, og der vældede Vand frem deraf; og da han havde drukket, fik han sin Livskraft igen.  Derfor kaldte man denne Kilde En Hakkore; den findes i Lehi endnu den Dag i Dag.
07O	15	20	Han var Dommer i Israel i Filistertiden i tyve År.
07O	16	1	Samson drog så til Gaza. Der så han en Skøge og gik ind til hende.
07O	16	2	Da det spurgtes blandt Folkene i Gaza, at Samson var kommet derhen, gik de hen og lagde sig på Lur efter ham ved Byporten; men de holdt sig rolige Natten over, idet de sagde: "Vi vil vente, til det bliver lyst; så slår vi ham ihjel!"
07O	16	3	Samson blev liggende den halve Nat, men ved Midnatstide stod han op, greb fat i Byportens to Fløje og begge Portstolper, rykkede dem op tillige med Portslåen, tog dem på Skuldrene og bar dem op på Toppen af Bjerget over for Hebron.
07O	16	4	Siden fik han Kærlighed til en Kvinde ved Navn Dalila i Sorekdalen.
07O	16	5	Da kom Filisternes Fyrster til hende og sagde til hende: "Se at lokke ud af ham, hvad det er, der giver ham hans vældige Kræfter, og hvorledes vi kan få Bugt med ham, så vi kan binde og kue ham, så vil vi hver give dig 1100 Sekel Sølv!"
07O	16	6	Dalila sagde da til Samson: "Sig mig dog, hvad det er, der giver dig dine vældige Kræfter, og hvorledes man kan binde og kue dig!"
07O	16	7	Samson svarede hende: "Hvis man binder mig med syv friske Strenge, som ikke er blevet tørre, bliver jeg svag som ethvert andet Menneske."
07O	16	8	Filisternes Fyrster bragte hende da syv friske Strenge, der ikke var blevet tørre, og med dem bandt hun ham;
07O	16	9	samtidig havde hun Folk liggende på Lur i Kammeret. Da sagde hun til ham: "Filisterne er over dig, Samson!" Men han rev Strengene over, og de brast som Blårgarn, der kommer Ild for nær; og hvorledes det hang sammen med hans Kræfter, kom ikke for Dagen.
07O	16	10	Da sagde Dalila til Samson: "Se, du har narret mig og løjet for mig; sig mig dog, hvorledes man kan binde dig!"
07O	16	11	Han svarede hende: "Hvis man binder mig med nye Reb, som aldrig har været brug til noget, bliver jeg svag som ethvert andet Menneske!"
07O	16	12	Da tog Dalila nye Reb og bandt ham. Så sagde hun til ham: "Filisterne er over dig, Samson!" Samtidig lå der Folk på Lur i Kammeret. Men han flåede Rebene af sine Arme, som var det Tråde.
07O	16	13	Da sagde Dalila til Samson: "Hidtil har du narret mig og løjet for mig; sig mig dog, hvorledes man kan binde dig!" Han svarede hende: "Hvis du væver mine syv Hovedlokker ind i Rendegarnet og slår dem fast med Slagelen, bliver jeg svag som ethvert andet Menneske."
07O	16	14	Så dyssede hun ham i Søvn og vævede hans syv Hovedlokker ind i Rendegarnet og slog dem fast med Slagelen. Og hun sagde til ham: "Filisterne er over dig, Samson!" Så vågnede han og rykkede Væven op sammen med Rendegarnet.
07O	16	15	Da sagde hun til ham: "Hvor kan du sige, du elsker mig, når du ingen Fortrolighed har til mig? Tre Gange har du nu narret mig og ikke sagt mig, hvad det er, der giver dig dine vældige Kræfter!"
07O	16	16	Da hun således stadig pinte og plagede ham med sine Ord, blev hans Sjæl træt til Døden,
07O	16	17	og han talte rent ud og sagde til hende: "Ingen Ragekniv er kommet på mit Hoved, thi jeg har fra Moders Liv af været en Guds Nasiræer; hvis mit Hår rages af, mister jeg mine Kræfter og bliver svag som alle andre Mennesker."
07O	16	18	Da nu Dalila skønnede, at han havde talt rent ud til hende, sendte hun Bud efter Filisternes Fyrster og lod sige: "Kom nu herop, thi han har talt rent ud til mig!" Og Filisternes Fyrster kom op til hende og bragte Pengene med.
07O	16	19	Så dyssede hun ham i Søvn imellem sine Knæ og kaldte på en Mand, som ragede hans syv Hovedlokker af. Da blev han svagere og svagere, og Kræfterne veg fra ham.
07O	16	20	Derpå sagde hun: Filisterne er over dig, Samson!" Da vågnede han og tænkte: "Jeg skal nok slippe fra det ligesom de andre Gange og ryste det af mig!" Men han vidste ikke, at HERREN var veget fra ham.
07O	16	21	Da greb Filisterne ham og stak Øjnene ud på ham; derpå bragte de ham ned til Gaza og lagde ham i Kobberlænker; og han måtte dreje Kværnen i Fangehuset.
07O	16	22	Men hans Hovedhår begyndte at vokse igen, efter at det var raget af.
07O	16	23	Filisternes Fyrster samledes nu for at holde en stor Offerfest til Ære for deres Gud Dagon og for at fornøje sig; og de sagde: "Vor Gud gav os i Hænde Samson, vor Fjende!"
07O	16	24	Og da Folket så ham, priste de deres Gud og råbte: "Vor Gud gav os i Hænde Samson, vor Fjende, ham, som vort Land monne skænde, på manges Liv gjorde Ende!"
07O	16	25	Da de nu var kommet i godt Lune, sagde de: "Hent Samson, at vi kan more os over ham!" De lod da Samson hente fra Fangehuset, og de morede sig over ham. De stillede ham op ved Søjlerne;
07O	16	26	Da sagde Samson til den unge Mand, som holdt ham i Hånden: "Slip mig og lad mig røre ved Søjlerne, som bærer Hallen, så jeg kan læne mig til dem!".
07O	16	27	Hallen var fuld af Mænd og Kvinder; der var alle Filisternes Fyrster, og på Taget var der henved 3000 Mænd og Kvinder, som så til, medens de morede sig over Samson.
07O	16	28	Da råbte Samson til HERREN og sagde: "Herre, HERRE, kom mig i Hu og giv mig Kraft, o Gud, kun denne ene Gang, så jeg kan hævne mig på Filisterne for begge mine Øjne på een Gang!"
07O	16	29	Så greb Samson om de to Midtersøjler, som bar Hallen, og stemmede sig imod den ene med højre og imod den anden med venstre Hånd.
07O	16	30	Og Samson sagde: "Lad mig dø sammen med Filisterne!" Derpå bøjede han sig med sådan Kraft, at Hallen styrtede sammen over Fyrsterne og alle Folkene derinde. Således dræbte han ved sin Død flere, end han havde dræbt i levende Live.
07O	16	31	Men hans Brødre og hele hans Faders Hus drog ned og tog ham, bragte ham op og lagde ham i hans Fader Manoas Grav mellem Zora og Esjtaol. Han var Dommer i Israel i tyve År.
07O	17	1	I Efraims Bjerge levede en Mand, som hed Mika.
07O	17	2	Han sagde til sin Moder: "De 1100 Sekel Sølv, du har mistet, og for hvis Skyld du udtalte en Forbandelse, som jeg selv hørte, se, de Penge er hos mig; jeg har taget dem, men nu vil jeg give dig dem tilbage."  Da sagde hans Moder: "HERREN velsigne dig, min Søn!"
07O	17	3	Så gav han sin Moder de 1100 Sekel Sølv tilbage; og Moderen sagde: "Disse Penge helliger jeg HERREN og giver min Søn, for at han kan lave et udskåret og støbt Billede."
07O	17	4	Så gav han sin Moder Pengene tilbage; og Moderen tog 200 Sekel Sølv deraf og gav dem til Guldsmeden, som lavede et udskåret og støbt Billede deraf, og det fik sin Plads i Mikas Hus.
07O	17	5	Manden Mika havde et Gudshus, og han lavede sig en Efod og en Husgud og indsatte en af sine Sønner til sin Præst.
07O	17	6	I de Dage var der ingen Konge i Israel; enhver gjorde, hvad han fandt for godt.
07O	17	7	Nu var der i Betlehem i Juda en ung Mand af Judas Slægt; han var Levit og boede der som fremmed.
07O	17	8	Denne Mand forlod sin By Betlehem i Juda for at slå sig ned som fremmed, hvor det kunde træffe sig, og på sin Vandring kom han til Mikas Hus i Efraims Bjerge.
07O	17	9	Da spurgte Mika ham: "Hvorfra kommer du?" Han svarede: "Jeg er Levit og har hjemme i Betlehem i Juda, og jeg er på Vandring for at slå mig ned som fremmed, hvor det kan træffe sig."
07O	17	10	Da sagde Mika til ham: "Tag Ophold hos mig og bliv min Fader og Præst; jeg vil give dig ti Sekel Sølv om Året og holde dig med Klæder og give dig Kosten!"
07O	17	11	Så gik Leviten ind på at tage Ophold hos Manden, og den unge Mand var ham som en af hans egne Sønner.
07O	17	12	Mika indsatte så Leviten, og den unge Mand blev Præst hos ham og tog Ophold i Mikas Hus.
07O	17	13	Da sagde Mika: "Nu ved jeg, at HERREN vil gøre vel imod mig, siden jeg har fået en Levit til Præst!"
07O	18	1	I de Dage var der ingen Konge i Israel, og i de Dage var Daniternes Stamme i Færd med at søge sig en Arvelod, hvor de kunde bo, thi hidindtil var der ikke tilfaldet dem nogen Arvelod blandt Israels Stammer.
07O	18	2	Daniterne udtog da af deres Slægt fem stærke Mænd fra Zora og Esjtaol og udsendte dem for at udspejde og undersøge Landet, og de sagde til dem: "Drag hen og undersøg Landet!" De kom da til Mikas Hus i Efraims Bjerge og overnattede der.
07O	18	3	Da de kom i Nærheden af Mikas Hus og kendte den unge Levits Stemme, tog de derind og spurgte ham: "Hvem har ført dig herhen, hvad tager du dig for på dette Sted, og hvorfor er du her?"
07O	18	4	Han svarede dem: "Det og det har Mika gjort for mig; han har lejet mig til Præst."
07O	18	5	Da sagde de til ham: "Adspørg da Gud, at vi kan få at vide, om vor Færd skal lykkes!"
07O	18	6	Præsten sagde da til dem: "Far med Fred, HERREN våger over eders Færd!"
07O	18	7	Så drog de fem Mænd videre og kom til Lajisj; og de så, at Byen levede trygt på Zidoniernes Vis, at Folket der levede sorgløst og trygt og ikke manglede nogen Verdens Ting, men var rigt, og at de boede langt fra Zidonierne og intet havde med Aramæerne at gøre.
07O	18	8	Da de kom tilbage til deres Brødre i Zora og Esjtaol, spurgte disse dem: "Hvad har I at melde?"
07O	18	9	De svarede: "Kom, lad os drage op til Lajisj, thi vi har set Landet, og se, det er såre godt! Hvorfor holder I eder uvirksomme? Nøl ikke med at drage hen og underlægge eder Landet!
07O	18	10	Thi Gud bar givet det i eders Hånd et Sted, hvor der ikke er Mangel på nogen Verdens Ting! Når l kommer derhen, kommer I til et Folk, der lever i Tryghed, og det er et vidtstrakt Land!"
07O	18	11	Så brød 600 væbnede Mænd af Daniternes Slægt op fra Zora og Esjtaol,
07O	18	12	og de drog op og slog Lejr i Kirjat Jearim i Juda; derfor kalder man endnu den Dag i Dag dette Sted hans Lejr; det ligger vesten for Kirjat Jearim.
07O	18	13	Derfra drog de over til Efraims Bjerge; og da de kom til Mikas Hus,
07O	18	14	tog de fem Mænd, der havde været henne at udspejde Landet, til Orde og sagde til deres Brødre: "Ved I, at der i Husene her findes en Efod, en Husgud og et udskåret og støbt Billede? Så indser I vel, hvad I har at gøre!"
07O	18	15	De begav sig derhen og kom til den unge Levits Hus, Mikas Hus, og hilste på ham,
07O	18	16	medens de 600 væbnede danitiske Mænd stod ved Porten.
07O	18	17	Og de fem Mænd, der havde været henne at udspejde Landet, gik op og tog det udskårne og støbte Billede, Efoden og Husguden, medens Præsten og de 600 væbnede Mænd stod ved Porten.
07O	18	18	Hine gik ind i Mikas Hus og tog det udskårne og støbte Billede, Efoden og Husguden. Præsten sagde til dem: "Hvad er det, I gør?"
07O	18	19	Og de svarede ham: "Stille, læg Fingeren på Munden og følg med os og bliv vor Fader og Præst! Hvad båder dig vel bedst, at være Præst for een Mands Hus eller for en Stamme og Slægt i Israel?"
07O	18	20	Da blev Præsten glad, tog Efoden, Husguden og Gudebilledet og sluttede sig til Krigsfolkene.
07O	18	21	Derpå vendte de om og drog bort, idet de stillede Kvinderne og Børnene, Kvæget og Trosset forrest i Toget.
07O	18	22	Da de var kommet et Stykke fra Mikas Hus, stævnedes Mændene i de Huse, der lå ved Mikas Hus, sammen, og de indhentede Daniterne.
07O	18	23	Da de råbte efter Daniterne, vendte disse sig om og sagde til Mika: "Hvad er der i Vejen, siden du har kaldt Folk til Hjælp?"
07O	18	24	Han svarede: "I har taget min Gud, som jeg havde lavet mig, tillige med Præsten og er rejst eders Vej! Hvad har jeg nu tilbage? Hvor kan I spørge mig, hvad der er i Vejen?"
07O	18	25	Men Daniterne svarede ham: "Lad os ikke høre et Ord mere fra dig, ellers kunde det hænde, at nogle Mænd, som er bitre i Hu, faldt over eder, og at du satte både dit eget og dine Husfolks Liv på Spil!"
07O	18	26	Dermed drog Daniterne deres Vej, og da Mika så, at de var ham for stærke, vendte han om og begav sig tilbage til sit Hus.
07O	18	27	De tog så Guden, som Mika havde lavet, tillige med hans Præst og drog mod Lajisj, mod et Folk, der levede sorgløst og trygt, huggede dem ned med Sværdet og stak Ild på Byen,
07O	18	28	uden at nogen kunde komme den til Hjælp, thi den lå langt fra Zidon, og de havde intet med Aramæerne at gøre. Den ligger i Bet Rehobs Dal. Så byggede de Byen op igen og bosatte sig der;
07O	18	29	og de gav den Navnet Dan efter deres Stamfader Dan, Israels Søn; men før var Byens Navn Lajisj.
07O	18	30	Derpå stillede Daniterne Gudebilledet op hos sig; og Jonatan, en Søn af Moses's Søn Gersom, og hans Efterkommere var Præster for Daniternes Stamme, indtil Landets Indbyggere førtes i Landflygtighed.
07O	18	31	Og det Gudebillede, Mika havde lavet sig, stillede de op hos sig, og det stod der, al den Tid Guds Hus var i Silo.
07O	19	1	I de Dage, da der ingen Konge var i Israel, var der en Mand, en Levit, der boede som fremmed i Udkanten af Efraims Bjerge. Han tog sig en Kvinde fra Betlehem i Juda til Medhustu.
07O	19	2	Men Medhustruen blev vred på ham, forlod ham og tog til sin Faders Hus i Betlehem i Juda. Da hun havde været der en fire Måneders Tid,
07O	19	3	drog hendes Mand af Sted efter hende for at overtale hende til at vende tilbage. Han havde sin Tjener og et Par Æsler med. Da han kom til hendes Faders Hus, fik den unge Kvindes Fader Øje på ham og kom ham glad i Møde;
07O	19	4	og hans Svigerfader, den unge Kvindes Fader, holdt på ham, så at han blev hos ham i tre Dage; og de spiste og drak og overnattede der.
07O	19	5	Tidligt om Morgenen den fjerde Dag gjorde han sig rede til at drage bort; men den unge Kvindes Fader sagde til sin Svigersøn: "Styrk dig først med en Bid Brød, så kan I siden drage bort!"
07O	19	6	De blev da og spiste og drak begge to sammen, og den unge Kvindes Fader sagde til Manden: "Bestem dig til at blive Natten over og gør dig til gode!"
07O	19	7	Men Manden gjorde sig rede til at drage bort. Da nødte hans Svigerfader ham, så han atter overnattede der.
07O	19	8	Tidligt om Morgenen den femte Dag vilde han drage bort, men den unge Kvindes Fader sagde til ham: "Styrk dig først!" De ventede da, til Dagen hældede, og spiste og drak begge to.
07O	19	9	Så gjorde Manden sig rede til at drage bort med sin Medhustru og sin Tjener. Men hans Svigerfader, den unge Kvindes Fader, sagde til ham: "Se, det lider mod Aften, overnat dog her; se, Dagen hælder, bliv dog her i Nat og gør dig til gode, så kan I i Morgen tidlig begive eder på Vej og du drage til dit Hjem!"
07O	19	10	Men Manden vilde ikke blive Natten over; han begav sig på Vej og kom ud for Jebus, det er Jerusalem, fulgt af sine to belæssede Æsler, sin Medhustru og sin Tjener.
07O	19	11	Da de var i Nærheden af Jebus og Dagen hældede stærkt, sagde Tjeneren til sin Herre: "Kom, lad os tage ind her i Jebusiternes By og blive der Natten over!"
07O	19	12	Men hans Herre svarede: "Vi vil ikke tage ind i en By, der ejes af fremmede, som ikke hører til Israelitterne, men vi vil drage videre til Gibea!"
07O	19	13	Og han sagde til sin Tjener: "Kom, lad os tage hen til et af de andre Steder og overnatte i Gibea eller Rama!"
07O	19	14	De drog så videre, og Solen gik ned, som de var ved Gibea i Benjamin.
07O	19	15	Så bøjede de af i den Retning for at nå til Gibea og overnatte der. Da han var kommet derind, Blev han på Byens Torv; men der var ingen, som bød dem ind i sit Hus for Natten.
07O	19	16	Så kom der om Aftenen en gammel Mand fra sit Arbejde på Marken, og Manden var fra Efraims Bjerge og boede som fremmed i Gibea, medens Stedets Indbyggere var Benjaminiter;
07O	19	17	og da den gamle Mand så op og fik Øje på den vejfarende Mand på Byens Torv, spurgte han: "Hvorhen gælder Rejsen, og hvorfra kommer du?"
07O	19	18	Han svarede ham: "Vi er på Rejse fra Betlehem i Juda til Udkanten af Efraims Bjerge, hvor jeg har hjemme; jeg har været i Betlehem i Juda og er nu på Vejen hjem; men der er ingen, som byder mig ind i sit Hus,
07O	19	19	skønt jeg har både Strå og Foder til vore Æsler og Brød og Vin til mig selv, din Trælkvinde og din Træls Tjener; vi mangler intet!"
07O	19	20	Da sagde den gamle Mand: "Vær velkommen! Lad kun alt, hvad du trænger til, være min Sag; men på Torvet må du ikke overnatte!"
07O	19	21	Så førte han ham ind i sit Hus og sørgede for Foder til Æslerne; og da de havde tvættet deres Fødder, spiste de og drak.
07O	19	22	Men medens de gjorde sig til gode, se, da omringede Mændene i Byen, Niddinger som de var, Huset og hamrede på Døren og råbte til den gamle Mand, Husets Ejer: "Før Manden, som er taget ind i dit Hus, herud, så at vi kan stille vor Lyst på ham!"
07O	19	23	Men Manden, der ejede Huset, gik ud til dem og sagde til dem: "Nej, mine Brødre, gør dog ikke noget ondt! Når denne Mand er taget ind i mit Hus, må I ikke øve sådan en Skændselsdåd!
07O	19	24	Se, her er min Datter, som er Jomfru; hende fører jeg herud, så kan I skænde hende og handle med hende, som I finder for godt! Men mod denne Mand må I ikke øve sådan en Skændselsdåd!"
07O	19	25	Men Mændene vilde ikke høre ham. Så greb Manden sin Medhustru og førte hende ud på Gaden til dem, og de stillede deres Lyst på hende og mishandlede hende Natten igennem til om Morgenen; først da Morgenen gryede, slap de hende.
07O	19	26	Ved Morgenens Frembrud kom Kvinden og faldt sammen ved Indgangen til den Mands Hus, hvor hendes Herre var, og lå der, til det blev lyst.
07O	19	27	Og da hendes Herre om Morgenen lukkede Husets Dør op og gjorde sig rede til at drage videre, se, da lå Kvinden, hans Medhustru, ved Indgangen til Huset med Hænderne på Tærskelen.
07O	19	28	Han sagde da til hende: "Rejs dig og lad os komme af Sted!"  Men der kom intet Svar. Så løftede han hende op på Æselet og rejste til sit Hjem.
07O	19	29	Men da han kom hjem, greb han en Kniv, tog sin Medhustru, skar hende i tolv Stykker, Ledemod for Ledemod, og sendte Stykkerne rundt i hele Israels Land;
07O	19	30	og han gav de Mænd, han udsendte, den Befaling: "Således skal I sige til alle Israels Mænd: Er sligt hidtil hændet, siden Israelitterne drog op fra Ægypten? Overvej Sagen, hold Råd og sig eders Mening!" Og enhver, som så det, sagde: "Sligt er ikke hidtil hændet eller set, siden Israelitterne drog op fra Ægypten!"
07O	20	1	Da rykkende alle Israelitterne ud, og Menigheden samledes som een Mand fra Dan til Be'ersjeba for HERREN i Mizpa; også fra Gileads Land kom de.
07O	20	2	Alle Folkets Støtter, alle Israels Stammer indfandt sig i Guds Folks Forsamling, 400000 Mand Fodfolk, væbnet med Sværd.
07O	20	3	Benjaminiterne hørte, at Israelitterne var draget op til Mizpa. Og Israelitterne sagde: "Fortæl dog, hvorledes denne Misgerning gik for sig!"
07O	20	4	Da tog Manden, Leviten, den myrdede Kvindes Mand, til Orde og sagde: "Jeg og min Medhustru kom til Gibea i Benjamin for at overnatte der.
07O	20	5	Så rejste Gibeas Borgere sig imod mig og omringede mig om Natten i Huset; mig vilde de dræbe, og min Medhustru skændede de, så at hun døde.
07O	20	6	Da tog jeg min Medhustru, skar hende i Stykker og sendte Stykkerne rundt i hele Israels Arvelods Område, fordi de havde begået grov Utugt og Skændselsdåd i Israel!
07O	20	7	Nu er I her, alle Israelitter, sig nu eders Mening og kom med eders Råd!"
07O	20	8	Da rejste hele Folket sig som een Mand og sagde: "Ingen af os vil vende hjem, ingen af os vil begive sig til sit Hus!
07O	20	9	Men således vil vi handle med Gibea: Vi vil drage op imod det efter Lodkastning,
07O	20	10	og vi vil udtage ti Mænd af hundrede af alle Israels Stammer, hundrede af tusind og tusind af titusind til at hente Fødemidler til Folket, til dem, som er kommet for fuldt ud at gengælde Gibea i Benjamin den Skændselsdåd, de har øvet i Israel!"
07O	20	11	Derpå samlede alle Israels Mænd sig mod Byen, alle som een.
07O	20	12	Og Israels Stammer sendte Mænd ud i hele Benjamins Stamme og lod sige: "Hvad er det for en Misgerning, der er sket hos eder?
07O	20	13	Udlever nu Mændene i Gibea, de Niddinger, for at vi kan dræbe dem og skaffe Misgerningen bort fra Israel!" Men Benjaminiterne vilde ikke høre deres Brødre Israelitternes Ord.
07O	20	14	Og Benjaminiterne stævnede sammen fra deres Byer til Gibea for at drage i Kamp mod Israelitterne.
07O	20	15	Da Benjaminiterne fra Byerne mønstredes den bag, udgjorde de 25000 våbenføre Mænd, foruden dem af Gibeas Indbyggere, der mønstredes, 700 udsøgte Krigere;
07O	20	16	af alle disse Krigsfolk var 700 udvalgte Krigere kejthåndede; de kunde alle slynge med Sten, så de ramte på et Hår uden at fejle.
07O	20	17	Da Israels Mænd mønstredes, fraregnet Benjamin, udgjorde de 400000 våbenføre Mænd, der alle var Krigere.
07O	20	18	De brød så op og drog til Betel og rådspurgte Gud; og Israelitterne sagde: "Hvem af os skal først drage i Kamp mod Benjaminiterne?" HERREN svarede: "Det skal Juda!"
07O	20	19	Så brød Israelitterne op om Morgenen og slog Lejr uden for Gibea.
07O	20	20	Og Israels Mænd rykkede ud til Kamp imod Benjamin, og Israels Mænd stillede sig op til Kamp imod dem for at angribe Gibea.
07O	20	21	Men Benjaminiterne gjorde Udfald fra Gibea og fældede den Dag 22000 Mand af Israel.
07O	20	22	Folket, Israels Mænd, tog sig da sammen og stillede sig atter op til Kamp på samme Sted som den første Dag;
07O	20	23	Da drog Israelitterne op til Betel og græd lige til Aften for HERRENs Åsyn; og de adspurgte HERREN: "Skal jeg atter tage Kampen op med min Broder Benjamins Sønner?" Og HERREN svarede: "Drag op imod ham!"
07O	20	24	og Israelitterne rykkede Benjaminiterne på nært Hold den anden Dag.
07O	20	25	Men Benjaminiterne gjorde Udfald fra Gibea for at møde dem den anden Dag, og de fældede yderligere 18000 Mand af Israelitterne, alle sammen våbenføre Mænd.
07O	20	26	Så drog alle Israelitterne, hele Folket, op til Betel; og de græd og sad der for HERRENs Åsyn og fastede den Dag lige til Aften, og de ofrede Brændofre og Takofre for HERRENs Åsyn.
07O	20	27	Derpå rådspurgte Israelitterne HERREN i de Dage var Guds Pagts Ark der,
07O	20	28	og Pinehas, en Søn af Arons Søn Eleazar, gjorde i de Dage Tjeneste ved den - og de sagde: "Skal jeg atter drage i Kamp mod min Broder Benjamins Sønner eller lade være?" HERREN svarede: "Drag i Kamp, thi i Morgen giver jeg ham i din Hånd!"
07O	20	29	Israelitterne lagde nu Baghold rundt om Gibea.
07O	20	30	Og Israelitterne drog op mod Benjaminiterne på den tredje Dag og stillede sig op til Angreb på Gibea ligesom de tidligere Gange.
07O	20	31	Da nu Benjaminiterne gjorde Udfald mod Hæren, blev de afskåret fra Byen og lokket ud på Vejene til Betel og Gibeon; til at begynde med huggede de nogle al Folkene ned på åben Mark ligesom de tidligere Gange, omtrent tredive Mand af Israel,
07O	20	32	og Benjaminiterne tænkte nu: "Vi har slået dem ligesom før!" Men Israelitterne sagde: Lad os flygte og således afskære dem fra Byen og lokke dem ud på Vejene!"
07O	20	33	Så brød alle Israels Mænd op fra deres Plads og stillede sig op til Kamp i Ba'al-Tamar, medens Bagholdet brød op fra sin Plads vesten for Geba.
07O	20	34	Nu rykkede 10000 Mand, udvalgte Folk af hele Israel, frem for Gibea, og Kampen blev hård; men de vidste ikke, at Ulykken var ved at ramme dem.
07O	20	35	Så slog HERREN Benjamin foran Israel, og Israelitterne fældede den Dag 25100 Mand af Benjamin, alle våbenføre Mænd;
07O	20	36	da indså Benjaminiterne, at de var slagne. Israelitterne trak sig tilbage for Benjamin, idet de stolede på Bagholdet, de havde lagt mod Gibea;
07O	20	37	og Bagholdet kastede sig i en Fart over Gibea og drog frem og huggede hele Byens Befolkning ned med Sværdet.
07O	20	38	Der var truffet den Aftale mellem Israels Mænd og Bagholdet, at de skulde lade en Røgsøjle stige op fra Byen.
07O	20	39	Da Israels Mænd vendte om i Kampen, huggede Benjamin til at begynde med henved tredive af Israels Mænd ned, thi de tænkte: "Visselig, vi har slået dem ligesom i den forrige Kamp."
07O	20	40	Da nu Søjlen, Røgstøtten, begyndte at stige op fra Byen, vendte Benjamin sig om, og se, Røgen slog op mod Himmelen fra hele Byen,
07O	20	41	og samtidig vendte Israels Mænd om fra Flugten. Da blev Benjamins Mænd forfærdede, thi de indså, at Ulykken havde ramt dem;
07O	20	42	og de gjorde omkring for Israels Mænd og flygtede ad Ørkenen til.Men Kampen fortsattes i Hælene på dem. Og de fra Byerne huggede ned for Fode iblandt dem;
07O	20	43	de omringede Benjaminiterne og forfulgte dem, til de havde Geba foran sig mod Øst.
07O	20	44	Af Benjamin faldt 18000 Mand, lutter dygtige Krigere.
07O	20	45	De gjorde omkring og flygtede og deres Forfølgere gjorde på Vejene en Efterhøst på 5000 Mand: de forfulgte dem skarpt, til de fik dem tilintetgjort, og huggede 2000 Mand ned af dem.
07O	20	46	De, der faldt af Benjamin den Dag, var således i alt 25000 våbenføre Mænd, alle tapre Folk.
07O	20	47	De gjorde omkring og flygtede ud i Ørkenen til Rimmons Klippe, 600 Mand stærke, og blev der i fire Måneder.
07O	20	48	Men Israels Mænd vendte tilbage til Benjaminiterne og huggede dem ned med Sværdet, både Mennesker og Kvæg, overhovedet alt. hvad der var, og desuden stak de Ild på alle Byerne der.
07O	21	1	Men Israels Mænd havde i Mizpa aflagt den Ed: "Ingen af os vil give en Benjaminit sin Datter til Ægte!"
07O	21	2	Da nu Folket var kommet til Betel, sad de der lige til Aften for Guds Åsyn og opløftede deres Røst, græd heftigt
07O	21	3	og sagde: "Hvorfor, HERRE, Israels Gud, er dog dette hændet i Israel, så at vi i Dag må savne en Stamme af Israel?"
07O	21	4	Tidligt næste Morgen byggede Folket et Alter der og ofrede Brændofre og Takofre.
07O	21	5	Derpå sagde Israelitterne: "Hvem blandt alle Israels Stammer undlod at drage op med Forsamlingen til HERREN?" Der var nemlig svoret en dyr Ed på, at enhver, der undlod at drage op til HERREN i Mizpa, skulde dø.
07O	21	6	Men nu gjorde det Israelitterne ondt for deres Broder Benjamin, og de sagde: "I Dag er en Stamme hugget af Israel!
07O	21	7	Hvad skal vi gøre for dem, der er tilbage, for at skaffe dem Hustruer, eftersom vi har svoret ved HERREN, at vi ikke vil give dem nogen af vore Døtre fil Ægte?"
07O	21	8	Så spurgte de: "Er der måske en af Israels Stammer, der undlod at drage op til HERREN i Mizpa?" Og se, der var ingen kommet til Lejren, til Forsamlingen, fra Jabesj i Gilead.
07O	21	9	Så blev Folket mønstret, og se, der var ingen af Indbyggerne fra Jabesj i Gilead.
07O	21	10	Da sendte Menigheden 12000 Mand af de tapreste Folk derhen med den Befaling: "Drag hen og hug Indbyggerne i Jabesj i Gilead ned med Sværdet tillige med deres Kvinder og Børn.
07O	21	11	Således skal I bære eder ad: Alle af Mandkøn og alle Kvinder, der har haft Omgang med Mænd, skal I lægge Band på!"
07O	21	12	De fandt så hos Indbyggerne i Jabesj i Gilead 400 unge Piger, der var Jomfruer og ikke havde haft Omgang med nogen Mand, og dem førte de til Lejren i Silo i Kana'ans Land.
07O	21	13	Derpå sendte hele Menigheden Sendebud hen for af underhandle med Benjaminiterne, der befandt sig på Rimmons Klippe, og tilbyde dem Fred.
07O	21	14	På det Tidspunkt vendte Benjaminiterne så tilbage, og de gav dem de Kvinder fra Jabesj i Gilead, som man havde ladet i Live.  Men de var ikke nok til dem.
07O	21	15	Da gjorde det Folket ondt for Benjamin, fordi HERREN havde gjort et Skår i Israels Stammer.
07O	21	16	Og Menighedens Ældste sagde: "Hvad skal vi gøre for dem, der er tilbage, for at skaffe dem Hustruer, eftersom alle Kvinder i Benjamin er udryddet?"
07O	21	17	Og de sagde: "Hvorledes kan der reddes en Rest af Benjamin, så at ikke en Stamme i Israel går til Grunde?
07O	21	18	Vi kan jo ikke give dem nogen af vore Døtre til Ægte!" Israelitterne havde nemlig svoret og sagt: "Forbandet være den, som giver Benjaminiterne en Hustru!"
07O	21	19	Da sagde de: "Se, HERRENs Højtid fejres jo hvert År i Silo!" Det ligger norden for Betel, østen for Vejen, der fører op fra Betel til Sikem, og sønden for Lebona.
07O	21	20	Og de bød Benjaminiterne: "Gå hen og læg eder på Lur i Vingårdene!
07O	21	21	Se så nøje til, og når de unge Kvinder fra Silo kommer ud for at opføre deres Danse, skal I komme frem af Vingårdene og røve hver sin Hustru af de unge Kvinder fra Silo og så drage hjem til Benjamins Land!
07O	21	22	Når så deres Fædre eller Brødre kommer for at gå i Rette med eder, skal I sige til dem: Skån os, thi vi fik os ikke alle en Hustru i Krigen! Det er jo ikke eder, der har givet os dem; i så Fald vilde I have forbrudt eder!"
07O	21	23	Det gjorde Benjaminiterne da, og de tog sig Hustruer af de dansende Kvinder, som de røvede, een til hver; derpå vendte de tilbage til deres Arvelod, opbyggede deres Byer og boede i dem.
07O	21	24	Og samtidig drog Israelitterne derfra, hver til sin Stamme og Slægt, og de gik derfra hver til sin Arvelod,
07O	21	25	I de Dage var der ingen Konge i Israel; enhver gjorde, hvad han fandt for godt.
08O	1	1	I Dommernes Dage blev der engang Hungersnød i Landet. Da drog en Mand fra Betlehem i Juda til Moabiternes Land for at bo der som fremmed med sin Hustru og sine to Sønner.
08O	1	2	Manden bed Elimelek, hans Hustru No'omi og hans to Sønner Malon og Hiljon, Efratiter fra Betlehem i Juda, og de kom til Moabiternes Land og opholdt sig der.
08O	1	3	Så døde Elimelek, No'omis Mand, og hun sad tilbage med sine to Sønner.
08O	1	4	De tog sig moabitiske Hustruer; den ene hed Orpa, den anden Rut. Men da de havde boet der en halv Snes År,
08O	1	5	døde også de to, Malon og Kiljon, så at Kvinden sad alene tilbage efter sine to Sønner og sin Mand.
08O	1	6	Da brød hun op med sine Sønnekoner for at vende hjem fra Moabiternes Land; thi hun havde hørt i Moabiternes Land, at HERREN havde set til sit Folk og givet dem Brød.
08O	1	7	Så drog hun sammen med sine to Sønnekoner bort fra det Sted, hvor hun havde opholdt sig, men på Hjemvejen til Judas Land
08O	1	8	sagde No'omi til sine to Sønnekoner: "Vend nu tilbage hver til sin Moders Hus! HERREN være barmhjertig imod eder, som I har været imod de døde og mig;
08O	1	9	HERREN give eder, at I må finde Ro, hver i sin Mands Hus!" Og hun kyssede dem. Men de gav sig til at græde højt
08O	1	10	og sagde til hende: "Nej! vi vil følge dig hjem til dit Folk!"
08O	1	11	Men No'omi sagde: "Vend tilbage, mine Døtre! Hvorfor vil I drage med mig? Bærer jeg endnu Sønner i mit Skød, som kan blive eders Mænd?
08O	1	12	Vend tilbage, mine Døtre, gå nu hjem, thi jeg er for gammel til at blive en Mands Hustru. Og selv om jeg tænkte, at jeg endnu havde Håb, selv om jeg endnu i Nat tilhørte en Mand og virkelig fødte Sønner,
08O	1	13	skulde I så derfor vente, til de blev voksne? Skulde I derfor stænge eder inde og leve ugifte? Nej, mine Døtre, det gør mig såre ondt for eder, thi mig har HERRENs Hånd ramt!"
08O	1	14	De gav sig da igen til at græde højt, og Orpa kyssede sin Svigermoder, men Rut klyngede sig til hende.
08O	1	15	Da sagde hun: "Se, din Svigerinde er vendt tilbage til sit Folk og sin Gud; vend du også tilbage og følg din Svigerinde!"
08O	1	16	Men Rut svarede: "Nød mig ikke til at forlade dig og vende tilbage! Nej, hvor du går hen, der vil jeg gå hen, og hvor du tager Bolig, der vil jeg tage Bolig; dit Folk skal være mit Folk, og din Gud skal være min Gud;
08O	1	17	hvor du dør, der vil jeg dø, og der vil jeg jordes. HERREN ramme mig både med det ene og det andet: Kun Døden skal skille os ad!"
08O	1	18	Da No'omi så, at det var hendes faste Vilje at drage med hende. holdt hun op at tale til hende derom,
08O	1	19	og de drog da videre sammen, indtil de kom til Betlehem. Men da de kom til Betlehem, blev der Røre i hele Byen, og Kvinderne sagde: "Er det No'omi?"
08O	1	20	Men hun sagde til dem: "Kald mig ikke No'omi; kald mig Mara", thi den Almægtige har voldet mig megen bitter Smerte!
08O	1	21	Rig drog jeg herfra, og fattig har HERREN ført mig tilbage. Hvorfor kalder I mig No'omi, når HERREN har vidnet imod mig og den Almægtige tilskikket mig Ulykke?"
08O	1	22	Således vendte No'omi tilbage fra Moabiternes Land tillige med sin Sønnekone, Moabiterinden Rut, og de kom til Betlehem først på Byghøsten.
08O	2	1	No'omi havde en Slægtning på sin Mands Side, en formuende Mand af Elimeleks Slægt ved Navn Boaz.
08O	2	2	En Dag sagde Moabiterinden Rut til No'omi: "Jeg vil gå ud i Marken og sanke Aks efter den, for hvis Øjne jeg finder Nåde." Hun svarede hende: "Ja, gør det, min Datter!"
08O	2	3	Så gik hun hen og sankede Aks på Marken efter Høstfolkene; og det traf sig, at Marken tilhørte Boaz, som var af Elimeleks Slægt.
08O	2	4	Boaz kom just gående fra Betlehem; han sagde da til Høstfolkene: "HERREN være med eder!" Og de svarede: "HERREN velsigne dig!"
08O	2	5	Derpå sagde Boaz til den Karl, som havde Opsyn med Høstfolkene: "Hvor hører denne unge Kvinde hjemme?"
08O	2	6	Karlen, som havde Opsyn med Høstfolkene, svarede: "Det er en moabitisk Pige; det er hende, som fulgte med No'omi tilbage fra Moab;
08O	2	7	hun sagde: Lad mig få Lov at sanke og samle Aks blandt Negene efter Høstfolkene! Så kom hun og har holdt ud lige fra i Morges tidlig til nu uden at unde sig et Øjebliks Hvile."
08O	2	8	Da sagde Boaz til Rut: "Hør, min Datter! Du skal ikke gå hen og sanke Aks på nogen anden Mark! Nej, gå ikke herfra, men hold dig til mine Piger her;
08O	2	9	hold Øje med, hvor de høster på Marken, og gå bag efter. Jeg har pålagt Karlene, at de ikke må fortrædige dig; og bliver du tørstig, kan du gå hen til Karrene og drikke af det, Karlene øser op!"
08O	2	10	Da faldt hun på sit Ansigt, bøjede sig til Jorden og sagde til ham: "Hvorledes har jeg fundet Nåde for dine Øjne, så du viser mig Velvilje, skønt jeg er fremmed?"
08O	2	11	Boaz svarede hende: "Man har fortalt mig alt, hvad du har været for din Svigermoder efter din Mands Død, hvorledes du forlod din Fader og din Moder og dit Fædreland for at drage til et Folk, du ikke tidligere kendte;
08O	2	12	HERREN gengælde dig, hvad du har gjort, og din Løn blive rigelig fra HERREN, Israels Gud, under hvis Vinger du kom og søgte Ly!"
08O	2	13	Hun sagde: "Så har jeg da fundet Nåde for dine Øjne, Herre, siden du har trøstet mig og talt venligt til din Trælkvinde, skønt jeg ikke er så meget som en af dine Trælkvinder!"
08O	2	14	Ved Spisetid sagde Boaz til hende: "Kom herhen og spis med og dyp din Bid i Eddiken!" Så satte hun sig hos Høstfolkene, og han rakte hende så meget ristet Korn, at hun kunde spise sig mæt og endda levne.
08O	2	15	Da hun rejste sig for at sanke Aks, bød Boaz sine Karle: "Lad hende også sanke mellem Negene og fornærm hende ikke;
08O	2	16	I kan også trække nogle Aks ud af Knipperne til hende og lade dem ligge, så hun kan sanke dem op, og I må ikke skænde på hende!"
08O	2	17	Så sankede hun Aks på Marken lige til Aften; og da hun tærskede, hvad hun havde sanket, var det omtrent en Efa Byg.
08O	2	18	Derpå tog hun det og gik til Byen, og hendes Svigermoder så, hvad hun havde sanket; og Rut tog og gav hende, hvad hun havde levnet efter at have spist sig mæt.
08O	2	19	Da sagde hendes Svigermoder til hende: "Hvor har du sanket Aks i Dag, hvor har du været? Velsignet være han, der viste dig Velvilje!" Så fortalte hun sin Svigermoder, hvem hun havde været hos, og sagde: "Den Mand, jeg var hos i Dag, hedder Boaz!"
08O	2	20	Da sagde No'omi til sin Sønnekone: "HERREN, som ikke har unddraget de levende og døde sin Miskundhed, velsigne ham!" Og No'omi sagde fremdeles til hende: "Den Mand er en nær Slægtning af os; han er en af vore Løsere."
08O	2	21	Moabiterinden Rut sagde: "Han sagde også til mig: Hold dig kun til mine Folk, indtil de er helt færdige med min Høst!"
08O	2	22	Da sagde No'omi til sin Sønnekone: "Du gør ret, min Datter. i at følge med hans Piger, at man ikke skal volde dig Men på en anden Mark!"
08O	2	23	Så holdt hun sig til Boazs Piger og sankede Aks der, indtil Byghøsten og Hvedehøsten var til Ende; og hun blev boende hos sin Svigermoder.
08O	3	1	Men hendes Svigermoder No'omi sagde til hende: "Min Datter, skal jeg ikke søge at skaffe dig et Hjem, hvor du kan få det godt?
08O	3	2	Nu vel! Boaz, hvis Piger du var sammen med, er vor Slægtning; se, han kaster i Nat Byg på Tærskepladsen;
08O	3	3	tvæt dig nu og salv dig, tag dine Klæder på og gå ned på Tærskepladsen; men lad ikke Manden mærke noget til dig, før han er færdig med at spise og drikke;
08O	3	4	når han da lægger sig, mærk dig så Stedet, hvor han lægger sig, og gå hen og løft Kappen op ved hans Fødder og læg dig der, så skal han nok sige dig, hvad du skal gøre!"
08O	3	5	Hun svarede: "Jeg vil gøre alt. hvad du siger!"
08O	3	6	Så gik hun ned på Tærskepladsen og gjorde alt, hvad hendes Svigermoder havde pålagt hende.
08O	3	7	Da Boaz havde spist og drukket og var vel tilpas, gik han hen og lagde sig ved Korndyngen; så gik hun sagte hen og løftede Kappen op ved hans Fødder og lagde sig der.
08O	3	8	Ved Midnatstide blev Manden opskræmt og bøjede sig frem, og se, da lå der en Kvinde ved hans Fødder.
08O	3	9	Da sagde han: "Hvem er du?" Og hun svarede: "Jeg er Rut, din Trælkvinde! Bred Fligen af din Kappe ud over din Trælkvinde; thi du er Løser!"
08O	3	10	Da sagde han: "HERREN velsigne dig, min Datter! Den Godhed, du nu sidst har udvist, overgår den, du før udviste, at du nu ikke er gået efter de unge Mænd, hverken fattige eller rige!"
08O	3	11	Så frygt nu ikke, min Datter! Alt, hvad du siger, vil jeg gøre imod dig; thi enhver i mit Folks Port ved, at du er en dygtig Kvinde.
08O	3	12	Det er rigtigt. at jeg er din Løser, men der er en anden, som er nærmere end jeg.
08O	3	13	Bliv nu her i Nat; og hvis han i Morgen vil løse dig, godt, så lad ham gøre det; men er han uvillig til at løse dig, gør jeg det, så sandt HERREN lever. Bliv kun liggende, til det bliver Morgen!"
08O	3	14	Så blev hun liggende ved hans Fødder til Morgen; men hun stod op, før det ene Menneske endnu kunde kende det andet, thi han tænkte: "Det må ikke rygtes, at en Kvinde er kommet ud på Tærskepladsen!"
08O	3	15	Derpå sagde han: "Tag og hold det Klæde frem, du har over dig!" Og da hun holdt det frem, afmålte han seks Mål Byg og lagde det på hende. Så gik hun ind i Byen.
08O	3	16	Da hun kom til sin Svigermoder, sagde denne: "Hvorledes gik det, min datter?" Så fortalte hun hende alt, hvad Manden havde gjort imod hende,
08O	3	17	og sagde; "Disse seks Mål Byg gav han mig med de Ord: Du skal ikke komme tomhændet til din Svigermoder!"
08O	3	18	Da sagde hun: "Hold dig nu rolig, min Datter, indtil du får at vide, hvilket Udfald Sagen får; thi den Mand under sig ikke Ro, før han får Sagen afgjort endnu i Dag!"
08O	4	1	Boaz var imidlertid gået op til Byporten og havde sat sig der. Og se, den Løser, Boaz havde talt om, kom netop forbi. Da tiltalte han ham og sagde: "Kom og sæt dig her!" Da den anden kom og satte sig,
08O	4	2	fik han fat i ti af Byens Ældste og sagde: "Sæt eder her!" Og de satte sig der.
08O	4	3	Da sagde han til Løseren: "Den Marklod, som tilhørte vor Slægtning Elimelek, vil No'omi, der er kommet tilbage fra Moab, sælge.
08O	4	4	Derfor tænkte jeg, at jeg vilde lade dig det vide og sige: Køb den i Overværelse af dem, der sidder her, og mit Folks Ældste! Vil du løse den, så gør det; men vil du ikke, så sig til, at jeg kan vide det; thi der er ingen anden til at løse end du og derefter jeg selv!" Han svarede: "Jeg vil løse den!"
08O	4	5	Da sagde Boaz: "Men samtidig med at du køber Marken af No'omi, køber du også Moabiterinden Rut, den afdødes Enke, for at rejse den afdødes Navn over hans Arvelod!"
08O	4	6	Da svarede Løseren: "Så kan jeg ikke blive Løser, da jeg derved vilde skade min egen Arvelod. Løs du, hvad jeg skulde løse, thi jeg kan ikke!"
08O	4	7	Nu havde man i gamle Dage i Israel den Skik til Stadfæstelse af Løsning og Byttehandel, at man trak sin Sko af og gav den anden Part den; således blev en Sag vidnefast i Israel.
08O	4	8	Idet nu Løseren sagde til Boaz: "Køb du den!" trak han derfor sin Sko af.
08O	4	9	Da sagde Boaz til de Ældste og alle dem, der var til Stede: "I er i Dag Vidner på, at jeg køber alt, hvad der tilhørte Elimelek, og alt, hvad der tilhørte Kiljon og Malon, af No'omi;
08O	4	10	og tillige køber jeg mig Moabiterinden Rut, Malons Enke, til Hustru for at rejse den afdødes Navn over hans Arvelod, at den afdødes Navn ikke skal udslettes blandt hans Brødre og fra hans Hjemstavns Port; I er Vidner i Dag!"
08O	4	11	Da sagde alle Folkene, som var i Byporten, og de Ældste: "Vi er Vidner! HERREN lade den Kvinde, der nu drager ind i dit Hus, blive som Rakel og Lea, de to, der byggede Israels Hus. Bliv mægtig i Efrata, og dit Navn vorde priset i Betlehem!
08O	4	12	Måtte dit Hus blive som Perezs Hus, ham, Tamar fødte Juda, ved de Efterkommere, HERREN giver dig af denne unge Kvinde!"
08O	4	13	Så ægtede Boaz Rut, og hun blev hans Hustru; og da han gik ind til hende, lod HERREN hende blive frugtsommelig, og hun fødte en Søn.
08O	4	14	Da sagde Kvinderne til No'omi: "Lovet være HERREN, som ikke lod dig uden Løser i Dag, og hans Navn skal prises i Israel.
08O	4	15	Han blive din Trøster og Forsørger i din Alderdom; thi din Sønnekone, som viste dig Kærlighed, har født ham, hun, som er dig mere værd end syv Sønner!"
08O	4	16	Da tog No'omi Barnet i sin Favn, og hun blev dets Fostermoder.
08O	4	17	Og Naboerskerne gav ham Navn, idet de sagde: "No'omi har fået en Søn!" Og de kaldte ham Obed. Han blev Fader til Davids Fader Isaj.
08O	4	18	Dette er Perezs Slægtebog: Perez avlede Hezron,
08O	4	19	Hezron avlede Ram, Ram avlede Amminadab,
08O	4	20	Amminadab avlede Nahasjon, Nahasjon avlede Salmon,
08O	4	21	Salmon avlede Boaz, Boaz avlede Obed,
08O	4	22	Obed avlede Isaj, og Isaj avlede David.
09O	1	1	Der var en Mand fra Ramatajim, en Zufit fra Efraims Bjerge ved Navn Elkana, en Søn af Jerobam, en Søn af Elihu, en Søn af Tohu, en Søn af Zuf, en Efraimit.
09O	1	2	Han havde to Hustruer; den ene hed Hanna, den anden Peninna; Peninna havde Børn, men Hanna ikke.
09O	1	3	Denne Mand drog hvert År op fra sin By for at tilbede Hærskarers HERRE og ofre til ham i Silo, hvor Elis to Sønner Hofni og Pinehas Var Præster for HERREN.
09O	1	4	En Dag ofrede nu Elkana han plejede at give sin Hustru Peninna og alle hendes Sønner og Døtre flere Dele,
09O	1	5	men skønt han elskede Hanna, gav han hende kun een Del, fordi HERREN havde tillukket hendes Moderliv;
09O	1	6	hendes Medbejlerske tilføjede hende også grove Krænkelser for den Skam, at HERREN havde tillukket hendes Moderliv.
09O	1	7	Således gik det År efter År: hver Gang de drog op til HERRENs Hus, krænkede hun hende således så skete det, at hun græd og ikke vilde spise.
09O	1	8	Da sagde hendes Mand Elkana til hende: "Hanna, hvorfor græder du, og hvorfor spiser du ikke? Hvorfor er du mismodig? Er jeg dig ikke mere værd end ti Sønner?"
09O	1	9	Men da de havde holdt Måltid i Silo, stod Hanna op og trådte hen for HERRENs Åsyn, medens Præsten Eli sad på sin Stol ved en af Dørstolperne i HERRENs Hus;
09O	1	10	og i sin Vånde bad hun under heftig Gråd til HERREN
09O	1	11	og aflagde det Løfte: "Hærskarers HERRE! Hvis du vil se til din Tjenerindes Nød og komme mig i Hu og ikke glemme din Tjenerinde, men give din Tjenerinde en Søn, så vil jeg give ham til HERREN alle hans Levedage, og ingen Ragekniv skal komme på hans Hoved!"
09O	1	12	Således bad hun længe for HERRENs Åsyn, og Eli iagttog hendes Mund;
09O	1	13	men da Hanna talte ved sig selv, så kun hendes Læber bevægede sig, og hendes Stemme ikke kunde høres, troede Eli, at hun var beruset,
09O	1	14	og sagde til hende: "Hvor længe vil du gå og være drukken? Se at komme af med din Rus!"
09O	1	15	Men Hanna svarede: "Nej, Herre! Jeg er en hårdt prøvet Kvinde; Vin og stærk Drik har jeg ikke drukket; jeg udøste kun min Sjæl for HERRENs Åsyn.
09O	1	16	Regn ikke din Trælkvinde for en dårlig Kvinde! Nej, hele Tiden har jeg talt ud af min dybe Kummer og Kvide!"
09O	1	17	Eli svarede: "Gå bort i Fred! Israels Gud vil give dig, hvad du har bedt ham om!"
09O	1	18	Da sagde hun: "Måtte din Trælkvinde finde Nåde for dine Øjne!" Så gik Kvinden sin Vej , og hun spiste og så ikke længer forgræmmet ud.
09O	1	19	Næste Morgen stod de tidligt op og kastede sig ned for HERRENs Åsyn; og så vendte de tilbage og kom hjem til deres Hus i Rama. Og Elkana kendte sin Hustru Hanna, og HERREN kom hende i Hu;
09O	1	20	og hun blev frugtsommelig og fødte en Søn Året efter og gav ham Navnet Samuel; "thi," sagde hun, "jeg har bedt mig ham til hos HERREN!"
09O	1	21	Da Elkana nu med hele sit Hus drog op for at bringe HERREN det årlige Offer og sit Løfteoffer,
09O	1	22	drog Hanna ikke med; thi hun sagde til sin Mand: "Jeg vil vente, til Drengen er vænnet fra, så vil jeg bringe ham derhen, for at han kan stedes for HERRENs Åsyn og blive der for stedse!"
09O	1	23	Da sagde hendes Mand Elkana til hende : "Gør, som du synes! Bliv her, indtil du har vænnet ham fra! Måtte HERREN kun gøre dit Ord til Virkelighed!" Så blev Kvinden hjemme og ammede sin Søn, indtil hun vænnede ham fra.
09O	1	24	Men da hun havde vænnet ham fra, tog hun ham med, desuden en treårs Tyr, en Efa Mel og en Dunk Vin, og hun kom til HERRENs Hus i Silo og havde Drengen med.
09O	1	25	Da nu Tyren var slagtet, kom Drengens Moder til Eli
09O	1	26	og sagde: "Hør mig, Herre! Så sandt du lever, Herre, jeg er den Kvinde, som stod her ved din Side og bad til HERREN.
09O	1	27	Om denne Dreng bad jeg, og HERREN gav mig, hvad jeg bad ham om.
09O	1	28	Derfor vil jeg også overlade ham til HERREN; hele sit Liv skal han være overladt til HERREN!" Og hun lod ham blive der for HERRENs Åsyn.
09O	2	1	Da bad Hanna og sagde: Mit Hjerte jubler over HERREN, mit Horn er løftet ved min Gud, min Mund vidt opladt mod mine Fjender, jeg glæder mig over din Frelse.
09O	2	2	Der er ingen Hellig som HERREN, nej, der er ingen uden dig, der er ingen Klippe som vor Gud
09O	2	3	Vær varsomme med eders store Ord, Frækhed undslippe ej eders Mund! Thi en vidende Gud er HERREN, og Gerninger vejes af ham.
09O	2	4	Heltes Bue er brudt, men segnende omgjorder sig med Kraft;
09O	2	5	mætte lader sig leje for Brød, men sultnes Slid hører op; den ufrugtbare føder syv, men den med de mange vansmægter.
09O	2	6	HERREN døder, gør levende, fører ned i Dødsriget og fører op;
09O	2	7	HERREN gør fattig, gør rig, han nedbøjer
09O	2	8	han rejser ringe af Støvet, af Skarnet løfter han fattige for at bænke og give dem Ærespladsen. Thi HERRENs er Jordens Søjler, Jorderig bygged han på dem
09O	2	9	Han vogter sine frommes Skridt, men gudløse omkommer i Mørket; thi ingen vinder Sejr ved egen kraft.
09O	2	10	HERREN - hans Fjender forfærdes, den Højeste tordner i Himmelen, HERREN dømmer den vide Jord! Han skænker sin Konge Kraft, løfter sin Salvedes Horn!
09O	2	11	Så drog hun til Rama, men Drengen gjorde Tjeneste for HERREN under Præsten Elis Tilsyn.
09O	2	12	Men Elis Sønner var Niddinger; de ænsede hverken HERREN
09O	2	13	eller Præstens Ret over for Folket. Hver Gang en Mand bragte et Slagtoffer, kom Præstens Tjener, medens Kødet kogte, med en tregrenet Gaffel i Hånden
09O	2	14	og stak den ned i Karret, Krukken, Kedelen eller Gryden, og alt, hvad Gaffelen fik med op, tog Præsten for sin Del. Således bar de sig ad over for alle de Israelitter, som kom til Silo for at ofre der.
09O	2	15	Eller også kom Præstens Tjener, før de bragte Fedtet som Røgoffer, og sagde til Manden, som ofrede: "Giv Præsten Kød til at stege; han tager ikke mod kogt Kød af dig, kun råt!"
09O	2	16	Sagde Manden nu til ham: "Først må Fedtet bringes som Røgoffer, bagefter kan du tage så meget, du lyster!" svarede han: "Nej, giv mig det nu, ellers tager jeg det med Magt!"
09O	2	17	Og de unge Mænds Synd var såre stor for HERRENs Åsyn, idet de viste Ringeagt for HERRENs Offergaver.
09O	2	18	Imidlertid gjorde Samuel Tjeneste for HERRENs Åsyn; og Drengen var iført en linned Efod.
09O	2	19	Hans Moder lavede hvert År en lille Kappe til ham og bragte ham den, når hun drog op med sin Mand for at ofre det årlige Offer.
09O	2	20	Og Eli velsignede Elkana og hans Hustru og sagde: "HERREN give dig Afkom af denne Kvinde til Gengæld for ham, hun overlod HERREN!" Så gik de hjem igen.
09O	2	21	Og HERREN så til Hanna, og hun blev frugtsommelig og fødte tre Sønner og to Døtre. Men Drengen Samuel voksede op hos HERREN.
09O	2	22	Eli var meget gammel, og da han hørte, hvorledes hans Sønner behandlede hele Israel, og at de lå hos Kvinderne, som gjorde Tjeneste ved Indgangen til Åbenbaringsteltet,
09O	2	23	sagde han til dem: "Hvorfor gør I sådanne Ting, som jeg hører alt Folket tale om?
09O	2	24	Bær eder dog ikke således ad, mine Sønner! Thi det er ikke noget godt Rygte, jeg hører gå fra Mund til Mund i HERRENs Folk.
09O	2	25	Når en Mand synder mod en anden, dømmer Gud dem imellem; men synder en Mand mod HERREN, hvem kan da optræde som Dommer til Gunst for ham?" Men de brød sig ikke om deres Faders Advarsel, thi HERREN vilde deres Død.
09O	2	26	Men Drengen Samuel voksede til og gik stadig frem i Yndest både hos HERREN og Mennesker.
09O	2	27	Da kom en Guds Mand til Eli og sagde: Så siger HERREN: "Se, jeg åbenbarede mig for dit Fædrenehus, dengang de var Trælle for Faraos Hus i Ægypten,
09O	2	28	og jeg udvalgte det af alle Israels Stammer til at gøre Præstetjeneste for mig, til at træde op på mit Alter for at tænde Offerild og til at bære Efod for mit Åsyn; og jeg tildelte dit Fædrenehus alle Israeliternes Ildofre.
09O	2	29	Hvor kan du da se ondt til mit Slagtoffer og Afgrødeoffer, som jeg har påbudt, og ære dine Sønner fremfor mig, idet l gør eder tilgode med det bedste at alle mit Folk Israels Offergaver!
09O	2	30	Derfor lyder det fra HERREN, Israels Gud: Vel har jeg sagt, at dit Hus og dit Fædrenehus for stedse skulde færdes for mit Åsyn; men nu, lyder det fra HERREN, være det langt fra mig! Nej, dem, som ærer mig, vil jeg ære, og de, som ringeagter mig, skal beskæmmes.
09O	2	31	Se, den Tid skal komme, da jeg, afhugger din og dit Fædrenehus's Arm, så ingen i dit Hus skal blive gammel;
09O	2	32	og du skal se ondt til alt det gode, HERREN gør mod Israel, og ingen Sinde skal nogen i din Slægt blive gammel.
09O	2	33	Kun en eneste af din Slægt vil jeg undlade at bortrydde fra mit Alter for at lade hans Øjne hentæres og hans Sjæl vansmægte: men alle de andre i din Slægt skal dø for Menneskers Sværd.
09O	2	34	Og det Tegn, du får derpå, skal være det, der overgår dine to Sønner Hofni og Pinehas: På een Dag skal de begge dø.
09O	2	35	Men jeg vil udvælge mig en trofast Præst; han skal handle efter mit Hjerte og mit Sind, og ham vil jeg bygge et varigt Hus, så han altid skal færdes for min Salvedes Åsyn.
09O	2	36	Da skal enhver, som er tilbage af din Slægt, komme og kaste sig til Jorden for ham for at få en Skilling eller en Skive Brød, og han skal sige: Und mig dog Plads ved et af dine Præsteskaber, for at jeg kan have en Bid Brød at spise!"
09O	3	1	Den unge Samuel gjorde så Tjeneste for HERREN under Elis Tilsyn. HERRENs Ord var sparsomt i de Dage, et Syn var sjældent.
09O	3	2	Ved den Tid - engang da Eli, hvis Øjne var begyndt at blive svage, så han ikke kunde se, lå på sin vante Plads,
09O	3	3	og Guds Lampe endnu ikke var gået ud, og Samuel lå og sov i HERRENs Helligdom, hvor Guds Ark stod -
09O	3	4	kaldte HERREN: "Samuel, Samuel!" Han svarede: "Her er jeg!"
09O	3	5	Og han løb hen til Eli og sagde: "Her er jeg, du kaldte på mig!" Men han sagde: "Jeg kaldte ikke; læg dig kun hen igen!" Og han gik hen og lagde sig.
09O	3	6	Da kaldte HERREN atter: "Samuel, Samuel!" Og han gik hen til Eli og sagde: "Her er jeg, du kaldte på mig!" Men han sagde: "Jeg kaldte ikke, min Søn; læg dig kun hen igen!"
09O	3	7	Samuel havde nemlig endnu ikke lært HERREN at kende, og HERRENs Ord var endnu ikke åbenbaret ham.
09O	3	8	Da kaldte HERREN atter for tredje Gang på Samuel, og han stod op, gik hen til Eli og sagde: "Her er jeg, du kaldte på mig!" Så skønnede Eli, at det var HERREN, der kaldte på Drengen.
09O	3	9	Og Eli sagde til Samuel: "Læg dig hen igen, og hvis han kalder på dig, så sig: Tal, HERRE, din Tjener hører!" Så gik Samuel hen og lagde sig på sin Plads.
09O	3	10	Da kom HERREN og trådte hen til ham og kaldte ligesom de forrige Gange: "Samuel, Samuel!" Og Samuel svarede: "Tal, din Tjener hører!"
09O	3	11	Så sagde HERREN til Samuel: "Se, jeg vil lade noget ske i Israel, som skal få det til at ringe for begge Ører på enhver, som hører derom.
09O	3	12	På den Dag vil jeg lade alt, hvad jeg har talt om Elis Slægt, opfyldes på ham, alt fra først til sidst.
09O	3	13	Du skal kundgøre ham, at jeg har dømt hans Slægt for evigt, fordi han vidste, at hans Sønner ringeagtede Gud, og dog ikke talte dem alvorligt til.
09O	3	14	Derfor har jeg svoret over Elis Hus: Visselig, Elis Hus's Brøde skal aldrig i Evighed sones ved Slagtofre eller Afgrødeofre!"
09O	3	15	Samuel blev nu liggende til Morgen, og tidligt næste Morgen åbnede han Døren til HERRENs Hus; men Samuel turde ikke omtale Synet for Eli.
09O	3	16	Da kaldte Eli på Samuel og sagde: "Min Søn Samuel!" Han svarede: "Her er jeg!"
09O	3	17	Da sagde han: "Hvad var det,han sagde til dig? Dølg det ikke for mig! Gud ramme dig både med det ene og det andet, hvis du dølger noget af, hvad han sagde!"
09O	3	18	Så fortalte Samuel ham det hele uden at dølge noget. Da sagde han: "Han er HERREN; han gøre,hvad ham tykkes bedst!"
09O	3	19	Samuel voksede nu til og HERREN var med ham og lod ikke et eneste af sine Ord falde til Jorden.
09O	3	20	Og hele Israel fra Dan til Be'ersjeba forstod, at Samuel virkelig var kaldet til HERRENs Profet.
09O	3	21	Og HERREN vedblev at lade sig til Syne i Silo; thi HERREN åbenbarede sig for Samuel.  4,1 Og Samuels Ord nåede ud til hele Israel.
09O	4	1	Og Israel rykkede ud til Kamp imod Filisterne og lejrede sig ved Eben-Ezer, medens Filisterne lejrede sig ved Afek.
09O	4	2	Filisterne stillede sig op til Kamp mod Israel, og Kampen blev hed; Israel blev slået af Filisterne, og de dræbte i Slaget på åben Mark omtrent 4OOO Mand.
09O	4	3	Da Folket kom tilbage til Lejren, sagde Israels Ældste: "Hvorfor lod HERREN os i Dag bukke under for Filisterne? Lad os hente vor Guds Ark i Silo, for at han kan være i vor Midte og fri os af vore Fjenders Hånd!"
09O	4	4	Så sendte Folket Bud til Silo og hentede Hærskarers HERREs Pagts Ark, han, som troner over Keruberne; og Elis to Sønner Hofni og Pinehas fulgte med Guds Pagts Ark.
09O	4	5	Da nu HERRENs Pagts Ark kom til Lejren, brød hele Israel ud i et vældigt Jubelråb, så Jorden rystede derved.
09O	4	6	Og da Filisterne hørte Jubelråbet, sagde de: "Hvad er det for et vældigt Jubelråb i Hebræernes Lejr?" Og de fik at vide, at HERRENs Ark var kommet til Lejren.
09O	4	7	Da blev Filisterne bange, thi de tænkte: "Gud er kommet i Lejren!" Og de sagde: "Ve os! Sligt er ikke hændet før!
09O	4	8	Ve os! Hvem skal fri os af denne vældige Guds Hånd? Det er den Gud, som slog Ægypterne med alle Hånde Plager og Pest.
09O	4	9	Tag eder nu sammen og vær Mænd, Filistere, for at I ikke skal komme til at trælle for Hebræerne, som de har trællet for eder; vær Mænd og kæmp!"
09O	4	10	Så begyndte Filisterne Kampen, og Israel blev slået, og de flygtede hver til sit; Nederlaget blev meget stort; der faldt 30000 Mand af det israelitiske Fodfolk,
09O	4	11	Guds Ark blev gjort til Bytte, og Elis to Sønner Hofni og Pinehas faldt.
09O	4	12	En Benjaminit løb bort fra Slaget og nåede samme Dag til Silo med sønderrevne Klæder og Jord på sit Hoved.
09O	4	13	Da han kom derhen, se, da sad Eli på sin Stol ved Porten og spejdede hen ad Vejen; thi hans Hjerte var uroligt for Guds Ark. Da Manden så kom ind i Byen og fortalte det, opløftede hele Byen et Skrig,
09O	4	14	og Eli hørte Skriget og sagde: "Hvad er det for en Larm?" Og Manden skyndte sig hen og fortalte Eli det.
09O	4	15	Men Eli var otte og halvfemsindstyve År gammel, og hans Øjne var blevet sløve, så han ikke kunde se.
09O	4	16	Og Manden sagde til Eli: "Det er mig, som kommer fra Slaget; jeg flygtede fra Slaget i Dag!" Da spurgte han: "Hvorledes er det gået, min Søn?"
09O	4	17	Og Budbringeren svarede: "Israel flygtede for Filisterne, og Folket led et stort Nederlag; også begge dine Sønner Hofni og Pinehas er faldet, og Guds Ark er taget!"
09O	4	18	Og da han nævnede Guds Ark, faldt Eli baglæns ned af Stolen ved Siden af Porten og brækkede Halsen og døde; thi Manden var gammel og tung. Han havde været Dommer for Israel i fyrretyve År.
09O	4	19	Men da hans Sønnekone, Pinehas's Hustru, der var højt frugtsommelig, hørte Efterretningen om, at Guds Ark var taget, og at hendes Svigerfader og hendes Mand var døde, sank hun om og fødte, thi Veerne kom over hende.
09O	4	20	Da hun lå på sit yderste, sagde de omstående Kvinder: "Frygt ikke, du har født en Søn!" Men hun svarede ikke og ænsede det ikke.
09O	4	21	Og hun kaldte drengen Ikabod, idet hun sagde: "Borte er Israels Herlighed!" Dermed hentydede hun til, at Guds Ark var taget, og til sin Svigerfader og sin Mand.
09O	4	22	Hun sagde: "Borte er Israels Herlighed, thi Guds Ark er taget!"
09O	5	1	Filisterne tog da Guds Ark og bragte den fra Eben Ezer til Asdod.
09O	5	2	Og Filisterne tog Guds Ark og bragte den ind i Dagons Hus og stillede den ved Siden af Dagon.
09O	5	3	Men tidligt næste Morgen, da Asdoditerne gik ind i Dagons Hus, se, da var Dagon faldet næsegrus til Jorden foran HERRENs Ark. De tog da Dagon og stillede ham på Plads igen.
09O	5	4	Men da de kom tidligt næste Morgen, se, da var Dagon faldet næsegrus til Jorden foran HERRENs Ark; Hovedet og begge Hænder var slået af og lå på Tærskelen; kun Kroppen var tilbage af ham.
09O	5	5	Derfor undgår Dagons Præster og alle, som går ind i dagons Hus, endnu den Dag i Dag at træde på Dagons Tærskel i Asdod.
09O	5	6	Og HERRENs Hånd lå tungt på Asdoditerne; han bragte Fordærvelse over dem, og med Pestbylder slog han Asdod og Egnen der omkring.
09O	5	7	Da Asdoditerne skønnede, hvorledes det hang sammen, sagde de: "Israels Guds Ark må ikke blive hos os, thi hans Hånd tager hårdt på os og på Dagon, vor Gud!"
09O	5	8	De sendte da Bud og kaldte alle Filisterfyrsterne sammen hos sig og sagde: "Hvad skal vi gøre med Israels Guds Ark?" De svarede: "Israels Guds Ark skal flyttes til Gat!" Så flyttede de Israels Guds Ark;
09O	5	9	men efter at de havde flyttet den derhen, ramte HERRENs Hånd Byen, så de grebes af stor Rædsel; og han slog Indbyggerne i Byen, små og store, så der brød Pestbylder ud på dem.
09O	5	10	De sendte da Guds Ark til Ekron; men da Guds Ark kom til Ekron, råbte Ekroniterne: "De har flyttet Israels Guds Ark over til mig for at bringe Død over mig og mit Folk!"
09O	5	11	Og de sendte Bud og kaldte alle Filisterfyrsterne sammen og sagde: "Send Israels Guds Ark bort og lad den komme hen igen, hvor den har hjemme, for at den ikke skal bringe Død over mig og mit folk!"Thi der var kommet Dødsangst over hele Byen, Guds Hånd lå såre tungt på den.
09O	5	12	De Mænd, som ikke døde, blev slået med Pestbylder, så at Klageråbet fra Byen nåede op til Himmelen.
09O	6	1	Efter at HERREN Ark havde været i Filisternes Land syv Måneder,
09O	6	2	lod Filisterne Præsterne og Sandsigerne kalde og sagde: "Hvad skal vi gøre med HERRENs Ark? Lad os få at vide, hvorledes vi skal bære os ad, når vi sender den hen, hvor den har hjemme!"
09O	6	3	De svarede: "Når I sender Israels Guds Ark tilbage, må I ikke sende den bort uden Gave; men I skal give den en Sonegave med tilbage; så bliver I raske og skal få at vide, hvorfor hans Hånd ikke vil vige fra eder!"
09O	6	4	De spurgte da: "Hvilken Sonegave skal vi give den med tilbage?" Og de sagde: "Fem Guldbylder og fem Guldmus svarende til Tallet på Filisterfyrsterne; thi det er en og samme Plage, der har ramt eder og eders Fyrster;
09O	6	5	I skal eftergøre eders Bylder og Musene, som hærger eders Land, og således give Israels Gud Æren; måske vil han da tage sin Hånd bort fra eder, eders Gud og eders Land.
09O	6	6	Hvorfor vil I forhærde eders Hjerte, som Ægypterne og Farao forhærdede deres Hjerte? Da han viste dem sin Magt, måtte de da ikke lade dem rejse, så de kunde drage af Sted?
09O	6	7	Tag derfor og lav en ny Vogn og tag to diegivende Køer, som ikke har båret Åg, spænd Køerne for Vognen og tag Kalvene fra dem og driv dem hjem;
09O	6	8	tag så HERRENs Ark og sæt den på Vognen, læg de Guldting, I giver den med i Sonegave, i et Skrin ved Siden af og send den så af Sted.
09O	6	9	Læg siden Mærke til, om den tager Vejen hjem ad Bet-Sjemesj til, thi så er det ham, som har voldt os denne store Ulykke; i modsat Fald ved vi, at det ikke var hans Hånd, som ramte os, men at det var en Hændelse!"
09O	6	10	Mændene gjorde da således; de tog to diegivende Køer og spændte dem for Vognen, men Kalvene lukkede de inde i Stalden.
09O	6	11	Derpå satte de HERRENs Ark på Vognen tillige med Skrinet med Guldmusene og Bylderne.
09O	6	12	Men Køerne gik den slagne Vej ad Bet-Sjemesj til; under ustandselig Brølen fulgte de stadig den samme Vej uden at bøje af til højre eller venstre, og Filisterfyrsterne fulgte med dem til Bet-Sjemesj's Landemærke.
09O	6	13	Da Bet-Sjemesjiterne, der var ved at høste Hvede i Dalen, så op og fik Øje på Arken, løb de den glade i Møde;
09O	6	14	og da Vognen var kommet til Bet-Sjemesjiten Jehosjuas Mark, standsede den. Der lå en stor Sten; de huggede da Træet af Vognen i Stykker og ofrede Køerne som Brændoffer til HERREN.
09O	6	15	Og Leviterne løftede HERRENs Ark ned tillige med Skrinet med Guldtingene, der stod ved Siden af, og satte den på den store Sten, og Mændene i Bet-Sjemesj bragte den Dag Brændofre og ofrede Slagtofre til HERREN.
09O	6	16	Da de fem Filisterfyrster havde set det, vendte de ufortøvet tilbage til Ekron.
09O	6	17	Dette er de Guldbylder, Filisterne lod følge med i Sonegave til HERREN: For Asdod een, for Gaza een, for Askalon een, for Gat een og for Ekron een.
09O	6	18	Guldmusene svarede til Tallet på alle Filisterbyerne, der tilhørte de fem Fyrster, både de befæstede Byer og Landsbyerne. Vidne derom er den Dag i Dag den store Sten på Bet-Sjemesjifen Jehosjuas Mark, hvorpå de satte HERRENs Ark.
09O	6	19	Men Jekonjas Efterkommere havde ikke taget Del i Bet-Sjemesjiternes Glæde over at se HERRENs Ark; derfor ihjelslog han halvfjerdsindstyve Mænd iblandt dem. Da sørgede Folket, fordi HERREN havde slået så mange af dem ihjel;
09O	6	20	og Bet-Sjemesjiterne sagde:"Hvem kan bestå for HERRENs, denne hellige Guds, Åsyn? Og hvor vil han drage hen fra os?"
09O	6	21	Og de sendte Bud til Indbyggerne i Kirjat-Jearim og lod sige: "Filisterne har sendt HERRENs Ark tilbage. Kom herned og hent den op til eder!"  7-1.  Da kom Mændene fra Kirjat-Jearim og hentede HERRENs Ark op til sig og bragte den til Abinadabs Hus på Højen; og hans Søn El'azar helligede de til at vogte HERRENs Ark.
09O	7	2	Fra den Dag Arken fik sin Plads i Kirjat Jerim gik der lang Tid; der gik tyve År, og hele Israels Hus sukkede efter HERREN.
09O	7	3	Da sagde Samuel til hele Israels Hus: "Hvis I vil omvende eder til HERREN af hele eders Hjerte, skil eder så af med de fremmede Guder og Astarterne; vend eders Hu til HERREN og dyrk ham alene, så vil han fri eder af Filisternes Hånd!"
09O	7	4	Derpå skilte Israeliterne sig af, med Ba'alerne og Astarterne og dyrkede HERREN alene.
09O	7	5	Da sagde Samuel: "Kald hele Israel sammen i Mizpa, så vil jeg bede til HERREN for eder!"
09O	7	6	Så samlede de sig i Mizpa og øste Vand og udgød det for HERRENs Åsyn, og de fastede den Dag og sagde der: "Vi har syndet mod HERREN!" Derpå dømte Samuel Israeliterne i Mizpa.
09O	7	7	Da Filisterne hørte, at Israeliterne havde samlet sig i Mizpa, drog Filisterfyrsterne op imod Israel; og da Israeliterne hørte det, blev de bange for Filisterne.
09O	7	8	Og Israeliterne sagde til Samuel: "Hold ikke op med at råbe til HERREN vor Gud, at han må frelse os af Filisternes Hånd!"
09O	7	9	Da tog Samuel et diende Lam og bragte HERREN det som Brændoffer, som Heloffer; og Samuel råbte til HERREN for Israel, og HERREN bønhørte ham.
09O	7	10	Medens Samuel var i Færd med at bringe Brændofferet, rykkede Filisterne frem til Kamp mod Israel,men HERREN sendte den Dag et vældigt Tordenvejr over Filisterne og bragte dem i Uorden, så de blev slået af Israel;
09O	7	11	og Israels Mænd rykkede ud fra Mizpa, satte efter Filisterne og huggede dem ned lige til neden for Bet-Kar.
09O	7	12	Derpå tog Samuel en Sten og stillede den op mellem Mizpa og Jesjana; og han kaldte den Eben-Ezer, idet han sagde: "Hidtil har HERREN hjulpet os!"
09O	7	13	Således bukkede filisterne under, og de faldt ikke mere ind i Israels Land, men HERRENs Hånd lå tungt på Filisterne, så længe Samuel levede.
09O	7	14	De Byer, Filisterne havde taget, fik Israel tilbage, fra Ekron til Gat; også Landet der omkring frarev Israeliterne Filisterne; og der var Fred mellem Israel og Amoriterne.
09O	7	15	Samuel var Dommer i Israel, så længe han levede;
09O	7	16	han plejede årlig at drage rundt til Betel, Gilgal og Mizpa og dømme Israeliterne på alle disse Steder;
09O	7	17	derefter kom han hjem til Rama; thi der havde han sit Hjem, og der dømte han Israel. Og han byggede HERREN et Alter der.
09O	8	1	Da Samuel var blevet gammel, satte han sine Sønner til Dommere over Israel;
09O	8	2	hans førstefødte Søn hed Joel og hans anden Søn Abija; de dømte i Be'ersjeba.
09O	8	3	Men hans Sønner vandrede ikke i hans Spor; de lod sig lede af egen Fordel, tog imod Bestikkelse og bøjede Retten.
09O	8	4	Da kom alle Israels Ældste sammen og begav sig til Samuel i Rama
09O	8	5	og sagde til ham: "Se, du er blevet gammel, og dine Sønner vandrer ikke i dit Spor. Sæt derfor en Konge over os til at dømme os, ligesom alle de andre Folk har det!"
09O	8	6	Men det vakte Samuels Mishag, at de sagde: "Giv os en Konge, som kan dømme os!" Og Samuel bad til HERREN.
09O	8	7	Da sagde HERREN til Samuel: "Ret dig i et og alt efter, hvad Folket siger, thi det er ikke dig, de vrager, men det er mig, de vrager som deres Konge.
09O	8	8	Ganske som de har handlet imod mig, lige siden jeg førte dem ud af Ægypten og indtil denne Dag, idet de forlod mig og dyrkede andre Guder, således handler de også imod dig.
09O	8	9	Men ret dig nu efter dem; dog skal du indtrængende advare dem og lade dem vide, hvad Ret den Konge skal have, som skal herske over dem!"
09O	8	10	Så forebragte Samuel Folket, som krævede en Konge af ham, alle HERRENs Ord
09O	8	11	og sagde: "Denne Ret skal den Konge have, som skal herske over eder: Eders Sønner skal han tage og sætte ved sin Vogn og sine Heste, så de må løbe foran hans Vogn,
09O	8	12	og sætte dem til Tusindførere og Halvhundredførere og til at pløje og høste for ham og lave hans Krigsredskaber og Vogntøj.
09O	8	13	Eders Døtre skal han tage til at blande Salver, koge og bage.
09O	8	14	De bedste af eders Marker, Vingårde og Oliventræer skal han tage og give sine Folk.
09O	8	15	Af eders Sæd og Vinhøst skal han tage Tiende og give sine Hofmænd og Tjenere.
09O	8	16	De bedste af eders Trælle og Trælkvinder, det bedste af eders Hornkvæg og Æsler skal han tage og bruge til sit eget Arbejde.
09O	8	17	Af eders Småkvæg skal han tage Tiende; og I selv skal blive hans Trælle.
09O	8	18	Og når l da til den Tid klager over eders Konge, som I har valgt eder, så vil HERREN ikke bønhøre eder!"
09O	8	19	Folket vilde dog ikke rette sig efter Samuel, men sagde: "Nej, en Konge vil vi have over os,
09O	8	20	vi vil have det som alle de andre Folk; vor Konge skal dømme os og drage ud i Spidsen for os og føre vore Krige!"
09O	8	21	Da Samuel havde hørt alle Folkets Ord. forebragte han HERREN dem;
09O	8	22	og HERREN sagde til Samuel: "Ret dig efter dem og sæt en Konge over dem!" Da sagde Samuel til Israels Mænd: "Gå hjem, hver til sin By!"
09O	9	1	I Benjamin var der en Mand ved Navn Kisj, en Søn af Abiel, en Søn af Zeror, en Søn af Bekorat, en Søn af Afia, en Benjaminit, en formuende Mand.
09O	9	2	Han havde en Søn ved Navn Saul, statelig og smuk, ingen blandt Israeliterne var smukkere end han; han var et Hoved højere end alt Folket.
09O	9	3	Engang var nogle af Sauls Fader Kisjs Æsler blevet borte, og Kisj sagde da til sin Søn Saul: "Tag en af Karlene med og gå ud og søg efter Æslerne!"
09O	9	4	De gik så først gennem Efraims Bjerge og Sjalisja egnen, men fandt dem ikke; derefter gik de gennem Sja'alimegnen, men der var de heller ikke; derpå gik de gennem Benjamins Land, men fandt dem ikke.
09O	9	5	Da de kom til Zufegnen, sagde Saul til Karlen, som var med ham: "Kom, lad os vende hjem, for at min Fader ikke skal holde op med at tænke på Æslerne og i Stedet blive urolig for os!"
09O	9	6	Men han svarede ham: "Se, i Byen der bor en Guds Mand, en anset Mand; hvad han siger, sker altid. Lad os nu gå derhen, måske kan han give os Besked angående det, vi går om."
09O	9	7	Da sagde Saul til Karlen: "Ja, lad os gå derhen! Men hvad skal vi give Manden? Thi vi har ikke mere Brød i vore Tasker, og nogen Gave har vi ikke at give den Guds Mand. Hvad har vi?"
09O	9	8	Karlen svarede atter Saul: "Se, jeg har en kvart Sekel Sølv, den kan du give den Guds Mand; så siger han os nok Besked om det, vi går om."
09O	9	9	Fordum sagde man i Israel, når man gik hen for at rådspørge Gud: "Kom, lad os gå til Seeren!" Thi hvad man nu til Dags kalder en Profet, kaldte man fordum en Seer.
09O	9	10	Da sagde Saul til Karlen: "Du har Ret! Kom, lad os gå derhen!" Så gik de hen til Byen, hvor den Guds Mand boede.
09O	9	11	Som de nu gik ad Vejen op til Byen, traf de nogle unge Piger, der gik ud for at øse Vand, og de spurgte dem: "Er Seeren her?"
09O	9	12	De svarede dem: "Ja, han er foran; han kom til Byen lige nu. Folket ofrer nemlig i Dag et Slagtoffer på Offerhøjen.
09O	9	13	Når I blot går ind i Byen, kan I træffe ham, før han går op på Offerhøjen til Måltidet; thi Folket spiser ikke, før han kommer, da han skal velsigne Slagtofferet; så først spiser de indbudne. Gå nu op til Byen, thi netop nu kan I træffe ham!"
09O	9	14	De gik så op til Byen; og som de gik ind igennem Porten, kom Samuel gående imod dem på Vej op til Offerhøjen.
09O	9	15	HERREN havde Dagen før Sauls Komme åbnet Samuels Øre og sagt:
09O	9	16	"I Morgen ved denne Tid sender jeg en Mand til dig fra Benjamins Land; ham skal du salve til Fyrste over mit Folk Israel; han skal frelse mit Folk fra Filisternes Hånd; thi jeg har givet Agt på mit Folks Nød, dets Klageråb har nået mig!"
09O	9	17	Og straks da Samuel fik Øje på Saul, sagde HERREN til ham: "Se, der er den Mand, om hvem jeg sagde til dig: Han skal herske over mit Folk!"
09O	9	18	Da trådte Saul hen til Samuel midt i Porten og sagde: "Vær så god at sige mig, hvor Seerens Hus er!"
09O	9	19	Samuel svarede: "Seeren det er mig; gå i Forvejen op på Offerhøjen; du skal spise sammen med mig i Dag; i Morgen skal jeg følge dig på Vej og kundgøre dig alt, hvad der er i dit Hjerte;
09O	9	20	for Æslerne, som for tre Dage siden blev borte for dig, skal du ikke ængste dig; de et fundet. Men til hvem står alt Israels Begær uden til dig og hele dit Fædrenehus?"
09O	9	21	Da svarede Saul: "Er jeg ikke fra Benjamin, Israels mindste Stamme? Og min Slægt er den ringeste af alle Benjamins Stammes Slægter. Hvor kan du da tale således til mig?"
09O	9	22	Men Samuel tog Saul og hans Karl, førte dem til Gildesalen og gav dem Plads øverst blandt de indbudne der var omtrent tredive Mænd
09O	9	23	og Samuel sagde til Kokken: "Ræk mig det Stykke, jeg gav dig og sagde, du skulde lægge til Side!"
09O	9	24	Da tog Kokken Køllen og satte den for Saul. Og Samuel sagde: "Se, Kødet står for dig, spis! Thi til den fastsatte Tid har man ventet dig, for at du kunde spise sammen med de indbudne." Så spiste Saul sammen med Samuel den Dag.
09O	9	25	Derpå steg de ned fra Offerhøjen fil Byen, og der blev redt til Saul på Taget.
09O	9	26	Så lagde han sig til Hvile. Tidligt om Morgenen, da Morgenrøden brød frem, råbte Samuel til Saul oppe på Taget: "Stå op, jeg vil følge dig på Vej!" Da stod Saul op, og han og Samuel gik ud sammen,
09O	9	27	Men da de på Nedvejen var kommet til Udkanten af Byen, sagde Samuel til Saul: "Sig til Karlen, at han skal gå i Forvejen! Men bliv du stående et Øjeblik, så vil jeg kundgøre dig Guds Ord!"
09O	10	1	Da tog Samuel Olieflasken og udgød Olien over hans Hoved, kyssede ham og sagde: "Har HERREN ikke salvet dig til Fyrste over sit Folk Israel? Du skal herske over HERRENs Folk og frelse det fra dets Fjender. Og dette skal være dig Tegnet på, at HERREN har salvet dig til Fyrste over sin Arv:
09O	10	2	Når du i Dag går fra mig, skal du træffe to Mænd ved Rakels Grav ved Benjamins Grænse i Zelza, og de skal sige til dig: Æslerne, du gik ud at lede efter, er fundet; dem har din Fader slået af Tanke, men nu er han urolig for eder og siger: Hvad skal jeg gøre for min Søn?
09O	10	3	Og når du er gået et Stykke længere frem og kommer til Taboregen, skal du træffe tre Mænd, som er på Vej op til Gud i Betel; den ene bærer tre Kid, den anden tre Brødkager og den tredje en Dunk Vin;
09O	10	4	de skal hilse på dig og give dig to Brødkager, som du skal tage imod.
09O	10	5	Derefter kommer du til Guds Gibea, hvor Filisternes Foged bor; og når du kommer hen til Byen, vil du støde på en Flok Profeter, som kommer ned fra Offerhøjen i profetisk Henrykkelse til Harpers, Paukers, Fløjters og Citres Klang;
09O	10	6	så vil HERRENs Ånd overvælde dig, så du falder i profetisk Henrykkelse sammen med dem, og du skal blive til et andet Menneske.
09O	10	7	Når disse Tegn indtræffer for dig, kan du trygt gøre, hvad der falder for; thi Gud er med dig.
09O	10	8	Og du skal gå i Forvejen ned til Gilgal; så kommer jeg ned til dig for at bringe Brændofre og ofre Takofre. Syv Dage skal du vente, til jeg kommer og kundgør dig, hvad du skal gøre!"
09O	10	9	Da han derpå vendte sig for at gå bort fra Samuel, gav Gud ham et helt andet Hjerte, og alle disse Tegn indtraf samme Dag.
09O	10	10	Da han kom hen til Gibea, se, da kom en Flok Profeter ham i Møde, og Guds Ånd overvældede ham, og han faldt i profetisk Henrykkelse midt iblandt dem.
09O	10	11	Og da alle, som kendte ham fra tidligere Tid, så ham i profetisk Henrykkelse sammen med Profeterne, sagde de til hverandre: "Hvad går der af Kisjs Søn? Er også Saul iblandt Profeterne?"
09O	10	12	Så sagde en der fra Stedet: "Hvem er vel deres Fader?" Derfor blev det et Mundheld: "Er også Saul iblandt Profeterne?"
09O	10	13	Da hans profetiske Henrykkelse var ovre, gik han til Gibea.
09O	10	14	Sauls Farbroder spurgte da ham og Karlen: "Hvor har I været henne?" Han svarede: "Ude at lede efter Æslerne; og da vi ikke fandt dem, gik vi hen til Samuel."
09O	10	15	Da sagde Sauls Farbroder: "Fortæl mig, hvad Samuel sagde til eder!"
09O	10	16	Saul svarede: "Han fortalte os, at Æslerne var fundet!" Men hvad Samuel havde sagt om Kongedømmet, fortalte han ham ikke.
09O	10	17	Derpå stævnede Samuel Folket sammen hos HERREN i Mizpa;
09O	10	18	og han sagde til Israeliterne: "Så siger HERREN, Israels Gud: Jeg førte Israel op fra Ægypten og frelste eder af Ægypternes Hånd og fra alle de Riger, som plagede eder.
09O	10	19	Men nu vrager I eders Gud, som var eders Frelser i alle eders Ulykker og Trængsler, og siger: Nej, en Konge skal du sætte over os! Så træd nu frem for HERRENs Åsyn Stamme for Stamme og Slægt for Slægt!"
09O	10	20	Derpå lod Samuel alle Israels Stammer træde frem, og Loddet ramte Benjamins Stamme.
09O	10	21	Så lod han Benjamins Stamme træde frem Slægt for Slægt, og Matris Slægt ramtes. Så lod han Matris Slægt træde frem Mand for Mand, og Saul, Kisjs Søn, ramtes. Men da man ledte efter ham, var han ikke til at finde.
09O	10	22	Da adspurgte de på ny HERREN: "Er Manden her?" Og HERREN svarede: "Se, han holder sig skjult ved Trosset."
09O	10	23	Så løb de hen og hentede ham der; og da han trådte ind imellem Folket, var han et Hoved højere end alt Folket.
09O	10	24	Da sagde Samuel til hele Folket: "Ser I ham, HERREN har udvalgt? Hans Lige findes ikke i alt Folket!" Og hele Folket brød ud i Jubelskrig og råbte: "Kongen leve!"
09O	10	25	Derpå fremsagde Samuel Kongedømmets Ret for Folket og optegnede den i en Bog, som han lagde hen for HERRENs Åsyn. Så lod Samuel hele Folket gå hver til sit:
09O	10	26	også Saul gik til sit Hjem i Gibea, og de tapre Mænd, hvis Hjerte Gud rørte, gik med ham.
09O	10	27	Men nogle Niddinger sagde: "Hvor skulde denne kunne hjælpe os?" Og de ringeagtede ham og bragte ham ingen Hyldingsgave. Men han var, som han var døv.
09O	11	1	Siden efter drog Ammoniten Nahasj op og belejrede Jabesj i Gilead. Da sagde alle Mændene i Jabesj til Nahasj: "Slut Pagt med os, så vil vi underkaste os!"
09O	11	2	Men Ammoniten Nahasj svarede: "Ja, på det Vilkår vil jeg slutte Pagt med eder, at jeg må stikke det højre Øje ud på enhver af eder til Forsmædelse for hele Israel!"
09O	11	3	Da sagde de Ældste i Jabesj til ham: "Giv os syv Dages Frist, så vi kan sende Bud rundt i hele Israels Land; hvis så ingen kommer os til Hjælp, vil vi overgive os til dig!"
09O	11	4	Da Sendebudene kom til Sauls Gibea og forebragte Folket Sagen, brast hele Folket i Gråd.
09O	11	5	Og se, Saul kom netop hjem med sine Okser fra Marken, og han spurgte: "Hvad er der i Vejen med Folket, siden det græder?" De fortalte ham da, hvad Mændene fra Jabesj havde sagt;
09O	11	6	og da Saul hørte det, overvældede Guds Ånd ham, og hans Vrede blussede heftigt op.
09O	11	7	Så tog han et Spand Okser og sønderhuggede dem, sendte Folk ud med Stykkerne i hele Israels Land og lod sige: "Hvis nogen ikke følger Saul og Samuel, skal der handles således med hans Okser!" Da faldt en HERRENs Rædsel over Folket, så de alle som een drog ud.
09O	11	8	Og han mønstrede dem i Bezek, og der var 300000 Israeliter og 30000 Judæere.
09O	11	9	Derpå sagde han til Sendebudene, som var kommet: "Således skal I sige til Mændene i Jabesj i Gilead: I Morgen, når Solen begynder at brænde, skal I få Hjælp!" Da Sendebudene kom og meddelte Mændene i Jabesj det, blev de glade.
09O	11	10	Og Mændene i Jabesj sagde: "I Morgen vil vi overgive os til eder, så kan I gøre med os, hvad I finder for godt!"
09O	11	11	Dagen efter delte Saul Hæren i tre Afdelinger, og de trængte ind i Lejren ved Morgenvagten og huggede ned blandt Ammoniterne, til det blev hedt; og de, som undslap, splittedes til alle Sider, så ikke to og to blev sammen.
09O	11	12	Da sagde Folket til Samuel: "Hvem var det, som sagde: Skal Saul være Konge over os? Bring os de Mænd, at vi kan slå dem ihjel!"
09O	11	13	Men Saul sagde: "I Dag skal ingen slås ihjel; thi i Dag har HERREN givet Israel Sejr!"
09O	11	14	Da sagde Samuel til Folket: "Kom, lad os gå til Gilgal og gentage Kongevalget der!"
09O	11	15	Så gik hele Folket til Gilgal og gjorde Saul til Konge for HERRENs Åsyn der i Gilgal, og de bragte Takofre der for Herrens Åsyn. Og Saul og alle Israels Mænd var højlig glade.
09O	12	1	Da sagde Samuel til hele Israel: "Se, jeg har føjet eder i alt, hvad I har bedt mig om, og sat en Konge over eder.
09O	12	2	Se, nu færdes Kongen for eders Ansigt; jeg er gammel og grå, og mine Sønner er nu iblandt eder; men jeg har færdedes for eders Ansigt fra min Ungdom indtil i Dag.
09O	12	3	Se, her står jeg; viden imod mig i HERRENs og hans, Salvedes Påhør! Hvis Okse har jeg taget? Hvis Æsel har jeg taget? Hvem har jeg, undertrykt? Hvem har jeg gjort Uret? Af hvem har jeg taget Gave og derfor lukket Øjnene? I så Fald vil jeg give eder Erstatning!"
09O	12	4	Da sagde de: "Du har ikke undertrykt os eller gjort os Uret eller taget noget fra nogen."
09O	12	5	Derpå sagde han til dem: "Så er HERREN i Dag Vidne over for eder, også hans Salvede er Vidne, at I ikke har fundet noget hos mig." De sagde: "Ja!"
09O	12	6	Da sagde Samuel til Folket: "HERREN er Vidne, han, som udrustede Moses og Aron og førte eders Fædre op fra Ægypten.
09O	12	7	Så træd nu frem, at jeg kan gå i Rette med eder for HERRENs Åsyn og kundgøre eder alle de Gerninger, HERREN i sin Retfærdigher har øvet mod eder og eders Fædre.
09O	12	8	Da Jakob og hans Sønner var kommet til Ægypten, og Ægypterne plagede dem, råbte eders Fædre til HERREN, og HERREN sendte Moses og Aron, som førte eders Fædre ud af Ægypten, og han lod dem bosætte sig her.
09O	12	9	Men de glemte HERREN deres Gud; derfor prisgav han dem til Kong Jabin af Hazors Hærfører Sisera, til Filisterne og til Moabs Konge, så de angreb dem.
09O	12	10	Da råbte de til HERREN og sagde: Vi har syndet, thi vi forlod HERREN og dyrkede Ba'alerne og Astarterne; men fri os nu af vore Fjenders Hånd, så vil vi dyrke dig!
09O	12	11	Så sendte HERREN Jerubba'al, Barak, Jefta og Samuel; og han friede eder af eders Fjenders Hånd rundt om, så I kunde bo i Tryghed.
09O	12	12	Men da I så Ammoniterkongen Nahasj rykke frem imod eder, sagde I til mig: Nej, en Konge skal herske over os uagtet HERREN eders Gud var eders Konge!
09O	12	13	Og nu, her står Kongen, som I har valgt og krævet; se, HERREN har sat en Konge over eder!
09O	12	14	Hvis I frygter HERREN og tjener ham, adlyder hans Røst og ikke er genstridige mod HERRENs Bud, men følger HERREN eders Gud, både I og Kongen, som har fået Herredømmet over eder, da skal det gå eder vel.
09O	12	15	Adlyder I derimod ikke HERRENs Røst, men er genstridige mod HERRENs Bud, da skal HERRENs Hånd ramme eder og eders Konge og ødelægge eder.
09O	12	16	Træd nu frem og se den vældige Gerning, HERREN vil øve for eders Øjne!
09O	12	17	Har vi ikke Hvedehøst nu? Men jeg vil råbe til HERREN, at han skal sende Torden og Regn, for at I kan kende og se, at det i HERRENs Øjne var en stor Brøde I begik, da I krævede en Konge!"
09O	12	18	Derpå råbte Samuel til HERREN, og HERREN sendte samme Dag Torden og Regn. Da frygtede hele folket såre for HERREN og Samuel,
09O	12	19	og hele Folket sagde til Samuel: "Bed for dine Trælle til HERREN din Gud, at vi ikke skal dø, fordi vi til vore andre Synder har føjet den Brøde at kræve en Konge!"
09O	12	20	Da sagde Samuel til Folket: "Frygt ikke! Vel har I øvet al den Synd; men vend eder nu ikke fra HERREN, tjen ham af hele eders Hjerte
09O	12	21	og vend eder ikke til dem, som er Tomhed og hverken kan hjælpe eller frelse, fordi de er Tomhed.
09O	12	22	Thi for sit store Navns Skyld vil HERREN ikke forstøde sit Folk, da det jo har behaget HERREN at gøre eder til sit Folk.
09O	12	23	Det være også langt fra mig at synde mod HERREN og høre op med at bede for eder; jeg vil også vise eder den gode og rette Vej;
09O	12	24	men frygt HERREN og tjen ham oprigtigt af hele eders Hjerte; thi se, hvor store Ting han gjorde imod eder!
09O	12	25	Men hvis I handler ilde, skal både I og eders Konge gå til Grunde!"
09O	13	1	Saul var....År ved sin Tronbestigelse, og han herskede i....År over Israel.
09O	13	2	Saul udvalgte sig 3000 Mand af Israel; af dem var 2000 hos Saul i Mikmas og i Bjergene ved Betel, 1000 hos Jonatan i Gibea i Benjamin; Resten af Krigerne lod han gå hver til sit.
09O	13	3	Da fældede Jonatan Filisternes Foged i Geba. Det kom nu Filisterne for Øre, at Hebræerne havde revet sig løs. Men Saul havde ladet støde i Hornet hele Landet over,
09O	13	4	og hele Israel hørte, at Saul havde fældet Filisternes Foged, og at Israel havde vakt Filisternes Vrede. Og Folket stævnedes sammen i Gilgal til at følge Saul,
09O	13	5	men Filisterne havde samlet sig til Kamp mod Israel, 3000 Stridsvogne, 6000 Ryttere og Fodfolk så talrigt som Sandet ved Havets Bred, og de drog op og lejrede sig i Mikmas lige over for Bet-Aven.
09O	13	6	Da Israels Mænd skønnede, hvilken Fare de var i thi Folket blev trængt, skjulte Folket sig i Huler, Jordhuller, Klipperevner, Gruber og Cisterner
09O	13	7	eller gik over Jordans Vadesteder til Gads og Gileads Land. Men Saul var endnu i Gilgal, og hele Folket fulgte ham med Frygt i Sind.
09O	13	8	Han ventede syv Dage til den Tid, Samuel havde fastsat; men Samuel kom ikke til Gilgal. Da Folket så spredte sig og forlod Saul,
09O	13	9	sagde han: "Bring Brændofferet og Takofrene hen til mig!" Så ofrede han Brændofferet.
09O	13	10	Men lige som han var færdig med at ofre Brændofferet, se, da kom Samuel, og Saul gik ham i Møde for at hilse på ham.
09O	13	11	Da sagde Samuel: "Hvad har du gjort!" Saul svarede: "Jeg så, at Folket spredte sig og forlod mig, men du kom ikke til den fastsatte Tid, og Filisterne samlede sig ved Mikmas;
09O	13	12	så tænkte jeg: Nu drager Filisterne ned til Gilgal imod mig, og jeg har endnu ikke vundet HERRENs Gunst; da tog jeg Mod til mig og bragte Brændofferet!"
09O	13	13	Samuel sagde til Saul: "Tåbeligt har du handlet. Hvis du havde holdt den Befaling, HERREN din Gud gav dig, vilde HERREN nu have grundfæstet dit Kongedømme over Israel til evig Tid;
09O	13	14	men nu skal dit Kongedømme ikke bestå. HERREN har udsøgt sig en Mand efter sit Hjerte, og ham har HERREN kaldet til Fyrste over sit Folk, fordi du ikke holdt, hvad HERREN bød dig!"
09O	13	15	Derpå brød Samuel op og gik bort fra Gilgal; men den tilbageblevne Del af Folket drog op i Følge med Saul for at støde til Krigerne, og de kom fra Gilgal til Gibea i Benjamin. Da mønstrede Saul de Folk, han havde hos sig, omtrent 600 Mand;
09O	13	16	og Saul og hans Søn Jonatan og de Folk, de havde hos sig, lå i Geba i Benjamin, medens Filisterne lå lejret i Mikmas.
09O	13	17	Fra Filisternes Lejr drog så en Skare ud i tre Afdelinger for at plyndre; den ene Afdeling drog i Retning af Ofra til Sjualegnen,
09O	13	18	den anden i Retning af Bet Horon og den tredje i Retning af den Høj, som rager op over Zeboimdalen, ad Ørkenen til.
09O	13	19	Men der fandtes ingen Smede i hele Israels Land; thi Filisterne havde tænkt, at Hebræerne ellers kunde lave sig Sværd og Spyd;
09O	13	20	derfor måtte hele Israel drage ned til Filisterne for at få hvæsset deres Plovjern, Hakker, Økser eller Pigkæppe;
09O	13	21	det kostede en Pim at få slebet Plovjem og Hakker og en Tredjedel Sekel for Økser og for at indsætte Pig.
09O	13	22	Således fandtes der, den Dag Slaget stod ved Mikmas, hverken Sværd eller Spyd hos nogen af Krigerne, som var hos Saul og Jonatan; kun Saul og hans Søn Jonatan havde Våben.
09O	14	2	Saul sad just ved Udkanten af Geba under Granatæbletræet ved Tærskepladsen, og folkene, som var hos ham, var omtrent 600 Mand.
09O	14	3	Og Ahija, en Søn af Ahitub, der var Broder til Ikabod, en Søn af Pinehas, en Søn af Eli, HERRENs Præst i Silo, bar Efoden. Men Folkene vidste intet om, at Jonatan var gået.
09O	14	4	I Passet, som Jonatan søgte at komme over for at angribe Filisternes Forpost, springer en Klippespids frem på hver Side; den ene hedder Bozez, den anden Sene.
09O	14	5	Den ene Spids rager i Vejret på Nordsiden ud for Mikmas, den anden på Sydsiden ud for Geba.
09O	14	6	Jonatan sagde da til Våbendrageren: "Kom, lad os gå over til disse uomskårnes Forpost; måske vil HERREN stå os bi, thi intet hindrer HERREN i at give Sejr, enten der er mange eller få!"
09O	14	7	Våbendrageren svarede: "Gør, hvad du har i Sinde! Jeg går med; som du vil, vil også jeg!"
09O	14	8	Da sagde Jonatan: "Vi søger nu at komme over til de Mænd og sørger for, at de får os at se.
09O	14	9	Hvis de så siger til os: Stå stille, vi kommer hen til eder! så bliver vi stående, hvor vi står, og går ikke op til dem.
09O	14	10	Men siger de: Kom op til os! går vi derop; thi så har HERREN givet dem i vor Hånd; det skal være vort Tegn!"
09O	14	11	Da nu Filisternes Forpost fik Øje på dem, sagde Filisterne: "Se, der kommer nogle Hebræere krybende ud af de Jordhuller, de har skjult sig i!"
09O	14	12	Og Mændene, der stod på Forpost, råbte til Jonatan og hans Våbendrager: "Kom op til os, så skal vi lære jer!" Da sagde Jonatan til Våbendrageren: "Følg med derop, thi HERREN har givet dem i Israels Hånd!"
09O	14	13	Så klatrede Jonatan op på Hænder og Fødder, og Våbendrageren bagefter. Da flygtede de for Jonatan; og han huggede dem ned, og Våbendrageren fulgte efter og gav dem Dødsstødet;
09O	14	14	og i første Omgang fældede Jonatan og hans Våbendrager henved tyve Mand på en Strækning af omtrent en halv Dags Pløjeland.
09O	14	15	Da opstod der Rædsel både i og uden for Lejren. og alle Krigerne, både Forposten og Strejfskaren, sloges med Rædsel; tilmed kom der et Jordskælv, og det fremkaldte en Guds Rædsel.
09O	14	16	Men da Sauls Udkigsmænd i Geba i Benjamin så derhen, opdagede de, at det bølgede hid og did i Lejren.
09O	14	17	Da sagde Saul til sine Folk: "Hold Mønstring og se efter, hvem af vore der er gået bort!" Og ved Mønstringen viste det sig, at Jonatan og hans Våbendrager manglede.
09O	14	18	Da sagde Saul til Ahija: "Bring Efoden hid!" Han bar nemlig dengang Efoden foran Israel.
09O	14	19	Men medens Saul talte med Præsten, blev Forvirringen i Filisternes Lejr større og større. Saul sagde da til Præsten: "Lad det kun være!"
09O	14	20	Og alle Sauls Krigere samlede sig om ham, og da de kom til Kamppladsen, se, da var den enes Sværd løftet mod den andens, og alt var i stor Forvirring.
09O	14	21	Og de Hebræere, som tidligere havde stået under Filisterne og havde gjort dem Hærfølge, faldt fra og sluttede sig til Israel, som fulgte Saul og Jonatan.
09O	14	22	Og da de israelitiske Mænd, som havde skjult sig i Efraims Bjerge, hørte, at Filisterne var på Flugt, satte også de efter dem for at bekæmpe dem.
09O	14	23	Filisternes Forpost rykkede frem til Mikmaspasset.  14-1. Da hændte det en Dag, at Sauls Søn Jonatan sagde til sin Våbendrager: "Kom, lad os gå over til Filisternes Forpost her lige overfor!" Men til sin Fader sagde han intet derom.
09O	14	23	Således gav HERREN Israel Sejr den Dag. Da Kampen havde strakt sig hen forbi Bet Horon -
09O	14	24	alle Krigerne var med Saul, omtrent 10000 Mand, og Kampen bredte sig over Efraims Bjerge begik Saul den Dag en stor Dårskab, idet han tog Folket i Ed og sagde: "Forbandet være hver den, som nyder noget før Aften, før jeg får taget Hævn over mine Fjender!" Og alt Folket afholdt sig fra at spise.
09O	14	25	Der fandtes nogle Bikager på Marken,
09O	14	26	og da Folket kom til Bikagerne, var Bierne borte; men ingen førte Hånden til Munden; thi Folket frygtede Eden.
09O	14	27	Jonatan havde dog ikke hørt, at hans Fader tog Folket i Ed, og han rakte Spidsen af den Stav, han havde i Hånden, ud, dyppede den i en Bikage og førte Hånden til Munden; derved fik hans Øjne atter Glans.
09O	14	28	Da tog en af Krigerne til Orde og sagde: "Din Fader tog Folket i Ed og sagde: Forbandet være hver den, som nyder noget i Dag! Og dog var Folket udmattet."
09O	14	29	Men Jonatan sagde: "Min Fader styrter Landet i Ulykke! Se, hvor mine Øjne fik Glans, fordi jeg nød den Smule Honning!
09O	14	30	Nej, havde Folket blot i bag spist dygtigt af Byttet, det tog fra Fjenden! Thi nu blev Filisternes Nederlag ikke stort."
09O	14	31	De slog da den Dag Filisterne fra Mikmas til Ajjalon, og Folket var meget udmattet.
09O	14	32	Derfor kastede Folket sig over Byttet, tog Småkvæg, Hornkvæg og Kalve og slagtede dem på Jorden og spiste Kødet med Blodet i.
09O	14	33	Da meldte man det til Saul og sagde: "Se, Folket synder mod HERREN ved at spise Kødet med Blodet i!" Og han sagde: "I forbryder eder! Vælt mig en stor Sten herhen!"
09O	14	34	Derpå sagde Saul: "Gå rundt iblandt Folket og sig til dem: Enhver skal bringe sin Okse eller sit Får hen til mig og slagte det her! Så kan I spise; men synd ikke mod HERREN ved at spise Kødet med Blodet i!" Da bragte hver og en af Folket, hvad han havde, og slagtede det der.
09O	14	35	Og Saul byggede HERREN et Alter; det var det første Alter, han byggede HERREN.
09O	14	36	Derpå sagde Saul: "Lad os drage ned efter Filisterne i Nat og udplyndre dem, før Dagen gryr, og ikke lade nogen af dem blive tilbage!" De svarede: "Gør, hvad du under for godt!" Men Præsten sagde: "Lad os her træde frem for Gud!"
09O	14	37	Så rådspurgte Saul Gud:"Skal jeg drage ned efter Filisterne? Vil du give dem i Israels Hånd?" Men han svarede ham ikke den Dag.
09O	14	38	Da sagde Saul: "Kom hid, alle Folkets Øverster, og se efter, hvad det er for en Synd, der er begået i Dag;
09O	14	39	thi så sandt HERREN lever, han, som har givet Israel Sejr: Om det så er min Søn Jonatan, der har begået den, skal han dø!" Men ingen af Folket svarede.
09O	14	40	Da sagde han til hele Israel: "I skal være den ene Part, jeg og min Søn Jonatan den anden!" Folket svarede Saul: "Gør, hvad du finder for godt!"
09O	14	41	Derpå sagde Saul til HERREN: "Israels Gud! Hvorfor svarer du ikke din Tjener i Dag? Hvis Skylden ligger hos mig eller min Søn Jonatan, HERRE, Israels Gud, så lad Urim komme frem; men ligger den hos dit Folk Israel, så lad Tummim komme frem!" Da ramtes Jonatan og Saul af Loddet, men Folket gik fri.
09O	14	42	Saul sagde da: "Kast Lod mellem mig og min Søn Jonatan!" Så ramtes Jonatan.
09O	14	43	Da sagde Saul til Jonatan: "Sig mig, hvad du har gjort!" Jonatan svarede: "Jeg nød lidt Honning på Spidsen af Staven, jeg havde i Hånden. Se, jeg er rede til at dø!"
09O	14	44	Da sagde Saul: "Gud ramme mig både med det ene og det andet!  Du skal visselig dø, Jonatan!"
09O	14	45	Men Folket sagde til Saul: "Skal Jonatan dø, han, som har vundet Israel denne store Sejr? Det være langt fra! Så sandt HERREN lever, ikke et Hår skal krummes på hans Hoved; thi med Guds Hjælp vandt han Sejr i Dag!" Da udløste Folket Jonatan, og han blev friet fra Døden.
09O	14	46	Men Saul holdt op med at forfølge Filisterne og drog hjem, medens Filisterne trak sig tilbage til deres Land.
09O	14	47	Da Saul havde vundet Kongedømmet over Israel, førte han Krig med alle sine Fjender rundt om, Moab, Ammoniterne, Edom, Kongen af Zoba og Filisterne, og Sejren fulgte ham overalt, hvor han vendte sig hen.
09O	14	48	Han udførte Heltegerninger, slog Amalek og befriede Israel fra dem, som hærgede det.
09O	14	49	Sauls Sønner var Jonatan, Jisjvi og Malkisjua; af hans to Døtre hed den førstefødte Merab og den yngste Mikal.
09O	14	50	Sauls Hustru hed Ahinoam, en Datter af Ahimåz; hans Hærfører hed Abiner, en Søn af Sauls Farbroder Ner;
09O	14	51	Sauls Fader Kisj og Abners Fader Ner var Sønner af Abiel.
09O	14	52	Men Krigen med Filisterne var hård, lige så længe Saul levede; og hver Gang Saul traf en heltemodig og tapper Mand, knyttede han ham til sig.
09O	15	1	Samuel sagde til Saul: "Det var mig, HERREN sendte for at salve dig til konge over hans Folk Israel; lyd nu HERRENs Røst.
09O	15	2	Så siger Hærskarers HERRE: Jeg vil straffe Amalek for, hvad de gjorde mod Israel, da de stillede sig i Vejen for det på Vandringen op fra Ægypten.
09O	15	3	Drag derfor hen og slå Amalek og læg Band på dem og på alt, hvad der tilhører dem; skån dem ikke, men dræb både Mænd og Kvinder, Børn og diende, Okser og Får, Kameler og Æsler!"
09O	15	4	Så stævnede Saul Folket sammen og mønstrede dem i Telaim, 200000 Mand Fodfolk og 10000 Mand af Juda.
09O	15	5	Derpå drog Saul mod Amaleks By og lagde Baghold i Dalen.
09O	15	6	Men Saul sagde til Keniterne: "Skil eder fra Amalekiterne og gå eders Vej, for at jeg ikke skal udrydde eder sammen med dem; I viste jo Venlighed mod alle Israeliterne, dengang de drog op fra Ægypten!" Så trak Keniterne sig tilbage fra Amalek.
09O	15	7	Og Saul slog Amalek fra Havila til Sjur, som ligger østen for Ægypten,
09O	15	8	og tog Kong Agag af Amalek levende til Fange. På alt Folket lagde han Band og huggede dem ned med Sværdet;
09O	15	9	men Saul og Folket skånede Agag og det bedste af Småkvæget og Hornkvæget, de fede og velnærede Dyr, alt det bedste; de vilde ikke lægge Band på dem,men på alt det dårlige og værdiløse Kvæg lagde de Band.
09O	15	10	Da kom HERRENs Ord til Samuel således:
09O	15	11	"Jeg angrer, at jeg gjorde Saul til Konge; thi han har vendt sig fra mig og ikke holdt mine Befalinger!" Da vrededes Samuel og råbte til HERREN hele Natten.
09O	15	12	Næste Morgen tidlig, da Samuel vilde gå Saul i Møde, blev der meldt ham: "Saul kom til Karmel og rejste sig et Mindesmærke der; så vendte han om og drog videre ned til Gilgal!"
09O	15	13	Samuel begav sig da til Saul. Saul sagde til ham: "HERREN velsigne dig! Jeg har holdt HERRENs Befaling!"
09O	15	14	Men Samuel sagde: "Hvad er det for en Brægen af Småkvæg, som når mit Øre, og Brølen af Hornkvæg, jeg hører?"
09O	15	15	Saul svarede: "De tog dem med fra Amalekiterne; thi Folket skånede det bedste af Småkvæget og Hornkvæget for at ofre det til HERREN din Gud; på det andet derimod lagde vi Band!"
09O	15	16	Da sagde Samuel til Saul: "bet er nok! Jeg vil kundgøre dig, hvad HERREN i Nat har sagt mig!" Han svarede: "Tal!"
09O	15	17	Da sagde Samuel: "Om du end ikke regner dig selv for noget, er du så ikke Høvding for Israels Stammer, og salvede HERREN dig ikke til Konge over Israel?
09O	15	18	Og HERREN sendte dig af Sted med den Befaling: Gå hen og læg Band på Amalekiterne, de Syndere, og før Krig imod dem, indtil du har udryddet dem!
09O	15	19	Hvorfor adlød du da ikke HERRENs Røst, men styrtede dig over Byttet og gjorde, hvad der er ondt i HERRENs Øjne?"
09O	15	20	Saul svarede Samuel: "Jeg adlød HERRENs Røst og gik, hvor HERREN sendte mig hen; jeg har bragt Kong Agag af Amalek med og lagt Band på Amalek;
09O	15	21	men Folket tog Småkvæg og Hornkvæg af Byttet, det bedste af det bandlyste, for at ofre det til HERREN din Gud i Gilgal."
09O	15	22	Men Samuel sagde: "Mon HERREN har lige så meget Behag i Brændofre og Slagtofre som i Lydighed mod HERRENs Høst? Nej, at adlyde er mere værd end Slagtoffer, og at være lydhør er mere værd end Væderfedt;
09O	15	23	thi Genstridighed er Trolddomssynd, og Egenrådighed er Afgudsbrøde. Fordi du har forkastet HERRENs Ord, har han forkastet dig, så du ikke mere skal være Konge!"
09O	15	24	Da sagde Saul til Samuel: "Jeg har syndet, thi jeg har overtrådt HERRENs Befaling og dine Ord, men jeg frygtede Folket og føjede dem:
09O	15	25	tilgiv mig dog nu min Synd og vend tilbage med mig, for at jeg kan tilbede HERREN!"
09O	15	26	Men Samuel sagde til Saul: "Jeg vender ikke tilbage med dig; fordi du har forkastet HERRENs Ord, har HERREN forkastet dig, så du ikke mer skal være Konge over Israel!"
09O	15	27	Derpå vendte Samuel sig for at gå, men Saul greb fat i hans Kappeflig, så den reves af.
09O	15	28	Da sagde Samuel til ham: "HERREN har i Dag revet Kongedømmet over Israel fra dig og givet det til en anden, som er bedre end du!
09O	15	29	Visselig, han, som er Israels Herlighed, lyver ikke, ej heller angrer han; thi han er ikke et Menneske, at han skulde angre!"
09O	15	30	Saul sagde: "Jeg har syndet; men vis mig dog Ære for mit Folks Ældste og Israel og vend tilbage med mig, for at jeg kan tilbede HERREN din Gud!"
09O	15	31	Da vendte Samuel tilbage med Saul, og Saul tilbad HERREN.
09O	15	32	Derpå sagde Samuel: "Bring Kong Agag af Amalek hid til mig!"  Og Agag gik frejdigt hen til ham og sagde: "Visselig, nu er Dødens Bitterhed svundet!"
09O	15	33	Da sagde Samuel: "Som dit Sværd har gjort Kvinder barnløse, skal din Moder blive barnløs fremfor andre Kvinder!" Derpå sønderhuggede Samuel Agag for HERRENs Åsyn i Gilgal.
09O	15	34	Samuel begav sig så til Rama, mens Saul drog op til sit Hjem i Sauls Gibea.
09O	15	35	Og Samuel så ikke mere Saul indtil sin Dødedag; thi Samuel sørgede over Saul. HERREN angrede, at han havde gjort Saul til Konge over Israel;
09O	16	1	og HERREN sagde til Samuel: "Hvor længe vil du gå og sørge over Saul? Jeg har jo dog forkastet ham, så han ikke mere skal være Konge over Israel. Fyld dit Horn med Olie og drag af Sted! Jeg sender dig til Betlehemiten Isaj, thi jeg har udset mig en Konge blandt hans Sønner."
09O	16	2	Samuel svarede: "Hvorledes kan jeg det? Får Saul det at høre, dræber han mig!" Men HERREN sagde: "Tag en Kvie med og sig: Jeg kommer for at ofre HERREN et Offer!
09O	16	3	Og indbyd Isaj til Ofringen; så vil jeg lade dig vide, hvad du skal gøre; du skal salve mig den, jeg siger dig!"
09O	16	4	Samuel gjorde da, som HERREN sagde. Da han kom til Betlehem, gik Byens Ældste ham forfærdede i Møde og sagde: "Kommer du for det gode?"
09O	16	5	Han svarede: "Ja! Jeg kommer for at ofre til HERREN. Helliger eder og kom med til Ofringen!" Og han lod Isaj og hans Sønner hellige sig og indbød dem til Ofringen:
09O	16	6	Da de kom, og han så Eliab, tænkte han: "Visselig står nu HERRENs Salvede for ham!"
09O	16	7	Men HERREN sagde til Samuel: "Se ikke på hans Ydre eller høje Vækst; thi jeg har vraget ham; Gud ser jo ikke, som Mennesker ser, thi Mennesker ser på det, som er for Øjnene, men HERREN ser på Hjertet."
09O	16	8	Da kaldte Isaj på Abinadab og førte ham hen for Samuel; men han sagde: "Heller ikke ham har HERREN udvalgt!"
09O	16	9	Isaj førte da Sjamma frem; men han sagde: "Heller ikke ham har HERREN udvalgt!"
09O	16	10	Så førte Isaj de andre af sine syv Sønner frem for Samuel; men Samuel sagde til Isaj: "HERREN har ikke udvalgt nogen af dem!"
09O	16	11	Samuel spurgte da Isaj: "Er det alle de unge Mænd?" Han svarede: "Endnu er den yngste tilbage; men han vogter Småkvæget!"  Da sagde Samuel til Isaj: "Send Bud efter ham! thi vi sætter os ikke til Bords, før han kommer!"
09O	16	12	Så sendte han Bud efter ham. Han var rødmosset, en Yngling med smukke Øjne og skøn at se til. Da sagde HERREN: "Stå op, salv ham, thi ham er det!"
09O	16	13	Samuel tog da Oliehornet og salvede ham, medens hans Brødre stod rundt om: Og HERRENs Ånd kom over David fra den Dag af. Derefter brød Samuel op og gik til Rama.
09O	16	14	Efter at HERRENs Ånd var veget fra Saul, plagedes han af en ond Ånd fra HERREN.
09O	16	15	Sauls Folk sagde da til ham: "Se, en ond Ånd fra Gud plager dig;
09O	16	16	sig kun et Ord, Herre, dine Trælle står rede til at søge efter en Mand, der kan lege på Strenge; når en ond Ånd fra Gud kommer over dig, skal han røre Strengene; så får du det godt!"
09O	16	17	Da sagde Saul til sine Folk: "Find mig en Mand, der er dygtig til Strengeleg, og bring ham til mig!"
09O	16	18	En af Tjenerne tog til Orde og sagde: "Jeg har set en Søn af Betlehemiten Isaj, han kan lege på Strenge og er en dygtig Kriger, en øvet Krigsmand; han ved at føje sine Ord og er en smuk Mand, og HERREN er med ham!"
09O	16	19	Saul sendte da Bud til Isaj og lod sige: "Send mig din Søn David, som er ved Fårene!"
09O	16	20	Da tog Isaj ti Brød, en Lædersæk Vin og et Gedekid og sendte sin Søn David til Saul dermed.
09O	16	21	Således kom David til Saul og trådte i hans Tjeneste; Saul fik ham såre kær, og han blev hans Våbendrager.
09O	16	22	Og Saul sendte Bud til Isaj og lod sige: "Lad David blive i min Tjeneste, thi jeg har fattet Godhed for ham!"
09O	16	23	Når nu Ånden fra Gud kom over Saul, tog David sin Citer og rørte Strengene; så følte Saul Lindring og fik det godt, og den onde Ånd veg fra ham. Filisterne samlede deres Hær til Kamp. De samlede sig ved Soko i Juda og slog Lejr mellem Soko og Azeka i Efes-Dammim.
09O	17	2	Ligeledes samlede Saul og Israels Mænd sig og slog Lejr i Terebintedalen og gjorde sig rede til at angribe Filisterne.
09O	17	3	Filisterne stod ved Bjerget på den ene Side, Israeliterne ved Bjerget på den anden, med Dalen imellem sig.
09O	17	4	Da trådte en Tvekæmper ved Navn Goliat fra Gat ud af Filisternes Rækker, seks Alen og et Spand høj.
09O	17	5	Han havde en Kobberhjelm på Hovedet, var iført en Skælbrynje, hvis Kobber vejede 5000 Sekel,
09O	17	6	og havde Kobberskinner på Benene og et Kobberspyd over Skulderen.
09O	17	7	Hans Spydstage var som en Væverbom, og hans Spydsod var af Jern og vejede 600 Sekel; hans Skjolddrager gik foran ham.
09O	17	8	Han stod frem og råbte over til Israels Slagrækker: "Hvorfor drager I ud til Angreb? Er jeg ikke en Filister og I Sauls Trælle? Vælg jer en Mand og lad ham komme herned til mig!
09O	17	9	Hvis han kan tage Kampen op med mig og dræber mig, vil vi være eders Trælle, men får jeg Bugt med ham og dræber ham, skal I være vore Trælle og trælle for os!"
09O	17	10	Yderligere sagde Filisteren: "I Dag har jeg hånet Israels Slagrækker; kom med en Mand, så vi kan kæmpe sammen!"
09O	17	11	Da Saul og hele Israel hørte disse Filisterens Ord, blev de forfærdede og grebes af Rædsel.
09O	17	12	David var Søn af en Efratit i Betlehem i Juda ved Navn Isaj, som havde otte Sønner. Denne Mand var på Sauls Tid gammel og til Års.
09O	17	13	Isajs tre ældste Sønner havde fulgt Saul i Krigen, og Navnene på hans tre ældste Sønner, som var draget i Krigen, var Eliab, den førstefødte, Abinadab, den næstældste, og Sjamma, den tredje;
09O	17	14	David var den yngste. De tre ældste havde fulgt Saul;
09O	17	15	og David gik af og til hjem fra Saul for at vogte sin Faders Småkvæg i Betlehem.
09O	17	16	Men Filisteren trådte frem og tilbød Kamp hver Morgen og Aften i fyrretyve Dage.
09O	17	17	Nu sagde Isaj engang til sin Søn David: "Tag en Efa af det ristede Korn her og disse ti Brød til dine Brødre og løb hen til dem i Lejren med det
09O	17	18	og bring disse ti Skiver Flødeost til Tusindføreren; og se så, hvorledes det går dine Brødre, og få et Pant af dem;
09O	17	19	Saul ligger med dem og alle Israels Mænd i Terebintedalen og kæmper med Filisterne!"
09O	17	20	Næste Morgen tidlig overlod David Småkvæget til en Vogter, tog Sagerne og gav sig på Vej,som Isaj havde pålagt ham; og han kom til Vognborgen, netop som Hæren rykkede ud til Slag og opløftede Kampråbet.
09O	17	21	Både Israel og Filisterne stod rede til Kamp, Slagorden mod Slagorden.
09O	17	22	David lagde sine Sager fra sig og overlod dem til Vagten ved Trosset, løb ind mellem Slagrækkerne og gik hen og hilste på sine Brødre.
09O	17	23	Medens han talte med dem, se, da kom Tvekæmperen - Filisteren Goliat hed han og var fra Gat - frem fra Filisternes Slagrækker og talte, som han plejede, medens David hørte på det.
09O	17	24	Da Israels Mænd så Manden, flygtede de alle rædselsslagne for ham.
09O	17	25	Og Israels Mænd sagde: "Ser I den Mand, som kommer der? Det er for at håne Israel, han kommer; den, som dræber ham, vil Kongen give stor Rigdom; sin Datter vil han give ham, og hans Fædrenehus vil han fritage for Skat i Israel!"
09O	17	26	David spurgte da de Mænd,som stod om ham: "Hvilken Løn får den, som dræber denne Filister og tager Skammen fra Israel? Thi hvem er vel denne uomskårne Filister, at han vover at håne den levende Guds Slagrækker?"
09O	17	27	Og Folkene gentog for ham: "Det og det får den, som dræber ham!"
09O	17	28	Men da hans ældste Broder Eliab hørte ham tale med Mændene, blev han vred på David og sagde: "Hvad vil du her? Og hvem har du overladt de stakkels Får i Ørkenen? Jeg kender dit Overmod og dit Hjertes Ondskab; du kom jo herned for at se på Kampen!"
09O	17	29	Da sagde David: "Hvad har jeg nu gjort? Det var jo da kun et Spørgsmål!"
09O	17	30	Og han vendte sig fra ham til en anden og sagde det samme, og Folkene svarede ham som før.
09O	17	31	Imidlertid rygtedes det, hvad David havde sagt; det kom også Saul for Øre, og han lod ham hente.
09O	17	32	Da sagde David til Saul: "Min Herre må ikke tabe Modet! Din Træl vil gå hen og kæmpe med den Filister!"
09O	17	33	Saul svarede David: "Du kan ikke gå hen og kæmpe med den Filister; thi du er en ung Mand, og han har været Kriger fra sin Ungdom!"
09O	17	34	Men David sagde til Saul: "Din Træl har vogtet sin Faders Små kvæg; og kom der en Løve eller en Bjørn og slæbte et Dyr bort fra Hjorden,
09O	17	35	løb jeg efter den og slog den og rev det ud af Gabet på den; kastede den sig så over mig, greb jeg den i Skægget og slog den ihjel.
09O	17	36	Både Løve og Bjørn har din Træl dræbt, og det skal gå denne uomskårne Filister som en at dem; thi han har hånet den levende Guds Slagrækker!"
09O	17	37	Fremdeles sagde David: "HERREN, som har reddet mig fra Løvers og Bjørnes Vold, vil også redde mig fra denne Filisters Hånd!"Da sagde Saul til David: "Gå! HERREN være med dig!"
09O	17	38	Saul iførte nu David sin Våbenkjortel, satte en Kobberhjelm på hans Hoved, iførte ham en Brynje
09O	17	39	og spændte sit Sværd om ham over Våbenkjortelen; men det var forgæves, han søgte at gå dermed, thi han havde aldrig prøvet det før. Da sagde David til Saul: "Jeg kan ikke gå dermed, thi jeg har aldrig prøvet det før!" Og David tog det af.
09O	17	40	Derpå tog han sin Stav i Hånden og udsøgte sig fem af de glatteste Sten i Flodlejet, lagde dem i sin Hyrdetaske, der tjente ham som Slyngestenstaske, tog sin Slynge i Hånden og gik mod Filisteren.
09O	17	41	Imidlertid kom Filisteren David nærmere og nærmere med Skjolddrageren foran sig;
09O	17	42	og da Filisteren så til og fik Øje på David, ringeagtede han ham, fordi han var en ung Mand, rødmosset og smuk at se til.
09O	17	43	Og Filisteren sagde til David:"Er jeg en Hund, siden du kommer imod mig med en Stav?" Og Filisteren forbandede David ved sin Gud.
09O	17	44	Derpå sagde Filisteren til David: "Kom herhen, så skal jeg give Himmelens Fugle og Markens vilde Dyr dit Kød!"
09O	17	45	David svarede Filisteren: "Du kommer imod mig med Sværd og Spyd og kastevåben, men jeg kommer imod dig i Hærskarers HERREs, Israels Slagrækkers Guds, Navn, ham, du har hånet.
09O	17	46	I Dag giver HERREN dig i min Hånd; jeg skal slå dig ned og hugge Hovedet af dig og i Dag give Himmelens Fugle og Jordens vilde Dyr din og Filisterhærens døde Kroppe, for at hele Jorden kan kende, at der er en Gud i Israel,
09O	17	47	og for at hele denne Forsamling kan kende, at HERREN ikke giver Sejr ved Sværd eller Spyd; thi HERREN råder for Kampen, og han vil give eder i vor Hånd!"
09O	17	48	Da Filisteren nu satte sig i Bevægelse og gik nærmere hen imod David, løb David hurtigt hen imod Slagrækken for at møde Filisteren.
09O	17	49	Og David greb ned i Tasken, tog en Sten af den, slyngede den ud og ramte Filisteren i Panden, så Stenen trængte ind i hans Pande, og han styrtede næsegrus til Jorden.
09O	17	50	Således fik David Bugt med Filisteren med Slynge og Sten, og han slog Filisteren ihjel, skønt han ikke havde Sværd i Hånden.
09O	17	51	Så løb David hen ved Siden af Filisteren, greb hans Sværd, drog det af Skeden og gav ham Dødsstødet og huggede Hovedet af ham dermed. Da Filisterne så, at deres Helt var død, flygtede de;
09O	17	52	men Israels og Judas Mænd satte sig i Bevægelse, opløftede Kampråbet og forfulgte Filisterne lige til Gat og Ekrons Porte, og de faldne Filistere lå på Vejen fra Sja'arajim lige til Gat og Ekron.
09O	17	53	Derpå vendte Israeliterne tilbage fra Forfølgelsen af Filisterne og plyndrede deres Lejr.
09O	17	54	Og David tog Filisterens Hoved og bragte det til Jerusalem, men hans Våben lagde han i sit Telt.
09O	17	55	Da Saul så David gå imod Filisteren, sagde han til Hærføreren Abner: "Hvis Søn er denne unge Mand, Abner?" Abner svarede: "Så sandt du lever, Konge, jeg ved det ikke!"
09O	17	56	Da sagde Kongen: "Forhør dig om, hvis Søn denne Yngling er!"
09O	17	57	Da så David vendte tilbage efter at have dræbt Filisteren, tog Abner ham og førte ham frem for Saul, og han havde Filisterens Hoved i Hånden.
09O	17	58	Saul sagde til ham: "Hvis Søn er du, unge Mand?" David svarede: "Jeg er Søn af din Træl, Betlehemiten Isaj!"
09O	18	1	Efter Davids Samtale med Saul blev Jonatans Sjæl bundet til Davids Sjæl, og han elskede ham som sin egen Sjæl;
09O	18	2	og Saul tog ham samme dag til sig og tillod ham ikke at vende tilbage til sin Faders Hus.
09O	18	3	Og Jonatan sluttede Pagt med David, fordi han elskede ham som sin egen Sjæl.
09O	18	4	Og Jonatan afførte sig sin Kappe og gav David den tillige med sin Våbenkjortel, ja endog sit Sværd, sin Bue og sit Bælte.
09O	18	5	Og David drog ud; hvor som helst Saul sendte ham hen, havde han Lykken med sig; derfor satte Saul ham over Krigerne, og han vandt Yndest hos alt Folket, endog hos Sauls Folk.
09O	18	6	Men da de kom hjem, da David vendte tilbage efter at have fældet Filisteren, gik Kvinderne fra alle Israels Byer Saul i Møde med Sang og Dans, med Håndpauker, Jubel og Cymbler,
09O	18	7	og de dansende Kvinder sang: "Saul slog sine Tusinder, men David sine Titusinder!"
09O	18	8	Da blev Saul meget vred; disse Ord mishagede ham, og han sagde: "David giver de Titusinder, og mig giver de Tusinder; nu mangler han kun Kongemagten!"
09O	18	9	Og fra den Dag af så Saul skævt til David.
09O	18	10	Næste Dag overvældede en ond Ånd fra Gud Saul, så han rasede i Huset, medens David som sædvanligt legede på Strenge; Saul havde sit Spyd i Hånden
09O	18	11	og kastede det i den Tanke: "Jeg vil spidde David til Væggen!" Men David undveg ham to Gange.
09O	18	12	Da kom Saul til at frygte David, fordi HERREN var med ham, medens han var veget fra Saul.
09O	18	13	Derfor fjernede Saul ham fra sig og gjorde ham til Tusindfører; og han drog ud til Kamp og hjem igen i Spidsen for Krigerne;
09O	18	14	og Lykken fulgte David i alt, hvad han foretog sig; thi HERREN var med ham.
09O	18	15	Da Saul så, i hvor høj Grad Lykken fulgte ham, gruede han for ham;
09O	18	16	men hele Israel og Juda elskede David, fordi han drog ud til Kamp og hjem i Spidsen for dem.
09O	18	17	Da sagde Saul til David: "Se, her er min ældste Datter Merab; hende vil jeg give dig til Hustru, dersom du viser dig som en tapper Mand i min Tjeneste og fører HERRENs Krige!" Saul tænkte nemlig: "Han skal ikke falde for min, men for Filisternes Hånd!"
09O	18	18	David sagde til Saul: "Hvem er jeg, og hvad er min Familie, min Faders Slægt i Israel, at jeg skulde blive Kongens Svigersøn?"
09O	18	19	Men da Tiden kom, at Sauls Datter Merab skulde gives David til Ægte, blev hun givet til Adriel fra Mehol
09O	18	20	Sauls Datter Mikal fattede Kærlighed til David. Det kom Saul for Øre, og han syntes godt derom;
09O	18	21	Saul tænkte nemlig: "Jeg vil give hende til ham, for at hun kan blive ham en Snare, så han falder for Filisternes Hånd!" Da sagde Saul til David: "I Dag skal du for anden Gang blive min Svigersøn!"
09O	18	22	Og Saul gav sine Folk Befaling til underhånden at sige til David: "Kongen synes godt om dig, og alle hans Folk elsker dig; så bliv nu Kongens Svigersøn!"
09O	18	23	Men da Sauls Folk sagde det til David, svarede han: "Synes det eder en ringe Ting at blive Kongens Svigersøn? Jeg er jo en fattig og ringe Mand!"
09O	18	24	Og Sauls Folk meddelte ham det og sagde: "Det og det sagde David."
09O	18	25	Da sagde Saul: "Således skal I sige til David: Kongen ønsker ikke andet i Brudekøb end 100 Filisterforhuder, så at han kan få Hævn over sine Fjender!" Saul gjorde nemlig Regning på at få David fældet ved Filisternes Hånd.
09O	18	26	Da hans Folk fortalte David dette, samtykkede han i at blive Kongens Svigersøn.
09O	18	27	Derpå brød David op og drog ud med sine Mænd og dræbte 2OO Filistere, og David kom med deres Forhuder og leverede Kongen dem fuldtallige for at blive hans Svigersøn. Så gav Saul ham sin Datter Mikal til Ægte.
09O	18	28	Men da Saul så og skønnede, at HERREN var med David, og at hele Israel elskede ham,
09O	18	29	frygtede han David endnu mere, og Saul blev for stedse David fjendsk.
09O	18	30	Filisternes Høvdinger rykkede i Marken; og hver Gang de rykkede ud, havde David mere Held med sig end alle Sauls Folk, og han vandt stort Ry.
09O	19	1	Saul talte nu med sin Søn Jonatan og alle sine Folk om at slå David ihjel. Men Sauls Søn Jonatan holdt meget af David.
09O	19	2	Derfor fortalte Jonatan David det og sagde: "Min Fader Saul står dig efter Livet; tag dig derfor i Vare i Morgen, gem dig og hold dig skjult!
09O	19	3	Men jeg vil gå ud og stille mig hen hos min Fader på Marken der, hvor du er; så vil jeg tale til ham om dig, og hvis jeg mærker noget, vil jeg lade dig det vide."
09O	19	4	Så talte Jonatan Davids Sag hos sin Fader Saul og sagde til ham: "Kongen forsynde sig ikke mod sin Træl David; thi han har ikke forsyndet sig mod dig, og hvad han har udrettet, har gavnet dig meget;
09O	19	5	han vovede Livet for at dræbe Filisteren, og HERREN gav hele Israel en stor Sejr. Du så det selv og glædede dig derover; hvorfor vil du da forsynde dig ved uskyldigt Blod og dræbe David uden Grund?"
09O	19	6	Og Saul lyttede til Jonatans Ord, og Saul svor: "Så sandt HERREN lever, han skal ikke blive dræbt!"
09O	19	7	Derpå lod Jonatan David hente og fortalte ham det hele; og Jonatan førte David til Saul, og han var om ham som før.
09O	19	8	Men Krigen fortsattes, og David drog i Kamp mod Filisterne og tilføjede dem et stort Nederlag, så de flygtede for ham.
09O	19	9	Da kom der en ond Ånd fra HERREN over Saul, og engang han sad i sit Hus med sit Spyd i Hånden, medens David legede på Strengene,
09O	19	10	søgte Saul at spidde David til Væggen med Spydet; men han veg til Side for Saul, så han jog Spydet i Væggen, medens David flygtede og undslap.
09O	19	11	Om Natten sendte Saul Folk til Davids Hus for at passe på ham og dræbe ham om Morgenen. Men Davids Hustru Mikal røbede ham det og sagde: "Hvis du ikke redder dit Liv i Nat, er du dødsens i Morgen!"
09O	19	12	Så hejste Mikal David ned igennem Vinduet, og han flygtede bort og undslap.
09O	19	13	Derpå tog Mikal Husguden, lagde den i Sengen, bredte et Gedehårsnet over Hovedet på den og dækkede den til med et Tæppe.
09O	19	14	Da nu Saul sendte Folk hen for at hente David, sagde hun: "Han er syg."
09O	19	15	Men Saul sendte Sendebudene hen for at se David, idet han sagde: "Bring ham på Sengen op til mig, for at jeg kan dræbe ham!"
09O	19	16	Da Sendebudene kom derhen, opdagede de, at det var Husguden, der lå i Sengen med Gedehårsnettet over Hovedet.
09O	19	17	Da sagde Saul til Mikal: "Hvorfor førte du mig således bag Lyset og hjalp min fjende bort, så han undslap?" Mikal svarede Saul:"Han sagde til mig: Hjælp mig bort, ellers slår jeg dig ihjel!"
09O	19	18	Men David var flygtet og havde bragt sig i Sikkerhed. Derpå gik han til Samuel i Rama og fortalte ham alt, hvad Saul havde gjort imod ham; og han og Samuel gik hen og tog Ophold i Najot.
09O	19	19	Da nu Saul fik at vide, at David var i Najot i Rama,
09O	19	20	sendte han Folk ud for at hente David; men da de så Profetskaren i profetisk Henrykkelse og Samuel stående hos dem, kom Guds Ånd over Sauls Sendebud, så at også de faldt i profetisk Henrykkelse.
09O	19	21	Da Saul hørte det, sendte han andre Folk af Sted; men også de faldt i Henrykkelse. Så sendte Saul på ny, tredje Gang, Folk af Sted; men også de faldt i Henrykkelse.
09O	19	22	Da begav han sig selv til Rama, og da han kom til Cisternen på Tærskepladsen, som ligger på den nøgne Høj, spurgte han: "Hvor er Samuel og David?" Man svarede: "I Najot i Rama!"
09O	19	23	Men da han gik derfra til Najot i Rama, kom Guds Ånd også over ham, og han gik i Henrykkelse hele Vejen, lige til han nåede Najot i Rama.
09O	19	24	Da rev også han sine Klæder af sig, og han var i Henrykkelse foran Samuel og faldt nøgen om og blev liggende således hele den Dag og den følgende Nat. Derfor hedder det: "Er også Saul iblandt Profeterne?"
09O	20	1	Men David flygtede fra Najot i Rama og kom til Jonatan og sagde: "Hvad har jeg gjort? Hvad er min Brøde? Og hvad er min Synd mod din Fader, siden han står mig efter Livet?"
09O	20	2	Han svarede: "Det være langt fra! Du skal ikke dø! Min Fader foretager sig jo intet, hverken stort eller småt, uden at lade mig det vide; hvorfor skulde min Fader så dølge dette for mig? Der er intet om det!"
09O	20	3	Men David svarede: "Din Fader ved sikkert, at du har fattet Godhed for mig, og tænker så: Det må Jonatan ikke få at vide, at det ikke skal gøre ham ondt; nej, så sandt HERREN lever, og så sandt du lever, der er kun et Skridt imellem mig og Døden!"
09O	20	4	Da sagde Jonatan til David: "Alt, hvad du ønsker, vil jeg gøre for dig!"
09O	20	5	David sagde til Jonatan: "I Morgen er det jo Nymånedag, og jeg skulde sidde til Bords med Kongen; men lad mig gå bort og skjule mig på Marken indtil Aften.
09O	20	6	Hvis din Fader savner mig, så sig: David har bedt mig om Lov til at skynde sig til Betlehem, sin Fødeby, da hele hans Slægt har sit årlige Slagtoffer der.
09O	20	7	Hvis han så siger: Godt! er der ingen Fare for din Træl; men bliver han vred, så vid, at han vil min Ulykke.
09O	20	8	Vis din Træl den Godhed, siden du er gået i Pagt med din Træl for HERRENs Åsyn. Men har jeg forbrudt mig, så slå du mig ihjel; thi hvorfor skulde du bringe mig til din Fader?"
09O	20	9	Jonatan svarede: "Det være langt fra! Hvis jeg virkelig kommer under Vejr med, at min Fader vil din Ulykke, skulde jeg så ikke lade dig det vide?"
09O	20	10	Da sagde David til Jonatan: "Men hvem skal lade mig det vide, om din Fader giver dig et hårdt Svar?"
09O	20	11	Jonatan svarede David: "Kom, lad os gå ud på Marken!" Og de gik begge ud på Marken.
09O	20	12	Da sagde Jonatan til David: "HERREN, Israels Gud, er Vidne: Jeg vil i Morgen ved denne Tid udforske min Faders Sindelag, og hvis der ingen Fare er for David, skulde jeg da ikke sende dig Bud og lade dig det vide?
09O	20	13	HERREN ramme Jonatan både med det ene og det andet: Hvis det er min Faders bestemte Vilje at bringe Ulykke over dig, vil jeg lade dig det vide og hjælpe dig bort, så du kan fare i Fred. HERREN være med dig, som han har været med min Fader.
09O	20	14	Og måtte du så, hvis jeg endnu er i Live, måtte du så vise HERRENs Godhed imod mig. Men skulde jeg være død,
09O	20	15	så unddrag ingen Sinde min Slægt din Godhed. Og når HERREN udrydder hver eneste af Davids Fjender af Jorden,
09O	20	16	måtte da Jonatans Navn ikke blive udryddet, men bestå sammen med Davids Hus, og måtte HERREN kræve det af Davids Fjenders Hånd!"
09O	20	17	Da svor Jonatan på ny David en Ed, fordi han elskede ham; thi han elskede ham af hele sin Sjæl.
09O	20	18	Da sagde Jonatan til ham: "I Morgen er det Nymånedag; da vil du blive savnet, når din Plads står tom;
09O	20	19	men i Overmorgen vil du blive savnet endnu mere; gå så hen til det Sted, hvor du holdt dig skjult, den Dag Skændselsdåden skulde have fundet Sted, og sæt dig ved Jorddyngen der;
09O	20	20	i Overmorgen vil jeg så skyde med Pile der, som om jeg skød til Måls.
09O	20	21	Jeg sender så Drengen hen for at lede efter Pilen, og hvis jeg da siger til ham: Pilen ligger her på denne Side af dig, hent den! så kan du komme; thi da står alt vel til for dig, og der er ingen Fare, så sandt HERREN lever.
09O	20	22	Men siger jeg til den unge Mand: Pilen ligger på den anden Side af dig, bedre frem! så fly,thi da vil HERREN have dig bort.
09O	20	23	Men om det, vi to har aftalt sammen, gælder, at HERREN står mellem mig og dig for evigt!"
09O	20	24	David skjulte sig så ude på Marken. Da Nymånedagen kom,satte Kongen sig til Bords for at spise;
09O	20	25	Kongen sad på sin vante Plads, på Pladsen ved Væggen, medens Jonatan sad lige overfor og Abner ved Siden af Saul, men Davids Plads stod tom.
09O	20	26	Saul sagde intet den Dag, thi han tænkte: "Der er vel hændet ham noget, så han ikke er ren, fordi han endnu ikke har renset sig."
09O	20	27	Men da Davids Plads også stod tom næste Dag, Dagen efter Nymånedagen, sagde Saul til sin Søn Jonatan: "Hvorfor kom Isajs Søn hverken til Måltidet i Går eller i Dag?"
09O	20	28	Jonatan svarede Saul: "David bad mig om Lov til at gå til Betlehem;
09O	20	29	han sagde: Lad mig gå, thi vor Slægt har Offerfest der i Byen, og mine Brødre har pålagt mig at komme; hvis du har Godhed for mig, lad mig så få fri, for at jeg kan besøge mine Slægtninge! Det er Grunden til, at han ikke er kommet til Kongens Bord!"
09O	20	30	Da blussede Sauls Vrede op imod Jonatan, og han sagde til ham; "Du Søn af en vanartet Kvinde! Ved jeg ikke, at du er Ven med Isajs Søn til Skam for dig selv og for din Moders Blusel?
09O	20	31	Thi så længe Isajs Søn er i Live på Jorden, er hverken du eller dit Kongedømme i Sikkerhed. Send derfor Bud og hent ham til mig, thi han er dødsens!"
09O	20	32	Jonatan svarede sin Fader Saul: "Hvorfor skal han dræbes? Hvad har han gjort?"
09O	20	33	Da kastede Saul Spydet efter ham for at ramme ham. Så skønnede Jonatan, at det var hans Faders bestemte Vilje at dræbe David.
09O	20	34	Og Jonatan rejste sig fra Bordet i heftig Vrede og spiste intet den anden Nymånedag, thi det gjorde ham ondt for David, at hans Fader havde smædet ham.
09O	20	35	Næste Morgen gik Jonatan fulgt af en dreng ud i Marken, til den Tid han havde aftalt med David.
09O	20	36	Derpå sagde han til Drengen, han havde med: "Løb hen og led efter den Pil, jeg skyder af!" Medens Drengen løb, skød han Pilen af over hans Hoved,
09O	20	37	og da Drengen nåede Stedet, hvor Pilen, som Jonatan havde afskudt, lå, råbte Jonatan til ham: "Pilen ligger jo på den anden Side af dig, bedre frem!"
09O	20	38	Derpå råbte Jonatan til Drengen: "Skynd dig alt, hvad du kan, og bliv ikke stående!" Så tog Jonatans dreng Pilen og bragte sin Herre den.
09O	20	39	Og Drengen vidste ikke noget, thi kun Jonatan og David kendte Sammenhængen.
09O	20	40	Jonatan gav derpå sin Dreng Våbnene og sagde til ham: "Tag dem med til Byen!"
09O	20	41	Da Drengen var gået, rejste David sig fra sit Skjul ved Jorddyngen og faldt til Jorden på sit Ansigt og bøjede sig ned tre Gange. Og de kyssede hinanden og græd bitterlig sammen.
09O	20	42	Derpå sagde Jonatan til David: "Far i Fred! Om det, vi to har tilsvoret hinanden i HERRENs Navn, gælder, at HERREN står mellem mig og dig, mellem mine og dine Efterkommere for evigt!"
09O	20	43	Så brød David op og drog bort, medens Jonatan gik ind i Byen.
09O	21	1	David kom derpå til Præsten Ahimelek i Nob. Ahimelek kom ængstelig David i Møde og sagde til ham: "Hvorfor er du alene og har ingen med dig?"
09O	21	2	David svarede Præsten Ahimelek: "Kongen overdrog mig et Ærinde og sagde til mig: Ingen må vide noget om det Ærinde, jeg sender dig ud i og overdrager dig! Derfor har jeg sat Folkene Stævne på et aftalt Sted.
09O	21	3	Men hvis du har fem Brød ved Hånden, så giv mig dem, eller hvad du har!"
09O	21	4	Præsten svarede David: "Jeg har intet almindeligt Brød ved Hånden, kun helligt Brød; Folkene har da vel holdt sig fra Kvinder?"
09O	21	5	David svarede Præsten: "Ja visselig, vi har været afskåret fra Omgang med Kvinder i flere Dage. Da jeg drog ud, var Folkenes Legemer rene, skønt det var en dagligdags Rejse; hvor meget mere må de da i Dag være rene på Legemet!"
09O	21	6	Præsten gav ham da det hellige Brød; thi der var ikke andet Brød der end Skuebrødene, som tages bort fra deres Plads for HERRENs Åsyn, samtidig med at der lægges frisk Brød i Stedet.
09O	21	7	Men den Dag var en Mand af Sauls Folk lukket inde der for HERRENs Åsyn, en Edomit ved Navn Doeg, den øverste af Sauls Hyrder.
09O	21	8	David spurgte derpå Ahimelek: "Har du ikke et Spyd eller et Sværd ved Hånden her? Thi hverken mit Sværd eller mine andre Våben fik jeg med, da Kongens Ærinde havde Hast."
09O	21	9	Præsten svarede: "Det Sværd, som tilhørte Filisteren Goliat, ham, som du dræbte i Terebintedalen, er her, hyllet i en Kappe bag Efoden. Vil du have det, så tag det! Thi her er intet andet!"  Da sagde David: "Dets Lige findes ikke; giv mig det!"
09O	21	10	Derpå brød David op og flygtede samme Dag for Saul, og han kom til Kong Akisj af Gat.
09O	21	11	Men Akisj's Folk sagde til ham: "Er det ikke David, Landets Konge, er det ikke ham, om hvem man sang under Dans: Saul slog sine Tusinder, men David sine Titusinder!"
09O	21	12	Disse Ord gav David Agt på,og han grebes af stor Frygt for Kong Akisj af Gat;
09O	21	13	derfor lod han afsindig overfor dem og rasede imellem Hænderne på dem, idet han trommede på Portfløjene og lod sit Spyt flyde ned i Skægget.
09O	21	14	Da sagde Akisj til sine Folk: "I kan da se, at Manden er gal; hvorfor bringer I ham til mig?
09O	21	15	Har jeg ikke gale Mennesker nok, siden I bringer mig ham til at plage mig med sin Galskab? Skal han komme i mit Hus?"
09O	22	1	Derpå drog David bort derfra og Redde sig ind i Adullams Hule. Da hans Brødre og hele hans Faders Hus fik det at vide, kom de derned til ham.
09O	22	2	Og alle Slags Mennesker, som var i Nød, flokkede sig om ham, forgældede Mennesker og Folk, som var bitre i Hu, og han blev deres Høvding. Henved 4OO Mand sluttede sig til ham.
09O	22	3	Derfra drog David til Mizpe i Moab og sagde til Moabiternes Konge: "Lad min Fader og min Moder bo hos eder, indtil jeg får at vide, hvad Gud har for med mig!"
09O	22	4	Han lod dem da tage Ophold hos Moabiternes Konge, og de boede hos ham, al den Tid David var i Klippeborgen.
09O	22	5	Men Profeten Gad sagde til David: "Du skal ikke blive i Klippeborgen; bryd op og drag til Judas Land!" Så drog David til Ja'ar-Heret.
09O	22	6	Nu kom dette Saul for Øre, thi David og de Mænd, han havde hos sig, havde vakt Opmærksomhed. Saul sad engang i Gibea under Tamarisken på Højen med sit Spyd i Hånden, omgivet af alle sine Folk.
09O	22	7	Da sagde Saul til sine folk, som stod hos ham: "Hør dog, I Benjaminiter! Vil Isajs Søn give eder alle sammen Marker og Vingårde eller gøre eder alle til Tusind- og Hundredførere,
09O	22	8	siden I alle har sammensvoret eder imod mig, og ingen lod mig det vide, da min Søn sluttede Pagt med Isajs Søn? Ingen af eder havde Medfølelse med mig og lod mig vide, at min Søn havde fået min Træl til at optræde som min Fjende, som han nu gør."
09O	22	9	Da tog Edomiten Doeg, der stod blandt Sauls Folk, Ordet og sagde: "Jeg så, at Isajs Søn kom til Ahimelek, Ahitubs Søn, i Nob,
09O	22	10	og han rådspurgte HERREN for ham og gav ham Rejsetæring og Filisteren Goliats Sværd!"
09O	22	11	Da sendte Kongen Bud og lod Præsten Ahimelek, Ahitubs Søn, hente tillige med hele hans Fædrenehus, Præsterne i Nob; og da de alle var kommet til Kongen,
09O	22	12	sagde Saul: "Hør nu, Ahitubs Søn!" Han svarede: "Ja, Herre!"
09O	22	13	Da sagde Saul til ham: "Hvorfor sammensvor du og Isajs Søn eder imod mig? Du gav ham jo Brød og Sværd og rådspurgte Gud for ham, så at han kunde optræde som min Fjende, som han nu gør!"
09O	22	14	Ahimelek svarede Kongen:"Hvem blandt alle dine Folk er så betroet som David? Han er jo Kongens Svigersøn, Øverste for din Livvagt og højt æret i dit Hus?
09O	22	15	Er det første Gang, jeg har rådspurgt Gud for ham? Det være langt fra! Kongen må ikke lægge sin Træl eller hele mit Fædrenehus noget til Last, thi din Træl kendte ikke det mindste til noget af dette!"
09O	22	16	Men Kongen sagde: "Du skal dø, Ahimelek, du og hele dit Fædrenehus!"
09O	22	17	Og Kongen sagde til Vagten, som stod hos ham: "Træd frem og dræb HERRENs Præster; thi de står også i Ledtog med David, og skønt de vidste, at han var på Flugt, gav de mig ikke Underretning derom!" Men Kongens Folk vilde ikke lægge Hånd på HERRENs Præster.
09O	22	18	Da sagde Kongen til Doeg: "Træd du så frem og stød Præsterne ned!" Da trådte Edomiten Doeg frem og stødte Præsterne ned; han dræbte den Dag femogfirsindstyve Mænd, som bar Efod.
09O	22	19	Og Nob, Præsternes By, lod Kongen hugge ned med Sværdet. Mænd og Kvinder, Børn og diende, Hornkvæg, Æsler og Får.
09O	22	20	Kun een af Ahimeleks, Ahitubs Søns, Sønner ved Navn Ebjatar undslap og flygtede til David.
09O	22	21	Og Ebjatar fortalte David, at Saul havde dræbt HERRENs Præster.
09O	22	22	Da sagde David til Ebjatar: "Jeg vidste dengang, at når Edomiten Doeg var der, vilde han give Saul Underretning derom!  Jeg bærer Skylden for hele dit Fædrenehus's Død.
09O	22	23	Bliv hos mig, frygt ikke! Den, som står dig efter Livet, står mig efter Livet, thi du står under min Varetægt."
09O	23	1	Da fik David at vide, at Filisterne belejrede Ke'ila og plyndrede Tærskepladserne.
09O	23	2	Og David rådspurgte HERREN: "Skal jeg drage hen og slå Filisterne der?" HERREN svarede David; "Drag hen og slå Filisterne og befri Ke'ila!"
09O	23	3	Men Davids Mænd sagde til ham: "Se, vi lever i stadig Frygt her i Juda; kan der så være Tale om, at vi skal drage til Ke'ila mod Filisternes Slagrækker?"
09O	23	4	Da rådspurgte David på ny HERREN, og HERREN svarede ham: "Drag ned til Ke'ila, thi jeg giver Filisterne i din Hånd!"
09O	23	5	David og hans Mænd drog da til Ke'ila, angreb Filisterne, bortførte deres Kvæg og tilføjede dem et stort Nederlag. Således befriede David Ke'ilas Indbyggere.
09O	23	6	Dengang Ebjatar, Ahimeleks Søn, flygtede til David - han drog med David ned til Ke'ila - havde han Efoden med.
09O	23	7	Da Saul fik at vide, at David var kommet til Ke'ila, sagde han: "Gud har givet ham i min Hånd! Thi han lukkede sig selv inde, da han gik ind i en By med Porte og Slåer."
09O	23	8	Derfor stævnede Saul hele Folket sammen for at drage ned til Ke'ila og omringe David og hans Mænd.
09O	23	9	Da David hørte, at Saul pønsede på ondt imod ham, sagde han til Præsten Ebjatar: "Bring Efoden hid!"
09O	23	10	Derpå sagde David: "HERRE, Israels Gud! Din Tjener har hørt, at Saul har i Sinde at gå mod Ke'ila og ødelægge Byen for min Skyld.
09O	23	11	Vil Folkene i Ke'ila overgive mig i Sauls Hånd? Vil Saul drage herned, som din Tjener har hørt? HERRE, Israels Gud, kundgør din Tjener det!" HERREN svarede: "Ja, han vil!"
09O	23	12	Så spurgte David: "Vil Folkene i Ke'ila overgive mig og mine Mænd til Saul?" HERREN svarede: "Ja, de vil!"
09O	23	13	Da brød David op med sine Mænd, henved 600 i Tal, og de drog bort fra Ke'ila og flakkede om fra Sted til Sted. Men da Saul fik at vide, at David var sluppet bort fra Ke'ila, opgav han sit Togt.
09O	23	14	Nu opholdt David sig i Ørkenen på Klippehøjderne og i Bjergene i Zifs Ørken. Og Saul efterstræbte ham hele tiden, men Gud gav ham ikke i hans Hånd.
09O	23	15	Og David så, at Saul var draget ud for at stå ham efter Livet. Medens David var i Horesj i Zifs Ørken,
09O	23	16	begav Sauls Søn Jonatan sig til David i Horesj og styrkede hans Kraft i Gud,
09O	23	17	idet han sagde til ham: "Frygt ikke! Min Fader Sauls Arm skal ikke nå dig. Du bliver Konge over Israel og jeg den næste efter dig; det ved min Fader Saul også!"
09O	23	18	Derpå indgik de to en Pagt for HERRENs Åsyn, og David blev i Horesj, medens Jonatan drog hjem.
09O	23	19	Men nogle Zifiter gik op til Saul i Gibea og sagde: "David holder sig skjult hos os på Klippehøjderne ved Horesj i Gibeat-Hakila sønden for Jesjimon.
09O	23	20	Så kom nu herned, Konge, som du længe har ønsket; det skal da være vor Sag at overgive ham til Kongen!"
09O	23	21	Saul svarede: "HERREN velsigne eder, fordi l har Medfølelse med mig!
09O	23	22	Gå nu hen og pas fremdeles på og opspor, hvor han kommer hen på sin ilsomme Færd; thi man har sagt mig, at han er meget snu.
09O	23	23	Opspor alle de Skjulesteder, hvor han gemmer sig, og vend tilbage til mig med pålidelig Underretning; så vil jeg følge med eder, og hvis han er i Landet, skal jeg opsøge ham iblandt alle Judas Tusinder!"
09O	23	24	Da brød de op og drog forud for Saul til Zif. Men David var dengang med sine Mænd i Maons Ørken i Lavningen sønden for Jesjimon.
09O	23	25	Så drog Saul og hans Mænd ud for at opsøge ham, og da David kom under Vejr dermed, drog han ned til den Klippe, som ligger i Maons Ørken; men da det kom Saul for Øre, fulgte han efter David i Maons Ørken.
09O	23	26	Saul gik med sine Mænd på den ene Side af Bjerget, medens David med sine Mænd var på den anden, og David fik travlt med at slippe bort fra Saul. Men som Saul og hans Mænd var ved at omringe og gribe David og hans Mænd,
09O	23	27	kom der et Sendebud og sagde til Saul: "Skynd dig og kom! Filisterne har gjort Indfald i Landet!"
09O	23	28	Saul opgav da at forfølge David og drog mod Filisterne. Derfor kalder man det Sted Malekots Klippe.
09O	24	1	Derpå drog David op til Klippehøjderne ved En-Gedi og opholdt sig der.
09O	24	2	Da Saul kom tilbage fra Forfølgelsen af Filisterne, blev det meldt ham, at David var i En-Gedis Ørken.
09O	24	3	Så tog Saul 3000 Krigere, udsøgte af hele Israel, og drog ud for at søge efter David og hans Mænd østen for Stenbukke klipperne.
09O	24	4	Og han kom til Fårefoldene ved Vejen. Der var en Hule, og Saul gik derind for at tildække sine Fødder. Men David og hans Mænd lå inderst i Hulen.
09O	24	5	Da sagde Davids Mænd til ham: "Se, nu er den Dag kommet, HERREN havde for Øje, da han sagde til dig: Se, jeg giver din Fjende i din Hånd, så du kan gøre med ham, hvad du finder for godt!"
09O	24	6	Men han svarede sine Mænd: "HERREN lade det være langt fra mig! Slig en Gerning gør jeg ikke mod min Herre, jeg lægger ikke Hånd på HERRENs Salvede; thi HERRENs Salvede er han!" Og David satte sine Mænd strengt i Rette og tillod dem ikke at overfalde Saul.
09O	24	7	Da stod David op og skar ubemærket Fligen af Sauls Kappe. Men bagefter slog Samvittigheden David, fordi han havde skåret Sauls kappeflig af.
09O	24	8	Da nu Saul rejste sig og forlod Hulen for at drage videre,
09O	24	9	stod David op bagefter, gik ud af Hulen og råbte efter Saul: "Herre Konge!" Og da Saul så sig tilbage, kastede David sig ned med Ansigtet mod Jorden og bøjede sig for ham.
09O	24	10	Og David sagde til Saul: "Hvorfor lytter du til, hvad folk siger: Se, David har ondt i Sinde imod dig?
09O	24	11	I Dag har du dog med egne Øjne set, at HERREN gav dig i min Hånd inde i Hulen; og dog vilde jeg ikke dræbe dig, men skånede dig og sagde: Jeg vil ikke lægge Hånd på min Herre, thi han er HERRENs Salvede!
09O	24	12	Og se, Fader, se, her har jeg Fligen af din kappe i min Hånd! Når jeg skar din Kappeflig af og ikke dræbte dig, så indse dog, at jeg ikke har haft noget ondt eller nogen Forbrydelse i Sinde eller har forsyndet mig imod dig, skønt du lurer på mig for at tage mit Liv.
09O	24	13	HERREN skal dømme mig og dig imellem, og HERREN skal give mig Hævn over dig; men min Hånd skal ikke være imod dig!
09O	24	14	Som det gamle Ord siger: Fra de gudløse kommer Gudløshed! Men min Hånd skal ikke være imod dig.
09O	24	15	Hvem er det, Israels Konge er draget ud efter, hvem er det, du forfølger? En død Hund, en Loppe!
09O	24	16	Men HERREN skal være Dommer og dømme mig og dig imellem; han skal se til og føre min Sag og skaffe mig Ret over for dig!"
09O	24	17	Da David havde talt disse Ord til Saul, sagde Saul: "Er det din Røst, min Søn David?" Og Saul brast i Gråd
09O	24	18	og sagde til David: "Du er retfærdigere end jeg; thi du har gjort mig godt, medens jeg har gjort dig ondt,
09O	24	19	og du har i Dag vist mig stor Godhed, siden du ikke dræbte mig, da HERREN gav mig i din Hånd.
09O	24	20	Hvem træffer vel sin Fjende og lader ham gå i Fred? HERREN gengælde dig det gode, du har øvet imod mig i Dag!
09O	24	21	Se, jeg ved, at du bliver Konge, og at Kongedømmet over Israel skal blive i din Hånd;
09O	24	22	så tilsværg mig nu ved HERREN, at du ikke vil udrydde mine Efterkommere efter mig eller udslette mit Navn af mit Fædrenehus!"
09O	24	23	Det tilsvor David Saul, hvorefter Saul drog hjem, medens David og hans Mænd gik op i Klippeborgen.
09O	25	1	Da Samuel var død, samledes hele Israel og holdt Klage over ham; og man jordede ham i hans Hjem i Rama. Derpå brød David op og drog ned til Maons Ørken.
09O	25	2	I Maon boede en Mand, som havde sin Bedrift i Karmel; denne Mand var hovedrig, han havde 3000 får og 1000 Geder; og han var netop i Karmel til Fåreklipning.
09O	25	3	Manden hed Nabal, hans Hustru Abigajil; hun var en klog og smuk Kvinde, medens Manden var hård og ond. Han var Kalebit.
09O	25	4	Da David ude i Ørkenen hørte, at Nabal havde Fåreklipning,
09O	25	5	sendte han ti af sine Folk af Sted og sagde til dem: "Gå op til Karmel, og når l kommer til Nabal, så hils ham fra mig
09O	25	6	og sig til min Broder: Fred være med dig, Fred være med dit Hus, og Fred være med alt, hvad dit er!
09O	25	7	Jeg har hørt, at du har Fåreklipning. Nu har dine Hyrder opholdt sig hos os; vi har ikke fornærmet dem, og de har intet mistet, i al den Tid de har været i Karmel;
09O	25	8	spørg kun dine Folk, så skal de fortælle dig det. Fat Godhed for Folkene! Vi kommer jo til en Festdag; giv dine Trælle og din Søn David, hvad du vil unde os!"
09O	25	9	Davids Folk kom hen og sagde alt dette til Nabal fra David og biede så på Svar.
09O	25	10	Men Nabal svarede Davids Folk: "Hvem er David, hvem er Isajs Søn? Nu til Dags er der så mange Trælle, der løber fra deres Herre.
09O	25	11	Skulde jeg tage mit Brød, min Vin og mit Slagtekvæg, som jeg har slagtet til mine Fåreklippere, og give det til Mænd, jeg ikke ved, hvor er fra?"
09O	25	12	Så begav Davids Folk sig på Hjemvejen, og da de kom tilbage, fortalte de ham det hele:
09O	25	13	Da sagde David til sine Folk:"Spænd alle eders Sværd ved Lænd!" Da spændte de alle deres Sværd om, også David. Og henved 400 Mand fulgte David, medens 200 blev ved Trosset.
09O	25	14	Men en af Folkene fortalte Nabals Hustru Abigajil det og sagde: "David sendte Bud fra Ørkenen for at hilse på vor Herre; men han overfusede dem,
09O	25	15	skønt de Mænd har været meget gode mod os og ikke fornærmet os, og vi har intet mistet, i al den Tid vi færdedes sammen med dem, da vi var ude i Marken.
09O	25	16	De var en Mur om os både Nat og Dag, i al den Tid vi vogtede Småkvæget i Nærheden af dem.
09O	25	17	Se nu til, hvad du vil gøre, thi Ulykken hænger over Hovedet på vor Herre og hele hans Hus; han selv er jo en Usling, man ikke kan tale med!"
09O	25	18	Så gik Abigajil straks hen og tog 200 Brød, to Dunke Vin, fem tillavede Får, fem Sea ristet Korn, 100 Rosinkager og 200 Figenkager, lagde det på Æslerne
09O	25	19	og sagde til sine Karle: "Gå i Forvejen, jeg kommer bagefter!" Men sin Mand Nabal sagde hun intet derom.
09O	25	20	Som hun nu på sit Æsel red ned ad Vejen i Skjul af Bjerget, kom David og hans Mænd ned imod hende, så hun mødte dem.
09O	25	21	Men David havde sagt: "Det er slet ingen Nytte til, at jeg i Ørkenen har værnet om alt, hvad den Mand ejede, så intet deraf gik tabt; han har gengældt mig godt med ondt.
09O	25	22	Gud ramme David både med det ene og det andet, om jeg levner noget mandligt Væsen af alt, hvad hans er, til Morgenens Frembrud!"
09O	25	23	Da Abigajil fik Øje på David, sprang hun straks af Æselet og kastede sig ned for David på sit Ansigt, bøjede sig til Jorden,
09O	25	24	faldt ned for hans Fødder og sagde: "Skylden er min, Herre!  Lad din Trælkvinde tale til dig og hør din Trælkvindes Ord!
09O	25	25	Min Herre må ikke regne med den Usling fil Nabal! Han svarer til sit Navn; Nabal hedder han, og fuld af Dårskab er han; men jeg, din Trælkvinde, så ikke min Herres Folk, som du sendte hid.
09O	25	26	Men nu, min Herre, så sandt HERREN lever, og så sandt du lever, du, hvem HERREN har holdt fra at pådrage dig Blodskyld og tage dig selv til Rette: Måtte det gå dine Fjender og dem, som pønser på ondt mod min Herre, som Nabal!
09O	25	27	Lad nu Folkene, som følger min Herre, få denne Gave, som din Trælkvinde bringer min Herre.
09O	25	28	Tilgiv dog din Trælkvinde hendes Brøde; thi HERREN vil visselig bygge min Herre et Hus, som skal stå, eftersom min Herre fører HERRENs Krige, og der ikke har været noget ondt at finde hos dig, så længe du har levet.
09O	25	29	Og skulde nogen rejse sig for at forfølge dig og stå dig efter Livet, måtte da min Herres Liv være bundet i de levendes Knippe hos HERREN din Gud; men dine Fjenders Liv slynge han bort med Slyngeskålen!
09O	25	30	Når HERREN så for min Herre opfylder alt det gode, han lovede dig, og sætter dig til Fyrste over Israel,
09O	25	31	da får du ikke dette at bebrejde dig selv, og min Herre får ikke Samvittighedsnag af, at han uden Grund udgød Blod, og at min Herre tog sig selv til Rette. Og når HERREN gør vel imod min Herre, kom da din Trælkvinde i Hu!"
09O	25	32	Da sagde David til Abigajil: "Priset være HERREN, Israels Gud, som i Dag sendte mig dig i Møde,
09O	25	33	priset være din Klogskab, og priset være du selv, som i bag holdt mig fra at pådrage mig Blodskyld og tage mig selv til Rette!
09O	25	34	Men så sandt HERREN, Israels Gud, lever, som holdt mig fra at gøre dig Men: Hvis du ikke var ilet mig i Møde, var ikke et mandligt Væsen levnet Nabal til i Morgen!"
09O	25	35	Og David modtog af hende, hvad hun havde bragt ham, og sagde til hende: "Gå op til dit Hus i Fred! Jeg har lånt dig Øre og opfyldt dit Ønske."
09O	25	36	Da Abigajil kom hjem til Nabal, holdt han netop i sit Hus et Gæstebud som en Konges; og da han var glad og stærkt beruset, sagde hun ham ikke det mindste, før det dagedes.
09O	25	37	Men om Morgenen, da Nabals Rus var ovre, fortalte hans Hustru ham Sagen. Da lammedes Hjertet i hans Bryst, og han blev som Sten;
09O	25	38	og en halv Snes Dage efter slog HERREN Nabal, så han døde.
09O	25	39	Da David fik at vide, at Nabal var død, sagde han: "Lovet være HERREN, som har hævnet den Krænkelse, Nabal tilføjede mig, og holdt sin Tjener fra at gøre ondt; HERREN har ladet Nabals Ondskab falde tilbage på hans eget Hoved!" Derpå sendte David Bud og bejlede til Abigajil.
09O	25	40	Og da Davids Trælle kom til Abigajil i Karmel, talte de således til hende: "David har sendt os til dig for at bejle til dig!"
09O	25	41	Da rejste hun sig, bøjede sig med Ansigtet mod Jorden og sagde: "Din Tjenerinde er rede til at blive min Herres Trælkvinde og tvætte hans Trælles Fødder!"
09O	25	42	Så stod Abigajil hastigt op og satte sig på sit Æsel, og hendes fem Piger ledsagede hende; og hun fulgte med Davids Sendebud og blev hans Hustru.
09O	25	43	Desuden havde David ægtet Ahinoam fra Jizre'el. Således blev de begge to hans Hustruer.
09O	25	44	Men Saul gav sin Datter Mikal, Davids Hustru, til Palti, Lajisj's Søn, fra Gallim.
09O	26	1	Zifiterne kom til Saul i Gibea og sagde: "Mon ikke David holder sig skjult i Gibeat-Hakila over for Jesjimon!"
09O	26	2	Da brød Saul op og drog ned til Zifs Ørken med 3000 udsøgte Mænd af Israel for at søge efter David i Zifs Ørken;
09O	26	3	og han slog Lejr i Gibeat-Hakila østen for Jesjimon ved Vejen, medens David opholdt sig i Ørkenen. Da David erfarede, at Saul var draget ind i Ørkenen for at forfølge ham,
09O	26	4	udsendte han Spejdere og fik at vide, at Saul var kommet til Nakon.
09O	26	5	Da stod David op og begav sig til det Sted, hvor Saul havde lejret sig, og David fik Øje på det Sted, hvor Saul og hans Hærfører Abner, Ners Søn, lå; det var i Vognborgen, Saul lå, og hans Folk var lejret rundt om ham.
09O	26	6	Og David tog til Orde og sagde til Hetiten Ahimelek og til Joabs Broder Abisjaj, Zerujas Søn: "Hvem vil følge mig ned til Saul i Lejren?" Abisjaj svarede: "Det vil jeg!"
09O	26	7	Så kom David og Abisjaj om Natten til Hæren, og se, Saul lå og sov i Vognborgen med sit Spyd stukket i Jorden ved sit Hovedgærde, medens Abner og Krigerne lå rundt om ham.
09O	26	8	Da sagde Abisjaj til David: "Gud har i Dag givet din Fjende i din Hånd! Lad mig nagle ham til Jorden med hans Spyd, så jeg ikke skal behøve at gøre det om!"
09O	26	9	Men David svarede Abisjaj: "Gør ham ikke noget ondt! Thi hvem lægger ustraffet Hånd på HERRENs Salvede?"
09O	26	10	Og David sagde endvidere: "Nej, så sandt HERREN lever, HERREN selv vil ramme ham; hans Time kommer, eller han vil blive revet bort, når han drager i Krigen.
09O	26	11	HERREN lade det være langt fra mig at lægge Hånd på HERRENs Salvede! Men tag nu Spydet ved hans Hovedgærde og Vandkrukken, og lad os så gå vor Vej!"
09O	26	12	Så tog David Spydet og Vandkrukken fra Sauls Hovedgærde, og de gik deres Vej, uden at nogen så eller mærkede det eller vågnede; thi de sov alle, eftersom en tung Søvn fra HERREN var faldet over dem.
09O	26	13	Derpå gik David over på den anden Side og stillede sig langt borte på Toppen af Bjerget, så at der var langt imellem dem.
09O	26	14	Så råbte han til Krigerne og Abner, Ners Søn: "Svarer du ikke, Abner?" Abner svarede: "Hvem er det, som kalder på Kongen?"
09O	26	15	David sagde til Abner: "Er du ikke en Mand? Og hvem er din Lige i Israel? Hvorfor vogtede du da ikke din Herre Kongen? Thi en af Krigerne kom for at gøre din Herre Kongen Men.
09O	26	16	Der har du ikke båret dig vel ad! Så sandt HERREN lever: I er dødsens, I, som ikke vogtede eders Herre, HERRENs Salvede! Se nu efter: Hvor er Kongens Spyd og Vandkrukken, som stod ved hans Hovedgærde?"
09O	26	17	Da kendte Saul Davids Røst, og han sagde: "Er det din Røst, min Søn David?" David svarede: "Ja, Herre Konge!"
09O	26	18	Og han føjede til: "Hvorfor forfølger min Herre dog sin Træl? Hvad har jeg gjort, og hvad ondt har jeg øvet?
09O	26	19	Måtte min Herre Kongen nu høre sin Træls Ord! Hvis det er HERREN, der har ægget dig imod mig, så lad ham få Duften af en Offergave. Men er det Mennesker,da være de forbandet for HERRENs Åsyn, fordi de nu har drevet mig bort, så at jeg er udelokket fra HERRENs Arvelod, og fordi de har sagt til mig: Gå bort og dyrk fremmede Guder!
09O	26	20	Nu beder jeg: Lad ikke mit Blod væde Jorden fjernt fra HERRENs Åsyn! Israels Konge er jo draget ud for at stå mig efter Livet, som når Ørnen jager en Agerhøne på Bjergene!"
09O	26	21	Da sagde Saul: "Jeg har syndet; kom tilbage, min Søn David!  Thi jeg vil ikke mer gøre dig noget ondt, eftersom mit Liv i Dag var dyrebart i dine Øjne. Se, jeg har handlet som en Dåre og gjort mig skyldig i en såre stor Vildfarelse!
09O	26	22	David svarede: "Se, her er Kongens Spyd; lad en af Folkene komme herover og hente det.
09O	26	23	Men HERREN vil gengælde enhver hans Retfærdighed og Troskab; HERREN gav dig i Dag i min Hånd, men jeg vilde ikke lægge Hånd på HERRENs Salvede!
09O	26	24	Men som dit Liv i Dag var agtet højt i mine Øjne, måtte således mit Liv være agtet højt i HERRENs Øjne, så at han frier mig fra al Nød!"
09O	26	25	Da sagde Saul til David: "Velsignet være du, min Søn David!  For dig lykkes alt, hvad du tager dig for!" Derpå gik David sin Vej, og Saul vendte tilbage til sit Hjem.
09O	27	1	Men David sagde til sig selv: "Jeg falder dog en skønne Dag for Sauls Hånd. Jeg har ingen anden udvej end at søge Tilflugt i Filisternes Land; så opgiver Saul at søge efter mig nogetsteds i Israels Land, og jeg er uden for hans Rækkevidde!"
09O	27	2	David brød da op og drog med sine 600 Mænd over til Maoks Søn, Kong Akisj af Gat;
09O	27	3	og David boede hos Akisj i Gat tillige med sine Mænd, som havde deres Familier med, ligesom David havde sine to Hustruer med, Ahinoam fra Jizre'el og Abigajil, Karmeliten Nabals Hustru.
09O	27	4	Da Saul fik at vide, at David var flygtet til Gaf, holdt han op at søge efter ham.
09O	27	5	Men David sagde til Akisj: "Hvis jeg har fundet Nåde for dine Øjne, lad mig så få et Sted at bo i en af Byerne ude i Landet, thi hvorfor skal din Træl bo hos dig i Hovedstaden?"
09O	27	6	Akisj lod ham da med det samme få Ziklag; og derfor tilhører Ziklag endnu den Dag i Dag Judas Konger.
09O	27	7	Den Tid, David boede i Filisternes Land, udgjorde et År og fire Måneder.
09O	27	8	Og David og hans Mænd drog op og plyndrede hos Gesjuriterne, Gizriterne og Amalekiterne; thi de boede i Landet fra Telam hen imod Sjur og hen til Ægypten;
09O	27	9	og når David plyndrede Landet, lod han hverken Mænd eller Kvinder blive i Live, men Småkvæg, Hornkvæg, Æsler, Kameler og Klæder tog han med; når han så vendte tilbage og kom til Akisj,
09O	27	10	og han spurgte: "Hvor hærgede I denne Gang?" svarede David: "Idet judæiske Sydland!" eller: "I det jerame'elitiske Sydland!" eller: "I det kenitiske Sydland!"
09O	27	11	David lod ingen Mand eller Kvinde blive i Live for ikke at måtte tage dem med til Gat; thi han tænkte: "De kunde røbe os og sige: Det og det har David gjort!" Således bar han sig ad, al den Tid han opholdt sig i Filisternes Land.
09O	27	12	Derfor fik Akisj Tillid til David, idet han tænkte: "Han har gjort sig grundig forhadt hos sit Folk Israel; han vil tjene mig for stedse!"
09O	28	1	På den Tid samlede Filisterne deres Hær til Kamp for at angribe Israel. Da sagde Akisj til David: "Det må du vide, at du og dine Mænd skal følge med mig i Hæren!"
09O	28	2	David svarede Akisj: "Godt, så skal du også få at se, hvad din Træl kan udrette!" Da sagde Akisj til David: "Godt, så sætter jeg dig til hele Tiden at vogte mit Liv!"
09O	28	3	Samuel var død, og hele Israel havde holdt Klage over ham, og han var blevet jordet i Rama, hans By. Og Saul havde udryddet Dødemanerne og Besværgerne af Landet.
09O	28	4	Imidlertid samlede Filisterne sig og kom og slog Lejr i Sjunem, og Saul samlede hele Israel, og de slog Lejr på Gilboa.
09O	28	5	Da Saul så Filisternes Hær, grebes han af Frygt og blev såre forfærdet.
09O	28	6	Da rådspurgte Saul HERREN; men HERREN svarede ham ikke, hverken ved Drømme eller ved Urim eller ved Profeterne.
09O	28	7	Saul sagde derfor til sine Folk: "Opsøg mig en Kvinde, som kan mane; så vil jeg gå til hende , og rådspørge hende!" Hans Folk svarede ham: "I En-Dor er der en Kvinde, som kan mane!"
09O	28	8	Da gjorde Saul sig ukendelig og tog andre Klæder på og gav sig på Vej, fulgt af to Mænd. Da de om Natten kom til Kvinden, sagde han: "Spå mig ved en Genfærdsånd og man mig den, jeg siger dig, frem!"
09O	28	9	Kvinden svarede ham: "Du ved jo, hvad Saul har gjort, hvorledes han har udryddet Dødemanerne og Besværgerne af Landet. Hvorfor vil du da lægge Snare for mit Liv og volde min Død?"
09O	28	10	Da tilsvor Saul hende ved HERREN: "Så sandt HERREN lever, skal intet lægges dig til Last i denne Sag!"
09O	28	11	Så sagde Kvinden: "Hvem skal jeg da mane dig frem?" Han svarede: "Man mig Samuel frem!"
09O	28	12	Kvinden så da Samuel og udstødte et højt Skrig; og Kvinden sagde til Saul: "Hvorfor har du ført mig bag Lyset? Du er jo Saul!"
09O	28	13	Da sagde Kongen til hende: "Frygt ikke! Men hvad ser du?" Kvinden svarede Saul: "Jeg ser en Ånd stige op af Jorden!"
09O	28	14	Han sagde atter til hende: "Hvorledes ser han ud?" Hun svarede: "En gammel Mand stiger op, hyllet i en Kappe!" Da skønnede Saul, at det var Samuel, og han kastede sig med Ansigtet til Jorden og bøjede sig.
09O	28	15	Men Samuel sagde til Saul: "Hvorfor har du forstyrret min Ro og kaldt mig frem?" Saul svarede: "Jeg er i stor Vånde; Filisterne angriber mig, og Gud har forladt mig og svarer mig ikke mere, hverken ved Profeterne eller ved Drømme. Derfor lod jeg dig kalde, for at du skal sige mig, hvad jeg skal gribe til."
09O	28	16	Da sagde Samuel: "Hvorfor spørger du mig, når HERREN har forladt dig og er blevet din Fjende?
09O	28	17	HERREN har handlet imod dig, som han kundgjorde ved mig, og HERREN har revet Kongedømmet ud af din Hånd og givet din Medbejler David det.
09O	28	18	Eftersom du ikke adlød HERREN og ikke lod hans glødende Vrede ramme Amalek, så har HERREN nu voldet dig dette;
09O	28	19	HERREN vil også give Israel i Filisternes Hånd sammen med dig! I Morgen skal både du og dine Sønner falde; også Israels Hær vil HERREN give i Filisternes Hånd!"
09O	28	20	Da faldt Saul bestyrtet til Jorden, så lang han var, rædselsslagen over Samuels Ord; han var også ganske afkræftet, da han Døgnet igennem intet havde spist.
09O	28	21	Kvinden kom nu hen til Saul, og da hun så, at han var ude af sig selv af Skræk, sagde hun til ham: "Se, din Trælkvinde adlød dig; jeg satte mit Liv på Spil og adlød de Ord, du talte til mig.
09O	28	22	Så adlyd du nu også din Trælkvinde; lad mig sætte et Stykke Brød frem for dig; spis det, for at du kan være ved Kræfter, når du går bort!"
09O	28	23	Men han værgede sig og sagde: "Jeg kan ikke spise!" Men da både hans Mænd og Kvinden nødte ham, gav han efter for dem, rejste sig fra Jorden og satte sig på Lejet.
09O	28	24	Kvinden havde en Fedekalv i Huset, den skyndte hun sig at slagte; derpå tog hun Mel, æltede det og bagte usyret Brød deraf.
09O	28	25	Så satte hun det frem for Saul og hans Mænd; og da de havde spist, stod de op og gik bort samme Nat.
09O	29	1	Filisterne samlede hele deres Hær i Afek, medens Israel havde slået lejr om Kilden ved Jizre'el.
09O	29	2	Og Filisternes Fyrster rykkede frem med deres Hundreder og Tusinder, og sidst kom David og hans Mænd sammen med Akisj.
09O	29	3	Da sagde Filisternes Høvdinger: "Hvad skal de Hebræere her?" Akisj svarede: "Det er jo David, Kong Saul af Israels Tjener, som nu allerede har været hos mig et Par År, og jeg har ikke opdaget noget mistænkeligt hos ham, siden han gik over til mig."
09O	29	4	Men Filisternes Høvdinger blev vrede på ham og sagde: "Send den Mand tilbage til det Sted, du har anvist ham. Han må ikke drage i Kamp med os, for at han ikke skal vende sig imod os under Slaget; thi hvorledes kan denne Mand bedre vinde sin Herres Gunst end med disse Mænds Hoveder?
09O	29	5	Det var jo David, om hvem man sang under Dans: Saul slog sine Tusinder, men David sine Titusinder!"
09O	29	6	Da lod Akisj David kalde og sagde til ham: "Så sandt HERREN lever: Du er redelig, og jeg er vel tilfreds med, at du går ud og ind hos mig i Lejren, thi jeg har ikke opdaget noget mistænkeligt hos dig, siden du kom til mig; men Fyrsterne er ikke glade for dig.
09O	29	7	Vend nu derfor tilbage og gå bort i Fred, for at du ikke skal gøre noget, som mishager Filisternes Fyrster!"
09O	29	8	Da sagde David til Akisj: "Hvad har jeg gjort, og hvad har du opdaget hos din Træl, fra den Dag jeg trådte i din Tjeneste, siden jeg ikke må drage hen og kæmpe mod min Herre Kongens Fjender?"
09O	29	9	Akisj svarede David: "Du ved, at du er mig kær som en Guds Engel, men Filisternes Høvdinger siger: Han må ikke drage med os i Kampen!
09O	29	10	Gør dig derfor rede i Morgen tidlig tillige med din Herres Folk, som har fulgt dig, og gå til det Sted, jeg har anvist eder; tænk ikke ilde om mig, thi du er mig kær; gør eder rede i Morgen tidlig og drag af Sted, så snart det bliver lyst!"
09O	29	11	David og hans Mænd begav sig da tidligt næste Morgen på Hjemvejen til Filisternes Land, medens Filisterne drog op til Jizre'el.
09O	30	1	Da David og hans Mænd Tredjedagen efter kom til Ziklag, var Amalekiterne faldet ind i Sydlandet og Ziklag, og de havde indtaget Ziklag og stukket det i Brand;
09O	30	2	Kvinderne og alle, som var der, små og store, havde de taget til Fange; de havde ingen dræbt, men ført dem med sig, da de drog bort.
09O	30	3	Da David og hans Mænd kom til Byen, se, da var den nedbrændt og deres Hustruer, Sønner og Døtre taget til Fange.
09O	30	4	Da brast David og hans Krigere i lydelig Gråd, og de græd, til de ikke kunde mere.
09O	30	5	Også Davids to Hustruer Ahinoam fra Jizre'el og Abigajil, Karmeliten Nabals Hustru, var taget til Fange.
09O	30	6	Og David kom i stor Vånde, thi Folkene tænkte på at stene ham, da de alle græmmede sig over deres Sønner eller Døtre. Men David søgte Styrke hos HERREN sin Gud;
09O	30	7	og David sagde til Præsten Ebjatar, Ahimeleks Søn: "Bring mig Efoden hid!" Og Ebjatar bragte David den.
09O	30	8	Da rådspurgte David HERREN: "Skal jeg sætte efter denne Røverskare? Kan jeg indhente den?" Han svarede: "Sæt efter den; thi du skal indhente den og bringe Redning!"
09O	30	9	Så drog David af Sted med de 600 Mand, som var hos ham, og de kom til Besorbækken, hvor de, som skulde lades tilbage, blev stående;
09O	30	10	men David begyndte Forfølgelsen med 400 Mand, medens 200 Mand, som var for udmattede til at gå over Besorbækken, blev tilbage.
09O	30	11	Og de fandt en Ægypter liggende på Marken; ham tog de med til David og gav ham Brød at spise og Vand at drikke;
09O	30	12	desuden gav de ham en Figenkage og to Rosinkager. Da han havde spist, kom han til Kræfter; - thi han havde hverken spist eller drukket i hele tre Døgn.
09O	30	13	David spurgte ham da: "Hvem tilhører du, og hvor er du fra?" Han svarede: "Jeg er en ung Ægypter, Træl hos en Amalekit; min Herre efterlod mig her, da jeg for tre Dage siden blev syg.
09O	30	14	Vi gjorde Indfald i det kretiske Sydland, i Judas Område og i Kalebs Sydland, og Ziklag stak vi i Brand."
09O	30	15	Da sagde David til ham: "Vil du vise mig Vej til denne Røverskare?" Han svarede: "Tilsværg mig ved Gud, at du hverken vil dræbe mig eller udlevere mig til min Herre, så vil jeg vise dig Vej til den!"
09O	30	16	Så viste han dem Vej, og de traf dem spredte rundt om i hele Egnen i Færd med at spise og drikke og holde Fest på hele det store Bytte, de havde taget fra Filisterlandet og Judas Land.
09O	30	17	David huggede dem da ned fra Dæmring til Aften; og ingen af dem undslap undtagen 400 unge Mænd, som svang sig på Kamelerne og flygtede.
09O	30	18	Og David reddede alt, hvad Amalekiterne havde røvet, også sine to Hustruer.
09O	30	19	Og der savnedes intet, hverken småt eller stort, hverken Byttet eller Sønnerne og Døtrene eller noget af, hvad de havde taget med; det hele bragte David tilbage.
09O	30	20	Da tog de alt Småkvæget og Hornkvæget og drev det hen for David og sagde: "Her er Davids Bytte!"
09O	30	21	Da David kom til de 200 Mand, som havde været for udmattede til at følge ham, og som han havde ladet blive ved Besorbækken, gik de David og hans Folk i Møde, og David gik hen til Folkene og hilste på dem.
09O	30	22	Men alle ildesindede Niddinger blandt dem, som havde fulgt David, tog til Orde og sagde: "De fulgte os ikke, derfor vil vi intet give dem af Byttet, vi har reddet; kun deres Hustruer og Børn må de tage med hjem!"
09O	30	23	David sagde: "Således må I ikke gøre, nu da HERREN har været gavmild imod os og skærmet os og givet Røverskaren, som overfaldt os, i vor Hånd.
09O	30	24	Hvem er der vel, som vil følge eder i det? Nej, den, der drog i Kampen, og den, der blev ved Trosset, skal have lige Del, de skal dele med hinanden!"
09O	30	25	Og derved blev det både den Dag og siden; han gjorde det til Lov og Ret i Israel, som det er den Dag i bag.
09O	30	26	Da David kom til Ziklag, sendte han noget af Byttet til de Ældste i Juda, som var hans Venner, med det Bud: "Her er en Gave til eder af Byttet, der er taget fra HERRENs Fjender!"
09O	30	27	Det var til dem i Betel, i Ramot i Sydlandet, i Jattir,
09O	30	28	dem i Ar'ara, i Sifmot, i Esjtemoa,
09O	30	29	i Karmel, i Jerame'eliternes Byer, i Keniternes Byer,
09O	30	30	i Horma, i Bor-Asjan, i Atak,
09O	30	31	i Hebron, og ligeledes til alle de andre Steder, hvor David havde færdedes med sine Mænd.
09O	31	1	Imidlertid angreb Filisterne Israel; og Israels Mænd flygtede for Filisterne, og de faldne lå rundt om på Gilboas Bjerg.
09O	31	2	Og Filisterne forfulgte Saul og hans Sønner og dræbte Sauls Sønner, Jonatan, Abinadab og Malkisjua.
09O	31	3	Kampen rasede om Saul, og han blev opdaget af Bueskytterne og grebes af stor Angst for dem.
09O	31	4	Da sagde Saul til sin Våbendrager: "Drag dit Sværd og gennembor mig, for at ikke disse uomskårne skal komme og gennembore mig og mishandle mig!" Men Våbendrageren vilde ikke, thi han gøs tilbage derfor. Da tog Saul Sværdet og styrtede sig i det;
09O	31	5	og da Våbendrageren så, at Saul var død, styrtede også han sig i sit Sværd og fulgte ham i Døden.
09O	31	6	Således fulgtes denne Dag Saul, hans tre Sønner, hans Våbendrager og alle hans Mænd i Døden.
09O	31	7	Men da Israels Mænd i Byerne i Dalen og ved Jordan så, at Israels Mænd var flygtet, og at Saul og hans Sønner var faldet, forlod de Byerne og flygtede, hvorpå Filisterne kom og besatte dem.
09O	31	8	Da Filisterne Dagen efter kom for at plyndre de faldne, fandt de Saul og hans tre Sønner liggende på Gilboas Bjerg;
09O	31	9	de huggede da Hovedet at ham, afførte ham hans Våben og sendte Bud rundt i Filisternes Land for at bringe deres Afguder og Folket Glædesbudet.
09O	31	10	Våbnene lagde de i Astartes Tempel, men Kroppen hængte de op på Bet-Sjans Mur.
09O	31	11	Men da Indbyggerne i Jabesj i Gilead hørte, hvad Filisterne havde gjort ved Saul,
09O	31	12	brød alle våbenføre Mænd op, og efter at have gået hele Natten igennem tog de Sauls og hans Sønners Kroppe ned fra Bet-Sjans Mur, bragte dem med til Jabesj og brændte dem der.
09O	31	13	Så tog de deres Ben og jordede dem under Tamarisken i Jabesj og fastede syv Dage.
10O	1	1	Da David efter Sauls Død var vendt tilbage fra Sejeren over Amalek og havde opholdt sig to Dage i Ziklag,
10O	1	2	kom der Tredjedagen en Mand fra Hæren, fra Saul, med sønderrevne Klæder og Jord på Hovedet, og da han kom hen til David, kastede han sig til Jorden og bøjede sig.
10O	1	3	David spurgte ham: "Hvor kommer du fra?" Han svarede: "Jeg slap bort fra Israels Hær!"
10O	1	4	David sagde da til ham: "Hvorledes gik det? Fortæl mig det!" Han svarede: "Folket flygtede fra Kampen, og mange af Folket faldt og døde; også Saul og hans Søn Jonatan er døde."
10O	1	5	Da sagde David til den unge Mand, som bragte ham Budet: "Hvoraf ved du, at Saul og hans Søn Jonatan er døde?"
10O	1	6	Den unge Mand, der bragte ham Budet, svarede: "Det traf sig, at jeg var på Gilboas Bjerg, og se, Saul stod lænet til sit Spyd, medens Vognene og Rytterne trængte ham;
10O	1	7	og da han vendte sig om, fik han Øje på mig og kaldte på mig; og jeg sagde: Her er jeg!
10O	1	8	Da spurgte han mig: Hvem er du? Og jeg svarede: Jeg er en Amalekit!
10O	1	9	Så sagde han til mig: Kom herhen og giv mig Dødsstødet! Thi Krampen har grebet mig, men jeg lever endnu!
10O	1	10	Og jeg trådte hen til ham og gav ham Dødsstødet, thi jeg så, at han ikke kunde leve, når han faldt om. Så tog jeg Diademet, han havde på Hovedet, og et Armbånd, han bar på Armen, og dem har jeg med hid til min Herre."
10O	1	11	Da tog David fat i sine Klæder og sønderrev dem, og ligeså gjorde alle hans Mænd;
10O	1	12	og de holdt Klage, græd og fastede til Aften over Saul og hans Søn Jonatan og HERRENs Folk og Israels Hus, fordi de var faldet for Sværdet.
10O	1	13	Derpå sagde David til den unge Mand, som havde bragt ham Budet: "Hvor er du fra?" Han svarede: "Jeg er Søn af en Amalekit, der bor her som fremmed."
10O	1	14	Da sagde David: "Frygtede du dog ikke for at lægge Hånd på HERRENs Salvede og dræbe ham!"
10O	1	15	David kaldte så på en af sine Folk og sagde: "Kom herhen og stød ham ned!" Og han slog ham ihjel.
10O	1	16	Men David sagde til ham: "Dit Blod komme over dit eget Hoved! Thi din egen Mund vidnede imod dig, da du sagde: Jeg gav HERRENs Salvede Dødsstødet!"
10O	1	17	Da sang David denne Klagesang over Saul og hans Søn Jonatan.
10O	1	18	Den skal læres af Judas Sønner; den står optegnet i de Oprigtiges Bog.
10O	1	19	Din Pryd, Israel, ligger dræbt på dine Høje. Ak, at dog Heltene faldt!
10O	1	20	Forkynd det ikke i Gat, ej lyde der Glædesbud på Askalons Gader, at ikke Filisternes Døtre skal fryde sig, de uomskårnes Døtre juble!
10O	1	21	Gilboas Bjerge! Ej falde Dug og Regn på eder, I Dødens Vange! Thi Heltenes Skjolde vanæredes der; Sauls Skjold er ej salvet med Olie.
10O	1	22	Uden faldnes Blod, uden Heltes Fedt kom Jonatans Bue ikke tilbage, Sauls Sværd ikke sejrløst hjem.
10O	1	23	Saul og Jonatan, de elskelige, hulde, skiltes ikke i Liv eller Død; hurtigere var de end Ørne, stærkere var de end Løver!
10O	1	24	O, Israels Døtre, græd over Saul, som klædte eder yndigt i Purpur, satte Guldsmykker på eders Klæder!
10O	1	25	Ak, at dog Heltene faldt i Slagets Tummel - dræbt ligger Jonatan på dine Høje!
10O	1	26	Jeg sørger over dig, Jonatan, Broder, du var mig såre kær; underfuld var mig din Kærlighed, mere end Kvinders Kærlighed.
10O	1	27	Ak, at dog Heltene faldt, Stridsvåbnene lagdes øde!
10O	2	1	Derefter rådspurgte David HERREN: "Skal jeg drage op til en af Judas Byer?" HERREN svarede:"Gør det!" Og David spurgte: "Hvor skal jeg drage hen?" Da svarede han: "Til Hebron!"
10O	2	2	Så drog David derop tillige med sine to Hustruer Ahinoam fra Jizre'el og Abigajil, Karmeliten Nabals Hustru;
10O	2	3	og han tog sine Mænd med derop tillige med deres Familier, og de bosatte sig i Byerne omkring Hebron.
10O	2	4	Da kom Judas Mænd derhen og salvede David til Konge over Judas Hus. Da David fik at vide, at Mændene i Jabesj i Gilead havde jordet Saul,
10O	2	5	sendte han Sendebud til Mændene i Jabesj i Gilead og lod sige: "HERREN velsigne eder, fordi I således viste Godhed mod eders Herre Saul og jordede ham.
10O	2	6	Måtte nu HERREN vise eder Godhed og Trofasthed! Men også jeg vil gøre godt imod eder, fordi I gjorde dette.
10O	2	7	Tag eder derfor sammen og vis eder som stærke Mænd; thi eders Herre Saul er død, og Judas Hus har allerede salvet mig til Konge!"
10O	2	8	Men Abner, Ners Søn, Sauls Hærfører, tog Sauls Søn Isjbosjet og bragte ham over til Mahanajim
10O	2	9	og udråbte ham til Konge over Gilead, Aseriterne, Jizre'el, Efraim og Benjamin, over hele Israel.
10O	2	10	Isjbosjet, Sauls Søn, var fyrretyve År, da han blev Konge over Israel, og han herskede to År. Kun Judas Hus sluttede sig til David.
10O	2	11	Den Tid David herskede i Hebron over Judas Hus, var syv År og seks Måneder.
10O	2	12	Abner, Ne'rs Søn, drog med Isjbosjets, Sauls Søns, Folk fra Mahanajim til Gibeon;
10O	2	13	ligeledes drog Joab, Zerujas Søn ud med Davids folk, og de stødte sammen med dem ved Dammen i Gibeon; og de slog sig ned hver på sin Side af Dammen.
10O	2	14	Da sagde Abner til Joab: "Lad de unge Mænd stå op og udføre Våben lege for os!" Og Joab sagde: "Ja, lad dem stå op!"
10O	2	15	Så stod de op og gik frem lige mange fra hver Side, tolv Benjaminiter for Isjbosjet, Sauls Søn, og tolv af Davids Folk;
10O	2	16	men de greb hverandre om Hovedet og stødte Sværdet i Siden på hverandre, så de faldt alle til Hobe. Derfor kalder man dette Sted Helkat-Hazzurim; det ligger ved Gibeon.
10O	2	17	Samme Dag kom det til en meget hård Kamp, i hvilken Abner og Israels Mænd blev drevet på Flugt af Davids Folk.
10O	2	18	Ved den Lejlighed var Zerujastre Sønner med, Joab, Abisjaj og Asa'el; og Asa'el, der var rapfodet som Markens Gazeller,
10O	2	19	forfulgte Abner uden at bøje af til højre eller venstre.
10O	2	20	Abner vendte sig om og spurgte: "Er det dig, Asa'el?" Han svarede: "Ja, det er!"
10O	2	21	Da sagde Abner: "Bøj af til en af Siderne, grib en af de unge Mænd og tag dig hans Rustning!" Men Asa'el vilde ikke opgive at forfølge ham.
10O	2	22	Da sagde Abner videre til Asa'el: "Stands med at forfølge mig! Hvorfor skal jeg slå dig til Jorden? Og hvorledes skal jeg så kunne se din Broder Joab i Øjnene?"
10O	2	23	Men han vægrede sig ved at standse, og Abner stødte da baglæns Spydet gennem Underlivet på ham, så det kom ud af Ryggen, og han faldt død om på Stedet. Og alle, som kom til Stedet, hvor Asa'el lå og var død, stod stille.
10O	2	24	Men Joab og Abisjaj forfulgte Abner, og da Solen gik ned, havde de nået Gibeat-Amma, som ligger østen for Gia ved Vejen til Gibeons Ørken.
10O	2	25	Da samlede Benjaminiterne sig om Abne'r og stillede sig i Klynge på Toppen af Gibeat-Amma.
10O	2	26	Men Abner råbte til Joab: "Skal da Sværdet altid blive ved at fortære? Ved du ikke, at Eftersmagen er besk? Hvor længe skal det vare, inden du byder Folket standse med at forfølge deres Brødre?"
10O	2	27	Joab svarede: "Så sandt HERREN lever: Havde du ikke talt, vilde Folkene først i Morgen have standset med at forfølge deres Brødre!"
10O	2	28	Derpå stødte Joab i Hornet, og hele Folket standsede; de forfulgte ikke mere Israel og fortsatte ikke Kampen.
10O	2	29	Abner og hans Mænd vandrede så i Løbet af Natten igennem Arabalavningen, satte over Jordan, gik hele Kløften igennem og kom til Mahanajim.
10O	2	30	Da Joab vendte tilbage fra Forfølgelsen af Abner og samlede alle Krigerne, savnedes foruden Asa'el nitten Mand af Davids Folk,
10O	2	31	medens Davids Folk havde slået 360 Mand ihjel af Benjaminiterne, Abners Folk.
10O	2	32	Derpå bar de Asa'el bort og jordede ham i hans Faders Grav i Betlehem, og Joab og hans Mænd vandrede hele Natten igennem; da Solen stod op, nåede de Hebron.  3-1.  Krigen imellem Sauls og Davids Huse trak i Langdrag; men David blev stærkere og stærkere, Sauls Hus svagere og svagere.
10O	3	2	I Hebron fødtes der David Sønner; hans førstefødte var Amnon, Søn af Ahinoam fra Jizre'el,
10O	3	3	den næstældste Kil'ab, Søn af Abigajil, Harmeliten Nabals Hustru, den tredje Absalon, en Søn af Kong Talmaj af Gesjurs Datter Ma'aka,
10O	3	4	den fjerde Adonija, en Søn af Haggit, den femte Sjefatja, en Søn af Abital,
10O	3	5	og den sjette Jitream, Søn af Davids Hustru Egla. Disse fødtes David i Hebron.
10O	3	6	Under Krigen mellem Sauls og Davids Huse ydede Abner Sauls Hus kraftig Støtte.
10O	3	7	Nu havde Saul haft en Medhustru ved Navn Rizpa, Ajjas Datter. Og Isjbosjet sagde til Abner: "Hvorfor gik du ind til min Faders Medhustru?"
10O	3	8	Abner blev opbragt over Isjbosjets Ord og sagde: "Er jeg nu blevet et Hundehoved fra Juda? Nu har jeg Gang på Gang vist Godhed mod din Fader Sauls Hus, hans Brødre og Venner og ikke ladet dig falde i Davids Hånd, og så går du nu i Rette med mig for en Kvindes Skyld!
10O	3	9	Gud ramme Abner både med det ene og det andet: Hvad HERREN tilsvor David, skal jeg nu sørge for bliver opfyldt på ham;
10O	3	10	jeg skal sørge for, at Sauls Hus mister Kongedømmet og Davids Trone bliver rejst over Israel og Juda fra Dan til Be'ersjeba!"
10O	3	11	Og af Frygt for Abner kunde Isjbosjet ikke svare et Ord.
10O	3	12	Så sendte Abner Sendebud til David i Hebron og lod sige: "Slut Pagt med mig! Se, jeg vil hjælpe dig og bringe hele Israel over på din Side!"
10O	3	13	Han svarede: "Vel, jeg vil slutte Pagt med dig; men een Ting kræver jeg af dig: Du bliver ikke stedet for mit Åsyn, med mindre du har Sauls Datter Mikal med, når du kommer!"
10O	3	14	David sendte derpå Bud til Isjbosjet, Sauls Søn, og lod sige:"Giv mig min Hustru Mikal, som jeg blev trolovet med for 100 Filisterforhuder!"
10O	3	15	Da sendte Isjbosjet Bud og lod hende hente hos hendes Mand Paltiel, Lajisj's Søn.
10O	3	16	Hendes Mand fulgte hende grædende lige til Bahurim; her sagde Abner til ham: "Gå nu hjem!" Så vendte han hjem.
10O	3	17	Men Abner havde forhandlet med Israels Ældste og sagt: "Allerede tidligere ønskede I David til Konge;
10O	3	18	så gør nu Alvor af det! Thi HERREN har sagt om David: Ved min Tjener Davids Hånd vil jeg frelse mit Folk Israel fra Filisternes og alle dets fjenders Hånd!"
10O	3	19	Abner talte også til Benjamin derom. Endelig gik Abner også til Hebron for at meddele David alt, hvad Israel og hele Benjamins Hus havde vedtaget.
10O	3	20	Da Abner, fulgt af tyve Mænd, kom til David i Hebron, gjorde David Gæstebud for Abner og Mændene, som var med ham.
10O	3	21	Derpå sagde Abner til David: "Lad mig bryde op og drage hen og samle hele Israel om min Herre Kongen, for at de kan slutte Pagt med dig, at du kan blive Konge over alt, hvad din Hu står til!" Da lod David Abner rejse, og han drog bort i Fred.
10O	3	22	Just da kom Davids Folk og Joab hjem fra et Strejftog og medførte et rigt Bytte; Abner var da ikke mere hos David i Hebron, thi David havde ladet ham rejse, og han var draget bort i Fred.
10O	3	23	Da nu Joab var vendt hjem med hele sin Hær, fik han at vide at Abner, Ners Søn, havde været hos Kongen, og at denne havde ladet ham rejse, så han var draget bort i Fred.
10O	3	24	Da gik Joab til Kongen og sagde: "Hvad har du gjort? Abner har jo været hos dig! Hvorfor lod du ham rejse, så han frit kunde drage bort?
10O	3	25	Indser du ikke, at Abner, Ners Søn, kun kom for at bedrage dig. udspejde din Færd og få at vide, hvad du har for!"
10O	3	26	Så gik Joab bort fra David og sendte uden Davids Vidende Sendebud efter Abner og de hentede ham tilbage fra Bor-Sira.
10O	3	27	Og da Abner kom tilbage til Hebron, tog Joab ham til Side midt i Porten for at tale uhindret med ham; og der dræbte han ham ved et Stik i Underlivet for at hævne sin Broder Asa'els Blod.
10O	3	28	Da det siden kom David for Øre, sagde han: "Jeg og mit Rige er til evig Tid uden Skyld for HERREN i Abners, Ners Søns, Blod!
10O	3	29	Det komme over Joabs Hoved og over hele hans Fædrenehus; og Joabs Hus være aldrig frit for Folk, som lider af Flåd eller Spedalsk hed, går med Krykke eller falder for Sværdet eller mangler Brød!"
10O	3	30	Men Joab og hans Broder Abisjaj havde slået Abner ihjel, fordi han havde fældet deres Broder Asa'el i Kampen ved Gibeon.
10O	3	31	Derpå sagde David til Joab og alle Folkene, som fulgte ham: "Sønderriv eders Klæder, tag Sæk om eder og hold Klage over Abner!" Og Kong David gik selv bag efter Båren.
10O	3	32	Og da man jordede Abner i Hebron, græd Kongen højt ved Abners Grav, og alt Folket græd med,
10O	3	33	Da sang Kongen denne Klagesang over Abner: Skulde Abner dø en Dåres Død? 34 Dine Hænder var ikke bundne, dine Fødder ikke lagt i Lænker, du faldt, som man falder for Misdædere! Da græd hele Folket end mere over ham,
10O	3	35	og da hele Folket kom for at få David til af spise, medens det endnu var Dag, svor David: "Gud ramme mig både med det ene og det andet, om jeg smager Brød eller noget andet, før Sol går ned!"
10O	3	36	Hele Folket lagde Mærke dertil, og det gjorde et godt Indtryk på dem; alt, hvad Kongen foretog sig, gjorde et godt Indtryk på alt Folket;
10O	3	37	og hele Folket og hele Israel skønnede den Dag, at Kongen ikke var Ophavsmand til Drabet på Abner, Ners Søn.
10O	3	38	Og Kongen sagde til sine Folk: "Ved I ikke, af der i Dag er faldet en Øverste og Stormand i Israel?
10O	3	39	Men jeg er endnu for svag, skønt jeg er salvet til Konge, og disse Mænd, Zerujasønnerne, er mig for stærke. HERREN gengælde Udådsmanden hans Skændsels- dåd!"
10O	4	1	Da Isjbosjet, Sauls Søn, hørte, at Abner var død i Hebron, tabte han Modet, og hele Israel grebes af Skræk.
10O	4	2	Nu havde Isjbosjet, Sauls Søn, to Mænd, der var Førere for Strejfskarer, den ene hed Ba'ana, den anden Rekab, Sønner af Benjaminiten Rimmon fra Be'erot; thi også Be'erot regnes til Benjamin;
10O	4	3	dog var Be'erotiterne flygtet til Gittajim, hvor de bor som fremmede den Dag i Dag.
10O	4	4	Sauls Søn Jonatan havde en Søn, der var lam i Fødderne; han var fem År gammel, da Efterretningen om Saul og Jonatan kom fra Jizre'el, og hans Fostermoder tog ham og flygtede; men under hendes skyndsomme Flugt faldt han fra hende og blev lam; hans Navn var Mefibosjet.
10O	4	5	Be'erotiten Rimmons Sønner Rekab og Ba'ana gav sig på Vej og kom ved Middagstide til Isjbosjets Hus, medens han sov til Middag;
10O	4	6	og da Dørvogtersken, som var ved at rense Hvede, var faldet i Søvn, slap Rekab og hans Broder Ba'ana forbi
10O	4	7	og trængte ind i Huset, hvor Isjbosjet lå på sit Leje i Soveværelset; og de slog ham ihjel og huggede Hovedet af ham; derpå tog de Hovedet og vandrede i Løbet at Natten gennem Arabalavningen
10O	4	8	og bragte Isjbosjets Hoved til David i Hebron, idet de sagde til Kongen: "Her er Hovedet af Isjbosjet, din Fjende Sauls Søn, han, som stod dig efter Livet; i Dag har HERREN givet min Herre Kongen Hævn over Saul og hans Afkom!"
10O	4	9	Da svarede David Be'erotiten Rimmons Sønner Rekab og hans Broder Ba'ana: "Så sandt HERREN lever, som har udfriet mig af al Trængsel:
10O	4	10	Den, som bragte mig Efterretning om Sauls Død, i den Tro at han bragte et Glædesbud, ham greb jeg og lod dræbe i Ziklag for at give ham Løn for hans Glædesbud;
10O	4	11	hvor meget mere skulde jeg da ikke nu, når gudløse Mænd har myrdet en retfærdig Mand på hans Leje i hans eget Hus, kræve hans Blod af eder og udrydde eder af Jorden!"
10O	4	12	Derpå bød David sine Folk dræbe dem, og de huggede Hænder og Fødder af dem og hængte dem op ved Dammen i Hebron; men Isjbosjets Hoved tog de og jordede i Abners Grav i Hebron.
10O	5	1	Derpå kom alle Israels Stammer til David i Hebron og sagde: "Vi er jo dit Kød og Blod!
10O	5	2	Allerede før i Tiden, da Saul var Konge over os, var det dig,som førte Israel ud i Kamp og hjem igen; og HERREN sagde til dig: Du skal vogte mit Folk Israel og være Hersker over Israel!"
10O	5	3	Og alle Israels Ældste kom til Kongen i Hebron, og Kong David sluttede i Hebron Pagt med dem for HERRENs Åsyn, og de salvede David til Konge over Israel.
10O	5	4	David var tredive År, da han blev Konge, og han herskede fyrretyve År.
10O	5	5	I Hebron herskede han over Juda syv År og seks Måneder, og i Jerusalem herskede han tre og tredive År over hele Israel og Juda.
10O	5	6	Derpå drog Kongen med sine Mænd til Jerusalem mod Jebusiterne, som boede deri Landet. Man sagde til Kongen: "Her kan du ikke trænge ind, thi blinde og lamme vil slå dig tilbage!" Dermed vilde de sige: "David kommer ikke herind!"
10O	5	7	Men David indtog Klippeborgen Zion, det er Davidsbyen.
10O	5	8	På den Dag sagde David: "Enhver, som trænger frem til Vandledningen og slår en Jebusit, de halte og blinde, som Davids Sjæl hader, skal være Øverste og Hærfører". Derfor siger man: "En blind og en lam kommer ikke ind i Huset!"
10O	5	9	Så tog David Bolig i Klippeborgen og kaldte den Davidsbyen; og han befæstede Byen rundt om fra Millo og indefter.
10O	5	10	Og David blev mægtigere og mægtigere; HERREN, Hærskarers Gud, var med ham.
10O	5	11	Kong Hiram af Tyrus sendte Sendebud til David med Cedertræer og tillige Tømmermænd og Stenhuggere, som byggede ham et Hus.
10O	5	12	Da skønnede David, at HERREN havde sikret hans Kongemagt over Israel og højnet hans Kongedømme for sit Folk Israels Skyld.
10O	5	13	David tog i Jerusalem endnu flere Medhustruer og Hustruer, efter at han var kommet dertil fra Hebron, og der fødtes ham flere Sønner og Døtre.
10O	5	14	Navnene på dem, som fødtes ham i Jerusalem, er følgende: Sjammua, Sjobab, Natan, Salomo,
10O	5	15	Jibhar, Elisjua, Nefeg, Jafia,
10O	5	16	Elisjama, Ba'aljada og Elifelet.
10O	5	17	Men da Filisterne hørte, at David var salvet til Konge over Israel, rykkede de alle ud for at søge efter ham. Ved Efterretningen herom drog David ned til Klippeborgen,
10O	5	18	medens Filisterne kom og bredte sig i Refaimdalen.
10O	5	19	David rådspurgte da HERREN: "Skal jeg drage op mod Filisterne? Vil du give dem i min Hånd?" Og HERREN svarede David: "Drag op, thi jeg vil give Filisterne i din Hånd!"
10O	5	20	Så drog David til Ba'al-Perazim, og der slog han dem. Da sagde han: "HERREN har brudt igennem mine Fjender foran mig, som Vand bryder igennem!" Derfor kalder man Stedet Ba'al-Perazim.
10O	5	21	Og de lod deres Guder i Stikken der, og David og hans Mænd tog dem.
10O	5	22	Men Filisterne bredte sig på ny i Refaimdalen.
10O	5	23	Da David rådspurgte HERREN, svarede han: "Drag ikke imod dem, men omgå dem og fald dem i Ryggen ud for Bakabuskene.
10O	5	24	Når du da hører Lyden af Skridt i Bakabuskenes Toppe, skal du skynde dig, thi så er HERREN draget ud foran dig for at slå Filisternes Hær!"
10O	5	25	David gjorde, som HERREN bød,og slog Filisterne fra Gibeon til hen imod Gezer.
10O	6	1	David samlede alt udsøgt Mandskab i Israel, 30000 Mand.
10O	6	2	Derpå brød David op med alle sine Krigere og drog til Ba'al i Juda for der at hente Guds Ark, over hvilken Hærskarers HERREs Navn er nævnet, han, som troner over Keruberne.
10O	6	3	De satte da Guds Ark på en ny Vogn og førte den bort fra Abinadabs Hus på Højen, og Abinadabs Sønner Uzza og Ajo kørte Vognen,
10O	6	4	således at Uzza gik ved Siden af og Ajo foran Guds Ark.
10O	6	5	David og hele Israel legede af alle Kræfter for HERRENs Åsyn til Sang og til Citre, Harper, Pauker, Bjælder og Cymbler.
10O	6	6	Men da de kom til Nakons Tærskeplads, rakte Uzza Hånden ud og greb fat i Guds Ark, fordi Okserne snublede.
10O	6	7	Da blussede HERRENS Vrede op mod Uzza, og Gud slog ham der, fordi han rakte Hånden ud mod Arken, og han døde på Stedet ved Siden af Guds Ark.
10O	6	8	Men David græmmede sig over, at HERREN havde tilføjet Uzza et Brud. Derfor kaldte man Stedet Perez-Uzza, som det hedder den Dag i Dag.
10O	6	9	Og David grebes den Dag af Frygt for HERREN og sagde: "Hvor kan da HERRENs Ark komme hen hos mig!"
10O	6	10	Og David vilde ikke flytte HERRENs Ark hen hos sig i Davidsbyen, men lod den sætte ind i Gatiten Obed-Edoms Hus.
10O	6	11	HERRENs Ark blev så i Gatiten Obed-Edoms Hus tre Måneder, og HERREN velsignede Obed-Edom og hele hans Hus.
10O	6	12	Da nu Kong David fik Underretning om, at HERREN for Guds Arks Skyld havde velsignet Obed-Edoms Hus og alt, hvad hans var, gik han hen og lod under Festglæde Guds Ark bringe op fra Obed-Edoms Hus til Davidsbyen.
10O	6	13	Og da de, som bar HERRENs Ark, havde gået seks Skridt, ofrede han en Okse og en Fedekalv.
10O	6	14	Og David dansede af alle Kræfter for HERRENs Åsyn, iført en linned Efod.
10O	6	15	Således bragte David og hele Israel HERRENs Ark op under Festjubel og Hornblæsning.
10O	6	16	Men da HERRENs Ark kom til Davidsbyen, så Sauls Datter Mikal ud af Vinduet; og da hun så Kong David springe og danse for HERRENs Åsyn, ringeagtede hun ham i sit Hjerte.
10O	6	17	De førte så HERRENs Ark ind og stillede den på Plads midt i det Telt, David havde rejst den, og David ofrede Brændofre og Takofre for HERRENs Åsyn.
10O	6	18	Og da David var færdig med Brændofrene og Takofrene, velsignede han Folket i Hærskarers HERREs Navn
10O	6	19	og uddelte til alt Folket, til hver enkelt af hele Israels Mængde, både Mand og Kvinde, et Brød, et Stykke Kød og en Rosinkage; derpå gik alt Folket hver til sit.
10O	6	20	Men da David vendte hjem for at velsigne sit Hus, gik Sauls Datter Mikal ham i Møde og sagde: "Hvor ærbart Israels Konge opførte sig i Dag, da han blottede sig for sine Undersåtters Trælkvinders Øjne, som letfærdige Mennesker plejer at gøre!"
10O	6	21	David svarede Mikal: "For HERRENs Åsyn vil jeg lege, så sandt HERREN lever, som udvalgte mig fremfor din Fader og hele hans Hus, så han satte mig til Fyrste over HERRENs Folk Israel; jeg vil lege for HERRENs Åsyn,
10O	6	22	selv om jeg derved nedværdiges og synker endnu dybere i dine Øjne; men hos Trælkvinderne, du talte om, skal jeg vinde Ære!"
10O	6	23	Og Sauls Datter Mikal fik til sin Dødedag intet Barn.
10O	7	1	Engang Kongen sad i sit Hus, efter at HERREN havde skaffet ham Ro for alle hans Fjender rundt om,
10O	7	2	sagde han til Profeten Natan: "Se, jeg har et Cedertræshus at bo i, men Guds Ark har Plads i et Telt!"
10O	7	3	Natan svarede Kongen: "Gør alt, hvad din Hu står til, thi HERREN er med dig!"
10O	7	4	Men samme Nat kom HERRENs Ord til Natan således:
10O	7	5	"Gå hen og sig til min Tjener David: Så siger HERREN: Skulde du bygge mig et Hus at bo i?
10O	7	6	Jeg har jo ikke haft noget Hus at bo i, siden den Dag jeg førte Israeliterne op fra Ægypten, men vandrede med, boende i et Telt.
10O	7	7	Har jeg, i al den Tid jeg vandrede om blandt alle Israeliterne, sagt til nogen af Israels Dommere, som jeg satte til at vogte mit Folk Israel: Hvorfor bygger I mig ikke et Cedertræshus?
10O	7	8	Sig derfor til min Tjener David: Så siger Hærskarers HERRE: Jeg tog dig fra Græsgangen, fra din Plads bag Småkvæget til at være Fyrste over mit folk Israel,
10O	7	9	og jeg var med dig, overalt hvor du færdedes, og udryddede alle dine Fjender foran dig; jeg vil skabe dig et Navn som de størstes på Jorden
10O	7	10	og skaffe mit Folk Israel en Hjemstavn og plante det, så det kan blive boende på sit Sted uden mere at skulle forstyrres i sin Ro, og uden at Voldsmænd mere skal plage det som tidligere,
10O	7	11	dengang jeg satte Dommere over mit Folk Israel; og jeg vil give det Ro for alle dets Fjender. Så kundgør HERREN dig nu: Et Hus vil HERREN bygge dig!
10O	7	12	Når dine Dage er omme, og du hviler hos dine Fædre, vil jeg efter dig oprejse din Sæd, som udgår af dit Liv, og grundfæste hans Kongedømme.
10O	7	13	Han skal bygge mit Navn et Hus, og jeg vil grundfæste hans Kongetrone evindelig.
10O	7	14	Jeg vil være din Sæd en Fader, og den skal være mig en Søn!  Når den synder, vil jeg tugte den med Menneskestok og Menneskers Slag,
10O	7	15	men min Miskundhed vil jeg ikke tage fra den, som jeg tog den fra din Forgænger.
10O	7	16	Dit Hus og dit Kongedømme skal stå fast for mit Åsyn til evig Tid, din Trone skal stå til evig Tid!"
10O	7	17	Alle disse Ord og hele denne Åbenbaring meddelte Natan David.
10O	7	18	Da gik Kong David ind og dvælede for HERRENs Åsyn og sagde: "Hvem er jeg, Herre, HERRE, og hvad er mit Hus, at du har bragt mig så vidt?
10O	7	19	Men end ikke det var dig nok Herre, HERRE, du gav også din Tjeners Hus Forjættelser for fjerne Tider og lod mig skue kommende Slægter, Herre, HERRE!
10O	7	20	Hvad mere har David at sige dig Du kender jo dog din Tjener, Herre, HERRE.
10O	7	21	For din Tjeners Skyld, og fordi din Hu stod dertil, gjorde du dette og kundgjorde din Tjener alt dette store,
10O	7	22	Herre, HERRE; thi ingen er som du, og der er ingen Gud uden dig efter alt hvad vi har hørt med vore Ører.
10O	7	23	Og hvor på Jorden findes et Folk som dit Folk Israel, et Folk. som Gud kom og udfriede og gjorde til sit Folk for at vinde sig et Navn og udføre store og frygtelige Gerninger for dem ved at drive andre Folkeslag med deres Guder bort foran sit Folk, det, du udfriede fra Ægypten?
10O	7	24	Du har grundfæstet dit Folk Israel som dit Folk til evig Tid, og du, HERRE, er blevet deres Gud.
10O	7	25	Så opfyld da, HERRE, Gud, til evig Tid den Forjættelse, du udtalte om din Tjener og hans Hus og gør, som du sagde!
10O	7	26	Da skal dit Navn blive stort til evig Tid, så man siger: Hærskarers HERRE, Gud over Israel! Og din Tjener Davids Hus skal stå fast for dit Åsyn.
10O	7	27	Thi du, Hærskarers HERRE, Israels Gud, har åbenbaret for din Tjener: Jeg vil bygge dig et Hus! Derfor har din Tjener fundet sit Hjerte til af bede denne Bøn til dig.
10O	7	28	Derfor, Herre, HERRE, du er Gud, og dine Ord er Sandhed! Du har givet din Tjener denne Forjættelse,
10O	7	29	så lad det behage dig at velsigne din Tjeners Hus, at det til evig Tid må stå fast for dit Åsyn. Thi du, Herre, HERRE, har talt, og med din Velsignelse skal din Tjeners Hus velsignes evindelig!"
10O	8	1	Nogen Tid efter slog David Filisterne og undertvang dem, og David fratog Filisterne Meteg-Ha'amma.
10O	8	2	Fremdeles slog han Moabiterne, og han målte dem med en Snor, idet han lod dem lægge sig ned på Jorden og afmålte to Snorlængder, der skulde dræbes, og een, der skulde blive i Live. Således blev Moabiterne Davids skatskyldige Undersåtter.
10O	8	3	Ligeledes slog David Rehobs Søn, Kong Hadad'ezer af Zoba, da han var draget ud for at genoprette sit Herredømme ved Floden.
10O	8	4	David fratog ham 1700 Ryttere og 20000 Mand Fodfolk og lod alle Stridshestene lamme på hundrede nær, som han skånede.
10O	8	5	Og da Aramæerne fra Damaskus kom Hadad'ezer af Zoba til Hjælp, slog David 22000 Mand af Aramæerne.
10O	8	6	Derpå indsatte David Fogeder i det damaskenske Aram, og Aramæerne blev Davids skatskyldige Undersåtter. Således, gav HERREN David Sejr, overalt hvor han drog frem.
10O	8	7	Og David tog de Guldskjolde, Hadad'ezers Folk havde båret, og bragte dem til Jerusalem;
10O	8	8	og fra Hadad'ezers Byer Teba og Berotaj bortførte Kong David Kobber i store Mængder.
10O	8	9	Men da Kong To'i af Hamat hørte, at David havde slået hele Hadad'ezers Stridsmagt,
10O	8	10	sendte han sin Søn Hadoram til Kong David for at hilse på ham og lykønske ham til, at han havde kæmpet med Hadad'ezer og slået ham - Hadad'ezer havde nemlig ligget i Krig med To'i - og han medbragte Sølv-, Guld- og Kobber-sager.
10O	8	11	Også dem helligede Kong David HERREN tillige med det Sølv og Guld, han havde helliget af Byttet fra alle de undertvungne Folk,
10O	8	12	Edom, Moab Ammoniterne, Filisterne, Amalek, og af det Bytte, han havde taget fra Rehobs Søn, Kong Hadad'ezer af Zoba.
10O	8	13	Og David vandt sig et Navn. Da han vendte tilbage fra Sejren over Aram, slog han Edom i Saltdalen, 18000 Mand;
10O	8	14	derpå indsatte han Fogeder i Edom; i hele Edom indsatte han Fogeder, og alle Edomiterne blev Davids Undersåtter, Således gav HERREN David Sejr, overalt hvor han drog frem.
10O	8	15	Og David var Konge over hele Israel, og han øvede Ret og Retfærdighed mod hele sit Folk.
10O	8	16	Joab, Zerujas Søn, var sat over Hæren; Josjafat, Ahiluds Søn, var Kansler;
10O	8	17	Zadok, Abitubs Søn, og Ebjatar, Ahimeleks Søn, var Præster; Seraja var Statsskriver;
10O	8	18	Benaja, Jojadas Søn, var sat over Kreterne og Pleterne, og Davids Sønner var Præster.
10O	9	1	David sagde: "Er der endnu nogen tilbage af Sauls Hus? Så vil jeg vise Godhed imod ham for Jonatans Skyld!"
10O	9	2	Nu var der i Sauls Hus en Træl ved Navn Ziba; han blev kaldt op til David, og Kongen sagde til ham:"Er du Ziba?" Han svarede: "Ja, det er din Træl!"
10O	9	3	Da sagde Kongen: "Er der ingen tilbage af Sauls Hus? Så vil jeg vise Guds Godhed imod ham." Ziba svarede Kongen: "Der lever endnu en Søn af Jonatan; han er lam i Fødderne."
10O	9	4	Da spurgte Kongen: "Hvor er han?" Og Ziba svarede Kongen: "Han er i Makirs, Ammiels Søns, Hus i Lodebar."
10O	9	5	Så lod Kong David ham hente i Makirs, Ammiels Søns, Hus i Lodebar.
10O	9	6	Da Mefibosjet, Sauls Søn Jonatans Søn, kom ind til David, faldt han på sit Ansigt og bøjede sig. David sagde: "Mefibosjet!" Han svarede: "Ja, her er din Træl!"
10O	9	7	David sagde til ham: "Frygt ikke! Jeg vil vise dig Godhed for din Fader Jonatans Skyld og give dig hele din Fader Sauls Jordegods tilbage; og du skal altid spise ved mit Bord."
10O	9	8	Da bøjede han sig og sagde: "Hvad er din Træl, siden du tager Hensyn til en død Hund som mig?"
10O	9	9	Derpå lod Kongen Sauls Tjener Ziba kalde og sagde til ham: "Alt, hvad der tilhørte Saul og hele hans Hus, har jeg givet din Herres Søn;
10O	9	10	men du tillige med dine Sønner og Trælle skal dyrke Jorden og indhøste Afgrøden, for at din Herres Hus kan have sit Underhold deraf; men din Herres Søn Mefibosjet skal altid spise ved mit Bord." Ziba havde femten Sønner og tyve Trælle.
10O	9	11	Da sagde Ziba til Kongen: "Din Træl vil gøre, ganske som min Herre Kongen byder!" Mefibosjet spiste så ved Davids Bord, som var han en af Kongens Sønner.
10O	9	12	Mefibosjet havde en lille Søn ved Navn Mika. Hele Zibas Husstand var Mefibosjets Trælle.
10O	9	13	Og Mefibosjet boede i Jerusalem, thi han spiste altid ved Kongens Bord. Og han var lam i begge Fødder.
10O	10	1	Nogen Tid efter døde Ammomiternes Konge, og hans Søn Hanun blev Konge i hans Sted.
10O	10	2	Da tænkte David: "Jeg vil vise Hanun, Nahasj's Søn, Venlighed, ligesom hans Fader viste mig Venlighed." Og David sendte Folk for at vise ham Deltagelse i Anledning af hans Faders Død. Men da Davids Mænd kom til Ammoniternes Land.
10O	10	3	sagde Ammoniternes Høvdinger til deres Herre Hanun: "Tror du virkelig, det er for at hædre din Fader, at David sender Bud og viser dig Deltagelse? Mon ikke det er for at udforske og udspejde Byen og ødelægge den, at David sender sine Folk til dig?"
10O	10	4	Da tog Hanun Davids Folk og lod det halve af deres Skæg afrage og Halvdelen af deres Klæder skære af til Sædet, og derpå lod han dem gå.
10O	10	5	Da David fik Efterretning herom, sendte han dem et Bud i Møde, thi Mændene var blevet grovelig forhånet; og Kongen lod sige: "Bliv i Jeriko, til eders Skæg er vokset ud!"
10O	10	6	Men da Ammoniterne så, at de havde lagt sig for Had hos David, sendte de Bud og lejede Aramæerne fra Bef-Rehob og Zoba, 20000 Mand Fodfolk, Kongen af Ma'aka med 1000 Mand og Folkene fra Tob, 12000 Mand.
10O	10	7	Da David hørte det, sendte han Joab af Sted med hele Hæren og Kærnetropperne.
10O	10	8	Ammoniterne rykkede så ud og stillede sig op til Kamp lige uden for Porten, medens Aramæerne fra Zoba og Rehob og Mændene fra Tob og Ma'aka stod for sig selv på åben Mark.
10O	10	9	Da Joa så, at Angreb truede ham både forfra og bagfra, gjorde han et Udvalg blandt alt Israels udsøgte Mandskab og tog Stilling over for Aramæerne,
10O	10	10	medens han overlod Resten af Mandskabet til sin Broder Abisjaj, som tog Stilling over for Ammoniterne.
10O	10	11	Og han sagde: "Hvis Aramæerne bliver mig for stærke, skal du ile mig til Hjælp; men bliver Ammoniterne dig for stærke, skal jeg komme og hjælpe dig.
10O	10	12	Tag Mod til dig og lad os tappert værge vort Folk og vor Guds Byer - så får HERREN gøre, hvad ham tykkes godt!"
10O	10	13	Derpå rykkede Joab frem med sine Folk til Kamp mod Aramæerne, og de flygtede for ham.
10O	10	14	Og da Ammoniterne så, at Aramæerne tog Flugten, flygtede de for Abisjaj og trak sig ind i Byen. Derpå vendte Joab tilbage fra Kampen med Ammoniterne og kom til Jerusalem.
10O	10	15	Men da Aramæerne så, at de var slået af Israel, samlede de sig,
10O	10	16	og Hadad'ezer sendte Bud og lod Aramæerne hinsides Floden rykke ud, og de kom til Helam med Sjobak, Hadad'ezers Hærfører, i Spidsen.
10O	10	17	Da David fik Efterretning herom, samlede han hele Israel, satte over Jordan og kom til Helam, hvor Aramæerne stillede sig op til Kamp mod David og angreb ham.
10O	10	18	Men Aramæerne flygtede for Israel, og David nedhuggede 700 Stridsheste og 40000 Mand af Aram; også deres Hærfører Sjobak slog han ihjel der.
10O	10	19	Da alle Hadad'ezers Lydkonger så, at de var slået af Israel, sluttede de Fred med Israel og underkastede sig. Og Aramæerne vovede ikke at hjælpe Ammoniterne mere.
10O	11	1	Næste År, ved den Tid Kongerne drager i Krig, sendte David Joab ud med sine folk og hele Israel, og de hærgede Ammoniternes Land og belejrede Rabba. David blev derimod selv i Jerusalem.
10O	11	2	Så skete det en Aftenstund, da David havde rejst sig fra sit Leje og vandrede på Kongepaladsets Tag, at han fik Øje på en Kvinde, der var i Færd med at bade sig; og Kvinden, var meget smuk.
10O	11	3	David sendte da Bud for at forhøre sig om hende, og der blev sagt: "Det er vist Batseba, Eliams Datter, Hetiten Urias's Hustru!"
10O	11	4	Så lod David hende hente, og da hun kom til ham, lå han hos hende; hun havde lige renset sig efter sin Urenhed. Derefter vendte hun hjem igen.
10O	11	5	Men da Kvinden blev frugtsommelig, sendte hun Bud til David og lod sige: "Jeg er frugtsommelig!"
10O	11	6	Da sendte David det Bud til Joab: "Send Hetiten Urias til mig!" Og Joab sendte Urias til David.
10O	11	7	Da Urias kom, spurgte David, hvorledes det stod til med Joab og Hæren, og hvorledes det gik med Krigen.
10O	11	8	Derpå sagde David til Urias: "Gå nu ned til dit Hus og tvæt dine Fødder!" Urias gik da ud af Kongens Palads, og en Gave fra Kongen blev sendt efter ham;
10O	11	9	men Urias lagde sig ved Indgangen til Kongens Palads hos sin Herres Folk og, gik ikke ned til sit Hus.
10O	11	10	Da David fik at vide, at Urias ikke var gået ned til sit Hus, sagde han til ham: "Kommer du ikke lige fra Rejsen? Hvorfor går du så ikke ned til dit Hus?"
10O	11	11	Urias svarede David: "Arken og Israel og Juda bor i Hytter, og min Herre Joab og min Herres Trælle ligger lejret på åben Mark; skulde jeg da gå til mit Hus for at spise og drikke og søge min Hustrus Leje? Så sandt HERREN lever, og så sandt du lever, jeg gør det ikke!"
10O	11	12	Da sagde David til Urias: "Så bliv her i Dag; i Morgen vil jeg lade dig rejse!" Urias blev da i Jerusalem den Dag.
10O	11	13	Næste Dag indbød David ham til at spise og drikke hos sig og fik ham beruset. Men om Aftenen gik han ud og lagde sig på sit Leje hos sin Herres Folk; til sit Hus gik han ikke ned.
10O	11	14	Næste Morgen skrev David et Brev til Joab og sendte det med Urias.
10O	11	15	I Brevet skrev han: "Sæt Urias der, hvor Kampen er hårdest, og lad ham i Stikken, så han kan blive dræbt!"
10O	11	16	Joab, der var ved at belejre Byen, satte da Urias på en Plads, hvor han vidste, der stod tapre Mænd over for ham:
10O	11	17	og da Mændene i Byen gjorde Udfald og angreb Joab, faldt nogle af Folket, af Davids Mænd; også Hetiten Urias faldt.
10O	11	18	Da sendte Joab David Melding om hele Slagets Gang,
10O	11	19	og han gav Sendebudet den Befaling: "Når du har givet Kongen Beretning om hele Slagets Gang,
10O	11	20	kan det være, at Kongen bruser op i Vrede og siger til dig: Hvorfor kom I Byen så nær i Slaget? I måtte jo vide, at der vilde blive skudt oppe fra Muren!.
10O	11	21	Hvem var det, der dræbte Abimelek, Jerubba'als Søn? Var det ikke en Kvinde, som kastede en Møllesten ned på ham fra Muren, så han fandt sin Død i Tebez? Hvorfor kom I Muren så nær? Så skal du sige: Også din Træl Hetiten Urias faldt!"
10O	11	22	Så drog Budet af Sted og kom og meldte David alt, hvad Joab havde pålagt ham, hele Slagets Gang. Da blussede Davids Vrede op mod Joab, og han sagde til Budet:"Hvorfor kom I Byen så nær i Slaget? I måtte jo vide, at der vilde blive skudt oppe fra Muren!  Hvem var det, der dræbte Abimelek, Jerubba'als Søn? Var det ikke en Kvinde, som kastede en Møllesten ned på ham fra Muren, så han fandt sin Død i Tebez? Hvorfor kom I Muren så nær?"
10O	11	23	Budet sagde til David: "Mændene var os overlegne og rykkede ud imod os på åben Mark, men vi trængte dem tilbage til Portens Indgang;
10O	11	24	så skød Bueskytterne oppe fra Muren på dine Trælle, og nogle af Kongens Trælle faldt; også din Træl Hetiten Urias faldt!"
10O	11	25	Da sagde David til Budet: "Sig til Joab: Du skal ikke græmme dig over den Ting; thi Sværdet fortærer snart den ene, snart den anden; fortsæt med Kraft Kampen mod Byen og riv den ned! Med de Ord skal du sætte Mod i ham!"
10O	11	26	Da Urias's Hustru hørte, at hendes Mand var faldet, holdt hun Dødeklage over sin Ægtefælle.
10O	11	27	Men da Sørgetiden var omme, lod David hende hente til sit Hus, og hun blev hans Hustru og fødte ham en Søn. Men det, David havde gjort, var ondt i HERRENs Øjne.
10O	12	1	Og HERREN sendte Natan til David. Da han kom ind til ham, sagde han: "Der boede to Mænd i samme By, en rig og en fattig.
10O	12	2	Den rige havde Småkvæg og Hornkvæg i Mængde,
10O	12	3	medens den fattige ikke ejede andet end et eneste lille Lam, som han havde købt og opdrættet, og som var vokset op hos ham sammen med hans Børn; det åd af hans Brød, drak af hans Bæger og lå i hans Skød og var ham som en Datter.
10O	12	4	Men da den rige Mand engang fik Besøg, ømmede han sig ved at tage noget af sit eget Småkvæg eller Hornkvæg og tillave det til den vejfarende Mand, som var kommet til ham, men tog den fattige Mands Lam og tillavede det til sin Gæst!"
10O	12	5	Da blussede Davids Vrede heftigt op mod den Mand, og han sagde til Natan: "Så sandt HERREN lever: Den Mand, som gjorde det, er dødsens,
10O	12	6	og Lammet skal han erstatte trefold, fordi han handlede så hjerteløst!"
10O	12	7	Men Natan sagde til David: "Du er Manden! Så siger HERREN, Israels Gud: Jeg salvede dig til Konge over Israel, og jeg friede dig af Sauls Hånd;
10O	12	8	jeg gav dig din Herres Hus, lagde din Herres Hustruer i din Favn og gav dig Israels og Judas Hus; og var det for lidet, vilde jeg have givet dig endnu mere, både det ene og det andet.
10O	12	9	Hvorfor har du da ringeagtet HERRENs Ord og gjort, hvad der er ondt i hans Øjne? Hetiten Urias har du dræbt med Sværdet; hans Hustru har du taget til Ægte, og ham har du slået ihjel med Ammoniternes Sværd.
10O	12	10	Så skal nu Sværdet aldrig vige fra dit Hus, fordi du ringeagtede mig og tog Hetiten Urias's Hustru til Ægte.
10O	12	11	Så siger HERREN: Se, jeg lader Ulykke komme over dig fra dit eget Hus, og jeg tager dine Hustruer bort for Øjnene af dig og giver dem til en anden, som skal ligge hos dine Hustruer ved højlys Dag.
10O	12	12	Thi du handlede i det skjulte, men jeg vil opfylde dette Ord i hele Israels Påsyn og ved højlys Dag!"
10O	12	13	Da sagde David til Natan: "Jeg har syndet mod HERREN!" Og Natan sagde til David: "Så har HERREN også tilgivet dig din Synd; du skal ikke dø.
10O	12	14	Men fordi du ved denne Gerning har vist Foragt for HERREN, skal Sønnen, som er født dig, visselig dø!"
10O	12	14	Da søgte David Gud for Barnet, holdt Faste og gik hen og lagde sig om Natten på Jorden i Sæk.
10O	12	15	Derpå gik Natan til sit Hus. Og HERREN ramte det Barn, Urias's Hustru havde født David, med Sygdom.
10O	12	17	De ældste i hans Hus kom til ham for at få ham til at rejse sig, men han vilde ikke, og han holdt ikke Måltid sammen med dem.
10O	12	18	Syvendedagen døde Barnet; men Davids Folk turde ikke lade ham vide, at Barnet var død, thi de tænkte: "Da Barnet levede, vilde han ikke låne os Øre, når vi talte til ham; hvor kan vi da nu sige til ham, at Barnet er død? Han kunde gøre en Ulykke!"
10O	12	19	Men da David så, at hans Folk hviskede sammen, skønnede han, at Barnet var død. Så spurgte David sine Folk: "Er Barnet død?"  Og de svarede: "Ja, han er død!"
10O	12	20	Da rejste David sig fra Jorden, tvættede og salvede sig, tog andre Klæder på og gik ind i HERRENs Hus og bad; så gik han hjem, forlangte at få Mad sat frem og spiste.
10O	12	21	Da sagde hans Folk til ham: "Hvorledes er det dog, du bærer dig ad? Medens Barnet endnu levede, fastede du og græd; og nu da Barnet er død, rejser du dig og spiser!"
10O	12	22	Han svarede: "Så længe Barnet levede, fastede jeg og græd; thi jeg tænkte: Måske er HERREN mig nådig, så Barnet bliver i Live.
10O	12	23	Men hvorfor skulde jeg faste, nu han er død? Kan jeg bringe ham tilbage igen? Jeg går til ham, men han kommer ikke tilbage til mig!"
10O	12	24	Derpå trøstede David sin Hustru Batseba, og efter at han var gået ind til hende og havde ligget hos hende, fødte hun en Søn, som han kaldte Salomo, og ham elskede HERREN.
10O	12	25	Han overgav ham til Profeten Natan, og på HERRENs Ord kaldte denne ham Jedidja.
10O	12	26	Joab angreb imidlertid Rabba i Ammon og indtog Vandbyen.
10O	12	27	Derpå sendte Joab Bud til David og lod sige: "Jeg har angrebet Rabba og indtaget Vandbyen;
10O	12	28	kald nu Resten af Hæren sammen, så du kan belejre Byen og indtage den, for at det ikke skal blive mig, der indtager den og får mit Navn udråbt over den!"
10O	12	29	Da samlede David hele Hæren og drog til Rabba, angreb og indtog det.
10O	12	30	Og han tog Kronen af Milkoms Hoved; den var af Guld og vejede en Talent; der var en Ædelsten på den, og den blev sat på Davids Hoved. Et vældigt Bytte fra Byen førte han med sig,
10O	12	31	og Indbyggerne slæbte han bort, satte dem til Savene, Jernhakkerne - og Jernøkserne og lod dem trælle ved Teglovnene. Således gjorde han ved alle Ammoniternes Byer. Derpå vendte David og hele Hæren tilbage til Jerusalem.
10O	13	1	Nogen Tid efter tildrog følgende sig. Davids Søn Absalon havde en smuk Søster, som hed Tamar, og Davids Søn Amnon fattede Kærlighed til hende.
10O	13	2	Amnon blev syg af Attrå efter sin Søster Tamar; thi hun var Jomfru, og Amnon øjnede ingen Mulighed for at få sin Vilje med hende.
10O	13	3	Men Amnon havde en Ven ved Navn Jonadab, en Søn af Davids Broder Sjim'a, og denne Jonadab var en såre klog Mand;
10O	13	4	han sagde til ham: "Hvorfor er du så elendig hver Morgen, Kongesøn? Vil du ikke sige mig det?" Amnon svarede: "Jeg elsker min Broder Absalons Søster Tamar!"
10O	13	5	Da sagde Jonadab til ham: "Læg dig til Sengs og lad, som du er syg! Når så din Fader kommer for at se til dig, skal du sige: Lad min Søster Tamar komme og give mig noget at spise! Når hun laver Maden i mit Påsyn, så at jeg kan se det, og hun selv giver mig den, kan jeg spise."
10O	13	6	Så gik Amnon til Sengs og lod. som han var syg; og da Kongen kom for at se til ham, sagde Amnon til Kongen: "Lad min Søster Tamar komme og lave et Par Kager i mit Påsyn og selv give mig dem: så kan jeg spise."
10O	13	7	David sendte da Bud ind i Huset til Tamar og lod sige: "Gå over til din Broder Amnons Hus og lav Mad til ham!"
10O	13	8	Og Tamar gik over til sin Broder Amnons Hus, hvor han lå til Sengs, tog Dejen, æltede den og lavede Kagerne i hans Påsyn og bagte dem;
10O	13	9	derpå tog hun Panden og hældte dem ud i hans Påsyn; Amnon vilde dog ikke spise, men sagde: "Lad alle gå udenfor!" Og da de alle var gået udenfor,
10O	13	10	sagde Amnon til Tamar: "Bær Maden ind i Inderværelset og lad mig få den af din egen Hånd!" Da tog Tamar Kagerne, som hun havde lavet, og bar dem ind i Inderværelset til sin Broder Amnon.
10O	13	11	Men da hun bar dem hen til ham, for at han skulde spise, greb han fat i hende og sagde: "Kom og lig hos mig, Søster!"
10O	13	12	Men hun sagde: "Nej, Broder! Krænk mig ikke! Således gør man ikke i Israel! Øv dog ikke denne Skændselsdåd!
10O	13	13	Hvor skulde jeg gå hen med min Skam? Og du vilde blive regnet blandt Dårer i Israel! Tal hellere med Kongen; han nægter dig ikke at få mig!"
10O	13	14	Han, vilde dog ikke høre hende, men tog hende med Vold, krænkede hende og lå hos hende.
10O	13	15	Men bagefter hadede Amnon hende med et såre stort Had; ja det Had, han følte mod hende, var større end den Kærlighed, han havde båret til hende. Og Amnon sagde til hende: "Stå op og gå din Vej!"
10O	13	16	Da sagde hun til ham: "Nej, Broder! Den Udåd, at du nu jager mig bort, er endnu større end den anden, du øvede imod mig!" Han vilde dog ikke høre hende,
10O	13	17	men kaldte på den unge Mand, der var hans Tjener, og sagde: "Få mig hende der ud af Huset og stæng Døren efter hende!"
10O	13	18	Hun bar en fodsid Kjortel med Ærmer; thi således klædte Jomfruerne blandt Kongedøtrene sig fordum. Tjeneren førte hende da ud af Huset og stængede Døren efter hende.
10O	13	19	Men Tamar strøede Aske på sit Hoved og sønderrev den fodside Kjortel, hun havde på, og tog sig til Hovedet og skreg ustandseligt, medens hun gik bort.
10O	13	20	Da sagde hendes Broder Absalon til hende: "Har din Broder Amnon været hos dig? Ti nu stille, Søster! Han er jo din Broder; tag dig ikke den Sag nær!" Tamar sad da ensom hen i sin Broder Absalons Hus.
10O	13	21	Da Kong David hørte alt dette, blev han meget vred; men han bebrejdede ikke sin Søn Amnon noget, thi han elskede ham, fordi han var hans førstefødte.
10O	13	22	Og Absalon talte ikke til Amnon, hverken ondt eller godt; thi Absalon hadede Amnon, fordi han havde krænket hans Søster Tamar.
10O	13	23	Men et Par År efter holdt Absalon Fåreklipning i Ba'al-Hazor, som ligger ved Efraim, og dertil indbød Absalon alle Kongesønnerne.
10O	13	24	Absalon kom til Kongen og sagde: "Se, din Træl holder Fåreklipning; vil ikke Kongen og hans Folk tage med din Træl derhen?"
10O	13	24	Da sagde Absalon: "Så lad i alt Fald min Broder Amnon gå med!" Men Kongen sagde til ham: "Hvorfor skal han med?"
10O	13	25	Men Kongen sagde til Absalon: "Nej, min Søn! Vi vil ikke alle gå med, for at vi ikke skal falde dig til Byrde!" Og skønt han nødte ham, vilde han ikke gå med, men tog Afsked med ham.
10O	13	27	Da Absalon nødte ham, lod han dog Amnon og de andre Kongesønner gå med. Og Absalon gjorde et kongeligt Gæstebud.
10O	13	28	Men Absalon gav sine Folk den Befaling: "Pas på, når Vinen er gået Amnon til Hovedet; når jeg så siger til eder: Hug Amnon ned!  dræb ham så! Frygt ikke; det er mig, som befaler jer det. Tag Mod til jer og vis jer som kække Mænd!"
10O	13	29	Absalons Folk gjorde ved Amnon, som Absalon havde befalet. Da brød alle Kongesønnerne op, besteg deres Muldyr og flyede.
10O	13	30	Medens de endnu var undervejs, nåede det Rygte David: "Absalon har hugget alle Kongesønnerne ned, ikke en eneste er tilbage af dem!"
10O	13	31	Da stod Kongen op, sønderrev sine Klæder og lagde sig på Jorden; også alle hans Folk, som stod hos, sønderrev deres Klæder.
10O	13	32	Men Jonadab Davids Broder Sjim'as Søn, tog til Orde og sagde: "Min Herre må ikke tro, at de har dræbt alle de unge Kongesønner; kun Amnon er død, thi der har været noget ved Absalons Mund, som ikke varslede godt, lige siden den Dag Amnon krænkede hans Søster Tamar.
10O	13	33	Derfor må min Herre Kongen ikke, tage sig det nær og tro, at alle Kongesønnerne er døde. Kun Amnon er død!"
10O	13	34	Da den unge Mand, som holdt Udkig, så ud, fik han Øje på en Mængde Mennesker, som kom ned ad Skråningen på Vejen til Horonajim, og han gik ind og meldte Kongen: "Jeg kan se, der kommer Mennesker ned ad Bjergsiden på Vejen til Horonajim."
10O	13	35	Da sagde Jonadab til Kongen: "Der kommer Kongesønnerne; det er, som din Træl sagde!"
10O	13	36	Og som han havde sagt det, kom Kongesønnerne, og de brast i Gråd; også Kongen og alle hans folk brast i heftig Gråd.
10O	13	37	Men Absalon flygtede og begav sig til Kong Talmaj, Ammihuds Søn, i Gesjur. Og Kongen sørgede over sin Søn i al den Tid.
10O	13	38	Da Absalon flygtede, begav han sig til Gesjur, og der blev han tre År.
10O	14	2	sendte han Bud til Tekoa efter en klog Kvinde og sagde til hende: "Lad, som om du har Sorg, ifør dig Sørgeklæder, lad være at salve dig med Olie, men bær dig ad som en Kvinde, der alt i lang Tid har sørget over en afdød;
10O	14	3	gå så til Kongen og sig således til ham" - og Joab lagde hende Ordene i Munden.
10O	14	4	Kvinden fra Tekoa gik så til Kongen, faldt til Jorden på sit Ansigt, bøjede sig og sagde: "Hjælp Konge!"
10O	14	5	Kongen spurgte hende: "Hvad fattes dig?" Og hun sagde: "Jo, jeg er Enke, min Mand er død.
10O	14	6	Din Trælkvinde havde to Sønner; de kom i Klammeri ude på Marken, og der var ingen til at bilægge deres Tvist; så slog den ene den anden ihjel.
10O	14	7	Men nu træder hele Slægten op imod din Trælkvinde og siger: Udlever Brodermorderen, for at vi kan slå ham ihjel og hævne Broderen, som han dræbte! Således siger de for at få Arvingen ryddet af Vejen og slukke den sidste Glød, jeg har tilbage, så at min Mand ikke får Eftermæle eller Efterkommere på Jorden!"
10O	14	8	Da sagde Kongen til Kvinden: "Gå kun hjem, jeg skal jævne Sagen for dig!"
10O	14	9	Men kvinden fra Tekoa sagde til Kongen: "Lad Skylden komme over mig og mit Fædrenehus, Herre Konge, men Kongen og hans Trone skal være skyldfri!"
10O	14	10	Kongen sagde da: "Enhver, som vil dig noget, skal du bringe til mig, så skal han ikke mere volde dig Men!"
10O	14	11	Men Kvinden sagde: "Vilde dog Kongen nævne HERREN din Guds Navn, for at Blodhævneren ikke skal volde endnu mere Ulykke og min Søn blive ryddet af Vejen!" Da sagde han: "Så sandt HERREN lever, der skal ikke krummes et Hår på din Søns Hoved!"
10O	14	12	Da sagde Kvinden: "Må din Trælkvinde sige min Herre Kongen et Ord?" Han svarede: "Tal!"
10O	14	13	Og Kvinden sagde: "Hvor kan du da tænke på at gøre det samme ved Guds Folk - når Kongen taler således, dømmer han jo sig selv - og det gør Kongen, når han ikke vil lade sin forstødte Søn vende tilbage.
10O	14	14	Thi vi skal visselig alle dø, vi er som Vandet, der ikke kan samles op igen, når det hældes ud på Jorden; men Gud vil ikke tage det Menneskes Liv, der omgås med den Tanke, at en forstødt ikke skal være forstødt for stedse.
10O	14	15	Når jeg nu er kommet for at tale om denne Sag til min Herre Kongen, så er det, fordi de Folk har gjort mig bange; din Trælkvinde tænkte: Jeg vil tale til Kongen, måske opfylder Kongen sin Trælkvindes Bøn;
10O	14	16	thi Kongen vil bønhøre mig og fri sin Trælkvinde af den Mands Hånd, som tragter efter at udrydde mig tillige med min Søn af Guds Arvelod.
10O	14	17	Og din Trælkvinde tænkte: Min Herre Kongens Ord vil være mig en Lindring; thi min Herre Kongen er som en Guds Engel til at skønne over godt og ondt! HER- REN din Gud være med dig!"
10O	14	18	Da sagde Kongen til Kvinden: "Svar mig på det Spørgsmål, jeg nu stiller dig, dølg ikke noget!"Kvinden sagde: "Min Herre Kongen tale!"
10O	14	19	Da sagde Kongen: "Har Joab en Finger med i alt dette?" Og Kvinden svarede: "Så sandt du lever, Herre Konge, det er umuligt at slippe uden om, hvad min Herre Kongen siger. Ja, det var din Træl Joab, som pålagde mig dette og lagde din Trælkvinde alle disse Ord i Munden.
10O	14	20	For at give Sagen et andet Udseende har din Træl Joab gjort således. Men min Herre er viis som en Guds Engel, så han ved alle Ting på Jorden!"
10O	14	21	Derpå sagde Kongen til Joab: "Vel, jeg vil gøre det! Gå hen og bring den unge Mand, Absalon, tilbage!"
10O	14	22	Da faldt Joab på sit Ansigt til Jorden og bøjede sig og velsignede Kongen og sagde: "Nu ved din Træl, at jeg har fundet Nåde for dine Øjne, Herre Konge, siden Kongen har opfyldt sin Træls Bøn!"
10O	14	23	Derpå begav Joab sig til Gesjur og hentede Absalon tilbage til Jerusalem.
10O	14	24	Men Kongen sagde: "Lad ham gå hjem til sit Hus; for mit Åsyn bliver han ikke stedet!" Da gik Absalon hjem til sit Hus, og for Kongens Åsyn blev han ikke stedet.
10O	14	25	Men ingen Mand i hele Israel blev beundret så højt for sin Skønhed som Absalon; fra Fodsål til Isse var der ikke en Lyde ved ham.
10O	14	26	Og når han lod sit Hår klippe - han lod det klippe, hver Gang der var gået et År, fordi det blev ham for tungt, derfor måtte han lade det klippe - vejede det 2OO Sekel efter kongelig Vægt.
10O	14	27	Der fødtes Absalon tre Sønner og een Datter ved Navn Tamar; hun var en smuk Kvinde.
10O	14	28	Absalon boede nu to År i Jerusalem uden at blive stedet for Kongen.
10O	14	29	Da sendte Absalon Bud efter Joab for at få ham til at gå til Kongen; men han vilde ikke komme. Han sendte Bud een Gang til, men han vilde ikke komme. 30 Da sagde han til sine Folk "Se den Bygmark, Joab har der ved Siden af min! Gå hen og stik Ild på den!" Og Absalons Folk stak Ild på Marken.
10O	14	31	Da begav Joab sig ind til Absalon og sagde til ham: "Hvorfor har dine Folk stukket Ild på min Mark?"
10O	14	32	Absalon svarede Joab: "Se, jeg sendte Bud efter dig og bad dig komme herhen, for at jeg kunde sende dig til Kongen og sige: Hvorfor kom jeg tilbage fra Gesjur? Det havde været bedre for mig, om jeg var blevet der! Men nu vil jeg stedes for Kongen; er der Skyld hos mig så lad ham dræbe mig!"
10O	14	33	Joab gik da til Kongen og overbragte ham disse Ord. Så lod han Absalon kalde, og han kom ind til Kongen; og han bøjede sig for ham og faldt på sit Ansigt til Jorden for Kongen. Så kyssede Kongen Absalon.
10O	14	39	Men Kongen begyndte at længes inderligt efter Absalon, thi han havde trøstet sig over Amnons Død.  14-1 Da nu Joab, Zerujas Søn, mærkede, at Kongens Hjerte hang ved Absalon,
10O	15	1	Men nogen tid efter skaffede Absalon sige Vogn og Heste og halvtredsindstyve Forløbere;
10O	15	2	og om Morgenen stillede han sig ved Portvejen, og når nogen gik til Kongen for af få en Retssag afgjort, kaldte Absalon ham til sig og spurgte ham: "Hvilken By er du fra?" Når han da svarede: "Din Træl er fra den eller den af Israels Stammer!"
10O	15	3	så sagde Absalon til ham: "Ja, din Sag er god og retfærdig; men hos Kongen finder du ikke Øre!"
10O	15	4	Og Absalon tilføjede: "Vilde man blot sætte mig til Dommer i Landet! Da måtte enhver, der har en Retssag eller Retstrætte, komme til mig, og jeg vilde hjælpe ham til hans Ret."
10O	15	5	Og når nogen nærmede sig for at kaste sig ned for ham, rakte han Hånden ud og holdt ham fast og kyssede ham.
10O	15	6	Således gjorde Absalon over for alle Israeliterne, som kom til Kongen for at få deres Sager afgjort, og Absalon stjal Israels Mænds Hjerte.
10O	15	7	Da der var gået fire År, sagde Absalon til Kongen: "Lad mig få Lov at gå til Hebron og indfri et Løfte, jeg har aflagt HERREN;
10O	15	8	thi medens din Træl boede i Gesjur i Aram, aflagde jeg det Løfte: Hvis HERREN lader mig komme tilbage til Jerusalem, vil jeg ære HERREN i Hebron!"
10O	15	9	Kongen svarede ham: "Gå med Fred!" Og han begav sig til Hebron.
10O	15	10	Men Absalon havde i al Hemmelighed sendt Bud ud i alle Israels Stammer og ladet sige: "Når I hører, der stødes i Horn, så skal I råbe: Absalon er blevet Konge i Hebron!"
10O	15	11	Og med Absalon fulgte fra Jerusalem 200 Mænd, som han havde indbudt, og som drog med i god Tro uden at vide af noget.
10O	15	12	Og da Absalon ofrede, Slagtofre, lod han Giloniten Akitofel, Davids Rådgiver, hente i hans By Gilo. Og Sammensværgelsen vandt i Styrke, idet flere og flere af Folket gik over til Absalon.
10O	15	13	Da kom en og meldte David det og sagde: "Israels Hu har vendt sig til Absalon!"
10O	15	14	Og David sagde til alle sine folk, som var hos ham i Jerusalem: "Kom, lad os flygte; ellers kan vi ikke undslippe Absalon; skynd jer af Sted, at han ikke skal skynde sig og nå os, bringe ulykke over os og nedhugge Byens Indbyggere med Sværdet!"
10O	15	15	Kongens Folk svarede: "Dine Trælle er rede til at gøre alt, hvad du finder rigtigt, Herre Konge!"
10O	15	16	Så drog Kongen ud, fulgt af hele sit Hus; dog lod Kongen ti Medhustruer blive tilbage for at se efter Huset.
10O	15	17	Så drog Kongen ud, fulgt af alle sine Folk. Ved det sidste Hus gjorde de Holdt,
10O	15	18	og alle Krigerne gik forbi ham, ligeledes alle Kreterne og Pleterne; også alle Gatiten Ittajs Mænd, 600 Mand, som havde fulgt ham fra Gat, gik forbi Kongen.
10O	15	19	Da sagde Kongen til Gatiten Ittaj: "Hvorfor går også du med? Vend om og bliv hos Kongen; thi du er Udlænding og er vandret ud fra din Hjemstavn;
10O	15	20	i Går kom du, og i Dag skulde jeg tage dig med på vor Omflakken, jeg, som går uden at vide hvorhen! Vend tilbage og tag dine Landsmænd med; HERREN vise dig Miskundhed og Trofasthed!"
10O	15	21	Men Ittaj svarede Kongen: "Så sandt HERREN lever, og så sandt du, Herre Konge, lever: Hvor du, Herre Konge, er, der vil din Træl være, hvad enten det bliver Liv eller Død!"
10O	15	22	Da sagde David til Ittaj: "Vel, så drag forbi!" Så drog Gatiten Ittaj forbi med alle sine Mænd og hele sit Følge af Kvinder og Børn.
10O	15	23	Hele Landet græd højt, medens alle Krigerne gik forbi; og Kongen stod i Kedrons Dal, medens alle Krigerne gik forbi ham ad Vejen til Oliventræet i Ørkenen.
10O	15	24	Også Zadok og Ebjatar, som bar Guds Pagts Ark, kom til Stede; de satte Guds Ark ned og lod den stå, indtil alle Krigerne fra Byen var gået forbi.
10O	15	25	Da sagde Kongen til Zadok: "Bring Guds Ark tilbage til Byen! Hvis jeg finder Nåde for HERRENs Øjne, fører han mig tilbage og lader mig stedes for ham og hans Bolig;
10O	15	26	siger han derimod: Jeg har ikke Behag i dig! se, da er jeg rede; han gøre med mig, hvad ham tykkes godt!"
10O	15	27	Og Kongen sagde til Præsten Zadok: "Se, du og Ebjatar skal med Fred vende tilbage til Byen tillige med eders to Sønner, din Søn Ahima'az og Ebjatars Søn Jonatan!
10O	15	28	Se, jeg bier ved Vadestederne på Jordansletten, indtil jeg får Bud fra eder med Efterretning."
10O	15	29	Zadok og Ebjatar bragte da Guds Ark tilbage til Jerusalem, og de blev der. 30 Men David gik grædende op ad Oliebjerget med tilhyllet Hoved og bare Fødder, og alle Krigerne, som fulgte ham, havde tilhyllet deres Hoveder og gik grædende opefter.
10O	15	31	Da David fik at vide, at Akitofel var iblandt de sammensvorne, som holdt med Absalon, sagde han: "Gør Akitofels Råd til Skamme, HERRE!"
10O	15	32	Da David var kommet til Bjergets Top, hvor man plejede at tilbede Gud, kom Arkiten Husjaj, Davids Ven, ham i Møde med sønderrevet Kjortel og Jord på Hovedet.
10O	15	33	Da sagde David til ham: "Hvis du drager med, bliver du mig til Byrde;
10O	15	34	men vender du tilbage til Byen og siger til Absalon: Jeg vil være din Træl, Konge; din Faders Træl var jeg fordum, men nu vil jeg være din Træl! så kan du gøre mig Akitofels Råd til Skamme.
10O	15	35	Der har du jo Præsterne Zadokog Ebjatar; alt, hvad du hører fra Kongens Palads, må du give Præsterne Zadok og Ebjatar Nys om.
10O	15	36	Se, de har der deres to Sønner hos sig, Zadoks Søn Ahima'az og Ebjatars Søn Jonatan; send mig gennem dem Bud om alt, hvad I hører."
10O	15	37	Så kom Husjaj, Davids Ven, til Byen, og samtidig kom Absalon til Jerusalem.
10O	16	1	Da David var kommet lidt på den anden Side af Bjergets Top, Kom Mefibosjets Tjener Ziba ham i Møde med et Par opsadlede Æsler, som bar 200 Brød, 100 Rosinkager, 100 Frugter og en Dunk Vin.
10O	16	2	Da sagde Kongen til Ziba: "Hvad vil du med det?" Og Ziba svarede: "Æslerne er bestemt til Ridedyr for Kongens Hus, Brødene og Frugterne til Spise for Folkene og Vinen til Drikke for dem, der bliver trætte i Ørkenen!"
10O	16	3	Så sagde Kongen: '"Hvor er din Herres Søn?" Ziba svarede Kongen: "Han blev i Jerusalem; thi han tænkte: Nu vil Israels Hus give mig min Faders Kongedømme tilbage!"
10O	16	4	Da sagde Kongen til Ziba: "Dig skal hele Mefibosjets Ejendom tilhøre!" Og Ziba sagde: "Jeg bøjer mig dybt! Måtte jeg finde Nåde for min Herre Kongens Øjne!"
10O	16	5	Men da Kong David kom til Bahurim, se, da kom en Mand ved Navn Simei, Geras Søn, af samme Slægt som Sauls Hus, gående ud af Byen, alt imedens han udstødte Forbandelser,
10O	16	6	og han kastede Sten efter David og alle Kong Davids Folk, skønt alle Krigerne og alle Kærnetropperne gik på begge Sider af ham.
10O	16	7	Og Simei forbandede ham med de Ord: "Bort, bort med dig, din Blodhund, din Usling!
10O	16	8	HERREN har nu bragt alt Sauls Hus's Blod over dig, han, i hvis Sted du blev Konge, og HERREN har nu givet din Søn Absalon Kongedømmet; nu har Ulykken ramt dig. for,i du er en Blodhund!"
10O	16	9	Da sagde Abisjaj, Zerujas Søn, til Kongen: "Hvorfor skal den døde Hund have Lov at forbande min Herre Kongen? Lad mig gå hen og hugge Hovedet af ham!"
10O	16	10	Men Kongen svarede: "Hvad har jeg med eder at gøre, Zerujasønner! Når han forbander, og når HERREN har budt ham at forbande David, hvem tør da sige: Hvorfor gør du det?"
10O	16	11	Og David sagde til Abisjaj og alle sine Folk: "Når min egen Søn, som er udgået af min Lænd, står mig efter Livet, hvad kan man da ikke vente af denne Benjaminit! Lad ham kun forbande, når HERREN har budt ham det!
10O	16	12	Måske vil HERREN se til mig i min Nød og gøre mig godt til Gengæld for hans Forbandelse i Dag!"
10O	16	13	Derpå gik David med sine Mænd hen ad Vejen, medens Simei fulgte ham oppe på Bjergskråningen og stadig udstødte Forbandelser, slog med Sten og kastede Støv efter ham.
10O	16	14	Således kom Kongen og alle Krigerne, som fulgte ham, udmattede til Jordan og hvilede ud der.
10O	16	15	Imidlertid var Absalon draget ind i Jerusalem med alle Israels Mænd, og Akitofel var hos ham.
10O	16	16	Da nu Arkiten Husjaj, Davids Ven, kom til Absalon, sagde han til ham: "Kongen leve, Kongen leve!"
10O	16	17	Absalon sagde til Husjaj: "Er det sådan, du viser din Ven Godhed? Hvorfor fulgte du ikke din Ven?"
10O	16	18	Husjaj svarede Absalon: "Nej, den, som HERREN og dette Folk og alle Israels Mænd har valgt, i hans Tjeneste vil jeg træde, og hos ham vil jeg blive!
10O	16	19	Og desuden: Hvem er det, jeg tjener? Mon ikke hans Søn? Som jeg har tjent din Fader, vil jeg tjene dig!"
10O	16	20	Absalon sagde så til Akitofel: "Kom med eders Råd! Hvad skal vi gøre?"
10O	16	21	Akitofel svarede Absalon: "Gå ind til din Faders Medhustruer, som han har ladet blive tilbage for at se efter Huset; så kan hele Israel skønne, at du har lagt dig for Had hos din Fader, og alle de, der har sluttet sig til dig, vil få nyt Mod!"
10O	16	22	Absalons Telt blev så rejst på Taget, og Absalon gik ind til sin Faders Medhustruer i hele Israels Påsyn.
10O	16	23	Det Råd, Akitofel gav i de Tider, gjaldt nemlig lige så meget, som når man adspurgte Gud; så meget gjaldt ethvert Råd af Akitofel både hos David og Absalon.
10O	17	1	Derpå sagde Akitofel til Absalon; " Lad mig udvælge 12000 Mand og bryde op i Nat og sætte efter David.
10O	17	2	Når jeg overfalder ham, medens han er udmattet og modfalden, kan jeg indjage ham Skræk, og alle hans Folk vil flygte, så at jeg kan fælde Kongen uden at røre nogen anden;
10O	17	3	så bringer jeg hele Folket tilbage til dig, som en Brud vender tilbage til sin Mand. Du attrår jo dog kun en enkelt Mands Liv, og hele Folket vil da være uskadt!"
10O	17	4	Det Forslag tiltalte Absalon og alle Israels Ældste.
10O	17	5	Men Absalon sagde: "Kald dog også Arkiten Husjaj hid, for at vi også kan høre, hvad han råder til!"
10O	17	6	Da Husjaj kom ind, sagde Absalon til ham: "Det og det har Akitofel sagt; skal vi følge hans Råd? Hvis ikke, så sig du din Mening!"
10O	17	7	Husjaj svarede Absalon: "Denne Gang er Akitofels Råd ikke godt!"
10O	17	8	Og Husjaj sagde fremdeles: "Du ved, at din Fader og hans Mænd er Helte, og bitre i Hu er de som en Bjørn på Marken, hvem Ungerne er taget fra; desuden er din Fader en rigtig Kriger, som ikke lægger sig til Hvile om Natten med Folkene.
10O	17	9	For Øjeblikket holder han sig sikkert skjult i en Kløft eller et andet Sted; falder der nu straks i Begyndelsen nogle af Folkene, vil det rygtes, og man vil sige, at Absalons Tilhængere har lidt Nederlag;
10O	17	10	og da bliver selv den tapre, hvis Mod er som Løvens, forsagt; thi hele Israel ved, at din Fader er en Helt og hans Ledsagere tapre Mænd.
10O	17	11	Mit Råd er derfor: Lad hele Israel fra Dan til Be'ersjeba samles om dig, talrigt som Sandet ved Havet, og drag selv med i deres Midte.
10O	17	12	Støder vi så på ham et eller andet Sted, hvor han nu befinder sig, kan vi falde over ham som Dug over Jorden, og der skal ikke blive en eneste tilbage, hverken han eller nogen af alle hans Mænd;
10O	17	13	men kaster han sig ind i en By, skal hele Israel lægge Reb om den, og vi vil slæbe den ned i Dalen, så der ikke bliver Sten på Sten tilbage af den!" Da sagde Absalon og alle Israels Mænd: "Arkiten Husjajs Råd er bedre end Akitofels!"
10O	17	14	HERREN havde nemlig sat sig for at gøre Akitofels gode Råd til Skamme, for at HERREN kunde bringe Ulykke over Absalon.
10O	17	15	Derpå sagde Husjaj til Præsterne Zadok og Ebjatar: "Det og det Råd har Akitofel givet Absalon og Israels Ældste, og det og det Råd har jeg givet.
10O	17	16	Skynd eder nu at sende Bud til David og bring ham det Bud: Bliv ikke Natten over ved vadestederne på Jordansletten, men søg over på den anden Side, for at ikke Kongen og alle hans Folk skal gå til Grunde!"
10O	17	17	Jonatan og Ahima'az stod ved Rogelkilden, hvorhen en Tjenestepige til Stadighed kom og bragte dem Melding, hvorefter de gik hen og bragte Kong David Melding; thi de turde ikke vise sig i Byen.
10O	17	18	Men en ung Mand opdagede dem og meldte det til Absalon; så skyndte de sig begge bort og kom ind hos en Mand i Bahurim. Han havde en Brønd i Gården, og i den steg de ned;
10O	17	19	Konen tog et Tæppe, bredte det ud over Brønden og hældte Korn derpå, så at man intet kunde opdage.
10O	17	20	Nu kom Absalons Folk imod i Huset til Konen og spurgte: "Hvor er Ahima'az og Jonatan?" Konen svarede: "De gik over Vandbækken!" Så søgte de efter dem, men da de ikke fandt dem, vendte de tilbage til Jerusalem.
10O	17	21	Så snart de var gået bort, steg de to op af Brønden og gik hen og bragte Kong David Melding; og de sagde til David: "Bryd op og skynd eder over på den anden Side af Vandet; thi det og det Råd kom Akitofel med angående eder!"
10O	17	22	Da brød David op med alle sine Folk og satte over Jordan; og ved Daggry manglede ikke en eneste, alle var de kommet over Jordan.
10O	17	23	Men da Akitofel så, at hans Råd ikke blev fulgt, sadlede han sit Æsel og drog hjem til sin By; og efter at have beskikket sit Hus hængte han sig og døde. Han blev jordet i sin Faders Grav.
10O	17	24	David havde nået Mahanajim, da Absalon tillige med alle Israels Mænd gik over Jordan.
10O	17	25	Absalon havde i Joabs Sted sat Amasa over Hæren; Amasa var Søn af en Ismaelit ved Navn Jitra, som var gået ind til Abigajil, en Datter af Isaj og Søster til Joabs Moder Zeruja.
10O	17	26	Og Israel og Absalon slog Lejr i Gilead.
10O	17	27	Men da David kom til Mahaoajim, bragte Sjobi, Nahasj's Søn fra Rabba i Ammon, Makir, Ammiels Søn fra Lodebar, og Gileaditen Barzillaj fra Rogelim
10O	17	28	Senge, Tæpper, Skåle og Lerkar; og Hvede, Byg, Mel, ristet Korn, Bønner, Linser,
10O	17	29	Honning, Surmælk, Småkvæg og Komælksost bragte de David og hans Folk til Føde; thi de tænkte: "Folkene er sultne, udmattede og tørstige i Ørkenen."
10O	18	1	Derpå holdt David Mønstring over sit Mandskab og satte Tusindførere og Hundredførere over dem;
10O	18	2	og David delte Mandskabet i tre Dele; den ene Tredjedel stillede han under Joab, den anden under Abisjaj, Zerujas Søn og Joabs Broder, og den sidste Tredjedel under Gatiten Ittaj. Kongen sagde så til Folkene: "Jeg vil selv drage med i Kampen!"
10O	18	3	Men de svarede: "Du må ikke drage med; thi om vi flygter, ænser man ikke os; ja, selv om Halvdelen af os falder, ænser man ikke os, men du gælder lige så meget som ti Tusinde af os; derfor er det bedst, at du holder dig rede til at ile os til Hjælp fra Byen."
10O	18	4	Kongen svarede: "Jeg gør, hvad I finder bedst!" Derpå stillede Kongen sig ved Porten, medens hele Mandskabet drog ud, hundredvis og tusindvis.
10O	18	5	Men Kongen gav Joab, Abisjajog Ittaj den Befaling: "Far nu lempeligt med den unge Absalon!" Og hele Mandskabet hørte, hvorledes Kongen gav alle Øversterne Befaling om Absalon.
10O	18	6	Derpå rykkede Krigerne i Marken mod Israel, og Slaget kom til at stå i Efraims Skov.
10O	18	7	Der blev Israels Hær slået af Davids Folk, og der fandt et stort Mandefald Sted den Dag; der faldt 200000 Mand.
10O	18	8	Kampen bredte sig over hele Egnen, og Skoven fortærede den Dag flere Folk end Sværdet.
10O	18	9	Absalon selv stødte på nogle af Davids Folk; Absalon red på sit Muldyr, og da Muldyret kom ind under en stor Terebintes tætte Grene, blev hans Hoved hængende i Terebinten, så han hang mellem Himmel og Jord, medens Muldyret, han sad på, løb bort.
10O	18	10	En Mand, der så det meldte det til Joab og sagde: "Jeg så Absalon hænge i en Terebinte."
10O	18	11	Da sagde Joab til Manden, der havde meldt ham det: "Når du så det, hvorfor slog du ham da ikke til Jorden med det samme? Så havde jeg givet dig ti Sekel Sølv og et Bælte!"
10O	18	12	Men Manden svarede Joab: "Om jeg så havde fået tilvejet tusind Sekel, havde jeg ikke lagt Hånd på Kongens Søn; thi vi hørte jo selv, hvorledes Kongen bød dig, Abisjaj og Ittaj: Vogt vel på den unge Absalon!
10O	18	13	Dersom jeg havde handlet svigefuldt imod ham -intet bliver jo skjult for Kongen - vilde du have ladet mig i Stikken!"
10O	18	14	Da sagde Joab: "Så gør jeg det for dig!" Dermed greb han tre Spyd og stødte dem i Brystet på Absalon, som endnu levede og hang mellem Terebintens Grene.
10O	18	15	Derpå trådte ti unge Mænd, der var Joabs Våbendragere, til og gav Absalon Dødsstødet.
10O	18	16	Joab lod nu støde i Hornet, og Hæren opgav at forfølge Israel, thi Joab bød Folkene standse.
10O	18	17	Derpå tog de og kastede Absalon i en stor Grube i Skoven og ophobede en mægtig Stendynge over ham. Og hele Israel flygtede hver til sit.
10O	18	18	Men medens Absalon endnu levede, havde han taget og rejst sig den Stenstøtte, som står i Kongedalen; thi han sagde: "Jeg har ingen Søn til at bevare Mindet om mit Navn." Han havde opkaldt Stenstøtten efter sig selv, og endnu den Dag i Dag kaldes den "Absalons Minde".
10O	18	19	Da sagde Ahima'az, Zadoks Søn: "Lad mig løbe hen og bringe Kongen den gode Tidende, at HERREN har skaffet ham Ret over for hans Fjender!"
10O	18	20	Men Joab svarede ham: "Du skal ikke være den, der bringer Bud i Dag; en anden Gang kan du bringe Bud, men i bag skal du ikke gøre det, da Kongens Søn er død!"
10O	18	21	Og Joab sagde til Etiopieren: "Gå du hen og meld Kongen, hvad du har set!" Da kastede Etiopieren sig til Jorden for Joab og ilede af Sted.
10O	18	22	Men Ahima'az, Zadoks Søn, sagde atter til Joab: "Ske, hvad der vil! Lad også mig løbe bag efter Etiopieren!" Da sagde Joab: "Hvorfor vil du det, min Søn? For dig er der ingen Budløn at hente!"
10O	18	23	Men han blev ved: "Ske, hvad der vil! Jeg løber!" Så sagde han: "Løb da!" Og Ahima'az løb ad Vejen gennem Jordanegnen og nåede frem før Etiopieren.
10O	18	24	David sad just mellem de to Porte, og Vægteren steg op på Porttaget ved Muren; da han så ud, se, da kom en Mand løbende alene.
10O	18	25	Vægteren råbte og meldte det til Kongen, og Kongen sagde: "Er han alene, har han Bud at bringe!" Men medens Manden fortsatte sit Løb og kom nærmere,
10O	18	26	så Vægteren en anden Mand komme løbende og råbte ned i Porten: "Der kommer een Mand til løbende alene!" Kongen sagde: "Også han har Bud at bringe!"
10O	18	27	Da råbte Vægteren: "Den forreste løber således, at det ser ud til at være Ahima'az, Zadoks Søn!" Kongen sagde: "Det er en god Mand, han kommer med godt Bud!"
10O	18	28	Imidlertid var Ahima'az kommet nærmere og råbte til Kongen: "Hil dig!" Så kastede han sig ned på Jorden for Kongen og sagde: "Lovet være HERREN din Gud, som gav dem, der løftede Hånd mod min Herre Kongen, i din Hånd!"
10O	18	29	Kongen spurgte: "Er den unge Absalon uskadt?" Ahima'az svarede: "Jeg så, at der var stor Tummel, da Kongens Træl Joab sendte din Træl af Sted, men jeg ved ikke, hvad det var."
10O	18	30	Kongen sagde da: "Træd til Side og stil dig der!" Og han trådte til Side og blev stående.
10O	18	31	I det samme kom Etiopieren; og Etiopieren sagde: "Der er Bud til min Herre Kongen: HERREN har i Dag skaffet dig Ret over for alle dine Modstandere!"
10O	18	32	Kongen spurgte Etiopieren: "Er den unge Absalon uskadt?" Og han svarede: "Det gå min Herre Kongens Fjender og alle dine Modstandere som den unge Mand!"
10O	18	33	Da blev Kongen dybt rystet, og han gik op i Stuen på Taget over Porten og græd; og han gik frem og tilbage og klagede: Min Søn Absalon, min Søn, min Søn Absalon! Var jeg blot død i dit Sted! Absalon, min Søn, min Søn!"
10O	19	1	Joab fik nu Efterretning om, at Kongen græd og sørgede over Absalon,
10O	19	2	og Sejren blev den Dag til Sorg for alt Folket, fordi det hørte, at Kongen sørgede dybt over sin Søn.
10O	19	3	Og Folket stjal sig den Dag ind i Byen, som man stjæler sig bort af Skam, når man har taget Flugten i Kampen.
10O	19	4	Kongen havde tilhyllet sit Ansigt og klagede højt: "Min Søn Absalon, min Søn, Absalon, min Søn!"
10O	19	5	Da gik Joab ind til Kongen og sagde: "Du beskæmmer i Dag alle dine Folk, der dog i bag har reddet dit Liv og dine Sønners og Døtres, Hustruers og Medhustruers Liv,
10O	19	6	siden du elsker dem, som hader dig, og hader dem, som elsker dig; thi i dag viser du, at Øverster og Folk er intet for dig. Ja, nu forstår jeg, at du vilde have været tilfreds, hvis Absalon i Dag var i Live og alle vi andre døde.
10O	19	7	Stå nu op og gå ud og tal godt for dine Folk; thi jeg sværger ved HERREN, at hvis du ikke gør det, bliver ikke en eneste Mand hos dig Natten over, og dette vil volde dig større Ulykke end alt, hvad der har ramt dig fra din Ungdom af og til nu!"
10O	19	8	Så stod Kongen op og satte sig i Porten; og da man fik at vide, at Kongen sad i Porten, kom alt Folket hen og stillede sig foran Kongen. Men efter at Israeliterne var flygtet hver til sit,
10O	19	9	begyndte alt Folket i alle Israels Stammer at gå i Rette med hverandre, idet de sagde: "Kongen frelste os fra vore Fjenders Hånd; det var ham, som reddede os af Filisternes Hånd; og nu har han måttet rømme Landet for Absalon.
10O	19	10	Men Absalon, som vi havde salvet til Konge over os, er faldet i Kampen. Hvorfor tøver l da med at føre Kongen tilbage?"
10O	19	11	Men da alle Israeliternes Ord kom Kong David for Øre, sendte han Bud til Præsterne Zadok og Ebjatar og lod sige: "Tal til Judas Ældste og sig: Hvorfor vil I være de sidste til at føre Kongen tilbage til hans Hus?
10O	19	12	I er jo mine Brødre, I er mit Kød og Blod. Hvorfor vil I være de sidste til at føre Kongen tilbage?
10O	19	13	Og til Amasa skal l sige: Er du ikke mit Kød og Blod? Gud ramme mig både med det ene og det andet, om du ikke for stedse skal være min Hærfører i Joabs Sted!"
10O	19	14	Så vendte alle Judas Mænds Hjerter sig til ham, alle som een, og de sendte Bud til Kongen: "Vend tilbage med alle dine Folk!"
10O	19	15	Og da Kongen på Hjemvejen kom til Jordan, var Judæerne kommet til Gilgal for at gå Kongen i Møde og føre ham over Jordan.
10O	19	16	Da skyndte Benjaminiten Simei, Geras Søn, fra Bahurim sig sammen med Judas Mænd ned for at gå Kong David i Møde,
10O	19	17	fulgt af tusind Mænd fra Benjamin. Også Ziba, som var Tjener i Sauls Hus, var med sine femten Sønner og tyve Trælle ilet til Jordan forud for Kongen,
10O	19	18	og de var sat over Vadestedet for at sætte Kongens Hus over og være ham til Tjeneste. Men da Kongen skulde til at gå over Floden kastede Simei, Geras Søn, sig ned for ham
10O	19	19	og sagde: "Min Herre tilregne mig ikke min Brøde og tænke ikke mere på, hvad din Træl forbrød, den Dag min Herre Kongen drog bort fra Jerusalem ' Kongen agte ikke derpå;
10O	19	20	thi din Træl ved, at han har syndet, men se, jeg er i Dag den første af hele Josefs Hus, der er kommet herned for at gå min Herre Kongen i Møde!"
10O	19	21	Da tog Abisjaj, Zerujas Søn, Ordet og sagde: "Skal Simei ikke lide Døden til Straf for, at han forbandede HERRENs Salvede?"
10O	19	22	Men David svarede: "Hvad er der mig og eder imellem, I Zerujasønner, at I vil være mine Modstandere i Dag? Skulde nogen i Israel lide Døden i Dag? Ved jeg da ikke, at jeg nu er Konge over Israel?"
10O	19	23	Derpå sagde Kongen til Simei: "Du skal ikke dø!" Og Kongen tilsvor ham det.
10O	19	24	Også Mefibosjet, Sauls Sønnesøn, var draget ned for at gå Kongen i Møde. Han havde ikke plejet sine Fødder eller sit Skæg eller tvættet sine Klæder, fra den Dag Kongen gik bort, til den Dag han kom uskadt tilbage.
10O	19	24	Han svarede: "Herre Konge, min Træl bedrog mig; thi din Træl bød ham sadle mit Æsel, for at jeg kunde sidde op og følge Kongen; din Træl er jo lam;
10O	19	25	Da han nu kom fra Jerusalem for at gå Kongen i Møde, sagde Kongen til ham: "Hvorfor fulgte du mig ikke, Mefibosjet?"
10O	19	27	men i Stedet bagtalte han din Træl hos min Herre Kongen. Dog, min Herre Kongen er jo som en Guds Engel. Gør, hvad du finder for godt!
10O	19	28	Thi skønt hele mit Fædrenehus kun havde Døden at vente af min Herre Kongen, gav du din Træl Plads imellem dine Bordfæller; hvad Ret har jeg da endnu til at kræve noget eller anråbe Kongen?"
10O	19	29	Da sagde Kongen til ham: "Hvorfor bliver du ved med at tale? Her er mit Ord: Du og Ziba skal dele Jordegodset!"
10O	19	30	Mefibosjet svarede Kongen: "Han må gerne få det hele, nu min Herre Kongen er kommet uskadt hjem!"
10O	19	31	Også Gileaditen Barzillaj drog ned fra Rogelim og fulgte med Kongen for at ledsage ham til Jordan.
10O	19	32	Barzillaj var en Olding på firsindstyve År; det var ham, som havde sørget for Kongens Underhold, medens han var i Mahanajim, thi han var en meget velstående Mand.
10O	19	33	Kongen sagde nu til Barzillaj: "Følg med mig, jeg vil sørge for, at du i din Alderdom får dit Underhold hos mig i Jerusalem!"
10O	19	34	Men Barzillaj svarede Kongen: "Hvor lang Tid har jeg endnu tilbage, at jeg skulde følge med Kongen op til Jerusalem?
10O	19	35	Jeg er nu firsindstyve År gammel; mon jeg kan skelne mellem godt og ondt, eller mon din Træl har nogen Smag for, hvad jeg spiser eller drikker, mon jeg endnu har Øre for Sangeres og Sangerinders Røst? Hvorfor skulde din Træl da i Fremtiden falde min Herre Kongen til Byrde?
10O	19	36	Kun det lille Stykke Vej til Jordan vilde din Træl ledsage Kongen; hvorfor vil Kongen give mig så meget til Gengæld?
10O	19	37	Lad din Træl vende tilbage, at jeg kan dø i min egen By ved mine Forældres Grav! Men her er din Træl Kimham; lad ham følge med min Herre Kongen, og gør med ham, hvad dig tykkes bedst!"
10O	19	38	Da sagde Kongen: "Kimham skal følge med mig, og jeg vil gøre med ham, hvad dig tykkes bedst; alt, hvad du ønsker, vil jeg gøre for dig!"
10O	19	39	Derpå gik alle Krigerne over Jordan, medens Kongen blev stående; og Kongen kyssede Barzillaj og velsignede ham, hvorefter Barzillaj vendte tilbage til sit Hjem.
10O	19	40	Så drog Kongen over til Gilgal, og Kimham drog med ham. Hele Judas Folk fulgte med Kongen og desuden Halvdelen af Israels Folk.
10O	19	41	Men nu kom alle Israeliterne til Kongen og sagde: "Hvorfor har vore Brødre, Judas Mænd, bortført dig og bragt Kongen og hans Hus over Jordan tillige med alle Davids Mænd?"
10O	19	42	Da svarede alle Judas Mænd Israels Mænd: "Kongen står jo os nærmest; hvorfor er I vrede over det? Har vi levet af Kongen eller taget noget fra ham?"
10O	19	43	Israels Mænd svarede Judas Mænd: "Vi har ti Gange Part i kongen, og tilmed har vi Førstefødselsretten fremfor eder; hvorfor har I da tilsidesat os? Og var det ikke os, der først talte om at føre vor Konge tilbage?" Men Judas Mænds Svar var endnu hårdere end Israels Mænds.
10O	20	1	Nu var der tilfældigvis en slet Person ved navn Sjeba, Bikris Søn, en Benjaminit. Han stødte i Hornet og sagde: "Vi har ingen Del i David, ingen Lod i Isajs Søn! Hver Mand til sine Telte, Israel!"
10O	20	2	Da faldt alle Israels Mænd fra David og gik over til Sjeba, Bikris Søn, medens Judas Mænd trofast fulgle deres Konge fra Jordan til Jerusalem.
10O	20	3	Da David kom til sit Hus i Jerusalem, tog Kongen sine ti Medhustruer, som han havde ladet tilbage for at se efter Huset, og lod dem bringe til et bevogtet Hus, hvor han sørgede for deres Underhold; men han gik ikke mere ind til dem, og således levede de indespærret til deres Dødedag som Kvinder, der er Enker, skønt deres Mænd endnu lever.
10O	20	4	Derpå sagde Kongen til Amasa: "Stævn Judas Mænd sammen i Løbet af tre Dage og indfind dig da her!"
10O	20	5	Amasa gik så bort for at stævne Judas Mænd sammen. Men da han tøvede ud over den fastsatte Frist,
10O	20	6	sagde David til Abisjaj: "Nu bliver Sjeba, Bikris Søn, os farligere end Absalon! Tag derfor din Herres Folk og sæt efter ham, for at han ikke skal kaste sig ind i befæstede Byer og slippe fra os!"
10O	20	7	Med Abisjaj drog Joab, Kreterne og Pleterne og alle Kærnetropperne ud fra Jerusalem for at sætte efter Sjeba, Bikris Søn.
10O	20	8	Men da de var ved den store Sten i Gibeon, kom Amasa dem i Møde. Joab var iført sin Våbenkjortel, og over den havde han spændt et Sværd, hvis Skede var bundet til hans Lænd; og det gled ud og faldt til Jorden.
10O	20	9	Joab sagde da til Amasa: "Går det dig vel, Broder?" Og Joab greb med højre Hånd om Amasas Skæg for at kysse ham.
10O	20	10	Men Amasa tog sig ikke i Vare for det Sværd, Joab havde i sin venstre Hånd; Joab stødte det i Underlivet på ham, så hans Indvolde væltede ud på Jorden, og han døde ved det ene Stød. Derpå satte Joab og hans Broder Abisjaj efter Sjeba, Bikris Søn,
10O	20	11	medens en af Joabs Folk blev stående ved Amasa og råbte: "Enhver, der bryder sig om Joab og holder med David, følge efter Joab!"
10O	20	12	Men Amasa lå midt på Vejen, svømmende i sit Blod, og da Manden så, at alt Folket stod stille der, væltede han Amasa fra Vejen ind på Marken og kastede en Kappe over ham; thi han så, at alle, der kom forbi, stod stille.
10O	20	13	Så snart han var fjernet fra Vejen, fulgte alle efter Joab for at sætte efter Sjeba, Bikris Søn.
10O	20	14	Denne drog imidlertid gennem alle Israels Stammer indtil Abel-Bet-Ma'aka, og alle Bikriterne samlede sig og fulgte ham.
10O	20	15	Da kom de og belejrede ham i Abel-Bet-Ma'aka, idet de opkastede en Vold om Byen. Men medens alt Krigsfolket, der var med Joab, arbejdede på at bringe Muren til Fald,
10O	20	16	trådte en klog Kvinde fra Byen hen på Formuren og råbte: "Hør, hør! Sig til Joab, at han skal komme herhen; jeg vil tale med ham!"
10O	20	17	Da han kom hen til hende, spurgte Kvinden: "Er du Joab?" Og da han svarede ja, sagde hun: "Hør din Trælkvindes Ord!" Han svarede: "Jeg hører!"
10O	20	18	Så sagde hun: "I gamle Dage sagde man: Man spørge dog i Abel og Dan, om det er gået af Brug, hvad gode Folk i Israel vedtog!
10O	20	19	Og nu søger du at bringe Død over en By, som er en Moder i Israel! Hvorfor vil du ødelægge HERRENs Arvelod?"
10O	20	20	Joab svarede: "Det være langt fra mig, det være langt fra mig at ødelægge eller volde Fordærv!
10O	20	21	Således er det ingenlunde ment! Men en Mand fra Efraims Bjerge ved Navn Sjeba, Bikris Søn, har løftet sin Hånd mod Kong David; hvis I blot vil udlevere ham, bryder jeg op fra Byen!" Da sagde Kvinden til Joab: "Hans Hoved skal blive kastet ned til dig gennem Muren!"
10O	20	22	Kvinden fik så ved sin Klogskab hele Byen overtalt til at hugge Hovedet af Sjeba, Bikris Søn, og de kastede det ned til Joab. Da stødte han; i Hornet, og de brød op fra Byen og spredte sig hver til sit, medens Joab selv vendte tilbage til Kongen i Jerusalem.
10O	20	23	Joab stod over hele Israels Hær; Benaja, Jojadas Søn, over Kreterne og Pleterne;
10O	20	24	Adoniram havde Tilsynet med Hoveriarbejdet; Josjafat, Ahiluds Søn, var Kansler;
10O	20	25	Sjeja var Statsskriver, Zadok og Ebjatar Præster;
10O	20	26	også Ja'iriten Ira var Præst hos David.
10O	21	1	Under Davids Regering blev der Hungersnød tre År i Træk. Da søgte David HERRENs Åsyn; og HERREN sagde: "Der hviler Blodskyld på Saul og hans Hus, fordi han dræbte Gibeoniterne!"
10O	21	2	Kongen lod derfor Gibeoniterne kalde og sagde til dem - Gibeoniterne hørte ikke til Israeliterne, men til Levningerne af Amoriterne; og skønt Israeliterne havde givet dem endeligt Tilsagn, havde Saul i sin Iver for Israeliterne og Juda søgt at udrydde dem -
10O	21	3	David sagde til Gibeoniterne: "Hvad kan jeg gøre for eder, og hvorledes skal jeg skaffe Soning, så at I kan velsigne HERRENs Arvelod?"
10O	21	4	Gibeoniterne svarede: "Det er ikke Sølv eller Guld, der er os og Saul og hans Hus imellem, og vi har ikke Lov at dræbe nogen Mand i Israel!" Han sagde da: "Hvad I forlanger, vil jeg gøre for eder!"
10O	21	5	Så sagde de til Kongen: "Den Mand, som bragte Ødelæggelse over os og tænkte på at udrydde os, så vi ikke skulde kunne være nogetsteds inden for Israels Landemærke.
10O	21	6	lad syv Mænd af hans Efterkommere blive udleveret os, for at vi kan hænge dem op for HERREN i Gibeon på HERRENs Bjerg!" Kongen sagde: "Jeg vil udlevere dem!"
10O	21	7	Men Kongen skånede Mefibosjet, en Søn af Sauls Søn Jonatan, af Hensyn til den Ed ved HERREN, som var imellem David og Sauls Søn Jonatan.
10O	21	8	Derimod tog Kongen de to Sønnner, som Rizpa, Ajjas Datter, havde født Saul, Armoni og Mefibosjet, og de fem Sønner, som Merab, Sauls Datter, havde født Adriel, en Søn af Barzillaj fra Mehola,
10O	21	9	og udleverede dem til Gibeoniterne, som hængte dem op på Bjerget for HERRENs Åsyn. Således omkom alle syv på een Gang, og de blev dræbt først på Høsten, i Byghøstens Begyndelse.
10O	21	10	Men Rizpa, Ajjas Datter, tog sit Sørgeklæde, bredte det ud på Klippen og sad der fra Høstens Begyndelse, indtil der atter strømmede Vand fra Himmelen ned over dem; og hun tillod ikke Himmelens Fugle at kaste sig over dem om Da- gen eller Markens Dyr om Natten.
10O	21	11	Da David fik at vide, hvad Rizpa, Ajjas Datter, Sauls Medhustru, havde gjort,
10O	21	12	drog han hen og hentede Sauls og hans Søn Jonatans Ben hos Borgerne i Jabesj i Gilead, som havde stjålet dem på Torvet i Bet-Sjan, hvor Filisterne havde hængt dem op, dengang de slog Saul på Gilboa.
10O	21	13	Og da han havde hentet Sauls og hans Søn Jonatans Ben der, samlede man Benene af de hængte
10O	21	14	og jordede dem sammen med Sauls og hans Søn Jonatans Ben i Zela i Benjamins Land i hans Fader Kisj's Grav. Alt, hvad Kongen havde påbudt, blev gjort; derefter forbarmede Gud sig over Landet.
10O	21	15	Da det atter kom til Kamp mellem Filisterne og Israel, drog David med sine Folk ned og kastede sig ind i Gob og kæmpede med Filisterne.
10O	21	16	Da fremstod Dod, som var af Rafaslægten, og hvis Spyd vejede 300 Sekel Kobber; han var iført en ny Rustning, og han havde i Sinde at slå David ihjel.
10O	21	17	Men Abisjaj, Zerujas Søn, kom ham til Hjælp og huggede Filisteren ned. Da besvor Davids Mænd ham og sagde: "Du må ikke mere drage i Kamp med os, for at du ikke skal slukke Israels Lampe!"
10O	21	18	Siden hen kom det atter til Kamp med Filisterne i Gob. Husjatiten Sibbekaj nedhuggede da Saf, som var af Rafaslægten.
10O	21	19	Atter kom det til Kamp med Filisterne i Gob, Beflehemiten Elhanan, Ja'irs Søn, nedhuggede da Gatiten Goliat, hvis Spydstage var som en Væverbom.
10O	21	20	Atter kom det til Kamp i Gat. Da var der en kæmpestor Mand med seks Fingre på hver Hånd og seks Tæer på hver Fod, i alt fire og tyve; han var også af Rafaslægten.
10O	21	21	Han hånede Israel, og derfor huggede Jonatan, en Søn af Davids Broder Sjim'a, ham ned.
10O	21	22	Disse fire var af Rafaslægten i Gat; de faldt for Davids og hans Mænds Hånd.
10O	22	1	David sang HERREN denne Sang, dengang HERREN havde frelst ham af alle hans Fjenders og af Sauls Hånd.
10O	22	2	Han sang: "HERRE, min Klippe, min Borg, min Befrier,
10O	22	3	min Gud, mit Bjerg, hvortil jeg tyr, mit Skjold, mit Frelseshorn, mit Værn, min Tilflugt, min Frelser, som frelser mig fra Vold!
10O	22	4	Jeg påkalder HERREN, den Højlovede, og frelses fra mine Fjender.
10O	22	5	Dødens Brændinger omsluttede mig, Ødelæggelsens Strømme forfærdede mig,
10O	22	6	Dødsrigets Reb omspændte mig, Dødens Snarer faldt over mig;
10O	22	7	i min Vånde påkaldte jeg HERREN og råbte til min Gud. Han hørte min Røst fra sin Helligdom, mit Råb fandt ind til hans Ører!
10O	22	8	Da rystede Jorden og skjalv, Himlens Grundvolde bæved og rysted, thi hans Vrede blussede op.
10O	22	9	Røg for ud af hans Næse, fortærende Ild af hans Mund, Gløder gnistrede fra ham.
10O	22	10	Han sænkede Himlen, steg ned med Skymulm under sine Fødder;
10O	22	11	båret af Keruber fløj han, svæved på Vindens Vinger;
10O	22	12	han omgav sig med Mulm som en Bolig, mørke Vandmasser, vandfyldte Skyer.
10O	22	13	Fra Glansen foran ham for der Hagl og Ildgløder ud.
10O	22	14	HERREN tordned fra Himlen, den Højeste lod høre sin Røst;
10O	22	15	han udslynged Pile, adsplittede dem, lod Lynene funkle og skræmmede dem.
10O	22	16	Havets Bund kom til Syne, Jordens Grundvolde blottedes ved HERRENs Trusel, for hans Vredes Pust.
10O	22	17	Han udrakte Hånden fra det høje og greb mig, drog mig op af de vældige Vande,
10O	22	18	frelste mig fra mine mægtige Fjender, fra mine Avindsmænd; de var mig for stærke.
10O	22	19	På min Ulykkes Dag faldt de over mig, men HERREN blev mig et Værn.
10O	22	20	Han førte mig ud i åbent Land, han frelste mig, thi han havde Behag i mig.
10O	22	21	HERREN gengældte mig efter min Retfærd, lønned mig efter mine Hænders Uskyld;
10O	22	22	thi jeg holdt mig til HERRENs Veje, svigted i Gudløshed ikke min Gud;
10O	22	23	hans Bud stod mig alle for Øje, jeg veg ikke fra hans Love.
10O	22	24	Ustraffelig var jeg for ham og vogtede mig for Brøde.
10O	22	25	HERREN lønned mig efter min Retfærd, mine Hænders Uskyld, som var ham for Øje!
10O	22	26	Du viser dig from mod den fromme, retsindig mod den retsindige,
10O	22	27	du viser dig ren mod den rene og vrang mod den svigefulde.
10O	22	28	De arme giver du Frelse, hovmodiges Øjne Skam!
10O	22	29	Ja, du er min Lampe, HERRE! HERREN opklarer mit Mørke.
10O	22	30	Thi ved din Hjælp søndrer jeg Mure, ved min Guds Hjælp springer jeg over Volde.
10O	22	31	Fuldkommen er Guds Vej, lutret er HERRENs Ord. Han er et Skjold for alle, der sætter deres Lid til ham.
10O	22	32	Ja, hvem er Gud uden HERREN, hvem er en Klippe uden vor Gud,
10O	22	33	den Gud, der omgjorded mig med Kraft, jævnede Vejen for mig,
10O	22	34	gjorde mine Fødder som Hindens og gav mig Fodfæste på Højne,
10O	22	35	oplærte min Hånd til Krig, så mine Arme spændte Kobberbuen?
10O	22	36	Du gav mig din Frelses Skjold, din Nedladelse gjorde mig stor;
10O	22	37	du skaffede Plads for mine Skridt, mine Ankler vaklede ikke.
10O	22	38	Jeg jog mine Fjender, indhentede dem, vendte først om, da de var gjort til intet,
10O	22	39	slog dem ned, så de ej kunde rejse sig, men lå faldne under min Fod.
10O	22	40	Du omgjorded mig med Kraft til Kampen, mine Modstandere tvang du i Knæ for mig;
10O	22	41	du slog mine Fjender på Flugt mine Avindsmænd ryddede jeg af Vejen.
10O	22	42	De råbte, men ingen hjalp, til HERREN, han svared dem ikke.
10O	22	43	Jeg knuste dem som Jordens Støv, som Gadeskarn tramped jeg på dem.
10O	22	44	Du friede mig af Folkekampe, du satte mig til Folkeslags Høvding; nu tjener mig ukendte Folk;
10O	22	44	Udlandets Sønner vansmægter, kommer skælvende frem af deres Skjul.
10O	22	45	Udlandets Sønner kryber for mig; blot de hører om mig, lyder de mig:
10O	22	47	HERREN lever, højlovet min Klippe, ophøjet være min Frelses Gud,
10O	22	48	den Gud, som giver mig Hævn, lægger Folkeslag under min Fod
10O	22	49	og frier mig fra mine Fjender! Du ophøjer mig over mine Modstandere, fra Voldsmænd frelser du mig.
10O	22	50	HERRE, derfor priser jeg dig blandt Folkene og lovsynger dit Navn,
10O	22	51	du, som kraftig hjælper din Konge og viser din Salvede Miskundhed. David og hans Æt evindelig.
10O	23	1	Dette er Davids sidste Ord; Så siger David, Isajs Søn, så siger Manden, Højt ophøjet, Jakobs Guds salvede, Helten i Israels Sange:
10O	23	2	Ved mig talede HERRENs Ånd, hans Ord var på min Tunge.
10O	23	3	Jakobs Gud talede til mig, Israels Klippe sagde: "En retfærdig Hersker blandt Mennesker, en, der hersker i Gudsfrygt,
10O	23	4	han stråler som Morgenrøden, som den skyfri Morgensol, der fremlokker Urter af Jorden efter Regn."
10O	23	5	Således har jo mit Hus det med Gud. Han gav mig en evig Pagt, fuldgod og vel forvaret. Ja, al min Frelse og al min Lyst, skulde han ikke lade den spire frem?
10O	23	6	Men Niddinger er alle som Torne i Ørk, der tages ikke på dem med Hænder;
10O	23	7	ingen rører ved dem uden med Jern og Spydstage, i Ilden brændes de op.
10O	23	8	Navnene på Davids Helte var følgende: Hakmoniten Isjbosjet, Anføreren for de tre; det var ham, der engang svang sit Spyd over 800 faldne på een Gang.
10O	23	9	Blandt de tre Helte kom efter ham Ahohiten El'azar, Dodis Søn; han var med David ved Pas-Dammim, dengang Filisterne samlede sig der til Kamp. Da Israels Mænd trak sig tilbage,
10O	23	10	holdt han Stand og huggede ned blandt Filisterne, til hans Hånd blev træt og klæbede fast ved Sværdet; HERREN gav dem den bag en stor Sejr. Så vendte Folket tilbage og fulgte ham, kun for at plyndre.
10O	23	11	Efter ham kom Harariten Sjamma, Ages Søn. Engang havde Filisterne samlet sig i Lehi, hvor der var en Mark fuld af Linser, og Folket flygtede for Filisterne;
10O	23	12	men han stillede sig op midt på Marken og holdt den og huggede Filisterne ned; og HERREN gav dem en stor Sejr.
10O	23	13	Engang drog tre af de tredive ned og kom til David på Klippens Top, til Adullams Hule, medens Filisterskaren var lejret i Refaimdalen.
10O	23	14	David var dengang i Klippeborgen, medens Filisternes Besætning lå i Betlehem.
10O	23	15	Så vågnede Lysten hos David, og han sagde: "Hvem skaffer mig en Drik Vand fra Cisternen ved Betlehems Port?"
10O	23	16	Da banede de tre Helte sig Vej gennem Filisternes Lejr, øste Vand af Cisternen ved Betlehems Port og bragte David det. Han vilde dog ikke drikke det, men udgød det for HERREN
10O	23	17	med de Ord: "HERREN vogte mig for at gøre det! Skulde jeg drikke de Mænds Blod, som har vovet deres Liv!" Og han vilde ikke drikke det. Den Dåd udførte de tre Helte.
10O	23	18	Abisjaj, Joabs Broder, Zerujas Søn, var Anfører for de tredive. Han svang sit Spyd over 300 faldne, og han var navnkundig iblandt de tredive;
10O	23	19	iblandt de tredive var han højtæret, og han var deres Anfører; men de tre nåede han ikke.
10O	23	20	Benaja, Jojadas Søn, var en tapper Mand fra Kabze'el, der havde udført store Heltegerninger; han fældede de to Arielsønner fra Moah; og han steg ned og fældede en Løve i en Cisterne, en Dag der var faldet Sne.
10O	23	21	Ligeledes fældede han Ægypteren, en kæmpestor Mand. Ægypteren havde et Spyd i Hånden, men han gik ned imod ham meden Stok, vristede Spydet ud af Hånden på ham og dræbte ham med hans eget Spyd.
10O	23	22	Disse Heltegerninger udførte Benaja, Jojadas Søn, og han var navnkundig iblandt de tredive Helte;
10O	23	23	iblandt de tredive var han højt æret, men de tre nåede han ikke. David satte ham over sin Livvagt.
10O	23	24	Til de tredive hørte Asa'el' Joabs Broder; Elbanan, Dodos Søn fra Betlehem;
10O	23	25	Haroditen Sjamma; Haroditen Elika;
10O	23	26	Paltiten Helez; Ira, Ikkesj's Søn fra Tekoa;
10O	23	27	Abiezer fra Anatot; Husjatiten Sibbekaj;
10O	23	28	Ahohiten Zalmon; Maharaj fra Netofa;
10O	23	29	Heled, Ba'anas Søn, fra Nefofa; Ittaj, Ribajs Søn, fra det benjaminitiske Gibea;
10O	23	30	Benaja fra Pir'aton; Hiddaj fra Nahale-Ga'asj;
10O	23	31	Abiba'al fra Araba; Azmavet fra Bahurim;
10O	23	32	Sja'alboniten Eljaba; Guniten Jasjen;
10O	23	33	Harariten Jonatan, Sjammas Søn; Harariten Ahi'am, Sjarars Søn;
10O	23	34	Elifelet, Ahazbajs Søn, fra Bet-Ma'aka; Eliam, Akitofels Søn, fra Gilo;
10O	23	35	Hezro fra Karmel; Pa'araj fra Arab;
10O	23	36	Jig'al, Natans Søn, fra Zoba; Gaditen Bani;
10O	23	37	Ammoniten Zelek; Naharaj fra Be'erot, der var Joabs, Zerujas Søns, Våbendrager;
10O	23	38	Ira fra Jattir; Gareb fra Jattir;
10O	23	39	Hetiten Urias. I alt syv og tredive.
10O	24	1	Men HERRENS vrede blussede atter op mod Israel, så at han æggede David mod dem og sagde: "Gå hen og hold Mandtal over Israel og Juda!"
10O	24	2	Kongen sagde da til Joab og Hærførerne, der var hos ham: "Drag rundt i alle Israels Stammer fra Dan til Be'ersjeba og hold Mønstring over Folket, for at jeg kan få Tallet på det at vide!"
10O	24	3	Men Joab svarede Kongen: "Måtte HERREN din Gud forøge Folket hundredfold, og måtte min Herre Kongen selv opleve det - men hvorfor har min Herre Kongen sat sig sligt for?"
10O	24	4	Men Joab og Hærførerne måtte bøje sig for Kongens Ord. Joab og Hærførerne forlod derfor Kongen for at holde Mønstring over Israels Folk.
10O	24	5	De gik over Jordan og begyndte ved Aroer og Byen, der ligger midt i Dalen; drog ad Gad til og i Retning af Ja'zer;
10O	24	6	så kom de til Gilead og til Hetiternes Land hen imod Kadesj, derpå til Dan, og fra Dan vendte de sig hen mod Zidon;
10O	24	7	så kom de til Fæstningen Tyrus og alle Hivviternes og Kana'anæernes Byer, hvorfra de gik til Be'ersjeba i det judæiske Sydland.
10O	24	8	Efter at de var draget hele Landet rundt i ni Måneder og tyve Dage, kom de tilbage til Jerusalem.
10O	24	9	Joab opgav derpå Kongen Tallet, der var fundet ved Folktællingen, og Israel talte 800000 kraftige, våbenføre Mænd, Juda 500000 Mænd.
10O	24	10	Men efter at David havde holdt Mandtal over Folket. slog Samvittigheden ham, og han sagde til HERREN: "Jeg har syndet svarlig i, hvad jeg har gjort! Men tilgiv nu, HERRE, din Tjeners Brøde, thi jeg har handlet som en stor Dåre!"
10O	24	11	Da David stod op om Morgenen kom HERRENs Ord til Profeten Gad, Davids Seer, således:
10O	24	12	"Gå hen og sig til David: Så siger HERREN; Jeg forelægger dig tre Ting; vælg selv, hvilken jeg skal lade times dig!"
10O	24	13	Gad kom da til David og kundgjorde ham det og sagde: "Skal der komme tre Hungersnødsår over dig i dit Land, eller vil du i tre Måneder jages på Flugt, forfulgt af din Fjende, eller skal der komme tre Dages Pest i dit Land? Overvej nu, hvad jeg skal svare ham, der har sendt mig!"
10O	24	14	David svarede Gad: "Jeg er i såre stor Vånde - lad os så falde i HERRENs Hånd, thi hans Barmhjertighed er stor; i Menneskehånd vil jeg ikke falde!"
10O	24	15	Så valgte David da Pesten. Ved Hvedehøstens Tid begyndte Soten at ramme Folket; og der døde 70000 Mand af Folket fra Dan til Be'ersjeba.
10O	24	16	Da Engelen udrakte sin Hånd mod Jerusalem for at ødelægge det, angrede HERREN det onde, og han sagde til Engelen, som ødelagde Folket "Nu er det nok, drag din Hånd tilbage!" HERRENs Engel var da ved Jebusiten Aravnas Tærskeplads.
10O	24	17	Men da David så Engelen, som slog Folket, sagde han til HERREN: "Det er mig, der har syndet, mig, der har begået Brøden; men Fårene der, hvad har de gjort? Lad din Hånd dog ramme mig og mit Fædrenehus!"
10O	24	18	Samme Dag kom Gad til David og sagde: "Gå op og rejs HERREN et Alter på Jebusiten Aravnas Tærskeplads!"
10O	24	19	Og David gik derop efter Gads Ord, således som HERREN havde påbudt.
10O	24	20	Da Aravna, der var ved at tærske Hvede, så ned og fik Øje på Kongen og hans Folk, som kom hen imod ham, gik han ud og kastede sig på sit Ansigt til Jorden for ham;
10O	24	21	og Aravna sagde: "Hvorfor kommer min Herre Kongen til sin Træl?" David svarede: "For at købe Tærskepladsen af dig og bygge HERREN et Alter, at Folket må blive friet fra Plagen!"
10O	24	22	Da sagde Aravna til David: "Min Herre Kongen tage den og ofre, hvad ham tykkes ret! Her er Okserne til Brændoffer og Tærskeslæderne og Oksernes Stavtøj til Brændsel!
10O	24	23	Min Herre Kongens Træl giver Kongen det hele!" Og Aravna sagde til Kongen: "Måtte HERREN din Gud have Behag i dig!"
10O	24	24	Men Kongen svarede Aravna: "Nej, jeg vil købe det af dig for dets fulde Værdi; jeg vil ikke bringe HERREN min Gud Brændofre, som intet koster mig!" Så købte David Tærskepladsen og Okserne for halvtredsindstyve Sølvsekel;
10O	24	25	og David byggede HERREN et Alter der og ofrede Brændofre og Takofre. Da forbarmede HERREN sig over Landet, og Israel blev friet fra Plagen.
11O	1	1	Da Kong David var gammel og til års, kunne han ikke blive varm, skønt man dækkede ham til med Tæpper.
11O	1	2	Da sagde hans Folk til ham: "Det er bedst, man søger efter en ung Jomfru til min Herre Kongen, for at hun kan være om Kongen og pleje ham; når hun ligger i din Favn, bliver min Herre Kongen varm!"
11O	1	3	Så søgte de efter en smuk ung Pige i hele Israels Land og fandt Abisjag fra Sjunem og bragte hende til Kongen.
11O	1	4	Hun var en såre smuk Pige: og hun plejede kongen og gik ham til Hånde; men Kongen havde ikke Omgang med hende.
11O	1	5	Adonija, Haggits Søn, dristede sig til at sige: "Jeg vil være Konge!" Og han skaffede sig Vogne og Heste og halvtredsindstyve Mænd til at løbe foran sig.
11O	1	6	Hans Fader havde ingen Sinde irettesat ham og sagt: "Hvorfor bærer du dig således ad?" Han havde et såre smukt Ydre og var den ældste efter Absalom.
11O	1	7	Han underhandlede med Joab, Zerujas Søn, og Præsten Ebjatar; de tog Adonijas Parti og støttede ham,
11O	1	8	mens Præsten Zadok, Jojadas Søn Benaja, Profeten Natan, Sjim i og Re'i og Davids Kærnetropper ikke sluttede sig til Adonija.
11O	1	9	Adonija lod nu slagte Små kvæg, Hornkvæg og Fedekvæg ved Slangestenen, der står ved Rogelkilden, og indbød alle sine Brødre, Kongesønnerne, og alle de judæiske Mænd, der stod i Kongens Tjeneste;
11O	1	10	men Profeten Natan, Benaja, Kærnetropperne og sin Broder Salomo indbød han ikke.
11O	1	11	Da sagde Natan til Batseba, Salomos Moder: "Du har vel hørt, at Adonija, Haggits Søn, har opkastet sig til Konge uden vor Herre Davids Vidende?
11O	1	12	Lad mig nu give dig et Råd, for at du kan redde dit eget og din søn Salomos Liv:
11O	1	13	Du skal gå ind til Kong David og sige til ham: Herre konge, du har jo tilsvoret din Trælkvinde: Din Søn Salomo skal være Konge efter mig og sidde på min Trone! Hvorfor har da Adonija opkastet sig til Konge?
11O	1	14	Og medens du endnu står og taler med Kongen, kommer jeg til og bekræfter dine Ord!"
11O	1	15	Da gik Batseba ind til kongen i hans Værelse - Kongen var meget gammel, og Abisjag fra Sjunem gik ham til Hånde -
11O	1	16	og Batseba bøjede sig og kastede sig til Jorden for Kongen. Da sagde Kongen: "Hvad ønsker du?"
11O	1	17	Hun svarede: "Herre, du har jo tilsvoret din Trælkvinde ved HERREN din Gud: Din Søn Salomo skal være konge efter mig og sidde på min Trone!
11O	1	18	Men se, nu har Adonija opkastet sig til Konge uden dit Vidende, Herre Konge!
11O	1	19	Han har ladet slagte Hornkvæg, Fedekvæg og Småkvæg i Mængde og indbudt alle Kongesønnerne, Præsten Ebjatar og Hærføreren Joab, men din Træl Salomo har han ikke indbudt.
11O	1	20	På dig, Herre Konge, er hele Israels Øjne rettet, for at du skal give dem til Kende, hvem der skal være din Efterfølger og sidde på min Herre Kongens Trone.
11O	1	21	Ellers gælder det mit og min Søn Salomos Liv, når min Herre Kongen har lagt sig til Hvile hos sine Fædre!"
11O	1	22	Medens hun endnu talte med Kongen, kom Profeten Natan,
11O	1	23	og det blev meldt Kongen: "Profeten Natan er her!" Så trådte han frem for Kongen og kastede sig på sit Ansigt til Jorden for ham.
11O	1	24	Derpå sagde Natan: "Herre konge, du har vel sagt, at Adonija skal være Konge efter dig og sidde på din Trone?
11O	1	25	Thi han er i Dag draget ned og har ladet slagte Hornkvæg, Fedekvæg og Småkvæg i Mængde og indbudt alle Kongesønnerne, Hærførerne og Præsten Ebjatar, og nu spiser og drikker de sammen med ham og råber: Leve Kong Adonija!
11O	1	26	Men han har hverken indbudt mig, din Træl, eller Præsten Zadok eller Benaja, Jojadas Søn, eller din Træl Salomo!
11O	1	27	Er det virkelig sket efter min Herre Kongens Befaling, uden at du har ladet dine Trælle vide, hvem der skal sidde på min Herre Kongens Trone efter dig?"
11O	1	28	Da svarede Kong David: "Kald mig Batseba hid!" Og hun trådte frem for Kongen og stillede sig foran ham.
11O	1	29	Da svor Kongen og sagde: "Så sandt HERREN, der udløste mig af al min Nød, lever:
11O	1	30	Som jeg tilsvor dig ved HERREN, Israels Gud, at din Søn Salomo skulde være Konge efter mig og sidde på min Trone i mit Sted, således vil jeg handle i Dag!"
11O	1	31	Da bøjede Batseba sig med sit Ansigt til Jorden og faldt ned for Kongen og sagde: "Måtte min Herre, Kong David, leve evindelig!"
11O	1	32	Derpå sagde Kong David: "Kald mig Præsten Zadok, Profeten Natan og Benaja, Jojadas Søn, hid!" Og de trådte frem for Kongen.
11O	1	33	Da sagde Kongen til dem: "Tag eders Herres Folk med eder, sæt min Søn Salomo på mit eget Muldyr og før ham ned til Gihon.
11O	1	34	Der skal Præsten Zadok og Profeten Natan salve ham til Konge over Israel, og I skal støde i Hornet og råbe: Leve Kong Salomo!
11O	1	35	Så skal I følge ham herop, og han skal gå hen og sætte sig på min Trone og være Konge i mit Sted; thi det er ham, jeg har udset til Fyrste over Israel og Juda!"
11O	1	36	Da svarede Benaja, Jojadas Søn, Kongen: "Det ske! Måtte HERREN, min Herre Kongens Gud, gøre således!
11O	1	37	Måtte HERREN være med Salomo, som han har været med min Herre Kongen, og gøre hans Trone endnu mægtigere end min Herre kong Davids!"
11O	1	38	Derpå drog Præsten Zadok, Profeten Natan og Benaja, Jojadas Søn, og Kreterne og Pleterne ned og satte Salomo på Kong Davids Muldyr og førte ham til Gihon;
11O	1	39	og Præsten Zadok tog Oliehornet fra Teltet og salvede Salomo; de stødte i Hornet, og hele Folket råbte: "Leve Kong Salomo!"
11O	1	40	Så fulgte hele Folket ham op og Folket spillede på Fløjter og jublede højt, så at Jorden var ved at revne af deres Råb.
11O	1	41	Det hørte Adonija og alle hans Gæster, netop som de var færdige med Måltidet, og da Joab hørte Hornets klang, sagde han: "Hvorfor er der så stort Røre i Byen?"
11O	1	42	Endnu medens han talte, kom Jonatan, Præsten Ebjatars Søn. Adonija sagde: "Kom herhen, thi du er en brav Mand og bringer godt nyt!"
11O	1	43	Men Jonatan svarede og sagde til Adonija: "Tværtimod; vor Herre Kong David har gjort Salomo til Konge!
11O	1	44	Kongen sendte Præsten Zadok, Profeten Natan, Benaja, Jojadas Søn, og Kreterne og Pleterne med ham, og de satte ham på Kongens Muldyr;
11O	1	45	og Præsten Zadok og Profeten Natan salvede ham til Konge ved Gihon; derefter drog de under Jubel op derfra, og der blev Røre i Byen; det var den Larm, I hørte.
11O	1	46	Salomo satte sig også på Kongetronen;
11O	1	47	tilmed kom Kongens Folk og lykønskede vor Herre Kong David med de Ord: Måtte din Gud gøre Salomos Navn endnu herligere end dit og hans Trone mægtigere end din! Og Kongen tilbad på sit Leje;
11O	1	48	ydermere sagde han: Lovet være HERREN, Israels Gud, som i Dag har ladet en Mand sætte sig på min Trone, endnu medens jeg selv kan se det!"
11O	1	49	Da blev alle Adonijas Gæster skrækslagne og brød op og gik hver sin Vej;
11O	1	50	men Adonija frygtede for Salomo og ilede hen og greb fat om Alterets Horn.
11O	1	51	Og man meldte Salomo: "Se, Adonija frygter for Kong Salomo, og se, han har grebet fat om Alterets Horn og siger: Kong Salomo skal først sværge mig til, at han ikke vil lade sin Træl slå ihjel med Sværd!"
11O	1	52	Da sagde Salomo: "Dersom han opfører sig som en brav Mand, skal der ikke krummes et Hår på hans Hoved; men gribes han i noget ondt, skal han dø!"
11O	1	53	Derpå sendte Kong Salomo Bud og lod ham hente ned fra Alteret; og han kom og kastede sig ned for Kong Salomo. Da sagde Salomo til ham: "Gå til dit Hjem!"
11O	2	1	Da det nu lakkede ad Enden med Davids Liv, gav han sin Søn Salomo disse Befalinger:
11O	2	2	"Jeg går nu al Kødets Gang; så vær nu frimodig og vis dig som en Mand!
11O	2	3	Og hold HERREN din Guds Forskrifter, så du vandrer på hans Veje og, holder hans Anordninger, Bud, Bestemmelser og Vidnesbyrd, således som skrevet står i Mose Lov, for at du må have Lykken med dig i alt, hvad du gør, og i alt, hvad du tager dig for,
11O	2	4	for at HERREN kan opfylde den Forjættelse, han gav mig, da han sagde: Hvis dine Sønner vogter på deres Vej, så de vandrer i Trofasthed for mit Åsyn af hele deres Hjerte og hele deres Sjæl, skal der aldrig fattes dig en Efterfølger på Israels Trone!
11O	2	5	Du ved jo også, hvad Joab, Zerujas Søn, har voldet mig, hvorledes han handlede mod Israels to Hærførere, Abner, Ners Søn, og Amasa, Jeters Søn, hvorledes han slog dem ihjel og således i Fredstid hævnede Blod, der var udgydt i Krig, og besudlede Bæltet om min Lænd og Skoene på mine Fødder med uskyldigt Blod;
11O	2	6	gør derfor, som din Klogskab tilsiger dig, og lad ikke hans grå Hår stige ned i Dødsriget med Fred.
11O	2	7	Men mod Gileaditen Barzillajs Sønner skal du vise Godhed, og de skal have Plads mellem dem, der spiser ved dit Bord, thi på den Måde kom de mig i Møde, da jeg måtte flygte for din Broder Absalom.
11O	2	8	Og se, så har du hos dig Benjaminiten Simeon, Geras Søn, fra Bahurim, ham, som udslyngede en grufuld Forbandelse imod mig, dengang jeg drog til Mahanajim. Da han senere kom mig i Møde ved Jordan, tilsvor jeg ham ved HERREN: Jeg vil ikke slå dig ihjel med Sværd!
11O	2	9	Men du skal ikke lade ham ustraffet, thi du er en klog Mand og vil vide, hvorledes du skal handle med ham, og bringe hans grå Hår blodige ned i Dødsriget."
11O	2	10	Så lagde David sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i Davidsbyen.
11O	2	11	Tiden, han havde været Konge over Israel, udgjorde fyrretyve År; i Hebron herskede han syv År, i Jerusalem tre og tredive År.
11O	2	12	Derpå satte Salomo sig på sin Fader Davids Trone, og hans Herredømme blev såre stærkt.
11O	2	13	Men Adonija, Haggits Søn, kom til Batseba, Salomos Moder. Hun spurgte da: "Kommer du for det gode?" Han svarede: "Ja, jeg gør!"
11O	2	14	Og han fortsatte: "Jeg har en Sag at tale med dig om." Hun svarede: "Så tal!"
11O	2	15	Da sagde han: "Du ved at Kongeværdigheden tilkom mig, og at hele Israel havde Blikket rettet på mig som den, der skulde være Konge; dog gik Kongeværdigbeden over til min Broder, thi HERREN lod det tilfalde ham.
11O	2	16	Men nu har jeg een eneste Bøn til dig; du må ikke afvise mig!" Hun svarede: "Så tal!"
11O	2	17	Da sagde han: "Sig til Kong Salomo - dig vil han jo ikke afvise - at han skal give mig Abisj fra Sjunem til Ægte!"
11O	2	18	Og Batseba svarede: "Vel, jeg skal tale din Sag hos Kongen!"
11O	2	19	Derpå begav Batseba sig til Kong Salomo for at tale Adonijas Sag; og Kongen rejste sig, gik hende i Møde og bøjede sig for hende; derpå satte han sig på sin Trone og lod også en Trone sætte frem til Kongemoderen, og hun satte sig ved hans højre Side.
11O	2	20	Så sagde hun: "Jeg har en eneste ringe Bøn til dig; du må ikke afvise mig!" Kongen svarede: "Kom med din Bøn, Moder, jeg vil ikke afvise dig!"
11O	2	21	Da sagde hun: "Lad din Broder Adonija få Abisjag fra Sjunem til Hustru!"
11O	2	22	Men Kong Salomo svarede sin Moder: "Hvorfor beder du om Abisjag fra Sjunem til Adonija? Du skulde hellere bede om Kongeværdigheden til ham; han er jo min ældre Broder, og Præsten Ebjatar og Joab, Zerujas Søn, står på hans Side!"
11O	2	23	Og Kong Salomo svor ved HERREN: "Gud ramme mig både med det ene og det andt, om ikke det Ord skal koste Adonija Livet!
11O	2	24	Så sandt HERREN lever, som indsatte mig og gav mig Plads på min Fader Davids Trone og byggede mig et Hus, som han lovede: Endnu i Dag skal Adonija miste Livet!"
11O	2	25	Derpå gav Kong Salomo Benaja, Jojadas Søn, Ordre til at hugge ham ned; således døde han.
11O	2	26	Men til Præsten Ebjatar sagde Kongen: "Begiv dig til din Landejendom i Anatot, thi du har forbrudt dit Liv; og når jeg ikke dræber dig i Dag, er det, fordi du bar den Herre HERRENs Ark foran min Fader David og delte alle min Faders Lidelser!"
11O	2	27	Derpå afsatte Salomo Ebjatar fra hans Stilling som HERRENs Præst for at opfylde det Ord, HERREN havde talet mod Elis Hus i Silo.
11O	2	28	Da Rygtet, herom nåede Joab - Joab havde jo sluttet sig til Adonijas Parti, medens han ikke havde sluttet sig til Absaloms - søgte han Tilflugt i HERRENs Telt og greb fat om Alterets Horn,
11O	2	29	og det meldtes Kong Salomo, at Joab havde søgt Tilflugt i HERRENs Telt og stod ved Alteret. Da sendte Salomo Benaja, Jojadas Søn, derhen og sagde: "Gå hen og hug ham ned!"
11O	2	30	Og da Benaja kom til HERRENs Telt, sagde han til ham: "Således siger Kongen: Kom herud!" Men han svarede: "Nej, her vil jeg dø!" Benaja meldte da tilbage til Kongen, hvad Joab havde sagt og svaret ham.
11O	2	31	Men Kongen sagde til ham: "Så gør, som han siger, hug ham ned og jord ham og fri mig og min Faders Hus for det uskyldige Blod, Joab har udgydt;
11O	2	32	HERREN vil lade hans Blodskyld komme over hans eget Hoved, at han huggede to Mænd ned, der var retfærdigere og bedre end han selv, og slog dem ihjel med Sværdet uden min Fader Davids Vidende, Abner, Ners Søn, Israels Hærfører, og Amasa, Jeters Søn, Judas Hærfører;
11O	2	33	så kommer deres Blod over Joabs og hans, Slægts Hoved evindelig, medens HERREN giver David og hans Slægt, hans Hus og hans Trone Fred til evig Tid!"
11O	2	34	Da gik Benaja, Jojadas Søn, hen og huggede ham ned og dræbte ham; og han blev jordet i sit Hus i Ørkenen.
11O	2	35	Og Kongen satte Benaja Jojadas Søn, over Hæren i hans Sted, medens han gav Præsten Zadok Ebjatars Stilling.
11O	2	36	Derpå lod Kongen Simei kalde og sagde til ham: "Byg dig et Hus i Jerusalem, bliv der og drag ikke bort, hvorhen det end er;
11O	2	37	thi den Dag du drager bort og overskrider Kedrons Dal, må du vide, du er dødsens; da kommer dit Blod over dit Hoved!"
11O	2	38	Og Simei svarede Kongen: "Godt! Som min Herre Kongen siger, således vil din Træl gøre!" Simei blev nu en Tid lang i Jerusalem.
11O	2	39	Men efter tre Års Forløb flygtede to af Simeis Trælle til Ma'akas Søn, Kong Akisj af Gat, og da Simei fik at vide, at hans Trælle var i Gat,
11O	2	40	brød han op, sadlede sit Æsel og drog til Akisj i Gat for at hente sine Trælle; Simei drog altså af Sted og fik sine Trælle med hjem fra Gat.
11O	2	41	Men da Salomo fik af vide, at Simei var rejst fra Jerusalem til Gat og kommet tilbage igen,
11O	2	42	lod Kongen ham kalde og sagde til ham: "Tog jeg dig ikke i Ed ved HERREN, og advarede jeg dig ikke: Den Dag du drager bort og begiver dig andetsteds hen, hvor det end er, må du vide, du er dødsens! Og svarede du mig ikke: Godt! Jeg har hørt det?
11O	2	43	Hvorfor holdt du da ikke den Ed, du svor ved HERREN, og den Befaling, jeg gav dig?"
11O	2	44	Endvidere sagde Kongen til Simei: "Du ved selv, og dit Hjerte er sig det bevidst, alt det onde, du gjorde min Fader David; nu lader HERREN din Ondskab komme over dit eget Hoved;
11O	2	45	men Kong Salomo skal være velsignet, og Davids Trone skal stå urokkelig fast for HERRENs Åsyn til evig Tid!"
11O	2	46	Derpå gav Kongen Ordre til Benaja, Jojadas Søn, og han gik hen og huggede ham ned; således døde han.
11O	3	1	Da nu Salomo havde fået Kongedømmet sikkert i hænde besvogrede han sig med Farao, Ægypterkongen, idet han ægtede Faraos Datter; og han førte hende ind i Davidsbyen, til han fik sit eget Hus, HERRENs Hus og Muren om Jerusalem bygget færdig.
11O	3	2	Kun ofrede Folket på Offerhøjene, thi hidindtil var der ikke bygget HERRENs Navn et Hus.
11O	3	3	Salomo elskede HERREN, så at han vandrede efter sin Fader Davids Anordninger; kun ofrede han på Højene og tændte Offerild der.
11O	3	4	Og Kongen begav sig til Gibeon for at ofre der; thi det var den store Offerhøj; tusind Brændofre ofrede Salomo på Alteret der.
11O	3	5	I Gibeon lod HERREN sig til Syne for Salomo i en Drøm om Natten. Og Gud sagde: "Sig, hvad du ønsker, jeg skal give dig!"
11O	3	6	Da sagde Salomo: "Du viste stor Miskundhed mod din Tjener, min Fader David, der jo også vandrede for dit Åsyn i Troskab, Retfærdighed og Hjertets Oprigtighed; og du lod denne store Miskundhed blive over ham og gav ham en Søn, der nu sidder på hans Trone.
11O	3	7	Ja, nu har du, HERRE min Gud, gjort din Tjener til Konge i min Fader Davids Sted. Men jeg er ganske ung og ved ikke, hvorledes jeg skal færdes ret;
11O	3	8	og din Tjener står midt i det Folk, du udvalgte, et stort Folk, som ikke kan tælles eller udregnes, så mange er de.
11O	3	9	Giv derfor din Tjener et lydhørt Hjerte, så han kan dømme dit Folk og skelne mellem godt og ondt; thi hvem kan dømme dette dit store Folk!"
11O	3	10	Det vakte HERRENs Velbehag, at Salomo bad derom;
11O	3	11	og Gud sagde til ham: "Fordi du bad om dette og ikke om et langt Liv, ej heller om Rigdom eller om dine Fjenders Liv, men om Forstand til at skønne, hvad ret er,
11O	3	12	se, derfor vil jeg gøre, som du beder: Se, jeg giver dig et viist og forstandigt Hjerte, så at din Lige aldrig før har været, ej heller siden skal fremstå;
11O	3	13	men jeg giver dig også, hvad du ikke bad om, både Rigdom og Ære, så at du ikke skal have din Lige blandt Konger, så længe du lever.
11O	3	14	Og hvis du vandrer på mine Veje, så du holder mine Anordninger og Bud, således som din Fader David gjorde, vil jeg give dig et langt Liv."
11O	3	15	Da vågnede Salomo, og se, det var en Drøm. Derpå begav han sig til Jerusalem og stillede sig foran HERRENs Pagts Ark og ofrede Brændofre, bragte Takofre og gjorde et Gæstebud for alle sine Folk.
11O	3	16	På den Tid kom to Skøger til Kongen og trådte frem for ham.
11O	3	17	Den ene Kvinde sagde: "Hør mig, Herre! Jeg og den Kvinde der bor i Hus sammen. Hjemme i vort Hus fødte jeg i hendes Nærværelse et Barn,
11O	3	18	og tre Dage efter min Nedkomst fødte også hun et Barn. Vi var sammen; der var ingen andre hos os i Huset, vi to var ene i Huset.
11O	3	19	Så døde hendes Dreng om Natten, fordi hun kom til at ligge på ham;
11O	3	20	men midt om Natten, medens din Trælkvinde sov, stod hun op og tog min Dreng fra min Side og lagde ham ved sit Bryst; men sin døde Dreng lagde hun ved mit Bryst.
11O	3	21	Da jeg så om Morgenen rejste mig for at give min Dreng at die, se, da var han død; men da jeg så nøje på ham om Morgenen, se, da var det ikke min Dreng, ham, som jeg havde født!"
11O	3	22	Men den anden Kvinde sagde: "Det er ikke sandt; den levende er min Dreng, og den døde er din!" Og den første sagde: "Nej, den døde er din Dreng, og den levende er min!" Således mundhuggedes de foran Kongen.
11O	3	23	Da sagde Kongen: "Den ene siger: Han her, den levende, er min Dreng, den døde er din! Og den anden siger: Nej, den døde er din Dreng, den levende min!"
11O	3	24	Derpå sagde Kongen: "Hent mig et Sværd!" Og de bragte Kongen et.
11O	3	25	Da sagde Kongen: "Hug det levende Barn over og giv hver af dem det halve!"
11O	3	26	Da rørte Kærligheden til Barnet sig heftigt i den Kvinde, som var Moder til det levende Barn, og hun sagde til Kongen: "Hør mig, Herre! Giv hende det levende Barn; dræb det endelig ikke!" Men den anden sagde: "Det skal hverken tilhøre mig eller dig, hug det kun over!"
11O	3	27	Da tog Kongen til Orde og sagde: "Giv hende der det levende Barn og dræb det ikke; thi hun er Moderen!"
11O	3	28	Og da Israel hørte om den Dom, Kongen havde fældet, fyldtes de alle af Ærefrygt for Kongen; thi de så, at han sad inde med Guds Visdom til at skifte Ret.
11O	4	1	Kong Salomo var Konge over hele Israel
11O	4	2	Hans øverste Embedsmænd var følgende: Azarja, Zadoks Søn, var Ypperstepræst;
11O	4	3	Elihoref og Ahija, Sjisjas Sønner, var Statsskrivere; Josjafat, Ahiluds Søn, var Kansler;
11O	4	4	Benaja, Jojadas Søn, stod i Spidsen for Hæren; Zadok og Ebjatar var Præster;
11O	4	5	Azarja, Natans Søn, var Overfoged; Præsten Zabud, Natans Søn, var Kongens Ven;
11O	4	6	Ahisjar var Slotshøvedsmand; Adoniram, Abdas Søn, havde Tilsyn med Hoveriarbejdet.
11O	4	7	Fremdeles havde Salomno tolv Fogeder over hele Israel, som skulde sørge for Kongens og Hoffets Underhold, hver af dem en Måned om Året.
11O	4	8	Deres Navne var: Hurs Søn i Efraims Bjerge;
11O	4	9	Dekers Søn i Makaz-Sja'albim, Bet-Sjemesj og Elon indtil Bet-Hanan;
11O	4	10	Heseds Søn i Arubbot; han havde Soko og hele Hefers Land;
11O	4	11	Abinadabs Søn havde hele Dors Højland; han var gift med Salomos Datter Tafat;
11O	4	12	Ba'ana, Ahiluds Søn, havde Ta'anak, Megiddo og hele Bet- Sjean op til Zaretan, neden for Jizre'el fra Bet-Sjean til Abel-Mehola ud over Jokmeam;
11O	4	13	Gebers Søn i Ramot i Gilead; han havde Manasses Søn Ja'irs Teltbyer i Gilead, og han havde Argoblandet i Basan, tresindstyve store Byer med Mure og Kobberportstænger;
11O	4	14	Ahinadab, Iddos Søn, havde Mahanajim;
11O	4	15	Ahima'az i Naftali; han var ligeledes gift med en Datter af Salomo, Basemat;
11O	4	16	Ba'ana, Husjajs Søn, i Aser og Bealot;
11O	4	17	Josjafat, Paruas Søn, i Issakar;
11O	4	18	Sjim'i, Elas Søn, i Benjamin;
11O	4	19	Geber, Uris Søn, i Gads Land, det Land, der havde tilhørt Amoriiterkongen Sihon og Kong Og af Basan; der var kun een Foged i det Land.
11O	4	20	Juda og Israel var talrige, så talrige som Sandet ved Havet, og de spiste og drak og var glade.
11O	4	21	Og Salomo herskede over alle Rigerne fra Floden til Filisternes Land og Ægyptens Grænse og de bragte Gaver og tjente Salomo, så længe han levede.
11O	4	22	Salomos daglige Bebov af Levnedsmidler var tredive Kor fint Hvedemel og tresindstyve Kor almindeligt Mel,
11O	4	23	ti Stykker Fedekvæg, tyve Stykker Græskvæg og hundrede Stykker Småkvæg foruden Hjorte, Gazeller, Antiloper og fede Gæs.
11O	4	24	Thi han herskede over hele Landet hinsides Floden, fra Tifsa til Gaza, over alle Kongerne hinsides Floden, og han håvde Fred rundt om til alle Sider;
11O	4	25	og Juda og Israel boede trygt, så længe Salomo levede, hver Mand under sin Vinstok og sit Figentræ, fra ban til Be'ersjeba.
11O	4	26	Og Salomo havde 40 000 Spand Heste til sit Vognhold og 12 000 Ryttere.
11O	4	27	Og de nævnte Fogeder sørgede for Underhold til Kong Salomo og alle, der havde Adgang til hans Bord, hver i sin Måned, og de lod det ikke skorte på noget;
11O	4	28	og Byggen og Strået til Hestene og Forspandene bragte de til det Sted, hvor han var, efter som Turen kom til hver enkelt.
11O	4	29	Gud skænkede Salomo Visdom og Kløgt i såre rigt Mål og en omfattende Forstand, som Sandet ved Havets Bred,
11O	4	30	så at Salomos Visdom var større end alle Østerlændingenes og alle Ægypternes Visdom.
11O	4	31	Han var visere end alle andre, ja visere end Ezraiten Etan og visere end Heman, Kalkol og Darda, Mabols Sønner, og hans Ry nåede ud til alle Folkeslag rundt om.
11O	4	32	Han fremsagde 3000 Tanke sprog, og Tallet på hans Sange var 1 005"
11O	4	33	Han talte om Træerne lige fra Cederen på Libanon til Ysopen, der vokser frem af Muren; og han talte om Dyrene, Fuglene, Krybdyrene og Fiskene.
11O	4	34	Fra alle Folkeslag kom man for at lytte til Salomos Visdom, fra alle Jordens Konger, der hørte om hans Visdom.
11O	5	1	Da Kong Hiram af Tyrus hørte, at Salomo var salvet til Konge i stedet for sin Fader, sendte han nogle af sine Folk til ham; thi Hiram havde altid været Davids Ven.
11O	5	2	Og Salomo sendte Hiram følgende Bud:
11O	5	3	"Du ved, at min Fader David ikke kunde bygge HERREN sin Guds Navn et Hus for de Kriges Skyld, man fra alle Sider påførte ham, indtil HERREN lagde hans Fjender under hans Fødder.
11O	5	4	Men nu har HERREN min Gud skaffet mig Ro til alle Sider; der findes ingen Modstandere, og der er ingen Fare på Færde.
11O	5	5	Se, derfor har jeg i Sinde at bygge HERREN min Guds Navn et Hus efter HERRENs Ord til min Fader David: Din Søn, som jeg sætter på din Trone i dit Sted, han skal bygge Huset for mit Navn.
11O	5	6	Giv derfor Ordre til, at der fældes Cedre til mig på Libanon. Mine Folk skal arbejde sammen med dine, og jeg vil give dineFolk den Løn, du kræver; thi du ved jo, at der ikke findes nogen hos os, der kan fælde Træer som Zidonierne!"
11O	5	7	Da Hiram modtog dette Bud fra Salomo, glædede det ham meget, og han sagde: "Lovet være HERREN i dag, fordi han har givet David en viis Søn til at herske over dette store Folk!"
11O	5	8	Og Hiram sendte Salomo følgende Svar: "Jeg har modtaget det Bud, du sendte mig, og jeg skal opfylde alt, hvad du ønsker med Hensyn til Ceder- og Cyprestræer;
11O	5	9	mine Folk skal bringe dem fra Libanon ned til Havet, og så skal jeg lade dem samle til Tømmerflåder på Havet og sende dem til det Sted, du anviser mig; der skal jeg lade dem skille ad, så at du kan lade dem hente. Men du vil da også opfylde mit Ønske og sende Fødevarer til mit Hof!"
11O	5	10	Så sendte Hiram Salomo alt, hvad han ønskede af Ceder- og Cyprestræer;
11O	5	11	og Salomo sendte Hiram 20 000 Kor Hvede til Underhold for hans Hof og 20 Kor Olie af knuste Oliven. Så meget sendte Salomo Hiram År efter År.
11O	5	12	Og HERREN gav Salomo Visdom, som han havde lovet ham; og der var Fred mellem Hiram og Salomo, og de sluttede Pagt med hinanden.
11O	5	13	Kong Salomo udskrev nu Hoveriarbejdere overalt i Israel, og Hoveriarbejderne udgjorde 30 000 Mand.
11O	5	14	Dem sendte han så til Libanon, et Hold på 10 000 om Måneden, således at de var en Måned på Libanon og to Måneder hjemme. Adoniram havd Tilsyn med Hoveriarbejderne.
11O	5	15	Salomo havde 70 000 Lastdragere og 80 000 Stenhuggere i Bjergene
11O	5	16	foruden Overfogeder, der ledede Arbejdet, 3 300 Mand, som havde Opsyn med Folkene, der arbejdede.
11O	5	17	På Kongens Bud brød de store Stenblokke, kostbare Sten til Templets Grundvold, Kvadersten;
11O	5	18	og Salomos og Hiroms Bygmestre og Folkene fra Gebal huggede dem til, og de gjorde Træstammerne og Stenene i Stand til Templets Opførelse.
11O	6	1	480 År efter at Israeliterne var vandret ud af Ægypten, i Ziv Måned, det er den anden Måned, i det fjerde År Salomo herskede i Israel, begyndte han at bygge HERREN Templet.
11O	6	2	Templet, som Kong Salomo byggede HERREN, var tresindstyve Alen langt, tyve Alen bredt og tredive Alen højt.
11O	6	3	Forhallen foran Templets Hellige var tyve Alen lang, svarende til Templets Bredde, og ti Alen bred.
11O	6	4	Han forsynede Templet med Gittervinduer i Bjælkerammer,
11O	6	5	og op til Tempelmuren byggede han en Tilbygning rundt om Templets Mure, rundt om det Hellige og inderhallen, og indrettede Siderum rundt om.
11O	6	6	Det nederste Rum var fem Alen bredt, det mellemste seks og det tredje syv, thi han byggede Fremspring i Templets Ydermur rundt om, for at man ikke skulde være nødt til at lade Bjælkerne gribe ind i Templets Mure.
11O	6	7	Ved Templets Opførelsebyggede man med Sten, der var gjort færdige i Stenbrudet, derfor hørtes hverken Lyd af Hamre, Mejsler eller andet Jernværktøj, medens Templet byggedes.
11O	6	8	Indgangen til det nederste Rum var på Templets Sydside, og derfra førte Vindeltrapper op til det mellemste og derfra igen op til det tredje Rum.
11O	6	9	Således byggede han Templet færdigt, og han lagde Taget med Bjælker og Planker af Cedertræ.
11O	6	10	Han byggede Tilbygningen rundt om hele Templet, hvert Stokværk fem Alen højt, og den blev forbundet med Templet med Cederbjælker.
11O	6	11	Da kom HERRENs Ord til Salomo således:
11O	6	12	"Dette Hus, som du er ved at bygge - dersom du vandrer efter mine Anordninger og gør efter mine Lovbud og omhyggeligt vandrer efter alle mine Bud, vil jeg på dig stadfæste det Ord, jeg talede til din Fader David, -
11O	6	13	og tage Bolig blandt Israeliterne og ikke forlade mit Folk Israel."
11O	6	14	Således byggede Salomo Templet færdigt.
11O	6	15	Templets Vægge dækkede han indvendig med Cederbrædder; fra Bygningens Gulv til Loftsbjælkerne dækkede han dem indvendig med Træ; og over Templets Gulv lagde han Cypresbrædder.
11O	6	16	Han dækkede de tyve bageste Alen af Templet med Cederbrædder fra Gulv til Bjælker og indrettede sig Rummet derinde til en Inderhal, det Allerhelligste.
11O	6	17	Fyrretyve Alen målte det Hellige foran Inderhallen.
11O	6	18	Templet var indvendig dækket med Cedertræ, udskåret Arbejde i Form af Agurker og Blomsterkranse; alt var af Cedertræ, ikke en Sten var at se.
11O	6	19	Han indrettede inderhallen inde i Templet for der at opstille HERRENs Pagts Ark.
11O	6	20	Inderhallen var tyve Alen lang, tyve Alen bred og tyve Alen høj, og han overtrak den med fint Guld. Fremdeles lavede han et Alter af Cedertræ
11O	6	21	foran Inderhallen og overtrak det med Guld. Og Salomo overtrak Templet indvendig med fint Guld og trak for med Guldkæder.
11O	6	22	Hele Templet overtrak han med Guld, hele Templet fra den ene Ende til den anden; også hele Alteret foran inderhallen overtrak han med Guld.
11O	6	23	I Inderhallen satte han to Keruber af vildt Oliventræ, ti Alen høje;
11O	6	24	den ene Kerubs Vinger var hver fem Alen, der var ti Alen fra den ene Vingespids til den anden;
11O	6	25	ti Alen målte også den anden Kerub; begge keruber havde samme Mål og Skikkelse;
11O	6	26	begge Keruber var ti Alen høje.
11O	6	27	Og han opstillede Keruberne midt i den inderste Del af Templet, og de udbredte deres Vinger således, at den enes ene Vinge rørte den ene Væg og den andens ene Vinge den modsatte Væg, medens de to andre Vinger rørte hinanden midt i Templet.
11O	6	28	Keruberne overtrak han med Guld.
11O	6	29	Rundt på alle Vægge i Templet anbragte han udskåret Arbejde, Keruber, Palmer og Blomsterkranse, både i den inderste og den yderste Hal,
11O	6	30	og Templets Gulv overtrak han med Guld, både i den inderste og den yderste Hal.
11O	6	31	Til Inderhallens Indgang lod han lave to Dørfløje af vildt Oliventræ; Overliggeren og Dørposterne dannede en Femkant.
11O	6	32	Og på de to Oliventræsfløje lod han udskære Keruber, Palmer og Blomsterkranse og overtrak dem med Guld, idet han lod Guldet trykke ned i de udskårne Keruber og Palmer.
11O	6	33	Ligeledes lod han til indgangen til det Hellige lave Dørstolper af vildt Oliventræ, firkantede Dørstolper,
11O	6	34	og to Dørfløje af Cyprestræ, således at hver af de to Dørfløje bestod af to bevægelige Dørflader;
11O	6	35	og han lod udskære Keruber, Palmer og Blomsterkranse i dem og overtrak dem med Guld, der lå i et tyndt Lag over de udskårne Figurer.
11O	6	36	Ligeledes indrettede han den indre Forgård ved at bygge tre Lag Kvadersten og et Lag Cederbjælker.
11O	6	37	I det fjerde År lagdes Grunden til HERRENs Hus i Ziv Måned;
11O	6	38	og i det ellevte År i Bul Måned, det er den ottende Måned, fuldførtes Templet i alle dets Dele og Stykker; han byggede på det i syv År.
11O	7	1	På sit Palads byggede Salomo i tretten År; så fik han hele sit Palads færdigt.
11O	7	2	Han byggede Libanonskovhuset, hundrede Alen langt, halvtredsindstyve Alen bredt og tredive Alen højt, hvilende på tre Rækker Cedersøjler med Skråstøtter af Cedertræ.
11O	7	3	Det var oven over Rummene tækket med Cederbjælker, der hvilede på fem og fyrretyve Søjler, femten i hver Række.
11O	7	4	Der var tre Lag Bjælker, og Lysåbning sad over for Lysåbning tre Gange.
11O	7	5	Alle Døre og Lysåbninger havde firkantede Bjælkerammer, og Lysåbning sad over for Lysåbning tre Gange.
11O	7	6	Fremdeles opførte han Søjlehallen, halvtredsindstyve Alen lang og tredive Alen bred, med en Hal, Søjler og Trappe foran.
11O	7	7	Fremdeles opførte han Tronhallen, hvor han holdt Rettergang, Domhallen; den var dækket med Cedertræ fra Gulv til Loft,
11O	7	8	Hans eget Hus, det, han boede i, i den anden Forgård inden for Hallen, var bygget på samme Måde. Og til Faraos Datter, som Salomo havde ægtet, opførte han et Hus i Lighed med denne Hal.
11O	7	9	Det hele var af kostbare Sten, tilhugget efter Mål, tilsavet både indvendig og udvendig, lige fra Grunden til Murkanten, hvilket også gjaldt den store Forgård uden om Templets Forgård.
11O	7	10	Grunden blev lagt med kostbare, store Sten, nogle på ti, andre på otte Alen.
11O	7	11	Ovenpå lagdes kostbare Sten, tilhugget efter Mål, og Cederbjælker.
11O	7	12	Den store Forgård var hele Vejen rundt omgivet af tre Lag tilhugne Sten og et Lag Cederbjælker, ligeledes HERRENs Huss Forgård, den indre, og Forgården om Paladsets Forhal.
11O	7	13	Kong Salomo sendte Bud til Tyrus efter Hiram.
11O	7	14	Han var Søn af en Enke fra Naftalis Stamme, men hans Fader var en Kobbersmed fra Tyrus. Han sad inde med Visdom, Forstand og Indsigt i at udføre alskens Kobberarbejde; og han kom til Kong Salomo og udførte alt det Arbejde, han skulde have udført.
11O	7	15	Han støbte de to kobbersøjler foran Forhallen. Den ene var atten Alen høj; den målte tolv Alen i Omkreds; den var hul, og Kobberet var fire Fingerbredder tykt. Ligeså den anden Søjle.
11O	7	16	Og han lavede to Søjlehoveder til at sidde oven på Søjlerne, støbt af Kobber, hvert Søjlehoved fem Alen højt.
11O	7	17	Og han lavede to Fletværker, flettet Arbejde, Snore, kædeformet Arbejde, til at dække Søjlehovederne oven på Søjlerne, et Fletværk fil hvert Søjleboved;
11O	7	18	og han lavede Granatæblerne, to Rækker rundt om det ene Fletværk; der var 200 Granatæbler i Rækker rundt om det ene Søjlehoved; på samme Måde gjorde han også ved det andet.
11O	7	19	Søjlehovedeme på de to Søjler var liljeformet Arbejde.
11O	7	20	Søjlehovederne sad på de to Søjler.
11O	7	21	Derpå opstillede han Søjlerne ved Templets Forhal; den Søjle, han opstillede til højre, kaldte han Jakin, og den, han opstillede til venstre, kaldte han Boaz.
11O	7	22	Øverst på Søjlerne var der liljeformet Arbejde. Således blev Arbejdet med Søjlerne færdigt.
11O	7	23	Fremdeles lavede han Havet i støbt Arbejde, ti Alen fra Rand til Rand, helt rundt, fem Alen højt; det målte tredive Alen i Omkreds.
11O	7	24	Under Randen var det hele Vejen rundt omgivet af agurklignende Prydelser, der nåede helt omkring Havet, tredive Alen; i to Rækker sad de agurklignende Prydelser, støbt i eet dermed.
11O	7	25	Det stod på tolv Okser, således at tre vendte mod Nord, tre mod Vest, tre mod Syd og tre mod Øst; Havet stod oven på dem; de vendte alle Bagkroppen indad.
11O	7	26	Det var en Håndsbred tykt, og Randen var formet som Randen på et Bæger, som en udsprungen Lilje. Det tog 2000 Bat.
11O	7	27	Fremdeles lavede han de ti Vognstel af Kobber; hvert Stel var fire Alen langt, fire Alen bredt og tre Alen højt.
11O	7	28	Og Stellene var indrettet så ledes: De havde Mellemstykker, og Mellemstykkerne sad mellem Rammestykkerne.
11O	7	29	På Mellemstykkerne mellem Rammestykkerne var der Løver, Okser og Keruber, ligeledes på Rammestykkerne. Over og under Løverne og Okserne var der Kranse, lavet således, at de hang ned.
11O	7	30	Hvert Stel havde fire Kobber hjul og Kobberaksler. De fire Hjørner havde Bærearme; under Bækkenet var Bærearmene faststøbt, og midt for hver af dem var der Kranse.
11O	7	31	Dets Rand var inden for Bærearmene, een Alen høj, og den var rund: også på Randen var der udskåret Arbejde. Mellemstykkerne var firkantede, ikke runde.
11O	7	32	De fire Hjul sad under Mellemstykkerne, og Hjulenes Akselholdere sad på Stellet; hvert Hjul var halvanden Alen højt.
11O	7	33	Hjulene var indrettet som Vognhjul, og deres Akselholdere, Fælge, Eger og Nav var alle støbt.
11O	7	34	Der var en Bæream på hvert Stels fire Hjørner, og Bærearmene var i eet med Stellet;
11O	7	35	og oven på Stellet var der en Slags Fatning, en halv Alen høj og helt rund; og Akselholdere og Mellemstykker sad fast på Stellet.
11O	7	36	På Fladerne indgraverede han Keruber, Løver og Palmer, efter som der var Plads til, omgivet af Kranse.
11O	7	37	Således lavede han de ti Stel; de var alle støbt på samme Måde, med samme Mål og af samme Form.
11O	7	38	Tillige lavede han ti Kobberbækkener; fyrretyve Bat tog hvert Bækken, og hvert Bækken målte fire Alen, et Bækken til hvert af de ti Stel.
11O	7	39	Og han satte fem af Stellene ved Templets Sydside, fem ved Nordsiden; og Havet opstillede han ved Templets Sydside, ved det sydøstre Hjørne.
11O	7	40	Fremdeles lavede Hirom Karrene, Skovlene og Skålene. Der med var Hiram færdig med alt sit Arbejde for Kong Salomo til HERRENs Hus:
11O	7	41	De to Søjler, og de to kuglefornede Søjlehoveder ovenpå, de to Fletværker til at dække de to kugleformede Søjlehoveder på Søjlerne,
11O	7	42	de 400 Granatæbler til de to Fletværker, to Rækker Granatæbler til hvert Fletværk til at dække de to kugleformede Søjlehoveder på de to Søjler,
11O	7	43	de ti Stel med de ti Bækkener på,
11O	7	44	Havet med de tolv Okser under,
11O	7	45	Karrene, Skovlene og Skålene. Alle disse Ting, som Hiram lavede for Kong Salomo til HERRENs Hus, var af blankt Kobber.
11O	7	46	I Jordanegnen lod Kongen dem støbe, ved Adamas Vadested mellem Sukkot og Zaretan.
11O	7	47	Salomo lod alle Tingene uvejet på Grund af deres såre store Mængde, Kobberet blev ikke vejet.
11O	7	48	Og Salomo lod alle Tingene, som hørte til HERRENs Hus, lave: Guldalteret, Guldbordet, som Skuebrødene lå på,
11O	7	49	Lysestagerne, fem til højre og fem til venstre, foran Inderhallen, af purt Guld, med Blomsterbægrene, Lamperne og Lysesaksene af Guld,
11O	7	50	Fadene, Knivene, Skålene, Kanderne og Panderne af fint Guld, Hængslerne til Dørene for den inderste Hal, det Allerhelligste, og til Dørene for den yderste Hal, det Hellige, af Guld.
11O	7	51	Da hele Arbejdet, som Salomo lod udføre ved HERRENs Hus, var færdigt, bragte Salomo sin Fader Davids Helliggaver, Sølvet og Guldet, derind og lagde alle Tingene i Skatkamrene i HERRENs Hus.
11O	8	1	Derpå kaldte Salomo Israels Ældste og alle Stammernes Overhoveder, Israeliternes Fædrenehuses Øverster, sammen hos sig i Jerusalem for at føre HERRENs Pagts Ark op fra Davidsbyen, det er Zion.
11O	8	2	Så samledes alle Israels Mænd hos Kong Salomo på Højtiden i Etanim Måned, det er den syvende Måned.
11O	8	3	Og alle Israels Ældste kom, og Præsterne bar Arken.
11O	8	4	Og de bragte HERRENs Ark op tillige med Åbenbaringsteltet og alle de hellige Ting, der var i Teltet; Præsterne og Leviterne bragte dem op.
11O	8	5	Og Kong Salomo tillige med hele Israels Menighed, som havde givet Møde hos ham foran Arken, ofrede Småkvæg og Hornkvæg, så meget, at det ikke var til at tælle eller overse.
11O	8	6	Så førte Præsterne HERRENs Pagts Ark ind på dens Plads i Templets Inderhal, det Allerhelligste, og stillede den under Kerubernes Vinger;
11O	8	7	thi Keruberne udbredte deres Vinger over Pladsen, hvor Arken stod, og således dannede Keruberne et Dække over Arken og dens Bærestænger.
11O	8	8	Stængerne var så lange, at Enderne af dem kunde ses fra det Hellige foran Inderhallen, men de kunde ikke ses længere ude; og de er der den Dag i Dag.
11O	8	9	Der var ikke andet i Arken end de to Stentavler, Moses havde lagt ned i den på Horeb, Tavlerne med den Pagt, HERREN havde sluttet med Israeliterne, da de drog bort fra Ægypten.
11O	8	10	Da Præsterne derpå gik ud af Helligdommen, fyldte Skyen HERRENs Hus,
11O	8	11	så at Præsterne af Skyen hindredes i at stå og udføre deres Tjeneste; thi HERRENs Herlighed fyldte HERRENs Hus.
11O	8	12	Ved den Lejlighed sang Salomo: HERREN satte Solen på Himlen, men selv, har han sagt, vil han bo i Mulmet.
11O	8	13	Nu har jeg bygget dig et Hus til Bolig, et Sted, du for evigt kan dvæle.  Det står jo optegnet i Sangenes Bog.
11O	8	14	Derpå vendte Kongen sig om og velsignede hele Israels Forsamling, der imens stod op;
11O	8	15	og han sagde: "Lovet være HERREN, Israels Gud, hvis Hånd har fuldført, hvad hans Mund talede til min Fader David, dengang han sagde:
11O	8	16	Fra den Dag jeg førte mit Folk Israel ud af Ægypten, har jeg ikke udvalgt nogen By i nogen af Israels Stammer for der at bygge et Hus til Bolig for mit Navn; men Jerusalem udvalgte jeg til Bolig for mit Navn, og David udvalgte jeg til at herske over mit Folk Israel.
11O	8	17	Og min Fader David fik i Sinde at bygge HERRENs, Israels Guds, Navn et Hus;
11O	8	18	men HERREN sagde til min Fader David: At du har i Sinde at bygge mit Navn et Hus, er ret af dig;
11O	8	19	dog skal du ikke bygge det Hus, men din Søn, der udgår af din Lænd; skal bygge mit Navn det Hus.
11O	8	20	Nu har HERREN opfyldt det Ord, han talede, og jeg er trådt i min Fader Davids Sted og sidder på Israels Trone, som HERREN sagde, og jeg har bygget HERRENs, Israels Guds, Navn Huset;
11O	8	21	og jeg har der beredt en Plads til Arken med den Pagt, HERREN sluttede med vore Fædre, da han førte dem bort fra Ægypten."
11O	8	22	Derpå trådte Salomo frem foran HERRENs Alter lige over for hele Israels Forsamling, udbredte sine Hænder mod Himmelen
11O	8	23	og sagde: "HERRE Israels Gud, der er ingen Gud som du i Himmelen oventil og på Jorden nedentil, du, som holder fast ved din Pagt og din Miskundhed mod dine Tjenere, når de af hele deres Hjerte vandrer for dit Åsyn,
11O	8	24	du, som har holdt, hvad du lovede din Tjener, min Fader David, og i Dag opfyldt med din Hånd, hvad du talede med din Mund.
11O	8	25	Så hold da nu, HERRE, Israels Gud, hvad du lovede din Tjener, min Fader David, da du sagde: En Efterfølger skal aldrig fattes dig til at sidde på Israels Trone for mit Åsyn, når kun dine Sønner vil tage Vare på deres Vej og vandre for mit Åsyn, som du har gjort.
11O	8	26	Så lad nu, HERRE, Israels Gud, det Ord opfyldes, som du tilsagde din Tjener, min Fader David!
11O	8	27	Men kan Gud da virkelig bo på Jorden? Nej visselig, Himlene, ja Himlenes Himle kan ikke rumme dig, langt mindre dette Hus, som jeg har bygget!
11O	8	28	Men vend dig til din Tjeners Bøn og Begæring, HERRE min Gud, så du hører det Råb og den Bøn, din Tjener i Dag opsender for dit Åsyn;
11O	8	29	lad dine Øjne være åbne over dette Hus både Nat og Dag, over det Sted, hvor du har sagt, dit Navn skal bo, så du hører den Bøn, din Tjener opsender, vendt mod dette Sted!
11O	8	30	Og hør den Bøn, din Tjener og dit Folk Israel opsender, vendt mod dette Sted; du høre den der, hvor du bor, i Himmelen, du høre og tilgive!
11O	8	31	Når nogen synder imod sin Næste, og man afkræver ham Ed og lader ham sværge, og han kommer og aflægger Ed foran dit Alter i dette Hus,
11O	8	32	så høre du det i Himmelen og gøre det og dømme dine Tjenere imellem, så du kender den skyldige skyldig og lader hans Gerning komme over hans Hoved og frikender den uskyldige og gør med ham efter hans Uskyld!
11O	8	33	Når dit Folk Israel tvinges til at fly for en Fjende, fordi de synder imod dig, og de så omvender sig til dig og bekender dit Navn og opsender Bønner og Begæringer til dig i dette Hus,
11O	8	34	så høre du det i Himmelen og tilgive dit Folk Israels Synd og føre dem tilbage til det Land, du gav deres Fædre!
11O	8	35	Når Himmelen lukkes, så Regnen udebliver, fordi de synder imod dig, og de så beder, vendt mod dette Sted, og bekender dit Navn og omvender sig fra deres Synd, fordi du revser dem,
11O	8	36	så høre du det i Himmelen og tilgive din Tjeners og dit Folk Israels Synd, ja du vise dem den gode Vej, de skal vandre, og lade det regne i dit Land, som du gav dit Folk i Eje!
11O	8	37	Når der kommer Hungersnød i Landet, når der kommer Pest, når der kommer Kornbrand og Rust, Græshopper og Ædere, når Fjenden belejrer Folket i en af dets Byer, når alskens Plage og Sot indtræffer -
11O	8	38	enhver Bøn, enhver Begæring, hvem den end kommer fra i hele dit Folk Israel, når de føler sig truffet i deres Samvittighed og udbreder Hænderne mod dette Hus,
11O	8	39	den høre du i Himmelen, der, hvor du bor, og tilgive og gøre det, idet du gengælder enhver hans Færd, fordi du kender hans Hjerte, thi du alene kender alle Menneskebørnenes Hjerter,
11O	8	40	for at de må frygte dig, al den Tid de lever på den Jord, du gav vore Fædre.
11O	8	41	Selv den fremmede, der ikke hører til dit Folk Israel, men kommer fra et fjernt Land for dit Navns Skyld, -
11O	8	42	thi man vil høre om dit store Navn, din stærke Hånd og din udstrakte Arm - når han kommer og beder, vendt mod dette Hus,
11O	8	43	da høre du det i Himmelen, der, hvor du bor, og da gøre du efter alt, hvad den fremmede råber til dig om, for at alle Jordens Folkeslag må lære dit Navn at kende og frygte dig ligesom dit Folk Israel og erkende, at dit Navn er nævnet over dette Hus, som jeg har bygget.
11O	8	44	Når dit Folk drager i Krig mod sin Fjende, hvor du end sender dem hen, og de beder til HERREN, vendt mod den By, du har udvalgt, og det Hus, jeg har bygget dit Navn,
11O	8	45	så høre du i Himmelen deres Bøn og Begæring og skaffe dem deres Ret!
11O	8	46	Når de synder imod dig thi der er intet Menneske, som ikke synder - og du vredes på dem og giver dem i Fjendens Magt, og Sejrherrerne fører dem fangne til Fjendens Land, det være sig fjernt eller nær,
11O	8	47	og de så går i sig selv i det Land, de er bortført til, og omvender sig og råber til dig i Sejrherrernes Land og siger: Vi har syndet, handlet ilde og været ugudelige!
11O	8	48	når de omvender sig til dig af hele deres Hjerte og af hele deres Sjæl i deres Fjenders Land, som de bortførtes til, og de beder til dig, vendt mod deres Land, som du gav deres fædre, mod den By, du har udvalgt, og det Hus, jeg har bygget dit Navn
11O	8	49	så høre du i Himmelen, der, hvor du bor, deres Bøn og Begæring og skaffe dem deres Ret,
11O	8	50	og du tilgive dit Folk, hvad de syndede imod dig, alle de Overtrædelser, hvori de gjorde sig skyldige imod dig, og lade dem finde Barmhjertighed hos Sejrherrerne, så de forbarmer sig over dem;
11O	8	51	de er jo dit Folk og din Ejendom, som du førte ud af Ægypten, af Smelteovnen.
11O	8	52	Lad dine Øjne være åbne for din Tjeners og dit Folk Israels Begæring, så du hører dem, hver Gang de råber til dig.
11O	8	53	Thi du har udskilt dem fra alle Jordens Folkeslag til at være din Ejendom, som du lovede ved din Tjener Moses, da du førte vore Fædre bort fra Ægypten, Herre, HERRE!"
11O	8	54	Da Salomo var færdig med hele denne Bøn og Begæring til HERREN rejste han sig fra Pladsen foran HERRENs Alter, hvor han havde ligget på Knæ med Hænderne udbredt mod Himmelen.
11O	8	55	Derpå trådte han frem og velsignede med høj Røst hele Israels Forsamling, idet han sagde:
11O	8	56	"Lovet være HERREN, der har givet sit Folk Israel Hvile, ganske som han talede, uden at et eneste Ord er faldet til Jorden af alle de herlige Forjættelser, han udtalte ved sin Tjener Moses.
11O	8	57	HERREN vor Gud være med os, som han var med vore Fædre, han forlade og forstøde os ikke,
11O	8	58	at vort Hjerte må drages til ham, så vi vandrer på alle hans Veje og holder hans Bud, Anordninger og Lovbud, som han pålagde vøre Fædre!
11O	8	59	Måtte disse Bønner, som jeg har opsendt for HERRENs Åsyn, være nærværende for HERREN vor Gud både Nat og Dag, så han skaffer sin Tjener og sit Folk Israel Ret efter hver Dags Behov,
11O	8	60	for at alle Jordens Folk må kende, at HERREN og ingen anden er Gud.
11O	8	61	Og måtte eders Hjerte være helt med HERREN vor Gud, så I følger hans Anordninger og holder hans Bud som i Dag!"
11O	8	62	Kongen ofrede nu sammen med hele Israel Slagtofre for HERRENs Åsyn.
11O	8	63	Til de Takofre, Salomo ofrede til HERREN, tog han 22 000 Stykker Hornkvæg og 12 000 Stykker Småkvæg. Således indviede Kongen og alle Israeliterne HERRNs Hus.
11O	8	64	Samme Dag helligede Kongen den mellemste Del af Forgården foran HERRENs Hus, thi der måtte han ofre Brændofrene, Afgrødeofrene og Fedtstykkerne af Takofrene, da Kobberalteret foran HERRENs Åsyn var for lille til at rumme Ofrene.
11O	8	65	Samtidig fejrede Salomo i syv Dage Højtiden for HERREN vor Guds Åsyn sammen med hele Israel, en vældig Forsamling (lige fra Egnen ved Hamat og til Ægyptens Bæk).
11O	8	66	Ottendedagen lod han Folket gå, og de velsignede Kongen og drog hver til sit, glade og vel til Mode over al den Godhed, HERREN havde vist sin Tjener David og sit Folk Israel.
11O	9	1	Men da Salomo var færdig med at opføre HERRENs Hus og Kongens Palads og alt, hvad han havde fået Lyst til og sat sig for at udføre,
11O	9	2	lod HERREN sig anden Gang til Syne for ham, som han havde ladet sig til Syne for ham i Gibeon;
11O	9	3	og HERREN sagde til ham: "Jeg har hørt den Bøn og Begæring, du opsendte for mit Åsyn. Jeg har helliget dette Hus, som du har bygget, for der at stedfæste mit Navn til evig Tid, og mine Øjne og mit Hjerte skal være der alle Dage.
11O	9	4	Hvis du nu vandrer for mit Åsyn som din Fader David i Hjertets Uskyld og i Upriglighed, så du gør alt, hvad jeg har pålagt dig, og holder mine Anordninger og Lovbud,
11O	9	5	så vil jeg opretholde din Kongetrone i Israel evindelig, som jeg lovede din Fader David, da jeg sagde: En Efterfølger skal aldrig fattes dig på Israels Trone.
11O	9	6	Men hvis I eller eders Børn vender eder bort fra mig og ikke holder mine Bud, mine Annordninger, som jeg har forelagt eder, men går hen og dyrker andre Guder og tilbeder dem
11O	9	7	så vil jeg udrydde Israel fra det Land, jeg gav dem; og det Hus, jeg har helliget for mit Navn, vil jeg forkaste fra mit Åsyn, og Israel skal blive til Spot og Spe blandt alle Folk,
11O	9	8	og dette Hus skal blive en Ruindynge, og enhver, som går der forbi, skal blive slået af Rædsel og give sig til at hånfløjte. Og når man siger: Hvorfor har HERREN handlet således mod dette Land og dette Hus?
11O	9	9	skal der svares: Fordi de forlod HERREN deres Gud, som førte deres Fædre ud af Ægypten, og holdt sig til andre Guder, tilbad og dyrkede dem; derfor har HERREN bragt al denne Elendighed over dem!"
11O	9	10	Da de tyve År var omme, i hvilke Salomo havde bygget på de to Bygninger, HERRENs Hus og Kongens Palads -
11O	9	11	Kong Hiram af Tyrus havde sendt Salomo Cedertræ, Cyprestræ og Guld, så meget han ønskede da gav Kong Salomo Hiram tyve Byer i Landskabet Galilæa.
11O	9	12	Men da Hiram kom fra Tyrus for at se de Byer, Salomo havde givet ham, syntes han ikke om dem;
11O	9	13	og han sagde: "Hvad er det for Byer, du har givet mig, Broder?" Derfor kaldte man den Habullandet, som det hedder den Dag i Dag
11O	9	14	Men Hiram sendte Kongen l20 Guldtalenter.
11O	9	15	På følgende Måde hang det sammen med de Hoveriarbejdere, Kong Salomo udskrev til at opføre HERRENs Hus, hans eget Palads, Millo Jerusalems Mur, Hazor, Megiddo og Gezer
11O	9	16	Farao, Ægypterkongen, var draget op, havde indtaget Gezer og stukket det i Brand; alle Kanånæere, der boede i Byen, havde han ladet dræbe og derpå givet sin Datter, Salomos Hustru den i Medgift.
11O	9	17	Nu genopbyggede Salomo Gezer, Nedre-Bet-Horon,
11O	9	18	Bålat, Tamar i Ørkenen i Juda Land,
11O	9	19	alle Salomos Forrådsbyer, Vognbyerne og Rytterbyerne, og alt andet, som Salomo fik Lyst til at bygge i Jerusalem, i Libanon og i hele sit Rige:
11O	9	20	Alt, hvad der var tilbage af Amoriterne, Hetiterne, Perizziterne, Hivviterne og Jebusiterne, og som ikke hørte til Israeliterne,
11O	9	21	deres Efterkommere, som var tilbage efter dem i Landet, og som Israeliterne ikke havde været i Stand til at lægge Band på, dem udskrev Salomo til Hoveriarbejde, som det er den Dag i Dag.
11O	9	22	Af Israeliterne derimod satte Salomo ingen til Arbejde,men de var Krigsfolk og Hoffolk, Hærførere og Høvedsmænd hos, ham og Førere for hans Stridsvogne og Rytteri. -
11O	9	23	Tallet på Overfogederne, der ledede Arbejdet for Salomo, var 550; de havde Tilsyn med Folkene, der arbejdede.
11O	9	24	Faraos Datter var lige flyttet fra Davidsbyen ind i det Hus, han havde bygget til hende, da tog han fat på at opføre Millo.
11O	9	25	Tre Gange om Året ofrede Salomo Brændofre og Takofre på det Alter, han bavde bygget HERREN, og tændte Offerild for HERRENs Åsyn; og han fuldførte Templet.
11O	9	26	Kong Salomo byggede også Skibe i Ezjongeber, der ligger ved Elat ved det røde Havs Kyst i Edom;
11O	9	27	og Hiram sendte sine Folk, befarne Søfolk, om Bord på Skibene sammen med Salomos Folk.
11O	9	28	De sejlede til Ofir, hvor de hen tede 420 Talenter Guld, som de bragte Kong Salomo.
11O	10	1	Da Dronningen af Saba hørte Salomos Ry, kom hun for at prøve ham med Gåder.
11O	10	2	Hun kom til Jerusalem med et såre stort Følge og med Kameler, der bar Røgelse, Guld i store Mængder og Ædelsten. Og da hun var kommet til Salomo, talte hun til ham om alt, hvad der lå hende på Hjerte.
11O	10	3	Men Salomo svarede på alle hendes Spørgsmål, og intet som helst var skjult for Kongen, han gav hende Svar på alt.
11O	10	4	Og da Dronningen af Saba så al Salomos Visdom, Huset han havde bygget,
11O	10	5	Maden på hans Bord, hans Folks Boliger, han træden og deres Klæder, hans Mundskænke og Brændofrene, han ofrede i HERRENs Hus, var hun ude af sig selv;
11O	10	6	og hun sagde til Kongen: "Sandt var, hvad jeg i mit Land hørte sige om dig og din Visdom!
11O	10	7	Jeg troede ikke, hvad der sagdes, før jeg kom og så det med egne Øjne; og se, ikke engang det halve er mig fortalt, thi din Visdom og Herlighed overgår, hvad rygte sagde.
11O	10	8	Lykkelige dine Hustruer, lykkelige dine Folk, som altid er om dig og hører din Visdom!
11O	10	9	Lovet være HERREN din Gud, som fandt behag i dig og satte dig på Israels Trone! Fordi HERREN elsker Israel evindelig, satte han dig til Konge, til at øve ret og Retfærdighed."
11O	10	10	Derpå gav hun Kongen 120 Guldtalenter, Røgelse i store Mængder og Ædelsten; og aldrig er der siden kommet så megen Røgelse til Landet som den, Dronningen af Saba gav Kong Salomo.
11O	10	11	Desuden bragte Hirams Skibe, som hentede Guld i Ofir, Almug gumtræ i store Mængder og Ædel sten fra Ofir,
11O	10	12	og af Almuggimtræet lod Kongen lave Rækværk til HERRENs Hus og Kongens Palads, desuden Citre og Harper til Sangerne. Så meget Almuggimtræ er hidtil ikke set eller kommet til Landet.
11O	10	13	Og Kong Salomo gav Dronningen af Saba alt, hvad hun ønskede og bad om, foruden hvad han af sig selv kongeligen skænkede hende. Derpå begav hun sig med sit Følge hjem til sit Land.
11O	10	14	Vægten af det Guld, som i et År indførtes af Salomo, udgjorde 666 Guldtalenter,
11O	10	15	de ikke medregnet, hvad der indkom i Afgift fra de undertvungne Folk og ved Købmændenes Handel og fra alle Arabiens Konger og Landets Statholdere.
11O	10	16	Kong Salomo lod hamre 200 Guldskjolde, hvert på 600 Sekel Guld,
11O	10	17	og 300 mindre Guldskjolde, hvert på tre Miner Guld; dem lod Kongen henlægge i Libanonskovhuset.
11O	10	18	Fremdeles lod Kongen lave en stor Elfenbenstrone, overtrukket med lutret Guld.
11O	10	19	Tronen havde seks Trin, og på dens Ryg var der Tyrehoveder; på begge Sider af Sædet var der Arme, og ved Armene stod der to Løver;
11O	10	20	tillige stod der tolv Løver påde seks Trin, seks på hver Side. Der er ikke lavet Mage til Trone i noget andet Rige.
11O	10	21	Alle Kong Salomos Drikkekar var af Guld og alle Redskaber i Libanonskovhuset af fint Guld; Sølv regnedes ikke for noget i Kong Salomos Dage.
11O	10	22	Kongen havde nemlig Tarsisskibe i Søen sammen med Hirams Skibe; og en Gang hvert tredje År kom Tarsisskibene, ladet med Guld, Sølv, Elfenben, Aber og Påfugle.
11O	10	23	Kong Salomo overgik alle Jordens Konger i Rigdom og Visdom.
11O	10	24	Fra alle Jordens Egne søgte man hen til Salomo for at høre den Visdom, Gud havde lagt i hans Hjerte;
11O	10	25	og alle bragte de Gaver med: Sølv og Guldsager, Klæder, Våben, Røgelse, Heste og Muldyr; således gik det År efter År.
11O	10	26	Salomo anskaffede sig Stridsvogne og Ryttere, og han havde 1.400 Vogne og l2.000 Ryttere; dem lagde han dels i Vognbyerne, dels hos sig i Jerusalem.
11O	10	27	Kongen bragte det dertil, at Sølv i Jerusalem var lige så almindeligt som Sten, og Cedertræ lige så almindeligt som Morbærfigentræ i Lavlandet. -
11O	10	28	Hestene, Salomo indførte, kom fra Mizrajim og Kove; Kongens Handelsfolk købte dem i Kove.
11O	10	29	En Vogn udførtes fra Mizrajim for 600 Sekel Sølv, en Hest for 150.  Ligeledes udførtes de ved Handelsfolkene fil alle Hetiternes og Arams Konger.
11O	11	1	Kong Salomo elskede foruden Faraos Datter mange fremmede Kvinder, moabitiske, ammonitiske, edomitiske, zidoniske og hetitiske Kvinder,
11O	11	2	Kvinder fra de Folkeslag, HERREN havde sagt om til Israeliterne: "I må ikke have med dem at gøre og de ikke med eder, ellers drager de eders Hjerte til deres Guder!" Ved dem hang Salomo i Kærlighed.
11O	11	3	Han havde 700 fyrsfelige Hustruer og 3OO Medhustruer, og hans Hustruer drog hans Hjerte bort fra Herren.
11O	11	4	Da Salomo blev gammel, drog hans Hustruer hans Hjerte til fremmede Guder, og hans Hjerte var ikke mere helt med HERREN hans Gud som hans fader Davids.
11O	11	5	Salomo holdt sig da til Astarte, Zidoniernes Gudinde, og til Milkom, Ammoniternes væmmelige Gud.
11O	11	6	Således gjorde Salomo, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og viste ikke HERREN fuld Lydighed som hans Fader David.
11O	11	7	Ved den Tid byggede Salomo en Offerhøj for Kemosj, Moabs væmmelige Gud, på Bjerget østen for Jerusalem, og for Milkom, Ammoniternes væmmelige Gud;
11O	11	8	og samme Hensyn viste han alle sine fremmede Hustruer, som tændte Offerild for deres Guder og ofrede til dem.
11O	11	9	Da vrededes HERREN på Salomo, fordi han vendte sit Hjerte bort fra HERREN, Israels Gud, der dog to Gange havde ladet sig til Syne for ham
11O	11	10	og udtrykkelig havde påbudt ham ikke at holde sig til fremmede Guder; men han holdt ikke, hvad HERREN havde påbudt ham.
11O	11	11	Derfor sagde HERREN til Salomo: "Fordi det står således til med dig, og fordi du ikke har holdt min Pagt og mine Anordninger, som jeg pålagde dig, vil jeg visselig rive Riget fra dig og give din Træl det.
11O	11	12	Dog vil jeg ikke gøre det i din Levetid for din Fader Davids Skyld men jeg vil rive det ud af din Søns Hånd.
11O	11	13	Kun vil jeg ikke rive hele Riget fra ham, men give din Søn en Stamme deraf for min Tjener Davids Skyld og for Jerusalems Skyld, den By, jeg udvalgte.
11O	11	14	HERREN gav Salomo en Modstander i Edomiten Hadad af Kongeslægten i Edom.
11O	11	15	Thi dengang David lod Edomiterne hugge ned, da Hærføreren Joab drog op for at jorde de faldne og hugge alle af Mandkøn ned i Edom -
11O	11	16	Joab og hele Israel blev der i seks Måneder, til han havde udryddet alle af Mandkøn i Edom -
11O	11	17	da var Adad med nogle edomitiske Mænd af hans Faders Folk flygtet ad Ægypten til. Dengang var Hadad endnu en lille Dreng.
11O	11	18	De brød op fra Midjan og nåede Paran; og efter at have taget nogle Mænd fra Paran med sig drog de til Ægypten, hvor Farao, Ægypterkongen, overlod ham et Hus, tilsagde ham daglig Føde og gav ham Land.
11O	11	19	Og da Farao fattede særlig Godhed for Hadad, gav han ham sin Svigerinde, en Søster til Dronning Takpenes, til Ægte.
11O	11	20	Takpeness Søster fødte ham Sønnen Genubat; og da Takpenes havde vænnet Barnet fra i Faraos Hus, blev Genubat i Faraos Hus blandt Faraos egne Børn.
11O	11	21	Da nu Hadad i Ægypten hørte, at David havde lagt sig til Hvile hos sine Fædre, og at Hærføreren Joab var død, sagde han til Farao: "Lad mig drage til mit Land!"
11O	11	22	Farao sagde til ham: "Hvad savner du her hos mig, siden du ønsker at drage til dit Land?" Men han svarede: "Å jo, lad mig nu rejse!" Så vendte Hadad tilbage til sit Land. Det var den ulykke, Hadad voldte: Han bragte Trængsel over Israel og blev Konge over Edom. -
11O	11	23	Fremdeles gav Gud ham en Modstander i Rezon, Eljadas Søn, der var flygtet fra sin Herre, Kong Hadadezer af Zoba.
11O	11	24	Han samlede en Del Mænd om sig og blev Høvding for en Friskare. Han indtog Damaskus, satte sig fast der og blev Konge i Damaskus.
11O	11	25	Han var Israels Modstander, så længe Salomo levede.
11O	11	26	Endvidere var der Efraimiten Jeroboam, Nebats Søn, fra Zereda, som stod i Salomos Tjeneste, og hvis Moder hed Zerua og var Enke; han løftede Hånd mod Kongen.
11O	11	27	Hermed gik det således til Salomo byggede på Millo; han lukkede Hullet i sin Fader Davids By.
11O	11	28	Nu var Jeroboam et dygtigt Menneske, og da Salomo så, hvorledes den unge Mand udførte Arbejdet, gav han ham Opsyn med hele Arbejdsstyrken af Josefs Hus.
11O	11	29	På den Tid hændte det sig, engang Jeroboam var rejst fra Jerusalem, at Profeten Ahija fra Silo traf ham på Vejen. Ahija var iført en ny Kappe, og de to var ene på Marken.
11O	11	30	Da greb Ahija fat i den ny Kappe, han havde på, rev den i tolv Stykker
11O	11	31	og sagde til Jeroboam: "Tag dig de ti Stykker, thi så siger HERREN, Israels Gud: Se, jeg river Riget ud af Salomos Hånd og giver dig de ti Stammer.
11O	11	32	Den ene Stamme skal han beholde for min Tjener Davids Skyld og for Jerusalems Skyld, den By, jeg udvalgte af alle Israels Stammer;
11O	11	33	det vil jeg gøre, fordi han har forladt mig og tilbedt Astarte, Zidoniernes Gudinde, Kemosj, Moabs Gud, og Milkom, Ammoniternes Gud, og ikke vandret på mine Veje og gjort, hvad der er ret i mine Øjne, eller holdt mine Anordninger og Lovbud som hans Fader David.
11O	11	34	Fra ham vil jeg dog ikke tage Riget, men lade ham være Fyrste, så længe han lever, for min Tjener Davids Skyld, som jeg udvalgte, og som holdt mine Bud og Anordninger.
11O	11	35	Men jeg vil tage Riget fra hans Søn og give dig det, de ti Stammer;
11O	11	36	og hans Søn vil jeg give en Stamme, for at min Tjener David altid kan have en Lampe for mit Åsyn i Jerusalem, den By, jeg udvalgte for der at stedfæste mit Navn.
11O	11	37	Men dig vil jeg tage og sætte til Hersker over alt, hvad du attrår, og du skal være Konge over Israel.
11O	11	38	Dersom du da er lydig i alt hvad jeg byder dig, vandrer på mine Veje og gør, hvad der er ret i mine Øjne, så du holder mine Anordnioger og Bud, som min Tjener David gjorde, vil jeg være med dig og bygge dig et varigt Hus, som jeg gjorde det for David. Dig giver jeg Israel;
11O	11	39	men jeg ydmyger Davids Slægt for den Sags Skyld, dog ikke for stedse!"
11O	11	40	Da nu Salomo stod Jeroboam efter Livet, flygtede han til Ægypten, til Ægypterkoogen Sjisjak; og han blev i Ægypten, til Salomo døde.
11O	11	41	Hvad der ellers er at fortælle om Salomo, alt, hvad han gjorde, og hans Visdom, står jo optegnet i Salomos Krønike.
11O	11	42	Den Tid, Salomo herskede i Jerusalem over hele Israel, udgjorde fyrretyve År.
11O	11	43	Så lagde Salomo sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i sin Fader Davids By. Og hans Søn Rehabeam blev Konge i hans Sted.
11O	12	1	Men Rehabeam begav sig til Sikem, thi derhen var hele Israel stævnet for at hylde ham som Konge.
11O	12	2	Da Jeroboam, Nebats Søn, der endnu opholdt sig i Ægypten, hvorhen han var flygtet for Kong Salomo, fik Nys om, at Salomo var død, vendte han hjem fra Ægypten.
11O	12	3	Og de sagde til Rehabeam:
11O	12	4	"Din Fader lagde et hårdt Åg på os, men let du nu det hårde Arbejde, din Fader krævede, og det tunge Åg han lagde på os, så vil vi tjene dig!"
11O	12	5	Han svarede dem: "Gå bort, bi tre Dage og kom så til mig igen!" Så gik Folket.
11O	12	6	Derpå rådførte Kong Rehabeam sig med de gamle, der havde stået i hans Fader Salomos Tjeneste, dengang han levede, og spurgte dem: "Hvad råder I mig til at svare dette Folk?"
11O	12	7	De svarede: "Hvis du i Dag vil være dette Folk til Tjeneste, være dem til Behag, svare dem vel og give dem gode Ord, så vil de blive dine Tjenere for bestandig!"
11O	12	8	Men han fulgte ikke det Råd, de gamle gav ham; derimod rådførte han sig med de unge, der var vokset op sammen med ham og stod i hans Tjeneste,
11O	12	9	og spurgte dem: "Hvad råder I os til at svare dette Folk, som kræver af mig, at jeg skal lette dem det Åg, min Fader lagde på dem?"
11O	12	10	De unge, der var vokset op sammen med ham, sagde da til ham: "Således skal du svare dette Folk, som sagde til dig: Din Fader lagde et tungt Åg på os, let du det for os! Således skal du svare dem: Min Lillefinger er tykkere end min Faders Hofter!
11O	12	11	Har derfor min Fader lagt et tungt Åg på eder, vil jeg gøre Åget tungere; har min Fader tugtet eder med Svøber, vil jeg tugte eder med Skorpioner!"
11O	12	12	Da alt Folket Tredjedagen kom til Rehabeam, som Kongen havde sagt,
11O	12	13	gav han dem et hårdt Svar, og uden at tage Hensyn til de gamles Råd
11O	12	14	sagde han efter de unges Råd til dem: "Har min Fader lagt et tungt Åg på eder, vil jeg gøre Åget tungere; har min Fader tugtet eder med Svøber, vil jeg tugte eder med Skorpioner!"
11O	12	15	Kongen hørte ikke på Folket, thi HERREN føjede det således for at opfylde det Ord, HERREN havde talet ved Ahija fra Silo til Jeroboam, Nebats Søn.
11O	12	16	Men da hele Israel mærkede, at Kongen ikke hørte på dem, gav Folket Kongen det Svar: "Hvad Del har vi i David? Vi har ingen Lod i Isajs Søn! Til dine Telte, Israel! Sørg nu, David, for dit eget Hus!"  Derpå vendte Israel tilbage til sine Telte.
11O	12	17	Men over de Israeliter, der boede i Judas Byer, blev Rehabeam Konge.
11O	12	18	Nu sendte Kong Rehabeam Adoniram, der havde Opsyn med Hoveriarbejdet, ud til dem, men hele Israel stenede ham til Døde. Da steg Kong Rebabeam i største Hast op på sin Stridsvogn og flygtede til Jerusalem.
11O	12	19	Således brød Israel med Davids Hus, og det er Stillingen den Dag i Dag.
11O	12	20	Men da hele Israel hørte, at Jeroboam var kommet tilbage, lod de ham hente til Forsamlingen og hyldede ham som Konge over hele Israel. Der var ingen, som holdt fast ved Davids Hus undtagen Judas Stamme.
11O	12	21	Da Rehabeam var kommet til Jerusalem, samlede han hele Judas Hus og Benjamins Stamme, 180 000 udsøgte Folk, øvede Krigere, til at føre Krig med Israels Hus og vinde Riget tilbage til Rehabeam, Salomos Søn.
11O	12	22	Men da kom Guds Ord til den Guds Mand Sjemaja således:
11O	12	23	"Sig til Judas Konge Rehabeam, Salomos Søn, og til hele Judas og Benjamins Hus og det øvrige Folk:
11O	12	24	Så siger HERREN: I må ikke drage op og kæmpe med eders Brødre Israeliterne; vend hjem hver til sit, thi hvad her er sket, har jeg tilskikket!" Da adlød de HERRENs Ord og vendte tilbage.
11O	12	25	Jeroboam befæstede Sikem i Efraims Bjerge og tog Bolig der; senere drog han derfra og befæstede Penuel.
11O	12	26	Men Jeroboam tænkte ved sig selv: "Som det nu går, vil Riget atter tilfalde Davids Hus;
11O	12	27	når Folket her drager op for at ofre i HERRENs Hus i Jerusalem, vil dets Hu atter vende sig til dets Herre, Kong Rehabeam af Juda; så slår de mig ihjel og vender tilbage til Kong Rehabeam af Juda!"
11O	12	28	Og da Kongen havde overvejet Sagen, lod han lave to Guldkalve og sagde til Folket "Det er for meget for eder med de Rejser til Jerusalem! Se, Israel, her er dine Guder, som førte dig ud af Ægypten!"
11O	12	29	Den ene lod han opstille i Betel, den anden i Dan.
11O	12	30	Det blev Israel til Synd. Og Folket ledsagede i Optog den ene til Dan.
11O	12	31	Tillige indrettede han Offerhuse på Højene og indsatte til Præster alle Slags Folk, der ikke hørte til Leviterne.
11O	12	32	Og Jeroboam lod fejre en Fest på den femtende Dagi den ottende Måned i Lighed med den Fest, man havde i Juda; og han steg op på Alteret, han havde ladet lave i Betel, for at ofre til de Tyrekalve han havde ladet lave; og han lod de Præster, han havde indsat på Højene, gøre Tjeneste i Betel.
11O	12	33	Han steg op på Alteret, han havde ladet lave i Betel, på den femtende Dag i den ottende Måned, den Måned, han egenmægtig hade udtænkt, og lod Israeliteme fejre en Fest; han steg op på Alteret for at tænde Offerild.
11O	13	1	Og se, på HERRENs Bud kom en Guds Mand fra Juda til Betel, netop som Jeroboam stod på Alteret for at tænde Offerild.
11O	13	2	Og han råbte med HERRENs Ord imod Alteret: "Alter, Alter! Så siger HERREN: Der skal fødes Davids Hus en Søn ved Navn Josias, og på dig skal han ofre Højenes Præster, som tænder Offerild på dig, og han skal brænde Menneskeknogler på dig!"
11O	13	3	Og samtidig kundgjorde han et Tegn, idet han sagde: "Dette er Tegnet på, at HERREN har talet: Se, Alteret skal revne, så Asken derpå vælter ud!"
11O	13	4	Da nu Kongen hørte de Ord, den Guds Mand råbte mod Alteret i Betel, rakte Jeroboam sin Hånd ud fra Alteret og sagde: "Grib ham!" Men Hånden, han rakte ud imod ham, visnede, og han kunde ikke tage den til sig igen;
11O	13	5	og Alteret revnede, så Asken væltede ud fra Alteret - det Tegn, den Guds Mand havde kundgjort med HERRENs Ord.
11O	13	6	Da tog Kongen til Orde og sagde til den Guds Mand: "Bed dog HERREN din Gud om Nåde og gå i Forbøn for mig, at jeg kan tage Hånden til mig igen!" Og den Guds Mand bad HERREN om Nåde, og Kongen kunde tage Hånden til sig igen, og den var som før.
11O	13	7	Derpå sagde Kongen til den Guds Mand: "Følg med mig hjem og vederkvæg dig, så vil jeg give dig en Gave!"
11O	13	8	Men den Guds Mand svarede Kongen: "Om du så giver mig Halvdelen af dit Hus, vil jeg ikke følge med dig, og jeg vil hverken spise eller drikke på dette Sted;
11O	13	9	thi det Bud har jeg fået med HERRENs Ord: Du må hverken spise eller drikke, og du må ikke vende hjem ad den Vej, du kom!"
11O	13	10	Derpå drog han bort ad en anden Vej og vendte ikke hjem ad den Vej, han var kommet til Betel.
11O	13	11	Nu boede der i Betel en gammel Profet; hans Sønner kom og fortalte ham om alt, hvad den Guds Mand den Dag havde gjort i Betel, og om de Ord, han havde talt til Kongen. Men da de havde fortalt deres Fader det,
11O	13	12	spurgte han dem: "Hvilken Vej gik han?" Og hans Sønner viste ham, hvilken Vej den Guds Mand, der var kommet fra Juda, var gået.
11O	13	13	Da sagde han til sine Sønner: "Læg Sadelen på mit Æsel!" Og da de havde sadlet Æselet, satte han sig op,
11O	13	14	red efter den Guds Mand og traf ham siddende under Egetræet. Han spurgte ham da: "Er du den Guds Mand, der kom fra Juda?" Han svarede: "Ja!"
11O	13	15	Så sagde han til ham: "Kom med mig hjem og få noget at spise!"
11O	13	16	Men han svarede: "Jeg kan ikke vende om og følge med dig, og jeg kan hverken spise eller drikke sammen med dig på dette Sted,
11O	13	17	thi der er sagt mig med HERRENs Ord: Du må hverken spise eller drikke der, og du må ikke vende tilbage ad den Vej, du kom!"
11O	13	18	Da sagde han til ham: "Også jeg er Profet som du, og en Engel har med HERRENs Ord sagt til mig: Tag ham med dig hjem, for at han kan få noget at spise og drikke!" Men han løj for ham.
11O	13	19	Så vendte han tilbage med ham og spiste og drak i hans Hus.
11O	13	20	Men medens de sad til Bords, kom HERRENs Ord til Profeten, der havde fået ham tilbage,
11O	13	21	og han råbte til den Guds Mand, der var kommet fra Juda: "Så siger HERREN: Fordi du har været genstridig mod HERRENs Ord og ikke holdt det Bud, HERREN din Gud pålagde dig,
11O	13	22	men vendte tilbage og spiste og drak på det Sted, hvor han sagde, du ikke måtte spise og drikke, derfor skal dit Lig ikke komme i dine Fædres Grav!"
11O	13	23	Efter at han havde spist og drukket, sadlede han Æselet til ham, og han gav sig på Hjemvjen.
11O	13	24	Men en Løve kom imod ham på Vejen og dræbte ham. Og hans Lig lå henslængt på Vejen, og Æselet stod ved Siden af; også Løven stod ved Siden af Liget.
11O	13	25	Og se, nogle Mænd kom der forbi og så Liget ligge henslængt på Vejen, og Løven stå ved Siden af, og de kom og fortalte det i Byen, hvor den gamle Profet boede;
11O	13	26	og da Profeten, der havde fået ham til at vende om, hørte det, sagde han: "Det er den Guds Mand, som var genstridig mod HERRENs Ord; derfor har HERREN givet ham i Løvens Vold, og den har sønderrevet ham og dræbt ham efter det Ord, HERREN talede til ham!"
11O	13	27	Derpå sagde han til sine Sønner: "Læg Sadelen på mit Æsel!" Og da de havde gjort det,
11O	13	28	red han hen og fandt hans Lig liggende henslængt på vejen og Æselet og Løven stående ved Siden af, uden at Løven havde ædt Liget eller sønderrevet Æselet.
11O	13	29	Da løftede Profeten den Guds Mands Lig op, lagde ham på Æselet og førte ham tilbage til Byen for at holde Dødeklage og jorde ham;
11O	13	30	og da han havde lagt Liget i sin egen Grav, holdt de Dødeklage over ham og sagde: "Ak ve min Broder!"
11O	13	31	Og efter at have jordet ham sagde han til sine Sønner: "Når jeg dør, skal I lægge mig i samme Grav, som den Guds Mand ligger i; ved Siden af hans Ben skal I lægge mig, for at mine Ben kan blive skånet sammen md hans;
11O	13	32	thi det Ord skal gå i Opfyldelse, som han med HERRENs Ord råbte mod Alteret i Betel og alle Offerhusene på Højene i Samarias Byer!"
11O	13	33	Heller ikke efter denne Begivenhed opgav Jeroboam sin onde Færd, men gjorde på ny alle Slags Folk til Præster på Højene, idet han indsatte enhver, der havde Lyst, til Præst på Højene.
11O	13	34	Og det blev Jeroboams Hus til Synd og førte til, at det blev tilintetgjort og udryddet af Jorden.
11O	14	1	Ved den Tid blev Jeroboams Søn Abija syg.
11O	14	2	Da sagde Jeroboam til sin Hustru: "Tag og forklæd dig, så man ikke kan kende, at du er Jeroboams Hustru, og begiv dig til Silo, thi der bor Profeten Ahija, som kundgjorde mig, at jeg skulde blive Konge over dette Folk;
11O	14	3	tag ti Brød, noget Bagværk og en Krukke Honning med og henvend dig til ham, så vil han sige dig, hvorledes det skal gå Drengen!"
11O	14	4	Jeroboams Hustru gjorde nu således; hun begav sig til Silo og gik ind i Ahijas Hus. Ahija kunde ikke se, da hans Øjne var sløve af Alderdom;
11O	14	5	men HERREN havde sagt til Ahija: "Se, Jeroboams Hustru kommer til dig for at høre sig for hos dig angående sin Søn, da han er syg; det og det skal du svare hende; men når hun kommer, er hun forklædt."
11O	14	6	Da nu Ahija hørte Lyden af hendes Trin, som hun gik ind ad Døren, sagde han: "Kom kun ind, Jeroboams Hustru! Hvorfor er du forklædt? Mig er det pålagt at bringe dig en tung Tidende.
11O	14	7	Gå hen og sig til Jeroboam: Så siger HERREN, Israels Gud: Jeg ophøjede dig af Folkets Midte og gjorde dig til Fyrste over mit Folk Israel
11O	14	8	og rev Riget fra Davids Hus og gav dig det; dog har du ikke været som min Tjener David, der holdt mine Bud og fulgte mig af hele sit Hjerte og kun gjorde, hvad der er ret i mine Øjne,
11O	14	9	men du har handlet værre end alle dine Forgængere; du gik hen og krænkede mig og gjorde dig andre Guder og støbte Billeder, men mig kastede du bag din Ryg;
11O	14	10	se, derfor vil jeg bringe Ulykke over Jeroboams Hus og udrydde hvert mandligt Væsen, hver og en af Jeroboams Slægt i Israel, og jeg vil feje Jeroboams Hus bort, som man fejer Skarn bort, til der ikke er Spor tilbage!
11O	14	11	Den af Jeroboams Slægt, som dør i Byen, skal Hundene æde, og den, som dør på Marken, skal Himmelens Fugle æde, thi det er HERREN, der har talet!
11O	14	12	Men gå nu hjem! Når din Fod betræder Byen, skal Barnet dø;
11O	14	13	og hele Israel skal holde Dødeklage over ham og jorde ham, thi han er den eneste af Jeroboams Slægt, der skal komme i en Grav; thi hos ham fandtes dog noget, der vandt HERREN Israels Guds Behag inden for Jeroboams Slægt.
11O	14	14	Men HERREN vil oprejse sig en Konge over Israel, der skal udrydde Jeroboams Hus på den Dag.
11O	14	15	Men også siden vil HERREN slå Israel, så at de svajer hid og did som Sivet i Vandet, og rykke Israel op fra dette herlige Land, som han gav deres Fædre, og sprede dem hinsides Floden, fordi de har lavet sig Asjerastøtter og krænket HERREN;
11O	14	16	og han vil give Israel til Pris for de Synders Skyld, Jeroboam har begået og forledt Israel til."
11O	14	17	Da gav Jeroboams Hustru sig på Vej og kom til Tirza; og da hun betrådte Husets Tærskel, døde Drengen;
11O	14	18	og man jordede ham, og hele Israel holdt Dødeklage over ham efter det Ord, HERREN havde talet ved sin Tjener, Profeten Ahija.
11O	14	19	Hvad der ellers er at fortælle om Jeroboam, hvorledes han førte Krig, og hvorledes han herskede står jo optegnet i Israels kongers Krønike.
11O	14	20	Jeroboams Regeringstid udgjorde to og tyve År. Så lagde han sig til Hvile hos sine Fædre, og hans Søn Nadab blev Konge i hans Sted.
11O	14	21	Rehabeam, Salomos Søn, blev Kongei Juda. Rehabeam var een og fyrretyve År gammel, da han blev Konge, og han herskede sytten År i Jerusalem, den By, HERREN havde udvalgt af alle Israels Stammer for der at stedfæste sit Navn.  Hans Moder var en ammonitisk Kvinde ved Navn Na'ama.
11O	14	22	Og Juda gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og med de Synder, de begik, vakte de hans Nidkærhed, mere end deres Fædre havde gjort.
11O	14	23	Også de byggede sig Offerhøje, Stenstøtter og Asjerastøtter på alle høje Steder og under alle grønne Træer;
11O	14	24	ja, der var endog Mandsskøger i Landet. De øvede alle de Vederstyggeligheder, som var begået af de Folk, HERREN havde drevet bort foran Israeliterne.
11O	14	25	Men i Kong Rebabeams femte Regeringsår drog Ægypterkongen Sjisjak op imod Jerusalem
11O	14	26	og tog Skattene i HERRENs Hus og i Kongens Palads; alt tog han, også de Guldskjolde, Salomo havde ladet lave.
11O	14	27	Kong Rehabeam lod da i Stedet lave Kobberskjolde og gav dem i Forvaring hos Høvedsmændene for Livvagten, der holdt Vagt ved Indgangen til Kongens Palads;
11O	14	28	og hver Gang Kongen begav sig til HERRENs Hus, bentede Livvagten dem, og bagefter bragte de dem tilbage til Vagtstuen.
11O	14	29	Hvad der ellers er at fortælle om Rehabeam, alt, hvad han gjorde, står jo optegnet i Judas Kongers Krønike.
11O	14	30	Rehabeam og Jeroboam lå i Krig med hinanden hele Tiden.
11O	14	31	Så lagde Rehabeam sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet hos sine Fædre i Davidsbyen. Hans Moder var en ammonitisk Kvinde ved Navn Na'ama. Og hans Søn Abija blev Konge i hans Sted.
11O	15	1	I Kong Jeroboams, Nebats Søns, attende Regeringsår blev Abija Konge over Juda.
11O	15	2	Tre År herskede han i Jerusalem. Hans Moder hed Ma'aka og var en datter af Absalom.
11O	15	3	Han vandrede i alle de Synder, hans Fader havde begået før ham, og hans Hjerte var ikke helt med HERREN hans Gud som hans Fader Davids.
11O	15	4	Men for Davids Skyld lod HERREN hans Gud ham få en Lampe i Jerusalem, idet han ophøjede hans Sønner efter ham og lod Jerusalem bestå,
11O	15	5	fordi David havde gjort, hvad der var ret i HERRENs Øjne, og ikke, så længe han levede, var veget fra noget af, hvad han havde pålagt ham, undtagen over for Hetiten Urias.
11O	15	6	(Rehabeam lå i Krig med Jeroboam, så længe han levede).
11O	15	7	Hvad der ellers er at fortælle om Abija, alt, hvad han gjorde, står jo optegnet i Judas Kongers Krønike. Abija og Jeroboam lå i Krig med hinanden.
11O	15	8	Så lagde Abija sig til Hvile hos sine Fædre, og man jordede ham i Davidsbyen; og hans Søn Asa blev Konge i hans Sted.
11O	15	9	I Kong Jeroboam af Israels tyvende Regeringsår blev Asa Konge over Juda,
11O	15	10	og han herskede een og fyrretyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Ma'aka og var en Datter af Absalom.
11O	15	11	Asa gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, ligesom hans Fader David;
11O	15	12	han jog Mandsskøgerne ud af Landet og fjernede alle Afgudsbillederne, som hans Fædre havde ladet lave.
11O	15	13	Han fratog endog sin Moder Ma'aka Værdigheden som Herskerinde, fordi hun havde ladet lave et Skændselsbillede til Ære for Asjera; Asa lod hendes Skændselsbillede nedbryde og brænde i Kedrons Dal.
11O	15	14	Vel forsvandt Offerhøjene ikke, men alligevel var Asas Hjerte helt med HERREN, så længe han levede.
11O	15	15	Og han bragte sin Faders og sine egne Helliggaver ind i HERRENs Hus, Sølv, Guld og forskellige Kar.
11O	15	16	Asa og Kong Basja af Israel lå i Krig med hinanden, så længe de levede.
11O	15	17	Kong Basja af Israel drog op imod Juda og befæstede Rama for at hindre, at nogen af Kong Asa af Judas Folk drog ud og ind.
11O	15	18	Da tog Asa alt det Sølv og Guld, der var tilbage i Skatkamrene i HERRENs Hus og i Kongens Palads, overgav det til sine Folk og sendte dem til Kong Benhadad af Aram, en Søn af Hezjons Søn Tabrimmon, som boede i Damaskus, idet han lod sige:
11O	15	19	"Der består en Pagt mellem mig og dig, mellem min Fader og din Fader; her sender jeg dig en Gave af Sølv og Guld; bryd derfor din Pagt med Kong Basja af Israel, så at han nødes til at drage bort fra mig!"
11O	15	20	Benhadad gik ind på Kong Asas Forslag og sendte sine Hærførere mod Israels Byer og indtog Ijjon, Dan, Abel-Bet-Ma'aka og hele Kinnerot tillige med hele Naftalis Land.
11O	15	21	Da Basja hørte det, opgav han at befæste Rama og vendte tilbage til Tirza.
11O	15	22	Men Kong Asa stævnede hver eneste Mand i hele Juda sammen, og de førte Stenene og Træværket bort, som Basja havde brugt ved Befæstningen af Rama; dermed befæstede Kong Asa så Geba i Benjamin og Mizpa.
11O	15	23	Hvad der ellers er at fortælle om Asa, alle hans Heltegerninger, alt, hvad han gjorde, og de Byer, han befæstede, står jo optegnet i Judas Kongers Krønike. I øvrig led han i sin Alderdom af en Sygdom i Fødderne.
11O	15	24	Så lagde han sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet hos sine Fædre i sin Fader Davids By; og hans Søn Josafat blev Konge i hans Sted.
11O	15	25	Nadab, Jeroboams Søn, blev Konge over Israel i Kong Asa af Judas andet Regeringsår, og han herskede to År over Israel.
11O	15	26	Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og vandrede i sin Faders Spor og i de Synder, han havde forledt Israel til.
11O	15	27	Da stiftede Basja, Ahijas Søn af Issakars Hus, en Sammensværgelse imod ham, og Basja huggede ham ned ved Gibbeton, der tilhørte Filisterne, medens Nadab og hele Israel belejrede Byen.
11O	15	28	Basja dræbte ham i Kong Asa af Judas tredje Regeringsår og blev Konge i hans Sted;
11O	15	29	nu da han var blevet Konge, lod han hele Jeroboams Hus nedhugge, idet han ikke skånede en eneste Sjæl af Jeroboams Slægt, men udryddede dem efter det Ord, HERREN havde talet ved sin Tjener Ahija fra Silo,
11O	15	30	for de Synders Skyld, Jeroboam havde begået og forledt Israel til, for den Krænkelse, han havde tilføjet HERREN, Israels Gud.
11O	15	31	Hvad der ellers er at fortælle om Nadab, alt, hvad han gjorde, står jo optegnet i Israels Kongers Krønike
11O	15	32	( Asa og kong Ba'sja af Israel lå i Krig med hinanden, så længe de levede.)
11O	15	33	I Kong Asa af Judas tredje Regeringsår blev Basja, Ahijas Søn, Konge over hele Israel, og han herskede tre og tyve År i Tirza.
11O	15	34	Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og vandrede i Jeroboams Spor og de Synder, han havde forledt Israel til.
11O	16	1	Men til Jehu, Hananis Søn, kom HERRENs ord mod Ba'sja således:
11O	16	2	"Jeg ophøjede dig af Støvet og gjorde dig til Fyrste over mit Folk Israel, dog har du vandret i Jeroboams Spor og forledt mit Folk Israel til Synd, så de krænker mig ved deres Synder;
11O	16	3	se, derfor vil jeg nu feje Basja og hans Hus bort og gøre det samme ved dit Hus, som jeg gjorde ved Jeroboams, Nebats Søns, Hus;
11O	16	4	den af Basjas Slægt, som dør i Byen, skal Hundene æde, og den, som dør på Marken, skal Himmelens Fugle æde!"
11O	16	5	Hvad der ellers er at fortælle om Ba'sja, hvad han gjorde, og hans Heltegerninger, står jo optegnet i Israels Kongers Krønike.
11O	16	6	Så lagde Ba'sja sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i Tirza; og hans Søn Ela blev Konge i hans Sted.
11O	16	7	Desuden kom HERRENs Ord ved Profeten Jehu, Hananis Søn, mod Ba'sja og hans Hus både på Grund af alt det, han havde gjort, som var ondt i HERRENs Øjne, idet han krænkede ham ved sine Hænders Værk og efterlignede Jeroboams Hus, og tillige fordi han lod dette nedhugge.
11O	16	8	I Kong Asa af Judas seks og tyvende Regeringsår blev Ela, Ba'sjas Søn, Konge over Israel, og han herskede to År i Tirza.
11O	16	9	Så stiftede en af hans Mænd, Zimri, der var Fører for den ene Halvdel af Stridsvognene, en Sammensværgelse imod ham; og engang, da han i Tirza var beruset ved et Drikkelag i sin Paladsøverste Arzas Hus,
11O	16	10	trængte Zimri ind og slog ham ihjel - i Kong Asa af Judas syv og tyvende Regeringsår - og blev Konge i hans Sted.
11O	16	11	Da han var blevet Konge og havde besteget Tronen, lod han hele Basjas Hus dræbe uden at levne et mandligt Væsen og tillige hans nærmeste Slægtninge og Venner;
11O	16	12	således udryddede Zimri hele Ba'sjas Hus efter det Ord, HERREN havde talet til Basja ved Profeten Jehu,
11O	16	13	for alle de Synders Skyld, som Ba'sja og hans Søn Ela havde begået og forledt Israel til, så at de krænkede HERREN, Israels Gud, ved deres Afguder.
11O	16	14	Hvad der ellers er af fortælle om Ela, alt, hvad han gjorde, står jo optegnet i Israels Kongers Krønike.
11O	16	15	I Kong Asa af Judas syv og tyvende Regeringsår blev Zimri Konge, og han herskede syv Dage i Tirza. Hæren var på det Tidspunkt ved at belejre Gibbeton, som tilhørte Filisterne;
11O	16	16	og da nu Hæren under Belejringen hørte, at Zimri havde sfiftet en Sammensværgelse mod Kongen og endda dræbt ham, udråbte hele Israel samme Dag i Lejren Omri, Israels Hærfører, til Konge.
11O	16	17	Derpå hrød Omri op med hele Israel fra Gibbeton og begyndte at belejre Tirza;
11O	16	18	og da Zimri så at Byen var taget, begav han sig ind i Kongens Palads og stak det i Brand over sig; således døde han
11O	16	19	for de Synders Skyld, han havde begået, idet han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og vandrede i Jeroboams Spor og i de Synder, han havde begået, da han forledte Israel til at synde.
11O	16	20	Hvad der ellers er at fortælle om Zimri og den Sammensværgelse, han stiftede, står jo optegnet i Israels Kongers Krønike.
11O	16	21	Ved den Tid delte Israels Folk sig, idet den ene Halvdel slutfede sig fil Tibni, Ginats Søn, og udråbte ham til Konge, medens den anden sluttede sig til Omri.
11O	16	22	Men den Del af Folket, der sluttede sig til Omri, fik Overtaget over dem, der sluttede sig til Tibni, Ginats Søn, og da Tibni døde ved den Tid, blev Omri Konge.
11O	16	23	I Kong Asa af Judas een og tredivte Regeringsår blev Omri Konge over Israel, og han herskede tolv År. Først herskede han seks År i Tirza;
11O	16	24	men siden købte han Samarias Bjerg af Semer for to Talenter Sølv og byggede på Bjerget en By, som han efter Semer, Bjergets Ejer, kaldte Samaria.
11O	16	25	Omri gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og handlede endnu værre end alle hans Forgængere;
11O	16	26	han vandrede helt i Jeroboams, Nebats Søns, Spor og i de Synder, han havde forledt Israel til, så at de krænkede HERREN, Israels Gud, ved deres Afguder.
11O	16	27	Hvad der ellers er at fortælle om Omri, alt, hvad han gjorde, og de Heltegerninger, han udførte, står jo optegnet i Israels Kongers Krønike.
11O	16	28	Så lagde Omri sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i Samaria; og hans Søn Akab blev Konge i hans Sted.
11O	16	29	Akab, Omris Søn, blev Konge over Israel i Kong Asa af Judas otte og tredivte Regeringsår, og Akab, Omris Søn, herskede to og tyve År over Israel i Samaria.
11O	16	30	Akab, Omris Søn, gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, i højere Grad end alle hans Forgængere.
11O	16	31	Og som om det ikke var nok med, at han vandrede i Jeroboams, Nebats Søns, Synder, ægtede han oven i Købet Jesabel, en Datter af Zidoniemes Konge Etba'al, og gik hen og dyrkede Ba'al og tilbad ham.
11O	16	32	Han rejste Ba'al et Alter i Ba'alstemplet, som han lod bygge i Samaria.
11O	16	33	Og Akab lavede Asjerastøtten og gjorde endnu flere Ting, hvorved han krænkede HERREN, Israels Gud, værre end de Konger, der havde hersket før ham i Israel. -
11O	16	34	I hans Dage genopbyggede Beteliten Hiel Jeriko; efter det Ord, HERREN havde taleted Josua, Nuns Søn, kostede det ham hans førstefødte Abiram at lægge Grunden og hans yngste Søn Seguh at sætte dens Portfløje ind.
11O	17	1	Tisjbiten Elias fra Tisjbe i Gilead sagde til Akab: "Så sandt HERREN, Israels Gud, lever, han, for hvis Åsyn jeg står, i de kommende År skal der ikke falde dug eller Regn uden på mit udtrykkelige Bud!"
11O	17	2	Derpå kom HERRENs Ord til ham således:
11O	17	3	"Gå bort herfra og begiv dig østerpå og hold dig skjult ved Bækken Krit østen for Jordan;
11O	17	4	du skal drikke af Bækken, og Ravnene har jeg pålagt at sørge for Føde til dig der."
11O	17	5	Da gik han og gjorde efter HERRENs Ord, han gik hen og tog Bolig ved Bækken Krit østen for Jordan;
11O	17	6	og Ravnene bragte ham Brød om Morgenen og kød om Aftenen, og han drak af Bækken.
11O	17	7	Men nogen Tid efter tørrede Bækken ud, eftersom der ingen Regn faldt i Landet.
11O	17	8	Da kom HERRENs Ord til ham således:
11O	17	9	"Begiv dig til Zarepta, som hører til Zidon, og tag Bolig der; se, jeg har pålagt en Enke der at sørge for Føde til dig."
11O	17	10	Så begav han sig til Zarepta, og da han kom til Byens Port, fik han Øje på en Enke, som var ved at sanke Brænde, og råbte til hende: "Hent mig lidt Vand i et Kar, for at jeg kan drikke!"
11O	17	11	Og da hun gik bort for at hente det, råbte han efter hende: "Tag også et Stykke Brød med til mig!"
11O	17	12	Men hun svarede: "Så sandt HERREN din Gud lever, jeg ejer ikke Brød, men kun en Håndfuld Mel i Krukken og lidt Olie i Dunken; jeg var nettop ved at sanke et Par Stykker Brænde for at gå hjem og tillave det til mig og min Søn; og når vi har spist det, må vi dø!"
11O	17	13	Da sagde Elias til hende: "Frygt ikke! Gå hjem og gør, som du siger; men lav først et lille Brød deraf til mig og bring mig det; siden kan du lave noget til dig selv og din Søn!
11O	17	14	Thi så siger HERREN, Israels Gud: Melkrukken skal ikke blive tom, og Olien i Dunken skal ikke slippe op, før den Dag HERREN sender Regn over Jorden!"
11O	17	15	Da gik hun og gjorde, som Elias sagde; og både hun og han og hendes Søn havde noget at spise en Tid lang.
11O	17	16	Melkrukken blev ikke tom, og olien i Dunken slap ikke op, efter det Ord HERREN havde talet ved Elias.
11O	17	17	Men nogen Tid efter blev Kvindens, Husets Ejerindes, Søn syg, og hans Sygdom tog heftigt til, så der til sidst ikke mere var Liv i ham.
11O	17	18	Da sagde hun til Elias: "Hvad har jeg med dig at gøre, du Guds Mand! Er du kommet for at bringe min Synd i Erindring og volde min Søns Død?"
11O	17	19	Men han svarede hende: "Lad mig få din Søn!" Og han tog ham fra hendes Skød og bar ham op i Stuen på Taget, hvor han boede, og lagde ham på sin Seng.
11O	17	20	Så råbte han til HERREN: "HERRE min Gud, vil du virkelig handle så ilde mod den Enke; i hvis Hus jeg er Gæst, at du lader hendes Søn dø?"
11O	17	21	Derpå strakfe han sig tre Gange hen over Drengen og råbte til HERREN: "HERRE min Gud, lad dog Drengens Sjæl vende tilbage!"
11O	17	22	Og HERREN hørte Eliass Røst; Drengens Sjæl vendte tilbage, så han blev levende.
11O	17	23	Så tog Elias Drengen og bragte ham fra Stuen på Taget ned i Huset og gav hans Moder ham, idet han sagde: "Se, din Søn lever!"
11O	17	24	Da sagde Kvinden til Elias: "Nu ved jeg vist, at du er en Guds Mand, og at HERRENs Ord i din Mund er Sandhed."
11O	18	1	Lang Tid efter, i det tredie År, kom HERRENs ord således: "Gå hen og træd frem for Akab, så vil jeg sende Regn over Jorden!"
11O	18	2	Da gav Elias sig på Vej for at træde frem for Akab. Da Hungersnøden blev trykkende i Samaria,
11O	18	3	kaldte Akab Paladsøversten Obadja til sig. Obadja var en Mand, der alvorligt frygtede HERREN,
11O	18	4	og dengang Jesabel lod HERRENs Profeter udrydde, tog han og skjulte hundrede Profeter, halvtredsindstyve i een Hule og halvtredsindstyve i en anden, og sørgede for Brød og Vand til dem.
11O	18	5	Akab sagde nu til Obadja: "Kom, lad os drage rundt i Landet til alle Vandkilder og Bække, om vi mulig kan finde så meget Græs, at vi kan holde Liv i Hestene og Muldyrene og slippe for at dræbe noget af Dyrene!"
11O	18	6	Så delte de Landet, som de skulde gennemvandre, mellem sig, således at Akab og Obadja drog hver sin Vej.
11O	18	7	Medens nu Obadja var undervejs, se, da trådte Elias ham i Møde; Obadja genkendte ham og faldt på sit Ansigt og sagde: "Er det dig, min Herre Elias?"
11O	18	8	Han svarede: "Ja, det er mig! Gå hen og sig til din Herre, at Elias er her!"
11O	18	9	Men han sagde: "Hvormed har jeg dog syndet, siden du vil give din Træl i Akabs Hånd, for at han kan slå mig ihjel?
11O	18	10	Så sandt HERREN din Gud lever, der er ikke et Folk eller Rige, min Herre ikke har sendt Bud til for at lede efter dig; og blev der sagt, at du ikke var der, tog han Riget og Folket i Ed på, at de ikke havde fundet dig.
11O	18	11	Og nu siger du, at jeg skal gå hen og sige til min Herre, at Elias er her!
11O	18	12	Hvis nu HERRENs Ånd, når jeg har forladt dig, fører dig bort til et Sted, jeg ikke kender, og jeg kommer og melder det til Akab, og han ikke finder dig, lader han mig dræbe. Og din Træl har dog frygtet HERREN fra Ungdommen af!
11O	18	13	Er det ikke kommet min Herre for Øre, hvad jeg gjorde, da Jesabel lod HERRENs Profeter dræbe, hvorledes jeg skjulte hundrede af HERRENs Profeter, halvtredsindstyve i een Hule og halvtredsindstyve i en anden, og sørgede for Brød og Vand til dem?
11O	18	14	Og nu siger du, at jeg skal gå hen og sige til din Herre, at Elias er her - han lader mig dræbe!"
11O	18	15	Da sagde Elias: "Så sandt Hærskarers HERRE lever, han, for hvis Åsyn jeg står, i Dag vil jeg træde frem for ham."
11O	18	16	Obadja gik da Akab i Møde og meldte ham det, og Akab gik Elias i Møde.
11O	18	17	Da Akab fik Øje på Elias, sagde han til ham: "Er det dig, du, som bringer Ulykke over Israel!"
11O	18	18	Men han svarede: "Det er ikke mig, der har bragt Ulykke over Israel, men dig og din Faders Hus, fordi I har forladt HERREN og holder eder til Ba'alerne!
11O	18	19	Men send nu Bud og kald hele Israel sammen til mig på Karmels Bjerg og tillige de 450 Ba'alsprofeter og de 400 Asjeraprofeter, som spiser ved Jesabels Bord!"
11O	18	20	Da sendte Akab Bud rundt til alle Israeliterne og samlede Profeterne på Karmels Bjerg.
11O	18	21	Elias trådte så frem for alt Folket og sagde: "Hvor længe vil I blive ved at halte til begge Sider? Er HERREN Gud, så hold eder til ham, og er Ba'al Gud, så hold eder til ham!" Men Folket svarede ham ikke et Ord.
11O	18	22	Da sagde Elias til Folket: "Jeg er den eneste af HERRENs Profeter, der er tilbage, og Ba'als Profeter er 450 Mand;
11O	18	23	lad os nu få to unge Tyre; så skal de vælge den ene Tyr og hugge den i Stykker og lægge den på Brændet, men Ild må de ikke lægge til; den anden vil jeg lave til og lægge på Brændet, men uden at tænde Ild.
11O	18	24	Så skal I påkalde eders Guds Navn, og jeg vil påkalde HERRENs Navn; den Gud, der svarer med Ild, han er Gud!" Alt Folket sagde: "Det Forslag er godt!"
11O	18	25	Derpå sagde Elias til Ba'als Profefer: "Vælg eder den ene Tyr og lav den til først, thi I er de mange, og påkald så eders Guds Navn, men I må ikke tænde Ild!"
11O	18	26	Så tog de Tyren og lavede den til og påkaldte Ba'als Navn fra Morgen til Middag, idet de råbte: "Hør os, Ba'al!" Men ikke en Lyd hørtes, der var ingen, som svarede; og de dansede haltende omkring det Alter, de havde opført.
11O	18	27	Men da det var blevet Middag, hånede Elias dem og sagde: "I må råbe højt, thi han er jo en Gud! Han er vel faldet i Tanker eller gået afsides eller rejst bort, eller han er faldet i Søvn og må først vågne!"
11O	18	28	Da råbte de højt, og som de havde for Skik, sårede de deres Legemer med Sværd og Spyd, til Blodet flød ned ad dem.
11O	18	29	Og da det var over Middag, begyndte de at rase, og det varede lige til hen imod Afgrødeofferets Tid, men ikke en Lyd hørtes, ingen svarede, og ingen agtede derpå.
11O	18	30	Da sagde Elias til alt Folket: "Kom hen til mig!" Og da alt Folket var kommet hen til ham, satte han HERRENs nedbrudte Alter i Stand.
11O	18	31	Elias tog tolv Sten, svarende til Tallet på Jakobs Sønners Stammer, han, til hvem HERRENs Ord lød: "Israel skal dit Navn!"
11O	18	32	Og af disse Sten byggede han et Alter i HERRENs Navn og gravede rundt om Alteret en Rende på omtrent to Sea Land.
11O	18	33	Derpå lagde han Brændet tilrette, huggede Tyren i Stykker og lagde den på Brændet.
11O	18	34	Så sagde han: "Fyld fire Krukker med Vand og hæld det ud over Brændofferet og Brændet!" Og da de havde gjort det, sagde han: "Een Gang til!" Og da de havde gjort det anden Gang, sagde han: "Een Gang til!" Og de gjorde det endnu en Gang.
11O	18	35	Det drev af Vand rundt om Alteret, også Renden fik han fyldt med Vand.
11O	18	36	Men ved Afgrødeofferets Tid trådte Profeten Elias frem og sagde: "HERRE, Abrahams, Isaks og Israels Gud! Lad det kendes i Dag, at dut er Gud i Israel og jeg din Tjener, og at jeg har gjort alt dette på dit Ord!
11O	18	37	Hør mig, HERRE, hør mig, for at dette Folk må kende, at du HERRE er Gud, og at du atter drager deres Hjerte til dig"
11O	18	38	Da for HERRENs Ild ned og fortærede Brændofferet og Brændet og Stenene og Jorden; endog Vandet i Renden slikkede den bort.
11O	18	39	Da alt Folket så det, faldt de på deres Ansigt og råbte: "HERREN er Gud, HERREN er Gud!"
11O	18	40	Men Elias sagde til dem: "Grib Ba'als Profeter, lad ingen af dem slippe bort!" Og de greb dem, og Elias førte dem ned til Kisjonbækken og dræbte dem der.
11O	18	41	Derpå sagde Elias til Akab: "Gå op og spis og drik, thi der høres Susen af Regn."
11O	18	42	Da gik Akab op for at spise og drikke; men Elias gik op på Karmels Top og bøjede sig til Jorden med Ansigtet mellem Knæene.
11O	18	43	Så sagde han til sin Tjener: "Gå op og se ud over Havet!" Og han gik op og så ud, men sagde: "Der er intet!" Syv Gange sagde han til ham: "Gå derop igen!" Og syv Gange vendte Tjeneren tilbage.
11O	18	44	Men syvende Gang sagde han: "Nu stiger der en lille Sky op af Havet, så stor som en Mands Hånd!" Da sagde Elias: "Gå hen og sig til Akab: Spænd for og kør hjem, at du ikke skal blive opholdt af Regnen!"
11O	18	45	Et Øjeblik efter var Himmelen sort af Stormskyer, og der faldt en voldsom Regn. Akab steg til Vogns og kørte til Jizre'el;
11O	18	46	men HERRENs Hånd kom over Elias, så han omgjordede sine Lænder og løb foran Akab lige til Jizre'el.
11O	19	1	Akab fortalte nu Jesabel alt, hvad Elias havde gjort, og hvorledes han havde ihjelslået alle Profeterne med Sværd,
11O	19	2	og Jesabel sendte et Sendebud til Elias og lod sige: "Guderne ramme mig både med det ene og det andet, om jeg ikke i Morgen ved denne Tid handler med dit Liv, som der er handlet med deres!"
11O	19	3	Da blev han bange, stod op og drog bort for at redde sit Liv. Han kom da til Be'ersjeba i Juda. Der lod han sin Tjener blive
11O	19	4	og vandrede selv en Dagsrejse ud i Ørkenen og satte sig under en Gyvelbusk og ønskede sig Døden, idet han sagde: "Nu er det nok, HERRE; tag mit Liv, thi jeg er ikke bedre end mine Fædre!"
11O	19	5	Så lagde han sig til at sove under en Gyvelbusk. Og se, en Engel rørte ved ham og sagde: "Stå op og spis!"
11O	19	6	Og da han så sig om, se, da lå der, hvor hans Hoved havde hvilet, et ristet Brød, og der stod en Krukke Vand; og han spiste og drak og lagde sig igen.
11O	19	7	Men HERRENs Engel kom atter og rørte ved ham og sagde: "Stå op og spis, ellers bliver Vejen dig for lang!"
11O	19	8	Da stod han op og spiste og drak; og styrket af dette Måltid vandrede han i fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter lige til Guds Bjerg Horeb.
11O	19	9	Der gik han ind i en Hule og overnattede. Da lød HERRENs Ord til ham: "Hvad er du her efter, Elias?"
11O	19	10	Han svarede: "Jeg har været fuld af Nidkærhed for HERREN, Hærskarers Gud, fordi Israeliterne har forladt din Pagt; dine Altre har de nedbrudt, og dine Profeter har de ihjelslået med Sværd! Jeg alene er tilbage, og nu står de mig efter Livet!"
11O	19	11	Da sagde han: "Gå ud og stil dig på Bjerget for HERRENs Åsyn!" Og se, HERREN gik forbi, og et stort og stærkt Vejr, der sønderrev Bjerge og sprængte Klipper, gik foran HERREN, men HERREN var ikke i Vejret. Efter Vejret kom der et Jordskælv, men HERREN var ikke i Jordskælvet.
11O	19	12	Efter Jordskælvet kom der Ild, men HERREN var ikke i Ilden. Men efter Ilden kom der en stille, sagte Susen,
11O	19	13	og da Elias hørte den, hyllede han sit Hoved i sin Kappe og gik ud og stillede sig ved Indgangen til Hulen; og se, en Røst lød til ham: "Hvad er du her efter Elias?"
11O	19	14	Han svarede: "Jeg har været fuld af Nidkærhed for HERREN, Hærskarers Gud, fordi Israeliterne har forladt din Pagt; dine Altre har de nedbrudt, og dine Profeter har de ihjelslået med Sværd! Jeg alene er tilbage, og nu står de mig efter Livet!"
11O	19	15	Da sagde HERREN til ham: "Vend tilbage ad den Vej, du kom, og gå til Ørkenen ved Damaskus; gå så hen og salv Hazael til Konge over Aram,
11O	19	16	salv Jehu, Nimsjis Søn, til Konge over Israel og salv Elisa, Sjafats Søn, fra Abel Mehola til Profet i dit Sted!
11O	19	17	Den, der undslipper Hazaels Sværd, skal Jehu dræbe, og den, der undslipper Jehus Sværd, skal Elisa dræbe.
11O	19	18	Jeg vil lade syv Tusinde blive tilbage i Israel, hvert Knæ, der ikke har bøjet sig for Ba'al, og hver Mund, der ikke har kysset ham."
11O	19	19	Så gik han derfra; og han traf Elisa, Sjafats Søn, i Færd med at pløje; tolv Spand Okser havde han foran sig, og selv var han ved det tolvte. Da nu Elias gik forbi ham, kastede han sin Kappe over ham.
11O	19	20	Så forlod han Okserne og løb efter Elias og sagde: "Lad mig først kysse min Fader og min Moder, så vil jeg følge dig!" Han svarede: "Gå kun tilbage, thi hvad er det ikke, jeg har gjort ved dig!"
11O	19	21	Da forlod han ham og vendte tilbage; så tog han og slagtede Oksespandet, kogte Okserne ved Stavtøjet og gav Folkene dem at spise; derpå brød han op og fulgte Elias og gik ham til Hånde.
11O	20	1	Kong Benhadad af Aram samlede hele sin Hær, og to og tredive Konger fulgte ham med Heste og Stridsvogne; og han drog op og indesluttede Samaria og belejrede det.
11O	20	2	Han sendte nu Sendebud ind i Byen til Kong Akab af Israel
11O	20	3	og lod sige til ham: "Således siger Benhadad: Dit Sølv og Guld er mit, men dine Hustruer og børn kan du beholde!"
11O	20	4	Israels Konge lod svare: "Som du byder, Herre Konge! Jeg og alt, hvad mit er, tilhører dig."
11O	20	5	Men Sendebudene vendte tilbage og sagde: "Således siger Benha dad: Jeg sendte Bud til dig og lod sige: Dit Sølv og Guld og dine Hustruer og Børn skal du give mig!
11O	20	6	Så sender jeg da i Morgen ved denne Tid mine Folk til dig, og de skal gennemsøge dit Hus og dine Folks Huse og tilvende sig og tage alt, hvad de lyster!"
11O	20	7	Da lod Israels Konge alle Landets Ældste kalde og sagde: "Der ser I, at Manden har ondt i Sinde, thi nu sender han Bud til mig om mine Hustruer og Børn, og mit Sølv og Guld havde jeg ikke nægtet ham!"
11O	20	8	Alle de Ældste og alt Folket svarede ham: "Hør ham ikke; du må ikke give efter!"
11O	20	9	Da sagde han til Benhadads Sendebud: "Sig til min Herre Kongen: Alt, hvad du første Gang krævede af din Træl, vil jeg gøre, men dette Krav kan jeg ikke opfylde!" Med det Svar vendte Sendebudene tilbage.
11O	20	10	Da sendte Benhadad Bud til ham og lod sige: "Guderne ramme mig både med det ene og det andet, om Støvet i Samaria forslår til at fylde Hænderne på alle de Krigere, der følger mig!"
11O	20	11	Men Israels Konge lod svare: "Sig således: Den, der spænder Bæltet, skal ikke rose sig som den, der løser det!"
11O	20	12	Benhadad modtog Svaret, just som han sad og drak sammen med Kongerne i Løvhytterne; da sagde han til sine Folk: "Til Storm!" Og de gjorde sig rede til at storme Byen.
11O	20	13	Men en Profet trådte hen til Kong Akab af Israel og sagde: "Så siger HERREN: Ser du hele den vældige Menneskemængde der? Se, jeg giver den i Dag i din Hånd, og du skal kende, at jeg er HERREN!"
11O	20	14	Akab spurgte: "Ved hvem?" Han svarede: "Så siger HERREN: Ved Fogedernes Folk!" Derpå spurgte han: "Hvem skal åbne Kampen?" Han svarede: "Du!"
11O	20	15	Så mønstrede han Fogedernes Folk, og de var 232; derefter mønstrede han hele Hæren, alle Israeliterne, 7000 Mand.
11O	20	16	Og ved Middagstid gjorde de et Udfald, just som Benhadad og de to og tredive Konger, der fulgte ham, sad og drak i Løvhytterne.
11O	20	17	Først rykkede Fogedernes Folk ud. Man sendte da Bud til Benhadad og meldte: "Der rykker Mænd ud fra Samaria!"
11O	20	18	Da sagde han: "Hvad enten de rykker ud for at få Fred eller for at kæmpe, så grib dem levende!"
11O	20	19	Da Fogedernes Folk og Hæren, som fulgte efter, var rykket ud fra Byen,
11O	20	20	huggede de ned for Fode, så at Aramæerne tog Flugten; og Israeliterne satte efter dem. Men Kong Benhadad af Aram undslap til Hest sammen med nogle Ryttere.
11O	20	21	Da rykkede Israels Konge ud og gjorde Hestene og Vognene til Bytte, og han tilføjede Aramæerne et stort Nederlag.
11O	20	22	Men Profeten trådte hen til Israels Konge og sagde til ham: "Tag dig sammen og se vel til, hvad du vil gøre, thi næste År drager Arams Konge op imod dig igen!"
11O	20	23	Men Aramæerkongens Folk sagde til ham: "Deres Gud er en Bjerggud, derfor blev de os for stærke; men lad os se, om vi ikke kan blive de stærkeste, når vi angriber dem på Slettelandet!
11O	20	24	Således skal du gøre: Afsæt alle Kongerne, sæt Statholdere i deres Sted
11O	20	25	og stil lige så stor en Hær på Benene som den, du mistede, og lige så mange Heste og Vogne som før! Når vi så kæmper med dem på Slettelandet, sandelig, om vi ikke bliver de stærkeste!" Og han fulgte deres Råd og handlede derefter.
11O	20	26	Næste År mønstrede Benha dad Aramæeme og drog op til Atek for at kæmpe med Israel.
11O	20	27	Også Israeliterne blev mønstret og forsynede sig med Levnedsmidler, hvorefter de rykkede dem i Møde og lejrede sig lige over for dem som to små Gedehjorde, medens Aramæerne oversvømmede Landet.
11O	20	28	Da trådte en Guds Mand hen til Israels Konge og sagde: "Så siger HERREN: Fordi Aramæerne siger: HERREN er en Bjerggud og ikke en Dalgud! vil jeg give hele den vældige Menneskemængde der i din Hånd, og I skal kende, at jeg er HERREN!"
11O	20	29	De lå nu lejret over for hinanden i syv Dage, men Syvendedagen kom det til Kamp, og Israeliterne huggede Aramæerne ned, 100.000 Mand Fodfolk på een Dag.
11O	20	30	De, der blev tilovers, flygtede til Byen Afek, men Muren styrtede ned over dem, der var tilbage, 27000 Mand. Benhadad flygtede ind i Byen, hvor han løb fra Kammer til Kammer.
11O	20	31	Da sagde hans Folk til ham: Vi har hørt, at Kongerne over Israels Hus er nådige Konger; lad os binde Sæk om Lænderne og Reb om Hovederne og gå ud til Israels Konge, måske han da vil skåne dit Liv!"
11O	20	32	Så bandt de Sæk om Lændeme og Reb om Hovederne og kom til Israels Konge og sagde: "Din Træl Benhadad siger: Lad mig leve!" Han svarede: "Er han endnu i Live? Han er min Broder!"
11O	20	33	Det tog Mændene for et godt Varsel. og de tog ham straks på Ordet, idet de sagde: "Benhadad er din Broder!" Da sagde han: "Gå hen og hent ham!" Så gik Benhadad ud til ham, og han tog ham op i Vognen til sig.
11O	20	34	Benhadad sagde nu til ham: "De Byer, min Fader fratog din Fader, vil jeg give tilbage, og du må bygge dig Gader i Damaskus, lige som min Fader gjorde i Samaria! På disse Vilkår give du mig fri!" Og han sluttede Pagt med ham og lod ham gå.
11O	20	35	Men en af Profetsønnerne sagde med HERRENs Ord til sin Fælle: "Slå mig!"  Men han vægrede sig derved.
11O	20	36	Da sagde han til ham: "Fordi du ikke har adlydt HERRENs Ord. skal en Løve dræbe dig, når du går bort fra mig!" Og da han gik bort fra ham, traf en Løve på ham og dræbte ham.
11O	20	37	Så traf Profetsønnen en anden og sagde til ham: "Slå mig!" Og den anden slog ham og sårede ham.
11O	20	38	Så gik Profeten hen og stillede sig på den Vej, Kongen kom, og gjorde sig ukendelig med et Bind for Øjnene.
11O	20	39	Da Kongen kom forbi, råbte han til ham: "Din Træl var draget med i Kampen; da kom en hen til mig med en Mand og sagde: Vogt den Mand vel! Slipper han bort, skal du svare for hans Liv med dit eget Liv eller bøde en Talent Sølv!
11O	20	40	Men din Træl var optaget snart her, snart der, og borte var han." Da sagde Israels Konge til ham: "Det er din Dom, du har selv fældet den!"
11O	20	41	Så tog han hurtig Bindet fra Øjnene, og Israels Konge genkendte ham som en af Ptofeterne.
11O	20	42	Og han sagde til ham: "Så siger HERREN: Fordi du gav Slip på den Mand, der var hjemfaldet til mit Band, skal du svare for hans Liv med dit eget Liv og for hans Folk med dit eget Folk!"
11O	20	43	Da drog Israels Konge hjem, misfornøjet og ilde til Mode, og han kom til Samaria.
11O	21	1	Derefter hændte følgende. Jizrae'eliten Nabot havde en Vingård i Jizre'el lige ved Kong Akab af Samarias Palads.
11O	21	2	Akab sagde til Nabot: "Overlad mig din Vingård, for at jeg kan få den til Køkkenhave; den ligger jo lige ved mit Palads; jeg vil give dig en bedre Vingård i Bytte eller betale dig, hvad den er værd, i rede Penge, om du foretrækker det."
11O	21	3	Men Nabot svarede Akab: "HERREN bevare mig fra at overlade dig mine Fædres Arvelod!"
11O	21	4	Så gik Akab hjem, misfornøjet og ilde til Mode over det Svar, Jizre'eliten Nabot havde givet ham: "Jeg vil ikke overlade dig mine Fædres Arvelod!" Og han lagde sig til Sengs, vendte sit Ansigt bort og spiste ikke.
11O	21	5	Da kom hans Hustru Jesabel ind og sagde til ham: "Hvorfor er du så misfornøjet, og hvorfor spiser du ikke?"
11O	21	6	Han svarede hende: "Jo, jeg sagde til Jizreeliten Nabot: Overlad mig din Vingård for rede Penge, eller mod at jeg giver dig en anden Vingård i Bytte, om du hellere vil det! Men han svarede: Jeg vil ikke overlade dig min Vingård!"
11O	21	7	Da sagde hans Hustru Jesabel til ham: "Er det dig, der for Tiden er Konge i Israel? Stå op, spis og vær ved godt Mod, jeg skal skaffe dig Jizre'eliten Nabots Vingård!"
11O	21	8	Derpå skrev hun et Brev i Akabs Navn, satte hans Segl under og sendte det til de Ældste og de fornemme i Nabots By, dem, han boede imellem.
11O	21	9	I Brevet havde hun skrevet: "Udråb en Fastedag og sæt Nabot øverst blandt Folket
11O	21	10	og lige over for ham to Niddinger, som kan vidne imod ham og sige: Du har forbandet Gud og Kongen! Og før ham så ud og sten ham til Døde!"
11O	21	11	Hans Bysbørn, de Ældste og de fornemme, som boede i hans By, gjorde nu, som Jesabel havde sendt Bud til dem om, således som der stod i Brevet, hun havde sendt dem;
11O	21	12	de udråbte en Fastedag og satte Nabot øverst blandt Folket;
11O	21	13	og de to Niddinger kom og satte sig lige over for ham og vidnede imod ham i Folkets Påhør og sagde: "Nabot har forbandet Gud og Kongen!" Og derpå førte de ham uden for Byen og stenede ham til Døde.
11O	21	14	Så sendte de Jesabel det Bud: "Nabot er stenet til Døde!"
11O	21	15	Og da Jesabel hørte, at Nabot var stenet til Døde, sagde hun til Akab: "Stå op og tag Jizre'eliten Nabots Vingård, som han vægrede sig ved at sælge dig, i Besiddelse, thi Nabot lever ikke mere, han er død!"
11O	21	16	Så snart Akab hørte, at Nabot var død, rejste han sig og gik ned til Jizre'eliten Nabots Vingård for at tage den i Besiddelse.
11O	21	17	Men HERRENs Ord kom til Tisjbiten Elias således:
11O	21	18	"Stå op, gå Akab, Israels Konge i Samaria, i Møde; han er just i Nabots Vingård, som han er gået ned at tage i Besiddelse.
11O	21	19	Og tal således til ham: Så siger HERREN: Har du myrdet og allerede tiltrådt Arven? Sig fremdeles til ham: Så siger HERREN: På samme Sted, Hundene slikkede Nabots Blod, skal de også slikke dit!"
11O	21	20	Da sagde Akab til Elias: "Har du fundet mig, min Fjende?" Og han svarede: "Ja, jeg har fundet dig! Fordi du har solgt dig selv til at gøre, hvad der er ondt i HERRENs Øjne,
11O	21	21	se, derfor vil jeg bringe Ulykke over dig og feje dig bort og udrydde hvert mandligt Væsen, store og små, af Akabs Slægt, i Israel;
11O	21	22	jeg vil handle med dit Hus som med Jeroboams, Nebats Søns, Hus og Basjas, Abijas Søns, Hus for den Krænkelse, du har øvet, og fordi du har forledt Israel til Synd.
11O	21	23	Men også om Jesabel har HERREN talet og sagt: Hundene skal æde Jesabel på Jizre'els Mark!
11O	21	24	Den af Akabs Slægt, der dør i Byen, skal Hundene æde, og den, der dør på Marken, skal Himmelens Fugle æde!"
11O	21	25	Aldrig har der været nogen der som Akab solgte sig selv til at gøre, hvad der er ondt i HERRENs Øjne, fordi hans Hustru Jesabel forledte ham dertil;
11O	21	26	han handlede såre vederstyggeligt, idet han boldt sig til Afgudsbillederne ganske som Amoriterne, dem, HERREN drev bort foran Israeliterne.
11O	21	27	Da Akab hørte de Ord, sønderrev han sine Klæder og bandt Sæk om sin bare Krop og fastede, og han sov i Sæk og gik sagtelig om.
11O	21	28	Da kom HERRENs Ord til Tisjbiten Elias således:.
11O	21	29	"Har du set, hvorledes Akab ydmyger sig for mig? Fordi han ydmyger sig for mig, vil jeg ikke lade Ulykken komme i hans Dage; i hans Søns Dage vil jeg lade Ulykken komme over hans Hus!"
11O	22	1	De holdt sig nu rolige i tre År, der var ikke Krig mellem Aram og Israel.
11O	22	2	Og i det tredje År drog Kong Josafat af Juda ned til Israels Konge.
11O	22	3	Da sagde Israels Konge til sine Folk: "I ved jo, at Ramot i Gilead hører os til, og dog rører vi os ikke for at tage det fra Arams Konge!"
11O	22	4	Og han sagde til Josafat: "Vil du drage med i Krig mod Ramot i Gilead?"  Josafat svarede Israels Konge: "Jeg som du, mit Folk som dit, mine Heste som dine!"
11O	22	5	Josafat sagde fremdeles til Israels Konge: "Spørg dog først om, hvad HERREN siger!"
11O	22	6	Da lod Israels Konge Profeterne kalde sammen, henved 400 Mand, og spurgte dem: "Skal jeg drage i Krig mod Ramot i Gilead, eller skal jeg lade være?" De svarede: "Drag derop, så skal HERREN give det i Kongens Hånd!"
11O	22	7	Men Josafat spurgte: "Er her ikke endnu een af HERRENs Profe ter, vi kan spørge?
11O	22	8	Israels Konge svarede: "Her er endnu en Mand, ved hvem vi kan rådspørge HERREN; men jeg hader ham, fordi han aldrig spår mig godt, kun ondt; det er Mika, Jimlas Søn." Men Josafat sagde: Således må Kongen ikke tale!"
11O	22	9	Da kaldte Israels Konge på en Hofmand og sagde: "Hent hurtig Mika, Jimlas Søn!"
11O	22	10	Imidlertid sad Israels Konge og Kong Josafat af Juda, iført deres Skrud, hver på sin Trone i Samarias Portåbning, og alle Profeterne spåede foran dem.
11O	22	11	Da lavede Zidkija, Kena'anas Søn, sig Horn af Jern og sagde: "Så siger HERREN: Med sådanne skal du støde Aramæerne ned, til de er tilintetgjort!
11O	22	12	Og alle Profeterne spåede det samme og sagde: "Drag op mod Ramot i Gilead, så skal Lykken følge dig, og HERREN vil give det i Kongens Hånd!"
11O	22	13	Men Budet, der var gået efter Mika, sagde til ham: Se, Profeterne har alle som een givet Kongen gunstigt Svar. Tal du nu som de og giv gunstigt Svar!
11O	22	14	Men Mika svarede: "Så sandt HERREN lever: Hvad HERREN siger mig, det vil jeg tale!
11O	22	15	Da han kom til Kongen, spurgte denne ham: "Mika, skal vi drage i Krig mod Ramot i Gilead, eller skal vi lade være?" Da svarede han: "Drag derop, så skal Lykken følge dig, og HERREN vil give det i Kongens Hånd!"
11O	22	16	Men Kongen sagde til ham: "Hvor mange Gange skal jeg besvære dig, at du ikke siger mig andet end Sandheden i HERRENs Navn?"
11O	22	17	Da sagde han: Jeg så hele Israel spredt på Bjergene som en Hjord uden Hyrd: og HERREN sagde: De Folk har ingen Herre, lad dem vende tilbage i Fred, hver til sit!
11O	22	18	Israels Konge sagde da til Josafat: "Sagde jeg dig ikke, at han aldrig spår mig godt, kun ondt!
11O	22	19	Da sagde Mika: "Så hør da HERRENs Ord! Jeg så HERREN sidde på sin Trone og hele Himmelens Hær stå til højre og venstre for ham;
11O	22	20	og HERREN sagde: Hvem vil dåre Akab, så han drager op og falder ved Ramot i Gilead? En sagde nu eet, en anden et andet;
11O	22	21	men så trådte en Ånd frem og stillede sig foran HERREN og sagde: Jeg vil dåre ham! HERREN spurgte ham: Hvorledes?
11O	22	22	Han svarede: Jeg vil gå hen og blive en Løgnens Ånd i alle hans Profefers Mund! Da sagde HERREN: Ja, du kan dåre ham; gå hen og gør det!
11O	22	23	Se, således har HERREN lagt en Løgnens Ånd i alle disse dine Profeters Mund, thi HERREN har ondt i Sinde imod dig!"
11O	22	24	Da trådte Zidkija, Kena'as Søn, frem og slog Mika på kinden og, sagde: "Ad hvilken Vej skulde HERRENs Ånd have forladt mig for at tale til dig?"
11O	22	25	Men Mika sagde: "Det skal du få at se, den Dag du flygter fra Kammer til Kammer for at skjule dig!"
11O	22	26	Så sagde Israels Konge: "Tag Mika og bring ham tilbage til Amon, Byens Øverste, og Kongesønnen Joasj
11O	22	27	og sig: Såleds siger Kongen: Kast denne Mand i Fængsel og sæt ham på Trængselsbrød og Trængselsvand, indtil jeg kommer uskadt tilbage!"
11O	22	28	Men Mika sagde: "Kommer du uskadt tilbage, så har HERREN ikke talet ved mig!" Og han sagde: "Hør, alle I Folkeslag!"
11O	22	29	Så drog Israels Konge og Kong Josafat af Juda op mod Ramot i Gilead.
11O	22	30	Og Israels Konge sagde til Josafat: "Jeg vil forklæde mig, før jeg drager i Kampen; men tag du dine egne Klæder på!" Og Israels Konge forklædte sig og drog så i Kampen.
11O	22	31	Men Arams Konge havde givet sine to og tredive Vognstyrere den Befaling: "I må ikke angribe nogen, være sig høj eller lav, uden Israels Konge alene!"
11O	22	32	Da nu Vognstyrerne fik Øje på Josafat, tænkte de: "Det er sikkert Israels Konge!" Og de rettede deres Angreb mod ham. Da gav Josafat sig til at råbe;
11O	22	33	og da Vognstyrene opdagede, at det ikke var Israels konge, trak de sig bort fra ham.
11O	22	34	Men en Mand, der skød en Pil af på Lykke og Fromme, ramte Israels Konge mellem Remmene og Brynjen. Da sagde han til sin Vognstyrer: "Vend og før mig ud af Slaget, thi jeg er såret!"
11O	22	35	Men Kampen blev hårdere og hårdere den Dag, og Kongen holdt sig oprejst i sin Vogn over for Aramæerne til Aften, skønt Blodet fra Såret flød ned i Bunden at Vognen; men om Aftenen døde han.
11O	22	36	Da Solen gik ned, gik det Råb gennem Lejren: "Enhver drage hjem til sin By og sit Land,
11O	22	37	thi Kongen er død!" Så kom de til Samaria, og de jordede Kongen der.
11O	22	38	Og da man skyllede Vognen ved Samarias Dam, slikkede Hundene hans Blod, og Skøgerne badede sig deri efter det Ord, HERREN havde talet.
11O	22	39	Hvad der ellers er at fortælle om Akab, alt, hvad han gjorde, Elfenbenshuset, han lod opføre, og alle de Byer, han befæstede, står jo optegnet i Israels Kongers Krønike.
11O	22	40	Så lagde Akab sig til Hvile hos sine Fædre; og hans Søn Ahazja blev Konge i hans Sted.
11O	22	41	Josafat, Asas Søn, blev Konge over Juda i Kong Akab af Israels fjerde Regeringsår.
11O	22	42	Josafat var fem og tredive År gammel, da han blev Konge, og han herskede fem og tyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Azuba og var en Datter af Sjilhi.
11O	22	43	Han vandrede nøje i sin Fader Asas Spor og veg ikke derfra, idet han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne.
11O	22	44	Kun blev Offerhøjene ikke fjernet, og Folket blev ved at ofre og tænde Offerild på Højene.
11O	22	45	Og Josafat havde Fred med Israels Konge.
11O	22	46	Hvad der ellers er at fortælle om Josafat, de Heltegerninger, han udførte, og de Krige, han førte, står jo optegnet i Judas Kongers Krønike.
11O	22	47	De sidste af Mandsskøgerne, som var tilbage fra hans Fader Asas Tid, udryddede han af Landet.
11O	22	48	På den Tid var der ingen Konge i Edom.
11O	22	49	Kong Josafats Statholder byggede et Tarsisskib til Fart på Ofir efter Guld; men der kom intet ud af det, da Skibet gik under ved Ezjongeber.
11O	22	50	Da foreslog Ahazja, Akabs Søn, Josafat at lade sine Folk sejle med hans; men Josafat afslog det.
11O	22	51	Så lagde Josafat sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet hos sine Fædre i sin Fader Davids By og hans Søn Joram blev Konge i hans Sted.
11O	22	52	Ahazja, Akabs Søn, blev Konge over Israel i Samaria i Kong Josafat af Judas syttende Regeringsår, og han herskede to År over Israel.
11O	22	53	Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og vandrede i sin Faders og sin Moders Spor og i Jeroboams, Nebats Søns, Spor, han, som forledte Israel til at synde.
11O	22	54	Han dyrkede Ba'al og tilbad ham og krænkede HERREN, Israels Gud, nøjagtigt som hans Fader havde gjort.
12O	1	1	Efter Alkahs Død faldt Moab fra Israel.
12O	1	2	Og Ahazja faldt ud gennem Vinduesgitteret for sin Stue på Taget i Samaria og blev syg; da sendte han Sendebud af Sted og sagde til dem: "Gå hen og spørg Ekrons Gud Ba'al-Zebub, om jeg kommer mig af min Sygdom!"
12O	1	3	Men HERRENs Engel sagde til Tisjbiten Elias: "Gå Sendebudene fra Samarias Konge i Møde og sig til dem: Mon det er, fordi der ingen Gud er i Israel, at I drager hen for at rådspørge Ekrons Gud Ba'al-Zebub?
12O	1	4	Derfor, så siger HERREN: Det Leje, du steg op på, kommer du ikke ned fra, thi du skal dø!" Dermed gik Elias bort.
12O	1	5	Da Sendebudene kom tilbage til ham, spurgte han dem: "Hvorfor kommer I tilbage?"
12O	1	6	De svarede: "En Mand kom os i Møde og sagde til os: Vend tilbage til Kongen, som har sendt eder, og sig: Så siger HERREN: Mon det er, fordi der ingen Gud er i Israel, at du sender Bud for at rådspørge Ekrons Gud Ba'al-Zebub? Derfor: Det Leje, du steg op på, kommer du ikke ned fra, thi du skal dø!"
12O	1	7	Han spurgte dem da: "Hvorledes så den Mand ud, som kom eder i Møde og sagde disse Ord til eder?"
12O	1	8	De svarede: "Det var en Mand i en lådden Kappe med et Læderbælte om Lænderne." Da sagde han: "Det er Tisjbiten Elias."
12O	1	9	Derpå sendte han en Halvhundredfører med hans halvtredsindstyve Mand ud efter ham; og da han kom op til ham på Bjergets Top, hvor han sad, sagde han til ham: "Du Guds Mand! Kongen byder: Kom ned!"
12O	1	10	Men Elias svarede Halvhundredføreren: "Er jeg en Guds Mand, så fare Ild ned fra Himmelen og fortære dig og dine halvtredsindstyve Mand!" Da for Ild ned fra Himmelen og fortærede ham og hans halvtredsindstyve Mand.
12O	1	11	Atter sendte Kongen en Halvhundredfører med hans halvtredsindstyve Mand ud efter ham; og da han kom derop, sagde han til ham: "Du Guds Mand! Således siger Kongen: Kom straks ned!"
12O	1	12	Men Elias svarede ham: "Er jeg en Guds Mand, så fare Ild ned fra Himmelen og fortære dig og dine halvtredsindstyve Mand!" Da for Guds Ild ned fra Himmelen og fortærede ham og hans halvtredsindstyve Mand.
12O	1	13	Atter sendte Kongen en Halvhundredfører ud efter ham: men da den tredje Halvhundredfører kom derop, kastede han sig på Knæ for Elias, bønfaldt ham og sagde: "du Guds Mand! Lad dog mit og disse dine halvtredsindstyve Trælles Liv være dyrebarl i dine Øjne!
12O	1	14	Se, Ild for ned fra Himmelen og fortærede de to første Halvhundredførere og deres halvtredsindstyve Mand, men lad nu mit Liv være dyrebart i dine Øjne!"
12O	1	15	Da sagde HERRENs Engel til Elias: "Gå ned med ham, frygt ikke for ham!" Så gik han ned med ham og fulgte ham til Kongen.
12O	1	16	Og han sagde til Kongen: "Så siger HERREN: Fordi du har sendt Sendebud hen at rådspørge Ekrons Gud Ba'al-Zebub - men det er, fordi der ingen Gud er i Israel, du kunde rådspørge? - derfor: Det Leje, du steg op på, kommer du ikke ned fra, thi du skal dø!"
12O	1	17	Og han døde efter det HERRENs Ord, som Elias havde talt. Og hans Broder Joram blev Konge i hans Sted i Josafats Søns, Kong Joram af Judas, andet Regeringsår; thi han havde ingen Søn.
12O	1	18	Hvad der ellers er at fortælle om Ahazja, hvad han udførte, står jo optegnet i Israels Kongers Krønike.
12O	2	1	Dengang HERREN ville lade Elias fare op til Himmelen i et Stormvejr, gik Elias fra Gilgal.
12O	2	2	Og Elias sagde til Elisa: "Bliv her, thi HERREN vil have mig til Betel!"  Men Elisa svarede: "Så sandt HERREN lever, og så sandt du lever, jeg går ikke fra dig!" De gik da ned til Betel.
12O	2	3	Så kom Profetsønnerne i Betel ud til Elisa og sagde til ham: "Ved du, at HERREN i dag vil tage din Herre bort fra dig?" Han svarede: "Ja, jeg ved det, ti kun stille!"
12O	2	4	Derpå sagde Elias til ham: "Bliv her, Elisa, thi HERREN vil have mig til Jeriko!" Men han svarede: "Så sandt HERREN lever, og så sandt du lever, jeg går ikke fra dig!" De kom da til Jeriko.
12O	2	5	Men Profetsønnerne i Jeriko trådte hen til Elisa og sagde til ham: "Ved du, at HERREN i Dag vil tage din Herre bort fra dig?" Han svarede: "Ja, jeg ved det, ti kun stille!"
12O	2	6	Derpå sagde Elias til ham: "Bliv her, thi HERREN vil have mig til Jordan!"  Men han svarede: "Så sandt HERREN lever, og så sandt du lever, jeg går ikke fra dig!" Så fulgtes de ad.
12O	2	7	Men halvtredsindstyve af Profetsønnerne gik hen og stillede sig et godt Stykke derfra, medens de to stod ved Jordan.
12O	2	8	Elias tog nu sin Kappe, rullede den sammen og slog Vandet med den; da skiltes det ad, og de gik begge over på tør Bund.
12O	2	9	Og da de var kommet over, sagde Elias til Elisa: "Sig, hvad du ønsker, jeg skal gøre for dig, før jeg tages bort fra dig!" Elisa svarede: "Måtte to Dele af din Ånd komme over mig!"
12O	2	10	Da sagde han: "Det er et stort Forlangende, du kommer med! Dersom du ser mig, når jeg tages bort fra dig, skal det blive dig til Del, ellers ikke!"
12O	2	11	Medens de nu gik og talte sammen, se, da kom en lldvogn og Ildheste og skilte dem ad, og Elias for op til Himmelen i Stormvejret.
12O	2	12	Og Elisa så det og råbte: "Min Fader, min Fader, du Israels Vogne og Ryttere!" Og han så ham ikke mere. Så greb han sine Klæder og sønderrev dem.
12O	2	13	Derpå tog han Elias's Kappe, som var faldet af ham, op og gik tilbage og stillede sig ved Jordans Bred,
12O	2	14	og han tog Elias's Kappe, som var faldet af ham, slog Vandet med den og sagde: "Hvor er nu HERREN, Elias's Gud?" Og da han havde slået Vandet, skiltes det ad, og Elisa gik over.
12O	2	15	Da Profetsønnerne fra Jeriko så det derovre, sagde de: "Elias's Ånd hviler på Elisa!" Og de gik ham i Møde og kastede sig til Jorden for ham.
12O	2	16	Derpå sagde de til ham: "Se, her hos dine Trælle er der halvtredsindstyve raske Mænd, lad dem gå ud og lede efter din Herre; måske HERRENs Ånd har taget ham og kastet ham hen på et af Bjergene eller i en af Dalene!" Men han svarede: "I skal ikke sende dem af Sted!"
12O	2	17	Men da de blev ved at trænge ind på ham, sagde han: "Så send dem da af Sted!" Så sendte de halvtredsindstyve Mænd ud, og de ledte efter ham i tre Dage, men fandt ham ikke.
12O	2	18	Og da de kom tilbage, medens han endnu var i Jeriko, sagde han til dem: "Sagde jeg ikke til eder, at I ikke skulde gå?"
12O	2	19	Mændene i Byen sagde til Elisa: "Byen ligger godt nok, som min Herre ser, men Vandet er dårligt og volder utidige Fødsler i Egnen."
12O	2	20	Da sagde han: "Hent mig en ny Skål og kom Salt deri!" Og de hentede den til ham.
12O	2	21	Så gik han ned til Kildevældet og kastede Salt deri, idet han sagde: "Så siger HERREN: Jeg gør dette Vand sundt, så at der ikke mer skal komme Død eller utidige Fødsler deraf!"
12O	2	22	Så blev Vandet sundt, efter det Ord Elisa talte; og det er det den Dag i dag.
12O	2	23	Derfra begav han sig op til Betel. Som han var på Vej derop, kom nogle Smådrenge ud af Byen og spottede ham og råbte: "Kom herop, Skaldepande, kom herop, Skaldepande!"
12O	2	24	Han vendte sig om, og da han fik Øje på dem, forbandede han dem i HERRENs Navn. Så kom to Bjørne ud af Krattet og sønderrev to og fyrretyve af Drengene.
12O	2	25	Derfra begav han sig til Karmels Bjerg, og derfra vendte han tilbage til Samaria.
12O	3	1	Joram, Akabs Søn, blev Konge over Israel i Samaria i Kong Josafat af Judas attende Regeringsår, og han herskede i tolv År.
12O	3	2	Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, dogikke som bans Fader og Moder, og han fjernede Ba'als Stenstøtter, som hans Fader havde ladet lave.
12O	3	3	Men han holdt fast ved de Synder, som Jeroboam, Nebats Søn, forledte Israel til; dem veg han ikke fra.
12O	3	4	Kong Mesja af Moab drev Kvægavl og svarede Israels Konge en Afgift på 100.000 Lam og Ulden af 100.000 Vædre.
12O	3	5	Men efter Akabs Død faldt Moabs Konge fra Israels Konge.
12O	3	6	Da drog Koog Joram straks ud fra Samaria og mønstrede hele Israel;
12O	3	7	desuden sendte han Bud til Kong Josafat af Juda og lod sige: "Moabs Konge er faldet fra mig; vil du drage med i Krig mod Moab?" Han svarede: "Ja, jeg vil; jeg som du, mit Folk som dit, mine Heste som dine!"
12O	3	8	Og han spurgte: "Hvilken Vej skal vi drage?" Han svarede: "Gennem Edoms Ørken!"
12O	3	9	Så drog Israels, Judas og Edoms Konger af Sted. Men da de havde tilbagelagt en Strækning af syv Dagsrejser, var der ikke Vand til Hæren og Dyrene, som de havde med.
12O	3	10	Da sagde Israels Konge: "Ak, at HERREN har kaldt disse tre Konger sammen for at overgive dem i Moabs Hånd!"
12O	3	11	Men Josafat sagde: "Er her ingen af HERRENs Profeter, ved hvem vi kan rådspørge HERREN?" Da svarede en af Israels Konges Folk: "Jo, her er Elisa, Sjafats Søn, som øste Vand på Elias's Hænder."
12O	3	12	Josafat sagde: "Hos ham er HERRENs Ord!" Og Israels Konge og Josafat og Edoms Konge begav sig ned til ham.
12O	3	13	Men Elisa sagde til Israels Konge: "Hvad har jeg med dig at gøre? Gå du til din Faders og Moders Profeter!" Israels Konge svarede: "Ak nej, thi HERREN har kaldt disse tre Konger sammen for at give dem i Moabs Hånd."
12O	3	14	Da sagde Elisa: "Så sandt Hærskarers HERRE lever, for hvis Åsyn jeg står: Var det ikke for Kong Josafat af Judas Skyld, vilde jeg ikke se til dig eller værdige dig et Blik!
12O	3	15	Men hent mig nu en Strengespiller!" Thi når Strengespilleren spillede, kom HERRENs Hånd over ham.
12O	3	16	Derpå sagde han: "Så siger HERREN: Grav Grøft ved Grøft i Dalen her!
12O	3	17	Thi så siger HERREN: I skal hverken mærke til Blæst eller Regn, men alligevel skal Dalen her fyldes med Vand, så at I, eders Hær og eders Dyr kan drikke!
12O	3	18	Dog tykkes dette HERREN for lidet, han vil også give Moab i eders Hånd;
12O	3	19	I skal indtage alle befæstede Byer og alle betydelige Byer, alle Frugttræer skal t fælde, alle Kilder skal I tilstoppe, og al frugtbar Agerjord skal I ødelægge med Sten!"
12O	3	20	Og næste Morgen ved Afgrødeofferets Tid kom der Vand fra den Kant, hvor Edom ligger, så hele Egnen blev fuld af Vand.
12O	3	21	Da alle Moabiterne hørte, at Kongerne var draget op for at føre Krig med dem, blev enhver, der overhovedet kunde bære Våben, opbudt, og de tog Stilling ved Grænsen.
12O	3	22	Men tidligt om Morgenen, da Solen stod op over Vandet, så Moabiterne Vandet foran sig rødt som Blod.
12O	3	23	Da råbte de: "Det er Blod! Kongerne har fuldstændig tilintetgjort hverandre, de har hugget hverandre ned; nu til Byttet, Moab!"
12O	3	24	Men da de nåede Israels Lejr, brød Israeliterne op og slog Moabiterne på Flugt. Derpå rykkede de frem og huggede Moabiterne ned;
12O	3	25	Byerne nedbrød de; på al frugtbar Agerjord kastede de hver sin Sten, så den blev fuld af Sten; alle Kildevæld tilstoppede de, og alle Frugttræer fældede de. Til sidst var kun Kir-Hareset tilbage, og denne By omringede Slyngekasterne og skød på den.
12O	3	26	Da Moabs Konge så, at han ikke kunde modstå Angrebet, samlede han 700 sværdvæbnede Mænd for at bryde igennem hen til Kongen af Edom. men det lykkedes ikke.
12O	3	27	Så tog han sin førstefødte Søn, der skulde følge ham på Tronen, og ofrede ham som Brændoffer på Muren. Da kom heftig Vrede over Israel, og de brød op og vendte hjem til deres Land.
12O	4	1	En Kvinde, som var gift med en af Profetsønnerne råbte til Elisa: "Din Træl, min Mand, er død; og du ved, at din Træl frygtede HERREN. Og nu kommer en, der har Krav på ham, for at tage mine fo Drenge til Trælle!"
12O	4	2	Da sagde Elisa til hende: "Hvad kan jeg gøre for dig? Sig mig, hvad du har i Huset?" Hun svarede: "Din Trælkvinde har ikke andet i Huset end et Krus Olie."
12O	4	3	Da sagde han: "Gå ud og bed alle dine Naboer om tomme Dunke, ikke for få!
12O	4	4	Så lukker du dig inde med dine Sønner og fylder på alle disse Dunke, og når de er fulde, sætter du dem til Side!"
12O	4	5	Så gik hun fra ham og lukkede sig inde med sine Sønner; og de rakte hende Dunkene, medens hun fyldte på.
12O	4	6	Og da Dunkene var fulde, sagde hun til Sønnen: "Ræk mig een Dunk til!" Men han svarede: "Der er ikke flere Dunke!" Da holdt Olien op at flyde.
12O	4	7	Det kom hun og fortalte den Guds Mand; og han sagde: "Gå hen og sælg Olien og betal din Gæld; og lev så med dine Sønner af Resten!"
12O	4	8	Det skete en Dag, at Elisa på sin Vej kom til Sjunem. Der boede en velhavende Kvinde, som nødte ham til at spise hos sig; og hver Gang han senere kom forbi, tog han derind og spiste.
12O	4	9	Hun sagde nu til sin Mand: "Jeg ved, af det er en hellig Guds Mand., der stadig kommer her forbi;
12O	4	10	lad os mure en lille Stue på Taget og sætfe Seng, Bord, Stol og Lampe ind til ham, for at han kan gå derind, når han kommer til os!"
12O	4	11	Så kom han en Dag derhen og gik op i Stuen og lagde sig.
12O	4	12	Og han sagde til sin Tjener Gehazi: "Kald på Sjunemkvinden!" Og han kaldte på hende, og hun trådte frem for ham.
12O	4	13	Da sagde han til Gehazi: "Sig til hende: Se, du har Itaft al den Ulejlighed for vor Skyld; hvad kan jeg gøre for dig? Ønsker du, at jeg skal tale din Sag hos Kongen eller Hærføreren?" Men hun svarede: "Jeg bor midt iblandt mit Folk!"
12O	4	14	Da sagde han: "Hvad kan jeg da gøre for hende?" Gehazi sagde: "Jo, hun har ingen Søn, og hendes Mand er gammel."
12O	4	15	Da sagde han: "Kald på hende!" Og han kaldte på hende, og bun tog Plads ved Døren.
12O	4	16	Da sagde han: "Om et År ved denne Tid har du en Dreng ved Brystet!" Men hun sagde: "Nej dog, Herre! Den Guds Mand må ikke narre sin Trælkvinde!"
12O	4	17	Men Kvinden blev frugtsommelig og fødte en Søn Året efter ved samnme Tid, således som Elisa havde sagt hende.
12O	4	18	Da Drengen var blevet stor, gik han en Dag ud til sin Fader hos Høstfolkene.
12O	4	19	Da sagde han til sin Fader: "Mit Hoved, mit Hoved!" Og hans Fader sagde til en Karl " "Bær ham hjem til hans Moder!"
12O	4	20	Han tog, ham og har ham hjem til hans Moder, og han sad på hendes Skød til Middag; så døde han.
12O	4	21	Men hun gik op og lagde ham på den Guds Mands Seng, og derefter lukkede hun Døren og gik.
12O	4	22	Så kaldte hun på sin Mand og sagde: "Send mig en af Karlene med et Æsel, for at jeg hurfig kan komme hen til den Guds Mand og hjem igen!"
12O	4	23	Han spurgte: "Hvad vil du hos ham i Dag? Det er jo hverken Nymånedag eller Sabbat!" Men hun sagde: "Lad mig om det!"
12O	4	24	Derpå sadlede hun Æselet og sagde til Karlen: "Driv nu godt på! Stands mig ikke i Farten, før jeg siger til!"
12O	4	25	Så drog hun af Sted og kom til den Guds Mand på Kamels Bjerg. Da den Guds Mand fik Øje på hende i Frastand, sagde han til sin Tjener Gehazi: "Se, der er Sjunemkvinden!
12O	4	26	Løb hende straks i Møde og spørg hende: Har du det godt? Har din Mand det godt? Har Drengen det godt?" Hun svarede: "Ja, vi har det godt!"
12O	4	27	Men da hun kom hen til den Guds Mand på Bjerget, klamrede hun sig til hans Fødder. Gehazi trådte til for at støde hende bort. men den Guds Mand sagde: "Lad hende være, hun er i Vånde, og HERREN har dulgt det for mig og ikke åbenbaret mig det!"
12O	4	28	Da sagde hun: "Har jeg vel bedt min Herre om en Søn? Sagde jeg ikke, at du ikke måtte narre mig?"
12O	4	29	Så sagde han til Gehazi: "Omgjord din Lænd, tag min Stav i Hånden og drag af Sted! Møder du nogen, så hils ikke på ham. og hilser nogen på dig, så gengæld ikke hans Hilsen; og læg min Stav på Drengens Ansigt!"
12O	4	30	Men Drengens Moder sagde: "Så sandt HERREN lever, og så sandt du lever, jeg går ikke fra dig!" Da stod han op og gik med hende.
12O	4	31	Imidlertid var Gehazi gået i Forvejen og havde lagt Staven på Drengens Ansigt; men ikke en Lyd hørtes, og der var intet Livstegn. Da vendte han tilbage og gik Elisa i Møde, meldte ham det og sagde: "Drengen vågnede ikke!"
12O	4	32	Og da Elisa var kommet ind i Huset, så han Drengen ligge død på Sengen.
12O	4	33	Han gik da hen og lukkede sig inde med ham og bad til HERREN.
12O	4	34	Derpå steg han op og lagde sig oven på Drengen med sin Mund på hans Mund, sine Øjne på hans Øjne og sine Hænder på hans Hænder, og medens han således bøjede sig over ham, blev Drengens Legeme varmt.
12O	4	35	Så steg han ned og gik een Gang frem og tilbage i Huset, og da han atter steg op og bøjede sig over Drengen, nyste denne syv Gange og slog Øjnene op.
12O	4	36	Derpå kaldte han på Gehazi og sagde: "Kald på Sjunemkvinden!" Han kaldte så på hende, og hun kom til ham. Da sagde han: "Tag din Dreng!"
12O	4	37	Og hun trådte hen og faldt ned for hans Fødder og kastede sig til Jorden, tog så sin Dreng og gik ud.
12O	4	38	Dengang Hungersnøden var i Landet, vendte Elisa tilbage til Gilgal. Som nu Profetsønnerne sad hos ham, sagde han til sin Tjener: "Sæt den store Gtyde over og kog en Ret Mad til Profetsønnerne!"
12O	4	39	Så gik en ud på Marken for at plukke Urter, og da han fandt en Slyngplante med vilde Agurker, plukkede han så mange, han kunde bære i sin Kappe; da han kom tilbage, skar han dem itu og kom dem i Gryden, thi han kendte dem ikke.
12O	4	40	Derpå øste man op for Mændene, for at de kunde spise, men så snart de smagte Maden, skreg de op og råbte: "Døden er i Gryden, du Guds Mand!" Og de kunde ikke spise Maden.
12O	4	41	Men han sagde: "Hent noget Mel!" Og da han havde hældt det i Gryden, sagde han: "Øs nu op for Folkene, så de kan spise!" Så var der ingen Ulykke i Gryden mere.
12O	4	42	Engang kom en Mand fra Ba'al-Sjalisja og bragte den Guds Mand Brød af nyt Korn, tyve Bygbrød, og nyhøstet Korn i sin Ransel. Da sagde han: "Giv Folkene det at spise!"
12O	4	43	Men hans Tjener sagde: "Hvorledes skal jeg kunne sætte dette frem for hundrede Mennesker?" Men han sagde: "Giv Folkene det at spise! Thi så siger HERREN: De skal spise og levne!"
12O	4	44	Da satte han det frem for dem, og de spiste og levnede efter HERRENs Ord.
12O	5	1	Na'aman, Kongen af Arams Hærfører, havde meget at sige hos sin Herre og var højt agtet; thi ved ham havde HERREN givet Aramæerne Sejr; men Manden var spedalsk.
12O	5	2	Nu havde Aramæerne engang på et Strejtog røvet en lille Pige i Israels Land; hun var kommet i Tjeneste hos Na'amans Hustru,
12O	5	3	og hun sagde til sin Frue: "Gid min Herre var hos Profeten i Samaria; han vilde sikkert skille ham af med hans Spedalskhed!"
12O	5	4	Så kom Na'aman og fortalte sin Herre, hvad Pigen fra Israels Land havde sagt.
12O	5	5	Da sagde Arams Konge: "Rejs derhen! Jeg skal sende etBrevmed til Israels Konge!" Så rejste han og tog ti Talenter Sølv, 6000 Sekel Guld og ti Sæt Festklæder med.
12O	5	6	Og han overbragte IsraelsKonge Brevet. Deri stod der: "Når dette Brev kommer dig i Hænde, skal du vide, at jeg sender min Tjener Na'aman til dig, for at du skal skille ham af med hans Spedalskhed!"
12O	5	7	Da Israels Konge havde læst Brevet, sønderrev han sine klæder og sagde: "Er jeg Gud, så jeg råder over Liv og Død, siden han skriver til mig, at jeg skal skille en Mand afmed hans Spedalskhed Nej, I kan da se, at han søger Lejlighed til Strid med mig!"
12O	5	8	Men da den Guds Mand Elisa hørte, at Israels Konge havde sønderrevet sine klæder, sendte han det Bud til Kongen: "Hvorfor sønderriver du dine Klæder?  Lad ham komme til mig, så skal han kende, at der er en Profet i Israel!"
12O	5	9	Da kom Na'aman med Heste og Vogne og holdt uden for Døren til Elisas Hus.
12O	5	10	Elisa sendte et Bud ud til ham og lod sige: "Gå hen og bad dig syv Gange i Jordan, så bliver dit Legeme atter friskt, og du bliver ren!"
12O	5	11	Men Na'aman blev vred og drog bort med de Ord: "Se, jeg havde tænkt, at han vilde komme ud til mig, stå og påkalde HERREN sin Guds Navn og svinge sin Hånd i Retning af Helligdommen og således gøre Ende på Spedalskheden!
12O	5	12	Er ikke Damaskus's Floder Abana og Parpar fuldt så gode som alle Israels Vande? Kunde jeg ikke blive ren ved at bade mig i dem?" Og han vendte sig og drog bort i Vrede.
12O	5	13	Men hans Trælle kom og sagde til ham: "Dersom Profeten havde pålagt dig noget, som var vanskeligt vilde du så ikke have gjort det? Hvor meget mere da nu, da han sagde til dig: Bad dig, så bliver du ren!"
12O	5	14	Så drog han ned og dykkede sig syv Gange i Jordan efter den Guds Mands Ord; og hans Legeme blev atter friskt som et Barns, og han blev ren.
12O	5	15	Så vendte han med hele sit Følge tilbage til den Guds Mand, og da han var kommet derhen, trådtehan frem forham og sagde: "Nu ved jeg, at der ingensteds på Jorden er nogen Gud uden i Israel! Så modtag nu en Takkegave af din Træl!"
12O	5	16	Men han svarede: "Så sandt HERREN lever, for hvis Åsyn jeg står, jeg modtager ikke noget!" Og skønt han nødte ham, vægrede han sig ved at modtage noget.
12O	5	17	Da sagde Na'aman: "Så lad da være! Men lad din Træl få så megel Jord, som et Par Muldyr kan bære, thi din Træl vil aldrig mere ofre Brændoffer eller Slagtoffer til nogen anden Gud end HERREN!
12O	5	18	Men i een Ting vil HERREN nok bære over med din Træl: Når min Herre går ind i Rimmons Hus for at tilbede og støtfer sig til min Arm og jeg så sammen med ham kaster mig til Jorden i Rimmons Hus, da vil HERREN nok bære over ed din Træl i den Ting!"
12O	5	19	Han svarede: "Far i Fred!" Men da han var kommet et Stykke hen ad Vejen,
12O	5	20	sagde Gehazi, den Guds Mand Elisas Tjener, ved sig selv: "Der har min Herre ladet denne Aramæer Na'aman slippe og ikke modtaget af ham, hvad han havde med; så sandt HERREN lever, jeg vil løbe efter ham for at få noget af ham!"
12O	5	21	Så satte Gehazi efter Na'aman. og da Na'aman så ham komme løbende efter sig, sprang han af Vognen, gik ham i Møde og spurgte: "Står det godt til?"
12O	5	22	Han svarede: "Ja, det står godt til! Min Herre sender mig med det Bud: Der kom lige nu to unge Mænd, som hører til Profetsønnerne, til mig fra Efraims Bjerge: giv dem en Talent Sølv og to Sæt Festklæder!"
12O	5	23	Da sagde Na'aman: "Tag dog mod to Talenter Sølv!" Og han nødte ham. Så bandt han to Talenter ind i to Punge og tog to Sæt Festklæder og gav to af sine Trælle dem, for at de skulde bære dem foran ham.
12O	5	24	Men da de kom til Højen, tog han Pengene fra dem, gemte dem i Huset og lod Mændene gå.
12O	5	25	Så gik han ind til sin Herre og trådte hen til ham. Da spurgte Elisa: "Hvor har du været, Gehazi?" Han svarede: "Din Træl har ingen Steder været!"
12O	5	26	Så sagde han til ham: "Gik jeg ikke i Ånden hos dig, da en stod af sin Vogn og gik tilbage for at møde dig? Nu har du fået Penge, og du kan få Klæder, Olivenlunde og Vingårde, Småkvæg og Hornkvæg, Trælle og Trælkvinder,
12O	5	27	men Na'amans Spedalskhed skal hænge ved dig og dit Afkom til evig Tid!" Og Gehazi gik fra ham, hvid som Sne af Spedalskhed.
12O	6	1	Profetsønnerne sagde engang til Elisa: "Se, der er for lidt Plads til os her, hvor vi sidder hos dig.
12O	6	2	Vi vil gå til Jordan og hver fage en Bjælke og der indrette os et Rum, vi kan sidde i!" Han sagde: "Ja, gør det!"
12O	6	3	Men en af dem sagde: "Vil du ikke nok følge med dine Trælle!" Og han svarede: "Jo, det vil jeg!"
12O	6	4	Han gik så med, og da de kom til Jordan, gav de sig til at fælde Træer.
12O	6	5	Medens nu en af dem var ved at fælde en Bjælke, faldt hans Øksejern i Vandet. Da gav han sig til at råbe: "Ak, min Herre! Og det var endda lånt!"
12O	6	6	Men den Guds Mand sagde: "Hvor faldt det?" Og da han havde vist ham Stedet, skar han en Gren af og kastede den derhen. Da kom Øksen op på Overfladen;
12O	6	7	og han sagde: "Tag den op!" Så rakte han Hånden ud og tog den.
12O	6	8	Engang Arams Konge lå i Krig med Israel, aftalte han med sine Folk, at de skulde lægge sig iBaghold på det og det Sted.
12O	6	9	Men den Guds, Mand sendte Bud til Israels Konge og lod sige: "Vogt dig for at drage forbi det Sted, thi der ligger Aramæerne i Baghold!"
12O	6	10	Israels Konge sendte da Folk til det Sted, den Guds Mand havde sagt ham.  Således mindede han ham om at være på sin Post der; og det gjorde han ikke een, men flere Gange.
12O	6	11	Derover blev Arams Konge urolig i sit Sind, og han lod sine Folk kalde og spurgte dem: "Han I ikke sige mig, hvem det er, der forråder os til Israels Konge?"
12O	6	12	Da sagde en af hans Hærførere: "Det er ingen af os, Herre Konge; det er Profeten Elisa i Israel, der lader Israels Konge vide, hvad du taler i dit Sovekammer."
12O	6	13	Da sagde han: "Gå hen og se, hvor han er, for at jeg kan sende Folk ud og lade ham gribe!" Da det meldtes ham, at han var i Dotan,
12O	6	14	sendte han Heste og Vogne og en stor Hærstyrke derhen; og de kom ved Nattetide og omringede Byen.
12O	6	15	Næste Morgen tidlig, da den Guds Mand gik ud, se, da var Byen omringet af en Hær og Heste og Vogne, Da sagde hans Tjener til ham: "Ak, Herre, hvad skal vi dog gribe til?"
12O	6	16	Men han svarede: "Frygt ikke, thi de, der er med os, er flere end de, der er med dem!"
12O	6	17	Og Elisa bad og sagde: "HERRE, luk hans Øjne op, så han kan se!" Da lukkede HERREN Tjenerens Øjne op, og han så, at Bjerget var fuldt af Ildheste og Ildvogne rundt om Elisa.
12O	6	18	Da nu Fjenderne rykkede ned imod ham, bad Elisa til HERREN og sagde: "Slå de Folk med Blindhed!" Og han slog dem med Blindhed efter Elisas Ord.
12O	6	19	Da sagde Elisa til dem: "Det er ikke den rigtige Vej eller den rigtige By; følg med mig, så skal jeg føre eder til den Mand, I søger!" Han førte dem så til Samaria,
12O	6	20	og da de var kommet ind i Samaria, bad Elisa: "Herre, luk nu deres Øjne op, så at de kan se!" Da lukkede HERREN deres Øjne op, og de så, at de var midt i Samaria.
12O	6	21	Da Israels Konge så dem, spurgte han Elisa: "Skal jeg hugge dem ned, min Fader?"
12O	6	22	Men han svarede: "Nej, du må ikke hugge dem ned! Bruger du at hugge Folk ned, som du ikke har taget til Fange med Sværd eller Bue? Sæt Brød og Vand for dem, at de kan spise og drikke, og lad dem så vende tilbage til deres Herre!"
12O	6	23	Så gav han dem et godt Måltid, og da de havde spist og drukket, lod han dem gå, og de drog tilbage til deres Herre. Men fra den Tid af kom der ikke flere aramaiske Strejfskarer i Israels Land.
12O	6	24	Siden hændte det, at Kong Benhadad af Aram samlede hele sin Hær og drog op og belejrede Samaria;
12O	6	25	og under Belejringen blev der stor Hungersnød i Byen, så at et Æselhoved til sidst kostede tresindstyve Sekel Sølv og en Fjerdedel Kab Duegødning fem.
12O	6	26	Da Israels Konge en Dag gik oppe på Bymuren, råbte en Kvinde til ham: "Hjælp, Herre Konge!"
12O	6	27	Han svarede: "Hjælper HERREN dig ikke, hvor skal så jeg skaffe dig Hjælp fra? Fra Tærskepladsen eller Vinpersen?"
12O	6	28	Og Kongen spurgte hende vi dere: "Hvad fattes dig?" Da sagde hun: "Den Kvinde der sagde til mig: Hom med din Dreng, så fortærer vi ham i Dag; i Morgen vil vi så fortære min Dreng!
12O	6	29	Så kogte vi min breng og fortærede ham. Næste Dag sagde jeg til hende: Kom nu med din Dreng, at vi kan fortære ham! Men hun holdt Drengen skjult."
12O	6	30	Da Kongen hørte Kvindens Ord, sønderrev han sine Klæder, som han stod der på Muren; og Folket så da, at han indenunder har Sæk på den bare Krop.
12O	6	31	Og han sagde: "Gud ramme mig både med det ene og det andet, om Elisas, Sjafats Søns, Hoved skal blive siddende mellem Skuldrene på ham Dagen til Ende!"
12O	6	32	Elisa sad imidlertid i sit Hus sammen med de Ældste; da sendte Kongen en Mand i Forvejen. Men før Sendebudet kom til ham, sagde han til de Ældste: "Ved I, at denne Mordersjæl har sendt en Mand herhen for at tage mit Hoved?  Se, når Budet kommer, skal I lukke Døren og stemme jer imod den! Allerede hører jeg hans Herres trin bag ham."
12O	6	33	Og medens han endnu talte med dem, kom Kongen ned til ham og sagde: "Se, hvilken Ulykke HERREN har bragt over os! Hvorfor skal jeg da bie længer på HERREN?"
12O	7	1	Men Elisa sagde: "Hør HERRENs Ord! Så siger HERREN: I Morgen ved denne Tid skal en Sea fint Hvedemel koste en Sekel og to Sea Byg ligeledes en Sekel i Samarias Port!"
12O	7	2	Men Høvedsmanden, til hvis Arm Kongen støttede sig, svarede den Guds Mand og sagde: "Om så HERREN satte Vinduer på Himmelen, mon da sligt kunde ske?"  Han sagde: "Med egne Øjne skal du få det at se, men ikke komme til at spise deraf!"
12O	7	3	Imidlertid varder fire spedalske Mænd ved indgangen til Porten; de sagde til hverandre: "Hvorfor skal vi blive her, til vi dør?
12O	7	4	Dersom vi bestemmer os til at gå ind i Byen, dør vi der - der er jo Hungersnød i Byen - og bliver vi her, dør vi også! Kom derfor og lad os løbe over til Aramæernes Lejr! Lader de os leve, så bliver vi i Live, og slår de os ihjel, så dør vi!"
12O	7	5	Så begav de sig i Mørkningen på Vej til Aramæernes Lejr; men da de kom til Udkanten af Aramæernes Lejr, var der ikke et Menneske at se.
12O	7	6	HERREN havde nemlig ladet Aramæernes Lejr høre Larm at Vogne og Heste, Larm af en stor Hær, og de havde sagt til hverandre: "Se, Israels Konge har købt Hetiternes og Mizrajims Konger til at falde over os!"
12O	7	7	Derfor havde de taget Flugten i Mørkningen og efterladt Lejren, som den stod, deres Telte, Heste og Æsler, og var flygtet for at redde Livet.
12O	7	8	Da nu de spedalske havde nået Udkanten af Lejren, gik de ind i et af Teltene, spiste og drak og tog Sølv og Guld og klæder, som de gik hen og gemte; derpå kom de tilbage og gik ind i et andet Telt; også der tog de noget, som de gik hen og gemte.
12O	7	9	Så sagde de til hverandre: "Det er ikke rigtigt, som vi bærer os ad! Denne Dag er et godt Budskabs Dag; tier vi stille og venter til Daggry, pådrager vi os Skyld; lad os derfor gå hen og melde det i Kongens Palads!"
12O	7	10	Så gik de hen og råbte til Byens Portvægtere og bragte dem den Melding: "Vi kom til Aramæernes Lejr, og der var ikke et Menneske at se eller høre, men vi fandt Hestene og Æslerne bundet og Teltene urørt!"
12O	7	11	Portvægterne råbte det ud, og man meldte det inde i Kongens Palads.
12O	7	12	Men Kongen stod op om Natten og sagde til sine Folk: "Jeg skal sige eder, hvad Aramæerne har for med os; de ved, at vi er udsultet, derfor har de forladt Lejren og skjult sig på Marken, i den Tanke at vi skal gå ud af Byen, så de kan fange os levende og trænge ind i Byen!"
12O	7	13	Men en af Folkene svarede: - "Vi kan jo tage en fem Stykker af de Heste, der er tilbage her - det vil jo dog gå dem som alle de mange, der allerede var omkommet - og sende Folk derhen, så får vi se!"
12O	7	14	De tog da to Spand Heste, og Kongen sendte Folk efter Aramæernes Hær og sagde: "Rid hen og se efter!"
12O	7	15	Så drog de efter dem lige til Jordan og fandt hele Vejen fuld af Klæder og Våben, som Aramæerne havde kastet fra sig på deres hovedkulds Flugt. Derpå vendte Sendebudene tilbage og meldte det til Kongen.
12O	7	16	Så drog Folket ud og plyndrede Aramæernes Lejr; og således kom en Sea fint Hvedemel til at koste en Sekel og to Sea Byg ligeledes en Sekel, som HERREN havde sagt.
12O	7	17	Kongen havde overdraget Høvedsmanden, til hvis Arm han støttede sig, Tilsynet med Porten, men Folket trådte ham ned i Porten, så han døde, således som den Guds Mand havde sagt, dengang Kongen kom ned til ham.
12O	7	18	Da den Guds Mand sagde til Kongen: "To Sea Byg skal koste en Sekel og en Sea fitnt Hvedemel ligeledes en Sekel i Morgen ved denne Tid i Samarias Port!"
12O	7	19	da havde Høvedsmanden svaret ham: "Om så HERREN satte Vinduer på Himmelen, mon da sligt kunde ske?" Og den Guds Mand havde sagt: "Med egne Øjne skal du få det at se, men ikke komme til at spise deraf!"
12O	7	20	Således gik det ham; Folket trådte ham ned i Porten, så han døde. Elisa talte til den Kvinde, hvis Søn han havde kaldt til Live, og sagde: "Drag bort med dit Hus og slå dig ned som fremmed et eller andet Sted, thi HERREN har kaldt Hungersnøden hid; og den vil komme over Landet og vare syv År!"
12O	8	2	Da brød Kvinden op og gjorde, som den Guds Mand havde sagt, og drog med sit Hus hen og boede syv År som fremmed i Filisternes Land.
12O	8	3	Men da der var gået syv År, vendte Kvinden tilbage fra Filisternes Land; Og hun gik hen og påkaldte Kongens Hjælp til at få sit Hus og sin Jord tilbage.
12O	8	4	Kongen talte just med den Guds Mands Tjener Gehazi og sagde: "Fortæl mig om alle de storeGerninger, Elisa harudført!"
12O	8	5	Og netop som han fortalte Kongen, hvorledes han havde kaldt den døde til Live, kom Kvinden, hvis Søn han havde kaldt til Live, og påkaldt Kongens Hjælp til at få sit Hus og sin Jord tilbage. Da sagde Gehazi: "Herre Konge, der er den Kvinde, og der er hendes Søn. som Elisa kaldte til Live!"
12O	8	6	Kongen spurgte så Kvinden ud, og hun forfalte. Derpå gav Kongen hende en Hofmand med og sagde: "Sørg for, at hun får al sin Ejendom tilbage og alt, hvad hendes Jord har båret, siden den Dag hun forlod Landet!"
12O	8	7	Siden begav Elisa sig til Damaskus, hvor Kong Benbadad af Aram lå syg. Da Kongen fik at vide, at den Guds Mand var på Vej derhen,
12O	8	8	sagde han til Hazael: "Tag en Gave med, gå den Guds Mand i Møde og rådspørg HERREN gennem ham, om jeg kommer mig af min Sygdom!"
12O	8	9	Da gik Hazael ham i Møde; han tog en Gave med af alskens Kostbarheder, som fandfes i Damaskus, fyrretyve Kamelladninger, og trådte frem for ham og sagde: "Din Søn Benhadad, Arams Konge sender mig til dig og lader spørge: Kommer jeg mig af min Sygdom?"
12O	8	10	Elisa svarede: "Gå hen og sig ham: Du kommer dig!" Men HERREN har ladet mig skue, at han skal dø!"
12O	8	11	Og han stirrede stift frem for sig og var ude af sig selv af Rædsel. Så brast den Guds Mand i Gråd,
12O	8	12	og Hazael sagde: "Hvorfor græder min Herre?" Han svarede: "Fordi jeg ved, hvilke Ulykkkr du skal bringe over Israeliterne! Deres Fæstninger skal du stikke i Brand, deres unge Mænd skal du hugge ned med Sværdet, deres spæde Børn skal du knuse, og på deres frugtsommelige Kvinder skal du rive Livet op!"
12O	8	13	Da sagde Hazael: "Hvad er din Træl, den Hund, at han skal kunne gøre slige store Ting!" Elisa svarede: "HERREN har ladet mig skue dig som Konge over Aram!"
12O	8	14	Derpå forlod han Elisa og kom til sin Herre; og han spurgte ham: "Hvad sagde Elisa til dig?" Han svarede: "Han sagde: Du kommer dig!"
12O	8	15	Men næste Dag tog han et Klæde, dyppede det i Vand og bredte det over Ansigtet på Kongen, og det blev hans Død. Og Hazael blev Konge i hans Sted.
12O	8	16	I Akabs Søns, Kong Joram af Israels, femte Regeringsår blev Joram, Josafats Søn, Konge over Juda.
12O	8	17	Han var to og tredive År gammel, da han blev Konge, og han herskede otte År i Jerusalem.
12O	8	18	Han vandrede i Israels Kongers Spor ligesom Akabs Hus, thi han havde en Datter af Akab til Hustru, og han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne.
12O	8	19	Dog vilde HERREN ikke tilintetgøre Juda for sin Tjener Davids Skyld efter det Løfte, han havde givet ham, at han altid skulde have en Lampe for hans Åsyn.
12O	8	20	I hans Dage rev Edomiterne sig løs fra Judas Overherredømme og valgte sig en Konge.
12O	8	21	Da drog Joram over til Za'ir med alle sine Stridsvogne. Og han stod op om Natten, og sammen med Vognstyrerne slog han sig igennem Edoms Rækker, der havde omringet ham, hvorpå Folket flygtede tilbage hver til sit.
12O	8	22	Således rev Edom sig løs fra Judas Overherredømme, og således er det den Dag i Dag. På samme Tid rev også Libna sig løs.
12O	8	23	Hvad der ellers er at fortælle om Joram, alt, hvad han udførte, står optegnet i Judas Kongers Krønike.
12O	8	24	Så lagde Joram sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet hos sine Fædre i Davidsbyen; og hans Søn Ahazja blev Konge i hans Sted.
12O	8	25	I Akabs Søns, Kong Joram af Israels, tolvte Regeringsår blev Ahazja, Jorams Søn, Konge over Juda.
12O	8	26	Ahazja var to og tyve År gammel, da han blev Konge, og han herskede eet År i Jerusalem. Hans Moder hed Atalja og var Datter af Kong Omri af Israel.
12O	8	27	Han vandrede i Akabs Hus's Spor og gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, ligesom Akabs Hus, thi han var besvogret med Akabs Hus.
12O	8	28	Sammen med Joram, Akabs Søn, drog han i Krig mod Kong Hazael af Aram ved Ramot i Gilead. Men Aramæerne sårede Joram.
12O	8	29	Så vendte Kong Joram tilbage for i Jizre'el at søge Helbredelse for de Sår, Aramæerne havde tilføjet ham ved Ramot, da han kæmpede med Kong Hazael af Aram; og Jorams Søn, Kong Ahazja af Juda, drog ned for at se til Joram, Akabs Søn, i Jizre'el, fordi han lå syg.
12O	9	1	Profeten Elisa kaldte en af Profetsønnerne til sig og sagde til ham: "Omgjord dine Lænder, tag denne Flaske Olie med og drag til Ramot i Gilead.
12O	9	2	Når du kommer derhen, opsøg så Jehu, Nimsjis Søn Josjafats Søn; gå hen og få ham til at stå op fra sine Fæller og før ham ind i det inderste Hammer;
12O	9	3	tag så Olieflasken og gyd Olien ud over hans Hoved med de Ord: Så siger HERREN: Jeg salver dig til Konge over Israel! Derefter skal du lukke Døren op og flygte ufortøvet!"
12O	9	4	Den unge Mand, Profetens Tjener, drog så til Ramot i Gilead;
12O	9	5	og da han kom derhen, traf han Hærførerne siddende sammen. Han sagde da: "Jeg har et Ærinde til dig, Hærfører!" Jehu spurgte: "Til hvem af os?" Han svarede: "Til dig, Hærfører!"
12O	9	6	Så rejste han sig og gik ind i Huset; der gød han Olien ud over hans Hoved og sagde til ham: "Så siger HERREN, Israels Gud: Jeg salver dig til Konge over HERRENs Folk, over Israel!
12O	9	7	Du skal hugge din Herre Akabs Hus ned, så jeg får Hævn over Jesabel for mine Tjenere Profeternes og alle HERRENsjeneres Blod.
12O	9	8	Hele Akabs Hus skal omkomme, jeg vil udrydde hvert mandligt Væsen, hver og en af Akabs Slægt i Israel;
12O	9	9	jeg vil handle med Akabs Hus som med Jeroboams, Nebats Søns, og Ba'sjas, Ahijas Søns, Hus.
12O	9	10	Og Jesabel skal Hundene æde på Jizre'els Mark, og ingen skal jorde hende!"  Derpå lukkede han Døren op og flygtede.
12O	9	11	Da Jebu kom ud til sin Herres Folk, spurgte de ham: "Hvorledes står det til? Hvad vilde den gale Mand hos dig?" Han svarede: "I kender jo den Mand og hans Snak!"
12O	9	12	Men de sagde: "Udflugter! Sig os det nu!" Da sagde han: "Således sagde han til mig: Så siger HERREN: Jeg salver dig til Konge over Israel!"
12O	9	13	Øjeblikkelig tog de da hver sin Kappe og lagde under ham på selve Trappen, og de stødte i Hornet og udråbte Jehu til Konge.
12O	9	14	Således stiftede Jehu, Nimsjis Søn Josjafats Søn, en Sammensværgelse mod Joram. Joram havde med hele Israel forsvaret Ramot i Gilead mod Kong Hazael af Aram;
12O	9	15	men Kong Joram var vendt tilbage for i Jizre'el at søge Helbredelse for de Sår, Aramæerne havde tilføjet ham, da han kæmpede med Kong Hazael af Aram. Da sagde Jehu: "Vil I som jeg, så lad ikke en eneste slippe ud af Byen og bringe Bud til Jizre'el."
12O	9	16	Derpå steg Jehu til Vogns og kørte til Jizre'el; thi der lå Joram syg, og Kong Ahazja af Juda var rejst ned for at se til ham.
12O	9	17	Da Vægteren, som stod på Tårnet i Jizre'el, så Støvskyen efter Jehu, sagde han: "Jeg ser en Støvsky!" Da sagde Joram: "Tag en Rytter og send ham ud imod dem, for at han kan spørge, om de kommer med Fred!"
12O	9	18	Så red Rytteren ham i Møde og sagde: "Således siger Kongen: Kommer du med Fred?" Jehu svarede: "Hvad vedkommer det dig, om det er med Fred? Omkring, følg mig!" Vægteren meldte: "Sendebudet har nået dem, men han kommer ikke tilbage!"
12O	9	19	Så sendte han en anden Rytter ud; og da han var kommet hen til dem, sagde han: "Således siger Kongen: Kommer du med Fred?" Jehu svarede: "Hvad vedkommer det dig, om jeg kommer med Fred? Omkring, følg mig!"
12O	9	20	Vægteren tneldte: "Han har nået dem, men han kommet ikke tilbage. Og de har en Fart på, som var det Jebu, Nimsjis Søn, thi han farer af Sted som rasende."
12O	9	21	Da sagde Joram: "Spænd for!" Og da der var spændt for, kørte Kong Joram af Israel og Kong Ahazja af Juda ud hver i sin Vogn. De kørte Jehu i Møde og traf ham ved Jizre'eliten Nabots Mark.
12O	9	22	Da Joram fik Øje på Jehu, spurgte han: "Kommer du med Fred, Jehu?" Men han svarede: "Hvad! Skulde jeg komme med Fred, så længe det ikke har Ende med din Moder Jesabels Bolen og hendes mange Trolddomskunster!"
12O	9	23	Da drejede Joram omkring og flygtede, idet han roabte tiIAhazja: "Svig, Ahazja!"
12O	9	24	Men Jehu greb sin Bue og skød Joram i Ryggen, så at Pilen gik igennem Hjertet, og han sank sammen i Vognen;
12O	9	25	og Jehu sagde til sin Høvedsmand Bidkar: "Tag og kast ham hen på Jizre'eliten Nabots Mark, thi det rinder mig i Hu, hvorledes jeg og du kørte sammen bag efter hans Fader Akab, dengang HERREN fremsatte dette Udsagn imod ham:
12O	9	26	Sandelig, Nabots og hans Sønners Blod så jeg i Går, lyder det fra HERREN, og jeg bringer Gengældelse over dig her på denne Mark, lyder det fra HERREN!  Tag derfor og kast ham hen på Marken efter HERRENs Ord!"
12O	9	27	Da Kong Ahazja at Juda så det, flygtede han ad Vejen til BetHagan; men Jehu satte efter ham og råbte: "Også ham!" Og i Gurpasset, i Nærheden afJibleam, skød de ham ned i Vognen. Han undslap til Megiddo, men der døde han.
12O	9	28	Hans Folk førte ham til Jerusalem og jordede ham i hans Grav hos hans Fædre i Davidsbyen.
12O	9	29	I Akabs Søn Jorams ellevte Regerinsgår blev Ahazja Konge over Juda.
12O	9	30	Jehu kom nu til Jizre'el. Så snart Jesabel hørte det, sminkede hun sine Øjne og smykkede sit Hoved og bøjede sig ud af Vinduet;
12O	9	31	og da Jehu kørte ind igennem Porten, råbte hun: "Kommer du med Fred, Zimri Kongemorder?"
12O	9	32	Men han så op til Vinduet og sagde: "Hvem holder med mig? Hvem?" Så var der et Par Hofmænd, som så ud efter ham,
12O	9	33	og han råbte: "Styrt hende ned!" Så styrtede de hende ned. og Blodet sprøjtede op på Muren og på Hestene, og de trådte hende ned.
12O	9	34	Derpå gik han ind og spiste og drak. Så sagde han: "Tag jer af hende, den forbandede, og jord hende, hun var jo dog en Kongedatter!"
12O	9	35	Men da de gik ud for at jorde hende, fandt de ikke andet af hende end Hjerneskallen, Fødderne og Hænderne.
12O	9	36	Og de kom tilbage og meldte ham det; da sagde han: "Det er det Ord, HERREN talede ved sin Tjener Tisjbiten Elias: På Jizre'els Mark skal Hundene æde Jesabels Legeme!
12O	9	37	og Jesabels Lig skal blive som Gødning på Ageren på Jizre'els Mark, så ingen kan sige: Dette er Jesabel!"
12O	10	1	Der var i Samaria halvfjerdsindstyve Sønner af Akab. Jehu skrev nu Breve og sendte dem til Samaria til Byens Øverster, deÆldste og Akabs Sønners Fosterfædre. Deri stod:
12O	10	2	"I har jo eders Herres Sønner hos eder og råder over Stridsvognene og Hestene, Fæstningerne og Våbenforrådene. Når nu dette Brev kommer eder i Hænde,
12O	10	3	udvælg så den bedste og dygtigste af eders Herres Sønner, sæt ham på hans Faders Trone og kæmp for eders Herres Hus!"
12O	10	4	Men de grebes af stor Forfærdelse og sagde: "Se, de to Konger kunde ikke stå sig imod ham, hvor skal vi så kunne det?"
12O	10	5	Derfor sendte Paladsets og Byens øverste Befalingsmænd, de Ældste og Fosterfædrene det Bud til Jehu: "Vi er dine Trælle, og alt, hvad du kræver af os, vil vi gøre. Vi vil ikke gøre nogen til Konge; gør, hvad du finder for godt!"
12O	10	6	Da skrev han et nyt Brev til dem, og der stod: "Dersom I holder med mig og vil høre mig, tag så eders Herres Sønners Hoveder og kom i Morgen ved denne Tid til mig i Jizre'el!" Kongesønnerne, halvfjerdsindstyve Mænd, var nemlig hos Byens Stormænd, som var deres Fosterfædre.
12O	10	7	Da Brevet kom til dem, tog de Kongesønnerne og dræbte dem, halvfjerdsindstyve Mænd, lagde deres Hoveder i Kurve og sendte dem til Jehu i Jizre'el.
12O	10	8	Da Budet kom og meldte: "Kongesønnernes Hoveder er bragt hid!" sagde han: "Læg dem i to Bunker foran Porten til i Morgen!"
12O	10	9	Næste Morgen gik han ud, trådte frem og sagde til alt Folket: "I er uden Skyld; det er mig, der har stiftet en Sammensværgelse mod min Herre og dræbt ham - men hvem har dræbt alle disse?
12O	10	10	Kend nu, at intet af det Ord, HERREN talede mod Akabs Hus, var faldet til Jorden, men HERREN har gjort, hvad han talede ved sin Tjener Elias!"
12O	10	11	Derpå lod Jehu alle dem, der var tilbage af Akabs Hus i Jizre'el, dræbe, alle hans Stormænd, Venner og Præster, så at ikke en eneste blev tilbage og slap bort.
12O	10	12	Så brød han op og drog ad Samaria til. Da han kom til Bet Eked-Haro'im ved Vejen,
12O	10	13	mødte han Kong Ahazja af Judas Brødre. Han spurgte dem: "Hvem er I?" De svarede: "Vi er Ahazjas Brødre, og vi drager herned for at hilse på Kongens og Kongemoderens Sønner."
12O	10	14	Da sagde han: "Grib dem levende!" Så greb de dem levende, og han lod dem dræbe ved Bet Ekeds Brønd, to og fyrretyve Mænd; ikke een lod han blive tilbage.
12O	10	15	Da han drog videre, traf han Jonadab, Rekabs Søn, der kom ham i Møde, og han hilste på ham og spurgte: "Er du af Hjertet oprigtig mod mig som jeg mod dig?" Jonadab svarede: "Ja, jeg er!" Da sagde Jehu: "Så giv mig din Hånd!"  Han gav ham da Hånden, og Jehu tog ham op til sig i Vognen
12O	10	16	og sagde: "Følg mig og se min Nidkærhed for HERREN!" Og han tog ham med i Vognen,
12O	10	17	Så drog han til Samaria og lod alle, der var tilbage af Akabs Slægt i Samaria, dræbe, så at den blev fuldstændig udryddet efter det Ord, HERREN havde talet til Elias.
12O	10	18	Derefter kaldte Jebu hele Folket sammen og sagde til dem: "Akab dyrkede Ba'al lidt, Jehu vil dyrke ham mere!
12O	10	19	Kald derfor alle Ba'als Profeter, alle, der dyrker ham, og alle hans Præster hid til mig, ikke een må udeblive, thi jeg har et stort Slagtoffer for til Ære for Ba'al; enhver, der udebliver, skal bøde med Livet!" Men det var en Fælde, Jehu stillede, for at udrydde Ba'alsdyrkerne.
12O	10	20	Derpå sagde Jehu: "Helliger en festlig Samling til Ære for Ba'al!" Og de udråbte en festlig Samling.
12O	10	21	Og Jehu sendte Bud rundt i hele Israel, og alle Ba'alsdyrkerne uden Undtagelse indfandt sig; de begav sig til Ba'als Hus, og det blev fuldt fra Ende til anden.
12O	10	22	Så sagde han til Opsynsman den over Klædekammeret: "Tag en Klædning frem til hver af Ba'als dyrkerne!" Og han tog Klædningerne frem til dem.
12O	10	23	Så gik Jehu og Jonadab, Rekabs Søn, ind i Ba'als Hus; og han sagde til Ba'alsdyrkeme: "Se nu godt efter; at der ikke her iblandt eder findes nogen, som dyrker HERREN, men kun Ba'alsdyrkere!"
12O	10	24	Derpå gik han ind for at ofre Slagtofre og Brændofre. Men Jehu havde opstillet firsindstyve Mand udenfor og sagt: "Den, der lader nogen af de Mænd undslippe, som jeg overgiver i eders Hænder, skal bøde Liv for Liv!"
12O	10	25	Da han så var færdig med at ofre Brændofferet, sagde han til Livvagten og Høvedsmændene: "Gå nu ind og hug dem ned! Ikke een må slippe bort!" Og de huggede dem ned med Sværdet, og Livvagten og Høvedsmændene slængte dem bort; så gik de ind i Ba'alshusets inderste Rum,
12O	10	26	bragte Ba'alshusets Asjerastøtte ud og opbrændte den;
12O	10	27	og de nedbrød Ba'als Stenstøtte, rev Ba'als Hus ned og gjorde det til Nødtørftssteder, og, de er der den Dag i Dag.
12O	10	28	Således udryddede Jehu Ba'al af Israel.
12O	10	29	Men fra de Synder, Jeroboam, Nebats Søn, havde forledt Israel til, Guldkalvene i Betel og Dan, veg Jehu ikke.
12O	10	30	Og HERREN sagde til Jehu: "Fordi du har handlet vel og gjort, hvad der er ret i mine Øjne, og handlet med Akabs Hus ganske efter mit Sind, skal dine Sønner sidde på IsraelsTrone indtil fjerde Led!"
12O	10	31	Men Jehu tog ikke Vare på at følge HERRENs, Israels Guds, Lov af bele sit Hjerte; han veg ikke fra de Synder, Jeroboam havde forledt Israel til.
12O	10	32	På den Tid begyndte HERREN at rive Stykker fra Israel, og Hazael slog Israel i alle dets Grænseegne,
12O	10	33	Øst for Jordan, hele Gilead, Gaditernes, Rubeniternes og Manassiternes Land fra Aroer ved Amonflodens Bred, både Gilead og Basan.
12O	10	34	Hvad der ellers er at fortælle om Jehu, alt, hvad han gjorde, og alle hans Heltegerninger, står jo optegnet i Israels Kongers Krønike.
12O	10	35	Så lagde Jehu sig til Hvile hos sine Fædre, og man jordede ham i Samaria; og hans Søn Joahaz blev Konge i hans Sted.
12O	10	36	Den Tid, Jehu herskede over Israel, udgjorde otte og tyve År.
12O	11	1	Da Atalja, Ahazjas Moder, fik at vide, at hendes Søn var død, tog hun sig for at udrydde hele den kongelige Slægt.
12O	11	2	Men Kong Jorams Datter Josjeba, Ahazjas Søster, tog Ahazjas Søn Joas og fik ham hemmeligt af Vejen, så han ikke var imellem Kongesønnerne, der blev dræbt, og hun gemte ham og hans, Amme i Sengekammeret og holdt ham skjult for Atalja, så han ikke blev dræbt;
12O	11	3	og han var i seks År skjult hos Josjebai HERRENs Hus, medens Atalja herskede i Landet.
12O	11	4	Men i det syvende År lod Jojada Hundredførerne for Harernel og Livvagten hente ind til sig i HERRENs Hus; og efter at have sluttet Pagt med dem og taget dem i Ed i HERRENs Hus fremstillede han Kongesønnen for dem.
12O	11	5	Derpå bød han dem og sagde: "Således skal I gøre: Den Tredje del af eder, der om Sabbaten rykker ind for at overtage Vagten i Kongens Palads,
12O	11	6	og de to Afdelinger af eder, som har Vagten i Kongens Palads den ene Tredjedel ved Surporten, den anden ved Porten bag Livvagten
12O	11	7	og som begge om Sabbaten rykker ud for at overtage Vagten i HERRENs Hus,
12O	11	8	I skal alle med Våben i Hånd slutte Kreds om Kongen, og enhver, der nærmer sig Rækkerne, skal dræbes. Således skal I være om Kongen, når han går ud, og når han går ind!"
12O	11	9	Hundredførerne gjorde alt hvad Præsten Jojada havde påbudt, idet de tog hver sine Folk, både dem, der rykkede ud, og dem, der ryk kede ind om Sabbaten, og kom til Præsten Jojada.
12O	11	10	Og Præsten gav Hundredfø rerne Spydene og Skjoldene, som havde tilhørt Kong David og var i HERRENs Hus.
12O	11	11	Livvagten stillede sig, alle med Våben i Hånd, fra Templets Syd side til Nordsiden, hen til Alteret og derfra igen hen til Templet, rundt om Kongen.
12O	11	12	Så førte han Kongesønnen ud og satte Kronen og Armspangene på ham; derefter udråbte de ham til Konge og salvede ham; og de klappede i Hænderne og råbte: "Kongen leve!"
12O	11	13	Da Atalja hørte Larmen af Folket, gik hun hen til Folket i HERRENs Hus,
12O	11	14	og der så hun Kongen stå ved Søjlen, som Skik var, og Øversterne og Trompetblæserne ved Siden af, medens alt Folket fra Landet jublede og blæste i Trompeterne. Da sønderrev Atalja sine Klæder og råbte: "Forræderi, Forræderi!"
12O	11	15	Men præsten Jojada bød Hundredførerne, Hærens Befalingsmænd: "Før hende uden for Forgårdene og hug enhver ned, der følger hende!" Præsten sagde nemlig: "Hun skal ikke dræbes i HERRENs Hus!"
12O	11	16	Så greb de hende, og da hun ad Hesteindgangen var kommet til Kongens Palads, blev hun dræbt der.
12O	11	17	Men Jojada sluttede Pagt mellem HERREN og Folket og Kongen om, at de skulde være HERRENs Folk, ligeledes mellem Kongen og Folket.
12O	11	18	Og alt Folket fra Landet begav sig til Ba'als Hus og nedbrød det; Altrene og Billederne ødelagde de i Bund og Grund, og Ba'als Præst Mattan dræbte de foran Altrene. Derpå satte Præsten Vagtposter ved HERRENs Hus;
12O	11	19	og han tog Hundredførerne, Karerne og Livvagten, desuden alt Folket fra Landet med sig, og de førte Kongen ned fra HERRENs Hus. gik igennem Livvagtens Port til Kongens Palads, og han satte sig på Kongetronen.
12O	11	20	Da glædede alt Folket fra Landet sig, ogByen holdt sig rolig. Men Atalja huggede de ned i Kongens Palads.
12O	12	1	I Jehus syvende Regeringsår blev Joas Konge, og han herskede fyrretyveÅr i Jerusalem. Hans Moder hed Zibja og var fra Be'ersjeba.
12O	12	2	Joas gjorde hele sit Liv, hvad der var ret i HERRENs Øjne, idet Præsten Jojada vejledede ham.
12O	12	3	Hun forsvandt Offerhøjene ikke, men Folket blev ved med at ofre og tænde Offerild på Højene.
12O	12	4	Joas sagde til Præsterne: "Alle Penge, der indkommer i HERRENs Hus som Helliggaver, de Penge, det pålægges at udrede efter Vurdering - de Penge, Personer vurderes til - og alle Penge, man efter Hjertets Tilskyndelse bringer til HERRENs Hus,
12O	12	5	skal Præsterne tage imod, hver af sine Kendinge, og for dem skal de istandsætte de brøstfældige Steder på Templet, alle brøstfældige Steder, som findes."
12O	12	6	Men i Kong Joas's tre og tyvende Regeringsår havde Præsterne endnu ikke istandsat de brøstfældige Steder på Templet.
12O	12	7	Da lod Kong Joas Præsten Jojada og de andre Præster kalde og sagde til dem: "Hvorfor istandsætter I ikke de brøstfældige Steder på Templet? Nu må I ikke mere tage mod Penge af eders Kendinge, men I skal afgive Pengene til Istandsættelse af de brøstfældige Steder på Templet!"
12O	12	8	Og Præsterne gik ind på ikke mere at modtage Penge af Folket, mod at de blev fri for at istandsætte de brøstfældige Steder på Templet.
12O	12	9	Præsten Jojada tog så en Kiste, borede Hul i Låget og satte den ved Stenstøtten til højre for Indgangen til HERRENs Hus, og der lagde Præsterne, der holdt Vagt ved Dørtærskelen, alle de Penge, der indkom i HERRENs Hus.
12O	12	10	Og når de så, at der var mange Penge i Kisten, kom Kongens Skriver og Ypperstepræsten op og bandt Pengene, som fandtes i HERRENs Hus, sammen og talte dem.
12O	12	11	Derpå gav man de afvejede Penge til dem, der stod for Arbejdet, dem, der havde Tilsyn med HERRENs Hus, og de udbetalte dem til Tømrerne og Bygningsmændene, der arbejdede på HERRENs Hus,
12O	12	12	til Murerne og Stenhuggerne, eller brugte dem til Indkøb af Træ og tilhugne Sten til Istandsættelse af de brøstfældige Steder på HERRENs Hus og til at dække alle Udgifter ved Templets Istandsættelse.
12O	12	13	Derimod blev der for de Penge, der indkom i HERRENs Hus, hverken lavet Sølvfade eller Knive, Skåle, Trompeter eller nogen som helst anden Ting af Sølv eller Guld til HERRENs Hus;
12O	12	14	men Pengene blev givet til dem, der stod for Arbejdet, og de brugte dem til Istandsættelsen af HERRENs Hus.
12O	12	15	Og man holdt ikke Regnskab med de Mænd, hvem Pengene overlodes til Udbetaling til Arbejderne, men de handlede på Tro og Love.
12O	12	16	Men Skyldoffer- og Syndofferpengene blev ikke bragt til HERRENs Hus; de tilfaldt Præsterne.
12O	12	17	På den Tid drog Kong Hazael af Aram op og belejrede og indtog Gat. Da han truede med at drage mod Jerusalem,
12O	12	18	tog Kong Joas af Juda alle de Helliggaver, som hans Fædre, Judas Konger Josafat, Joram og Ahazja havde helliget, sine egne Helliggaver og alt det Guld, der fandtes i Skatkamrene i HERRENs Hus og Kongens Palads, og sendte det til Kong Hazael af Aram. Så opgav han Angrebet på Jerusalem og drog bort.
12O	12	19	Hvad der ellers er at fortælle om Joas, alt, hvad han udførte, står optegnet i Judas Kongers Krønike.
12O	12	20	Men Joas's Hoffolk rejste sig og stiftede en Sammensværgelse og dræbte ham, engang han gik ned til Millos Hus.
12O	12	21	Joas var syv År gammel, da han blev Konge.
12O	12	21	Det var hans Hoffolk Jozakar, Sjimats Søn, og Jozabad, Sjomers Søn, der slog ham ibjel. Og man jordede ham hos hans Fædre i Davidsbyen; og hans Søn Amazjablev Konge i hans Sted.
12O	13	1	I Ahazjas Søns, Kong Joas af Judas, tre og tyvende Regeringsår blev Joahaz, Jehus Søn, Konge over Israel, og han herskede sytten År i Samaria.
12O	13	2	Han gjorde, hvad der var ondt i HERRNs Øjne, og vandrede i de Synder, Jeroboam, Nebats Søn, havde forledt Israel til; fra dem veg han ikke.
12O	13	3	Da blussede HERRENs Vrede op mod Israel, og han gav dem til Stadighed i Kong Hazael af Arams og hans Søn Benhadads Hånd.
12O	13	4	Men Joahaz bad HERREN om Nåde, og HERREN bønhørte ham, fordi han så Israels Trængsel; thi Arams Konge bragte Trængsel over dem;
12O	13	5	og HERREN gav Israel en Befrier, som friede dem af Arams Hånd; så boede Israeliterne i deres Telte som før.
12O	13	6	Dog veg de ikke fra de Synder, Jeroboams Hus havde forledt Israel til, men vandrede i dem; også Asjerastøtten blev stående i Samaria.
12O	13	7	Thi Arams Konge levnede,ikke Joahaz flere Krigsfolk end halvtredsindstyve Ryttere, ti Stridsvogne og ti Tusinde Mand Fodfolk, men han tilintetgjorde dem og knuste dem til Støv.
12O	13	8	Hvad der ellers er at fortælle om Joahaz, alt, hvad han udførte, og hans Heltegerninger står jo optegnet i Israels Kongers Krønike.
12O	13	9	Så lagde Joahaz sig til Hvile hos sine Fædre, og man jordede ham i Samaria; og hans Søn Joas blev Konge i hans Sted.
12O	13	10	I Kong Joas af Judas syv og tredivte Regeringsår blev Joas. Joahaz's Søn, konge over Israel, og han herskede seksten År i Samaria.
12O	13	11	Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og veg ikke fra nogen af de Synder, Jeroboam, Nebats Søn, havde forledt Israel til, men vandrede i dem.
12O	13	12	Hvad der ellers er at fortælle om Joas, alt, hvad han udførte, og hans Heltegerninger, hvorledes han førte Krig med Kong Amazja af Juda, står jo optegnet i Israels Kongers Krønike.
12O	13	13	Så lagde Joas sig til Hvile hos sine Fædre; og Jeroboam satte sig på hans Trone. Joas blev jordet i Samaria hos Israels Konger.
12O	13	14	Da Elisa blev ramt af den Sygdom, han døde af, kom Kong Joas af Israel ned til ham, bøjede sig grædende over ham og sagde: "Min Fader, min Fader, du Israels Vogne. og Ryttere!"
12O	13	15	Men Elisa sagde til ham: "bring Bue og Pile!" Og han bragte ham Bue og Pile.
12O	13	16	Da sagde han til Israels Konge: "Læg din Hånd på Buen!" Og da han gjorde det, lagde Elisa sine Hænder på Kongens
12O	13	17	og sagde: "Luk Vinduet op mod Øst!" Og da han havde gjort det, sagde Elisa: "Skyd!" Og han skød. Da sagde Elisa: "En Sejrspil fra HERREN, en Sejrspil mod Aram! Du skal tilføje Aram et afgørende Nederlag ved Afek!"
12O	13	18	Derpå sagde han: "Tag Pilene!" Og han tog dem. Da sagde han til Israels Konge: "Slå på Jorden!" Og han slog tre Gange, men holdt så op.
12O	13	19	Da vrededes den Guds Mand på ham og sagde: "Du burde have slået fem-seks Gange, så skulde du have tilføjet Aram et afgørende Nederlag, men nu skal du kun slå Aram tre Gange!"
12O	13	20	Så døde Elisa, og de jordede ham. År efter År trængte moabitiske Strejfskarer ind i Landet;
12O	13	21	og da nogle Israeliter engang fik Øje på en sådan Skare, netop som de var ved at jorde en Mand, kastede de Manden i Elisas Grav og løb deres Vej. Men da Manden kom i Berøring med Elisas Ben, blev han levende og rejste sig op.
12O	13	22	Kong Hazael af Aram trængle Israel hårdt, så længe Joabaz levede.
12O	13	23	Men HERREN forbarmede sig og ynkedes over dem og vendte sig til dem på Grund af sin Pagt med Abraham, Isak og Jakob; han vilde ikke tilintetgøre dem og havde endnu ikke stødt dem bort fra sit Åsyn.
12O	13	24	Men da Kong Hazael af Aram døde, og hans Søn Benhadad blev Konge i hans Sted,
12O	13	25	tog Joas, Joahaz's Søn, de Byer tilbage fra Benhadad, Hazaels Søn, som han i Krigen havde frataget hans Fader Joahaz. Tre Gange slog Joas ham og tog de israelitiske Byer tilbage.
12O	14	1	I Joahaz' Søns, Kong Joas af Israel, andet Regeringsår blev Amazja, Joas's Søn, Konge over Juda.
12O	14	2	Han var fem og tyve År gammel, da han blev Konge, og han herskede ni og tyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Jehoaddan og var fra Jerusalem.
12O	14	3	Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, om end ikke som hans Fader David; han handlede ganske som sin Fader Joas.
12O	14	4	Hun forsvandt Offerhøjene ikke. men Folket blev ved med at ofre og tænde Offerild på Højene.
12O	14	5	Da han havde sikret sig Magten, lod han dem af sine Folk dræbe, der havde dræbt hans Fader Kongen;
12O	14	6	men Mordernes Børn lod han ikke ihjelslå, i Henhold til hvad der står skrevet i Moses's Lovbog, hvor HERREN byder: "Fædre skal ikke lide Døden for Børns Skyld, og Børn skal ikke lide Døden for Fædres Skyld. Men enhver skal lide Døden for sin egen Synd."
12O	14	7	Det var ham, der slog Edom i Saltdalen, 10.000 Mand, og indtog Sela, og han kaldte det Jokte'el, som det hedder den Dag i Dag.
12O	14	8	Ved den Tid sendte Amazja Sendebud til Jebus Søn Joahaz's Søn, Kong Joas af Israel, og lod sige: "Kom, lad os se hinanden under Øjne!"
12O	14	9	Men Kong Joas af Israel sendte Kong Amazja af Juda det Svar: "Tidselen på Libanon sendte engang det Bud til Cederen på Libanon: Giv min Søn din Datter til Ægte! Men Libanons vilde byr løb hen over Tidselen og trampede den ned.
12O	14	10	Du har slået Edom, og det har gjort dig overmodig; lad dig nu nøje med den Ære og bliv, hvor du er! Hvorfor vil du udfordre Ulykken og udsætte både dig selv og Juda for Fald?"
12O	14	11	Men Amazja vilde intet høre. Så drog Kong Joas af Israel ud, og han og Kong Amazja af Juda så hinanden under Øjne ved Bet Sjemesj i Juda;
12O	14	12	Juda blev slået af Israel, og de flygtede hver til sit.
12O	14	13	Men Kong Joas af Israel tog Ahazjas Søn Joas's Søn. Kong Amazja af Juda, til Fange ved BetSjemesj og førte ham til Jerusalem. Derpå nedrev han Jerusalems Mur på en Strækning af 400 Alen, fra Efraimsporten til Hjørneporten;
12O	14	14	og han tog alt det Guld og Sølv og alle de Kar, der fandtes i HERRENs Hus og i Skatkammeret i Kongens Palads; desuden tog han Gidsler og vendte så tilbage til Samaria.
12O	14	15	Hvad der ellers er at fortælle om Joas, alt, hvad han udførte, og alle hans Heltegerninger, og hvorledes han førte Krig med Kong Amazja af Juda, står jo optegoet i Israels Kongers Krønike.
12O	14	16	Så lagde Joas sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i Samaria hos Israels Konger; og hans Søn Jeroboam blev Konge i hans Sted.
12O	14	17	Joas's Søn, Kong Amazja af Juda, levede endnu femten År, efter at Joahaz's Søn, Kong Joas af Israel, var død.
12O	14	18	Hvad der ellers er at fortælle om Amazja, står jo optegnet i Judas Kongers Krønike.
12O	14	19	Da der stiftedes en Sammensværgelse mod ham i Jerusalem, flygtede han til Lakisj; men der blev sendt Folk efter ham til Lakisj, og de dræbte ham der.
12O	14	20	Så løftede man ham op på Heste, og han blev jordet i Jerusalem hos sine Fædre i Davidsbyen.
12O	14	21	Hele Folket i Juda tog så Azarja, der dengang var seksten År gammel, og gjorde ham til Konge i hans Fader Amazjas Sted.
12O	14	22	Det var ham, der befæstede Elat og atter forenede det med Juda, efter at Kongen havde lagt sig til Hvile hos sine Fædre.
12O	14	23	I Joas's Søns, Kong Amazja af Judas, femtende Regeringsår ble Jeroboam, Joas's Søn, Konge over Israel, og han herskede een og fyrretyve År i Samaria.
12O	14	24	Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og veg ikke fra nogen af de Synder, Jeroboam, Nebats Søn, havde forledt Israel til.
12O	14	25	Han tog Israels Landområde tilbage fra Egnen hen imod Hamat og til Arabasøen, efter det Ord, HERREN, Israels Gud, havde talet ved sin Tjener, Profeten Jonas, Amittajs Søn, fra Gat-Hefer.
12O	14	26	Thi HERREN havde set Israels bitre Kvide, hvorledes de reves bort alle som een, fordi Israel ikke havde nogen Hjælper;
12O	14	27	og HERREN havde ikke talet om, at han vilde udslette Israels Navn under Himmelen, derfor frelste han dem ved Jeroboam, Joas's Søn.
12O	14	28	Hvad der ellers er at fortælle om Jeroboam, alt, hvad han udførte, og hans Heltegerninger, hvorledes han førte Krig, og hvorledes han tog Damaskus og Hamat til bage til Israel, står jo optegnet i Israels Kongers Krønike.
12O	14	29	Så lagde Jeroboam sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i Samaria hos Israels Konger; og hans Søn Zekarja blev Konge i hans Sted.
12O	15	1	I Kong Jeroboam af Israels syvogtyvende Regeringsår blev Azarja, Amazjas Søn, Konge over Juda.
12O	15	2	Han var seksten År gammel, da han blev Konge, og han herskede to og halvtredsindstyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Jekolja og var fra Jerusalem.
12O	15	3	Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, ganske som hans Fader Amazja.
12O	15	4	Kun forsvandt Offerhøjeneikke, men Folket blev ved med at ofre og tænde Offerild på Højene,
12O	15	5	Men HERREN ramte Kongen, så han blev spedalsk til sin Dødedag; og han fik Lov at blive boende i sit Hus, medens Kongens Søn Jotam rådede i Paladset og dømte Folket i Landet.
12O	15	6	Hvad der ellers er at fortælle om Azarja, alt, hvad han udførte, står jo optegnet i Judas Kongers Krønike.
12O	15	7	Så jagde han sig til Hvile hos sine Fædre, og man jordede ham hos hans Fædre i Davidsbyen; og hans Søn Jotam blev Konge i hans Sted.
12O	15	8	I Kong Azarja af Judas otte og tredivte Regeringsår blev Zekarja, Jeroboams Søn, Konge over Israel, og han herskede seks Måneder i Samaria.
12O	15	9	Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, ligesom hans Fædre, og han veg ikke fra de Synder, Jeroboam Nebats Søn, havde forledt Israel til.
12O	15	10	Men Sjallum, Jabesjs Søn, stiftede en Sammensværgelse modham, huggede ham ned og dræbte ham i Jibleam og blev Konge i hans Sted.
12O	15	11	Hvad der ellers er at fortælle om Zekarja, står optegnet i Israels Kongers Krønike.
12O	15	12	Således opfyldtes det Ord HERREN havde talet til Jehu, da han sagde: "Dine Sønner skal sidde på Israels Trone indtil fjerde Led." Således gik det.
12O	15	13	I Kong Uzzija af Judas ni og tredivte Regeringsår blev Sjallum, Jabesjs Søn, Konge, og han herskede en Måneds Tid i Samaria.
12O	15	14	Da drog Menahem, Gadis Søn, op fra Tirza til Samaria, og der huggede han Sjallum, Jabesjs Søn, ned og dræbte ham og blev Konge i hans Sted.
12O	15	15	Hvad der ellers er at fortælle om Sjallum og den Sammensværgelse, han stiftede, står optegnet i Israels Kongers Krønike.
12O	15	16	Fra Tirza hærgede Menahem ved den Tid Tappua og alt, hvad der var deri, og hele dets Område, fordi de ikke havde åbnet Portene for ham; derfor hærgede han det og lod Livet rive op på alle frugtsommelige Kvinder der.
12O	15	17	I Kong Azarja af Judas ni og tredivte Regeringsår blev Menahem, Gadis Søn, Konge over Israel, og han herskede ti År i Samaria.
12O	15	18	Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og veg ikke fra nogen af de Synder, Jeroboam, Nebats Søn, havde forledt Israel til. I hans Dage
12O	15	19	faldt Kong Pul af Assyrien ind i Landet. Men Menahem gav Pul 1000 Talenter Sølv, for at han skulde støtfe ham og sikre ham Magten;
12O	15	20	Menahem inddrev disse Penge hos Israel, hos alle de velhavende, halvtredsindstyve Sekel Sølv hos hver, for at udbetale dem til Assyrerkongen. Så vendte Assyrerkongen hjem og blev ikke længer der i Landet.
12O	15	21	Hvad der ellers er at fortælle om Menahem, alt, hvad han udførte, står jo optegnet i Israels Kongers Krønike.
12O	15	22	Så lagde Menahem sig til Hvile hos sine Fædre, og hans Søn Pekaja blev Konge i hans Sted.
12O	15	23	I Kong Azarja af Judas halvtredsindstyvende Regeringsår blev Pekaja, Menahems Søn, Konge over Israel, og han herskede to År i Samaria.
12O	15	24	Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og veg ikke fra de Synder, Jeroboam, Nebats Søn, havde forledt Israel til.
12O	15	25	Men hans Høvedsmand Peka, Remaljas Søn, stiftede en Sammensværgelse mod ham, og fulgt af halvtredsindstyve gileaditiske Mænd huggede han ham ned i Samada i Kongeborgen..., og efter at have dræbt ham blev han Konge i hans Sted.
12O	15	26	Hvad der ellers er at fortælle om Pekaja, alt, hvad han udførte, står optegnet i Israels Kongers Krønike.
12O	15	27	I Kong Azarja af Judas to og halvtredsindstyvende Regeringsår blev Peka, Remaljas Søn, Konge over Israel, og han herskede tyve År i Samaria.
12O	15	28	Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og veg ikke fra de Synder, Jeroboam, Nebats Søn, havde forledt Israel til.
12O	15	29	I Kong Peka af Israels Dage kom Assyrerkongen Tiglat-Pileser og indtog Ijjon, Abel-Bet-Ma'aka, Ianoa, Kedesj, Hazor, Gilead og Galilæa, hele Naftalis Land, og førte Indbyggerne bort til Assyrien.
12O	15	30	Men Hosea, Elas' Søn, stiftede en Sammensværgelse mod Peka, Remaljas Søn, huggede ham ned og dræbteham; og han blev Konge i hans Sted i Jotams, Uzzijas Søns, tyvende Regeringsår.
12O	15	31	Hvad der ellers er at fortælle om Peka, alt, hvad han udførte, står optegnet i Israels Kongers Krønike.
12O	15	32	I Remaljas Søns, Kong Peka af Israels, andet Regeringsår blev Jotam, Azarjas Søn, Konge over Juda.
12O	15	33	Han var fem og tyve År gammel, da han blev Konge, og han herskede seksten År i Jerusalem. Hans Moder hed Jerusja og var en Datter af Zadok.
12O	15	34	Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, ganske som hans Fader Uzzija.
12O	15	35	Kun forsvandt Offerhøjene ikke, men Folket blev ved med at ofre og tænde Offerild på Højene. Det var ham, der lod Øvreporten i HERRENs Hus opføre.
12O	15	36	Hvad der ellers er at fortælle om Jotam, alt, hvad han udførte, står jo optegnet i Judas Kongers Krønike.
12O	15	37	På den Tid begyndte HERREN at lade Kong Rezin af Aram og Peka, Remaljas Søn, angribe Juda.
12O	15	38	Så lagde Jotam sig til Hvile hos sine Fædre, og han blev jordet hos sine Fædre i sin Fader Davids By; og hans Søn Akaz blev Konge i hans Sted.
12O	16	1	I Pekas, Remaljas Søns, syttende Regeringsår blev Akaz, Jotams Søn, Konge over Juda.
12O	16	2	Akaz var tyve År gammel, da han blev Konge, og han herskede seksten År i Jerusalem. Han gjorde ikke, hvad der var ret i HERREN hans Guds Øjne, som hans Fader David,
12O	16	3	men vandrede i Israels Kongers Spor. Ja, han lod endog sin Søn gå igennem Ilden efter de Folks vederstyggelige Skik, som HERREN havde drevet bort foran Israeliterne.
12O	16	4	Han ofrede og tændte Offerild på Offerhøjene og de høje Steder og under alle grønne Træer.
12O	16	5	På den Tid drog Kong Aezin af Aram og Remaljas Søn, Kong Peka af Israel, op for at angribe Jerusalem; og de indesluttede Akaz, men var ikke stærke nok til at angribe.
12O	16	6	Ved den Lejlighed tog Edoms Konge; Elat tilbage til Edom; og efter at han havde jaget Judæerne ud af Elat, kom Edomiterne og bosatte sig der, og de bor der den Dag i Dag.
12O	16	7	Men Akaz sendte Sendebud til Assyrerkongen Tiglat-Pileser og lod sige: "Jeg er din Træl og din Søn! Kom op og frels mig fra Arams og Israels Konger, som angriber mig!"
12O	16	8	Tillige tog Akaz det Sølv og Guld, der fandtes i HERRENs Hus og Skat Kammeret i Kongens Palads, og sendte det som Gave til Assyrerkongen.
12O	16	9	Assyrerkongen opfyldte hans Ønske og drog op mod Damaskus og indtog det; Indbyggerne førte han bort til Kir, og Rezin lod han dræbe.
12O	16	10	Da Kong Akaz var draget op til Damaskus for at mødes med Assyrerkongen Tiglat-Pileser, så han Alteret i Damaskus, og Kong Akaz sendte Alterets Mål og en Tegning af det i alle Enkeltheder til Præsten Urija.
12O	16	11	Og Præsten Urija byggede Alteret; i nøje Overensstemmelse med den Vejledning, Kong Akaz havde sendt fra Damaskus, udførte Præsten Urija det, før Kong Akaz kom hjem fra Damaskus.
12O	16	12	Da Kongen kom hjem fra Damaskus og så Alteret, trådte han hen og steg op derpå;
12O	16	13	og han ofrede sit Brændoffer og Afgrødeoffer, udgød sit Drikoffer og sprængte Blodet af sine Takofre på Alteret.
12O	16	14	Men Kobberalteret, der stod for HERRENs Åsyn, fjernede han fra dets Plads foran Templet mellem Alteret og HERRENS Hus og flyttede det hen til Nordsiden af Alteret.
12O	16	15	Derpå bød Kong Akaz Præsten Urija: "På det store Alter skal du ofre Morgenbrændofrene og Aftenafgrødeofrene, Kongens Brændofre og Afgrødeofre og Brændofrene fra alt Landets Folk såvel som deres Afgrødeofre og Drikofre og sprænge alt Blodet fra Brændofrene og Slagtofrene derpå. Hvad der skal gøres ved Kobberalteret, vil jeg tænke over."
12O	16	16	Og Præsten Urija gjorde ganske som Kong Akaz bød.
12O	16	17	Fremdeles lod Kong Aka Mellemstykkerne bryde af Stellene og Bækkenerne tage ned af dem; ligeledes lod han Havet løfte ned fra Kobberokserne, som har det, og opstille på Stenfliser;
12O	16	18	den overdækkede Sabbatsgang, man havde bygget i Templet, og den kongelige Indgang udenfor lod han fjerne fra HERRENs Hus for Assyrerkongens Skyld.
12O	16	19	Hvad der ellers er at fortælle om Akaz, alt, hvad han udførte. står jo optegnet i Judas Kongers Krønike.
12O	16	20	Så lagde Akaz sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet hos sine Fædre i Davidsbyen; og hans Søn Ezekias blev Konge i hans Sted.
12O	17	1	I Kong Akaz af Judas tolvte Regeringsår blev Hosea, Elas Søn, Konge i Samaria over Israel, og han herskede ni År.
12O	17	2	Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, dog ikke som de Konger i Israel, der var før ham.
12O	17	3	Mod ham drog Assyrerkongen Salmanassar op, og Hosea underkastede sig og svarede ham Skat.
12O	17	4	Men siden opdagede Assyrerkongen, at Hosea var ved at stifte en Sammensværgelse, idet han sendte Sendebud til Kong So af Ægypten og ikke mere svarede Assyrerkongen den årlige Skat. Så berøvede Assyrerkongen ham Friheden og lod ham kaste i Fængsel.
12O	17	5	Assyrerkongen drog op og besatte hele Landet; han rykkede frem mod Samaria og belejrede det i tre År;
12O	17	6	og i Hoseas niende Regeringsår indtog Assyrerkongen Samaria, bortførte Israel til Assyrien og lod dem bosætte sig i Hala, ved Habor, Gozans Flod, og i Mediens Byer.
12O	17	7	Således gik det, fordi Israeliterne syndede mod HERREN deres Gud, der havde ført dem op fra Ægypten og udfriet dem af Ægypterkongen Faraos Hånd, og fordi de frygtede andre Guder;
12O	17	8	de fulgte de Folkeslags Skikke, som HERREN havde drevet bort foran Israeliterne, og de Kongers Skik, som Israel havde indsat;
12O	17	9	og Israeliterne udtænkte utilbørlige Ting mod HERREN deres Gud og byggede sig Offerhøje i alle deres Byer, lige fra Vagttårnene til de befæstede Byer;
12O	17	10	de rejste sig Stenstøtter og Asjerastøtter på alle høje Steder og under alle grønne Træer
12O	17	11	og tændte Offerild der på alle Høje ligesom de Folkeslag, HERREN havde ført bort foran dem, og øvede onde Ting, så at de krænkede HERREN;
12O	17	12	de dyrkede Afgudsbillederne, skønt HERREN havde sagt: "Det må I ikke gøre!"
12O	17	13	Og HERREN advarede Israel og Juda ved alle sine Profeter, alle Seerne, og sagde: "Vend om fra eders onde Færd og hold mine Bud og Anordninger i nøje Overensstemmelse med den Lov, jeg pålagde eders Fædre og kundgjorde eder ved mine Tjenere Profeterne!"
12O	17	14	Men de vilde ikke høre; de gjorde sig halsstarrige som deres Fædre, der ikke stolede på HERREN deres Gud;
12O	17	15	de lod hånt om hans Anordninger og den Pagt, han havde sluttet med deres Fædre, og om de Vidnesbyrd, han havde givet dem, og de holdt sig til Tomhed, så de blev til Tomhed, og efterlignede Folkeslagene rundt om dem, skønt HERREN havde pålagt dem ikke at gøre som de;
12O	17	16	de sagde sig løs fra HERREN deres Guds Bud og lavede sig støbte Billeder, to Tyrekalve; de lavede sig også Asjerastøtter, tilbad hele Himmelens Hær og dyrkede Ba'al:
12O	17	17	de lod deres Sønner og Døtre gå igennem Ilden, drev Spådomskunster og Sandsigeri og solgte sig til at gøre, hvad der er ondt i HERRENs Øjne, så de krænkede ham.
12O	17	18	Derfor blev HERREN såre fortørnet på Israel og drev dem bort fra sit Åsyn, så der ikke blev andet end Judas Stamme tilbage.
12O	17	19	Men heller ikke Juda holdt HERREN deres Guds Bud, men fulgte de Skikke, Israel havde indført.
12O	17	20	Derfor forkastede HERREN bele Israels Slægt, ydmygede dem, ga dem til Pris for Røvere og stødte dem til sidst bort fra sit Åsyn.
12O	17	21	Thi da Israel havde revet sig løs fra Davids Hus og gjort Jeroboam, Nebats Søn, til Konge, drog denne Israel bort fra HERREN og forledte dem til en stor Synd;
12O	17	22	og Israeliterne vandrede i alle de Synder, Jeroboam havde begået, og veg ikke derfra,
12O	17	23	så at HERREN til sidst drev Israel bort fra sit Åsyn, som han havde sagt ved alle sine Tjenere Profeterne; og Israel måtte vandre bort fra sit Land til Assyrien, hvor det er den Dag i Dag.
12O	17	24	Derefter lod Assyrerkongen Folk fra Babel, Kuta, Avva, Hamat og Sefarvajim komme og bosætte sig i Samarias Byer i Stedet for Israeliterne; og de tog Samaria i Besiddelse og bosatte sig i Byerne.
12O	17	25	Men den første Tid de boede der, frygtede de ikke HERREN; derfor sendte HERREN Løver iblandt dem, som dræbte dem.
12O	17	26	Da sendte de Assyrerkongen det Bud: "De Folk, du førte bort fra deres Hjem og lod bosætte sig i Samarias Byer, ved ikke, hvorledes Landets Gud skal dyrkes; derfor har han sendt Løver imod dem, og de dræber dem, fordi de ikke ved, hvorledes Landets Gud skal dyrkes!"
12O	17	27	Og Assyrerkongen bød: "Lad en af de Præster, jeg førte bort derfra, drage derhen, lad ham drage hen og bosætte sig der og lære dem, hvorledes Landets Gud skal dyrkes!"
12O	17	28	Så kom en af de Præster, de havde ført bort fra Samaria, og bosatte sig i Betel, og han lærte dem, hvorledes de skulde frygte HERREN.
12O	17	29	Men hvert Folk gav sig til at lave sig sin egen Gud og stillede ham op i Offerhusene på Højene, som Samaritanerne havde opførf, hvert Folk i sin By, hvor de havde bosat sig;
12O	17	30	Folkene fra Babel lavede Sukkot-Benot, Folkene fra Kuta Nergal, Folkene fra Hamat Asjima,
12O	17	31	Avvijiterne Nibhaz og Tartak, og Sefarviterne brændte deres Børn til Ære for Adrammelek og Anammelek, Sefarvajims Guder.
12O	17	32	Men de frygtede også HERREN og indsatte Folk at deres egen Midte til Præstr ved Offerhøjene, og disse ofrede for dem i Offerhusene på Højene.
12O	17	33	De frygte de HERREN, men dyrkede også deres egne Guder på de Folkeslags Vis, de var ført bort fra.
12O	17	34	Endnu den Dag i Dag følger de deres gamle Skikke. De frygtede ikke HERREN og handlede ikke efter de Anordninger og Lovbud, de havde fået, eller efter den Lov og det Bud, HERREN havde givet Jakobs Sønner, han, hvem han gav Navnet Israel.
12O	17	35	Og HERREN havde sluttet en Pagt med dem og givet dem det Bud: "I må ikke frygte andre Guder eller tilbede dem, ikke dyrke dem eller ofre til dem;
12O	17	36	men HERREN, som førte eder ud af Ægypten med vældig Kraft og udstrakt Arm, ham skal I frygte, ham skal I tilbede, og til ham skal I ofre!
12O	17	37	De Anordninger og Lovbud, den Lov og det Bud, han har opskrevet for eder, skal I omhyggeligt holde til alle Tider, og I må ikke frygte andre Guder!
12O	17	38	Den Pagt, han har sluttet med eder, må I ikke glemme, og I må ikke frygte andre Guder;
12O	17	39	men HERREN eders Gud skal I frygte, så vil han fri eder af alle eders Fjenders Hånd!"
12O	17	40	Dog vilde de ikke høre, men blev ved at handle som før.
12O	17	41	Således frygtede disse Folkeslag HERREN, men dyrkede tillige deres udskårne Billeder; og deres Børn og Børnebørn gør endnu den Dag i Dag som deres Fædre.
12O	18	1	I Elas Søns, Kong Hosea af Israels, tredje Regeringsår blev Ezekias, Akaz's Søn, Konge over Juda.
12O	18	2	Han var fem og tyve År gammel, da han blev Konge, og han herskede ni og tyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Abi og var en Datter af Zekarja.
12O	18	3	Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, ganske som hans Fader David.
12O	18	4	Han skaffede Offerhøjene bort, sønderbrød Stenstøtterne, omhuggede Asjerastøtten og knuste Kobberslangen, som Moses havde lavet; thi indtil den Tid havde Israeliterne tændt Offerild for den, og man kaldte den Nehusjtan.
12O	18	5	Til HERREN, Israels Gud, satte han sin Lid, og hverken før eller siden fandtes hans Lige blandt alle Judas Konger.
12O	18	6	Han holdt fast ved HERREN og veg ikke fra ham, og han overholdt de Bud, HERREN havde givet Moses.
12O	18	7	Og HERREN var med ham; i alt, hvad han tog sig for, havde han Lykken med sig. Han gjorde Oprør mod Assyrerkongen og vilde ikke stå under ham.
12O	18	8	Han slog Filisterne lige til Gaza og dets Omegn, både Vagttårnene og de befæstede Byer.
12O	18	9	I Kong Ezekias's fjerde, Elas Søns, Kong Hosea af Israels, syvende Regeringsår, drog Assyrer kongen Salmanassar op mod Sa maria, belejrede
12O	18	10	og indtog det. Efter tre Års Forløb, i Ezekias's sjette, Kong Hosea af Israels niende Regeringsår, blev Samaria indtaget.
12O	18	11	Og Assyrerkongen førte Israel i Landflygtighed til Assyrien og lod dem bosætte sig i Hala, ved Habor, Gozans Flod, og i Mediens Byer,
12O	18	12	til Straf for at de ikke havde adlydt HERREN deres Guds Røst, men overtrådt hans Pagt, alt hvad HERRENs Tjener Moses havde påbudt; de hørte ikke derpå og gjorde ikke derefter.
12O	18	13	I Kong Ezekias's fjortende Regeringsår drog Assyrerkongen Sankerib op mod alle Judas befæstede Byer og indtog dem.
12O	18	14	Da sendte Kong Ezekias af Juda Bud til Assyrerkongen i Lakisj og lod sige: "Jeg har forbrudt mig; drag bort fra mig igen! Hvad du pålægger mig, vil jeg tage på mig!" Da pålagde Assyrerkongen Kong Ezekias af Juda at udrede 300 Talenter Sølv og 300 talenter Guld;
12O	18	15	og Ezekias udleverede alt det Sølv, der var i HERRENs Hus og i Skatkamrene i Kongens Palads.
12O	18	16	Ved den Lejlighed plyndrede Ezekias Dørene i HERRENs Helligdom og Pillerne for det Guld, han selv havde overtrukket dem med, og udleverede det til Assyrerkongen.
12O	18	17	Assyrerkongen sendte så Tartan, Rabsaris og Rabsjake med en anselig Styrke fra Lakisj til Kong Ezekias i Jerusalem, og de drog op og kom til Jerusalem og gjorde Holdt ved Øvredammens Vandledning, ved Vejen til Blegepladsen.
12O	18	18	Da de krævede at få Kongen i Tale, gik Paladsøversten Eljakim, Hilkijas Søn, Statsskriveren Sjebna og Kansleren Joa, Asafs Søn, ud til dem.
12O	18	19	Rabsjake sagde til dem: "Sig til Ezekias: Således siger Storkongen, Assyrerkongen: Hvad er det for en Fortrøstning, du hengiver dig til?
12O	18	20	Du mener vel, at et blot og bart Ord er det samme som Plan og Styrke i Krig? Og til hvem sætter du egentlig din Lid, siden du gør Oprør imod mig?
12O	18	21	Se nu, du sætter din Lid til Ægypten, denne brudte Rørkæp, som river Sår i Hånden på den, der støtter sig til den! Thi således går det alle dem, der sætter deres Lid til Farao, Ægyptens Konge.
12O	18	22	Men vil I sige til mig: Det er HERREN vor Gud, vi sætter vor Lid til! er det så ikke ham, hvis Offerhøje og Altre Ezekias skaffede bort, da han sagde til Juda og Jerusalem: Foran dette Alter, i Jerusalem skal I tilbede!
12O	18	23	Og nu, indgå et Væddemål med min Herre, Assyrerkongen: Jeg giver dig to Gange tusind Heste, hvis du kan stille Ryttere til dem!
12O	18	24	Hvorledes vil du afslå et Angreb af en eneste Statholder, en af min Herres ringeste Tjenere? Og du sætter din Lid til Ægypten, til Vogne og Heste?
12O	18	25	Mon det desuden er uden HERRENs Vilje, at jeg er draget op mod dette Sted for at ødelægge det? Det var HERREN selv, der sagde til mig: Drag op mod dette Land og ødelæg det!"
12O	18	26	Men Eljakim, Hilkijas Søn, Sjebna og Joa sagde til Rabsjake: "Tal dog Aramaisk til dine Trælle, det forstår vi godt; tal ikke Judæisk til os, medens Folkene på Muren hører på det!"
12O	18	27	Men Habsjake svarede dem: "Er det til din Herre og dig, min Herre har sendt mig med disse Ord? Er det ikke til de Mænd, der sidder på Muren hos eder og æder deres eget Skarn og drikker deres eget Vand!"
12O	18	28	Og Rabsjake trådte hen og råbte med høj Røst på Judæisk: "Hør Storkongens, Assyrerkongens, Ord!
12O	18	29	Således siger Kongen: Lad ikke Ezekias vildlede eder, thi han er ikke i Stand til at frelse eder af min Hånd!
12O	18	30	Og lad ikke Ezekias forlede eder til at sætte eders Lid til HERREN, når han siger: HERREN skal sikkert frelse os, og denne By skal ikke overgives i Assyrerkongens Hånd!
12O	18	31	Hør ikke på Ezekias; thi således - siger Assyrerkongen: Vil I slutte Fred med mig og overgive eder til mig, så skal enhver af eder spise af sin Vinstok og sit Figentræ og drikke af sin Brønd,
12O	18	32	indtil jeg kommer og tager eder med til et Land, der ligner eders, et Land med Korn og Most, et Land med Brød og Vingårde, et Land med Oliventræer og Honning; så skal I leve og ikke dø. Hør derfor ikke på Ezekias, når han vil forføre eder og siger: HERREN vil frelse os!
12O	18	33	Mon nogen af Folkeslagenes Guder har kunnet frelse sit Land af Assyrerkongens Hånd?
12O	18	34	Hvor er Hamats og Arpads Guder, hvor er Sefarvajims, Henas og Ivvas Guder?  Hvor er Landet Samarias Guder? Mon de frelste Samaria af min Hånd?
12O	18	35	Hvor er der blandt alle Landes Guder nogen, der har frelst sit Land af min Hånd? Mon da HERREN skulde kunne frelse Jerusalem?"
12O	18	36	Men de tav og svarede ham ikke et Ord, thi Kongens Bud lød på, at de ikke måtte svare ham.
12O	19	1	Da Kong Ezekias hørte det, sønderrev han sine Klæder, hyllede sig i Sæk og gik ind i HERRENs Hus.
12O	19	2	Og han sendte Paladsøversten Eljakim og Statsskriveren Sjebna og Præsternes Ældste, hyllet i Sæk, til Profeten Esajas, Amoz's Søn,
12O	19	3	for at sig til ham: "Ezekias lader sige: En Nødens, Tugtelsens og Forsmædelsens Dag er denne dag, thi Barnet er ved at fødes, men der er ikke Kraft til at bringe det til Verden!
12O	19	4	Dog vil HERREN din Gud måske høre alt, hvad Rabsjake har sagt, han, som er sendt af sin Herre, Assyrerkongen, for at håne den levende Gud, og måske vil han straffe ham for de Ord, som HERREN din Gud har hørt - gå derfor i Forbøn for den Rest, der endnu er tilbage!"
12O	19	5	Da Kong Ezekias's Folk kom til Esajas,
12O	19	6	sagde han til dem: "Således skal I svare eders Herre: Så siger HERREN: Frygt ikke for de Ord, du har hørt, som Assyrerkongens Trælle har hånet mig med!
12O	19	7	Se, jeg vil indgive ham en Ånd, og han skal få en Tidende at høre, så han vender tilbage til sit Land, og i hans eget Land vil jeg fælde ham med Sværdet!"
12O	19	8	Rabsjake vendte så tilbage og traf Assyrerkongen i Færd med at belejre Libna; thi han havde hørt, at Kongen var brudt op fra Lakisj.
12O	19	9	Så fik han Underretning om, at Kong Tirhaka af Ætiopien var rykket ud for at angribe ham, og han sendte atter Sendebud til Ezekias og sagde:
12O	19	10	"Således skal I sige til Kong Ezekias af Juda: Lad ikke din Gud, som du slår din Lid til, vildlede dig med at sige, at Jerusalem ikke skal gives i Assyrerkongens Hånd!
12O	19	11	Du har jo dog hørt, hvad Assyrerkongerne har gjort ved alle Lande, hvorledes de har lagt Band på dem - og du skulde kunne undslippe!
12O	19	12	De Folk, mine Fædre tilintetgjorde, Gozan, Haran, Rezef og Folkene fra Eden i Telassar, har deres Guder kunnet frelse dem?
12O	19	13	Hvor er Kongen af Hamat, Kongen af Arpad eller Kongen af La'ir, Sefarvajim, Hena og Ivva?"
12O	19	14	Da Ezekias havde modtaget Brevet af Sendebudenes Hånd og læst det, gik han op i HERRENs Hus og bredte det ud for HERRENs Åsyn.
12O	19	15	Derpå bad Ezekias den Bøn for HERRENs Åsyn: "HERRE, Israels Gud, du, som troner over heruberne, du alene er Gud over alle Jordens Riger; du har gjort Himmelen og Jorden!
12O	19	16	Bøj nu dit Øre, HERRE, og lyt, åbn dine Øjne, HERRE, og se! Læg Mærke til de Ord, Sankerib har sendt hid for at spotte den levende Gud!
12O	19	17	Det er sandt, HERRE, at Assyrerkongerne har tilintetgjort de Folk og deres Lande
12O	19	18	og kastet deres Guder i Ilden; men de er ikke Guder, kun Menneskehænders Værk af Træ eller Sten, derfor kunde de ødelægge dem.
12O	19	19	Men frels os nu, HERRE vor Gud, af hans Hånd, så alle Jordens Riger kan kende, at du, HERRE, alene er Gud!"
12O	19	20	Så sendte Esajas, Amoz's Søn, Bud til Ezekias og lod sige: "Så siger HERREN, Israels Gud: Din Bøn angående Assyrerkongen Sankerib har jeg hørt!"
12O	19	21	Således lyder det Ord, HERREN talede imod ham: Hun håner, hun spotter dig, Jomfruen, Zions Datter, Jerusalems Datter ryster på Hovedet ad dig!
12O	19	22	Hvem har du hånet og smædet, mod hvem har du løftet din Røst? Mod Israels Hellige løfted i Hovmod du Blikket!
12O	19	23	Ved dine Sendebud håned du HERREN og sagde: "Med mine talløse Vogne besteg jeg Bjergenes Højder, Libanons afsides Egne; jeg fælded dets Cedres Højskov, dets ædle Cypresser, trængte frem til dets øverste Raststed, dets Havers Skove.
12O	19	24	Fremmed Vand grov jeg ud, og jeg drak det, tørskoet skred jeg over Ægyptens Strømme!"
12O	19	25	Har du ej hørt det? For længst kom det op i min Tanke, jeg lagde det fordum til Rette, nu lod jeg det ske, og du gjorde murstærke Byer til øde Stenhobe,
12O	19	26	mens Folkene grebes i Afmagt af Skræk og Skam, blev som Græsset på Marken, det spirende Grønne, som Græs på Tage, som Mark for Østenvinden. Jeg ser, når du rejser
12O	19	27	og sætter dig, ved, når du går og kommer.
12O	19	28	Fordi du raser imod mig, din Trods er mig kommet for Øre, lægger jeg Ring i din Næse og Bidsel i Munden og fører dig bort ad Vejen, du kom!
12O	19	29	Og dette skal være dig Tegnet: I År skal man spise, hvad der såed sig selv, og Året derpå, hvad der skyder af Rode, tredje År skal man så oghøste, plante Vin og nyde dens Frugt.
12O	19	30	Den bjærgede Rest af Judas Hus slår atter Rødder forneden og bærer sin Frugt foroven; thi fra Jerusalem udgår en Rest, en Levning fra Zions Bjerg.
12O	19	31	HERRENs Nidkærhed virker dette.
12O	19	32	Derfor, så siger HERREN om Assyrerkongen: I Byen her skal han ej komme ind, ej sende en Pil herind, ej nærme sig den med Skjolde eller opkaste Vold imod dem;
12O	19	33	ad Vejen, han kom, skal han gå igen, i Byen her skal han ej komme ind så lyder det fra HERREN.
12O	19	34	Jeg værner og frelser denne By for min og min Tjener Davids Skyld!
12O	19	35	Samme Nat gik HERRENs Engel ud og ihjelslog i Assyrernes Lejr 185000 Mand; og se, næste Morgen tidlig lå de alle døde.
12O	19	36	Da brød Assyrerkongen Sankerib op, vendte hjem og blev siden i Nineve.
12O	19	37	Derpå gik Paladsøversten Eljakim, Hilkijas Søn, Statsskriveren Sjebna og Kansleren Joa, Asafs Søn, med sønderrevne Klæder til Ezekias og meddelte ham, hvad Rabsjake havde sagt.
12O	19	37	Men da han engang tilbad i sin Gud Nisroks Hus, slog Adrammelek og Sarezer ham ihjel med deres Sværd, hvorefter de flygtede til Ararats Land; og hans Søn Asarhaddon blev Konge i hans Sted.
12O	20	1	Ved den Tid blev Ezekias dødssyg. Da kom Profeten Esajas, Amoz's Søn, til ham og sagde: "Så siger HERREN: Beskik dit Hus, thi du skal dø og ikke leve!"
12O	20	2	Da vendte han Ansigtet om mod Væggen og bad således til HERREN:
12O	20	3	"Ak, HERRE, kom dog i Hu, hvorledes jeg har vandret for dit Åsyn i Oprigtighed og med helt Hjerte og gjort, hvad der er godt i dine Øjne!" Og Ezekias græd højt.
12O	20	4	Men Esajas var endnu ikke ude af den mellemste Forgård, før HERRENs Ord kom til ham således:
12O	20	5	"Vend tilbage og sig til Ezekias, mit Folks Fyrste: Så siger HERREN, din Fader Davids Gud: Jeg har hørt din Bøn, jeg har set dine Tårer! Se, jeg vil helbrede dig; i Overmorgen kan du gå op i HERRENs Hus;
12O	20	6	og jeg vil lægge femten År til dit Liv og udfri dig og denne By af Assyrerkongens Hånd og værne om denne By for min og min Tjener Davids Skyld!"
12O	20	7	Derpå sagde Esajas: "Kom med et Figenplaster!" Og da de kom med Plasteret og lagde det på det syge Sted, blev han rask.
12O	20	8	Men Ezekias sagde til Esajas: "Hvad er Tegnet på, at HERREN vil helbrede mig, så jeg i Overmorgen kan gå op i HERRENs Hus?"
12O	20	9	Da svarede Esajas: "Dette skal være dig Tegnet fra HERREN på, at HERREN vil udføre, hvad han har sagt: Skal Skyggen gå ti Streger frem eller ti Streger tilbage?"
12O	20	10	Ezekias sagde: "Skyggen kan let strække sig ti Streger frem nej, lad den gå ti Streger tilbage!"
12O	20	11	Da råbte Profeten Esajas til HERREN; og han lod Skyggen på Akaz's Solur gå ti Streger tilbage.
12O	20	12	Ved den Tid sendte Bal'adans Søn, Kong Merodak-Bal'adan af Babel, Brev og Gave til Ezekias, da han hørte, at Ezekias havde været syg.
12O	20	13	Og Ezekias glædede sig over deres Komme og viste dem hele Huset, hvor han havde sine Skatte, Sølvet og Guldet, Røgelsestofferne, den fine Olie, hele sit Våbenoplag og alt, hvad der var i hans Skatkamre; der var ikke den Ting i hans Hus og hele hans Rige, som Ezekias ikke viste dem.
12O	20	14	Da kom Profeten Esajas til Kong Ezekias og sagde til ham: "Hvad sagde disse Mænd, og hvorfra kom de til dig?" Ezekias svarede: "De kom fra et fjernt Land, fra Babel!"
12O	20	15	Da spurgte han: "Hvad fik de at se i dit Hus?" Ezekias svarede: "Alf, hvad der er i mit Hus, så de; der er ikke den Ting i mine Skatkamre, jeg ikke viste dem!"
12O	20	16	Da sagde Esajas til Ezekias: "Hør HERRENs Ord!
12O	20	17	Se, Dage skal komme, da alt, hvad der er i dit Hus, og hvad dine Fædre har samlet indtil denne Dag, skal bringes til Babel og intet lades tilbage, siger HERREN!
12O	20	18	Og af dine Sønner, der nedstammer fra dig, og som du avler, skal nogle tages og gøres til Hofmænd i Babels Konges Palads!"
12O	20	19	Men Ezekias sagde til Esajas: "Det Ord fra HERREN, du har kundgjort, er godt!" Thi han tænkte: "Så bliver der da Fred og Tryghed, så længe jeg lever!"
12O	20	20	Hvad der ellers er at fortælle om Ezekias og hans Heltegerninger, og hvorledes han anlagde Vanddammen og Vandledningen og ledede Vandet ind i Byen, står jo optegnet i Judas Kongers Krønike.
12O	20	21	Så lagde Ezekias sig til Hvile hos sine Fædre; og hans Søn Manasse blev Konge i hans Sted.
12O	21	1	Manasse var tolv År gammel, da han blev Konge, og han herskede fem og halvtredsindstyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Hefziba.
12O	21	2	Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og efterlignede de Folkeslags Vederstyggeligheder, som HERREN havde drevet bort foran Israeliterne.
12O	21	3	Han byggede atter de Offerhøje, som hans Fader Ezekias havde ødelagt, rejste Altre for Ba'al, lavede en Asjerastøtte, ligesom Kong Akab af Israel havde gjort, og tilbad og dyrkede hele Himmelens Hær.
12O	21	4	Og han byggede Altre i HERRENs Hus, om hvilket HERREN havde sagt: "I Jerusalem vil jeg stedfæste mit Navn."
12O	21	5	Og han byggede Altre for hele Himmelens Hær i begge HERRENs Hus's Forgårde.
12O	21	6	Han lod sin Søn gå igennem Ilden, drev Trolddom og tog Varsler og ansatte Dødemanere og Sandsigere; han gjorde meget, som var ondt i HERRENs Øjne, og krænkede ham.
12O	21	7	Den Asjerastøtte, han lod lave, opstillede han i det Hus, om bvilket HERREN havde sagt til David og hans Søn Salomo: "I dette Hus og i Jerusalem, som jeg har udvalgt af alle Israels Stammer, vil jeg stedfæste mit Navn til evig Tid;
12O	21	8	og jeg vil ikke mere lade Israel vandre bort fra det Land, jeg gav deres Fædre, dog kun på det Vilkår, at de omhyggeligt overholder alt, hvad jeg har pålagt dem, hele den Lov, min Tjener Moses gav dem."
12O	21	9	Men de vilde ikke høre, og Manasse forførte dem til at handle værre end de Folkeslag, HERREN havde udryddet foran Israeliterne.
12O	21	10	Da talede HERREN ved sine Tjenere Profeterne således:
12O	21	11	"Efterdi Kong Manasse af Juda har øvet disse Vederstyggeligheder, ja øvet Ting, som er værre end alt, hvad Amoriterne, der var før ham. øvede, og tillige ved sine Afgudsbilleder har forledt Juda til Synd,
12O	21	12	derfor, så siger HERREN, Israels Gud: Se, jeg bringer Ulykke over Jerusalem og Juda, så det skal ringe for Ørene på enhver, der hører derom!
12O	21	13	Jeg vil trække samme Målesnor over Jerusalem som over Samaria og bruge samme Lod som ved Akabs Hus; jeg vil afviske Jerusalem, som man afvisker et Fad og vender det om;
12O	21	14	jeg forstøder, hvad der er tilbage af min Ejendom, oggiver dem i deres Fjenders Hånd, og de skal blive til Rov og Bytte for alle deres Fjender,
12O	21	15	fordi de gjorde, hvad der var ondt i mine Øjne, og krænkede mig, lige fra den Dag deres Fædre drog ud af Ægypten og indtil i Dag!"
12O	21	16	Desuden udgød Manasse uskyldigt Blod i store Måder, så han fyldte Jerusalem dermed til Randen, for ikke at tale om den Synd; han begik ved at forlede Juda til Synd, så de gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne.
12O	21	17	Hvad der ellers er at fortælle om Manasse, alt, hvad han udførte, og den Synd, han begik, står jo optegnet i Judas Kongers Krønike.
12O	21	18	Så lagde Manasse sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i Haven ved sit Hus, i Uzzas Have; og hans Søn Amon blev Konge i hans Sted.
12O	21	19	Amon var to og tyve År gammel, da han blev Konge, og han herskede to År i Jerusalem. Hans Moder hed Mesjullemet og var en Datter af Haruz fra Jotba.
12O	21	20	Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne,,ligesom hans Fader Manasse;
12O	21	21	han vandrede nøje i sin Faders Spor og dyrkede Afgudsbillederne, som hans Fader havde dyrket, og tilbad dem;
12O	21	22	han forlod HERREN, sine Fædres Gud, og vandrede ikke på HERRENs Vej.
12O	21	23	Amons Folk sammensvor sig imod ham og dræbte Kongen i hans
12O	21	24	men Folket fra Landet dræbte alle dem, der havde sammensvoret sig imod Kong Amon, og gjorde hans Søn Josias til Konge i hans Sted.
12O	21	25	Hvad der ellers er at fortælle om Amon, og hvad han udførte, står jo optegnet i Judas Kongers Krønike.
12O	21	26	Man jordede ham i hans Faders Grav i Uzzas Have; og hans Søn Josias blev Konge i hans Sted.
12O	22	1	Josias var otte År gammel, da han blev Konge, og han herskede een og tredive År i Jerusalem. Hans Moder hed Jedida og var en Datter af Adaja fra Bozkat.
12O	22	2	Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, og vandrede nøje i sin Fader Davids Spor uden at vige til højre eller venstre.
12O	22	3	I Kong Josias's attende Regeringsår sendte Kongen Statsskriveren Sjafan, en Søn af Mesjullams Søn Azalja, til HERRENs Hus og sagde:
12O	22	4	"Gå op til Ypperstepræsten Hilkija og lad ham tage de Penge frem, der er indkommet i HERRENs Hus, og som Dørvogterne har samlet ind hos Folket,
12O	22	5	for af man kan give Pengene til dem, der står for Arbejdet, dem, der har Tilsyn med HERRENs Hus; de skal så give dem til Arbejderne i HERRENs Hus til Istandsættelse af de brøstfældige Steder på Templet,
12O	22	6	til Tømrerne, Bygningsmændene og Murerne, og til Indkøb af Træ og tilhugne Sten til Templets Istandsættelse.
12O	22	7	Bog skal der ikke holdes Regnskab med dem over de Penge, der overlades dem, men de skal handle på Tro og Love."
12O	22	8	Da sagde Ypperstepræsten Hilkija til Statsskriveren Sjafan: "Jeg har fundet Lovbogen i HERRENS Hus!" Og Hilkija gav Sjafan Bogen, og han læste den.
12O	22	9	Derpå begav Statsskriveren Sjafan sig til Kongen og aflagde Beretning for ham og sagde: "Dine Trælle har taget de Penge frem, der fandtes i Templet, og givet dem til dem, der står for Arbejdet, dem, der har Tilsyn med HERRENs Hus."
12O	22	10	Derpå gav Statsskriveren Sjafan Kongen den Meddelelse: "Præsten Hilkija gav mig en Bog!" Og Sjafan læste den for Kongen.
12O	22	11	Men da Kongen hørte, hvad der stod i Lovbogen, sønderrev han sine Klæder;
12O	22	12	og Kongen bød Præsten Hilkija, Ahikam, Sjafans Søn, Akbor, Mikas Søn, Statsskriveren Sjafan og Kongens Tjener Asaja:
12O	22	13	"Gå hen og rådspørg på mine og Folkets og hele Judas Vegne HERREN om Indholdet af denne Bog, der er fundet; thi stor er Vreden, der er blusset op hos HERREN imod os, fordi vore Fædre ikke har adlydt Ordene i denne Bog og ikke har handlet nøje efter, hvad der står skrevet deri."
12O	22	14	Præsten Hilkija, Ahikam, Akbor, Sjafan og Asaja gik da hen og talte med Profetinden Hulda, som var gift med Sjallum, Opsynsmanden over Tøjet, en Søn af Harhas's Søn Tikva, og som boede i Jerusalem i den nye Bydel.
12O	22	15	Hun sagde til dem: "Så siger HERREN, Israels Gud: Sig til den Mand, der sendte eder til mig:
12O	22	16	Så siger HERREN: Se, jeg vil bringe Ulykke over dette Sted og dets Indbyggere, alt, hvad der står i den Bog, Judas Konge har læst,
12O	22	17	til Straf for at de har forladt mig og tændt Offerild for andre Guder, så at de krænkede mig med alt deres Hænders Værk, og min Vrede vil blusse op mod dette Sted uden at slukkes!
12O	22	18	Men til Judas Konge, der sendte eder for at rådspørge HERREN, skal I sige således: Så siger HERREN, Israels Gud: De Ord, du har hørt, står fast;
12O	22	19	men efterdi dit Hjerte bøjede sig og du ydmygede dig for HERREN, da du hørte, hvad jeg har talet mod dette Sted og dets Indbyggere, at de skal blive til Rædsel og Forbandelse, og efterdi du sønderrev dine Klæder og græd for mit Åsyn, så har også jeg hørt dig, lyder det fra HERREN!
12O	22	20	Og jeg vil lade dig samles til dine Fædre, og du skal samles til dem i Fred i din Grav, uden at dine Øjne får al den Ulykke at se, som jeg vil bringe over defte Sted." Det Svar bragte de Kongen.
12O	23	1	Da sendte Kongen Bud og lod alle Judas og Jerusalems Ældste kalde sammen hos sig.
12O	23	2	Derpå gik Kongen op i HERRENs Hus, fulgt af alle Judas Mænd og alle Jerusalems Indbyggere, Præsterne, Profeterne og hele Folket, små og store, og han forelæste dem alt, hvad der stod i Pagtsbogen, som var fundet i HERRENs Hus.
12O	23	3	Så tog Kongen Plads ved Søjlen og sluttede Pagt for HERRENs Åsyn om, at de skulde holde sig til HERREN og holde hans Bud, Vidnesbyrd og Anordninger af hele deres Hjerte og hele deres Sjæl, for at han kunde opfylde denne Pagts Ord, således som de var skrevet i denne Bog. Og alt Folket indgik Pagten.
12O	23	4	Derpå bød Kongen Ypperstepræsten Hilkija og Andenpræsten og Dørvogterne at bringe alle de Ting, der var lavet til Ba'al, Asjera og hele Himmelens Hær, ud af HERRENs Helligdom, og han lod dem opbrænde uden for Jerusalem på Markerne ved Hedron, og Asken lod han bringe til Betel.
12O	23	5	Og han afsatte Afgudspræsterne, som Judas Konger havde indsat, og som havde tændt Offerild på Højene i Judas Byer og Jerusalems Omegn, ligeledes dem, som havde tændt Offerild for Ba'al og for Solen, Månen, Stjernebillederne og hele Himmelens Hær.
12O	23	6	Og han lod Asjerastøtten bringe fra HERRENs Hus uden for Jerusalem til Kedrons Dal og opbrænde der, og han lod den knuse til Støv og Støvet kaste hen, hvor Småfolk havde deres Grave.
12O	23	7	Han lod Mandsskøgernes Kamre i HERRENs Hus rive ned, dem i hvilke Kvinderne vævede Kjortler til Asjera.
12O	23	8	Han lod alle Præsterne hente fra Judas Byer og vanhelligede Offer: højene, hvor Præsterne havde tændt offerild, fra Geba til Be'er-sjeba. Og han lod Portofferhøjen rive ned, som var ved Indgangen til Byøversten Jehosjuas Port til venstre, når man går ind ad Byporten.
12O	23	9	Dog fik Præsterne ved Højene ikke Adgang til HERRENs Alter i Jerusalem, men de måtte spise usyret Brød blandt deres Brødre.
12O	23	10	Han vanhelligede Ildstedet i Hinnoms Søns Dal, så at ingen mere kunde lade sin Søn eller Datter gå igennem Ilden for Molok.
12O	23	11	Han fjernede de Heste, Judas Konger havde opstillet for Solen ved Indgangen til HERRENs Hus hen imod Hofmanden Netan Me'leks Kammer i Parvarim, og Solens Vogne lod han opbrænde.
12O	23	12	Altrene, som Judas Konger havde rejst på Taget (Akaz's Tagbygning), og Altrene, som Manasse havde rejst i begge Forgårdene til HERRENs Hus, lod Kongen nebdryde og knuse på Stedet, og Støvet lod han kaste, hen i Kedrons Dal.
12O	23	13	Og Offerhøjene østen for Jerusalem på Sydsiden af Fordærvelsens Bjerg, som Kong Salomo af Israel havde bygget for Astarte; Zidoniernes væmmelige Gud, Kemosj, Moabiternes væmmelige Gud, og Milkom, Ammoniternes vederstyggelige Gud, vanhelligede Kongen.
12O	23	14	Han lod Stenstøtterne nedbryde og Asjerastøtterne omhugge og Pladsen fylde med Menneskeknogler.
12O	23	15	Også Alteret i Betel, den Offerhøj, som Jeroboam, Nebats Søn havde rejst han der forledte Israel til Synd, også det Alter tillige med Offerhøjen lod han nedbryde; Stenene lod han nedrive og knuse til Støv, og Asjerastøtten lod han opbrænde.
12O	23	16	Da Josias vendte sig om og fik Øje på Gravene på Bjerget, sendte han Folk hen og lod dem tage Benene ud af Gravene og opbrænde dem på Alteret for, at vanhellige det efter HERRENs Ord, som den Guds Mand udråbte, da han kundgjorde disse Ting,
12O	23	17	Så sagde han: "Hvad er det for et Gravmæle, jeg ser der?" Byens Folk svarede ham: "Det er den Guds Mands Grav, der kom fra Juda og kundgjorde det, du nu har gjort med Alteret i Betel."
12O	23	18	Da sagde han: "Lad ham ligge i Ro, ingen må flytte hans Ben!" Så lod de både hans og Profeten fra Samarias Ben fred.
12O	23	19	Også alle Offerhusene på Højene i Samarias Byer, som Israels Konger havde opført for at krænke HERREN, lod Josias fjerne, og han handlede med dem ganske som han havde gjort i Betel;
12O	23	20	og han lod alle Højenes Præster, som var der ved Altrene, dræbe, og han opbrændte Menneskeknogler på Altrene. Så vendte han tilbage til Jerusalem.
12O	23	21	Derefter gav Kongen alt Folket, den Befaling: "Hold Påske for HERREN eders Gud, som der er foreskrevet her i Pagtsbogen!"
12O	23	22	Thi slig en Påske var ikke nogen Sinde blevet holdt i Israels og Judas Kongers Tid, ikke siden Dommerne dømte Israel;
12O	23	23	men først i Kong Josias's attende Regeringsår blev en sådan Påske fejret for HERREN i Jerusalem.
12O	23	24	Også Dødemanerne og Sandsigerne, Husguderne, Afgudsbillederne og alle de væmmelige Guder, der var at se i Judas Land og Jerusalem, udryddede Josias for at opfylde Lovens Ord, der stod skrevet i den Bog, Præsten Hilkija havde fundet i HERRENs Hus.
12O	23	25	Der havde ikke før været nogen Konge, der som han af hele sit Hjerte og hele sin Sjæl og al sin Kraft omvendte sig til HERREN og fulgte hele Mose Lov; og heller ikke efter ham opstod hans Lige.
12O	23	26	Alligevel lagde HERRENs mægtige Vredesglød sig ikke, thi hans Vrede var blusset op mod Juda over alle de Krænkelser, Manasse havde tilføjet ham.
12O	23	27	Og HERREN sagde: "Også Juda vil jeg fjerne fra mit Åsyn, ligesom jeg fjernede Israel, og jeg vil forkaste Jerusalem, denne min udvalgte By, og det Hus, om hvilket jeg har sagt: Mit Navn skal være der!"
12O	23	28	Hvad der ellers er at fortælle om Josias, alt, hvad han udførte, står jo optegnet i Judas Kongers Krønike.
12O	23	29	I hans Dage drog Ægypterkongen Parao Neko op til Eufratfloden imod Assyrerkongen. Kong Josias rykkede imod ham, men Neko fældede ham ved Megiddo, straks han så ham.
12O	23	30	Og hans Folk førte ham død bort fra Megiddo, bragte ham til Jerusalem og jordede ham i hans Grav. Men Folket fra Landet tog Joahaz, Josias's Søn, og salvede og hyldede ham til Bonge i hans Faders Sted.
12O	23	31	Joahaz var tre og tyve År gammel, da han blev Konge, og han herskede tre Måneder i Jerusalem. Hans Moder hed Hamutal og var en Datter af Jirmeja fra, Libna.
12O	23	32	Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, ganske som hans Fædre.
12O	23	33	Men Farao Neko lod ham fængsle i Ribla i Hamats Land og gjorde dermed Ende på hans Herredømme i Jerusalem og lagde en Skat af hundrede Talenter Sølv og ti Talenter Guld på Landet.
12O	23	34	Derpå gjorde Farao Neko Eljakim, Josias's Søn, til Konge i hans Fader Josias's Sted, og han ændrede hans Navn til Jojakim; Joahaz derimod tog han med til Ægypten, og der døde han.
12O	23	35	Sølvet og Guldet udredede Jojakim til Farao; men for.at kunne udrede Pengeneefter Faraos Befaling satte han Landet i Skat; efter som hver især var sat i Skat, inddrev han Sølvet og Guldet for at give Farao Neko det.
12O	23	36	Jojakim var fem og tyve År gammel, da han blev Konge, og han herskede elleve År i Jerusalem. Hans Moder hed Zebida og var en Datter af Pedaja fra Ruma.
12O	23	37	Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, ganske som hans Fædre.
12O	24	1	I hans Dage drog Kong Nebukadnezar af Balel op, og Jojakim underkastede sig ham; men efter tre Års Forløb faldt han fra ham igen.
12O	24	2	Da sendte HERREN kaldæiske, aramaiske, moabitiske og ammonitiske Strejfskarer imod ham; dem sendte han ind i Juda for at ødelægge det efter det Ord, HERREN havde talet ved sine Tjenere Profeterne.
12O	24	3	Det skyldtes ene og alene HERRENs Vrede, at Juda blev drevet bort fra HERRENs Åsyn; det var for Manasses Synders Skyld, for alt det, han havde gjort,
12O	24	4	også for det uskyldige Blods Skyld, som han havde udgydt så meget af, at han havde fyldt Jerusalem dermed; det vilde HERREN ikke tilgive.
12O	24	5	Hvad der ellers er at fortælle om Jojakim, alt, hvad han udførte, står jo optegnet i Judas Kongers Krønike.
12O	24	6	Så lagde Jojakim sig til Hvile hos sine Fædre; og hans Søn Jojakin blev Kooge i hans Sted.
12O	24	7	Men Ægypterkongen drog ikke mere ud af sit Land, thi Babels Konge havde taget alt, hvad der tilhørte Ægypterkongen fra Ægyptens Bæk til Eufratfloden.
12O	24	8	Jojakin var atten År gammel, da han blev Konge, og han herskede tre Måneder i Jerusålem. Hans Moder hed Nehusjta og var en Datter af Elnatan fra Jerusalem.
12O	24	9	Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, ganske som hans Fader.
12O	24	10	På den Tid drog Kong Nebukadnezar af Babels Folk op mod Jerusalem, og Byen blev belejret.
12O	24	11	Kong Nebukadnezar af Babel kom til Jerusalem, medens hans Folk belejrede det.
12O	24	12	Da overgav Kong Jojakin af Juda sig med sin Modet, sine Tjenere, Øverster og Hoffolk til Babels Konge, og han tog imod ham; det var i Kongen af Babels ottende Regeringsår.
12O	24	13	Og som HERREN havde forudsagt, førte han alle Skattene i HERRENs Hus og Kongens Palads bort og brød Guldet af alle de Ting, Kong Salomo af Israel havde ladet lave i HERRENs Helligdom.
12O	24	14	Og han førte hele Jerusalem, alle Øversterne og de velhavende, 10.000 i Tal, bort som Fanger, ligeledes Grovsmede og Låsesmede, så der ikke blev andre tilbage end de fattigste af Folket fra Landet.
12O	24	15	Så førte han Jojakin som Fange til Babel, også Kongens Moder og Hustruer, hans Hoffolk og alle de højtstående i Landet førte han som Fanger fra Jerusalem til Babel;
12O	24	16	fremdeles alle de velbavende, 7000 i Tal, Grovsmedene og Låsesmedene, 1800 i Tal, alle øvede Krigere - dem førte Babels Konge som Fanger til Babel.
12O	24	17	Men i Jojakins Sted gjorde Babels Konge hans Farbroder Mattanja til Konge, og han ændrede hans Navn til Zedekias.
12O	24	18	Zedekias var een og tyve År gammel, da han blev Konge, og han herskede elleve År i Jerusalem. Hans Moder hed Hamital og var en Datter af Jirmeja fra Libna.
12O	24	19	Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, ganske som Jojakim.  20.a. Thi for HERRENs Vredes Skyld timedes dette Jerusalem og Juda, og til sidst stødte han dem bort fra sit Åsyn. 20.b. Og Zedekias faldt fra Babels Konge.
12O	25	1	I hans niende Regeringsår på den tiende Dag i den tiende Måned drog Kong Nebukadnezar af Babel da med hele sin Hær mod Jerusalem og belejrede det, og de byggede Belejringstårne imod det rundt omkring;
12O	25	2	og Belejringen varede til Kong Zedekias's ellevte Regeringsår.
12O	25	3	På den niende Dag i den fjerde Måned blev Hungersnøden hård i Byen, og Folket fra Landet havde ikke Brød.
12O	25	4	Da blev Byens Mur gennembrudt. Kongen og alle Krigsfolkene flygtede om Natten gennem Porten mellem de to Mure ved Kongens Have, medens Kaldæerne holdt Byen omringet, og han tog Vejen ad Arabalavningen til.
12O	25	5	Men Kaldæernes Hær satte efter Kongen og indhentede ham på Jerikosletten, efter at hele hans Hær var blevet splittet til alle Sider.
12O	25	6	Så greb de Kongen og bragte ham op til Ribla til Babels Konge, der fældede Dommen over ham.
12O	25	7	Hans Sønner lod han henrette i hans Påsyn, og på Zedekias selv lod han Øjnene stikke ud; derpå lod han ham lægge i Kobberlænker, og således førte de ham til Babel.
12O	25	8	På den syvende Dag i den femte Måned, det var Babels Konge Nebukadnezars nittende Regeringsår, kom Nebuzaradan, Øversten for Livvagten, Babels Konges Tjener, til Jerusalem.
12O	25	9	Han satte Ild på HERRENs Hus og Kongens Palads og alle Husene i Jerusalem; på alle Stormændenes Huse satte han Ild;
12O	25	10	og Murene om Jerusalem nedbrød alle Kaldæernes Folk, som Øversten for Livvagten havde med sig.
12O	25	11	De sidste Folk, som var tilbage i Byen, og Overløberne, der var gået over til Babels Konge, og,de sidste Håndværkere førte Nebuzaradan, Øversten for Livvagten, bort.
12O	25	12	Men nogle af de fattigste at Folket fra Landet lod Øversten for Livvagten blive tilbage som Vingårdsmænd og Agerdyrkere.
12O	25	13	Kobbersøjlerne i HERRENs Hus, Stellene og Kobberhavet i HERRENs Hus slog Kaldæerne i Stykker og førte Kobberet til Babel.
12O	25	14	Karrene, Skovlene, Hnivene, Kanderne og alle Kobbersagerne, som brugtes ved Tjenesten, røvede de;
12O	25	15	også Panderne og Skålene, alt, hvad der helt var af Guld eller Sølv, røvede Øversten for Livvagten.
12O	25	16	De to Søjler, Havet og Stellene, som Salomo havde ladet lave til HERRENs Hus - Kobberet i alle disse Ting var ikke til at veje.
12O	25	17	Atten Alen høj var den ene Søjle, og der var et Søjlehoved af Kobber oven på den, tre Alen højt, og rundt om Søjlehovederne var der Fletværk og Granatæbler, alt af Kobber; og på samme Måde var det med den anden Søjle.
12O	25	18	Øversten for Livvagten tog Ypperstepræsten Seraja, Andenpræsten Zefanja og de tre Dørvogtere;
12O	25	19	og fra Byen tog han en Hofmand, der havde Opsyn med Krigs folket, og fem Mænd, der hørte til Kongens nærmeste Omgivelser, og som endnu fandtes i Byen, desuden Hærførerens Skriver, der udskrev Folket fra Landet til Krigstjeneste, og dertil tresindstyve Mænd af Folket fra Landet, der fandtes i Byen,
12O	25	20	dem tog Øversten for Livvagten Nebuzaradan og førte til Babels Konge i Ribla;
12O	25	21	og Babels Konge lod dem dræbe i Ribla i Hamats Land. Så førtes Juda i Landflygtighed fra sit Land.
12O	25	22	Over de Folk, der blev tilbage i Judas Land, dem, Babels Konge Nebukadnezar lod blive tilbage, satte han Gedalja, Ahikams Søn, Sjafans Sønnesøn.
12O	25	23	Da nu alle Hærførerne med deres Folk hørte, at Babels Konge havde indsat Gedalja, kom de til ham i Mizpa, Jisjmael, Netanjas Søn, Johanan,Bareas Søn, Seraja, Tanhumets Søn fra Netofa, og Ja'azanja, Ma'akatitens Søn, tillige med deres Folk.
12O	25	24	Og Gedalja besvor dem og deres Folk og sagde: "Frygt ikke for Kaldæerne!  Bliv i Landet og underkast eder Babels Konge, så vil det gå eder vel!"
12O	25	25	Men i den syvende Måned kom Jisjmael, Netanjas Søn, Elisjamas Sønnesøo, en Mand af kongelig Byrd, med ti Mænd og slog Gedalja ihjel tillige med de Judæere og Kaldæere, der var hos ham i Mizpa.
12O	25	26	Da brød hele Folket, store og små, og Hærførerne op og drog til Ægypten; thi de frygtede for Kaldæerne.
12O	25	27	I det syv og tredivte År efter Kong Jojakin af Judas Bortførelse på den syv og tyvende Dag i den tolvte Måned tog Babels Konge Evil-Merodak, der i det År kom på Tronen, Kong Jojakin af Juda til Nåde og førte ham ud af Fængselet.
12O	25	28	Han talte ham venligt til og gav ham Sæde oven for de Konger, der var hos ham i Babel.
12O	25	29	Jojakin aflagde sin Fangedragt og spiste daglig hos ham, så længe han levede.
12O	25	30	Han fik sit daglige Underhold af Kongen, hver Dag hvad han behøvede for den Dag, så længe han levede.
13O	1	1	Adam, Set Enosj,
13O	1	2	Kenan, Mahalal'el, Jered,
13O	1	3	Enok, Metusalem, Lemek,
13O	1	4	Noa, Sem, Kam og Jafet.
13O	1	5	Jafets Sønner: Gomer, Magog, Madaj, Javan, Tubal, Mesjek og Tiras.
13O	1	6	Gomers Sønner: Asjkenaz, Rifat og Togarma.
13O	1	7	Javans Sønner: Elisja, Tarsis, Kitæerne og Rodosboerne.
13O	1	8	Kams Sønner: Kusj, Mizrajim, Put og Kana'an.
13O	1	9	Kusj' Sønner: Seba, Havila, Sabta, Ra'ma og Sabteka. Ra'mas Sønner: Saba og Dedan.
13O	1	10	Og Kusj avlede Nimrod, som var den første Storhersker på Jorden.
13O	1	11	Mizrajim avlede Luderne, Anamerne, Lehaberne, Naftuherne,
13O	1	12	Patruserne, Kasluherne, fra hvem Filisterne udgik, og Kaftorerne.
13O	1	13	Kana'an avlede Zidon, hans førstefødte, og Het,
13O	1	14	Jebusiterne, Amoriterne, Girgasjiterne,
13O	1	15	Hivviterne, Arkiterne, Siniterne,
13O	1	16	Arvaditerne, Zemariterne og Hamatiterne.
13O	1	17	Sems Sønner: Elam, Assur, Arpaksjad, Lud og Aram. Arams Sønner: Uz, Hul, Geter og Masj.
13O	1	18	Arpaksjad avlede Sjela; Sjela avlede Eber;
13O	1	19	Eber fødtes der to Sønner; den ene hed Peleg, thi på hans Tid adsplittedes Jordens Befolkning, og hans Broder hed Joktan.
13O	1	20	Joktan avlede Almodad, Sjelef, Hazarmavet, Jera,
13O	1	21	Hadoram, Uzal, Dikla,
13O	1	22	Ebal, Abimael, Saba,
13O	1	23	Ofir, Havila og Jobab. Alle disse var Joktans Sønner.
13O	1	24	Sems Sønner: Arpaksjad, Sjela,
13O	1	25	Eber, Peleg, Re'u,
13O	1	26	Serug, Nakor, Tara
13O	1	27	og Abram, det er Abraham.
13O	1	28	Abrahams Sønner: Isak og Ismael.
13O	1	29	Dette er deres Slægtebog: Ismaels førstefødte Nebajot, dernæst Kedar, Adbe'el, Mibsam,
13O	1	30	Misjma, Duma, Massa, Hadad, Tema,
13O	1	31	Jetur, Nafesj og Kedma. Det var Ismaels Sønner.
13O	1	32	De Sønner, som Abrahams Medhustru Hetura fødte: Zimran, Joksjan, Medan, Midjan, Jisjbak og Sjua. Joksjans Sønner: Saba og Dedan.
13O	1	33	Midjans Sønner: Efa, Efer, Hallok, Ahida og Elda'a. Alle disse var Keturas Sønner.
13O	1	34	Abraham avlede Isak. Isaks Sønner: Jakob og Esau.
13O	1	35	Esaus Sønner: Elifaz, Re'uel, Je'usj, Jalam og Kora.
13O	1	36	Elifaz's Sønner: Teman, Omar, Zef, Gatam, Kenaz, Timna og Amalek.
13O	1	37	Re'uels Sønner: Nahat, Zera, Sjamma og Mizza.
13O	1	38	Se'irs Sønner: Lotan, Sjobal, Zib'on, Ana, Disjon, Ezer og Disjan.
13O	1	39	Iotans Sønner: Hori og Hemam; og Lotans Søster var Timna.
13O	1	40	Sjobals Sønner: Alvan, Manahat, Ebal, Sjeft og Onam. Zib'ons Sønner: Ajja og Ana.
13O	1	41	Anas Sønner: Disjon. Disjons Sønner: Hemdan. Esjban, Jitran og Keran.
13O	1	42	Ezers Sønner: Bilhan, Za'avan og Akan. Disjans Sønner: Uz og Aran.
13O	1	43	Følgende var de Konger, der herskede i Edoms, Land, før Israeliterne fik Konger: Bela, Beors Søn; hans By hed Dinhaba.
13O	1	44	Da Bela døde, blev Jobab, Zeras Søn fra Bozra, Konge i hans Sted.
13O	1	45	Da Jobab døde, blev Husjam fra Temaniternes Land Konge i hans Sted.
13O	1	46	Da Husjam døde, blev Hadad, Bedads Søn, Konge i hans Sted; det var ham, der slog Midjaniterne på Moabs Slette; hans By hed Avit.
13O	1	47	Da Hadad døde, blev Samla fra Masreka Konge i hans Sted.
13O	1	48	Da Samla døde, blev Sja'ul fra Rehobot ved Floden Konge i hans Sted.
13O	1	49	Da Sja'ul døde, blev Ba'al-Hanan, Akbors Søn, Konge i hans Sted.
13O	1	50	Da Ba'al-Hanan døde, blev Hadad Konge i hans Sted; hans By hed Pa'i, og hans Hustru hed Mehetab'el, en Datter af Matred, en Datter af Mezahab.
13O	1	51	DaHadad døde, fremtrådte Edoms Stammehøvdinger: Høvdingerne Timna, Alja, Jetet,
13O	1	52	Oholibama, Ela, Pioon,
13O	1	53	Kenaz, Teman, Mibzar,
13O	1	54	Magdiel og Iram. Det var Edoms Stammehøvdinger.
13O	2	1	Israels Sønner var følgende: Ruben, Simeon, Levi, Juda, Issakar, Zabulon,
13O	2	2	Dan, Josef, Benjamin, Naftali, Gad og Aser.
13O	2	3	Judas Sønner: Er, Onan og Sjela; disse tre fødtes ham af Kana'anæer kvinden Batsjua. Men Er, Judas førstefødte, var HERREN imod, og han lod ham dø.
13O	2	4	Derpå fødte Judas Sønnekone Tamar ham Perez og Zera, så at Judas Sønner i alt var fem.
13O	2	5	Perez's Sønner: Hezron og Hamul.
13O	2	6	Zeras Sønner: Zimri, Etan, Heman, Kalkol og Darda, i alt fem.
13O	2	7	Karmis Sønner: Akar, der styrtede Israel i Ulykke, idet han forgreb sig på det Gods, der var lagt Band på.
13O	2	8	Etans Sønner: Azarja.
13O	2	9	Hezrons Sønner, som fødfes ham: Jerame'el, Ram og Kelubaj.
13O	2	10	Ram avlede Amminadab; Amminadab avlede Nahasjon, Judæernes Øverste;
13O	2	11	Nahasjon avlede Salma; Salma avlede Boaz;
13O	2	12	Boaz avlede Obed; Obed avlede Isaj;
13O	2	13	Isaj avlede sin førstefødte Eliab, sin anden Søn Abinadab, sin tredje Søn, Sjim'a,
13O	2	14	sin fjerde Søn Netan'el, sin femte Søn Raddaj,
13O	2	15	sin sjette Søn Ozem og sin syvende Søn David;
13O	2	16	deres Søstre var Zeruja og Abigajil. Zerujas Sønner: Absjaj, Joab og Asa'el, tre.
13O	2	17	Abigajil fødte Amasa, hvis Fader var Ismaeliten Jeter.
13O	2	18	Hezrons Søn Kaleb avlede med sin Hustru Azuba Jeriot; og hendes Sønner var følgende: Jesjer, Sjobab og Ardon.
13O	2	19	Da Azuba døde, ægtede Kaleb frat, som fødte ham Hur.
13O	2	20	Hur avlede Uri, og Uri avlede Bezal'el.
13O	2	21	Derefter gik Hezron ind til Gileads Fader Makirs Datter, som han ægtede, da han var tredsindstyve År gammel, og hun fødte ham Segub.
13O	2	22	Segub avlede Ja'ir, som ejede tre og tyve Byer i Gileads Land.
13O	2	23	Men Gesjur og Aram fratog dem Ja'irs Teltbyer, Kenat med Småbyer, tresindstyve Byer. Alle disse var Gileads Fader Makirs Sønner.
13O	2	24	Efter Hezrons Død gik Kaleb ind til sin Fader Hezrons Hustru Efrata, og hun fødte ham Asjhur, der blev Fader til Tekoa.
13O	2	25	Jerame'els, Hezrons førstefødtes, Sønner: Ram, den førstefødte, dernæst Buna, Oren og Ozem, hans Brødre.
13O	2	26	Og Jerame'el havde en anden Hustru ved Navn Atara, som var Moder til Onam.
13O	2	27	Rams, Jerame'els førstefødtes, Sønner: Ma'az, Jamin og Eker.
13O	2	28	Onams Sønner: Sjammaj og Jada. Sjammajs Sønner: Nadab og Abisjur.
13O	2	29	Abisjurs Hustru hed Abihajil; hun fødte ham Aban og Molid.
13O	2	30	Nadabs Sønner: Seled og Appajim; Seled døde barnløs.
13O	2	31	Appajims Sønner: Jisj'i. Jisj'is Sønner: Sjesjan. Sjesjans Sønner: Alaj.
13O	2	32	Sjammajs Broder Jadas Sønner: Jeter og Jonatan. Jeter døde barnløs.
13O	2	33	Jonatans Sønner: Pelet og Zaza. Det var Jerame'els Efterkommere.
13O	2	34	Sjesjan havde kun Døtre, ingen Sønner. Men Sjesjan havde en ægyptisk Træl ved Navn Jarha,
13O	2	35	og Sjesjan gav sin Træl Jarha sin Datter til Ægte, og hun fødte ham Attaj.
13O	2	36	Attaj avlede Natan; Natan avlede Zabad;
13O	2	37	Zabad avlede Eflal; Eflal avlede Obed;
13O	2	38	Obed avlede Jehu; Jehu avlede Azarja;
13O	2	39	Azarja avlede Helez; Helez avlede El'asa;
13O	2	40	El'asa avlede Sismaj; Sismaj avlede Sjallum;
13O	2	41	Sjallum avlede Jekamja; Jekamja avlede Elisjama.
13O	2	42	Jerame'els Broder Kalebs Sønner: Maresja, hans førstefødte, som var Fader til Zif. Maresjas Sønner: Hebron.
13O	2	43	Hebrons Sønner: Kora, Tappua, Rekem og Sjema.
13O	2	44	Sjema avlede Raham, der var Fader til Jorke'am. Rekem avlede Sjammaj.
13O	2	45	Sjammajs Søn var Maon, som var Fader til Bet-Zur.
13O	2	46	Kalebs Medhustru Efa fødte Karan, Moza og Gazez; Karan avlede Gazez.
13O	2	47	Jadajs Sønner: Regem, Jotam, Gersjan, Pelet, Efa og Sja'af.
13O	2	48	Halebs Medhustru Ma'aka fødfe Sjeber og Tirhana.
13O	2	49	Sja'af, Madmannasader, avlede Sjeva, Makbenas Fader og Gibeas Fader.  Kalebs Datter var Aksa.
13O	2	50	Det var Halebs Efterkommere. Hurs, Efratas førstefødtes, Sønner: Sjobal, Kirjat-Jearims Fader,
13O	2	51	Salma, Betlehems Fader, og Haref, Bef-Gaders Fader.
13O	2	52	Sjobal, Birjat-Jearims Fader, havde følgende Sønner: Reaja, Halvdelen af Manahatiterne.
13O	2	53	Kirjat-Jearims Slægter: Jitriterne, Putiterne, Sjumatiterne og Misjraiterne; fra dem udgik Zor'atiterne og Esjtaoliterne.
13O	2	54	Salmas Sønner: Betlehem, Netofatiterne, Atarot-Bet-Joab, Halvdelen af Manahatiterne og Zor'iterne.
13O	2	55	De i Jabez bosatte skriftlærdes Slægter: Tir'atiterne, Sjim'atiterne og Sukatiterne, det er Kiniterne, som nedstammede fra Hammat, Rekabs Slægts Fader.
13O	3	1	Davids Sønner, som fødtes ham i Hebron, var følgende: Ammon, den førstefødte, som han havde med Ahinoam fra Jizre'el, den anden Daniel, med Abigajil fra Karmel,
13O	3	2	den tredje Absalom, en Søn af Ma'aka, Kong Talmaj af Gesjurs Datter, den fjerde Adonija, Haggits Søn,
13O	3	3	den femte Sjefafja, som han havde med Abital, den sjette Jitream, som han havde med sin Hustru Egla.
13O	3	4	Seks fødtes ham i Hebron, hvor han herskede syv År og seks Måneder. Tre og tredive År herskede han i Jerusalem.
13O	3	5	Følgende fødtes ham i Jerusalem: Sjim'a, Sjobab, Natan og Salomo, hvilke fire han havde med Ammiels Datter Batsjua;
13O	3	6	fremdeles Jibhar, Elisjama, Elifelet,
13O	3	7	Noga, Nefeg, Jafia,
13O	3	8	Elisjama. Be'eljada og Elifelet, i alt ni.
13O	3	9	Det var alle Davids Sønner foruden Medhustruernes Sønner; og Tamar var deres Søster.
13O	3	10	Salomos Søn Rehabeam, hans Søn Abija, hans Søn Asa, hans Søn Josafat,
13O	3	11	hans Søn Joram, hans Søn Ahazja, hans Søn Joas,
13O	3	12	hans Søn Amazja, hans Søn Azarja, hans Søn Jotam,
13O	3	13	hans Søn Akaz, hans Søn Ezekias, hans Søn Manasse,
13O	3	14	hans Søn Amon, hans Søn Josias.
13O	3	15	Josias's Sønner: Johanan, den førstefødte, den anden Jojakim, den tredje Zedekias, den fjerde Sjallum.
13O	3	16	Jojakims Sønner: Hans Søn Jekonja, hans Søn Zedekias.
13O	3	17	Den fængslede Jekonjas Sønner: Hans Søn Sjealtiel,
13O	3	18	Malkiram, Pedaja, Sjen'azzar, Jekamja, Hosjama og Nedabja.
13O	3	19	Pedajas Sønner: Zerubbabel og Sjim'i. Zerubbabels Sønner: Mesjullam og Hananja og deres Søster Sjelomit.
13O	3	20	Mesjullams Sønner: Hasjuba, Ohel, Berekja, Hasadja og Jusjab Hesed, fem.
13O	3	21	Hananjas Sønner: Pelatja, Jesja'ja, Refaja, Arnan, Obadja og Sjekanja.
13O	3	22	Sje'kanjas Sønner: Sjemaja, Hattusj, Jig'al, Baria, Nearja og Sjafat, seks.
13O	3	23	Nearjas Sønner: Eljoenaj, Hizkija og Azrikam, tre.
13O	3	24	Eljoenajs Sønner: Hodavja, Eljasjib, Pelaja, Akkub, Johanan, Delaja og Anani, syv.
13O	4	1	Judas Sønner: Perez, Hezron, Karmi, Hur og Sjobal.
13O	4	2	Sjobals Søn Reaja avlede Jahat; Jahat avlede Ahumaj og Lahad. Det var Zor'atitemes Slægter.
13O	4	3	Etams Fader Hurs Sønner var følgende: Jizre'el, Jisjma og Jidbasj; deres Søster hed Hazlelponi;
13O	4	4	og Penuel, Gedors Fader, og Ezer, Husjas Fader; det var Efratas' førstefødte Hurs, Betlehems Faders, Sønner.
13O	4	5	Asjhur, Tekoas Fader, havde to Hustruer: Hel'a og Na'ara.
13O	4	6	Na'ara fødte ham Ahuzzam, Hefer, Teme'ni og Ahasjtariteme; det var Na'aras Sønner.
13O	4	7	Hel'as Sønner: Zeret, Zohar, Etnan og Koz.
13O	4	8	Koz avlede Anub, Hazzobeba og Aharhels "Harums Søns, Slægter.
13O	4	9	Jabez var mere anset end sine Brødre. Hans Moder havde givet ham Navnet Jabez, idet hun sagde: "Jeg har født ham med Smerte!
13O	4	10	Jabez påkaldte Israels Gud således: "Gid " du vilde velsigne mig rigeligt og gøre mit Område stort, lade din Hånd være med mig og fri mig fra Ulykke, så der ikke voldes mig Smerte! Og Gud gav ham alt, hvad han bad om.
13O	4	11	Kelub, Sjuhas Broder, avlede Mehir, det er Esjtons Fader.
13O	4	12	Esjton avlede Bet-Rafa, Pasea og Tehinna, Fader til Nahasjs By; det er Mændene fra Reka.
13O	4	13	Kenaz's Sønner: Otniel og Seraja. Otniels Sønner: Hatat og Meonotaj.
13O	4	14	Meonotaj avlede Ofra. Seraja avlede Joab, Fader. til Ge-Harasjim; de var nemlig Håndværkere.
13O	4	15	Jefunnes Søn kalebs Sønner: Ir, Ela og Na'am, Elas Sønner. og Kenaz.
13O	4	16	Perez's Sønner: Jehallel'el og Ezra. Je'hallel'els Sønner: Zif, Zifa, Tireja og Asar'el.
13O	4	17	Ezras Sønner: Jeter, Mered og Efer. Jeter avlede Mirjam, Sjammaj og Jisjba, Esjtemoas Fader.
13O	4	18	Hans judæiske Hustru fødte Jered, Gedors Fader, Heber, Sokos Fader, og Jekutiel, Zanoas Fader.
13O	4	19	Sønnerne af Faraos Datter Bitja, som Mered ægtede, var følgende: Nahams Søsters, Sønner var følgende: Garmiten og Ma'akafiten Esjtemoa.
13O	4	20	Sjimons Sønner: Amnon og Rinna, Benhanan og Tilon. Jisj'is Sønner: Zohet.  Zohets Søn:
13O	4	21	Judas Søn Sjelas Sønner: Er, Lekas Fader, Lada, Maresjas Fader Linnedvæveriets Slægter af Asjbeas Hus,
13O	4	22	Jokim, Kozebas Mænd og Joasj og Saraf, som herskede over Moab og vendte tilbage til Betlehem. Det er jo gamle Begivenheder.
13O	4	23	Dette er Pottemagerne og Beboerne i Netaim og Gedera; de boede der i Kongens Nærhed og stod i hans Tjeneste.
13O	4	24	Simeons Sønner: Nemuel, Ja'min, Jarib, Zera og Sja'ul
13O	4	25	hans Søn Sjallum, hans Søn Mibsam, hans Søn Misjma.
13O	4	26	Misjmas Sønner: Hans Søh Hammuel, hans Søn Zakkur, hans Søn Sjim'i.
13O	4	27	Sjim'i havde seksten Sønner og seks Døtre; men hans Brødre havde ikke mange Sønner, og deres hele Slægt blev ikke så talrig som Judæerne.
13O	4	28	De boede i Be'ersjeba Molada, Hazar-Sjual,
13O	4	29	Bilha, Ezem, Tolad,
13O	4	30	Betuel, Horma, Ziklag,
13O	4	31	Bet-Markabot, Hazar-Susim, Bet-Bir'i og Sja'arajim - det var indtil Davids Regering deres Byer
13O	4	32	med Landsbyer - fremdeles Etam, Ajin, Rimmon, Token og Asjan, fem Byer;
13O	4	33	desuden alle deres Landsbyer, som lå rundt om disse Byer indtil Ba'al. Det var deres Bosteder; og de havde deres egen Slægtebog.
13O	4	34	Fremdeles: Mesjobab, Jamlek, Amazjas Søn Josja,
13O	4	35	Joel, Jehu, en Søn af Josjibja, en Søn af Seraja, en Søn af Asiel,
13O	4	36	Eljoenaj, Ja'akoba, Jesjohaja, Asaja, Adiel, Jesimiel, Benaja
13O	4	37	og Ziza, en Søn af Sjif'i, en Søn af Allon, en Søn af Jedaja, en Søn af Sjimri, en Søn af Sjemaja;
13O	4	38	de her ved Navn nævnte var Øverster i deres Slægter, efter at deres Fædrenehuse havde bredt sig stærkt.
13O	4	39	Da de engang drog i Retning af Gerar østen for Dalen for at søge Græsning til deres Småkvæg,
13O	4	40	fandt de fed og god Græsning, og Landet var udstrakt, og der var Fred og Ro, da de tidligere Beboere nedstammede fra Kam.
13O	4	41	I Kong Ezekias af Judas Dage drog de her ved Navn nævnte hen og overfaldt deres Telte og slog Me'uniterne, som de traf der, og de lagde Band på dem, så de nu ikke mere er til; derefter bosate de sig i deres Land, da der var Græsning til deres Småkvæg.
13O	4	42	Af dem, af Simeoniterne, drog 500 Mand til Se'irs Bjerge under Ledelse af Pelatja, Nearj'a, Refaja og Uzziel, Jisj'is Sønner,
13O	4	43	og de nedhuggede de sidste Amalekiter, der var tilbage; og de bosatte sig der og bor der den Dag i Dag.
13O	5	1	Rubens, Israels førstefødtes, Sønner - han var nemlig den førstefødte, men da han vanærede sin Faders Leje, gaves hans Førstefødselsret til Israels Søn Josefs Sønner, dog ikke således, at de i Slægtebogen opføres som førstefødte;
13O	5	2	thi Juda herskede over sine Brødre, og af hans Midte skulde Fyrsten tages, men Førstefødselsretten blev Josefs
13O	5	3	Rubens, Israels førstefødtes, Sønner: Hanok, Pallu, Hezron og Karmi.
13O	5	4	Joels Sønner: Hans Søn Sjemaja, hans Søn Gog, hans Søn Sjim'i
13O	5	5	hans Søn Mika, hans Søn Reaja, hans Søn Ba'al
13O	5	6	hans Søn Be'era, hvem Assyrerkongen Tillegat-Pilneser førte i Landflygtighed, da han var Rubeniternes Øverste.
13O	5	7	Og hans Brødre efter deres Slægter, somde var optegnede i Slægtebogen efter deres Nedstamning Først Je'iel, dernæst Zekarja
13O	5	8	og Bela, en Søn af Azaz, en Søn af Sjema, en Søn af Joel, som boede i Aroer og hen til Nebo og Ba'al-Meon;
13O	5	9	og mod Øst nåede det Område, hvor han boede, hen imod Ørkenegnene, der strækker sig over mod Eufratfloden; thi de havde talrige Hjorde i Gileads Land.
13O	5	10	I Sauls Dage førte de Krig med Hagriterne, og disse faldt i deres Hånd; så bosatte de sig i deres Telte på hele Gileads Østside.
13O	5	11	Gads Sønner, som boede lige over for dem i Basans Land indtil Salka:
13O	5	12	Først Joel, dernæst Sjafam, Ja'naj og Sjafat i Basan;
13O	5	13	og deres Brødre efter deres Fædrenehuse: Mikael, Mesjullam, Sjeba, Joraj, Jakan, Zia og Eber, syv.
13O	5	14	De var Sønner af Abihajil, en Søn af Huri, en Søn af Jaroa, en Søn af Gilead, en Søn af Mikael, en Søn af Jesjisjaj, en Søn af Jado, en Søn af Buz.
13O	5	15	Ahi, en Søn af Abdiel, en Søn af Guni, var Overhoved for deres Fædrenehuse.
13O	5	16	De boede i Gilead, i Basan og Småbyerne det og i alle Sirjons Græsgange, så langt de strækker sig.
13O	5	17	De indførtes alle i Slægtebog i Kong Jotam af Judas og Kong Jeroboam af Israels Dage.
13O	5	18	Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme, alle de krigsdygtige Mænd, der har Skjold og Sværd, spændte Bue og var øvet i Kamp, 44760 Mand, der kunde drage i Kamp,
13O	5	19	førte Krig med Hagriterne, Jetur, Nafisj og Nodab;
13O	5	20	og de fik Hjælp imod dem, så at Hagriterne og alle deres Forbundsfæller overgaves i deres Hånd, thi de råbte til Gud i Kampen, og han bønhørte dem, fordi de slog deres Lid til ham.
13O	5	21	Så tog de deres Hjorde, 50.000 Kameler, 250.000 Stykker Småkvæg, 2.000 Æsler og 100.000 Mennesker som Bytte.
13O	5	22	Der skete nemlig et stort Mandefald, thi Gud havde villet Krigen; og de boede nu i Landet i deres Sted lige til Landflygtigheden.
13O	5	23	Manasses halve Stammes Sønner boede i Landet fra Basan til Ba'al-Hermon, Senir og Hermonbjerget; de var talrige.
13O	5	24	Overhovederne for deres Fædrenehuse var følgende: Efer, Jisj'i, Eliel, Azriel, Jirmeja, Hodavja og Jadiel, dygtige Krigere og navnkundige Mænd, Overhoveder for deres Fædrenehuse.
13O	5	25	Men de var deres Fædres Gud utro og bolede med de Guder, der dyrkedes af Landets Folkeslag, som Gud havde udryddet foran dem.
13O	5	26	Da æggede Israels Gud Assyrerkongerne Puls og Tillegat-Pilnesers Sind, så han slæbte dem bort, Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme, og bragte dem til Hala, Habor, Hara og Gozan-floden, hvor de er den Dag i Dag.
13O	6	1	Levis Sønner: Gerson, Kehat og Merari.
13O	6	2	Kehats Sønner: Amram, Jizhar, Hebron og Uzziel.
13O	6	3	Amrams Børn: Aron, Moses og Mirjam. Arons Sønner: Nadab, Abihu, Eleazar og Itamar.
13O	6	4	Eleazar avlede Pinehas; Pinehas avlede Abisjua;
13O	6	5	Abisjua avlede Bukki; Bukki avlede Uzzi;
13O	6	6	Uzzi avlede Zeraja; Zeraja avlede Merajot;
13O	6	7	Merajot avlede Amarja; Amarja avlede Ahitub;
13O	6	8	Ahitub avlede Zadok; Zadok avlede Ahima'az;
13O	6	9	Ahima'az avlede Azarja; Azarja avlede Johanan;
13O	6	10	Johanan avlede Azarja, der var Præst i det Tempel, Salomo byggede i Jerusalem;
13O	6	11	Azarja avlede Amarja; Amarja avlede Ahitub;
13O	6	12	Ahitub avlede Zadok; Zadokavlede Sjallum;
13O	6	13	Sjallum avlede Hilkija; Hilkija avlede Azarja;
13O	6	14	Azarja avlede Seraja; Seraja avlede Jozadak,
13O	6	15	Men Jozadak drog med, da HERREN lod Juda og Jerusalem føre i Landflygtighed af Nebukadnezar.
13O	6	16	Levis ønner: Gerson, Kehat og Me'rari.
13O	6	17	Navnene på Gersons Sønner var følgende: Libni og Sjim'i.
13O	6	18	Kehats Sønner: Amram, Jizhar, Hebron og Uzziel.
13O	6	19	Meraris Sønner: Mali og Nusji. Det er Leviternes Slægter efter deres Fædrenehuse.
13O	6	20	Fra Gerson nedstammede: Hans Søn Libni, hans Søn Jahat, hans Søn Zimma,
13O	6	21	hans Søn Joa, hans Søn Iddo, hans Søn Zera og hans Søn Jeateraj.
13O	6	22	Kehats Sønner: Hans Søn Amminadab, hans Søn Kora, hans Søn Assir,
13O	6	23	hans Søn Elkana, hans Søn Ebjasaf, hans Søn Assir,
13O	6	24	hans Søn Tahat, hans Søn Uriel, hans Søn Uzzija og hans Søn Sja'ul.
13O	6	25	Elkanas Sønner: Amasaj og Ahimot,
13O	6	26	hans Søn Elkana, hans Søn Zofaj, hans Søn Tohu,
13O	6	27	hans Søn Eliab, hans Søn Jeroham,hans SønElkana oghans Søn Samuel.
13O	6	28	Samoels Sønner: Joel, den førstefødte, og den anden Abija.
13O	6	29	Meraris Sønner: Mali, hans Søn Libni, hans Søn Sjim'i, hans Søn Uzza,
13O	6	30	hans Søn Sjim'a, hans Søn Haggija og hans Søn Asaja.
13O	6	31	Følgende er de, hem David overdrog Sangen i HERRENs Hus, efter at Arken havde fået et Hvilested,
13O	6	32	ogsom gjorde Tjeneste foran Åbenbaringsteltets Bolig som Sangere, indtil Salomo byggede HERRENs Hus i Jerusalem; de udførte deres Tjeneste efter de Forskrifter, der var dem givet.
13O	6	33	De, som udførfe denne Tjeneste, og deres Sønner var følgende: Af Hehatiterne Sangeren Heman, en Søn af Joel, en Søn af Samuel,
13O	6	34	en Søn af Elkana, en Søn af Jeroham, en Søn af Eliel, en Søn af Toa,
13O	6	35	en Søn af Zuf, en Søn af Elkana, en Søn af Mahat, en Søn af Amasaj,
13O	6	36	en Søn af Elkaoa, en Søn af Joel, en Søn af Azarja, en Søn af Zefanja,
13O	6	37	en Søn af Tahat, en Søn af Assir, en Søn af Ebjasaf, en Søn af Hora,
13O	6	38	en Søn af Jizhar, en Søn af Kehat, en Søn af Levi, en Søn af Israel.
13O	6	39	Hans Broder Asaf, der havde Plads til højre for ham: Asaf, en Søn af Berekja, en Søn af Sjim'a,
13O	6	40	en Søn af Mikael, en Søn af Ba'aseja, en Søn af Malkija,
13O	6	41	en Søn af Etni, en Søn af Zera, en Søn af Adaja,
13O	6	42	en Søn af Etan, en Søn af Zimma, en Søn af Sjim'i,
13O	6	43	en Søn af Jahat, en Søn af Gerson, en Søn af Levi.
13O	6	44	Deres Brødre, Meraris Sønner, der havde Plads til venstre: Etan, en, Søn af Kisji en Søn af Abdi, en af Malluk,
13O	6	45	en Søn af Hasjabja, en Søn af Amazja, en Søn af Hilkija,
13O	6	46	en Søn af Amzi, en Søn af Bani, en Søn af Sjemer,
13O	6	47	en Søn af Mali en Søn af Musji, en Søn af Merari, en Søn af Levi.
13O	6	48	Deres Brød Leviterne var pligtige at gøre alt Arbejdet ved Guds Hus's Bolig;
13O	6	49	men Aron og hans Sønner ofrede Røgofre på Brændofferalteret og Røgofferalteret, de udførte alt Arbejde i det Allerhelligste og skaffede Israel Soning, ganske som Guds Tjener Moses havde påbudt.
13O	6	50	Arons Sønner var følgende: Hans Søn Eleazar, hans Søn Pinehas, hans Søn Abisjua,
13O	6	51	hans Søn Bukki, hans Søn Uzzi, hans Søn Zeraja,
13O	6	52	hans Søn Merajot, hans Søn Amarja, hans Søn Ahitub, 53; hans Søn Zadok og hans Søn Ahima'az.
13O	6	54	Deres Boliger, deres Teltlejre i deres Område var følgende: Arons Sønner af Kehatiternes Slægt - thi, for dem faldt Loddet først
13O	6	55	gav man Hebron i Judas Land med tilhørende Græsmarker;
13O	6	56	men Byens Landområde og Landsbyer gav, man Haleb, Jefunnes Søn.
13O	6	57	Arons Sønner gav, man Tilflugtsbyen Hebron, Libna.. med Græsmarker.  Jattir, Esjtemoa, med Græsmarker,
13O	6	58	Hilen med Græsmarker, Debir med Græsmarker,
13O	6	59	Asjan med Græsmarker, Jutta med Græsmarker og Bet-Sjemesj med Græsmarker:
13O	6	60	Af Benjamins Stamme: Gibeon med Græsmarker, Geba med Græsmarker, Alemet med Græsmarker og Anatot med Græsmarker. I alt tretten Byer med Græsmarker.
13O	6	61	Kehats øvrige Sønner tilfaldt efter deres Slægter ved Lodkastning ti Byer af Efraims og Dans Stammer og Manasses halve Stamme.
13O	6	62	Gersons Sønner tilfaldt efter deres Slægter tretten Byer af Issakars, Asers og Naftalis Stammer og Manasses halve Stamme i Basan.
13O	6	63	Meraris Sønner tilfaldt efter deres Slægter ved Lodkastning tolv Byer af Rubens, Gads og Zebulons Stammer.
13O	6	64	Så gav Israeliterne Leviterne Byerne med Græsmarker.
13O	6	65	De gav dem ved Lodkastning af Judæernes, Simeoniternes og Benjaminiternes Stammer de ovenfor nævnte Byer.
13O	6	66	Kehatiternes Slægter fik de dem ved Lodkastning tildelte Byer af Efraims Stamme;
13O	6	67	man gav dem Tilflugtsbyen Sikem med Græsmarker i Efraims Bjerge, Gezer med Græsmarker,
13O	6	68	Jokmeam med Græsmarker. Bet-Horon med Græsmarker,
13O	6	69	Ajjalon med Græsmarker og Gat: Rimmon med Græsmarker;
13O	6	70	af Manasses halve Stamme Aner med Græsmarker og Jibleam med Græsmarker; det tilfaldt de øvrige Hehatiters Slægter.
13O	6	71	Gersoniterne efter deres Slægter tilfaldt af den anden Halvdel af Manasses Stamme Golan i Basan med Græsmarker og Asjtarot med Græsmarker;
13O	6	72	af Issakars Stamme Kedesj med Græsmarker, Dobrat med Græsmarker,
13O	6	73	Jarmut med Græsmarker og En-Gannim med Græsmarker;
13O	6	74	af Asers Stamme Masjal med Græsmarker, Abdon med Græsmarker,
13O	6	75	Hukok med Græsmarker og Rehob med Græsmarker;
13O	6	76	af Naftalis Stamme Bedesj i Galilæa med Græsmarker, Hammot med Græsmarker og Kirjatajim med Græsmarker.
13O	6	77	De øvrige Leviter, Merariterne, tilfaldt af Zebulons Stamme Rimmon med Græsmarker og Tabor med Græsmarker;
13O	6	78	og hinsides Jordan over for Jeriko, østen for Jordan, af Rubens Stamme Bezer i Ørkenen med Græsmarker, Jaza med Græsmarker,
13O	6	79	Kedemot med Græsmarker og Mefa'at med Græsmarker;
13O	6	80	af Gads Stamme Ramot i Gilead med Græsmarker, Mahanajim med Græsmarker,
13O	6	81	Hesjbon med Græsmarker og Ja'zer med Græsmarker.
13O	7	1	Issakas Sønner var: Tola, Pua, Jasjub og Sjimron, fire.
13O	7	2	Tolas Sønner: Uzzi, Refaja, Jeriel, Jamaj, Jibsam og Sjemuel, Overhoveder for Tolas Fædrenehuse, dygtige Krigere. Efter deres Slægtebøger udgjorde deres Tal på Davids Tid 22600.
13O	7	3	Uzzis Sønner: Jizraja, Jizrajas Sønner Mikael, Obadja, Joel og Jissjija, fem, alle sammen Overhoveder.
13O	7	4	Til dem hørte efter deres Slægtebøger, efter deres Fædrenehuse, krigsrustede Skarer, 36000; de havde nemlig mange kvinder og Børn.
13O	7	5	Deres Brødre, alle Issakars Slægter, var dygtige Krigere; de, som var indført i deres Slægtebog, udgjorde i alt 87 000.
13O	7	6	Benjamins Sønner: Bela, Beker og Jediael, tre.
13O	7	7	Belas Sønner: Ezbon, Uzzi, Uzziel Jerimot og Iri, fem, Overhoveder for Fædrenehuse, dygtige Krigere; de, som var indført i deres Slægtebog, udgjorde 22034.
13O	7	8	Bekers Sønner: Zemira, Joasj, Eliezer, Eljoenaj, Omri, Jeremot, Abija, Anatot og Alemet; alle disse var Bekers Sønner;
13O	7	9	de, som var indført i deres Slægtebog efter deres Slægter, Overhovederne for Fædrenehusene, dygtige Krigere, udgjorde 20 200.
13O	7	10	Jediaels Sønner: Bilhan; Bilhans Sønner: Je'usj, Binjamin, Ehud, Kena'ana, Zetan, Tarsjisj og Ahisjahar;
13O	7	11	alle disse var Jediaels Sønner, Overhoveder for deres Fædrenehuse, dygtige Krigere, 17200 øvede Krigere.
13O	7	12	Og Sjuppim og Huppim var Irs Sønner, og Husjim var Ahers Sønner
13O	7	13	Naftalis Sønner var: Jabaziel, Guni, Jezer og Sjallum. Bilhas Sønner:.
13O	7	14	Manasses Sønner, som hans aramaiske Medhustru fødte: Hun fødte Makir, Gileads Fader.
13O	7	15	Gilead ægtede en Kvinde ved Navn Ma'aka; hans Søster hed Hammoleket, og hans Broder hed Zelobad; Zelofbad havde kun Døtre.
13O	7	16	Gileads Hustru Ma'aka fødte en Søn, som hun kaldte Peresj, medens hans Broder hed Sjeresj; hans Sønnervar Ulam og Rekem.
13O	7	17	Ulams Sønner: Bedan. Det var Sønner af Gilead, en Søn af Makir, en Søn af Manasse.
13O	7	18	Hans Søster Hammoleket fødte Isjhod, Abiezer og Mala.
13O	7	19	Sjemidas Sønner: Ajan, Sjekm, Likhi og Ani'am.
13O	7	20	Efraims Sønner: Sjutela hans Søn Bered, hans Søn Tahat, hans Søn El'ada, hans Sønahat,
13O	7	21	hans Søn Zabad, hans Søn Sjutela - og Ezer og El'ad. Dem dræbte Mændene fra Gat, de indfødfe i Landet, fordi de var draget ned for at tage deres Hjorde.
13O	7	22	Deres Fader Efraim sørgede i lang Tid over dem, og hans Brødre kom for at trøste ham.
13O	7	23	Så gik han ind til sin Hustru, og hun blev frugtsommelig og fødte en Søn, som han kaldte Beri'a, fordi hans Hus var i Ulykke, da det skete.
13O	7	24	Hans Datter var Sje'era, som byggede Nedre- og Øvre-Bet-Horon og Uzzen-Sje'era.
13O	7	25	Hans Søn var Refa, hans Søn Resjef, hans Søn Tela, hans Søn Tahan,
13O	7	26	hans Søn Ladan, hans Søn Ammihud, hans Søn Elisjama,
13O	7	27	hans Søn Nun, hans Søn Josua.
13O	7	28	Deres Besiddelser og Boliger var Betel med Småbyer, mod Øst Na'aran, mod Vest Gezer med Småbyer, fremdeles Sikem med Småbyer indtil Ajja med Småbyer;
13O	7	29	langs Manassiternes Grænse Bet-Sjean med Småbyer, Ta'anak med Småbyer, Megiddo med Småbyer og Dor med Småbyer. I dem boede Israels Søn Josefs Sønner.
13O	7	30	A Sønner: Jimna, Jisjva, Jisjvi og Beri'a og deres Søster Sera.
13O	7	31	Beri'as Sønner: Heber og Malkiel, som var Birzajits Fader.
13O	7	32	Heber avlede Jaflet, Sjomer, Hotam og deres Søster Sjua.
13O	7	33	Jaflets Sønner: Pasak, Bimhal og Asjvat; det var Jaflets Sønner.
13O	7	34	Sjemers Sønner: Ahi, Roga, Hubba og Aram.
13O	7	35	Hans Broder Hotams Sønner: Zofa, Jimna, Sjelesj og Amal.
13O	7	36	Zofas Sønner: Sua, Harnefer, Sjual, Beri, Jimra,
13O	7	37	Bezer, Hod, Sjamma, Sjilsja, Jitran og Be'era.
13O	7	38	Jeters Sønner: Jefunne, Pispa og Ara.
13O	7	39	Ullas Sønner: Ara, Hanniel og Rizja.
13O	7	40	Alle disse var Asers Sønner. Overhoveder for Fædrenehusene, udsøgte dygtige Krigere, Overhoveder for Øversterne. De, der var indført i Slægtebogen som brugelige til Krigstjeneste, talte 26000.
13O	8	1	Benjamin avlede Bela, den førstfødte, Asjbel den anden, Ahiram den tredje,
13O	8	2	Noha den fjerde og Rafa den femte.
13O	8	3	Bela havde Sønner: Ard, Gera, Ehuds Fader,
13O	8	4	Abisjua, Na'aman, Ahoa,
13O	8	5	Gera, Sjefufan og Hufam.
13O	8	6	Ehuds Sønner var følgende de var Overhoveder for Fædrenehusene blandt Gebas Indbyggere, men førtes bort til Manahat,
13O	8	7	da Na'aman, Ahija og Gerå førte dem bort -: Han avlede Uzza og Ahihud.
13O	8	8	Sjaharajim avlede på Moabs Slette - efter at han havde sendt sine Hustruer Husjim og Ba'ara bort
13O	8	9	han avlede med sin Hustru Hodesj: Jobab, Zibja, Mesja, Malkam,
13O	8	10	Je'uz, Sakeja og Mirma; det var hans Sønner, Overhoveder for Fædrenehuse;
13O	8	11	og med Husjim avlede han Abitub og Elpa'al.
13O	8	12	Elpa'als Sønner: Eber, Misj'am og Sjemer, som byggede Ono og Lod med Småbyer.
13O	8	13	Beri'a og Sjema var Overhoveder for Fædrenehusene blandt Indbyggerne i Ajjalon; det var dem, der slog Indbyggerne i Gat på Flugt.
13O	8	14	Deres Brødre var Elpa'al Sjasjak og Jeremot.
13O	8	15	Og Zebadja, Arad, Eder,
13O	8	16	Mikael, Jisjpa og Joha var Beri'as Sønner.
13O	8	17	Zebadja, Mesjullam' Hizki, Heber,
13O	8	18	Jisjmeraj, Jizli'a og Jobab var Elpa'als Sønner.
13O	8	19	Jakim, Zikri, Zabdi,
13O	8	20	Eljoenaj, Zilletaj, Eliel,
13O	8	21	Adaja, Beraja og Sjimrat var Sjim'is Sønner.
13O	8	22	Jisjpan, Eber, Eliel,
13O	8	23	Abdon, Zikri, Hanan,
13O	8	24	Hananja, Elam, Antotija,
13O	8	25	Jifdeja og Penuel var Sjasjaks Sønner.
13O	8	26	Sjamsjeraj, Sjeharja, Atalja,
13O	8	27	Ja'aresjja, Elija og Zikri var Jerohatns Sønner.
13O	8	28	Disse var Overhoveder for Fædrenehuse, Overhoveder efter deres Slægter; de boede i Jerusalem.
13O	8	29	I Gibeon boede Je'uel, Gibeons Fader, hvis Hustru hed Ma'aka;
13O	8	30	hans førstefødte Søn var Abdon, dernæst Zur, Kisj, Ba'al, Ner, Nadab,
13O	8	31	Gedor, Ajo, Zeker og Miklot.
13O	8	32	Miklot avlede Sjim'a. Også disse boede over for deres Brødre sammen med deres Brødre i Jerusalem.
13O	8	33	Ner avlede Kisj. Kisj avlede Saul. Saul avlede Jonatan, Malkisjua, Abinadab og Esjba'al.
13O	8	34	Jonatans Søn var Meribba'al. Meribba'al avlede Mika.
13O	8	35	Mikas Sønner: Piton, Melek, Ta'rea og Ahaz.
13O	8	36	Ahaz avlede Jehoadda. Jehoadda avlede Alemet, Azmavet og Zimri. Zimri avlede Moza.
13O	8	37	Moza avlede Bin'a, hans Søn var Rafa hans Søn El'asa, hans Søn Azel.
13O	8	38	Azel havde seks Sønner, hvis Navne var Azrikam, Bokeru, Jisjmael, Sjearja, Obadja og Hanan; alle disse var Azels Sønner.
13O	8	39	Hans Broder Esjeks Sønner: Ulam, den førstefødte, Je'usj den anden og Elifelet den tredje.
13O	8	40	Ulams Sønner var dygtige Krigere, der spændte Bue og havde mange Sønner og Sønnesønner. Alle disse var Benjamins Sønner.
13O	9	1	Alle Isreaeliter blev indført i Slægtebøger og findes optegnede i Israels Kongers Bog. Men Juda blev ført i Landflygtighed til Babel for sin Utroskabs Skyld.
13O	9	2	De tidligere Indbyggere, som levede på deres Ejendom i deres Byer: Israel, Præsterne, Leviterne og Tempeltrællene.
13O	9	3	I Jerusalem boede af Judæere, Benjaminiter, Efraimiter og Manassiter følgende.
13O	9	4	Af Judæerne: Utaj, en Søn af Ammihud, en Søn af Omri, en Søn af Imri, en Søn af Bani, en af Judas Søn Perez's Sønner.
13O	9	5	Af Sjelaniterne: Den førstefødte Asaja og hans Sønner.
13O	9	6	Af Zeraiterne: Je'uel og deres Brødre, 690.
13O	9	7	Af Benjaminiterne: Sallu, en Søn af Mesjullam, en Søn af Hodavja, en Søn af Hassenua;
13O	9	8	Jibneja, en Søn af Jeroham; Ela, en Søn af Mikris Søn Uzzi; Mesjullam, en Søn af Sjefatja, en Søn af Re'uel, en Søn af Jibneja;
13O	9	9	desuden deres Brødre efter deres Slægter, 956. Alle disse Mænd var Overhoveder for deres Fædrenehuse.
13O	9	10	Af Præsterne: Jedaja, Jojarib, Jakin,
13O	9	11	Azarja, en Søn af Hilkija, en Søn af Mesjullam, en Søn af Zadok, en Søn af Merajot, en Søn af Ahitub, Øversten over Guds Hus;
13O	9	12	Adaja, en Søn af Jeroham, en Søn af Pasjhur, en Søn af Malkija; Masaj, en Søn af Adiel, en Søn at Jazera, en Søn af Mesjullam, en Søn af Mesjillemit, en Søn af Immer;
13O	9	13	desuden deres Brødre, Overhovederne for deres Fædrenehuse, 1760, dygtige Mænd til Tjenesten i Guds Hus.
13O	9	14	Af Leviterne: Sjemaja, en Søn af Hassjub, en Søn at Azrikam, en Søn af Hasjabja af Merariterne,
13O	9	15	Bakbakkar, Heresj, Galal, Mattanja en Søn af Mika, en Søn af Zikri, en Søn af Asaf,
13O	9	16	Obadja, en Søn af Sjemaja, en Søn af Galal, en Søn af Jedutun, og Berekja, en Søn af Asa, en Søn af Elkana, som boede i Netofatiternes Landsbyer.
13O	9	17	Dørvogterne: Sjallum, Akkub, Talmon og Ahiman og deres Brødre; Sjallum var Overhovedet
13O	9	18	og har endnu sin Plads ved Kongeporten mod Øst. Det var Dørvogterne i Leviternes Lejre.
13O	9	19	Sjallum, en Søn af Kore, en Søn af Ebjasaf, en Søn af Hora, og hans Brødre af hans Fædrenehus, Koraiterne, havde Vagttjenesten ved Teltets Tærskler; deres Fædre havde nemlig holdt Vagt ved Indgangen til HERRENs Lejr;
13O	9	20	Pinehas, Eleazars Søn - HERREN være med ham! - var fordum deres Øverste;
13O	9	21	Mesjelemjas Søn Zekarja var Dørvogter ved Indgangen til Åbenbaringsteltet.
13O	9	22	Tilsammen udgjorde de, der var udvalgt til at holde Vagt ved Tærsklerne, 212. De indførtes i de res Slægtebøger i deres Landsbyer. David og Seeren Samuel indsatte dem i deres Embede;
13O	9	23	de og deres Sønner holdt Vagt ved Portene til HERRENs Hus, Teltboligen.
13O	9	24	Dørvogterne stod mod alle fire Verdenshjørner, mod Øst, Vest, Nord og Syd,
13O	9	25	og deres Brødre i deres Landsbyer skulde fra Tid til anden, syv Dage ad Gangen, møde for at stå dem bi;
13O	9	26	thi hine fire Øverster for Dørvogterne gjorde stadig Tjeneste. Det var Leviferne. Fremdeles havde de Tilsyn med Kamrene og Forrådsrummene i Guds Hus,
13O	9	27	og de overnattede rundt omkring Guds Hus, thi de havde det Hverv at holde Vagt, og de skulde lukke op hver Morgen.
13O	9	28	Nogle af dem havde Tilsyn med de til Tjenesten hørende Ting og talte dem, både når de gemte dem hen, og når de tog dem frem.
13O	9	29	Andre var sat til at føre Tilsyn med Tingene, alle de hellige Ting, og med Hvedemelet, Vinen, Olien, Røgelsen og de vellugtende Stoffer.
13O	9	30	Nogle af Præsternes Sønner lavede Salven af de vellugtende Stoffer.
13O	9	31	En af Leviterne, Mattitja, Koraiten Sjallums førstefødte Søn. havde det Hverv at tillave Bagværket.
13O	9	32	Nogle af deres Brødre Kehatiterne havde Tilsyn med Skuebrødene og skulde lægge dem til Rette hver Sabbat.
13O	9	33	Det var Sangerne, Overhovederne for Leviternes Fædrenehuse. De opholdt sig i Kamrene, fri for anden Gerning, da de havde Tjeneste Dag og Nat.
13O	9	34	Det var Overhovederne for Leviternes Fædrenehuse, Overhoveder efter deres Slægter. De boede i Jerusalem.
13O	9	35	I Gibeon boede Je'uel, Gibeons Fader, hvis Hustru hed Ma'aka;
13O	9	36	hans førstefødfe Søn var Abdon, dernæst Zur, Kisj, Ba'al, Ner, Nadab,
13O	9	37	Gedor, Ajo, Zekarja og Miklot.
13O	9	38	Miklot avlede Sjim'am. Også de boede over for deres Brødre sammen med deres Brødre i Jerusalem.
13O	9	39	Ner avlede Kisj. Kisj avlede Saul. Saul avlede Jonatan, Malkisjua, Abinadab og Esjba'al.
13O	9	40	Jonatans Søn var Meribba'al. Meribba'al avlede Mika.
13O	9	41	Mikas Sønner: Piton, Melek, Ta'rea og Ahaz.
13O	9	42	Ahaz avlede Jehoadda. Jehoadda avlede Alemet, Azmavet og Zimri. Zimri avlede Moza.
13O	9	43	Moza avlede Bin'a, hans Søn var Refaja, hans Søn El'asa, hans Søn Azel.
13O	9	44	Azel havde seks Sønner, hvis Navne var Azrikam, Bokeru, Jisjmael, Sjearja, Obadja og Hanan; det var Azels Sønner.
13O	10	1	Filisterne angreb Israel; og Israeals Mænd flygtede for Filisterne, og de faldne lå rundt om på Gilboas Bjerg.
13O	10	2	Og Filisterne forfulgte Saul og hans Sønner og dræbte Sauls Sønner, Jonatan, Abinadab og Malkisjua.
13O	10	3	Kampen rasede om Saul, og han blev opdaget af Bueskytterne og grebes af stor Angst for dem.
13O	10	4	Da sagde Saul til sin Våbendrager: "Drag dit Sværd og gennembor mig, for at ikke disse uomskårne skal komme og mishandle mig!" Men Våbendrageren vilde ikke, thi han gøs tilbage derfor. Da tog Saul Sværdet og styrtede sig i det,
13O	10	5	og da Våbendrageren så, at Saul var død, styrtede også han sig i sit Sværd og døde.
13O	10	6	Således fulgtes Saul, hans tre Sønner og hele hans Slægt i Døden.
13O	10	7	Men da alle Israeliteme i Dalen så, at Israels Mænd var flygtet, og at Saul og hans Sønner var faldet, forlod de deres Byer og flygtede, hvorpå Filisterne kom og besatte dem.
13O	10	8	Da Filisterne Dagen efter kom for at plyndre de faldne, fandt de Saul og hans Sønner liggende på Gilboas Bjerg.
13O	10	9	De plyndrede ham da og tog hans hoved og Våben med sig og sendte Bud rundt iilisternes Land for at bringe deres Afguder og Folket Glædesbudet.
13O	10	10	Våbnene lagde dei deres Guds Hus, men Hovedskallen hængte de op i Dagons Hus.
13O	10	11	Men da alle de, som boede i Gilead, hørte alt, hvad Filisterne havde gjort ved Saul,
13O	10	12	brød alle våbenføre Mænd op, og de tog Sauls og hans Sønners Lig ned, bragte dem med til Jabesj og jordede deres Ben under Terebinten i Jabesj og fastede syv Dage.
13O	10	13	Således døde Saul for den Utroskabs Skyld, han havde vist HERREN, fordi han ikke havde givet Agt på HERRENs Ord, også fordi han havde adspurgt en Ånd for at få et Råd
13O	10	14	og ikke søgt; Råd hos HERREN. Derfor lod han ham dø, og Kongemagten lod han gå over til David, Isajs Søn.
13O	11	1	Derpå samlede hele Israel sig hos David i Hebron og sagde: "Vi er jo dit Kød og Blod!"
13O	11	2	Allerede før i Tiden, medens Saul var Konge, var det dig, som førte Israel ud i Kamp og hjem igen; og HERREN din Gud sagde til dig: Du skal vogte mit Folk Israel og være Hersker over mit Folk Israel!"
13O	11	3	Og alle Israels Ældste kom til Kongen i Hebron, og David sluttede i Hebron Pagt med dem for HERRRNs Åsyn, og de salvede David til Konge over Israel efter HERRENs Ord ved Samuel.
13O	11	4	Derpå drog David med hele Israel til Jerusalem, det er Jebus; der boede Jebusiterne, Landets oprindelige Indbyggere;
13O	11	5	og Indbyggerne i Jebus sagde til David: "Her kan du ikke trænge ind!" Men David indtog Klippeborgen Zion, det er Davidsbyen.
13O	11	6	Og David sagde: "Den, der først slår en Jebusit, skal være Øverste og Hærfører!" Og da Joab, Zentjas Søn, var den første, der steg derop, blev han Øverste.
13O	11	7	Så tog David Bolig i Klippeborgen, hvorfor man kaldte den Davidsbyen;
13O	11	8	og han befæstede Byen hele Vejen rundt fra Millo af; Resten af Byen genopførte Joab.
13O	11	9	Og David blev mægtigere og mægtigere; Hærskarers HERRE var med ham.
13O	11	10	Følgende var de ypperste at Davids Helte, som sammen med hele Israel kraftig stod ham bi med at nå Kongedømmet, så de fik ham valgt til Konge efter HERRENs Ord til Israel.
13O	11	11	Navnene på Davids Helte var følgende: Isjba'al, Hakmonis Søn, Anføreren for de tre; det var ham, som engang svang sit Spyd over 300 faldne på een Gang.
13O	11	12	Blandt de tre Helte kom efter ham Ahohiten El'azar, Dodos Søn;
13O	11	13	han var med David ved PasDammim, dengang Filisterne samlede sig der til Kamp. Marken var fuld af Byg, og Folkene flygtedefor Filisterne;
13O	11	14	men han stillede sig op midt på Marken og holdt den og huggede Filisterne ned; og HERREN gav dem en stor Sejr.
13O	11	15	Engang drog tre af de tredive ned til David på Klippen, til Adullams Hule, medens Filisternes Hær var lejret i Refaimdalen.
13O	11	16	David var dengang i Hlippeborgen, medens Filisternes Foged var i Betlehem.
13O	11	17	Så vågnede Lysten hos David, og han sagde: "Hvem skaffer mig en Drik Vand fra Cisternen ved Betlehems Port?"
13O	11	18	Da banede de tre Helte sig Vej gennem Filisternes Lejr, øste Vand af Cisternen ved Betlehems Port og bragte David det. Han vilde dog ikke drikke det, men udgød det for HERREN
13O	11	19	med de Ord: "Gud vogte mig for at gøre det! Skulde jeg drikke de Mænds blod, som har vovet deres Liv? Thi med Fare for deres Liv har de hentet det!"  Og han vilde ikke drikke det. Den Dåd udførte de tre Helte.
13O	11	20	Abisjaj, Joabs Broder, var Anfører for de tredive. Han svang sit Spyd over de faldne, og han var navnkundig blandt de tredive;
13O	11	21	iblandt de tredive var han højt æret, og han var deres Anfører; men de tre nåede han ikke.
13O	11	22	Benaja, Jojadas Søn, var en tapper Mand fra Kabze'el, der havde udført store Heltegeminger; han fældede de to Arielsønner fra Moab; og han steg ned og fældede en Løve i en Cisterne, en Dag den var faldet Sne.
13O	11	23	Ligeledes fældede han Ægypteren, en kæmpestor Mand, fem Alen høj. Ægypteren havde et Spyd som en Væverbom i Hånden, men han gik ned imod ham med en Stok, vristede Spydet ud af Hånden på ham og dræbte ham med hans eget Spyd.
13O	11	24	Disse Heltegerninger udførte Benaja, Jojadas Søn, og han var navnkundig iblandt de tredive Helte;
13O	11	25	iblandt de tredive var han højt æret, men de tre nåede han ikke. David satte ham over sin Livvagt.
13O	11	26	De tapre Helte var: Asa'el, Joabs Broder; Elhanan, Dodos Søn, fra Betlehem;
13O	11	27	Haroriten Sjammot; Peloniten Helez;
13O	11	28	Ira, Ikkesj's Søn, fra Tekoa; Abiezer fra Anatot;
13O	11	29	Husjatiten Sibbekaj; Ahohiten Ilaj;
13O	11	30	Maharaj fra Netofa; Heled, Ba'anas Søn, fra Netofa;
13O	11	31	Itaj, Ribajs Søn, fra det benjaminitiske Gibea; Benaja fra Pir'aton;
13O	11	32	Huraj fra Nahale-Ga'asj; Abiel fra Araba;
13O	11	33	Azmavet fra Bahurim.; Sja'alboniten Eljaba;
13O	11	34	Guniten Jasjen; Harariten Jonatan, Sjammas, Søn;
13O	11	35	Harariten Ahi'am, Sakars Søn; Elifal, Urs Søn;
13O	11	36	Mekeratiten Hefer; Peloniten Ahija;
13O	11	37	Hezro fra Karmel; Na'araj, Ezbajs Søn;
13O	11	38	Joel, Natans Broder; Mibhar, Hagritens Søn;
13O	11	39	Ammoniten Zelek; Naharaj fra Berot, der var Joabs, Zerujas Søns, Våbendrager;
13O	11	40	Ira fra Jattir; Gareb fra Jattir;
13O	11	41	Hetiten Urias; Zabad, Alajs Søn;
13O	11	42	Rubeniten Adina, Sjizas Søn, et af Rubeniternes Overhoveder over tredive;
13O	11	43	Hanan, Ma'akas Søn; Mitniten Josjafat;
13O	11	44	Uzzija fra Asjtarot; Sjama og Je'uel, Aroeriten Hotams Sønner;
13O	11	45	Jediael, Sjimris Søn, og hans Broder Tiziten Joha;
13O	11	46	Mahaviten Eliel; Jeribaj og Josjavja, Elna'ams Sønner; Moabiten Jitma;
13O	11	47	Eliel, Obed og Ja'asiel fra Zoba.
13O	12	1	Følgende er de, der kom til David i Ziklag, medens han måtte holde sig skjult for Saul, Kisj's Søn. De hørte til Heltene, som hjalp til i Kampen;
13O	12	2	de var væbnet med Bue og øvet i Stenkast og Pileskydning både med højre og venstre Hånd; de hørte til Sauls Brødre, Benjaminiterne.
13O	12	3	Deres Overhoved var Ahiezer; dernæst Joasj, Sjema'as Søn, fra Gibea, Jeziel og Pelet, Azmavets Sønner, Beraka, Jehu fra Anatot,
13O	12	4	Jisjmaja fra Gibeon, en Helt blandt de tredive og Høvedsmand over de tredive, Jirme'ja, Jahaziel, Johanan, Jozabad fra Gedera,
13O	12	5	El'uzaj, Jerimot, Bealja, Sjemarja, Sjefatja fra Harif,
13O	12	6	Elkana, Jissjija, Azar'el, Jo'ezer og Jasjobam, Koraiterne,
13O	12	7	Joela og Zebadja, Sønner af Jeroham fra Gedor.
13O	12	8	Af Gaditerne slutfede nogle sig dygtige Krigere, øvede Krigsmænd, væbnet med Skjold og Spyd; de var som Løver at se på og rappe som Gazellerne på Bjergene.
13O	12	9	Deres Overhoved var Ezer, Obadja den anden, Eliab den tredje,
13O	12	10	Masjmanna den fjerde, Jirmeja den femte,
13O	12	11	Attaj den sjette, Eliel den syvende,
13O	12	12	Johanan den ottende, Elzabad den niende,
13O	12	13	Jirmeja den tiende, Makbannaj den ellevte.
13O	12	14	De var Anførere blandt Gaditerne; den mindste af dem tog det op med hundrede, den største med tusind.
13O	12	15	Det var dem, der gik over Jordan i den første Måned, engang den overalt var gået over sine Bredder, og slog alle Dalboerne på Flugt både mod Øst og Vest.
13O	12	16	Engang kom nogle Benjaminiter og Judæere til David i Klippeborgen;
13O	12	17	David gik ud til dem, tog til Orde og sagde: "Hvis I kommer til mig i fredelig Hensigt, for at hjælpe mig, er jeg af Hjertet rede til at gøre fælles Sag med eder; men er det for at forråde mig til mine Fjender, skønt der ikke er Uret i mine Hænder, da se vore Fædres Gud til og straffe det!"
13O	12	18	Så iførte Ånden sig Amasaj, de tredives Anfører, og han sagde: "For dig, David, og med dig, Isajs Søn!  Fred, Fred være med dig, og Fred med dine Hjælpere, thi dig hjælper din Gud!" Da tog David imod dem og satte dem i Spidsen for Krigerskaren.
13O	12	19	Af Manasse gik nogle over til David. Det var, dengang han sammen med Filisterne drog i Kamp mod Saul, uden at han dog blev dem til Hjælp, fordi Filisternes Fyrster efter at have holdt Rådslagning sendte ham bort, idet de sagde: "Det koster vore Hoveder, hvis han går over til sin Herre Saul!"
13O	12	20	Da han så drog til Ziklag, gik følgende Manassiter over til ham: Adna, Jozabad, Jediael, Mikael, Jozabad, Elibu og Zilletaj, der var Overhoveder for Slægter i Manasse;
13O	12	21	de hjalp siden David imod Strejfskarerne, thi de var alle dygtige Krigere og blev Førere i Hæren.
13O	12	22	Der kom nemlig daglig Folk til David for at hjælpe ham, så det til sidst blev en stor Hær, stor som Guds Hær.
13O	12	23	Følgende er Tallene på Førerne for de væbnede Krigere, der kom til David i Hebron for at gøre ham til Konge i Sauls Sted efter HERRENs Bud:
13O	12	24	Af Judæere, der har Skjold og Spyd, 6800 væbnede Krigere;
13O	12	25	af Simeoniterne 7100 dygfige Krigshelte;
13O	12	26	af Leviterne 4600,
13O	12	27	dertil Øverstenover Arons Slægt, Jojada, fulgt af 3700,
13O	12	28	og Zadok, en ung, dygtig Kriger, med sit Fædrenehus, 22 Førere;
13O	12	29	af Benjaminiterne, Sauls Brødre, 3000, men de fleste af dem holdt endnu fast ved Sauls Hus;
13O	12	30	af Efraimiterne 20800 dygtige Krigere, navnkundige Mænd i deres Fædrenehuse;
13O	12	31	af Manasses halve Stamme 18.000 navngivne Mænd, der skulde gå hen og gøre David til Konge;
13O	12	32	af Issakariterne, der forstod sig på Tiderne, så de skønnede, hvad Israel havde at gøre, 200 Førere og alle deres Brødre, der stod under dem;
13O	12	33	af Zebulon 50.000, øvede Krigere, udrustet med alle Hånde Våben, med een Vilje rede til Kamp;
13O	12	34	af Naftali 1.000 Førere, fulgt af 37.000 Mænd med Skjold og Spyd;
13O	12	35	af Daniterne 28.600, udrustede Mænd;
13O	12	36	af Aser 40.000, øvede Krigere, rustet til Kamp;
13O	12	37	fra den anden Side af Jordan, fra Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme, 120.000 Mænd med alle Hånde Krigsvåben.
13O	12	38	Med helt Hjerte og rede til Kamp kom alle disse Krigere til Hebron for at gøre David til Konge over hele Israel; men også det øvrige Israel var endrægtigt med til at gøre David til Konge.
13O	12	39	De blev der hos David i tre Dage og spiste og drak, thi deres Brødre havde forsynet dem;
13O	12	40	også de, der boede i deres Nærhed lige til Issakar, Zebulon og Naftali, bragte dem Levnedsmidler på Æsler, Kameler, Muldyr og Okser, Fødevarer af Mel, Figenkar, Rosinkager, Vin, Olie, Hornkvæg og Småkvæg i Mængde; thi der var Glæde i Israel.
13O	13	1	Efter at have rådført sig med Tusindførerne og Hundredeførerne, alle Øversterne,
13O	13	2	sagde David til hele Israels Forsamling: "Hvis det tykkes eder godt, og det er HERREN vor Guds Vilje, lad os så sende Bud til vore Brødre, der er tilbage i alle Israels Landsdele, og ligeledes til Præsterne og Leviterne i Byerne, hvor de har deres Græsmarker, at de skal samles hos os,
13O	13	3	for at vi kan bringe vor Guds Ark tilbage til os, thi i Sauls Dage spurgte vi ikke om den."
13O	13	4	Og hele Forsamlingen svarede, at det skulde man gøre, thi alt Folket fandt Forslaget rigtigt.
13O	13	5	Så samlede David bele Israel lige fra Sjihor i Ægypten til Egnen ved Hamat for at hente Guds Ark i Kirjat-Jearim.
13O	13	6	Derpå drog David og hele tsrael op til Ba'ala, til Kirjat-Jearim i Juda for der at hente Gud HERRENs Ark, over hvilken hans Navn er nævnet, han, som troner over Keruberne.
13O	13	7	De førte da Guds Ark bort fra Abinadabs Hus på en ny Vogn, og Uzza og Ajo kørte Vognen.
13O	13	8	David og hele Israel legede af alle Kræfter for Guds Åsyn til Sang og til Citre, Harper, Pauker, Cymbler og Trompeter.
13O	13	9	Men da de kom til Kidons Tærskeplads, rakte Uzza Hånden ud for at gribe fat i Arken, fordi Okserne snublede.
13O	13	10	Da blussede HERRENs Vrede op mod Uzza, og han slog ham, fordi han rakte Hånden ud mod Arken, og han døde på Stedet for Guds Åsyn.
13O	13	11	Men David græmmede sig over, at HERREN havde tilføjet Uzza et Brud. Derfor kaldte man Stedet Perez-Uzza, som det hedder den Dag i Dag.
13O	13	12	Og David grebes den Dag af Frygt for Gud og sagde: "Hvor kan jeg da lade Guds Ark komme hen hos mig!"
13O	13	13	Og David flyttede ikke Arken hen hos sig i Davidsbyen, men lod den sætte ind i Gatiten Obed-Edoms Hus.
13O	13	14	Guds Ark blev så i Obed-Edoms Hus tre Måneder, og HERREN velsignede Obed-Edoms Hus og alt, hvad hans var.
13O	14	1	Kong Hiram af Tyrus sendte Sendebud til David med Cedertræer og tillige Murere og Tømmermænd for at bygge ham et Hus.
13O	14	2	Da skønnede David, at HERREN havde sikret hans Kongemagt over Israel og højnet hans Kongedømme for sit Folk Israels Skyld.
13O	14	3	David tog i Jerusalem endnu flere Hustruer og avlede flere Sønner og Døtre.
13O	14	4	Navnene på de Børn, han fik i Jerusalem, er følgende: Sjammua, Sjobab, Natan, Salomo,
13O	14	5	Jibhar, Elisjua, Elpelet,
13O	14	6	Noga, Nefeg, Jaf1a,
13O	14	7	Elisjama, Be'eljada og Elifelet.
13O	14	8	Men da Fiilisterne hørte, at David var salvet til Konge over hele Israel, rykkede de alle ud for at søge efter ham. Ved Efterretningen herom drog David ud for at møde dem,
13O	14	9	medens Filisterne kom og bredte sig i Refaimdalen.
13O	14	10	David rådspurgte da Gud: "Skal jeg drage op mod Filisterne? Vil du give dem i min Hånd?" Og HERREN svarede ham: "Drag op, thi jeg vil give dem i din Hånd!"
13O	14	11	Så drog de op til Ba'al-Perazim, og der slog han dem. Da sagde David: "Gud har brudt igennem mine Fjender ved min Hånd, som Vand bryder igennem!" Derfor kalder man Stedet Ba'al-Perazim.
13O	14	12	Og de lod deres Guder i Stikken der, og David bød, at de skulde opbrændes.
13O	14	13	Men Filisterne bredte sig på ny i Dalen.
13O	14	14	Da David atter rådspurgte Gud, svarede han: "Drag ikke efter dem, men omgå dem og fald dem i Ryggen ud for Bakabuskene.
13O	14	15	Når du da hører Lyden af Skridt i Bakabuskenes Toppe, skal du drage i Kamp, thi så er Gud draget ud foran dig for at slå Filisternes Hær."
13O	14	16	David gjorde, som Gud bød, og de slog Filisternes Hær fra Gibeon til hen imod Gezer.
13O	14	17	Og Davids Ry bredte sig i alle Lande, idet HERREN Iod Frygt for ham komme over alle Hedningefolkene.
13O	15	1	Siden byggede han sig Huse i Davidsbyen og beredte Guds Ark et Sted, idet han rejste den et Telt
13O	15	2	Ved den Lejlighed sagde David: "Ingen andre end Leviterne må bære Guds Ark, thi dem har HERREN udvalgt til at bære Guds Ark og til at gøre Tjeneste for ham til evig Tid."
13O	15	3	Og David samlede hele Israel i Jerusalem for at føre HERRENs Ark op til det Sted, han havde beredt den.
13O	15	4	Og David samlede Arons Sønner og Leviterne:
13O	15	5	Af Kehatiterne Øversten Uriel og hans Brødre, 120;
13O	15	6	af Merariterne Øversten Asaja og hans Brødre, 220;
13O	15	7	af Gersoniterne Øversten Joel og hans Brødre, 130;
13O	15	8	af Elizafans Sønner Øversten Sjemaja og hans Brødre, 200;
13O	15	9	af Hebrons Sønner Øversten Eliel og hans Brødre, 80;
13O	15	10	af Uzziels Sønner Øversten Amminadab og hans Brødre, 112.
13O	15	11	Så lod David Præsterne Zadok og Ebjatar og Leviterne Uriel, Asaja, Joel, Sjemaja, Eliel og Amminadab kalde
13O	15	12	og sagde til dem: "I er Overhoveder for Leviternes Fædrenehuse; helliger eder tillige med eders Brødre og før HERRENs, Israels Guds, Ark op til det Sted, jeg har beredt den;
13O	15	13	det var jo, fordi I ikke var med første Gang, at HERREN vor Gud tilføjede os et Brud; thi vi søgte ham ikke på rette Måde."
13O	15	14	Så helligede Præsferne og Leviterne sig for at føre HERRENs, Israels Guds, Ark op;
13O	15	15	og Levis Sønner løftede med Bærestængerne Guds Ark op på Skuldrene, som Moses havde påbudt efter HERRENS Ord.
13O	15	16	Fremdeles bød David Leviternes Øverster at lade deres Brødre Sangerne stille sig op med Musikinstrumenter, Harper, Citre og Cymbler og lade høje Jubeltoner klinge.
13O	15	17	Så lod Leviterne Heman, Joels Søn, og af hans Brødre Asaf, Berekjas Søn, og af deres Brødre Merariterne Etan, Husjajas Søn, stille sig op
13O	15	18	og ved Siden af dem deres Brødre af anden Rang Zekarja, Uzziel, Sjemiramot, Jehiel, Unni, Eliab, Benaja, Ma'aseja, Mattitja, Elipelehu og Miknejahu og Dørvogterne Obed-Edom og Je'iel;
13O	15	19	Sangerne Heman, Asaf og Etan skulde spille på Kobbercymbler,
13O	15	20	Zekarja, Uzziel, Sjemiramot, Jehiel, Unni, Eliab, Ma'aseja og Benaja på Harper al-alamot;
13O	15	21	Mattitja, Elipelehu, Miknejahu, Obed-Edom og Je'iel skulde lede Sangen med Citre al-hassjeminit;
13O	15	22	Konanja, Leviternes Øverste over dem, der bar, skulde lede disse, da han forstod sig derpå;
13O	15	23	Berekja og Elkana skulde være Dørvogtere ved Arken;
13O	15	24	Præsterne Sjebanja, Josjafat, Netan'el, Amasaj, Zekarja, Benaja og Eliezer skulde blæse i Trompeterne foran Guds Ark; og Obed-Edom og Jehija skulde være Dørvogtere ved Arken.
13O	15	25	Derpå drog David, Israels Ældste og Tusindførerne hen for under Festglæde at lade HERRENs Pagts Ark bringe op fra Obed-Edoms Hus,
13O	15	26	og da Gud hjalp Leviterne, der har HERRENs Pagts Ark, ofrede man syv Tyre og syv Vædre.
13O	15	27	David har en fin linned Kappe, ligeledes alle Leviterne, der har Arken, og Sangerne og Konanja, som ledede dem, der bar. Og David var iført en linned Efod.
13O	15	28	Og hele Israel bragte HERRENs Pagts Ark op under Festjubel og til Hornets, Trompeternes og Cymblernes Klang, under Harpe- og Citerspil.
13O	15	29	Men da HERRENs Pagts Ark kom til Davidsbyen, så Sauls Datter Mikal ud af Vinduet, og da hun så Kong David springe og danse, ringeagtede hun ham i sit Hjerte.
13O	16	1	De førte så Guds Pagts Ark ind og stillede den midt i det Telt, David havde rejst den; og de ofrede Brændofre og Takofre for Guds Åsyn.
13O	16	2	Og da David var færdig med Brændofrene og Takofrene, velsignede han Folket i HERRENs Navn
13O	16	3	og uddelte til hver enkelt Israelit, både Mand og Kvinde, en Brødskive, et Stykke Kød og en Rosinkage.
13O	16	4	Foran HERRENs Ark stillede han nogle af Leviterne til at gøre Tjeneste og til at takke, love og prise HERREN, Israels Gud;
13O	16	5	Asaf var Leder, og næst efter ham kom Zekarja, så Uzziel, Sjemiramot, Jehiel, Mattitja, Eliab, Benaja, Obed-Edom og Je'iel med Harper og Citre, medens Asaf lod Cymblerne klinge,
13O	16	6	og Præsterne Benaja og Jahaziel stadig blæste i Trompeterne foran Guds Pagts Ark.
13O	16	7	Den Dag, ved den Lejlighed, overdrog David for første Gang Asaf og hans Brødre at lovsynge HERREN.
13O	16	8	Pris HERREN, påkald hans Navn, gør hans Gerninger kendte blandt Folkeslag!
13O	16	9	Syng og spil til hans Pris, tal om alle hans Undere,
13O	16	10	ros jer af hans hellige Navn, eders Hjerte glæde sig, I, som søger HERREN,
13O	16	11	spørg efter HERREN og hans Magt, søg bestandig hans Åsyn;
13O	16	12	kom i Hu de Undere, han øved, hans Tegn og hans Munds Domme,
13O	16	13	I, hans Tjener, Israels Sæd. hans udvalgte, Jakobs Sønner!
13O	16	14	Han, HERREN, er vor Gud, hans Domme når ud over Jorden;
13O	16	15	han ihukommer for evigt sin Pagt, i tusind Slægter sit Tilsagn,
13O	16	16	Pagten. han slutted med Abraham, Eden, han tilsvor Isak:
13O	16	17	han holdt dem i Hævd som Ret for Jakob, en evig Pagt for Israel,
13O	16	18	idet han sagde: "Dig giver jeg Kana'ans Land som eders Arvelod."
13O	16	19	Da de kun var en liden Hob, kun få og fremmede der,
13O	16	20	og vandred fra Folk til Folk, fra et Rige til et andet,
13O	16	21	tillod han ingen at volde dem Men, men tugted for deres Skyld Konger:
13O	16	22	"Rør ikke mine Salvede, gør ikke mine Profeter ondt!"
13O	16	23	Syng for HERREN, al Jorden, fortæl om hans Frelse Dag efter dag;
13O	16	24	kundgør hans Ære blandt Folkene, hans Undere blandt alle Folkeslag!
13O	16	25	Thi stor og højlovet er HERREN, forfærdelig over alle Guder;
13O	16	26	thi alle Folkeslagenes Guder er Afguder, HERREN er Himlens Skaber.
13O	16	27	For hans Åsyn er Højhed og Hæder, Pris og Fryd i hans Helligdom.
13O	16	28	Giv HERREN, I Folkeslags Slægter, giv HERREN Ære og Pris,
13O	16	29	giv HERREN hans Navns Ære, bring Gaver og kom for hans Åsyn, tilbed HERREN i helligt Skrud,
13O	16	30	bæv for hans Åsyn, al Jorden!  Han grundfæsted Jorden, den rokkes ikke.
13O	16	31	Himlen glæde sig Jorden juble, det lyde blandt Folkene: "HERREN har vist, han er Konge!"
13O	16	32	Havet med dets Fylde bruse, Marken juble og alt, hvad den bærer.
13O	16	33	Da fryder sig Skovens Træer for HERRENs Åsyn, thi han kommer, han kommer at dømme Jorden.
13O	16	34	Lov HERREN, thi han er god, og hans Miskundhed varer evindelig!
13O	16	35	Og sig: "Frels os, vor Frelses Gud, saml os og fri os fra Folkene, at vi må love dit hellige Navn; med Stolthed synge din Pris!"
13O	16	36	Lovet være HERREN, Israels Gud, fra Evighed og til Evighed! Da sagde hele Folket: "Amen!" og: "Lov HERREN!"
13O	16	37	Så lod han Asaf og hans Brødre blive der foran HERRENs Pagts Ark for altid at gøre Tjeneste foran Arken efter hver Dags Behov;
13O	16	38	og Obed-Edom, Jedituns Søn, og Hosa med deres Brødre, i alt otte og tresindstyve, lod han blive som Dørvogtere.
13O	16	39	Men Præsten Zadok og hans Brødre Præsterne lod han blive foran HERRENs Bolig på Oerhøjen i Gibeon
13O	16	40	for daglig, både Aften og Morgen, at ofre HERREN Brændofre på Brændofferalteret ganske som det er foreskrevet i den Lov, HERREN havde pålagt Israel;
13O	16	41	og sammen med dem Heman og Jedutun og de øvrige før nævnte udvalgte Mænd til at love HERREN med Ordene "thi hans Miskundhed varer evindelig!"
13O	16	42	Og de havde hos sig Trompeter og Cymbler til dem, der spillede, og instrumenter til Guds Sange; men Jedutuns Sønner var Dørvogtere.
13O	16	43	Derpå gik alt Folket hver til sit, og David vendte hjem for at velsigne sit Hus.
13O	17	1	Engang David sad i sit Hus, sagde han til Profeten Natan: "Se, jeg har et Cedertræshus at bo i, men HERRENs Pagts Ark har Plads i et Telt!"
13O	17	2	Natan svarede David: "Gør alt, hvad din Hu står til, thi Gud er med dig!"
13O	17	3	Men samme Nat kom Guds Ord til Natan således:
13O	17	4	"Gå hen og sig til min Tjener David: Så siger HERREN: Ikke du skal bygge mig det Hus, jeg skal bo i!
13O	17	5	Jeg har jo ikke haft noget Hus at bo i, siden den Dag jeg førte Israeliterne op, men vandrede med, boende i et Telt.
13O	17	6	Har jeg, i al den Tid jeg vandrede om blandt alle Israeliterne, sagt til nogen af Israels Dommere, som jeg satte til at vogte mit Folk: Hvorfor bygger I mig ikke et Cedertræshus?
13O	17	7	Sig derfor til min Tjener David: Så siger Hærskarers HERRE: Jeg tog dig fra Græsgangen, fra din Plads bag Småkvæget til at være Fyrste over mit Folk Israel,
13O	17	8	og jeg var med dig, overalt hvor du færdedes, og udryddede alle dine Fjender foran dig; jeg vil skabe dig et Navn som de størstes på Jorden
13O	17	9	og skaffe mit Folk Israel en Hjemstavn og plante det, så det kan blive boende på sit Sted uden mere at skulle forstyrres i sin Ro, og uden at Voldsmænd mere skal ødelægge det som tidligere,
13O	17	10	dengang jeg satte Dommere over mit Folk Israel; og jeg vil underkue alle dine Fjender. Så kundgør jeg dig nu: Et Hus vil HERREN bygge dig!
13O	17	11	Når dine Dage er omme og du vandrer til dine Fædre, vil jeg efter dig oprejse din Sæd, en af dine Sønner, og grundfæste hans Kongedømme.
13O	17	12	Han skal bygge mig et Hus, og jeg vil grundfæste hans Trone evindelig.
13O	17	13	Jeg vil være ham en Fader, og han skal være mig en Søn; og min Miskundhed vil jeg ikke tage fra ham, som jeg tog den fra din Forgænger;
13O	17	14	jeg vil indsætte ham i mit Hus og mit Kongedømme til evig Tid, og hans Trone skal stå fast til evig Tid!"
13O	17	15	Alle disse Ord og hele denne Åbenbaring meddelte Natan David.
13O	17	16	Da gik Kong David ind og dvælede for HERRENs Åsyn og sagde: "Hvem er jeg, Gud HERRE, og hvad er mit Hus, at du har bragt mig så vidt?
13O	17	17	Men det var dig ikke nok o Gud, du gav også din Tjeners Hus Forjættelser for fjerne Tider og lod mig skue kommende Slægter, Gud HERRE!
13O	17	18	Hvad mere har David at sige dig? Du kender jo dog din Tjener,
13O	17	19	HERRE! For din Tjeners Skyld, og fordi din Hu stod dertil, gjorde du alt dette store og kundgjorde alle disse store Ting,
13O	17	20	HERRE! Ingen er som du, og der er ingen Gud uden dig, efter alt hvad vi har hørt med vore Ører.
13O	17	21	Og hvor på Jorden findes et Folk som dit Folk Israel, et Folk, som Gud kom og udfriede og gjorde til sit Folk for at vinde sig et Navn og udføre store og frygtelige Gerninger ved at drive andre Folkeslag bort foran sit Folk, det, du udfriede fra Ægypten?
13O	17	22	Du har grundfæstet dit Folk Israel som dit, Folk til evig Tid, og du, HERRE, er blevet deres Gud.
13O	17	23	Så lad da, HERRE, den Forjættelse, du udtalte om din Tjener og hans Hus, gælde til evig Tid og gør, som du sagde!
13O	17	24	Da skal dit Navn stå fast og blive stort til evig Tid, så man siger: Hærskarers HERRE, Israels Gud, Gud over Israel! Og din Tjener Davids Hus skal stå fast for dit Åsyn.
13O	17	25	Thi du, min Gud, har åbenbaret for din Tjener: Jeg vil bygge dig et Hus!  Derfor har din Tjener dristet sig til at bede for dit Åsyn.
13O	17	26	Derfor, HERRE, du er Gud, du har givet din Tjener denne Forjættelse,
13O	17	27	så lad det behage dig at velsigne din Tjeners Hus, at det til evig Tid må stå fast for dit Åsyn. Thi du, HERRE, har velsignet det, og det bliver velsignet evindelig!"
13O	18	1	Nogen Tid efter slog David Filisterne og undertvang dem, og han fratog Filisterne Gat med Småbyer.
13O	18	2	Fremdeles slog han Moabiterne; og Moabiterne blev Davids skatskyldige Undersåtter.
13O	18	3	Ligeledes slog David Kong Hadar'ezer af Zoba i Nærheden af Hamat, da han var draget ud for at underlægge sig Egnene ved Eufratfloden.
13O	18	4	David fratog ham 1.000 Vogne, 7.008 Ryttere og 20.000 Mand Fodfolk og lod alle Hestene lamme på hundrede nær, som han skånede.
13O	18	5	Og da Aramæerne fra Darmaskus kom Kong Hadar'ezer af Zoba til Hjælp, slog David 22.000 Mand af Aramæerne.
13O	18	6	Derpå indsatte David Fogeder i det darmaskenske Aram, og Aramæerne blev Davids skatskyldige Undersåtter. Således gav HERREN David Sejr, overalt hvor han drog frem.
13O	18	7	Og David tog de Guldskjolde, Hadar'ezers Folk havde båret, og bragte dem til Jerusalem;
13O	18	8	og fra Hadar'ezers Byer, Tibhat og Kun, bortførte David Kobber i store Mængder; deraf lod Salomo Kobberhavet, Søjlerne og Kobbersagerne lave.
13O	18	9	Men da Kong To'u af Hamat hørte, at David havde slået hele Kong Hadar'ezer af Zobas Stridsmagt,
13O	18	10	sendte han sin Søn Hadoram til Kong David for at hilse på ham og lykønske ham til, at han havde kæmpet med Hadar'ezer og slået ham - Hadar'ezer havde nemlig ligget i Krig med To'u - og han medbragte alle Hånde Sølv-, Guld og Kobbersager.
13O	18	11	Også dem helligede Kong David HERREN tillige med det Sølv og Guld, han havde taget fra alle Folkeslagene, Edom, Moab, Ammoniterne, Filisterne og Amalek.
13O	18	12	Og Absjaj, Zerujas Søn, slog Edom i Saltdalen, 18000 Mand;
13O	18	13	derpå indsatte han Fogeder i Edom, og alle Edomiterne blev Davids Undersåtter. Således gav HERREN David Sejr, overalt hvor han drog frem.
13O	18	14	Og David var Konge over hele Israel, og han øvede Ret og Retfærdighed mod hele sit Folk.
13O	18	15	Joab, Zerujas Søn, var sat over Hæren; Josjafat, Ahiluds Søn, var Kansler;
13O	18	16	Zadok, Ahitubs Søn, og Abimelek, Ebjatars Søn, var Præster; Sjavsja var Statsskriver;
13O	18	17	Benaja, Jojadas Søn, var sat over Kreterne og Pleterne, og Davids Sønner var de ypperste ved Kongens Side.
13O	19	1	Nogen Tid efter døde Ammoniternes Konge Nahasj, og hans Søn Hanun blev Konge i hans Sted.
13O	19	2	Da tænkte David: "Jeg vil vise Hanun, Nahasj's Søn, Venlighed, thi hans Fader viste mig Venlighed." Og David sendte Folk for at vise ham Deltagelse i Anledning at hans Faders Død. Men da Davids Mænd kom til Ammoniteroes Land til Hanun for at vise ham Deltagelse,
13O	19	3	sagde Ammoniternes Høvdinger til Hanun: "Tror du virkelig, det er for at hædre din Fader, at David sender Bud og viser dig Deltagelse? Mon ikke det er for at udforske og ødelægge Landet og udspejde det, at hans Folk kommer til dig?"
13O	19	4	Da tog Hanun Davids Folk og lod dem rage og Halvdelen af deres Klæder skære af til Skridtet, og derpå lod han dem gå.
13O	19	5	Da David fik Efterretning om Mændenes Behandling, sendte han dem et Bud i Møde; thi Mændene var blevet grovelig forhånet; og Kongen lod sige: "Bliv i Jeriko, til eders Skæg er vokset ud!"
13O	19	6	Men da Ammoniterne så, at de havde lagt sig for Had hos David, sendte Hanun og Ammoniterne 1000 Talenter Sølv for at leje Vogne og Ryttere i Aram-Naharajim, Aram Ma'aka og Zoba;
13O	19	7	og de lejede 32000 Vogne og Kongen af Ma'aka med hans Folk, og de kom og slog Lejr uden for Medeba; imidlertid havde Ammoniterne samlet sig fra deres Byer og rykkede ud til Kamp.
13O	19	8	Da David hørte det, sendte han Joab af Sted med hele Hæren og Kærnetropperne.
13O	19	9	Ammoniterne rykkede så ud og stillede sig op til Kamp ved Byens Port, medens Kongerne, der var kommet til, stod for sig selv på åben Mark.
13O	19	10	Da Joab så, at Angreb truede ham både forfra og bagfra, gjorde han et Udvalg blandt alt Israels udsøgte Mandskab og tog Stilling over for Aramæerne,
13O	19	11	medens han overlod Resten af Mandskabet til sin Broder Absjaj, og de tog Stilling over for Ammoniterne.
13O	19	12	Og han sagde: "Hvis Aramæerne bliver mig for stærke, skal du ile mig til Hjælp; men bliver Ammoniterne dig for stærke, skal jeg hjælpe dig.
13O	19	13	Tag Mod til dig og lad os tappert værge vort Folk og vor Guds Byer - så får HERREN gøre, hvad ham tykkes godt!"
13O	19	14	Derpå rykkede Joab frem med sine Folk til Kamp mod Aramæerne, og de flygtede for ham.
13O	19	15	Og da Ammoniterne så, at Aramæerne tog Flugten, flygtede også de forhans Broder Absjaj og trak sig ind i Byen. Derpå kom Joab til Jerusalem.
13O	19	16	Men da Aramæerne så, at de var slået af Israel, sendte de Bud og fik Aramæerne hinsides Floden til at rykke ud med Sjofak, Hadar'ezers Hærfører, i Spidsen.
13O	19	17	Da David fik Efterretning herom, samlede han hele Israel, satte over Jordan og kom til Helam, hvor David stillede sig op til Kamp mod Aramæerne, og de angreb ham.
13O	19	18	Men Aramæerne flygtede for Israel, og David nedhuggede 7.000 Stridsheste og 40.000 Mand Fodfolk af Aram; også Hærføreren Sjofak huggede han ned.
13O	19	19	Da alle Hadar'ezers Lydkonger så, at de var slået af Israel, sluttede de Fred med David og underkastede sig, og Aramæerne vilde ikke hjælpe Ammoniterne mere.
13O	20	1	Næste År, ved den Tid Kongerne drager i Krig, førte Joab Krigshæren ud og hærgede Ammoniternes Land; derpå drog han hen og belejrede Rabba. David blev derimod selv i Jerusalem. Og Joab indtog Rabba og ødelagde det.
13O	20	2	Da tog David Kronen af Milkoms Hoved, og han fandt, at den var af Guld og vejede en Talent; der var en Ædelsten på den, og den blev sat på Davids Hoved. Et vældigt Bytte fra Byen førte han med sig,
13O	20	3	og Indbyggerne slæbte han bort og satte dem til Savene, Jernhakkerne og Økserne. Således gjorde han ved alle Ammonifemes Byer. Derpå vendte David og hele Hæren tilbage til Jerusalem.
13O	20	4	Siden hen kom det atter til Kamp med Filisterne i Gezer. Husjatiten Sibbekaj nedhuggede da Sippaj, som var af Rafaslægten, og de blev underkuet.
13O	20	5	Atter kom det til Kamp med Filis,terne. Elhanan, Ja'irs Søn, nedhuggede da Lami, Gatiten Goliats Broder, hvis Spydstage var som en Væverbom.
13O	20	6	Atter kom det til Kamp i Gat. Da var der en kæmpe stor Mand med seks Fingre på hver Hånd og seks Tæer på hver Fod, i alt fire og tyve; han var også af Rafaslægten.
13O	20	7	Han hånede Israel, og derfor huggede Jonatan, en Søn af Davids Broder Sjim'a, ham ned.
13O	20	8	Disse var af Rafaslægten i Gat; de faldt for Davids og hans Mænds Hånd.
13O	21	1	Satan trådte op mod Israel og æggede David til at holde Mandtal over Israel.
13O	21	2	David sagde da til Joab og Hærførerne: "Drag ud og tæl Israel fra Be'ersjeba til Dan og bring mig Efterretning, for at jeg kan få Tallet på dem at vide!"
13O	21	3	Men Joab svarede: "Måtte HERREN forøge sit Folk hundredfold! Er de ikke, Herre Konge, min Herres Trælle alle sammen? Hvorfor vil min Herre det?  Hvorfor skal det blive Israel til Skyld?"
13O	21	4	Men Joab måtte bøje sig for Kongens Ord, og Joab begav sig derfor bort, drog hele Israel rundt og kom tilbage til Jerusalem.
13O	21	5	Joab opgav derpå David Tallet, der var fundet ved Folketællingen, og hele Israel talte 1.100.000 kraftige Mænd, Juda 470.000.
13O	21	6	Men Levi og Benjamin havde han ikke talt med, thi Kongens Ord var Joab en Gru.
13O	21	7	Dette var ondt i Guds Øjne, og han slog Israel.
13O	21	8	Da sagde David til Gud: "Jeg har syndet svarlig i, hvad jeg har gjort. Men tilgiv nu din Tjeners Brøde, thi jeg har handlet som en stor Dåre!"
13O	21	9	Men HERREN talede således til Gad, Davids Seer:
13O	21	10	"Gå hen og sig således til David: Så siger HERREN: Jeg forelægger dig tre Ting; vælg selv, hvilken jeg skal lade times dig!"
13O	21	11	Gad kom da til David og sagde til ham: "Så siger HERREN: Vælg!
13O	21	12	Vælger du tre Hungersnødsår, eller vil du i tre Måneder flygte for dine Fjender og dine Avindsmænds Sværd, eller skal der komme tre Dage med HERRENs Sværd og Pest i Landet, i hvilke HERRENs Engel spreder Ødelæggelse i hele Israels Område? Se nu til, hvad jeg skal svare ham, der har sendt mig!"
13O	21	13	David svarede Gad: "Jeg er i såre stor Vånde - lad mig så falde i HERRENs Hånd, thi hans Barmhjertighed er såre stor; i Menneskehånd vil jeg ikke falde!"
13O	21	14	Så sendte HERREN Pest over Israel, og af Israel døde 70.000 Mennesker.
13O	21	14	Da David løftede sit Blik og så HERRENs Engel stå mellem Himmel og Jord med draget Sværd i Hånd, rettet mod Jerusalem, faldt han og de Ældste, der var klædt i Sæk, på deres Ansigt;
13O	21	15	Og Gud sendte en Engel til Jerusalem for at ødelægge det. Men lige som han skulde til at ødelægge Byen, så HERREN til og angrede det onde; og han sagde til Engelen, som var ved at ødelægge: "Nu er det nok, drag din Hånd tilbage!"  HERRENs Engel stod da ved Jebusiten Ornans Tærskeplads.
13O	21	17	og David sagde til Gud: "Var det ikke mig, der sagde, at Folket skulde tælles? Det er mig, der har syndet, og såre ilde har jeg handlet; men Fårene der, hvad har de gjort? HERRE min Gud, lad din Hånd dog ramme mig og mit Fædrenehus, men lad Plagen ikke ramme dit Folk!"
13O	21	18	Da sagde HERRENs Engel til Gad, at han skulde byde David gå op og rejse HERREN et Alter på Jebusiten Ornans Tærskeplads.
13O	21	19	Og David gik derop, efter det Ord Gad havde talt i HERRENs Navn.
13O	21	20	Da Ornan vendte sig om, så han Kongen og hans fire Sønner, der var hos ham, komme gående. Ornan var ved at tærske Hvede.
13O	21	21	Og David nåede hen til Ornan, og da Ornan så op og fik Øje på David,forlodhanTærskepladsen og kastede sig på sit Ansigt til Jorden for ham.
13O	21	22	Da sagde David til Oroan: "Overlad mig din Tærskeplads, for at jeg der kan bygge HERREN et Alter! For fuld betaling skal du overlade mig den, at Folkett må blive friet fra Plagen!"
13O	21	23	Da sagde Ornan til David: "Min Herre Kongen tage den og gøre, hvad ham tykkes ret; se, jeg giver Okserne til Brændofre, Tærskeslæderne til Brændsel og Hveden til Afgrødeoffer; jeg giver det hele!"
13O	21	24	- Men Kong David svarede Ornan: "Nej, jeg vil købe det for fuld Betaling, thi til HERREN vil jeg ikke tage, hvad dit er, eller bringe et Brændoffer, som intet koster mig!"
13O	21	25	Så gav David Ornan Guld til en Vægt af 600 Sekel for Pladsen;
13O	21	26	og David byggede HERREN et Alter der og ofrede Brændofre og Takofre; og da han råbte til HERREN, svarede HERREN ham ved at lade Ild falde ned fra Himmelen på Brændofferalteret,
13O	21	27	Og på HERRENs Bud stak Engelen sit Sværd i Balgen igen.
13O	21	28	På den Tid ofrede David på Jebusiten Ornans Tærskeplads, fordi han havde set, at HERREN havde svaret ham der;
13O	21	29	men HERRENs Bolig, som Moses havde rejst i Ørkenen, og Brændofferalteret stod på den Tid på Offerhøjen i Gibeon.
13O	21	30	Men David kunde ikke gå hen og søge Gud foran Alteret, thi han var rædselsslagen over HERRENs Engels Sværd.
13O	22	1	Da sagde David: "Her skal Gud HERRENs Hus stå, her skal Israels Brændofferalter stå!"
13O	22	2	David bød så, at man skulde samle alle de fremmede, som boede i Israels Land, og han satte Stenhuggere til at tilhugge Kvadersten til Opførelsen af Guds Hus;
13O	22	3	fremdeles anskaffede David Jern i Mængde til Nagler på Portfløjene og til Kramper, en umådelig Mængde Kobber
13O	22	4	og talløse Cederbjælker, idet Zidonierne og Tyrierne bragte David Cederbjælker i Mængde.
13O	22	5	Thi David tænkte: "Min Søn Salomo er ung og uudviklet, men Huset, som skal bygges HERREN, skal være stort og mægtigt, for at det kan vinde Navnkundighed og Ry i alle Lande; jeg vil træffe Forberedelser for ham." Og David traf store Forberedelser, før han døde.
13O	22	6	Derpå lod han sin Søn Salomo kalde og bød ham bygge HERREN, Israels Gud, et Hus.
13O	22	7	Og David sagde til Salomo: "Min Søn! Jeg havde selv i Sinde at bygge HERREN min Guds Navn et Hus;
13O	22	8	men da kom HERRENs Ord til mig således: Du har udgydt meget Blod og ført store brige; du må ikke bygge mit Navn et Hus, thi du har udgydt meget Blod på Jorden for mit Åsyn.
13O	22	9	Se, en Søn skal fødes dig; han skal være en Fredens Mand, og jeg vil skaffe ham Fred for alle hans Fjender rundt om; thi hans Navn skal være Salomo, og jeg vil give Israel Fred og Ro i hans Dage.
13O	22	10	Han skal bygge mit Navn et Hus; og han skal være mig en Søn, og jeg vil være ham en Fader, og jeg vil grundfæste hans Kongedømmes Trone over Israel til evig Tid!
13O	22	11	Så være da HERREN med dig, min Søn, at du må få Lykke til at bygge HERREN din Guds Hus, således som han har forjættet om dig.
13O	22	12	Måtte HERREN kun give dig Forstand og Indsigt, så han kan sætte dig over Israel og du kan holde HERREN din Guds Lov!
13O	22	13	Så vil det gå dig vel når du nøje holder Anordningerne og Lovbudene, som HERREN bød Moses at pålægge Israel. Vær frimodig og stærk, frygt ikke og tab ikke Modet!
13O	22	14	Se, med stor Møje har jeg til HERRENs Hus tilvejebragt 100.000 Talenter Guld og en Million Talenter Sølv og desuden Kobber og Jern, som ikke er til at veje, så meget er der; dertil har jeg tilvejebragt Bjælker og Sten; og du skal sørge for flere.
13O	22	15	En Mængde Arbejdere står til din Rådighed, Stenhuggere, Murere, Tømrere og alle Slags Folk, der forstår sig på Arbejder af enhver Art.
13O	22	16	Af Guld, Sølv, Kobber og Jern er der umådelige Mængder til Stede - så tag da fat, og HERREN være med dig!"
13O	22	17	Og David bød alle Israels Øverster hjælpe hans Søn Salomo og sagde:
13O	22	18	"Er HERREN eders Gud ikke med eder, har han ikke skaffet eder Ro til alle Sider? Han har jo givet Landets Indbyggere i min Hånd, og Landet er underlagt HERREN og hans Folk;
13O	22	19	så giv da eders Hjerter og Sjæle hen til at søge HERREN eders Gud og tag fat på at bygge Gud HERRENs Helligdom, så at HERRENs Pagts Ark og Guds hellige Ting kan føres ind i Huset, der skal bygges HERRENS Navn."
13O	23	1	Da David var blevet gammel og mæt af Dage, gjorde han sin Søn Salomo til Konge over Israel.
13O	23	2	Han samlede alle Israels Øverster og Præsterne og Leviterne.
13O	23	3	Og Leviterne blev talt fra Trediveårsalderen og opefter, og deres Tal udgjorde, Hoved for Hoved, Mand for Mand, 38000.
13O	23	4	"Af dem," sagde han, "skal 24000 forestå Arbejdet ved HERRENs Hus, 6000 være Tilsynsmænd og Dommere,
13O	23	5	4000 være Dørvogtere og 4000 love HERREN med de instrumenter, jeg har ladet lave til Lovsangen."
13O	23	6	Og David inddelte dem i Skifter efter Levis Sønner Gerson, Kehat og Merari.
13O	23	7	Til Gersoniterne hørte: Ladan og Sjim'i;
13O	23	8	Ladans Sønner: Jehiel, som var Overhoved, Zetam og Joel, tre;
13O	23	9	Sjim'is Sønner: Sjelomit, Haziel og Haran, tre. De var Overhoveder for Ladans Fædrenehuse.
13O	23	10	Sjim'is Sønner: Jahat,Ziza, Je'usj og Beri'a. Disse fire var Sjim'is Sønoer.
13O	23	11	Jahat var Overhoved og Ziza den næste; Je'usj og Beri'a havde ikke mange Sønner og regnedes derfor for eet Fædrenehus, eet Embedsskifte.
13O	23	12	Kehatiterne: Amram, Jizhar, Hebron og Uzziel, fire;
13O	23	13	Amrams Sønner: Aron og Moses. Aron udskiltes sammen med sine Sønner til at helliges som højhellig til evig Tid, til at tænde Offerild for HERRENs Åsyn, til at tjene ham og velsigne i hans Navn til evig Tid.
13O	23	14	Den Guds Mand Moses's Sønner regnedes derimod til Levis Stamme.
13O	23	15	Moses's Sønner: Gersom og Eliezer;
13O	23	16	Gersoms Sønner; Sjubael, som var Overhoved;
13O	23	17	Eliezers Sønner: Rehabja, som var Overhoved; andre Sønner havde Eliezer ikke, men Rehabjas Sønner var overmåde talrige.
13O	23	18	Jizhars Sønner: Sjelomit, som var Overhoved.
13O	23	19	Hebrons Sønner: Jerija, som var Overhoved, Amarja den anden, Uzziel den tredje, Jekam'am den fjerde.
13O	23	20	Uzziels Sønner: Mika, som var Overhoved, og Jissjija den anden.
13O	23	21	Meraiterne var: Mali og Musji. Malis Sønner: El'azar og Kisj.
13O	23	22	El'azar efterlod sig ved sin Død ingen Sønner, men kun Døtre, som deres Brødre, Kisj's Sønner, ægtede.
13O	23	23	Musjis Sønner: Mali, Eder og Jeremot, tre.
13O	23	24	Det var Levis Sønner efter deres Fædrenebuse, Overhovederne for Fædrenehusene, de, som mønstredes ved Optælling af Navnene, Hoved for Hoved, de, som udførte Arbejdet ved Tjenesten i HERRENs Hus, fra Tyveårsalderen og opefter.
13O	23	25	Thi David tænkte: "HERREN, Israels Gud, har skaffet sit Folk Ro og taget Boligi Jerusalem for evigt;
13O	23	26	derfor behøver Leviterne heller ikke mere at bære Boligen og alle de Ting, som hører til dens Tjeneste."
13O	23	27	(Ifølge Davids sidste Forordninger regnes Tallet på Leviterne fra Tyveårsalderen og opefter).
13O	23	28	Men deres Plads er ved Arons Sønners Side, for at de kan udføre Tjenesten i HERRENs Hus; de skal tage sig af Forgårdene, Kamrene, Renholdelsen af alle de hellige Ting og Arbejdet, der skal udføres i Guds Hus;
13O	23	29	de skal sørge for Skuebrødene, Melet til Afgrødeofrene, de usyrede Fladbrød, Panden, Dejgen og alle Rum- og Længdemål;
13O	23	30	hver Morgen skal de stå og love og prise HERREN, ligeså om Aftenen,
13O	23	31	og hver Gang der ofres Brændofre til HERREN på Sabbaterne, Nymånedagene og Højtiderne; i det fastsatte Antal efter den for dem gældende Forskrift skal de altid stå for HERRENs Åsyn.
13O	23	32	Således skal de tage Vare på, hvad der er at varetage ved Åbenbaringsteltet og ved det hellige og hjælpe deres Brødre, Arons Sønner, med Tjenesten i HERRENs Hus.
13O	24	1	Arons Sønner, delte i Skifter, var: Arons Sønner Nadab, Abihu, Eleazar og Itamar;
13O	24	2	Nadab og Abihu døde før deres Fader uden at efterlade sig Sønoer, men Eleazar og Itamar fik Præsteværdigheden.
13O	24	3	David tillige med Zadok af Eleazars Sønner og Ahimelek af Itamars Sønner inddelte dem efter deres Embedsskifter ved deres Tjeneste.
13O	24	4	Og da det viste sig, at Eleazars Sønner havde flere Overhoveder end Itamars, delte de dem således, at Eleazars Sønner fik seksten Overhoveder over deres Fædrenebuse. Itamars Sønner otte.
13O	24	5	Og de delte, begge Hold ved Lodkastning, thi der fandtes hellige Øverster og Guds Øverster både iblandt Eleazars og Itamars Sønner.
13O	24	6	Skriveren Sjemaja, Netan'els Søn af Levis Slægt, optegnede dem i Påsyn af Kongen, Øversterne, Præsten Zadok, Ahimelek, Ebjatars Søn, og Overhovederne for Præsternes og Leviternes Fædrenebuse. Der udtoges eet Fædrenehus af Itamar for hvert to af Eleazar.
13O	24	7	Det første Lod traf Jojarib, det andet Jedaja,
13O	24	8	det tredje Harim, det fjerde Seorim,
13O	24	9	det femte Malkija, det sjette Mijjamin,
13O	24	10	det syvende Hakkoz, det ottende Abija,
13O	24	11	det niende Jesua, det tiende Sjekanja,
13O	24	12	det ellevte Eljasjib, det tolvte Jakim,
13O	24	13	det trettende Huppa, det fjortende Jisjba'al,
13O	24	14	det femtende Bilga, det sekstende Immer,
13O	24	15	det syttende Hezir, det attende Happizzez,
13O	24	16	det nittende Petaja, det tyvende Jehezkel,
13O	24	17	det een og tyvende Jakin, det to og tyvende Gamul,
13O	24	18	det tre og tyvende Delaja og det fire og tyvende Ma'azja.
13O	24	19	Det var deres Embedsskifter ved deres Tjeneste, når de gik ind i HERRENs Hus, efter den Forpligtelse deres Fader Aron pålagde dem, efter hvad HERREN, Israels Gud, havde pålagt ham.
13O	24	20	De andre Leviter var: Af Amrams Sønner Sjubael; af Sjubaels Sønner Jedeja.
13O	24	21	Af Rehabjas Sønner Jissjija, som var Overhoved.
13O	24	22	Af Jizhariterne Sjelomot; af Sjelomots Sønner Jahat.
13O	24	23	Hebrons Sønner: Jerija, som var Overhoved, Amarja den anden, Uzziel den tredje, Jekam'am den fjerde.
13O	24	24	Uzziels Sønner: Mika; af Mikas Sønner Sjamir.
13O	24	25	Mikas Broder Jissjija; af Jissjijas' Sønner Zekarja.
13O	24	26	Meraris Sønner: Mali og Musji og hans Søn Uzzijas Sønner.
13O	24	27	Meraris Søn Uzzijas Sønner: Sjoham, Zakkur og Ibri.
13O	24	28	Af Mali El'azar, der ingen Sønner havde, og Kisj;
13O	24	29	af Kisj Kisj's Sønner: Jerame'el.
13O	24	30	Musjis Sønner: Mali, Eder og Jerimot. Det var Leviternes Efterkommere efter deres Fædrenehuse.
13O	24	31	Også de kastede Lod ligesom deres Brødre, Arons Sønner, i Påsyn af Kong David, Zadok og Ahimelek og Overhovederne for Præsternes og Leviternes Fædrenehuse - Fædrenehusenes Overhoveder ligesom deres yngste Brødre.
13O	25	1	Derpå udskilte David og Hærførerne til Tjenesten Asafs, Hemans og Jedutuns Sønner, som i profetisk Henrykkelse spillede på Citre, Harper og Cymbler; og Tallet på de Mænd, der havde med denne Tjeneste at gøre, var:
13O	25	2	Af Asafs Sønner: Zakkur, Josef, Netanja og Asar'ela, Asafs Sønner under Ledelse af Asaf, der spillede i profetisk Henrykkelse under Kongens Ledelse.
13O	25	3	Af Jedutun: Jedutuns Sønner Gedalja, Jizri, Jesja'ja, Sjim'i, Hasjabja og Mattitja, seks, under Ledelse af deres Fader Jedutun, der i profetisk Henrykkelse spillede på Citer, når HERREN blev lovet og priset.
13O	25	4	Af Heman: Hemans Sønner Bukkija, Mattanja, Uzziel, Sjubael, Jerimot, Hananja, Hanani, Eliata, Giddalti, Romamti-Ezer, Josjbekasja, Malloti, Hotir og Mahaziot.
13O	25	5	Alle disse var Sønner af Heman, Kongens Seer i Guds Ord; for at løfte hans Horn gav Gud Heman fjorten Sønner og tre Døtre.
13O	25	6	Alle disse spillede under deres Faders Ledelse ved Sangen i HERRENs Hus på Cymbler, Harper og Citre for således at gøre Tjeneste i Guds Hus under Ledelse af Kongen, Asaf, Jedutun og Heman.
13O	25	7	Deres Tal, sammenregnet med deres Brødre, der var oplært til at synge HERRENs Sange, var 288, kyndige Folk til Hobe.
13O	25	8	De kastede Lod om Ordningen af Tjenesten med lige Kår både for små og for store, Mestre og Lærlinge.
13O	25	9	Det første Lod traf Josef, ham selv med hans Brødre og Sønner, tolv; det andet Gedalja, ham selv med hans Brødre og Sønner, tolv;
13O	25	10	det tredje Zakkur, hans Sønner og Brødre, tolv;
13O	25	11	det fjerde Jizri, hans Sønner og Brødre, tolv;
13O	25	12	det femte Netanja, hans Sønner og Brødre, tolv;
13O	25	13	det sjette Bukkija, hans Sønner og Brødre, tolv;
13O	25	14	det syvende Jesar'ela, hans Sønner og Brødre, tolv;
13O	25	15	det ottende Jesjaja, hans Sønner og Brødre, tolv;
13O	25	16	det niende Mattanja, hans Sønner og Brødre, tolv;
13O	25	17	det tiende Sjim'i, hans Sønner og Brødre, tolv;
13O	25	18	det ellevte Uzziel, hans Sønner og Brødre, tolv;
13O	25	19	det tolvte Hasjabja, hans Sønner og Brødre, tolv;
13O	25	20	det trettende Sjubael, hans Sønner og Brødre, tolv;
13O	25	21	det fjortende Mattitja, hans Sønner og Brødre, tolv;
13O	25	22	det femtende Jeremot, hans Sønner og Brødre, tolv;
13O	25	23	det sekstende Hananja, hans Sønner og Brødre, tolv;
13O	25	24	det syttende Josjbekasja, hans Sønner og Brødre, tolv;
13O	25	25	det attende Hanani, hans Sønner og Brødre, tolv;
13O	25	26	det nittende Malloti, hans Sønner og Brødre, tolv;
13O	25	27	det tyvende Eliata, hans Sønner og Brødre, tolv;
13O	25	28	det een og tyvende Hotir, hans Sønner og Brødre, tolv;
13O	25	29	det to og tyvende Giddalti, hans Sønner og Brødre, tolv;
13O	25	30	det tre og tyvende Mahaziot, hans Sønner og Brødre, tolv;
13O	25	31	det fire og tyvende Romamti-Ezer, hans Sønner og Brødre, tolv.
13O	26	1	Dørvogternes Skifeter var følgende: af Koraiterne Mesjelemja, en Søn af Kore af Abi'asafs Sønner.
13O	26	2	Mesjelemja havde Sønner: Zekarja den førstefødte, Jediael den anden, Zebadja den tredje, Jatniel den fjerde,
13O	26	3	Elam den femte, Johanan den sjette og Eljoenaj den syvende.
13O	26	4	Obed-Edom havde Sønner: Sjemaja den førstefødte, Jozabad den anden, Joa den tredje, Sakar den fjerde, Netan'el den femte,
13O	26	5	Ammiel den sjette, Issakar den syvende og Pe'ulletaj den ottende; thi Gud havde velsignet ham.
13O	26	6	Hans Søn Sjemaja fødtes Sønner, som var Herskere i deres Fædrenehus, da de var dygtige Folk.
13O	26	7	Sjemajas Sønner var: Otni, Retael, Obed, Elzabad og hans Brødre, dygtige Folk, Elihu og Semakja;
13O	26	8	alle disse hørte tillige med deres Sønner og Brødre til Obed-Edoms Sønner, dygtige Folk med Evner til Tjenesten, i alt to og tresindstyve Efterkommere af Obed-Edom.
13O	26	9	Mesjelemja havde Sønner og Brødre, dygtige Folk, atten.
13O	26	10	Hosa at Meraris Sønner havde Sønner: Sjimri, som var Overhoved - thi skønt han ikke var den førstefødte, gjorde hans Fader ham til Overhoved
13O	26	11	Hilkija den anden, Tebalja den tredje og Zekarja den fjerde. Hosas Sønner og Brødre var i alt tretten.
13O	26	12	Disse Dørvogternes Skifter, deres Overhoveder sammen med deres Brødre, blev Vagttjenesten overdraget, og således gjorde de Tjeneste i HERRENs Hus;
13O	26	13	og om hver enkelt Port kastede de Lod mellem små som store, efter deres Fædrenehuse.
13O	26	14	Loddet for Østporten ramte Sjelemja. Også for hans Søn Zekarja, en klog Rådgiver, kastede man Lod, og Loddet traf Nordporten.
13O	26	15	Por Obed-Edom traf det Sydporten og for hans Sønner Forrådskamrene.
13O	26	16	Og for Hosa traf Loddet Vestporten tillige med Sjalleketporten ved Vejen, der fører opad, den ene Vagtpost ved den anden.
13O	26	17	Mod Øst var der seks Leviter, mod Nord daglig fire, mod Syd daglig tre, ved hvert af Forrådskamrene to,
13O	26	18	ved Parbar mod Vest var der fire ved Vejen, to ved Parbar.
13O	26	19	Det var Dørvogternes Skifter af Koraiternes og Meraris Efterkommere.
13O	26	20	Deres Brødre Leviterne, som havde Tilsyn med Guds Hus's Skatkamre og Skatkamrene til Helliggaverne:
13O	26	21	Ladans Sønner, Gersoniternes Efterkommere gennem Ladan, Overhovederne for Gersoniten Ladans Fædrenehuse: Jehieliterne.
13O	26	22	Jehieliternes Sønner Zetam og hans Broder Joel havde Tilsynet med HERRENs Hus's Skafte.
13O	26	23	Af Amramiterne, Jizhariterne, Hebroniterne og Uzzieliterne
13O	26	24	var Sjubael, en Søn af Moses's Søn Gersom, Overopsynsmand over Skattene.
13O	26	25	Hans fra Eliezer nedstammende Brødre: Hans Søn Rehabja, hans Søn Jesjaja, hans Søn Joram, hans Søn Zikri, hans Søn Sjelomit.
13O	26	26	Denne Sjelomit og hans Brødre havde Tilsynet med de Skatte af Helliggaver, som Kong David, Fædrenehusenes Overhoveder, Tusind- og Hundredførerne og Hærførerne havde helliget -
13O	26	27	de havde helliget dem af Krigsbyttet til Hjælp ved Bygningen at HERRENs Hus
13O	26	28	og med alt, hvad Seeren Samuel, Saul, Kisj's Søn, Abner, Ners Søn, og Joab, Zerujas Søn, havde helliget; alt, hvad der var helliget, var betroet Sjelomit og hans Brødre.
13O	26	29	Af Jizhariteme udtoges Honanja og hans Sønner til Arbejdet ude i Israel som Fogeder og Dommere.
13O	26	30	Af Hebroniterne var Hasjabja og hans Brødre, 1700 dygtige Folk, sat til at varetage alt, hvad der vedrørte HERRENs Tjeneste og Kongens Tjeneste i Israel vesten for Jordan.
13O	26	31	Til Hebroniterne hørte Jerija, Overhovedet forHebroniterne, efter deres Nedstamning, efter Fædrenehusene - i Davids fyrretyvende Regeringsår blev der iværksat en Undersøgelse angående dem, og der fandtes dygtige Folk iblandt dem i Ja'zer i Gilead
13O	26	32	og hans Brødre, 2700 dygtige Folk, Overhoveder for Fædrenehusene; dem satte Kong David over Rubeniteme, Gaditerne og Manasses halve Stamme til at varetage alle Sager, som vedrørte Gud og Kongen.
13O	27	1	Israeliterne efter deres Tal: Fædrenehusenes Overhoveder, Tusind- og Hundredførerne og deres Fogeder, som tjente Kongen i alle Sager vedrørende Skifterne, de, der skiftevis trådte til og fra hver Måned hele Året rundt, hvert Skifte på 24000 Mand:
13O	27	2	Over det første Skifte, den første Måneds Skifte stod Isjba'al, Zabdiels Søn - til hans Skifte hørte 24000 Mand
13O	27	3	af Perez's Efterkommere, Overhoved for alle Hærførerne; det var den første Måned.
13O	27	4	Over den anden Måneds Skifte stod Ahohiten El'azar, Dodajs Søn; til hans Skifte hørte 24000 Mand.
13O	27	5	Den tredje Hærfører, ham i den tredje Måned, var Benaja, Ypperstepræsten Jojadas Søn; til hans Skifte hørte 24000 Mand.
13O	27	6	Denne Benaja var Helten blandt de tredive og stod i Spidsen for de tredive, og ved hans Skifte var hans Søn Ammizabad.
13O	27	7	Den fjerde, ham i den fjerde Måned, var Joabs Broder Asa'el og efter ham hans Søn Zebadja; til hans Skifte hørte 24000 Mand.
13O	27	8	Den femte, ham i den femte Måned, var Hærføreren Zeraiten Sjamhut; til hans Skifte hørte 24000 Mand.
13O	27	9	Den sjette, ham i den sjette Måned, var Ira, Ikkesjs Søn, fra Tekoa; til hans Skifte hørte 24000 Mand.
13O	27	10	Den syvende, ham i den syvende Måned, var Peloniten Helez af Efraimiterne; til hans Skifte hørte 24000 Mand.
13O	27	11	Den ottende, ham i den ottende Måned, var Husjatiten Sibbekaj af Zeras Slægt; til hans Skifte hørte 24000 Mand.
13O	27	12	Den niende, ham i den niende Måned, var Abiezer fra Anatot at Benjaminiterne; til hans Skifte hørte 24000 Mand.
13O	27	13	Den tiende, ham i den tiende Måned, var Maharaj fra Netofa af Zeras Slægt, til hans Skifte hørte 24000 Mand.
13O	27	14	Den ellevte, ham i den ellevte Måned, var Benaja fra Pir'aton af Efraimiterne; til hans Skifte hørte 24000 Mand.
13O	27	15	Den tolvte, ham i den tolvte Måned, var Heldaj fra Netofa af Otniels Slægt; til hans Skifte hørte 24000 Mand.
13O	27	16	I Spidsen for Israels Stammer stod: Som Fyrste for Rubeniterne Eliezer, Zikris Søn; for Simeoniterne Sjefatja, Ma'akas Søn;
13O	27	17	for Levi Hasjabja, Hemuels Søn, for Aron Zadok;
13O	27	18	for Juda Eliab, en af Davids Brødre; for Issakar Omri, Mikaels Søn;
13O	27	19	for Zebulon Jisjmaja, Obadjas Søn; for Naftali Jerimot, Azriels Søn;
13O	27	20	for Efraimiterne Hosea, Azazjas Søn; for Manasses halve Stamme Joel, Pedajas Søn;
13O	27	21	for Manasses anden Halvdel i Gilead Jiddo, Zekarjas Søn; for Benjamin Ja'asiel, Abners Søn;
13O	27	22	for Dan Azar'el, Jerobams Søn. Det var Israels Stammers Øverster.
13O	27	23	David tog ikke Tal på dem, dervar under tyve År, thi HERREN havde forjættet at ville gøre Israel talrigt som Himmelens Stjerner.
13O	27	24	Joab, Zerujas Søn, begyndte at tælle dem, men fuldførfe det ikke; thi for den Sags Skyld ramtes Israel af Vrede, og Tallet indførtes ikke i Kong Davids Krønike.
13O	27	25	Over Kongens Skatte havde Azmavet, Adiels Søn, Opsynet, og over Forrådene ude på Landet, i Byerne, Landsbyerne og Fæstningerne Jonatan, Uzzijas Søn;
13O	27	26	over Markarbejderne ved Jordens Dyrkning Ezri, Kelubs Søn;
13O	27	27	over Vingårdene Sjim'i fra Rama; over Vinforrådene i Vingårdene Sjifmiten Zabdi;
13O	27	28	over Oliventræerne og Morbærfigentræerne i Lavlandet Ba'al-Hanan fra Geder; over Olieforrådene Joasj;
13O	27	29	over Hornkvæget, der græssede på Saron, Saroniten Sjitraj; over Hornkvæget i Dalene Sjafat, Adlajs Søn;
13O	27	30	over Kamelerne Ismaelitem Obil; over Æslerne Jedeja fra Meronot;
13O	27	31	over Småkvæget Hagriten Jaziz. Alle disse var Overopsynsmænd over Kong Davids Ejendele.
13O	27	32	Davids Farbroder Jonatan, en indsigtsfuld og skriffkyndig Mand, var Rådgiver. Jehiel, Hakmonis Søn, opdrog Kongens Sønner.
13O	27	33	Akitofel var Kongens Rådgiver og Arkiten Husjaj Kongens Ven.
13O	27	34	Akitofels Eftermand var Jojada, Benajas Søn, og Ebjatar. Joab var Kongens Hærfører.
13O	28	1	Derpå samlede David i Jerusalem alle Israels Øverster, Stammeøversterne, Skifternes Øverster, som var i Kongens Tjeneste, Tusind- og Hundredførerne, Overopsynsmændene over alle Kongens og hans Sønners Ejendele og Kvæg, ligeledes Hofmændene, Kærnetropperne og alle dygtige Krigere.
13O	28	2	Kong David rejste sig op og sagde: "Hør mig, mine Brødre og mit Folk! Jeg havde i Sinde at bygge HERRENs Pagts Ark og vor Guds Fodskammel et Hus at hvile i og havde truffet forberedelser til at bygge.
13O	28	3	Men Gud sagde til mig: Du skal ikke bygge mit Navn et Hus, thi du er en Krigens Mand og har udgydt Blod!
13O	28	4	Af mit Fædrenehus udvalgte HERREN, Israels Gud, ene mig til Konge over Israel evindelig, thi han udvalgte Juda til Fyrste og af Juda mit Fædrenehus, og mellem min Faders Sønner fandt han Behag i mig, så han gjorde mig til Konge over hele Israel.
13O	28	5	Og af alle mine Sønner - HERREN har givet mig mange Sønner har han udvalgt min Søn Salomo til at sidde på HERRENs Kongetrone og herske over Israel.
13O	28	6	Og han sagde til mig: Din Søn Salomo er den, som skal bygge mit Hus og mine Forgårde, thi ham har jeg udvalgt til min Søn, og jeg vil være ham en Fader;
13O	28	7	jeg vil grundfæste hans Kongedømme til evig Tid, hvis han holder fast ved mine Bud og Lovbud og gør efter dem således som nu.
13O	28	8	Og nu, for hele Israels, HERRENs Forsamlings, Øjne og i vor Guds Påhør siger jeg: Stræb at holde alle HERREN eders Guds Bud, at I må eje dette herlige Land og lade det gå i Arv til eders Efterkommere til evig Tid!
13O	28	9	Og du, min Søn Salomo! Kend din Faders Gud og tjen ham med et helt Hjerte og en villig Sjæl, thi HERREN ransager alle Hjerter og kender alt, hvad der rører sig i deres Tanker. Hvis du søger ham, vil han lade sig fmde af dig, men forlader du ham, vil han forkaste dig for evigt.
13O	28	10	Så se da til, thi HERREN har udvalgt dig til at bygge et Hus til Helligdom! Gå til Værket med Frimodighed!"
13O	28	11	Derpå gav David sin Søn Salomo Planen til Forhallen, Templets Bygninger, Forrådskamrene, Rummene på Taget, de indre Kamre og Hallen til Sonedækket
13O	28	12	og Planen til alt, hvad der stod for hans Tanke med Hensyn til HERRENs Hus's Forgårde og alle Kamrene rundt om, Guds Hus's Skatkamre og Skatkamrene til Helliggaverne,
13O	28	13	fremdeles Anvisninger om Præsternes og Leviternes Skifter og alt Arbejdet ved Tjenesten i HERRENs Hus og alting, som hørte til Tjenesten i HERRENs Hus,
13O	28	14	om Guldet, den Vægt, der skulde til hver enkelt Ting, som hørte til Tjenesten, og om alle Sølvtingene, den Vægt, der skulde til hver enkelt Ting, som hørte til Tjenesten,
13O	28	15	fremdeles om Vægten på Guldlysestagerne og deres Guldlamper, Vægten på hver enkelt Lysestage og dens Lamper, og på Sølvlysestagerne, Vægten på hver enkelt Lysestage og dens Lamper, svarende til hver enkelt Lysestages Brug ved Tjenesten,
13O	28	16	fremdeles om Vægten på Guldet til Skuebrødsbordene, til hvert enkelt Skuebrødsbord, og på Sølvet til Sølvbordene
13O	28	17	og om Gaflerne, Skålene og Krukkerne af purt Guld og om Guldbægrene, Vægten på hvert enkelt Bæger, og Sølvbægrene, Vægten på hvert enkelt Bæger,
13O	28	18	øg om Vægten på Røgofferalteret af purt Guld og om Tegningen til Vognen, til Guldkeruberoe, som udbredte Vingerne skærmende over HERRENs Pagts Ark.
13O	28	19	"HERREN har sat mig ind i alt dette ved et Skrift, jeg har fra hans egen Hånd, i alle de Arbejder, Planen omfatter."
13O	28	20	Derpå sagde David til sin Søn Salomo: "Gå til Værket og vær frimodig og stærk, frygt ikke og tab ikke Modet, thi Gud HERREN, min Gud, vil være med dig! Han vil ikke slippe dig og ikke forlade dig, før alt Arbejdet med HERRENs Hus er fuldført.
13O	28	21	Se, Præsternes og Leviternes Skifter er rede til alt Arbejdet ved Guds Hus; og til alt, hvad der skal udføres, har du Folk hos dig, der alle er villige og forstår sig på Arbejder af enhver Art, og Øversterne og hele Folket er rede til alt, hvad du kræver."
13O	29	1	Fremdeles sagde Kong David til hele Forsamlingen: "Min Søn Salomo, som Gud har udvalgt, er ung og uudviklet, og Arbejdet er stort, thi Borgen er ikke bestemt for et Menneske, men for Gud HERREN.
13O	29	2	Jeg har derfor sat al min Kraft ind på til min Guds Hus at tilvejebringe Guldet, Sølvet, Kobberet, Jernet og Træet til det, der skal laves af Guld, Sølv, Kobber, Jern og Træ, desuden Sjohamsten og Indfatningssten, Rubiner, brogede Sten, alle Slags Ædelsten og Marmorsten i Mængde.
13O	29	3	I min Glæde over min Guds Hus giver jeg der hos til min Guds Hus, hvad jeg ejer af Guld og Sølv, ud over alt, hvad jeg har bragt til Veje til det hellige Hus:
13O	29	4	3.000 Talenter Guld, Offrguld, og 7.000 Talenter lutret Sølv til at overtrække Bygningernes Vægge med,
13O	29	5	Guldet til det, der skal forgyldes, og Sølvet til det, der skal forsølves, og til ethvert Arbejde, der skal udføres af Håndværkernes Hånd. Hvem er nu villig til i Dag at bringe HERREN Gaver?"
13O	29	6	Da kom Øversterne for Fædrenehusene, Øversterne for Israels Stammer, Tusind- og Hundredførerne og Øversterne i Kongens Tjeneste frivilligt
13O	29	7	og gav til Arbejdet på Guds Hus 5.000 Talenter og 10.000 Darejker Guld, 10.000 Talenter Sølv, 18.000 Talenter Kobber og 100.000 Talenter Jern;
13O	29	8	og de, som ejede Ædelsten, gav dem til HERRENs Hus's Skat, der stod under Gersoniten Jehiels Tilsyn.
13O	29	9	Og Folket glædede sig over deres Vilje til at give, thi af et helt Hjerte gav de HERREN frivillige Gaver; også Kong David følte stor Glæde.
13O	29	10	Og David priste HERREN i hele forsamlingens Nærværelse, og David sagde: "Lovet være du HERRE, vor Fader Israels Gud fra Evighed til Evighed!
13O	29	11	Din, HERRE, er Storheden, Magten, Æren, Glansen og Herligheden, thi alt i Himmelen og på Jorden er dit; dit, o HERRE, er Riget, og selv løfter du dig som Hoved over alle.
13O	29	12	Rigdom og Ære kommer fra dig, og du hersker over alt; i din Hånd er Kraft og Vælde, og i din Hånd står det at gøre, hvem det skal være, stor og stærk.
13O	29	13	Derfor priser vi dig nu, vor Gud, og lovsynger dit herlige Navn!
13O	29	14	Thi hvad er jeg, og hvad er mit Folk, at vi selv skulde evne at give sådanne frivillige Gaver? Fra dig kommer det alt sammen, og af din egen Hånd har vi givet dig det.
13O	29	15	Thi vi er fremmede for dit Åsyn og Gæster som alle vore Fædre; som em Skygge er vore Dage på Jorden, uden Håb!
13O	29	16	HERRE vor Gud, al denne Rigdom, som vi har bragt til Veje for at bygge dit hellige Navn et Hus, fra din Hånd kommer den, og dig tilhører det alt sammen.
13O	29	17	Jeg ved, min Gud. at du prøver Hjerter og har Behag i Oprigtighed; af oprigtigt Hjerte har jeg villigt givet alt dette, og nu har jeg set med Glæde, at dit Folk, der er her til Stede, villigt har givet dig Gaver.
13O	29	18	HERRE, vore Fædre Abrahams, Isaks og Israels Gud, bevar til evig Tid et sådant Sind og sådanne Tanker i dit Folks Hjerte og vend deres Hjerter til dig!
13O	29	19	Og giv min Søn Salomo et helt Hjerte til at holde dine Bud, Vidnesbyrd og Anordninger og udføre det alt sammen og bygge den Borg, jeg har truffet Forberedelser til at opføre!"
13O	29	20	Derpå sagde David til hele Forsamlingen: "Lov HERREN eders Gud!" Og hele Forsamlingen lovede HERREN, deres Fædres Gud, og kastede sig ned for HERREN og Kongen.
13O	29	21	Så ofrede de Slagtofre til HERREN, og Dagen efter bragte de ham som Brændoffer l000 Tyre, 1000 Vædre og 1000 Lam med tilhørende Drikofre og en Mængde Slagtofre for hele Israel;
13O	29	22	og de spiste og drak den Dag for HERRENs Åsyn med stor Glæde. Derefter indsatte de på ny Davids Søn til Konge, og de hyldede ham som HERRENs Fyrste og Zadok som Præst;
13O	29	23	og Salomo satte sig på HERRENs Trone som Konge i sin Fader Davids Sted; Lykken var med ham, og hele Israel var ham lydigt;
13O	29	24	og alle Øversterne og Kærnetropperne, ligeledes alle Kong Davids Sønner hyldede Kong Salomo.
13O	29	25	HERREN gjorde Salomo overmåde mægtig for hele Israels Øjne og gav ham en kongelig Herlighed, som ingen Konge før ham havde haft i Israel.
13O	29	26	David, Isajs Søn, havde hersket over hele Israel.
13O	29	27	Tiden, han var Konge over Israel, udgjorde fyrretyve År; i Hebron herskede han syv År, i Jerusalem tre og tredive År.
13O	29	28	Han døde i en god Alder, mæt af Dage, Rigdom og Ære; og hans Søn Salomo blev Konge i hans Sted.
13O	29	29	Kong Davids Historie fra først til sidst står optegnet i Seeren Samuels Krønike, Profeten Natans Krønike og Seeren Gads Krønike
13O	29	30	tillige med hele hans Regering og hans Heltegerninger og de Tildragelser, som hændtes ham og Israel og alle Lande og Riger.
14O	1	1	Salomo, Davids Søn, fik sikret sig Magten, og HERREN hans Gud var med ham og gjorde ham overmåde mægtig.
14O	1	2	Da tilsagde Salomo hele Israel, Tusind- og Hundredførerne, Dommerne og alle Israels Øverster, Fædrenehusenes Overhoveder,
14O	1	3	og ledsaget af hele Forsamlingen drog han til Offerhøjen i Gibeon. Der stod Guds Åbenbaringstelt, som HERRENs Tjener Moses havde rejst i Ørkenen,
14O	1	4	men Guds Ark havde David bragt op fra Kijat-Jearim til det Sted, han havde beredt den, idet han havde ladet rejse et Telt til den i Jerusalem.
14O	1	5	Men Kobberalteret, som Bezal'el, en Søn af Hurs Søn Uri, havde lavet, stod der foran HERRENs Bolig, og der søgte Salomo og Forsamlingen ham.
14O	1	6	Og Salomo ofrede der på Åbenbaringsteltets Kobberalter, som stod foran HERRENs Åsyn, han ofrede 1000 Brændofre derpå.
14O	1	7	Samme Nat lod Gud sig til Syne for Salomo og sagde til ham: "Sig, hvad du ønsker, jeg skal give dig!"
14O	1	8	Da sagde Salomo til Gud: "Du viste stor Miskundhed mod min Fader David, og du har gjort mig til Konge i hans Sted.
14O	1	9	Så lad da, Gud HERRE, din Forjæftelse til min Fader David gå i Opfyldelse, thi du har gjort mig til Konge over et Folk, der er talrigt som Jordens Støv.
14O	1	10	Giv mig derfor Visdom og Indsigt, så jeg kan færdes ret over for dette Folk, thi hvem kan dømme dette dit store Folk?"
14O	1	11	Da sagde Gud til Salomo: "Fordi din Hu står til dette, og du ikke bad om Rigdom, Gods og Ære eller om dine Avindsmænds Liv, ej heller om et langt Liv, men om Visdom og Indsigt til at dømme mit Folk, som jeg gjorde dig til Konge over,
14O	1	12	så skal du få Visdom og Indsigt; men jeg giver dig også Rigdom, Gods og Ære, så at ingen Konge før dig har haft Mage dertil. og ingen efter dig skal have det."
14O	1	13	Derpå begav Salomo sig fra Offerhøjen i Gibeon, fra Pladsen foran Åbenbaringsteltet, til Jerusalem; og han herskede som Konge over Israel.
14O	1	14	Salomo anskaffede sig Stridsvogne og Ryttere, og han havde 1400 Vogne og l2000 Ryttere; dem lagde han dels i Vognbyerne, dels hos sig i Jerusalem.
14O	1	15	Kongen bragte det dertil, af Sølv og Guld i Jerusalem var lige så almindeligt som Sten, og Cedertræ lige så almindeligt som Morbærfigentræ i Lavlandet.
14O	1	16	Hestene, Salomo indførte, kom fra Mizrajim og Kove; Kongens Handelsfolk købte dem i Kove.
14O	1	17	De udførte en Vogn fra Mizrajim for 600 Sekel Sølv, en Hest for 150. Ligeledes udførtes de ved Handelsfolkenes Hjælp til alle Hetiternes og Arams Konger.
14O	2	1	Salomo fik i Sinde at bygge et Hus for HERRENs Navn og et kongeligt Palads.
14O	2	2	Salomo lod derfor udskrive 70.000 Mand til Lastdragere og 80.000 Mand til Stenhuggere i Bjergene og 3600 til at føre Tilsyn med dem.
14O	2	3	Og Salomo sendte Kong Huram af Tyrus følgende Bud: "Vær mod mig som mod min Fader David, hvem du sendte Cedertræ, for at han kunde bygge sig et Palads at bo i.
14O	2	4	Se, jeg er ved at bygge HERREN min Guds Navn et Hus; det skal helliges ham, for at man kan brænde vellugtende Røgelse for hans Åsyn, altid have Skuebrødene fremme og ofre Brændofre hver Morgen og Aften, på Sabbaterne, Nymånedagene og HERREN vor Guds Højtider, som det til evig Tid påhviler Israel.
14O	2	5	Huset, jeg vil bygge, skal være stort; thi vor Gud er større end alle Guder.
14O	2	6	Hvem magter at bygge ham et Hus, når dog Himmelen og Himlenes Himle ikke kan rumme ham? Og hvem erjeg, at jeg skulde bygge ham et Hus, når det ikke var for at tænde Offerild for hans Åsyn!
14O	2	7	Så send mig da en Mand, der har Forstand på at arbejde i Guld. Sølv, Kobber, Jern, rødt Purpur, Karmoisin og violet Purpur og forstår sig på Billedskærerarbejde, til at arbejde sammen med mine egne Mestre her i Juda og Jerusalem, dem, som min Fader antog;
14O	2	8	og send mig Ceder- Cypres- og Algummimtræ fra Libanon, thi jeg ved at dine Folk forstår at fælde Libanons Træer; og mine Folk skal hjælpe dine;
14O	2	9	men Træ må jeg have i Mængde, thi Huset, jeg vil bygge, skal være stort, det skal være et Underværk.
14O	2	10	For Tømrerne, som fælder Træerne, vil jeg til Underhold for dine Folk give 20.000 Kor Hvede, 20.000 Kor Byg, 20.000 Bat Vin og 20.000 Bat Olie."
14O	2	11	Kong Huram af Tyrus svarede i et Brev, som han sendte Salomo: "Fordi HERREN elsker sit Folk, har han gjort dig til Konge over dem!"
14O	2	12	Og Huram føjede til: "Lovet være HERREN, Israels Gud, som har skabt Himmelen og Jorden, at han har givet Kong David en viis Søn, der har Forstand og Indsigt til at bygge et Hus for HERREN og et kongeligt Palads.
14O	2	13	Her sender jeg dig en kyndig og indsigtsfuld Mand, Huram-Abi;
14O	2	14	han er Søn af en Kvinde fra Dan, men hans Fader er en Tyrier; han forstår at arbejde i Guld. Sølv, Kobber, Jern, Stem, Træ, rødt og violet Purpur, fint Linned og karmoisinfarvet Stof, forstår sig på al Slags Billedskærerarbejde og kan udtænke alle de Kunstværker, han sættes til; han skal arbejde sammen med dine og med min Herres, din Fader Davids, Mestre.
14O	2	15	Min Herre skal derfor sende sine Trælle Hveden, Byggen, Vinen og Olien, han talte om;
14O	2	16	så vil vi fælde så mange Træer på Libanon, som du har Brug for, og sende dig dem i Tømmerflåder på Havet til Jafo; men du må selv få dem op til Jerusalem."
14O	2	17	Salomo lod da alle fremmede Mænd, der boede i Israels Land, tælle - allerede tidligere havde hans fader David ladet dem tælle - og de fandtes at udgøre 153.600.
14O	2	18	Af dem gjorde han 70.000 til Lastdragere, 80.000 til Stenhuggere i Bjergene og 3.600 til Opsynsmænd til at lede Folkenes Arbejde.
14O	3	1	Derpå tog Salomo fat på at bygge HERRENs Hus i Jerusalem på Morija Bjerg, hvor HERREN havde ladet sig til Syne for hans Fader David, på det Sted, David havde beredt, på Jebusiten Ornans Tærskeplads.
14O	3	2	Han tog fat på Byggearbejdet i den anden Måned i sit fjerde Regeringsår.
14O	3	3	Målene på Grunden, som Salomo lagde ved Opførelsen af Guds Hus, var følgende: Længden var tresindstyve Alen efter gammelt Mål, Bredden tyve.
14O	3	4	Forhallen foran Templets Hellige var tyve Alen lang, svarende til Templets Bredde, og tyve Alen høj; og han overtrak den indvendig med purt Guld.
14O	3	5	Den store Hal dækkede han med Cyprestræ og overtrak den desuden med ægte Guld og prydede den med Palmer og Kranse.
14O	3	6	Han smykkede Hallen med Ædelsten; og Guldet var Parvajimguld;
14O	3	7	han overtrak Templet, Bjælkerne, Dørtærsklerne, Væggene og Dørfløjene med Guld og lod indgravere Keruber på Væggene.
14O	3	8	Han byggede fremdeles det Allerhelligste; dets Længde på tværs af Templet var tyve Alen, dets Bredde tyve; og han overtrak det med ægte Guld til en Vægt af 600 Talenter.
14O	3	9	Naglerne havde en Vægt af halvtredsindstyve Guldsekel; og Rummene på Taget overtrak han med Guld.
14O	3	10	I det Allerhelligste satte han to Keruber i Billedskærerarbejde, og han overtrak dem med Guld.
14O	3	11	Kerubernes Vinger målte tilsammen tyve Alen i Længden; den enes ene Vinge, fem Alen lang, rørte Hallens ene Væg, medens den anden, fem Alen lang, rørte den andens Vinge;
14O	3	12	og den anden Kerubs ene Vinge, fem Alen lang, rørte Hallens modsatte Væg, medens den anden, fem Alen lang, nåede til den førsfe Kerubs Vinge.
14O	3	13	Disse Kerubers Vinger mnålte i deres fulde Udstrækning tyve Alen og de stod oprejst med Ansigtet indad.
14O	3	14	Tillige lavede han Forhænget af violet og rødt Purpur, karmoisinfarvet Stof og fint Linned og prvdede det med Keruber.
14O	3	15	Foran Templet lavede han to Søjler. De var fem og tredive Alen høje, og Søjlehovedet oven på dem var fem Alen.
14O	3	16	Så lavede han Kranse som en Halskæde og anbragte dem øverst på Søjlerne, og fremdeles lavede han l00 Granatæbler og satte dem på Kransene.
14O	3	17	Disse Søjler rejste han foran Helligdommen, en til højre og en til venstre: den højre kaldte han Jakin, den venstre Boaz.
14O	4	1	Fremdeles lavede han et Kobberalter, tyve Alen bredt og ti Alen højt.
14O	4	2	Fremdeles lavede han Havet i støbt Arbejde, ti Alen fra Rand til Rand, helt rundt, fem Alen højt; det målte tredive Alen i Omkreds.
14O	4	3	Under Randen var det hele Vejen rundt omgivet af agurklignende Prydelser, der omsluttede Havet helt rundt, tredive Alen; i to Rækker sad de agurklignende Prydelser, støbt i eet dermed.
14O	4	4	Det stod på tolv Okser, således at tre vendte mod Nord, tre mod Vest, tre mod Syd og tre mod Øst; Havet stod oven på dem; de vendte alle Bagkroppen indad.
14O	4	5	Det var en Håndsbred tykt, og Randen var formet som Randen på et Bæger, som en udsprungen Lilje. Det tog 3000 Bat.
14O	4	6	Fremdeles lavede han ti Bækkener og satte fem til højre og fem til venstre, til Tvætning; i dem skyllede man, hvad der brugtes ved Brændofrene, medens Præsterne brugte Havet til at tvætle sig i.
14O	4	7	Fremdeles lavede han de ti Guldlysestager, som de skulde væte, og satte dem i Helligdommen, fem til højre og fem til venstre.
14O	4	8	Fremdeles lavede han ti Borde og satte dem i Helligdommen, fem til højre og fem til venstre; fillige lavede han 100 Skåle af Guld.
14O	4	9	Fremdeles indrettede han Præsternes Forgård og den store Gård og Porte til Gården; Portfløjene overtrak han med Kobber.
14O	4	10	Havet opstillede han ved Templets Sydside, ved det sydøstre Hjørne.
14O	4	11	Fremdeles lavede Huram Karrene, Skovlene og Skålene. Dermed var Huram færdig med sit Arbejde for Kong Salomo ved Guds Hus:
14O	4	12	De to Søjler og de to kugleformede Søjlehoveder ovenpå, de to Fletværker til at dække de to, kugleformede Søjlehoveder på Søjlerne,
14O	4	13	de 400 Granatæbler til de to Fletværker, to Rækker Granatæbler til hvert Fletværk til at dække de to kugleformede Søjlehoveder på de to Søjler,
14O	4	14	de ti Stel med de ti Bækkener på,
14O	4	15	Havet med de tolv Okser under.
14O	4	16	Karrene, Skovlene og Skålene og alle de Ting, som hørte til, lavede Huram-Abi af blankt Kobber for Kong Salomo til HERRENs Hus.
14O	4	17	I Jordandalen lod Kongen dem støbe, ved Adamas Vadested mellem Sukkot og Zereda.
14O	4	18	Salomo lod alle disse Ting lave i stor Mængde, thi Kobberet blev ikke vejet.
14O	4	19	Og Salomo lod alle Tingene, som hørte til Guds Hus, lave: Guldalteret, Bordene, som Skuebrødene lå på,
14O	4	20	Lysestagerne med Lamperne, der skulde tændes på den foreskrevne Måde, foran Inderhallen, af purt Guld,
14O	4	21	med Blomsterbægrene, Lamperne og Lysesaksene af Guld, ja af det allerbedste Guld,
14O	4	22	Knivene, Skålene, Kanderne og Panderne af fint Guld og Dørhængslerne til Templet, til Inderdørene for det Allerltelligste og til Dørene for det Hellige, af Guld.
14O	5	1	Da hele Arbejdet, som Salomo lod udføre ved HERRENs Hus, var færdigt, bragte Salomo sin Fader Davids Helliggaver, Sølvet og Guldet, derind og lagde alle Tingene i Skatkamrene i Guds Hus.
14O	5	2	Derpå kaldte Salomo Israels Ældste og alle Stammernes Overhoveder, Israeliternes Fædrenehuses Øverster, sammen i Jerusalem for at føre HERRENs Pagts Ark op fra Davidsbyen, det er Zion.
14O	5	3	Så samledes alle Israels Mænd hos Kongen på Højtiden i Etanim Måned, det er den syvende Måned.
14O	5	4	Og alle Israels Ældste kom, og Leviterne har Arken.
14O	5	5	Og de bragte Arken op tillige med Åbenbaringsteltett og alle de hellige Ting, der var i Teltet; Præsterne og Leviterne bragte dem op:
14O	5	6	Og Kong Salomo tillige med hele Israels Menighed, som havde givet Møde hos ham foran Arken, ofrede Småkvæg og Hornkvæg, så meget, at det ikke var til at tælle eller overse.
14O	5	7	Så førte Præsterne HERRENs Pagts Ark ind på dens Plads i Templets Inderhal, det Allerhelligste, og stillede den under Kerubernes Vinger;
14O	5	8	og Keruberne udbredte deres Vinger over Pladsen, hvor Arken stod, og således dannede Keruberne et Dække over Arken og dens Bærestænger.
14O	5	9	Stængerne var så lange, at Enderne af dem kunde ses fra det Hellige foran Inderhallen, men de kunde ikke ses længere ude; og de er der den Dag i Dag.
14O	5	10	Der var ikke andet i Arken end de to Tavler, Moses havde lagt ned i den på Horeb, Tavlerne med den Pagt, HERREN havde sluttet med Israeliterne, da de drog bort fra Ægypten.
14O	5	11	Da Præsteme derpå gik ud af Helligdommen - alle de Præster, der var til Stede, havde nemlig helliget sig uden Hensyn til Skifterne;
14O	5	12	og alle de levitiske Sangere, Asaf, Heman og Jedutun tillige med deres Sønner og Brødre stod østen for Alteret i Klæder af fint Linned med Cymbler, Harper og Citre, og sammen med dem stod 120 Præster, der blæste i Trompeter -
14O	5	13	i samme Øjeblik som Trompetblæserne og Sangerne på een Gang stemte i for at love og prise HERREN og lod Trompeterne, Cymblerne og Musikinstrumenterne klinge og lovede HERREN med Ordene "thi han er god, og hans Miskundhed varer evindelig!" - fyldte Skyen HERRENs Hus,
14O	5	14	så at Præsterne af Skyen hindredes i at stå og udføre deres Tjeneste, thi HERRENs Herlighed fyldte Guds Hus.
14O	6	1	Ved den Lejlighed sang Salomo: "HERREN har sagt, han vil bo i Mulmet!"
14O	6	2	Nu har jeg bygget dig et Hus til Bolig, et Sted, du for evigt kan dvæle.
14O	6	3	Derpå vendte Kongen sig om og velsignede hele Israels Forsamling, der imens stod op;
14O	6	4	og han sagde: "Lovet være HERREN, Israels Gud, hvis Hånd har fuldført, hvad hans Mund talede til min Fader David, dengang han sagde:
14O	6	5	Fra den Dag jeg førte mit Folk ud af Ægypten, har jeg ikke udvalgt nogen By i nogen af Israels Stammer, hvor man skulde bygge et Hus til Bolig for mit Navn, og jeg har ikke udvalgt nogen Mand til at være Hersker over mit Folk Israel;
14O	6	6	men Jerusalem udvalgte jeg til Bolig for mit Navn, og David udvalgte jeg til at herske over mit Folk Israel.
14O	6	7	Og min Fader David fik i Sinde at bygge HERRENs, Israels Guds, Navn et Hus;
14O	6	8	men HERREN sagde til min Fader David: At du har i Sinde at bygge mit Navn et Hus, er ret af dig;
14O	6	9	dog skal ikke du bygge det Hus, men din Søn, der udgår af din Lænd, skal bygge mit Navn det Hus.
14O	6	10	Nu har HERREN opfyldt det Ord, han talede, og jeg er trådt i min Fader Davids Sted og sidder på Israels Trone, som HERREN sagde, og jeg har bygget HERRENs, Israels Guds, Navn Huset;
14O	6	11	og jeg har der beredt en Plads til Arken med den Pagt, HERREN sluttede med Israeliterne."
14O	6	12	Derpå trådte Salomo frem foran HERRENs Alfer lige over for hele Israels Forsamling og udbredte Hænderne.
14O	6	13	Salomo havde nemlig ladet lave en fem Alen lang, fem Alen bred og tre Alen høj Talerstol af Hobber og stillet den op midt i Gården; på den trådte han op og kastede sig på Knæ foran hele Israels Forsamling, udbredte sine Hænder mod Himmelen
14O	6	14	og sagde: "HERRE, Israels Gud, der er ingen Gud som du i Himmelen og på Jorden, du, som holder fast ved din Pagt og din Miskundhed mod dine Tjenere, når de af hele deres Hjerte vandrer for dit Åsyn,
14O	6	15	du, som har holdt, hvad du lovede din Tjener, min Fader David, og i Dag opfyldt med din Hånd, hvad du talede med din Mund.
14O	6	16	Så hold da nu, HERRE, Israels Gud, hvad du lovede din Tjener, min Fader David, da du sagde: En Efterfølger skal aldrig fattes dig for mit Åsyn til at sidde på Israels Trone, når kun dine Sønner vil tage Vare på deres Vej og vandre i min Lov, som du har vandret for mit Åsyn!
14O	6	17	Så lad nu, HERRE, Israels Gud, det Ord opfyldes, som du tilsagde din Tjener David!
14O	6	18	Men kao Gud da virkelig bo blandt Menneskene på Jorden? Nej visselig, Himlene, ja Himlenes Himle kan ikke rumme dig, langt mindre dette Hus, som jeg har bygget!
14O	6	19	Men vend dig til din Tjeners Bøn og Begæring, HERRE min Gud, så du hører det Råb og den Bøn, din Tjener opsender for dit Åsyn;
14O	6	20	lad dine Øjne være åbne over dette Hus både Dag og Nat, over det Sted, hvor du har sagt, du vilde stedfæste dit Navn, så du hører den Bøn, din Tjener opsender, vendt mod dette Sted!
14O	6	21	Og hør den Bøn, dinjener og dit Folk Israel opsender, vendt mod dette Sted; du høre den der, hvor du bor, i Himmelen, du høre og tilgive!
14O	6	22	Når nogen synder imod sin Næste, og man afkræver ham Ed og lader ham sværge, og han kommer og aflægger Ed foran dit Alter i dette Hus,
14O	6	23	så høre du det i Himmelen og gøre det og dømme dine Tjenere imellem, så du gengælder den skyldige og lader hans Gerning komme overhans Hoved og frikender den uskyldige og gør med ham efter hans Uskyld.
14O	6	24	Når dit Folk Israel tvinges til at fly for en Fjende, fordi de synder imod dig, og de så omvender sig og bekender dit Navn og opsender Bønner og Begæringer for dit Åsyn i dette Hus,
14O	6	25	så høre du det i Himmelen og tilgive dit Folk Israels Synd og føre dem tilbage til det Land, du gav dem og deres Fædre.
14O	6	26	Når Himmelen lukkes, så Regnen udebliver, fordi de synder imod dig, og de så beder, vendt mod dette Sted, og bekender dit Navn og omvender sig fra deres Synd, fordi du revser dem,
14O	6	27	så høre du det i Himmelen og tilgive din Tjeners og dit Folk Israels Synd, ja du vise dem den gode Vej, de skal vandre, og lade det regne i dit Land, som du gav dit Folk i Eje.
14O	6	28	Når der kommer Hungersnød i Landet, når der kommer Pest, når der kommer Hornbrand og Rust, Græshopper og Ædere, når Fjenden belejrer Folket i en af dets Byer, når alskens Plage og Sot indtræffer
14O	6	29	enhver Bøn, enhver Begæring, hvem den end kommer fra i hele dit Folk Israel, når de føler deres Plage og Smerte og udbreder Hænderne mod dette Hus,
14O	6	30	den høre du i Himmelen, der, hvor du bor, og tilgive, idet du gengælder enhver hans Færd, fordi du kender hans Hjerte, thi du alene kender Menneskebørnenes Hjerter,
14O	6	31	for at de må frygte dig og følge dine Veje, al den Tid de lever på den Jord, du gav vore Fædre.
14O	6	32	Selv den fremmede, der ikke hører til dit Folk Israel, men kommer fra et fjernt Land for dit store Navns, din stærke Hånds og din udstrakte Arms Skyld, når de kommer og beder, vendt mod dette Hus,
14O	6	33	da børe du det i Himmelen, der. hvor du bor, og da gøre du efter alt, hvad den fremmede råber til dig om, for at alle Jordens Folkeslag må lære dit Navn at kende og frygte dig ligesom dit Folk Israel og erkende, at dit Navn er nævnet over dette Hus, som jeg har bygget.
14O	6	34	Når dit Folk drager i Krig mod sine Fjender, hvor du end sender dem hen, og de beder til dig, vendt mod den By, du har udvalgt, og det Hus, jeg har bygget dit Navn,
14O	6	35	så høre du i Himmelen deres Bøn og Begæring og skaffe dem deres Ret.
14O	6	36	Når de synder imod dig - thi der er intet Menneske, som ikke synder - og du vredes på dem og giver dem i Fjendens Magt, og Sejrherrerne fører dem fangne til et andet Land, det være sig fjernt eller nær,
14O	6	37	og de så går i sig selv i det Land, de er bortført til, og omvender sig og råber til dig i deres Landflygtigheds Land og siger: Vi har syndet, handlet ilde og været ugudelige!
14O	6	38	når de omvender sig til dig al hele deres Hjerte og af hele deres Sjæl i Sejrherrernes Land, som de bortførtes til, og de beder, vendt mod deres Land, som du gav deres Fædre, mod den By, du har udvalgt, og det Hus, jeg har bygget dit Navn -
14O	6	39	så høre du i Himmelen, der, hvor du bor, deres Bøn og Begæring og skaffe dem deres Ret, og du tilgive dit Folk, hvad de syndede imod dig!
14O	6	40	Så lad da, min Gud, dine Øjne være åbne og dine Ører lytte til Bønnen, der bedes på dette Sted,
14O	6	41	bryd op da, Gud HERRE, til dit Hvilested, du selv og din Vældes Ark! Dine Præster, Gud HERRE, være iklædt Frelse, dine fromme glæde sig ved dine Goder!
14O	6	42	Gud HERRE, afvis ikke din Salvede, kom Nåden mod din Tjener David i Hu!"
14O	7	1	Da Salomo havde endt sin Bøn, for Ild ned fra Himmelen og fortærede Brændofferet og Slagtofrene, og HERRENs Herlighed fyldte Templet,
14O	7	2	og Præsterne kunde ikke gå ind i HERRENs Hus, fordi HERRENs Herlighed fyldte det.
14O	7	3	Og da alle Israeliterne så Ilden og HERRENs Herlighed fare ned over Templet, kastede de sig på Knæ på Stenbroen med Ansigtet mod Jorden og filbad og lovede HERREN med Ordene "thi han er god, og hans Miskundhed varer evindelig!"
14O	7	4	Kongen ofrede nu sammen med alt Folket Slagtofre for HEERRENs Åsyn.
14O	7	5	Til Slagtofferet tog Kong Salomo 22.000 Stykker Hornkvæg og 120.000 Stykker Småkvæg. Således indviede Kongen og alt Folket Guds Hus.
14O	7	6	Og Præsterne stod på deres Pladser, og Leviterne stød med HERRENs Musikinstrumenter, som Kong David havde ladet lave, for at love HERREN med Davids Lovsangs Ord "thi hans Miskundhed varer evindelig!" og Præsterne stod lige over for dem og blæste i trompeter, og hele Israel stod op:
14O	7	7	Og Salomo helligede den mellemste Del af Forgården foran HERRENs Hus, thi der måtte han ofre Brændofrene og Fedtstykkerne af Takofrene, da Kobberalteret, som Salomo havde ladet lave, ikke kunde rumme Brændofferet, Afgrødeoffret og Fedtstykkerne.
14O	7	8	Samtidig fejrede Salomo i syv Dage Højtiden sammen med hele Israel, en vældig Forsamling lige fra Egnen ved Hamat og til Ægyptens Bæk.
14O	7	9	Ottendedagen holdt man festlig Samling, thi de fejrede Alterets Indvielse i syv Dage og Højtiden i syv.
14O	7	10	Og på den tre og tyvende Dag i den syvende Måned lod han Folket gå hver til sit, glade og vel til Mode over den Godhed, HERREN havde vist sin Tjenet David og Salomo og sit Folk Israel.
14O	7	11	Salomo var nu færdig med at opføre HERRENs Hus og Kongens Palads; og alt, hvad Salomo havde sat sig for at udføre ved HERRENs Hus og sit Palads, havde han lykkeligt ført igennem.
14O	7	12	Da lod HERREN sig til Syne for Salomo om Natten og sagde til ham: "Jeg har hørt din Bøn og udvalgt mig dette Sted til Offersted.
14O	7	13	Dersom jeg tillukker Himmelen, så Regnen udebliver, eller jeg opbyder Græshopperne til at æde Landet op, eller jeg sender Pest i mit Folk,
14O	7	14	og mit Folk, som mit Navn nævnes over, da ydmyger sig, beder og søger mit Åsyn og vender om fra deres onde Veje, så vil jeg høre det i Himmelen og tilgive deres Synd og læge deres Land,
14O	7	15	Nu skal mine Øjne være åbne og mine Ører lytte til Bønnen, der bedes på dette Sted.
14O	7	16	Og nu har jeg udvalgt og billiget dette Hus, for at mit Navn kan bo der til evig Tid, og mine Øjne og mit Hjerte skal være der alle Dage.
14O	7	17	Hvis du nu vandrer for mit Åsyn som din Fader David, så du gør alt, hvad.jeg har pålagt dig, og, holder mine Anordninger og Lovbud,
14O	7	18	så vil jeg opretholde din Kongetrone, som jeg tilsagde din Fader David, da jeg sagde: En Efterfølger skal aldrig fattes dig til at herske over Israel.
14O	7	19	Men hvis I vender eder bort og forlader mine Anordninger og Bud, som jeg har forelagt eder, og går hen og dyrker fremmede Guder og tilbeder dem,
14O	7	20	så vil jeg rykke eder op fra mit Land, som jeg gav eder; og dette Hus, som jeg har belliget for mit Navn, vil jeg forkaste fra mit Åsyn og gøre det til Spot og Spe blandt alle Folk,
14O	7	21	og dette Hus, som var så ophøjet, over det skal enhver, som kommer der forbi, blive slået af Rædsel. Og når man siger: Hvorfor har HERREN handlet således mod dette Land og dette Hus?
14O	7	22	skal der svares: Fordi de forlod HERREN, deres Fædres Gud, som førte dem ud af Ægypten, og holdt sig til andre Guder, tilbad og dyrkede dem; derfor har HERREN bragt al denne Elendighed over dem!"
14O	8	1	Da de tyve År var omme, i hvilke Salomo havde bygget på HERRENs Hus og sit Palads -
14O	8	2	også de Byer, Huram afstod til Salomo, befæstede Salomo og lod Israeliterne bosætte sig i dem -
14O	8	3	drog Salomo til Hamat-Zoba og indtog det.
14O	8	4	Han befæstede også Tadmor i Ørkenen og alle de Forrådsbyer, han byggede i Hamat;
14O	8	5	ligeledes genopbyggedehan Øvre og Nedre-Bet-Horon, så de blev Fæstninger med Mure, Porte og Portslåer,
14O	8	6	ligeledes Ba'alat og alle Salomos Forrådsbyer, Vognbyerne og Rytterbyerne, og alt andet, som Salomo fik Lyst til at bygge i Jerusalem, i Libanon og i hele sit Rige.
14O	8	7	Alt, hvad der var tilbage af Hetiterne, Amoriterne, Perizziterne, Hivviterne og Jebusiterne, og som ikke hørte til Israeliterne,
14O	8	8	deres Efterkommere, som var tilbage efter dem i Landet, og som Israeliterne ikke havde tilintetgjort. dem udskrev Salomo til Hoveriarbejde, som det er den Dag i Dag.
14O	8	9	Af Israeliterne derimod gjorde Salomo ingen til Arbejdstrælle for sig, men de var Krigsfolk, Hærførere og Vognkæmpere hos ham og Førere for hans Stridsvogne og Rytteri.
14O	8	10	Tallet på Kong Salomos Overfogeder var 250; de havde Tilsyn med Folkene.
14O	8	11	Faraos Datter flyttede Salomo fra Davidsbyen ind i det Hus, han havde bygget til hende; thi han tænkte: "Jeg vil ikke have en Kvinde boende i Kong David af Israels Palads, thi bellige er de Steder, hvor HERRENs Ark kommer."
14O	8	12	Nu ofrede Salomo Brændofre til HERREN på HERRENs Alter, som han Havde bygget foran Forhallen,
14O	8	13	idet han ofrede, som det efter Moses's Bud hørte sig til hver enkelt Dag, på Sabbaterne, Nymånedagene og Højtiderne tre Gange om Året, de usyrede Brøds Højtid, Ugernes Højtid og Løvhytternes Højtid.
14O	8	14	Og efter den Ordning, hans Fader David havde truffet, satte han Præsternes Skifter til deres Arbejde og Leviterne til deres Tjeneste, til at synge Lovsangen og gå Præsterne til Hånde efter hver Dags Behov, ligeledes Dørvogterne efter deres Skifter til at holde Vagt ved de enkelte Porte; thi således var den Guds Mand Davids Bud.
14O	8	15	Og man fraveg ikke i mindste Måde Kongens Bud vedrørende Præsterne og Leviterne og Skatkamrene.
14O	8	16	Således fuldendtes hele Salomos Værk, fra den Dag Grundvolden lagdes til HERRENs Hus, til Salomo var færdig med HERRENs Hus.
14O	8	17	Ved den Tid drog Salomo til Ezjongeber og Elot ved Edoms Kyst;
14O	8	18	og Huram sendte ham Folk med Skibe og befarne Søfolk, der sammen med Salomos Folk sejlede til Ofir, hvor de hentede 450 Talenter Guld, som de bragte Kong Salomo.
14O	9	1	Da Dronningen af Saba hørte Salomos Ry, kom hun, for at prøve ham med Gåder, til Jerusalem med et såre stort Følge og med Kameler, der har Røgelse, Guld i Mængde og Ædelsten. Og da hun var kommet til Salomo, talte hun til ham om alt, hvad der lå hende på Hjerte.
14O	9	2	Men Salomo svarede på alle hendes Spørgsmål, og intet som helst var skjult for Salomo, han gav hende Svar på alt.
14O	9	3	Og da Dronningen at Saba så Salomos Visdom, Huset, han havde bygget,
14O	9	4	Maden på hans Bord, hans Folks Boliger, hans Tjeneres Optræden og deres Klæder, hans Mundskænke og deres Klæder og Brændofrene, han ofrede i HERRENs Hus, var hun ude af sig selv;
14O	9	5	og hun sagde til Kongen: "Sandt var, hvad jeg i mit Land hørte sige om dig og din Visdom!
14O	9	6	Jeg troede ikke, hvad der sagdes, før jeg kom og så det med egne Øjne; og se, ikke engang det halve af din store Visdom er mig fortalt, thi du overgår, hvad Rygtet sagde mig om dig!
14O	9	7	Lykkelige dine Mænd, lykkelige dine Folk, som altid er om dig og hører din Visdom!
14O	9	8	Lovet være HERREN din Gud, som fandt Behag i dig og satte dig på sin Trone som Konge for HERREN din Gud. Fordi din Gud elsker Israel og for at opretholde det evindeligt, satte han dig til Konge over dem, til at øve Ret og Retfærdighed!"
14O	9	9	Derpå gav hun Kongen l20 Guldtalenter, Røgelse i store Mængder og Ædelsten; og aldrig har der siden været så megen Røgelse i Landet som den, Dronningen af Saba gav Kong Salomo.
14O	9	10	Desuden bragte Hurams og Salomos Folk, som hentede Guld i Ofir, Algummimtræ og Ædelsten;
14O	9	11	og af Algummimtræet lod Kongen lave Rækværk til HERRENs Hus og Kongens Palads, desuden Citre og Harper til Sangerne; og Mage dertil var ikke tidligere set i Judas Land.
14O	9	12	Og Kong Salomo gav Dronningen af Saba alt, hvad hun ønskede og bad om, langt ud over hvad hun bragte til Kongen. Derpå vendte hun med sit Følge tilbage til sit Land.
14O	9	13	Vægten af det Guld, som i eet År indførtes af Salomo, udgjorde 666 Guldtalenter,
14O	9	14	deri ikke medregnet hvad der indkom i Afgift fra de undertvungne Folk og ved Købmændenes Handel og fra alle Arabiens Konger og Landets Statholdere, som bragte Salomo Guld og Sølv.
14O	9	15	Kong Salomo lod hamre 200 Guldskjolde, hvert på 600 Sekel Guld,
14O	9	16	og 300 mindre Guldskjolde, hvert på 300 Sekel Guld; dem lod Kongen henlægge i Libanonskovhuset.
14O	9	17	Fremdeles lod Kongen lave en stor, Elfenbenstrone, overtrukket mned lutret Guld.
14O	9	18	Tronen havde seks Trin, og på dens Ryg var der et Latn af Guld; på begge Sider af Sædet var der Arme, og ved Armene stod der to Løver;
14O	9	19	tillige stod der tolv Løver på de seks Trin, seks på hver Side. Der er ikke lavet Mage til Trone i noget andet Rige.
14O	9	20	Alle Kong Salomos Drikkekar var af Guld og alle Redskaber i Libanonskovhuset af fint Guld; Sølv regnedes ikke for noget i Kong Salomos Dage.
14O	9	21	Kongen havde nemlig Skibe, det sejlede på Tarsis med Hurams Folk; og een Gang hverttredje År kom Tarsisskibene, ladet med Guld, Sølv, Elfenben, Aber og Påfugle.
14O	9	22	Kong Salomo overgik alle Jordens Konger i Rigdom og Visdom.
14O	9	23	Alle Jordens Konger søgte hen til Salomo for at høre den Visdom, Gud havde lagt i hans Hjerte;
14O	9	24	og alle bragte de Gaver med: Sølv- og Guldsager, Klæder, Våben, Røgelse, Heste og Muldyr; således gik det År efter År. Salomo havde 4000 Spand Heste og Vogne og l2000 Ryttere; dem lagde han dels i Vognbyerne, dels hos sig i Jerusalem.
14O	9	26	Han herskede over alle Konger fra Floden til Filisternes Land og Ægyptens Grænse.
14O	9	27	Kongen bragte det dertil, at Sølv i Jerusalem var lige så almindeligt som Sten, og Cedertræ lige så almindeligt som Morbærfigentræ i Lavlandet.
14O	9	28	Der indførtes Heste til Salomo fra Mizrajim og fra alle Lande.
14O	9	29	Salomos øvrige Historie fra først til sidst findes optegnet i Profeten Natans Krønike, Siloniten Ahijas Profeti og Seeren Jedos Syn om Jeroboam, Nebats Søn.
14O	9	30	Salomo herskede i Jerusalem over hele Israel i fyrretyve År.
14O	9	31	Derpå lagde Salomo sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i sin Fader Davids By. Og hans Søn Rehabeam blev Konge i hans Sted.
14O	10	1	Rehabeam begav sig til Sikem, thi derhen var hele Israel stævnet for at hylde ham som Konge.
14O	10	2	Men da Jeroboam, Nebats Søn, der opholdt sig i Ægypten, hvorhen han var flygtet for Kong Salomo, fik Nys derom, vendte han hjem fra Ægypten.
14O	10	3	Man sendte da Bud og lod ham kalde. Og Jeroboam kom. Da sagde hele Israel til Rehabeam:
14O	10	4	"Din Fader lagde et hårdt Åg på os, men let du nu det hårde Arbejde for os, som din Fader krævede, og det tunge Åg, han lagde på os, så vil vi tjene dig!"
14O	10	5	Han svarede dem: "Gå bort, bi tre Dage og kom så til mig igen!" Så gik Folket.
14O	10	6	Derpå rådførte Kong Rehabeam sig med de gamle, der havde stået i hans Fader Salomos Tjeneste, dengang han levede, og spurgte dem: "Hvad råder I mig til at svare dette Folk?"
14O	10	7	De svarede: "Hvis du i Dag vil være venlig mod dette Folk og føje dem og give dem gode Ord, så vil de blive dine Tjenere for bestandig!"
14O	10	8	Men han fulgte ikke det Råd, de gamle gav ham; derimod rådførte han sig med de unge, der var vokset op sammen med ham og stod i hans Tjeneste,
14O	10	9	og spurgte dem: "Hvad råder I os til at svare dette Folk, som kræver af mig, at jeg skal lette dem det Åg, min Fader lagde på dem?"
14O	10	10	De unge, der var vokset op sammen med ham, sagde da til ham: "Således skal du svare dette Folk, som sagde til dig: Din Fader lagde et tungt Åg på os, let du det for os! Således skal du svare dem: Min Lillefinger er tykkere end min Faders Hofter!
14O	10	11	Har derfor min Fader lagt et tungt Åg på eder, vil jeg gøre Åget tungere; har min Fader tugtet eder med Svøber, vil jeg tugte eder med Skorpioner!"
14O	10	12	Da Jeroboam og alt Folket Tredjedagen kom til Rehabeam, som Kongen havde sagt,
14O	10	13	gav han dem et hårdt Svar, og uden at tage Hensyn til de gamles Råd
14O	10	14	sagde han efter de unges Råd til dem: "Har min Fader lagt et tungt Åg på eder, vil jeg gøre det tungere; har min Fader tugtet eder med Svøber, vil jeg tugte eder med Skorpioner!"
14O	10	15	Kongen hørte ikke på Folket, thi Gud føjede det således for at opfylde det Ord, HERREN havde talet ved Ahija fra Silo til Jerøboam, Nebats Søn.
14O	10	16	Men da hele Israel mærkede, at Kongen ikke hørte på dem, gav Folket Kongen det Svar: "Hvad Del har vi i David? Vi har ingen Lod i Isajs Søn! Til dine Telte, Israel! Sørg nu, David, for dit eget Hus!" Derpå vendte Israel tilbage til sine Telte.
14O	10	17	Men over de Israeliter, der boede i Judas Byer, blev Rehabeam Konge.
14O	10	18	Nu sendte Kong Rehabeam Adoniram, der havde Opsyn med Hoveriarbejdet, ud til dem, men Israeliterne stenede ham til Døde. Da steg Kong Rehabeam i største Hast op på sin Stridsvogn og flygtede til Jerusalem.
14O	10	19	Så brød Israel med Davids Hus, og således er det den Dag i Dag.
14O	11	1	Da Rehabeam var kommet til Jerusalem, samlede han hele Judas og Benjamins Hus, 180.000 udsøgte Folk, øvede Krigere, til at føre Krig med Israel og vinde Kongedømmet tilbage til Rehabeam.
14O	11	2	Men da kom HERRENs Ord til den Guds Mand Sjemaja således:
14O	11	3	"Sig til Judas Konge Rehabeam, Salomos Søn, og til hele Israel i Juda og Benjamin:
14O	11	4	Så siger HERREN: I må ikke drage op og kæmpe med eders Brødre; vend hjem hver til sit, thi hvad her er sket, har jeg tilskikket!" Da adlød de HERRENs Ord og vendte tilbage og drog ikke mod Jeroboam.
14O	11	5	Rehabeam boede så i Jerusalem, og han befæstede flere Byer i Juda.
14O	11	6	Således befæstede han Betlehem, Etam, Tekoa, Bet-Zur, Soko, Adullam,
14O	11	8	Gat, Maresj a, Zif,
14O	11	9	Adorajim, Lakisj, Azeka,
14O	11	10	Zor'a, Ajjalon og Hebron, alle i Juda og Benjamin;
14O	11	11	og han gjorde Fæstningerne stærke, indsatte Befalingsmænd i dem og forsynede dem med Forråd af Levnedsmidler, Olie og Vin
14O	11	12	og hver enkelt By med Skjolde og Spyd og gjorde dem således meget stærke.  Ham tilhørte Juda og Benjamin.
14O	11	13	Præsterne og Leviterne i hele Israel kom alle Vegne fra, hvor de boede, og stillede sig til hans Tjeneste;
14O	11	14	thi Leviterne forlod deres Græsmarker og Ejendom og begav sig til Juda og Jerusalem, fordi Jeroboam og hans Sønner afsatte dem fra Stillingen som HERRENs Præster,
14O	11	15	idet han indsatte sig Præster for Offerhøjene og Bukketroldene og Tyrekalvene, som han, havde ladet lave.
14O	11	16	Og i Følge med Leviterne kom fra alle Israels Stammer de, hvis Hjerte var vendt til at søge HERREN, Israels Gud, til Jerusalem for at ofre til HERREN, deres Fædres Gud;
14O	11	17	og de styrkede Juda Rige og hævdede Rehabeams, Salomos Søns, Magt i et Tidsrum af tre År. Thi i tre År fulgte han Davids og Salomos Veje.
14O	11	18	Rehabeam ægtede Mahalat; en Datter af Davids Søn Jerimot og Abihajil, en Datter af Eliab, Isajs Søn.
14O	11	19	Hun fødte ham Sønnerne Je'usj, Sjemarja og Zaham.
14O	11	20	Senere ægtede han Absaloms Datter Ma'aka, som fødte ham Abija, Attaj, Ziza og Sjelomit.
14O	11	21	Rehabeam elskede Absaloms Datter Ma'aka højere end sine andre Hustruer og Medhustruer; han havde nemlig atten Hustruer og tresindstyve Medhustruer og avlede otte og tyve Sønner og tresindstyve Døtre.
14O	11	22	Og Rehabeam satte Ma'akas Søn Abija til Overhoved, til Fyrste blandt hans Brødre; thi han havde i Sinde at gøre, ham til Konge;
14O	11	23	og han fordelte klogelig alle sine Sønner rundt i alle Judas og Benjamins Landsdele og i alle de befæstede Byer og gav dem rigeligt Underhold og skaffede dem Hustruer.
14O	12	1	Men da Rehabeams Kongedømme var grundfæstet og hans Magt styrket, forlod han tillige med hele Israel HERRENs Lov.
14O	12	2	Da drog i Kong Rehabeams femte Regeringsår Ægypterkongen Sjisjak op imod Jerusalem, fordi de havde været troløse mod HERREN,
14O	12	3	med 1200 Stridsvogne og 60.000 Ryttere, og der var ikke Tal på Krigerne, der drog med ham fra Ægypten, Libyere, Sukkijiter og Ætiopere;
14O	12	4	og efter at have indtaget Fæstningerne i Juda drog han mod Jerusalem.
14O	12	5	Da kom Profeten Sjemaja til Rehabeam og Judas Øverster, som var tyet sammen i Jerusalem for Sjisjak, og sagde til dem: "Så siger HERREN: I har forladt mig, derfor har jeg også forladt eder og givet eder i Sjisjaks Hånd!"
14O	12	6	Da ydmygede Israels Øverster og Kongen sig og sagde: "HERREN er retfærdig!"
14O	12	7	Og da HERREN så, at de havde ydmyget sig, kom HERRENs Ord til Sjemaja således: "De har ydmyget sig; derfor vil jeg ikke tilintetgøre dem, men frelse dem om ikke længe, og min Vrede skal ikke udgydes over Jerusalem ved Sjisjak;
14O	12	8	men de skal komme til at stå under ham og lære at kende Forskellen mellem at tjene mig og at tjene Hedningemagterne!"
14O	12	9	Så drog Sjisjak op mod Jerusalem og tog Skattene i HERRENs Hus og i Kongens Palads; alt tog han, også de Guldskjolde, Salomo havde ladet lave.
14O	12	10	Kong Rehabeam lod da i Stedet lave Kobberskjolde og gav dem i Forvaring hos Høvedsmændene for Livvagten, der holdt Vagt ved Indgangen til Kongens Palads;
14O	12	11	og hver Gang Kongen begav sig til HERRENs Hus, kom Livvagten og hentede dem, og bagefter bragte de dem tilbage til Vagtstuen.
14O	12	12	Men da han havde ydmyget sig, vendfe HERRENs Vrede sig fra ham, så han ikke helt tilintetgjorde ham; også i Juda var Forholdene gode.
14O	12	13	Således styrkede Kong Rehabeam sin Magt i Jerusalem og blev ved at herske; thi Rehabeam var een og fyrretyve År gammel, da han blev Konge, og han herskede sytten År i Jerusalem, den By, HERREN havde udvalgt af alle Israels Stammer for der at stedfæste sit Navn. Hans Moder var en ammonitisk Kvinde ved Navn Na'ama.
14O	12	14	Han gjorde, hvad der var ondt, thi hans Hjerte var ikke vendt til at søge HERREN.
14O	12	15	Rehabeams Historie fra først til sidst står jo optegnet i Profeten Sjemajas og Seeren tddos Krønike. Rehabeam og Jeroboam lå i Krig med hinanden hele Tiden.
14O	12	16	Så lagde Rehabeam sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i Davidsbyen. Og hans Søn Abija blev Konge i hans Sted.
14O	13	1	I Kong Jerobeams attende Regeringsår blev Abija Konge over Juda.
14O	13	2	Tre År herskede han i Jerusalem. Hans Moder hed Mikaja og var Datter af Uriel fra Gibea. Abija og Jeroboam lå i Krig med hinanden.
14O	13	3	Abija åbnede Krigen med en krigsdygtig Hær, 400.000 udsøgte Mænd, og Jeroboam mødte ham med 800.000 udsøgte Mænd, dygtige Krigere,
14O	13	4	Da stillede Abija sig på Bjerget Zemarajim, der hører til Efraims Bjerge, og sagde: "Hør mig, Jeroboam og hele Israel!
14O	13	5	Burde I ikke vide, at HERREN, Israels Gud, har givet David og hans Efterkommere Kongemagten over Israel til evig Tid ved en Saltpagt?
14O	13	6	Men Jeroboam, Nebats Søn, Davids Søn Salomos Træl, rejste sig og gjorde Oprør mod sin Herre,
14O	13	7	og dårlige Folk, Niddinger, samlede sig om ham og bød Rehabeam, Salomos Søn, Trods; og Rebabeam var ung og veg og kunde ikke hævde sig over for dem.
14O	13	8	Og nu mener I at kunne hævde eder over for HERRENs Kongedømme i Davids Efterkommeres Hånd, fordi I er en stor Hob og på eders Side har de Guldkalve, Jeroboam lod lave eder til Guder!
14O	13	9	Har I ikke drevet HERRENs Præster, Arons Sønner, og Leviterne bort og skaffet eder Præster på samme Måde som Hedningefolkene? Enhver, der kommer med en ung Tyr og syv Vædre for at indsættes, bliver Præst for Guder, der ikke er Guder!
14O	13	10	Men vor Gud er HERREN, og vi har ikke forladt ham; de Præster, der tjener HERREN, er Arons Sønner og Leviterne udfører den øvrige Tjeneste;
14O	13	11	de antænder hver Morgen og Aften Brændofre til HERREN og vellugtende Røgelse, lægger Skuebrødene til Rette på Guldbordet og tænder Guldlysestagen og dens Lamper Aften efter Aften, thi vi holder HERREN vor Guds Forskrifter, men l har forladt ham!
14O	13	12	Se, med os, i Spidsen for os er Gud og hans Præster og Alarmtrompeterne, med hvilke der skal blæses til Kamp imod eder! Israeliter, indlad eder ikke i Kamp med HERREN, eders Fædres Gud, thi I får ikke Lykken med eder!"
14O	13	13	Jeroboam lod imidlertid Bagholdet gøre en omgående Bevægelse for at komme i Ryggen på dem, og således havde Judæerne Hæren foran sig og Bagholdet i Ryggen.
14O	13	14	Da Judæerne vendte sig om og så, at Angreb truede dem både forfra og bagfra, råbte de til HERREN, medens Præsterne blæste i Trompeterne.
14O	13	15	Så udstødte Judæerne Krigsskriget, og da Judæerne udstødte Krigsskriget, slog Gud Jeroboam og hele Israel foran Abija og Juda.
14O	13	16	Israeliterne flygtede for Judæerne, og Gud gav dem i deres Hånd;
14O	13	17	og Abija og hans Folk tilføjede dem et stort Nederlag, så der af Israeliterne faldt 500.000 udsøgte Krigere.
14O	13	18	Således ydmygedes Israeliterne den Gang, men Judæerne styrkedes, fordi de støttede sig til HERREN, deres Fædres Gud.
14O	13	19	Og Abija forfulgte Jeroboam og fratog ham flere Byer, Betel med Småbyer, Jesjana med Småbyer og Efrajin med Småbyer.
14O	13	20	Jeroboam kom ikke til Kræfter mere, så længe Abija levede; og HERREN slog ham, så han døde.
14O	13	21	Men Abijas Magt voksede. Han ægtede fjorten Hustruer og avlede to og tyve Sønner og seksten Døtre.
14O	13	22	Hvad der ellers er at fortælle om Abija, hans Færd og Ord, står jo optegnet i Profeten Iddos Udlægning".
14O	14	1	Så lagde Abija sig til Hvile hos sine Fædre, og man jordede ham i Davidsbyen; og hans Søn Asa blev Konge i hans Sted. På hans Tid havde Landet Fred i ti År.
14O	14	2	Asa gjorde, hvad der var godt og ret i HERREN hans Guds Øjne.
14O	14	3	Han fjernede de fremmede Altre og Offerhøjene, sønderbrød Stenstøtterne og omhuggede Asjerastøtterne
14O	14	4	og bød Judæerne søge HERREN, deres Fædres Gud, og holde Loven og Budet,
14O	14	5	og han fjernede Offerhøjene og Solstøtterne fra alle Judas Byer, og Landet havde Fred, så længe han levede.
14O	14	6	Han byggede Fæstninger i Juda, thi Landet havde Fred, og han havde ingen Krig i de År, thi HERREN lod ham have Ro.
14O	14	7	Han sagde da til Judæerne: "Lad os befæste disse Byer og omgive dem med Mure og Tårne, Porte og Portslåer, medens vi endnu har Landet i vor Magt, thi vi har søgt HERREN vor Gud; vi har søgt ham, og han har ladet os have Ro til alle Sider!" Så byggede de, og Lykken stod dem bi.
14O	14	8	Asa havde en Hær, af Juda 300.000 væbnet med Skjold og Spyd, og af Benjamin 280.000, der har Småskjolde og spændte Buer, alle sammen dygtige Krigere.
14O	14	9	Men Kusjiten Zera drog ud imod dem med en Hær på 1.000.000 Mand og 300 Stridsvogne. Da han havde nået Maresja,
14O	14	10	rykkede Asa ud imod ham, og de stillede sig op til Kamp i Zefatadalen ved Maresja.
14O	14	11	Da råbte Asa til HERREN sin Gud: "HERRE, hos dig er der ingen Forskel på at hjælpe den, der har megen Kraft, og den, der ingen har; hjælp os, HERRE vor Gud, thi til dig støtter vi os, og i dit Navn er vi draget mod denne Menneskemængde, HERRE, du er vor Gud, mod dig kan intet Menneske holde Stand."
14O	14	12	Da slog HERREN Kusjiterne foran Asa og Judæerne, og Kusjiterne tog Flugten.
14O	14	13	Asa og hans Folk forfulgte dem til Gerar, og alle Kusjiterne faldt, ingen reddede Livet, thi de knustes foran HERREN og hans Hær. Judæerne gjorde et umådeligt Bytte
14O	14	14	og indtog alle Byerne i Omegnen af Gerar, thi en HERRENs Rædsel var kommet over dem, og de plyndrede alle Byerne, thi der var et stort Bytte i dem;
14O	14	15	også indtog de Teltene til Kvæget og slæbte en Mængde Småkvæg og Kameler med sig; så vendte de tilbage til Jerusalem.
14O	15	1	Guds Ånd kom over Azarja, Odeds Søn,
14O	15	2	og han trådte frem for Asa og sagde til ham: "Hør mig, Asa og hele Juda og Benjamin! HERREN er med eder, når I er med ham; og hvis I søger ham, lader han sig finde af eder, men forlader I ham, forlader han også eder!
14O	15	3	I lange Tider var Israel uden sand Gud, uden Præster til at vejlede og uden Lov,
14O	15	4	men i sin Trængsel omvendte det sig til HERREN, Israels Gud, og søgte ham, og han lod sig finde at dem.
14O	15	5	I de Tider kunde ingen gå ud og ind i Fred, thi der var vild Rædsel over alle Landes Indbyggere;
14O	15	6	Folk knustes mod Folk, By mod By, thi Gud bragte dem i vild Rædsel med alle mulige Trængsler.
14O	15	7	Men I, vær frimodige og lad ikke Hænderne synke, thi der er Løn for eders Gerning."
14O	15	8	Da Asa hørte de Ord og den Profeti, tog han Mod til sig og fjernede de væmmelige Guder fra hele Judas og Benjamins Land og fra de Byer, han havde indtaget i Efraims Bjerge; oghan byggede påny HERRENs Alter foran HERRENs Forhal.
14O	15	9	Så samlede han hele Juda og Benjamin og de Folk fra Efraim, Manasse og Simeon, der boede som fremmede hos dem; thi en Mængde Israeliter var gået over til ham, da de så, at HERREN hans Gud var med ham.
14O	15	10	De samledes i Jerusalem i den tredje Måned i Asas femtende Regeringsår
14O	15	11	og ofrede den Dag HERREN Ofre af Byttet, de havde medbragt, 700 Stykker Hornkvæg og 7000 Stykker Småkvæg.
14O	15	12	Derpå sluttede de en Pagt om at søge HERREN, deres Fædres Gud, af hele deres Hjerte og hele deres Sjæl;
14O	15	13	og enhver, der ikke søgte HERREN, Israels Gud, skulde lide Døden, være sig lille eller stor, Mand eller Kvinde.
14O	15	14	Det tilsvor de HERREN med høj Røst under Jubel og til Trompeters og Horns Klang,
14O	15	15	Og hele Juda glædede sig over den Ed, thi de svor af hele deres Hjerte og søgte ham af hele deres Vilje; og han lod sig finde af dem og lod dem få Ro til alle Sider.
14O	15	16	Kong Asa fratog endog sin Moder Ma'aka Værdigheden som Herskerinde, fordi hun havde ladet lave et Skændselsbillede til Ære for Asjera; Asa lod hendes Skændselsbillede nedbryde, sønderknuse og brænde i Kedrons Dal.
14O	15	17	Vel forsvandt Offerhøjene ikke af Israel, men alligevel var Asas Hjerte helt med HERREN, så længe han levede.
14O	15	18	Og han bragte sin Faders og sine egne Helliggaver ind i Guds Hus, Sølv, Guld og forskellige Kar.
14O	16	1	Men i Asas seks og tredivte Regeringsår drog Kong Ba'sja af Israel op imod Juda og befæstede Rama for at hindre, at nogen af Kong Asa af Judas Folk drog ud og ind.
14O	16	2	Da tog Asa Sølv og Guld ud af Skatkamrene i HERRENs Hus og i Kongens Palads og sendte det til Kong Benhadad af Aram, som boede i Darmaskus, idet han lod sige:
14O	16	3	"Der består en Pagt mellem mig og dig og mellem min Fader og din Fader; her sender jeg dig en Gave af Sølv og Guld; bryd derfor din Pagt med Kong Ba'sja af Israel, så at han nødes til at drage bort fra mig!"
14O	16	4	Benhadad gik ind på Kong Asas Forslag og sendte sine Hærførere mod Israels Byer og indtog Ijjon, Dan, Abel-Majim og Forrådshusene i Naftalis Byer.
14O	16	5	Da Ba'sja hørte det, opgav han at befæste Rama og standsede Arbejdet.
14O	16	6	Men Kong Asa tog hele Juda til at føre Stenene og Træværket, som Ba'sja havde brugt ved Befæstningen af Rama, bort, og han befæstede dermed Geba og Mizpa.
14O	16	7	På den Tid kom Seeren Hanani til Kong Asa af Juda og sagde til ham: "Fordi du søgte Støtte hos Aramæerkongen og ikke hos HERREN din Gud, skal Aramæerkongens Hær slippe dig af Hænde!
14O	16	8	Var ikke Kusjiterne og Libyerne en vældig Hær med en vældig Mængde Vogne og Ryttere? Men da du søgte Støtte hos HERREN, gav han dem i din Hånd!
14O	16	9	Thi HERRENs Øjne skuer omkring på hele Jorden, og han viser sig stærk til at hjælpe dem, hvis Hjerte er helt med ham. I denne Sag har du handlet som en Dåre; thi fra nu af skal du altid ligge i Krig!"
14O	16	10	Men Asa blev fortørnet på Seeren og satte ham i Huset med Blokken, thi han var blevet vred på ham derfor. Asa for også hårdt frem mod nogle af Folket på den Tid.
14O	16	11	Asas Historie fra først til sidst står jo optegnet i Bogen om Judas og Israels Konger.
14O	16	12	I sit ni og tredivte Regeringsår fik Asa en Sygdom i Fødderne, og Sygdommen blev meget alvorlig. Heller ikke under sin Sygdom søgte han dog HERREN, men Lægerne.
14O	16	13	Så lagde Asa sig til Hvile bos sine Fædre og døde i sit een og fyrretyvende Regerings,år.
14O	16	14	Man jordede ham i en Grav, han havde ladet sig udhugge i Davidsbyen, og lagde ham på et Leje, som man havde fyldt med vellugtende Urter og Stoffer, tillavet som Salve, og tændte et vældigt Bål til hans Ære.
14O	16	19	Der var ikke Krige føer efter Asas fem og tredivte Regeringsår.
14O	17	1	Hans Søn Josafat blev Konge i hans Sted. Han styrkede sin Stilling over for Israel
14O	17	2	ved at lægge Besætning i alle Judas befæstede Byer og indsætte Fogeder i Judas Land og de efraimitiske Byer, hans Fader Asa havde indtaget.
14O	17	3	Og HERREN var med Josafat, thi han vandrede de Veje, hans Fader David til at begynde med havde vandret, og søgte ikke hen til Ba'alerne,
14O	17	4	men til sin Faders Gud og fulgte hans Bud og gjorde ikke som Israel.
14O	17	5	Derfor grundfæstede HERREN Kongedømmet i hans Hånd; og hele Juda bragte Josafat Gaver, så han vandt stor Rigdom og Ære.
14O	17	6	Da voksede hans Mod til at vandre på HERRENs Veje, så han også udryddede Offerhøjene og Asjerastøtterne i Juda.
14O	17	7	I sit tredje Regeringsår sendte han sine Øverster Benhajil, Obadja, Zekarja, Netan'el og Mika ud for at undevise i Judas Byer,
14O	17	8	ledsaget af Leviterne Sjemaja, Netanja, Zebadja, Asa'el, Sjemiramot, Jonatan, Adonija, Tobija og Tob-Adonija, Leviterne, og præsterne Elisjama og Joram.
14O	17	9	De havde HERRENs Lovbog med sig og undeviste i Juda, og de drog rundt i alle Judas Byer og underviste Folket.
14O	17	10	En HERRENs Rædsel kom over alle Lande og Riger rundt om Juda, så de ikke indlod sig i Krig med Josafat.
14O	17	11	Fra Filisterne kom der Folk, som bragte Josafat Gaver og svarede Sølv i Skat; også Araberne bragte ham Småkvæg, 7700 Vædre og 7700 Bukke.
14O	17	12	Således gik det stadig fremad for Josafat, så han til sidst fik meget stor Magt; og han byggede Borge og Forrådsbyer i Juda,
14O	17	13	og han havde store Forråd i Judas Byer og Krigsfolk, dygtige Krigere i Jerusalem.
14O	17	14	Her følger en Fortegnelse over dem efter deres Fædrenehuse. Til Juda hørte følgende Tusindførere: Øversten Adna med 300.000 dygtige Krigere;
14O	17	15	ved Siden af ham Øversten Johanan med 280.000 Mand;
14O	17	16	ved Siden af ham Amasja, Zikris Søn, der frivilligt gav sig i HERRENs Tjeneste, med 200.000 dygtige Krigere;
14O	17	17	fra Benjamin var Eljada, en dygtig Koger, med 200.000 Mand, væbnet med Bue og Skjold;
14O	17	18	ved Siden af ham Jozabad med 80.000 vel rustede Mand.
14O	17	19	Disse stod i Kongens Tjeneste, og dertil kom de, som Kongen havde lagt i de befæstede Byer hele Juda over.
14O	18	1	Da Josafat havde vundet stor Rigdom og Hæder, besvogrede han sig med Akab.
14O	18	2	Efter nogle Års Forløb drog han ned til Akab i Samaria, og Akab lod slagte en Mængde Småkvæg og Hornkvæg til ham og Folkene, han havde med sig; og så overtalte han ham til at drage op mod Ramot i Gilead.
14O	18	3	Kong Akab af Israel sagde nemlig til Kong Josafat af Juda: "Vil du drage med mig mod Ramot i Gilead?" Han svarede ham: "Jeg som du, mit Folk som dit, jeg går med i Krigen."
14O	18	4	Josafat sagde fremdeles til Israels Konge: "Spørg dog først om, hvad HERREN siger!"
14O	18	5	Da lod Israels Konge Profeterne kalde sammen, 400 Mand, og spurgte dem: "Skal jeg drage i Krig mod Ramot i Gilead, eller skal jeg lade være?" De svarede: "Drag derop, så vil Gud give det i Kongens Hånd!"
14O	18	6	Men Josafat spurgte: "Er her ikke endnu en af HERRENs Profeter, vi kan spørge?"
14O	18	7	Israels Konge svarede: "Her er endnu en Mand, ved hvem vi kan rådspørge HERREN; men jeg hader ham, fordi han aldrig spår mig godt, men altid ondt; det er Mika, Jimlas Søn." Men Josafat sagde: "Således må Kongen ikke tale!"
14O	18	8	Da kaldte Israels Konge på en Hofmand og sagde: "Hent hurtigt Mika, Jimlas Søn!"
14O	18	9	Imidlertid sad Israels Konge og Kong Josafat af Juda, iført deres Skrud, hver på sin Trone i Samarias Portåbning, og alle Profeterne spåede foran dem.
14O	18	10	Da lavede Zidkija, Kena'anas Søn, sig Horn af Jern og sagde: "Så siger HERREN: Med sådanne skal du støde Aramæerne ned, til de er tilintetgjot!"
14O	18	11	Og alle Profeterne spåede det samme og sagde: "Drag op mod Ramot i Gilead, så skal Lykken følge dig, og HERREN vil give det i Kongens Hånd!"
14O	18	12	Men Budet der var gået efter Mika, sagde til ham: "Se, Profeterne har alle som een givet Kongen gunstigt Svar. Tal du nu som de og giv gunstigt Svar!"
14O	18	13	Men Mika svarede: "Så sandt HERREN lever: Hvad min Gud siger, det vil jeg tale!"
14O	18	14	Da han kom til Kongen, spurgte denne ham: "Mika, skal vi drage i Krig mod Ramot i Gilead, eller skal vi lade være?" Da svarede han: "Drag derop, så skal Lykken følge eder, og de skal gives i eders Hånd!"
14O	18	15	Men Kongen sagde til ham: "Hvor mange Gange skal jeg besværge dig, at du ikke siger mig andet end Sandheden i HERRENs Navn?"
14O	18	16	Da sagde han: "Jeg så hele Israel spredt på Bjergene som en Hjord uden Hyrde; og HERREN sagde: De Folk har ingen Herre, lad dem vende tilbage i Fred, hver til sit!"
14O	18	17	Israels Konge sagde da til Josafat: "Sagde jeg dig ikke, at han aldrig spår mig godt, men kun ondt!"
14O	18	18	Da sagde Mika: "Så hør da HERRENs Ord! Jeg så HERREN sidde på sin Trone og hele Himmelens Hær stå til højre og venstre for ham;
14O	18	19	og HERREN sagde: Hvem vil dåre Kong Akab af Israel, så han drager op og falder ved Ramot i Gilead? En sagde nu et, en anden et andet;
14O	18	20	men så trådte en Ånd frem og stillede sig foran HERREN og Sagde: Jeg vil dåre ham! HERREN spurgte ham: Hvorledes?
14O	18	21	Han svarede: Jeg vil gå hen og blive en Løgnens Ånd i alle hans Profeters Mund! Da sagde HERREN: Ja, du kan dåre ham; gå hen og gør det!
14O	18	22	Se, således har HERREN lagt en Løgnens Ånd i disse dine Profeters Mund, thi HERREN har ondt i Sinde imod dig!"
14O	18	23	Da trådte Zidkija, Kena'anas Søn, frem og slog Mika på Kinden og sagde: "Ad hvilken Vej skulde HERRENs Ånd have forladt mig for at tale til dig?"
14O	18	24	Men Mika sagde: "Det skal du få at see, den Dag du flygter fra Kammer til Kammer for at skjule dig!"
14O	18	25	Så sagde Israels Konge: "Tag Mika og bring ham til Amon, Byens Øverste, og Kongesønnen Joasj
14O	18	26	og sig: Således siger Kongen: Kast denne Mand i Fængsel og sæt ham på Trængselsbrød og Trængselsvand, indtil jeg kommer uskadt tilbage!"
14O	18	27	Men Mika sagde: "Kommer du uskadt tilbage, så har HERREN ikke talet ved mig!" Og han sagde: "Hør, alle I Folkeslag"l!"
14O	18	28	Så drog Israels Konge og Kong Josafat af Juda op mod Ramot i Gilead.
14O	18	29	Og Israels Konge sagde til Josafat: "Jeg vil forklæde mig, før jeg drager i Kampen; men tag du dine egne Klæder på!" Og Israels Konge forklædte sig, og så drog de i Kampen.
14O	18	30	Men Arams Konge havde ffivet sine Vognstyrere den Befaling: "I må ikke angribe nogen, være sig høj eller lav, uden Israels Konge alene."
14O	18	31	Da nu Vognstyrerne fik Øje på Josafat, tænkte de: "Det er sikkert Israels Konge!" Og de rettede deres Angreb mod ham fra alle Sider. Da gav Josafat sig til at, råbe, og HERREN frelste ham, idet Gud lokkede dem bort fra ham;
14O	18	32	og da Vognstyrerne opdagede, at det ikke var Israels Konge, trak de sig bort fra ham.
14O	18	33	Men en Mand, der skød en Pil af på Lykke og Fromme, ramte Israels Konge mellem Remmene og Brynjen. Da sagde han til sin Vognstyrer: "Vend og før mig ud af Slaget, thi jeg er såret!"
14O	18	34	Men kampen blev hårdere og hårdere den Dag, og Israels Konge holdt sig oprejst i sin Vogn over for Aramæerne til Aften; men da Solen gik ned, døde han.
14O	19	1	Kong Josafat af Juda derimod vendte uskadt hjem igen til sit Palads i Jerusalem.
14O	19	2	Da trådte Seeren Jehu, Hananis Søn, frem for ham, og han sagde til Kong Josafat: "Skal man hjælpe de ugudelige? Elsker du dem, der hader HERREN? For den Sags Skyld er HERRENs Vrede over dig!
14O	19	3	Noget godt er der dog hos dig, thi du har udryddet Asjererne af Landet, og du har vendt dit Hjerte til at søge Gud."
14O	19	4	Josafat blev nu i Jerusalem, Så drog han atter ud blandt Folket fra Be'ersjeba til Efraims Bjerge og førte dem tilbage til HERREN, deres Fædres Gud.
14O	19	5	Og han indsatte Dommere i Landet i hver enkelt af de befæsfede Byer i Juda.
14O	19	6	Og han sagde til Dommerne: "Se til, hvad I gør, thi det er ikke for Mennesker, men for HERREN, I fælder Dom, og han er hos eder, når I afsiger Hendelser.
14O	19	7	Derfor være HERRENs Frygt over eder! Vær varsomme med, hvad I foretager eder, thi hos HERREN vor Gud er der hverken Uret eller Personsanseelse, ej heller tager han imod Bestikkelse!"
14O	19	8	Også i Jerusalem indsatte Josafat nogle af Leviterne, Præsterne og Overhovederne for Israels Fædrenehuse til at dømme i HERRENs Sager og i Stridigheder mellem Jerusalems Indbyggere.
14O	19	9	Og han bød dem: "Således skal I gøre i HERRENs Frygt, i Sanddruhed og med redeligt Hjerte:
14O	19	10	Hver Gang der forelægges eder en Retssag af eders Brødre, der bor i deres Byer, hvad enten det drejer sig om Blodskyld eller om Love, Anordninger og Lovbud, skal I hjælpe dem til Rette, at de ikke skal pådrage sig Skyld forHERREN, så der kommer Vrede over eder og eders Brødre; gør således for ikke at pådrage eder Skyld.
14O	19	11	I alle HERRENs Sager skal Ypperstepræsten Amarja være eders foresatte, i alle Kongens Sager Zebadja, Jisjmaels Søn, Fyrsten i Judas Hus; og Leviterne står eder til Tjeneste som Retsskrivere. Gå nu frimodigt til Værket, HERREN vil være med enhver, der gør sin Pligt."
14O	20	1	Siden hændte det sig, at Moabiterne og ammoniterne sammen med Folk fra Maon drog i Krig mod Josafat.
14O	20	2	Og man kom og bragte Josafat den Efterretning: "En vældig Menneskemængde rykker frem imod dig fra Egnene binsides Havet), fra Edom, og de står allerede i Hazazon-Tamar (det er En-Gedi)!"
14O	20	3	Da grebes Josafat af Frygt, og han vendte sig til HERREN og søgte ham og lod en Faste udråbe i bele Juda.
14O	20	4	Så samledes Judæerne for at søge Hjælp hos HERREN; også fra alle Judas Byer kom de for at søge HERREN.
14O	20	5	Men Josafat trådte frem i Judas og Jerusalems Forsamling i HERRENs Hus foran den nye Forgård
14O	20	6	og sagde: "HERRE, vore Fædres Gud! Er du ikke Gud i Himmelen, er det ikke dig, der hersker over alle Hedningerigerne? I din Hånd er Kraft og Styrke, og mod dig kan ingen holde Stand!
14O	20	7	Var det ikke dig, vor Gud, der drev dette Lands Indbyggere bort foran dit Folk Israel og gav din Ven Abrahams Efterkommere det for evigt?
14O	20	8	Og de bosatte sig der og byggede dig der en Helligdom for dit Navn, idet de sagde:
14O	20	9	Hvis Ulykke rammer os, Sværd, Straffedom, Pest eller Hungersnød, vil vi træde frem foran dette Hus og for dit Åsyn, thi dit Navn bor i dette Hus, og råbe til dig om Hjælp i vor Nød, og du vil høre det og frelse os!
14O	20	10	Se nu, hvorledes Ammoniterne og Moabiterne og de fra Se'irs Bjerge, hvem du ikke tillod Israeliterne at angribe, da de kom fra Ægypten, tværtimod holdt de sig tilbage fra dem og tilintetgjorde dem ikke,
14O	20	11	se nu, hvorledes de gengælder os det med at komme for at drive os bort fra din Ejendom, som du gav os i Eje!
14O	20	12	Vor Gud, vil du ikke holde Dom over dem? Thi vi er afmægtige over for denne vældige Menneskemængde, som kommer over os; vi ved ikke, hvad vi skal gøre, men vore Øjne er vendt til dig!"
14O	20	13	Medens nu alle Judæerne stod for HERRENs Åsyn med deres Familier, Kvinder og Børn,
14O	20	14	kom HERRENs Ånd midt i Forsamlingen over Leviten Jahaziel, en Søn af Zekarja, en Søn af Benaja, en Søn af Je'iel, en Søn af Mattanja, af Asafs Sønner,
14O	20	15	og han sagde: "Lyt til, alle I Judæere, Jerusalems Indbyggere og Kong Josafat! Så siger HERREN til eder: Frygt ikke og forfærdes ikke for denne vældige Menneskemængde, thi Kampen er ikke eders, men Guds!
14O	20	16	Drag i Morgen ned imod dem; se, de er ved at stige op ad Vejen ved Hazziz, og l vil træffe dem ved Enden af Dalen østen for Jeruels Ørken.
14O	20	17	Det er ikke eder, der skal kæmpe her; stil eder op og bliv stående, så skal I se, hvorledes HERREN frelser eder, I Judæere og Jerusalems Indbyggere!  Frygt ikke og forfærdes ikke, men drag i Morgen imod dem, og HERREN vil være med eder!"
14O	20	18	Da bøjede Josafat sig med Ansigtet til Jorden, og alle Judæerne og Jerusalems Indbyggere faldt ned for HERREN og tilbad ham;
14O	20	19	men Leviterne af Keh'atiternes og Koraiternes Sønner stod op for at lovprise HERREN, Israels Gud, med vældig Røst.
14O	20	20	Tidligt næste Morgen drog de ud til Tekoas Ørken; og medens de drog ud, stod Josafat og sagde: "Hør mig, I Judæere og Jerusalems Indbyggere! Tro på HERREN eders Gud, og l skal blive boende, tro på hans Profeter, og Lykken skal følge eder!"
14O	20	21	Og efter at have rådført sig med Folket opstillede han Sangere til med Ordene "lov HERREN, thi hans Miskundhed varer evindelig!" at lovprise HERREN i helligt Skrud, medens de drog frem foran de væbnede.
14O	20	22	Og i samme Stund de begyndte med Jubelråb og Lovsang, lod HERREN et Baghold komme over Ammoniterne, Moabiterne og dem fra Se'irs Bjerge, der rykkede frem mod Juda, så de blev slået.
14O	20	23	Ammoniterne og Moabiterne angreb dem, der boede i Se'irs Bjerge, og lagde Band på dem og tilintetgjorde dem, og da de var færdige med dem fra Se'ir, gav de sig til at udrydde hverandre.
14O	20	24	Da så Judæerne kom op på Varden, hvorfra man ser ud over Ørkenen, og vendte Blikket mod Menneskemængden, se, da lå deres døde Kroppe på Jorden, ingen var undsluppet.
14O	20	25	Så kom Josafat og hans Folk hen for at udplyndre dem, og de fandt en Mængde Kvæg, Gods, Klæder og kostbare Ting. De røvede så meget, at de ikke kunde slæbe det bort, og brugte tre Dage til at plyndre; så meget var der.
14O	20	26	Den fjerde Dag samledes de i Berakadalen, thi der lovpriste de HERREN, og derfor kaldte man Stedet Berakadalen, som det hedder den Dag i Dag.
14O	20	27	Derpå vendte alle Folkene fra Juda og Jerusalem med Josafat i Spidsen om og drog tilbage til Jerusalem med Glæde, thi HERREN havde bragt dem Glæde over deres Fjender;
14O	20	28	og med Harper, Citre og Trompeter kom de lil Jerusalem, til HERRENs Hus.
14O	20	29	Men en Guds Rædsel kom over alle Lande og Riger, da de hørte, at HERREN havde kæmpet mod Israels Fjender.
14O	20	30	Således fik Josafats Rige Fred, og hans Gud skaffede ham Ro til alle Sider.
14O	20	31	Josafat var fem og tredive År gammel, da han blev Konge over Juda, og han herskede fem og tyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Azuba og var Datter af Sjilhi.
14O	20	32	Han vandrede i sin Fader Asas Spor og veg ikke derfra, idet han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne.
14O	20	33	Kun blev Offerhøjene ikke fjernet, og Folket vendte endnu ikke Hjertet til deres Fædres Gud.
14O	20	34	Hvad der ellers er at fortælle om Josafaf fra først til sidst, står jo optegnet i Jehus, Hananis Søns, Krønike, som er optaget i Bogen om Israels Konger.
14O	20	35	Senere slog Kong Josafat af Juda sig sammen med Kong Ahazja af Israel, der var ugudelig i al sin Færd;
14O	20	36	han slog sig sammen med ham om at bygge Skibe, der skulde sejle til Tarsis. De byggede Skibe i Ezjongeber.
14O	20	37	Men Eliezer, Dodavahus Søn, fra Maresja profeterede mod Josafat og sagde: "Fordi du har slået dig sammen med Ahazja, vil HERREN gøre dit Værk til intet!" Og Skibene gik under og nåede ikke Tarsis.
14O	21	1	Så lagde Josafat sig nu til Hvile hos sine Fædre og blev jordet hos sine Fædre i Davidsbyen; og hans Søn Joram blev Konge i hans Sted.
14O	21	2	Han havde nogle Brødre, Sønner af Josafat: Azarja, Jehiel, Zekarja, Azarjahu, Mikael og Sjefatja, alle Sønner af Kong Josatat af Juda.
14O	21	3	Deres Fader havde givet dem store Gaver, Sølv, Guld og Kostbarheder tillige med betæstede Byer i Juda, men Joram havde han givet Kongedømmet, fordi han var den førstefødte.
14O	21	4	Men da Joram havde overtaget sin Faders Rige og styrket sin Magt, lod han alle sine Brødre dræbe med Sværd tillige med nogle af Israels Øverster.
14O	21	5	Joram var fo og tredive År gammel, da han blev Konge, og han herskede otte År i Jerusalem.
14O	21	6	Han vandrede i Israels Kongers Spor ligesom Akabs Hus, thi han havde en Datter af Akab til Hustru, og han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne.
14O	21	7	Dog vilde HERREN ikke tilintetgøre Davids Slægt for den Pagts Skyld, han havde sluttet med David, og efter det Løfte, han havde givet, at han altid skulde have en Lampe for hans Åsyn.
14O	21	8	I hans Dage rev Edomiterne sig løs fra Judas Overherredømme og valgte sig en Konge.
14O	21	9	Da drog Joram over til Za'ir med alle sine Stridsvogne. Og han stod op om Natten, og sammen med Vognstyrerne slog han sig igennem Edoms Rækker, der havde omringet ham.
14O	21	10	Således rev Edom sig løs fra Judas Overherredømme, og således er det den Dag i Dag. På samme Tid rev også Libna sig løs fra hans Overherredømme, fordi han forlod HERREN, sine Fædres Gud.
14O	21	11	Også han rejste Offerhøje i Judas Byer og forledte Jerusalems Indbyggere til at bole og Juda til at falde fra.
14O	21	12	Da kom der et Brev fra Profeten Elias til ham, og deri stod: "Så siger HERREN, din Fader Davids Gud: Fordi du ikke har vandret i din Fader Josafats og Kong Asa af Judas Spor,
14O	21	13	men i Israels Kongers Spor og forledt Juda og Jerusalems Indbyggere til at bole, ligesom Akabs Hus gjorde, og tilmed dræbt dine Brødre, din Faders Hus, der var bedre end du selv,
14O	21	14	se, derfor vil HERREN nu ramme dit Folk, dine Sønner, dine Hustruer og alt, hvad du ejer, med et tungt Slag.
14O	21	15	Og selv skal du falde i en hård Sygdom og blive syg i dine Indvolde, så at Indvoldene nogen Tid efter skal træde ud som Følge af Sygdommen!"
14O	21	16	Så æggede HERREN Filisterne og Araberne, der var Naboer til Kusjiterne, imod Joram,
14O	21	17	og de drog opmod Juda trængte ind og røvede alle Kongens Ejendele, som fandtes i hans Palads, også hans Sønner og Hustruer, så der ikke levnedes ham nogen Søn undtagen Joahaz, den yngste af hans Sønner.
14O	21	18	Og efter alt dette slog HERREN ham med en uhelbredelig Sygdom i hans Indvolde.
14O	21	19	Nogen Tid efter, da to År var gået, trådte Indvoldene ud som Følge af Sygdommen, og han døde under hårde Lidelser. Hans Folk tændte intet Bål til Ære for ham som for hans Fædre.
14O	21	20	Han var to og tredive År gammel, da han blev Konge, og han herskede otte År i Jerusalem. Han gik bort uden at savnes. Man jordede ham i Davidsbyen, dog ikke i Kongegravene.
14O	22	1	Derpå gjorde Jerusalems Indbyggere hans yngste Søn Ahazja til Konge i hans Sted, thi de ældre var dræbt af Røverskaren, der brød ind i Lejren sammen med Araberne. Således blev Ahazja, Jorams Søn, Konge i Juda.
14O	22	2	Ahazja var to og fyrretyve År gammel, da han blev Konge, og han herskede eet År i Jerusalem. Hans Moder hed Atalja og var Datter af Omri.
14O	22	3	Også han vandrede i Akabs Hus's Spor, thi hans Moder forledte ham til Ugudelighed ved sine Råd.
14O	22	4	Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, ligesom Akabs Hus, thi efter Faderens Død blev de hans Rådgivere, og det blev hans Fordærv.
14O	22	5	Det var også efter deres Råd, han sammen med Akabs Søn, Kong Joram af Israel, drog i Krig mod Kong Hazael af Aram ved Ramot i Gilead. Men Aramæerne sårede Joram.
14O	22	6	Så vendte Joram tilbage for i Jizre'el at søge Helbredelse for de Sår, man havde tilføjet ham ved Rama, da han kæmpede med Kong Hazael af Aram; og Jorams Søn, Kong Ahazja af Juda, drog ned for at se til Joram, Akabs Søn, i Jizre'el, fordi han lå syg.
14O	22	7	Men til Ahazjas Undergang var det tilskikket af Gud, at han skulde komme til Joram; thi da han var kommet derhen, gik han med Joram ud til Jehu, Nimsjis Søn, som HERREN havde salvet til at udrydde Akabs Hus.
14O	22	8	Og da Jehu fuldbyrdede Dommen over Akabs Hus, traf han på Judas Øverster og Ahazjas Brodersønner, der var i Ahazjas Tjeneste, og dræbte dem;
14O	22	9	derpå lod han Ahazja eftersøge, og man fangede ham, medens han holdt sig skjult i Samaria, ogbragte ham til Jehu, der lod ham dræbe. Så jordede de ham, thi de sagde: "Han var dog en Søn af Josafat, der søgte HERREN af hele sit Hjerte." Men af Ahazjas Hus var ingen stærk nok til at tage Magten.
14O	22	10	Da Atalja, Ahazjas Moder, fik at vide, at hendes Søn var død, tog hun sig for at udrydde hele den kongelige Slægt af Judas Hus.
14O	22	11	Men Kongens Datter Josjab'at tog Ahazjas Søn Joas og fik ham hemmeligt af Vejen, så han ikke var imellem Kongesønnerne, der blev dræbt, og hun gemte ham og hans Amme i Sengekammeret. Således holdt Josjab'at, Kong Jorams Datter, Præsten Jojadas Hustru, der jo var Søster til Ahazja, ham skjult for Atalja, så hun ikke fik ham dræbt;
14O	22	12	og han var i seks År skjult hos dem i HERRENs Hus, medens Atalja herskede i Landet.
14O	23	1	Men i det syvende År tog Jojada Mod til sig og indgik Pagt med Hundredførerne Azarja, Jerhams Søn, Jisjmael, Johanans Søn, Azarja, Obeds Søn, Ma'aseja, Adajas Søn, og Elisjafat, Zikris Søn.
14O	23	2	De drog Juda rundt og samlede Leviterne fra alle Judas Byer og Overhovederne for Israels Fædrenehuse, og de kom så til Jerusalem.
14O	23	3	Så sluttede hele Forsamlingen i Guds Hus en Pagt med Kongen. Og Jojada sagde til dem: "Se, Kongesønnen skal være Konge efter det Løfte, HERREN har givet om Davids Sønner!
14O	23	4	Og således skal I gøre: Den Tredjedel af eder Præster og Leviter, der rykker ind om Sabbaten, skal tjene som Dørvogtere;
14O	23	5	den anden Tredjedel skal besætte Kongens Palads og den tredje Jesodporten, medens alt Folket skal besætte Forgården etiI HERRENs Hus.
14O	23	6	Men ingen må betræde HERRENs Hus undtagen Præsterne og de Leviter, der gør Tjeneste; de må gå derind, thi de er hellige; men hele Folket skal holde sig HERRENs Forskrift efterrettelig.
14O	23	7	Så skal Leviterne, alle med Våben i Hånd, slutte Kreds om Kongen, og enhver, der nærmer sig Templet, skal dræbes. Således skal I være om Kongen, når han går ind, og når han går ud."
14O	23	8	Leviterne og alle Judæerne gjorde alt, hvad Præsten Jojada havde påbudt, idet de tog hver sine Folk, både dem, der rykkede ud, og dem, der rykkede ind om Sabbaten, thi Præsten Jojada gav ikke Skifterne Orlov.
14O	23	9	Og Præsten Jojada gav Hundredførerne Spydene og de små og store Skjolde, som havde tilhørt Kong David og var i Guds Hus.
14O	23	10	Derpå opstillede han alt Folket, alle med Spyd i Hånd, fra Templets Sydside til Nordsiden, hen til Alteret og derfra igen hen til Templet, rundt om Kongen.
14O	23	11	Så førte de Kongesønnen ud, satte Kronen og Vidnesbyrdet på ham; derefter udråbte de ham til Konge, og Jojada og hans Sønner salvede ham og råbte: "Kongen leve!"
14O	23	12	Da Atalja hørte Larmen af Folket, som løb og jublede for Kongen, gik hun hen til Folket i HERRENs Hus,
14O	23	13	og der så hun Kongen stå på sin Plads ved Indgangen og Øversterne og Trompetblæserne ved Siden af, medens alt Folket fra Landet jublede og blæste i Trompeterne, og Sangerne med deres Instrumenter ledede Lovsangen. Da sønderrev Atalja sine Klæder og råbte: "Forræderi, Forræderi!"
14O	23	14	Men Præsten Jojada bød Hundredførerne, Hærens Befalingsmænd: "Før hende uden for Forgårdene og hug enhver ned, der følger hende, thi - sagde Præsten - I må ikke dræbe hende i HERRENs Hus!"
14O	23	15	Så greb de hende, og da hun ad Hesteporten var kommet til Kongens Palads, dræbte de hende der.
14O	23	16	Men Jojada sluttede Pagt mellem sig og hele Folket og Kongen om, at de skulde være HERRENS folk.
14O	23	17	Og alt Folket begav sig til Ba'als Hus og nedbrød det; Altrene og Billederne huggede de i Stykker, og Ba'als Præst Mattan dræbte deforan Altrene.
14O	23	18	Derpå satte Jojada Vagtposter ved HERRENs Hus under Ledelse af Præsterne og Leviterne, som David havde tildelt HERRENs Hus, for at de skulde bringe HERREN Brændofre, som det er foreskrevet i Mose Lov, under Jubel og Sang efter Davids Anordning;
14O	23	19	og han opstillede Dørvogterne ved HERRENs Hus's Porte, for at ingen, der i nogen Måde var uren, skulde gå derind;
14O	23	20	og han tog Hundredførerne og Stormændene og Folkets overordnede og alt Folket fra Landet og førte Kongen ned fra HERRENs Hus; de gik igennem Øvreporten til Kongens Palads og satte Kongen på Kongetronen.
14O	23	21	Da glædede alt Folket fra Landet sig, og Byen holdt sig rolig. Men Atalja huggede de ned.
14O	24	1	Joas var syv År gammel da han blev konge og han herskede i fyrretyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Zibja og var fra Be'ersjeba.
14O	24	2	Joas gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, så længe Præsten Jojada levede.
14O	24	3	Jojada tog ham to Hustruer, og han avlede Sønner og Døtre.
14O	24	4	Siden kom Joas i Tanker om at udbedre HERRENs Hus.
14O	24	5	Han samlede derfor Præsterne og Leviterne og sagde til dem: "Drag ud til Judas Byer og saml Penge ind i hele Israel til at istandsætte eders Guds Hus År efter År; men I må skynde eder!" Leviterne skyndte sig dog ikke.
14O	24	6	Så lod Kongen Ypperstepræsten Jojada kalde og sagde til ham: "Hvorfor har du ikke holdt Øje med, at Leviterne i Juda og Jerusalem indsamler den Afgift, HERRENs Tjener Moses pålagde Israels Forsamling til Vidnesbyrdets Telt?
14O	24	7	Thi den ugudelige Atalja og hendes Sønner har ødelagt Guds Hus og oven i Købet brugt Helliggaverne i HERRENs Hus til Ba'alerne."
14O	24	8	På Kongens Bud lavede man så en Kiste og satte den uden for Porten til HERRENs Hus;
14O	24	9	og det kundgjordes i Juda ogJerusalem, at den Afgift, Moses havde pålagt Israeliterne i Ørkenen, skulde udredes til HERREN.
14O	24	10	Alle Øversterne og hele Folket bragte da Afgiften med Glæde og lagde den i Kisten, til den var fuld;
14O	24	11	og hver Gang kisten af Leviterne blev bragt til de kongelige Tilsynsmænd, når de så, at der var mange Penge, kom Kongens Skriver og Ypperstepræstens Tilsynsmand og tømte Kisten; og så tog de og satte den på Plads igen. Således gjorde de Gang på Gang, og de samlede en Mængde Penge.
14O	24	12	Og Kongen og Jojada gav Pengene til dem, der stod for Arbejdet ved HERRENs Hus, og de lejede Stenhuggere og Tømmermænd til at udbedre HERRENs Hus og derhos Jern og Kobbersmede til at istandsætte HERRENs Hus.
14O	24	13	Og de, der stod for Arbejdet, tog fat, og Istandsættelsesarbejdet skred frem under deres Hænder, og de bygggede Guds Hus op efter de opgivne Mål og satte det i god Stand.
14O	24	14	Da de var færdige, bragte de Resten af Pengene til Kongen og Jojada, og for dem lod han lave Redskaber til HERRENs Hus, Redskaber til Tjenesten og Ofrene, Kander og Kar af Guld og Sølv. Og de ufrede stadig Brændofre i HERRENs Hus, så længe Jojada levede.
14O	24	15	Men Jojada blev gammel og mæt af Dage og døde; han var ved sin Død 130 År gammel.
14O	24	16	Man jordede ham i Davidsbyen hos Kongerne, fordi han havde gjort sig fortjent af Israel og over for Gud og hans Hus.
14O	24	17	Men efter Jojadas Død kom Judas Øverster og kastede sig ned for Kongen. Da hørte Kongen dem villig,
14O	24	18	Og de forlod HERREN, deres Fædres Guds Hus og dyrkede Asjererne og Gudebillederne. Og der kom Vrede over Juda og Jerusalem for denne deres Synds Skyld.
14O	24	19	Så sendte han Profeter iblandt dem for at omvende dem til HERREN, og de advarede dem, men de hørte ikke.
14O	24	20	Men Guds Ånd iførte sig Zekarja, Præsten Jojadas Søn, og han trådte frem for Folket og sagde til dem: "Så siger Gud: Hvorfor overtræder I HERRENs Bud så Lykken viger fra eder? Fordi I har forladt HERREN, har han forladt eder!"
14O	24	21	Men de sammensvor sig imod ham og stenede ham på Kongens Bud i Forgården til HERRENs Hus;
14O	24	22	Kong Joas kom ikke den Kærlighed i Hu, hans Fader Jojada havde vist ham, men lod Sønnen dræbe, Men da han døde, råbte han: "HERREN ser og straffer!"
14O	24	23	Ved Jævndøgnstide drog Aramæernes Hær imod Kongen, og de trængte ind i Juda og Jerusalem og udryddede alle Øverster af Folket og sendte alt Byttet, de tog fra dem. til Kongen af Darmaskus.
14O	24	24	Skønt Aramæernes Hær kom i et ringe Tal, gav HERREN en såre stor Hær i deres Hånd, fordi de havde forladt HERREN, deres Fædres Gud; således fuldbyrdede de Dommen over Joas.
14O	24	25	Og da de drog bortfra ham - de forlod ham nemlig i hårde Lidelser - stiftede hans Folk en Sammensærgelse imod ham til Straf for Mordet på Præsten Jojadas Søn og dræbte ham i hans Seng. Således døde han, og man jordede ham i Davidsbyen, dog ikke i Kongegravene.
14O	24	26	De sammensvorne var Zakar, en Søn af Ammoniterkvinden Sjim'at. og Jozahad, en Søn af Moabiterkvinden Sjimrit.
14O	24	27	Hans Sønners Navne, de mange profetiske Udsagn imod ham og hans grundige Udbedring af Guds, Hus står jo optegnet i Udlægningen til Kongernes Bog. Hans Søn Amazja blev Konge i hans Sted.
14O	25	1	Amazja var fem og tyve År gammel, da han blev Konge, og han herskede ni og tyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Jehoaddan og var fra Jerusalem.
14O	25	2	Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, dog ikke med et helt Hjerte.
14O	25	3	Da han havde sikret sig Magten, lod han dem af sine Folk dræbe, der havde dræbt hans Fader Kongen,
14O	25	4	men deres Børn lod han ikke ihjelslå, i Henhold til hvad der står skrevet i Moses's Lovbog, hvor HERREN påbyder: "Fædre skal ikke lide Døden for Børns Skyld, og Børn skal ikke lide Døden for Fædres Skyld. Men enhver skal lide Døden for sin egen Synd."
14O	25	5	Amazja samlede Judæerne og opstillede dem efter Fædrenehuse under Tusind- og Hundredførerne, hele Juda og Benjamin, og da han mnønstrede dem fra Tyveårsalderen og opefter, fandt han, at de udgjorde 300.000 udvalgte Folk, øvede Krigere, der har Skjold og Spyd.
14O	25	6	Dertil lejede han i Israel 100.000 dygtige Krigere for 100 Sølvtalenter.
14O	25	7	Men en Guds Mand kom til ham og sagde: "Israels Hær må ikke følge dig, Konge, thi HERREN er ikke med Israel, ikke med nogen af Efraimiterne;
14O	25	8	og hvis du mener, at du kan vinde Styrke på den Måde, vil Gud bringe dig til Fald for Fjenden, thi hos Gud er der Kraft til at hjælpe og til at bringe til Fald!"
14O	25	9	Amazja spurgte den Guds Mand: "Hvad så med de 100 Sølvtalenter, jeg gav de israelitiske Krigsfolk?" Og den Guds Mand svarede: "HERREN kan give dig langt mere end det!"
14O	25	10	Da udskilte Amazja de Krigsfolk, der var kommet til ham fra Efraim, og lod dem drage hjem; men deres Vrede blussede heftigt op mod Juda, og de vendte hjem i fnysende Vrede.
14O	25	11	Amazja tog nu Mod til sig og førte sine Krigere til Saltdalen og nedhuggede 10.000 af Se'iriterne;
14O	25	12	desuden tog Judæerne 10.000 levende til Fange; dem førte de op på Klippens Top og styrtede dem ned derfra, så de alle knustes.
14O	25	13	Men de Krigsfolk, Amazja havde sendt hjem, så de ikke kom til at følge ham i Krigen, faldt ind i Judas Byer fra Samaria til Bet-Horon, huggede 3.000 af Indbyggerne ned og gjorde stort Bytte.
14O	25	14	Da Amazja kom hjem fra Sejren over Edomiterne, havde han Se'iriternes Guder med, og han opstillede dem som sine Guder, tilbad dem og tændte Offerild for dem.
14O	25	15	Da blussede HERRENs Vrede op mod Amazja, og han sendte en Profet til ham, og denne sagde til ham: "Hvorfor søger du dette Folks Guder, som ikke kunde frelse deres Folk af din Hånd?"
14O	25	16	Men da han talte således, sagde Kongen til ham: "Har man gjort dig til Kongens Rådgiver? Hold inde, ellers bliver du slået ihjel!" Da holdt Profeten inde og sagde: "Jeg indser, at Gud har i Sinde at ødelægge dig, siden du bærer dig således ad og ikke hører mit Råd!"
14O	25	17	Efter at have overtænkt Sagen sendte Kong Amazja af Juda Bud til Jehus Søn Joahaz's Søn, Kong Joas af Israel, og lod sige: "Kom, lad os se hinanden under Øjne!"
14O	25	18	Men Kong Joas af Israel sendte Kong Amazja, af Juda det Svar: "Tidselen på Libanon sendte engang det Bud til Cederen på Libanon: Giv min Søn din Datter til Ægte! Men Libanons vilde Dyr løb hen over Tidselen og trampede den ned!
14O	25	19	Du tænker: Se, jeg har slået Edom! Og det har gjort dig overmodig, så du vil vinde mere Ære. Bliv, hvor du er! Hvorfor vil du udfordre Ulykken og udsætte både dig selv og Juda for Fald?"
14O	25	20	Men Amazja vilde intet høre, thi Gud føjede det såledesfor at give dem til Pris, fordi de søgte Edoms Guder.
14O	25	21	Så drog Kong Joas af Israel ud, og han og Kong Amazja af Juda så hinanden under Øjne ved Bet-Sjemesj i Juda;
14O	25	22	Juda blev slået af Israel, og de flygtede hver til sit.
14O	25	23	Men Kong Joas af Israel tog Joahaz's Søn Joas's Søn, Kong Amazja af Juda, tifange ved Bet-Sjemesj og førte ham til Jerusalem. Derpå nedrev han Jerusalems Mur på en Strækning af 400 Alen, fra Efraimsporten til Hjørneporten;
14O	25	24	og han tog alt det Guld og Sølv og alle de Kar, der fandtes i Guds Hus hos Obed-Edom og i Skatkammeret i Kongens Palads; desuden tog han Gidsler og vendte så tilbage til Samaria.
14O	25	25	Joas's Søn, Kong Amazja af Juda, levede endnu femten År, efter at Joahaz's Søn, Kong Joas at Israel, var død.
14O	25	26	Hvad der ellers er at fortælle om Amazja fra først til sidst, står optegnet i Bogen om Judas og Israels Konger.
14O	25	27	Men ved den Tid Amazja faldt fra HERREN, stiftedes der en Sammensværgelse mod ham i Jerusalem, og han flygtede til Lakisj, men der blev sendt Folk efter ham til Lakisj, og de dræbte ham der.
14O	25	28	Så løftede man ham op på Heste og jordede ham hos hans Fædre i Davidsbyen.
14O	26	1	Alt Folket i Juda tog så Uzzija, der da var seksten År gammel, og gjorde ham til Konge i hans Fader Amazjas Sted.
14O	26	2	Det var ham, der befæstede Elot og atter forenede det med Juda efter at Kongen havde lagt sig til Hvile hos sine Fædre.
14O	26	3	Uzzija var seksten År gammel da han blev Konge, og han herskede to og halvtredsindstyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Jekolja og var fra Jerusalem.
14O	26	4	Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, ganske som hans Fader Amazja;
14O	26	5	og han blev ved med at søge Gud, så længe Zekarja, der havde undervist ham i Gudsfrygt, levede. Og så længe han søgte HERREN, gav Gud ham Lykke.
14O	26	6	Han gjorde et Krigstog mod Filisterne og nedrev Bymurene i Gat, Jabne og Asdod og byggede Byer i Asdods Område og Filisterlandet.
14O	26	7	Gud hjalp ham mod Filisterne og Araberne, der boede i Gur-Ba'al og mod Me'uniterne.
14O	26	8	Atnmoniterne svarede Uzzija Skat, og hans Ry nåede til Ægypten, thi han blev overmåde mægtig.
14O	26	9	Og Uzzija byggede Tårne i Jerusalem ved Hjørneporten, Dalporten og Murhjørnet og befæstede
14O	26	10	Fremdeles byggede han Tårne i Ørkenen og lod mange Cisterner udhugge, thi han havde store Hjorde både i Lavlandet og på Højsletten, der hos Agerdyrkere og Vingårdsmænd på Bjergene og i Frugtlandet, thi han var ivrig Landmand.
14O	26	11	Og Uzzija havde en øvet Krigshær, der drog i Krig Deling for Deling i det Tal, der fremgik af Mønstringen, som Statsskriveren Je'uel og Retsskriveren Ma'aseja foretog under Tilsyn af Hananja, en at Kongens Øverster.
14O	26	12	Det fulde Tal på de dygtige Krigere, som var Overhoveder for Fædrenehusene, var 2600.
14O	26	13	Under deres Befaling stod en Hærstyrke på 307500 krigsvante Folk i deres fulde Kraft til at hjælpe Kongen mod Fjenden.
14O	26	14	Uzzija udrustede hele Hæren med Skjolde, Spyd, Hjelme, Brynjer, Buer og Slyngesten.
14O	26	15	Ligeledes lod han i Jerusalem lave snildt udtænkte Krigsmaskiner, der opstilledes på Tårnene og Murtinderne til at udslynge Pile og store Sten. Og hans Ry nåede viden om, thi på underfuld Måde blev han hjulpet til stor Magt.
14O	26	16	Men da han var blevet mægtig, blev hans Hjerte overmodigt, så han gjorde, hvad fordærveligt var; han handlede troløst mod HERREN sin Gud, idet han gik ind i HERRENs Helligdom for at brænde Røgelse på Røgelsealteret.
14O	26	17	Præsten Azarja fulgte efter ham, ledsaget af firsindstyve af HERRENs Præster, modige Mænd;
14O	26	18	og de trådte frem for Kong Uzzija og sagde til ham: "At ofre HERREN Røgelse tilkommer ikke dig, Uzzija, men Arons Sønner, Præsterne, som er helliget til at ofre Røgelse; gå ud af Helligdommen, thi du har handlet troløst, og det tjener dig ikke til Ære for HERREN din Gud!"
14O	26	19	Uzzija, der holdt Røgelsekarret i Hånden for at brænde Røgelse, blev rasende; men som han rasede mod Præsterne, slog Spedalskhed ud på hans Pande, medens han stod der over for Præsterne foran Røgelsealteret i HERRENs Hus;
14O	26	20	og da Ypperstepræsten Azarja og alle Præsterne vendte sig imod ham, se, da var han spedalsk i Panden. Så førte de ham hastigt bort derfra, og selv fik han travlt med at komme ud, fordi HERREN havde ramt ham.
14O	26	21	Så var Kong Uzzija spedalsk til sin Dødedag; og skønt spedalsk fik han Lov at blive boende i sit Hus, men var udelukket fra HERRENs Hus, medens hans Søn Jotam rådede i Kongens Palads og dømte Folket i Landet.
14O	26	22	Hvad der ellers er at fortælle om Uzzija fra først til sidst, har Profeten Esajas, Amoz's Søn, optegnet.
14O	26	23	Så lagde han sig til Hvile hos sine Fædre, og man jordede ham hos hans Fædre på den Mark, hor Kongegravene var, under Hensyn til at han havde været spedalsk; og hans Søn Jotam blev Konge i hans Sted.
14O	27	1	Jotam var fem og tyve År gammel, da han blev Konge, og han herskede seksten År i Jerusalem. Hans Moder hed Jerusja og var Datter af Zadok.
14O	27	2	Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, ganske som hans Fader Uzzija havde gjort, men han gik ikke ind i HERRENs Helligdom. Men Folket gjorde fremdeles, hvad fordærveligt var.
14O	27	3	Det var ham, der opførte Øvreporten i HERRENs Hus, og desuden byggede han meget på Ofels Mur.
14O	27	4	Han opførte Byer i Judas Bjerge og Borge og Tårne i Skovene.
14O	27	5	Han førte Krig med Ammoniternes Konge og overvandt dem, så Ammoniterne det År måtte svare ham 100 Talenter Sølv, 10.000 Kor Hvede og 10.000 Kor Byg i Skat; og lige så meget svarede Ammoniterne ham det andet og tredje År.
14O	27	6	Således blev Jotam stærk, fordi han vandrede troligt for HERREN sin Guds Åsyn.
14O	27	7	Hvad der ellers er at fortælle om Jotam, alle hans Krige og Foretagender, står jo optegnet i Bogen om Israels og Judas Konger.
14O	27	8	Han var fem og tyve År gammel, da han blev Konge, og han herskede seksten År i Jerusalem.
14O	27	9	Så lagde Jotam sig til Hvile hos sine Fædre, og man jordede ham i Davidsbyen; oghans Søn Akazblev Konge i hans Sted.
14O	28	1	Akaza var tyve År gammel da han blev Konge, og han herskede seksten År i Jerusalem. Han gjorde ikke, hvad der var ret i HERRENs Øjne, som hans Fader David,
14O	28	2	men vandrede i Israels Kongers Spor Ja, han lod lave støbte Billeder til Ba'alerne;
14O	28	3	han tændte selv Offerild i Hinnoms Søns Dal og lod sine Sønner gå igennem Ilden efter de Folks vederstyggelige Skik, som HERREN havde drevet bort foran Israeliterne.
14O	28	4	Han ofrede og tændte Offerild på Offerhøjene og de høje Steder og under alle grønne Træer.
14O	28	5	Derfor gav HERREN hans Gud ham i Arams Konges Hånd, og de slog ham og tog mange af hans Folk til Fange og førte dem til Darmaskus. Ligeledes blev han givet i Israels Konges Hånd, og denne tilføjede ham et stort Nederlag.
14O	28	6	Peka, Remaljas Søn, dræbte i Juda 120.000 Mennesker på een Dag, lutter dygtige Krigsfolk, fordi de havde forladt HERREN, deres Fædres Gud.
14O	28	7	Den efraimitiske Helt Zikri dræbte Kongesønnen Ma'aseja, Paladsøversten Azrikam og Elkana, den ypperste næst Kongen.
14O	28	8	Israeliterne bortførte fra deres Brødre 200.000 Hustruer, Sønner og Døtre som Fanger og fratog dem et stort Bytte, som de førte til Samaria.
14O	28	9	Her boede en HERRENs Profet ved Navn Oded; han gik Hæren i Møde, da den kom til Samaria, og sagde til dem: "Fordi HERREN, eders Fædres Gud, var vred på Juda, gav han dem i eders Hånd; men I har anrettet et Blodbad iblandt dem med et Raseri, der når til Himmelen!
14O	28	10	Og nu tænker I på at få Magten over Folkene fra Juda og Jerusalem og gøre dem til eders Trælle og Trælkvinder! Har l da ikke også selv nok på Samvittigheden over for HERREN eders Gud!
14O	28	11	Lyd derfor mig og send de Fanger tilbage, som I har gjort blandt eders Brødre, thi HERRENs glødende Vrede er over eder!"
14O	28	12	Da trådte nogle af Efraimiternes Overhoveder, Azarja, Johanans Søn, Berekja, Mesjillemots Søn, Hizkija, Sjallums Søn, og Amasa, Hadlajs Søn, frem for de hjemvendte Krigere
14O	28	13	og sagde til dem: "I må ikke bringe Fangerne herhen! Thi I har i Sinde at øge vote Synder og vor Skyld ud over den Skyld, vi har over for HERREN; thi stor er vor Skyld, og glødende Vrede er over Israel!"
14O	28	14	Da gav de væbnede Slip på Fangerne og Byttet i Øversternes og hele Forsamlingens Påsyn;
14O	28	15	og de ovenfor nævnte Mænd stod op og tog sig af Fangerne, gav alle de nøgne iblandt dem Klæder af Byttet, forsynede dem med Klæder og Sko, gav dem Mad og Drikke, salvede dem, lod dem, der ikke kunde gå, ride på Æsler og bragte dem til Jeriko, Palmestaden, hen i Nærheden af deres Brødre; derpå vendte de tilbage til Samaria.
14O	28	16	På den Tid sendte Kong Akaz Assyrerkongen Bud om Hjælp.
14O	28	17	Tilmed trængte Edomiterne ind og slog Judæerne og slæbte Krigsfanger bort.
14O	28	18	Og Filisterne faldt ind i Lavlandets Byer og den judæiske Del af Sydlandet og indtog Bet-Sjemesj, Ajjalon, Gederot, Soko med Småbyer, Timna med Småbyer og Gimzo med Småbyer og bosatte sig der.
14O	28	19	Thi HERREN ydmygede Juda for Kong Akaz af Judas Skyld, fordi han havde ladet Tøjlesløshed opkomme i Juda og været troløs mod HERREN.
14O	28	20	Men Assyrerkongen Tillegat-Pilneser drog imod ham og bragte ham i Nød i Stedet for at hjælpe ham;
14O	28	21	thi Akaz plyndrede HERRENs Hus, og Kongens Palads og Øversternes Palads og gav det til Assyrerkongen, men det hjalp ham intet.
14O	28	22	Og selv da Assyrerkongen bragte ham i Nød, var Kong Akaz på ny troløs mod HERREN;
14O	28	23	han ofrede til Darmaskus's Guder, som havde slået ham, idet han sagde: "Aramæerkongernes Guder har jo hjulpet dem; til dem vil jeg ofre, at de også må hjælpe mig!" Men de blev ham og hele Israel til Fald.
14O	28	24	Også samlede Akaz Karrene i Guds Hus og slog dem i Stykker; og han lukkede HERRENs Hus's Porte og lavede sig Altre ved hvert et Hjørne i Jerusalem;
14O	28	25	og i hver eneste By i Juda indrettede han Offerhøje for at tænde Offerild for fremmede Guder; således krænkede han HERREN, sine Fædres Gud.
14O	28	26	Hvad der ellers er at fortælle om ham og hele hans Færd fra først til sidst, står jo optegnet i Bogen om Judas og Israels Konger.
14O	28	27	Så lagde Akaz sig til Hvile bos sine Fædre, og man jordede ham i Jerusalem, inde i Byen, thi man vilde ikke jorde ham i Israels Kongegrave; og hans Søn Ezekias blev Konge i hans Sted.
14O	29	1	Ezekias var fem og tyve År gammel, da han blev Konge, og han herskede ni og tyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Abija og var en Datter af Zekarja.
14O	29	2	Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, ganske som hans Fader David.
14O	29	3	I sit første Regeringsårs første Måned lod han HERRENs Hus's Porte åbne og sætte i Stand.
14O	29	4	Derpå lod han Præsterne og Leviterne komme, samlede dem på den åbne Plads mod Øst
14O	29	5	og sagde til dem: "Hør mig, Leviter! Helliger nu eder selv og helliger HERRENs, eders Fædres Guds, Hus og få det urene ud af Helligdommen.
14O	29	6	Thi vore Fædre var troløse og gjorde, hvad der var ondt i HERREN vor Guds Øjne, de forlod ham, idet de vendte Ansigtet bort fra HERRENs Bolig og vendte den Ryggen;
14O	29	7	de lukkede endog Forhallens Porte, slukkede Lamperne, brændte ikke Røgelse og bragte ikke Israels Gud Brændofre i Helligdommen.
14O	29	8	Derfor kom HERRENs Vrede over Juda og Jerusalem, og han gjorde dem til Rædsel, Forfærdelse og Skændsel, som I kan se med egne Øjne.
14O	29	9	Se, vore Fædre er faldet for Sværdet, vore Sønner, Døtre og Hustruer ført i Fangenskab for den Sags Skyld.
14O	29	10	Men nu har jeg i Sinde at slutte en Pagt med HERREN, Israels Gud, for at hans glødende Vrede må vende sig fra os.
14O	29	11	Så lad det nu, mine Sønner, ikke skorte på Iver, thi eder har HERREN udvalgt til at stå for hans Åsyn og tjene ham og til at være hans Tjenere og tænde Offerild for ham!"
14O	29	12	Da rejste følgende Leviter sig: Mahat, Amasajs Søn, og Joel, Azarjas Søn, af Kehatiternes Sønner; af Merariterne Kisj, Abdis Søn, og Azarja, Jehallel'els Søn; af Gersoniterne Joa, Zimmas Søn, og Eden, Joas Søn;
14O	29	13	af Elizafans Sønner Sjimri og Je'uel; af Asafs Sønner Zekarja og Mattanja;
14O	29	14	af Hemans Sønner Jehiel og Sjim'i; og af Jedutuns Sønner Sjemaja og Uzziel;
14O	29	15	og de samlede deres Brødre, og de helligede sig og skred så efter Kongens Befaling til at rense HERRENs Hus i Henhold til HERRENs Forskrifter.
14O	29	16	Og Præsterne gik ind i det indre af HERRENS Hus for at rense det, og alt det urene, de fandt i HERRENs Tempel, bragte de ud i HERRENs Hus's Forgård, hvor Leviterne tog imod det for at bringe det ud i Kedrons Dal.
14O	29	17	På den første Dag i den første Måned begyndte de at hellige, og på den ottende Dag i Måneden var de kommet til HERRENs Forhal; så helligede de HERRENs Hus i otte Dage, og på den sekstende Dag i den første Måned var de færdige.
14O	29	18	Derpå gik de ind til Kong Ezekias og sagde: "Vi har nu renset hele HERRENs Hus, Brændofferalteret med alt, hvad der hører dertil, og Skuebrødsbordet med alt, hvad der hører dertil;
14O	29	19	og alle de Kar, som Kong Akaz i sin Troløshed vanhelligede, da han var Konge, dem har vi bragt på Plads og helliget; se, de står nu foran HERRENs Alter!"
14O	29	20	Næste Morgen tidlig samlede Kong Ezekias Byens Øverster og gik op til HERRENs Hus.
14O	29	21	Derpå bragte man syv Tyre, syv Vædre, syv Lam og syv Gedebukke til Syndoffer for Riget, Helligdommen og Juda; og han bød Arons Sønner Præsterne ofre dem på HERRENs Alter.
14O	29	22	De slagtede så Tyrene, og Præsterne tog imod Blodet og sprængte det på Alteret; så slagtede de Vædrene og sprængte Blodet på Alteret; så slagtede de Lammene og sprængte Blodet på Alteret;
14O	29	23	endelig bragte de Syndofferbukkene frem for Kongen og Forsamlingen, og de lagde Hænderne på dem;
14O	29	24	så slagtede Præsterne dem og bragte Blodet på Alteret som Syndoffer for at skaffe hele Israel Soning; thi Kongen havde sagt, at Brændofferet og Syndofferet skulde være for hele Israel.
14O	29	25	Og han opstillede Leviterne ved HERRENs Hus med Cymbler, Harper og Citre efter Davids, Kongens Seer Gads og Profeten Natans Bud, thi Budet var givet af HERREN gennem hans Profeter.
14O	29	26	Og Leviterne stod med Davids Instrumenter og Præsterne med Trompeterne.
14O	29	27	Derpå bød Ezekias, at Brændofferet skulde ofres på Alteret, og samtidig med Ofringen begyndte også HERRENs Sang og Trompeterne, ledsaget af Kong David af Israels Instrumenter.
14O	29	28	Da kastede hele Forsamlingen sig til Jorden, medens Sangen lød og Trompeterne klang, og alt dette varede, til man var færdig med Brændofferet.
14O	29	29	Så snart man var færdig med Brændofferet, knælede Kongen og alle, der var hos ham, ned og tilbad.
14O	29	30	Derpå bød Kong Ezekias og Øversterne Leviterne at lovsynge HERREN med Davids og Seeren Asafs Ord; og de sang Lovsangen med Jubel og bøjede sig og tilbad.
14O	29	31	Ezekias tog da til Orde og sagde: "I har nu indviet eder til HERREN; så træd da frem og bring Slagtofre og Lovprisningsofre til HERRENs Hus!" Så bragte Forsamlingen Slagtofre og Lovprisningsofre, og enhver, hvis Hje1te tilskyndede ham dertil, bragte Brændofre.
14O	29	32	De Brændofre, Forsamlingen bragte, udgjorde 70 Stykker Hornkvæg, 100 Vædre og 200 Lam, alt som Brændofre til HERREN;
14O	29	33	og Helligofrene udgjorde 600 Stykker Hornkvæg og 3000 Stykker Småkvæg.
14O	29	34	Dog var Præsterne for få til at flå Huden af alle Brændofrene, derfor hjalp deres Brødre Leviterne dem, indtil Arbejdet var fuldført og Præsterne havde helliget sig; thi Leviterne viste redeligere Vilje til at hellige sig end Præsterne.
14O	29	35	Desuden var der en Mængde Brændofre, hvortil kom Fedtstykkerne af Takofrene og Drikofrene til Brændofrene. Således bragtes Tjenesten i HERRENs Hus i Orden.
14O	29	36	Og Ezekias og alt Folket glædede sig over, hvad Gud havde beredt Folkel, thi det hele var sket så hurtigt.
14O	30	1	Derpå sendte Ezekias Bud til hele Israel og Juda og skrev desuden Breve til Efraim og Manasse om at komme til HERRENs Hus i Jerusalem for at fejre Påsken for HERREN, Israels Gud.
14O	30	2	Og Kongen, hans Øverster og hele Forsamlingen i Jerusalem rådslog om at fejre Påsken i den anden Måned;
14O	30	3	thi de kunde ikke fejre den med det samme, da Præsterne ikke havde helliget sig i tilstrækkeligt Tal, og Folket ikke var samlet i Jerusalem.
14O	30	4	Kongen og hele Forsamlingen fandt det rigtigt;
14O	30	5	derfor vedtog de at lade et Opråb udgå i hele Israel fra Be'ersjeba til Dan om at komme og fejre Påsken i Jerusalem for HERREN, Israels Gud, thi man havde ikke fejret den så fuldtalligt som foreskrevet.
14O	30	6	Så gik Ilbudene ud i hele Israel og Juda med Breve fra Kongens og hans Øversters Hånd og sagde efter Kongens Befaling: "Israeliter! Vend tilbage til HERREN, Abrahams, Isaks og Israels Gud, at han må vende sig til den Levnin: af eder, der er undsluppet Assyrerkongernes Hånd.
14O	30	7	Vær ikke som eders Fædre og Brødre, der var troløse mod HERREN, deres Fædres Gud, hvorfor han gjorde dem til Rædsel, som I selv kan se.
14O	30	8	Vær nu ikke halsstarrige som eders Fædre, men ræk HERREN Hånden og kom til hans Helligdom, som han har helliget til evig Tid, og tjen HERREN eders Gud, at hans glødende Vrede må vende sig fra eder.
14O	30	9	Thi når I omvender eder til HERREN, skal eders Brødre og Sønner finde Barmhjertighed hos dem, der førte dem bort, og vende tilbage til dette Land.  Thi HERREN eders Gud er nådig og barmhjertig og vil ikke vende sit Åsyn fra eder, når l omvender eder til ham!"
14O	30	10	Og Ilbudene gik fra By til By i Efraims og Manasses Land og lige til Zebulon, men man lo dem ud og hånede dem.
14O	30	11	Dog var der nogle i Aser, Manasse og Zebulon, der ydmygede sig og kom til Jerusalem;
14O	30	12	også i Juda virkede Guds Hånd, så at han gav dem et endrægtigt Hjerte til at udføre, hvad Kongen og Øversterne havde påbudt i Kraft af HERRENs Ord.
14O	30	13	Så samlede der sig i Jerusalem en Mængde Mennesker for at fejre de usyrede Brøds Højtid i den anden Måned, en vældig Forsamling.
14O	30	14	De gav sig til at fjerne de Altre, der var i Jerusalem; ligeledes fjernede de alle Røgelsekarrene og kastede dem ned i Kedrons Dal.
14O	30	15	Derpå slagtede de Påskelammet på den fjortende Dag i den anden Måned.  Præsterne og Leviterne skammede sig og helligede sig og bragte Brændofre til HERRENs Hus;
14O	30	16	og de stillede sig på deres Plads, som deres Pligt var efter den Guds Mand Moses's Lov; Præsterne sprængte Blodet, som de modtog af Leviterne.
14O	30	17	Thi mange i Forsamlingen havde ikke helliget sig; derfor slagtede Leviterne Påskelammene for alle dem, der ikke var rene, for således at hellige HERREN dem.
14O	30	18	Thi de flesfe af Folket, især mange fra Efraim, Manasse, Issakar og Zebulon, havde ikke renset sig, men spiste Påskelammet anderledes end foreskrevet. Men Ezekias giki Forbøn for dem og sagde: "HERREN, den gode, tilgive
14O	30	19	enhver, som har vendt sit Hjerte til at søge Gud HERREN, hans Fædres Gud, selv om han ikke er ren, som Helligdommen kræver det!"
14O	30	20	Og HERREN bønhørte Ezekias og lod Folket uskadt.
14O	30	21	Så fejrede de Israeliter, der var til Stede i Jerusalem, de usyrede Brøds Højtid med stor Glæde i syv Dage; og Leviterne og Præsterne sang af alle Kræfter dagligt Lovsange for HERREN.
14O	30	22	Og Ezekias talte venlige Ord til alle de Leviter, der havde udvist særlig Dygtighed i HERRENs Tjeneste; og de fejrede Højtiden til Ende de syv Dage, idet de ofrede Takofre og lovpriste HERREN, deres Pædres Gud.
14O	30	23	Men derefter vedtog hele Forsamlingen at holde Højtid syv Dage til, og det gjorde de så med Glæde,
14O	30	24	thi Kong Ezekias af Juda gav Forsamlingen en Ydelse af 1.000 Tyre og 7.000 Stykker Småkvæg, og Øversterne gav Forsamlingen 1.000 Tyre og 10.000 Stykker Småkvæg; og en Mængde Præster helligede sig.
14O	30	25	Da frydede hele Judas Forsamling sig, ligeledes Præsterne og Leviterne og hele den Forsamling, der var kommet fra Israel, og de fremmede, der var kommet fra Israels Land eller boede i Juda;
14O	30	26	og der var stor Glæde i Jerusalem, thi siden Davids Søns, Kong Salomo af Israels, Dage var sligt ikke sket i Jerusalem;
14O	30	27	og Præsterne og Leviterne stod op og velsignede Folket, og deres Røst hørtes, og deres Bøn nåede Himmelen, hans hellige Bolig.
14O	31	1	Da alt det var til ende, drog alle de Israeliter, som var til stede, ud til Judas Byer, og de sønderbrød Stenstøtterne, omhuggede Asjerastøtterne og nedrev Offerhøjene og Altrene i hele Juda og Benjamin og i Efraim og Manasse, så der ikke blev Spor tilhage; så vendte alle Israeliterne hjem, hver til sin Ejendom i deres Byer.
14O	31	2	Så ordnede Ezekias Præsternes og Leviternes Skifter, Skifte for Skifte, så at hver enkelt Præst og Levit fik sin særlige Gerning med at ofre Brændofre og Takofre og med af gøre Tjeneste og love og prise i HERRENs Lejrs Porte.
14O	31	3	Hvad Kongen gav af sit Gods, var til Brændofrene, Morgen- og Aftenbrændofrene og Brændofrene på Sabbaterne, Nymånerne og Højtiderne, som det er foreskrevet i HERRENs Lov.
14O	31	4	Og han bød Folket, dem, der boede i Jerusalem, at afgive, hvad der tilkom Præsterne og Leviterne, for at de kunde holde fast ved HERRENs Lov.
14O	31	5	Så snart det Bud kom ud, bragte Israeliterne i rigelig Mængde Førstegrøde af Korn, Most, Olie og Honning og al Markens Afgrøde, og de gav Tiende af alt i rigeligt Mål;
14O	31	6	også de Israeliter, der boede i Judas Byer, gav Tiende af Hornkvæg og Småkvæg, og de bragte Helliggaverne, der var belliget HERREN deres Gud, og lagde dem Bunke for Bunke.
14O	31	7	I den tredje Måned begyndte de at ophobe Bunkerne, og i den syvende Måned var de færdige.
14O	31	8	Ezekias og Øversterne kom så og synede Bunkerne, og de priste HERREN og hans Folk Israel.
14O	31	9	Da Ezekias spurgfe sig for hos Præsterne og Leviterne om Bunkerne,
14O	31	10	svarede Ypperstepræsten Azarja af Zadoks Hus: "Siden man begyndte at bringe Offerydelsen til HERRENs Hus, har vi spist os mætte og fået rigelig tilovers, thi HERREN har velsignet sit Folk, så at vi har fået al den Rigdom her tilovers!"
14O	31	11	Ezekias gav da Befaling til at indrette Kamre i HERRENs Hus; og det gjorde man.
14O	31	12	Så bragte man samvittighedsfuldt Offerydelsen, Tienden og Helliggaverne derind. Den øverste Opsynsmand derover var Leviten Konanja, den næstøverste hans Broder Sjim'i;
14O	31	13	og Jehiel, Azarja, Nahat, Asa'el Jerimot, Jazabad, Eliel, Jismakjahu, Mahat og Benaja var Opsynsmænd underKonanja oghans Broder Sjim'i efter den Ordning, som var truffet af Ezekias og Azarja, Øversten i Guds Hus.
14O	31	14	Leviten Kore, Jimnas Søn, der var Dørvogter på Østsiden, havde Tilsyn med de frivillige Gaver til Gud og skulde uddele HERRENs Offerydelse og de højhellige Gaver;
14O	31	15	under ham sattes Eden, Minjamin, Jesua, Sjemaja, Amarja og Sjekanja i Præstebyerne til samvittighedsfuldt attorestå Uddelingen til deres Brødre i Skitterne, både store og små,
14O	31	16	dem af Mandkøn, der var indført i Fortegnelserne fra Treårsalderen og opefter. Undtaget var alle, der kom til HERRENs Hus for efter de enkelte Dages Krav at udføre deres Embedsgerning efter deres Skifter.
14O	31	17	Præsterne indførtes i Fortegnelserne efter deres Fædrenehuse, Leviterne fra Tyveårsalderen og opefter efter deres Embedspligter, efter deres Skifter,
14O	31	18	Og de indførtes i Fortegnelserne med hele deres Familie, deres Hustruer, Sønner og Døtre, hele Standen, thi de tog sig samvittighedsfuldt af det hellige.
14O	31	19	Arons Sønner, Præsterne, som boede på Græsmarkerne omkring deres Byer, havde i hver By nogle navngivne Mænd til at uddele, hvad der tilkom alle af Mandkøn blandt Præsterne og de i Fortegnelserne indførte Leviter.
14O	31	20	Således gik Ezekias frem i hele Juda, og han gjorde, hvad der var godt, ret og sandt for HERREN hans Guds Åsyn.
14O	31	21	Alt, hvad han tog fat på vedrørende Tjenesten i Guds Hus eller Loven eller Budet for således at søge sin Gud, det gjorde han af hele sit Hjerte, og det lykkedes for ham.
14O	32	1	Efter disse Tildragelser og disse Vidnesbyrd om Troskab kom Assyrerkongen Sankerib og rykkede ind i Juda og belejrede de befæstede Byer i det Øjemed at bemægtige sig dem.
14O	32	2	Da Ezekias så, at Sankerib kom, og at han havde i Sinde at angribe Jerusalem,
14O	32	3	rådførte han sig med sine Hærførere og tapre Folk om at stoppe for Vandet i Kilderne uden for Byen, og de tilsagde ham deres Hjælp.
14O	32	4	Så samledes en Mængde Folk, og de stoppede for alle Kilderne og for Bækken, som løber midt igennem Landet, idet man sagde: "Hvorfor skulde Assyrerkongerne finde rigeligt Vand, når de kommer?"
14O	32	5	Derpå tog han Mod til sig og byggede Muren op, overalt hvor den var brudt ned, og byggede Tårne på den, og han byggede den anden Mur udenfor og befæstede Millo i Davidsbyen og lod lave en Mængde Kastevåben og Skjolde.
14O	32	6	Tillige indsatte han Hærtørere over Krigsfolket, samlede dem om sig på den åbne Plads ved Byporten og talte opmuntrende Ord til dem og sagde:
14O	32	7	"Vær frimodige og slærke; frygt ikke og forfærdes ikke for Assyrerkongen og hele den Menneskemængde, han har med sig; thi en større er med os end med ham!
14O	32	8	Med ham er en Arm at Kød, men med os er HERREN vor Gud, der vil hjælpe os og føre vore Krige!" Og Folket satte sin Lid til Kong Ezekias af Judas Ord.
14O	32	9	Derefter sendte Assyrerkongen Sankerib, der selv med hele sin Krigsmagt lå foran Lakisj, sine. Tjenere til Kong Ezekias af Juda og alle Judæerne i Jerusalem og lod sige:
14O	32	10	"Således siger Assyrerkongen Sankerib: Hvad er det, I fortrøster eder til, nu I sidder indesluttet i Jerusalem?
14O	32	11	Mon ikke Ezekias lokker eder til at dø af Hunger og Tørst, når han siger: HERREN vor Gud vil frelse os af Assyrerkongens Hånd!
14O	32	12	Har ikke samme Ezekias skaffet hans Offerhøje og Altre bort og sagt til Juda og Jerusalem: Kun foran et eneste Alter må I tilbede, og på det skal I tænde Offerild!
14O	32	13	Ved I ikke, hvad jeg og mine Fædre har gjort ved alle Landenes Folkeslag?  Mon Landenes Folks Guder kunde frelse deres Land af min Hånd?
14O	32	14	Hvilken af alle de Guder, som dyrkedes af disse Folk, på hvilke mine Fædre lagde Band, har kunnet frelse sit Folk af min Hånd? Og så skutlde eders Gud kunne frelse eder af min Hånd!
14O	32	15	Lad derfor ikke Ezekias vildlede eder og lokke eder på den Måde! Tro ham ikke, thi ikke et eneste Folks eller Riges Gud har kunnet frelse sit Folk af min Hånd eller af mine Fædres Hånd; hvor meget mindre kan da eders Gud frelse eder af min Hånd!"
14O	32	16	Og hans Tjenere talte endnu flere Ord mod Gud HERREN og mod hans Tjener Ezekias.
14O	32	17	Han skrev også et Brev for at smæde HERREN, Israels Gud, og tale imod ham; heri stod der: "Så lidt som Landenes Folks Guder har frelst deres Folk af min Hånd, skal Ezekias's Gud frelse sit Folk af min Hånd!"
14O	32	18	Og de råbte med høj Røst på Judæisk til Folkene i Jerusalem, som stod på Muren, for at indjage dem Angst og Skræk, i Håb om at kunne tage Byen.
14O	32	19	Og de talte om Jerusalems Gud på samme Måde som om Jordens Folkeslags Guder, der er Værker af Menneskehænder!
14O	32	21	Og HERREN sendte en Engel, der tilintetgjorde alle Krigere, Høvedsmænd og Hærførere i Assyrerkongens Lejr, så han med Spot og Spe måtte vende hjem til sit Land. Og da han gik ind i sin Guds Hus, fældede nogle af hans kødelige Frænder ham der med Sværdet.
14O	32	22	Således frelste HERREN Ezekias og Jerusalems Indbyggere af Assyrerkongen Sankeribs Hånd og at alle andres og skaffede dem Ro på alle Kanter.
14O	32	23	Og mange bragte Gaver til Jerusalem til HERREN og kostbare Ting til Kong Ezekias af Juda, så han siden blev højt anset blandt alle Hedningefolk.
14O	32	24	Derfor bad Kong Ezekias og Profeten Esajas, Amoz's Søn, og råbte til Himmelen.
14O	32	24	Ved den Tid blev Ezekias dødssyg. Da bad han til HERREN, og han svarede ham og gav ham et Tegn.
14O	32	25	Men Ezekias gengældte ikke den Velgerning, der var vist ham; hans Hjerte blev hovmodigt, og derfor kom der Vrede over ham og over Juda og Jerusalem.
14O	32	26	Men da Ezekias ydmygede sig og vendte om fra sit Hovmod sammen med Jerusalems Indbyggere, kom HERRENs Vrede ikke over dem i Ezekias's Dage.
14O	32	27	Ezekias var overmåde rig og æret. Han byggede sig Skatkamre til Sølv, Guld, Ædelsten, Høgelsestoffer, Skjolde og alle Hånde kostelige Ting
14O	32	28	og Forrådskamre til Afgrøden af Horn, Most og Olie, Stalde til alle Slags Kvæg og Folde til Hjordene;
14O	32	29	Byer byggede han sig også, og han havde Hjorde i Mængde af Hornkvæg og Småkvæg, thi Gud gav ham såre meget Gods.
14O	32	30	Samme Ezekias tilstoppede Gihons øvre Kilde og ledede Vandet mod Vest nedad til Davidsbyen. Alt, hvad Ezekias tog sig for, lykkedes for ham.
14O	32	31	Derfor var det også, at Gud gav ham til Pris for Sendebudene, der var sendt til ham fra Babels Fyrster for at høre om det Under, der var sket i Landet; det var for at sætte ham på Prøve og således få Kendskab til alt, hvad der var i hans Hjerte.
14O	32	32	Hvad der ellers er at fortælle om Ezekias og hans fromme Gerninger, står jo optegnet i Profeten Esajas's, Amoz's Søns, Åbenbaring og i Bogen om Judas og Israels Konger.
14O	32	33	Så lagde Ezekias sig til Hvile hos sine Fædre, og man jordede ham på Skråningen op til Davids Efterkommeres Grave; og hele Juda og Jerusalems Indbyggere viste ham stor Ære ved hans Død; og hans Søn Manasse blev Konge i hans Sted.
14O	33	1	Manasse var tolv År gammel, da han blev Konge, og han herskede fem og halvtredsindstyve År i Jerusalem.
14O	33	2	Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og efterlignede de Folkeslags Vederstyggeligheder, som HERREN havde drevet bort foran Israeliterne.
14O	33	3	Han byggede atter de Offerhøje, som hans Fader Ezekias havde nedrevet, rejste Altre for Ba'alerne, lavede Asjerastøtter og tilbad hele Himmelens Hær og dyrkede dem.
14O	33	4	Og han byggede Altre i HERRENs Hus, om hvilket HERREN havde sagt: "I Jerusalem skal mit Navn være til evig Tid."
14O	33	5	Og han byggede Altre for hele Himmelens Hær i begge HERRENs Hus's Forgårde.
14O	33	6	Han lod sine Sønner gå igennem Ilden i Hinnoms Søns Dal, drev Trolddom og tog Varsler, drev hemmelige Kunster og ansatte Dødemanere og Sandsigere; han gjorde meget, som var ondt i HERRENs Øjne, og krænkede ham.
14O	33	7	Det Gudebillede, han lod lave, opstillede han i Guds Hus, om hvilket Gud havde sagt til David og hans Søn Salomo: "I dette Hus og i Jerusalem, som jeg har udvalgt af alle Israels Stammer, vil jeg stedfæste mit Navn til evig Tid;
14O	33	8	og jeg vil ikke mere fjerne Israels Fod fra det Land, jeg gav deres Fædre, dog kun på det Vilkår, at de omhyggeligt overholder alt, hvad jeg har pålagt dem, hele Loven, Anordningerne og Lovbudene, som de fik ved Moses,"
14O	33	9	Men Manasse forførte Juda og Jerusalems Indbyggere til at handle værre end de Folkeslag, HERREN havde udryddet for Israeliterne.
14O	33	10	Da talede HERREN Manasse og hans Folk til, men de ænsede det ikke.
14O	33	11	Så førte HERREN Assyrerkongens Hærførere mod dem, og de fangede Manasse med Kroge, lagde ham i Kobberlænker og førte ham til Babel.
14O	33	12	Men da han var i Nød, bad han HERREN sin Gud om Nåde og ydmygede sig dybt for sine Fædres Gud.
14O	33	13	Og da han bad til ham, bønhørte han ham; han hørte hans Bøn og bragte ham tilbage til Jerusalem til hans Kongedømme; da indså Manasse, at HERREN er Gud.
14O	33	14	Senere byggede han en ydre Mur ved Davidsbyen vesten for Gihon i Dalen og hen imod Fiskeporten, så at den omsluttede Ofel; og han byggede den meget høj. I alle de befæstede Byer i Juda ansatte han Hærførere.
14O	33	15	Han fjernede de fremmede Guder og Gudebilledet fra HERRENs Hus og alle de Altre, han havde bygget på Tempelbjerget og i Jerusalem, og kastede dem uden for Byen.
14O	33	16	Og han istandsatte HERRENs Alter og ofrede Tak- og Lovprisningsofre derpå; og han bød Juda at dyrke HERREN, Israels Gud.
14O	33	17	Men Folket vedblev at ofre på Offerhøjene, dog kun til HERREN deres Gutd.
14O	33	18	Hvad der ellers er at fortælle om Manasse, hans Bøn til sin Gud og de Seeres Ord, som talte til ham i HERRENs, Israels Guds, Navn, står jo optegnet i Israels Kongers Krønike;
14O	33	19	hans Bøn og Bønhørelse, al hans Synd og Troløshed og de Steder, hvor han opførte Offerhøje og opstillede Asjerastøtter og Gudebilleder, før han ydmygede sig, står jo optegnet i Seernes Krønike.
14O	33	20	Så lagde Manasse sig til Hvile hos sine Fædre, og man jordede ham i Haven ved hans Hus; og hans Søn Amon blev Konge i hans Sted.
14O	33	21	Amon var to og tyve År gammel, da han blev Konge, og han hersltede to År i Jerusalem.
14O	33	22	Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, ligesom hans Fader Manasse, og Amon ofrede til alle de Gudebilleder, hans Fader Manasse havde ladet lave, og dyrkede dem.
14O	33	23	Han ydmygede sig ikke for HERRENs Åsyn, som hans Fader Manasse havde gjort, men Amon dyngede Skyld på Skyld.
14O	33	24	Hans Tjenere sammensvor sig imod ham og dræbte ham i hans Hus;
14O	33	25	men Folket fra Landet dræbte alle dem, der havde sammensvoret sig imod Kong Amon, og gjorde hans Søn Josias til Konge i hans Sted.
14O	34	1	Josias var otte År gammel, da han blev Konge, og han herskede en og tredive År i Jerusalem.
14O	34	2	Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, og vandrede i sin lader Davids Spor uden al vige til højre eller venstre.
14O	34	3	I sit ottende Regeringsår, endnu ganske ung, begyndte han at søge sin Fader Davids Gud, og i det tolvte År begyndte han at rense Juda og Jerusalem for Offerhøjene, Asjerastøtterne og de udskårne og støbte Billeder.
14O	34	4	I hans Påsyn nedrev man Ba'alernes Altre; Solstøtterne, der stod oven på dem, huggede han om, og Asjerastøtterne og de udskårne og støbte Billeder lod han sønderhugge og knuse og strø ud på deres Grave, som havde ofret til dem;
14O	34	5	Benene af Præsterne lod han brænde på deres Altre. Således rensede han Juda og Jerusalem.
14O	34	6	Men også i Byerne i Manasse, Efraim og Simeon og lige til Naftali, rundt om i deres Ruinhobe,
14O	34	7	lod han Altrene nedbryde, Asjerastøtterne og Gudebillederne sønderslå og knuse og alle Solstøtterne omhugge i hele Israels Land; så vendte han tilbage til Jerusalem.
14O	34	8	I sit attende Regeringsår gav han sig til at rense Landet og Templet; han sendte Sjafan, Azaljas Søn, Byens Øverste Ma'aseja og Kansleren Joa, Joahaz's Søn, hen for at istandsætte HERREN hans Guds Hus.
14O	34	9	Da de kom til Ypperstepræsten Hilkija, afleverede de Pengene, der var kommet ind til Guds Hus, dem, som Leviterne, der holdt Vagt ved Tærskelen, havde samlet hos Manasse og Efraim og det øvrige Israel og hos hele Juda og Benjamin og Jerusalems Indbyggere;
14O	34	10	de overgav Pengene til dem, der stod for Arbejdet, dem, der havde Tilsyn med HERRENs Hus; og de, der stod for Arbejdet på HERRENs Hus, brugte dem til at udbedre og istandsætte Templet,
14O	34	11	idet de overgav dem til Tømrerne og Bygningsmændene til Indkøb af tilhugne Sten og Tømmer til Tværbjælker og til Bjælker i de Bygninger, Judas Konger havde ødelagt.
14O	34	12	Folkene udførte Arbejdet samvittighedsfuldt; og Tilsynet med dem var overdraget Leviterne Jahat og Obadja af Merariterne og Zekarja og Mesjullam af Kehatiternes Sønner, for at de skulde lede dem.
14O	34	13	Og Leviterne havde Tilsyn med Lastdragerne og ledede alle dem, der havde med de forskellige Arbejder at gøre. Og af Leviterne var nogle Skrivere, Fogeder og Dørvogtere.
14O	34	14	Men da de tog Pengene frem, der var kommet ind til HERRENs Hus, fandt Præsten Hilkija Bogen med HERRENs Lov, som var givet ved Moses;
14O	34	15	og Hilkija tog til Orde og sagde til Statsskriveren Sjafan: "Jeg har fundet Lovbogen i HERRENs Hus!" Og Hilkija gav Sjafan Bogen,
14O	34	16	og Sjafan bragte Bogen til Kongen og aflagde der hos Beretning for ham, idet han sagde: "Alt, hvad dine Trælle er sat til, udfører de;
14O	34	17	de har taget de Penge frem, der fandtes i HERRENs Hus, og givet dem til Tilsynsmændene og dem, der står for Arbejdet."
14O	34	18	Derpå gav Statsskriveren Sjafan Kongen den Meddelelse: "Præsten Hilkija gav mig en Bog." Og Sjafan læste op af den for Kongen.
14O	34	19	Men da Kongen hørte, hvad der stod i Loven, sønderrev han sine Klæder;
14O	34	20	og Kongen bød Hilkija, Ahikam. Sjafans Søn, Abdon, Mikas Søn, Statsskriveren Sjafan og Kongens Tjener Asaja:
14O	34	21	"Gå hen og rådspørg HERREN på mine Vegne og på deres, som er blevet tilovers i Israel og Juda, om Indholdet af denne Bog, der er fundet; thi stor er Vreden, der er blusset op hos HERREN imod os, fordi vore Fædre ikke adlød HERRENs Ord og handlede nøje efter. hvad der står skrevet i denne Bog!"
14O	34	22	Hilkija og de andre, Kongen sendte af Sted, gik da hen og talte derom med Profetinden Hulda, som var gift med Sjallum, Opsynsmanden over Tøjet, en Søn af Hasras Søn Tokhat, og som boede i Jerusalem i den nye Bydel.
14O	34	23	Hun sagde til dem: "Så siger HERREN, Israels Gud: Sig til den Mand, der sendte eder til mig:
14O	34	24	Så siger HERREN: Se, jeg vil bringe Ulykke over dette Sted og dets Indbyggere, alle de Forbandelser, der er optegnet i den Bog. som er læst op for Judas Konge,
14O	34	25	til Straf for at de har forladt mig og tændt Offerild for andre Guder, så de krænkede mig med alt deres Hænders Værk, og min Vrede vil blusse op mod dette Sted uden at slukkes!
14O	34	26	Men til Judas Konge, der sendte eder for at rådspørge HERREN,skal I sige således: Så siger HERREN. Israels Gud: De Ord, du har hørt, står fast;
14O	34	27	men efterdi dit Hjerte bøjede sig og du ydmygede dig for Gud. da du hørte hans Ord mod dette Sted og dets Indbyggere, og efterdi du ydmygede dig for mit Åsyn og sønderrev, dine Klæder og græd for mit Åsyn, så har også jeg hørt dig, lyder det fra HERREN!
14O	34	28	Så vil jeg da lade dig samles til dine Fædre, og du skal samles til dem i Fred i din Grav, uden at dine Øjne får al den Ulykke at se, som jeg vil bringe over dette Sted og dets Beboere!" Det Svar hragte de til Kongen.
14O	34	29	Da sendte Kongen Bud og lod alle Judas og Jerusalems Ældste kalde sammen.
14O	34	30	Derpå gik Kongen op i HERRENs Hus, fulgt af alle Judas Mænd og Jerusalems Indbyggere, Præsterne, Leviterne og alt Folket, store og små, og han forelæste dem alt, hvad der stod i Pagtsbogen, som var fundet i HERRENs Hus.
14O	34	31	Derpå stillede Kongen sig på sin Plads og sluttede Pagt for HERRENs Åsyn om, at de skulde holde sig til HERREN og holde hans Bud, Vidnesbyrd og Anordninger af hele deres Hjerte og hele deres Sjæl, for at han kunde opfylde Pagtens Ord, dem, der var skrevet i denne Bog.
14O	34	32	Og han lod alle dem, der var til Stede i Jerusalem, indgå Pagten; og Jerusalems Indbyggere haodlede efter Guds, deres Fædres Guds, Pagt.
14O	34	33	Derpå fjernede Josias alle Vederstyggelighederne fra alle de Landsdele, der tilhørte Iraeliterne, og sørgede for, at enhver i Israel dyrkede HERREN deres Gud. Så længe han levede, veg de ikke fra HERREN, deres Fædres Gud.
14O	35	1	Derpå fejrede Josias Påske for HERREN i Jerusalem, og de slagtede Påskelammet den fjortende Dag i den første Måned.
14O	35	2	Han satte Præsterne til det, de havde at varetage, og opmuntrede dem til Tjenesten i HERRENs Hus;
14O	35	3	og til Leviterne, som underviste hele Israel og var helliget HERREN, sagde han: "Sæt den hellige Ark i Templet, som Davids Søn, Kong Salomo af Israel, byggede; I skal ikke mere bære den på Skuldrene. Tjen nu HERREN eders Gud og hans Folk Israel!
14O	35	4	Gør eder rede Fædrenehus for Fædrenehus, Skifte for Skifte, efter Kong David af Israels Forskrift og hans Søn Salomos Anvisning,
14O	35	5	og stil eder op i Helligdommen, således at der bliver et Skifte af et levitisk Fædrenehus for hver Afdeling af eders Brødres, Almuens, Fædrenehuse,
14O	35	6	og slagt så Påskeofferdyrene, helliger eder og tillav dem til eders Brødre for at handle efter HERRENs Ord ved Moses."
14O	35	7	Josias gav frivilligt Almuen, alle dem, der var til Stede, en Ydelse af Småkvæg, Lam og Gedekid, alt sammen til Påskeofferdyr, 30.000 Stykker i Tal, og 3.000 Stykker Hornkvæg, alt af Kongens Ejendom;
14O	35	8	og hans Øverster gav frivilligt Folket, Præslerne og Leviterne en Ydelse; Hilkija, Zekarja og Jehiel, Guds Hus's Øverster, gav Præsterne til Påskeofferdyr 2.600 Stykker Småkvæg og 300 Stykker Hornkvæg.
14O	35	9	Leviternes Øverster Konanja og hans Brød1e Sjemaja og Netan'el, Hasjabja, Je'iel og Jozabad ydede Leviterne til Påskeofferdyr 5.000 Stykker Småkvæg og 500 Stykker Hornkvæg.
14O	35	10	Således ordnedes Tjenesten, og Præsterne stod på deres Plads, ligeledes Leviterne, Skifte for Skifte efter Kongens Bud.
14O	35	11	De slagtede Påskedyrene, og Præsterne sprængte Blodet, som de rakte dem, medens Leviterne flåede Huden af.
14O	35	12	Derpå gjorde de Brændofrene tede for at give dem til de enkelte Afdelinger af Almuens Fædrenehuse, så at de kunde frembæres for HERREN, som det er foreskrevet i Moses's Bog, og på samme Måde gjorde de med Hornkvæget.
14O	35	13	Påskedyrene stegte de over Ilden på den foreskrevne Måde, men de hellige Stykker kogte de i Gryder, Kedler og Skåle og bragte dem skyndsomt til Almuen.
14O	35	14	Derefter gjorde de Påskedyr rede til sig selv og Præsterne, thi Præsterne, Arons Sønner, var sysselsatte med at ofre 81ændofrene og Fedtstykkerne lige til Nattens Frembrud; derfor gjorde Leviterne Ofre rede både for sig selv og Præsterne, Arons Sønner.
14O	35	15	Sangerne, Asafs Sønner, var på deres Plads efterDavids, Asafs, Hemans og Kongens Seer Jedutuns Bud, og Dørvogterne ved de forskellige Porte; de måtte ikke forlade deres Plads, men deres Brødre Leviterne gjorde Påskedyr rede for dem.
14O	35	16	Således ordnedes hele HERRENs Tjeneste den Dag, idet man fejrede Påsken og bragte Brændofre på HERRENs Alter efter Kong Josias's Bud;
14O	35	17	og Israeliterne, som var til Stede, fejrede dengang Påsken og de usyrede Brøds Højtid i syv Dage.
14O	35	18	En Påske som den var ikke blevet fejret i Israel siden Profeten Samuels Dage, og ingen af Israels Konger havde fejret en Påske som den, Josias, Præsterne og Leviterne og alle de Judæere og Israeliter, som var til Stede, og Jerusalems Indbyggere fejrede.
14O	35	19	I Josias's attende Regeringsår blev denne Påsk fejret.
14O	35	20	Efter alt dette, da Josias havde sat Templet i Stand, drog Ægypterkongen Neko op til Kamp ved Karkemisj, der ligger ved Eufrat. Josias drog imod ham;
14O	35	21	men han sendte Sendebud til ham og lod sige: "Hvad er der mig og dig imellem, Judas Konge? Det er ikke dig, det nu gælder, men det Kongehus, jeg ligget i Krig med; og Gud har sagt, at jeg skulde haste. Gå ikke imod den Gud, der er med mig, at han ikke skal ødelægge dig!"
14O	35	22	Josias vendte dog ikke om, men vovede at indlade sig i Hamp med ham; han tog ikke Hensyn til Nekos Ord, der dog kom fra Guds Mund, men drog ud til Kamp på Megiddos Slette.
14O	35	23	Da ramte Bueskytterne Kong Josias; og Kongen sagde til sine Folk: "Før mig bort, thi jeg er hårdt såret!"
14O	35	24	Hans Folk bragte ham da bort fra Vognen og satte ham på hans anden Vogn og førte ham til Jerusalem, hvor han døde. De jordede ham i hans Fædres Grave, og hele Juda og Jerusalem sørgede over Josias.
14O	35	25	Jeremias sang en Klagesang over Josias, og alle Sangerne og Sangerinderne talte i deres Klagesange om ham, som de gør den Dag i Dag; man gjorde dette til en stående Skik i Israel, og Sangene står optegnet blandt Klagesangene.
14O	35	26	Hvad der ellers er at fortælle om Josias og hans fromme Gerninger, der sfemte med, hvad der er foreskrevet i HERRENs Lov,
14O	35	27	hans Historie fra først til sidst står jo optegnet i Bogen om Israels og Judas Konger.
14O	36	1	Folket fra Landet tog nu Josias's Søn Joahaz og hyldede ham til Konge i Jerusalem i hans Faders Sted.
14O	36	2	Joahaz var tre og tyve År gammel, da han blev Konge, og han herskede tre Måneder i Jerusalem.
14O	36	3	Men Ægypterkongen afsatte ham fra Regeringen i Jerusalem og lagde en Skat af hundrede Talenter Sølv og ti Talenter Guld på Landet.
14O	36	4	Derpå gjorde Ægypterkongen hans Broder Eljakim til Konge over Juda og Jerusalem, og han ændrede hans Navn til Jojakim; hans Broder Joahaz derimod tog Neko med til Ægypten.
14O	36	5	Jojakim var fem og tyve År gammel, da han blev Konge, og han herskede elleve År i Jerusalem. Han gjorde, hvad der var ondt i HERREN hans Guds Øjne.
14O	36	6	Kong Nebukadnezer af Babel drog op imod ham og lagde ham i Kobberlænker for at føre ham til Babel;
14O	36	7	og Nebukadnezar lod en Del af HERRENs Hus's Kar bringe til Babel og opstillede dem i sin Borg i Babel.
14O	36	8	Hvad der ellers er at fortælle om Jojakim og de Vederstyggeligheder, han øvede, hvad der er at sige om ham, står optegnet i Bogen om Israels og Judas Konger. Og hans Søn Jojakin blev Konge i hans Sted.
14O	36	9	Jojakin var atten År gammel, da han blev Konge, og han herskede tre Måneder og ti Dage i Jerusalem. Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne.
14O	36	10	Næste År sendfe Kong Nebukadnezar Folk og lod ham bringe til Babel tillige med HERRENs Hus's kostelige Kar; og han gjorde hans Broder Zedekias til Konge over Juda og Jerusalem.
14O	36	11	Zedekias var een og tyve År gammel, da han blev Konge, og han herskede i elleve År i Jerusalem.
14O	36	12	Han gjorde, hvad der var ondt i HERREN hans Guds Øjne. Han ydmygede sig ikke under de Ord, Profeten Jeremias talte fra HERRENs Mund.
14O	36	13	Desuden faldt han fra Kong Nebudkanezar, der havde taget ham i Ed ved Gud; og han var halsstarrig og forhærdede sit Hjerte, så han ikke omvendte sig til HERREN, Israels Gud.
14O	36	14	Ligeledes gjorde alle Judas Øverster og Præsterne og Folket sig skyldige i megen Troløshed ved at efterligne alle Hedningefolkenes Vederstyggeligheder, og de besmittede HERRENs Hus, som han havde helliget i Jerusalem.
14O	36	15	HERREN, deres Fædres Gud, sendte tidlig og silde manende Ord til dem ved sine Sendebud, fordi han ynkedes oer sit Folk og sin Bolig;
14O	36	16	men de spottede Guds Sendebud, lod hånt om hans Ord og gjorde sig lystige over hans Profeter, indtil HERRENs Vrede mod hans Folk tog til i den Grad, at der ikke mere var Lægedom.
14O	36	17	Han førte Kaldæernes Konge imod dem, og han dræbte deres unge Mandskab med Sværdet i deres hellige Tempel og ynkedes ikke over Yngling eller Jomfru, gammel eller Olding - alt overgav han i hans Hånd.
14O	36	18	Alle Karrene i Guds Hus, store og små, HERRENs Hus's Skatte og Kongens og hans Øverstes Skatte lod han alt sammen bringe til Babel.
14O	36	19	De stak Ild på Guds Hus, nedrev Jerusalems Mur, opbrændte alle dets Borge og ødelagde alle kostelige Ting deri.
14O	36	20	Dem, Sværdet levnede, førte han som Fanger til Babel, hvor de blev Trælle for ham og hans Sønner, indtil Perserriget fik Magten,
14O	36	21	for at HERRENs Ord gennem Jeremias's Mund kunde opfyldes, indtil Landet fik sine Sabbater godtgjort; så længe Ødelæggelsen varede, hvilede det, til der var gået halvfjerdsindstyve År.
14O	36	22	Men i Perserkongen Kyros's første Regeringsår vakte HERREN, for at hans Ord gennem Jeremias's Mund kunde opfyldes, Perserkongen Kyros's Ånd, så han lod følgende udråbe i hele sit Rige og desuden kundgøre ved en Skrivelse:
14O	36	23	"Perserkongen Kyros gør vitterligt: Alle Jordens Riger har HERREN, Himmelens Gud, givet mig; og han har pålagt mig at bygge ham et Hus i Jerusalem i Juda. Hvem iblandt eder, der hører til hans Folk, med ham være HERREN hans Gud, og han drage derop!"
15O	1	1	Og i Perserkongen Kyros's første Regeringsår vakte HERREN, for at hans Ord gennem Jeremias's Mund kunde opfyldes, Perserkongen Kyros's Ånd, så han lod følgende udråbe i hele sit Rige og desuden kundgøre ved en Skrivelse:
15O	1	2	Perserkongen, Kyros gør vitterligt: Alle Jordens Riger har HERREN, Himmelens Gud, givet mig; og han har pålagt mig at bygge ham et Hus i Jerusalem i Juda.
15O	1	3	Hvem iblandt eder, der hører til hans Folk, med ham være hans Gud, og han drage op til Jerusalem i Juda og bygge HERRENs, Israels Guds, Hus; han er den Gud, som bor i Jerusalem;
15O	1	4	og alle Steder, hvor de tiloversblevne bor som fremmede, skal Beboerne støtte dem med Sølv, Guld, Heste og Kvæg, bortset fra de frivillige Gaver til Guds Hus i Jerusalem.
15O	1	5	Da brød Overhovederne for Judas og Benjamins Fædrenehuse og Præsterne og Leviterne op, alle, hvis Ånd Gud vakte, så de drog op for at bygge HERRENs Hus i Jerusalem;
15O	1	6	og bortset fra alle de frivillige Gaver kom alle deres Naboer dem til Hjælp med alt, både Sølv, Guld, Heste og Kvæg og Kostbarheder i Mængde.
15O	1	7	Og Kong Kyros udleverede Karrene fra HERRENs Hus, som Nebudkadnezar havde ført bort fra Jerusalem og ladet opstille i sin Guds Hus;
15O	1	8	dem gav Perserkongen Kyros ny til Skatmesteren Mitredat, og han talte dem og overgav dem til Sjesjbazzar, Judas Fyrste.
15O	1	9	Og Tallet på dem var følgende: 30 Guldbækkener, 1000 Sølvbakker, 29 Røgelsesskåle,
15O	1	10	30 Guldbægre, 410 Sølvbægre af ringere Art og 1000 andre Kar,
15O	1	11	i alt 5400 Kar, dels af Guld og dels af Sølv. Alt dette bragte Sjesjbazzar med sig, da de landflygtige drog op fra Babel til Jerusalem.
15O	2	1	Følgende er de Folk fra vor Landsdel, der drog op fra Landflygtigheden og Fangenskabet. Kong Nebukadnezar af Babel havde ført dem bort til Babel, men nu vendte de tilbage til Jerusalem og Juda, hver til sin By;
15O	2	2	de kom i Følge med Zerubbabel, Jesua, Nehemja, Seraja, Re'elaja, Mordokaj, Bilsjan, Mispar, Bigvaj, Rehum og Ba'ana'. Tallet på Mændene i Israels Folk var:
15O	2	3	Par'osj's Efterkommere 2172,
15O	2	4	Sjefatjas Efterkommere 372,
15O	2	5	Aras Efterkommere 775,
15O	2	6	Pahat-Moabs Efterkommere, Jesuas og Joabs Efterkommere, 2812,
15O	2	7	Elams Efterkommere 1254,
15O	2	8	7attus Efterkommere 945,
15O	2	9	Zakkajs Efterkommere 760,
15O	2	10	Banis Efterkommere 642,
15O	2	11	Bebajs Efterkommere 623,
15O	2	12	Azgads Efterkommere 1222,
15O	2	13	Adonikams Efterkommere 666,
15O	2	14	Bigvajs Efterkommere 2056,
15O	2	15	Adins Efterkommere 454,
15O	2	16	Aters Efterkommere gennem Hizkija 98,
15O	2	17	Bezajs Efterkommere 323,
15O	2	18	Joras Efterkommere 112,
15O	2	19	Hasjums Efterkommere 223,
15O	2	20	Gibbars Efterkommere 95,
15O	2	21	Betlehems Efterkommere 123,
15O	2	22	Mændene fra Netofa 56,
15O	2	23	Mændene fra Anatot 128,
15O	2	24	Azmavets Efterkommere 42,
15O	2	25	Kirjat-Jearims, Kefiras og Be'erots Efterkommere 743,
15O	2	26	Ramas og Gebas Efterkommere 621,
15O	2	27	Mændene fra Mikmas 122,
15O	2	28	Mændene fra Betel og Aj 223,
15O	2	29	Nebos Efterkommere 52,
15O	2	30	Magbisj's Efterkommere 156,
15O	2	31	det andet Elams Efterkommere 1254,
15O	2	32	Harims Efterkommere 320,
15O	2	33	Lods, Hadids og Onos Efterkommere 725,
15O	2	34	Jerikos Efterkommere 345,
15O	2	34	Præsterne var: Jedajas Efterkommere af Jesuas Hus 973,
15O	2	35	Sena'as Efterkommere 3630.
15O	2	37	Immers Efterkommere 1052,
15O	2	38	Pasjhurs Efterkommere 1247,
15O	2	39	Harims Efterkommere 1017.
15O	2	40	Leviterne var: Jesuas og Kadmiels Efterkommere af Hodavjas Efterkommere 74,
15O	2	41	Tempelsangerne var: Asafs Sønner 128.
15O	2	42	Dørvogterne var: Sjallums, Aters, Talmons, Akkubs, Hatitas og Sjobajs Efterkommere, i alt 139.
15O	2	43	Tempeltrællene var: Zihas, Hasufas, Tabbaots,
15O	2	44	Keros's, Si'as, Padons,
15O	2	45	Lebanas, Hagabas, Akkubs,
15O	2	46	Hagabs, Salmajs, Hanans,
15O	2	47	Giddels, Gahars, Reajas,
15O	2	48	Rezins, Nekodas, Gazzams,
15O	2	49	Uzzas, Paseas, Besajs,
15O	2	50	Asnas, Me'uniternes, Nefusifernes,
15O	2	51	Bakbuks, Hakufas, Harhurs,
15O	2	52	Bazluts, Mehidas, Harsjas,
15O	2	53	Barkos's, Siseras, Temas,
15O	2	54	Nezias og Hatifas Efterkommere.
15O	2	55	Efterkommere af Salomos Trælle var: Sotajs, Soferets, Perudas,
15O	2	56	Ja'alas, Darkons, Giddels,
15O	2	57	Sjefatjas, Hattils, Pokeret-Hazzebajims og Amis Efterkommere.
15O	2	58	Tempeltrællene og Efterkommerne af Salomos Trælle var i alt 392.
15O	2	59	Følgende, som drog op fra Tel-Mela, Tel-Harsja, Kerub-Addan og Immer, kunde ikke opgive deres Fædrenehuse og Slægt, hvor vidt de hørte til Israel:
15O	2	60	Delajas, Tobijas og Nekodas Efterkommere 652.
15O	2	61	Og af Præsterne: Habaj as, Hakkoz's og Barzillajs Efterkommere; denne sidste havde ægtet en af Gileaditen Barzillajs Døtre og var blevet opkaldt efter dem.
15O	2	62	De ledte efter deres Slægtebøger, men kunde ikke finde dem, derfor blev de som urene udelukket fra Præstestanden.
15O	2	63	Statholderen forbød dem at spise af det højhellige, indtil der fremstod en Præst med Urim og Tummim.
15O	2	64	Hele Menigheden udgjorde 42360
15O	2	65	foruden deres Trælle og Trælkvinder, som udgjorde 7337, hvortil kom 200 Sangere og Sangerinder.
15O	2	66	Deres Heste udgjorde 736, deres Muldyr 245,
15O	2	67	deres Kameler 435 og deres Æsler 6720.
15O	2	68	Af fædrenehusenes Overhoveder gav nogle, da de kom til HERRENs Hus i Jerusalem, frivillige Gaver til Guds Hus, for at det kunde genopbygges på sin Plads;
15O	2	69	de gav efter deres Evne til Byggesummen 61000 Drakmer Guld, 5000 Miner Sølv og 100 Præstekjortler.
15O	2	70	Derpå bosatte Præsterne, Leviterne og en Del al Folket sig i Jerusalem og dets Område, men Sangerne, Dørvogterne og Tempeltrællene og hele det øvrige Israel i deres Byer.
15O	3	1	Da den syvende Måned indtraf - Israeliterne boede nu i deres Byer - samledes Folket fuldtalligt i Jerusalem;
15O	3	2	og Jesua, Jozadaks Søn, og hans Brødre Præsterne og Zerubbabel, Sjealtiels Søn, og hans Brødre skred til at bygge Israels Guds Alter for at ofre Brændofre derpå som foreskrevet i den Guds Mand Moses's Lov.
15O	3	3	En Del af Hedningerne samlede sig imod dem, men de rejste dog Alteret på dets gamle Plads og ofrede Brændofre derpå til HERREN, Morgen- og Aftenbrændofre.
15O	3	4	Derpå fejrede de Løvhyttefesten som foreskrevet og ofrede Brændofre Dag for Dag i det rette Tal og på den foreskrevne Måde, hver Dag hvad der hørte sig til,
15O	3	5	og siden det daglige Brændoffer og de Brændofre, som hørte til Nymånerne og alle HERRENs hellige Højtider, og alle de Brændofre, man frivilligt bragte HERREN.
15O	3	6	Den første Dag i den syvende Måned begyndte de at ofre Brændofre til HERREN, før Grunden til HERRENs Helligdom endnu var lagt.
15O	3	7	Derpå gav de Stenhuggerne og Tømmermændene Penge og Zidonierne og Tyrierne Fødevarer, Drikkevarer og Olie, for at de skulde bringe Cederstammer fra Libanon til Havet ud for Jafo, efter den Fuldmagt, Perserkongen Kyros havde givet dem.
15O	3	8	I den anden Måned i det andet År efter deres Ankomst til Guds Hus i Jerusalem gjorde Zerubbabel, Sjealtiels Søn, og Jesua, Jozadaks Søn, sammen med alle deres Brødre, Præsterne og Leviterne, og alle dem, der var kommet fra Fangenskabet til Jerusalem, Begyndelsen, idet de satte Leviteme fra Tyveårsalderen og opefter til at lede Arbejdet med HERRENs Hus.
15O	3	9	Og Leviterne Jesua og hans Sønner og Brødre, Kadmiel og hans Sønner, Hodavjas Sønner og Henadads Sønner, deres Sønner og Brødre, trådte til i Endrægtighed for at føre Tilsyn med dem, der arbejdede på Guds Hus.
15O	3	10	Og da Bygningsmændene lagde Grunden til HERRENs Helligdom, stod Præsterne i Embedsdragt med Trompeter, og Leviterne, Asafs Efterkommere, med Cymbler for at lovprise HERREN efter Kong David af Israels Anordning;
15O	3	11	og de stemte i med Lov og Pris for HERREN med Ordene thi han er god, og hans Miskundhed mod Israel varer evindelig!" Og hele Folket brød ud i høj Jubel, idet de priste HERREN, fordi Grunden var lagt til HERRENs Hus.
15O	3	12	Men mange af Præsterne, Leviterne og Overhovederne for Fædrenehusene, de gamle, der havde set det første Tempel, græd højt, da de så Grunden blive lagt til dette Tempel, men mange var også de, der opløftede deres Røst med Jubel og Glæde,
15O	3	13	og man kunde ikke skelne Glædesjubelen fra Folkets Gråd; thi så højt var Folkefs Jubelråb, at det hørfes langt bort.
15O	4	1	Men da Judas og Benjamins Fjender hørte, at de, der havde været i Landflygtighed, byggede HERREN, Israels Gud, en Helligdom,
15O	4	2	henvendte de sig til Zerubbabel, Jesua og Overhovederne for Fædrenehusene og sagde til dem: Lad os være med til at bygge, thi vi søger eders Gud såvel som I, og ham har vi ofret til, siden Assyrerkongen Asarhaddon førte os herhen!
15O	4	3	Men Zerubbabel, Jesua og de andre Overhoveder for Israels Fædrenehuse svarede: I skal ikke være fælles med os om at bygge vor Gud et Hus, men vi vil være ene om at bygge for HERREN, Israels Gud, således som Kong Kyros, Perserkongen, pålagde os!"
15O	4	4	Så bragte Hedningerne i Landet Judas Folks Hænder til at synke og skræmmede dem fra at bygge;
15O	4	5	og de købte Folk til med deres Råd at modarbejde dem og bringe deres Planer til at strande; således gik det, så længe Perserkongen Kyros levede, lige til Perserkongen Darius's Regering.
15O	4	6	Under Ahasverus's Regering, i hans første Regeringstid, skrev de en Klage oer Judas og Jerusalems lodbyggere.
15O	4	7	I Artaxerxes's Dage affattede Bisjlam, Mitredat, Tabe'el og alle hans andre Embedsbrødre en Skrivelse til Perserkongen Artaxerxes. Skrivelsen var affattet på Aramaisk og oversat.
15O	4	8	Statholderen Rehum og Skriveren Sjimsjaj skrev et Brev mod Jerusalem til Kong Artaxerxes af følgende Indhold.
15O	4	9	De, der dengang skrev, var Statholderen Rehum og Skriveren Sjimsjaj og alle deres andre Embedsbrødre, Diniterne, Afarsatkiterne, Tarpeliterne, Afaresiterne, Arkiterne, Babylonerne,
15O	4	10	Susaniterne, Dehaviterne,Elamiterne og de andre Folk, som den store og navnkundige Asenappar havde ført bort og ladet bosætte sig i Samarias Byer og andensteds hinsides Floden, og så videre.
15O	4	11	Dette er en Afskrift af Brevet, de sendte ham: "Til Kong Artaxerxes. Dine Trælle, Folkene hinsides Floden, og så videre:
15O	4	12	Det være Kongen kundgjort, at Jøderne, som drog op til os fra dig, er kommet til Jerusalem; de er i Færd med at genopbygge denne oprørske og onde By; de genopfører Murene og udbedrer Grunden.
15O	4	13	Men nu være det Kongen kundgjort, at hvis denne By bygges op og Murene genopføres, så vil de ikke svare Skat, Afgift eller Skyld, og der bliver Skår i Kongens Indtægter.
15O	4	14	Da vi nu spiser Paladsets Salt, og det ikke sømmer sig for os at se på, at Kongen lider Skade, sender vi herved Bud og lader Kongen det vide,
15O	4	15	for at der kan blive set efter i dine Fædres Krønikebog; i den vil du finde og se, at denne By er en oprørsk By, der har voldt Konger og Lande Skade, og at der fra gammel Tid har fundet Opstande Sted i den. Det er Grunden til, at denne By blev ødelagt.
15O	4	16	Så lader vi da Kongen vide, at hvis denne By bygges op og Murerne genopføres, har du ikke mere nogen Besiddelse hinsides Floden!"
15O	4	17	Kongen sendte da følgende Svar til Statholderen Rehum, Skriveren Sjimsjaj og alle deres andre Embeddsbrødre, som boede i Samaria og de andre Lande hinsides Floden: "Hilsen, og så videre.
15O	4	18	Den Skrivelse, I har sendt mig, er forelæst mig grundigt.
15O	4	19	Og på mit Bud har man set efter og fundet, at denne By fra gammel Tid har sat sig op mod Konger, og at der har fundet Oprør og Opstande Sted i den;
15O	4	20	over Jerusalem har der hersket mægtige Konger, som udstrakte deres Magt over alt hinsides Floden, og til hvem der svaredes Skat, Afgift og Skyld.
15O	4	21	Giv derfor Ordre til at standse disse Mænd og til, at denne By ikke må genopbygges, før der kommer Befaling fra mig;
15O	4	22	og tag eder vel i Vare for at vise Forsømmelighed i denne Sag, at ikke der skal lides store Tab til Skade for Kongerne!
15O	4	23	Så snart Afskriften af denne Skrivelse fra Kong Artaxerxes var blevet læst for Rehum, Skriveren Sjimsjaj og deres Embedsbrødre, begav de sig uopholdelig til Jøderne i Jerusalem og tvang dem med Magt til at standse Arbejdet.
15O	4	24	Så standsede Arbejdet på Guds Hus i Jerusalem, og det hvilede til Perserkongen Darius's andet Regeringsår.
15O	5	1	Men Profeterne Haggaj og Zakarias, Iddos Søn, profeterede for Jøderne i Juda og Jerusalem i Israels Guds Navn, som var over dem.
15O	5	2	Da tog Zerubbabel, Sjealtiels Søn, og Jesua, Jozadaks Søn, fat og begyndte at bygge på Guds Hus i Jerusalem sammen med Guds Profeter, som støttede dem.
15O	5	3	Men på den Tid kom Tattenaj, Statholderen hinsides Floden, Sjetar-Bozenaj og deres Embedsbrødre til dem og sagde: "Hvem har givet eder Lov til at bygge dette Tempel og genopføre denne Helligdom,
15O	5	4	og hvad er Navnene på de Mænd, der bygger denne Bygning?
15O	5	5	Men over Jødernes Ældste vågede deres Guds Øje, så de ikke standsede dem i Arbejdet, før Sagen var forelagt Darius og der var kommet Svar derpå.
15O	5	6	Afskrift af det Brev, som Tattenaj, Statholderen hinsides Floden, Sjetar-Bozenaj og hans Embedsbrødre, Afarsekiterne hinsides Floden, sendte Kong Darius;
15O	5	7	de sendte ham en Skrivelse, hvori der stod: Kong Darius ønsker vi al Fred!
15O	5	8	Det være Kongen kundgjort, at vi begav os til Landsdelen Judæa til den store Guds Hus; det bliver bygget af Kvadersten, der lægges Bjælker i Muren, og Arbejdet udføres med Omhu og skyder frem under deres Hænder.
15O	5	9	Vi spurgte da de Ældste der og talte således til dem: "Hvem har givet eder Lov til at, bygge dette Tempel og opføre denne Helligdom?
15O	5	10	Vi spurgte dem også om deres Navne for at lade dig dem vide, og vi opskrev Navnene på de Mænd, der står i Spidsen for dem.
15O	5	11	Og Svaret, de gav os, lød således: Vi er Himmelens og Jordens Guds Tjenere, og vi bygger det Tempel, som blev bygget for mange År siden, da en stor Konge i Israel byggede og opførte det.
15O	5	12	Da imidlertid vore Fædre vakte Himmelens Guds Vrede, gav han dem i Babels Konges, Kaldæeren Nebukadnezars, Hånd, og han nedbrød dette Tempel og førte Folket i Landflygtighed til Babel.
15O	5	13	Men i sit første Regeringsår gav Kong Kyros af Babel Befaling til at genopbygge dette Gudshus;
15O	5	14	og Kong Kyros lod tillige de til Gudshusef hørende Guld- og Sølvkar, som Nebukadnezar havde borttaget fra Helligdommen i Jerusalem og ført til sin Helligdom i Babel, tage ud af Helligdommen i Babel, og de overgaves til en Mand ved Navn Sjesjbazzar, som han havde indsat til Statholder;
15O	5	15	og han sagde til ham: "Tag disse Kar og drag ben og lad dem få deres Plads i Helligdommen i Jerusalem og lad Gudshuset blive genopbygget på sin gamle Plads!"
15O	5	16	Så kom denne Sjesjbazzar og lagde Grunden til Gudshuset i Jerusalem, og siden den Tid er der bygget derpå, men det er ikke færdigt.
15O	5	17	Hvis derfor Kongen synes, så lad der blive set efter i det kongelige Skatkammer ovre i Babel, om det har sig således, at der af Kong Kyros er givet Befaling til at bygge dette Gudshus i Jerusalem; og Kongen give os så sin Vilje i denne Sag til Kende!"
15O	6	1	Så gave Kong Darius Befaling til at se efter i Skatkammeret, hvor man i Babel gemte Dokumenterne;
15O	6	2	og man fandt da i Borgen i Ameta i Landsdelen Medien en Skriftrulle, hvori der stod: "Til Ihukommelse.
15O	6	3	I sit første Regeringsår udstedte Kong Kyros følgende Befaling: Gudsbuset i Jerusalem skal genopbygges, for at man der kan ofre Slagtofre og frembære Guds Ildofre; det skal være tresindstyve Alen højt og tresindstyve Alen bredt
15O	6	4	med tre Lag Kvadersten og eet Lag Bjælker; Omkostningerne udredes af Kongens Hus.
15O	6	5	Desuden skal Gudshusets Guld- og Sølvkar, som Nebukadnezar borttog fra Helligdommen i Jerusalem og førte til Babel, gives tilbage, og de skal bringes tilbage til deres Plads i Helligdommen i Jerusalem, og du skal sætte dem ind i Gudshuset!
15O	6	6	Derfor skal I, Tattenaj, Statholder hinsides Floden, og SjetarBozenaj med eders Emhedsbrødre, Afarsekiterne hinsides Floden, ikke blande eder deri.
15O	6	7	Lad Arbejdet med dette Gudshus gå sin Gang, lad Jødernes Statholder og Jødernes Ældste bygge dette Gudshus på den gamle Plads.
15O	6	8	Og hermed giver jeg Påbud om, hvorledes I skal stille eder over for disse Jødernes Ældste med Hensyn til Opførelsen af dette Gudshus: Af Kongens Skatteindtægter fra Landene hinsides Floden skal Omkostningerne nøjagtigt udredes til disse Mænd, og det ufortøvet;
15O	6	9	og hvad der ellers er Brug for: Tyre, Vædre og Lam til Brændofre for Himmelens Gud, Hvede, Salt, Vin og Olie, det skal efter Opgivende af Præsterne i Jerusalem udleveres dem Dag for Dag uden Afkortning,
15O	6	10	for at de kan bringe Ofre til en liflig Duft for Himmelens Gud og bede for Kongens og hans Sønners Liv.
15O	6	11	Og hermed påbyder jeg, at om nogen overtræder denne For ordning, skal en Bjælke rives ud af hans Hus, og til Straf skal han hænges op og nagles fast på den, og hans Hus skal gøres til en Grusdynge.
15O	6	12	Og den Gud, der har ladet sit Navn bo der, han slå enhver Kon ge og ethvert Folk til Jorden, som rækker Hånden ud for at over træde denne Forordning og øde lægge dette Gudshus i Jerusalem. Jeg, Darius, giver dette Påbud; lad det blive nøje udført!
15O	6	13	Da handlede Tattenaj, Statholderen hinsides Floden, Sjetar-Bozenaj og deres Embedsbrødre nøje efter det Påbud, Kong Darius havde sendt dem.
15O	6	14	Og Jødemes Ældste byggede, og det lykkedes dem i Henhold til Profeterne Haggajs og Zakarias's, Iddos Søns, Profeti; de byggede og fuldførte Værket efter Israels Guds Bud og efter Kyros's og Darius's og Perserkongen Aetaxerxes's Befaling.
15O	6	15	De fuldendte Templet på den tredje Dag i Adar Måned i Kong Darius's sjette Regeringsår.
15O	6	16	Så fejrede Israeliterne, Præsterne, Leviterne og de andre, der havde været i Landflygtighed, Gudshusets Indvielse med Glæde;
15O	6	17	og de ofrede ved Indvielsen 100 Tyre, 200 Vædre og 400 Lam og til Syndofre for hele Israel 12 Gedebukke efter Tallet på Israels Stammer;
15O	6	18	og de indsatte Præsterne efter deres Afdelinger og Leviterne efter deres Skifter til Gudstjenesten i Jerusalem som foreskrevet i Moses's Bog.
15O	6	19	Derpå fejrede de, der havde været i Landflygtighed, Påsken den fjortende Dag i den første Måned.
15O	6	20	Thi Præsterne og Leviterne havde renset sig og var rene alle som een; og de slagtede Påskelam for alle dem, der havde været i Landflygtighed, for deres Brødre Præsterne og for sig selv.
15O	6	21	Og Israeliterne, der var vendt tilbage fra Landflygtigheden, spiste deraf sammen med alle dem, der havde udskilt sig fra Hedningerne i Landet og deres Urenhed og sluttet sig til dem for at søge HERREN, Israels Gud.
15O	6	22	Og de fejrede de usyrede Brøds Højtid i syv Dage med Glæde, fordi HERREN havde glædet dem og vendt Assyrerkongens Hjerte til dem, så at han styrkede deres Hænder i Arbejdet på Guds, Israels Guds, Hus.
15O	7	1	Efter disse Tildragelser drog under Perserkongen Artaxerxes's Regering Ezra, en Søn af Seraja, en Søn af Azarja, en Søn af Hilkija,
15O	7	2	en Søn af Sjallum, en Søn af Zadok, en Søn af Ahitub,
15O	7	3	en Søn af Amarja, en Søn af Azarja, en Søn af Merajot,
15O	7	4	en Søn af Zeraja, en Søn af Uzzi, en Søn af Bukki,
15O	7	5	en Søn af Abisjua, en Søn af Pinehas, en Søn af Eleazar, en Søn af Ypperstepræsten Aron -
15O	7	6	denne Ezra drog op fra Babel. Han var skriftlærd, hjemme i Mose Lov, som HERREN, Israels Gud, havde givet; og Kongen opfyldte alle hans Ønsker, eftersom HERREN hans Guds Hånd var over ham.
15O	7	7	Og en Del af Israeliterne og at Præsterne, Leviterne Tempelsangerne, Dørvogterne og Tempeltrællene drog ligeledes op til Jerusalem i Kong Artaxerxes's syvende Regeringsår.
15O	7	8	De kom til Jerusalem i den femte Måned i Kongens syvende Regeringsår;
15O	7	9	thi på den første Dag i den første Måned tog han Bestemmelse om Opbruddet fra Babel, og på den første Dag i den femte Måned kom han til Jerusalem, eftersom hans Guds gode Hånd var over ham.
15O	7	10	Thi Ezra havde vendt sit Hjerte til at granske i HERRNs Lov og handle efter den og undervise Israel i Lov og Ret.
15O	7	11	Dette er en Afskrift, af den Skrivelse, Kong Artaxerxes medgav Præsten Ezra den Skriftlærde, den skriftlærde Kender af Bøgerne med HERRENs Bud og Anordninger til Israel:
15O	7	12	Artaxerxes, Kongernes Konge, til Præsten Ezra, den skriftlærde Kender af Himmelens Guds Lov, og så videre:
15O	7	13	Hermed giver jeg Tilladelse til, at enhver af Israels Folk og dets Præster og Leviter i mit Rige, der er til Sinds at drage til Jerusalem, må drage med dig,
15O	7	14	al den Stund du af Kongen og hans syv Rådgivere sendes for at undersøge Forholdene i Judæa og Jerusalem på Grundlag af din Guds Lov, som er i din Hånd,
15O	7	15	og for at bringe det Sølv og Guld derhen, som Kongen og hans Rådgivere frivilligt har givet Israels Gud, hvis Bolig er i Jerusalem,
15O	7	16	og alt det Sølv og Guld, som du får rundt om i Landsdelen Babel, tillige med de frivillige Gaver fra Folket og Præsterne, der giver frivillige Gaver til deres Guds Hus i Jerusalem.
15O	7	17	Derfor skal du samvittighedstuldt for disse Penge købe Tyre, Vædre og Lam med tilhørende Afgrøde- og Drikofre og ofre dem på Alteret i eders Guds Hus i Jerusalem;
15O	7	18	og hvad du og dine Brødre finder for godt at gøre med det Sølv og Guld, der bliver tilovers, det må I gøre efter eders Guds Vilje.
15O	7	19	De Kar, der skænkes dig til Tjenesten i din Guds Hus, skal du afgive og stille for Israels Guds Åsyn i Jerusalem.
15O	7	20	Og de andre nødvendige Udgifter til din Guds Hus, som det tilfalder dig at udrede, må du udrede af det kongelige Skatkammer.
15O	7	21	Jeg, Kong Artaxerxes, giver hermed den Befaling til alle Skatmestre hinsides Floden: Alt, hvad Præsten Ezra, den skriftlærde Kender af Himmelens Guds Lov, kræver af eder, skal nøjagtigt ydes
15O	7	22	indtil 100 Sølvtalenter, 100 Kor Hvede, 100 Bat Vin, 100 Bat Olie og Salt i ubegrænset Mængde.
15O	7	23	Alt, hvad der er påbudt af Himmelens Gud, skal punktligt ydes til Himmelens Guds Hus, at der ikke skal komme Vrede over Kongens og hans Sønners Rige.
15O	7	24	Og det være eder kundgjort, at ingen har Ret til at pålægge nogen af Præsterne, Leviterne, Tempelsangerne, Dørvogterne, Tempeltrællene eller overhovedet nogen, der er sysselsat ved dette Guds Hus, Skat, Afgift eller Skyld!
15O	7	25	Men du, Ezra, skal i Kraft af Guds Visdom, som er i din Hånd, indsætte Dommere og Retsbetjente til at dømme alt Folket hinsides Floden, alle dem, som kender, din Guds Lov; og hvem der ikke kender den, skal I undervise deri.
15O	7	26	Og enhver, der ikke handler efter din Guds Lov og Kongens Lov, over ham skal der samvittighedsfuldt fældes Dom, være sig til Død, Landsforvisning, Pengebøde eller Fængsel.
15O	7	27	Lovet være HERREN, vore Fædres Gud, som indgav Kongen sådanne Tanker for at herliggøre HERRENs Hus i Jerusalem
15O	7	28	og vandt mig, Nåde hos Kongen og hans Rådgivere og alle Kongens mægtige Fyrster! Så fattede jeg da Mod, eftersom HERREN min Guds Hånd var over mig, og jeg samlede en Del Overhoveder af Israel til at drage op med mig.
15O	8	1	Følgende er de Overhoveder over Fædrenehusene og de i deres Slægtsfortegnelser opførte, som drog op med mig fra Babel under Kong Artaxerxes's Regering:
15O	8	2	Af Pinehas's Efterkommere Ger som; af Itamars Efterkommere Daniel; af Davids Efterkommere Hattusj,
15O	8	3	Sjekanjas Søn; af Par'osj's Efterkommere Zekarja, i hvis Slægtsfortegnelse der var opført 150 Mandspersoner;
15O	8	4	af Pahat-Moabs Efterkommere Eljoenaj, Zerajas Søn, med 200 Mandspersoner;
15O	8	5	af Zattus Efterkommere Sjekanja, Jahaziels Søn, med 300 Mandspersoner;
15O	8	6	af Adins Efterkommere Ebed. Jonatans Søn, med 50 Mandspersoner;
15O	8	7	af Elams Efterkommere Jesja'ja. Ataljas Søn, med 70 Mandspersoner;
15O	8	8	af Sjefatjas Efterkommere Zebadja, Nikaels Søn, med 80 Mandspersoner;
15O	8	9	af Joabs Efterkommere 'Obadja. Jehiels' Søn, med 218 Mandspersoner;
15O	8	10	af Banis Efterkommere Sjelomit, Josifjas Søn, med 160 Mandspersoner;
15O	8	11	af Bebajs Efterkommere Zekarja, Bebajs Søn, med 28 Mandspersoner;
15O	8	12	af Azgads Efterkommere Johanan, Hakkatans Søn, med 110 Mandspersoner;
15O	8	13	af Adonikams Efterkommere de sidst komne, nemlig Elifelet. Je'iel og Sjemaja, med 60 Mandspersoner;
15O	8	14	af Bigvajs Efterkommere Utaj og Zabud med 70 Mandspersoner.
15O	8	15	Og jeg samlede dem ved den Flod, der løber ad Ahava til, og vi lå lejret der i tre Dage. Men da jeg tog Folket og Præsterne nærmere i Øjesyn, fandt jeg ingen Leviter der.
15O	8	16	Jeg sendte derfor Overhovederne Eliezer, Ariel, Sjemaja, Elnatan, Jarib, Elnatan, Natan, Zekarja og Mesjullam og Lærerne Jojarib og Elnatan hen
15O	8	17	og bød dem gå til Overhovedet Iddo i Byen Kasifja, idet jeg lagde dem de Ord i Munden, hvormed de skulde overtale Iddo og hans Brødre i Byen Kasifja til at sende os Tjenere til vor Guds Hus;
15O	8	18	og eftersom vor Guds gode Hånd var over os, sendte de os en forstandig Mand afEfterkommerne efter Mali, Israels Søn Levis Søn, Sjerebja med hans Sønner og Brødre, atten Mand
15O	8	19	og Hasjabja og Jesja'ja af Meraris Efterkommere med deres Brødre og Sønner, tyve Mand,
15O	8	20	og af Tempeltrællene, som David og Øversterne havde stillet til Leviternes Tjeneste, 220 Tempeltrælle, alle med Navns Nævnelse.
15O	8	21	Så lod jeg der ved Floden Ahava udråbe en Faste til Ydmygelse for vor Guds Åsyn for hos ham at udvirke en lykkelig Rejse for os og vore Familier og Ejendele;
15O	8	22	thi jeg undså mig ved at bede Kongen om Krigsfolk og Ryttere til at hjælpe os undervejs mod Fjenden, eftersom vi havde sagt til Kongen: Vor Guds Hånd er over alle; der søger ham, og hjælper dem, men hans Vælde og Vrede kommer over alle dem, der forlader ham.
15O	8	23	Så fastede vi og bad til vor Gud derom, og han bønbørte os.
15O	8	24	Derpå udvalgte jeg tolv af Præsternes Øverster og Sjerebja og Hasjabja og ti af deres Brødre;
15O	8	25	og dem tilvejede jeg Sølvet og Guldet og gav dem Karrene, den Offerydelse til vor Guds Hus, som Kongen, hans Rådgivere og Fyrster og alle de der boende Israeliter havde ydet;
15O	8	26	jeg tilvejede dem af Sølv 650 Talenter, Sølvkar til en Værdi af 100 Talenter, af Guld 100 Talenter,
15O	8	27	tyve Guldbægre til 1000 Darejker og to Kar af fint, guldglinsende Kobber, kostbare som Guld.
15O	8	28	Så sagde jeg til dem: I er helliget HERREN, og Karrene er helliget, og Sølvet og Guldet er en frivillig Gave til HERREN, eders Fædres Gud;
15O	8	29	våg derfor over det og vogt på det, indtil I i Påsyn af Præsternes og Leviternes Øverster og Israels Fædrenehuses Øverster vejer det ud i Jerusalem i Kamrene i HERRENs Hus!"
15O	8	30	Da modtog Præsterne og Leviterne det tilvejede, Sølvet og Guldet og Karrene, for at bringe det til vor Guds Hus i Jerusalem.
15O	8	31	Så brød vi op fra Floden Ahava på den tolvte Dag i den første Måned for at drage til Jerusalem; og vor Guds Hånd var over os, så han frelste os fra Fjendernes og Røvernes Hånd undervejs.
15O	8	32	Da vi var kommet til Jerusalem, holdt vi os rolige der i tre Dage;
15O	8	33	og på den fjerde Dag blev Sølvet, Guldet og Karrene afvejet i vor Guds Hus og overgivet Præsten Meremot, Urijas Søn, tillige med El'azar, Pinehas's Søn, og Leviterne Jozabad, Jesuas Søn, og Noadja, Binnujs Søn,
15O	8	34	alt sammen efter Tal og Vægt, og hele Vægten blev optegnet: På samme Tid
15O	8	35	bragte de, der kom fra Fangenskabet, de, der havde været i Landflygtighed, Brændofre til Israels Gud: 12 Tyre for hele tsrael, 96 Vædre, 77 Lam og 12 Gedebukke til Syndofre, alt sammen som Brændoffer til HERREN.
15O	8	36	Og de overgav Kongens Befalinger til Kongens Satraper og Statholderne hinsides Floden, og disse ydede Folket og Guds Hus deres Hjælp.
15O	9	1	Men da alt dette var gjort, kom Øversterne til mig og sagde: "Folket, Israel og Præsterne og Leviterne, har ikke skilt sig ud fra Hedningerne eller fra deres Vederstyggeligheder, Kana'anæerne, Hetiterne, Perizziterne, Jebusiterne, Ammoniterne, Moabiterne, Ægypterne og Amoriterne;
15O	9	2	thi af deres Døtre har de taget sig selv og deres Sønner Hustruer, så at den hellige Sæd har blandet sig med Hedningerne; og Øversterne og Forstanderne var de første til at øve denne Troløshed!
15O	9	3	Da jeg hørte den Tale, sønderrev jeg min Kjortel og min Kappe, rev Hår af mit Hoved og Skæg og satte mig hen i stum Smerte.
15O	9	4	Da samlede sig omkring mig alle de, der bævede for Israels Guds Ord mod Troløsheden hos dem, der havde været i Landflygtighed; og jeg sad i stum Smerte til Aftenafgrødeofferets Tid.
15O	9	5	Men ved Aftenafgrødeofferets Tid rejste jeg mig af min Selvydmygelse, og idet jeg sønderrev min Kjortel og min Kappe, kastede jeg mig på Knæ og udbredte Hænderne til, HERREN min Gud
15O	9	6	og sagde: Min Gud, jeg skammer mig og blues ved at løfte mit Ansigt til dig, min Gud, thi vore Misgerninger er vokset os over Hovedet, og vor Skyld er så stor, at den rækker til Himmelen!
15O	9	7	Fra vore Fædres Tid indtil denne Dag.har vor Skyld været stor, og for vore Misgerninger blev vi, vore Konger og Præster givet til Pris for Landenes Konger, for Sværd, Fangenskab, Udplyndring og Vanære, således som det er den Dag i Dag."
15O	9	8	Og nu er der en føje Stund blevet os Nåde til Del fra HERREN vor Gud, idet han har ladet os beholde en undsluppet Rest og givet os at slå vor Teltpæl på sit hellige Sted, for at vor Gud kan lade vore Øjne lyse og give os en Smule Livskraft i vor Trældom;
15O	9	9	thi er vi end Trælle, har vor Gud dog ikke forladt os i vor Trældom, men vundet os Nåde for Perserkongernes Åsyn, så at han har givet os Livskraft til at rejse vor Guds Hus og opbygge dets Grushobe og givet os et Gærde i Juda og Jerusalem.
15O	9	10	Men hvad skal vi nu sige, vor Gud, efter alt dette? Vi har jo forladt dine Bud,
15O	9	11	som du gav os ved dine Tjenere Profeterne, da du sagde: Det Land, I drager ind i og tager i Besiddelse, er et urent Land på Grund af Hedningernes Urenhed, på Grund af de Vederstyggeligheder, de i deres Urenhed har fyldt det med fra Ende til anden;
15O	9	12	derfor må I ikke give deres Sønner eders Døtre eller tage deres Døtre til Hustruer for eders Sønner og ingen Sinde søge deres Velfærd og Lykke, at I kan blive stærke og nyde Landets Goder og sikre eders Sønner Besiddelsen deraf for evigt!
15O	9	13	Efter alt, hvad der er vederfaret os på Grund af vore onde Gerninger og vor svare Skyld - og endda har du vor Gud ikke i fuldt Mål tilregnet os vore Synder, men skænket os en sådan Flok undslupne -
15O	9	14	skal vi da på ny krænke dine Bud ved at besvogre os med Folk, der øver slige Vederstyggeligheder? Vil du da ikke vredes således på os, at du ødelægger os aldeles, så der ikke levnes nogen Rest, og ingen undslipper?
15O	9	15	HERRE, Israels Gud! Du er retfærdig, derfor er vi nu en Rest tilbage, som er undsluppet; se, vi står for dig i vor Syndeskyld; thi det er umuligt at bestå for dit Åsyn, når sligt kan ske!"
15O	10	1	Medens Ezra nu under Bøn og Syndsbekendelse grædende kastede sig ned foran Guds Hus, samlede en stor Skare Israeliter sig om ham, både Mænd, Kvinder og Børn, thi Folket græd heftigt.
15O	10	2	Derpå tog Sjekanja, Jehiels Søn, af Elams Efterkommere til Orde og sagde til Ezra: Vi har været froløse mod vor Gud ved at hjemføre fremmede Kvinder af Hedningerne i Landet. Men trods alt er der endnu Håb for Israel.
15O	10	3	Lad os slutte Pagt for vor Gud om at sbille os af med alle vore fremmede Kvinder og deres Børn efter min Herres Bestemmelse og deres, som bæver for Guds Bud, og lad der blive handlet efter Loven!
15O	10	4	Stå op, thi det er dig, der skal tage dig af Sagen, og vi vil stå dig bi; vær frimodig og tag fat!
15O	10	5	Da stod Ezra op og tog Præsternes, Leviternes og hele Israels Øverster i Ed på, at de vilde handle således, og de aflagde Eden.
15O	10	6	Derpå rejste Ezra sig fra Pladsen foran Guds Hus og begav sig til Johanans, Eljasjibs Søns, Kammer, hvor han tilbragte Natten; han hverken spiste eller drak, fordi han græmmede sig over Troløsheden hos dem, der havde været i Landflygtighed.
15O	10	7	Derpå lod man kundgøre i Juda og Jerusalem forætlle dem, der havde været i Landflygtighed, at de skulde give Møde i Jerusalem;
15O	10	8	og enhver, som ikke indfandt sig Tredjedagen derefter ifølge Øversternes og de Ældstes Bestemmelse, al hans Ejendom skulde der lægges Band på, og han selv skulde udelukkes fra deres Forsamling, der havde været i Landflygtighed.
15O	10	9	Så samledes alle Mænd af Juda og Benjamin på Tredjedagen i Jerusalem; det var den tyvende Dag i den niende Måned; og alt Folket stillede sig op på den åbne Plads ved Guds Hus, skælvende både for Sagens Skyld og som Følge af Regnskyllene.
15O	10	10	Derpå stod Præsten Ezra op og sagde til dem: "I har forbrudt eder ved at hjemføre fremmede Kvinder og således øget Israels Syndeskyld;
15O	10	11	så bekend da nu eders Synd for HERREN, eders Fædres Gud, og gør hans Vilje; skil eder ud fra Hedningerne i Landet og fra de fremmede Kvinder!"
15O	10	12	Og hele Forsamlingen svarede med høj Røst: "Som du siger, bør vi gøre!
15O	10	13	Men Folket er talrigt, og det er Vinterregnens Tid, så vi kan ikke blive stående her ude; og Sagen kan heller ikke afgøres på en Dag eller to, da vi har forbrudt os højligen her.
15O	10	14	Lad derfor Øversterne for hele vor Forsamling give Møde og lad alle dem, der i vore Byer har hjemført fremmede Kvinder, indfinde sig til en fastsat Tid, ledsaget af de enkelte Byers Ældste og Dommere, for at vi kan blive friet fra vor Guds Vrede i denne Sag!
15O	10	15	Kun Jonatan, Asa'els Søn, og Jazeja, Tikvas Søn, satte sig derimod med Støtte fra Mesjullam og Leviten Sjabbetaj.
15O	10	16	Men de, der havde været i Landflygtighed, handlede derefter; og Præsten Ezra udvalgte sig nogle Mænd, Overhovederne for de enkelte Fædrenehuse, alle med Navns Nævnelse. Disse holdt da Møde den første Dag i den tiende Måned for at undersøge Sagen,
15O	10	17	og de var færdige med alle de Mænd, som havde bjemført fremmede Kvinder, til den første Dag i den første Måned.
15O	10	18	Blandt Præsterne fandtes følgende, der havde hjemført fremmede Kvinder: Af Jesuas, Jozadaks Søns, Efterkommere og hans Brødre Ma'aseja, Eliezer, Jarib og Gedalja;
15O	10	19	disse gav deres Hånd på at ville sende deres Hustruer bort, og deres Skyldoffer var en Væder for deres Syndeskyld.
15O	10	20	Af fmmers Efterkommere: Hanani og Zebadja.
15O	10	21	Af Harims Efterkommere: Ma'aseja, Elija, Sjemaja, Jehiel og Uzzija.
15O	10	22	Af Pasjhurs Efterkommere: Eljoenaj, Ma'aseja, Jisjmael, Netan'el, Jozabad og El'asa.
15O	10	23	Af Leviterne: Jozabad, Sjim'i. Kelaja, det er Kelita, Petaja, Juda og Eliezer.
15O	10	24	Af Tempelsangerne: Eljasjib og Zakkur. Af Dørvogterne Sjallum, Telem og Uri.
15O	10	25	Af Israel: Af Par'osj's Efterkommere: Ramja, Jizzija, Malkija, Mijjamin, El'azar, Malkija og Benaja.
15O	10	26	Af Elams Efterkommere: Mattanja, Zekarja, Jehiel, Abdi, Jeremot og Elija.
15O	10	27	Af Zattus Efterkommere:Fljoenaj, Eljasjib, Mattanja, Jeremot, Zåd og Aziza.
15O	10	28	Af Bebajs Efterkommere: Johanan, Hananja, Zabbaj og Atlaj.
15O	10	29	Af Banis Efterkommere: Mesjullam, Malluk, Adaja, Jasjub, Sjeal og Ramot.
15O	10	30	Af Pahat-Moabs Efterkommere: Adna, Kelal, Benaja, Ma'aseja, Mattanja, Bezal'el, Binnuj og Menassje.
15O	10	31	Af Harims Efterkommere: Eliezer, Jissjija, Malkija, Sjemaja, Sjim'on,
15O	10	32	Binjamin, Malluk og Sjemarja.
15O	10	33	Af Hasjums Efterkommere: Mattenaj, Mattatta, Zabad, Elifelef, Jeremaj, Menassje og Sjim'i.
15O	10	34	Af Banis Efterkommere: Ma'adaj, Amram, Uel,
15O	10	35	Benaja, Bedeja, Keluhu,
15O	10	36	Vanja, Meremot, Eljasjib,
15O	10	37	Mattanja, Mattenaj og Ja'asaj.
15O	10	38	Af Binnujs Efterkommere: Sjim'i,
15O	10	39	Sjelemja, Natan, Adaja,
15O	10	40	Maknadbaj, Sjasjaj, Sjaraj,
15O	10	41	Azar'el, Sjelemja, Sjemarja,
15O	10	42	Sjallum, Amarja og Josef.
15O	10	43	Af Nebos Efterkommere: Je'iel, Mattitja, Zåd, Zebina, Jaddaj, Joel og Benaja.
15O	10	44	Alle disse havde taget fremmede Kvinder til Ægte, men sendte nu Hustruer og Børn bort.
16O	1	1	Nehemias's, Hakaljas Søns, Beretning. I Kislev Måned i det tyvende År, medens jeg var i Borgen i Susan,
16O	1	2	kom Hanani, en af mine Brødre, sammen med nogle Mænd fra Juda. Og da jeg udspurgte dem om Jøderne, den Rest, der var undsluppet fra Fangenskabet, og om Jerusalem,
16O	1	3	sagde de til mig: De tiloversblevne, de, som er tilbage fra Fangenskabet der i Landet, lever i stor Nød og Forsmædelse, og Jerusalems Mur er nedrevet og Portene opbrændt.
16O	1	4	Da jeg hørte denne Tidende, satte jeg mig hen og græd og sørgede i flere Dage, og jeg fastede og bad for Himmelens Guds Åsyn,
16O	1	5	idet jeg sagde: Ak, HERRE, Himmelens Gud, du store, frygtelige Gud, som tager Vare på Pagten og Miskundheden mod dem, der elsker dig og holder dine Bud!
16O	1	6	Lad dog dit Øre være lydhørt og dit Øje åbent, så du hører din Tjeners Bøn, som jeg nu beder for dit Åsyn både Nat og Dag for dine Tjenere tsraeliterne, idet jeg bekender deres Synder, som vi også jeg og min Faders Hus har begået imod dig.
16O	1	7	Såre ilde har vi handlet imod dig, og vi har ikke holdt de Bud, Anordninger og Lovbud, du pålagde din Tjener Moses.
16O	1	8	Kom det Ord i Hu, som du pålagde din Tjener Moses: Dersom I er troløse, vil jeg adsplitte eder blandt Folkene;
16O	1	9	men hvis I omvender eder til mig og holder mine Bud og handler efter dem, så vil jeg, om eders fordrevne end er ved Himmelens Ende, dog samle dem derfra og bringe dem til det Sted, jeg udvalgte til Bolig for mit Navn.
16O	1	10	De er jo dine Tjenere og dit Folk, som du udløste ved din store Kraft og din stærke Hånd.
16O	1	11	Ak, Herre, lad dit Øre være lydhørt for din Tjeners og dine Tjeneres Bøn, vi, som gerne vil frygte dit Navn, og lad det i Dag lykkes for din Tjener og lad ham finde Nåde for denne Mands Åsyn! Jeg var nemlig Mundskænk hos Kongen.
16O	2	1	I Nisan Måned i Kong Artaxerxes's tyvende Regeringsår, da jeg skulde sørge for Vin, har jeg engang Vinen frem og rakte Kongen den. Jeg havde ikke før set modfalden ud, når jeg stod for hans Ansigt.
16O	2	2	Og Kongen sagde til mig: Hvorfor ser du så modfalden ud? Du er jo ikke syg; det kan ikke være andet, end at du har en Hjertesorg! Da blev jeg såre bange,
16O	2	3	og jeg sagde til Kongen: "Kongen leve evindelig! Hvor kan jeg andet end se modfalden ud, når den By, hvor mine Fædres Grave er, ligger øde, og dens Porte er fortæret af Ilden?
16O	2	4	Kongen spurgte mig da: "Hvad er det, du ønsker? Så bad jeg til Himmelens Gud,"
16O	2	5	og jeg sagde til Kongen: "Hvis Kongen synes, og hvis din Tjener er dig til Behag, beder jeg om, at du vil lade mig rejse til Juda, til den By, hvor mine Fædres Grave er, og lade mig bygge den op igen!
16O	2	6	Da sagde Kongen til mig, medens Dronningen sad ved hans Side: "Hvor længe vil den Rejse vare, og hvornår kan du vende tilbage? Og da Kongen således fandt for godt at lade mig rejse, opgav jeg ham en Tid.
16O	2	7	Og jeg sagde til Kongen: Hvis Kongen synes, så lad mig få Breve med til Statholderne hinsides Floden, så de lader mig drage videre, til jeg når Juda,
16O	2	8	og et Brev til Asaf, Opsynsmanden.over den kongelige Skov, at han skal give mig Træ til Bjælkeværket i Tempelborgens Porte og til Byens Mur og det Hus, jeg tager ind i! Det gav Kongen mig, eftersom min Guds gode Hånd var over mig.
16O	2	9	Da jeg kom til Statholderne hinsides Floden, gav jeg dem Kongens Breve; desuden havde Kongen givet mig Hærførere og Ryttere med på Rejsen.
16O	2	10	Men da Horon'ten Sanballat og den ammonitiske Træl Tobija hørte det, ærgrede de sig højligen over, at der var kommet en Mand for at arbejde på Israeliternes Bedste.
16O	2	11	Så kom jeg til Jerusalem, og da jeg havde været der i tre Dage,
16O	2	12	brød jeg op ved Nattetide sammen med nogle få Mænd uden at have sagt noget Menneske, hvad min Gud havde skudt mig i Sinde at gøre for Jerusalem; og der var intet andet Dyr med end det, jeg red på.
16O	2	13	Jeg red så om Natten ud gennem Dalporten i Retning af Dragekilden og hen til Møgporten, idet jeg undersøgte Jerusalems Mure, der var nedrevet, og Portene, der var fortæret af Ilden;
16O	2	14	derpå red jeg videre til Kildeporten og Kongedammen, men der var ikke Plads nok til, at mit Ridedyr kunde komme frem med mig.
16O	2	15	Så red jeg om Natten op igennem Dalen og undersøgte Muren, forandrede Retning og red så ind igennem Dalporten, hvorpå jeg vendte hjem.
16O	2	16	Forstanderne vidste ikke, hvor jeg var gået hen, eller hvad jeg foretog mig; og hverken Jøderne, Præsterne, Stormændene, Forstanderne eller de andre, der skulde have med Arbejdet at gøre, havde jeg endnu sagt noget.
16O	2	17	Men nu sagde jeg til dem: I ser den Ulykke, vi er i, hvorledes Jerusalem er ødelagt og Portene opbrændt; kom derforog lad os opbygge Jerusalems Mur, så vi ikke mere skal være til Spot!
16O	2	18	Og da jeg fortalte dem, hvorledes min Guds gode Hånd havde været over mig, og om de Ord, Kongen havde talt til mig, sagde de: Lad os gøre os rede og bygge! Og de tog sig sammen til det gode Værk.
16O	2	19	Da Horoniten Sanballat, den ammonitiske Træl Tobija og Araberen Gesjem hørte det, spottede de os og sagde hånligt til os: Hvad er det, I der har for? Sætter I eder op mod Kongen?
16O	2	20	Men jeg gav dem til Svar: "Himmelens Gud vil lade det lykkes for os, og vi, hans Tjenere, vil gøre os rede og bygge; men I har ingen Del eller Ret eller Ihukommelse i Jerusalem!"
16O	3	1	Ypperstepræsten Eljasjib og hans Brødre Præsterne tog fat på at bygge Fåreporten; de forsynede den med Bjælkeværk og indsatte Portfløjene; derefter byggede de videre hen til Meatårnet og helligede det og igen videre hen til Hanan'eltårnet.
16O	3	2	Ved Siden af ham byggede Mændene fra Jeriko, ved Siden af dem Zakkur, Imris Søn.
16O	3	3	Fiskeporten byggede Sena'as Efterkommere; de forsynede den med Bjælkeværk og indsatte Portfløje, Kramper og Portslåer.
16O	3	4	Ved Siden af dem arbejdede Meremot, en Søn af Hakkoz's Søn Uruja, med at istandsætte Muren. Ved Siden af ham arbejdede Mesjullam, en Søn af Berekja, en Søn af Mesjezab'el, ved Siden af ham Zadok, Ba'anas Søn.
16O	3	5	Ved Siden af ham arbejdede Folkene fra Tekoa, men de store iblandt dem bøjede ikke deres Nakke under deres Herres Arbejde.
16O	3	6	Jesjanaporten istandsatte Jojada, Paseas Søn, og Mesjullam, Besodejas Søn; de forsynede den med Bjælkeværk og indsatte Portfløje, Kramper og Portslåer.
16O	3	7	Ved Siden af dem arbejdede Gibeoniten Melatja og Meronotiten Jadon sammen med Mændene fra Gibeon og Mizpa, der stod under Statholderen hinsides Floden.
16O	3	8	Ved Siden af ham arbejdede Uzziel, en Søn af Harhaja, en af Guldsmedene.  Ved Siden af ham arbejdede Hananja, en af Salvehandlerne; de udbedrede Jerusalem hen til den brede Mur.
16O	3	9	Ved Siden af dem arbejdede Øversten over den ene Halvdel af Jerusalems Område, Refaja, Hurs Søn.
16O	3	10	Ved Siden af ham arbejdede Jedaja, Harumafs Søn, ud for sit eget Hus. Ved Siden af ham arbejdede Hattusj, Hasjabnejas Søn.
16O	3	11	En anden Strækningistandsatte Malkija, Harims Søn, og Hassjub, Pahat-Moabs Søn, hen til Ovntårnet.
16O	3	12	Ved Siden af ham arbejdede Øversten over den anden Halvdel af Jerusalems Område, Sjallum, Hallohesj's Søn, sammen med sine Døtre.
16O	3	13	Dalporten istandsatte Hanun og Folkene fra Zanoa; de byggede den og indsatte Portfløje, Kramper og Portslåer, og desuden 1000 Alen af Muren hen til Møgporten.
16O	3	14	Møgporten istandsatte Øversten over Bet-Kerems Område, Malkija, Rekabs Søn; han byggede den og indsatte Portfløje, Kramper og Portslåer.
16O	3	15	Kildeporten istandsatte Øversten over Mizpas Område, Sjallun, Kol-Hozes Søn; han byggede den, forsynede den med Tag og indsatte Portfløje, Kramper og Portslåer; han byggede også Muren ved Dammen, fra hvilken Vandledningen fører til Kongens Have, og hen til Trinene, der fører ned fra Davidsbyen.
16O	3	16	Efter ham arbejdede Øversten over den ene Halvdel af Bet-Zurs Område, Nehemja, Azbuks Søn, hen til Pladsen ud for Davids Grave, til den udgravede Dam og til Kærnetroppernes Hus.
16O	3	17	Efter ham arbejdede Leviterne, ført af Rehum, Banis Søn. Ved Siden af ham arbejdede Øversten over den ene Halvdel af Ke'ilas Område, Hasjabja.
16O	3	18	Efter ham arbejdede deres Bysbørn, ført af Binnuj, Henadads Søn, Øversten over den anden Halvdel af Ke'ilas Område.
16O	3	19	Ved Siden af ham istandsatte Øversten over Mizpa, Ezer, Jesuas Søn, en anden Strækning lige ud for Opgangen til Tøjhuset i Hro'en'
16O	3	20	Efter ham istandsatte Baruk, Zabbajs Søn, op ad Bjerget en Strækning fra Krogen til Indgangen til Ypperstepræsten El-jasjibs Hus.
16O	3	21	Efter ham istandsatte Meremot, en Søn af Hakkoz's Søn Urija, en Strækning fra Indgangen til Eljasjibs Hus til Gavlen.
16O	3	22	Efter ham arbejdede Præsterne, Mændene fra Omegnen.
16O	3	23	Efter dem arbejdede Binjamin og Hassjub ud for deres Huse. Efter ham arbejdede Azarja, en Søn af Ma'aseja, en Søn af Ananja, ved Siden af sit Hus.
16O	3	24	Efter ham istandsatte Binnuj, Henadads Søn, en Strækning fra Azarjas Hus til Krogen og til Hjørnet.
16O	3	25	Efter ham arbejdede Palal, Uzajs Søn, lige ud for Krogen og det Tårn, der springer frem fra det øvre kongelige Hus ved Fængselsgården. Efter ham arbejdede Pedaja, Par'osj's Søn,
16O	3	27	Efter ham istandsatte Folkene fra Tekoa en Strækning fra Stedet ud for det store, fremspringende Tårn til Ofels Mur. (På Ofel boede Tempeltrællene).
16O	3	28	til Stedet ud for Vandporten mod Øst og det fremspringende Tårn.
16O	3	28	Over for Hesteporten arbejdede Præsterne, hver lige ud for sit Hus.
16O	3	29	Efter dem arbejdede Zadok, Immers Søn, ud for sit Hus. Efter ham arbejdede Østportens Vogter Sjemaja, Sjekanjas Søn.
16O	3	30	Efter ham istandsatte Hananja, Sjelemjas Søn, og Hanun, Zalafs sjette Søn, en Strækning. Efter ham arbejdede Mesjullam, Berekjas Søn, ud for sit Kammer.
16O	3	31	Efter ham arbejdede Malkija, en af Guldsmedene, hen til Tempeltrællenes Hus. Og Kræmmeme istandsatte Stykket ud for Mifkadporten og hen til Tagbygningen ved Hjørnet.
16O	3	32	Og mellem Tagbygningen ved Hjørnet og Fåreporten arbejdede Guldsmedene og Kræmmerne.
16O	4	1	Men da Sanballat hørte, at vi byggede på Muren, blev han vred og harmfuld; og han spottede Jøderne
16O	4	2	og sagde i Påhør af sine Brødre og Samarias Krigsfolk: "Hvad er det, disse usle Jøder har for? Vilo de overlade Gud det? Vil de ofre? Kan de gøre det færdigt endnu i Dag? Kan de kalde Stenene i disse Grusdynger til Live, når de er forbrændt?"
16O	4	3	Og Ammoniten Tobija, der stod ved siden af ham, sagde: "Lad dem bygge, så meget de vil; en Ræv kan rive deres Stenmur ned, blot den springer derop!"
16O	4	4	Hør, vor Gud, hvorledes vi er blevet hånet! Lad deres Spot falde tilbage på deres eget Hoved, og lad dem blive hånet som Fanger i et Fremmed Land!
16O	4	5	Skjul ikke deres Brøde og lad ikke deres Synd blive udslettet for dit Åsyn, thi med deres Ord krænkede de dem, der byggede!
16O	4	6	Men vi byggede på Muren, og hele Muren blev bygget færdig i halv Højde, og Folket arbejdede med god Vilje.
16O	4	7	Da nu Sanballat og Tobija og Araberne, Ammoniterne og Asdoditerne børte, at det skred fremad med Istandsættelsen af Jerusalems Mure, og at Hullerne i Muren begyndte at lukkes, blev de meget vrede,
16O	4	8	og de sammensvor sig alle om at drage hen og angribe Jerusalem og fremkalde Forvirring der.
16O	4	9	Da bad vi til vor Gud og satte Vagt både Dag og Naf for at værne os imod dem.
16O	4	10	Men Jøderne sagde: Lastdragernes Kræfter svigter, og Grusdyngerne er for store; vi kan ikke bygge på Muren!
16O	4	11	Og vore Fjender sagde: De må ikke mærke noget, før vi står midt iblandt dem og hugger dem ned og således får Arbejdet til at gå i Stå!
16O	4	12	Da nu de Jøder, der boede dem nærmest, Gang på Gang kom og lod os vide, at de rykkede op imod os fra alle Steder, hvor de boede,
16O	4	13	og da Folkene kun turde stille sig op på Steder, der lå lavere end Pladsen bag Muren, i Kælderrum, så opstillede jeg Folket Slægt for Slægt, væbnet med Sværd, Spyd og Buer;
16O	4	14	og da jeg så det, trådte jeg frem og sagde til Stormændene og Forstanderne og det øvrige Folk: Frygt ikke for dem! Kom den store, frygtelige Gud i Hu og kæmp for eders Brødre, Sønner og Døtre, eders Hustruer og Huse!
16O	4	15	Men da vore Fjender hørte, at vi havde fået det at vide, og at Gud gjorde deres Råd til intet, vendte vi alle tilbage til Muren, hver til sit Arbejde.
16O	4	16	Men fra den Tid af arbejdede kun den ene Halvdel af mine Folk, medens den anden Halvdel stod væbnet med Spyd, Skjolde, Buer og Brynjer; og Øversterne stod bag ved alle de Jøder,
16O	4	17	der byggede på Muren. Også Lastdragerne var væbnet; med den ene Hånd arbejdede de, og med den anden.holdt de Spydet;
16O	4	18	og de, der byggede, havde under Arbejdet hver sit Sværd bundet til Lænden.  Ved Siden af mig stod Hornblæseren;
16O	4	19	og jeg sagde til de store og Forstanderne og det øvrige Folk: "Arbejdet er stort og omfattende, og vi er spredt på Muren langt fra hverandre;
16O	4	20	hvor l nu hører Hornet gjalde, skal l samles om os; vor Gud vil stride for os!
16O	4	21	Således udførte vi Arbejdet, idet Halvdelen af os holdt Spydene rede fra Morgengry til Stjernernes Opgang.
16O	4	22	Samtidig sagde jeg også til Folket: Enhver skal sammen med sin Dreng overnatte i Jerusalem, for at vi kan have dem til Vagt om Natten og til Arbejde om Dagen!"
16O	4	23	Og hverken jeg eller mine Brødre eller mine Folk eller Vagten, der fulgte mig, afførte os vore Klæder, og enhver, der blev sendt efter Vand, havde Spydet med.
16O	5	1	Der lød nu højrøstede Klager fra Folket og deres Kvinder mod deres Brødre, Jøderne.
16O	5	2	Nogle sagde: "Vore Sønner og Døtre må vi give i Pant for at få Horn til Livets Ophold!"
16O	5	3	Andre sagde: "Vore Marker, Vingårde og Huse må vi give i Pant for at få Korn under Hungersnøden!"
16O	5	4	Atter andre sagde: "Vi har måttet låne på vore Marker og Vingårde for at kunne udrede de kongelige Skatter!
16O	5	5	Og vore Legemer er dog lige så gode som vore Brødres og vore Sønner lige så gode som deres; men vi er nødt til at give vore Sønner og Døtre hen til at blive Trælle, ja, nogle af vore Døtre er det allerede, og det stod ikke i vor Magt at hindre det, effersom vore Marker og Vingårde tilhører andre!"
16O	5	6	Da jeg hørte deres Klager og disse deres Ord, blussede Vreden heftigt op i mig;
16O	5	7	og efter at have tænkt over Sagen gik jeg i Rette med de store og Forstanderne og sagde til dem: I driver jo Åger over for eders Næste! Så kaldte jeg en stor Folkeforsamling sammen imod dem
16O	5	8	og sagde til dem: Så vidt vi var i Stand dertil, har vi frikøbt vore jødiske Brødre, der måtte sælge sig til Hedningerne; og I sælger eders Brødre, så de må sælge sig til os! Da tav de og fandt intet at svare.
16O	5	9	Men jeg fortsatte: Det er ikke ret af eder at handle således! Skulde I ikke vandre i Frygt for vor Gud af Hensyn til Hedningerne, vore Fjenders Spot?
16O	5	10	Også jeg og mine Brødre og mine Folk har lånt dem Penge og Korn; men lad os nu eftergive dem, hvad de skylder!
16O	5	11	Giv dem straks dere Marker, Vingårde, Oliventræer og Huse tilbage og eftergiv dem Pengene, Kornet, Moslen og Olien, som I har lånt dem!
16O	5	12	Da svarede de: Ja, vi vil give det tilbage og ikke afkræve dem noget; som du siger, vil vi gøre! Jeg lod da Præsterne kalde og lod dem sværge på, at de vilde handle således.
16O	5	13	Og jeg rystede min Brystfold og sagde: Enhver, der ikke holder dette Ord, vil Gud således ryste ud af hans Hus og Ejendom; ja, således skal han blive udrystet og tømt! Da sagde hele Forsamlingen: Amen! Og de lovpriste HERREN; og Folket handlede efter sit Løfte.
16O	5	14	Desuden skal det nævnes, at fra den Dag Kong Artaxerxes bød mig være deres Statholder i Judas Land, fra Kong Artaxerxes's tyvende til hans to og tredivte Regeriogsår, hele tolv År, spiste hverken jeg eller mine Brødre det Brød, der tilkom Statholderen,
16O	5	15	medens mine Forgængere, de tidligere Statholdere, lagde Tynge på Folket og for Brød og Vin daglig afkrævede dem fyrretyve Sekel Sølv, ligesom også deres Tjenere optrådte som Folkets Herrer. Det undlod jeg at gøre af Frygt for Gud.
16O	5	16	Og desuden tog jeg selv fat ved Arbejdet på denne Mur, skønt vi ingen Mark havde købt, og alle mine Folk var samlet der ved Arbejdet.
16O	5	17	Og Jøderne, både Forstanderne, 150 Mand, og de, der kom til os fra de omboende Hedningefolk, spiste ved mit Bord;
16O	5	18	og hvad der daglig lavedes til, et Stykke Hornkvæg, seks udsøgte Får og Fjerkræ, afholdt jeg Udgifferne til; dertil kom hver tiende Dag en Masse Vin af alle Sorter. Men alligevel krævede jeg ikke det Brød, der tilkom Statholderen, fordi Arbejdet tyngede hårdt på Folket.
16O	5	19	Kom i Hu alt, hvad jeg har gjort for dette Folk, og regn mig det til gode, min Gud!
16O	6	1	Da det nu kom Sanballat, Araberen Gesjem og vore andre Fjender for Øre, at jeg havde bygget Muren, og at der ikke var flere Huller i den - dog havde jeg på den Tid ikke sat Fløje i Portene -
16O	6	2	sendte Sanballat og Gesjem Bud og opfordrede mig til en Sammenkomst i Kefirim i Onodalen. Men de havde ondt i Sinde imod mig.
16O	6	3	Derfor sendte jeg Bud til dem og lod sige: "Jeg har et stort Arbejde for og kan derfor ikke komme derned; hvorfor skulde Arbejdet standse? Og det vilde ske, hvis jeg lod det ligge for at komme ned til eder.
16O	6	4	Fire Gange sendte de mig samme Bud, og hver Gang gav jeg dem samme Svar.
16O	6	5	Da sendte Sanballat for femte Gang sin Tjener til mig med samme Bud, og han havde et åbent Brev med,
16O	6	6	i hvilket der stod: Det hedder sig blandt Folkene, og Gasjmut bekræfter det, at du og Jøderne pønser på Oprør; derfor er det, du bygger Muren, og at du vil være deres Konge.
16O	6	7	Og du skal endog have fået Profeter til i Jerusalem at udråbe dig til Konge i Juda. Dette Rygte vil nu komme Kongen for Øre; kom derfor og lad os tales ved!
16O	6	8	Men jeg sendte ham det Bud: Slige Ting, som du omtaler, er slet ikke sket; det er dit eget Påfund!
16O	6	9	Thi de havde alle til Hensigt at indjage os Skræk, idet de tænkte, at vi skulde lade Hænderne synke, så Arbejdet ikke blev til noget. Men styrk du nu mine Hænder!
16O	6	10	Og da jeg gik ind i Sjemajas, Mehetab'els Søn Delajas Søns, Hus, som ved den Tid måtte holde sig inde, sagde han: Lad os tales ved i Guds Hus, i Helligdommens Indre, og stænge Dørene, thi der kommer nogle Folk, som vil dræbe dig; de kommer i Nat for at dræbe dig!"
16O	6	11	Men jeg svarede: Skulde en Mand som jeg flygte? Og hvorledes skulde en Mand som jeg kunne betræde Helligdommen og blive i Live? Jeg går ikke derind!
16O	6	12	Thi jeg skønnede, at det ikke var Gud, som havde sendt ham, men at han var kommet med det Udsagn om mig, fordi Tobija og Sanballat havde lejet ham dertil,
16O	6	13	for at jeg skulde blive bange og forsynde mig ved slig Adfærd og de få Anledning til ilde Omtale, så de kunde bagvaske mig.
16O	6	14	Kom Tobija og Sanballat i Hu, min Gud, efter deres Gerninger, ligeledes Profetinden Noadja og de andre Profeter, der vilde gøre mig bange!
16O	6	15	Således blev Muren færdig den fem og tyvende Dag i Elul Måned efter to og halvtredsindstyve Dages Forløb.
16O	6	16	Og da alle'vore Fjender hørte det, blev alle Hedningerne rundt om os bange og såre nedslåede, idet de skønnede, at dette Værk var udført med vor Guds Hjælp.
16O	6	17	Men der gik også i de Dage en Mængde Breve frem og tilbage mellem Tobija og de store i Juda;
16O	6	18	thi mange i Juda stod i Edsforbund med ham, da han var Svigersøn af Sjekanja, Aras Søn, og hans Søn Johanan var gift med en Datter af Mesjullam, Berekjas Søn.
16O	6	19	Også plejede de både at tale godt om ham til mig og at forebringe ham mine Ord; Tobija sendte også Breve for at gøre mig bange.
16O	7	1	Da Muren var bygget, lod jeg Portfløjene indsætte, og Dørvogterne, Sangerne og Leviterne blev ansat.
16O	7	2	Overbefalingen over Jerusalem gav jeg min Broder Hanani og Borgøversten Hananja; thi han var en pålidelig Mand og frygtede Gud som få;
16O	7	3	og jeg sagde til dem: "Jerusalems Porte må ikke åbnes, før Solen står højt på Himmelen; og medens den endnu står der, skal man lukke og stænge Portene og sætte Jerusalems Indbyggere på Vagt, hver på sin Post, hver ud for sit Hus!"
16O	7	4	Men Byen var udstrakt og stor og dens Indbygere få, og Husene var endnu ikke opbygget.
16O	7	5	Da skød min Gud mig i Sinde at samle de store, Forstanderne og Folket for at indføre dem i Slægtsfortegnelser. Og da fandt jeg Slægtebogen over dem, der først var draget op, og i den fandt jeg skrevet:
16O	7	6	Følgende er de Folk fra vor Landsdel, der drog op fra Land flygtigheden og Fangenskabet. Kong Nebukadnezar af Babel havde ført dem bort, men nu vendte de til bage til Jerusalem og Juda, hver til sin By;
16O	7	7	de kom sammen med Zerubbabel, Jesua, Nehemja, Azarja, Ra'amja, Nahamani, Mordokaj, Bilsjan, Misperet, Bigvaj, Nehum og Ba'ana. Tallet på Mændene i Israels Folk var:
16O	7	8	Par'osj's Efterkommere 2172,
16O	7	9	Sjefatjas Efterkommere 372,
16O	7	10	Aras Efterkommere 652,
16O	7	11	Pahat-Moabs Efterkommere, Je suas og Joabs Efterkommere, 2818,
16O	7	12	Elams Efterkommere 1254,
16O	7	13	Zattus Efterkommere 845,
16O	7	14	Zakkajs Efterkommere 760,
16O	7	15	Binnujs Efterkommere 648,
16O	7	16	Bebajs Efterkommere 628,
16O	7	17	Azgads Efterkommere 2322,
16O	7	18	Adonikams Efterkommere 667,
16O	7	19	Bigvajs Efterkommere 2067,
16O	7	20	Adins Efterkommere 655,
16O	7	21	Aters Efterkommere gennem Hizkija 98,
16O	7	22	Hasjums Efterkommere 328,
16O	7	23	Bezajs Efterkommere 324,
16O	7	24	Harifs Efterkommere 112,
16O	7	25	Gibeons Efterkommere 95,
16O	7	26	Mændene fra Betlehem og Netofa 188,
16O	7	27	Mændene fra Anatot 128,
16O	7	28	Mændene fra Bet-Azmavet 42,
16O	7	29	Mændene fra Hirjat-Jearim, Kefra og Be'erot 743;
16O	7	30	Mændene fra Rama og Geba 621,
16O	7	31	Mændene fra Mikmas 122,
16O	7	32	Mændene fra Betel og Aj 123,
16O	7	33	Mændene fra det andet Nebo 52,
16O	7	34	det andet Elams Efterkommere 1254,
16O	7	35	Harims Efterkommere 320,
16O	7	36	Jerikos Efterkommere 345,
16O	7	37	Lods, Hadids og Onos Efterkommere 721,
16O	7	38	Sena'as Efterkommere 3930.
16O	7	39	Præsterne var: Jedajas Efterkommere af Jesuas Hus 973,
16O	7	40	Immers Efterkommere 1052,
16O	7	41	Pasjhurs Efterkommere 1247,
16O	7	42	Harims Efterkommere 1017.
16O	7	43	Leviterne var: Jesuas og Kadmiels Efterkommere af Hodavjas Efterkommere 74.
16O	7	44	Tempelsangerne var: Asafs Efterkommere 148.
16O	7	45	Dørvogterne var: Sjallums, Aters, Talmons, Akkubs, Hatitas og Sjobajs Efterkommere 138.
16O	7	47	Keros's, Si'as, Padons,
16O	7	48	Tempeltrællene var: Zihas, Hasufas, Tabbaots,
16O	7	48	Lebanas, Hagabas, Salmajs,
16O	7	49	Hanans, Giddels, Gahars,
16O	7	50	Reajas, Rezins, Nekodas,
16O	7	51	Gazzams, Uzzas, Paseas,
16O	7	52	Besajs, Me'uniternes, Nefusiternes,
16O	7	53	Bakbuks, Hakufas, Harhurs,
16O	7	54	Bazluts, Mehidas, Harsjas,
16O	7	55	Barkos's, Siseras, Temas,
16O	7	56	Nezias og Hatifas Efterkommere.
16O	7	57	Efterkommerne af Salomos Trælle var: Sotaj s, Soferets, Peridas,
16O	7	58	Ja'alas, Darkons, Giddels,
16O	7	59	Sjefatjas, Hattils, Pokeret-Haz-zebajims og Amons Efterkommere.
16O	7	60	Alle Tempeltrælle og Efferkommerne af Salomos Trælle var tilsammen 392.
16O	7	61	Følgende, som drog op fra Tel-Mela, Tel-Harsja, Kerub-Addon og Immer, kunde ikke opgive, hvorvidt deres Fædrenehuse og Slægt hørte til Israeliterne:
16O	7	62	Delajas, Tobijas og Nekodas Efterkommere 642.
16O	7	63	Og følgende Præster: Habajas, Hakoz's og Barzillajs Efterkommere; denne sidste havde ægtet en af Gileaditen Barzillajs Døtre og var blevet opkaldt efter dem.
16O	7	64	De ledte efter deres Slægtebøger, men kunde ikke finde dem; derfor blev de som urene udelukket fra Præstestanden.
16O	7	65	Statholderen forbød dem at spise af det højhellige, indtil der fremstod en Præst med Urim og Tummim.
16O	7	66	Hele Menigheden udgjorde 42360
16O	7	67	foruden deres Trælle og Trælkvinder, som udgjorde 7337, hvor til kom 245 Sangere og Sangerinder. Deres Heste udgjorde 736, deres Mulddyr 245,
16O	7	68	deres Kameler 435 og deres Æsler 6720.
16O	7	69	En Del af Fædrenehusenes Overhoveder ydede Tilskud til Byggearbejdet.  Statholderen gav til Byggesummen 1000 Drakmer Guld, 50 Skåle og 30 Præstekjortler.
16O	7	70	Af Fædrenehusenes Overhoveder gav nogle til Byggesummen 20.000 Drakmer Guld og 2.200 Miner Sølv.
16O	7	71	Og hvad det øvrige Folk gav, løb op til 20.000 Drakmer Guld, 2.000 Miner Sølv og 67 Præstekjortler.
16O	7	72	Derpå bosatte Præsterne, Leviterne og en Del af Folket sig i Jerusalem og dets Område, men Sangerne, Dørvogterne og hele det øvrige Israel i deres Byer.  (Kap.8) Da den syvende Måned indtraf - Israeliterne boede nu i deres Byer -
16O	8	1	samledes hele Folket fuldtalligt på den åbne Plads foran Vandporten og bad Ezra den Skriftlærde om at hente Bogen med Mose Lov, som HERREN havde pålagt Israel.
16O	8	2	Så hentede Præsten Ezra Loven og fremlagde den for forsamlingen, Mænd, Kvinder og alle, der havde Forstand til at høre; det var den første Dag i den syvende Måned;
16O	8	3	og vendt mod den åbne Plads foran Vandporten læste han den op fra Daggry til Middag for Mændene, Kvinderne og dem, der kunde fatte del, og alt Folket lyttede til Lovbogens Ord.
16O	8	4	Ezra den Skriftlærde stod på en Forhøjning af Træ, som var lavet i den Anledning, og ved Siden af ham stod til højre Mattitja, Sjema, Anaja, Urija, Hilkija og Ma'aseja, til venstre Pedaja, Misjael, Malkija, Hasjum, Hasjbaddana, Zekarja og Mesjullam.
16O	8	5	Og Ezra åbnede Bogen i hele Folkets Påsyn, thi han stod højere end Folket, og da han åbnede den, rejste hele Folket sig op.
16O	8	6	Derpå lovpriste Ezra HERREN, den store Gud, og hele Folket svarede med oprakte Hænder: Amen, Amen! Og de bøjede sig og kastede sig med Ansigtet til Jorden for HERREN.
16O	8	7	Og Leviterne Jesua, Bani, Sjerebja, Jamin, Akkub, Sjabbetaj, Hodija, Ma'aseja, Kelita, Azarja, Jozabad, Hanan og Pelaja udlagde Loven for Folket, medens Folket blev på sin Plads,
16O	8	8	og de oplæste Stykke for Stykke af Bogen med Guds Lov og udlagde det, så man kunde fatte det.
16O	8	9	Derpå sagde Nehemias, det er Statholderen, og Præsten Ezra den Skriftlærde og Leviterne, der underviste Folket, til alt Folket: Denne Dag er helliget HERREN eders Gud! Sørg ikke og græd ikke! Thi hele Folket græd, da de hørte Lovens Ord.
16O	8	10	Og han sagde til dem: Gå hen og spis fede Spiser og drik søde brikke og send noget til dem, der intet har, thi denne Dag er helliget vor Herre; vær ikke nedslåede, thi HERRENs Glæde er eders Styrke!
16O	8	11	Og Leviterne tyssede på alt Folket og sagde: Vær stille, thi denne Dag er hellig, vær ikke nedslåede!
16O	8	12	Da gik alt Folket hen og spiste og drak og sendte Gaver, og de fejrede en stor Glædesfest; thi de fattede Ordene, man havde kundgjort dem.
16O	8	13	Næste Dag samledes Overhovederne for alt Folkets Fædrenehuse og Præsterne og Leviterne hos Ezra den Skriftlærde for at mærke sig Lovens Ord,
16O	8	14	og i Loven som HERREN havde påbudt ved Moses, fandt de skrevet, at Israeliterne på Højtiden i den syvende Måned skulde bo i Løvhytter,
16O	8	15	og at man i alle deres Byer og i Jerusalem skulde udråbe og kundgøre følgende Budskab: Gå ud i Bjergene og hent Grene af ædle og vilde Oliventræer, Myrter, Palmer og andre Løvtræer for at bygge Løvhytter som foreskrevet!
16O	8	16	Så gik Folket ud og hentede det og byggede sig Løvhytter på deres Tage og i deres Forgårde og i Guds Hus's Forgårde og på de åbne Pladser ved Vandporten og Efraimsporfen.
16O	8	17	Og hele Forsamlingen, der var vendt tilbage fra Fangenskabet, byggede Løvbytter og boede i dem. Thi fra Josuas, Nuns Søns, Dage og lige til den Dag havde Israeliterne ikke gjort det, og der herskede såre stor Glæde.
16O	8	18	Og han læste op af Bogen med Guds Lov Dag for Dag fra den første til den sidste; og de fejrede Højtiden i syv Dage, og på den ottende holdtes der festlig Samling på foreskreven Måde.
16O	9	1	Men på den fire og tyvende Dag i samme Måned samledes Israeliterne under Faste og i Sørgedragt med Jord på Hovedet;
16O	9	2	og de, der var af Israels Slægt, skilte sig ud fra alle fremmede og trådte frem og bekendte deres Synder og deres Fædres Misgerninger.
16O	9	3	Så rejste de sig på deres Plads, og der blev læst op af Bogen med HERREN deres Guds Lov i en Fjerdedel af Dagen, og i en anden Fjerdedel bekendte de deres Synder og tilbad HERREN deres Gud.
16O	9	4	Og Jesua, Bani, Kadmiel, Sjebanja, Bunni, Sjerebja, Bani og Kenani trådte op på Leviternes Forhøjning og råbte med høj Røst til HERREN deres Gud;
16O	9	5	og Leviterne Jesua, Kadmiel, Bani, Hasjabneja, Sjerebja, Hodija, Sjebanja og Petaja sagde: "Stå op og lov HERREN eders Gud fra Evighed til Evighed!" Da lovede de hans herlige Navn, som er ophøjet over al Lov og Pris.
16O	9	6	Derpå sagde Ezra: "Du, HERRE, er den eneste; du har skabt Himmelen, Himlenes Himle med al deres Hær, Jorden med alt, hvad der er på den, Havene med alt, hvad der er i dem; du giver dem alle Liv, og Himmelens Hær tilbeder dig.
16O	9	7	Du er Gud HERREN, der udvalgte Abram og førte ham bort fra Ur-Kasdim og gav ham Navnet Abraham;
16O	9	8	og du fandt hans Hjerte fast i Troen for dit Åsyn og sluttede Pagt med ham om at give hans Afkom Kana'anæernes, Hetiternes, Amoriternes, Perizziternes, Jebusiternes og Girgasjiternes Land; og du holdt dit Ord; thi du er retfærdig.
16O	9	9	Og da du så vore Fædres Nød i Ægypten og hørte deres Råb ved det røde Hav,
16O	9	10	udførte du Tegn og Undere på Farao og alle hans Tjenere og alt Folket i hans Land, fordi du vidste, at de havde handlet overmodigt med dem. Og således skabte du dig et Navn, som du har den Dag i Dag.
16O	9	11	Du kløvede Havet for deres Øjne, så de vandrede midt igennem Havet på tør Bund, og dem, der forfulgte dem, styrtede du i Dybet som Sten i vældige Vande.
16O	9	12	I en Skystøtte førte du dem om Dagen og i en Ildstøtte om Natten, så den lyste for dem på Vejen, de skulde vandre.
16O	9	13	Du steg ned på Sinaj Bjerg, du talede med dem fra Himmelen og gav dem retfærdige Lovbud og tilforladelige Love, gode Anordninger og Bud.
16O	9	14	Du kundgjorde dem din hellige Sabbat og pålagde dem Bud, Anordninger og Love ved din Tjener Moses.
16O	9	15	Du gav dem Brød fra Himmelen til at stille deres Sult og lod Vand springe ud af Klippen til at slukke deres Tørst. Og du bød dem drage hen og tage det Land i Besiddelse, som du med løftet Hånd havde lovet dem.
16O	9	16	Men vore Fædre blev overmodige og halsstarrige og hørte ikke på dine Bud;
16O	9	17	de vægrede sig ved at lyde og ihukom ikke dine Undergerninger, som du havde gjort iblandt dem; de blev halsstarrige og satte sig i Hovedet at vende tilbage til Trældommen i Ægypten. Men du er Forladelsens Gud, nådig og barmhjertig, langmodig og rig på Miskundhed, og du svigtede dem ikke.
16O	9	18	Selv da de lavede sig et støbt Billede af en Kalv og sagde: Der er din Gud, som førte dig ud af Ægypten! og gjorde sig skyldige i svare Gudsbespottelser,
16O	9	19	svigtede du dem i din store Barmhjertighed ikke i Ørkenen; Skystøtten veg ikke fra dem om Dagen, men ledede dem på Vejen, ej heller Ildstøtten om Natten, men lyste for dem på Vejen, de skulde vandre.
16O	9	20	Du gav dem din gode Ånd for at give dem Indsigt og forholdt ikke deres Mund din Manna, og du gav dem Vand til at slukke deres Tørst.
16O	9	21	I fyrretyve År sørgede du for dem i Ørkenen, så de ingen Nød led; deres Klæder sledes ikke op, og deres Fødder hovnede ikke.
16O	9	22	Du gav dem Riger og Folkeslag; som du uddelte Stykke for Stykke. De tog Kong Sihon af Hesjbons Land og Kong Og af Basans Land i Besiddelse.
16O	9	23	Du gjorde deres Børn talrige som Himmelens Stjerner og førte dem ind i det Land, du havde lovet deres Fædre, at de skulde komme ind i og tage i Besiddelse;
16O	9	24	og Børnene kom og tog Landet i Besiddelse, og du underlagde dem Landets indbyggere, Kana'anæerne, og gav dem i deres Hånd, både deres Konger og Folkene i Landet, så de kunde handle med dem, som de fandt for godt.
16O	9	25	De indtog befæstede Byer og frugtbart Land, og Huse, fulde af alle Slags Goder, tog de i Besiddelse og udhugne Cisterner, Vingårde, Oliventræer og Frugttræer i Mængde; og de spiste sig mætte og blev fede og gjorde sig til gode med dine store Rigdomme.
16O	9	26	Men de var genstridige og satte sig op imod dig; de kastede din Lov bag deres Ryg, dræbte dine Profeter, som talte dem alvorligt til for at lede dem tilbage til dig, og gjorde sig skyldige i svare Gudsbespottelser.
16O	9	27	Da gav du dem i deres Fjenders Hånd, og de bragte Trængsel over dem. Men når de da i deres Trængsel råbte til dig, hørte du dem i Himmelen og sendte dem i din store Barmhjertighed Befriere, som friede dem af deres Fjenders Hånd.
16O	9	28	Men når de fik Ro, handlede de atter ilde for dit Åsyn. Da overlod du dem i deres Fjenders Hånd, og de undertvang dem. Men når de atter råbte til dig, hørte du dem i Himmelen og udfriede dem i din Barmhjertighed Gang på Gang.
16O	9	29	Du talede dem alvorligt til for at lede dem tilbage til din Lov, men de var overmodige og vilde ikke høre på dine Bud, og de syndede mod dine Lovbud, som dog holder det Menneske i Live, der gør efter dem; de vendte i Genstridighed Ryggen til og var halsstarrige og vilde ikke lyde.
16O	9	30	I mange År var du langmodig imod dem og talede dem alvorligt til ved din Ånd gennem dine Profeter; men da de ikke vilde høre, gav du dem til Pris for Hedningefolkene.
16O	9	31	Dog har du i din store Barmhjertighed ikke helt tilintetgjort dem eller forladt dem, thi du er en nådig og barmhjertig Gud!
16O	9	32	Og nu, vor Gud, du store, vældige, frygtelige Gud, som holder fast ved Pagten og Miskundheden! Lad ikke alle de Lidelser, der har ramt os, vore Konger, Øverster, Præster, Profeter, vore Fædre og hele dit Folk fra Assyrerkongernes Dage indtil i Dag, synes ringe for dine Øjne!
16O	9	33	I alt, hvad der er kommet over os, står du retfærdig, thi du har vist dig trofast, men vi var ugudelige.
16O	9	34	Vore Konger, Øverster og Præster og vore Fædre handlede ikke efter din Lov og lyttede ikke til dine Bud og de Vidnesbyrd, du lod dem blive til Del.
16O	9	35	Da de var i Besiddelse af deres Rige og de store Rigdomme, du gav dem, og af det vidtstrakte, frugtbare Land, du oplod for dem, tjente de dig ikke, og de omvendte sig ikke fra deres onde Gerninger.
16O	9	36	Se, derfor er vi nu Trælle; i det Land, du gav vore Fædre, for at de skulde nyde dets Frugter og Rigdom, er vi Trælle;
16O	9	37	dets rige Afgrøde tilfalder de Konger, du for vore Synders Skyld har øvet Magten over os, og de gør, hvad de lyster, med vore Kroppe og vort Kvæg. Vi er i stor Nød!"
16O	9	38	I Henhold til alt dette indgår vi med Navns Underskrift en urokkelig Pagt, og den beseglede Skrivelse er underskrevet af vore Øverster, Leviter og Præster.
16O	10	1	Den beseglede Skrivelse er underskrevet af: Statholderen Nehemias, Hakaljas Søn, og Zidkija,
16O	10	2	Seraja, Azarja, Jirmeja,
16O	10	3	Pasjhur, Amarja, Malkija,
16O	10	4	Hattusj, Sjebanja, Malluk,
16O	10	5	Harim, Meremot, Obadja,
16O	10	6	Daniel, Ginneton, Baruk,
16O	10	7	Mesjullam, Abija, Mijjamin,
16O	10	8	Ma'azja, Bilgaj og Sjemaja det var Præsterne.
16O	10	9	Leviterne Jesua, Azanjas Søn, Binnuj af Henadads Sønner, Kadmiel
16O	10	10	og deres Brødre Sjebanja, Hodija, Kelita, Pelaja, Hanan,
16O	10	11	Mika, Rehob, Hasjabja,
16O	10	12	Zakkur, Sjerebja, Sjebanja,
16O	10	13	Hodija, Bani og Beninu.
16O	10	14	Folkets Overhoveder Par'osj, Pahat-Moab, Elam, Zattu, Bani,
16O	10	15	Bunni Azgad, Bebaj,
16O	10	16	Adonija, Bigvaj, Adin,
16O	10	17	Ater, Hizkija, Azzur,
16O	10	18	Hodija, Hasjum, Bezaj,
16O	10	19	Harif, Anatot, Nebaj,
16O	10	20	Magpiasj, Mesjullam, Hezir,
16O	10	21	Mesjezab'el, Zadok Jaddua,
16O	10	22	Pelatja, Hanan, Anaja,
16O	10	23	Hosea, Hananja, Hassjub,
16O	10	24	Hallohesj, Pilha, Sjobek,
16O	10	25	Rehum, Hasjabna, Ma'aseja,
16O	10	26	Ahija, Hanan, Anan,
16O	10	27	Malluk, Harim og Ba'ana.
16O	10	28	Og det øvrige Folk, Præsterne, Leviterne, Dørvogterne, Sangerne, Tempeltrællene og alle de, der har skilt sig ud fra Hedningerne for at holde sig til Guds Lov, med deres Hustruer, Sønner og Døtre, for så vidt de har Forstand til at fatte det,
16O	10	29	slutter sig til deres højere stående Brødre og underkaster sig Forbandelsen og Eden om at ville følge Guds Lov, der er givet os ved Guds Tjener Moses, og overholde og udføre alle HERRENs, vor Herres, Bud, Bestemmelser og Anordninger:
16O	10	30	Vi vil ikke give Hedningerne i Landet vore Døtre eller tage deres Døtre til Hustruer for vore Sønner;
16O	10	31	vi vil ikke på Sabbaten eller nogen Helligdag købe noget af Hedningerne i Landet, når de på Sabbaten kommer med deres Varer og al Slags Korn og falbyder det; vi vil hvert syvende År lade Landet ligge hen og give Afkald på enhver Fordring;
16O	10	32	vi vil påtage os en årlig Skat på en Tredjedel Sekel til Tjenesten i vor Guds Hus,
16O	10	33	til Skuebrødene, det daglige Afgrødeoffer, det daglige Brændoffer, Ofrene på Sabbaterne, Nymånedagene og Højtiderne, Helligofrene og Syndofrene til Soning for Israel og til alt Arbejde ved vor Guds Hus.
16O	10	34	Hvad Brænde der ydes, har vi, Præsterne, Leviterne og Folket, kastet Lod om at bringe til vor Guds Hus, Fædrenehus for Fædrenehus, til fastsat Tid År efter År for at skaffe Ild på HERREN vor Guds Alter, som det er foreskrevet i Loven.
16O	10	35	Vi vil År for År bringe Førstegrøden af vor Jord og af alle Frugttræer til HERRENs Hus,
16O	10	36	og vi vil bringe det førstefødte af vore Sønner og vort Kvæg, som det er foreskrevet i Loven, og det førstefødte af vort Hornkvæg og Småkvæg til vor Guds Hus til Præsterne, som gør Tjeneste i vor Guds Hus;
16O	10	37	og Førstegrøden af vort Grovmel og af Frugten af alle Slags Træer, af Most og Olie vil vi bringe til Kamrene i vor Guds Hus til Præsterne og Tienden af vore Marker til Leviterne. Leviterne samler selv Tienden ind i alle de Byer, hvor vi har vort Agerbrug;
16O	10	38	og Præsten, Arons Søn, er til Stede hos Leviterne, når de indsamler Tienden; og Leviterne bringer Tiende af Tienden til vor Guds Hus, til Forrådshusets Kamre.
16O	10	39	Thi Israeliterne og Levis Efterkommere bringer Offerydelsen af Kornet, Mosten og Olien til Kamrene, hvor Helligdommens Kar og de tjenstgørende Præster, Dørvogterne og Sangerne er. Vi vil således ikke svigte vor Guds Hus.
16O	11	1	Og Folkets Øverster bosatte sig i Jerusalem, medens det øvrige Folk kastede Lod således, at hver tiende Mand skulde bosætte sig i Jerusalem, den hellige By, medens de ni Tiendedele skulde bo i Byerne.
16O	11	2	Og Folket velsignede alle de Mænd, som frivilligt bosatte sig i Jerusalem.
16O	11	3	Følgende er de Overhoveder i vor Landsdel, som boede i Jerusalem og i Judas Byer; de boede hver på sin Ejendom i deres Byer, Israel, Præsterne, Leviterne, Tempeltrællene og Efterkommerne af Salomos Trælle.
16O	11	4	I Jerusalem boede af Judæere og Benjaminiter: Af Judæerne: Ataja, en Søn af Uzzija, en Søn af Zekarja, en Søn af Amarja, en Søn af Sjefatja, en Søn af Mahalal'el af Perez's Efterkommere,
16O	11	5	og Ma'aseja, en Søn af Baruk, en Søn af Kol-Hoze, en Søn af Hazaja, en Søn af Adaja, en Søn af Jojarib, en Søn af Sjelaniten Zekarja.
16O	11	6	Alle Perez's Efterkommere, der boede i Jerusalem, udgjorde 468 dygtige Mænd.
16O	11	7	Følgende Benjaminiter: Sallu, en Søn af Mesjullam, en Søn af Joed, en Søn af Pedaja, en Søn af Kolaja, en Søn af Ma'aseja, en Søn af Itiel, en Søn af Jesja'ja,
16O	11	8	og hans Brødre, dygtige Krigere. 928.
16O	11	9	Joel, Zikris Søn, var deres Befalingsmand, og Juda, Hassenuas Søn, var den næstøverste Befalingsmand i Byen.
16O	11	10	Af Præsterne: Jedaja, Jojarib Jakin,
16O	11	11	Seraja, en Søn af Hilkija, en Søn af Mesjullam, en Søn af Zadok, en Søn af Merajot, en Søn af Ahitub, Øversten over Guds Hus,
16O	11	12	og deres Brødre, der udførte Tjenesten i Templet, 822; og Adaja, en Søn af Jeroham, en Søn af Pelalja, en Søn af Amzi, en Søn af Zekarja, en Søn af Pasjhur, en Søn af Malkija,
16O	11	13	og hans Brødre, Overhovederne for Fædrenehusene, 242; og Amasjsaj, en Søn af Azar'el, en Søn af Azaj, en Søn af Mesjillemot, en Søn af Immer,
16O	11	14	og hans Brødre, dygtige Mænd 128. Deres Befalingsmand var Zabdiel, Gedolims Søn.
16O	11	15	Af Leviterne: Sjemaja, en Søn af Hassjub, en Søn af Azrikam, en Søn af Hasjabja, en Søn af Bunni,
16O	11	16	og Sjabbetaj og Iozabad, som forestod de ydre Arbejder ved Guds Hus og hørte til Leviternes Overhoveder,
16O	11	17	og Mattanja, en Søn af Mika, en Søn af Zabdi, en Søn af Asaf, Lederen af Lovsangen, der ved Bønnen istemte Ordene lov HERREN! og Bakbukja, den næstøverste af hans Brødre, og Abda, en Søn af Sjammua, en Søn af Galal, en Søn af Jedutun.
16O	11	18	Alle Leviterne i den hellige By udgjorde 284.
16O	11	19	Af Dørvogterne: Akkub, Talmon og deres Brødre, der holdt Vagt ved Portene, 172.
16O	11	20	Resten af Israeliterne, Præsterne og Leviterne boede i alle de andre Byer i Juda, hver på sin Ejendom.
16O	11	21	Tempeltrællene boede på Ofel; Ziha og Gisjpa var sat over Tempeltrællene.
16O	11	22	Leviternes foresatte i Jerusalem ved Tjenesten i Guds Hus var Uzzi, en Søn af Bani, en Søn af Hasjabja, en Søn af Mattanja, en Søn af Mika af Asafs Efterkommere, det er Sangerne.
16O	11	23	Der var nemlig udstedt en kongelig Befaling om dem, og der var tilsikret Sangerne dagligt Underhold.
16O	11	24	Petaja, Mesjezab'els Søn, af Judas Søn Zeras Efterkommere, forhandlede med Kongen i alle Folkets Sager.
16O	11	25	Hvad de åbne Byer med deres Marker angår, boede der Judæere i Kirjat-Arba med Småbyer, Dibon med Småbyer, Jekabze'el med Småbyer,
16O	11	26	Jesua, Molada, Bet-Pelet,
16O	11	27	Hazar-Sjual, Be'ersjeba med Småbyer,
16O	11	28	Ziklag, Mekona med Småbyer,
16O	11	29	En-Rimmon, Zor'a, Jarmut,
16O	11	30	Zanoa, Adullam med Landsbyer, Lakisj med Marker og Azeka med Småbyer. De bosatte sig fra Be'ersjeba til Hinnoms Dal.
16O	11	31	Benjaminiterne boede i Geba, Mikmas, Ajja, Betel med Småbyer,
16O	11	32	Anatot, Nob, Ananja,
16O	11	33	Hazor, Rama, Gittajim,
16O	11	34	Hadid, Zebo'im, Neballat,
16O	11	35	Lod, Ono og Håndværkerdalen.
16O	11	36	Af Leviterne boede nogle Afdelinger i Juda og Benjamin.
16O	12	1	Følgende er Præsterne og Leviter, der drog op med Zerubbabel, Sjealtiels Søn, og Jesua: Seraja, Jirmeja, Ezra,
16O	12	2	Amarja, Malluk, Hattusj.
16O	12	3	Sjekanja, Harim, Meremot,
16O	12	4	Iddo, Ginnetoj, Abija,
16O	12	5	Mijjamin, Ma'adja, Bilga,
16O	12	6	Sjemaja, Jojarib, Jedaja,
16O	12	7	Sallu, Amok, Hilkija og Jedaja. Det var Overhovederne for Præsterne og deres Brødre på Jesuas Tid.
16O	12	8	Leviterne: Jesua, Binnuj, Kadmiel, Sjerebja, Juda, Mattanja, der sammen med sine Brødre forestod Lovsangen,
16O	12	9	medens Bakbukja og Unni sammen med deres Brødre stod over for dem efter deres Afdelinger.
16O	12	10	Jesua avlede Jojakim, Jojakim avlede Eljasjib, Eljasjib avlede Jojada,
16O	12	11	Jojada avlede Johanan, og Johanan avlede Jaddua.
16O	12	12	På Jojakims Tid var Overhovederne for Præsternes Fædrenehuse følgende: Meraja for Seraja, Hananja for Jirmeja,
16O	12	13	Mesjullam for Ezra, Johanan for Amarja,
16O	12	14	Jonatan for Malluk, Josef for Sjebanja,
16O	12	15	Adna for Harim, Helkajtor Merajot,
16O	12	16	Zekarja for Iddo, Mlesjullam for Ginneton,
16O	12	17	Zikri for Abija,....... for Minjamin, Piltaj for Ma'adja,
16O	12	18	Sjammua for Bilga, Jonatan for Sjemaja,
16O	12	19	Mattenaj for Jojarib, Uzzi for Jedaja,
16O	12	20	Kallaj for Sallu, Eber for Amok,
16O	12	21	Hasjabja for Hilkija og Netan'el for Jedaja.
16O	12	22	Leviterne: I Eljasjibs, Jojadas, Johanans og Jadduas Dage optegnedes Overhovederne for Fædrenehusene og Præsterne indtil Perseren Darius's Regering.
16O	12	23	Af Levis Efterkommere optegnedes Overhovederne for Fædrenehusene i Krønikebogen ned til Johanans, Eljasjibs Søns, Dage.
16O	12	24	Og Leviternes Overhoveder var: Hasjabja, Sjerebja, Jesua, Binnuj, Kadmiel og deres Brødte, der stod over for dem for at synge Lovsangen og Takkesangen efter den Guds Mand Davids Bud, den ene Afdeling efter den anden;
16O	12	25	og Mattanja, Bakbukja og Obadja, Mesjullam, Talmon og Akkub var Dørvogtere og holdt Vagt ved Portenes Forrådskamre.
16O	12	26	Disse var Overhoveder på Jojakims Tid, en Søn af Jesua, en Søn af Jozadak, og på Statholderen Nehemias's og Præsten Ezra den Skriftlærdes Tid.
16O	12	27	Da Jerusalems Mur skulde indvies opsøgte man Leviterne alle Vegne, hvor de boede, og bragte dem til Jerusalem, for at de skulde fejre Indvielsen med Fryd og Takkesang, med Sang, Cymbler, Harper og Citre.
16O	12	28	Da samledes Sangerne fra Egnen om Jerusalem og fra Netofatifernes Landsbyer,
16O	12	29	fra Bet-Gilgal, fra Gebas og Azmavets Marker; thi Sangerne havde bygget sig Landsbyer rundt om Jerusalem.
16O	12	30	Da Præsterne og Leviterne havde renset sig, rensede de Folket, Portene og Muren.
16O	12	31	Så lod jeg Judas Øverster stige op på Muren og opstillede to store Lovprisningstog. Det ene drog til højre oven på Muren ad Møgporten til,
16O	12	32	og med det fulgte Hosjaja og den ene Halvdel af Judas Øverster;
16O	12	33	dernæst nogle af Præsterne med Trompeter, Azarja, Ezra, Mesjullam,
16O	12	34	Juda, Benjamin, Sjemaja og Jirmeja;
16O	12	35	endvidere Zekarja, en Søn af Jonatan, en Søn af Sjemaja, en Søn af Mattanja, en Søn af Mika, en Søn af Zakkur, en Søn af Asaf,
16O	12	36	og hans Brødre Sjemaja, Azar'el, Milalaj, Gilalaj, Ma'aj, Netan'el, Juda, Hanani med den Guds Mand Davids Musikinstrumenter, med Ezra den Skriftlærde i Spidsen;
16O	12	37	og de gik over Kildeporten; derpå gik de lige ud op ad Trinene til Davidsbyen, ad Opgangen på Muren oven for Davids Palads hen til Vandporten mod Øst.
16O	12	38	Det andet Lovprisningstog, hvor jeg og den anden Halvdel af Folkets Øverster var med, drog til venstre oven på Muren, over Ovntårnet til den brede Mur
16O	12	39	og videre over Efraimsporten, den gamle Port, Fiskeporten, Hanan'eltårnet og Meatårnet til Fåreporten og stillede sig op i Fængselsporten.
16O	12	40	Derpå stillede de to Lovprisningstog sig op i Guds Hus, jeg sammen med Halvdelen af Øversterne
16O	12	41	og Præsterne Eljakim, Ma'aseja, Minjamin, Mika, Eljoenaj, Zekarja, Hananja med Trompeter,
16O	12	42	endvidere Ma'aseja, Sjemaja, El'azar, Uzzi, Johanan, Malkija, Elam og Ezer. Og Sangerne stemte i, ledede af Jizraja.
16O	12	43	På den Dag ofrede de store Slagtofre og var glade, thi Gud havde bragt dem stor Glæde; også Kvinderne og Børnene var glade; og Glæden i Jerusalem hørtes langt bort.
16O	12	44	På den Dag indsattes der Mænd til at have Tilsyn med de Kamre, der brugtes til Forrådene, Offerydelserne, Førstegrøden og Tienden, for i dem at opsamle de i Loven foreskrevne Afgifter til Præsterne og Leviterne fra de forskellige Bymarker, thi Juda glædede sig over Præsterne og Leviterne, der gjorde tjeneste;
16O	12	45	og disse tog Vare på, hvad der var at varetage for deres Gud og ved Renselsen, ligesom også Sangerne og Dørvogterne gjorde deres Gerning efter Davids og hans Søn Salomos Bud.
16O	12	46	Thi allerede på Davids Tid var Asaf Leder for Sangerne og for Lov- og Takkesangene til Gud.
16O	12	47	Hele Israel gav på Zerubbabels og Nehemias's Tid Afgifter til Sangerne og Dørvogterne, efter som det krævedes Dag for Dag; og de gav Leviterne Helliggaver, og Leviterne gav Arons Sønner Helliggaver.
16O	13	1	På den Tid blev der læst op af Moses's Bog for Folket, og man fandt skrevet deri, at ingen Ammonit eller Moabit nogen Sinde måtte få Adgang til Guds Menighed,
16O	13	2	fordi de ikke kom Israeliterne i Møde med Brød og Vand, og fordi han havde lejet Bileam til at forbande dem, men vor Gud vendte Forbandelsen til Velsignelse.
16O	13	3	Da de nu hørte Loven, udskilte de alle fremmede af Israel.
16O	13	4	Nogen Tid i Forvejen havdePræsten Eljasjib, hvem Opsynet med Kamrene i vor Guds Hus var overdraget, og som var i Slægt med Tobija,
16O	13	5	ladet indrette et stort Kammer til Tobija der, hvor man før henlagde Afgrødeofferet, Røgelsen, Karrene, Tienden af Kornet, Mosten og Olien, de i Loven foreskrevne Afgifter til Leviterne, Sangerne og Dørvogterne såvel som Offerydelsen til Præsterne.
16O	13	6	Da alt dette fandt Sted, var jeg ikke i Jerusalem, thi i Kong Artaxerxes af Babels to og tredivte Regeringsår var jeg rejst til Kongen. Men nogen Tid efter bad jeg Kongen om Tilladelse til at rejse,
16O	13	7	og da jeg kom til Jerusalem og opdagede det onde, Eljasjib havde øvet for Tobijas Skyld ved at indrette ham et Kammer i Guds Hus's Forgårde,
16O	13	8	harmede det mig højligen; og jeg kastede alt Tobijas Bohave ud af Kammeret
16O	13	9	og bød, at man skulde rense Kammeret, hvorefter jeg atter bragte Guds Hus's Kar, Afgrødeofferet og Røgelsen derind.
16O	13	10	Da fik jeg at vide, at Afgifterne til Leviterne ikke svaredes dem, og derfor var de Leviter og Sangere, der skulde gøre Tjeneste, flyttet ud hver til sin Landejendom;
16O	13	11	så gik jeg i Rette med Forstanderne og spurgte dem: Hvorfor er Guds Hus blevet vanrøgtet?" Og jeg fik atter Leviterne samlet og satte dem på deres Pladser.
16O	13	12	Så bragte hele Juda Tienden af Kornet, Mosten og Olien til Forrådskamrene;
16O	13	13	og jeg overdrog Tilsynet med Forrådskamrene til Præsten Sjelemja, Skriveren Zadok og Pedaja af Leviterne og gav dem til Medhjælper Hanan, en Søn af Zakkur, en Søn af Mattanja, da de regnedes for pålidelige; og dem pålå det så at uddele Tienden til deres Brødre.
16O	13	14	Kom mig det i Hu, min Gud, og udslet ikke de Kærlighedsgerninger, jeg har gjort mod min Guds Hus til Gavn for Tjenesten der!
16O	13	15	I de Dage så jeg i Juda nogle træde Persekarrene på Sabbaten, og andre så jeg bringe Horn i Hus eller læsse det på deres Æsler, ligeledes Vin, Druer, Figener og alle Slags Varer, og bringe det til Jerusalem på Sabbaten. Dem formanede jeg da, når de solgte Levnedsmidler.
16O	13	16	Også havde Folk fra Tyrus bosat sig der, og de kom med Fisk og alskens Varer og solgte dem på Sabbaten til Jøderne i Jerusalem.
16O	13	17	Jeg gik derfor i Rette med de store i Juda og sagde til dem: Hvor kan l handle så ilde og vanhellige Sabbatsdagen?
16O	13	18	Har ikke vor Gud bragt al denne Ulykke over os og over denne By, fordi eders Fædre handlede således? Og I bringer endnu mere Vrede over Israel ved at vanhellige Sabbaten!
16O	13	19	Og så snart Mørket faldt på i Jerusalems Porte ved Sabbatens Frembrud, bød jeg, at Portene skulde lukkes, og at de ikke måtte åbnes, før Sabbaten var omme; og jeg satte nogle af mine Folk ved Portene for at vogte på, at der ikke førtes Varer ind på Sabbaten.
16O	13	20	Da nu de handlende og de, der solgte alle Slags Varer, et Par Gange var blevet uden for Jerusalem Natten over,
16O	13	21	advarede jeg dem og sagde: "Hvorfor bliver I Natten over uden for Muren?  Hvis I gør det en anden Gang, lægger jeg Hånd på eder!" Og siden kom de ikke mere på Sabbaten.
16O	13	22	Fremdeles bød jeg Leviterne, at de skulde rense sig og komme og holde Vagt ved Portene, for at Sabbatsdagen kunde holdes hellig. Kom mig også det i Hu, min Gud, og forbarm dig over mig efter din store Miskundhed!
16O	13	23	På samme Tid lagde jeg også Mærke til, at hos de Jøder, der havde ægtet asdoditiske, ammonitiske eller moabitiske Kvinder,
16O	13	24	talte Halvdelen af børnene Asdoditisk eller et af de andre Folks Sprog, men kunde ikke tale Jødisk.
16O	13	25	Da gik jeg i Rette med dem og forbandede dem, ja, jeg slog nogle af dem og rykkede dem i Håret og besvor dem ved Gud: Giv dog ikke deres Sønner eders Døtre til Ægte og tag ikke deres Døtre til Hustruer for eders Sønner eller eder selv!
16O	13	26	Syndede ikke Kong Salomo af Israel for slige Kvinders Skyld? Mage til Konge fandtes dog ikke blandt de mange Folk, og han var så elsket af sin Gud, at Gud gjorde ham til Konge over hele Israel; og dog fik de fremmede Kvinder endog ham til at synde!
16O	13	27	Skal vi da virkelig høre om eder, at I begår al denne svare Misgerning og forbryder eder mod vor Gud ved at ægte fremmede Kvinder?
16O	13	28	En af Ypperstepræsten Eljasjibs Søn Jojadas Sønner, der var Horoniten Sanballats Svigersøn, jog jeg bort fra min Nærhed.
16O	13	29	Tilregn dem, min Gud, at de besmittede Præstedømmet og Præsternes og Leviternes Pagt!
16O	13	30	Således rensede jeg dem for alt fremmed, og jeg ordnede Tjenesten for Præsterne og Leviterne efter det Arbejde, hver især havde.
16O	13	31	og Ydelsen af Brænde til fastsatte Tider og af Førstegrøderne. Kom mig i Hu, min Gud, og regn mig det til gode!
17O	1	1	I Ahasverus's Dage - den Ahasverus, der herskede over Landene fra Indien til Ætiopien, 127 Lande -
17O	1	2	i hine Dage, da Kong Ahasverus sad på sin Kongetrone i Borgen Susan, tildrog der sig følgende.
17O	1	3	I sit tredje Regeringsår gjorde han et Gæstebud for alle sine Fyrster og sine Folk; Persiens og Mediens ypperste Hærførere og Landsdelenes Fyrster var hans Gæster,
17O	1	4	og han udfoldede sin kongelige Herligheds Rigdom og sin Magts Glans og Pragt for dem i mange Dage, 180 Dage.
17O	1	5	Og da disse Dage var omme, gjorde Kongen for hele Folket i Borgen Susan, fra den højeste til den laveste, et syv Dages Gæstebud på den åbne Plads foran Parken ved Kongeborgen.
17O	1	6	Hvidt Linned og violet Purpur var med Snore af fint Linned og rødt Purpur hængt op på Sølvstænger og Marmorsøjler, og Guld- og Sølvdivaner stod på et Gulv, der var indlagt med broget og hvidt Marmor, Perlemor og sorte Sten.
17O	1	7	Drikkene skænkedes i Guldbægre, alle forskellige, og der var kongelig Vin i store Måder på ægte Fyrstevis;
17O	1	8	og ved Drikkelaget gjaldt den Regel, at man ikke nødte nogen; thi Kongen havde pålagt alle sine Hovmestre at lade enhver om, hvor meget han vilde have.
17O	1	9	Også Dronning Vasjti gjorde et Gæstebud for Kvinderne i Kong Ahasverus's Kongeborg.
17O	1	10	Da Kongen den syvende Dag var oprømt af Vinen, bød han Mehuman, Bizta, Harbona, Bigta, Abagta, Zetar og Karkas, de syv Hofmænd, som stod i Kong Ahasverus's Tjeneste,
17O	1	11	at føre Dronning Vasjti, prydet med det kongelige Diadem, frem for Kongen, for at han kunde vise Folkene og Fyrsterne hendes Dejlighed. Thi hun var meget smuk.
17O	1	12	Men bronning Vasjti vægrede sig ved at komme på Kongens Bud, som Hofmændene overbragte. Da blev Kongen harmfuld, og Vreden blussede op i ham.
17O	1	13	Og Kongen spurgte de vise, som kendte til Tidernes Tydning - thi Kongens Ord blev efter Skik og Brug forelagt alle de lov- og retskyndige,
17O	1	14	og de, der stod ham nærmest, var Karsjena, Sjetar, Admata, Tarsjisj, Meres, Marsena og Memukan, de syv persiske og mediske Fyrster, som så Kongens Åsyn og havde den øverste Magt i Riget:
17O	1	15	Hvad skal der efter Loven gøres ved Dronning Vasjti, fordi hun ikke adlød den Befaling, Kong Ahasverus gav hende ved Hofmændene?
17O	1	16	Da sagde Memukan i Kongens og Fyrsternes Påhør: "Dronning Vasjti har ikke alene forbrudt sig imod Kongen, men også imod alle Fyrster og alle Folk i alle Kong Ahasverus's Lande;
17O	1	17	thi Dronningens Opførsel vil rygtes blandt alle Kvinderne, og Følgen bliver, at de viser deres Mænd Ringeagt, når det hedder sig: Kong Ahasverus bød, at man skulde føre Dronning Vasjti til ham, men hun kom ikke!
17O	1	18	Og så snart de hører om Dronningens Adfærd, lader Persiens og Mediens Fyrstinder alle Kongens Fyrster det høre; deraf kan der kun komme Ringeagt og Vrede.
17O	1	19	Hvis Kongen synes, så lade han udgå et kongeligt Bud, som skal optegnes i Persiens og Mediens Love og være uigenkaldeligt, om at Vasjti aldrig mere må vise sig for Kong Ahasverus; og Kongen skal give hendes kongelige Værdighed til en anden, som er bedre end hun.
17O	1	20	Når så den Forordning, kongen lader udgå, bliver kendt i hele hans Rige - thi det er stort - da vil alle Kvinderne, både høje og lave, vise deres Mænd Agtelse.
17O	1	21	Det Forslag var godt i Kongens og Fyrsternes Øjne, og Kongen fulgte Memukans Forslag.
17O	1	22	Han sendte Skrivelser til alle Kongens Lande, til hver Landsdel med dens egen Skrift og til hvert Folk på dets eget Sprog, om at hver Mand skulde være Herre i sit eget Hus og tale sit Folks Sprog.
17O	2	1	Men da der var gået nogen Tid, og Kong Ahasverus's Vrede havde lagt sig, kom han til at tænke på Vasjti, og hvad hun havde gjort, og hvad der var besluttet om hende.
17O	2	2	Da sagde Kongens Folk, der gik ham til Hånde: Man bør søge efter unge, smukke Jomfruer til Kongen;
17O	2	3	og Kongen bør overdrage Folk i alle sit Riges Dele det Hverv at samle alle unge, smukke Jomfruer og sende dem til Fruerstuen i Borgen Susan og der lade dem stille under Opsyn af Kongens Hofmand Hegaj, som vogter Kvinderne; lad dem så gennemgå Skønhedsplejen,
17O	2	4	og den unge Pige, Kongen synes om, skal være Dronning i Vasjtis Sted. Det Forslag var godt i Hongens Øjne, og han gjorde derefter.
17O	2	5	Nu var der i Borgen Susao en jødisk Mand ved Navn Mordokaj, en Søn af Ja'ir, en Søn af Sjim'i, en Søn af Kisj, en Benjaminit,
17O	2	6	som var ført bort fra Jerusalem blandt de Fanger, Kong Nebukadnezar af Babel bortførte sammen med Kong Jekonja af Juda.
17O	2	7	Han var Plejefader for Hadassa - det er Ester - hans Farbroders Datter; thi hun havde hverken Fader eller Moder. Den unge Pige havde en smuk Skikkelse og så godt ud; og efter hendes Forældres Død havde Mordokaj taget hende til sig i Datters Sted.
17O	2	8	Da nu Kongens Befaling og Bud blev kendt, og mange unge Piger samledes i Borgen Susan, hvor de stilledes under Opsyn af Hegaj, blev også Ester bragt til Kongens Hus og stillet under Opsyn af Hegaj, som vogtede Kvinderne.
17O	2	9	Pigen tiltalte ham og vandt hans Yndest, og så hurtigt som muligt lod han Skønhedsplejen foretage på hende og gav hende den Kost, hun skulde have, og stillede tillige de syv dertil udsete Piger fra Kongens Hus til hendes Tjeneste; og han lod hende og Pigerne flytte til den bedste Del af Fruerstuen.
17O	2	10	Ester røbede imidlertid ikke sit Folk og sin Slægt, thi det havde Mordokaj forbudt hende.
17O	2	11	Og Mordokaj gik Dag efter Dag frem og tilbage foran Fruerstuens Gård for at få at vide, hvorledes Ester havde det, og hvorledes det gik hende.
17O	2	12	Nu var det således, at når en af de unge Pigers Tid til at gå ind til Kong Ahasverus kom, efter at hun i tolv Måneder var behandlet efter Forskriften for Kvinderne sålang Tid tog nemlig Skønhedsplejen; seks Måneder blev de behandlet med Myrraolie og andre seks Måneder med vellugtende Stoffer og de andre Skønhedsmidler, som bruges af Kvinder
17O	2	13	når så den unge Pige gik ind til Kongen, gav man hende alt, hvad hun bad om, med fra Fruerstuen til Kongens Hus.
17O	2	14	Hun gik da derind om Aftenen, og næste Morgen vendte hun tilbage og kom så ind i den anden Fruerstue og blev stillet under Opsyn af Sja'asjgaz, den kongelige Hofmand, som vogtede Medhustruerne; så kom hun ikke mere til Kongen, medmindre Kongen havde syntes særlig godt om hende og hun udtrykkelig blev kaldt til ham.
17O	2	15	Da nu Tiden kom til, at Ester, en Datter af Abihajil, der var Farbroder til Mordokaj, som havde taget hende til sig i Datters Sted, skulde gå ind til Kongen, krævede hun ikke andet, end hvad Hegaj, den kongelige Hofmand, som vogtede Kvinderne, rådede til. Og Ester vandt Yndest hos alle, som så hende.
17O	2	16	Så blev Ester hentet til Kong Ahasverus i hans kongelige Palads i den tiende Måned, det er Tebet Måned, i hans syvende Regeringsår.
17O	2	17	Og Kongen fik Ester kærere end alle de andre Kvinder, og hun vandt hans Yndest og Gunst mere end alle de andre Jomfruer. Og han satte et kongeligt Diadem på hendes Hoved og gjorde hende til Dronning i Vasjtis Sted.
17O	2	18	Derpå gjorde Kongen et stort Gæstebud for alle sine Fyrster og Folk til Ære for Ester, og han eftergav Straf i sine Lande og uddelte Gaver, som det sømmede sig en Konge.
17O	2	19	Da Mordokaj engang sad i Kongens Port -
17O	2	20	Ester havde, som Mordokaj havde pålagt hende, intet røbet om sin Slægt og sit Folk; thi Ester gjorde, hvad Mordokaj sagde, som hun havde gjort, da hun var i Pleje hos ham
17O	2	21	som Mordokaj ved den Tid engang sad i Kongens Port, blev Bigtan og Teresj, to kongelige Hofmænd, der hørte til Dørvogterne, vrede på Kong Ahasverus og søgte Lejlighed til at lægge Hånd på ham.
17O	2	22	Det fik Mordokaj at vide og meddelte Dronning Ester det; og Ester sagde det til Kongen fra Mordokaj.
17O	2	23	Sagen blev undersøgt, og da den havde sin Rigtighed, blev de begge hængt i en Galge. Det blev optegnet i Krøniken i Kongens Påsyn.
17O	3	1	Nogen Tid efter gav Kong Ahasverus Agagiten Haman, Hammedatas Søn, en høj Stilling og udmærkede ham og gav ham Forsædet blandt alle Fyrsterne, som var hos ham.
17O	3	2	Og alle Kongens Tjenere, som var i Kongens Port, faldt på Knæ og kastede sig til Jorden for Haman, thi den Ære havde Kongen påbudt at vise ham. Men Mordokaj faldt ikke på Knæ og kastede sig ikke til Jorden.
17O	3	3	Kongens Tjenere, som var i Kongens Port, sagde da til Mordokaj: "Hvorfor overtræder du Kongens Bud?"
17O	3	4	Og da de havde sagt det til ham flere Dage i Træk, uden at han ænsede det, meldte de Haman det for at se, om Mordokajs Ord vilde blive taget for gyldige; thi han havde gjort gældende over for dem, at han var Jøde.
17O	3	5	Da nu Haman så, at Mordokaj hverken faldt på Knæ eller kastede sig til Jorden for ham, blev han såre opbragt.
17O	3	6	Og da det blev fortalt ham, hvilket Folk Mordokaj tilhørte, var han ikke tilfreds med kun at lægge Hånd på Mordokaj, men satte sig til Mål at få alle Jøderne i hele Ahasverus's Rige udryddet, fordi det var Mordokajs Folk.
17O	3	7	I den første Måned, det er Nisan Måned, i Kong Ahasverus's tolvte Regeringsår kastede man i Hamans Påsyn Pur, det er Lod, om hver enkelt Dag og hver enkelt Måned, og Loddet traf den trettende Dag i den tolvte Måned, det er Adar Måned.
17O	3	8	Haman sagde derpå til Kong Ahasverus: Der findes et Folk, som bor spredt og lever for sig selv iblandt Folkene i alle dit Riges Dele; deres Love er anderledes end alle andre Folks, og Kongens Love holder de ikke. Derfor er det ikke Kongen værdigt at lade dem være i Fred.
17O	3	9	Hvis Kongen synes, lad der så udgå skriftlig Befaling til at udrydde dem; jeg vil da kunne tilveje Embedsmændene 10.000 Talenter Sølv til at lægge i Kongens Skatkamre.
17O	3	10	Da tog Kongen Seglringen at sin Hånd og gav den til Agagiten Haman, Hammedatas Søn, Jødernes Fjende,
17O	3	11	og Kongen sagde til Haman: "Sølvet skal tilhøre dig, og med Folket kan du gøre, hvad du finder for godt!"
17O	3	12	Kongens Skrivere blev så tilkaldt den trettende Dag i den første Måned; og ganske som Haman bød, affattedes Skrivelser til de kongelige Satraper og Statholdere over hver enkelt Laodsdel og til hvert enkelt Folks Fyrster, til hver Landsdel med dens egen Skrift og til hvert Folk på dets eget Sprog. I Kong Ahasverus's Navn blev de skrevet, og de forsegledes med Kongens Seglring.
17O	3	13	Skrivelser sendtes så ved Ilbud ud i alle Kongens Lande med Befaling til at udrydde, ihjelslå og tilintetgøre alle Jøder, unge og gamle, Børn og Kvinder, på een Dag, den trettende Dag i den tolvte Måned, det er Adar Måned, og at prisgive deres Ejendele.
17O	3	14	En Afskrift af Skrivelsen, der skulde udstedes som Forordning i alle Rigets Dele, blev kundgjort for alle Folkene, for at de kunde være rede til den Dag.
17O	3	15	Ilbudene skyndte sig af Sted på Kongens Bud, så snart Forordningen var udgået i Borgen Susan. Kongen og Haman satte sig så til at drikke; men Byen Susan var rædselsslagen.
17O	4	1	Da Mordokaj fik at vide alt, hvad der var sket, sønderrev han sine Klæder, klædte sig i Sæk og Aske og gik ud i Byen og udstødte høje Veråb;
17O	4	2	og han kom hen på Pladsen foran Kongens Port, men heller ikke længere, fordi det ikke var tilladt at gå ind i Kongens Port, når man var klædt i Sæk.
17O	4	3	Og i hver eneste Landsdel, overalt, hvor Kongens Bud og Forordning nåede hen, var der blandt Jøderne stor Sorg og Faste, Gråd og Klage, og mange af dem redte sig et Leje af Sæk og Aske.
17O	4	4	Da nu Esters Piger og Hofmænd kom og fortalte hende det, grebes Dronningen af heftig Smerte; og hun sendte Klæder ud til Mordokaj, for at man skulde give ham dem på og tage Sørgeklæderne af ham; men han tog ikke imod dem.
17O	4	5	Da lod Ester Hatak, en af Kongens Hofmænd, som han havde stillet til hendes Tjeneste, kalde, og sendte ham til Mordokaj for at få at vide, hvad det skulde betyde, og hvad Grunden var dertil.
17O	4	6	Da Hatak kom ud til Mordokaj på Byens Torv foran Kongens Port,
17O	4	7	fortalte Mordokaj ham alt, hvad der var hændt ham, og opgav ham nøje, hvor meget Sølv Haman havde lovet at tilveje Kongens Skatkamre for at få Lov til at tilintetgøre Jøderne.
17O	4	8	Desuden gav han ham en Afskrift af Skrivelsen med den den i Susan udgåede Forordning om at udrydde dem, for at han skulde vise Ester den og tilkendegive hende det og pålægge hende at gå ind til Kongen og bede ham om Nåde og gå i Forbøn hos ham for sit Folk.
17O	4	9	Halak gik så ind og lod Ester vide, hvad Mordokaj havde sagt.
17O	4	10	Men Ester sendte Halak til Mordokaj med følgende Svar:
17O	4	11	Alle Kongens Tjenere og Folkene i Kongeos Lande ved, at der for enhver, Mand eller Kvinde, som ukaldet går ind til Kongen i den inderste Gård, kun gælder een Lov, den, at han skal lide Døden, medmindre Kongen rækker sit gyldne Septer ud imod ham; i så Fald beholder han Livet. Men jeg har nu i tredive Dage ikke været kaldt til Kongen!
17O	4	12	Da han havde meddelt Mordokaj Esters Ord,
17O	4	13	bød Mordokaj ham svare Ester: "Tro ikke, at du alene af alle Jøder skal undslippe, fordi du er i Kongens Hus!
17O	4	14	Nej, dersom du virkelig tier ved denne Lejlighed, så kommer der andetsteds fra Hjælp og Redning til Jøderne; men du og din Slægt skal omkomme. Hvem ved, om det ikke netop er for sligt Tilfældes Skyld, at du er kommet til kongelig Værdighed!
17O	4	15	Da sendte Ester Mordokaj det Svar:
17O	4	16	Gå hen og kald alle Susans Jøder sammen og hold Faste for mig, således at I hverken spiser eller drikker Dag eller Nat i tre Døgn; på samme Måde vil også jeg og mine Terner faste; og derefter vil jeg gå ind til Kongen, skønt det er imod Loven; skal jeg omkomme, så lad mig da omkomme!
17O	4	17	Så gik Mordokaj hen og gjorde ganske som Ester havde pålagt ham.
17O	5	1	Den tredje Dag iførte Ester sig det kongelige Skrud og trådte ind i den indre Gård til Kongens Palads, foran Kongens Palads, medens Kongen sad på sin Kongetrone i det kongelige Palads ud imod Indgangen.
17O	5	2	Da Kongen så Dronning Ester stå i Gården, fandt hun Nåde for hans Øjne, og Kongen rakte det gyldne Scepter, som han havde i Hånden, ud imod Ester. Da trådte Ester hen og rørte ved Spidsen af Scepteret;
17O	5	3	og Kongen sagde til hende: "Hvad fattes dig, Dronning Ester, og hvad er dit Ønske? Om det så er Halvdelen af Riget, skal du få det!
17O	5	4	Ester svarede: "Hvis Kongen synes, vil jeg bede Kongen og Haman om i Dag at komme til et Gæstebud, jeg har gjort rede for ham."
17O	5	5	Da sagde Kongen: Send hurtigt Bud efter Haman, for at Esters Ønske kan blive opfyldt!" Så kom Haman og Kongen til det Gæstebud, Ester havde gjort rede,
17O	5	6	og da de sad ved Vinen, sagde Kongen til Ester: Hvad er din Bøn? Du skal få den opfyldt. Og hvad er dit Ønske? Om det så er Halvdelen af Riget, skal det tilstås dig!
17O	5	7	Ester svarede: "Min Bøn og mit Ønske er
17O	5	8	hvis jeg har fundet Nåde for Kongens Øjne, og hvis det synes Kongen ret at opfylde min Bøn og tilstå mig mit Ønske, så komme Kongen og Haman til et Gæstebud, jeg vil gøre rede for dem. I Morgen vil jeg da gøre, som Kongen siger!"
17O	5	9	Haman gik glad og vel til Mode derfra den Dag. Men da Haman så Mordokaj i Kongens Port, og han hverken rejste sig op eller rørte sig af Pletten for ham, opfyldtes han af Vrede mod Mordokaj.
17O	5	10	Dog tvang han sig; men da han var kommet hjem, sendte han Bud efter sine Venner og sin Hustru Zeresj;
17O	5	11	og Haman talte til dem om sin overvættes Rigdom og sine mange Sønner og om al den Ære, Kongen havde vist ham, og hvorledes han havde udmærket ham frem for Fyrsterne og Kongens Folk.
17O	5	12	Og Haman sagde: Dronning Ester lod heller ikke andre end mig komme med Kongen til det Gæstebud, hun havde gjoet rede; og jeg er også indbudt af hende til i Morgen sammen med Kongen.
17O	5	13	Men alt det er mig ikke nok, så længe jeg ser denne Jøde Mordokaj sidde i Kongens Port."
17O	5	14	Da sagde hans Hustru Zeresj og alle hans Venner til ham: "Lad en Galge rejse, halvtredsindstyve Alen høj, og bed i Morgen tidlig Kongen om, at Mordokaj må blive hængt i den; så kan du gå glad til Gæstebudet med Kongen.  Det vandt Hamans Bifald, og han lod Galgen rejse.
17O	6	1	Samme Nat veg Søvnen fra Kongen. Da bød han, at man skulde hente Krøniken, i hvilken mindeværdige Tildragelser var optegnet, og man læste op for Kongen af den.
17O	6	2	Man fandt da optegnet, hvorledes Mordokaj havde meldt, at Bigtana og Teresj, to kongelige Hofmænd, der hørte til Dørvogterne, havde søgt Lejlighed til at lægge Hånd på Kong Ahasverus.
17O	6	3	Kongen spurgte da: "Hvilken Ære og Udmærkelse er der vist Mordokaj til Gengæld?" Kongens Folk, som gik ham til Hånde, svarede: "Der er ingen Ære vist ham."
17O	6	4	Så spurgte Kongen: Hvem er ude i Gården? Haman var netop kommet ind i den ydre Gård til Kongens Palads for at bede Kongen om, at Mordokaj måtte blive hængt i den Galge, han havde rejst til ham.
17O	6	5	Kongens Folk svarede ham: "Det er Haman, der står ude i Gården." Da sagde Kongen: "Lad ham komme ind!"
17O	6	6	Da Haman var kommet ind; sagde Kongen til ham: "Hvad gør man ved den Mand, Kongen ønsker at hædre?" Haman tænkte ved sig selv: "Hvem andre end mig skulde Kongen ønske at hædre?"
17O	6	7	Derfor svarede Haman Kongen: "Hvis Kongen ønsker at hædre en Mand,
17O	6	8	skal man lade hente en kongelig Klædning, som Kongen selv har båret, og en Hest, som Kongen selv har redet, og på hvis Hoved der er sat en kongelig Krone,
17O	6	9	og man skal overgive Klædningen og Hesten til en af Kongens ypperste Fyrster og give den Mand, Kongen ønsker at hædre, Klædningen på og føre ham på Hesten over Byens Torv og råbe foran ham: Således gør man ved den Mand, Kongen ønsker at hædre!
17O	6	10	Da sagde Kongen til Haman: "Skynd dig at hente Klædningen og Hesten, som du sagde, og gør således ved Jøden Mordokaj, som sidder i den kongelige Port!  Undlad intet af, hvad du sagde!
17O	6	11	Så hentede Haman Klædningen og Hesten, gav Mordokaj Klædningen på'og førte ham på Hesten over Byens Torv og råbte foran ham: Således gør man ved den Mand, Kongen ønsker at hædre!
17O	6	12	Derefter gik Morkodaj tilbage til Kongens Port. Men Haman skyndte sig hjem, nedslået og med tilhyllet Hoved.
17O	6	13	Og Haman fortalte sin Hustru Zeresj og alle sine Venner alt, hvad der var hændet ham. Da sagde hans Venner og hans Hustru Zeresj til ham: Hvis Mordokaj, over for hvem du nu for første Gang er kommet til kort, er af jødisk Æt, så kan du intet udrette imod ham, men det bliver dit Fald til sidst!
17O	6	14	Medens de endnu talte med ham, indtraf de kongelige Hofmænd for hurtigt at hente Haman til det Gæstebud, Ester havde gjort rede.
17O	7	1	Da Kongen tillige med Haman var kommet til Gæstebudet hos Dronning Ester
17O	7	2	spurgte Kongen atter den Dag Ester, medens de sad ved Vinen: "Hvad er din Bøn, Dronning Ester? Du skal få den opfyldt. Og hvad er dit Ønske? Om det så er Halvdelen af Riget, skal det tilstås dig!"
17O	7	3	Dronning Ester svarede: "Hvis jeg har fundet Nåde for dine Øjne, Konge, og hvis Kongen synes, giv mig så mit Liv på min Bøn og giv mig mit Folk på mit Ønske;
17O	7	4	thi jeg og mit Folk er solgt til at udryddes, ihjelslås og tilintetgøres.  Var vi endda solgt som Trælle og Trælkvinder, vilde jeg have tiet, thi så havde Ulykken ikke været stor nok til at ulejlige Kongen med!"
17O	7	5	Da svarede Kong Ahasverus Dronning Ester: "Hvem er han, og hvor er han, som har fået i Sinde at gøre dette?"
17O	7	6	Ester svarede: En fjendsk og ildesindet Mand, den onde Haman der!" Da blev Haman slaget af Rædsel for Kongen og Dronningen.
17O	7	7	Og Kongen rejste sig i Vrede fra Gæstebudet og gik ud i Paladsets Park, men Haman blev tilbage for al bønfalde Dronning Ester om sit Liv; thi han mærkede, at det var Kongens faste Vilje at styrte ham i Ulykke.
17O	7	8	Da Kongen kom tilbage fra Paladsets Park til Gæstebudsalen, havde Haman netop kastet sig ned over Divanen, som Ester lå på. Så sagde Kongen: "Vil han oven i Købet øve Vold imod Dronningen her i Huset i min Nærværelse!" Næppe var det Ord udgået af Kongens Mund, før man tilhyllede Hamans Ansigt;
17O	7	9	og Harbona, en af Hofmændene, der stod i Kongens Tjeneste, sagde: "Ved Hamans Hus står allerede den halvtredsindstyve Alen høje Galge, som Haman har ladet rejse til Mordokaj, hvis Ord dog var Kongen til Gavn!" Da sagde Kongen: "Hæng ham i den!"
17O	7	10	Og de hængte Haman i den Galge, han havde rejst til Mordokaj. Så lagde Kongens Vrede sig.
17O	8	1	Samme Dag gav Kong Ahasverus Dronning Ester Hamans, Jødernes Fjendes, Hus.  Og Mordokaj fik Foretræde hos Kongen, thi Ester havde fortalt, hvad han havde været for hende.
17O	8	2	Og Kongen tog sin Seglring, som han havde frataget Haman, og gav Mordokaj den. Og Ester satte Mordokaj over Hamans Hus.
17O	8	3	Men Ester henvendte sig atter til Kongen, og hun kastede sig ned for hans Fødder og græd og bønfaldt ham om at afværge de onde Råd, Agagiten Haman havde lagt op imod Jøderne.
17O	8	4	Kongen rakte det gyldne Scepter ud imod Ester, og Ester rejste sig op og trådte hen til Kongen
17O	8	5	og sagde: Hvis Kongen synes, og hvis jeg har fundet Nåde for hans Ansigt og Kongen holder det for ret, og han har Behag i mig, lad der så blive givet skriftlig Befaling til at tilbagekalde de Skrivelser, Agagiten Haman, Hammedatas Søn, udpønsede, og som han lod udgå for at udrydde Jøderne i alle Kongens Lande;
17O	8	6	thi hvor kan jeg udholde at se den Ulykke, som rammer mit Folk, og hvor kan jeg udholde at se min Slægts Undergang!"
17O	8	7	Da sagde Kong Ahasverus til Dronning Ester og Jøden Mordokaj: Hamans Hus har jeg givet Ester, og han, selv er blevet hængt i Galgen, fordi han stod Jødeme efter Livet.
17O	8	8	Nu kan I selv i Kongens Navn affatte en Skrivelse om Jøderne, som I finder det for godt, og sætte det kongelige Segl under; thi en Skrivelse, der een Gan: er udgået i Kongens Navn og forseglet med det kongelige Segl, kan ikke kaldes tilbage.
17O	8	9	Så blev Kongens Skrivere med det samme tilkaldt på den tre og tyvende Dag i den tredje Måned, det er Sivan Måned, og der blev skrevet, ganske som Mordokaj bød, til Jøderne og til Satraperne og Statholderne og Fyrsterne i Landene fra Indien til Ætiopien, 127 Landsdele, til hver Landsdel med dens egen Skrift og til hvert Folk på dets eget Sprog, også til Jøderne med deres egen Skrift og på deres eget Sprog.
17O	8	10	Han affattede Skrivelser i Kong Ahasverus's Navn og forseglede dem med Kongens Seglring; derefter sendte han dem ud ved ridende Ilbud, der red på Gangere fra de kongelige Stalde, med Kundgørelse om,
17O	8	11	at Kongen tilstedte Jøderne i hver enkelt By at slutte sig sammen og værge deres Liv og i hvert Folk og hvert Land at udrydde, ihjelslå og tilintetgøre alle væbnede Skarer, som angreb dem, tillige med Børn og Kvinder, og at plyndre deres Ejendele,
17O	8	12	alt på en og samme Dag i alle Kong Ahasverus's Lande, på den trettende Dag i den tolvte Måned, det er Adar Måned.
17O	8	13	En Afskrift af Skrivelsen, der skulde udgå som Forordning i alle Rigets Dele, blev kundgjort for alle Folkene, for at Jøderne den Dag kunde være rede til at tage Hævn over deres Fjender.
17O	8	14	Så snart Forordningen var givet i Borgen Susan, skyndte Ilbudene, som red på de kongelige Gangere, sig på Kongens Bud af Sted så hurtigt, de kunde.
17O	8	15	Men Mordokaj gik fra Kongen i en Kongelig Klædning af violet Purpur og hvidt Linned, med et stort Gulddiadem og en Kappe af fint Linned og rødt Purpur, medens Byen Susan jublede og glædede sig.
17O	8	16	Jøderne havde nu Lykke og Glæde, Fryd og Ære;
17O	8	17	og i hver eneste Landsdel og i hver eneste By, hvor bongens Bud og Forordning nåede hen, var der Fryd og Glæde blandt Jøderne med Gæstebud og Fest. Og mange af Hedningerne gik over til Jødedommen, thi Frygt for Jøderne var faldet på dem.
17O	9	1	På den trettende Dag i den tolvte Måned, det er Adar Måned, det er den Dag, da Kongens Befaling og Forordning skulde udføres, den Dag, da Jødernes Fjender havde håbet at kunne overvælde dem, medens det nu omvendt blev Jøderne, der på den Dag skulde overvælde deres Avindsmænd,
17O	9	2	sluttede Jøderne sig sammen i deres Byer i alle Kong Ahasverus's Lande for at lægge Hånd på dem, der vilde dem ondt; og ingen holdt Stand imod dem, thi Frygt for dem var faldet på alle Folkene.
17O	9	3	Og alle Landenes Fyrster og Satraperne og Statholderne og de kongelige Embedsmænd hjalp Jøderne, thi Frygt for Mordokaj var faldet på dem.
17O	9	4	Thi Mordokaj havde meget at sige ved Kongens Hof, og der gik Ry af ham i alle Lande; thi samme Mordokaj blev mægtigere og mægtigere.
17O	9	5	Således slog Jøderne løs på alle deres Fjender med Sværdhug, Drab og Ødelæggelse, og de handlede med deres Avindsmænd, som de havde Lyst.
17O	9	6	I Borgen Susan dræbte og tilintetgjorde Jøderne 500 Mand;
17O	9	7	og Parsjandata, Dalfon, Aspata,
17O	9	8	Porata, Adalja, Aridata,
17O	9	9	Parmasjta, Arisaj, Aridaj og Vajezata,
17O	9	10	de ti Sønner af Haman, Hammedatas Søn, Jødernes Fjende, dræbte de. Men efter Byttet rakte de ikke Hænderne ud.
17O	9	11	Samme dag kom Tallet på dem, der var dræbt i Borgen Susan, Kongen for Øre.
17O	9	12	Da sagde Kongen til Dronning Ester: I Borgen Susan har Jøderne dræbt og tilintetgjort 500 Mand, også Hamans ti Sønner; hvad må de da ikke have gjort i de andre kongelige Landsdele! Dog, hvad er din Bøn? Du skal få den opfyldt.  Og hvad er yderligere dit Ønske? Det skal tilstås dig!
17O	9	13	Ester svarede: Hvis Kongen synes, lad det så også i Morgen tillades Jøderne i Susan at handle som i Dag og lad Hamans ti Sønner blive hængt op i Galger!
17O	9	14	Da bød Kongen, at det skulde ske; og der udgik en Forordning derom i Susan, og Hamans ti Sønner blev hængt op i Galger.
17O	9	15	Så sluttede Jøderne i Susan sig også sammen på den fjortende Dag i Adar Måned og dræbte 300 Mand i Susan. Men efter Byttet rakte de ikke Hænderne ud.
17O	9	16	Men også de andre Jøder i Kongens Lande sluttede sig sammen og værgede deres Liv og tog Hævn over deres Fjenderog dræbte blandt deres Avindsmænd 75000
17O	9	17	på den trettende Dag i Adar Måned; men efter Byttet rakte de ikke Hænderne ud; og de hvilede på den fjortende og gjorde den til en Gæstebuds- og Glædesdag.
17O	9	18	Men Jøderne i Susan sluttede sig sammen både den trettende og fjortende Dag i Måoeden og hvilede på den femtende, og den gjorde de til Gæstebuds- og Glædesdag.
17O	9	19	Derfor fejrer Jøderne på Landet, de, der bor i Landsbyerne, den fjortende Dag i Adar Måned som en Glædes-, Gæstebuds- og Festdag, på hvilken de sender hverandre Gaver.
17O	9	20	Og Mordokaj nedskrev disse Tildragelser og udsendte Skrivelser til alle Jøder i alle Kong Ahasverus's Lande nær og fjern
17O	9	21	for at gøre det til Pligt for dem hvert År at fejre den fjortende og femtende Adar
17O	9	22	de Dage, da Jøderne fik Ro for deres Fjender, og den Måned, da deres Trængsel vendtes til Glæde og deres Sorg til en Festdag - at fejre dem som Gæstebuds- og Glædesdage, på hvilke de skulde sende hverandre af deres Mad og de fattige Gaver.
17O	9	23	Og Jøderne vedtog, at det, som de nu for første Gang havde gjort, og som Mordokaj havde skrevet til dem om, skulde være en fast Skik.
17O	9	24	Fordi Agagiten Haman, Hammedatas Søn, alle Jøders Fjende, havde lagt Råd op imod Jøderne om at tilintetgøre dem og kastet Pur - det er Lod - for at ødelægge og tilintetgøre dem,
17O	9	25	men Kongen havde, da det kom ham for Øre, givet skriftlig Befaling til, at det onde Råd, Homan havde lagt op mod Jøderne, skulde falde tilbage på hans eget Hoved, og ladet ham og hans Sønner hænge i Galgen,
17O	9	26	derfor kaldte man de bage Purim efter Ordet Pur. Og derfor, på Grund af alt, hvad Brevet indeholdt, og hvad de selv havde oplevet i så Henseende, og hvad der var tilstødt dem,
17O	9	27	gjorde Jøderne det til en fast Skik og Brug for sig selv, deres Efterkommere og alle, som sluttede sig til dem, at de ubrødeligt År efter År skulde fejre de to Dage efter Forskrifterne om dem og til den fastsatte Tid,
17O	9	28	og at de Dage skulde ihukommes og fejres i alle Tidsaldre og Slægter, i hvert Laod og hver By, så at disse Purimsdage aldrig skulde gå af Brug hos Jøderne og deres Ihukommelse aldrig ophøre blandt deres Efterkommere.
17O	9	29	Derpå lod Dronning Ester, Abihajils Datter, og Jøden Mordokaj en eftertrykkelig Skrivelse udgå for at stadfæste dette Brev om Purim.
17O	9	30	Og han sendte Breve til alle Jøder i de 127 Lande i Ahasverus's Rige med Freds og Sandheds Ord
17O	9	31	om at holde disse Purimsdage i Hævd på den fastsatte Tid, således som Jøden Mordokaj og Dronning Ester havde gjort det til Pligt for dem, og således som de havde bundet sig selv og deres Efterkommere til de foreskrevne Faster og Klageråb.
17O	9	32	Således stadfæstedes disse Purimsforskrifter ved Esters Befaling; og det blev optegnet i en Bog.
17O	10	1	Kong Ahasverus lagde Skat på Fastlandet og Kystlandene.
17O	10	2	Og alt, hvad han gjorde i sin Magt og Vælde, og en nøjagtig Skildring af den høje Værdighed, Kongen ophøjede Mordokaj til, står optegnet i Mediens og Persiens Kongers Krønike.
17O	10	3	Thi Jøden Mordokaj havde den højeste Værdighed efter Kong Ahasverus, og han stod i høj Anseelse hos Jøderne og var elsket af sine mange Landsmænd, fordi han virkede for sit Folks vel og talte til Bedste for al sin Slægt.
18O	1	1	Der levede engang i Landet Uz en mand ved Navn Job. Det var en from og retsindig Mand, der frygtede Gud og veg fra det onde.
18O	1	2	Syv Sønner og tre Døtre fødtes ham;
18O	1	3	og hans Ejendom udgjorde 7000 Stykker Småkvæg, 3000 Kameler, 500 Spand Okser, 500 Aseninder og såre mange Trælle, så han var mægtigere end alle Østens Sønner.
18O	1	4	Hans Sønner havde for Skik at holde Gæstebud på Omgang hos hverandre, og de indbød deres tre Søstre til at spise og drikke sammen med sig.
18O	1	5	Når så Gæstebudsdagene havde nået Omgangen rundt, sendte Job Bud og lod Sønnerne hellige sig, og tidligt om Morgenen ofrede han Brændofre, et for hver af dem. Thi Job sagde: "Måske har mine Sønner syndet og forbandet Gud i deres Hjerte." Således gjorde Job hver Gang.
18O	1	6	Nu hændte det en Dag, at Guds Sønner kom og trådte frem for HERREN, og iblandt dem kom også Satan.
18O	1	7	HERREN spurgte Satan: "Hvor kommer du fra?" Satan svarede HERREN: "Jeg har gennemvanket Jorden på Kryds og tværs."
18O	1	8	HERREN spurgte da Satan: " Har du lagt Mærke til min Tjener Job? Der findes ingen som han på Jorden, så from og retsindig en Mand, som frygter Gud og viger fra det onde."
18O	1	9	Men Satan svarede HERREN: "Mon det er for intet, Job frygter Gud?
18O	1	10	Har du ikke omgærdet ham og hans Hus og alt, hvad han ejer, på alle Kanter? Hans Hænders Idræt har du velsignet, og hans Hjorde breder sig i Landet.
18O	1	11	Men ræk engang din Hånd ud og rør ved alt, hvad han ejer! Sandelig, han vil forbande dig lige op i dit Ansigt!"
18O	1	12	Da sagde HERREN til Satan: "Se, alt hvad han ejer, er i din Hånd; kun mod ham selv må du ikke udrække din Hånd!" Så gik Satan bort fra HERRENs Åsyn.
18O	1	13	Da nu en Dag hans Sønner og Døtre spiste og drak i den ældste Broders Hus,
18O	1	14	kom et Sendebud til Job og sagde: "Okserne gik for Ploven, og Aseninderne græssede i Nærheden;
18O	1	15	så faldt Sabæerne over dem og tog dem; Karlene huggede de ned med Sværdet; jeg alene undslap for at melde dig det."
18O	1	16	Medens han endnu talte, kom en anden og sagde: "Guds Ild faldt ned fra Himmelen og slog ned iblandt Småkvæget og Karlene og fortærede dem; jeg alene undslap for at melde dig det."
18O	1	17	Medens han endnu talte, kom en tredje og sagde: "Kaldæerne kom i tre Flokke og kastede sig over Kamelerne og tog dem; Karlene huggede de ned med Sværdet; jeg alene undslap for at melde dig det."
18O	1	18	Medens han endnu talte, kom en fjerde og sagde: "Dine Sønner og Døtre spiste og drak i deres ældste Broders Hus;
18O	1	19	og se, da for der et stærkt Vejr hen over Ørkenen, og det tog i Husets fire Hjørner, så det styrtede ned over de unge Mænd, og de omkom; jeg alene undslap for at melde dig det."
18O	1	20	Da stod Job op, sønderrev sin Kappe, skar sit Hovedhår af og kastede sig til Jorden, tilbad
18O	1	21	og sagde: Nøgen kom jeg af Moders Skød, og nøgen vender jeg did tilbage.  HERREN gav, og HERREN tog, HERRENs Navn være lovet!"
18O	1	22	I alt dette syndede Job ikke og tillagde ikke Gud noget vrangt.
18O	2	1	Nu hændte det en Dag, at Guds Sønner kom og trådte frem for HERREN, og iblandt dem kom også Satan og trådte frem for ham.
18O	2	2	HERREN spurgte Satan: "Hvor kommer du fra?" Satan svarede HERREN: "Jeg bar gennemvanket Jorden på Kryds og tværs."
18O	2	3	HERREN spurgte da Satan: "Har du lagt Mærke til min Tjener Job? Der findes ingen som han på Jorden, så from og retsindig en Mand, som frygter Gud og viger fra det onde. Endnu holder han fast ved sin Fromhed, og uden Grund har du ægget mig til at ødelægge ham!"
18O	2	4	Men Satan svarede HERREN: "Hud for Hud! En Mand giver alt, hvad han ejer, for sit Liv!
18O	2	5	Men ræk engang din Hånd ud og rør ved hans Ben og Kød! Sandelig, han vil forbande dig lige op i dit Ansigt!"
18O	2	6	Da sagde HERREN til Satan: "Se, han er i din Hånd; kun skal du skåne hans Liv!"
18O	2	7	Så gik Satan bort fra HERRENs Åsyn, og han slog Job med ondartet Bylder fra Fodsål til Isse,
18O	2	8	Og Job tog sig et Potteskår til at skrabe sig med, medens han sad i Askedyngen.
18O	2	9	Da sagde hans Hustru til ham: "Holder du endnu fast ved din Fromhed? Forband Gud og dø!"
18O	2	10	Men han svarede hende: "Du taler som en Dåre! Skulde vi tage imod det gode fra Gud, men ikke imod det onde?" I alt dette syndede Job ikke med sine Læber.
18O	2	11	Da Jobs tre Venner hørte om al den Ulykke, der havde ramt ham, kom de hver fra sin Hjemstavn. Temaniten Elifaz, Sjuhiten Bildad og Na'amatiten Zofar, og aftalte at gå hen og vise ham deres Medfølelse og trøste ham.
18O	2	12	Men da de i nogen Frastand så op og ikke kunde genkende ham, opløftede de deres Røst og græd, sønderrev alle tre deres Kapper og kastede Støv op over deres Hoveder.
18O	2	13	Så sad de på Jorden hos ham i syv Dage og syv Nætter, uden at nogen af dem mælede et Ord til ham; thi de så, at hans Lidelser var såre store.
18O	3	1	Derefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag,
18O	3	2	og Job tog til Orde og sagde:
18O	3	3	Bort med den Dag, jeg fødtes, den Nat, der sagde: "Se, en Dreng!"
18O	3	4	Denne Dag vorde Mørke, Gud deroppe spørge ej om den, over den stråle ej Lyset frem!
18O	3	5	Mulm og Mørke løse den ind, Tåge lægge sig over den, Formørkelser skræmme den!
18O	3	6	Mørket tage den Nat, den høre ej hjemme blandt Årets Dage, den komme ikke i Måneders Tal!
18O	3	7	Ja, denne Nat vorde gold, der lyde ej Jubel i den!
18O	3	8	De, der besværger Dage, forbande den, de, der har lært at hidse Livjatan";
18O	3	9	dens Morgenstjerner formørkes, den bie forgæves på Lys, den skue ej Morgenrødens Øjenlåg,
18O	3	10	fordi den ej lukked mig Moderlivets Døre og skjulte Kvide for mit Blik!
18O	3	11	Hvi døde jeg ikke i Moders Liv eller udånded straks fra Moders Skød?
18O	3	12	Hvorfor var der Knæ til at tage imod mig, hvorfor var der Bryster at die?
18O	3	13	Så havde jeg nu ligget og hvilet, så havde jeg slumret i Fred
18O	3	14	blandt Konger og Jordens Styrere, der bygged sig Gravpaladser,
18O	3	15	blandt Fyrster, rige på Guld, som fyldte deres Huse med Sølv.
18O	3	16	Eller var jeg dog som et nedgravet Foster. som Børn, der ikke fik Lyset at se!
18O	3	17	Der larmer de gudløse ikke mer, der hviler de trætte ud,
18O	3	18	alle de fangne har Ro, de hører ej Fogedens Røst;
18O	3	19	små og store er lige der og Trællen fri for sin Herre.
18O	3	20	Hvi giver Gud de lidende Lys, de bittert sørgende Liv,
18O	3	21	dem, som bier forgæves på Døden, graver derefter som efter Skatte,
18O	3	22	som glæder sig til en Stenhøj, jubler, når de finder deres Grav
18O	3	23	en Mand, hvis Vej er skjult, hvem Gud har stænget inde?
18O	3	24	Thi Suk er blevet mit daglige Brød, mine Ve råb strømmer som Vand.
18O	3	25	Thi hvad jeg gruer for, rammer mig, hvad jeg bæver for, kommer over mig.
18O	3	26	Knap har jeg Fred, og knap har jeg Ro, knap har jeg Hvile, så kommer Uro!
18O	4	1	Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
18O	4	2	Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?
18O	4	3	Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder, 4 dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft.
18O	4	5	Men nu det gælder dig selv, så taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!
18O	4	6	Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Håb?
18O	4	7	Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?
18O	4	8	Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og sår Fortræd, de høster det selv.
18O	4	9	For Guds Ånd går de til Grunde, for hans Vredes Pust går de til.
18O	4	10	Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slås ud;
18O	4	11	Løven omkommer af Mangel på Rov, og Løveungerne spredes.
18O	4	12	Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken
18O	4	13	i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;
18O	4	14	Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;
18O	4	15	et Pust strøg over mit Ansigt, Hårene rejste sig på min Krop.
18O	4	16	Så stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det så ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:
18O	4	17	"Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?
18O	4	18	End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,
18O	4	19	endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!
18O	4	20	De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslås uden at ænses, for evigt går de til Grunde.
18O	4	21	Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom."
18O	5	1	Råb kun! Giver nogen dig Svar? Og til hvem af de Hellige vender du dig?
18O	5	2	Thi Dårens Harme koster ham Livet, Tåbens Vrede bliver hans Død.
18O	5	3	Selv har jeg set en Dåre rykkes op, hans Bolig rådne brat;
18O	5	4	hans Sønner var uden Hjælp, trådtes ned i Porten, ingen reddede dem;
18O	5	5	sultne åd deres Høst, de tog den, selv mellem Torne, og tørstige drak deres Mælk.
18O	5	6	Thi Vanheld vokser ej op af Støvet, Kvide spirer ej frem af Jorden,
18O	5	7	men Mennesket avler Kvide, og Gnisterne flyver til Vejrs.
18O	5	8	Nej, jeg vilde søge til Gud og lægge min Sag for ham,
18O	5	9	som øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal,
18O	5	10	som giver Regn på Jorden og nedsender Vand over Marken
18O	5	11	for at løfte de bøjede højt, så de sørgende opnår Frelse,
18O	5	12	han, som krydser de kloges Tanker, så de ikke virker noget, der varer,
18O	5	13	som fanger de vise i deres Kløgt, så de listiges Råd er forhastet;
18O	5	14	i Mørke raver de, selv om Dagen, famler ved Middag, som var det Nat.
18O	5	15	Men han frelser den arme fra Sværdet og fattig af stærkes Hånd,
18O	5	16	så der bliver Håb for den ringe og Ondskaben lukker sin Mund.
18O	5	17	Held den Mand, som revses at Gud; ringeagt ej den Almægtiges Tugt!
18O	5	18	Thi han sårer, og han forbinder, han slår, og hans Hænder læger.
18O	5	19	Seks Gange redder han dig i Trængsel, syv går Ulykken uden om dig;
18O	5	20	han frier dig fra Døden i Hungersnød, i Krig fra Sværdets Vold;
18O	5	21	du er gemt for Tungens Svøbe, har intet at frygte, når Voldsdåd kommer;
18O	5	22	du ler ad Voldsdåd og Hungersnød og frygter ej Jordens vilde dyr;
18O	5	23	du har Pagt med Markens Sten, har Fred med Markens Vilddyr;
18O	5	24	du kender at have dit Telt i Fred, du mønstrer din Bolig, og intet fattes;
18O	5	25	du kender at have et talrigt Afkom, som Jordens Urter er dine Spirer;
18O	5	26	Graven når du i Ungdomskraft, som Neg føres op, når Tid er inde.
18O	5	27	Se, det har vi gransket, således er det; det har vi hørt, så vid også du det!
18O	6	1	Så tog Job til Orde og svarede:
18O	6	2	"Gid man vejed min Harme og vejed min Ulykke mod den!
18O	6	3	Thi tungere er den end Havets Sand, derfor talte jeg over mig!
18O	6	4	Thi i mig sidder den Almægtiges Pile, min Ånd inddrikker deres Gift; Rædsler fra Gud forvirrer mig.
18O	6	5	Skriger et Vildæsel midt i Græsset, brøler en Okse ved sit Foder?
18O	6	6	Spiser man ferskt uden Salt, smager mon Æggehvide godt?
18O	6	7	Min Sjæl vil ej røre derved, de Ting er som Lugt af en Løve.
18O	6	8	Ak, blev mit Ønske dog opfyldt, Gud give mig det, som jeg håber
18O	6	9	vilde d dog knuse mig, række Hånden ud og skære mig fra,
18O	6	10	så vilde det være min Trøst - jeg hopped af Glæde trods skånselsløs Kval at jeg ikke har nægtet den Helliges Ord.
18O	6	11	Hvad er min Kraft, at jeg skal holde ud, min Udgang, at jeg skal være tålmodig?
18O	6	12	Er da min Kraft som Stenens, er da mit Legeme Kobber?
18O	6	13	Ak, for mig er der ingen Hjælp, hver Udvej lukker sig for mig.
18O	6	14	Den, der nægter sin Næste Godhed, han bryder med den Almægtiges Frygt.
18O	6	15	Mine Brødre sveg mig som en Bæk, som Strømme, hvis Vand svandt bort,
18O	6	16	de, der var grumset af os, og som Sneen gemte sig i,
18O	6	17	men som svandt ved Solens Glød, tørredes sporløst ud i Hede;
18O	6	18	Karavaner bøjer af fra Vejen, drager op i Ørkenen og går til Grunde;
18O	6	19	Temas Karavaner spejder, Sabas Rejsetog håber på dem,
18O	6	20	men de beskæmmes i deres Tillid, de kommer derhen og skuffes!
18O	6	21	Ja, slige Strømme er I mig nu, Rædselen så I og grebes af Skræk!
18O	6	22	Har jeg mon sagt: "Giv mig Gaver, løs mig med eders Velstand,
18O	6	23	red mig af Fjendens Hånd, køb mig fri fra Voldsmænds Hånd!"
18O	6	24	Lær mig, så vil jeg tie, vis mig, hvor jeg har fejlet!
18O	6	25	Redelig Tale, se, den gør Indtryk; men eders Revselse, hvad er den værd?
18O	6	26	Er det jer Hensigt at revse Ord? Den fortvivledes Ord er dog Mundsvejr!
18O	6	27	Selv om en faderløs kasted I Lod og købslog om eders Ven.
18O	6	28	Men vilde I nu dog se på mig! Mon jeg lyver jer op i Ansigtet?
18O	6	29	Vend jer hid, lad der ikke ske Uret, vend jer, thi end har jeg Ret!
18O	6	30	Er der Uret på min Tunge, eller skelner min Gane ej, hvad der er ondt?
18O	7	1	Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.
18O	7	2	Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,
18O	7	3	så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del. 4 Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
18O	7	5	Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
18O	7	6	Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb.
18O	7	7	Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!
18O	7	8	Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.
18O	7	9	Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte,
18O	7	10	han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.
18O	7	11	Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
18O	7	12	Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
18O	7	13	Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
18O	7	14	da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
18O	7	15	så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.
18O	7	16	Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
18O	7	17	Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
18O	7	18	hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
18O	7	19	Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
18O	7	20	Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
18O	7	21	Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!
18O	8	1	Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:
18O	8	2	"Hvor længe taler du så, hvor længe skal Mundens Uvejr rase?
18O	8	3	Mon Gud vel bøjer Retten, bøjer den Almægtige Retfærd?
18O	8	4	Har dine Sønner syndet imod ham, og gav han dem deres Brøde i Vold,
18O	8	5	så søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Nåde!
18O	8	6	Såfremt du er ren og oprigtig, ja, da vil han våge over dig, genrejse din Retfærds Bolig;
18O	8	7	din fordums Lykke vil synes ringe, såre stor skal din Fremtid blive.
18O	8	8	Thi spørg dog den befarne Slægt, læg Mærke til Fædrenes Granskning!
18O	8	9	Vi er fra i Går, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage på Jord.
18O	8	10	Mon ej de kan lære dig, sige dig det og give dig Svar af Hjertet:
18O	8	11	Vokser der Siv, hvor der ikke er Sump, gror Nilgræs frem, hvor der ikke er Vand?
18O	8	12	Endnu i Grøde, uden at høstes, visner det før alt andet Græs.
18O	8	13	Så går det enhver, der glemmer Gud, en vanhelliges Håb slår fejl:
18O	8	14	som Sommerspind er hans Tilflugt, hans Tillid er Spindelvæv; 15 han støtter sig til sit Hus, det falder, han klynger sig til det, ej står det fast.
18O	8	16	I Solskinnet vokser han frodigt, hans Ranker breder sig Haven over,
18O	8	17	i Stendynger fletter hans Rødder sig ind, han hager sig fast mellem Sten;
18O	8	18	men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: "Jeg har ikke set dig!"
18O	8	19	Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer en anden!
18O	8	20	Se, Gud agter ej den uskyldige ringe, han holder ej fast ved de ondes Hånd.
18O	8	21	End skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Jubel;
18O	8	22	dine Avindsmænd skal klædes i Skam og gudløses Telt ej findes mer!
18O	9	1	Så tog Job til Orde og svarede:
18O	9	2	"Jeg ved forvist, at således er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud?
18O	9	3	Vilde Gud gå i Rette med ham, kan han ikke svare på et af tusind!
18O	9	4	Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra?
18O	9	5	Han flytter Bjerge så let som intet, vælter dem om i sin Vrede,
18O	9	6	ryster Jorden ud af dens Fuger, så dens Grundstøtter bæver;
18O	9	7	han taler til solen, så skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl,
18O	9	8	han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme,
18O	9	9	han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre,
18O	9	10	han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal!
18O	9	11	Går han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke;
18O	9	12	røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: "Hvad gør du?"
18O	9	13	Gud lægger ikke Bånd på sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham;
18O	9	14	hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham!
18O	9	15	Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, må bede min Dommer om Nåde!
18O	9	16	Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst,
18O	9	17	han, som river mig bort i Stormen, giver mig - Sår på Sår uden Grund,
18O	9	18	ikke lader mig drage Ånde, men lader mig mættes med beskeing.
18O	9	19	Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da!
18O	9	20	Har jeg end Ret, må min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!
18O	9	21	Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet!
18O	9	22	Lige meget; jeg påstår derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet!
18O	9	23	Når Svøben kommer med Død i et Nu, så spotter han skyldfries Hjertekval;
18O	9	24	Jorden gav han i gudløses Hånd, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han?
18O	9	25	Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og så ikke Lykke,
18O	9	26	gled hen som Både af Si, som en Ørn, der slår ned på Bytte.
18O	9	27	Dersom jeg siger: "Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad,"
18O	9	28	må jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.
18O	9	29	Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte?
18O	9	30	Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder,
18O	9	31	du dypped mig dog i Pølen, så Klæderne væmmedes ved mig.
18O	9	32	Thi du er ikke en Mand som jeg, så jeg kunde svare, så vi kunde gå for Retten sammen;
18O	9	33	vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Hånd på os begge!
18O	9	34	Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke,
18O	9	35	da talte jeg uden at frygte ham,, thi min Dom om mig selv er en anden!
18O	10	1	Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,
18O	10	2	sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig!
18O	10	3	Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Råd?
18O	10	4	Har du da kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser,
18O	10	5	er dine Dage som Menneskets Dage, er dine År som Mandens Dage,
18O	10	6	siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd,
18O	10	7	endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Hånd er der ingen Redning!
18O	10	8	Dine Hænder gjorde og danned mig først, så skifter du Sind og gør mig til intet!
18O	10	9	Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig!
18O	10	10	Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost,
18O	10	11	iklædte mig Hud og kød og fletted mig sammen med Ben og Sener?
18O	10	12	Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Ånd
18O	10	13	og så gemte du dog i dit Hjerte på dette, jeg skønner, dit Øjemed var:
18O	10	14	Synded jeg, vogted du på mig og tilgav ikke min Brøde.
18O	10	15	Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.
18O	10	16	Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig;
18O	10	17	nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig!
18O	10	18	Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udåndet, uset af alle;
18O	10	19	jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.
18O	10	20	Er ej mine Livsdage få? Så slip mig, at jeg kan kvæges lidt, 21 før jeg for evigt går bort til Mørkets og Mulmets Land,
18O	10	22	Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket."
18O	11	1	Så tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde:
18O	11	2	"Skal en Ordgyder ej have Svar, skal en Mundheld vel have Ret?
18O	11	3	Skal Mænd vel tie til din Skvalder, skal du spotte og ikke få Skam?
18O	11	4	Du siger: "Min Færd er lydeløs, og jeg er ren i hans Øjne!"
18O	11	5	Men vilde dog Gud kun tale, oplade sine Læber imod dig,
18O	11	6	kundgøre dig Visdommens Løndom, thi underfuld er den i Væsen; da vilde du vide, at Gud har glemt dig en Del af din Skyld!
18O	11	7	Har du loddet Bunden i Gud og nået den Almægtiges Grænse?
18O	11	8	Højere er den end Himlen hvad kan du? Dybere end Dødsriget - hvad ved du?
18O	11	9	Den overgår Jorden i Vidde, er mere vidtstrakt end Havet.
18O	11	10	Farer han frem og fængsler, stævner til Doms, hvem hindrer ham?
18O	11	11	Han kender jo Løgnens Mænd, Uret ser han og agter derpå,
18O	11	12	så tomhjernet Mand får Vid, og Vildæsel fødes til Menneske.
18O	11	13	Hvis du får Skik på dit Hjerte og breder dine Hænder imod ham,
18O	11	14	hvis Uret er fjern fra din Hånd, og Brøde ej bor i dit Telt, 15 ja, da kan du lydefri løfte dit Åsyn og uden at frygte stå fast,
18O	11	16	ja, da skal du glemme din Kvide, mindes den kun som Vand, der flød bort;
18O	11	17	dit Liv skal overstråle Middagssolen, Mørket vorde som lyse Morgen.
18O	11	18	Tryg skal du være, fordi du har Håb; du ser dig om og går trygt til Hvile,
18O	11	19	du ligger uden at skræmmes op. Til din Yndest vil mange bejle.
18O	11	20	Men de gudløses Øjne vansmægter; ude er det med deres Tilflugt, deres Håb er blot at udånde Sjælen!
18O	12	1	Så tog Job til Orde og svarede:
18O	12	2	"Ja, sandelig, I er de rette, med eder dør Visdommen ud!
18O	12	3	Også jeg har som I Forstand, står ikke tilbage for eder, hvo kender vel ikke sligt?
18O	12	4	Til Latter for Venner er den, der råbte til Gud og fik Svar. den retfærdige er til Latter.
18O	12	5	I Ulykke falder de fromme, den sorgløse spotter Faren, hans Fod står fast, mens Fristen varer.
18O	12	6	I Fred er Voldsmænds Telte, og trygge er de, der vækker Guds Vrede, den, der fører Gud i sin Hånd.
18O	12	7	Spørg dog Kvæget, det skal lære dig, Himlens Fugle, de skal oplyse dig,
18O	12	8	se til Jorden, den skal lære dig lad Havets Fisk fortælle dig det!
18O	12	9	Hvem blandt dem alle ved vel ikke, at HERRENs Hånd har skabt det;
18O	12	10	han holder alt levendes Sjæl i sin Hånd, alt Menneskekødets Ånd!
18O	12	11	Prøver ej Øret Ord, og smager ej Ganen Maden?
18O	12	12	Er Alderdom eet med Visdom, Dagenes Række med Indsigt?
18O	12	13	Hos ham er der Visdom og Vælde, hos ham er der Råd og Indsigt.
18O	12	14	Hvad han river ned, det bygges ej op, den, han lukker inde, kommer ej ud;
18O	12	15	han dæmmer for Vandet, og Tørke kommer, han slipper det løs, og det omvælter Jorden.
18O	12	16	Hos ham er der Kraft og Fasthed; den, der farer og fører vild, er hans Værk.
18O	12	17	Rådsherrer fører han nøgne bort, og Dommere gør han til Tåber;
18O	12	18	han løser, hvad Konger bandt, og binder dem Reb om Lænd;
18O	12	19	Præster fører han nøgne bort og styrter ældgamle Slægter;
18O	12	20	han røver de dygtige Mælet og tager de gamles Sans;
18O	12	21	han udøser Hån over Fyrster og løser de stærkes Bælte;
18O	12	22	han drager det skjulte frem af Mørket og bringer Mulmet for Lyset,
18O	12	23	gør Folkene store og lægger dem øde, udvider Folkeslags Grænser og fører dem atter bort;
18O	12	24	han tager Jordens Høvdingers Vid og lader dem rave i vejløst Øde;
18O	12	25	de famler i Mørke uden Lys og raver omkring som drukne.
18O	13	1	Se, mit Øje har skuet alt dette, mit Øre har hørt og mærket sig det;
18O	13	2	hvad I ved, ved også jeg, jeg falder ikke igennem for jer.
18O	13	3	Men til den Almægtige vil jeg tale, med Gud er jeg sindet at gå i Rette,
18O	13	4	mens I smører på med Løgn; usle Læger er I til Hobe.
18O	13	5	Om I dog vilde tie stille, så kunde I regnes for vise!
18O	13	6	Hør dog mit Klagemål, mærk mine Læbers Anklage!
18O	13	7	Forsvarer I Gud med Uret, forsvarer I ham med Svig?
18O	13	8	Vil I tage Parti for ham, vil I træde i Skranken for Gud?
18O	13	9	Går det godt, når han ransager eder, kan I narre ham, som man narrer et Menneske?
18O	13	10	Revse jer vil han alvorligt, om I lader som intet og dog er partiske.
18O	13	11	Vil ikke hans Højhed skræmme jer og hans Rædsel falde på eder?
18O	13	12	Eders Tankesprog bliver til Askesprog, som Skjolde af Ler eders Skjolde.
18O	13	13	Ti stille, at jeg kan tale, så overgå mig, hvad der vil!
18O	13	14	Jeg vil bære mit Kød i Tænderne og tage mit Liv i min Hånd;
18O	13	15	se, han slår mig ihjel, jeg har intet Håb, dog lægger jeg for ham min Færd.
18O	13	16	Det er i sig selv en Sejr for mig, thi en vanhellig vover sig ikke til ham!
18O	13	17	Hør nu ret på mit Ord, lad mig tale for eders Ører!
18O	13	18	Se, til Rettergang er jeg rede, jeg ved, at Retten er min!
18O	13	19	Hvem kan vel trætte med mig? Da skulde jeg tie og opgive Ånden!
18O	13	20	Kun for to Ting skåne du mig, så kryber jeg ikke i Skjul for dig:
18O	13	21	Din Hånd må du tage fra mig, din Rædsel skræmme mig ikke!
18O	13	22	Så stævn mig, og jeg skal svare, eller jeg vil tale, og du skal svare!
18O	13	23	Hvor stor er min Skyld og Synd? Lad mig vide min Brøde og Synd!
18O	13	24	Hvi skjuler du dog dit Åsyn og regner mig for din Fjende?
18O	13	25	Vil du skræmme et henvejret Blad, forfølge et vissent Strå,
18O	13	26	at du skriver mig så bitter en Dom og lader mig arve min Ungdoms Skyld,
18O	13	27	lægger mine Fødder i Blokken, vogter på alle mine Veje. indkredser mine Fødders Trin!
18O	14	1	Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;
18O	14	2	han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, står ikke fast.
18O	14	3	Og på ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!
18O	14	4	Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!
18O	14	5	Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,
18O	14	6	tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!
18O	14	7	Thi for et Træ er der Håb: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;
18O	14	8	ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:
18O	14	9	lugter det Vand, får det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;
18O	14	10	men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor er han da?
18O	14	11	Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,
18O	14	12	så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlen forgår, aldrig vækkes han af sin Søvn.
18O	14	13	Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu!
18O	14	14	Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;
18O	14	15	du skulde kalde - og jeg skulde svare længes imod dine Hænders Værk!
18O	14	16	Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,
18O	14	17	forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.
18O	14	18	Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,
18O	14	19	som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, så har du udslukt Menneskets Håb.
18O	14	20	For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.
18O	14	21	Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;
18O	14	22	ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.
18O	14	28	Og så er han dog som smuldrende Trøske, som Klæder, der ædes op af Møl,
18O	15	1	Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
18O	15	2	"Mon Vismand svarer med Mundsvejr og fylder sit Indre med Østenvind
18O	15	3	for at hævde sin Ret med gavnløs Tale, med Ord, som intet båder?
18O	15	4	Desuden nedbryder du Gudsfrygt og krænker den Stilhed, som tilkommer Gud.
18O	15	5	Din Skyld oplærer din Mund, du vælger de listiges Sprog. Din Mund domfælder dig, ikke jeg, dine Læber vidner imod dig!
18O	15	7	Var du den første, der fødtes, kom du til Verden, før Højene var?
18O	15	8	Mon du lytted til, da Gud holdt Råd, og mon du rev Visdommen til dig?
18O	15	9	Hvad ved du, som vi ikke ved, hvad forstår du, som vi ikke kender?
18O	15	10	Også vi har en gammel iblandt os, en Olding, hvis Dage er fler end din Faders!
18O	15	11	Er Guds Trøst dig for lidt, det Ord, han mildelig talede til dig?
18O	15	12	Hvi river dit Hjerte dig hen, hvi ruller dit Øje vildt?
18O	15	13	Thi du vender din Harme mod Gud og udstøder Ord af din Mund.
18O	15	14	Hvor kan et Menneske være rent, en kvindefødt have Ret?
18O	15	15	End ikke sine Hellige tror han, og Himlen er ikke ren i hans Øjne,
18O	15	16	hvad da den stygge, den onde, Manden, der drikker Uret som Vand!
18O	15	17	Jeg vil sige dig noget, hør mig, jeg fortæller, hvad jeg har set,
18O	15	18	hvad vise Mænd har forkyndt, deres Fædre ikke dulgt,
18O	15	19	dem alene var Landet givet, ingen fremmed færdedes blandt dem:
18O	15	20	Den gudløse ængstes hele sit Liv, de stakkede År, en Voldsmand lever;
18O	15	21	Rædselslyde fylder hans Ører, midt under Fred er Hærgeren over ham;
18O	15	22	han undkommer ikke fra Mørket, opsparet er han for Sværdet,
18O	15	23	udset til Føde for Gribbe, han ved, at han står for Fald;
18O	15	24	Mørkets Dag vil skræmme ham. Trængsel og Angst overvælde ham som en Konge, rustet til Strid.
18O	15	25	Thi Hånden rakte han ud mod Gud og bød den Almægtige Trods,
18O	15	26	stormed bårdnakket mod ham med sine tykke, buede Skjolde.
18O	15	27	Thi han dækked sit Ansigt med Fedt og samlede Huld på sin Lænd.
18O	15	28	tog Bolig i Byer, der øde lå hen. i Huse, man ikke må bo i, bestemt til at ligge i Grus.
18O	15	29	Han bliver ej rig, hans Velstand forgår, til Jorden bøjer sig ikke hans Aks;
18O	15	30	han undkommer ikke fra Mørket. Solglød udtørrer hans Spire, hans Blomst rives bort af Vinden.
18O	15	31	Han stole ikke på Tomhed han farer vild thi Tomhed skal være hans Løn!
18O	15	32	I Utide visner hans Stamme, hans Palmegren skal ikke grønnes;
18O	15	33	han ryster som Ranken sin brue af og kaster som Olietræet sin Blomst.
18O	15	34	Thi vanhelliges Samfund er goldt, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte;
18O	15	35	svangre med Kvide, føder de Uret, og deres Moderskød fostrer Svig!
18O	16	1	Så tog Job til Orde og svarede:
18O	16	2	"Nok har jeg hørt af sligt, besværlige Trøstere er I til Hobe!
18O	16	3	Får Mundsvejret aldrig Ende? Hvad ægged dig dog til at svare?
18O	16	4	Også jeg kunde tale som I, hvis I kun var i mit Sted, føje mine Ord imod jer og ryste på Hovedet ad jer,
18O	16	5	styrke jer med min Mund, ej spare på ynksomme Ord!
18O	16	6	Taler jeg, mildnes min Smerte ikke og om jeg tier, hvad Lindring får jeg?
18O	16	7	Dog nu har han udtømt min Kraft, du bar ødelagt hele min Kreds;
18O	16	8	at du greb mig, gælder som Vidnesbyrd mod mig, min Magerhed vidner imod mig.
18O	16	9	Hans Vrede river og slider i mig, han skærer Tænder imod mig. Fjenderne hvæsser Blikket imod mig,
18O	16	10	de opspiler Gabet imod mig, slår mig med Hån på Kind og flokkes til Hobe omkring mig;
18O	16	11	Gud gav mig hen i Niddingers Vold, i gudløses Hænder kasted han mig.
18O	16	12	Jeg leved i Fred, så knuste han mig, han greb mig i Nakken og sønderslog mig; han stilled mig op som Skive,
18O	16	13	hans Pile flyver omkring mig, han borer i Nyrerne uden Skånsel, udgyder min Galde på Jorden;
18O	16	14	Revne på Revne slår han mig, stormer som Kriger imod mig.
18O	16	15	Over min Hud har jeg syet Sæk og boret mit Horn i Støvel;
18O	16	16	mit Ansigt er rødt af Gråd, mine Øjenlåg hyllet i Mørke,
18O	16	17	skønt der ikke er Vold i min Hånd, og skønt min Bøn er ren!
18O	16	18	Dølg ikke, Jord, mit Blod, mit Skrig komme ikke til Hvile!
18O	16	19	Alt nu er mit Vidne i Himlen, min Talsmand er i det høje;
18O	16	20	gid min Ven lod sig finde! Mit Øje vender sig med Tårer til Gud,
18O	16	21	at han skifter Ret mellem Manden og Gud, mellem Mennesket og hans Ven!
18O	17	1	Brudt er min Ånd, mine Dage slukt, og Gravene venter mig;
18O	17	2	visselig, Spot er min Del, og bittert er, hvad mit Øje må skue.
18O	17	3	Stil Sikkerhed for mig hos dig! Hvem anden giver mig Håndslag?
18O	17	4	Thi du lukked deres Hjerte for Indsigt, derfor vil du ikke ophøje dem;
18O	17	5	den, der forråder Venner til Plyndring, hans Sønners Øjne hentæres.
18O	17	6	Til Mundheld har du gjort mig for Folk, jeg er blevet et Jærtegn for dem;
18O	17	7	mit Øje er sløvet af Kvide, som Skygger er mine Lemmer til Hobe;
18O	17	8	retsindige stivner af Rædsel ved sligt, over vanhellig harmes den skyldfri,
18O	17	9	men den retfærdige holder sin Vej, en renhåndet vokser i Kraft.
18O	17	10	Men I, mød kun alle frem igen, en Vismand fnder jeg ikke iblandt jer!
18O	17	11	Mine Dage stunder mod Døden, brudt er mit Hjertes Ønsker;
18O	17	12	Natten gør jeg til Dag, Lyset for mig er Mørke;
18O	17	13	vil jeg håbe, får jeg dog Bolig i Døden, jeg reder i Mørket mit Leje,
18O	17	14	Graven kalder jeg Fader, Forrådnelsen Moder og Søster.
18O	17	15	Hvor er da vel mit Håb, og hvo kan øjne min Lykke?
18O	17	16	Mon de vil følge mig ned i Dødsriget, skal sammen vi synke i Støvet?
18O	17	22	Thi talte er de kommende År, jeg skal ud på en Færd, jeg ej vender hjem fra.
18O	18	1	Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:
18O	18	2	"Så gør dog en Ende på dine Ord, kom til Fornuft og lad os tale!
18O	18	3	Hvi skal vi regnes for Kvæg og stå som umælende i dine Øjne? 4 Du, som i Vrede sønderslider din Sjæl, skal for din Skyld Jorden blive øde og Klippen flyttes fra sit Sted?
18O	18	5	Nej, den gudløses Lys bliver slukt, hans Ildslue giver ej Lys;
18O	18	6	Lyset i hans Telt går ud, og hans Lampe slukkes for ham;
18O	18	7	hans kraftige Skridt bliver korte, han falder for eget Råd;
18O	18	8	thi hans Fod drives ind i Nettet, på Fletværk vandrer han frem,
18O	18	9	Fælden griber om Hælen, Garnet holder ham fast;
18O	18	10	Snaren er skjult i Jorden for ham og Saksen på hans Sti;
18O	18	11	Rædsler skræmmer ham alle Vegne og kyser ham Skridt for Skridt:
18O	18	12	Ulykken hungrer efter ham, Undergang lurer på hans Fald:
18O	18	13	Dødens førstefødte æder hans Lemmer, æder hans Legemes Lemmer;
18O	18	14	han rives bort fra sit Telt, sin Fortrøstning; den styrer hans Skridt til Rædslernes Konge;
18O	18	15	i hans Telt har Undergang hjemme, Svovl strøs ud på hans Bolig;
18O	18	16	nedentil tørrer hans Rødder, oventil visner hans Grene;
18O	18	17	hans Minde svinder fra Jord, på Gaden nævnes ikke hans Navn;
18O	18	18	man støder ham ud fra Lys i Mørket og driver ham bort fra Jorderig;
18O	18	19	i sit Folk har han ikke Afkom og Æt, i hans Hjem er der ingen tilbage;
18O	18	20	de i Vester stivner ved hans Skæbnedag, de i Øst bliver slagne af Rædsel.
18O	18	21	Ja, således går det den lovløses Bolig, dens Hjem, der ej kender Gud!
18O	19	1	Så tog Job til Orde og svarede:
18O	19	2	"Hvor længe vil I krænke min Sjæl og slå mig sønder med Ord?
18O	19	3	I håner mig nu for tiende Gang, mishandler mig uden Skam.
18O	19	4	Har jeg da virkelig fejlet, hænger der Fejl ved mig?
18O	19	5	Eller gør I jer store imod mig og revser mig ved at smæde?
18O	19	6	Så vid da, at Gud har bøjet min Ret, omspændt mig med sit Net.
18O	19	7	Se, jeg skriger: Vold! men får ikke Svar, råber om Hjælp, der er ingen Ret.
18O	19	8	Han spærred min Vej, jeg kom ikke frem, han hylled mine Stier i Mørke;
18O	19	9	han klædte mig af for min Ære, berøved mit Hoved Kronen,
18O	19	10	brød mig ned overalt, så jeg må bort, oprykked mit Håb som Træet;
18O	19	11	hans Vrede blussede mod mig, han regner mig for sin Fjende;
18O	19	12	samlede rykker hans Flokke frem og bryder sig Vej imod mig, de lejrer sig om mit Telt.
18O	19	13	Mine Brødre har fjernet sig fra mig, Venner er fremmede for mig,
18O	19	14	mine nærmeste og Hendinge holder sig fra mig, de, der er i mit Hus, har glemt mig;
18O	19	15	mine Piger regner mig for en fremmed, vildfremmed er jeg i deres Øjne;
18O	19	16	ej svarer min Træl, når jeg kalder, jeg må trygle ham med min Mund;
18O	19	17	ved min Ånde væmmes min Hustru, mine egne Brødre er jeg en Stank;
18O	19	18	selv Drenge agter mig ringe, når jeg reljser mig, taler de mod mig;
18O	19	19	Standsfælleræmmes til Hobe ved mig, de, jeg elskede, vender sig mod mig.
18O	19	20	Benene hænger fast ved min Hud, med Kødet i Tænderne slap jeg bort.
18O	19	21	Nåde, mine Venner, Nåde, thi Guds Hånd har rørt mig!
18O	19	22	Hvi forfølger og I mig som Gud og mættes ej af mit Kød?
18O	19	23	Ak, gid mine Ord blev skrevet op, blev tegnet op i en Bog,
18O	19	24	med Griffel af Jern, med Bly indristet i Hlippen for evigt!
18O	19	25	Men jeg ved, at min Løser lever, over Støvet vil en Forsvarer stå frem.
18O	19	26	Når min sønderslidte Hud er borte, skal jeg ud fra mit Kød skue Gud,
18O	19	27	hvem jeg skal se på min Side; ham skal mine Øjne se, ingen fremmed! Mine Nyrer forgår i mit Indre!
18O	19	28	Når I siger: "Hor vi skal forfølge ham, Sagens Rod vil vi udfinde hos ham!"
18O	19	29	så tag jer i Vare for Sværdet; thi Vrede rammer de lovløse, at I skal kende, der kommer en Dom!
18O	20	1	Så tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde
18O	20	2	"Derfor bruser Tankerne i mig, og derfor stormer det i mig;
18O	20	3	til min Skam må jeg høre på Tugt, får tankeløst Mundsvejr til Svar!
18O	20	4	Ved du da ikke fra Arilds Tid, fra Tiden, da Mennesket sattes på Jorden,
18O	20	5	at gudløses Jubel er kort og vanhelliges Glæde stakket?
18O	20	6	Steg end hans Hovmod til Himlen, raged hans Hoved i Sky,
18O	20	7	som sit Skarn forgår han for evigt, de, der så ham, siger: "Hvor er han?"
18O	20	8	Han flyr som en Drøm, man finder ham ikke, som et Nattesyn jages han bort;
18O	20	9	Øjet, der så ham, ser ham ej mer, hans Sted får ham aldrig at se igen.
18O	20	10	Hans Sønner bejler til ringes Yndest, hans Hænder må give hans Gods tilbage.
18O	20	11	Hans Ben var fulde af Ungdomskraft, men den lægger sig med ham i Støvet.
18O	20	12	Er det onde end sødt i hans Mund, når han gemmer det under sin Tunge,
18O	20	13	sparer på det og slipper det ikke, holder det fast til sin Gane,
18O	20	14	så bliver dog Maden i hans Indre til Slangegift inden i ham;
18O	20	15	Godset, han slugte, må han spy ud, Gud driver det ud af hans Bug,
18O	20	16	han indsuger Slangernes Gift, og Øgleungen slår ham ihjel;
18O	20	17	han skuer ej Strømme af Olie, Bække af Honning og Fløde;
18O	20	18	han må af med sin Vinding, svælger den ej, får ingen Glæde af tilbyttet Gods.
18O	20	19	Thi han knuste de ringe og lod dem ligge, ranede Huse, han ej havde bygget.
18O	20	20	Thi han har ingen Hjælp af sin Rigdom, trods sine Skatte reddes han ikke;
18O	20	21	ingen gik fri for hans Glubskhed, derfor varer hans Lykke ikke;
18O	20	22	midt i sin Overflod har han det trangt, al Slags Nød kommer over ham.
18O	20	23	For at fylde hans Bug sender Gud sin Vredes Glød imod ham, lader sin Harme regne på ham.
18O	20	24	Flyr han for Brynje af Jern, så gennemborer ham Kobberbuen;
18O	20	25	en Kni kommer ud af hans Ryg, et lynende Stål af hans Galde; over ham falder Rædsler,
18O	20	26	idel Mørke er opsparet til ham; Ild, der ej blæses op, fortærer ham, æder Levningen i hans Telt.
18O	20	27	Himlen bringer hans Brøde for Lyset, og Jorden rejser sig mod ham.
18O	20	28	Hans Huses Vinding må bort, rives bort på Guds Vredes Dag.
18O	20	29	Slig er den gudløses Lod fra Gud og Lønnen fra Gud for hans Brøde!
18O	21	1	Så tog Job til Orde og svarede:
18O	21	2	"Hør dog, hør mine Ord, lad det være Trøsten, I giver!
18O	21	3	Find jer nu i, at jeg taler, siden kan I jo håne!
18O	21	4	Gælder min Klage Mennesker? Hvi skulde jeg ej være utålmodig?
18O	21	5	Vend jer til mig og stivn af Rædsel, læg Hånd på Mund!
18O	21	6	Jeg gruer, når jeg tænker derpå, mit Legeme gribes af Skælven:
18O	21	7	De gudløse, hvorfor lever de, bliver gamle, ja vokser i Kraft?
18O	21	8	Deres Æt har de blivende hos sig, deres Afkom for deres Øjne;
18O	21	9	deres Huse er sikre mod Rædsler, Guds Svøbe rammer dem ikke;
18O	21	10	ej springer deres Tyr forgæves, Koen kælver, den kaster ikke;
18O	21	11	de slipper deres Drenge ud som Får, deres Børneflok boltrer sig ret;
18O	21	12	de synger til Pauke og Citer, er glade til Fløjtens Toner;
18O	21	13	de lever deres Dage i Lykke og synker med Fred i Dødsriget,
18O	21	14	skønt de siger til Gud: "Gå fra os, at kende dine Veje er ikke vor Lyst!
18O	21	15	Den Almægtige? Hvad han? Skal vi tjene ham? Hvad Gavn at banke på hos ham?"
18O	21	16	Er ej deres Lykke i deres Hånd og gudløses Råd ham fjernt?
18O	21	17	Når går de gudløses Lampe ud og når kommer Ulykken over dem? Når deler han Loddet ud i sin Vrede,
18O	21	18	så de bliver som Strå for Vinden, som Avner, Storm fører bort?
18O	21	19	Gemmer Gud hans Ulykkeslod til hans Børn? Ham selv gengælde han, så han mærker det,
18O	21	20	lad ham selv få sit Vanheld at se, den Almægtiges Vrede at drikke!
18O	21	21	Thi hvad bryder han sig siden om sit Hus, når hans Måneders Tal er udrundet?
18O	21	22	Kan man vel tage Gud i Skole, ham, som dømmer de højeste Væsner?
18O	21	23	En dør jo på Lykkens Tinde, helt tryg og så helt uden Sorger:
18O	21	24	hans Spande er fulde af Mælk, hans Knogler af saftig Marv;
18O	21	25	med bitter Sjæl dør en anden og har aldrig nydt nogen Lykke;
18O	21	26	de lægger sig begge i Jorden, og begge dækkes af Orme!
18O	21	27	Se, jeg kender så vel eders Tanker og de Rænker, I spinder imod mig,
18O	21	28	når I siger: "Hvor er Stormandens Hus og det Telt, hvor de gudløse bor?"
18O	21	29	Har I aldrig spurgt de berejste og godkendt deres Beviser:
18O	21	30	Den onde skånes på Ulykkens Dag og frelses på Vredens Dag.
18O	21	31	Hvem foreholder ham vel hans Færd, gengælder ham, hvad han gør?
18O	21	32	Til Graven bæres han hen, ved hans Gravhøj holdes der Vagt;
18O	21	33	i Dalbunden hviler han sødt, Alverden følger så efter, en Flok uden Tal gik forud for ham.
18O	21	34	Hvor tom er den Trøst, som I giver! Eders Svar - kun Svig er tilbage!
18O	22	1	Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
18O	22	2	"Gavner et Menneske Gud? Nej, den kloge gavner sig selv.
18O	22	3	Har den Almægtige godt af din Retfærd, Vinding af, at din Vandel er ret?
18O	22	4	Revser han dig for din Gudsfrygt? Eller går han i Rette med dig derfor?
18O	22	5	Er ikke din Ondskab stor og din Brøde uden Ende?
18O	22	6	Thi du pantede Brødre uden Grund, trak Klæderne af de nøgne,
18O	22	7	gav ikke den trætte Vand at drikke og nægted den sultne Brød.
18O	22	8	Den mægtige - hans var Landet, den hædrede boede der.
18O	22	9	Du lod Enker gå tomhændet bort, knuste de faderløses Arme.
18O	22	10	Derfor var der Snaret omkring dig, og Rædsel ængsted dig brat.
18O	22	11	Dit Lys blev Mørke, du kan ej se, og Strømme af Vand går over dig!
18O	22	12	Er Gud ej i højen Himmel? Se Stjernernes Tinde, hvor højt de står!
18O	22	13	Dog siger du: "Hvad ved Gud, holder han Dom bag sorten Sky?
18O	22	14	Skyerne skjuler ham, så han ej ser, på Himlens Runding går han!"
18O	22	15	Vil du følge Fortidens Sti, som Urettens Mænd betrådte,
18O	22	16	de, som i Utide reves bort, hvis Grundvold flød bort som en Strøm,
18O	22	17	som sagde til Gud: "Gå fra os! Hvad kan den Almægtige gøre os?"
18O	22	18	Og han havde dog fyldt deres Huse med godt. Men de gudløses Råd er ham fjernt.
18O	22	19	De retfærdige så det og glædede sig, den uskyldige spottede dem:
18O	22	20	For vist, vore Fjender forgik, og Ild fortæred de sidste af dem.
18O	22	21	Bliv Ven med ham og hold Fred. derved vil der times dig Lykke;
18O	22	22	tag dog mod Lærdom af ham og læg dig hans Ord på Sinde!
18O	22	23	Vender du ydmygt om til den Almægtige, fjerner du Uretten fra dit Telt,
18O	22	24	kaster du Guldet på Jorden, Ofirguldet blandt Bækkenes Sten,
18O	22	25	så den Almægtige bliver dit Guld, hans Lov dit Sølv,
18O	22	26	ja, da skal du fryde dig over den Almægtige og løfte dit Åsyn til Gud.
18O	22	27	Beder du til ham, hører han dig, indfri kan du, hvad du har lovet;
18O	22	28	hvad du sætter dig for, det lykkes, det lysner på dine Veje;
18O	22	29	thi stolte, hovmodige ydmyger han, men hjælper den, der slår Øjnene ned;
18O	22	30	han frelser uskyldig Mand; det sker ved hans Hænders Renhed!
18O	23	1	Så tog Job til Orde og svarede:
18O	23	2	"Også i Dag er der Trods i min Klage, tungt ligger hans Hånd på mit Suk!
18O	23	3	Ak, vidste jeg Vej til at finde ham, kunde jeg nå hans Trone!
18O	23	4	Da vilde jeg udrede Sagen for ham og fylde min Mund med Beviser,
18O	23	5	vide, hvad Svar han gav mig, skønne, hvad han sagde til mig!
18O	23	6	Mon han da satte sin Almagt imod mig? Nej, visselig agted han på mig;
18O	23	7	da gik en oprigtig i Rette med ham, og jeg bjærged for evigt min Ret.
18O	23	8	Men går jeg mod Øst, da er han der ikke, mod Vest, jeg mærker ej til ham;
18O	23	9	jeg søger i Nord og ser ham ikke, drejer mod Syd og øjner ham ej.
18O	23	10	Thi han kender min Vej og min Vandel, som Guld går jeg frem af hans Prøve.
18O	23	11	Min Fod har holdt fast ved hans Spor, hans Vej har jeg fulgt, veg ikke derfra,
18O	23	12	fra hans Læbers Bud er jeg ikke veget, hans Ord har jeg gemt i mit Bryst.
18O	23	13	Men han gjorde sit Valg, hvem hindrer ham Han udfører, hvad hans Sjæl attrår.
18O	23	14	Thi han fuldbyrder, hvad han bestemte, og af sligt har han meget for.
18O	23	15	Derfor forfærdes jeg for ham og gruer ved Tanken om ham.
18O	23	16	Ja, Gud har nedbrudt mit Mod, forfærdet mig har den Almægtige;
18O	23	17	thi jeg går til i Mørket, mit Åsyn dækkes af Mulm.
18O	24	1	Hvorfor har ej den Almægtige opsparet Tider, hvi får de, som kender ham, ikke hans Dage at se?
18O	24	2	De onde flytter Markskel, ranede Hjorde har de på Græs.
18O	24	3	faderløses Æsel fører de bort, tager Enkens Okse som Borgen:
18O	24	4	de trænger de fattige af Vejen. Landets arme må alle skjule sig.
18O	24	5	Som vilde Æsler i Ørkenen går de ud til deres Gerning søgende efter Næring; Steppen er Brød for Børnene.
18O	24	6	De høster på Marken om Natten, i Rigmandens Vingård sanker de efter.
18O	24	7	Om Natten ligger de nøgne, uden Klæder, uden Tæppe i Hulden.
18O	24	8	De vædes af Bjergenes Regnskyl, klamrer sig af Mangel på Ly til Klippen.
18O	24	9	- Man river den faderløse fra Brystet, tager den armes Barn som Borgen.
18O	24	10	Nøgne vandrer de, uden Klæder, sultne bærer de Neg;
18O	24	11	mellem Murene presser de Olie. de træder Persen og tørster.
18O	24	12	De drives fra By og Hus, og Børnenes Hunger skriger. Men Gud, han ænser ej vrangt.
18O	24	13	Andre hører til Lysets Fjender, de kender ikke hans Veje og holder sig ej på hans Stier:
18O	24	14	Før det lysner, står Morderen op, han myrder arm og fattig; om Natten sniger Tyven sig om;
18O	24	15	Horkarlens Øje lurer på Skumring, han tænker: "Intet Øje kan se mig!" og skjuler sit Ansigt under en Maske.
18O	24	16	I Mørke bryder de ind i Huse, de lukker sig inde om Dagen, thi ingen af dem vil vide af Lys.
18O	24	17	For dem er Mørket Morgen, thide er kendt med Mørkets Rædsler.
18O	24	18	Over Vandfladen jages han hen, hans Arvelod i Landet forbandes, han færdes ikke på Vejen til Vingården.
18O	24	19	Som Tørke og Hede tager Snevand, så Dødsriget dem, der har syndet.
18O	24	20	Han er glemt på sin Hjemstavns Torv, hans Storhed kommes ej mer i Hu, Uretten knækkes som Træet.
18O	24	21	Han var ond mod den golde, der ikke fødte, mod Enken gjorde han ikke vel;
18O	24	22	dem, det gik skævt, rev han bort i sin Vælde. Han står op og er ikke tryg på sit Liv,
18O	24	23	han styrtes uden Håb og Støtte, og på hans Veje er idel Nød.
18O	24	24	Hans Storhed er stakket, så er han ej mer, han bøjes og skrumper ind som Melde og skæres af som Aksenes Top.
18O	24	25	Og hvis ikke - hvo gør mig til Løgner, hvo gør mine Ord til intet?
18O	25	1	Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:
18O	25	2	"Hos ham er der Vælde og Rædsel, han skaber Fred i sin høje Bolig.
18O	25	3	Er der mon Tal på hans Skarer? Mod hvem står ikke hans Baghold op?
18O	25	4	Hvor kan en Mand have Ret imod Gud, hvor kan en kvindefødt være ren?
18O	25	5	Selv Månen er ikke klar i hans Øjne og Stjernerne ikke rene
18O	25	6	endsige en Mand, det Kryb, et Menneskebarn, den Orm!
18O	26	1	Så tog Job til Orde og svarede:
18O	26	2	"Hvor har du dog hjulpet ham, den afmægtige, støttet den kraftløse Arm!
18O	26	3	Hvor har du dog rådet ham, den uvise, kundgjort en Fylde af Visdom!
18O	26	4	Hvem hjalp dig med at få Ordene frem, hvis Ånd mon der talte af dig?
18O	26	5	Skyggerne skælver af Angst, de, som bor under Vandene;
18O	26	6	blottet er Dødsriget for ham, Afgrunden uden Dække.
18O	26	7	Han udspænder Norden over det tomme, ophænger Jorden på intet;
18O	26	8	Vandet binder han i sine Skyer, og Skylaget brister ikke derunder;
18O	26	9	han fæstner sin Trones Hjørner og breder sit Skylag derover;
18O	26	10	han drog en Kreds over Vandene, der, hvor Lys og Mørke skilles.
18O	26	11	Himlens Støtter vakler, de gribes af Angst ved hans Trusel;
18O	26	12	med Vælde bragte han Havet til Ro og knuste Rahab med Kløgt;
18O	26	13	ved hans Ånde klarede Himlen op hans Hånd gennembored den flygtende Slange.
18O	26	14	Se, det er kun Omridset af hans Vej, hvad hører vi andet end Hvisken? Hans Vældes Torden, hvo fatter vel den?
18O	27	1	Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
18O	27	2	"Så sandt Gud lever, som satte min Ret til Side, den Almægtige, som gjorde mig mod i Hu:
18O	27	3	Så længe jeg drager Ånde og har Guds Ånde i Næsen,
18O	27	4	skal mine Læber ej tale Uret, min Tunge ej fare med Svig!
18O	27	5	Langt være det fra mig at give jer Ret; til jeg udånder, opgiver jeg ikke min Uskyld.
18O	27	6	Jeg hævder min Ret, jeg slipper den ikke, ingen af mine Dage piner mit Sind.
18O	27	7	Som den gudløse gå det min Fjende, min Modstander som den lovløse!
18O	27	8	Thi hvad er den vanhelliges Håb, når Gud bortskærer og kræver hans Sjæl?
18O	27	9	Hører mon Gud hans Skrig, når Angst kommer over ham?
18O	27	10	Mon han kan fryde sig over den Almægtige, føjer han ham, når han påkalder ham?
18O	27	11	Jeg vil lære jer om Guds Hånd, den Almægtiges Tanker dølger jeg ikke;
18O	27	12	se, selv har I alle set det, hvi har I så tomme Tanker?
18O	27	13	Det er den gudløses Lod fra Gud, Arven, som Voldsmænd får fra den Almægtige:
18O	27	14	Vokser hans Sønner, er det for Sværdet, hans Afkom mættes ikke med Brød;
18O	27	15	de øvrige bringer Pesten i Graven, deres Enker kan ej holde Klage over dem.
18O	27	16	Opdynger han Sølv som Støv og samler sig Klæder som Ler
18O	27	17	han samler, men den retfærdige klæder sig i dem, og Sølvet arver den skyldfri;
18O	27	18	han bygger sit Hus som en Edderkops, som Hytten, en Vogter gør sig;
18O	27	19	han lægger sig rig, men for sidste ang, han slår Øjnene op, og er det ej mer;
18O	27	20	Rædsler når ham som Vande, ved Nat river Stormen ham bort;
18O	27	21	løftet af Østenstorm farer han bort, den fejer ham væk fra hans Sted.
18O	27	22	Skånselsløst skyder han på ham, i Hast må han fly fra hans Hånd;
18O	27	23	man klapper i Hænderne mod ham og piber ham bort fra hans Sted!
18O	28	1	Sølvet har jo sit Leje, som renses, sit sted
18O	28	2	Jern hentes op af Jorden, og Sten smeltes om til Kobber.
18O	28	3	På Mørket gør man en Ende og ransager indtil de dybeste Kroge Mørkets og Mulmets Sten;
18O	28	4	man bryder en Skakt under Foden, og glemte, foruden Fodfæste, hænger de svævende fjernt fra Mennesker.
18O	28	5	Af Jorden fremvokser Brød, imedens dens Indre omvæltes som af Ild;
18O	28	6	i Stenen der sidder Safiren, og der er Guldstøv i den.
18O	28	7	Stien derhen er Rovfuglen ukendt, Falkens Øje udspejder den ikke;
18O	28	8	den trædes ikke af stolte Vilddyr, Løven skrider ej frem ad den.
18O	28	9	På Flinten lægger man Hånd og omvælter Bjerge fra Roden;
18O	28	10	i Klipperne hugger man Gange, alskens Klenodier skuer Øjet;
18O	28	11	man tilstopper Strømmenes Kilder og bringer det skjulte for Lyset.
18O	28	12	Men Visdommen - hvor mon den findes, og hvor er Indsigtens Sted?
18O	28	13	Mennesket kender ikke dens Vej, den findes ej i de levendes Land;
18O	28	14	Dybet siger: "I mig er den ikke!" Havet: "Ej heller hos mig!"
18O	28	15	Man får den ej for det fineste Guld, for Sølv kan den ikke købes,
18O	28	16	den opvejes ikke med Ofirguld, med kostelig Sjoham eller Safir;
18O	28	17	Guld og Glar kan ej måle sig med den, den fås ej i Bytte for gyldne Kar,
18O	28	18	Krystal og Koraller ikke at nævne. At eje Visdom er mere end Perler,
18O	28	19	Ætiopiens Topas kan ej måle sig med den, den opvejes ej med det rene Guld.
18O	28	20	Men Visdommen - hvor mon den kommer fra, og hvor er Indsigtens Sted?
18O	28	21	Den er dulgt for alt levendes Øje og skjult for Himmelens Fugle;
18O	28	22	Afgrund og Død må sige: "Vi hørte kun tale derom."
18O	28	23	Gud er kendt med dens Vej, han ved, hvor den har sit Sted;
18O	28	24	thi han skuer til Jordens Ender, alt under Himmelen ser han.
18O	28	25	Dengang han fastsatte Vindens Vægt og målte Vandet med Mål,
18O	28	26	da han satte en Lov for Regnen, afmærked Tordenskyen dens Vej,
18O	28	27	da skued og mønstred han den, han stilled den op og ransaged den.
18O	28	28	Men til Mennesket sagde han: "Se, HERRENs Frygt, det er Visdom, at sky det onde er Indsigt."
18O	29	1	Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
18O	29	2	Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,
18O	29	3	da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke,
18O	29	4	som i mine modne År, da Guds Fortrolighed var over mit Telt,
18O	29	5	da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig,
18O	29	6	da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod,
18O	29	7	da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde på Torvet.
18O	29	8	Når Ungdommen så mig, gemte deo sig, Oldinge rejste sig op og stod,
18O	29	9	Høvdinger standsed i Talen og lagde Hånd på Mund,
18O	29	10	Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen;
18O	29	11	Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet så og tilkendte mig Ære.
18O	29	12	Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper;
18O	29	13	den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte;
18O	29	14	jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind.
18O	29	15	Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod;
18O	29	16	jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag;
18O	29	17	den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab.
18O	29	18	Så tænkte jeg da: "Jeg skal dø i min Rede, leve så længe som Føniksfuglen;
18O	29	19	min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene;
18O	29	20	min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Hånd!"
18O	29	21	Mig hørte de på og bied, var tavse, mens jeg gav Råd;
18O	29	22	ingen tog Ordet, når jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende på dem;
18O	29	23	de bied på mig som på Regn, spærred Munden op efter Vårregn.
18O	29	24	Mistrøstige smilte jeg til, mit Åsyns Lys fik de ej til at svinde.
18O	29	25	Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.
18O	30	1	Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.
18O	30	2	Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,
18O	30	3	tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark
18O	30	4	og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.
18O	30	5	Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve råbes der efter dem.
18O	30	6	De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.
18O	30	7	De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,
18O	30	8	en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.
18O	30	9	Men nu er jeg Hånsang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;
18O	30	10	de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.
18O	30	11	Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.
18O	30	12	Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slår de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig
18O	30	13	min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;
18O	30	14	de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,
18O	30	15	Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.
18O	30	16	Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:
18O	30	17	Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.
18O	30	18	Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.
18O	30	19	Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.
18O	30	20	Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser mig ikke;
18O	30	21	grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Hånd.
18O	30	22	Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;
18O	30	23	thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.
18O	30	24	Dog, mon den druknende ej rækker Hånden ud og råber om Hjælp, når han går under?
18O	30	25	Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?
18O	30	26	Jeg biede på Lykke, men Ulykke kom, jeg håbed på Lys, men Mørke kom;
18O	30	27	ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;
18O	30	28	trøstesløs går jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og råber;
18O	30	29	Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.
18O	30	30	Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;
18O	30	31	min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Gråd!
18O	31	1	Jeg sluttede en Pagt med mit Øje om ikke at se på en Jomfru;
18O	31	2	hvad var ellers min Lod fra Gud hist oppe, den Arv, den Almægtige gav fra det høje?
18O	31	3	Har ikke den lovløse Vanheld i Vente, Udådsmændene Modgang?
18O	31	4	Ser han ej mine Veje og tæller alle mine Skridt?
18O	31	5	Har jeg holdt til med Løgn, og hasted min Fod til Svig
18O	31	6	på Rettens Vægtskål veje han mig, så Gud kan kende min Uskyld
18O	31	7	er mit Skridt bøjet af fra Vejen, og har mit Hjerte fulgt mine Øjne, hang noget ved mine Hænder,
18O	31	8	da gid jeg må så og en anden fortære, og hvad jeg planted, oprykkes med Rode!
18O	31	9	Blev jeg en Dåre på Grund at en Kvinde, og har jeg luret ved Næstens Dør,
18O	31	10	så dreje min Hustru Kværn for en anden, og andre bøje sig over hende!
18O	31	11	Thi sligt var Skændselsdåd, Brøde, der drages for Retten,
18O	31	12	ja, Ild, der æder til Afgrunden og sætter hele min Høst i Brand!
18O	31	13	Har jeg ringeagtet min Træls og min Trælkvindes Ret, når de trættede med mig,
18O	31	14	hvad skulde jeg da gøre, når Gud stod op, hvad skulde jeg svare, når han så efter?
18O	31	15	Har ikke min Skaber skabt ham i Moders Skød, har en og samme ej dannet os begge i Moders Liv?
18O	31	16	Har jeg afslået ringes Ønske, ladet Enkens Øjne vansmægte,
18O	31	17	var jeg ene om at spise mit Brød, har den faderløse ej spist deraf
18O	31	18	nej, fra Barnsben fostred jeg ham som en Fader, jeg ledede hende fra min Moders Skød.
18O	31	19	Har jeg set en Stakkel blottet for Klæder, en fattig savne et Tæppe
18O	31	20	visselig nej, hans Hofter velsigned mig, når han varmed sig i Uld af mine Lam.
18O	31	21	Har jeg løftet min Bånd mod en faderløs, fordi jeg var vis på Medhold i Retten,
18O	31	22	så falde min Skulder fra Nakken, så rykkes min Arm af Led!
18O	31	23	Thi Guds Rædsel var kommet over mig, og når han rejste sig, magted jeg intet!
18O	31	24	Har jeg slået min Lid til Guld, kaldt det rene Guld min Fortrøstning,
18O	31	25	var det min Glæde, at Rigdommen voksed, og at min Hånd fik sanket så meget,
18O	31	26	så jeg, hvorledes Sollyset stråled, eller den herligt skridende Måne,
18O	31	27	og lod mit Hjerte sig dåre i Løn, så jeg hylded dem med Kys på min Hånd
18O	31	28	også det var Brøde, der drages for Retten, thi da fornægted jeg Gud hist oppe.
18O	31	29	Var min Avindsmands Fald min Glæd jubled jeg, når han ramtes af Vanheld
18O	31	30	nej, jeg tillod ikke min Gane at synde, så jeg bandende kræved hans Sjæl.
18O	31	31	Har min Husfælle ej måttet sige: "Hvem mættedes ej af Kød fra hans Bord"
18O	31	32	nej, den fremmede lå ej ude om Natten, jeg åbned min Dør for Vandringsmænd.
18O	31	33	Har jeg skjult mine Synder, som Mennesker gør, så jeg dulgte min Brøde i Brystet
18O	31	34	af Frygt for den store Hob, af Angst for Stamfrænders Ringeagt, så jeg blev inden Døre i Stilhed!
18O	31	35	Ak, var der dog en, der hørte på mig! Her er mit Bomærke - lad den Almægtige svare! Havde jeg blot min Modparts Indlæg!
18O	31	36	Sandelig, tog jeg det på min Skulder, kransed mit Hoved dermed som en Krone,
18O	31	37	svared ham for hvert eneste Skridt og mødte ham som en Fyrste.
18O	31	38	Har min Mark måttet skrige over mig og alle Furerne græde,
18O	31	39	har jeg tæret dens Kraft uden Vederlag, udslukt dens Ejeres Liv,
18O	31	40	så gro der Tjørn for Hvede og Ukrudt i Stedet for Byg! Her ender Jobs Ord.
18O	32	1	Da nu hine tre Mænd ikke mere svarede Job, fordi han var retfærdig i sine egne Øjne,
18O	32	2	blussede Vreden op i Buziten Elihu, Barak'els Søn, af Rams Slægt. På Job vrededes han, fordi han gjorde sig retfærdigere end Gud,
18O	32	3	og på hans tre Venner, fordi de ikke fandt noget Svar og dog dømte Job skyldig.
18O	32	4	Elihu havde ventet, så længe de talte med Job, fordi de var ældre end han;
18O	32	5	men da han så, at de tre Mænd intet havde at svare, blussede hans Vrede op;
18O	32	6	og Buziten Elihu, Barak'els Søn, tog til Orde og sagde: Ung af Dage er jeg, og I er gamle Mænd, derfor holdt jeg mig tilbage, angst for at meddele eder min Viden;
18O	32	7	jeg tænkte: "Lad Alderen tale og Årenes Mængde kundgøre Visdom!"
18O	32	8	Dog Ånden, den er i Mennesket, og den Almægtiges Ånde giver dem Indsigt;
18O	32	9	de gamle er ikke altid de kloge, Oldinge ved ej altid, hvad Ret er;
18O	32	10	derfor siger jeg: Hør mig, lad også mig komme frem med min Viden!
18O	32	11	Jeg biede på, at I skulde tale, lyttede efter forstandige Ord, at I skulde finde de rette Ord;
18O	32	12	jeg agtede nøje på eder; men ingen af eder gendrev Job og gav Svar på hans Ord.
18O	32	13	Sig nu ikke: "Vi stødte på Visdom, Gud må fælde ham, ikke et Menneske!"
18O	32	14	Mod mig har han ikke rettet sin Tale, og med eders Ord vil jeg ikke svare ham.
18O	32	15	De blev bange, svarer ej mer, for dem slap Ordene op.
18O	32	17	Også jeg vil svare min Del, også jeg vil frem med min Viden!
18O	32	18	Skal jeg tøve, fordi de tier og står der uden at svare et Ord?
18O	32	18	Thi jeg er fuld af Ord, Ånden i mit Bryst trænger på;
18O	32	19	som tilbundet Vin er mit Bryst, som nyfyldte Vinsække nær ved at sprænges;
18O	32	20	tale vil jeg for at få Luft, åbne mine Læber og svare.
18O	32	21	Forskel gør jeg ikke og smigrer ikke for nogen;
18O	32	22	thi at smigre bruger jeg ikke, snart rev min Skaber mig ellers bort!
18O	33	1	Men hør nu Job, på min Tale og lyt til alle mine Ord!
18O	33	2	Se, jeg har åbnet min Mund, min Tunge taler i Ganen;
18O	33	3	mine Ord er talt af oprigtigt Hjerte, mine Læber fører lutret Tale.
18O	33	4	Guds Ånd har skabt mig, den Almægtiges Ånde har givet mig Liv.
18O	33	5	Svar mig, i Fald du kan, rust dig imod mig, mød frem!
18O	33	6	Se, jeg er din Lige for Gud, også jeg er taget af Ler;
18O	33	7	Rædsel for mig skal ikke skræmme dig, min Hånd skal ej ligge tyngende på dig.
18O	33	8	Dog, det har du sagt i mit Påhør, jeg hørte så lydende Ord:
18O	33	9	"Jeg er ren og uden Brøde, lydeløs, uden Skyld;
18O	33	10	men han søger Påskud imod mig, regner mig for sin Fjende;
18O	33	11	han lægger mine Fødder i Blokken, vogter på alle mine Veje."
18O	33	12	Se, der har du Uret, det er mit Svar, thi Gud er større end Mennesket.
18O	33	13	Hvorfor tvistes du med ham, fordi han ej svarer på dine Ord?
18O	33	14	Thi på een Måde taler Gud, ja på to, men man ænser det ikke:
18O	33	15	I Drømme, i natligt Syn, når Dvale falder på Mennesker, når de slumrende hviler på Lejet;
18O	33	16	da åbner han Menneskers Øre, gør dem angst med Skræmmebilleder
18O	33	17	for at få Mennessket bort fra Uret og udrydde Hovmod af Manden,
18O	33	18	holde hans Sjæl fra Graven, hans Liv fra Våbendød.
18O	33	19	Eller han revses med Smerter på Lejet, uafbrudt sfår der Hamp i hans Ben;
18O	33	20	Livet i ham væmmes ved Brød og hans Sjæl ved lækker Mad
18O	33	21	hans Kød svinder hen, så det ikke ses, hans Knogler, som før ikke sås, bliver blottet;
18O	33	22	hans Sjæl kommer Graven nær, hans Liv de dræbende Magter.
18O	33	23	Hvis da en Engel er på hans Side, een blandt de tusind Talsmænd, som varsler Mennesket Tugt,
18O	33	24	og den viser ham Nåde og siger: "Fri ham fra at synke i Graven, Løsepenge har jeg fået!"
18O	33	25	da svulmer hans Legem af Friskhed, han oplever atter sin Ungdom.
18O	33	26	Han beder til Gud, og han er ham nådig, han skuer med Jubel hans Åsyn, fortæller Mennesker om sin Frelse.
18O	33	27	Han synger det ud for Folk: "Jeg synded og krænkede Retten og fik dog ej Løn som forskyldt!
18O	33	28	Han har friet min Sjæl fra at fare i Grav, mit Liv ser Lyset med Lyst!"
18O	33	29	Se, alle disse Ting gør Gud to Gange, ja tre med Mennesket
18O	33	30	for at redde hans Sjæl fra Graven, så han skuer Livets Lys!
18O	33	31	Lyt til og hør mig, Job, ti stille, så jeg kan tale!
18O	33	32	Har du noget at sige, så svar mig, tal, thi gerne gav jeg dig Ret;
18O	33	33	hvis ikke, så høre du på mig, ti stille, at jeg kan lære dig Visdom!
18O	34	1	Og Elihu tog til Orde og sagde: "Hør mine Ord, I vise, I forstandige Mænd, lån mig Øre!
18O	34	3	Thi Øret prøver Ord, som Ganen smager på Mad;
18O	34	4	lad os udgranske, hvad der er Ret, med hinanden skønne, hvad der er godt!
18O	34	5	Job sagde jo: "Jeg er retfærdig, min Ret har Gud sat til Side;
18O	34	6	min Ret til Trods skal jeg være en Løgner? Skønt brødefri er jeg såret til Døden!"
18O	34	7	Er der mon Mage til Job? Han drikker Spot som Vand,
18O	34	8	søger Selskab med Udådsmænd og Omgang med gudløse Folk!
18O	34	9	Thi han sagde: "Det båder ikke en Mand, at han har Venskab med Gud!"
18O	34	10	Derfor, I kloge, hør mig: Det være langt fra Gud af synde, fra den Almægtige at gøre ondt;
18O	34	11	nej, han gengælder Menneskets Gerning, handler med Manden efter hans Færd;
18O	34	12	Gud forbryder sig visselig ej, den Almægtige bøjer ej Retten!
18O	34	13	Hvo gav ham Tilsyn med Jorden, hvo vogter, mon hele Verden?
18O	34	14	Drog han sin Ånd tilbage og tog sin Ånde til sig igen,
18O	34	15	da udånded Kødet til Hobe, og atter blev Mennesket Støv!
18O	34	16	Har du Forstand, så hør derpå, lån Øre til mine Ord!
18O	34	17	Mon en, der hadede Ret, kunde styre? Dømmer du ham, den Retfærdige, Vældige?
18O	34	18	Han, som kan sige til Kongen: "Din Usling!" og "Nidding, som du er!" til Stormænd,
18O	34	19	som ikke gør Forskel til Fordel for Fyrster ej heller foretrækker rig for ringe, thi de er alle hans Hænders Værk.
18O	34	20	Brat må de dø, endda midt om Natten; de store slår han til, og borte er de, de vældige fjernes uden Menneskehånd.
18O	34	21	Thi Menneskets Veje er ham for Øje, han skuer alle dets Skridt;
18O	34	22	der er intet Mørke og intet Mulm, som Udådsmænd kan gemme sig i.
18O	34	23	Thi Mennesket sættes der ingen Frist til at møde i Retten for Gud;
18O	34	24	han knuser de vældige uden Forhør og sætter andre i Stedet.
18O	34	25	Jeg hævder derfor: Han ved deres Gerninger, og ved Nattetide styrter han dem;
18O	34	26	for deres Gudløshed slås de sønder, for alles Øjne tugter han dem,
18O	34	27	fordi de veg borf fra ham og ikke regned hans Veje det mindste,
18O	34	28	så de voldte, at ringe råbte til ham, og han måtte høre de armes Skrig.
18O	34	29	Tier han stille, hvo vil dømme ham? Skjuler han sit Åsyn, hvo vil laste ham? Over Folk og Mennesker våger han dog,
18O	34	30	for at ikke en vanhellig skal herske, en af dem, der er Folkets Snarer.
18O	34	31	Siger da en til Gud: "Fejlet har jeg, men synder ej mer,
18O	34	32	jeg ser det, lær du mig; har jeg gjort Uret, jeg gør det ej mer!"
18O	34	33	skal han da gøre Gengæld, fordi du vil det, fordi du indvender noget? Ja du, ikke jeg, skal afgøre det, så sig da nu, hvad du ved!
18O	34	34	Kloge Folk vil sige til mig som og vise Mænd, der hører mig: 35 "Job taler ikke med Indsigt, hans Ord er uoverlagte!
18O	34	36	Gid Job uden Ophør må prøves, fordi han svarer som slette Folk!
18O	34	37	Thi han dynger Synd på Synd, han optræder hovent iblandt os og fremfører mange Ord imod Gud!"
18O	35	1	Og Elihu tog til Orde og sagde:
18O	35	2	"Holder du det for Ret, og kalder du det din Ret for Gud,
18O	35	3	at du siger: "Hvad båder det mig, hvad hjælper det mig, at jeg ikke synder?"
18O	35	4	Jeg vil give dig Svar og tillige med dig dine Venner:
18O	35	5	Løft dit Blik imod Himlen og se, læg Mærke til Skyerne, hvor højt de, er over dig!
18O	35	6	Hvis du synder, hvad skader du ham? Er din Brøde svar, hvad gør det da ham?
18O	35	7	Er du retfærdig, hvad gavner du ham, hvad mon han får af din Hånd?
18O	35	8	Du Menneske, dig vedkommer din Gudløshed, dig, et Menneskebarn, din Retfærd!
18O	35	9	Man skriger over den megen Vold, råber om Hjælp mod de mægtiges Arm,
18O	35	10	men siger ej: "Hvor er Gud, vor Skaber, som giver Lovsang om Natten,
18O	35	11	lærer os mer end Jordens Dyr, gør os vise fremfor Himlens Fugle?"
18O	35	12	Der råber man, uden at han giver Svar, over de ondes Hovmod;
18O	35	13	til visse, Gud hører ej tomme Ord, den Almægtige ænser dem ikke,
18O	35	14	endsige din Påstand om ikke at se ham! Vær stille for hans Åsyn og bi på ham!
18O	35	15	Men nu, da hans Vrede ej bringer Straf og han ikke bekymrer sig stort om Synd,
18O	35	16	så oplader Job sin Mund med Tant, uden Indsigt taler han store Ord.
18O	36	1	Og videre sagde Elihu:
18O	36	2	Bi nu lidt, jeg har noget at sige dig, thi end har jeg Ord til Forsvar for Gud.
18O	36	3	Jeg vil hente min Viden langvejsfra og skaffe min Skaber Ret;
18O	36	4	thi for vist, mine Ord er ikke Opspind, en Mand med fuldkommen Indsigt har du for dig.
18O	36	5	Se, Gud forkaster det stive Sind,
18O	36	6	den gudløse holder han ikke i Live; de arme lader han få deres Ret,
18O	36	7	fra retfærdige vender han ikke sit Blik, men giver dem Plads for stedse hos Konger på Tronen i Højhed.
18O	36	8	Og hvis de bindes i Lænker, fanges i Nødens Bånd,
18O	36	9	så viser han dem deres Gerning, deres Synder, at de hovmodede sig,
18O	36	10	åbner deres Øre for Tugt og byder dem vende sig bort fra det onde.
18O	36	11	Hvis de så hører og bøjer sig, da ender de deres Dage i Lykke, i liflig Fryd deres År.
18O	36	12	Men hører de ikke, falder de for Sværd og opgiver Ånden i Uforstand.
18O	36	13	Men vanhellige Hjerter forbitres; når han binder dem, råber de ikke om Hjælp;
18O	36	14	i Ungdommen dør deres Sjæl, deres Liv får Mandsskøgers Lod.
18O	36	15	Den elendige frelser han ved hans Elende og åbner hans Øre ved Trængsel.
18O	36	16	Men dig har Medgangen lokket, du var i Fred for Ulykkens Gab; ingen Trængsel indjog dig Skræk, fuldt var dit Bord af fede Retter.
18O	36	17	Den gudløses som kom til fulde over dig, hans retfærdige Dom greb dig fat.
18O	36	18	Lad dig ikke lokke af Vrede til Spot eller Bødens Storhed lede dig vild!
18O	36	19	Kan vel dit Skrig gøre Ende på Nøden, eller det at du opbyder al din Kraft?
18O	36	20	Ej må du længes efter Natten, som. opskræmmer Folkeslag der, hvor de er;
18O	36	21	var dig og vend dig ikke til Uret, så du foretrækker ondt for at lide.
18O	36	22	Se, ophøjet er Gud i sin Vælde, hvo er en Lærer som han?
18O	36	23	Hvo foreskrev ham hans Vej, og hvo turde sige: "Du gjorde Uret!"
18O	36	24	Se til at ophøje hans Værk, som Mennesker priser i Sang!
18O	36	25	Alle Mennesker ser det med Fryd, skønt dødelige skuer det kun fra det fjerne.
18O	36	26	Se, Gud er ophøjet, kan ikke ransages, Tal på hans År kan ikke fides.
18O	36	27	Thi Dråber drager han ud af Havet, i hans Tåge siver de ned som Regn,
18O	36	28	og Skyerne lader den strømme og dryppe på mange Folk.
18O	36	29	Hvo fatter mon Skyernes Vidder eller hans Boligs Bulder?
18O	36	30	Se, han breder sin Tåge om sig og skjuler Havets Rødder;
18O	36	31	Thi dermed nærer han Folkene, giver dem Brød i Overflod;
18O	36	32	han hyller sine Hænder i Lys og sender det ud imod Målet;
18O	36	33	hans Torden melder hans Komme, selv Kvæget melder hans Optræk.
18O	37	1	Ja, derover skælver mit Hjerte, bævende skifter det Sted!
18O	37	2	Lyt dog til hans bragende Røst, til Drønet, der går fra hans Mund!
18O	37	3	Han slipper det løs under hele Himlen, sit Lys til Jordens Ender;
18O	37	4	efter det brøler hans Røst, med Højhed brager hans Torden; han sparer ikke på Lyn, imedens hans Stemme høres.
18O	37	5	Underfuldt lyder Guds Tordenrøst, han øver Vælde, vi fatter det ej.
18O	37	6	Thi han siger til Sneen: "Fald ned på Jorden!" til Byger og Regnskyl: "Bliv stærke!" For alle Mennesker sætter han Segl, at de dødelige alle må kende hans Gerning.
18O	37	8	De vilde Dyr søger Ly og holder sig i deres Huler:
18O	37	9	Fra Kammeret kommer der Storm, fra Nordens Stjerner Kulde.
18O	37	10	Ved Guds Ånde bliver der Is, Vandfladen lægges i Fængsel.
18O	37	11	Så fylder han Skyen med Væde, Skylaget spreder hans Lys;
18O	37	12	det farer hid og did og bugter sig efter hans Tanke og udfører alt, hvad han byder, på hele den vide Jord,
18O	37	13	hvad enten han slynger det ud som Svøbe, eller han sender det for at velsigne.
18O	37	14	Job du må lytte hertil, træd frem og mærk dig Guds Underværker!
18O	37	15	Fatter du, hvorledes Gud kan magte dem og lade Lys stråle frem fra sin Sky?
18O	37	16	Fatter du Skyernes Svæven, den Alvises Underværker?
18O	37	17	Du, hvis Klæder ophedes, når Jorden døser ved Søndenvind?
18O	37	18	Hvælver du Himlen sammen med ham, fast som det støbte Spejl?
18O	37	19	Lær mig, hvad vi skal sige ham! Intet kan vi få frem for Mørke.
18O	37	20	Meldes det ham, at jeg taler? Siger en Mand, at han er fra Samling?
18O	37	21	Og nu: Man ser ej Lyset, skygget af mørke Skyer, men et Vejr farer hen og renser Himlen,
18O	37	22	fra Norden kommer en Lysning. Over Gud er der frygtelig Højhed,
18O	37	23	og den Almægtige finder vi ikke. Almægtig og rig på Retfærd bøjer han ikke Retten;
18O	37	24	derfor frygter Mennesker ham, men af selv kloge ænser han ingen.
18O	38	1	Så svarede HERREN Job ud fra Stormvejret og sagde:
18O	38	2	"Hvem fordunkler mit Råd med Ord, som er uden Mening?
18O	38	3	Omgjord som en Mand dine Lænder, jeg vil spørge, og du skal lære mig!
18O	38	4	Hvor var du, da jeg grundede Jorden? Sig frem, om du har nogen Indsigt!  Hvem bestemte dens Mål - du kender det jo - hvem spændte Målesnor ud derover?
18O	38	6	Hvorpå blev dens Støtter sænket, hvem lagde dens Hjørnesten,
18O	38	7	mens Morgenstjernerne jubled til Hobe, og alle Gudssønner råbte af Glæde?
18O	38	8	Hvem stængte for Havet med Porte, dengang det brusende udgik af Moders Skød,
18O	38	9	dengang jeg gav det Skyen til Klædning og Tågemulm til Svøb,
18O	38	10	dengang jeg brød det en Grænse og indsatte Portslå og Døre
18O	38	11	og sagde: "Hertil og ikke længer! Her standse dine stolte Vover!"
18O	38	12	Har du nogen Sinde kaldt Morgenen frem, ladet Morgenrøden vide sit Sted,
18O	38	13	så den greb om Jordens Flige og gudløse rystedes bort,
18O	38	14	så den dannedes til som Ler under Segl, fik Farve, som var den en Klædning?
18O	38	15	De gudløses Lys toges fra dem, den løftede Arm blev knust.
18O	38	16	Har du mon været ved Havets Kilder, har du mon vandret på Dybets Bund?
18O	38	17	Mon Dødens Porte har vist sig for dig, skued du Mulmets Porte?
18O	38	18	Så du ud over Jordens Vidder? Sig frem, om du ved, hvor stor den er!
18O	38	19	Hvor er Vejen til Lysets Bolig, og hvor har Mørket mon hjemme,
18O	38	20	så du kunde hente det til dets Rige og bringe det hen på Vej til dets Bolig?
18O	38	21	Du ved det, du blev jo født dengang, dine Dages Tal er jo stort!
18O	38	22	Har du været, hvor Sneen gemmes, og skuet, hvor Hagelen vogtes,
18O	38	23	den, jeg gemmer til Trængselens Tid, til Kampens og Krigens Dag?
18O	38	24	Hvor er Vejen did, hvor Lyset deler sig, hvor Østenvinden spreder sig ud over Jorden?
18O	38	25	Hvem åbnede Regnen en Rende og Tordenens Lyn en Vej
18O	38	26	for at væde folketomt Land, Ørkenen, hvor ingen bor,
18O	38	27	for at kvæge Øde og Ødemark og fremkalde Urter i Ørkenen?
18O	38	28	Har Regnen mon en Fader, hvem avlede Duggens Dråber?
18O	38	29	Af hvilket Skød kom Isen vel frem, hvem fødte mon Himlens Rim?
18O	38	30	Vandet størkner som Sten, Dybets Flade trækker sig sammen.
18O	38	31	Knytter du Syvstjernens Bånd, kan du løse Orions Lænker?
18O	38	32	Lader du Aftenstjemen gå op i Tide, leder du Bjørnen med Unger?
18O	38	33	Kender du Himmelens Love, fastsætter du dens Magt over Jorden?
18O	38	34	Kan du løfte Røsten til Sky, så Vandskyl adlyder dig?
18O	38	35	Sender du Lynene ud, så de går, og svarer de dig: "Her er vi!"
18O	38	36	Hvem lagde Visdom i sorte Skyer, hvem gav Luftsynet Kløgt?
18O	38	37	Hvem er så viis, at han tæller Skyerne, hvem hælder Himmelens Vandsække om,
18O	38	38	når Jorden ligger i Ælte, og Leret klumper sig sammen?
18O	39	1	Jager du Rov til Løvinden, stiller du Ungløvers hunger,
18O	39	2	når de dukker sig i deres Huler; ligger på Lur i Krat?
18O	39	3	Hvem skaffer Ravnen Æde, når Ungerne skriger til Gud og flakker om uden Føde?
18O	39	4	Kender du Tiden, da Stengeden føder, tager du Vare på Hindenes Veer,
18O	39	5	tæller du mon deres Drægtigheds Måneder, kender du Tiden, de føder?
18O	39	6	De lægger sig ned og føder og kaster Kuldet,
18O	39	7	Ungerne trives, gror til i det frie, løber bort og kommer ej til dem igen.
18O	39	8	Hvem slap Vildæslet løs, hvem løste mon Steppeæslets Reb,
18O	39	9	som jeg gav Ørkenen til Hjem, den salte Steppe til Bolig?
18O	39	10	Det ler ad Byens Larm og hører ej Driverens Skælden;
18O	39	11	det ransager Bjerge, der har det sin Græsgang, det leder hvert Græsstrå op.
18O	39	12	Er Vildoksen villig at trælle for dig, vil den stå ved din Krybbe om Natten?
18O	39	13	Binder du Reb om dens Hals, pløjer den Furerne efter dig?
18O	39	14	Stoler du på dens store Kræfter; overlader du den din Høst?
18O	39	15	Tror du, den kommer tilbage og samler din Sæd på Loen?
18O	39	16	Mon Strudsens Vinge er lam, eller mangler den Dækfjer og Dun,
18O	39	17	siden den betror sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Sandet,
18O	39	18	tænker ej på, at en Fod kan knuse dem, Vildtet på Marken træde dem sønder?
18O	39	19	Hård ved Ungerne er den, som var de ej dens; spildt er dens Møje, det ængster den ikke.
18O	39	20	Thi Gud lod den glemme Visdom og gav den ej Del i Indsigt.
18O	39	21	Når Skytterne kommer, farer den bort, den ler ad Hest og Rytter.
18O	39	22	Giver du Hesten Styrke, klæder dens Hals med Manke
18O	39	23	og lærer den Græshoppens Spring? Dens stolte Prusten indgyder Rædsel.
18O	39	24	Den skraber muntert i Dalen, går Brynjen væligt i Møde;
18O	39	25	den ler ad Rædselen, frygter ikke og viger ikke for Sværdet;
18O	39	26	Koggeret klirrer over den, Spydet og Køllen blinker;
18O	39	27	den sluger Vejen med gungrende Vildskab, den tøjler sig ikke, når Hornet lyder;
18O	39	28	et Stød i Hornet, straks siger den: Huj! Den vejrer Kamp i det fjerne, Kampskrig og Førernes Råb.
18O	39	29	Skyldes det Indsigt hos dig, at Falken svinger sig op og breder sin Vinge mod Sønden?
18O	39	30	Skyldes det Bud fra dig, at Ørnen flyver højt og bygger sin højtsatte Rede?
18O	39	31	Den bygger og bor på Klipper, på Klippens Tinde og Borg;
18O	39	32	den spejder derfra efter Æde, viden om skuer dens Øjne.
18O	39	33	Ungerne svælger i Blod; hvor Valen findes, der er den!
18O	39	34	Og HERREN svarede Job og sagde:
18O	39	35	Vil den trættekære tvistes med den Almægtige? Han, som revser Gud, han svare herpå!
18O	39	36	Da svarede Job HERREN og sagde:
18O	39	37	Se, jeg er ringe, hvad skal jeg svare? Jeg lægger min Hånd på min Mund!
18O	39	38	Een Gang har jeg talt, gentager det ikke, to Gange, men gør det ej mer!
18O	40	1	Da svarede HERREN Job ud fra Stormvejret og sagde:
18O	40	2	"Omgjord som en Mand dine Lænder, jeg vil spørge, og du skal lære mig!
18O	40	3	Mon du vil gøre min Ret til intet, dømme mig, for af du selv kan få Ret?
18O	40	4	Har du en Arm som Gud, kan du tordne med Brag som han?
18O	40	5	Smyk dig med Højhed og Storhed, klæd dig i Glans og Herlighed!
18O	40	6	Udgyd din Vredes Strømme, slå de stolte ned med et Blik,
18O	40	7	bøj med et Blik de stolte og knus på Stedet de gudløse,
18O	40	8	skjul dem i Støvet til Hobe og lænk deres Åsyn i Skjulet!
18O	40	9	Så vil jeg også love dig for Sejren, din højre har vundet.
18O	40	10	Se Nilhesten! Den har jeg skabt såvel som dig. Som Oksen æder den Græs.
18O	40	11	Se, hvilken Kraft i Lænderne og hvilken Styrke i Bugens Muskler!
18O	40	12	Halen holder den stiv som en Ceder, Bovens Sener er flettet sammen;
18O	40	13	dens Knogler er Rør af, Kobber, Benene i den som Stænger af Jern.
18O	40	14	Den er Guds ypperste Skabning, skabt til at herske over de andre;
18O	40	15	thi Foder til den bærer Bjergene, hvor Markens Vildt har Legeplads.
18O	40	16	Den lægger sig hen under Lotusbuske, i Skjul af Siv og Rør;
18O	40	17	Lotusbuskene giver den Tag og Skygge, Bækkens Pile yder den Hegn.
18O	40	18	Den taber ej Modet, når Jordan stiger, er rolig, om Strømmen end svulmer mod dens Gab.
18O	40	19	Hvem kan gribe den i dens Tænder og trække Reb igennem dens Snude?
18O	40	20	Kan du trække Krokodillen op med Krog og binde dens Tunge med Snøre?
18O	40	21	Kan du mon stikke et Siv i dens Snude, bore en Krog igennem dens Kæber?
18O	40	22	Mon den vil trygle dig længe og give dig gode Ord?
18O	40	23	Mon den vil indgå en Pagt med dig, så du får den til Træl for evigt?
18O	40	24	Han du mon lege med den som en Fugl og tøjre den for dine Pigebørn?
18O	40	25	Falbyder Fiskerlauget den og stykker den ud mellem Sælgerne?
18O	40	26	Mon du kan spække dens Hud med Kroge og med Harpuner dens Hoved?
18O	40	27	Læg dog engang din Hånd på den! Du vil huske den Kamp og gør det ej mer.
18O	40	28	Det Håb vilde blive til Skamme, alene ved Synet lå du der.
18O	41	1	Ingen drister sig til at tirre den, hvem holder Stand imod den?
18O	41	2	Hvem møder den og slipper fra det hvem under hele Himlen?
18O	41	3	Jeg tier ej om dens Lemmer, hvor stærk den er, hvor smukt den er skabt.
18O	41	4	Hvem har trukket dens Klædning af, trængt ind i dens dobbelte Panser?
18O	41	5	Hvem har åbnet dens Ansigts Døre? Rundt om dens Tænder er Rædsel.
18O	41	6	Dens Ryg er Reder af Skjolde, dens Bryst er et Segl af Sten;
18O	41	7	de sidder tæt ved hverandre, Luft kommer ikke ind derimellem;
18O	41	8	de hænger fast ved hverandre, uadskilleligt griber de ind i hverandre.
18O	41	9	Dens Nysen fremkalder strålende Lys, som Morgenrødens Øjenlåg er dens Øjne.
18O	41	10	Ud af dens Gab farer Fakler, Ildgnister spruder der frem.
18O	41	11	Em står ud af dens Næsebor som af en ophedet, kogende Kedel.
18O	41	12	Dens Ånde tænder som glødende Kul, Luer står ud af dens Gab.
18O	41	13	Styrken bor på dens Hals, og Angsten hopper foran den.
18O	41	14	Tæt sidder Kødets Knuder, som støbt til Kroppen; de rokkes ikke;
18O	41	15	fast som Sten er dens Hjerte støbt, fast som den nederste Møllesten.
18O	41	16	Når den rejser sig, gyser Helte, fra Sans og Samling går de af Skræk.
18O	41	17	Angriberens Sværd holder ikke Stand, ej Kastevåben, Spyd eller Pil.
18O	41	18	Jern regner den kun for Halm og Kobber for trøsket Træ;
18O	41	19	Buens Søn slår den ikke på Flugt, Slyngens Sten bliver Strå for den,
18O	41	20	Stridskøllen regnes for Rør, den ler ad det svirrende Spyd.
18O	41	21	På Bugen er der skarpe Rande, dens Spor i Dyndet er som Tærskeslædens;
18O	41	22	Dybet får den i Kog som en Gryde, en Salvekedel gør den af Floden;
18O	41	23	bag den er der en lysende Sti, Dybet synes som Sølverhår.
18O	41	24	Dens Lige findes ikke på Jord, den er skabt til ikke at frygte.
18O	41	25	Alt, hvad højt er, ræddes for den, den er Konge over alle stolte Dyr.
18O	42	1	Så svarede Job HERREN og sagde:
18O	42	2	"Jeg ved, at du magter alt, for dig er intet umuligt!
18O	42	3	"Hvem fordunkler mit Råd med Ord, som er uden Indsigt?" Derfor: jeg talte uden Forstand om noget, som var mig for underfuldt, og som jeg ej kendte til.
18O	42	4	Hør dog, og jeg vil tale, jeg vil spørge, og du skal lære mig!
18O	42	5	Jeg havde kun hørt et Rygte om dig, men nu har mit Øje set dig;
18O	42	6	jeg tager det derfor tilbage og angrer i Støv og Aske!
18O	42	7	Men efter at HERREN havde talet disse Ord til Job, sagde han til Temaniten Elifaz: "Min Vrede er blusset op mod dig og dine to Venner, fordi I ikke talte rettelig om mig som min Tjener Job!
18O	42	8	Tag eder derfor syv Tyre og syv Vædre og gå til min Tjener Job og bring et Brændoffer for eder. Og min Tjener Job skal gå i Forbøn for eder, thi ham vil jeg bønhøre, så jeg ikke gør en Ulykke på eder, fordi I ikke talte rettelig om mig som min Tjener Job!"
18O	42	9	Så gik Temaniten Elifaz, Sjuhiten Bildad og Na'amatiten Zofar hen og gjorde, som HERREN havde sagt, og HERREN bønhørte Job.
18O	42	10	Og HERREN vendte Jobs Skæbne, da han gik i Forbøn for sine Venner; og HERREN gav Job alt, hvad han havde ejet, tvefold igen.
18O	42	11	Så kom alle hans Brødre og Søstre og alle, der kendte ham tilforn, og holdt Måltid med ham i hans Hus, og de viste ham deres Medfølelse og trøstede ham over al den Ulykke, HERREN havde bragt over ham, og de gav ham hver en Kesita og en Guldring.
18O	42	12	Og HERREN velsignede Jobs sidste Tid mere end hans første. Han fk 14000 Stykker Småkvæg, og 1000 Aseninder.
18O	42	13	Og han fik syv Sønner og tre Døtre,
18O	42	14	og han kaldte den ene Jemima, den anden Kezia og den tredje Keren-Happuk.
18O	42	15	Så smukke Kvinder som Jobs Døtre fandtes ingensteds på Jorden; og deres Fader gav dem Arv imellem deres Brødre:
18O	42	16	Siden levede Job 140 År og så sine Børn og Børnebørn, fire Slægtled.
18O	42	17	Så døde Job gammel og mæt af Dage.
19O	1	1	Salig den Mand, som ikke går efter gudløses Råd, står på Synderes Vej eller sidder i Spotteres Lag,
19O	1	2	men har Lyst til HERRENs Lov, og som grunder på hans Lov både Dag og Nat.
19O	1	3	Han er som et Træ, der, plantet ved Bække, bærer sin Frugt til rette Tid, og Bladene visner ikke: Alt, hvad han gør, får han Lykke til.
19O	1	4	De gudløse derimod er som Avner, Vinden bortvejrer.
19O	1	5	Derfor består de gudløse ikke i Dommen og Syndere ej i retfærdiges Menighed.
19O	1	6	Thi HERREN kender retfærdiges Vej, men gudløses Vej brydes af.
19O	2	1	Hvorfor fnyser Hedninger, hvi pønser Folkefærd på hvad fåfængt er?
19O	2	2	Jordens Konger rejser sig, Fyrster samles til Råd mod HERREN og mod hans Salvede:
19O	2	3	"Lad os sprænge deres Bånd og kaste Rebene af os!"
19O	2	4	Han, som troner i Himlen, ler, Herren, han spotter dem.
19O	2	5	Så taler han til dem i Vrede, forfærder dem i sin Harme:
19O	2	6	"Jeg har dog indsat min Konge på Zion, mit hellige Bjerg!"
19O	2	7	Jeg kundgør HERRENs Tilsagn. Han sagde til mig: "Du er min Søn, jeg har født dig i Dag!
19O	2	8	Bed mig, og jeg giver dig Hedningefolk til Arv og den vide Jord i Eje;
19O	2	9	med Jernspir skal du knuse dem og sønderslå dem som en Pottemagers Kar!"
19O	2	10	Og nu, I Konger, vær kloge, lad eder råde, I Jordens Dommere,
19O	2	11	tjener HERREN i Frygt, fryd jer med Bæven!
19O	2	12	Kysser Sønnen, at ikke han vredes og I forgår! Snart blusset hans Vrede op. Salig hver den, der lider på ham!
19O	3	1	En Salme af David, da han flygtede for sin Søn absalom.
19O	3	2	HERRE, hvor er mine Fjender mange! Mange er de, som rejser sig mod mig,
19O	3	3	mange, som siger om min Sjæl: "Der er ingen Frelse for ham hos Gud!" - Sela.
19O	3	4	Men, HERRE, du er et Skjold for mig, min Ære og den, der løfter mit Hoved.
19O	3	5	Jeg råber højlydt til HERREN, han svarer mig fra sit hellige Bjerg. - Sela.
19O	3	6	Jeg lagde mig og sov ind, jeg vågned, thi HERREN holder mig oppe.
19O	3	7	Jeg frygter ikke Titusinder af Folk, som trindt om lejrer sig mod mig.
19O	3	8	Rejs dig, HERRE, frels mig, min Gud, thi alle mine Fjender slog du på Kind, du brød de gudløses Tænder!
19O	3	9	Hos HERREN er Frelsen; din Velsignelse over dit Folk! - Sela.
19O	4	2	Svar, når jeg råber, min Retfærds Gud! I Trængsel skaffede du mig Rum. Vær nådig og hør min Bøn!
19O	4	3	Hvor længe, I Mænd, skal min Ære skændes? Hvor længe vil I elske Tomhed, søge Løgn? - Sela.
19O	4	4	Vid dog, at HERREN er mig underfuldt god; når jeg påkalder HERREN, hører han mig.
19O	4	5	Vredes kun, men forsynd eder ikke, tænk efter på eders Leje og ti! - Sela.
19O	4	6	Bring rette Ofre og stol på HERREN!
19O	4	7	Mange siger: "Hvo bringer os Lykke?" Opløft på os dit Åsyns Lys!
19O	4	8	HERRE, du skænked mit Hjerte en Glæde, større end deres, da Korn og Most flød over.
19O	4	9	I Fred går jeg til Hvile og slumrer straks, thi, HERRE, du lader mig bo alene i Tryghed.
19O	5	2	HERRE, lytt til mit Ord og agt på mit suk,
19O	5	3	lån Øre til mit Nødråb, min Konge og Gud, thi jeg beder til dig!
19O	5	4	Årle hører du, HERRE, min Røst, årle bringer jeg dig min Sag og spejder.
19O	5	5	Thi du er ikke en Gud, der ynder Ugudelighed, den onde kan ikke gæste dig,
19O	5	6	for dig skal Dårer ej træde frem, du hader hver Udådsmand,
19O	5	7	tilintetgør dem, der farer med Løgn; en blodstænkt, svigefuld Mand er HERREN en Afsky.
19O	5	8	Men jeg kan gå ind i dit Hus af din store Nåde og vendt mod dit hellige Tempel bøje mig i din Frygt.
19O	5	9	Så led mig for mine Fjenders Skyld i din Retfærd, HERRE, jævn din Vej for mit Ansigt!
19O	5	10	Thi blottet for Sandhed er deres Mund, deres Hjerte en Afgrund, Struben en åben Grav, deres Tunge er glat.
19O	5	11	Døm dem, o Gud, lad dem falde for egne Rænker, bortstød dem for deres Synders Mængde, de trodser jo dig.
19O	5	12	Lad alle glædes, som lider på dig, evindelig frydes, skærm dem, som elsker dit Navn, lad dem juble i dig!
19O	5	13	Thi du velsigner den retfærdige, HERRE, du dækker ham med Nåde som Skjold.
19O	6	2	HERRE, revs mig ej i din Vrede, tugt mig ej i din Harme,
19O	6	3	vær mig nådig Herre, jeg sygner hen, mine Ledmod skælver, læg mig, Herre!
19O	6	4	Såre skælver min Sjæl; o HERRE, hvor længe endnu?
19O	6	5	Vend tilbage, HERRE, og frels min Sjæl, hjælp mig dog for din Miskundheds Skyld!
19O	6	6	Thi i Døden kommes du ikke i Hu, i Dødsriget hvo vil takke dig der?
19O	6	7	Jeg er så træt af at sukke; jeg væder hver Nat mit Leje, bader med Tårer min Seng;
19O	6	8	mit Øje hentæres af Sorg, sløves for alle mine Fjenders Skyld.
19O	6	9	Vig fra mig, alle I Udådsmænd, thi HERREN har hørt min Gråd,
19O	6	10	HERREN har hørt min Tryglen, min Bøn tager HERREN imod.
19O	6	11	Beskæmmes skal alle mine Fjender og såre forfærdes, brat skal de vige med Skam.
19O	7	2	HERRE min Gud, jeg lider på dig, frels mig og fri mig fra hver min Forfølger,
19O	7	3	at han ej som en Løve skal rive mig sønder, bortrive, uden at nogen befrier.
19O	7	4	HERRE min Gud, har jeg handlet så, er der Uret i mine Hænder,
19O	7	5	har jeg voldet dem ondt, der holdt Fred med mig, uden Årsag gjort mine Fjender Men,
19O	7	6	så forfølge og indhente Fjenden min Sjæl, han træde mit Liv til Jorden og kaste min Ære i Støvet. - Sela.
19O	7	7	HERRE, stå op i din Vrede, rejs dig imod mine Fjenders Fnysen, vågn op, min Gud, du sætte Retten!
19O	7	8	Lad Folkeflokken samles om dig, tag Sæde over den hist i det høje!
19O	7	9	HERREN dømmer Folkeslag. Mig dømme du, HERRE, efter min Retfærd og Uskyld!
19O	7	10	På gudløses Ondskab gøre du Ende, støt den retfærdige, du, som prøver Hjerter og Nyrer, retfærdige Gud.
19O	7	11	Mit Skjold er hos Gud, han frelser de oprigtige af Hjertet;
19O	7	12	retfærdig som Dommer er Gud, en Gud, der hver Dag vredes.
19O	7	13	Visselig hvæsser han atter sit Sværd, han spænder sin Bue og sigter;
19O	7	14	men mod sig selv har han rettet de dræbende Våben, gjort sine Pile til brændende Pile.
19O	7	15	Se, hanundfanger Tomhed, svanger med Ulykke føder han Blændværk;
19O	7	16	han grov en Grube, han huled den ud, men faldt i den Grav, han gjorde.
19O	7	17	Ulykken falder ned på hans Hoved, hans Uret rammer hans egen Isse.
19O	7	18	Jeg vil takke HERREN for hans Retfærd, lovsynge HERREN den Højestes Navn.
19O	8	2	HERRE, vor Herre, hvor herligt er dit Navn på den vide Jord du, som bredte din Højhed ud over Himlen!
19O	8	3	Af spædes og diendes Mund har du rejst dig et Værn for dine Modstanderes Skyld, for at bringe til Tavshed Fjende og Hævner.
19O	8	4	Når jeg ser din Himmel, dine Fingres Værk, Månen og Stjernerne, som du skabte,
19O	8	5	hvad er da et Menneske, at du kommer ham i Hu, et Menneskebarn, at du tager dig af ham?
19O	8	6	Du gjorde ham lidet ringere end Gud. med Ære og Herlighed kroned du ham;
19O	8	7	du satte ham over dine Hænders Værk, alt lagde du under hans Fødder,
19O	8	8	Småkvæg og Okser til Hobe, ja, Markens vilde Dyr,
19O	8	9	Himlens Fugle og Havets Fisk, alt, hvad der farer ad Havenes Stier.
19O	8	10	HERRE, vor Herre, hvor herligt er dit Navn på den vide Jord!
19O	9	2	Jeg vil takke HERREN af hele mit Hjerte, kundgøre alle dine Undere,
19O	9	3	glæde og fryde mig i dig, lovsynge dit Navn, du Højeste,
19O	9	4	fordi mine Fjender veg, faldt og forgik for dit Åsyn.
19O	9	5	Thi du hævded min Ret og min Sag, du sad på Tronen som Retfærds Dommer.
19O	9	6	Du trued ad Folkene, rydded de gudløse ud, deres Navn har du slettet for evigt.
19O	9	7	Fjenden er borte, lagt øde for stedse, du omstyrted Byer, de mindes ej mer.
19O	9	8	Men HERREN troner evindelig, han rejste sin Trone til Dom,
19O	9	9	skal dømme Verden med Retfærd, fælde Dom over Folkefærd med Ret.
19O	9	10	HERREN blev de fortryktes Tilflugt, en Tilflugt i Trængselstider;
19O	9	11	og de stoler på dig, de, som kender dit Navn, thi du svigted ej dem, der søgte dig, HERRE.
19O	9	12	Lovsyng HERREN, der bor på Zion, kundgør blandt Folkene, hvad han har gjort!
19O	9	13	Thi han, der hævner Blodskyld, kom dem i Hu, han glemte ikke de armes Råb:
19O	9	14	"HERRE, vær nådig, se, hvad jeg lider af Avindsmænd, du, som løfter mig op fra Dødens Porte,
19O	9	15	at jeg kan kundgøre al din Pris, juble over din Frelse i Zions Datters Porte!"
19O	9	16	Folkene sank i Graven, de grov, deres Fod blev hildet i Garnet, de satte.
19O	9	17	HERREN blev åbenbar, holdt Dom, den gudløse hildedes i sine Hænders Gerning. - Higgajon Sela.
19O	9	18	Til Dødsriget skal de gudløse fare, alle Folk, der ej kommer Gud i Hu.
19O	9	19	Thi den fattige glemmes ikke for evigt, ej skuffes evindelig ydmyges Håb.
19O	9	20	Rejs dig, HERRE, lad ikke Mennesker få Magten, lad Folkene dømmes for dit Åsyn;
19O	9	21	HERRE, slå dem med Rædsel, lad Folkene kende, at de er Mennesker! - Sela.
19O	10	1	Hvorfor står du så fjernt, o Herre, hvi dølger du dig i Trængselstider?
19O	10	2	Den gudløse jager i Hovmod den arme, fanger ham i de Rænker, han spinder;
19O	10	3	thi den gudløse praler af sin Sjæls Atfrå, den gridske forbander, ringeagter HERREN.
19O	10	4	Den gudløse siger i Hovmod: "Han hjemsøger ej, der er ingen Gud"; det er alle hans Tanker.
19O	10	5	Dog altid lykkes hans Vej, højt over ham går dine Domme; han blæser ad alle sine Fjender.
19O	10	6	Han siger i Hjertet: "Jeg rokkes ej, kommer ikke i Nød fra Slægt til Slægt."
19O	10	7	Hans Mund er fuld af Banden og Svig og Vold, Fordærv og Uret er under hans Tunge;
19O	10	8	han lægger sig på Lur i Landsbyer, dræber i Løn den skyldfri, efter Staklen spejder hans Øjne;
19O	10	9	han lurer i Skjul som Løve i Krat, på at fange den arme lurer han, han fanger den arme ind i sit Garn;
19O	10	10	han dukker sig, sidder på Spring, og Staklerne falder i hans Kløer.
19O	10	11	Han siger i Hjertet: "Gud glemmer, han skjuler sit Åsyn; han ser det aldrig."
19O	10	12	Rejs dig, HERRE! Gud, løft din Hånd, de arme glemme du ikke!
19O	10	13	Hvorfor skal en gudløs spotte Gud, sige i Hjertet, du hjemsøger ikke?
19O	10	14	Du skuer dog Møje og Kvide, ser det og tager def i din Hånd; Staklen tyr hen til dig, du er den faderløses Hjælper.
19O	10	15	Knus den ondes, den gudløses Arm, hjemsøg hans Gudløshed, så den ej findes!
19O	10	16	HERREN er Konge evigt og altid, Hedningerne er ryddet bort af hans Land;
19O	10	17	du har hørt de ydmyges Ønske, HERRE, du styrker deres Hjerte, vender Øret til
19O	10	18	for at skaffe fortrykte og faderløse Ret. Ikke skal dødelige mer øve Vold.
19O	11	1	Jeg tager min Tilflugt til HERREN! Hvor kan I sige til min Sjæl: "Fly som en Fugl til Bjergene!
19O	11	2	Thi se, de gudløse spænder Buen, lægger Pilen til Rette på Strengen for i Mørke at ramme de oprigtige af Hjertet.
19O	11	3	Når selv Grundpillerne styrter, hvad gør den retfærdige da?"
19O	11	4	HERREN er i sin hellige Hal, i Himlen er HERRENs Trone; på Jorderig skuer hans Øjne ned, hans Blik ransager Menneskens Børn;
19O	11	5	retfærdige og gudløse ransager HERREN; dem, der elsker Uret, hader hans Sjæl;
19O	11	6	over gudløse sender han Regn af Gløder og Svovl, et Stormvejr er deres tilmålte Bæger.
19O	11	7	Thi retfærdig er HERREN, han elsker at øve Retfærd, de oprigtige skuer hans Åsyn!
19O	12	2	HERRE, hjælp, thi de fromme er borte, svundet er Troskab blandt Menneskens Børn;
19O	12	3	de taler Løgn, den ene til den anden, med svigefulde Læber og tvedelt Hjerte.
19O	12	4	Hver svigefuld Læbe udrydde HERREN, den Tunge, der taler store Ord,
19O	12	5	dem, som siger: "Vor Tunge gør os stærke, vore Læber er med os, hvo er vor Herre?"
19O	12	6	"For armes Nød og fattiges Suk vil jeg nu stå op", siger HERREN, "jeg frelser den, som man blæser ad."
19O	12	7	HERRENs Ord er rene Ord, det pure, syvfold lutrede Sølv.
19O	12	8	HERRE, du vogter os, værner os evigt mod denne Slægt.
19O	12	9	De gudløse færdes frit overalt, når Skarn ophøjes blandt Menneskens Børn.
19O	13	2	Hvor længe vil du evigt glemme mig, Herre, hvor længe skjule dit Åsyn for mig?
19O	13	3	Hvor længe skal jeg huse Sorg i min Sjæl, Kvide i Hjertet Dag og Nat? Hvor længe skal Fjenden ophøje sig over mig?
19O	13	4	Se til og svar mig, HERRE min Gud, klar mine Øjne, så jeg ej sover ind i Døden
19O	13	5	og min Fjende skal sige: "Jeg overvandt ham!" mine Uvenner juble, fordi jeg vakler!
19O	13	6	Dog stoler jeg fast på din Miskundhed, lad mit Hjerte juble over din Frelse! Jeg vil synge for HERREN, thi han var mig god!
19O	14	1	Dårerne siger i Hjertet: "Der er ingen Gud!" Slet og afskyeligt handler de, ingen gør godt.
19O	14	2	HERREN skuer ned fra Himlen på Menneskens Børn for at se, om der findes en forstandig, nogen, der søger Gud.
19O	14	3	Afveget er alle, til Hobe fordærvet, ingen gør godt, end ikke een!
19O	14	4	Er alle de Udådsmænd da uden Forstand, der æder mit Folk, som åd de Brød, og ikke påkalder HERREN?
19O	14	5	Af Rædsel gribes de da, thi Gud er i de retfærdiges Slægt.
19O	14	6	Gør kun den armes Råd til Skamme, HERREN er dog hans Tilflugt.
19O	14	7	Ak, kom dog fra Zion Israels Frelse! Når HERREN vender Folkets Skæbne, skal Jakob juble, Israel glædes!
19O	15	1	HERRE, hvo kan gæste dit Telt, hvo kan bo på dit hellige Bjerg?
19O	15	2	Den, som vandrer fuldkomment og øver Ret, taler Sandhed af sit Hjerte;
19O	15	3	ikke bagtaler med sin Tunge, ikke volder sin Næste ondt og ej bringer Skam over Ven,
19O	15	4	som agter den forkastede ringe, men ærer dem, der frygter HERREN, ej bryder Ed, han svor til egen Skade,
19O	15	5	ej låner Penge ud mod Åger og ej tager Gave mod skyldfri. Hvo således gør, skal aldrig rokkes.
19O	16	1	Vogt mig, Gud, thi jeg lider på dig!
19O	16	2	Jeg siger til HERREN: "Du er min Herre; jeg har ikke andet Gode end dig.
19O	16	3	De hellige, som er i Landet, de er de herlige, hvem al min Hu står til."
19O	16	4	Mange Kvaler rammer dem, som vælger en anden Gud; deres Blodofre vil jeg ikke udgyde, ej tage deres Navn i min Mund.
19O	16	5	HERREN er min tilmålte Del og mit Bæger. Du holder min Arvelod i Hævd.
19O	16	6	Snorene faldt mig på liflige Steder, ja, en dejlig Arvelod tilfaldt mig.
19O	16	7	Jeg vil prise HERREN, der gav mig Råd, mine Nyrer maner mig, selv om Natten.
19O	16	8	Jeg har altid HERREN for Øje, han er ved min højre, jeg rokkes ikke.
19O	16	9	Derfor glædes mit Hjerte, min Ære jubler, endogså mit Kød skal bo i Tryghed.
19O	16	10	Thi Dødsriget giver du ikke min Sjæl, lader ikke din hellige skue Graven.
19O	16	11	Du lærer mig Livets Vej; man mættes af Glæde for dit Åsyn, Livsalighed er i din højre for evigt.
19O	17	1	HERRE, hør en retfærdig Sag, lyt til min Klage lån Øre til Bøn fra svigløse Læber!
19O	17	2	Fra dig skal min Ret udgå, thi hvad ret er, ser dine Øjne.
19O	17	3	Prøv mit Hjerte, se efter om Natten, ransag mig, du finder ej Svig hos mig.
19O	17	4	Ej synded min Mund, hvad end Mennesker gjorde; ved dine Læbers Ord vogted jeg mig for Voldsmænds Veje;
19O	17	5	mine Skridt har holdt dine Spor, jeg vaklede ej på min Gang.
19O	17	6	Jeg råber til dig, thi du svarer mig, Gud, bøj Øret til mig, hør på mit Ord!
19O	17	7	Vis, dig underfuldt nådig, du Frelser for dem, der tyr til din højre for Fjender!
19O	17	8	Vogt mig som Øjestenen, skjul mig i dine Vingers Skygge
19O	17	9	for gudløse, der øver Vold imod mig, glubske Fjender, som omringer mig;
19O	17	10	de har lukket deres Hjerte med Fedt, deres Mund fører Hovmodstale.
19O	17	11	De omringer os, overalt hvor vi går, de sigter på at slå os til Jorden.
19O	17	12	De er som den rovgridske Løve, den unge Løve, der ligger på Lur.
19O	17	13	Rejs dig, HERRE, træd ham i Møde, kast ham til Jorden, fri med dit Sværd min Sjæl fra den gudløses Vold,
19O	17	14	fra Mændene, HERRE, med din Hånd, fra dødelige Mænd - lad dem få deres Del i levende Live! Fyld deres Bug med dit Forråd af Vrede, lad Børnene mættes dermed og efterlade deres Børn, hvad de levner!
19O	17	15	Men jeg skal i Retfærd skue dit Åsyn, mættes ved din Skikkelse, når jeg vågner.
19O	18	2	HERRE, jeg har dig! hjerteligt kær, min Styrke!
19O	18	3	HERRE, min Klippe, min Borg. min Befrier, min Gud, mit Bjerg, hvortil jeg tyr, mit Skjold, mit Frelseshorn, mit Værn!
19O	18	4	Jeg påkalder HERREN, den Højlovede, og frelses fra mine Fjender.
19O	18	5	Dødens Reb omsluttede mig, Ødelæggelsens Strømme forfærdede mig,
19O	18	6	Dødsrigets Reb omspændte mig, Dødens Snarer faldt over mig;
19O	18	7	i min Vånde påkaldte jeg HERREN og råbte til min Gud. Han hørte min Røst fra sin Helligdom, mit Råb fandt ind til hans Ører!
19O	18	8	Da rystede Jorden og skjalv, Bjergenes Grundvolde bæved og rysted, thi hans Vrede blussede op.
19O	18	9	Røg for ud af hans Næse, fortærende Ild af hans Mund, Gløder gnistrede fra ham.
19O	18	10	Han sænkede Himlen, steg ned med Skymulm under sine Fødder;
19O	18	11	båret af Keruber fløj han, svæved på Vindens Vinger;
19O	18	12	han omgav sig med Mulm som en Bolig, mørke Vandmasser, vandfyldte Skyer.
19O	18	13	Fra Glansen foran ham for der Hagl og Ildgløder gennem hans Skyer.
19O	18	14	HERREN tordnede fra Himlen, den Højeste lod høre sin Røst, Hagl og Ildgløder.
19O	18	15	Han udslyngede Pile, adsplittede dem, Lyn i Mængde og skræmmede dem.
19O	18	16	Vandenes Bund kom til Syne, Jordens Grundvolde blottedes ved din Trusel, HERRE, for din Vredes Pust.
19O	18	17	Han udrakte Hånden fra det høje og greb mig, drog mig op af de vældige Vande,
19O	18	18	frelste mig fra mine mægtige Fjender, fra mine Avindsmænd; de var mig for stærke.
19O	18	19	På min Ulykkes Dag faldt de over mig, men HERREN blev mig til Værn.
19O	18	20	Han førte mig ud i åbent Land, han frelste mig, thi han havde Behag i mig.
19O	18	21	HERREN gengældte mig efter min Retfærd, lønned mig efter mine Hænders Uskyld;
19O	18	22	thi jeg holdt mig til HERRENs Veje, svigted i Gudløshed ikke min Gud
19O	18	23	hans Bud stod mig alle for Øje, hans Lov skød jeg ikke fra mig.
19O	18	24	Ustraffelig var jeg for ham og vogtede mig for Brøde.
19O	18	25	HERREN lønned mig efter min Retfærd, mine Hænders Uskyld, som stod ham for Øje!
19O	18	26	Du viser dig from mod den fromme, retsindig mod den retsindige,
19O	18	27	du viser dig ren mod den rene og vrang mod den svigefulde.
19O	18	28	De arme giver du Frelse, hovmodiges Øjne Skam!
19O	18	29	Ja, min Lampe lader du lyse, HERRE, min Gud opklarer mit Mørke.
19O	18	30	Thi ved din Hjælp søndrer jeg Mure, ved min Guds Hjælp springer jeg over Volde.
19O	18	31	Fuldkommen er Guds Vej, lutret er HERRENs Ord. Han er et Skjold for alle, der sætter deres Lid til ham.
19O	18	32	Ja, hvem er Gud uden HERREN, hvem er en Klippe uden vor Gud,
19O	18	33	den Gud, der omgjorded mig med Kraft, jævnede Vejen for mig,
19O	18	34	gjorde mine Fødder som Hindens og gav mig Fodfæste på Højene,
19O	18	35	oplærte min Hånd til Krig, så mine Arme spændte Kobberbuen!
19O	18	36	Du gav mig din Frelses Skjold, din højre støttede mig, din Nedladelse gjorde mig stor;
19O	18	37	du skaffede Plads for mine Skridt, mine Ankler vaklede ikke.
19O	18	38	Jeg jog mine Fjender, indhentede dem, vendte først om, da de var gjort til intet,
19O	18	39	slog dem ned, så de ej kunde rejse sig, men lå faldne under min Fod.
19O	18	40	Du omgjorded mig med Kraft til Kampen, mine Modstandere tvang du i Knæ for mig;
19O	18	41	du slog mine Fjender på Flugt, mine Avindsmænd rydded jeg af Vejen.
19O	18	42	De råbte, men ingen hjalp, til HERREN, han svared dem ikke.
19O	18	43	Jeg knuste dem som Støv for Vinden, fejed dem bort som Gadeskarn.
19O	18	44	Du friede mig af Folkekampe, du satte mig til Folkeslags Høvding; nu tjener mig ukendte Folk;
19O	18	45	hører de om mig, lyder de mig, Udlandets Sønner kryber for mig;
19O	18	46	Udlandets Sønner vansmægter, slæber sig frem af deres Skjul.
19O	18	47	HERREN lever, højlovet min Klippe, ophøjet være min Frelses Gud,
19O	18	48	den Gud, som giver mig Hævn, tvinger Folkeslag under min Fod
19O	18	49	og frier mig fra mine vrede Fjender! Du ophøjer mig over mine Modstandere, fra Voldsmænd frelser du mig.
19O	18	50	HERRE, derfor priser jeg dig blandt Folkene og lovsynger dit Navn,
19O	18	51	du, som kraftig hjælper din Konge og viser din Salvede Miskundhed, David og hans Æt evindelig.
19O	19	2	Himlen forkynder Guds Ære, Hvælvingen kundgør hans Hænders værk.
19O	19	3	Dag bærer Bud til Dag, Nat lader Nat det vide.
19O	19	4	Uden Ord og uden Tale, uden at Lyden høres,
19O	19	5	når Himlens Røst over Jorden vide, dens Tale til Jorderigs Ende. På Himlen rejste han Solen et Telt;
19O	19	6	som en Brudgom går den ud af sit Kammer, er glad som en Helt ved at løbe sin Bane,
19O	19	7	rinder op ved Himlens ene Rand, og dens Omløb når til den anden. Intet er skjult for dens Glød.
19O	19	8	HERRENs Lov er fuldkommen, kvæger Sjælen, HERRENs Vidnesbyrd holder, gør enfoldig viis,
19O	19	9	HERRENs Forskrifter er rette, glæder Hjertet, HERRENs Bud er purt, giver Øjet Glans,
19O	19	10	HERRENs Frygt er ren, varer evigt, HERRENs Lovbud er Sandhed, rette til Hobe,
19O	19	11	kostelige fremfor Guld, ja fint Guld i Mængde, søde fremfor Honning og Kubens Saft.
19O	19	12	Din Tjener tager og Vare på dem; at holde dem lønner sig rigt.
19O	19	13	Hvo mærker selv, at han fejler? Tilgiv mig lønlige Brøst!
19O	19	14	Værn også din Tjener mod frække, ej råde de over mig! Så bliver jeg uden Lyde og fri for svare Synder.
19O	19	15	Lad min Munds Ord være dig til Behag, lad mit Hjertes Tanker nå frem for dit Åsyn, HERRE, min Klippe og min Genløser!
19O	20	2	På trængselens dag bønhøre Herren dig, værne dig Jakobs Guds Navn!
19O	20	3	Han sende dig Hjælp fra Helligdommen, fra Zion styrke han dig;
19O	20	4	han komme alle dine Afgrødeofre i Hu og tage dit Brændoffer gyldigt! - Sela.
19O	20	5	Han give dig efter dit Hjertes Attrå, han fuldbyrde alt dit Råd,
19O	20	6	at vi må juble over din Frelse, løfte Banner i vor Guds Navn ! HERREN opfylde alle dine Bønner!
19O	20	7	Nu ved jeg, at HERREN frelser sin Salvede og svarer ham fra sin hellige Himmel med sin højres frelsende Vælde.
19O	20	8	Nogle stoler på Heste, andre på Vogne, vi sejrer ved HERREN vor Guds Navn.
19O	20	9	De synker i Knæ og falder, vi rejser os og kommer atter på Fode.
19O	20	10	HERRE, frels dog Kongen og svar os, den Dag vi kalder!
19O	21	2	HERRE, Kongen er glad ved din Vælde, hvor frydes han højlig over din Frelse!
19O	21	3	Hvad hans Hjerte ønskede, gav du ham, du afslog ikke hans Læbers Bøn. - Sela.
19O	21	4	Du kom ham i Møde med rig Velsignelse, satte en Krone af Guld på hans Hoved.
19O	21	5	Han bad dig om Liv, og du gav ham det, en Række af Dage uden Ende.
19O	21	6	Stor er hans Glans ved din Frelse, Højhed og Hæder lægger du på ham.
19O	21	7	Ja, evig Velsignelse gav du ham, med Fryd for dit Åsyn glæded du ham.
19O	21	8	Thi Kongen stoler på HERREN, ved den Højestes Nåde rokkes han ikke.
19O	21	9	Til alle dine Fjender når din Hånd, din højre når dine Avindsmænd.
19O	21	10	Du gør dem til et luende Bål, når du viser dig; HERREN sluger dem i sin Vrede. Ild fortærer dem.
19O	21	11	Du rydder bort deres Frugt af Jorden, deres Sæd blandt Menneskens Børn.
19O	21	12	Thi de søger at volde dig ondt, spinder Rænker, men evner intet;
19O	21	13	thi du slår dem på Flugt, med din Bue sigter du mod deres Ansigt.
19O	21	14	HERRE, stå op i din Vælde, med Sang og med Spil vil vi prise dit Storværk!
19O	22	2	Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Mit Skrig til Trods er Frelsen mig fjern.
19O	22	3	Min Gud, jeg råber om Dagen, du svarer ikke, om Natten, men finder ej Hvile.
19O	22	4	Og dog er du den hellige, som troner på Israels Lovsange.
19O	22	5	På dig forlod vore Fædre sig, forlod sig, og du friede dem;
19O	22	6	de råbte til dig og frelstes, forlod sig på dig og blev ikke til Skamme.
19O	22	7	Men jeg er en Orm og ikke en Mand, til Spot for Mennesker, Folk til Spe;
19O	22	8	alle, der ser mig, håner mig, vrænger Mund og ryster på Hovedet:
19O	22	9	"Han har væltet sin Sag på HERREN; han fri ham og frelse ham, han har jo Velbehag i ham."
19O	22	10	Ja, du drog mig af Moders Liv, lod mig hvile trygt ved min Moders Bryst;
19O	22	11	på dig blev jeg kastet fra Moders Skød, fra Moders Liv var du min Gud.
19O	22	12	Vær mig ikke fjern, thi Trængslen er nær, og ingen er der, som hjælper!
19O	22	13	Stærke Tyre står omkring mig, Basans vældige omringer mig,
19O	22	14	spiler Gabet op imod mig som rovgridske, brølende Løver.
19O	22	15	Jeg er som Vand, der er udgydt, alle mine Knogler skilles, mit Hjerte er blevet som Voks, det smelter i Livet på mig;
19O	22	16	min Gane er tør som et Potteskår til Gummerne klæber min Tunge, du lægger mig ned i Dødens Støv.
19O	22	17	Thi Hunde står omkring mig, onde i Flok omringer mig, de har gennemboret mine Hænder og Fødder,
19O	22	18	jeg kan tælle alle mine Ben; med Skadefryd ser de på mig.
19O	22	19	Mine Klæder deler de mellem sig, om Kjortelen kaster de Lod.
19O	22	20	Men du, o HERRE, vær ikke fjern, min Redning, il mig til Hjælp!
19O	22	21	Udfri min Sjæl fra Sværdet, min eneste af Hundes Vold!
19O	22	22	Frels mig fra Løvens Gab, fra Vildoksens Horn! Du har bønhørt mig.
19O	22	23	Dit Navn vil jeg kundgøre for mine Brødre, prise dig midt i Forsamlingen:
19O	22	24	"I, som frygter HERREN, pris ham, ær ham; al Jakobs Æt, bæv for ham, al Israels Æt!
19O	22	25	Thi han foragtede ikke, forsmåede ikke den armes Råb, skjulte ikke sit Åsyn for ham, men hørte, da han råbte til ham!"
19O	22	26	Jeg vil synge din Pris i en stor Forsamling, indfri mine Løfter iblandt de fromme;
19O	22	27	de ydmyge skal spise og mættes; hvo HERREN søger, skal prise ham; deres Hjerte leve for evigt!
19O	22	28	Den vide Jord skal mærke sig det og omvende sig til HERREN, og alle Folkenes Slægter skal tilbede for hans Åsyn;
19O	22	29	thi HERRENs er Riget, han er Folkenes Hersker.
19O	22	30	De skal tilbede ham alene, alle Jordens mægtige; de skal bøje sig for hans Åsyn, alle, der nedsteg i Støvet og ikke holdt deres Sjæl i Live.
19O	22	31	Ham skal Efterkommeme tjene; om HERREN skal tales til Slægten, der kommer;
19O	22	32	de skal forkynde et Folk, der fødes, hans Retfærd. Thi han greb ind.
19O	23	1	HERREN er min Hyrde, mig skal intet fattes,
19O	23	2	han lader mig ligge på grønne Vange. Til Hvilens Vande leder han mig, han kvæger min Sjæl,
19O	23	3	han fører mig ad rette Veje for sit Navns Skyld.
19O	23	4	Skal jeg end vandre i Dødsskyggens Dal, jeg frygter ej ondt; thi du er med mig, din Kæp og din Stav er min Trøst.
19O	23	5	I mine Fjenders Påsyn dækker du Bord for mig, du salver mit Hoved med Olie, mit Bæger flyder over.
19O	23	6	Kun Godhed og Miskundhed følger mig alle mine Dage, og i HERRENs Hus skal jeg bo gennem lange Tider.
19O	24	1	HERRENs er Jorden og dens Fylde, Jorderig og de, som bor derpå;
19O	24	2	thi han har grundlagt den på Have, grundfæstet den på Strømme.
19O	24	3	Hvo kan gå op på HERRENs Bjerg, og hvo kan stå på hans hellige Sted?
19O	24	4	Den med skyldfri Hænder og Hjertet rent, som ikke sætter sin Hu til Løgn og ikke sværger falsk;
19O	24	5	han får Velsignelse fra HERREN, Retfærdighed fra sin Frelses Gud.
19O	24	6	Så er den Slægt, som spørger efter ham, som søger dit Åsyn, Jakobs Gud! - Sela.
19O	24	7	Løft eders Hoveder, I Porte, løft jer, I ældgamle Døre, at Ærens Konge kan drage ind!
19O	24	8	Hvo er den Ærens Konge? HERREN, stærk og vældig, HERREN, vældig i Krig!
19O	24	9	Løft eders Hoveder, I Porte, løft jer, I ældgamle Døre, at Ærens Konge kan drage ind!
19O	24	10	Hvo er han, den Ærens Konge? HERREN, Hærskarers Herre, han er Ærens Konge! - Sela. 1. HERRE, jeg løfter min sjæl til dig
19O	25	2	min Gud jeg stoler på dig, lad mig ikke beskæmmes, lad ej mine Fjender fryde sig over mig.
19O	25	3	Nej, ingen som bier på dig, skal beskæmmes; beskæmmes skal de, som er troløse uden Grund.
19O	25	4	Lad mig kende dine Veje, HERRE lær mig dine Stier.
19O	25	5	Led mig på din Sandheds Vej og lær mig, thi du er min Frelses Gud; jeg bier bestandig på dig.
19O	25	6	HERRE, kom din Barmhjertighed i Hu og din Nåde, den er jo fra Evighed af.
19O	25	7	Mine Ungdomssynder og Overtrædelser komme du ikke i Hu, men efter din Miskundhed kom mig i Hu, for din Godheds Skyld, o HERRE!
19O	25	8	God og oprigtig er HERREN, derfor viser han Syndere Vejen.
19O	25	9	Han vejleder ydmyge i det, som er ret, og lærer de ydmyge sin Vej.
19O	25	10	Alle HERRENs Stier er Miskundhed og Trofasthed for dem, der holder hans Pagt og hans Vidnesbyrd.
19O	25	11	For dit Navns Skyld, HERRE, tilgive du min Brøde, thi den er stor.
19O	25	12	Om nogen frygter HERREN, ham viser han den Vej, han skal vælge;
19O	25	13	selv skal han leve i Lykke og hans Sæd få Landet i Eje.
19O	25	14	Fortroligt Samfund har HERREN med dem, der frygter ham, og han kundgør dem sin Pagt.
19O	25	15	Mit Øje er stadig vendt imod HERREN, thi han frier mine Fødder af Snaren.
19O	25	16	Vend dig til mig og vær mig nådig, thi jeg er ene og arm.
19O	25	17	Let mit Hjertes Trængsler og før mig ud af min Nød.
19O	25	18	Se hen til min Nød og min Kvide og tilgiv alle mine Synder.
19O	25	19	Se hen til mine Fjender, thi de er mange og hader mig med Had uden Grund.
19O	25	20	Vogt min Sjæl og frels mig, jeg lider på dig, lad mig ikke beskæmmes.
19O	25	21	Lad Uskyld og Retsind vogte mig, thi jeg bier på dig, HERRE.
19O	25	22	Forløs, o Gud, Israel af alle dets Trængsler!
19O	26	1	Skaf mig ret o Herre, thi jeg vandrer i Uskyld, stoler på HERREN uden at vakle.
19O	26	2	Ransag mig, HERRE, og prøv mig, gransk mine Nyrer og mit Hjerte;
19O	26	3	thi din Miskundhed står mig for Øje, jeg vandrer i din Sandhed.
19O	26	4	Jeg tager ej Sæde blandt Løgnere, blandt falske kommer jeg ikke.
19O	26	5	Jeg hader de ondes Forsamling, hos gudløse sidder jeg ej.
19O	26	6	Jeg tvætter mine Hænder i Renhed, at jeg kan vandre omkring dit Alter, HERRE,
19O	26	7	for at istemme Takkesang, fortælle om alle dine Undere.
19O	26	8	HERRE, jeg elsker dit Hus, det Sted, hvor din Herlighed bor.
19O	26	9	Bortriv ikke min Sjæl med Syndere, mit Liv med blodstænkte Mænd,
19O	26	10	i hvis Hænder er Skændselsdåd, hvis højre er fuld af Bestikkelse.
19O	26	11	Jeg har jo vandret i Uskyld, forløs mig og vær mig nådig!
19O	26	12	Min Fod står på den jævne Grund, i Forsamlinger vil jeg love HERREN.
19O	27	1	HERREN er mit Lys og min Frelse, hvem skal jeg frygte? HERREN er Værn for mit Liv, for hvem skal jeg ræddes?
19O	27	2	Når onde kommer imod mig for at æde mit Kød, så snubler og falder de, Uvenner og Fjender!
19O	27	3	Om en Hær end lejrer sig mod mig, er mit Hjerte uden Frygt; om Krig bryder løs imod mig, dog er jeg tryg.
19O	27	4	Om eet har jeg bedet HERREN, det attrår jeg: alle mine Dage at bo i HERRENs Hus for at skue HERRENs Livsalighed og grunde i hans Tempel.
19O	27	5	Thi han gemmer mig i sin Hytte på Ulykkens Dag, skjuler mig i sit Telt og løfter mig op på en Klippe.
19O	27	6	Derfor løfter mit Hoved sig over mine Fjender omkring mig. I hans Telt vil jeg ofre Jubelofre, med Sang og med Spil vil jeg prise HERREN.
19O	27	7	HERRE, hør mit Råb, vær nådig og svar mig!
19O	27	8	Jeg mindes, du sagde: "Søg mit Åsyn!" Dit Åsyn søger jeg, HERRE;
19O	27	9	skjul ikke dit Åsyn for mig! Bortstød ikke din Tjener i Vrede, du er min Hjælp, opgiv og slip mig ikke, min Frelses Gud!
19O	27	10	Thi Fader og Moder forlod mig, men HERREN tager mig til sig.
19O	27	11	Vis mig, HERRE, din Vej og led mig ad jævne Stier for Fjendernes Skyld;
19O	27	12	giv mig ikke i glubske Uvenners Magt! Thi falske Vidner, der udånder Vold, står frem imod mig.
19O	27	13	Havde jeg ikke troet, at jeg skulde skue HERRENs Godhed i de levendes Land -
19O	27	14	Bi på HERREN, fat Mod, dit Hjerte være stærkt, ja bi på HERREN!
19O	28	1	Jeg råber til dig, o Herre, min Klippe, vær ikke tavs imod mig, at jeg ej, når du tier, skal blive som de, der synker i Graven.
19O	28	2	Hør min tryglende Røst, når jeg råber til dig, løfter Hænderne op mod dit hellige Tempel.
19O	28	3	Riv mig ej bort med gudløse, Udådsmænd, som har ondt i Sinde mod Næsten trods venlige Ord.
19O	28	4	Løn dem for deres Idræt og onde Gerninger; løn dem for deres Hænders Værk, gengæld dem efter Fortjeneste!
19O	28	5	Thi HERRENs Gerning ænser de ikke, ej heller hans Hænders Værk. Han nedbryde dem og opbygge dem ej!
19O	28	6	Lovet være HERREN, thi han har hørt min tryglende Røst;
19O	28	7	min Styrke, mit Skjold er HERREN, mit Hjerte stoler på ham. Jeg fik Hjælp, mit Hjerte jubler, jeg takker ham med min Sang.
19O	28	8	HERREN er Værn for sit Folk, sin Salvedes Tilflugt og Frelse.
19O	28	9	Frels dit Folk og velsign din Arv, røgt dem og bær dem til evig Tid!
19O	29	1	Giver HERREN, I Guds Sønner, giver Herren Ære og Pris,
19O	29	2	giver HERREN hans Navns Ære; tilbed HERREN i helligt Skrud!
19O	29	3	HERRENs Røst er over Vandene, Ærens Gud lader Tordenen rulle, HERREN, over de vældige Vande!
19O	29	4	HERRENs Røst med Vælde, HERRENs Røst i Højhed,
19O	29	5	HERRENs Røst, den splintrer Cedre, HERREN splintrer Libanons Cedre,
19O	29	6	får Libanon til at springe som en Kalv og Sirjon som den vilde Okse!
19O	29	7	HERRENs Røst udslynger Luer.
19O	29	8	HERRENs Røst får Ørk til at skælve, HERREN får Kadesj's Ørk til at skælve!
19O	29	9	HERRENs Røst får Hind til at føde, og den gør lyst i Skoven. Alt i hans Helligdom råber: "Ære!"
19O	29	10	HERREN tog Sæde og sendte Vandfloden, HERREN tog Sæde som Konge for evigt.
19O	29	11	HERREN give Kraft til sit Folk, HERREN velsigne sit Folk med Fred!
19O	30	2	HERRE, jeg ophøjer dig, thi du bjærgede mig, lod ej mine Fjender glæde sig over mig;
19O	30	3	HERRE min Gud, jeg råbte til dig, og du helbredte mig.
19O	30	4	Fra Dødsriget, HERRE, drog du min Sjæl, kaldte mig til Live af Gravens Dyb.
19O	30	5	Lovsyng HERREN, I hans fromme, pris hans hellige Navn!
19O	30	6	Thi et Øjeblik varer hans Vrede, Livet igennem hans Nåde; om Aftenen gæster os Gråd, om Morgenen Frydesang.
19O	30	7	Jeg tænkte i min Tryghed: "Jeg rokkes aldrig i Evighed!"
19O	30	8	HERRE, i Nåde havde du fæstnet mit Bjerg; du skjulte dit Åsyn, jeg blev forfærdet.
19O	30	9	Jeg råbte, HERRE, til dig, og tryglende bad jeg til HERREN:
19O	30	10	"Hvad Vinding har du af mit Blod, af at jeg synker i Graven? Kan Støv mon takke dig, råbe din Trofasthed ud?
19O	30	11	HERRE, hør og vær nådig, HERRE, kom mig til Hjælp!"
19O	30	12	Du vendte min Sorg til Dans, løste min Sørgedragt, hylled mig i Glæde,
19O	30	13	at min Ære skal prise dig uden Ophør. HERRE min Gud, jeg vil takke dig evigt!
19O	31	2	HERRE, jeg lider på dig, lad mig aldrig i Evighed skuffes. Udfri mig i din Retfærd,
19O	31	3	du bøje dit Øre til mig; red mig i Hast og vær mig en Tilflugtsklippe, en Klippeborg til min Frelse;
19O	31	4	thi du er min Klippe og Borg. For dit Navns Skyld lede og føre du mig,
19O	31	5	fri mig fra Garnet, de satte for mig; thi du er min Tilflugt,
19O	31	6	i din Hånd befaler jeg min Ånd. Du forløser mig, HERRE, du tro faste Gud,
19O	31	7	du hader dem, der bolder på Løgneguder. Men jeg, jeg stoler på HERREN,
19O	31	8	jeg vil juble og glæde mig over din Miskundhed; thi du har set min Nød, agtet på min Sjælekvide.
19O	31	9	Du gav mig ikke i Fjendens Hånd, men skaffede Rum for min Fod.
19O	31	10	Vær mig nådig, HERRE, thi jeg er angst, af Kummer hentæres mit Øje, min Sjæl og mit Indre.
19O	31	11	Thi mit Liv svinder hen i Sorg, mine År i Suk, min Kraft er brudt for min Brødes Skyld, mine Ben hentæres.
19O	31	12	For alle mine Fjenders Skyld er jeg blevet til Spot, mine Naboers Gru, mine Keodinges Rædsel; de, der ser mig på Gaden, flygter for mig.
19O	31	13	Som en død er jeg gået dem at Minde, jeg er som et ødelagt Kar.
19O	31	14	Thi mange hører jeg hviske, trindt om er Rædsel, når de holder Råd imod mig, pønser på at tage mit Liv.
19O	31	15	Men, HERRE, jeg stoler på dig; jeg siger: Du er min Gud,
19O	31	16	mine Tider er i din Hånd. Red mig fra Fjenders Hånd, fra dem, der forfølger mig,
19O	31	17	lad dit Ansigt lyse over din Tjener, frels mig i din Miskundhed.
19O	31	18	HERRE, lad mig ej blive til Skamme, jeg råber jo til dig, lad de gudløse blive til Skamme og synke tavse i Døden.
19O	31	19	Lad de falske Læber forstumme, som taler frækt om den retfærdige med Hovmod og Foragt.
19O	31	20	Hvor stor er dog din Godhed, som du gemmer til dem, der frygter dig, over mod dem, der lider på dig, for Menneskebørnenes Øjne.
19O	31	21	Du skjuler dem i dit Åsyns Skjul for Menneskers Stimmel; du gemmer dem i en Hytte for Tungers Kiv.
19O	31	22	Lovet være HERREN, thi under fuld Miskundhed har han vist mig i en befæstet Stad.
19O	31	23	Og jeg, som sagde i min Angst: "Jeg er bortstødt fra dine Øjne!" Visselig, du hørte min tryglende Røst, da jeg råbte til dig.
19O	31	24	Elsk HERREN, alle hans fromme; de trofaste skærmer HERREN; men den, der handler i Hovmod, gengælder han mangefold.
19O	31	25	Fat Mod, eders Hjerte være stærkt, alle I, som bier på HERREN!
19O	32	1	Salig den, hvis Overdtrærdselser er forladt, hvis Synd er skjult:
19O	32	2	saligt det Menneske, HERREN ej tilregner Skyld, og i hvis Ånd der ikke er Svig.
19O	32	3	Mine Ben svandt hen, så længe jeg tav, under Jamren Dagen igennem,
19O	32	4	thi din Hånd lå tungt på mig både Dag og Nat, min Livskraft svandt som i Sommerens Tørke. - Sela.
19O	32	5	Min Synd bekendte jeg for dig, dulgte ikke min Skyld; jeg sagde: "Mine Overtrædelser vil jeg bekende for HERREN!" Da tilgav du mig min Syndeskyld. - Sela.
19O	32	6	Derfor bede hver from til dig, den Stund du findes. Kommer da store Vandskyl, ham skal de ikke nå.
19O	32	7	Du er mit Skjul, du frier mig af Trængsel, med Frelsesjubel omgiver du mig. - Sela.
19O	32	8	Jeg vil lære dig og vise dig, hvor du skal gå, jeg vil råde dig ved at fæste mit Øje på dig.
19O	32	9	Vær ikke uden Forstand som Hest eller Muldyr, der tvinges med Tømme og Bidsel, når de ikke vil komme til dig.
19O	32	10	Den gudløses Smerter er mange, men den, der stoler på HERREN, omgiver han med Nåde.
19O	32	11	Glæd jer i HERREN, I retfærdige, fryd jer, jubler, alle I oprigtige af Hjertet!
19O	33	1	Jubler i Herren, I retfærdige, for de oprigtige sømmer sig Lovsang;
19O	33	2	lov HERREN med Citer, tak ham til tistrenget Harpe;
19O	33	3	en ny Sang synge I ham, leg lifligt på Strenge til Jubelråb!
19O	33	4	Thi sandt er HERRENs Ord, og al hans Gerning er trofast;
19O	33	5	han elsker Retfærd og Ret, af HERRENs Miskundhed er Jorden fuld.
19O	33	6	Ved HERRENs Ord blev Himlen skabt og al dens Hær ved hans Munds Ånde.
19O	33	7	Som i Vandsæk samled han Havets Vand, lagde Dybets Vande i Forrådskamre.
19O	33	8	Al Jorden skal frygte for HERREN, Alverdens Beboere skælve for ham;
19O	33	9	thi han talede, så skete det, han bød, så stod det der.
19O	33	10	HERREN kuldkasted Folkenes Råd, gjorde Folkeslags Tanker til intet;
19O	33	11	HERRENs Råd står fast for evigt, hans Hjertes Tanker fra Slægt til Slægt.
19O	33	12	Saligt det Folk, der har HERREN til Gud, det Folkefærd, han valgte til Arvelod!
19O	33	13	HERREN skuer fra Himlen, ser på alle Menneskens Børn;
19O	33	14	fra sit Højsæde holder han Øje med alle, som bor på Jorden;
19O	33	15	han, som danned deres Hjerter til Hobe, gennemskuer alt deres Værk.
19O	33	16	Ej frelses en Konge ved sin store Stridsmagt, ej fries en Helt ved sin store Kraft;
19O	33	17	til Frelse slår Stridshesten ikke til, trods sin store Styrke redder den ikke.
19O	33	18	Men HERRENs Øje ser til gudfrygtige, til dem, der håber på Nåden,
19O	33	19	for at fri deres Sjæl fra Døden og holde dem i Live i Hungerens Tid.
19O	33	20	På HERREN bier vor Sjæl, han er vor Hjælp og vort Skjold;
19O	33	21	thi vort Hjerte glæder sig i ham, vi stoler på hans hellige Navn.
19O	33	22	Din Miskundhed være over os, HERRE, så som vi håber på dig.
19O	34	2	Jeg vil love HERREN til hver en Tid, hans Pris skal stadig fylde min Mund
19O	34	3	min Sjæl skal rose sig af HERREN, de ydmyge skal høre det og glæde sig.
19O	34	4	Hylder HERREN i Fællig med mig, lad os sammen ophøje hans Navn!
19O	34	5	Jeg søgte HERREN, og han svarede mig og friede mig fra alle mine Rædsler.
19O	34	6	Se hen til ham og strål af Glæde, eders Åsyn skal ikke beskæmmes.
19O	34	7	Her er en arm, der råbte, og HERREN hørte, af al hans Trængsel frelste han ham.
19O	34	8	HERRENs Engel slår Lejr om dem, der frygter ham, og frier dem.
19O	34	9	Smag og se, at HERREN er god, salig den Mand, der lider på ham!
19O	34	10	Frygter HERREN, I hans hellige, thi de, der frygter ham, mangler intet.
19O	34	11	Unge Løver lider Nød og sulter, men de, der søger HERREN, dem fattes intet godt.
19O	34	12	Kom hid, Børnlill, og hør på mig, jeg vil lære jer HERRENs Frygt.
19O	34	13	Om nogen attrår Liv og ønsker sig Dage for at skue Lykke,
19O	34	14	så var din Tunge for ondt, dine Læber fra at tale Svig;
19O	34	15	hold dig fra ondt og øv godt, søg Fred og j ag derefter.
19O	34	16	på retfærdige hviler hans Øjne, hans Ører hører deres Råb;
19O	34	17	Mod dem, der gør ondt, er HERRENs Åsyn for at slette deres Minde af Jorden; (vers 16 og 17 har byttet plads)
19O	34	18	når de skriger, hører HERREN og frier dem af al deres Trængsel.
19O	34	19	HERREN er nær hos dem, hvis Hjerte er knust, han frelser dem, hvis Ånd er brudt.
19O	34	20	Den retfærdiges Lidelser er mange, men HERREN frier ham af dem alle;
19O	34	21	han vogter alle hans Ledemod, ikke et eneste brydes.
19O	34	22	Ulykke bringer de gudløse Død, og bøde skal de, der hader retfærdige.
19O	34	23	HERREN forløser sine Tjeneres Sjæl, og ingen, der lider på ham, skal bøde.
19O	35	1	HERRE, træt med dem, der trætter med mig, strid imod dem, der strider mod mig,
19O	35	2	grib dit Skjold og dit Værge, rejs dig og hjælp mig,
19O	35	3	tag Spyd og Økse frem mod dem, der forfølger mig, sig til min Sjæl: "Jeg er din Frelse!"
19O	35	4	Lad dem beskæmmes og blues, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem rødmende vige,
19O	35	5	de blive som Avner for Vinden, og HERRENs Engel nedstøde dem,
19O	35	6	deres Vej blive mørk og glat, og HERRENs Engel forfølge dem!
19O	35	7	Thi uden Grund har de sat deres Garn for mig, gravet min Sjæl en Grav.
19O	35	8	Lad Undergang uventet ramme ham, lad Garnet, han satte, hilde ham selv, lad ham falde i Graven.
19O	35	9	Min Sjæl skal juble i HERREN, glædes ved hans Frelse,
19O	35	10	alle mine Ledemod sige: "HERRE, hvo er som du, du, som frelser den arme fra hans Overmand, den arme og fattige fra Røveren!"
19O	35	11	Falske Vidner står frem, de spørger mig om, hvad jeg ej kender til;
19O	35	12	de lønner mig godt med ondt, min Sjæl er forladt.
19O	35	13	Da de var syge, gik jeg i Sæk, med Faste spæged jeg mig, jeg bad med sænket Hoved,
19O	35	14	som var det en Ven eller Broder; jeg gik, som sørged jeg over min Moder, knuget af Sorg.
19O	35	15	Men nu jeg vakler, glæder de sig, de stimler sammen, Uslinger, fremmede for mig, stimler sammen imod mig, håner mig uden Ophør;
19O	35	16	for min Venlighed dænger de mig med Hån, de skærer Tænder imod mig.
19O	35	17	Herre, hvor længe vil du se til? Frels dog min Sjæl fra deres Brøl, min eneste fra Løver.
19O	35	18	Jeg vil takke dig i en stor Forsamling, love dig blandt mange Folk.
19O	35	19	Lad ej dem, som med Urette er mine Fjender, glæde sig over mig, lad ej dem, som hader mig uden Grund, sende spotske Blikke!
19O	35	20	Thi de taler ej Fred mod de stille i Landet udtænker de Svig;
19O	35	21	de spærrer Munden op imod mig og siger: "Ha, ha! Vi så det med egne Øjne!"
19O	35	22	Du så det, HERRE, vær ikke tavs, Herre, hold dig ej borte fra mig;
19O	35	23	rejs dig, vågn op for min Ret, for min Sag, min Gud og Herre,
19O	35	24	døm mig efter din Retfærd HERRE, min Gud, lad dem ikke glæde sig over mig
19O	35	25	Og sige i Hjertet: "Ha! som vi ønsked!" lad dem ikke sige: "Vi slugte ham!"
19O	35	26	Til Skam og Skændsel blive enhver, hvem min Ulykke glæder; lad dem, der hovmoder sig over mig, hyldes i Spot og Spe.
19O	35	27	Men de, der vil min Ret, lad dem juble og glæde sig, stadigen sige: "Lovet være HERREN, som under sin Tjener Fred!"
19O	35	28	Min Tunge skal forkynde din Retfærd, Dagen igennem din Pris.
19O	36	2	Synden taler til den Gudløse inde i hans Hjerte; Gudsfrygt har han ikke for Øje;
19O	36	3	thi den smigrer ham frækt og siger, at ingen skal finde hans Brøde og hade ham.
19O	36	4	Hans Munds Ord er Uret og Svig, han har ophørt at handle klogt og godt;
19O	36	5	på sit Leje udtænker han Uret, han træder en Vej, som ikke er god; det onde afskyr han ikke.
19O	36	6	HERRE, din Miskundhed rækker til Himlen, din Trofasthed når til Skyerne,
19O	36	7	din Retfærd er som Guds Bjerge, dine Domme som det store Dyb; HERRE, du frelser Folk og Fæ,
19O	36	8	hvor dyrebar er dog din Miskundhed, Gud! Og Menneskebørnene skjuler sig i dine Vingers Skygge;
19O	36	9	de kvæges ved dit Huses Fedme, du læsker dem af din Lifligheds Strøm;
19O	36	10	thi hos dig er Livets Kilde, i dit Lys skuer vi Lys!
19O	36	11	Lad din Miskundhed blive over dem, der kender dig, din Retfærd over de oprigtige af Hjertet.
19O	36	12	Lad Hovmods Fod ej træde mig ned, gudløses Hånd ej jage mig bort.
19O	36	13	Se, Udådsmændene falder, slås ned, så de ikke kan rejse sig.
19O	37	1	Græm dig ikke over Ugerningsmænd, misund ikke dem, der gør Uret!
19O	37	2	Thi hastigt svides de af som Græsset, visner som det friske Grønne.
19O	37	3	Stol på HERREN og gør det gode, bo i Landet og læg Vind på Troskab,
19O	37	4	da skal du have din Fryd i HERREN, og han skal give dig, hvad dit Hjerte attrår.
19O	37	5	Vælt din Vej på HERREN, stol på ham, så griber han ind
19O	37	6	og fører din Retfærdighed frem som Lyset, din Ret som den klare Dag.
19O	37	7	Vær stille for HERREN og bi på ham, græm dig ej over den, der har Held, over den, der farer med Rænker.
19O	37	8	Tæm din Harme, lad Vreden fare, græm dig ikke, det volder kun Harm.
19O	37	9	Thi Ugerningsmænd skal ryddes ud, men de, der bier på HERREN, skal arve Landet.
19O	37	10	En liden Stund, og den gudløse er ikke mere; ser du hen til hans Sted, så er han der ikke.
19O	37	11	Men de sagtmodige skal arve Landet, de fryder sig ved megen Fred.
19O	37	12	Den gudløse vil den retfærdige ilde og skærer Tænder imod ham;
19O	37	13	men Herren, han ler ad ham, thi han ser hans Time komme.
19O	37	14	De gudløse drager Sværdet og spænder Buen for at fælde arm og fattig, for at nedslagte dem, der vandrer ret;
19O	37	15	men Sværdet rammer dem selv i Hjertet, og Buerne brydes sønder og sammen.
19O	37	16	Det lidt, en retfærdig har, er bedre end mange gudløses Rigdom;
19O	37	17	thi de gudløses Arme skal brydes, men HERREN støtter de retfærdige;
19O	37	18	HERREN kender de uskyldiges Dage, deres Arvelod bliver evindelig;
19O	37	19	de beskæmmes ikke i onde Tider, de mættes i Hungerens Dage.
19O	37	20	Thi de gudløse går til Grunde, som Engenes Pragt er HERRENs Fjender, de svinder, de svinder som Røg.
19O	37	21	Den gudløse låner og bliver i Gælden, den retfærdige ynkes og giver;
19O	37	22	de, han velsigner, skal arve Landet, de, han forbander, udryddes.
19O	37	23	Af HERREN stadfæstes Mandens Skridt, når han har Behag i hans Vej;
19O	37	24	om end han snubler, falder han ikke, thi HERREN støtter hans Hånd.
19O	37	25	Ung har jeg været, og nu er jeg gammel, men aldrig så jeg en retfærdig forladt eller hans Afkom tigge sit Brød;
19O	37	26	han ynkes altid og låner ud, og hans Afkom er til Velsignelse.
19O	37	27	Vig fra ondt og øv godt, så bliver du boende evindelig;
19O	37	28	thi HERREN elsker Ret og svigter ej sine fromme. De onde udslettes for evigt, de gudløses Afkom udryddes;
19O	37	29	de retfærdige arver Landet og skal bo der til evig Tid.
19O	37	30	Den retfærdiges Mund taler Visdom; hans Tunge siger, hvad ret er;
19O	37	31	sin Guds Lov har han i Hjertet, ikke vakler hans Skridt.
19O	37	32	Den gudløse lurer på den retfærdige og står ham efter Livet,
19O	37	33	men, HERREN giver ham ej i hans Hånd og lader ham ikke dømmes for Retten.
19O	37	34	Bi på HERREN og bliv på hans Vej, så skal han ophøje dig til at arve Landet; du skal skue de gudløses Undergang.
19O	37	35	Jeg har set en gudløs trodse, bryste sig som en Libanons Ceder
19O	37	36	men se, da jeg gik der forbi, var han borte; da jeg søgte ham, fandtes han ikke.
19O	37	37	Vogt på Uskyld, læg Vind på Oprigtighed, thi Fredens Mand har en Fremtid;
19O	37	38	men Overtræderne udryddes til Hobe, de gudløses Fremtid går tabt.
19O	37	39	De retfærdiges Frelse kommer fra HERREN, deres Tilflugt i Nødens Stund;
19O	37	40	HERREN hjælper og frier dem, fra de gudløse frier og frelser han dem; thi hos ham har de søgt deres Tilflugt.
19O	38	2	HERRE, revs mig ej i din vrede, tugt mig ej i din Harme!
19O	38	3	Thi dine pile sidder i mig, din Hånd har lagt sig på mig.
19O	38	4	Intet er karskt på min Krop for din Vredes Skyld, intet uskadt i mine Ledemod for mine Synders Skyld;
19O	38	5	thi over mit Hoved skyller min Brøde som en tyngende Byrde, for tung for mig.
19O	38	6	Mine Sår både stinker og rådner, for min Dårskabs Skyld går jeg bøjet;
19O	38	7	jeg er såre nedtrykt, sorgfuld vandrer jeg Dagen lang.
19O	38	8	Thi Lænderne er fulde af Brand, intet er karskt på min Krop,
19O	38	9	jeg er lammet og fuldkommen knust, jeg skriger i Hjertets Vånde.
19O	38	10	HERRE, du kender al min Attrå, mit Suk er ej skjult for dig;
19O	38	11	mit Hjerte banker, min Kraft har svigtet, selv mit Øje har mistet sin Glans.
19O	38	12	For min Plages Skyld flyr mig Ven og Frænde, mine Nærmeste holder sig fjert;
19O	38	13	de, der vil mig til Livs, sætter Snarer, og de, der vil mig ondt, lægger Råd om Fordærv, de tænker Dagen igennem på Svig.
19O	38	14	Men jeg er som en døv, der intet hører, som en stum, der ej åbner sin Mund,
19O	38	15	som en Mand, der ikke kan høre, i hvis Mund der ikke er Svar.
19O	38	16	Thi til dig står mit Håb, o HERRE, du vil bønhøre, Herre min Gud,
19O	38	17	når jeg siger: "Lad dem ikke glæde sig over mig, hovmode sig over min vaklende Fod!"
19O	38	18	Thi jeg står allerede for Fald, mine Smerter minder mig stadig;
19O	38	19	thi jeg må bekende min Skyld må sørge over min Synd.
19O	38	20	Mange er de, der med Urette er mine Fjender, talrige de, der hader mig uden Grund,
19O	38	21	som lønner mig godt med ondt, som står mig imod, fordi jeg søger det gode.
19O	38	22	HERRE, forlad mig ikke, min Gud, hold dig ikke borte fra mig,
19O	38	23	il mig til Hjælp, o Herre, min Frelse!
19O	39	2	Jeg sagde: "Mine Veje vil jeg vogte på, så jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, så længe den gudløse er mig nær!"
19O	39	3	Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgå tomme Ord, men min Smerte naged,
19O	39	4	mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.
19O	39	5	Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Mål af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!
19O	39	6	Se, i Håndsbredder målte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Åndepust står hvert Menneske der. - Sela.
19O	39	7	Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der får det.
19O	39	8	Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Håb står ene til dig.
19O	39	9	Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Dårer!
19O	39	10	Jeg tier og åbner ikke min Mund, du voldte det jo.
19O	39	11	Borttag din Plage fra mig, under din vældige Hånd går jeg til.
19O	39	12	Når du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Åndepust er hvert Menneske. - Sela.
19O	39	13	Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Tårer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre.
19O	39	14	Se bort fra mig, så jeg kvæges, før jeg går bort og ej mer er til!
19O	40	2	Jeg biede troligt på Herren, han bøjede sig til mig, og hørte mit Skrig.
19O	40	3	Han drog mig op af den brusende Grav, af det skidne Dynd, han satte min Fod på en Klippe, gav Skridtene Fasthed,
19O	40	4	en ny Sang lagde han i min Mund, en Lovsang til vor Gud. Mange skal se det og frygte og stole på HERREN.
19O	40	5	Salig den Mand, der sætter sin Lid til HERREN, ej vender sig til hovmodige eller dem, der hælder til Løgn.
19O	40	6	Mange Undere gjorde du, HERRE min Gud, og mange Tanker tænkte du for os; de kan ikke opregnes for dig; ellers forkyndte og fortalte jeg dem; til at tælles er de for mange.
19O	40	7	Til Slagt- og Afgrødeoffer har du ej Lyst, du gav mig åbne Ører, Brænd- og Syndoffer kræver du ikke.
19O	40	8	Da sagde jeg: "Se, jeg kommer, i Bogrullen er der givet mig Forskrift;
19O	40	9	at gøre din Vilje, min Gud, er min Lyst, og din Lov er i mit Indre."
19O	40	10	I en stor Forsamling forkyndte jeg Retfærd, se, mine Læber lukked jeg ikke; HERRE, du ved det.
19O	40	11	Din Retfærd dulgte jeg ej i mit Hjerte, din Trofasthed og Frelse talte jeg Om, din Nåde og Sandhed fornægted jeg ej i en stor Forsamling.
19O	40	12	Du, HERRE, vil ikke lukke dit Hjerte for mig, din Nåde og Sandhed skal altid være mit Værn.
19O	40	13	Thi Ulykker lejrer sig om mig i talløs Mængde, mine Synder har indhentet mig, så jeg ikke kan se, de er flere end Hovedets Hår, og Modet har svigtet.
19O	40	14	Du værdiges, HERRE, at fri mig, HERRE, il mig til Hjælp.
19O	40	15	Lad dem beskæmmes og rødme, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem vige med Skændsel;
19O	40	16	Lad dem stivne af Rædsel ved deres Skam, de, som siger: "Ha, ha!" til mig!
19O	40	17	Lad alle, som søger dig, frydes og glædes i dig; lad dem, som elsker din Frelse, bestandig sige: "HERREN er stor!"
19O	40	18	Er jeg end arm og fattig, vil Herren dog tænke på mig. Du er min Hjælp og min Frelser; tøv ej, min Gud!
19O	41	2	Salig den Mand, der tager sig af de svage, ham frelser HERREN på Ulykkens Dag;
19O	41	3	HERREN vogter ham, holder ham i Live, det går ham vel i Landet, han giver ham ikke i Fjendevold.
19O	41	4	På Sottesengen står HERREN ham bi, hans Smertensleje gør du ham let.
19O	41	5	Så siger jeg da: Vær mig nådig, HERRE, helbred min Sjæl, jeg har syndet mod dig!
19O	41	6	Mine Fjender ønsker mig ondt: "Hvornår mon han dør og hans Navn udslettes?"
19O	41	7	Kommer en i Besøg, så fører han hyklerisk Tale, hans Hjerte samler på ondt, og så går han bort og taler derom.
19O	41	8	Mine Avindsmænd hvisker sammen imod mig, alle regner de med, at det går mig ilde:
19O	41	9	"En dødelig Sot har grebet ham; han ligger der - kommer aldrig op!"
19O	41	10	Endog min Ven, som jeg stolede på, som spiste mit Brød, har løftet Hælen imod mig.
19O	41	11	Men du, o HERRE, vær mig nådig og rejs mig, så jeg kan øve Gengæld imod dem.
19O	41	12	Deraf kan jeg kende, at du har mig kær, at min Fjende ikke skal juble over mig.
19O	41	13	Du holder mig oppe i Kraft af min Uskyld, lader mig stå for dit Åsyn til evig Tid.
19O	41	14	Lovet være HERREN, Israels Gud, fra Evighed og til Evighed, Amen, Amen!
19O	42	2	Som Hjorten skriger efter rindende Vand, således skriger min Sjæl efter dig, o Gud.
19O	42	3	Min Sjæl tørster efter Gud, den levende Gud; når skal jeg komme og stedes for Guds Åsyn?
19O	42	4	Min Gråd er blevet mit Brød både Dag og Nat, fordi de stadig spørger mig: "Hvor er din Gud?"
19O	42	5	Min Sjæl er opløst, når jeg kommer i Hu, hvorledes jeg vandred med Skaren op til Guds Hus under Jubelråb og Lovsang i Højtidsskaren.
19O	42	6	Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud!
19O	42	7	Nedbøjet er min Sjæl, derfor mindes jeg dig fra Jordans og Hermontindernes Land, fra Mizars Bjerg.
19O	42	8	Dyb råber til Dyb ved dine Vandfalds Brusen, alle dine Brændinger og Bølger skyller hen over mig.
19O	42	9	Sin Miskundhed sender HERREN om Dagen, hans Sang er hos mig om Natten, en Bøn til mit Livs Gud.
19O	42	10	Jeg siger til Gud, min Klippe: Hvorfor har du glemt mig, hvorfor skal jeg vandre sorgfuld, trængt af Fjender?
19O	42	11	Det er, som knustes mine Ben, når Fjenderne håner mig, når de stadig spørger mig : "Hvor er din Gud?"
19O	42	12	Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud!
19O	43	1	Skaf mig Ret, o Gud, og strid for mig mod Folk, som ej kender til Mildhed, fri mig fra en falsk, uretfærdig Mand!
19O	43	2	Thi du er min Tilflugts Gud, hvi har du forstødt mig? Hvorfor skal jeg vandre sorgfuld, træn:t af Fjender?
19O	43	3	Send dit Lys og din Sandhed, de lede mig, bringe mig til dit hellige Bjerg og til dine Boliger,
19O	43	4	at jeg må komme til Guds Alter, til min Glædes Gud, juble og prise dig til Citer, Gud, min Gud!
19O	43	5	Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud!
19O	44	2	Gud, vi har hørt det med egne ører, vore Fædre har fortalt os derom; du øved en Dåd i deres Dage, i Fortids Dage med din Hånd;
19O	44	3	Folk drev du bort, men plantede hine, Folkeslag knuste du, men dem lod du brede sig;
19O	44	4	thi de fik ej Landet i Eje med Sværdet, det var ej deres Arm, der gav dem Sejr, men det var din højre, din Arm og dit Ansigts Lys, thi du havde dem kær.
19O	44	5	Du, du er min Konge, min Gud, som sender Jakob Sejr.
19O	44	6	Ved dig nedstøder vi Fjenden, Modstanderne træder vi ned i dit Navn;
19O	44	7	thi ej på min Bue stoler jeg, mit Sværd kan ikke give mig Sejr;
19O	44	8	men du gav os Sejr over Fjenden, du lod vore Avindsmænd blive til Skamme.
19O	44	9	Vi roser os altid af Gud, dit Navn vil vi love for evigt. - Sela.
19O	44	10	Dog har du forstødt os, gjort os til Spot, du drager ej med vore Hære;
19O	44	11	du lader os vige for Fjenden, vore Avindsmænd tager sig Bytte;
19O	44	12	du har givet os hen som Slagtekvæg, og strøet os ud mellem Folkene,
19O	44	13	dit Folk har du solgt til Spotpris, vandt ikke Rigdom ved Salget.
19O	44	14	Til Hån for Naboer gør du os, til Spot og Spe for Grander,
19O	44	15	du gør os til Mundheld blandt Folkene, lader Folkeslagene ryste på Hovedet ad os.
19O	44	16	Min Skændsel er mig altid i Tanke, og Skam bedækker mit Åsyn
19O	44	17	for spottende, hånende Tale, for Fjendens og den hævngerriges Blikke.
19O	44	18	Alt det kom over os, skønt vi glemte dig ikke, sveg ikke heller din Pagt!
19O	44	19	Vort Hjerte veg ikke fra dig, vore Skridt forlod ej din Vej.
19O	44	20	Dog knuste du os, hvor Sjakalerne bor, og indhylled os i Mørke.
19O	44	21	Havde vi glemt vor Guds Navn, bredt Hænderne ud mod en fremmed Gud,
19O	44	22	vilde Gud ej opspore det? Han kender jo Hjerternes Løn dom
19O	44	23	nej, for din Skyld dræbes vi Dagen lang og regnes som Slagtekvæg!
19O	44	24	Vågn op, hvi sover du, Herre? Bliv vågen, forstød ej for stedse!
19O	44	25	Hvorfor vil du skjule dit Åsyn, glemme vor Nød og Trængsel?
19O	44	26	Thi vor Sjæl ligger bøjet i Støvet, vort Legeme klæber ved Jorden.
19O	44	27	Stå op og kom os til Hjælp, forløs os for din Miskundheds Skyld!
19O	45	2	Mit Hjerte svulmer af liflige Ord, jeg kvæder mit Kvad til Kongens Pris, som Hurtigskriverens Pen er min Tunge.
19O	45	3	Den skønneste er du af Menneskens Børn, Ynde er udgydt på dine Læber, derfor velsignede Gud dig for evigt.
19O	45	4	Omgjord din Lænd med Sværdet, o Helt,
19O	45	5	Lykken følge din Højhed og Hæder, far frem for Sandhedens Sag, for Ydmyghed og Retfærd, din høj re lære dig frygtelige Ting!
19O	45	6	Dine Pile er hvæssede, Folkeslag falder for din Fod, Kongens Fjender rammes i Hjertet.
19O	45	7	Din Trone, o Gud, står evigt fast, en Retfærds Stav er din Kongestav.
19O	45	8	Du elsker Ret og hader Uret; derfor salvede Gud, din Gud, dig med Glædens Olie fremfor dine Fæller,
19O	45	9	af Myrra, Aloe og Kassia dufter alle dine Klæder. Du glædes ved Strengeleg fra Elfenbenshaller,
19O	45	10	Kongedøtre står i kostbare Klæder, Dronningen i Ofrguldets Skrud ved din højre.
19O	45	11	Hør, min Datter, opmærksomt og bøj dit Øre : Glem dit Folk og din Faders Hus,
19O	45	12	at Kongen må attrå din Skønhed, thi han er din Herre.
19O	45	13	Tyrus's Datter skal hylde dig med Gaver, Folkets Rigmænd bejle til din Yndest.
19O	45	14	Idel Pragt er Kongedatteren, hendes Dragt er Perler, stukket i Guld;
19O	45	15	fulgt af Jomfruer føres hun frem i broget Pragt, Veninderne fører hende hen til Kongen.
19O	45	16	De føres frem under Glæde og Jubel, holder deres Indtog i Kongens Palads.
19O	45	17	Dine Sønner træde ind i dine Fædres Sted, sæt dem til Fyrster rundt i Landet!
19O	45	18	Jeg vil minde om dit Navn fra Slægt til Slægt; derfor skal Folkene love dig evigt og altid.
19O	46	2	Gud er vor Tilflugt og Styrke, en Hjælp i Angster, prøvet til fulde
19O	46	3	Derfor frygter vi ikke, om Jorden end bølger og Bjergene styrter i Havenes Skød,
19O	46	4	om end deres Vande bruser og syder og Bjergene skælver ved deres Vælde. - Sela.
19O	46	5	En Flod og dens Bække glæder Guds Stad, den Højeste har helliget sin Bolig;
19O	46	6	i den er Gud, den rokkes ikke, Gud bringer den Hjælp, når Morgen gryr.
19O	46	7	Folkene larmed, Rigerne vakled, han løfted Røsten, så Jorden skjalv,
19O	46	8	Hærskarers HERRE er med os, Jakobs Gud er vor faste Borg. - Sela.
19O	46	9	Kom hid og se på HERRENs Værk, han har udført frygtelige Ting på Jord.
19O	46	10	Han gør Ende på Krig til Jordens Grænser, han splintrer Buen, sønderbryder Spydene, Skjoldene tænder han i Brand.
19O	46	11	Hold inde og kend, at jeg er Gud, ophøjet blandt Folkene, ophøjet på Jorden!
19O	46	12	Hærskarers HERRE er med os, Jakobs Gud er vor faste Borg. - Sela.
19O	47	2	Alle Folkeslag, klap i Hænderne, bryd ud i jublende Lovsang for Gud!
19O	47	3	Thi HERREN, den Højeste, er frygtelig, en Konge stor over hele Jorden.
19O	47	4	Han bøjede Folkefærd under os og Folkeslag under vor Fod;
19O	47	5	han udvalgte os vor Arvelod, Jakob hans elskedes Stolthed. - Sela.
19O	47	6	Gud steg op under Jubel, HERREN under Homets Klang.
19O	47	7	Syng, ja syng for Gud, syng, ja syng for vor Konge;
19O	47	8	thi han er al Jordens Konge, syng en Sang for Gud.
19O	47	9	Gud har vist, han er Folkenes Konge, på sin hellige Trone har Gud taget Sæde.
19O	47	10	Folkenes Stormænd samles med Folket, der tilhører Abrahams Gud; thi Guds er Jordens Skjolde, højt ophøjet er han!
19O	48	2	Stor og højlovet er vor Gud i sin Stad.
19O	48	3	Smukt løfter sig hans hellige Bjerg, al Jordens Fryd, Zions Bjerg i det højeste Nord, den store Konges By.
19O	48	4	Som Værn gjorde Gud sig kendt i dens Borge.
19O	48	5	Thi Kongerne samlede sig, rykked frem tilsammen;
19O	48	6	de så og tav på Stedet, flyed i Angst,
19O	48	7	af Rædsel grebes de brat, af Veer som en, der føder.
19O	48	8	Med Østenstormen knuser du Tarsisskibe.
19O	48	9	Som vi havde hørt det, så vi det selv i Hærskarers HERREs By, i vor Guds By; til evig Tid lader Gud den stå. - Sela.
19O	48	10	I din Helligdom tænker vi, Gud, på din Miskundhed;
19O	48	11	som dit Navn så lyder din Pris til Jordens Grænser. Din højre er fuld af Retfærd,
19O	48	12	Zions Bjerg fryder sig, Judas Døtre jubler over dine Domme.
19O	48	13	Drag rundt om Zion, gå rundt og tæl dets Tårne,
19O	48	14	læg Mærke til dets Ringmur, så gennem dets Borge, at I kan melde Slægten, der
19O	48	15	kommer: Sådan er Gud, vor Gud for evigt og altid, han skal lede os.
19O	49	2	Hør det, alle Folkeslag, lyt til, al Verdens Folk,
19O	49	3	både høj og lav, både rig og fattig!
19O	49	4	Min Mund skal tale Visdom, mit Hjerte udgransker Indsigt;
19O	49	5	jeg bøjer mit Øre til Tankesprog, råder min Gåde til Strengeleg.
19O	49	6	Hvorfor skulle jeg frygte i de onde dage, når mine lumske Fjender omringer mig med Brøde,
19O	49	7	de, som stoler på deres gods og bryster sig af deres store rigdom?
19O	49	8	Visselig, ingen kan købe sin sjæl fri og give Gud en løsesum
19O	49	9	- Prisen for hans sjæl blev for høj, for evigt måtte han opgive det - så han kunde blive i Live
19O	49	10	og aldrig få Graven at se;
19O	49	11	nej, han skal se den; Vismænd dør, både Dåre og Tåbe går bort. Deres Gods må de afstå til andre,
19O	49	12	deres Grav er deres Hjem for evigt, deres Bolig Slægt efter Slægt, om Godser end fik deres Navn.
19O	49	13	Trods Herlighed bliver Mennesket ikke, han er som Dyrene, der forgår.
19O	49	14	Så går det dem, der tror sig trygge, så ender det for dem, deres Tale behager. - Sela.
19O	49	15	I Dødsriget drives de ned som Får, deres Hyrde skal Døden være; de oprigtige træder på dem ved Gry, deres Skikkelse går Opløsning i Møde, Dødsriget er deres Bolig.
19O	49	16	Men Gud udløser min Sjæl af Dødsrigets Hånd, thi han tager mig til sig. - Sela.
19O	49	17	Frygt ej, når en Mand bliver rig, når hans Huses Herlighed øges;
19O	49	18	thi intet tager han med i Døden, hans Herlighed følger ham ikke.
19O	49	19	Priser han end i Live sig selv: "De lover dig for din Lykke!"
19O	49	20	han vandrer til sine Fædres Slægt, der aldrig får Lyset at skue.
19O	49	21	Den, som lever i Herlighed, men uden Forstand, han er som Dyrene, der forgår.
19O	50	2	Gud, Gud HERREN talede og stævnede Jorden hid fra Sol i Opgang til Sol i Bjærge;
19O	50	2	fra Zion, Skønhedens Krone, viste Gud sig i Stråleglans
19O	50	3	vor Gud komme og tie ikke! - Foran ham gik fortærende Ild, omkring ham rasede Storm;
19O	50	4	han stævnede Himlen deroppe hid og Jorden for at dømme sit Folk:
19O	50	5	"Saml mig mine fromme, der sluttede Pagt med mig ved Ofre!"
19O	50	6	Og Himlen forkyndte hans Retfærd, at Gud er den, der dømmer. Sela.
19O	50	7	Hør, mit Folk, jeg vil tale, Israel, jeg vil vidne imod dig, Gud, din Gud er jeg!
19O	50	8	Jeg laster dig ikke for dine Slagtofre, dine Brændofre har jeg jo stadig for Øje;
19O	50	9	jeg tager ej Tyre fra dit Hus eller Bukke fra dine Stalde;
19O	50	10	thi mig tilhører alt Skovens Vildt, Dyrene på de tusinde Bjerge;
19O	50	11	jeg kender alle Bjergenes Fugle, har rede på Markens Vrimmel.
19O	50	12	Om jeg hungred, jeg sagde det ikke til dig, thi mit er Jorderig og dets Fylde!
19O	50	13	Mon jeg æder Tyres Kød eller drikker Bukkes Blod?
19O	50	14	Lovsang skal du ofre til Gud og holde den Højeste dine Løfter.
19O	50	15	Og kald på mig på Nødens Dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære mig,
19O	50	16	Men til Den gudløse siger Gud: Hvi regner du op mine Bud og fører min Pagt i Munden,
19O	50	17	når du dog hader Tugt og kaster mine Ord bag din Ryg?
19O	50	18	Ser du en Tyv, slår du Følge med ham, med Horkarle bolder du til,
19O	50	19	slipper Munden løs med ondt, din Tunge bærer på Svig.
19O	50	20	Du sidder og skænder din Broder, bagtaler din Moders Søn;
19O	50	21	det gør du, og jeg skulde tie, og du skulde tænke, jeg er som du! Revse dig vil jeg og gøre dig det klart.
19O	50	22	Mærk jer det, I, som glemmer Gud, at jeg ikke skal rive jer redningsløst sønder.
19O	50	23	Den, der ofrer Taksigelse, ærer mig; den, der agter på Vejen, lader jeg se Guds Frelse.
19O	51	3	Gud, vær mig nådig efter din Miskundhed, udslet mine Overtrædelser efter din store Barmhjertighed,
19O	51	4	tvæt mig fuldkommen ren for min Skyld og rens mig for min Synd!
19O	51	5	Mine Overtrædelser kender jeg jo, min Synd står mig altid for Øje.
19O	51	6	Mod dig har jeg syndet, mod dig alene, og gjort, hvad i dine Øjne er ondt, at du må få Ret, når du taler, stå ren, når du dømmer.
19O	51	7	Se, jeg er født i Misgerning, min Moder undfanged mig i Synd.
19O	51	8	Du elsker jo Sandhed i Hjertets Løndom, så lær mig da Visdom i Hjertedybet.
19O	51	9	Rens mig for Synd med Ysop, tvæt mig hvidere end Sne;
19O	51	10	mæt mig med Fryd og Glæde, lad de Ben, du knuste, juble;
19O	51	11	skjul dit Åsyn for mine Synder, udslet alle mine Misgerninger;
19O	51	12	skab mig, o Gud, et rent Hjerte, giv en ny, en stadig Ånd i mit Indre;
19O	51	13	kast mig ikke bort fra dit Åsyn, tag ikke din hellige Ånd fra mig;
19O	51	14	glæd mig igen med din Frelse, giv mig til Støtte en villig Ånd!
19O	51	15	Da vil jeg lære Overtrædere dine Veje, og Syndere skal vende om til dig.
19O	51	16	Fri mig fra Blodskyld, Gud, min Frelses Gud, så skal min Tunge lovsynge din Retfærd;
19O	51	17	Herre, åben mine Læber, så skal min Mund forkynde din Pris.
19O	51	18	Thi i Slagtoffer har du ikke Behag, og gav jeg et Brændoffer, vandt det dig ikke.
19O	51	19	Offer for Gud er en sønderbrudt Ånd; et sønderbrudt, sønderknust Hjerte agter du ikke ringe, o Gud.
19O	51	20	Gør vel i din Nåde mod Zion, opbyg Jerusalems Mure!
19O	51	21	Da skal du have Behag i rette Ofre, Brænd- og Heloffer, da bringes Tyre op på dit Alter.
19O	52	3	Du stærke, hvi bryster du dig af din Ondskab imod den fromme?
19O	52	4	Du pønser hele Dagen på ondt; din Tunge er hvas som en Kniv, du Rænkesmed,
19O	52	5	du foretrækker ondt for godt, Løgn for sanddru Tale. - Sela.
19O	52	6	Du elsker al ødelæggende Tale, du falske Tunge!
19O	52	7	Derfor styrte Gud dig for evigt, han gribe dig, rive dig ud af dit Telt, han rykke dig op af de levendes Land! - Sela.
19O	52	8	De retfærdige ser det, frygter og håner ham leende:
19O	52	9	"Se der den Mand, der ej gjorde Gud til sit Værn, men stoled på sin megen Rigdom, trodsede på sin Velstand!"
19O	52	10	Men jeg er som et frodigt Olietræ i Guds Hus, Guds Miskundhed stoler jeg evigt og altid på.
19O	52	11	Evindelig takker jeg dig, fordi du greb ind; jeg vidner iblandt dine fromme, at godt er dit Navn.
19O	53	2	Dåerne siger i Hjertet: "Der er ingen Gud!" Slet og afskyeligt handler de, ingen gør godt.
19O	53	3	Gud skuer ned fra Himlen på Menneskenes Børn for at se, om der findes en forstandig, nogen, der søger Gud.
19O	53	4	Afveget er alle, til Hobe fordærvet, ingen gør godt, end ikke een.
19O	53	5	Er de Udådsmænd da uden Forstand de, der æder mit Folk, som åd de Brød, og ikke påkalder Gud?
19O	53	6	Af Rædsel gribes de da, hvor ingen Rædsel var; thi Gud adsplitter din Belejres Ben; de bliver til Skamme, thi Gud forkaster dem.
19O	53	7	Ak, kom dog fra Zion Israels Frelse! Når Gud vender sit Folks Skæbne, skal Jakob juble, Israel glædes.
19O	54	3	Frels mig o Gud, ved dit navn og skaf mig min ret ved din Vælde,
19O	54	4	hør, o Gud, min Bøn, lyt til min Munds Ord!
19O	54	5	Thi frække står op imod mig, Voldsmænd vil tage mit Liv; Gud har de ikke for Øje. - Sela.
19O	54	6	Se, min Hjælper er Gud, Herren støtter min Sjæl!
19O	54	7	Det onde vende sig mod mine Fjender, udryd dem i din Trofasthed!
19O	54	8	Da vil jeg frivilligt ofre til dig, prise dit Navn, o HERRE, thi det er godt;
19O	54	9	thi det frier mig ud af al Nød; mit Øje skuer med Fryd mine Fjender!
19O	55	2	Lyt, o Gud, til min Bøn, skjul dig ej for min tryglen,
19O	55	3	lå mig Øre og svar mig, jeg vånder mig i Klage,
19O	55	4	jeg stønner ved Fjendernes Råb og de gudløses Skrig; thi Ulykke vælter de over mig, forfølger mig grumt;
19O	55	5	Hjertet er angst i mit Bryst, Dødens Rædsler er faldet over mig.
19O	55	6	Frygt og Angst falder på mig, Gru er over mig.
19O	55	7	Jeg siger: Ak, havde jeg Vinger som Duen, da fløj jeg i Ly,
19O	55	8	ja, langt bort vilde jeg fly og blive i Ørkenen. - Sela.
19O	55	9	Da søgte jeg skyndsomt Tilflugt for rivende Storm og Uvejr.
19O	55	10	Herre, forvir og split deres Tungemål! Thi Vold og Ufred ser jeg i Byen;
19O	55	11	de går Rundgang Dag og Nat på dens Mure;
19O	55	12	Ulykke, Kvide og Vanheld råder derinde, Voldsfærd og Svig viger aldrig bort fra dens Torve.
19O	55	13	Det var ikke en Fjende, som hånede mig - det kunde bæres; min uven ydmygede mig ej - ham kunde jeg undgå;
19O	55	14	men du, en Mand af min Stand, en Ven og fortrolig,
19O	55	15	og det skønt vi delte Samværets Sødme, vandrede endrægtelig i Guds Hus.
19O	55	16	Over dem komme Død, lad dem levende synke i Dødsriget! Thi der er Ondskab i deres Bolig, i deres Indre!
19O	55	17	Jeg, jeg råber til Gud, og HERREN vil frelse mig.
19O	55	18	Jeg klager og stønner ved Kvæld, ved Gry og ved Middag; min Røst vil han høre
19O	55	19	og udfri min Sjæl i Fred, så de ikke kan komme mig nær; thi mange er de imod mig.
19O	55	20	Gud, som troner fra Fortids Dage, vil høre og ydmyge dem. - Sela. Thi der er ingen Forandring hos dem, og de frygter ikke for Gud.
19O	55	21	På Venner lagde han Hånd og brød sin Pagt.
19O	55	22	Glattere end Smør er hans Mund, men Hjertet vil Krig, blødere end Olie hans Ord, skønt dragne Sværd.
19O	55	23	Kast din Byrde på HERREN, så sørger han for dig, den retfærdige lader han ikke i Evighed rokkes.
19O	55	24	Og du, o Gud, nedstyrt dem i Gravens Dyb! Ej skal blodstænkte, svigefulde Mænd nå Hælvten af deres Dage. Men jeg, jeg stoler på dig!
19O	56	2	Vær mig nådig Gud, thi Mennesker vil mig til livs, jeg trænges stadig af Stridsmænd;
19O	56	3	mine Fjender vil mig stadig til Livs, thi mange strider bittert imod mig!
19O	56	4	Når jeg gribes af Frygt, vil jeg stole på dig,
19O	56	5	og med Guds Hjælp skal jeg prise hans Ord. Jeg stoler på Gud, jeg frygter ikke, hvad kan Kød vel gøre mig?
19O	56	6	De oplægger stadig Råd imod mig, alle deres Tanker går ud på ondt.
19O	56	7	De flokker sig sammen, ligger på Lur, jeg har dem lige i Hælene, de står mig jo efter Livet.
19O	56	8	Gengæld du dem det onde, stød Folkene ned i Vrede, o Gud!
19O	56	9	Selv har du talt mine Suk, i din Lædersæk har du gemt mine Tårer; de står jo i din Bog.
19O	56	10	Da skal Fjenderne vige, den Dag jeg kalder; så meget ved jeg, at Gud er med mig.
19O	56	11	Med Guds Hjælp skal jeg prise hans Ord, med HERRENs Hjælp skal jeg prise hans Ord.
19O	56	12	Jeg stoler på Gud, jeg frygter ikke, hvad kan et Menneske gøre mig?
19O	56	13	Jeg har Løfter til dig at indfri, o Gud, med Takofre vil jeg betale dig.
19O	56	14	Thi fra Døden frier du min Sjæl, ja min Fod fra Fald, at jeg kan vandre for Guds Åsyn i Livets Lys.
19O	57	2	Vær mig nådig, Gud, vær mig nådig, thi hos dig har min Sjæl søgt Ly; i dine Vingers Skygge søger jeg Ly, til Ulykken er drevet over.
19O	57	3	Gud, den Højeste, påkalder jeg, den Gud, der gør vel imod mig;
19O	57	4	han sender mig Hjælp fra Himlen og frelser min Sjæl fra dem, som vil mig til Livs. Gud sender sin Nåde og Trofasthed.
19O	57	5	Jeg må ligge midt iblandt Løver, bo mellem Folk, der spyr Ild, hvis Tænder er Spyd og Pile, hvis Tunge er hvas som et Sværd.
19O	57	6	Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden!
19O	57	7	Et Net har de udspændt for mine Skridt, deres egen Fod skal hildes deri; en Grav har de gravet foran mig, selv skal de falde deri. - Sela.
19O	57	8	Mit Hjerte er trøstigt, Gud, mit Hjerte er trøstigt; jeg vil synge og lovprise dig,
19O	57	9	vågn op, min Ære! Harpe og Citer vågn op, jeg vil vække Morgenrøden.
19O	57	10	Jeg vil takke dig, Herre, blandt Folkeslag, prise dig blandt Folkefærd;
19O	57	11	thi din Miskundhed når til Himlen, din Sandhed til Skyerne.
19O	57	12	Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden!
19O	58	2	Er det virkelig Ret, I taler, I Guder, dømmer I Menneskenes Børn retfærdigt?
19O	58	3	Nej, alle øver I Uret på Jord, eders Hænder udvejer Vold.
19O	58	4	Fra Moders Liv vanslægted de gudløse, fra Moders Skød for Løgnerne vild.
19O	58	5	Gift har de i sig som Slangen, den stumme Øgle, der døver sit Øre
19O	58	6	og ikke vil høre på Tæmmerens Røst, på den kyndige Slangebesværger.
19O	58	7	Gud, bryd Tænderne i deres Mund, Ungløvernes Kindtænder knuse du, HERRE;
19O	58	8	lad dem svinde som Vand, der synker, visne som nedtrampet Græs.
19O	58	9	Lad dem blive som Sneglen, opløst i Slim som et ufuldbårent Foster, der aldrig så Sol.
19O	58	10	Før eders Gryder mærker til Tjørnen, ja, midt i deres Livskraft river han dem bort i sin Vrede
19O	58	11	Den retfærdige glæder sig, når han ser Hævn, hans Fødder skal vade i gudløses Blod;
19O	58	12	Og Folk skal sige: "Den retfærdige får dog sin Løn, der er dog Guder, som dømmer på Jord!"
19O	59	2	Fri mig fra mine Fjender, min Gud bjærg mig fra dem, der rejser sig mod mig;
19O	59	3	fri mig fra Udådsmænd, frels mig fra blodstænkte Mænd!
19O	59	4	Thi se, de lurer efter min Sjæl, stærke Mænd stimler sammen imod mig, uden at jeg har Skyld eller Brøde.
19O	59	5	Uden at jeg har forbrudt mig, HERRE, stormer de frem og stiller sig op. Vågn op og kom mig i Møde, se til!
19O	59	6	Du er jo HERREN, Hærskarers Gud, Israels Gud. Vågn op og hjemsøg alle Folkene, skån ej een af de troløse Niddinger! - Sela.
19O	59	7	Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og stryger gennem Byen!
19O	59	8	Se, deres Mund løber over, på deres Læber er Sværd, thi: "Hvem skulde høre det?"
19O	59	9	Men du, o HERRE, du ler ad dem, du spotter alle Folk,
19O	59	10	dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn;
19O	59	11	med Nåde kommer min Gud mig i Møde, Gud lader mig se mine Fjender med Fryd!
19O	59	12	Slå dem ikke ihjel, at ikke mit Folk skal glemme, gør dem hjemløse med din Vælde og styrt dem,
19O	59	13	giv dem hen, o Herre, i Mundens Synd, i Læbernes Ord, og lad dem hildes i deres Hovmod for de Eder og Løgne, de siger;
19O	59	14	udryd dem i Vrede, gør Ende på dem, så man kan kende til Jordens Ender, at Gud er Hersker i Jakob! - Sela.
19O	59	15	Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og stryger gennem Byen,
19O	59	16	vanker rundt efter Føde og knurrer, når de ikke mættes.
19O	59	17	Men jeg, jeg vil synge om din Styrke, juble hver Morgen over din Nåde; thi du blev mig et Værn, en Tilflugt på Nødens Dag.
19O	59	18	Dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn, min nådige Gud.
19O	60	3	Gud, du har stødt os fra dig, nedbrudt os, du vredes - vend dig til os igen;
19O	60	4	du lod Landet skælve, slå Revner, læg nu dets Brist, thi det vakler!
19O	60	5	Du lod dit Folk friste ondt, iskænked os døvende Vin.
19O	60	6	Dem, der frygter dig, gav du et Banner, hvorhen de kan fly for Buen. - Sela.
19O	60	7	Til Frelse for dine elskede hjælp med din højre, bønhør os!
19O	60	8	Gud talede i sin Helligdom: "Jeg vil udskifte Sikem med jubel, udmåle Sukkots Dal;
19O	60	9	mit er Gilead, mit er Manasse, Efraim er mit Hoveds Værn, Juda min Herskerstav,
19O	60	10	Moab min Vaskeskål, på Edom kaster jeg min Sko, over Filisterland jubler jeg."
19O	60	11	Hvo bringer mig hen til den faste Stad, hvo leder mig hen til Edom?
19O	60	12	Har du ikke, Gud, stødt os fra dig? Du ledsager ej vore Hære.
19O	60	13	Giv os dog Hjælp mod Fjenden! Blændværk er Menneskers Støtte.
19O	60	14	Med Gud skal vi øve vældige Ting, vore Fjender træder han ned!
19O	61	2	Hør, o Gud, på mit råb og lyt til min bøn!
19O	61	3	Fra Jordens Ende råber jeg til dig. Når mit Hjerte vansmægter, løft mig da op på en Klippe,
19O	61	4	led mig, thi du er min Tilflugt, et mægtigt Tårn til Værn imod Fjenden.
19O	61	5	Lad mig evigt bo som Gæst i dit Telt, finde Tilflugt i dine Vingers Skjul! - Sela.
19O	61	6	Ja du, o Gud, har hørt mine Løfter, opfyldt deres Ønsker, der frygter dit Navn.
19O	61	7	Til Kongens Dage lægger du Dage, hans År skal være fra Slægt til Slægt.
19O	61	8	Han skal trone evigt for Guds Åsyn; send Nåde og Sandhed til at bevare ham!
19O	61	9	Da vil jeg evigt love dit Navn og således Dag efter Dag indfri mine Løfter.
19O	62	2	Min Sjæl er Stille for Gud alene, min Frelse kommer fra ham;
19O	62	3	ja, han er min Klippe, min Frelse, mit Værn, jeg skal ikke rokkes meget.
19O	62	4	Hvor længe stormer I løs på en Mand, - alle slår I ham ned - som på en hældende Væg, en faldende Mur?
19O	62	5	Ja, de oplægger Råd om at styrte ham fra hans Højhed. De elsker Løgn, velsigner med Munden, men forbander i deres Indre. - Sela.
19O	62	6	Vær stille hos Gud alene, min Sjæl, thi fra ham kommer mit Håb;
19O	62	7	ja, han er min Klippe, min Frelse, mit Værn, jeg skal ikke rokkes.
19O	62	8	Hos Gud er min Hjælp og min Ære, min stærke Klippe, min Tilflugt har jeg i Gud;
19O	62	9	stol på ham, al Folkets Forsamling, udøs for ham eders Hjerte, Gud er vor Tilflugt. - Sela.
19O	62	10	Kun Tomhed er Mennesker, Mænd en Løgn, på Vægtskålen vipper de op, de er Tomhed til Hobe.
19O	62	11	Forlad eder ikke på vold, lad jer ikke blænde af Ran; om Rigdommen vokser, agt ikke derpå!
19O	62	12	Een Gang talede Gud, to Gange hørte jeg det: at Magten er Guds,
19O	62	13	Og Miskundhed er hos dig, o Herre. Thi enhver gengælder du efter hans Gerning.
19O	63	2	Gud, du er min Gud, dig søger jeg, efter dig tørster min Sjæl, efter dig længes mit Kød i et tørt, vansmægtende,vandløst Land
19O	63	3	(således var det, jeg så dig i Helligdommen) for at skue din Vælde og Ære;
19O	63	4	thi din Nåde er bedre end Liv, mine Læber skal synge din Pris.
19O	63	5	Da vil jeg love dig hele mit Liv, opløfte Hænderne i dit Navn,
19O	63	6	Som med fede Retter mættes min Sjæl, med jublende Læber priser min Mund dig,
19O	63	7	når jeg kommer dig i Hu på mit Leje, i Nattevagterne tænker på dig;
19O	63	8	thi du er blevet min Hjælp, og jeg jubler i dine Vingers Skygge.
19O	63	9	Dig klynger min Sjæl sig til, din højre holder mig fast.
19O	63	10	Forgæves står de mig efter livet, i Jordens Dyb skal de synke,
19O	63	11	gives i Sværdets Vold og vorde Sjakalers Bytte.
19O	63	12	Men Kongen glædes i Gud; enhver, der sværger ved ham, skal juble, thi Løgnernes Mund skal lukkes.
19O	64	2	Hør, o Gud, min røst, når jeg klager, skærm mit Liv mod den rædsomme Fjende;
19O	64	3	skjul mig for Ugerningsmændenes Råd, for Udådsmændenes travle Hob.
19O	64	4	der hvæsser Tungen som Sværd, lægger giftige Ord på Buen
19O	64	5	for i Løn at ramme den skyldfri, ramme ham brat og uset.
19O	64	6	Ihærdigt lægger de onde Råd, skryder af, at de lægger Snarer siger: "Hvem skulde se os?"
19O	64	7	De udtænker onde Gerninger, fuldfører en gennemtænkt Tanke - og Menneskets Indre og Hjerte er dybt.
19O	64	8	Da rammer Gud dem med en Pil af Slaget rammes de brat;
19O	64	9	han styrter dem for deres Tunges Skyld. Enhver, som ser dem, ryster på Hovedet;
19O	64	10	alle Mennesker frygter, forkynder, hvad Gud har gjort, og fatter hans Hænders Geming;
19O	64	11	de retfærdige glædes i HERREN og lider på ham, de oprigtige af Hjertet jubler til Hobe!
19O	65	2	Lovsang tilkommer dig på Zion,o Gud, dig indfrier man Løfter, du, som hører Bønner;
19O	65	3	alt Kød kommer til dig, når Brøden tynger.
19O	65	4	Vore Overtrædelser blev os for svare, du tilgiver dem.
19O	65	5	Salig den, du udvælger, lader bo i dine Forgårde! Vi mættes af dit Huses Rigdom, dit Tempels Hellighed.
19O	65	6	Du svarer os underfuldt i Retfærd, vor Frelses Gud, du Tilflugt for den vide Jord, for fjerne Strande,
19O	65	7	du, som grundfæster Bjerge med Vælde, omgjorde med Kraft,
19O	65	8	du, som dæmper Havenes Brusen, deres Bølgers Brusen og Folkefærds Larm,
19O	65	9	så Folk ved Verdens Ende gruer for dine Tegn; hvor Morgen og Aften oprinder, bringer du Jubel.
19O	65	10	Du så til Landet, vanded det, gjorde det såre rigt, Guds Bæk er fuld af Vand, du bereder dets Korn,
19O	65	11	du vander dets Furer, jævner knoldene, bløder det med Regn, velsigner dets Sæd.
19O	65	12	Med din Herlighed kroner du Året, dine Vognspor flyder af Fedme;
19O	65	13	de øde Græsgange flyder, med Jubel omgjordes Højene;
19O	65	14	Engene klædes med Får, Dalene hylles i Korn, i Jubel bryder de ud og synger!
19O	66	1	Bryd ud i Jubel for Gud, al Jorden,
19O	66	2	lovsyng hans Navns Ære, syng ham en herlig Lovsang,
19O	66	3	sig til Gud: "Hvor forfærdelige er dine Gerninger! For din vældige Styrkes Skyld logrer Fjenderne for dig,
19O	66	4	al Jorden tilbeder dig, de lovsynger dig, lovsynger dit Navn." - Sela.
19O	66	5	Kom hid og se, hvad Gud har gjort i sit Virke en Rædsel for Menneskenes Børn.
19O	66	6	Han forvandlede Hav til Land, de vandrede til Fods over Strømmen; lad os fryde os højlig i ham.
19O	66	7	Han hersker med Vælde for evigt, på Folkene vogter hans Øjne, ej kan genstridige gøre sig store. - Sela.
19O	66	8	I Folkeslag, lov vor Gud, lad lyde hans Lovsangs Toner,
19O	66	9	han, som har holdt vor Sjæl i Live og ej lod vor Fod glide ud!
19O	66	10	Thi du ransaged os, o Gud, rensede os, som man renser Sølv;
19O	66	11	i Fængsel bragte du os, lagde Tynge på vore Lænder,
19O	66	12	lod Mennesker skride hen over vort Hoved, vi kom gennem Ild og Vand; men du førte os ud og bragte os Lindring!
19O	66	13	Med Brændofre vil jeg gå ind i dit Hus og indfri dig mine Løfter,
19O	66	14	dem, mine Læber fremførte, min Mund udtalte i Nøden.
19O	66	15	Jeg bringer dig Ofre af Fedekvæg sammen med Vædres Offerduft, jeg ofrer Okser tillige med Bukke. - Sela.
19O	66	16	Kom og hør og lad mig fortælle jer alle, som frygter Gud, hvad han har gjort for min Sjæl!
19O	66	17	Jeg råbte til ham med min Mund og priste ham med min Tunge.
19O	66	18	Havde jeg tænkt på ondt i mit Hjerte, da havde Herren ej hørt;
19O	66	19	visselig, Gud har hørt, han lytted til min bedende Røst.
19O	66	20	Lovet være Gud, som ikke har afvist min Bøn eller taget sin Miskundhed fra mig!
19O	67	2	Gud være os nådig og velsigne os, han lade sit Ansigt lyse over os - Sela -
19O	67	3	for at din Vej må kendes på Jorden, din Frelse blandt alle Folk.
19O	67	4	Folkeslag skal takke dig, Gud, alle Folkeslag takke dig;
19O	67	5	Folkefærd skal glædes og juble, thi med Retfærd dømmer du Folkeslag, leder Folkefærd på Jorden, - Sela.
19O	67	6	Folkeslag skal takke dig Gud, alle Folkeslag takke dig!
19O	67	7	Landet har givet sin Grøde, Gud, vor Gud, velsigne os,
19O	67	8	Gud velsigne os, så den vide Jord må frygte ham!
19O	68	2	Når Gud står op, da splittes hans fjender, hans Avindsmænd flyr for hans Åsyn,
19O	68	3	som Røg henvejres, så henvejres de; som Voks, der smelter for Ild, går gudløse til Grunde for Guds Åsyn.
19O	68	4	Men retfærdige frydes og jubler med Glæde og Fryd for Guds Åsyn.
19O	68	5	Syng for Gud, lovsyng hans Navn, hyld ham, der farer frem gennem Ørknerne! HERREN er hans Navn, jubler for hans Åsyn,
19O	68	6	faderløses Fader, Enkers Værge, Gud i hans hellige Bolig,
19O	68	7	Gud, som bringer ensomme hjem, fører Fanger ud til Lykke; men genstridige bor i tørre Egne.
19O	68	8	Da du drog ud, o Gud, i Spidsen for dit Folk, skred frem gennem Ørkenen - Sela - da rystede Jorden,
19O	68	9	ja, Himlen dryppede for Guds Åsyn, for Guds Åsyn, Israels Guds.
19O	68	10	Regn i Strømme lod du falde, o Gud, din vansmægtende Arvelod styrkede du;
19O	68	11	din Skare tog Bolig der, for de arme sørged du, Gud, i din Godhed,
19O	68	12	Ord lægger Herren de Kvinder i Munden, som bringer Glædesbud, en talrig Hær:
19O	68	13	"Hærenes Konger flyr, de flyr, Husets Frue uddeler Bytte.
19O	68	14	Vil l da blive imellem Foldene? Duens Vinger dækkes af Sølv, dens Fjedre af gulgrønt Guld.
19O	68	15	Da den Almægtige splittede Kongerne der, faldt der Sne på Zalmon."
19O	68	16	Et Gudsbjerg er Basans Bjerg, et Bjerg med spidse Tinder er Basans Bjerg;
19O	68	17	Hvi skæver I Bjerge med spidse Tinder til Bjerget, Gud ønskede til Bolig, hvor HERREN også vil bo for evigt?
19O	68	18	Titusinder er Guds Vogne, tusinde Gange tusinde, HERREN kom fra Sinaj til Helligdommen.
19O	68	19	Du steg op til det høje, du bortførte Fanger, Gaver tog du blandt Mennesker, også iblandt de genstridige, at du måtte bo der, HERRE, o Gud.
19O	68	20	Lovet være Herren! Fra Dag til Dag bærer han vore Byrder; Gud er vor Frelse. - Sela.
19O	68	21	En Gud til Frelse er Gud for os, hos den Herre HERREN er Udgange fra Døden.
19O	68	22	Men Fjendernes Hoveder knuser Gud, den gudløses Isse, der vandrer i sine Synder.
19O	68	23	Herren har sagt: "Jeg henter dem hjem fra Basan, henter dem hjem fra Havets Dyb,
19O	68	24	at din Fod må vade i Blod, dine Hundes Tunger få del i Fjenderne."
19O	68	25	Se på Guds Højtidstog, min Guds, min Konges Højtidstog ind i Helligdommen!
19O	68	26	Sangerne forrest, så de, der spiller, i Midten unge Piger med Pauker:
19O	68	27	"Lover Gud i Festforsamlinger, Herren, I af Israels Kilde!"
19O	68	28	Der er liden Benjamin forrest, Judas Fyrster i Flok, Zebulons Fyrster, Naftalis Fyrster.
19O	68	29	Opbyd, o Gud, din Styrke, styrk, hvad du gjorde for os, o Gud!
19O	68	30	For dit Tempels Skyld skal Konger bringe dig Gaver i Jerusalem.
19O	68	31	Tru ad Dyret i Sivet, Tyreflokken, Folkeslags Herrer, så de hylder dig med deres Sølvstykker. Adsplit Folkeslag, der elsker Strid!
19O	68	32	De kommer med Olie fra Ægypten, Ætiopeme iler til Gud med fulde Hænder.
19O	68	33	I Jordens Riger, syng for Gud, lovsyng HERREN;
19O	68	34	hyld ham der farer frem på Himlenes Himle, de gamle! Se, han løfter sin Røst, en vældig Røst.
19O	68	35	Giv Gud Ære! Over Israel er hans Højhed, Hans Vælde i Skyerne,
19O	68	36	frygtelig er Gud i sin Helligdom. Israels Gud; han giver Folket Styrke og Kraft. Lovet være Gud!
19O	69	2	Frels mig Gud, thi Vandene når mig til Sjælen,
19O	69	3	jeg er sunket i bundløst Dynd, hvor der intet Fodfæste er, kommet i Vandenes Dyb, og Strømmen går over mig;
19O	69	4	træt har jeg skreget mig, Struben brænder, mit Øje er mat af at bie på min Gud;
19O	69	5	flere end mit Hoveds Hår er de, der hader mig uden Grund, mange er de, som vil mig til Livs, uden Skel er mig fjendske; hvad jeg ikke har ranet, skal jeg dog erstatte!
19O	69	6	Gud, du kender min Dårskab, min Skyld er ej skjult for dig.
19O	69	7	Lad mig ej bringe Skam over dem, som bier på dig, o Herre, Hærskarers HERRE, lad mig ej bringe Skændsel over dem der søger dig, Israels Gud!
19O	69	8	Thi for din Skyld bærer jeg Spot, mit Åsyn dækkes af Skændsel;
19O	69	9	fremmed er jeg for mine Brødre en Udlænding for min Moders Sønner.
19O	69	10	Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, Spotten mod dig er faldet på mig:
19O	69	11	jeg spæged min Sjæl med Faste, og det blev mig til Spot;
19O	69	12	i Sæk har jeg klædt mig, jeg blev dem et Mundheld.
19O	69	13	De, der sidder i Porten, taler om mig, ved Drikkelagene synger de om mig.
19O	69	14	Men jeg beder, HERRE, til dig i Nådens Tid, o Gud, i din store Miskundhed svare du mig!
19O	69	15	Frels mig med din trofaste Hjælp fra Dyndet, at jeg ikke skal synke; red mig fra dem, der hader mig, fra Vandenes Dyb,
19O	69	16	lad Strømmen ikke gå over mig; lad Dybet ikke sluge mig eller Brønden lukke sig over mig.
19O	69	17	Svar mig, HERRE, thi god er din Nåde, vend dig til mig efter din store Barmhjertighed;
19O	69	18	dit Åsyn skjule du ej for din Tjener, thi jeg er i Våde, skynd dig og svar mig;
19O	69	19	kom til min Sjæl og løs den, fri mig for mine Fjenders Skyld!
19O	69	20	Du ved, hvorledes jeg smædes og bærer Skam og Skændsel; du har Rede på alle mine Fjender.
19O	69	21	Spot har ulægeligt knust mit Hjerte; jeg bied forgæves på Medynk, på Trøstere uden at finde;
19O	69	22	de gav mig Malurt at spise og slukked min Tørst med Eddike.
19O	69	23	Lad Bordet foran dem blive en Snare, deres Takofre blive en Fælde;
19O	69	24	lad Øjnene slukkes, så Synet svigter, lad Lænderne altid vakle!
19O	69	25	Din Vrede udøse du over dem din glødende Harme nå dem;
19O	69	26	deres Teltlejr blive et Øde, og ingen bo i deres Telte!
19O	69	27	Thi de forfølger den, du slog, og øger Smerten for dem, du såred.
19O	69	28	Tilregn dem hver eneste Brøde lad dem ikke få Del i din Retfærd;
19O	69	29	lad dem slettes af Livets Bog, ej optegnes blandt de retfærdige!
19O	69	30	Men mig, som er arm og lidende, bjærge din Frelse, o Gud!
19O	69	31	Jeg vil prise Guds Navn med Sang og ophøje ham med Tak;
19O	69	32	det er mer for HERREN end Okser end Tyre med Horn og Klove!
19O	69	33	Når de ydmyge ser det, glæder de sig; I, som søger Gud, eders Hjerte oplives!
19O	69	34	Thi HERREN låner de fattige Øre, han agter ej fangne Venner ringe.
19O	69	35	Himmel og Jord skal prise ham, Havet og alt, hvad der rører sig der;
19O	69	36	thi Gud vil frelse Zion og opbygge Judas Byer; der skal de bo og tage det i Eje;
19O	69	37	hans Tjeneres Afkom skal arve det, de, der elsker hans Navn, skal bo deri.
19O	70	2	Du værdiges, Gud, at fri mig, Herre, il mig til Hjælp!
19O	70	3	Lad dem beskæmmes og røme, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem vige med Skændsel;
19O	70	4	lad dem stivne af Rædsel ved deres Skam, de, som siger: "Ha, ha!"
19O	70	5	Lad alle, som søger dig, frydes og glædes i dig; lad dem, som elsker din Frelse, bestandig sige: "Gud er stor!"
19O	70	6	Arm og fattig er jeg, il mig til Hjælp, o Gud! Du er min Hjælp og min Frelser; tøv ej, HERRE!
19O	71	1	HERRE, jeg lider på dig, lad mig aldrig i evighed skuffes.
19O	71	2	Frels mig og udfri mig i din Retfærdighed, du bøjede dit Øre til mig;
19O	71	3	red mig og vær mig en Tilflugtsklippe, en Klippeborg til min Frelse; thi du er min Klippe og Borg!
19O	71	4	Min Gud, fri mig ud af gudløses Hånd, af Niddings og Voldsmands Kløer;
19O	71	5	thi du er mit Håb, o Herre! Fra min Ungdom var HERREN min Tillid;
19O	71	6	fra Moders Skød har jeg støttet mig til dig, min Forsørger var du fra Moders Liv, dig gælder altid min Lovsang.
19O	71	7	For mange står jeg som mærket af Gud, men du er min stærke Tilflugt;
19O	71	8	min Mund er fuld af din Lovsang, af din Ære Dagen lang.
19O	71	9	Forkast mig ikke i Alderdommens Tid og svigt mig ikke, nu Kraften svinder;
19O	71	10	thi mine Fjender taler om mig, de der lurer på min Sjæl, holder Råd:
19O	71	11	"Gud har svigtet ham! Efter ham! Grib ham, thi ingen frelser!"
19O	71	12	Gud, hold dig ikke borte fra mig, il mig til Hjælp, min Gud;
19O	71	13	lad dem blive til Skam og Skændsel, dem, der står mig imod, lad dem hylles i Spot og Spe, dem, der vil mig ondt!
19O	71	14	Men jeg, jeg vil altid håbe, blive ved at istemme din Pris;
19O	71	15	min Mund skal vidne om din Retfærd, om din Frelse Dagen lang; thi jeg kender ej Ende derpå.
19O	71	16	Jeg vil minde om den Herre HERRENs Vælde, lovsynge din Retfærd, kun den alene.
19O	71	17	Gud, du har vejledt mig fra min Ungdom af, dine Undere har jeg forkyndt til nu;
19O	71	18	indtil Alderdommens Tid og de grånende Hår svigte du mig ikke, o Gud. End skal jeg prise din Arm for alle kommende Slægter.
19O	71	19	Din Vælde og din Retfærdighed når til Himlen, o Gud; du, som øvede store Ting, hvo er din Lige, Gud?
19O	71	20	Du, som lod os skue mange fold Trængsel og Nød, du kalder os atter til Live og drager os atter af Jordens Dyb;
19O	71	21	du vil øge min Storhed og atter trøste mig.
19O	71	22	Til Gengæld vil jeg til Harpespil prise din Trofasthed, min Gud, lege på Citer for dig, du Israels Hellige;
19O	71	23	juble skal mine Læber - ja, jeg vil lovsynge dig og min Sjæl, som du udløste;
19O	71	24	også min Tunge skal Dagen igennem forkynde din Retfærd, thi Skam og Skændsel får de, som vil mig ilde.
19O	72	1	Gud, giv Kongen din ret, Kongesønnen din retfærd,
19O	72	2	så han dømmer dit Folk med Retfærdighed og dine arme med Ret!
19O	72	3	Da bærer Bjerge og Høje Fred for Folket i Retfærd.
19O	72	4	De arme blandt Folket skaffer han Ret, han bringer de fattige Frelse, og han slår Voldsmanden ned.
19O	72	5	Han skal leve, så længe Solen lyser og Månen skinner, fra Slægt til Slægt.
19O	72	6	Han kommer som Regn på slagne Enge, som Regnskyl, der væder Jorden;
19O	72	7	i hans dage blomstrer Retfærd, og dyb Fred råder, til Månen forgår.
19O	72	8	Fra Hav til Hav skal han herske, fra Floden til Jordens Ender;
19O	72	9	hans Avindsmænd bøjer knæ for ham, og hans Fjender slikker Støvet;
19O	72	10	Konger fra Tarsis og fjerne Strande frembærer Gaver, Sabas og Sebas Konger kommer med Skat;
19O	72	11	alle Konger skal bøje sig for ham, alle Folkene være hans Tjenere.
19O	72	12	Thi han skal redde den fattige, der skriger om Hjælp, den arme, der savner en Hjælper,
19O	72	13	ynkes over ringe og fattig og frelse fattiges Sjæle;
19O	72	14	han skal fri deres Sjæle fra Uret og vold, deres Blod er dyrt i hans Øjne.
19O	72	15	Måtte han leve og Guld fra Saba gives ham! De skal bede for ham bestandig, velsigne ham Dagen igennem.
19O	72	16	Korn skal der være i Overflod i Landet, på Bjergenes Top; som Libanon skal dets Afgrøde bølge og Folk spire frem af Byen som Jordens Urter.
19O	72	17	Velsignet være hans Navn evindelig, hans Navn skal leve, mens Solen skinner. Ved ham skal man velsigne sig, alle Folk skal prise ham lykkelig!
19O	72	18	Lovet være Gud HERREN, Israels Gud som ene gør Undergerninger,
19O	72	19	og lovet være hans herlige Navn evindelig; al Jorden skal fyldes af hans Herlighed. Amen, Amen!
19O	72	20	Her ender Davids, Isajs Søns, Bønner.
19O	73	1	Visselig, god er Gud mod Israel; mod dem, der er rene af Hjertet!
19O	73	2	Mine Fødder var nær ved at snuble, mine Skridt var lige ved at glide;
19O	73	3	thi over Dårerne græmmed jeg mig, jeg så, at det gik de gudløse vel;
19O	73	4	thi de kender ikke til Kvaler, deres Livskraft er frisk og sund;
19O	73	5	de kender ikke til menneskelig Nød, de plages ikke som andre.
19O	73	6	Derfor har de Hovmod til Halssmykke, Vold er Kappen, de svøber sig i.
19O	73	7	Deres Brøde udgår af deres Indre, Hjertets Tanker bryder igennem.
19O	73	8	I det dybe taler de ondt, i det høje fører de Urettens Tale,
19O	73	9	de løfter Munden mod Himlen, Tungen farer om på Jorden.
19O	73	10	Derfor vender mit Folk sig hid og drikker Vand i fulde Drag.
19O	73	11	De siger: "Hvor skulde Gud vel vide det, skulde den Højeste kende dertil?"
19O	73	12	Se, det er de gudløses kår, altid i Tryghed, voksende Velstand!
19O	73	13	Forgæves holdt jeg mit Hjerte rent og tvætted mine Hænder i Uskyld,
19O	73	14	jeg plagedes Dagen igennem, blev revset på ny hver Morgen!
19O	73	15	Men jeg tænkte: "Taler jeg så, se, da er jeg troløs imod dine Sønners Slægt."
19O	73	16	Så grundede jeg på at forstå det, møjsommeligt var det i mine Øjne,
19O	73	17	Til jeg kom ind i Guds Helligdomme, skønned, hvordan deres Endeligt bliver:
19O	73	18	Du sætter dem jo på glatte Steder, i Undergang styrter du dem.
19O	73	19	Hvor brat de dog lægges øde, går under, det ender med Rædsel!
19O	73	20	De er som en Drøm, når man vågner, man vågner og regner sit Syn for intet.
19O	73	21	Så længe mit Hjerte var bittert og det nagede i mine Nyrer,
19O	73	22	var jeg et Dyr og fattede intet, jeg var for dig som Kvæg.
19O	73	23	Dog bliver jeg altid hos dig, du holder mig fast om min højre;
19O	73	24	du leder mig med dit Råd og tager mig siden bort i Herlighed.
19O	73	25	Hvem har jeg i Himlen? Og har jeg blot dig, da attrår jeg intet på Jorden!
19O	73	26	Lad kun mit Kød og mit Hjerte vansmægte, Gud er mit Hjertes Klippe, min Del for evigt.
19O	73	27	Thi de, der fjerner sig fra dig, går under, - du udsletter hver, som er dig utro.
19O	73	28	Men at leve Gud nær er min Lykke, min Lid har jeg sat til den Herre HERREN, at jeg kan vidne om alle dine Gerninger.
19O	74	1	Hvorfor har du, Gud, stødt os bort for evig, hvi ryger din Vrede mod Hjorden, du røgter?
19O	74	2	Kom din Menighed i Hu, som du fordum vandt dig, - du udløste den til din Ejendoms Stamme - Zions Bjerg, hvor du har din Bolig.
19O	74	3	Løft dine Fjed til de evige Tomter: Fjenden lagde alt i Helligdommen øde.
19O	74	4	Dine Fjender brøled i dit Samlingshus, satte deres Tegn som Tegn deri.
19O	74	5	Det så ud, som når man løfter Økser i Skovens Tykning.
19O	74	6	Og alt det udskårne Træværk der! De hugged det sønder med Økse og Hammer.
19O	74	7	På din Helligdom satte de Ild, de skændede og nedrev dit Navns Bolig.
19O	74	8	De tænkte: "Til Hobe udrydder vi dem!" De brændte alle Guds Samlingshuse i Landet.
19O	74	9	Vore Tegn, dem ser vi ikke, Profeter findes ej mer; hvor længe, ved ingen af os.
19O	74	10	Hvor længe, o Gud, skal vor Modstander smæde, Fjenden blive ved at håne dit Navn?
19O	74	11	Hvorfor holder du din Hånd tilbage og skjuler din højre i Kappens Fold?
19O	74	12	Vor Konge fra fordums Tid er dog Gud, som udførte Frelsens Værk i Landet.
19O	74	13	Du kløvede Havet med Vælde, knuste på Vandet Dragernes Hoved;
19O	74	14	du søndrede Hovederne på Livjatan og gav dem som Æde til Ørkenens Dyr;
19O	74	15	Kilde og Bæk lod du vælde frem, du udtørred stedseflydende Strømme;
19O	74	16	din er Dagen, og din er Natten, du grundlagde Lys og Sol,
19O	74	17	du fastsatte alle Grænser på Jord, du frembragte Sommer og Vinter.
19O	74	18	Kom i Hu, o HERRE, at Fjenden har hånet, et Folk af Dårer har spottet dit Navn!
19O	74	19	Giv ikke Vilddyret din Turteldues Sjæl, glem ikke for evigt dine armes Liv;
19O	74	20	se hen til Pagten, thi fyldte er Landets mørke Steder med Voldsfærds Boliger.
19O	74	21	Lad ej den fortrykte gå bort med Skam, lad de arme og fattige prise dit Navn!
19O	74	22	Gud, gør dig rede, før din Sag, kom i Hu, hvor du stadig smædes af bårer,
19O	74	23	lad ej dine Avindsmænds Røst uænset! Ustandseligt lyder dine Fjenders Larm!
19O	75	2	Vi takker dig, Gud, vi takker dig; de, der påkalder dit Navn, fortæller dine Undere.
19O	75	3	"Selv om jeg udsætter Sagen, dømmer jeg dog med Retfærd;
19O	75	4	vakler end Jorden og alle, som bor derpå, har jeg dog grundfæstet dens Støtter." - Sela.
19O	75	5	Til Dårerne siger jeg: "Vær ej Dårer!" og til de gudløse: "Løft ej Hornet,
19O	75	6	løft ikke eders Horn mod Himlen, tal ikke med knejsende Nakke!"
19O	75	7	Thi hverken fra Øst eller Vest kommer Hjælp, ej heller fra Ørk eller Bjerge.
19O	75	8	Nej, den, som dømmer, er Gud, han nedbøjer en, ophøjer en anden.
19O	75	9	Thi i HERRENs Hånd er et Bæger med skummende, krydet Vin. han skænker i for een efter een, selv Bærmen drikker de ud; alle Jordens gudløse drikker.
19O	75	10	Men jeg skal juble evindelig, lovsynge Jakobs Gud;
19O	75	11	alle de gudløses Horn stødes af, de retfærdiges Horn skal knejse!
19O	76	2	Gud er kendt i Juda, hans navn er stort i Israel,
19O	76	3	i Salem er hans Hytte, hans Bolig er på Zion.
19O	76	4	Der brød han Buens Lyn, skjold og Sværd og Krigsværn. - Sela.
19O	76	5	Frygtelig var du, herlig på de evige Bjerge.
19O	76	6	De tapre gjordes til Bytte, i Dvale sank de, og kraften svigted alle de stærke Kæmper.
19O	76	7	Jakobs Gud, da du truede, faldt Vogn og Hest i den dybe Søvn.
19O	76	8	Frygtelig er du! Hvo holder Stand mod dig i din Vredes Vælde?
19O	76	9	Fra Himlen fældte du Dom. Jorden grued og tav,
19O	76	10	da Gud stod op til Dom for at frelse hver ydmyg på Jord. - Sela.
19O	76	11	Thi Folkestammer skal takke dig, de sidste af Stammerne fejre dig.
19O	76	12	Aflæg Løfter og indfri dem for HERREN eders Gud, alle omkring ham skal bringe den Frygtindgydende Gaver.
19O	76	13	Han kuer Fyrsternes Mod, indgyder Jordens Konger Frygt.
19O	77	2	Jeg råber, højt til Gud, og han hører mig,
19O	77	3	jeg søger Herren på Nødens Dag, min Hånd er om Natten utrættet udrakt, min Sjæl vil ikke lade sig trøste;
19O	77	4	jeg ihukommer Gud og stønner, jeg sukker, min Ånd vansmægter. - Sela.
19O	77	5	Du holder mine Øjne vågne, jeg er urolig og målløs.
19O	77	6	Jeg tænker på fordums dage, ihukommer længst henrundne År;
19O	77	7	jeg gransker om Natten i Hjertet, grunder og ransager min Ånd.
19O	77	8	Vil Herren bortstøde for evigt og aldrig mer vise Nåde,
19O	77	9	er hans Miskundhed ude for stedse, hans Trofasthed omme for evigt og altid,
19O	77	10	har Gud da glemt at ynkes, lukket sit Hjerte i Vrede? - Sela.
19O	77	11	Jeg sagde: Det er min Smerte; at den Højestes højre er ikke som før.
19O	77	12	Jeg kommer HERRENs Gerninger i Hu, ja kommer dine fordums Undere i Hu.
19O	77	13	Jeg tænker på al din Gerning og grunder over dine Værker.
19O	77	14	Gud, din Vej var i Hellighed, hvo er en Gud så stor som Gud!
19O	77	15	Du er en Gud, som gør Undere, du gjorde din Vælde kendt blandt Folkene,
19O	77	16	udøste dit Folk med din Arm, Jakobs og Josefs Sønner. - Sela.
19O	77	17	Vandene så dig, Gud, Vandene så dig og vred sig i Angst, ja Dybet tog til at skælve;
19O	77	18	Skyerne udøste Vand, Skyhimlens Stemme gjaldede, dine Pile for hid og did;
19O	77	19	din bragende Torden rullede, Lynene oplyste Jorderig, Jorden bæved og skjalv;
19O	77	20	din Vej gik midt gennem Havet, din Sti gennem store Vande, dine Fodspor kendtes ikke.
19O	77	21	Du førte dit Folk som en Hjord ved Moses's og Arons Hånd.
19O	78	1	Lyt, mit folk til min lære, bøj eders øre til ord fra min Mund;
19O	78	2	jeg vil åbne min Mund med Billedtale, fremsætte Gåder fra fordums Tid,
19O	78	3	hvad vi har hørt og ved, hvad vore Fædre har sagt os;
19O	78	4	vi dølger det ikke for deres Børn, men melder en kommende Slægt om HERRENs Ære og Vælde og Underne, som han har gjort.
19O	78	5	Han satte et Vidnesbyrd i Jakob, i Israel gav han en Lov, idet han bød vore Fædre at lade deres Børn det vide,
19O	78	6	at en senere Slægt kunde vide det, og Børn, som fødtes siden, stå frem og fortælle deres Børn derom,
19O	78	7	så de slår deres Lid til Gud og ikke glemmer Guds Gerninger, men overholder hans Bud,
19O	78	8	ej slægter Fædrene på, en vanartet, stridig Slægt, hvis Hjerte ikke var fast, hvis Ånd var utro mod Gud
19O	78	9	- Efraims Børn var rustede Bueskytter, men svigted på Stridens Dag -
19O	78	10	Gudspagten holdt de ikke, de nægtede at følge hans Lov;
19O	78	11	hans Gerninger gik dem ad Glemme, de Undere, han lod dem skue.
19O	78	12	Han gjorde Undere for deres Fædre i Ægypten på Zoans Mark;
19O	78	13	han kløvede Havet og førte dem over, lod Vandet stå som en Vold;
19O	78	14	han ledede dem ved Skyen om Dagen, Natten igennem ved Ildens Skær;
19O	78	15	han kløvede Klipper i Ørkenen, lod dem rigeligt drikke som af Strømme,
19O	78	16	han lod Bække rinde af Klippen og Vand strømme ned som Floder.
19O	78	17	Men de blev ved at synde imod ham og vække den Højestes Vrede i Ørkenen;
19O	78	18	de fristede Gud i Hjertet og krævede Mad til at stille Sulten,
19O	78	19	de talte mod Gud og sagde: "Kan Gud dække Bord i en Ørken?
19O	78	20	Se, Klippen slog han, så Vand flød frem, og Bække vælded ud; mon han også kan give Brød og skaffe kød til sit Folk?"
19O	78	21	Det hørte HERREN, blev vred, der tændtes en Ild mod Jakob, ja Vrede kom op mod Israel,
19O	78	22	fordi de ikke troede Gud eller stolede på hans Frelse.
19O	78	23	Da bød han Skyerne oventil, lod Himlens Døre åbne
19O	78	24	og Manna regne på dem til Føde, han gav dem Himmelkorn;
19O	78	25	Mennesker spiste Englebrød, han sendte dem Mad at mætte sig med.
19O	78	26	Han rejste Østenvinden på Himlen, førte Søndenvinden frem ved sin Kraft;
19O	78	27	Kød lod han regne på dem som Støv og vingede Fugle som Havets Sand,
19O	78	28	lod dem falde midt i sin Lejr, rundt omkring sine Boliger;
19O	78	29	Og de spiste sig overmætte, hvad de ønskede, lod han dem få.
19O	78	30	Men før deres Attrå var stillet, mens Maden var i deres Mund,
19O	78	31	rejste Guds Vrede sig mod dem; han vog deres kraftige Mænd, fældede Israels Ynglinge.
19O	78	32	Og dog blev de ved at synde og troede ej på hans Undere.
19O	78	33	Da lod han deres Dage svinde i Tomhed og endte brat deres År.
19O	78	34	Når han vog dem, søgte de ham, vendte om og spurgte om Gud,
19O	78	35	kom i Hu, at Gud var deres Klippe, Gud den Allerhøjeste deres Genløser.
19O	78	36	De hyklede for ham med Munden, løj for ham med deres Tunge;
19O	78	37	deres Hjerter holdt ikke fast ved ham, hans Pagt var de ikke tro.
19O	78	38	Og dog er han barmhjertig, han tilgiver Misgerning, lægger ej øde, hans Vrede lagde sig Gang på Gang, han lod ikke sin Harme fuldt bryde frem;
19O	78	39	han kom i Hu, de var Kød, et Pust, der svinder og ej vender tilbage.
19O	78	40	Hvor tit stod de ham ikke imod i Ørkenen og voldte ham Sorg i det øde Land!
19O	78	41	De fristede alter Gud, de krænkede Israels Hellige;
19O	78	42	hans Hånd kom de ikke i Hu, de Dag han friede dem fra Fjenden,
19O	78	43	da han gjorde sine Tegn i Ægypten, sine Undere på Zoans Mark,
19O	78	44	forvandlede deres Floder til Blod, så de ej kunde drikke af Strømmene,
19O	78	45	sendte Myg imod dem, som åd dem, og Frøer, som lagde dem øde,
19O	78	46	gav Æderen, hvad de avlede, Græshoppen al deres Høst,
19O	78	47	slog deres Vinstokke ned med Hagl, deres Morbærtræer med Frost,
19O	78	48	prisgav Kvæget for Hagl og deres Hjorde for Lyn.
19O	78	49	Han sendte sin Vredesglød mod dem, Harme, Vrede og Trængsel, en Sendefærd af Ulykkesengle;
19O	78	50	frit Løb gav han sin Vrede, skånede dem ikke for Døden, gav deres Liv til Pris for Pest;
19O	78	51	alt førstefødt i Ægypten slog han, Mandskraftens Førstegrøde i Kamiternes Telte,
19O	78	52	lod sit Folk bryde op som en Hjord, ledede dem som Kvæg i Ørkenen,
19O	78	53	ledede dem trygt, uden Frygt, mens Havet lukked sig over deres Fjender;
19O	78	54	han bragte dem til sit hellige Land, de Bjerge, hans højre vandt,
19O	78	55	drev Folkeslag bort foran dem, udskiftede ved Lod deres Land og lod Israels Stammer bo i deres Telte.
19O	78	56	Dog fristed og trodsede de Gud den Allerhøjeste og overholdt ikke hans Vidnesbyrd;
19O	78	57	de faldt fra, var troløse som deres Fædre, svigtede som en slappet Bue,
19O	78	58	de krænkede ham med deres Offerhøje, æggede ham med deres Gudebilleder.
19O	78	59	Det hørte Gud og blev vred følte højlig Lede ved Israel;
19O	78	60	han opgav sin Bolig i Silo, det Telt, hvor han boede blandt Mennesker;
19O	78	61	han gav sin Stolthed i Fangenskab, sin Herlighed i Fjendehånd,
19O	78	62	prisgav sit Folk for Sværdet, blev vred på sin Arvelod;
19O	78	63	Ild fortærede dets unge Mænd, dets Jomfruer fik ej Bryllupssange,
19O	78	64	dets Præster faldt for Sværdet, dets Enker holdt ikke Klagefest.
19O	78	65	Da vågnede Herren som en, der har sovet, som en Helt, der er døvet af Vin;
19O	78	66	han slog sine Fjender på Ryggen, gjorde dem evigt til Skamme.
19O	78	67	Men han fik Lede ved Josefs Telt, Efraims Stamme udvalgte han ikke;
19O	78	68	han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elsker;
19O	78	69	han byggede sit Tempel himmelhøjt, grundfæstede det evigt som Jorden.
19O	78	70	Han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Fårenes Folde,
19O	78	71	hentede ham fra de diende Dyr til at vogte Jakob, hans Folk, Israel, hans Arvelod;
19O	78	72	han vogtede dem med oprigtigt Hjerte,ledede dem med kyndig Hånd.
19O	79	1	Hedninger er trængt ind i din arvelod, Gud de har besmittet dit hellige Tempel og gjort Jerusalem til en Stenhob;
19O	79	2	de har givet Himlens Fugle dine Tjeneres Lig til Æde, Jordens vilde Dyr dine frommes Kød;
19O	79	3	deres Blod har de udøst som Vand omkring Jerusalem, ingen jorder dem;
19O	79	4	vore Naboer er vi til Hån, vore Grander til Spot og Spe.
19O	79	5	Hvor længe vredes du, HERRE - for evigt? hvor længe skal din Nidkærhed lue som Ild?
19O	79	6	Udøs din Vrede på Folk, der ikke kender dig, på Riger, som ikke påkalder dit Navn;
19O	79	7	thi de har opædt Jakob og lagt hans Bolig øde.
19O	79	8	Tilregn os ikke Fædrenes Brøde, lad din Barmhjertighed komme os snarlig i Møde, thi vi er såre ringe,
19O	79	9	Hjælp os, vor Frelses Gud, for dit Navns Æres Skyld, fri os, forlad vore Synder for dit Navns Skyld!
19O	79	10	Hvorfor skal Hedninger sige: "Hvor er deres Gud?" Lad dine Tjeneres udgydt Blod blive hævnet på Hedningerne for vore Øjne!
19O	79	11	Lad de fangnes Suk nå hen for dit Åsyn, udløs Dødens Børn efter din Arms Vælde,
19O	79	12	lad syvfold Gengæld ramme vore Naboer for Hånen, de viser dig, Herre!
19O	79	13	Men vi dit Folk og den Hjord, du røgter, vi vil evindelig takke dig, forkynde din Pris fra Slægt til Slægt!
19O	80	2	Lyt til, du Israels Hyrde, der leder Josef som en Hjord, træd frem i Glans, du, som troner på Keruber,
19O	80	3	for Efraims, Benjamins og Manasses Øjne; opbyd atter din Vælde og kom til vor Frelse!
19O	80	4	Hærskarers Gud, bring os atter på Fode, lad dit Ansigt lyse, at vi må frelses!
19O	80	5	HERRE, Hærskarers Gud, hvor længe vredes du trods din Tjeners Bøn?
19O	80	6	Du har givet os Tårebrød at spise, Tårer at drikke i bredfuldt Mål.
19O	80	7	Du har gjort os til Stridsemne for vore Naboer, vore Fjender håner os.
19O	80	8	Hærskarers Gud, bring os atter på Fode, lad dit Ansigt lyse, at vi må frelses!
19O	80	9	Du rykked en Vinstok op i Ægypten, drev Folkeslag bort og plantede den;
19O	80	10	du rydded og skaffed den Plads, den slog Rod og fyldte Landet;
19O	80	11	Bjergene skjultes af dens Skygge. Guds Cedre af dens Ranker;
19O	80	12	den bredte sine Skud til Havet og sine kviste til Floden.
19O	80	13	Hvorfor har du nedbrudt dens Hegn, så alle vejfarende plukker deraf?
19O	80	14	Skovens Vildsvin gnaver deri, Dyrene på Marken æder den op!
19O	80	15	Hærskarers Gud, vend tilbage, sku ned fra Himlen og se! Drag Omsorg for denne Vinstok,
19O	80	16	for Skuddet, din højre planted!
19O	80	17	Lad dem, der sved den og huggede den sønder, gå til for dit Åsyns Trussel!
19O	80	18	Lad din Hånd være over din højres Mand, det Menneskebarn, du opfostrede dig!
19O	80	19	Da viger vi ikke fra dig, hold os i Live, så påkalder vi dit Navn!
19O	80	20	HERRE, Hærskarers Gud, bring os atter på Fode, lad dit Ansigt lyse, at vi må frelses!
19O	81	2	Jubler for Gud, vor Styrke, råb af fryd for Jakobs Gud,
19O	81	3	istem Lovsang, lad Pauken lyde, den liflige Citer og Harpen;
19O	81	4	stød i Hornet på Nymånedagen, ved Fuldmåneskin på vor Højtidsdag!
19O	81	5	Thi det er Lov i Israel, et Bud fra Jakobs Gud;
19O	81	6	han gjorde det til en Vedtægt i Josef, da han drog ud fra Ægypten, hvor han hørte et Sprog, han ikke kendte.
19O	81	7	"Jeg fried hans Skulder for Byrden, hans Hænder slap fri for Kurven.
19O	81	8	I Nøden råbte du, og jeg frelste dig, jeg svarede dig i Tordenens Skjul, jeg prøvede dig ved Meribas Vande. - Sela.
19O	81	9	Hør, mit Folk, jeg vil vidne for dig, Israel, ak, om du hørte mig!
19O	81	10	En fremmed Gud må ej findes hos dig, tilbed ikke andres Gud!
19O	81	11	Jeg, HERREN, jeg er din Gud! som førte dig op fra Ægypten; luk din Mund vidt op, og jeg vil fylde den!
19O	81	12	Men mit Folk vilde ikke høre min Røst, Israel lød mig ikke.
19O	81	13	Da lod jeg dem fare i deres Stivsind, de vandrede efter deres egne Råd.
19O	81	14	Ak, vilde mit Folk dog høre mig, Israel gå mine Veje!
19O	81	15	Da kued jeg snart deres Fjender, vendte min Hånd mod deres Uvenner!
19O	81	16	Deres Avindsmænd skulde falde og gå til Grunde for evigt;
19O	81	17	jeg nærede dig med Hvedens Fedme, mættede dig med Honning fra Klippen!"
19O	82	1	Gud står frem i Guders Forsamling midt iblandt Guder holder han Dom
19O	82	2	"Hvor længe vil I dømme uredeligt og holde med de gudløse? - Sela.
19O	82	3	Skaf de ringe og faderløse Ret, kend de arme og nødstedte fri;
19O	82	4	red de ringe og fattige, fri dem ud af de gudløses Hånd!
19O	82	5	Dog, de kender intet, sanser intet, i Mørke vandrer de om, alle Jordens Grundvolde vakler.
19O	82	6	Jeg har sagt, at I er Guder, I er alle den Højestes Sønner;
19O	82	7	dog skal I dø som Mennesker, styrte som en af Fyrsterne!"
19O	82	8	Rejs dig, o Gud, døm Jorden, thi alle Folkene får du til Arv!
19O	83	2	Und dig, o Gud, ikke Ro, vær ej tavs, vær ej stille, o Gud!
19O	83	3	Thi se, dine Fjender larmer, dine Avindsmænd løfter Hovedet,
19O	83	4	oplægger lumske Råd mod dit Folk, holder Råd imod dem, du værner:
19O	83	5	"Kom, lad os slette dem ud af Folkenes Tal, ej mer skal man ihukomme Israels Navn!"
19O	83	6	Ja, de rådslår i Fællig og slutter Pagt imod dig,
19O	83	7	Edoms Telte og Ismaeliterne, Moab sammen med Hagriterne,
19O	83	8	Gebal, Ammon, Amalek, Filister land med Tyrus's Borgere;
19O	83	9	også Assur har sluttet sig til dem, Lots Sønner blev de en Arm. - Sela.
19O	83	10	Gør med dem som med Midjan, som med Sisera og Jabin ved Kisjons Bæk,
19O	83	11	der gik til Grunde ved En-Dor og blev til Gødning på Marken!
19O	83	12	Deres Høvdinger gå det som Oreb og Ze'eb, alle deres Fyrster som Zeba og Zalmunna,
19O	83	13	fordi de siger: "Guds Vange tager vi til os som Eje."
19O	83	14	Min Gud, lad dem blive som hvirvlende Løv som Strå, der flyver for Vinden.
19O	83	15	Ligesom Ild fortærer Krat og Luen afsvider Bjerge,
19O	83	16	så forfølge du dem med din Storm, forfærde du dem med din Hvirvelvind;
19O	83	17	fyld deres Åsyn med Skam, så de søger dit Navn, o HERRE;
19O	83	18	lad dem blues, forfærdes for stedse, beskæmmes og gå til Grunde
19O	83	19	Og kende, at du, hvis Navn er HERREN, er ene den Højeste over al Jorden!
19O	84	2	Hvor elskelig er dine boliger, Hærskares Herre!
19O	84	3	Af Længsel efter HERRENs Forgårde vansmægtede min Sjæl, nu jubler mit Hjerte og Kød for den levende Gud!
19O	84	4	Ja, Spurven fandt sig et Hjem og Svalen en Rede, hvor den har sine Unger - dine Altre, Hærskarers HERRE, min Konge og Gud!
19O	84	5	Salige de, der bor i dit Hus, end skal de love dig. - Sela.
19O	84	6	Salig den, hvis Styrke er i dig, når hans Hu står til Højtidsrejser!
19O	84	7	Når de går gennem Bakadalen, gør de den til Kildevang, og Tidligregnen hyller den i Velsignelser.
19O	84	8	Fra Kraft til Kraft går de frem, de stedes for Gud på Zion.
19O	84	9	Hør min Bøn, o HERRE, Hærskarers Gud, Lyt til, du Jakobs Gud! - Sela.
19O	84	10	Gud, vort Skjold, se til og vend dit Blik til din Salvedes Åsyn!
19O	84	11	Thi bedre een Dag i din Forgård end tusinde ellers, hellere ligge ved min Guds Hus's Tærskel end dvæle i Gudløsheds Telte.
19O	84	12	Thi Gud HERREN er Sol og Skjold, HERREN giver Nåde og Ære; dem, der vandrer i Uskyld, nægter han intet godt.
19O	84	13	Hærskarers HERRE, salig er den, der stoler på dig!
19O	85	2	Du var nådig, HERRE, imod dit land du vendte Jakobs Skæbne,
19O	85	3	tog Skylden bort fra dit Folk og skjulte al deres Synd. - Sela.
19O	85	4	Du lod al din Vrede fare, tvang din glødende Harme.
19O	85	5	Vend tilbage, vor Frelses Gud, hør op med din Uvilje mod os!
19O	85	6	Vil du vredes på os for evigt, holde fast ved din Harme fra Slægt til Slægt?
19O	85	7	Vil du ikke skænke os Liv På ny, så dit Folk kan glæde sig i dig!
19O	85	8	Lad os skue din Miskundhed, HERRE, din Frelse give du os!
19O	85	9	Jeg vil høre, hvad Gud HERREN taler! Visselig taler han Fred til sit Folk og til sine fromme og til dem, der vender deres Hjerte til ham;
19O	85	10	ja, nær er hans Frelse for dem, som frygter ham, snart skal Herlighed bo i vort Land;
19O	85	11	Miskundhed og Sandhed mødes, Retfærd og Fred skal kysse hinanden;
19O	85	12	af Jorden spirer Sandhed frem, fra Himlen skuer Retfærd ned.
19O	85	13	Derhos giver HERREN Lykke, sin Afgrøde giver vort Land;
19O	85	14	Retfærd vandrer foran ham og følger også hans Fjed.
19O	86	1	Bøj dit Øre, HERRE, og svar mig, thi jeg er arm og fattig!
19O	86	2	Vogt min Sjæl, thi jeg ærer dig; frels din Tjener, som stoler på dig!
19O	86	3	Vær mig nådig, Herre, du er min Gud; thi jeg råber til dig Dagen igennem.
19O	86	4	Glæd din Tjeners Sjæl, thi til dig, o Herre, løfter jeg min Sjæl;
19O	86	5	thi du, o Herre, er god og rund til at forlade, rig på Nåde mod alle, der påkalder dig.
19O	86	6	Lyt til min Bøn, o HERRE, lån Øre til min tryglende Røst!
19O	86	7	På Nødens Dag påkalder jeg dig, thi du svarer mig.
19O	86	8	Der er ingen som du blandt Guderne, Herre, og uden Lige er dine Gerninger.
19O	86	9	Alle Folk, som du har skabt, skal komme, Herre, og tilbede dig, og de skal ære dit Navn.
19O	86	10	Thi du er stor og gør vidunderlige Ting, du alene er Gud.
19O	86	11	Lær mig, HERRE, din Vej, at jeg kan vandre i din Sandhed; vend mit Hjerte til dette ene: at frygte dit Navn.
19O	86	12	Jeg vil takke dig, Herre min Gud, af hele mit Hjerte, evindelig ære dit Navn;
19O	86	13	thi stor er din Miskundhed mod mig, min Sjæl har du frelst fra Dødsrigets Dyb.
19O	86	14	Frække har rejst sig imod mig, Gud; Voldsmænd, i Flok vil tage mit Liv, og dig har de ikke for Øje.
19O	86	15	Men, Herre, du er en barmhjertig og nådig Gud, langmodig og rig på Nåde og Sandhed.
19O	86	16	Vend dig til mig og vær mig nådig, giv din Tjener din Styrke, frels din Tjenerindes Søn!
19O	86	17	Und mig et Tegn på din Godhed; at mine Fjender med Skamme må se, at du, o HERRE, hjælper og trøster mig!
19O	87	1	Sin Stad, grundfæstet på hellige Bjerge, har Herren kær,
19O	87	2	Zions Porte fremfor alle Jakobs Boliger.
19O	87	3	Der siges herlige Ting om dig, du Guds Stad. - Sela.
19O	87	4	Jeg nævner Rahab og Babel blandt dem, der kender HERREN, Filisterland, Tyrus og Kusj, en fødtes her, en anden der.
19O	87	5	Men Zion kalder man Moder, der fødtes enhver, den Højeste holder det selv ved Magt.
19O	87	6	HERREN tæller efter i Folkeslagenes Liste, en fødtes her, en anden der. - Sela.
19O	87	7	Syngende og dansende siger de: "Alle mine Kilder er i dig!"
19O	88	2	HERRE min Gud, jeg råber om dagen, om Natten når mit Skrig til dig;
19O	88	3	lad min Bøn komme frem for dit Åsyn, til mit Klageråb låne du Øre!
19O	88	4	Thi min Sjæl er mæt af Lidelser, mit Liv er Dødsriget nær,
19O	88	5	jeg regnes blandt dem, der sank i Graven, er blevet som den, det er ude med,
19O	88	6	kastet hen imellem de døde, blandt faldne, der hviler i Graven, hvem du ej mindes mere, thi fra din Hånd er de revet.
19O	88	7	Du har lagt mig i den underste Grube, på det mørke, det dybe Sted;
19O	88	8	tungt hviler din Vrede på mig, alle dine Brændinger lod du gå over mig. - Sela.
19O	88	9	Du har fjernet mine Frænder fra mig, gjort mig vederstyggelig for dem; jeg er fængslet, kan ikke gå ud,
19O	88	10	mit Øje er sløvt af Vånde. Hver Dag, HERRE, råber jeg til dig og rækker mine Hænder imod dig.
19O	88	11	Gør du Undere for de døde, står Skyggerne op og takker dig?  - Sela.
19O	88	12	Tales der om din Nåde i Graven, i Afgrunden om din Trofasthed?
19O	88	13	Er dit Under kendt i Mørket, din Retfærd i Glemselens Land?
19O	88	14	Men jeg, o HERRE, jeg råber til dig, om Morgenen kommer min Bøn dig i Møde.
19O	88	15	Hvorfor forstøder du, HERRE, min Sjæl og skjuler dit Åsyn for mig?
19O	88	16	Elendig er jeg og Døden nær, dine Rædsler har omgivet mig fra min Ungdom;
19O	88	17	din Vredes Luer går over mig, dine Rædsler har lagt mig øde,
19O	88	18	som Vand er de om mig Dagen lang, til Hobe slutter de Kreds om mig;
19O	88	19	Ven og Frænde fjerned du fra mig, holdt mine Kendinge borte.
19O	89	2	Om HERRENs, Nåde vil jeg evigt synge, fra Slægt til Slægt med min Mund forkynde din Trofasthed.
19O	89	3	Thi du har sagt: "En evig Bygning er Nåden!" I Himlen har du grundfæstet din Trofasthed.
19O	89	4	Jeg sluttede en Pagt med min udvalgte, tilsvor David, min Tjener:
19O	89	5	"Jeg lader din Sæd bestå for evigt, jeg bygger din Trone fra Slægt til Slægt!" - Sela.
19O	89	6	Og Himlen priser dit Under, HERRE, din Trofasthed i de Helliges Forsamling.
19O	89	7	Thi hvem i Sky er HERRENs Lige, hvo er som HERREN iblandt Guds Sønner?
19O	89	8	En forfærdelig Gud i de Helliges Kreds, stor og frygtelig over alle omkring ham.
19O	89	9	HERRE, Hærskarers Gud, hvo er som du? HERRE, din Nåde og Trofasthed omgiver dig.
19O	89	10	Du mestrer Havets Overmod; når Bølgerne bruser, stiller du dem.
19O	89	11	Du knuste Rahab som en fældet Kriger, splitted dine Fjender med vældig Arm.
19O	89	12	Din er Himlen, og din er Jorden, du grundede Jorderig med dets Fylde.
19O	89	13	Norden og Sønden skabte du, Tabor og Hermon jubler over dit Navn.
19O	89	14	Du har en Arm med Vælde, din Hånd er stærk, din højre løftet.
19O	89	15	Retfærd og Ret er din Trones Grundvold, Nåde og Sandhed står for dit Åsyn.
19O	89	16	Saligt det Folk, der kender til Frydesang, vandrer, HERRE, i dit Åsyns Lys!
19O	89	17	De lovsynger Dagen igennem dit Navn, ophøjes ved din Retfærdighed.
19O	89	18	Thi du er vor Styrkes Stolthed, du løfter vort Horn ved din Yndest;
19O	89	19	thi vort Skjold er hos HERREN, vor Konge er Israels Hellige!
19O	89	20	Du taled engang i et Syn til dine fromme : "Krone satte jeg på en Helt, ophøjed en Yngling af Folket;
19O	89	21	jeg har fundet David, min Tjener, salvet ham med min hellige Olie;
19O	89	22	thi min Hånd skal holde ham fast, og min Arm skal give ham Styrke.
19O	89	23	Ingen Fjende skal overvælde ham, ingen Nidding trykke ham ned;
19O	89	24	jeg knuser hans Fjender foran ham og nedstøder dem, der bader ham;
19O	89	25	med ham skal min Trofasthed og Miskundhed være, hans Horn skal løfte sig ved mit Navn;
19O	89	26	jeg lægger Havet under hans Hånd og Strømmene under hans højre;
19O	89	27	mig skal han kalde: min Fader, min Gud og min Frelses Klippe.
19O	89	28	Jeg gør ham til førstefødt, den største blandt Jordens Konger;
19O	89	29	jeg bevarer for evigt min Miskundhed mod ham, min Pagt skal holdes ham troligt;
19O	89	30	jeg lader hans Æt bestå for evigt, hans Trone, så længe Himlen er til.
19O	89	31	Hvis hans Sønner svigter min Lov og ikke følger mine Lovbud,
19O	89	32	hvis de bryder min Vedtægt og ikke holder mit Bud,
19O	89	33	da hjemsøger jeg deres Synd med Ris, deres Brøde med hårde Slag;
19O	89	34	men min Nåde tager jeg ikke fra ham, min Trofasthed svigter jeg ikke;
19O	89	35	jeg bryder ikke min Pagt og ændrer ej mine Læbers Udsagn.
19O	89	36	Ved min Hellighed svor jeg een Gang for alle - David sviger jeg ikke:
19O	89	37	Hans Æt skal blive for evigt, hans Trone for mig som Solen,
19O	89	38	stå fast som Månen for evigt, og Vidnet på Himlen er sanddru, - Sela.
19O	89	39	Men du har forstødt og forkastet din Salvede og handlet i Vrede imod ham;
19O	89	40	Pagten med din Tjener har du brudt, vanæret hans Krone og trådt den i Støvet;
19O	89	41	du har nedbrudt alle hans Mure, i Grus har du lagt hans Fæstninger;
19O	89	42	alle vejfarende plyndrer ham, sine Naboer blev han til Spot.
19O	89	43	Du har løftet hans Uvenners højre og glædet alle hans Fjender;
19O	89	44	hans Sværd lod du vige for Fjenden, du holdt ham ej oppe i Kampen;
19O	89	45	du vristed ham Staven af Hænde og styrted hans Trone til Jorden,
19O	89	46	afkorted hans Ungdoms Dage og hylled ham ind i Skam. - Sela.
19O	89	47	Hvor længe vil du skjule dig, HERRE, for evigt, hvor længe skal din Vrede lue som Ild?
19O	89	48	Herre, kom i Hu, hvad Livet er, til hvilken Tomhed du skabte hvert Menneskebarn!
19O	89	49	Hvo bliver i Live og skuer ej Død, hvo frelser sin sjæl fra Dødsrigets Hånd? - Sela.
19O	89	50	Hvor er din fordums Nåde, Herre, som du i Trofasthed tilsvor David?
19O	89	51	Kom, Herre, din Tjeners Skændsel i Hu, at jeg bærer Folkenes Spot i min Favn,
19O	89	52	hvorledes dine Fjender håner, HERRE, hvorledes de håner din Salvedes Fodspor.
19O	89	53	Lovet være HERREN i Evighed, Amen, Amen!
19O	90	1	Herre, du var vor Bolig slægt efter slægt.
19O	90	2	Førend Bjergene fødtes og Jord og Jorderig blev til, fra Evighed til Evighed er du, o Gud!
19O	90	3	Mennesket gør du til Støv igen, du siger: "Vend tilbage, I Menneskebørn!"
19O	90	4	Thi tusind År er i dine Øjne som Dagen i Går, der svandt, som en Nattevagt.
19O	90	5	Du skyller dem bort, de bliver som en Søvn. Ved Morgen er de som Græsset, der gror;
19O	90	6	ved Morgen gror det og blomstrer, ved Aften er det vissent og tørt.
19O	90	7	Thi ved din Vrede svinder vi hen, og ved din Harme forfærdes vi.
19O	90	8	Vor Skyld har du stillet dig for Øje, vor skjulte Brøst for dit Åsyns Lys.
19O	90	9	Thi alle vore Dage glider hen i din Vrede, vore År svinder hen som et Suk.
19O	90	10	Vore Livsdage er halvfjerdsindstyve År, og kommer det højt, da firsindstyve. Deres Herlighed er Møje og Slid, thi hastigt går det, vi flyver af Sted.
19O	90	11	Hvem fatter din Vredes Vælde, din Harme i Frygt for dig!
19O	90	12	At tælle vore Dage lære du os, så vi kan få Visdom i Hjertet!
19O	90	13	Vend tilbage, HERRE! Hvor længe! Hav Medynk med dine Tjenere;
19O	90	14	mæt os årle med din Miskundhed, så vi kan fryde og glæde os alle vore Dage.
19O	90	15	Glæd os det Dagetal, du ydmygede os, det Åremål, da vi led ondt!
19O	90	16	Lad dit Værk åbenbares for dine Tjenere og din Herlighed over deres Børn!
19O	90	17	HERREN vor Guds Livsalighed være over os! Og frem vore Hænders Værk for os, ja frem vore Hænders Værk!
19O	91	1	Den der sidder i den Højestes Skjul og dvæler i den Almægtiges Skygge,
19O	91	2	siger til HERREN: Min Tilflugt, min Klippeborg, min Gud, på hvem jeg stoler.
19O	91	3	Thi han frier dig fra Fuglefængerens Snare, fra ødelæggende Pest;
19O	91	4	han dækker dig med sine Fjedre, under hans Vinger finder du Ly, hans Trofasthed er Skjold og Værge.
19O	91	5	Du frygter ej Nattens Rædsler, ej Pilen der flyver om Dagen
19O	91	6	ej Pesten, der sniger i Mørke, ej Middagens hærgende Sot.
19O	91	7	Falder end tusinde ved din Side, ti Tusinde ved din højre Hånd, til dig når det ikke hen;
19O	91	8	du ser det kun med dit Øje, er kun Tilskuer ved de gudløses Straf;
19O	91	9	(thi du, HERRE, er min Tilflugt) den Højeste tog du til Bolig.
19O	91	10	Der times dig intet ondt, dit Telt kommer Plage ej nær;
19O	91	11	thi han byder sine Engle at vogte dig på alle dine Veje;
19O	91	12	de skal bære dig på deres Hænder, at du ikke skal støde din Fod på nogen Sten;
19O	91	13	du skal træde på Slanger og Øgler, trampe på Løver og Drager.
19O	91	14	"Da han klynger sig til mig, frier jeg ham ud, jeg bjærger ham, thi han kender mit Navn;
19O	91	15	kalder han på mig, svarer jeg ham, i Trængsel er jeg hos ham, jeg frier ham og giver ham Ære:
19O	91	16	med et langt Liv mætter jeg ham og lader ham skue min Frelse!"
19O	92	2	Det er godt at takke HERREN, lovsynge dit navn, du højeste,
19O	92	3	ved Gry forkynde din Nåde, om Natten din Trofasthed
19O	92	4	til tistrenget Lyre, til Harpe, til Strengeleg på Citer!
19O	92	5	Thi ved dit Værk har du glædet mig, HERRE, jeg jubler over dine Hænders Gerning.
19O	92	6	Hvor store er dine Gerninger, HERRE, dine Tanker såre dybe!
19O	92	7	Tåben fatter det ikke, Dåren skønner ej sligt.
19O	92	8	Spirer de gudløse end som Græsset, blomstrer end alle Udådsmænd, er det kun for at lægges øde for stedse,
19O	92	9	men du er ophøjet for evigt, HERRE.
19O	92	10	Thi se, dine Fjender, HERRE, se, dine Fjender går under, alle Udådsmænd spredes!
19O	92	11	Du har løftet mit Horn som Vildoksens, kvæget mig med den friskeste Olie;
19O	92	12	det fryder mit Øje at se mine Fjender, mit Øre at høre mine Avindsmænd.
19O	92	13	De retfærdige grønnes som Palmen, vokser som Libanons Ceder;
19O	92	14	plantet i HERRENs Hus grønnes de i vor Guds Forgårde;
19O	92	15	selv grånende bærer de Frugt, er friske og fulde af Saft
19O	92	16	for at vidne, at HERREN er retvis, min Klippe, hos hvem ingen Uret findes.
19O	93	1	HERREN har vist, han er Konge, har iført sig Højhed, HERREN har omgjordet sig med Styrke. Han grundfæsted Jorden, den rokkes ikke.
19O	93	2	Din Trone står fast fra fordum, fra Evighed er du!
19O	93	3	Strømme lod runge, HERRE, Strømme lod runge deres Drøn, Strømme lod runge deres Brag.
19O	93	4	Fremfor vældige Vandes Drøn, fremfor Havets Brændinger er HERREN herlig i det høje!
19O	93	5	Dine Vidnesbyrd er fuldt at lide på, Hellighed tilkommer dit Hus, HERRE, så længe Dagene varer!
19O	94	1	HERRE du hævnens Gud, du Hævnens Gud, træd frem i Glans;
19O	94	2	stå op, du Jordens Dommer, øv Gengæld mod de hovmodige!
19O	94	3	Hvor længe skal gudløse, HERRE, hvor længe skal gudløse juble?
19O	94	4	De fører tøjlesløs Tale, hver Udådsmand ter sig som Herre;
19O	94	5	de underkuer, o HERRE, dit Folk og undertrykker din Arvelod;
19O	94	6	de myrder Enke og fremmed faderløse slår de ihjel;
19O	94	7	de siger: "HERREN kan ikke se,Jakobs Gud kan intet mærke!"
19O	94	8	Forstå dog, I Tåber blandt Folket! Når bliver I kloge, I Dårer?
19O	94	9	Skulde han, som plantede Øret, ej høre, han, som dannede Øjet, ej se?
19O	94	10	Skulde Folkenes Tugtemester ej revse, han som lærer Mennesket indsigt?
19O	94	11	HERREN kender Menneskets Tanker, thi de er kun Tomhed.
19O	94	12	Salig den Mand, du tugter, HERRE, og vejleder ved din Lov
19O	94	13	for at give ham Ro for onde Dage, indtil der graves en Grav til den gudløse;
19O	94	14	thi HERREN bortstøder ikke sit Folk og svigter ikke sin Arvelod.
19O	94	15	Den retfærdige kommer igen til sin Ret, en Fremtid har hver oprigtig af Hjertet.
19O	94	16	Hvo står mig bi mod Ugerningsmænd? hvo hjælper mig mod Udådsmænd?
19O	94	17	Var HERREN ikke min Hjælp, snart hviled min Sjæl i det stille.
19O	94	18	Når jeg tænkte: "Nu vakler min Fod", støtted din Nåde mig, HERRE;
19O	94	19	da mit Hjerte var fuldt af ængstede Tanker, husvaled din Trøst min Sjæl.
19O	94	20	står du i Pagt med Fordærvelsens Domstol, der skaber Uret i Lovens Navn?
19O	94	21	Jager de end den ret,færdiges Liv og dømmer uskyldigt Blod,
19O	94	22	HERREN er dog mit Bjærgested, min Gud er min Tilflugtsklippe;
19O	94	23	han vender deres Uret imod dem selv, udsletter dem for deres Ondskab; dem udsletter HERREN vor Gud.
19O	95	1	Kom, lad os Juble, for HERREN, råbe af fryd for vor Frelses Klippe,
19O	95	2	møde med Tak for hans Åsyn, juble i Sang til hans Pris!
19O	95	3	Thi HERREN er en vældig Gud, en Konge stor over alle Guder;
19O	95	4	i hans Hånd er Jordens dybder, Bjergenes Tinder er hans;
19O	95	5	Havet er hans, han har skabt det, det tørre Land har hans Hænder dannet.
19O	95	6	Kom, lad os bøje os, kaste os ned, knæle for HERREN, vor Skaber!
19O	95	7	Thi han er vor Gud, og vi er det Folk, han vogter, den Hjord, han leder. Ak, lytted I dog i Dag til hans Røst:
19O	95	8	"Forhærder ej eders Hjerte som ved Meriba, som dengang ved Massa i Ørkenen,
19O	95	9	da eders Fædre fristede mig, prøved mig, skønt de havde set mit Værk.
19O	95	10	Jeg væmmedes fyrretyve År ved denne Slægt, og jeg sagde: Det er et Folk med vildfarne Hjerter, de kender ej mine Veje.
19O	95	11	Så svor jeg da i min Vrede: De skal ikke gå ind til min Hvile!
19O	96	1	Syng HERREN en ny sang, syng for Herren, al jorden,
19O	96	2	syng for HERREN og lov hans Navn, fortæl om hans Frelse Dag efter Dag,
19O	96	3	kundgør hans Ære blandt Folkene, hans Undere blandt alle Folkeslag!
19O	96	4	Thi stor og højlovet er HERREN, forfærdelig over alle Guder;
19O	96	5	thi alle Folkeslagenes Guder er Afguder, HERREN er Himlens Skaber.
19O	96	6	For hans Åsyn er Højhed og Hæder, Lov og Pris i hans Helligdom.
19O	96	7	Giv HERREN, I Folkeslags Slægter, giv HERREN Ære og Pris,
19O	96	8	giv HERREN hans Navns Ære, bring Gaver og kom til hans Forgårde,
19O	96	9	tilbed HERREN i helligt Skrud, bæv for hans Åsyn, al Jorden!
19O	96	10	Sig blandt Folkeslag: "HERREN har vist, han er Konge, han grundfæsted Jorden, den rokkes ikke, med Retfærd dømmer han Folkene."
19O	96	11	Himlen glæde sig, Jorden juble, Havet med dets Fylde bruse,
19O	96	12	Marken juble og alt, hvad den bærer! Da fryder sig alle Skovens Træer
19O	96	13	for HERRENs Åsyn, thi han kommer, han kommer at dømme Jorden; han dømmer Jorden med Retfærd og Folkene i sin Trofasthed.
19O	97	1	HERREN har vist, han er Konge! Jorden juble, lad glædes de mange Strande!
19O	97	2	Skyer og Mulm er om ham, Retfærd og Ret er hans Trones Støtte;
19O	97	3	Ild farer frem foran ham, og luer iblandt hans Fjender.
19O	97	4	Hans Lyn lyste op på Jorderig, Jorden så det og skjalv;
19O	97	5	Bjergene smelted som Voks for HERREN, for hele Jordens Herre;
19O	97	6	Himlen forkyndte hans Retfærd, alle Folkeslag skued hans Herlighed.
19O	97	7	Til Skamme blev alle, som dyrkede Billeder, de, som var stolte af deres Afguder; alle Guder bøjed sig for ham.
19O	97	8	Zion hørte det og glædede sig, og Judas Døtre jublede over dine Domme, HERRE!
19O	97	9	Thi du, o HERRE, er den Højeste over al Jorden, højt ophøjet over alle Guder!
19O	97	10	I, som elsker HERREN, hade det onde! Han vogter sine frommes Sjæle og frier dem af de gudløses Hånd;
19O	97	11	over de retfærdige oprinder Lys og Glæde over de oprigtige af Hjertet.
19O	97	12	I retfærdige, glæd jer i HERREN, lovsyng hans hellige Navn!
19O	98	1	Syng HERREN en sang, thi vidunderlige ting har han gjort; Sejren vandt ham hans højre, hans hellige Arm.
19O	98	2	Sin Frelse har HERREN gjort kendt, åbenbaret sin Retfærd for Folkenes Øjne;
19O	98	3	han kom sin Nåde mod Jakob i Hu, sin Trofasthed mod Israels Hus. Den vide Jord har skuet vor Guds Frelse.
19O	98	4	Råb af Fryd for HERREN, al Jorden, bryd ud i Jubel og Lovsang;
19O	98	5	lovsyng HERREN til Citer, lad Lovsang tone til Citer,
19O	98	6	råb af Fryd for Kongen, HERREN, til Trompeter og Hornets Klang!
19O	98	7	Havet med dets Fylde skal bruse, Jorderig og de, som bor der,
19O	98	8	Strømmene klappe i Hænder, Bjergene juble til Hobe
19O	98	9	for HERRENs Åsyn, thi han kommer, han kommer at dømme Jorden; han dømmer Jorden med Retfærd og Folkeslag med Ret!
19O	99	1	HERREN har vist, han er Konge, Folkene bæver, han troner på Keruber, Jorden skælver!
19O	99	1	Råb af Fryd for HERREN, al jorden,
19O	99	1	Om Nåde og Ret vil jeg synge, dig vil jeg lovsynge, Herre.
19O	99	1	Min Sjæl, lov Herren, og alt i mig love hans hellige navn!
19O	99	1	Min sjæl, lov Herren! Herren min Gud, du er såre stor! Du er klædt i Højhed og Herlighed,
19O	99	1	Pris Herren, påkald hans navn, gør hans Gerninger kendte blandt Folkeslag!
19O	99	1	Halleluja! Lov Herren, thi han er god, thi hans miskundhed varer evindelig!
19O	99	1	Halleluja! Lov Herren, thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig!
19O	99	1	Du min Lovsangs Gud, vær ej tavs!
19O	99	1	HERREN sagde til min Herre: "Sæt dig ved min højre hånd, til jeg lægger dine fjender som en skammel for dine fødder!"
19O	99	1	Halleluja! jeg takker Herren af hele mit hjerte i oprigtiges kreds og i menighed!
19O	99	1	Halleluja! Salig er den, der frygter Herren og ret har lyst til hans bud!
19O	99	1	Halleluja! Pris, I Herrens tjenere, pris Herrens navn!
19O	99	1	Halleluja! Da Israel drog fra Ægypten, Jakobs Hus fra det stammende Folk,
19O	99	1	Ikke os, o Herre, ikke os, men dit navn, det give du ære for din Miskundheds og Trofastheds Skyld!
19O	99	1	Halleluja! Jeg elsker Herren, thi han hører min røst, min tryglende bøn,
19O	99	1	Halleluja! Lovsyng HERREN, alle I Folk, pris ham, alle Stammer,
19O	99	1	Halleluja! Tak Herren, thi han er god, thi hans miskundhed varer evindelig.
19O	99	1	Salige de, hvis Vandel er fulde, som vandrer i HERRENs Lov.
19O	99	1	Jeg råbte til HERREN i Nød, og han svarede mig.
19O	99	1	Jeg løfter mine Øjne til Bjergene: Hvorfra kommer min Hjælp?
19O	99	1	Jeg frydede mig, da de sagde til mig: "Vi drager til HERRENs Hus!"
19O	99	1	Jeg løfter mine Øjne til dig, som troner i Himlen!
19O	99	1	Havde HERREN ej været med os - så siger Israel -
19O	99	1	De der stoler På HERREN, er som Zions bjerg, der aldrig i evighed rokkes.
19O	99	1	Da HERREN hjemførte Zions fanger, var vi som drømmende;
19O	99	1	Dersom HERREN ikke bygger huset, er Bygmestrenes Møje forgæves, dersom HERREN ikke vogter Byen, våger Vægteren forgæves.
19O	99	1	Salig enhver, som frygter Herren og går på hans veje!
19O	99	1	Fra det dybe råber jeg til
19O	99	1	Herre, mit hjerte er ikke hovmodigt, mine øjne er ikke stolte, jeg sysler ikke med store Ting, med Ting, der er mig for høje.
19O	99	1	HERRE, kom David i Hu for al hans møje,
19O	99	1	Se, hvor godt og lifligt er det, når brødre bor tilsammen:
19O	99	1	Op og lov nu HERREN, alle HERRENs, som står i HERRENs Hus ved Nattetide!
19O	99	1	Halleluja! Pris Herrens navn, pris det, I HERRENs Tjenere,
19O	99	1	Halleluja! Tak HERREN, thi han er god; thi hans Miskundhed varer evindelig!
19O	99	1	Ved Babels Floder, der sad vi og græd, når Zion randt os i hu.
19O	99	1	Jeg vil prise dig HERRE, at hele lovsynge dig for Guderne;
19O	99	1	HERRE, du ransager mig og kender mig!
19O	99	1	HERRE, jeg råber til dig, il mig til hjælp, hør min Røst, når jeg råber til dig;
19O	99	1	HERRE, hør min Bøn og lyt til min tryglen, bønhør mig i din Trofasthed, i din Retfærd,
19O	99	1	Lovet være HERREN, min Klippe, som oplærer mine hænder til Strid mine Fingre til Krig,
19O	99	1	Jeg vil ophøje dig, min Gud, min konge, evigt og alt love dit Navn.
19O	99	1	Halleluja! Pris HERREN, min Sjæl!
19O	99	1	Halleluja! Ja, det er godt at lovsynge vor Gud, ja, det er lifligt, lovsang sømmer sig.
19O	99	1	Halleluja! Pris Herren i himlen, pris ham i det høje!
19O	99	1	Halleluja! syng Herren en ny sang, hans Pris i de frommes Forsamling!
19O	99	1	Halleluja! Pris Gud i hans Helligdom, pris ham i hans stærke Hvælving,
19O	99	2	Stor er HERREN på Zion, ophøjet over alle Folkeslag;
19O	99	2	tjener HERREN med Glæde, kom for hans Åsyn med Jubel!
19O	99	2	Jeg vil agte på uskyldiges Vej, når den viser sig for mig, vandre i Hjertets Uskyld bag Hjemmets Vægge,
19O	99	2	HERRE, lyt til min bøn, lad mit råb komme til dig,
19O	99	2	Min Sjæl, lov HERREN, og glem ikke alle hans Velgerninger!
19O	99	2	hyllet i Lys som en Kappe! Himlen spænder du ud som et Telt;
19O	99	2	Syng og spil til hans Pris, tal om alle hans Undere;
19O	99	2	Hvo kan opregne Herrens vældige gerninger, finde ord til at kundgøre al hans pris?
19O	99	2	Så skal HERRENs genløste sige, de, han løste af Fjendens Hånd
19O	99	2	Mit Hjerte er trøstigt, Gud, mit hjerte er trøstigt; jeg vil synge og lovprise dig, vågn op, min Ære!
19O	99	2	Thi en gudløs, svigefuld Mund har de åbnet imod mig, taler mig til med Løgntunge,
19O	99	2	Fra Zion udrækker HERREN din Vældes Spir; hersk midt iblandt dine Fjender!
19O	99	2	Store er Herrens gerninger, gennemtænkte til bunds.
19O	99	2	Hans Æt bliver mægtig på Jord, den oprigtiges Slægt velsignes;
19O	99	2	Herrens navn være lovet fra nu og til evig tid;
19O	99	2	da blev Juda hans Helligdom, Israel blev hans Rige.
19O	99	2	Hvi skal Folkene sige: "Hvor er dog deres Gud?"
19O	99	2	ja, han bøjed sit Øre til mig, jeg påkaldte HERRENs Navn.
19O	99	2	thi stor er hans Miskundhed mod os, HERRENs Trofasthed varer evindelig! *19/b8 Salme 118
19O	99	2	Israel sige: "Thi hans miskundhed varer evindelig!"
19O	99	2	Salige de, der agter på hans Vidnesbyrd, søger ham af hele deres Hjerte.
19O	99	2	HERRE, udfri min Sjæl fra Løgnelæber, fra den falske Tunge!
19O	99	2	Fra HERREN kommer min Hjælp, fra Himlens og Jordens Skaber.
19O	99	2	Så står vore Fødder da i dine Porte, Jerusalem,
19O	99	2	Som trælles øjne følger deres Herres Hånd, som en Trælkvindes Øjne følger hendes Frues Hånd, så følger vore Øjne HERREN vor Gud, til han er os nådig.
19O	99	2	havde Herren ej været med os, da Mennesker rejste sig mod os;
19O	99	2	Jerusalem ligger hegnet af Bjerge; og HERREN hegner sit Folk fra nu og til evig Tid :
19O	99	2	da fyldtes vor Mund med Latter, vor Tunge med Frydesang; da hed det blandt Folkene: "HERREN har gjort store Ting imod dem!"
19O	99	2	Det er forgæves, I står årle op og går sent til Ro, ædende Sliddets Brød; alt sligt vil han give sin Ven i Søvne.
19O	99	2	Dit Arbejdes Frugt skal du nyde, salig er du, det går dig vel!
19O	99	2	De trængte mig hårdt fra min ungdom - så siger Israel - de trængte mig hårdt fra min Ungdom, men kued mig ikke.
19O	99	2	o Herre hør min Røst! Lad dine Ører lytte til min tryglende Røst!
19O	99	2	Nej, jeg har lullet og tysset min Sjæl; som afvant Barn hos sin Moder har min Sjæl det hos HERREN.
19O	99	2	hvorledes han tilsvor HERREN, gav Jakobs Vældige et Løfte :
19O	99	2	som kostelig Olie, der flyder fra Hovedet ned over Skægget, Arons Skæg, der bølger ned over Kjortelens Halslinning,
19O	99	2	Løft eders Hænder mod Helligdommen og lov HERREN!
19O	99	2	som står i HERRENs Hus, i vor Guds Huses Forgårde!
19O	99	2	Tak Gudernes Gud; thi hans miskundhed varer evindelig!
19O	99	2	Vi hængte vore Harper i Landets Pile.
19O	99	2	jeg vil tilbede, vendt mod dit hellige Tempel, og mere end alt vil jeg prise dit Navn for din Miskundheds og Trofastheds Skyld; thi du har herliggjort dit Ord.
19O	99	2	Du ved, når jeg står op, du fatter min Tanke i Frastand,
19O	99	2	Red mig, HERRE, fra onde Mennesker, vær mig et Værn mod Voldsmænd,
19O	99	2	som Røgoffer, gælde for dig min Bøn, mine løftede Hænder som Aftenoffer!
19O	99	2	Jeg løfter min røst og råber til Herren, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,
19O	99	2	gå ikke i Rette med din Tjener, thi for dig er ingen, som lever, retfærdig!
19O	99	2	min Miskundhed og min Fæstning, min Klippeborg, min Frelser, mit Skjold og den, jeg lider på, som underlægger mig Folkeslag!
19O	99	2	Jeg vil love dig Dag efter Dag, evigt og altid prise dit Navn.
19O	99	2	Jeg vil prise HERREN hele mit Liv, lovsynge min Gud, så længe jeg lever.
19O	99	2	Herren bygger Jerusalem, han samler de spredte af Israel,
19O	99	2	Pris ham, alle hans engle, pris ham, alle hans hærskarer,
19O	99	2	Israel glæde sig over sin Skaber, over deres Konge fryde sig Zions Børn,
19O	99	2	pris ham for hans vældige Gerninger, pris ham for hans mægtige Storhed;
19O	99	3	de priser dit Navn, det store og frygtelige; hellig er han!
19O	99	3	Kend, at HERREN er Gud! Han skabte os, vi er hans, hans Folk og den Hjord, han vogter.
19O	99	3	på Niddingsdåd lader jeg aldrig mit Øje hvile. Jeg hader den, der gør ondt, han er ej i mit Følge;
19O	99	3	skjul dog ikke dit Åsyn for mig; den Dag jeg stedes i Nød, bøj da dit Øre til mig; når jeg kalder, så skynd dig og svar mig!
19O	99	3	Han, som tilgiver alle dine Misgerninger og læger alle dine Sygdomme,
19O	99	3	du hvælver din Højsal i Vandene, gør Skyerne til din Vogn, farer frem på Vindens Vinger;
19O	99	3	ros jer af hans hellige Navn, eders Hjerte glæde sig, I, som søger HERREN;
19O	99	3	Salige de, der holder på ret, som altid øver retfærdighed!
19O	99	3	og samlede ind fra Landene, fra Øst og Vest, fra Nord og fra Havet.
19O	99	3	Harpe og Citer, vågn op, jeg vil vække Morgenrøden.
19O	99	3	med hadske Ord omringer de mig og strider imod mig uden Grund;
19O	99	3	Dit Folk møder villigt frem på din Vældes Dag; i hellig Prydelse kommer dit unge Mandskab til dig, som Dug af Morgenrødens Moderskød.
19O	99	3	Hans værk er højhed og herlighed, hans retfærd bliver til evig tid.
19O	99	3	Velstand og Rigdom er i hans Hus, hans Retfærdighed varer evindelig.
19O	99	3	fra sol i opgang til sol i bjærge være Herrens navn lovpriset!
19O	99	3	Havet så det og flyede, Jordan trak sig tilbage,
19O	99	3	Vor Gud, han er i Himlen; alt, hvad han vil, det gør han!
19O	99	3	Dødens Bånd omspændte mig, Dødsrigets Angster greb mig, i Trængsel og Nød var jeg stedt.
19O	99	3	Arons Hus sige: "Thi hans Miskundhed varer evindelig!"
19O	99	3	de, som ikke gør Uret, men vandrer på hans Veje.
19O	99	3	Der ramme dig dette og hint, du falske Tunge!
19O	99	3	Din fod vil han ej lade vakle, ej blunder han, som bevarer dig;
19O	99	3	Jerusalem bygget som Staden, hvor Folket samles;
19O	99	3	Forbarm dig over os, HERRE, forbarm dig! Thi overmætte er vi af Spot,
19O	99	3	så havde de slugt os levende, da deres Vrede optændtes mod os;
19O	99	3	Han lader ej Gudløsheds Herskerskerstav tynge retfærdiges Lod, at retfærdige ikke skal udrække Hånden til Uret.
19O	99	3	HERREN har gjort store Ting imod os, og vi blev glade.
19O	99	3	Se, Sønner er HERRENs Gave, Livsens Frugt er en Løn.
19O	99	3	Som en frugtbar Vinranke er din Hustru inde i dit Hus, som Oliekviste er dine Sønner rundt om dit Bord.
19O	99	3	Plovmænd pløjed min Ryg, trak lange Furer;
19O	99	3	Tog du Vare, HERRE, på Misgerninger, Herre, hvo kunde da bestå?
19O	99	3	Israel, bi på HERREN fra nu og til evig Tid! *19/d2 Salme 132
19O	99	3	"Jeg træder ej ind i mit Huses Telt, jeg stiger ej op på mit Leje,
19O	99	3	som Hermons Dug, der falder på Zions Bjerge. Thi der skikker HERREN Velsignelse ned, Liv til evig Tid. *19/d4 Salme 134
19O	99	3	HERREN velsigne dig fra Zion, han, som skabte Himmel og Jord. *19/d5 Salme 135
19O	99	3	Pris HERREN, thi god er HERREN, lovsyng hans Navn, thi lifligt er det.
19O	99	3	Tak Herrens Herre; thi hans miskundhed varer evindelig!
19O	99	3	Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: "Syng os af Zions Sange!"
19O	99	3	Den Dag jeg råbte, svared du mig, du gav mig Mod, i min Sjæl kom Styrke.
19O	99	3	du har Rede på, hvor jeg går eller ligger, og alle mine Veje kender du grant.
19O	99	3	der pønser på ondt i Hjertet og daglig ægger til Strid.
19O	99	3	HERRE, sæt Vagt ved min Mund, vogt mine Læbers Dør!
19O	99	3	udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.
19O	99	3	Thi Fjender forfølger min Sjæl, de træder mit Liv i Støvet, lader mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.
19O	99	3	HERRE, hvad er et Menneske, at du kendes ved det, et Menneskebarn, at du agter på ham?
19O	99	3	Stor og højlovet er HERREN, hans Storhed kan ikke ransages.
19O	99	3	Sæt ikke eders Lid til Fyrster, til et Menneskebarn, der ikke kan hjælpe!
19O	99	3	han læger dem, hvis Hjerte er sønderknust, og forbinder deres Sår;
19O	99	3	pris ham, sol og måne, pris ham, hver lysende stjerne,
19O	99	3	de skal prise hans Navn under Dans, lovsynge ham med Pauke og Citer;
19O	99	3	pris ham med Hornets Klang, pris ham med Harpe og Citer,
19O	99	4	Du er en Konge, der elsker Retfærd, Retten har du grundfæstet, i Jakob, øved du Ret og Retfærd.
19O	99	4	Gå ind i hans Porte med Takkesang, med Lovsange ind i hans Forgårde, tak ham og lov hans Navn!
19O	99	4	det falske Hjerte må holde sig fra mig, den onde kender jeg ikke;
19O	99	4	Thi mine Dage svinder som Røg, mine Ledemod brænder som Ild;
19O	99	4	han, som udløser dit Liv fra Graven og kroner dig med Miskundhed og Barmhjertighed,
19O	99	4	Vindene gør du til Sendebud, Ildsluer til dine Tjenere!
19O	99	4	spørg efter HERREN og hans magt, søg bestandig hans Åsyn;
19O	99	4	Husk os, Herre, når dit folk finder nåde, lad os få godt af din frelse,
19O	99	4	I den øde Ørk for de vild, fandt ikke Vej til beboet By,
19O	99	4	Jeg vil takke dig, HERRE, blandt Folkeslag, lovprise dig blandt Folkefærd;
19O	99	4	til Løn for min Kærlighed er de mig fjendske, skønt jeg er idel Bøn;
19O	99	4	HERREN har svoret og angrer det ej: "Du er Præst evindelig på Melkizedeks Vis."
19O	99	4	Han har sørget for, at hans undere mindes, nådig og barmhjertig er Herren.
19O	99	4	For den oprigtige oprinder Lys i Mørke; han er mild, barmhjertig retfærdig.
19O	99	4	Over alle folk er Herren ophøjet, hans herlighed højt over himlene.
19O	99	4	Bjergene sprang som Vædre, Højene hopped som Lam.
19O	99	4	Deres Billeder er Sølv og Guld, Værk af Menneskehænder;
19O	99	4	Jeg påkaldte HERRENs Navn: "Ak, HERRE, frels min Sjæl!"
19O	99	4	De, som frygter HERREN, sige: "Thi hans Miskundhed varer evindelig!"
19O	99	4	Du har givet dine Befalinger, for at de nøje skal holdes.
19O	99	4	Den stærkes Pile er hvæsset ved glødende Gyvel.
19O	99	4	nej, han blunder og sover ikke, han, som bevarer Israel.
19O	99	4	thi did op drager Stammerne, HERRENs Stammer en Vedtægt for Israel om at prise HERRENs Navn.
19O	99	4	overmæt er vor Sjæl af de sorgløses Hån, de stoltes Spot! *19/c4 Salme 124
19O	99	4	så havde Vandene overskyllet os, en Strøm var gået over vor Sjæl,
19O	99	4	HERRE, vær god mod de gode, de oprigtige af Hjertet;
19O	99	4	Vend, o Herre, vort Fangenskab, som Sydlandets Strømme!
19O	99	4	Som Pile i Krigerens Hånd er Sønner, man får i sin Ungdom.
19O	99	4	Se, så velsignes den Mand, der frygter HERREN.
19O	99	4	retfærdig er HERREN, han overskar de gudløses Reb.
19O	99	4	Men hos dig er der Syndsforladelse, at du må frygtes.
19O	99	4	under ikke mine Øjne Søvn, ikke mine Øjenlåg Hvile,
19O	99	4	Thi HERREN udvalgte Jakob, Israel til sin Ejendom.
19O	99	4	Han, der ene gør store undere; thi hans miskundhed varer evindelig!
19O	99	4	Hvor kan vi synge HERRENs Sange på fremmed Grund?
19O	99	4	Alle Jordens Konger skal prise dig, HERRE, når de hører din Munds Ord,
19O	99	4	Thi før Ordet er til på min Tunge, se, da ved du det, HERRE, til fulde.
19O	99	4	De hvæsser Tungen som Slanger, har Øglegift under deres Læber. - Sela.
19O	99	4	Bøj ikke mit Hjerte til ondt, til at gøre gudløs Gerning sammen med Udådsmænd; deres lækre Mad vil jeg ikke smage.
19O	99	4	Når Ånden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. På Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.
19O	99	4	Ånden hensygner i mig, mit Hjerte stivner i Brystet.
19O	99	4	Mennesket er som et Åndepust, dets Dage som svindende Skygge.
19O	99	4	Slægt efter Slægt lovpriser dine Værker, forkynder dine vældige Gerninger.
19O	99	4	Hans Ånd går bort, han bliver til Jord igen, hans Råd er bristet samme Dag.
19O	99	4	han fastsætter Stjemernes Tal og giver dem alle Navn.
19O	99	4	pris ham, himlenes himle og vandene over himlene!
19O	99	4	thi HERREN har Behag i sit Folk, han smykker de ydmyge med Frelse.
19O	99	4	pris ham med Pauke og Dans, pris ham med Strengeleg og Fløjte,
19O	99	5	Ophøj HERREN vor Gud, bøj eder for hans Fødders Skammel; hellig er han!
19O	99	5	Thi god er HERREN, hans Miskundhed varer evindelig, fra Slægt til Slægt hans Trofasthed! *19/a1 Salme 101
19O	99	5	den, der sværter sin Næste, udrydder jeg; den opblæste og den hovmodige tåler jeg ikke.
19O	99	5	mit Hjerte er svedet og - visnet som Græs, thi jeg glemmer at spise mit Brød.
19O	99	5	han, som mætter din Sjæl med godt, så du bliver ung igen som Ørnen!
19O	99	5	Du fæsted Jorden på dens Grundvolde, aldrig i Evighed rokkes den;
19O	99	5	kom i Hu de Undere, han gjorde, hans Tegn og hans Munds Domme,
19O	99	5	at vi må se dine udvalgtes lykke, glæde os ved dit folks glæde og med din arvelod prise vor lykke!
19O	99	5	de led både Sult og Tørst, deres Sjæl var ved at vansmægte;
19O	99	5	thi din Miskundhed når til Himlen, din Sandhed til Skyerne.
19O	99	5	de gør mig ondt for godt, gengælder min Kærlighed med Had.
19O	99	5	Herren ved din højre knuser Konger på sin Vredes Dag,
19O	99	5	Dem, der frygter ham, giver han føde, han kommer for evigt sin pagt i hu.
19O	99	5	Salig den, der ynkes og låner ud og styrer sine Sager med Ret;
19O	99	5	Hvo er som HERREN vor Gud, som rejste sin Trone i det høje
19O	99	5	Hvad fejler du, Hav, at du flyr, Jordan, hvi går du tilbage,
19O	99	5	de har Mund, men taler ikke, Øjne, men ser dog ej;
19O	99	5	Nådig er HERREN og retfærdig, barmhjertig, det er vor Gud;
19O	99	5	Jeg påkaldte HERREN i Trængslen, HERREN svared og førte mig ud i åbent Land.
19O	99	5	O, måtte jeg vandre med faste Skridt, så jeg holder dine Vedtægter!
19O	99	5	Ve mig, at jeg må leve som fremmed i Mesjek, bo iblandt Kedars Telte!
19O	99	5	HERREN er den, som bevarer dig, HERREN er din Skygge ved din højre;
19O	99	5	Thi der står Dommersæder, Sæder for Davids Hus.
19O	99	5	over vor Sjæl var de gået, de vilde Vande.
19O	99	5	men dem, der slår ind på krogveje, dem bortdrive HERREN tillige med Udådsmænd. Fred over Israel! *19/c6 Salme 126
19O	99	5	De; som sår med Gråd, skal høste med Frydesang;
19O	99	5	Salig den Mand, som fylder sit Kogger med dem; han beskæmmes ej, når han taler med Fjender i Porten. *19/c8 Salme 128
19O	99	5	HERREN velsigne dig fra Zion, at du må se Jerusalems Lykke alle dit Livs Dage
19O	99	5	Alle, som hader Zion, skal vige med Skam,
19O	99	5	Jeg håber.på HERREN, min Sjæl håber på hans Ord,
19O	99	5	før jeg har fundet HERREN et Sted, Jakobs Vældige en Bolig!"
19O	99	5	Ja, jeg ved, at HERREN er stor, vor Herre er større end alle Guder.
19O	99	5	Som skabte Himlen med indsigt; thi hans miskundhed varer evindelig!
19O	99	5	Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!
19O	99	5	og synge om HERRENs Veje; thi stor er HERRENs Ære,
19O	99	5	Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din Hånd på mig.
19O	99	5	Vogt mig, HERRE, for gudløses Hånd, vær mig et Værn mod Voldsmænd, som pønser på at bringe mig til Fald.
19O	99	5	Slår en retfærdig mig, så er det Kærlighed; revser han mig, er det Olie for Hovedet, ej skal mit Hoved vise det fra sig, end sætter jeg min Bøn imod deres Ondskab.
19O	99	5	Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskåret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.
19O	99	5	Jeg kommer fordums Dage i Hu, tænker på alle dine Gerninger, grunder på dine Hænders Værk.
19O	99	5	HERRE, sænk din Himmel, stig ned og rør ved Bjergene, så at de ryger;
19O	99	5	De taler om din Højheds herlige Glans, jeg vil synge om dine Undere;
19O	99	5	Salig den, hvis Hjælp er Jakobs Gud, hvis Håb står til HERREN hans Gud,
19O	99	5	Vor Herre er stor og vældig, hans Indsigt er uden Mål;
19O	99	5	De skal prise Herrens navn, thi han bød, og de blev skabt;
19O	99	5	De fromme skal juble med Ære, synge på deres Lejer med Fryd,
19O	99	5	pris ham med klingre Cymbler, pris ham med gjaldende Cymbler;
19O	99	6	Moses og Aron er blandt hans Præster og Samuel blandt dem, der påkalder hans Navn; de råber til HERREN, han svarer;
19O	99	6	Til Landets trofaste søger mit Øje, hos mig skal de bo; den, der vandrer uskyldiges Vej, skal være min Tjener;
19O	99	6	Under min Stønnen klæber mine Ben til Huden;
19O	99	6	HERREN øver Retfærdighed og Ret mod alle fortrykte.
19O	99	6	Verdensdybet hylled den til som en Klædning, Vandene stod over Bjerge.
19O	99	6	I, hans Tjener Abrahams Sæd, hans udvalgte, Jakobs Sønner!
19O	99	6	Vi syndede som vore Fædre, handlede ilde og gudløst.
19O	99	6	men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem at deres Trængsler
19O	99	6	Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden!
19O	99	6	Straf ham for hans Gudløshed, lad en Anklager stå ved hans højre,
19O	99	6	blandt Folkene holder han Dom, fylder op med døde, knuser Hoveder viden om Lande.
19O	99	6	Han viste sit folk sine vældige gerninger, da han gav dem folkenes eje.
19O	99	6	thi han rokkes aldrig i Evighed, den retfærdige ihukommes for evigt;
19O	99	6	og skuer ned i det dybe - i Himlene og på Jorden -
19O	99	6	hvi springer I Bjerge som Vædre, hvi hopper I Høje som Lam?
19O	99	6	de har Ører, men hører ikke, Næse men lugter dog ej;
19O	99	6	HERREN vogter enfoldige, jeg var ringe, dog frelste han mig.
19O	99	6	HERREN, er med mig, jeg frygter ikke, hvad kan Mennesker gøre mig?
19O	99	6	Da skulde jeg ikke blive til - Skamme, thi jeg så hen til alle dine Bud.
19O	99	6	Min Sjæl har længe nok boet blandt Folk, som hader Fred.
19O	99	6	Solen stikker dig ikke om Dagen, og Månen ikke om Natten;
19O	99	6	Bed om Jerusalems Fred! Ro finde de, der elsker dig!
19O	99	6	Lovet være HERREN, som ej gav os hen, deres Tænder til Rov!
19O	99	6	de går deres Gang med Gråd, når de udstrør Sæden, med Frydesang kommer de hjem, bærende deres Neg. *19/c7 Salme 127
19O	99	6	og se dine Sønners Sønner! Fred over Israel! *19/c9 Salme 129
19O	99	6	blive som Græs på Tage, der visner, førend det skyder Strå,
19O	99	6	på Herren bier min Sjæl mer end Vægter på Morgen, Vægter på Morgen.
19O	99	6	"Se, i Efrata hørte vi om den, fandt den på Ja'ars Mark;
19O	99	6	HERREN gør alt, hvad han vil, i Himlene og på Jorden, i Have og alle Verdensdyb.
19O	99	6	Som bredte jorden på vandet; thi hans miskundhed varer evindelig!
19O	99	6	Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!
19O	99	6	thi HERREN er ophøjet, ser til den ringe, han kender den stolte i Frastand.
19O	99	6	At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det ikke!
19O	99	6	Hovmodige lægger Snarer og Strikker for mig, breder et Net for min Fod, lægger Fælder for mig ved Vejen. - Sela.
19O	99	6	Ned ad Klippens Skrænter skal Dommerne hos dem styrtes, og de skal høre, at mine Ord er liflige.
19O	99	6	HERRE, jeg råber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!
19O	99	6	Jeg udbreder Hænderne mod dig, som et tørstigt Land så længes min Sjæl efter dig. - Sela.
19O	99	6	slyng Lynene ud og adsplit Fjenderne, send dine Pile og indjag dem Rædsel;
19O	99	6	de taler om dine ræddelige Gerningers Vælde, om din Storhed vil jeg vidne;
19O	99	6	som skabte Himmel og Jord, Havet og alf, hvad de rummer, som evigt bevarer sin Trofasthed
19O	99	6	HERREN holder de ydmyge oppe, til Jorden bøjer han gudløse.
19O	99	6	han gav dem deres plads for evigt, han gav en lov, som de ej overtræder!
19O	99	6	med Lovsang til Gud i Mund og tveægget Sværd i Hånd
19O	99	6	alt hvad der ånder, pris HERREN! Halleluja!
19O	99	7	i Skystøtten taler han til dem, de holder hans Vidnesbyrd, Loven, han gav dem;
19O	99	7	ingen, der øver Svig, skal bo i mit Hus, ingen, som farer med Løgn, bestå for mit Øje.
19O	99	7	jeg ligner Ørkenens Pelikan, er blevet som Uglen på øde Steder;
19O	99	7	Han lod Moses se sine Veje, Israels Børn sine Gerninger;
19O	99	7	For din Trusel flyede de, skræmtes bort ved din Tordenrøst,
19O	99	7	Han, HERREN, er vor Gud, hans Domme når ud over Jorden;
19O	99	7	Vore Fædre i Ægypten ænsede ej dine Undere, kom ikke din store Miskundhed i Hu, stod den Højeste imod ved det røde Hav.
19O	99	7	og førte dem ad rette Vej, så de kom til beboet By.
19O	99	7	Til Frelse for dine elskede hjælp med din højre, bønhør os!
19O	99	7	lad ham gå dømt fra Retten, hans Bøn blive regnet for Synd;
19O	99	7	Han drikker af Bækken ved Vejen, derfor løfter han Hovedet højt. *19/b1 Salme 111
19O	99	7	Hans hænders værk er sandhed og ret, man kan lide på alle hans bud;
19O	99	7	han frygter ikke for onde Tidender, hans Hjerte er trøstigt i Tillid, til HERREN;
19O	99	7	som rejser den ringe af Støvet, løfter den fattige op af Skarnet
19O	99	7	Skælv, Jord, for HERRENs Åsyn, for Jakobs Guds Åsyn,
19O	99	7	de har Hænder, men føler ikke, Fødder, men går dog ej, deres Strube frembringer ikke en Lyd.
19O	99	7	Vend tilbage, min Sjæl, til din Ro, thi HERREN har gjort vel imod dig!
19O	99	7	HERREN, han er min Hjælper, jeg skal se med Fryd på dem, der hader mig.
19O	99	7	Jeg vil takke dig af oprigtigt Hjerte, når jeg lærer din Retfærds Lovbud.
19O	99	7	Jeg vil Fred; men taler jeg, vil de Krig! *19/c1 Salme 121
19O	99	7	HERREN bevarer dig mod alt ondt, han bevarer din Sjæl;
19O	99	7	Der råde Fred på din Mur, Tryghed i dine Borge!
19O	99	7	Vor Sjæl slap fri som en Fugl at Fuglefængernes Snare, Snaren reves sønder, og vi slap fri.
19O	99	7	og ikke fylder Høstkarlens Hånd og Opbinderens Favn;
19O	99	7	Israel, bi på HERREN! Thi hos HERREN er Miskundhed, hos ham er Forløsning i Overflod.
19O	99	7	lad os gå hen til hans Bolig, tilbede ved hans Fødders Skammel!"
19O	99	7	Han lader Skyer stige op fra Jordens Ende, får Lynene til at give Regn, sender Stormen ud fra sine Forrådskamre;
19O	99	7	Som skabte de store lys; thi hans miskundhed varer evindelig!
19O	99	7	HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de råbte: "Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!"
19O	99	7	Går jeg i Trængsel, du værger mig Livet, mod Fjendernes Vrede udrækker du Hånden, din højre bringer mig Frelse.
19O	99	7	Hvorhen skal jeg gå for din Ånd, og hvor skal jeg fly for dit Åsyn?
19O	99	7	Jeg siger til HERREN: Du er min Gud, HERRE, lyt til min tryglende Røst!
19O	99	7	Som når man pløjer Jorden i Furer, spredes vore Ben ved Dødsrigets Gab.
19O	99	7	Lyt til mit Klageråb, thi jeg er såre ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig;
19O	99	7	Skynd dig at svare mig, HERRE, min Ånd svinder hen; skjul ikke dit Åsyn for mig, så jeg bliver som de, der synker i Graven.
19O	99	7	udræk din Hånd fra det høje, fri og frels mig fra store Vande,
19O	99	7	de udbreder din rige Miskundheds Ry og synger med Fryd om din Retfærd.
19O	99	7	og skaffer de undertrykte Ret, som giver de sultne Brød!  HERREN løser de fangne,
19O	99	7	Syng for HERREN med Tak, leg for vor Gud på Citer!
19O	99	7	Lad pris stige op til Herren fra jorden, I havdyr og alle dyb,
19O	99	7	for at tage Hævn over Folkene og revse Folkeslagene,
19O	99	8	HERRE vor Gud, du svarer dem. Du var dem en Gud, som tilgav og frikendte dem, for hvad de gjorde.
19O	99	8	Alle Landets gudløse gør jeg til intet hver Morgen for at udrydde alle Udådsmænd af HERRENs By. *19/a2 Salme 102
19O	99	8	om Natten ligger jeg vågen og jamrer så ensom som Fugl på Taget;
19O	99	8	barmhjertig og nådig er HERREN, langmodig og rig på Miskundhed;
19O	99	8	for op ad Bjerge og ned i Dale til det Sted, du havde beredt dem;
19O	99	8	han ihukommer for evigt sin Pagt, i tusind Slægter sit Tilsagn,
19O	99	8	Dog frelste han dem for sit Navns Skyld, for at gøre sin Vælde kendt;
19O	99	8	Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn.
19O	99	8	Gud talede i sin Helligdom: "Jeg vil udskifte Sikem med Jubel, udmåle Sukkots Dal;
19O	99	8	hans Livsdage blive kun få, hans Embede tage en anden;
19O	99	8	de står i al evighed fast, udført i sandhed og retsind.
19O	99	8	fast er hans Hjerte og uden Frygt, indtil han skuer sine Fjender med Fryd;
19O	99	8	og sætter ham mellem Fyrster, imellem sit Folks Fyrster,
19O	99	8	han, som gør Klipper til Vanddrag, til Kildevæld hården Flint! *19/b5 Salme 115
19O	99	8	Som dem skal de, der lavede dem, blive, enhver, som stoler på dem!
19O	99	8	Ja, han fried min Sjæl fra Døden, mit Øje fra Gråd, min Fod fra Fald.
19O	99	8	At ty til HERREN er godt fremfor at stole på Mennesker;
19O	99	8	Jeg vil holde dine Vedtægter, svigt mig dog ikke helt!
19O	99	8	HERREN bevarer din Udgang og Indgang fra nu og til evig Tid! *19/c2 Salme 122
19O	99	8	For Brødres og Frænders Skyld vil jeg ønske dig Fred,
19O	99	8	Vor Hjælper HERRENs Navn, Himlens og Jordens Skaber. *19/c5 Salme 125
19O	99	8	Folk, som går forbi, siger ikke: "HERRENs Velsignelse over eder! Vi velsigner eder i HERRENs Navn!" *19/d0 Salme 130
19O	99	8	Og han vil forløse Israel fra alle dets Misgerninger, *19/d1 Salme 131
19O	99	8	HERRE, bryd op til dit Hvilested, du og din Vældes Ark!
19O	99	8	han, som slog Ægyptens førstefødte, både Mennesker og Kvæg,
19O	99	8	Sol til at råde om dagen; thi hans miskundhed varer evindelig!
19O	99	8	Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!
19O	99	8	HERREN vil føre det igennem for mig, din Miskundhed, HERRE, varer evindelig. Opgiv ej dine Hænders Værk! *19/d9 Salme 139
19O	99	8	Farer jeg op til Himlen, da er du der, reder jeg Leje i Dødsriget, så er du der;
19O	99	8	HERRE, Herre, min Frelses Styrke, du skærmer mit Hoved på Stridens Dag.
19O	99	8	Dog, mine Øjne er rettet på dig, o HERRE, Herre, på dig forlader jeg mig, giv ikke mit Liv til Pris!
19O	99	8	udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding på at du tager dig af mig. *19/e3 Salme 143
19O	99	8	Lad mig årle høre din Miskundhed, thi jeg stoler på dig. Lær mig den Vej, jeg skal gå, thi jeg løfter min Sjæl til dig.
19O	99	8	fra fremmedes Hånd, de, hvis Mund taler Løgn, hvis højre er Løgnehånd.
19O	99	8	Nådig og barmhjertig er HERREN, langmodig og rig på Miskundhed.
19O	99	8	HERREN åbner de blindes Øjne, HERREN rejser de bøjede, HERREN elsker de retfærdige,
19O	99	8	Han dækker Himlen med Skyer, sørger for Regn til Jorden, lader Græs spire frem på Bjergene og Urter til Menneskers Brug;
19O	99	8	Ild og hagl, sne og røg, storm, som gør hvad han siger,
19O	99	8	for at binde deres Konger med Lænker, deres ædle med Kæder af Jern
19O	99	9	Ophøj HERREN vor Gud, bøj eder for hans hellige Bjerg, thi hellig er HERREN vor Gud! *19/a0 Salme 100
19O	99	9	mine Fjender håner mig hele Dagen; de der spotter mig, sværger ved mig.
19O	99	9	han går ikke bestandig i Rette, gemmer ej evigt på Vrede;
19O	99	9	du satte en Grænse, de ej kommer over, så de ikke igen skal tilhylle Jorden.
19O	99	9	Pagten, han slutted med Abraham, Eden, han tilsvor Isak;
19O	99	9	han trued det røde Hav, og det tørrede ud, han førte dem gennem Dybet som gennem en Ørk;
19O	99	9	Thi han mættede den vansmægtende Sjæl og fyldte den sultne med godt.
19O	99	9	mit er Gilead, mit er Manasse, Efraim er mit Hoveds Værn, Juda min Herskerstav,
19O	99	9	hans Børn blive faderløse, hans Hustru vorde Enke;
19O	99	9	Han sendte sit folk udløsning, stifted sin pagt for evigt. Helligt og frygteligt er hans navn.
19O	99	9	til fattige deler han rundhåndet ud, hans Retfærdighed varer evindelig; med Ære løfter hans Horn sig.
19O	99	9	han, som lader barnløs Hustru sidde som lykkelig Barnemoder! *19/b4 Salme 114
19O	99	9	Israel stoler på HERREN, han er deres Hjælp og Skjold;
19O	99	9	Jeg vandrer for HERRENs Åsyn udi de levendes Land;
19O	99	9	at ty til HERREN er godt fremfor at stole på Fyrster.
19O	99	9	Hvorledes holder en ung sin Vej ren? Ved at bolde sig efter dit Ord.
19O	99	9	for Herren vor Guds hus's skyld vil jeg søge dit bedste. *19/c3 Salme 123
19O	99	9	Dine Præster være klædte i Retfærd, dine fromme synge med Fryd!
19O	99	9	og sendte Tegn og Undere i din Midte, Ægypten, mod Farao og alle hans Folk;
19O	99	9	Måne og stjerner til at råde om natten; thi hans miskundhed varer evindelig!
19O	99	9	Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen! *19/d8 Salme 138
19O	99	9	tager jeg Morgenrødens Vinger, fæster jeg Bo, hvor Havet ender,
19O	99	9	Opfyld ej, HERRE, den gudløses Ønsker, lad ikke hans Råd have Fremgang!
19O	99	9	Vogt mig for Fælden, de stiller for mig, og Udådsmændenes Snarer;
19O	99	9	Fri mig fra mine Fjender, HERRE, til dig flyr jeg hen;
19O	99	9	Gud, jeg vil synge dig en ny Sang, lege for dig på tistrenget Harpe,
19O	99	9	God er HERREN mod alle, hans Barmhjertighed er over alle hans Værker.
19O	99	9	HERREN vogter de fremmede, opholder faderløse og Enker, men gudløses Vej gør han kroget.
19O	99	9	Føde giver han Kvæget og Ravneunger, som skriger;
19O	99	9	I bjerge og alle høje, frugttræer og alle cedre,
19O	99	9	og fuldbyrde på dem den alt skrevne Dom til Ære for alle hans fromme! Halleluja! - *19/f0 Salme 150
19O	99	10	Thi Støv er mit daglige Brød, jeg blander min Drik med Tårer
19O	99	10	han handled ej med os efter vore Synder, gengældte os ikke efter vor Brøde.
19O	99	10	Kilder lod du rinde i Dale, hen mellem Bjerge flød de;
19O	99	10	han holdt den i Hævd som Ret for Jakob, en evig Pagt for Israel,
19O	99	10	han fried dem af deres Avindsmænds Hånd og udløste dem fra Fjendens Hånd;
19O	99	10	De sad i Mulm og Mørke, bundne i pine og Jern,
19O	99	10	Moab min Vaskeskål, på Edom kaster jeg min Sko, over Filisterland jubler jeg."
19O	99	10	hans Børn flakke om og tigge, drives bort fra et øde Hjem;
19O	99	10	Herrens frygt er visdoms begyndelse; forstandig er hver, som øver den. Evigt varer hans pris! *19/b2 Salme 112
19O	99	10	Den gudløse ser det og græmmer sig, skærer Tænder og går til Grunde; de gudløses Attrå bliver til intet. *19/b3 Salme 113
19O	99	10	Arons Hus stoler på HERREN, han er deres Hjælp og Skjold;
19O	99	10	jeg troede, derfor talte jeg, såre elendig var jeg,
19O	99	10	Alle Folkeslag flokkedes om mig, jeg slog dem ned i HERRENs Navn;
19O	99	10	Af hele mit Hjerte søger jeg dig, lad mig ikke fare vild fra dine Bud!
19O	99	10	For din Tjener Davids Skyld afvise du ikke din Salvede!"
19O	99	10	han, som fældede store Folk og veg så mægtige Konger,
19O	99	10	Som slog Ægyptens førstefødte; thi hans Miskundhed varer evindelig!
19O	99	10	da vil din Hånd også lede mig der, din højre holde mig fast!
19O	99	10	Lad dem ikke løfte Hovedet mod mig, lad deres Trusler ramme dem selv!
19O	99	10	lad de gudløse falde i egne Gram, medens jeg går uskadt videre. *19/e2 Salme 142
19O	99	10	lær mig at gøre din Vilje, thi du er min Gud, mig føre din gode Ånd ad den jævne Vej!
19O	99	10	du, som giver Konger Sejr og udfrier David, din Tjener.
19O	99	10	Dine Værker takker dig alle, HERRE, og dine fromme lover dig.
19O	99	10	HERREN er Konge for evigt, din Gud, o Zion, fra Slægt til Slægt. Halleluja! *19/e7 Salme 147
19O	99	10	hans Hu står ikke til stærke Heste, han har ikke Behag i rapfodet Mand;
19O	99	10	I vilde dyr og alt kvæg, krybdyr og vingede fugle,
19O	99	11	over din Harme og Vrede, fordi du tog mig og slængte mig bort;
19O	99	11	Men så højt som Himlen er over Jorden, er hans Miskundhed stor over dem, der frygter ham.
19O	99	11	de læsker al Markens Vildt, Vildæsler slukker deres Tørst;
19O	99	11	idet han sagde: "Dig giver jeg Kana'ans Land som eders Arvelod."
19O	99	11	Vandet skjulte dem, som trængte dem, ikke een blev tilbage af dem;
19O	99	11	fordi de havde stået Guds Ord imod og ringeagtet den Højestes Råd.
19O	99	11	Hvo bringer mig til den befæstede By, hvo leder mig hen til Edom?
19O	99	11	Ågerkarlen rage efter alt, hvad han har, og fremmede rane hans Gods;
19O	99	11	de, som frygter HERREN, stoler på ham, han er deres Hjælp og Skjold.
19O	99	11	sagde så i min Angst: "Alle Mennesker lyver!"
19O	99	11	de flokkedes om mig fra alle Sider, jeg slog dem ned i HERRENs Navn;
19O	99	11	Jeg gemmer dit Ord i mit Hjerte for ikke at synde imod dig.
19O	99	11	HERREN tilsvor David et troværdigt, usvigeligt Løfte: "Af din Livsens Frugt vil jeg sætte Konger på din Trone.
19O	99	11	Amoriternes konge Sion og Basans Konge Og, og alle Kana'ans Riger
19O	99	11	Og førte Israel ud derfra; thi hans Miskundhed varer evindelig!
19O	99	11	Og siger jeg: "Mørket skal skjule mig, Lyset blive Nat omkring mig!"
19O	99	11	Det regne på dem med gloende Kul, styrt dem i Dybet, ej stå de op!
19O	99	11	For dit Navns Skyld, HERRE, holde du mig i Live, udfri i din Retfærd min Sjæl af Trængsel,
19O	99	11	Fri mig fra det onde Sværd, frels mig fra fremmedes Hånd, de, hvis Mund taler Løgn, hvis højre er Løgnehånd.
19O	99	11	De forkynder dit Riges Ære og taler om din Vælde
19O	99	11	HERREN har Behag i dem, der frygter ham, dem, der bier på hans Miskundhed.
19O	99	11	I jordens konger og alle folkeslag, fyrster og alle jordens dommere,
19O	99	12	mine Dage hælder som Skyggen, som Græsset visner jeg hen.
19O	99	12	Så langt som Østen er fra Vesten, har han fjernet vore Synder fra os.
19O	99	12	over dem bygger Himlens Fugle, mellem Grenene lyder deres Kvidder.
19O	99	12	Da de kun var en liden Hob, kun få og fremmede der,
19O	99	12	da troede de på hans Ord og kvad en Sang til hans Pris.
19O	99	12	Deres Hjerte var knuget af Kummer, de faldt, der var ingen, som hjalp;
19O	99	12	Har du ikke, Gud, stødt os fra dig? Du ledsager ej vore Hære.
19O	99	12	ingen være langmodig imod ham, ingen ynke hans faderløse;
19O	99	12	HERREN kommer os i Hu, velsigner, velsigner Israels Hus, velsigner Arons Hus,
19O	99	12	Hvorledes skal jeg gengælde HERREN alle hans Velgerninger mod mig?
19O	99	12	de flokkedes om mig som Bier, blussed op, som Ild i Torne, jeg slog dem ned i HERRENs Navn.
19O	99	12	Lovet være du, HERRE, lær mig dine Vedtægter!
19O	99	12	Såfremt dine Sønner holder min Pagt og mit Vidnesbyrd, som jeg lærer dem, skal også deres Sønner sidde evindelig på din Trone!
19O	99	12	og gav deres Land i Eje, i Eje til Israel, hans Folk.
19O	99	12	Med stærk 'Hånd og udstrakt Arm; thi hans Miskundhed varer evindelig!
19O	99	12	så er Mørket ej mørkt for dig, og Natten er klar som Dagen, Mørket er som Lyset.
19O	99	12	Lad ikke Bagtaleren holde sig i Landet, ondt ramme Voldsmanden Slag i Slag!
19O	99	12	udslet i din Miskundhed mine Fjender, tilintetgør alle, som trænger min Sjæl! Thi jeg er din Tjener. *19/e4 Salme 144
19O	99	12	I Ungdommen er vore Sønner som højvoksne Planter, vore Døtre er som Søjler, udhugget i Tempelstil;
19O	99	12	for at kundgøre Menneskenes Børn din Vælde, dit Riges strålende Herlighed.
19O	99	12	Lovpris HERREN, Jerusalem, pris, o Zion, din Gud!
19O	99	12	ynglinge sammen med jomfruer, gamle sammen med unge!
19O	99	13	Men du troner evindelig, HERRE, du ihukommes fra Slægt til Slægt;
19O	99	13	Som en Fader forbarmer sig over sine Børn, forbarmer HERREN sig over dem, der frygter ham.
19O	99	13	Fra din Højsal vander du Bjergene, Jorden mættes fra dine Skyer;
19O	99	13	og vandrede fra Folk til Folk, fra et Rige til et andet,
19O	99	13	Men de glemte snart hans Gerninger, biede ej på hans Råd;
19O	99	13	men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,
19O	99	13	Giv os dog Hjælp mod Fjenden! Blændværk er Menneskers Støtte.
19O	99	13	hans Afkom gå til Grunde, hans Navn slettes ud i næste Slægt:
19O	99	13	velsigner dem, der frygter HERREN, og det både små og store.
19O	99	13	Jeg vil løfte Frelsens Bæger og påkalde HERRENs Navn.
19O	99	13	Hårdt blev jeg ramt, så jeg faldt, men HERREN hjalp mig.
19O	99	13	Jeg kundgør med mine Læber alle din Munds Lovbud.
19O	99	13	Thi HERREN har udvalgt Zion, ønsket sig det til Bolig :
19O	99	13	HERRE, dit Navn er evigt, din Ihukommelse, HERRE, fra Slægt til Slægt,
19O	99	13	Som kløved det røde Hav; thi hans Miskundhed varer evindelig!
19O	99	13	Thi du har dannet mine Nyrer, vævet mig i Moders Liv.
19O	99	13	Jeg ved, at HERREN vil føre de armes Sag og skaffe de fattige Ret.
19O	99	13	vore Forrådskamre er fulde, de yder Forråd på, Forråd, vore Hjorde føder Tusinder, Titusinder på vore Marker,
19O	99	13	Dit Rige står i al Evighed, dit Herredømme varer fra Slægt til Slægt. (Trofast er HERREN i alle sine Ord og miskundelig i alle sine Gerninger).
19O	99	13	Thi han gør dine Portstænger stærke, velsigner dine Børn i din Midte;
19O	99	13	De skal prise Herrens navn, thi ophøjet er hans navn alene, hans højhed omspender jord og himmel.
19O	99	14	du vil rejse dig og forbarme dig over Zion, når Nådens Tid, når Timen er inde;
19O	99	14	Thi han kender vor Skabning, han kommer i Hu, vi er Støv;
19O	99	14	du lader Græs gro frem til Kvæget og Urter til Menneskets Tjeneste, så du frembringer Brød af Jorden
19O	99	14	tillod han ingen at volde dem Men, men tugted for deres Skyld Konger
19O	99	14	de grebes af Attrå i Ørkenen, i Ødemarken fristed de Gud;
19O	99	14	førte dem ud af Mørket og Mulmet og sønderrev deres Bånd.
19O	99	14	Med Gud skal vi øve vældige Ting, vore Fjender træder han ned! *19/a9 Salme 109
19O	99	14	lad hans Fædres Skyld ihukommes hos HERREN, lad ikke hans Moders Synd slettes ud,
19O	99	14	HERREN lader eder vokse i Tal, eder og eders Børn;
19O	99	14	Jeg vil indfri HERREN mine Løfter i Påsyn af alt hans Folk.
19O	99	14	Min Styrke og Lovsang er HERREN, han blev mig til Frelse.
19O	99	14	Jeg glæder mig over dine Vidnesbyrds Vej, som var det al Verdens Rigdom.
19O	99	14	Her er for evigt mit Hvilested, her vil jeg bo, thi det har jeg ønsket.
19O	99	14	thi Ret skaffer HERREN sit Folk og ynkes over sine Tjenere.
19O	99	14	Og førte tsrael midt igennem det; thi hans Miskundhed varer evindelig!
19O	99	14	Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine Gerninger, det kender min Sjæl til fulde.
19O	99	14	For vist skal retfærdige prise dit Navn, oprigtige bo for dit Åsyn. *19/e1 Salme 141
19O	99	14	fede er vore Okser; intet Murbrud, ingen Udvandring, ingen Skrigen på Torvene.
19O	99	14	HERREN støtter alle, der falder, og rejser alle bøjede.
19O	99	14	dine Landemærker giver han Fred, mætter dig med Hvedens Fedme;
19O	99	14	Han løfter et horn for sit folk, lovprist af alle sine fromme, af Israels børn, det folk, der står ham nær. Halleluja! *19/e9 Salme 149
19O	99	15	thi dine Tjenere elsker dets Sten og ynkes over dets Grushobe.
19O	99	15	som Græs er Menneskets dage, han blomstrer som Markens Blomster;
19O	99	15	og Vin, der glæder Menneskets Hjerte, og lader Ansigtet glinse af Olie, og Brødet skal styrke Menneskets Hjerte.
19O	99	15	"Rør ikke mine Salvede, gør ikke mine Profeter ondt!"
19O	99	15	så gav han dem det, de kræved og sendte dem Lede i Sjælen.
19O	99	15	Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn.
19O	99	15	altid være de, HERREN for Øje; hans Minde vorde udryddet af Jorden,
19O	99	15	velsignet er I af HERREN, Himlens og Jordens Skaber.
19O	99	15	Kostbar i HERRENs Øjne er hans frommes Død.
19O	99	15	Jubel og Sejrsråb lyder i de retfærdiges Telte: "HERRENs højre øver Vælde,
19O	99	15	Jeg vil grunde på dine Befalinger og se til dine Stier.
19O	99	15	Dets Føde velsigner jeg, dets fattige mætter jeg med Brød,
19O	99	15	Folkenes Billeder er Sølv og Guld, Værk af Menneskehænder;
19O	99	15	Som drev Farao og hans Hær i det røde Hav thi hans Miskundhed varer evindelig!
19O	99	15	Mine Ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i Løndom, virket i Jordens Dyb;
19O	99	15	Saligt det Folk, der er således stedt, saligt det Folk, hvis Gud er HERREN! *19/e5 Salme 145
19O	99	15	Alles Øjne bier på dig, du giver dem Føden i rette Tid;
19O	99	15	han sender sit Bud til Jorden, hastigt løber hans Ord,
19O	99	16	Og HERRENs Navn skal Folkene frygte, din Herlighed alle Jordens Konger;
19O	99	16	når et Vejr farer over ham, er han ej mere, hans Sted får ham aldrig at se igen.
19O	99	16	HERRENs Træer bliver mætte, Libanons Cedre, som han har plantet,
19O	99	16	Hungersnød kaldte han frem over Landet, hver Brødets Støttestav brød han;
19O	99	16	De bar Avind mod Moses i Lejren, mod Aron, HERRENs hellige;
19O	99	16	Thi han sprængte Døre af Kobber og sønderslog Slåer af Jern.
19O	99	16	fordi det ej faldt ham ind at vise sig god, men han forfulgte den arme og fattige og den, hvis Hjerte var knust til Døde;
19O	99	16	Himlen er HERRENs Himmel, men Jorden gav han til Menneskens Børn.
19O	99	16	Ak, HERRE, jeg er jo din Tjener, din Tjener, din Tjenerindes Søn, mine Lænker har du løst.
19O	99	16	HERRENs højre er løftet, HERRENs højre øver Vælde!"
19O	99	16	I dine Vedtægter har jeg min Lyst, jeg glemmer ikke dit Ord.
19O	99	16	dets Præster klæder jeg i Frelse, dets fromme skal synge med Fryd.
19O	99	16	de har Mund, men taler ikke, Øjne, men ser dog ej;
19O	99	16	Som førte sit Folk i Ørkenen; thi hans Miskundhed varer evindelig!
19O	99	16	som Foster så dine Øjne mig, i din Bog var de alle skrevet, Dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet.
19O	99	16	du åbner din Hånd og mætter alt, hvad der lever, med hvad det ønsker.
19O	99	16	han lader Sne falde ned som Uld, som Aske spreder han Rim,
19O	99	17	thi HERREN opbygger Zion, han lader sig se i sin Herlighed;
19O	99	17	Men HERRENs Miskundhed varer fra Evighed og til Evighed over dem, der frygter ham, og hans Retfærd til Børnenes Børn
19O	99	17	hvor Fuglene bygger sig Rede; i Cypresser har Storken sin Bolig.
19O	99	17	han sendte forud for dem en Mand, Josef solgtes som Træl;
19O	99	17	Jorden åbned sig, slugte Datan, lukked sig over Abirams Flok;
19O	99	17	De sygnede hen for Synd og led for Brødes Skyld,
19O	99	17	han elsked Forbandelse, så lad den nå ham; Velsignelse yndede han ikke, den blive ham fjern!
19O	99	17	De døde priser ej HERREN, ingen af dem, der steg ned i det tavse.
19O	99	17	Jeg vil ofre dig Lovprisningsoffer og påkalde HERRENs Navn;
19O	99	17	Jeg skal ikke dø, men leve og kundgøre HERRENs Gerninger.
19O	99	17	Und din Tjener at leve, at jeg kan holde dit Ord.
19O	99	17	Der lader jeg Horn vokse frem for David, sikrer min Salvede Lampe.
19O	99	17	de har Ører, men hører ikke, ej heller er der Ånde i deres Mund.
19O	99	17	Som fældede store Konger; thi hans Miskundhed varer evindelig!
19O	99	17	Hvor kostelige er dine Tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres Sum!
19O	99	17	Retfærdig er HERREN på alle sine Veje, miskundelig i alle sine Gerninger.
19O	99	17	som Brødsmuler sender han Hagl, Vandene stivner af Kulde fra ham;
19O	99	18	han vender sig til de hjælpeløses Bøn, lader ej deres Bøn uænset.
19O	99	18	for dem, der holder hans Pagt og kommer hans Bud i Hu, så de gør derefter.
19O	99	18	Højfjeldet er for Stenbukken, Klipperne Grævlingens Tilflugt.
19O	99	18	de tvang hans Fødder med Lænker, han kom i Lænker af Jern,
19O	99	18	Ilden rasede i deres Flok, Luen brændte de gudløse op.
19O	99	18	de væmmedes ved al Slags Mad, de kom Dødens Porte nær
19O	99	18	Han tage Forbandelse på som en Klædning, den komme som Vand i hans Bug, som Olie ind i hans Ben;
19O	99	18	Men vi, vi lover HERREN, fra nu og til evig Tid! *19/b6 Salme 116
19O	99	18	mine Løfter vil jeg indfri HERREN i Påsyn af alt hans Folk
19O	99	18	HERREN tugted mig hårdt, men gav mig ej hen i Døden.
19O	99	18	Oplad mine Øjne, at jeg må skue de underfulde Ting i din Lov.
19O	99	18	Jeg klæder hans Fjender i Skam, men på ham skal Kronen stråle!" *19/d3 Salme 133
19O	99	18	Som dem skal de, der laved dem, blive enhver, som stoler på dem.
19O	99	18	Og veg så vældige Konger; thi hans Miskundhed varer evindelig!
19O	99	18	Tæller jeg dem, er de flere end Sandet, jeg vågner - og end er jeg hos dig.
19O	99	18	Nær er HERREN hos alle, som kalder, hos alle, som kalder på ham i Sandhed.
19O	99	18	han sender sit Ord og smelter dem, de strømmer, når han rejser sit Vejr.
19O	99	19	For Efterslægten skal det optegnes, af Folk, der skal fødes, skal prise HERREN;
19O	99	19	HERREN har rejst sin Trone i Himlen, alt er hans Kongedømme underlagt.
19O	99	19	Du skabte Månen for Festernes Skyld, Solen kender sin Nedgangs Tid;
19O	99	19	indtil hans Ord blev opfyldt; ved HERRENs Ord stod han Prøven igennem.
19O	99	19	De lavede en Kalv ved Horeb og tilbad det støbte Billed;
19O	99	19	men de råbte til Herren i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,
19O	99	19	den blive en Dragt, han tager på, et Bælte, han altid bærer!
19O	99	19	i HERRENs Hus's Forgårde og i din Midte, Jerusalem! *19/b7 Salme 117
19O	99	19	Oplad mig Retfærdigheds Porte, ad dem går jeg ind og lovsynger HERREN!
19O	99	19	Fremmed er jeg på Jorden, skjul ikke dine Bud for mig!
19O	99	19	Lov HERREN, Israels Hus, lov HERREN, Arons Hus,
19O	99	19	Amoriternes Konge Sion, thi hans Miskundhed varer evindelig!
19O	99	19	Vilde du dog dræbe de gudløse, Gud, måtte Blodets Mænd vige fra mig,
19O	99	19	Han gør, hvad de, der frygter ham, ønsker, hører deres Råb og frelser dem,
19O	99	19	Han kundgør sit Ord for Jakob, sine Vedtægter og Lovbud for Israel.
19O	99	20	thi han ser ned fra sin hellige Højsal, HERREN skuer ned fra Himmel til Jord
19O	99	20	Lov HERREN, I hans Engle, I vældige i Kraft, som gør, hvad han byder, så snart I hører hans Røst.
19O	99	20	du sender Mørke, Natten kommer, da rører sig alle Skovens Dyr;
19O	99	20	På Kongens Bud blev han fri, Folkenes Hersker lod ham løs:
19O	99	20	de byttede deres Herlighed bort for et Billed af en Okse, hvis Føde er Græs;
19O	99	20	sendte sit Ord og lægede dem og frelste deres Liv fra Graven.
19O	99	20	Det være mine Modstanderes Løn fra HERREN, dem, der taler ondt mod min Sjæl.
19O	99	20	Her er HERRENs Port, ad den går retfærdige ind.
19O	99	20	Altid hentæres min Sjæl af Længsel efter dine Lovbud.
19O	99	20	lov HERREN, Levis Hus, lov HERREN, I, som frygter HERREN!
19O	99	20	Og Basans Konge Og thi hans Miskundhed varer evindelig!
19O	99	20	de, som taler om dig på Skrømt og sværger falsk ved dit Navn.
19O	99	20	HERREN vogter alle, der elsker ham, men alle de gudløse sletter han ud.
19O	99	20	Så gjorde han ikke mod andre Folk, dem kundgør han ingen Lovbud. Halleluja! *19/e8 Salme 148
19O	99	21	for at høre de fangnes Stønnen og give de dødsdømte Frihed,
19O	99	21	Lov HERREN, alle hans Hærskarer, hans Tjenere, som fuldbyrder hans Vilje.
19O	99	21	de unge Løver brøler efter Rov, de kræver deres Føde af Gud.
19O	99	21	han tog ham til Herre for sit Hus, til Hersker over alt sit Gods;
19O	99	21	de glemte Gud, deres Frelser, som øvede store Ting i Ægypten,
19O	99	21	Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn
19O	99	21	Men du, o HERRE, min Herre, gør med mig efter din Godhed og Nåde, frels mig for dit Navns Skyld!
19O	99	21	Jeg vil takke dig, thi du bønhørte mig, og du blev mig til Frelse.
19O	99	21	Du truer de frække; forbandede er de, der viger fra dine Bud.
19O	99	21	Fra Zion være HERREN lovet, han, som bor i Jerusalem! *19/d6 Salme 136
19O	99	21	Og gav deres Land i Eje; thi hans Miskundhed varer evindelig!
19O	99	21	Jeg hader jo dem, der hader dig, HERRE, og væmmes ved dem, der står dig imod;
19O	99	21	Min Mund skal udsige HERRENs Pris, alt Kød skal love hans hellige Navn evigt og altid. *19/e6 Salme 146
19O	99	22	at HERRENs Navn kan forkyndes i Zion, hans - Pris i Jerusalem,
19O	99	22	Lov HERREN, alt, hvad han skabte, på hvert eneste Sted i hans Rige! Min Sjæl, lov HERREN! *19/a4 Salme 104
19O	99	22	De sniger sig bort, når Sol står op, og lægger sig i deres Huler;
19O	99	22	han styred hans Øverster efter sin Vilje og viste hans Ældste til Rette.
19O	99	22	Undere i Kamiternes Land, frygtelige Ting ved det røde Hav.
19O	99	22	og ofre Lovprisningsofre og med Jubel forkynnde hans Gerninger.
19O	99	22	Thi jeg er arm og fattig, mit Hjerte vånder sig i mig;
19O	99	22	Den Sten; Bygmestrene forkastede, er blevet Hovedhjørnesten.
19O	99	22	Vælt Hån og Ringeagt fra mig, thi jeg agter på dine Vidnesbyrd.
19O	99	22	I Eje til hans Tjener Israel; thi hans Miskundhed varer evindelig!
19O	99	22	med fuldt Had bader jeg dem, de er også mine Fjender.
19O	99	23	når Folkeslag og Riger til Hobe samles for at tjene HERREN.
19O	99	23	Mennesket går til sit Dagværk, ud til sin Gerning, til Kvæld falder på.
19O	99	23	Og Israel kom til Ægypten, Jakob boede som Gæst i Kamiternes Land.
19O	99	23	Da tænkte han på at udrydde dem, men Moses, hans udvalgte Mand, stilled sig i Gabet for hans Åsyn for at hindre, at hans Vrede lagde øde.
19O	99	23	De for ud på Havet i Skibe, drev Handel på vældige Vande,
19O	99	23	som Skyggen, der hælder, svinder jeg bort, som Græshopper rystes jeg ud;
19O	99	23	Fra HERREN er dette kommet, det er underfuldt for vore Øjne.
19O	99	23	Om Fyrster oplægger Råd imod mig, grunder din Tjener på dine Vedtægter.
19O	99	23	Som kom os i Hu i vor Ringhed; thi hans Miskundhed varer evindelig!
19O	99	23	Ransag mig, Gud, og kend mit Hjerte, prøv mig og kend mine Tanker!
19O	99	24	Han lammed min Kraft på Vejen, forkorted mit Liv.
19O	99	24	Hvor mange er dine Gerninger, HERRE, du gjorde dem alle med Visdom; Jorden er fuld af, hvad du har skabt!
19O	99	24	Han lod sit Folk blive såre frugtbart og stærkere end dets Fjender;
19O	99	24	De vraged det yndige Land og troede ikke hans Ord,
19O	99	24	blev Vidne til HERRENs Gerninger, hans Underværker i Dybet;
19O	99	24	af Faste vakler mine Knæ, mit Kød skrumper ind uden Salve;
19O	99	24	Denne er Dagen, som HERREN har gjort, lad os juble og glæde os på den!
19O	99	24	Ja, dine Vidnesbyrd er min Lyst, det er dem, der giver mig Råd.
19O	99	24	Og friede os fra vore Fjender; thi hans Miskundhed varer evindelig!
19O	99	24	Se, om jeg er på Smertens Vej, og led mig på Evigheds Vej! *19/e0 Salme 140
19O	99	25	Jeg siger: Min Gud, tag mig ikke bort i Dagenes Hælvt! Dine År er fra Slægt til Slægt.
19O	99	25	Der er Havet, stort og vidt, der vrimler det uden Tal af Dyr, både små og store;
19O	99	25	han vendte deres Sind til Had mod sit Folk og til Træskhed imod sine Tjenere.
19O	99	25	men knurrede i deres Telte og hørte ikke på HERREN;
19O	99	25	han bød, og et Stormvejr rejste sig, Bølgerne tårnedes op;
19O	99	25	til Spot for dem er jeg blevet, de ryster på Hovedet, når de
19O	99	25	Ak, HERRE, frels dog, ak, HERRE; lad det dog lykkes!
19O	99	25	I Støvet ligger min Sjæl, hold mig i Live efter dit Ord!
19O	99	25	Som giver alt Kød Føde; thi hans Miskundhed varer evindelig!
19O	99	26	Du grundfæsted fordum Jorden, Himlene er dine Hænders Værk;
19O	99	26	Skibene farer der, Livjatan, som du danned til Leg deri.
19O	99	26	Da sendte han Moses, sin Tjener, og Aron, sin udvalgte Mand;
19O	99	26	da løfted han Hånden og svor at lade dem falde i Ørkenen,
19O	99	26	mod Himlen steg de, i Dybet sank de, i Ulykken svandt deres Mod;
19O	99	26	Hjælp mig, HERRE min Gud, frels mig efter din Miskundhed,
19O	99	26	Velsignet den, der kommer, i HERRENs Navn; vi velsigner eder fra HERRENs Hus!
19O	99	26	Mine Veje lagde jeg frem, og du bønhørte mig, dine Vedtægter lære du mig.
19O	99	26	Tak Himlenes Gud; thi hans Miskundhed varer evindelig! *19/d7 Salme 137
19O	99	27	de falder, men du består, alle slides de op som en Klædning;
19O	99	27	De bier alle på dig, at du skal give dem Føde i Tide;
19O	99	27	han gjorde sine Tegn i Ægypten og Undere i Kamiternes Land;
19O	99	27	splitte deres Sæd blandt Folkene, sprede dem rundt i Landene.
19O	99	27	de tumled og raved som drukne, borte var al deres Visdom;
19O	99	27	så de sander, det var din Hånd, dig, HERRE, som gjorde det!
19O	99	27	HERREN er Gud, og han lod det lysne for os. Festtoget med Grenene slynge sig frem, til Alterets Horn er nået!
19O	99	27	Lad mig fatte dine Befalingers Vej og grunde på dine Undere.
19O	99	28	som Klæder skifter du dem; de skiftes, men du er den samme, og dine År får aldrig Ende!
19O	99	28	du giver dem den, og de sanker, du åbner din Hånd, og de mættes med godt.
19O	99	28	han sendte Mørke, så blev det mørkt, men de ænsede ikke hans Ord;
19O	99	28	De holdt til med Ba'al-Peor og åd af de dødes Ofre;
19O	99	28	men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,
19O	99	28	Lad dem forbande, du vil velsigne, mine uvenner vorde til Skamme, din Tjener glæde sig;
19O	99	28	Du er min Gud, jeg vil takke dig, min Gud, jeg vil ophøje dig!
19O	99	28	Af Kummer græder. min Sjæl, oprejs mig efter dit Ord!
19O	99	29	Dine Tjeneres Børn fæster Bo, deres Sæd skal bestå for dit Åsyn. *19/a3 Salme 103
19O	99	29	Du skjuler dit Åsyn, og de forfærdes; du tager deres Ånd, og de dør og vender tilbage til Støvet;
19O	99	29	han gjorde deres Vande til Blod og slog deres Fisk ihjel;
19O	99	29	de krænked ham med deres Gerninger, og Plage brød løs iblandt dem.
19O	99	29	skiftede Stormen til Stille, så Havets Bølger tav;
19O	99	29	lad mine Fjender klædes i Skændsel, iføres Skam som en Kappe!
19O	99	29	Tak HERREN, thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig! *19/b9 Salme 119
19O	99	29	Lad Løgnens Vej være langt fra mig og skænk mig i Nåde din Lov!
19O	99	30	du sender din Ånd, og de skabes, Jordens Åsyn fornyer du.
19O	99	30	af Frøer vrimlede Landet, selv i Kongens Sale var de;
19O	99	30	Da stod Pinehas frem og holdt Dom, og Plagen blev bragt til at standse,
19O	99	30	og glade blev de, fordi det stilned; han førte dem til Havnen, de søgte.
19O	99	30	Med min Mund vil jeg højlig takke HERREN, prise ham midt i Mængden;
19O	99	30	Troskabs Vej har jeg valgt, dine Lovbud attrår jeg.
19O	99	31	HERRENs Herlighed vare evindelig, HERREN glæde sig ved sine Værker!
19O	99	31	han talede, så kom der Bremser og Myg i alt deres Land;
19O	99	31	og det regnedes ham til Retfærdighed fra Slægt til Slægt, evindelig.
19O	99	31	Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn,
19O	99	31	thi han står ved den fattiges højre at fri ham fra dem, der dømmer hans Sjæl. *19/b0 Salme 110
19O	99	31	Jeg hænger ved dine Vidnesbyrd, lad mig ikke beskæmmes, HERRE!
19O	99	32	Et Blik fra ham, og Jorden skælver, et Stød fra ham, og Bjergene ryger
19O	99	32	han sendte dem Hagl for Regn og luende Ild i Landet;
19O	99	32	De vakte hans Vrede ved Meribas Vand, og for deres Skyld gik det Moses ilde;
19O	99	32	ophøje ham i Folkets Forsamling og prise ham i de Ældstes Kreds!
19O	99	32	Jeg vil løbe dine Buds Vej, thi du giver mit Hjerte at ånde frit.
19O	99	33	Jeg vil synge for HERREN, så længe jeg lever, lovsynge min Gud, den Tid jeg er til.
19O	99	33	han slog både Vinstok og Figen og splintrede Træerne i deres Land;
19O	99	33	thi de stod hans Ånd imod, og han talte uoverlagte Ord.
19O	99	33	Floder gør han til Ørken og Kilder til øde Land,
19O	99	33	Lær mig, HERRE, dine Vedtægters Vej, så jeg agter derpå til Enden.
19O	99	34	Min Sang være ham til Behag, jeg har min Glæde i HERREN.
19O	99	34	han talede, så kom der Græshopper, Springere uden Tal,
19O	99	34	De udryddede ikke de Folk, som HERREN havde sagt, de skulde,
19O	99	34	til Saltsteppe frugtbart Land for Ondskabens Skyld hos dem, som - bor der.
19O	99	34	Giv mig Kløgt, så jeg agter på din Lov og holder den af hele mit Hjerte.
19O	99	35	Måtte Syndere svinde fra Jorden og gudløse ikke mer være til! Min Sjæl, lov HERREN! Halleluja! *19/a5 Salme 105
19O	99	35	de åd alt Græs i Landet, de åd deres Jords Afgrøde;
19O	99	35	med Hedninger blandede de sig og gjorde deres Gerninger efter;
19O	99	35	Ørken gør han til Vanddrag, det tørre Land til Kilder;
19O	99	35	Før mig ad dine Buds Sti, thi jeg har Lyst til dem.
19O	99	36	alt førstefødt i Landet slog han, Førstegrøden af al deres Kraft;
19O	99	36	deres Gudebilleder dyrkede de, og disse blev dem en Snare;
19O	99	36	der lader han sultne bo, så de grunder en By at bo i,
19O	99	36	Bøj mit Hjerte til dine Vidnesbyrd og ej til uredelig Vinding.
19O	99	37	han førte dem ud med Sølv og Guld, ikke een i hans Stammer snubled
19O	99	37	til Dæmonerne ofrede de, og det både Sønner og Døtre;
19O	99	37	tilsår Marker og planter Vin og høster Afgrødens Frugt.
19O	99	37	Vend mine Øjne bort fra Tant, hold mig i Live ved dit Ord!
19O	99	38	Ægypterne glæded sig, da de drog bort, thi de var grebet af Rædsel for dem.
19O	99	38	de udgød uskyldigt Blod, deres Sønners og Døtres Blod, som de ofred til Kana'ans Guder, og Landet blev smittet ved Blod;
19O	99	38	Han velsigner dem, de bliver mange, han lader det ikke skorte på Kvæg.
19O	99	38	Stadfæst for din Tjener dit Ord, så jeg lærer at frygte dig.
19O	99	39	Han bredte en Sky som Skjul og Ild til at lyse i Natten;
19O	99	39	de blev urene ved deres Gerninger, bolede ved deres idrætter.
19O	99	39	De bliver få og segner under Modgangs og Kummers Tryk,
19O	99	39	Hold borte fra mig den Skændsel, jeg frygter, thi dine Lovbud er gode.
19O	99	40	de krævede, han bragte Vagtler, med Himmelbrød mættede han dem;
19O	99	40	Da blev HERREN vred på sit Folk og væmmedes ved sin Arv;
19O	99	40	han udøser Hån over Fyrster og lader dem rave i vejløst Øde.
19O	99	40	Se, dine Befalinger længes jeg efter, hold mig i Live ved din Retfærd!
19O	99	41	han åbnede Klippen, og Vand strømmede ud, det løb som en Flod i Ørkenen.
19O	99	41	han gav dem i Folkenes Hånd, deres Avindsmænd blev deres Herrer;
19O	99	41	Men han løfter den fattige op af hans Nød og gør deres Slægter som Hjorde;
19O	99	41	Lad din Miskundhed komme over mig, HERRE, din Frelse efter dit Ord,
19O	99	42	Thi han kom sit hellige Ord i Hu til Abraham, sin Tjener;
19O	99	42	deres Fjendervoldte dem Trængsel, de kuedes under deres Hånd.
19O	99	42	de oprigtige ser det og glædes, men al Ondskab lukker sin Mund.
19O	99	42	så jeg har Svar til dem, der spotter mig, thi jeg stoler på dit Ord.
19O	99	43	han lod sit Folk drage ud med Fryd, sine udvalgte under Jubel;
19O	99	43	Han frelste dem Gang på Gang, men de stod egensindigt imod og sygnede hen i Brøden;
19O	99	43	Hvo som er viis, han mærke sig det og lægge sig HERRENs Nåde på Sinde! *19/a8 Salme 108
19O	99	43	Tag ikke ganske Sandheds Ord fra min Mund, thi jeg bier på dine Lovbud.
19O	99	44	han gav dem Folkenes Lande, de fik Folkeslags Gods i Eje.
19O	99	44	dog så han til dem i Trængslen, så snart han hørte dem klage;
19O	99	44	Jeg vil stadig holde din Lov, ja evigt og altid;
19O	99	45	Derfor skulde de holde hans Bud og efterkomme hans Love. Halleluja! *19/a6 Salme 106
19O	99	45	han kom sin Pagt i Hu og ynkedes efter sin store Miskundhed;
19O	99	45	jeg vil vandre i åbent Land, thi dine Befalinger ligger mig på Sinde.
19O	99	46	han lod dem finde Barmhjertighed hos alle, der tog dem til Fange.
19O	99	46	Jeg vil tale om dine Vidnesbyrd for Konger uden at blues;
19O	99	47	Frels os, HERRE vor Gud, du samle os sammen fra Folkene, at vi må love dit hellige Navn, med Stolthed synge din Pris.
19O	99	47	jeg vil fryde mig over dine Bud, som jeg højlige elsker;
19O	99	48	Lovet være HERREN, Israels Gud, fra Evighed og til Evighed!  Og alt Folket svare Amen! *19/a7 Salme 107
19O	99	48	jeg vil udrække Hænderne mod dine Bud og grunde på dine Vedtægter.
19O	99	49	Kom Ordet til din Tjener i Hu, fordi du har ladet mig håbe.
19O	99	50	Det er min Trøst i Nød, at dit Ord har holdt mig i Live.
19O	99	51	De frække hånede mig såre, dog veg jeg ej fra din Lov.
19O	99	52	Dine Lovbud fra fordum, HERRE, kom jeg i Hu og fandt Trøst.
19O	99	53	Harme greb mig over de gudløse, dem, der slipper din Lov.
19O	99	54	Dine vedtægter blev mig til Sange i min Udlændigheds Hus.
19O	99	55	Om Natten kom jeg dit Navn i Hu, HERRE, jeg holdt din Lov.
19O	99	56	Det blev min lykkelige Lod: at agte på dine Befalinger.
19O	99	57	Min Del er HERREN, jeg satte mig for at holde dine Ord.
19O	99	58	Jeg bønfaldt dig af hele mit Hjerte, vær mig nådig efter dit Ord!
19O	99	59	Jeg overtænkte mine Veje og styred min Fod tilbage til dine Vidnesbyrd.
19O	99	60	Jeg hasted og tøved ikke med at holde dine Bud.
19O	99	61	De gudløses Snarer omgav mig, men jeg glemte ikke din Lov.
19O	99	62	Jeg, står op ved Midnat og takker dig for dine retfærdige Lovbud.
19O	99	63	Jeg er Fælle med alle, der frygter dig og holder dine Befalinger.
19O	99	64	Jorden er fuld af din Miskundhed, HERRE, lær mig dine Vedtægter!
19O	99	65	Du gjorde vel mod din Tjener, HERRE, efter dit Ord.
19O	99	66	Giv mig Forstand og indsigt, thi jeg tror på dine Bud.
19O	99	67	For jeg blev ydmyget, for jeg vild, nu holder jeg dit Ord.
19O	99	68	God er du og gør godt, lær mig dine Vedtægter!
19O	99	69	De frække tilsøler mig med Løgn, men på dine Bud tager jeg hjerteligt Vare.
19O	99	70	Deres Hjerte er dorskt som Fedt, jeg har min Lyst i din Lov.
19O	99	71	Det var godt, at jeg blev ydmyget, så jeg kunde lære dine Vedtægter.
19O	99	72	Din Munds Lov er mig mere værd end Guld og Sølv i Dynger.
19O	99	73	Dine Hænder skabte og dannede mig, giv mig Indsigt; så jeg kan lære dine Bud!
19O	99	74	De, der frygter dig, ser mig og glædes, thi jeg bier på dit Ord.
19O	99	75	HERRE, jeg ved, at dine Bud er retfærdige, i Trofasthed har du ydmyget mig.
19O	99	76	Lad din Miskundhed være min Trøst efter dit Ord til din Tjener!
19O	99	77	Din Barmhjertighed finde mig, at jeg må leve, thi din Lov er min Lyst.
19O	99	78	Lad de frække beskæmmes, thi de gør mig skammelig Uret, jeg grunder på dine Befalinger.
19O	99	79	Lad dem, der frygter dig, vende sig til mig, de, der kender dine Vidnesbyrd.
19O	99	80	Lad mit Hjerte være fuldkomment i dine Vedtægter, at jeg ikke skal blive til Skamme.
19O	99	81	Efter din Frelse længes min Sjæl, jeg bier på dit Ord.
19O	99	82	Mine Øjne længes efter dit Ord og siger: "Hvornår mon du trøster mig?"
19O	99	83	Thi jeg er som en Lædersæk i Røg, men dine Vedtægter glemte jeg ikke.
19O	99	84	Hvor langt er vel din Tjeners Liv? Når vil du dømme dem, der forfølger mig?
19O	99	85	De frække grov mig Grave, de, som ej følger din Lov.
19O	99	86	Alle dine Bud er trofaste, med Løgn forfølger man mig, o hjælp mig!
19O	99	87	De har næsten tilintetgjort mig på Jorden, men dine Befalinger slipper jeg ikke.
19O	99	88	Hold mig i Live efter din Miskundhed, at jeg kan holde din Munds Vidnesbyrd.
19O	99	89	HERRE, dit Ord er evigt, står fast i Himlen.
19O	99	90	Din Trofasthed varer fra Slægt til Slægt, du grundfæsted Jorden, og den står fast.
19O	99	91	Dine Lovbud står fast, de holder dine Tjenere oppe.
19O	99	92	Havde din Lov ej været min Lyst, da var jeg omkommet i min Elende.
19O	99	93	Aldrig i Evighed glemmer jeg dine Befalinger, thi ved dem holdt du mig i Live.
19O	99	94	Din er jeg, frels mig, thi dine Befalinger ligger mig på Sinde.
19O	99	95	De gudløse lurer på at lægge mig øde, dine Vidnesbyrd mærker jeg mig.
19O	99	96	For alting så jeg en Grænse, men såre vidt rækker dit Bud.
19O	99	97	Hvor elsker jeg dog din Lov! Hele Dagen grunder jeg på den.
19O	99	98	Dit Bud har gjort mig visere end mine Fjender, thi det er for stedse mit.
19O	99	99	Jeg er klogere end alle mine Lærere, thi jeg grunder på dine Vidnesbyrd.
19O	99	100	Jeg har mere Forstand end de gamle; jeg agter på dine Bud.
19O	99	101	Jeg holder min Fod fra hver Vej, som er ond, at jeg kan holde dit Ord.
19O	99	102	Fra dine Lovbud veg jeg ikke, thi du underviste mig.
19O	99	103	Hvor sødt er dit Ord for min Gane, sødere end Honning for min Mund.
19O	99	104	Ved dine Befalinger fik jeg Forstand, så jeg hader al Løgnens Vej.
19O	99	105	Dit Ord er en Lygte for min Fod, et Lys på min Sti.
19O	99	106	Jeg svor en Ed og holdt den: at følge dine retfærdige Lovbud.
19O	99	107	Jeg er såre ydmyget, HERRE, hold mig i Live efter dit Ord!
19O	99	108	Lad min Munds frivillige Ofre behage dig,